Povl Dissing var lykkelig, når han sang, og det gjorde han helst hele tiden. I den aktuelle biografi Dissing af Jens Folmer Jepsen fortæller han om sit liv og vejen ind i musikken, der ikke lå lige for, men gjorde ham til en af tidens mest formative skikkelser i dansk kulturhistorie.
”Hver gang jeg åbnede en dør, var der fem døre bagved”, fortæller Jens Folmer Jepsen om tilblivelsen af bogen, der blev til hen over en længere periode med samtaler, hvor den ene overraskelse tog den anden.
”Jeg troede til at begynde med, at mange af de mennesker, der havde noget at sige om Povl var døde, men der tog jeg fejl.”
Hør Povl Dissing synge Den grimmeste mand i byen
“Han har rørt så mange gennem sine 60 år som musiker og performer, og det har været ret overvældende og rørende at få et indblik i i arbejdet med bogen, hvor jeg har interviewet en lang række af de både ældre og yngre musikere, som Povl har gjort et uudsletteligt indtryk på”, fortæller han og fortsætter:
”Dissing er også et stykke dansk kulturhistorie. Povl kom fra landet, men land og by smelter sammen i de her år, og han ender i København sammen med modernismen og senere hippiebevægelsen. De store skred i tiden er også beskrevet i bogen, fordi Povl var med til at definere de skred, ligesom han også blev farvet af dem.”
Det startede som en film
I 2017 stod Jens Folmer Jepsen sammen med en fotograf fra England og to rullekufferter i lufthavnen, da der lyste en besked op på hans mobil, hvor der stod:
”Lad være med at komme, Povl er faldet.”
Turen til Andalusien, hvor Povl Dissing opholdt sig, skulle have været starten på en portrætfilm. Jens Folmer Jepsen har tidligere lavet portrætfilm om både C.V. Jørgensen og Klaus Rifbjerg, og han havde efter flere års bekendtskab fået lov til at filme ham på turen til Andalusien.
”Jeg besluttede mig ret tidligt for, at livet skulle være sjovt. Og klogt. Derfor har jeg altid opsøgt mennesker, som var klogere end mig selv – og det er der blandt andet kommet to portrætfilm ud af. Den med Povl skulle have været den tredje”, siger Jens Folmer Jepsen og fortsætter:
”Povl var ret tidligt én af dem, vores forældre ikke kunne li’, og det var jo en stor kvalitet i sig selv. Han var med andre ord et godt værn mod dansktoppen.”
Povl Dissing havde forud for turen til Spanien mødt nogle spanske flamenco-musikere i Aarhus. Men man lærer ikke at spille flamenco i Østjylland, så nu skulle han til Spanien for at få genren ind under huden. Flamenco indeholder – paradoksalt nok – en bevidsthed om dødens tilstedeværelse i livet, som der står i bogen.
Heldigvis overlevede Povl Dissing sit fald. Men han blev aldrig den samme igen. Faldet havde gjort ham døv, og han fik først sin hørelse svagt igen, da han et års tid senere fik indopereret et implantat, der sender impulser til hørenerven, som hjernen reagerer på. Stemmen havde forandret sig, og han kom ikke til at spille igen.
Samtaler, gin og joints
I stedet for lave en portrætfilm, tog Jens Folmer Jepsen den tråd op, som Povl Dissings kone, Pia, havde påbegyndt med at skrive en biografi.
”Povl kunne godt lide gin og tonics, så jeg havde ofte en flaske gin og en masse tonics med, når jeg kom forbi. Han ville indimellem også gerne dele en joint, men det takkede jeg nej til – undtagen en enkelt gang, hvor vi røg et par stykker sammen. Jeg tænkte, at hvis der var nogen, jeg skulle ryge en sidste joint med, så var det Povl”, siger han og griner.
Samtalerne handlede både om barndommen i Stavnsholt på Sjælland, hvor han voksede op blandt blomster i drivhuse og æbletræer i en gartnerfamilie, der gik generationer tilbage, og om livet som musiker og menneske, der bliver ved med at opsøge nye ting og nye toner.
Privatfoto af en ung Povl Dissing i en frokostpause på Carlsberg, hvor han arbejdede omkring 1960 for at tjene penge til sin europarejse.
Et generøst menneske
På spørgsmålet om, hvem Povl Dissing var som menneske, svarer Jens Folmer Jepsen som det første, at han var meget generøs med sig selv.
”Povl var meget mild og havde en let adgang til tårer. Niels Hausgaard snakker om, at der findes tre store: Jesus, Van Gogh og Povl Dissing. De har det tilfælles, at der ikke er noget svig i dem. Og sådan var det med Povl, han handlede intuitivt, og mødte verden med ren nysgerrighed og en tro på det gode i alle mennesker.”
Og mennesker var der mange af i Povl Dissings liv.
”Det har overrasket mig undervejs i vores samtaler, hvor mange mennesker, Povl faktisk har været i berøring med. Jeg vidste for eksempel ikke, at han også har spillet jazzmusik i sine unge dage. Han har haft et kæmpe virke og var dygtig til at tage forandringerne i tiden ind – og på den ubevidste måde holde sig evigt relevant.”
Povl Dissing var også et konfliktsky menneske, der ikke brød sig om at skælde nogen ud. Som en anekdote i bogen bevidner, afleverede han engang sin bil hos en ven, der havde lovet at reparere den, men i stedet for at få sin bil retur, kom han hjem til sin daværende kone, Jette, med en pose T-shirts med batiktryk.
Bilen var blevet stjålet, men han kom da i det mindste ikke tomhændet hjem. Og Jette var glad for batik.
Uviljen overfor konflikter betød også, at han indimellem havde svært ved at sige fra. Både i forhold til de musikere, som han ikke længere ønskede at spille fast med, fordi han gerne ville prøve noget nyt af. Og i forhold til de mange mennesker, der havde været til hans koncerter, og gerne ville have tid og nærvær med ham efterfølgende på landets beværtninger.
”Povl brød sig ikke om at brænde broerne bag sig, og det harmonerede indimellem skævt med, at han livet igennem var fremadstræbende og nysgerrig på sin egen blide facon”, fortæller Jens Folmer Jepsen.
“Selv dem, der i udgangspunktet ville tæske ham for hans anderledeshed, blev han venner med.”
Bassist Tony Garnie
Ikke den typiske karriereplanlægger
Flere af de mennesker, han har interviewet, fortæller, at Povl Dissing havde et helt særligt nærvær, der både kom til udtryk på scenen igennem musikken – og når han rejste rundt fra spillested til spillested. For det gjorde han, hele sit liv. Lige fra ungdommen rejste han rundt i Europa med sin guitar under armen.
”Povl ville helst spille hele tiden, og han havde en guitar med overalt. Selv som ung i Kibbutz, tog han ind og sad og spillede på gaden i Tel Aviv.”
Efter en Povl Dissing-hyldestkoncert på årets Tønder Festival, hvor den amerikanske stjernebassist Tony Garnier havde taget turen til Danmark for at deltage, blev han stoppet på pladsen hele aftenen af rørte Povl Dissing-fans, der alle havde en anekdote og et møde med ham, de gerne ville dele.
”De følte sig alle sammen som Povls ven. Og det var det, han kunne. Skabe et oprigtigt nærvær med folk, han mødte på sin never ending tour rundt i de fjerneste afkroge af Danmark. Selv dem, der i udgangspunktet ville tæske ham for hans anderledeshed, blev han venner med.”
Hans milde og åbne facon er også kendetegnet ved, at han kom ind i musikbranchen, før der var noget, der hed business.
”Han levede fint af at spille, men han var ikke en typisk karriereplanlægger, som musikere i højere grad er i dag. Han sagde bare ja til det hele. Næsten alle hans historier startede med:
Jeg sad derhjemme, og så ringede telefonen. Ville jeg komme til Hundested? Ja, det vil jeg da gerne.”
