Kampen om Det Hvide Hus er en fascinerende og indsigtfuld fortælling om store personligheder, magtkampe, intriger og afgørende øjeblikke, der har formet amerikansk historie.
I Kampen om Det Hvide Hus stiller forfatter og USA-ekspert Anders Agner Pedersen skarpt på afgørende øjeblikke i kampen om magten i USA de sidste 100 år. Bogen bygger på mange års research og interviews med forskellige kilder, der har arbejdet med og for præsidenter og præsidentkandidater.
Kampen om Det Hvide Hus giver læseren en forståelse af det amerikanske valgsystem og hvordan, enhver valgkamp står på skuldrene af den forrige. Anders Agner peger på, hvad der virker og hvad der ikke virker, når man vil vinde et amerikansk valg.
Anders Agner har dækket flere præsidentvalg fra nærmeste hold og formidler med sans for fascination, dramatik og afgørende detaljer, men også med et analytisk blik bag kulisserne i den største politiske manege. Han har iøvrigt udgivet flere bøger og en podcast om amerikansk politik.
Læs et uddrag af Kampen om Det Hvide Hus af Anders Agner Pedersen herunder:
Kampen om Det Hvide Hus
Anders Agner Pedersen
DE FØRSTE 125 ÅR
Egentlig handler det stadig om det samme, som det har handlet om helt fra begyndelsen. Hvem skal være amerikansk præsident?
Men ellers er der ikke ret meget andet, der er, som det var engang. Noget er selvfølgelig, og så er der de ting, der måske er sket ganske få gange for mange år siden, og som så sidenhen er sket igen i nyere tid.
Lad os starte med at spole tiden tilbage helt til begyndelsen.
Tilbage til den 30. april 1789. På balkonen i Federal Hall på den sydlige del af Manhattan i New York blev George Washington taget i ed som USA’s første præsident. Kun dem, der stod allertættest på, kunne høre, hvad der foregik, mens edsaflæggelsen fandt sted.
Ligesom kun få kunne høre det, da den stærkt religiøse Washington tilføjede ordene, som siden blev fast afsluttende sætning i den præsidentielle ed: ”So help me God”.
Den dag i dag anses George Washington som en af USA’s største præsidenter. Og ikke bare fordi han var den første, og hovedstaden er opkaldt efter ham, men i lige så høj grad fordi han gav magten videre.
For selv om der ikke stod noget i den på det tidspunkt stadig ganske nye amerikanske forfatning om, at man kun kunne være præsident i en begrænset periode, så mente Washington, at to perioder måtte række som landets leder, og den 4. marts 1797 overlod han i ro og mag magten til sin vicepræsident, John Adams.
Og netop det, at magten blev overdraget i fordragelighed, var vigtigt, for netop på den måde kunne man sikre respekt om embedet og sikre, at alle i befolkningen anerkendte den nye præsidents autoritet efter et magtskifte.
Den skik satte John Adams på noget af en prøve, da han i bare raseri over at have tabt valget i 1800 til sin vicepræsident gennem fire år, Thomas Jefferson, tog en hestevogn hjem til Massachusetts og nægtede at deltage i indsættelsesceremonien.
Det var imidlertid begrænset, hvor mange der reelt havde indflydelse på udfaldet af præsidentvalgene i disse år. Tværtimod var det – sat lidt på spidsen – primært velstående hvide mænd i toppen af det amerikanske samfund, der styrede løjerne.
Det gjorde sig også gældende, da James Madison efter otte år afløste Thomas Jefferson, og da James Monroe i 1817 efterfulgte Madison og blev USA’s femte præsident.
I 1824 begyndte tingene imidlertid at ændre sig. For modsat valgresultatet fra 1820, hvor James Monroe blev genvalgt uden de store besværligheder, så så resultatet fra det valg unægtelig noget anderledes ud.
Det officielle resultat af valget i 1820 viser således, at James Monroe fik 231 stemmer, mens hans udfordrer, John Quincy Adams, står noteret for blot at have fået en enkelt stemme. I 1824 var John Quincy Adams igen at finde på stemmesedlen, men denne gang fik sønnen af USA’s anden præsident, John Adams, en hel del flere stemmer.
Nærmere bestemt lidt over 108.000. Selv om hans modstander, Andrew Jackson, fik 45.000 stemmer flere, endte Adams alligevel som vinder. Repræsentanternes Hus afgjorde i sidste ende udfaldet, da hverken Jackson eller Adams havde opnået det nødvendige antal valgmænd.
Jackson var rasende over situationen og fast besluttet på at prøve igen fire år senere. Og denne gang var der ingen tvivl om udfaldet, om end det var et, der ikke just henrykkede alle dele af magteliten i den stadig ganske nye hovedstad, Washington D.C.
Jackson var den første præsident, der ikke havde forbindelse til, eller var en del af, den gruppe, man kaldte The Founding Fathers, og hans facon var i det hele taget meget anderledes end hans forgængere på posten.
Ikke desto mindre var Andrew Jackson en mand, der havde forstået, hvad der skulle til for at blive præsident i en tid, hvor stadig flere amerikanere fik stemmeret. Da han i 1828 slog Adams, havde Jackson denne gang fået knap 650.000 stemmer, mens den tabende præsident fik godt 500.000 stemmer.
Jackson var som nævnt ikke en del af den politiske elite i Washington D.C., men hans sans for at ramme dagsordener, vælgerne gik op i, og samtidig dyrke fortællingen om sig selv som en stærk leder med forrygende militære meritter, var af en sådan kaliber, at han uden problemer blev både valgt og genvalgt som amerikansk præsident.
Og da hans tid som præsident efter to perioder nærmede sig sin afslutning, gjorde han det, som der skulle gå over 150 år, før nogen gentog, nemlig gav stafetten videre til sin vicepræsident, Martin Van Buren. Ikke at der var tale om nogen storsejr, men ikke desto mindre blev Van Buren USA’s 8. præsident.
Manden, han havde besejret, William Henry Harrison, havde imidlertid ikke tænkt sig at opgive præsidentdrømmen. I stedet gik han nøje i gang med at planlægge en valgkamp, hvor der blev skruet på de populistiske knapper.
Nøjagtig som Andrew Jackson havde haft held med, begyndte Harrison at dyrke fortællingen om sine militære meritter. Tilbage i 1811 havde Harrison stået i spidsen for slaget ved Tippecanoe i Indiana.
Et nærmere eftersyn vil afsløre, at det ikke var nogen særligt vellykket militær operation, men at det kun var med lodder og trisser, at Harrison havde fået ledt sine mænd til sejr.
Den slags nuancer blev dog hurtigt taget ud af ligningen, og fortællingen om, hvordan Harrison stadig gik under navnet ”Old Tippecanoe” med henvisning til sejren, blev en del af narrativet om kandidaten, der i 1840 prøvede præsidentlykken på ny.
”Tippecanoe & Tyler Too” lød hans valgslogan sågar, med henvisning til ham selv og hans vicepræsidentkandidat, John Tyler.
Og som om det ikke var nok, så begyndte man fra Harrison-lejren at dyrke en anden fortælling, som heller ikke kunne klare en tryktest, men som ligeledes skulle vise sig at virke. For man måtte forstå, at Harrison ikke bare var krigshelt, men også en mand af folket.
En beskeden træhytte var hans naturlige ramme, hvor han gerne drak en kop varm cider. At sandheden var, at Harrison kom fra et ganske velstående hjem i Virginia, blev behændigt skubbet til side, og i stedet begyndte man at servere varm cider ved vælgermøderne – nøjagtig som Harrison, ifølge fortællingen, foretrak det.
Den noget justerede version af virkeligheden gav pote for Harrison, der i 1840 vandt valget over Martin Van Buren.
Harrison var med sine 68 år den ældste præsident i den amerikanske historie på det tidspunkt, og han besluttede at udvise ungdommelig vitalitet ved at holde en helt utrolig lang indsættelsestale. Og gøre det uden overtøj, trods det dårlige vejr.
Talen er med sine cirka to timers varighed fortsat den længste i amerikansk historie – og Harrison, ja, han blev syg kort tid efter indsættelsen og døde på sin 32. dag som præsident, hvilket fortsat er den korteste embedsperiode i amerikansk historie.
I de følgende årtier skiftede amerikanerne præsidenter en hel del gange. John Tyler sad resten af Harrisons embedsperiode, inden han blev afløst af James Polk.
Han sad fire år, inden Zachary Taylor tog over. Han døde imidlertid halvandet år inde i valgperioden, og hans vicepræsident, Millard Fillmore, tog over.
Ved valget i 1852 blev han afløst af Franklin Pierce, som fire år senere blev afløst af James Buchanan. Hverken Pierce eller Buchanan var særlig gode til at være præsidenter og anses den dag i dag som nogle af de dårligste, USA har haft på posten.
Især på grund af det, der var lige på trapperne, nemlig Den Amerikanske Borgerkrig. En skelsættende begivenhed, som kom til at definere embedet for manden, der i 1860 blev valgt som USA’s 16. præsident, Abraham Lincoln.
Lincoln var den første republikaner, der blev valgt til landets mægtigste embede. Indtil da havde præsidenterne været enten demokrater, føderalister eller fra Whig-partiet. Kort efter han var blevet indsat til sin anden valgperiode, blev Lincoln skudt, og hans afløser, demokraten Andrew Johnson, havde ikke samme politiske kvalitet.
Ved valget i 1864 havde det været Lincolns ide at vælge en demokrat som vicepræsidentkandidat, da det kunne være med til at sikre en politisk balance, når borgerkrigen sluttede. Men da først han blev præsident, havde Andrew Johnson en noget alternativ opfattelse af, hvad han skulle som præsident, og i hvilken retning landet burde gå.
For selv om Lincoln og nordstaterne havde vundet borgerkrigen, og en del af den sejr inkluderede en afskaffelse af slaveriet, mente Johnson, at det var noget andet, der skulle ske. Slaveriet skulle ganske vist afskaffes, men lige rettigheder var ikke en del af hans plan.
Hurtigt gav det anledning til sammenstød med den republikansk kontrollerede kongres, der stillede Johnson for en rigsret. Her var Lincolns afløser blot en stemme fra at blive afsat som præsident, hvilket burde have været et hint til landets 17. leder om, at de færreste ønskede ham på posten.
Ved valget i 1868 forsøgte Johnson ikke desto mindre at blive nomineret, men hans demokratiske partifæller foretrak Horatio Seymour, der dog ikke kunne stille meget op mod ham, republikanerne kørte i stilling, nordstats-generalen Ulysses Grant.
Med godt tre millioner stemmer var Grant mere end 300.000 stemmer foran Seymour i et valg, hvor staterne Texas, Mississippi og Virginia endnu ikke var helt på plads som medlemmer af unionen igen og derfor ikke var en del af valghandlingen.
I valgmandskollegiet vandt Grant ligeledes klart, og efter få års pause havde republikanerne igen sikret sig nøglerne til Det Hvide Hus. Nogen stor præsident kan man ikke påstå, at Grant var, men han opnåede dog genvalg fire år senere uden de store problemer.
En mand, der imidlertid havde endog ganske store problemer med at vinde valget, var Grants partifælle Rutherford Hayes, der i 1876 gik efter at blive Grants efterfølger. Længe så det ud til, at Hayes ville tabe til demokraten Samuel Tilden, men så kastede Hayes sig ellers ud i en sjældent set politisk studehandel i bestræbelserne på at blive præsident.
Tilden havde med 4,3 millioner stemmer opnået cirka 300.000 flere end Hayes og førte ligeledes i valgmandskollegiet. Men da der endnu var 20 valgmænd, der kunne rykkes rundt, fik Hayes strikket en aftale sammen, som lige akkurat gjorde, at han rykkede forbi Tilden og blev USA’s 19. præsident.
Blandt de indrømmelser, Hayes havde givet, var, at det, der efter borgerkrigens afslutning havde været gældende politik – reconstruction – skulle stoppe.
Det betød blandt andet, at mange af de rettigheder, som den sorte del af befolkningen havde haft udsigt til, så godt som forsvandt og først kom tilbage knap 90 år senere. En beslutning, der tydeligt viste, hvor langt mange var klar til at gå for at blive præsident – uanset hvad det måtte have af konsekvenser for borgerne.
Det blev imidlertid kun til en enkelt periode for Hayes, inden han ved valget i 1880 blev afløst af partifællen James Garfield, der dog kun nåede godt et halvt år på posten, før han blev såret af skud affyret af Charles Guiteau og senere døde som følge af talrige ugers elendig lægebehandling.
Hans vicepræsident, Chester Arthur, fik ikke sat nogen nævneværdige aftryk på embedet – om end det vel også er lidt af en præstation at eje omkring 80 par bukser og fortsat være den præsident, færrest amerikanere kender. I tæt kamp med Millard Fillmore i øvrigt.
Manden, der afløste Chester Arthur efter præsidentvalget i 1884, var demokraten Grover Cleveland, der vandt en kneben sejr. Den 4. marts 1885 blev han taget i ed som USA’s 22. præsident.
Fire år senere måtte Cleveland, trods det faktum at han med 5,5 millioner stemmer havde fået godt 100.000 flere end sin modstander, se sig slået af den republikanske udfordrer, Benjamin Harrison. I valgmandskollegiet var Harrison nemlig endt foran Cleveland, hvilket i sidste ende var, hvad der talte.
Men Cleveland var alt andet end tilfreds, og allerede inden han og fruen rykkede ud af Det Hvide Hus, havde han planer om at vende tilbage fire år senere. Og som sagt, så gjort.
Ved valget i 1892 gjorde Grover Cleveland det, som ingen præsident før eller siden har gjort, nemlig tilbageerobrede magten efter at have mistet den.
Flere andre præsidenter havde uden held forsøgt at få nøglerne til Det Hvide Hus tilbage, efter at de en gang havde haft dem, men Grover Cleveland kunne den 4. marts 1893 aflægge den præsidentielle ed for anden gang og lade sig indskrive i historiebøgerne som USA’s 24. præsident.
Efter nye fire år ved magten måtte Cleveland – for anden gang – give præsidentstafetten videre til en republikansk efterfølger, denne gang William McKinley.
Sammen med sin vicepræsidentkandidat, Garret Hobert, havde McKinley vundet en komfortabel sejr ved valget i 1896, men da Hobert afgik ved døden i 1899, måtte McKinley finde sig en ny running mate, da han søgte genvalg i 1900. Valget faldt på den unge guvernør fra New York, Theodore Roosevelt.
Theodore Roosevelt var en mand, som hele landet hurtigt skulle lære at kende, for blot et halvt år efter valgperioden var begyndt i 1901, blev William McKinley dræbt af skud affyret af Leon Czolgosz, og Roosevelt blev taget i ed som USA’s 26. præsident.
Den karismatiske Roosevelt var en måned fra sin 43 års fødselsdag og den yngste i amerikansk historie til at tiltræde præsidentembedet. Den unge præsident skulle hurtigt vise sig at blive en mand, der fik noget fra hånden.
Hans energi var lige så endeløs, som hans stil var ukonventionel, og i det hele taget havde USA hverken før eller siden oplevet en præsident som Theodore Roosevelt. Ved valget i 1908 mente den ellers så handlekraftige præsident imidlertid, at det var på tide at overlade rollen til en anden.
Roosevelt ville dog gerne være sikker på, at hans progressive, midtersøgende linje blev videreført, og bad vennen William Howard Taft om at påtage sig hvervet som hans efterfølger. Taft var yderst modvillig, men endte til sidst med at give efter for Roosevelts belejring.
Taft knuste sin demokratiske modstander, William Bryan, og en veltilfreds Theodore Roosevelt kunne overlade præsidentmagten til sin gode ven og ellers selv kaste sig over nogle af de mange andre ting, han elskede her i tilværelsen, heriblandt jagt, vandreture og litteratur.
Det præsidentielle otium blev dog ikke helt, som Roosevelt havde tænkt sig. For Taft anlagde en langt mere konservativ kurs end den, Roosevelt selv havde stået for, hvilket gjorde den temperamentsfulde ekspræsident stadig mere indebrændt på sin gamle ven.
Han begyndte derfor at lufte sin kritik højlydt, hvilket sårede Taft dybt. Han havde aldrig ønsket at blive præsident, og nu tæskede den mand, der havde overtalt ham, løs på ham.
Omvendt havde Taft ingen planer om at ændre den politiske linje, hvilket til sidst resulterede i, at Theodore Roosevelt udfordrede Taft i kampen om at blive republikanernes præsidentkandidat ved valget i 1912.
Som alt andet, den iltre Roosevelt foretog sig i tilværelsen, gik det ikke stille for sig, da han forsøgte at få kylet manden, han selv havde håndplukket som sin efterfølger, på porten.
Men til sin egen overraskelse og efterfølgende utilfredshed måtte Roosevelt sande, at det så langtfra var alle i de republikanske geledder, der ønskede hans tilbagevenden, og i stedet endte partiet med at nominere Taft på ny.
Dermed ville de fleste andre have tænkt, at slaget var tabt, men ikke Theodore Roosevelt. Han startede The Progressive Party, der hurtigt blev kendt som ”Bull Moose Party”, og stillede på den baggrund op som tredjepartikandidat imod Taft og den demokratiske kandidat, Woodrow Wilson.
Det skulle vise sig at blive en hæsblæsende affære, hvor Wilson ofte blev den lidt oversete kandidat, mens Taft og Roosevelt sloges. Tre uger før valgdagen var Roosevelts kampagne dog ved at få en både ufrivillig og tragisk afslutning.
For kort før han skulle tale ved et vælgermøde i Milwaukee, Wisconsin, blev der skudt imod den tidligere præsident. Patronen ramte, men blev bremset af Roosevelts mange talepapirer, der lå i jakkelommen, og som formentlig var med til at forhindre katastrofen.
Attentatforsøget skulle dog ikke afholde Roosevelt fra at komme til orde. Tværtimod konstaterede han hurtigt, at han ikke blødte fra munden, og dermed var der ikke tegn på indre blødninger, hvorfor han godt mente, at han kunne holde sin tale, inden han blev kørt på hospitalet.
Der skulle mere til at slå en bull moose ihjel, lod Roosevelt forstå, til tilhørernes store begejstring.
Selv om Roosevelts gamle partifæller var glade for, at deres tidligere præsident overlevede skudepisoden, var han ikke just i kridthuset, da valgresultatet tre uger senere forelå. For Roosevelt havde i sin vendetta mod Taft sørget for, at republikanerne havde tabt et valg, de ellers næppe ville have tabt.
For hvis man lagde Roosevelts 4,1 millioner stemmer sammen med Tafts 3,4 millioner, gav det godt 7,5 millioner stemmer, hvilket var langt flere end de 6,2 millioner, som demokraten Woodrow Wilson havde fået.
Men netop fordi Roosevelt og Taft havde splittet de republikanske stemmer rundtom i de fleste af delstaterne, endte Wilson med at rydde bordet i valgmandskollegiet med hele 435 mod Roosevelts 88 og Tafts beskedne 8. På det tidspunkt var det fortsat primært hvide mænd, der stemte ved præsidentvalgene.
Nøjagtig som det var tilfældet ved valget i 1916, hvor Wilson blev genvalgt med løftet om at holde USA ude af 1. verdenskrig. Ved valget i 1920 betød et nyt forfatningstillæg imidlertid, at en ny vælgergruppe, nemlig kvinder, omsider blev en del af valghandlingen.
Og det ved et valg, hvor det skulle vise sig, at intet mindre end seks tidligere eller kommende amerikanske præsidenter, samt den siddende præsident, i større eller mindre omfang skulle komme til at spille en rolle.
Anders Agner Pedersen: Kampen om Det Hvide Hus
Når amerikanerne vælger deres præsident, følger hele verden med. For det har global betydning, hvem der ender med at vinde den politiske post over dem alle. Vejen til det hvide hus stiller skarpt på afgørende øjeblikke i kampen om magten i USA gennem de sidste 100 år – fra radioens gennembrud som massemedie og politisk virkemiddel til Donald Trumps voldsomme forsøg på at omgøre sit nederlag. Det er politisk historieskrivning fyldt med spændende og væsentlige fortællinger – blandt andet om, hvordan et fravalg af makeup kostede Richard Nixon dyrt i en tv-debat mod John F. Kennedy. Eller om Theodore Roosevelt, der overlevede et skudattentat, fordi han havde en tyk tale i inderlommen. Anders Agner Pedersen er chefredaktør på Kongressen.com og en af landets mest benyttede USA-analytikere i både radio og tv. Han har dækket flere præsidentvalg fra nærmeste hold og formidler med sans for fascination, dramatik og afgørende detaljer, men også med et analytisk blik bag kulisserne i den største politiske manege. Bogen viser den mere kyniske side af politik, hvor simple budskaber, effektive strategier og bissetricks spiller rolle.
Du kan købe Kampen om det hvide hus fx. hos Bog & idé eller i din nærmeste boghandel.
Kampen om Det Hvide Hus er en fascinerende og indsigtfuld fortælling om store personligheder, magtkampe, intriger og afgørende øjeblikke, der har formet amerikansk historie.
I Kampen om Det Hvide Hus stiller forfatter og USA-ekspert Anders Agner Pedersen skarpt på afgørende øjeblikke i kampen om magten i USA de sidste 100 år. Bogen bygger på mange års research og interviews med forskellige kilder, der har arbejdet med og for præsidenter og præsidentkandidater.
Kampen om Det Hvide Hus giver læseren en forståelse af det amerikanske valgsystem og hvordan, enhver valgkamp står på skuldrene af den forrige. Anders Agner peger på, hvad der virker og hvad der ikke virker, når man vil vinde et amerikansk valg.
LÆS OGSÅ: Forfatterne bag FØRSTEDAMER: “Vi blev selv overraskede over, hvor stor indflydelse de har haft på USA”
Anders Agner har dækket flere præsidentvalg fra nærmeste hold og formidler med sans for fascination, dramatik og afgørende detaljer, men også med et analytisk blik bag kulisserne i den største politiske manege. Han har iøvrigt udgivet flere bøger og en podcast om amerikansk politik.
Læs et uddrag af Kampen om Det Hvide Hus af Anders Agner Pedersen herunder:
Kampen om Det Hvide Hus
Anders Agner Pedersen
DE FØRSTE 125 ÅR
Egentlig handler det stadig om det samme, som det har handlet om helt fra begyndelsen. Hvem skal være amerikansk præsident?
Men ellers er der ikke ret meget andet, der er, som det var engang. Noget er selvfølgelig, og så er der de ting, der måske er sket ganske få gange for mange år siden, og som så sidenhen er sket igen i nyere tid.
Lad os starte med at spole tiden tilbage helt til begyndelsen.
Tilbage til den 30. april 1789. På balkonen i Federal Hall på den sydlige del af Manhattan i New York blev George Washington taget i ed som USA’s første præsident. Kun dem, der stod allertættest på, kunne høre, hvad der foregik, mens edsaflæggelsen fandt sted.
Ligesom kun få kunne høre det, da den stærkt religiøse Washington tilføjede ordene, som siden blev fast afsluttende sætning i den præsidentielle ed: ”So help me God”.
Den dag i dag anses George Washington som en af USA’s største præsidenter. Og ikke bare fordi han var den første, og hovedstaden er opkaldt efter ham, men i lige så høj grad fordi han gav magten videre.
For selv om der ikke stod noget i den på det tidspunkt stadig ganske nye amerikanske forfatning om, at man kun kunne være præsident i en begrænset periode, så mente Washington, at to perioder måtte række som landets leder, og den 4. marts 1797 overlod han i ro og mag magten til sin vicepræsident, John Adams.
Og netop det, at magten blev overdraget i fordragelighed, var vigtigt, for netop på den måde kunne man sikre respekt om embedet og sikre, at alle i befolkningen anerkendte den nye præsidents autoritet efter et magtskifte.
Den skik satte John Adams på noget af en prøve, da han i bare raseri over at have tabt valget i 1800 til sin vicepræsident gennem fire år, Thomas Jefferson, tog en hestevogn hjem til Massachusetts og nægtede at deltage i indsættelsesceremonien.
Det var imidlertid begrænset, hvor mange der reelt havde indflydelse på udfaldet af præsidentvalgene i disse år. Tværtimod var det – sat lidt på spidsen – primært velstående hvide mænd i toppen af det amerikanske samfund, der styrede løjerne.
Det gjorde sig også gældende, da James Madison efter otte år afløste Thomas Jefferson, og da James Monroe i 1817 efterfulgte Madison og blev USA’s femte præsident.
I 1824 begyndte tingene imidlertid at ændre sig. For modsat valgresultatet fra 1820, hvor James Monroe blev genvalgt uden de store besværligheder, så så resultatet fra det valg unægtelig noget anderledes ud.
Det officielle resultat af valget i 1820 viser således, at James Monroe fik 231 stemmer, mens hans udfordrer, John Quincy Adams, står noteret for blot at have fået en enkelt stemme. I 1824 var John Quincy Adams igen at finde på stemmesedlen, men denne gang fik sønnen af USA’s anden præsident, John Adams, en hel del flere stemmer.
Nærmere bestemt lidt over 108.000. Selv om hans modstander, Andrew Jackson, fik 45.000 stemmer flere, endte Adams alligevel som vinder. Repræsentanternes Hus afgjorde i sidste ende udfaldet, da hverken Jackson eller Adams havde opnået det nødvendige antal valgmænd.
Jackson var rasende over situationen og fast besluttet på at prøve igen fire år senere. Og denne gang var der ingen tvivl om udfaldet, om end det var et, der ikke just henrykkede alle dele af magteliten i den stadig ganske nye hovedstad, Washington D.C.
Jackson var den første præsident, der ikke havde forbindelse til, eller var en del af, den gruppe, man kaldte The Founding Fathers, og hans facon var i det hele taget meget anderledes end hans forgængere på posten.
Ikke desto mindre var Andrew Jackson en mand, der havde forstået, hvad der skulle til for at blive præsident i en tid, hvor stadig flere amerikanere fik stemmeret. Da han i 1828 slog Adams, havde Jackson denne gang fået knap 650.000 stemmer, mens den tabende præsident fik godt 500.000 stemmer.
Jackson var som nævnt ikke en del af den politiske elite i Washington D.C., men hans sans for at ramme dagsordener, vælgerne gik op i, og samtidig dyrke fortællingen om sig selv som en stærk leder med forrygende militære meritter, var af en sådan kaliber, at han uden problemer blev både valgt og genvalgt som amerikansk præsident.
Og da hans tid som præsident efter to perioder nærmede sig sin afslutning, gjorde han det, som der skulle gå over 150 år, før nogen gentog, nemlig gav stafetten videre til sin vicepræsident, Martin Van Buren. Ikke at der var tale om nogen storsejr, men ikke desto mindre blev Van Buren USA’s 8. præsident.
Manden, han havde besejret, William Henry Harrison, havde imidlertid ikke tænkt sig at opgive præsidentdrømmen. I stedet gik han nøje i gang med at planlægge en valgkamp, hvor der blev skruet på de populistiske knapper.
Nøjagtig som Andrew Jackson havde haft held med, begyndte Harrison at dyrke fortællingen om sine militære meritter. Tilbage i 1811 havde Harrison stået i spidsen for slaget ved Tippecanoe i Indiana.
Et nærmere eftersyn vil afsløre, at det ikke var nogen særligt vellykket militær operation, men at det kun var med lodder og trisser, at Harrison havde fået ledt sine mænd til sejr.
Den slags nuancer blev dog hurtigt taget ud af ligningen, og fortællingen om, hvordan Harrison stadig gik under navnet ”Old Tippecanoe” med henvisning til sejren, blev en del af narrativet om kandidaten, der i 1840 prøvede præsidentlykken på ny.
”Tippecanoe & Tyler Too” lød hans valgslogan sågar, med henvisning til ham selv og hans vicepræsidentkandidat, John Tyler.
Og som om det ikke var nok, så begyndte man fra Harrison-lejren at dyrke en anden fortælling, som heller ikke kunne klare en tryktest, men som ligeledes skulle vise sig at virke. For man måtte forstå, at Harrison ikke bare var krigshelt, men også en mand af folket.
En beskeden træhytte var hans naturlige ramme, hvor han gerne drak en kop varm cider. At sandheden var, at Harrison kom fra et ganske velstående hjem i Virginia, blev behændigt skubbet til side, og i stedet begyndte man at servere varm cider ved vælgermøderne – nøjagtig som Harrison, ifølge fortællingen, foretrak det.
Den noget justerede version af virkeligheden gav pote for Harrison, der i 1840 vandt valget over Martin Van Buren.
Harrison var med sine 68 år den ældste præsident i den amerikanske historie på det tidspunkt, og han besluttede at udvise ungdommelig vitalitet ved at holde en helt utrolig lang indsættelsestale. Og gøre det uden overtøj, trods det dårlige vejr.
Talen er med sine cirka to timers varighed fortsat den længste i amerikansk historie – og Harrison, ja, han blev syg kort tid efter indsættelsen og døde på sin 32. dag som præsident, hvilket fortsat er den korteste embedsperiode i amerikansk historie.
I de følgende årtier skiftede amerikanerne præsidenter en hel del gange. John Tyler sad resten af Harrisons embedsperiode, inden han blev afløst af James Polk.
Han sad fire år, inden Zachary Taylor tog over. Han døde imidlertid halvandet år inde i valgperioden, og hans vicepræsident, Millard Fillmore, tog over.
Ved valget i 1852 blev han afløst af Franklin Pierce, som fire år senere blev afløst af James Buchanan. Hverken Pierce eller Buchanan var særlig gode til at være præsidenter og anses den dag i dag som nogle af de dårligste, USA har haft på posten.
Især på grund af det, der var lige på trapperne, nemlig Den Amerikanske Borgerkrig. En skelsættende begivenhed, som kom til at definere embedet for manden, der i 1860 blev valgt som USA’s 16. præsident, Abraham Lincoln.
Lincoln var den første republikaner, der blev valgt til landets mægtigste embede. Indtil da havde præsidenterne været enten demokrater, føderalister eller fra Whig-partiet. Kort efter han var blevet indsat til sin anden valgperiode, blev Lincoln skudt, og hans afløser, demokraten Andrew Johnson, havde ikke samme politiske kvalitet.
Ved valget i 1864 havde det været Lincolns ide at vælge en demokrat som vicepræsidentkandidat, da det kunne være med til at sikre en politisk balance, når borgerkrigen sluttede. Men da først han blev præsident, havde Andrew Johnson en noget alternativ opfattelse af, hvad han skulle som præsident, og i hvilken retning landet burde gå.
For selv om Lincoln og nordstaterne havde vundet borgerkrigen, og en del af den sejr inkluderede en afskaffelse af slaveriet, mente Johnson, at det var noget andet, der skulle ske. Slaveriet skulle ganske vist afskaffes, men lige rettigheder var ikke en del af hans plan.
Hurtigt gav det anledning til sammenstød med den republikansk kontrollerede kongres, der stillede Johnson for en rigsret. Her var Lincolns afløser blot en stemme fra at blive afsat som præsident, hvilket burde have været et hint til landets 17. leder om, at de færreste ønskede ham på posten.
Ved valget i 1868 forsøgte Johnson ikke desto mindre at blive nomineret, men hans demokratiske partifæller foretrak Horatio Seymour, der dog ikke kunne stille meget op mod ham, republikanerne kørte i stilling, nordstats-generalen Ulysses Grant.
Med godt tre millioner stemmer var Grant mere end 300.000 stemmer foran Seymour i et valg, hvor staterne Texas, Mississippi og Virginia endnu ikke var helt på plads som medlemmer af unionen igen og derfor ikke var en del af valghandlingen.
I valgmandskollegiet vandt Grant ligeledes klart, og efter få års pause havde republikanerne igen sikret sig nøglerne til Det Hvide Hus. Nogen stor præsident kan man ikke påstå, at Grant var, men han opnåede dog genvalg fire år senere uden de store problemer.
En mand, der imidlertid havde endog ganske store problemer med at vinde valget, var Grants partifælle Rutherford Hayes, der i 1876 gik efter at blive Grants efterfølger. Længe så det ud til, at Hayes ville tabe til demokraten Samuel Tilden, men så kastede Hayes sig ellers ud i en sjældent set politisk studehandel i bestræbelserne på at blive præsident.
Tilden havde med 4,3 millioner stemmer opnået cirka 300.000 flere end Hayes og førte ligeledes i valgmandskollegiet. Men da der endnu var 20 valgmænd, der kunne rykkes rundt, fik Hayes strikket en aftale sammen, som lige akkurat gjorde, at han rykkede forbi Tilden og blev USA’s 19. præsident.
Blandt de indrømmelser, Hayes havde givet, var, at det, der efter borgerkrigens afslutning havde været gældende politik – reconstruction – skulle stoppe.
Det betød blandt andet, at mange af de rettigheder, som den sorte del af befolkningen havde haft udsigt til, så godt som forsvandt og først kom tilbage knap 90 år senere. En beslutning, der tydeligt viste, hvor langt mange var klar til at gå for at blive præsident – uanset hvad det måtte have af konsekvenser for borgerne.
Det blev imidlertid kun til en enkelt periode for Hayes, inden han ved valget i 1880 blev afløst af partifællen James Garfield, der dog kun nåede godt et halvt år på posten, før han blev såret af skud affyret af Charles Guiteau og senere døde som følge af talrige ugers elendig lægebehandling.
Hans vicepræsident, Chester Arthur, fik ikke sat nogen nævneværdige aftryk på embedet – om end det vel også er lidt af en præstation at eje omkring 80 par bukser og fortsat være den præsident, færrest amerikanere kender. I tæt kamp med Millard Fillmore i øvrigt.
Manden, der afløste Chester Arthur efter præsidentvalget i 1884, var demokraten Grover Cleveland, der vandt en kneben sejr. Den 4. marts 1885 blev han taget i ed som USA’s 22. præsident.
Fire år senere måtte Cleveland, trods det faktum at han med 5,5 millioner stemmer havde fået godt 100.000 flere end sin modstander, se sig slået af den republikanske udfordrer, Benjamin Harrison. I valgmandskollegiet var Harrison nemlig endt foran Cleveland, hvilket i sidste ende var, hvad der talte.
Men Cleveland var alt andet end tilfreds, og allerede inden han og fruen rykkede ud af Det Hvide Hus, havde han planer om at vende tilbage fire år senere. Og som sagt, så gjort.
Ved valget i 1892 gjorde Grover Cleveland det, som ingen præsident før eller siden har gjort, nemlig tilbageerobrede magten efter at have mistet den.
Flere andre præsidenter havde uden held forsøgt at få nøglerne til Det Hvide Hus tilbage, efter at de en gang havde haft dem, men Grover Cleveland kunne den 4. marts 1893 aflægge den præsidentielle ed for anden gang og lade sig indskrive i historiebøgerne som USA’s 24. præsident.
Efter nye fire år ved magten måtte Cleveland – for anden gang – give præsidentstafetten videre til en republikansk efterfølger, denne gang William McKinley.
Sammen med sin vicepræsidentkandidat, Garret Hobert, havde McKinley vundet en komfortabel sejr ved valget i 1896, men da Hobert afgik ved døden i 1899, måtte McKinley finde sig en ny running mate, da han søgte genvalg i 1900. Valget faldt på den unge guvernør fra New York, Theodore Roosevelt.
Theodore Roosevelt var en mand, som hele landet hurtigt skulle lære at kende, for blot et halvt år efter valgperioden var begyndt i 1901, blev William McKinley dræbt af skud affyret af Leon Czolgosz, og Roosevelt blev taget i ed som USA’s 26. præsident.
Den karismatiske Roosevelt var en måned fra sin 43 års fødselsdag og den yngste i amerikansk historie til at tiltræde præsidentembedet. Den unge præsident skulle hurtigt vise sig at blive en mand, der fik noget fra hånden.
Hans energi var lige så endeløs, som hans stil var ukonventionel, og i det hele taget havde USA hverken før eller siden oplevet en præsident som Theodore Roosevelt. Ved valget i 1908 mente den ellers så handlekraftige præsident imidlertid, at det var på tide at overlade rollen til en anden.
Roosevelt ville dog gerne være sikker på, at hans progressive, midtersøgende linje blev videreført, og bad vennen William Howard Taft om at påtage sig hvervet som hans efterfølger. Taft var yderst modvillig, men endte til sidst med at give efter for Roosevelts belejring.
Taft knuste sin demokratiske modstander, William Bryan, og en veltilfreds Theodore Roosevelt kunne overlade præsidentmagten til sin gode ven og ellers selv kaste sig over nogle af de mange andre ting, han elskede her i tilværelsen, heriblandt jagt, vandreture og litteratur.
Det præsidentielle otium blev dog ikke helt, som Roosevelt havde tænkt sig. For Taft anlagde en langt mere konservativ kurs end den, Roosevelt selv havde stået for, hvilket gjorde den temperamentsfulde ekspræsident stadig mere indebrændt på sin gamle ven.
Han begyndte derfor at lufte sin kritik højlydt, hvilket sårede Taft dybt. Han havde aldrig ønsket at blive præsident, og nu tæskede den mand, der havde overtalt ham, løs på ham.
Omvendt havde Taft ingen planer om at ændre den politiske linje, hvilket til sidst resulterede i, at Theodore Roosevelt udfordrede Taft i kampen om at blive republikanernes præsidentkandidat ved valget i 1912.
Som alt andet, den iltre Roosevelt foretog sig i tilværelsen, gik det ikke stille for sig, da han forsøgte at få kylet manden, han selv havde håndplukket som sin efterfølger, på porten.
Men til sin egen overraskelse og efterfølgende utilfredshed måtte Roosevelt sande, at det så langtfra var alle i de republikanske geledder, der ønskede hans tilbagevenden, og i stedet endte partiet med at nominere Taft på ny.
Dermed ville de fleste andre have tænkt, at slaget var tabt, men ikke Theodore Roosevelt. Han startede The Progressive Party, der hurtigt blev kendt som ”Bull Moose Party”, og stillede på den baggrund op som tredjepartikandidat imod Taft og den demokratiske kandidat, Woodrow Wilson.
Det skulle vise sig at blive en hæsblæsende affære, hvor Wilson ofte blev den lidt oversete kandidat, mens Taft og Roosevelt sloges. Tre uger før valgdagen var Roosevelts kampagne dog ved at få en både ufrivillig og tragisk afslutning.
For kort før han skulle tale ved et vælgermøde i Milwaukee, Wisconsin, blev der skudt imod den tidligere præsident. Patronen ramte, men blev bremset af Roosevelts mange talepapirer, der lå i jakkelommen, og som formentlig var med til at forhindre katastrofen.
Attentatforsøget skulle dog ikke afholde Roosevelt fra at komme til orde. Tværtimod konstaterede han hurtigt, at han ikke blødte fra munden, og dermed var der ikke tegn på indre blødninger, hvorfor han godt mente, at han kunne holde sin tale, inden han blev kørt på hospitalet.
Der skulle mere til at slå en bull moose ihjel, lod Roosevelt forstå, til tilhørernes store begejstring.
Selv om Roosevelts gamle partifæller var glade for, at deres tidligere præsident overlevede skudepisoden, var han ikke just i kridthuset, da valgresultatet tre uger senere forelå. For Roosevelt havde i sin vendetta mod Taft sørget for, at republikanerne havde tabt et valg, de ellers næppe ville have tabt.
For hvis man lagde Roosevelts 4,1 millioner stemmer sammen med Tafts 3,4 millioner, gav det godt 7,5 millioner stemmer, hvilket var langt flere end de 6,2 millioner, som demokraten Woodrow Wilson havde fået.
Men netop fordi Roosevelt og Taft havde splittet de republikanske stemmer rundtom i de fleste af delstaterne, endte Wilson med at rydde bordet i valgmandskollegiet med hele 435 mod Roosevelts 88 og Tafts beskedne 8. På det tidspunkt var det fortsat primært hvide mænd, der stemte ved præsidentvalgene.
Nøjagtig som det var tilfældet ved valget i 1916, hvor Wilson blev genvalgt med løftet om at holde USA ude af 1. verdenskrig. Ved valget i 1920 betød et nyt forfatningstillæg imidlertid, at en ny vælgergruppe, nemlig kvinder, omsider blev en del af valghandlingen.
Og det ved et valg, hvor det skulle vise sig, at intet mindre end seks tidligere eller kommende amerikanske præsidenter, samt den siddende præsident, i større eller mindre omfang skulle komme til at spille en rolle.
Anders Agner Pedersen: Kampen om Det Hvide Hus
Når amerikanerne vælger deres præsident, følger hele verden med. For det har global betydning, hvem der ender med at vinde den politiske post over dem alle. Vejen til det hvide hus stiller skarpt på afgørende øjeblikke i kampen om magten i USA gennem de sidste 100 år – fra radioens gennembrud som massemedie og politisk virkemiddel til Donald Trumps voldsomme forsøg på at omgøre sit nederlag. Det er politisk historieskrivning fyldt med spændende og væsentlige fortællinger – blandt andet om, hvordan et fravalg af makeup kostede Richard Nixon dyrt i en tv-debat mod John F. Kennedy. Eller om Theodore Roosevelt, der overlevede et skudattentat, fordi han havde en tyk tale i inderlommen. Anders Agner Pedersen er chefredaktør på Kongressen.com og en af landets mest benyttede USA-analytikere i både radio og tv. Han har dækket flere præsidentvalg fra nærmeste hold og formidler med sans for fascination, dramatik og afgørende detaljer, men også med et analytisk blik bag kulisserne i den største politiske manege. Bogen viser den mere kyniske side af politik, hvor simple budskaber, effektive strategier og bissetricks spiller rolle.
Du kan købe Kampen om det hvide hus fx. hos Bog & idé eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: