Aktuelt Fagbøger Læseprøve og uddrag Obama

“Så sagde hun: Nå, ja, for resten, jeg er gravid …” Læs Obama og Springsteen om at blive fædre og ægtemænd

renegades, springsteen, obama

Kom helt tæt på Barack Obama og Bruce Springsteen i bogen Renegades – Drømme, myter, musik, hvor de har åbenhjertige samtaler om alt fra opvækst, kærlighed og de hårde karrierevalg, som de begge har måttet tage.


“De har nægtet at tage vores bullshit for gode varer.”

Sådan skriver Barack Obama i indledningen til kapitlet Frygtløs kærlighed, som du kan læse nedenfor. Det “de” Obama taler om, er (selvfølgelig) sin egen hustru Michelle Obama og Bruce Springsteens hustru Patti Scialfa.

LÆS OGSÅ: Lyt til musikken fra Renegades af Obama og Springsteen

Obama og Springsteen mener begge, at deres hustruer og børn har været det afgørende anker i livet, der har drevet de to mænd til at gøre det så godt så muligt – i deres karriere, men også som de fædre, de selv manglede som børn.

Læs kapitlet herunder.

Du kan købe Renegades – Drømme, myter, musik online, eller i din nærmeste boghandel fra d. 1 december.



Bruce Springsteen og Barack Obama

Renegades – Drømme, myter, musik



KAPITEL 7: Frygtløs kærlighed


Vi har nydt ydre succes, men Bruce og jeg enige om, at vores familier har været vores vigtigste anker gennem alle årene. Vi har været så heldige at finde usædvanlige, stærke, uafhængige kvinder, der kunne skubbe til os og udfordre os og holde os på jorden — og nægte at tage vores bullshit for gode varer. Kvinder, som hjalp os med at blive bedre udgaver af os selv og tvang os til hele tiden at genoverveje vores prioriteter.

Michelle og Patti gav os også den største gave i livet – muligheden for at være fædre. For at opleve glæderne og prøvelserne og den dybe ydmyghed ved at være ægtemænd og fædre. Vi udvekslede nogle tanker om, hvad hustruer og børn bliver ved med at lære os, hvilke værdier vi ønsker at give videre, hvilke eksempler vi ønsker at være, og hvilket land vi gerne vil efterlade til dem.

– Barack Obama


BARACK OBAMA: Nu er vi blevet fædre.

BRUCE SPRINGSTEEN: Det er vi i høj grad.

BARACK OBAMA: Hvad gjorde det ved dig? Hvad ændrede det ved dig? Hvor meget praktisk træning måtte du fortsat have i jobbet?

BRUCE SPRINGSTEEN: Uha.

BARACK OBAMA: Var der stadig meget, du måtte finde ud af, hvordan man gjorde, før du nåede til et punkt, hvor du tænkte: ”Ok, det her er den slags far, jeg gerne vil være?”

BRUCE SPRINGSTEEN: Problemet var, at jeg i meget lang tid ikke troede på, at jeg kunne tage mig af andre menneskers følelser. Det eneste, man har, er troen på at blive ved, at hvis du tager nogle små skridt, kan du også tage det næste. Hvor kommer troen fra? Den kommer fra den kærlighed, du får.

I mit tilfælde var Patti en enorm kilde til kærlighed i mit liv. Hun var følelsesmæssigt mere modig, end jeg var, hvilket også gav mig modet til at investere noget af mig selv, som jeg aldrig havde turdet før, og sige: ”Hey, jeg tror, jeg er et sted nu, hvor jeg kan klare det og lade det gå, som det går. Hvis det hele falder sammen og ender med kollaps, så er det det, der sker. Men hvad, hvis det ikke gør? Hvad skal jeg så gøre? Hvad, hvis jeg pludselig står med en familie og langtidsholdbar kærlighed? Hvem er jeg så?”

Alt dette blev aktuelt, længe inden jeg blev far. Patti og jeg var sammen, og vi elskede bare hinanden. Det var det, vi lavede, vi opbyggede noget sammen. Jeg er 35, 36 år. Og så er man ved at kravle deropad, ikke. Og inderst inde ønskede jeg at have en familie, og jeg ville gerne spille med åbne kort over for hende.

Jeg sagde: ”Jeg ved ikke, om jeg kan gøre det, Patti.” Og hun svarede: ”Vi ser, hvordan det går. Det er ok, hvis vi tager en dag ad gangen.” Så det gjorde vi. Så en aften kom jeg hjem. Jeg tror, jeg havde været væk nogle dage. Og jeg kom ind, og hun sagde: ”Nå, ja, for resten, jeg er gravid …”

BARACK OBAMA: Tavshed.

BRUCE SPRINGSTEEN: Tavshed. Der blev helt stille. Og vi sidder på sengen. Jeg kigger væk, og hun ved ikke helt, hvordan jeg vil reagere, men på indersiden af døren hænger et spejl, og hun siger: ”Hey, jeg så dig lige smile.” Det var det! Og mange smil senere sidder vi her. Min dreng bliver snart 30.

Renegades - Drømme, myter, musik, Bruce Springsteen, Barack Obama

BARACK OBAMA: Det går stærkt, mand.

BRUCE SPRINGSTEEN: Ja … Hvor gammel er din ældste datter?

BARACK OBAMA: Malia er … Malia er 22.

BRUCE SPRINGSTREEN: 22 …

BARACK OBAMA: Sasha er 19. Jeg møder Michelle, mens jeg arbejder i et advokatfirma hen over sommeren. Hun er allerede advokat. Hun er yngre end mig, men er gået den direkte vej gennem skolen. Jeg havde taget en omvej med organisationsarbejde efter college, så jeg er en ældre jurastuderende. Jeg er 28. Hun er 25. Og hun kommer fra en familie, hvor alt er i orden, og de var en del af en stor udvidet familie ud over deres egen lille familie.

Michelle og jeg taler tit om, at en del af den tiltrækning, vi følte for hinanden, ud over at hun var meget attraktiv og sjov og lynende intelligent, var, at hun i mig så nogle af de ting, som havde manglet i hendes barndom – eventyr, den åbne landevej.

BRUCE SPRINGSTEEN: Okay.

BARACK OBAMA: Viljen til at løbe en risiko, rejse ud i verden – det appellerede til hende. Jeg så på hende og hendes familie, og jeg tænkte: ”Hmm, det ser ud, som om de ved, hvordan man gør sådan noget.” Jeg havde en forestilling om, at jeg ville sikre mig, at mine børn skulle føle sig elsket, og jeg kunne godt lide idéen om ikke nødvendigvis en stor familie, men en udvidet familie. Som om der var et fællesskab af mennesker, som alle sammen var en del af deres liv. Og sådan var Michelles familie i ret høj grad.

Den første sommer, vi var sammen, tænkte jeg, ”Hende kunne jeg godt være sammen med resten af livet”. Og Michelle var ikke genert. Ret hurtigt siger hun bare: ”Hør her, jeg sætter min karriere højt, men jeg vil rigtigt gerne være mor, og jeg går meget højt op i at have en familie.” Så da jeg bliver færdig på jura, kommer jeg tilbage til Chicago, og vi bor i hendes lejlighed, som ligger på første sal i hendes forældres hus. Hendes far var død i den mellemliggende periode. Han havde været syg.

Jeg var fløjet tilbage og havde været sammen med hende i den tid. Og jeg tror, set fra hendes synsvinkel, at hun måske kunne se, at jeg ikke var en, der var bange for at være der, når hun havde brug for det. Og altså, når man først er kommet tilbage til en by og er flyttet ind hos hende, så tikker uret, fordi …

BRUCE SPRINGSTEEN: Du boede der.

BARACK OBAMA: Præcis, det er sådan ”Hvad laver du her?” Og jeg panikkede ikke, selv om en del af mig – og det går tilbage til vores tidligere samtale om at være en mand – kunne mindes at være vokset op i en kultur, som i komediefilm, i tv, i populærkulturen sagde: ”De vil have fat …”

BRUCE SPRINGSTEEN: Selvfølgelig.

BARACK OBAMA: ”Har de allerede sat kløerne i dig?”

BRUCE SPRINGSTEEN: Nemlig.

BARACK OBAMA: ”Du må prøve at vriste dig fri.”

Renegades - Drømme, myter, musik, Bruce Springsteen, Barack Obama

BRUCE SPRINGSTEEN: Det overrasker mig, at det ikke gik dig mere på, når man tænker på din familiebaggrund. Det gør det virkelig.

BARACK OBAMA: Måske har det noget at gøre med vores forhold til vores mødre? Måske bliver vi tiltrukket af og ønsker at interagere med en, der ikke viger tilbage og ikke finder sig i vores ting. Men hvad tror du: Hvad ledte os i denne udfordrende og i sidste ende fyldestgørende retning mod at være sammen med stærke kvinder?

BRUCE SPRINGSTEEN: Jeg tror, vi havde brug for grænser. Før jeg fandt sammen med Patti, følte jeg mig på vildspor. Jeg havde en idé om de værdier, der skulle til for at skabe et godt familieliv. Men jeg havde ingen følelsesmæssige redskaber overhovedet til at føre dem ud i livet. Og som vi talte om tidligere, havde jeg lært, at familieliv var en svækkelse. At det at være sammen med en kvinde var flovt. Det fik dig til at se svag ud.

BARACK OBAMA: Hvis du havde brug for at have en kvinde ved din side?

BRUCE SPRINGSTEEN: Ja, hvis man havde brug for en kvinde, var man svag. Familie begrænsede din frihed som mand. Jeg troede på det hele, og jeg tog det med mig som en enorm indre frygt. Jeg var rædselsslagen over de bånd, man skal knytte for at opbygge et familieliv. Som følge af dette udviste jeg en destruktiv adfærd i alle de forhold, jeg var i, indtil jeg mødte Patti. Der var noget ved Pattis intelligens, indsigt, kraft, kvindelighed, som dræbte noget af den frygt i mig. Min tillid voksede af, at jeg pludselig havde en partner, som jeg kunne læne mig op ad og udtrykke den form for frygt til.

BARACK OBAMA: Der er noget, man skal minde sig selv om, når man finder sammen med en stærk kvinde, der udfordrer dig – den slags kvinde, jeg var tiltrukket af. Hvis man bor sammen, og man skal træffe nogle beslutninger i forhold til karriere og familie, vil man komme til at forhandle på daglig basis. Og det, jeg skulle vænne mig til, var, at ja, ved du hvad? Jeg har en mentalitet som en alfahan, og jeg er ret stædig. Og det menneske, jeg bor sammen med? Hun har nogle stærke meninger og er vant til at træffe beslutninger og til at være den person, der styrer. Så nu bliver alt sat på prøve og diskuteret.

Jeg tror, at hvis man ikke kan lide det, betyder det, at der vil være perioder, hvor man har nogle sammenstød. Din partner har måske temperament og har ikke automatisk tænkt sig at bøje af for at få det til at gå glat, når det kører op i en spids. Jeg har haft mange venner, der på et vist tidspunkt bare siger: ”Jeg føler mig truet af at blive udfordret hele tiden.” Og ofte er de venner blevet skilt og har valgt noget, de synes er lettere og mere komfortabelt og ikke tvinger dem til alt for mange ændringer.

Det antages, at kvinden skal rette sig efter dem og det, de vil, og det, de ønsker. Michelle har i høj grad rettet sig efter mig og foretaget ændringer for at blive sammen med mig, men hun har også sagt: ”Der er også nogle ændringer, som du skal lave, makker.” Der er en gensidighed dér – og det har der altid været. Jeg har aldrig næret nogen illusion om, at mit familieliv ville være sådan, at jeg kunne læne mig tilbage og være herren i huset og få min kone til at tilbede mig og lave mad til mig. Det har bare aldrig været på tale.

BRUCE SPRINGSTEEN: Fra starten vidste jeg, at dét ikke kom til at ske med Patti. Hun prøvede at formulere en bredere definition af mandighed og maskulinitet for mig – en friere definition. Og det skræmte mig. Jeg havde mødt en, der kunne ændre mig, og som kunne hjælpe mig med at ændre mig selv – at invitere sådan en påvirkende kraft ind i ens tilværelse er en stor ting. Men man indser, at hvis man ikke gør det, får man ikke et fyldestgørende liv, vel?

BARACK OBAMA: Når jeg tænker tilbage på min mor og mormor igen, måske var det, fordi det var dem, jeg stolede mest på og respekterede mest, at det var naturligt for mig at se kvinder som mine ligeværdige venner, som mine partnere i arbejde og fritid. Det betød også, at i et forhold, hvor en kvinde bare plirrede med øjnene og fortalte mig, hvor vidunderlig jeg var, ville jeg kede mig. Sådan var min mormor i hvert fald ikke, og sådan var min mor heller ikke.

Jeg forventede at blive udfordret. Jeg forventede, at der blev stillet spørgsmål til det, jeg gjorde og sagde. Og de kvinder, jeg fandt mest interessante og mest attraktive, var de kvinder, som interesserede mig på grund af deres tankegang. Jeg siger ikke, at jeg ikke lagde mærke til deres udseende, men deres evne til at få mig til at grine, deres evne til at få mig til at se noget, jeg ikke havde set før, deres evne til at tvinge mig til at sætte spørgsmålstegn ved hjerter derude… den, jeg selv er, og hvad jeg vil have – var alt sammen noget, jeg naturligt hældede mod. Og jeg ved ikke … Jeg kunne godt lide, at det ikke var for let.

BRUCE SPRINGSTEEN: Hey, det lyder som min rødhårede pige.

BARACK OBAMA: Ja, fuldstændigt.

BRUCE SPRINGSTEEN: Patti havde en masse fyre … og hun knuste mange hjerter på sin vej.

Renegades, Bruce Springsteen, Barack Obama

BARACK OBAMA: Der ligger mange knuste hjerter derude …

BRUCE SPRINGSTEEN: Og jeg tænkte: ”Hun lever sgu ligesom mig.” Hun var musiker, så hun havde mange af de samme karakteristika, som jeg havde. Hun var ret uafhængig og vant til at leve alene. Hun kunne ikke lide at blive bundet til noget. Og det fandt jeg tiltrækkende ved hende. Jeg tænkte: ”Ved du hvad? Jeg har brug for en, der besidder den kraft.”

BARACK OBAMA: Her er et menneske, som jeg er ligeværdig med, og som jeg altid vil have høje tanker om. Og selv når jeg er vred, selv når vi skændes, vil jeg tænke: ”Ja, men hun er altså noget særligt.”

BRUCE SPRINGSTEEN: Punktum.

BARACK OBAMA: Punktum. Slut. For jeg har det i hvert fald sådan, at hvis man ikke har den følelse, så kommer man ikke igennem uvejret. Hvis man skal have en familie, må man vælge en partner, som man har tillid til vil give styrke og værdi og sund fornuft videre til jeres fælles børn. Og når jeg så på Michelle, kunne jeg se, hun var sui generis. Jeg kendte ingen som hende. Jeg tænkte, at selv om ægteskabet ikke kom til at fungere, ville jeg altid beundre og respektere hende, og jeg ville aldrig fortryde, at jeg havde været sammen med hende. Så jeg friede til hende den sommer, hvor vi var flyttet sammen. Og …

BRUCE SPRINGSTEEN: Hvor gammel var du da?

BARACK OBAMA: Jeg var 29. Der havde vi så tre år, hvor hun passede sin karriere, og jeg passede min. Og så begyndte vi at prøve at få børn. Det tog noget tid. Michelle fik først en spontan abort, og vi måtte arbejde for det. Så da Malia endelig kom, var vi mere end klar til at være forældre, ikke? For der havde været et forløb på seks år, hvor vi nok i de tre år af disse havde prøvet at få børn, så det kom ikke som en overraskelse. Der var ingen, der sagde: ”Er du sikker på det her?” Fra det øjeblik, jeg så det lille væsen, var der ingen tvivl i mit sind.

BRUCE SPRINGSTEEN: Åh, mand.

BARACK OBAMA: Hun kiggede op på mig med sine store øjne, og jeg tænkte: ”Hold da op. Jeg vil gøre alt for dig.”

BRUCE SPRINGSTEEN: Præcis.

BARACK OBAMA: Og da nummer to, Sasha, kom, havde jeg det på præcis samme måde, og kærligheden som far var ikke noget, jeg skulle øve mig på.

BRUCE SPRINGSTEEN: Nej, nej, den er underforstået.

BARACK OBAMA: Den var fysisk, følelsesmæssig, åndelig. Jeg følte mig fuldstændigt forbundet med mine børn. Og jeg tænkte: ”Ok, hvis fundamentet er ubetinget kærlighed, så har jeg den.”

BRUCE SPRINGSTEEN: Da Patti var tre måneder henne, oplevede vi en hændelse. Hun blødte. Så vi tog hen til lægen. Jeg stod dér, og pludselig indser jeg: “Der er ikke noget i hele verden, jeg ikke ville gøre nu.” Hvis nogen siger, der er en løve eller en bjørn ude ved indgangen, og kan du venligst gå derud og få den ud af bygningen … der var ikke den ting, jeg ikke ville gøre for, at Patti og barnet var ok. Det var …

BARACK OBAMA: Instinktivt.

BRUCE SPRINGSTEEN: Det var instinktivt. Og det var mit første møde med ubetinget kærlighed. Jeg mærkede en frygtløs kærlighed for første gang i mit liv. Første gang i mit liv. Jeg havde aldrig troet, at jeg ville være i stand til at have det sådan. Og jeg ønskede kun at være den mand, som min hustru og søn havde brug for.

Renegades, Bruce Springsteen, Barack Obama

BARACK OBAMA: Man vil bare ikke skuffe dem. Tanken om at svigte sin familie og ikke være der og ikke handle rigtigt var bare en tanke, du ikke kunne – og jeg heller ikke kunne – holde ud.

BRUCE SPRINGSTEEN: Og jeg tror, det var spørgsmålet: ”Er jeg i stand til at undgå at svigte dem?” Jeg vidste det ikke. Man er nok aldrig helt sikker …

BARACK OBAMA: Præcis.

BRUCE SPRINGSTEEN: Men efter at børnene er kommet til verden, og du begynder at finde de indre ressourcer, som du ikke vidste, du havde, altså, det er en gave, du får fra dine børn og din hustru. Din opdagelse af et nyt selv og virkeliggørelsen af din manddom – det var kæmpestort. Jeg vågnede. Jeg følte mig som en – ikke nødvendigvis en anden, men en, der var nået så meget længere, end jeg nok nogensinde havde troet, jeg skulle komme.

BARACK OBAMA: Det er et sted, hvor jeg tror, forestillingen om, hvad det vil sige at være mand, virkelig har ændret sig. Da jeg fik Malia, var det ikke bare det, at jeg var fuldstændigt opslugt og fascineret af det her lille bundt af glæde og den kvinde, der var gået igennem alt for at give mig denne glæde. Der var, tror jeg, en idé om, at en far skulle have lyst til at være sammen med sine børn og til at få dem til at bøvse og skifte ble på dem.

BRUCE SPRINGSTEEN: Ja, ideelt set.

BARACK OBAMA: Og jeg tog nattevagten.

BRUCE SPRINGSTEEN: Det gjorde jeg også.

BARACK OBAMA: For jeg var en natteravn.

BRUCE SPRINGSTEEN: Det var jeg også.

BARACK OBAMA: Der var brystmælk i fryseren. Jeg var blevet instrueret i det, og kl. 12 og kl. 2 om natten klappede jeg dem på ryggen og gav dem mad og …

BRUCE SPRINGSTEEN: Jeg elskede alt det der.

BARACK OBAMA: Og satte dem på skødet, og de stirrer op på mig, og jeg læser for dem og taler med dem og spiller musik for dem. Og jeg tror, glæden ved de ting var noget, der var tabuiseret, ligesom at mænd i mange år ikke måtte være til stede ved fødslen, ikke?

BRUCE SPRINGSTEEN: Ja, de ville ikke lukke dig ind.

BARACK OBAMA: Jeg elskede totalt den del af livet, og timingen var god, for Malia er født den 4. juli.

BRUCE SPRINGSTEEN: Wow.

BARACK OBAMA: Jeg arbejdede for delstatssenatet på det tidspunkt. Der var ferie. Jeg underviste også i jura. Der var også ferielukket. Jeg kunne sætte mit arbejdsliv på pause. Så jeg havde masser af tid til bare at tage det hele ind. Og så blev Sasha født. Hun er også født om sommeren, så det var det samme med hende. Der var én ting, jeg måtte kæmpe med, og som Michelle udfordrede mig med. Udfordringen ved at være far var for mig, at mit arbejde i sagens natur var udmattende, altopslugende og ofte gjorde, at jeg var ude at rejse.

Det var aldrig svært for mig at investere mig følelsesmæssigt i at være far, der var ikke noget, jeg nød mere end bare at hænge ud sammen med mine børn. At lytte til dem, når de blev større og begyndte at have deres egne små observationer og opdagede verden – det gensyn med forundringen, som de giver dig. Når de ser et blad eller en snegl ellerspørger om hvorfor dit og hvorfor dat – alt det der. Jeg elskede børnebøger og børnefilm. Jeg var helt med på den.

Det eneste, jeg ikke kunne lide, var børnepizzaer, de der små ostepizzaer, som ikke engang har noget fyld på. Men det, jeg ville fortælle, var, at på et tidspunkt var det ikke sommer længere.

Og på et tidspunkt er jeg nødt til at køre til Springfield, Illinois, en tre timers tur, til senatet. Og når jeg kommer tilbage, skal jeg til borgermøder. Og på et tidspunkt stiller jeg op til valget og er væk i fem dage ad gangen. Og set fra Michelles synsvinkel var familie ikke bare et spørgsmål om kærlighed eller at være til stede, når man er der. Det var et spørgsmål om at være fysisk til stede, fordi du har truffet nogle valg og har organiseret dit liv på en måde, så du kan være mere sammen med din familie.

BRUCE SPRINGSTEEN: Ja. Så du fik dine børn tidligt i dit arbejdsliv.

BARACK OBAMA: Ja.

BRUCE SPRINGSTEEN: Ok, jeg fik mine relativt sent i mit arbejdsliv.

BARACK OBAMA: Du var tilstrækkeligt etableret til, at du kunne bestemme selv. Du kunne sige: ”Hvis jeg ikke vil på turné nu, så behøver jeg ikke at gøre det.”

BRUCE SPRINGSTEEN: Fuldstændig. Jeg havde allerede været oppe på toppen af bjerget og ovre på den anden side. Jeg havde haft en vis ville få igen og ikke forventede at få igen, så succes, som jeg ikke jeg jagtede den ikke mere. Jeg var glad. Jeg havde ønsket mig at blive professionel musiker, og jeg havde opnået det hele, før Patti og jeg fandt sammen.

BARACK OBAMA: Det er interessant, ja, det giver mening.

BRUCE SPRINGSTEEN: Så jeg var et sted i livet, hvor mit forhold og familien virkelig blev prioriteret, og jeg kunne give mig selv hen til det på grund af der, hvor jeg var. Og desuden er jeg musiker. Musikere bestemmer selv over deres arbejdsskema, hvis de har haft en vis succes. Man står op, når man vil. Man går i studiet, når man vil.

Man udgiver et nyt album, når man vil. Man tager derhen, hvor man vil. Man kommer hjem, når man vil. Man kan sige: ”Jeg er væk i tre dage, jeg er væk i tre måneder.” Men man indser, at “Når jeg er væk i tre måneder, er det ikke godt, når jeg kommer tilbage. Når jeg er væk i tre dage, er det ok, når jeg kommer tilbage igen. Jeg må hellere begynde at være væk i tre dage!”

Renegades, Bruce Springsteen, Barack Obama

BARACK OBAMA: Det er et bedre valg.

BRUCE SPRINGSTEEN: Vi fandt ud af ”Ok, hver gang du er væk mere end tre uger, så er det ikke godt”. For en turnerende musiker er det ikke meget. Men vi kunne se, at når vi passerede et vist punkt, var det ikke godt for vores forhold. Vi begyndte at dele os op i hvert vores liv. Alt det, der kan bevare og styrke stabiliteten, ønsker jeg skal være en del af mit liv.

De ting, der destabiliserer mit liv, ønsker jeg ikke, for de vil forgifte mig, og de vil forgifte min smukke kærlighed. Så vi fandt langsomt ud af alt dette i fællesskab, og det indbefattede nogle fejltagelser undervejs … for du er konge, når du er ude på landevejen. Alle ønsker kun at sige ”Ja!”

BARACK OBAMA: Og du er ikke konge der- hjemme …

BRUCE SPRINGSTEEN: Nemlig. På landevejen er det: ”Hvordan skal jeg gøre dette for dig? ”Hvad kan jeg gøre for at gøre dig gladere?” ”Hvad må jeg give dig?” Det er: ”Mit hus! Tag mit hus!” ”Min pige! Tag min kæreste!”

Alle er bare sådan ”Hvad må jeg give dig, manden, der skriver de sange, som hele verden synger?” Så man er derude og tænker: ”Hmm, det her er ikke så dårligt …” Jeg mener, det er det, du er vant til. Men når man kommer hjem, er du ikke konge. Du er chauffør! Du er ham, der skal lave morgenmad til de andre om morgenen. Og sagen er den, at du er nødt til at være lige det sted i livet, hvor du elsker det.

BARACK OBAMA: Det, du fortæller om dine arbejdstider og om, hvor du var i karrieren, er forskelligt fra min historie. Kort fortalt får Michelle og jeg børn, og inden for to til tre år bliver jeg katapulteret ud gennem loftet. Hør her, da jeg stillede op til Senatet, var Sasha kun tre år.

BRUCE SPRINGSTEEN: Wow.

BARACK OBAMA: Da jeg bliver taget i ed som senator, er Sasha tre, og Malia er seks. Fire år senere er jeg USA’s præsident, og i de mellemliggende halvandet år har jeg været på landevejen, ikke i tre uger ad gangen, men i lange intervaller. Og det var hårdt.

Den byrde, jeg lagde på Michelle, var enorm. Det var ikke, fordi jeg tjente en løn, som tillod hende at tage en pause. Hun arbejdede stadig, til at begynde med på fuld tid og så deltids, da jeg indledte min kampagne for at blive præsident. Her er en intelligent, fuldt færdigetableret kvinde, som har sin egen karriere, som hun nu skal til at lave om på, så den passer til mine tossede ambitioner. Og jeg savner pigerne forfærdeligt meget.

Det første halve år, jeg førte kampagne, havde jeg det elendigt. Og vi kom kun igennem det hele takket være Michelles heroiske evne til at klare alt derhjemme og den utrolige gave, det var at mærke mine døtres kærlighed til mig på trods af mit fravær. Jeg havde ikke forventet, at jeg ville komme til at bruge meget mere tid sammen med mine børn, da jeg blev præsident. Fordi nu bor jeg lige over butikken.

BRUCE SPRINGSTEEN: Nemlig!

BARACK OBAMA: Jeg har et halvt minuts transporttid til arbejde. Så jeg lavede en regel: Jeg spiser aftensmad med familien kl. 18.30 hver aften, hvis jeg ikke er ude at rejse. Og jeg rejser ikke lige så meget som før, for folk kommer og besøger mig nu.

Så medmindre jeg er i udlandet, er jeg hjemme kl. 18.30 til aftensmad. Og jeg vil sidde der, og jeg vil være fuldstændigt opslugt af deres historier om de irriterende drenge og den underlige lærer og dramaet i kantinen, og så vil jeg læse Harry Potter højt for dem og putte dem og lytte til lige hører nu. Og det var faktisk min livline i et den musik, som de job, hvor jeg dagligt er oppe imod ødelæggelse, kaos, kriser, død, destruktion, naturkatastrofer …

BRUCE SPRINGSTEEN: Gud være lovet …

BARACK OBAMA: Det, at Michelle og pigerne ofrede sig og løftede mig op, holdt mig kørende og forhindrede mig i at blive enten kynisk eller opgivende … Det mindede mig om, hvorfor jeg lavede det, jeg lavede, og tilskyndede mig til at blive ved, fordi det job, arbejdet, det, jeg havde opnået – det skulle være den tid værd, som jeg havde været væk fra dem, fødselsdagene eller fodboldkampene, eller hvad jeg end var gået glip af. Det havde bare at være det værd.

BRUCE SPRINGSTEEN: Jeg ved, det var hårdt at være præsident, men nu skal du høre, hvor hårdt det er at indspille en plade.

BARACK OBAMA: Det er ret hårdt.

BRUCE SPRINGSTEEN: Det var en dum vits.

BARACK OBAMA: Hør her, at indspille et album …

BRUCE SPRINGSTEEN: Men jeg fik dig næsten dér. Jeg fik dig næsten!

BARACK OBAMA: At lave et album er ret svært! Men det virker lidt sjovere nogle gange.

BRUCE SPRINGSTEEN: Det tror jeg nok.

BARACK OBAMA: Men lad mig spørge dig om noget: Hvad tror du, du har lært af bare at være far?

BRUCE SPRINGSTEEN: Det sværeste for mig at lære var at forholde mig i ro. Jeg havde nogle vaner, som jeg ikke ville lave om på. Gamle musikervaner. Det var blandt andet mine arbejdstider, som jeg godt kunne lide at beholde. Jeg kunne lide at være oppe til klokken tre-fire om morgenen og stå op klokken 12 næste dag. Og de første mange år efter at vi havde fået børn, lod Patti mig på en måde gøre det. Børnene var stadig små, og jeg tog nattevagten.

BARACK OBAMA: Ja.

BRUCE SPRINGSTEEN: Hvis de græd om natten, eller der skete noget om natten, så var jeg vågen. Så tog hun ligesom over om morgenen. Men efterhånden som børnene blev større, var der meget mere morgenarbejde end natarbejde. Og en dag sagde hun til mig: ”Du behøver ikke at stå op. Men hvis du ikke står op, går du glip af det.” Jeg svarede: ”Hvad mener du?” ”Altså, børnene er allerbedst om morgenen, det er der, de er smukkest. Det er der, de lige er vågnet af drømmesøvnen. De er allermest vidunderlige om morgenen, og du kommer aldrig til at opleve det.”

”Ok,” tænker jeg, ”det vil jeg ikke gå glip af.” Så jeg sagde: ”Hvad skal jeg lave?” Hun svarede: “Du skal lave morgenmad.” Jeg sagde: “Jeg kan ikke finde ud af noget. Jeg kan kun finde ud af at klimpre på den guitar. Hvis man sætter mig til noget andet end det, er jeg ikke til glæde for nogen.” Så sagde hun: ”Nå, men det lærer du.” Jeg blev ret god til det. Jeg blev ret god til at lave variationer af æg. Jeg blev en ret god morgenmadskok. Jeg kunne få job på enhver diner fra, skal vi sige klokken 6 til 12, og jeg ville klare mig fint.

Og hun havde ret i forhold til børnene. Hvis jeg var sammen med dem om morgenen, var det næsten, som om jeg havde været sammen med dem hele dagen. Og hvis jeg ikke så dem om morgenen, kunne man af en eller anden grund ikke helt rette op på det. Det kunne mærkes.

Jeg lærte noget. 1) Jeg var ikke min far. Jeg behøvede ikke at jagte det spøgelse eller bekymre mig om det længere. Det var en del af fortiden. Og 2) Vær til stede i verden, hvor end du er på et givet tidspunkt. Vær til stede i deres liv. Fordi jeg plejede at tænke, hvis nogen afbrød mig, mens jeg skrev: ”Hvad i … hulens navn! Ved du, hvor store tanker jeg sidder og tænker lige nu?”

BARACK OBAMA: ”Det her kunne være blevet den bedste amerikanske sang nogensinde.”

BRUCE SPRINGSTEEN: Det kunne det være blevet!

BARACK OBAMA: ”Hvis du ikke var kommet herind.”

BRUCE SPRINGSTEEN: Det var der, jeg startede, ok? Og så endte jeg med at indse: ”Åh, vent lidt … En god sang vil altid være der. Musik vil altid være i mit liv. Børnene – de forsvinder.”

BARACK OBAMA: De bliver større.

BRUCE SPRINGSTEEN: Så det var de første ting, jeg lærte af at være far. Hvad med dig? Hvad er den største lærdom, du har fået ud af at være blevet forælder?

BARACK OBAMA: Ser du, Michelle blev meget hurtigere end jeg klar over, at børn er ligesom planter. De har brug for sol, jord, vand, men nogle af dem er egetræer, nogle af dem er fyrretræer, nogle af dem er piletræer, og nogle er bambus, og det, som de er, og det tempo og den måde, de folder sig ud på, er bare deres helt egen.

Jeg tror, jeg med Malia og Sasha havde en forestilling om, at der ligesom var en måde, man skulle gøre tingene på, og det, som Michelle hurtigere end jeg indså, men som jeg også endte med at lære, var, at hver af dem er bare magiske på deres egen måde. En gren på et træ springer ud, når den springer ud. Og en blomst blomstrer, når den blomstrer. Og man skal bare lade denne blomstring ske, lade dem udfolde sig og være tryg ved at opdage dem i stedet for at føle, at de er et projekt.

Der er et begreb nu – helikopterforældre – der går til forældreskabet på samme måde, som jeg ville gå til en PowerPoint-præsentation: ”Jeg skal sætte flueben i alle felter, og det her skal mit barn kunne, og det her er, når de …” De ser det, som om man skal smide en masse i hovedet på dem i stedet for bare at være sammen med dem, lege med dem, lære dem nogle værdier.

Vi var gode til at sige til pigerne: ”Vi vil ikke være efter jer med jeres karakterer, men vi vil være efter jer i forhold til, om I har gjort jer umage. Vi vil ikke være efter jer, hvis I har begået en fejl, men hvis I lyver om det, eller hvis I har behandlet nogen dårligt.” Så vi satte nogle rammer op omkring dem i forhold til værdier, men ellers – og jeg tror, det var særligt vigtigt, fordi de voksede op i Det Hvide Hus – havde de rigeligt med forventninger og øjne, der hvilede på dem i forvejen.

BRUCE SPRINGSTEEN: Ja, for pokker.

BARACK OBAMA: Du ved, Secret Service, der fulgte med dem, hvor de gik.

BRUCE SPRINGSTEEN: Åh gud. Og så i den alder.

Renegades, Bruce Springsteen, Barack Obama

BARACK OBAMA: Jeg kan huske, når Malia eller Sasha havde en legeaftale, så var Secret Service nødt til at tage hen til det hus, som de skulle besøge, og undersøge alt – og de stakkels forældre, ikke? Så vi måtte gøre os gode venner med forældrene og sige: ”Hør her, vi er kede af den indtrængen og forstyrrelse i jeres hjem.” Og når de skulle i et indkøbscenter eller i biografen, havde de nogen, der gik bag ved dem.

BRUCE SPRINGSTEEN: De klarede det med så stor værdighed.

BARACK OBAMA: Det gjorde de! Og altså, med alle de ting var det sidste, jeg ønskede, at de skulle føle, at de var nødt til at være nogle andre end bare sig selv. Og jeg kan se den sikkerhed, Malia og Sasha har i sig – at de i deres forhold ikke vil gøre sig mindre eller sætte sig selv i skyggen, fordi de er bange for, at fyren ikke kan håndtere det.

Deres indstilling er ”Ok, jeg er den, jeg er. Og hvis du ikke kan klare det, så stopper vi her”. I vores samfund er det for ofte kvinden, der forventes at tilpasse sig. Og noget af det, jeg fortæller mine yngre venner, som beder om parforholdsråd, er:

”Hør her, det kan godt være, der er mere arbejde i at være sammen med en stærk, selvsikker kvinde, der har sine meningers mod, og som ikke betragter sig selv som blot værende dit vedhæng, men som har sine egne ambitioner og drømme. Men hold da op, når jeg ser mine døtre nu og ved, at de har haft den rollemodel, at de er selvstændige, stærke og uafhængige kvinder, og at de aldrig vil lade sig selv være i en position, hvor de bliver udnyttet, for det er bare ikke sådan, de ser sig selv som kvinder – så er det det værd.”

Og det interessante er, at jeg lærte en del af, hvad jeg måtte gøre for at få mit og Michelles forhold til at fungere, da jeg så Malia og Sasha vokse op, fordi de betragter dig hele tiden. De ser, hvordan jeg behandler deres mor. Hvordan opfører man sig derhjemme? Overlader du det til hende at gøre alle de kedelige, huslige pligter, eller laver du selv noget? Respekterer du hendes tid, eller kører du bare dit eget løb, så hun må tilpasse sig dig?

Men nogle gange når jeg vurderer mig selv som ægtemand og far, synes jeg, at jeg stadig falder tilbage til de holdninger om, hvad det betyder at være en mand. Og jeg mistænker, at hvis jeg havde en søn, ville jeg have været hårdere ved ham på nogle måder. Jeg tænker på dig og dine drenge, hvor bevidst du måtte være om forskellen.

BRUCE SPRINGSTEEN: Da jeg voksede op, lærte jeg, at det store ord i mit hjem var nej. ”Vi går ikke uden for vores comfort zone. Vi taler ikke om vores følelser. Vi græder ikke over det her.” Og det gik op for mig, da min ældste søn var meget ung, at jeg havde lært ham at sige nej til de ting, han havde brug for. Og jeg kan huske, at jeg gik ind på hans værelse en dag – han har måske været otte eller ni år, han var stadig ret lille – og så sagde jeg:

”Evan, jeg tror, jeg har lært dig noget meget dårligt, og det vil jeg gerne sige undskyld for. Jeg tror, jeg har lært dig ikke at have brug for mig, for som din far har jeg været bange for, hvad det ville sige. Jeg vil gerne fortælle dig, at jeg har brug for dig i mit liv, fordi du er min søn … og jeg kunne godt tænke mig at skabe en forbindelse til dig på en måde, som jeg ikke har gjort før.” Og det gik op for mig, at det ville kræve en masse hårdt arbejde.

Så når jeg sad og arbejdede derhjemme, stoppede jeg – i stedet for at tænke: ”Åh, jeg har så travlt med at tænke store tanker, så jeg vil ikke forstyrres” – hver gang et af børnene kom ind på mit værelse. Jeg stoppede med at arbejde. Den eneste måde at lære dem, at nej ikke var svaret, var, at jeg skulle begynde at sige: ”Ja. Ja. Ja. Ja. Ja.” Igen og igen og igen.



Tidligere præsident Barack Obama og musiker Bruce Springsteens populære podcast er blevet til den rigt illustrerede Renegades – Drømme, myter, musik, med mere end 350 fotos og massevis af eksklusivt bonusmateriale.

De to mangeårige venners samtaler kredser om musik, liv, race, maskulinitet og deres enorme fælles kærlighed til fædrelandet USA – også dets udfordringer og modsætninger.

Bogen er en samling af fortællinger fra Obama og Springsteen, som sammen udforsker temaer fra deres private liv og karrierer, og deres søgen efter fællesskab, identitet og mening.

Du kan købe Renegades – Drømme, myter, musik online fx hos Bog & idé, eller i din nærmeste boghandel fra d. 1/12 2021.