Kjartan Arngrim fra Folkeklubben: Povl skabte nærvær, galskab og poesi
Kjartan Arngrim fra bandet Folkeklubben betegner Dissings særlige nærvær, som et gear udover det perfekte.
”Povl Dissing har lært mig, at der findes et niveau over perfektion – altså det niveau, vi alle sammen jager her i konkurrencesamfundet – det er nærvær. At gå til koncert med Povl, eller lytte til ham på en plade, er en meget nærværende oplevelse.”
På spørgsmålet om, hvilke tre ord, der kendetegner Povl Dissing, svarer Kjartan Arngrim:
”Nærvær, galskab og poesi. Og det er nok det, vi skal overleve på i efterkrigstiden, hvis den nogensinde indtræffer.”
Niels Hausgaard: Han var et godt menneske
”Mit bedste minde om Povl er, hvor godt et menneske, han var. Det var han faktisk. I gamle dage, når noget ikke virkede, som regel lydudstyret, sagde Povl altid, at det skulle nok gå. Han gik rundt og trøstede, mens jeg havde meget mere lyst til at slå nogen”, fortæller Niels Hausgaard grinende efter hyldestkoncerten i Tønder.
”Musikalsk har Povl Dissing betydet noget for os alle sammen. Han var et brud med det, man kunne kalde Holger-fællessang-tiden, hvor Nordsøbølger ruller ind mod land (red. Gustav Winckler). Pludselig kom Povl og gjorde noget, som vi ikke troede, vi måtte. Povl vidste ikke selv, at han sparkede nye døre op, og det var ikke hans hensigt. Han ville bare synge blues”, fortæller Niels Hausgaard.
Ikke til salg
Povl Dissing gjorde ikke et stort nummer ud af at sige nej til reklamer. Det var ikke fordi, han ikke blev spurgt – mange kaffefirmaer ville hellere end gerne associeres med sætningen ”om lidt er kaffen klar”.
”Povl passede på sin egen intuitive måde på sit brand. Ligesom Kim Larsen takkede han også nej til at synge en strofe i storhittet Afrika i 1985. Og apropos Kim Larsen ville han gerne have haft ham til at synge hittene Hubertus og Christianshavns Kanal, men det synes Povl ikke passede til ham. De skulle synges af en københavner som Kim Larsen selv…”, siger Jens Folmer Jepsen og tilføjer afsluttende:
”Povl havde en udpræget kvalitetssans. Også i sit samarbejde med Benny Andersen, hvor han havde en vægtig stemme i, hvad der skulle synges – og ikke mindst hvordan. Det tidsrum, der er mellem hvert taktslag, flyttede Povl hele tiden, og det betyder, at du spidser ører. Han blev aldrig forudsigelig.”
Dissing – Fra ende til anden
❤️❤️❤️❤️❤️ – Politiken
Povl Dissing har i mere end 60 år været en stemme i dansk musik, som både har været opsigtsvækkende, omdiskuteret og elsket. Da hans karriere begyndte, vidste folk ikke, hvad de skulle mene om hans hæse og teatralske stemme, men siden er han blevet en afholdt og folkekær visesanger.
I Dissing fortæller Povl Dissing for første gang sin vilde livshistorie. Selv om Povl Dissings egne ord er i centrum, er bogen bygget op som en klassisk biografi og derfor fyldt med interviews med blandt andet Niels Hausgaard, Thomas Helmig, Steffen Brandt, Fuzzy, Poul Krebs og Kjartan fra Folkeklubben samt Povl Dissings venner og familie.
Povl Dissing var lykkelig, når han sang, og det gjorde han helst hele tiden. I den aktuelle biografi Dissing af Jens Folmer Jepsen fortæller han om sit liv og vejen ind i musikken, der ikke lå lige for, men gjorde ham til en af tidens mest formative skikkelser i dansk kulturhistorie.
”Hver gang jeg åbnede en dør, var der fem døre bagved”, fortæller Jens Folmer Jepsen om tilblivelsen af bogen, der blev til hen over en længere periode med samtaler, hvor den ene overraskelse tog den anden.
”Jeg troede til at begynde med, at mange af de mennesker, der havde noget at sige om Povl var døde, men der tog jeg fejl.”
Hør Povl Dissing synge Den grimmeste mand i byen
“Han har rørt så mange gennem sine 60 år som musiker og performer, og det har været ret overvældende og rørende at få et indblik i i arbejdet med bogen, hvor jeg har interviewet en lang række af de både ældre og yngre musikere, som Povl har gjort et uudsletteligt indtryk på”, fortæller han og fortsætter:
”Dissing er også et stykke dansk kulturhistorie. Povl kom fra landet, men land og by smelter sammen i de her år, og han ender i København sammen med modernismen og senere hippiebevægelsen. De store skred i tiden er også beskrevet i bogen, fordi Povl var med til at definere de skred, ligesom han også blev farvet af dem.”
Det startede som en film
I 2017 stod Jens Folmer Jepsen sammen med en fotograf fra England og to rullekufferter i lufthavnen, da der lyste en besked op på hans mobil, hvor der stod:
”Lad være med at komme, Povl er faldet.”
Turen til Andalusien, hvor Povl Dissing opholdt sig, skulle have været starten på en portrætfilm. Jens Folmer Jepsen har tidligere lavet portrætfilm om både C.V. Jørgensen og Klaus Rifbjerg, og han havde efter flere års bekendtskab fået lov til at filme ham på turen til Andalusien.
LÆS OGSÅ: Kom tæt på Povl Dissing i ny biografi om den folkekære og omdiskuterede sanger. Begynd din læsning her
”Jeg besluttede mig ret tidligt for, at livet skulle være sjovt. Og klogt. Derfor har jeg altid opsøgt mennesker, som var klogere end mig selv – og det er der blandt andet kommet to portrætfilm ud af. Den med Povl skulle have været den tredje”, siger Jens Folmer Jepsen og fortsætter:
”Povl var ret tidligt én af dem, vores forældre ikke kunne li’, og det var jo en stor kvalitet i sig selv. Han var med andre ord et godt værn mod dansktoppen.”
Povl Dissing havde forud for turen til Spanien mødt nogle spanske flamenco-musikere i Aarhus. Men man lærer ikke at spille flamenco i Østjylland, så nu skulle han til Spanien for at få genren ind under huden. Flamenco indeholder – paradoksalt nok – en bevidsthed om dødens tilstedeværelse i livet, som der står i bogen.
LÆS OGSÅ: Nekrolog: Der er ingen ende på Povl Dissing
Heldigvis overlevede Povl Dissing sit fald. Men han blev aldrig den samme igen. Faldet havde gjort ham døv, og han fik først sin hørelse svagt igen, da han et års tid senere fik indopereret et implantat, der sender impulser til hørenerven, som hjernen reagerer på. Stemmen havde forandret sig, og han kom ikke til at spille igen.
Samtaler, gin og joints
I stedet for lave en portrætfilm, tog Jens Folmer Jepsen den tråd op, som Povl Dissings kone, Pia, havde påbegyndt med at skrive en biografi.
”Povl kunne godt lide gin og tonics, så jeg havde ofte en flaske gin og en masse tonics med, når jeg kom forbi. Han ville indimellem også gerne dele en joint, men det takkede jeg nej til – undtagen en enkelt gang, hvor vi røg et par stykker sammen. Jeg tænkte, at hvis der var nogen, jeg skulle ryge en sidste joint med, så var det Povl”, siger han og griner.
LÆS OGSÅ: Dissing. Ny biografi på vej
Samtalerne handlede både om barndommen i Stavnsholt på Sjælland, hvor han voksede op blandt blomster i drivhuse og æbletræer i en gartnerfamilie, der gik generationer tilbage, og om livet som musiker og menneske, der bliver ved med at opsøge nye ting og nye toner.
Et generøst menneske
På spørgsmålet om, hvem Povl Dissing var som menneske, svarer Jens Folmer Jepsen som det første, at han var meget generøs med sig selv.
”Povl var meget mild og havde en let adgang til tårer. Niels Hausgaard snakker om, at der findes tre store: Jesus, Van Gogh og Povl Dissing. De har det tilfælles, at der ikke er noget svig i dem. Og sådan var det med Povl, han handlede intuitivt, og mødte verden med ren nysgerrighed og en tro på det gode i alle mennesker.”
LÆS OGSÅ: Nye bøger på vej: Se vores liste med kommende bøger
Og mennesker var der mange af i Povl Dissings liv.
”Det har overrasket mig undervejs i vores samtaler, hvor mange mennesker, Povl faktisk har været i berøring med. Jeg vidste for eksempel ikke, at han også har spillet jazzmusik i sine unge dage. Han har haft et kæmpe virke og var dygtig til at tage forandringerne i tiden ind – og på den ubevidste måde holde sig evigt relevant.”
Povl Dissing var også et konfliktsky menneske, der ikke brød sig om at skælde nogen ud. Som en anekdote i bogen bevidner, afleverede han engang sin bil hos en ven, der havde lovet at reparere den, men i stedet for at få sin bil retur, kom han hjem til sin daværende kone, Jette, med en pose T-shirts med batiktryk.
Bilen var blevet stjålet, men han kom da i det mindste ikke tomhændet hjem. Og Jette var glad for batik.
LÆS OGSÅ: Lyt til musikken fra Renegades af Obama og Springsteen
Uviljen overfor konflikter betød også, at han indimellem havde svært ved at sige fra. Både i forhold til de musikere, som han ikke længere ønskede at spille fast med, fordi han gerne ville prøve noget nyt af. Og i forhold til de mange mennesker, der havde været til hans koncerter, og gerne ville have tid og nærvær med ham efterfølgende på landets beværtninger.
”Povl brød sig ikke om at brænde broerne bag sig, og det harmonerede indimellem skævt med, at han livet igennem var fremadstræbende og nysgerrig på sin egen blide facon”, fortæller Jens Folmer Jepsen.
Ikke den typiske karriereplanlægger
Flere af de mennesker, han har interviewet, fortæller, at Povl Dissing havde et helt særligt nærvær, der både kom til udtryk på scenen igennem musikken – og når han rejste rundt fra spillested til spillested. For det gjorde han, hele sit liv. Lige fra ungdommen rejste han rundt i Europa med sin guitar under armen.
”Povl ville helst spille hele tiden, og han havde en guitar med overalt. Selv som ung i Kibbutz, tog han ind og sad og spillede på gaden i Tel Aviv.”
LÆS OGSÅ: 20 bøger på 10 minutter. Få overblik og smagsprøver på 20 nye, gode romaner og fagbøger
Efter en Povl Dissing-hyldestkoncert på årets Tønder Festival, hvor den amerikanske stjernebassist Tony Garnier havde taget turen til Danmark for at deltage, blev han stoppet på pladsen hele aftenen af rørte Povl Dissing-fans, der alle havde en anekdote og et møde med ham, de gerne ville dele.
”De følte sig alle sammen som Povls ven. Og det var det, han kunne. Skabe et oprigtigt nærvær med folk, han mødte på sin never ending tour rundt i de fjerneste afkroge af Danmark. Selv dem, der i udgangspunktet ville tæske ham for hans anderledeshed, blev han venner med.”
Hans milde og åbne facon er også kendetegnet ved, at han kom ind i musikbranchen, før der var noget, der hed business.
”Han levede fint af at spille, men han var ikke en typisk karriereplanlægger, som musikere i højere grad er i dag. Han sagde bare ja til det hele. Næsten alle hans historier startede med:
Jeg sad derhjemme, og så ringede telefonen. Ville jeg komme til Hundested? Ja, det vil jeg da gerne.”
Kjartan Arngrim fra Folkeklubben: Povl skabte nærvær, galskab og poesi
Kjartan Arngrim fra bandet Folkeklubben betegner Dissings særlige nærvær, som et gear udover det perfekte.
”Povl Dissing har lært mig, at der findes et niveau over perfektion – altså det niveau, vi alle sammen jager her i konkurrencesamfundet – det er nærvær. At gå til koncert med Povl, eller lytte til ham på en plade, er en meget nærværende oplevelse.”
LÆS OGSÅ: Bent Haller skriver for at leve: Mandag er en pragtfuld dag!
På spørgsmålet om, hvilke tre ord, der kendetegner Povl Dissing, svarer Kjartan Arngrim:
”Nærvær, galskab og poesi. Og det er nok det, vi skal overleve på i efterkrigstiden, hvis den nogensinde indtræffer.”
Niels Hausgaard: Han var et godt menneske
”Mit bedste minde om Povl er, hvor godt et menneske, han var. Det var han faktisk. I gamle dage, når noget ikke virkede, som regel lydudstyret, sagde Povl altid, at det skulle nok gå. Han gik rundt og trøstede, mens jeg havde meget mere lyst til at slå nogen”, fortæller Niels Hausgaard grinende efter hyldestkoncerten i Tønder.
LÆS OGSÅ: 10 stærke biografier du ikke må gå glip af
”Musikalsk har Povl Dissing betydet noget for os alle sammen. Han var et brud med det, man kunne kalde Holger-fællessang-tiden, hvor Nordsøbølger ruller ind mod land (red. Gustav Winckler). Pludselig kom Povl og gjorde noget, som vi ikke troede, vi måtte. Povl vidste ikke selv, at han sparkede nye døre op, og det var ikke hans hensigt. Han ville bare synge blues”, fortæller Niels Hausgaard.
Ikke til salg
Povl Dissing gjorde ikke et stort nummer ud af at sige nej til reklamer. Det var ikke fordi, han ikke blev spurgt – mange kaffefirmaer ville hellere end gerne associeres med sætningen ”om lidt er kaffen klar”.
”Povl passede på sin egen intuitive måde på sit brand. Ligesom Kim Larsen takkede han også nej til at synge en strofe i storhittet Afrika i 1985. Og apropos Kim Larsen ville han gerne have haft ham til at synge hittene Hubertus og Christianshavns Kanal, men det synes Povl ikke passede til ham. De skulle synges af en københavner som Kim Larsen selv…”, siger Jens Folmer Jepsen og tilføjer afsluttende:
”Povl havde en udpræget kvalitetssans. Også i sit samarbejde med Benny Andersen, hvor han havde en vægtig stemme i, hvad der skulle synges – og ikke mindst hvordan. Det tidsrum, der er mellem hvert taktslag, flyttede Povl hele tiden, og det betyder, at du spidser ører. Han blev aldrig forudsigelig.”
Dissing – Fra ende til anden
❤️❤️❤️❤️❤️ – Politiken
Povl Dissing har i mere end 60 år været en stemme i dansk musik, som både har været opsigtsvækkende, omdiskuteret og elsket. Da hans karriere begyndte, vidste folk ikke, hvad de skulle mene om hans hæse og teatralske stemme, men siden er han blevet en afholdt og folkekær visesanger.
I Dissing fortæller Povl Dissing for første gang sin vilde livshistorie. Selv om Povl Dissings egne ord er i centrum, er bogen bygget op som en klassisk biografi og derfor fyldt med interviews med blandt andet Niels Hausgaard, Thomas Helmig, Steffen Brandt, Fuzzy, Poul Krebs og Kjartan fra Folkeklubben samt Povl Dissings venner og familie.
Du kan købe Dissing online, fx. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: