Hvad får en mand midt i 40’erne til at beslutte sig for at ro 5.000 kilometer over Atlanterhavet i en lille båd sammen med en god ven? Det svarer den tidligere radio- og tv-vært Mads Vangsø på i bogen Tværs over Atlanten, som følger den udmarvende tur. I vinteren 2018-2019 deltog han i verdens hårdeste ro-konkurrence – her er et eksklusivt uddrag fra begyndelsen af bogen.
Af Mads Vangsø
Jeg ligger og prøver at lukke øjnene, men det er overhovedet ikke til at falde i søvn. Det er svært at finde ro, fordi der er så mange lyde, jeg skal vænne mig til.
Jeg ligger med hovedet ude i spidsen af båden, og det passer nøjagtigt med, at mit hår rammer glasfiberen mod spidsen af kahytten. Jeg har taget vores to saltvandsfedtede fendere (dem, der hænger ud over bådens side som beskyttelse, hvis man støder ind i noget) med ned i kahytten og lagt mig i spænd imellem dem, så jeg ikke ligger og ruller frem og tilbage. Båden reagerer på alt, så jeg kan kun ligge på ryggen. Hvis jeg ligger på siden, vælter jeg.
(…)
Vi har været af sted i 36 timer, og vi er fuldstændig ødelagte af søsyge. Båden reagerer på alt, selv den mindste krusning, og det sætter sig i kroppen. Den første nat, vi har haft herude, har været ad helvede til. Søsygen kom snigende. Først mistede jeg lysten til at drikke, efter noget tid mistede jeg også lysten til at spise, og så blev jeg doven og uoplagt.
Til sidst går det på synet. Når du sidder og ror og kigger på kompasset, begynder tallene lige pludselig at genere øjnene, og så skruer du ned for lyset på kompasset og fartmåleren, og alligevel generer det.
Først på natten hjalp månen os på vej. Den lyser virkelig op herude. Problemet opstod, da der blev overskyet, og lyset fra månen forsvandt. Så er det ligesom at sidde i en æske og ro. Der bliver bælgmørkt, og du kan intet se. Jo, de digitale lys, der gør dig endnu mere søsyg.
Jeg får lyst til at kaste op bare af at snakke om det lige nu …
Vi vidste selvfølgelig godt, at det ville ske. Alle uden undtagelse bliver søsyge i et eller andet omfang. Selv de sejeste sømænd bliver ramt, når de sætter sig ned i en robåd på Atlanten. Så vi viste godt, at det ville komme til os, men det er med søsyge, som det er med tømmermænd. Man tænker: Hvor slemt kan det blive? Og det overrasker én hver gang. Det kan åbenbart blive slemt.
Vi prøvede at drikke noget af den cola, vi har medbragt til lejligheden. Men det kastede vi også bare op. Tør dig om munden, og ro videre!
Det er mildest talt en lidt hård øvelse at samle sig selv op fra at hænge ud over rælingen og så gå i gang med at ro igen.
Det gik fra at være en rigtig, rigtig god dag i går, hvor vi virkelig gav den alt, hvad vi kunne, i højt solskin og med lyst sind, til at ramme lige ind i en hård, mørk første nat.
Vi skulle også vænne os til bølgerne. De er høje, så samtidig med at vi boksede med søsyge, var vi hele tiden på stikkerne for at se, hvordan vores båd og bølgerne arbejdede sammen. Der var nok at se til, og lige nu krydser jeg alt, hvad jeg har, for, at vi ikke vælter. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan min krop og mit sind vil reagere på at ryge i vandet.
Og det bliver kraftedeme en lang tur, hvis vi ikke får det bedre.
Tværs over Atlanten af Mads Vangsø
I vinteren 2018-2019 deltog Mads Vangsø i verdens hårdeste ro-konkurrence, hvor deltagerne ror næsten 5.000 kilometer fra De Kanariske Øer til Caribien. Tværs over Atlanten følger den udmarvende rejse via dagbogsoptegnelser.
Tværs over Atlanten er samtidig Mads Vangsøs personlige fortælling om at stoppe op midt i livet og ønske sig noget helt andet – uden at vide præcis, hvad det er.
Foreløbig har den rejse taget ham til ørkenløb i Sahara, fået ham til at lede efter løbende munke i Japan, sendt ham på jagt efter en gammel ven i Canadas vildmark – og nu altså tværs over Atlanterhavet.
Hvad får en mand midt i 40’erne til at beslutte sig for at ro 5.000 kilometer over Atlanterhavet i en lille båd sammen med en god ven? Det svarer den tidligere radio- og tv-vært Mads Vangsø på i bogen Tværs over Atlanten, som følger den udmarvende tur. I vinteren 2018-2019 deltog han i verdens hårdeste ro-konkurrence – her er et eksklusivt uddrag fra begyndelsen af bogen.
Af Mads Vangsø
Jeg ligger og prøver at lukke øjnene, men det er overhovedet ikke til at falde i søvn. Det er svært at finde ro, fordi der er så mange lyde, jeg skal vænne mig til.
Jeg ligger med hovedet ude i spidsen af båden, og det passer nøjagtigt med, at mit hår rammer glasfiberen mod spidsen af kahytten. Jeg har taget vores to saltvandsfedtede fendere (dem, der hænger ud over bådens side som beskyttelse, hvis man støder ind i noget) med ned i kahytten og lagt mig i spænd imellem dem, så jeg ikke ligger og ruller frem og tilbage. Båden reagerer på alt, så jeg kan kun ligge på ryggen. Hvis jeg ligger på siden, vælter jeg.
(…)
Vi har været af sted i 36 timer, og vi er fuldstændig ødelagte af søsyge. Båden reagerer på alt, selv den mindste krusning, og det sætter sig i kroppen. Den første nat, vi har haft herude, har været ad helvede til. Søsygen kom snigende. Først mistede jeg lysten til at drikke, efter noget tid mistede jeg også lysten til at spise, og så blev jeg doven og uoplagt.
Til sidst går det på synet. Når du sidder og ror og kigger på kompasset, begynder tallene lige pludselig at genere øjnene, og så skruer du ned for lyset på kompasset og fartmåleren, og alligevel generer det.
Først på natten hjalp månen os på vej. Den lyser virkelig op herude. Problemet opstod, da der blev overskyet, og lyset fra månen forsvandt. Så er det ligesom at sidde i en æske og ro. Der bliver bælgmørkt, og du kan intet se. Jo, de digitale lys, der gør dig endnu mere søsyg.
Jeg får lyst til at kaste op bare af at snakke om det lige nu …
Vi vidste selvfølgelig godt, at det ville ske. Alle uden undtagelse bliver søsyge i et eller andet omfang. Selv de sejeste sømænd bliver ramt, når de sætter sig ned i en robåd på Atlanten. Så vi viste godt, at det ville komme til os, men det er med søsyge, som det er med tømmermænd. Man tænker: Hvor slemt kan det blive? Og det overrasker én hver gang. Det kan åbenbart blive slemt.
Vi prøvede at drikke noget af den cola, vi har medbragt til lejligheden. Men det kastede vi også bare op. Tør dig om munden, og ro videre!
Det er mildest talt en lidt hård øvelse at samle sig selv op fra at hænge ud over rælingen og så gå i gang med at ro igen.
Det gik fra at være en rigtig, rigtig god dag i går, hvor vi virkelig gav den alt, hvad vi kunne, i højt solskin og med lyst sind, til at ramme lige ind i en hård, mørk første nat.
Vi skulle også vænne os til bølgerne. De er høje, så samtidig med at vi boksede med søsyge, var vi hele tiden på stikkerne for at se, hvordan vores båd og bølgerne arbejdede sammen. Der var nok at se til, og lige nu krydser jeg alt, hvad jeg har, for, at vi ikke vælter. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan min krop og mit sind vil reagere på at ryge i vandet.
Og det bliver kraftedeme en lang tur, hvis vi ikke får det bedre.
Tværs over Atlanten af Mads Vangsø
I vinteren 2018-2019 deltog Mads Vangsø i verdens hårdeste ro-konkurrence, hvor deltagerne ror næsten 5.000 kilometer fra De Kanariske Øer til Caribien. Tværs over Atlanten følger den udmarvende rejse via dagbogsoptegnelser.
Tværs over Atlanten er samtidig Mads Vangsøs personlige fortælling om at stoppe op midt i livet og ønske sig noget helt andet – uden at vide præcis, hvad det er.
Foreløbig har den rejse taget ham til ørkenløb i Sahara, fået ham til at lede efter løbende munke i Japan, sendt ham på jagt efter en gammel ven i Canadas vildmark – og nu altså tværs over Atlanterhavet.
Du kan købe Tværs over Atlanten online her eller i alle landets boghandlere.
Andre læste også: