Fagbøger

Fra slemt til meget værre. Mellemøsten 10 år efter Det Arabiske Forår. Interview med Lars Erslev Andersen

opror og alliancer, lars erslev andersen, det arabiske foraar, mellemosten

Håbet var stort i Vesten, da Det Arabiske Forår tog sin begyndelse for 10 år siden, men hurtigt forvandlede begejstringen sig til bekymring. Mellemøsten-forsker Lars Erslev Andersen gør status i sin nye bog Oprør og alliancer. Billedet er ikke lyst, men løsningerne skal komme fra ungdommen.


For 10 år siden havde det meste af verden øjnene rettet mod Tunesien og Egypten, hvor hovedsagligt unge demonstranter gik på gaden i hidtil uhørt antal for at protestere mod deres respektive landes ledere. De forlangte reformer og forandringer, og iagttagere i Vesten døbte begejstret begivenhederne for Det Arabiske Forår.

Selvom demonstranterne fik væltet ledere, skulle der imidlertid ikke gå lang tid, før begejstringen skiftede til bekymring.

LÆS OGSÅ: Anne Frank – et liv, et menneske ud af seks millioner

Svaret på, hvorfor det kom til at gå, som det gjorde, er lige så komplekst som Mellemøsten er det.

Seniorforsker Lars Erslev Andersen har i de sidste 30 år beskæftiget sig indgående med området, og han giver i sin nye bog Oprør og alliancer en række forklaringer på, hvad der skete for 10 år siden og sine bud på, hvad fremtiden vil bringe for regionen, der har det med gang på gang at bringe sig i centrum af global politik.   

Demonstrationer i Taiz, Yemen i august 2014 (Foto: Shutterstock)

Det arabiske forår var skelsættende begivenheder

Lars Erslev Andersen var i 1990 som ung på et kursus i arabisk i Tunis, Tunesiens hovedstad, og det var her hans store interesse for Mellemøsten blev vakt. Siden har han rejst, forsket og skrevet bøger om regionen og fulgt udviklingen og Mellemøstens rolle i international politik tæt.

LÆS OGSÅ: Imperiets børn. Danmark vildledte FN for at beholde Grønland som koloni

Tidligt i sin nye bog konkluderer han, at Det Arabiske Forår desværre ikke skabte de gennemgribende forandringer, som man i Vesten havde håbet på at se. Faktisk er konklusionen, at det er gået fra slemt til meget værre. 

”Vurderet alene på de første 10 år siden Det Arabiske Forår blev sat i gang, så er det en fiasko. Helt generelt er der kommet mindre sikkerhed og mere autoritær ledelse i Mellemøsten. Det Arabiske Forår blev mødt af kontrarevolution organiseret af Saudi Arabien og Emiraterne, der i høj grad har været med til at antænde mange konflikter. Så målt på de sidste 10 år, kan man ikke kalde det en succes.”

Alligevel kalder du begivenhederne, vi oplevede for 10 år siden, for skelsættende. I hvilken forstand var de skelsættende?

”Det var de, fordi Det Arabiske Forår har givet folk en fornemmelse af, at det kan betale sig at gå på gaden, og at det er en udfordring og er risikabelt, men at det kan flytte noget – det har jo faktisk fjernet regeringer. I de sidste 3 år har man set ungdommen i stigende grad gå på gaden for at demonstrere i flere lande. Man har set det i Algeriet, i Sudan, i Libanon, i Irak og sågar i Iran.”

LÆS OGSÅ: Skibet fra helvede. Den utrolige historie om dengang 345 KZ-fanger drev i land på Møn

“Det, der kendetegnede demonstrationerne i januar og februar 2011, og de demonstrationer, vi ser i dag er, at demonstranterne er fælles om, ikke at ville have deres uduelige ledere, der helt åbenlyst benytter sig af korruption, og som ikke leverer på sociale forhold, kan skaffe folk et arbejde, en bedre tilværelse og bedre leveforhold.

Fælles er demonstranterne om kravet om bedre sociale forhold, og det kan man jo være enige om fra islamisterne på den ene side til kommunisterne på den anden og alle dem midt imellem.”

LÆS OGSÅ: Mogens Pedersen var det sidste gidsel: Vi kan gøre de mest fantastiske ting under pres, men vi er stadig kun mennesker

“De er dog langt fra enige om, hvordan de vil gøre det, og hvordan fremtiden skal se ud, så lige nu er det mere en protest end en egentlig politisk bevægelse vi ser. Problemet er så også, at befolkningen bliver nervøse ved forandringerne. For en ting er, at et regime går af, som man så det i Tunesien og Egypten for 10 år siden, men hvad skal der så komme i stedet for?

I Egypten så vi, at vælgerne blev utrygge, og derfor stemte de på de islamiske partier, der havde et politisk budskab, som de kendte. Det var forventeligt, selvom mange forsøgte at bortforklare det.”

USA neddrosler deres engagement

USA har været den vigtigste eksterne aktør i regionen siden 50’erne, men hver præsident har haft sin egen strategi og ført en mere eller mindre aktivistisk politik i Mellemøsten. Både Obama og Trump førte en mere passiv politik, men nu hedder præsidenten Joe Biden, ved vi, hvad han vil?

”Ligesom vi ser det lige nu i Afghanistan, hvor USA trækker sig ud af landet, så neddrosler de deres engagement i hele Mellemøsten. Biden trækker sine folk ud af Irak, og støtten til krigen i Yemen er væk. Han ønsker, at landene i højere grad selv klarer deres problemer, og vi oplever en højere grad af regionalisering.”

LÆS OGSÅ: 15 bøger der gør dig klogere

“Biden har ikke en dagsorden om at skabe et nyt Mellemøsten, det prøvede Clinton og Bush, og det gik ikke. Så han vil ikke komme til at intervenere i alle mulige konflikter, og jeg tror, at vi skal vænne os til, at USA bruger nogen andre metoder fremover.

Under Obama så vi brugen af specialoperationer og droner, og det er den vej, det går. USA holder ikke op med at være deltager i verdensordenen, men de er det bare på andre måder. Hvis de vælger at overdrage mere til staterne selv, og hvis de kan samarbejde mere med andre stormagter for eksempel med Kina, ja så tror jeg faktisk, at det er godt.”

De såkaldte Abraham-aftaler underskrives i Det Hvide Hus den 15. september 2020. (Foto: Shutterstock)

Lige nu ser det ikke godt ud

I Mellemøsten har pessimisterne stort set altid fået mere ret end optimisterne, når der er blevet spået om fremtiden, slutter du din bog. Er du selv forsigtig optimist eller pessimist, når det gælder fremtiden i Mellemøsten? 

”Jeg ved ikke, om jeg er pessimist eller optimist. Jeg vil sige, at 30 år med Mellemøsten har lært mig, at der kan være god grund til en sund portion skepsis. Desværre. Lige nu ser det ikke godt ud, hvis man kigger på de enkelte lande.

I bogen beskriver jeg indgående Egypten og deres problemer med en voldsom befolkningstilvækst, som de slet ikke har råd til, og samtidig bruger præsidenten en masse penge på import af våben og en stor, moderne administrationsbygning uden for Cairo. Derudover har Egypten aldrig været styret mere brutalt end nu.”

LÆS OGSÅ: Henrik Thomsen jagtede historien om Saddam Husseins sidste gidsel i 30 år

“Det er helt håbløst i Libanon, hvor unge mennesker vælter ud for at komme væk. Og hvis vi tager kikkerten på og ser lidt længere frem, så går Dubai og Saudi Arabien en svær tid i møde. Verden er ved at gøre sig uafhængig af olie, og det kræver en kæmpe omstilling i de olieproducerende lande.

Så er der palæstinenserne, der ikke rigtig har nogen fremtid. Det er et voldsomt problem, og der er ingen vilje til at gøre noget ved det.

Derudover er der flygtningestrømmene fra Afrika, der længe har sat Europas grænser under pres, og det er en situation, der vil blive ved med at vokse, og vi er dårlige til at håndtere det.”

LÆS OGSÅ: Lindy Lillelund er krigssygeplejerske: Der hviler altid en tvivl over så svære beslutninger

“Hvis ikke Mellemøsten kommer ind i en anden gænge og får en bedre og sundere økonomisk udvikling og får styr på at opsuge ungdomsgenerationerne, så er der lagt i kakkelovnen til, at det immigrationspres vi oplever nu, vil blive endnu større. Det er svært at se, hvor det går rigtig godt.”

Demonstrationer i Taiz, Yemen i november 2017. (Foto: Shutterstock)

Håbet om forandring ligger hos ungdommen

Ser du nogen takter til, at de her problemer er nogle, der kan findes løsninger på?

”Det er desværre lettere at se problemerne end at se løsningerne. Men jeg tror, at Det Arabiske Forår fik sat gang i nogen protestbevægelser, og måske er det ikke for meget at håbe, at de på et tidspunkt kan samle sig til nogle politiske bevægelser, der kan skabe nogen mere konstruktive løsninger. Og det er her, vi skal kigge hen og kun her: på ungdommen.”

LÆS OGSÅ: Mogens Pedersen var det sidste gidsel: Vi kan gøre de mest fantastiske ting under pres, men vi er stadig kun mennesker

“Det vigtigste er, at det er dem selv, der formulerer deres egen dagsorden og ikke fx NGO-eksperter fra København. De er ikke interesseret i at høre på os, der forklarer dem, hvordan deres demokrati skal være. De kan og skal selv finde ud af det. Vi skal støtte dem selvfølgelig, men det må vi gøre på en anden måde, end vi har gjort hidtil. Håbet om forandring kan knyttes til ungdommen.

Man kan håbe, at det for en gangs skyld er pessimisterne, der tager fejl”


Lars Erslev Andersen: Oprør og alliancer – Mellemøsten efter det arabiske forår

Lars Erslev Andersen, Oprør og alliancer, mellemøsten efter det arabiske forår

Mellemøstforskeren Lars Erslev Andersen sætter med sin nye bog, skarpt fokus på Mellemøstens tilstande efter de folkelige oprør bedre kendt som Det Arabiske Forår.

Det er et årti siden folkelige oprørere startede Det Arabiske forår, og borgerkrige hærgede i Syrien, Libyen og Yemen.

Lars Erslev Andersen navigerer sig rundt i spørgsmålene om Det Arabiske Forår var en fiasko. Og hvis ja – hvorfor?

Oprør og alliancer giver en kortlægning af de politiske skillelinjer, og sætter læseren ind i fordelingen af ressourcer, religiøse og etniske udfordringer, ligestillingsproblematikkerne og udfordringerne ved de store generationskløfter.

Du kan købe Oprør og alliancer – Mellemøsten efter det arabiske forår online, eller i din nærmeste boghandel.


Læs mere om Lars Erslev Andersen her


Jeg arbejder i presseafdelingen, hvor jeg har den fornøjelse at sørge for, at pressen og læserne bliver opmærksomme på de bøger, som forlaget udgiver. Det var vist Troldepus, der var min første litterære forelskelse og siden har der været mange andre, og det bliver bare ved. Jeg har læst dansk litteratur på Københavns Universitet og er siden havnet i forlagsbranchen, hvilket er dejligt og rigtigt.