Jagten på Spurven || Det var mere eller mindre ved et tilfælde, at journalist Kirstine Kloster Andersen blev fascineret af triplespionen Vera Schalburg. Men da interessen først var vakt, blev en rejse gennem arkiver forbi historieforfalsknere og havresuppe uundgåelig.
Af Kirstine Kloster Andersen, journalist og forfatter til Spurven
Det var et falmet avisudklip, der satte gang i min jagt efter Spurven. Det faldt ud af en bog, jeg tilfældigvis faldt over i en bogreol i et sommerhus i Nordjylland.
”Smukke Vera” lød overskriften på artiklen, der var blevet bragt i Jyllands-Posten i 2002.
Artiklen beskrev denne helt igennem dramatiske kvindeskæbne, hvis liv bød på spionage, revolution, kærlighed, bedrag og verdenskrige.
Artiklen sluttede med at konkludere, at Vera levede videre efter krigen og døde i 1993 i det sydlige England.
Vera i februar 1942, inden hun blev sendt på et to uger langt ophold hos ægteparret Ustinov. Hun blev blandt andet forkælet med nyt tøj og en tur hos frisøren i håb om, at nye omgivelser og venlighed kunne få hende til at fortælle sandheden.
Jeg blev straks fænget af historien om denne danske kvindelige James Bond, der også havde en fortid som russisk spion og ifølge rygter fortsatte karrieren som britisk spion under Den Kolde Krig.
Det førte mig videre til en biografi om hendes bror, en af Danmarks mest fremtrædende nazister, C.F. Schalburg.
Bogen indeholder et helt kapitel om Veras liv, og da jeg havde læst det, stod det klart, at det slet ikke var dokumenteret, at hun døde i England i 1993. Faktisk var der ingen, der anede, hvor hun forsvandt hen efter krigen.
Vera sidder på skødet af sin russiske amme, mens storebror Christian Frederik står ved siden af. Fotografiet er taget i byen Kherson i det sydlige Ukraine.
Fra tilfældigheder til spor og vildspor
Det var formentlig ikke blevet til andet end en undren, hvis jeg ikke kort tid efter til et firmafodboldstævne havde vundet et kursus i arkivsøgning på Rigsarkivet. Her lærte jeg lidt om, hvordan man søger i arkiver, og det gav mig blod på tanden til at kaste mig ud i den fagre nye arkivverden.
Journalist og forfatter Kirstine Kloster Andersen på Københavns Stadsarkivs fjernlager på Amager.
Jeg har ikke tal på, hvor mange spor og vildspor, jeg har forfulgt for at finde ud af, hvem Vera var, og hvad der blev af hende. For eksempel opdagede jeg en dag tidligt i min research, at der lå en video om Vera på Youtube …
En drøm i Argentina
Til lyden af højtidelig operamusik kørte forskellige slides med fotos af Vera henover skærmen, ledsaget af tekst på spansk. Det var en argentinsk kvindelig bruger, der havde uploadet videoen.
Jeg undrede mig selvfølgelig over, hvor hun kendte Vera fra, hvor hun havde skaffet fotos af Vera, og hvorfor hun interesserede sig så meget for hende, at hun havde lavet en Youtube-video om hende.
Argentina er jo kendt som landet, hvor mange nazister flygtede til og levede i anonymitet efter krigen, så måske var det der, Vera var flygtet hen, tænkte jeg.
Det skulle dog vise sig at være et blandt mange vildspor. For da jeg endelig fik kontakt til den argentinske kvinde viste det sig, at hendes interesse for Vera stammede fra en underlig drøm, der blev ved at dukke op. I drømmen flød cykler rundt i et hav, og der var et grønt skilt med teksten ”Edinbourgh” på.
Vera på stranden i Hellebæk, sandsynligvis på besøg hos sin storebror og hans kone Helga, hvis familie ejede en sommervilla i byen. Bag den rolige facade kæmpede Vera med sine dæmoner.
Det fik kvinden, der i øvrigt selv hedder Vera, til at google disse ord, og på den måde dukkede historien om Vera op. Hun blev helt fanget af historien og indledte sin egen jagt efter Vera, og på den måde nåede interessen for Vera helt til Argentina.
En pudseløjerlig historieforfalskner
Jeg har oplevet mange andre besynderlige ting undervejs i processen. Første gang jeg besøgte det nationale arkiv i London faldt jeg i snak med en mand, der viste sig at være historieforfalskner.
Han havde opdigtet et møde mellem de to store forfattere Charles Dickens og Fjodor Dostojevskij. Mødet var blevet taget for gode varer i årevis og var gengivet i flere bøger. Det var først, da en historiker begyndte at undre sig over, hvilket sprog de to forfattere havde kommunikeret på, at fupnummeret blev opdaget.
Denne pudseløjerlige mand skrev senere til mig og forsøgte at få mig til at sprede en historie om, at der var blevet opdaget af ny slutning på H.C. Andersens fortælling ”Kejserens nye klæder”. I den nye slutning skulle drengen, der råber ”han har jo ikke noget tøj på” have en ordentlig omgang tæsk.
Det gjorde jeg selvfølgelig ikke.
Patientjournaler på sindssygeafdelingen
Det var et særligt højdepunkt at finde den første patientjournal fra Veras indlæggelse på Kommunehospitalets 6. afdeling, sindssygeafdelingen. For det første havde det taget mig over et år at få adgang til journalerne, og det havde været en længere proces, hvor jeg havde måtte klage over den manglende adgang.
Det endte med, at jeg fik lov at stå ude i en gammel faldefærdig bygning på Amager og selv kigge en masse kasser med patientjournaler igennem.
22-årige Vera står sammen med sin storebror Christian Frederik og hans ridemakker, formentlig Holger Winding Christensen, der senere formidlede Veras kontakt til Abwehr, det tyske forsvar.
Min far gik tur med barnevognen nede på gaden med min lille datter, mens jeg stod bøjet ind over et bord og bladrede og bladrede. Og så pludselig, stod ordene Vera Schalburg foran mig.
Det var også ret vildt at læse indholdet i patientjournalen; at Vera havde stillet sig op og tisset på gulvet foran sygeplejersken; at hun var blevet overflyttet til den lukkede afdeling, fordi hun skræmte de andre patienter. Pludselig gav en masse ting mening, også i forhold til hendes adfærd da hun sad fængslet i England.
At tyde indhold og havresuppe
Det er ikke kun arbejdet med at finde frem til arkivalierne, der har været en udfordring. Det har også krævet en større indsats at tyde indholdet i det materiale, jeg fandt.
Vera, da hun var danserinde i Paris.
For eksempel er indholdet i de gamle patientjournaler skrevet med skråskrift, som i sig selv kan være svært at tyde. På et tidspunkt faldt jeg for eksempel over ordet ”havresuppe” i en patientjournal og tænkte umiddelbart, at det nok var beskrivelsen af et måltid, hun havde fået.
Heldigvis allierede jeg mig med en ældre psykiater, der kunne forklare mig, at man dengang brugte havresuppe som glidecreme, når patienter fik smertestillende stoffer proppet op i bagdelen!
På den måde kunne både selve skriften og indholdet af teksterne i arkivmaterialet være en udfordring at tyde.
Et helt andet højdepunkt var selvfølgelig, da jeg endelig fandt frem til Veras gravsted og sandheden om hendes skæbne …
Historien om triplespionen Vera Schalburg, der var søster til en af Danmarks mest berygtede nazister, C.F. Schalburg, har altid været omgivet af myter og konspirationer.
Spurven fortæller for første gang den sande historie om Vera Schalburgs utrolige liv; om fødslen i zartidens Rusland, flugten til Danmark efter revolutionen – og et tumultarisk ungdoms- og voksenliv i Frankrig, Tyskland og England, der blandt andet indbefattede et job som russisk spion, inden hun blev hvervet af tyskerne.
Bogen er blevet til gennem mange års research i arkiver i Danmark, Tyskland og England.
Jagten på Spurven || Det var mere eller mindre ved et tilfælde, at journalist Kirstine Kloster Andersen blev fascineret af triplespionen Vera Schalburg. Men da interessen først var vakt, blev en rejse gennem arkiver forbi historieforfalsknere og havresuppe uundgåelig.
Af Kirstine Kloster Andersen, journalist og forfatter til Spurven
Det var et falmet avisudklip, der satte gang i min jagt efter Spurven. Det faldt ud af en bog, jeg tilfældigvis faldt over i en bogreol i et sommerhus i Nordjylland.
”Smukke Vera” lød overskriften på artiklen, der var blevet bragt i Jyllands-Posten i 2002.
Artiklen beskrev denne helt igennem dramatiske kvindeskæbne, hvis liv bød på spionage, revolution, kærlighed, bedrag og verdenskrige.
Læs også Spion for både Rusland, England og Tyskland. Læs første kapitel af Spurven her
Artiklen sluttede med at konkludere, at Vera levede videre efter krigen og døde i 1993 i det sydlige England.
Jeg blev straks fænget af historien om denne danske kvindelige James Bond, der også havde en fortid som russisk spion og ifølge rygter fortsatte karrieren som britisk spion under Den Kolde Krig.
Det førte mig videre til en biografi om hendes bror, en af Danmarks mest fremtrædende nazister, C.F. Schalburg.
Læs også 12 bøger, der gør dig klogere på 2. verdenskrig
Bogen indeholder et helt kapitel om Veras liv, og da jeg havde læst det, stod det klart, at det slet ikke var dokumenteret, at hun døde i England i 1993. Faktisk var der ingen, der anede, hvor hun forsvandt hen efter krigen.
Fra tilfældigheder til spor og vildspor
Det var formentlig ikke blevet til andet end en undren, hvis jeg ikke kort tid efter til et firmafodboldstævne havde vundet et kursus i arkivsøgning på Rigsarkivet. Her lærte jeg lidt om, hvordan man søger i arkiver, og det gav mig blod på tanden til at kaste mig ud i den fagre nye arkivverden.
Jeg har ikke tal på, hvor mange spor og vildspor, jeg har forfulgt for at finde ud af, hvem Vera var, og hvad der blev af hende. For eksempel opdagede jeg en dag tidligt i min research, at der lå en video om Vera på Youtube …
En drøm i Argentina
Til lyden af højtidelig operamusik kørte forskellige slides med fotos af Vera henover skærmen, ledsaget af tekst på spansk. Det var en argentinsk kvindelig bruger, der havde uploadet videoen.
Jeg undrede mig selvfølgelig over, hvor hun kendte Vera fra, hvor hun havde skaffet fotos af Vera, og hvorfor hun interesserede sig så meget for hende, at hun havde lavet en Youtube-video om hende.
Læs også 20 fascinerende romaner om 2. verdenskrig
Argentina er jo kendt som landet, hvor mange nazister flygtede til og levede i anonymitet efter krigen, så måske var det der, Vera var flygtet hen, tænkte jeg.
Det skulle dog vise sig at være et blandt mange vildspor. For da jeg endelig fik kontakt til den argentinske kvinde viste det sig, at hendes interesse for Vera stammede fra en underlig drøm, der blev ved at dukke op. I drømmen flød cykler rundt i et hav, og der var et grønt skilt med teksten ”Edinbourgh” på.
Det fik kvinden, der i øvrigt selv hedder Vera, til at google disse ord, og på den måde dukkede historien om Vera op. Hun blev helt fanget af historien og indledte sin egen jagt efter Vera, og på den måde nåede interessen for Vera helt til Argentina.
En pudseløjerlig historieforfalskner
Jeg har oplevet mange andre besynderlige ting undervejs i processen. Første gang jeg besøgte det nationale arkiv i London faldt jeg i snak med en mand, der viste sig at være historieforfalskner.
Han havde opdigtet et møde mellem de to store forfattere Charles Dickens og Fjodor Dostojevskij. Mødet var blevet taget for gode varer i årevis og var gengivet i flere bøger. Det var først, da en historiker begyndte at undre sig over, hvilket sprog de to forfattere havde kommunikeret på, at fupnummeret blev opdaget.
Læs også Et liv i skjul – ny gribende biografi fra 2. verdenskrig
Denne pudseløjerlige mand skrev senere til mig og forsøgte at få mig til at sprede en historie om, at der var blevet opdaget af ny slutning på H.C. Andersens fortælling ”Kejserens nye klæder”. I den nye slutning skulle drengen, der råber ”han har jo ikke noget tøj på” have en ordentlig omgang tæsk.
Det gjorde jeg selvfølgelig ikke.
Patientjournaler på sindssygeafdelingen
Det var et særligt højdepunkt at finde den første patientjournal fra Veras indlæggelse på Kommunehospitalets 6. afdeling, sindssygeafdelingen. For det første havde det taget mig over et år at få adgang til journalerne, og det havde været en længere proces, hvor jeg havde måtte klage over den manglende adgang.
Det endte med, at jeg fik lov at stå ude i en gammel faldefærdig bygning på Amager og selv kigge en masse kasser med patientjournaler igennem.
Min far gik tur med barnevognen nede på gaden med min lille datter, mens jeg stod bøjet ind over et bord og bladrede og bladrede. Og så pludselig, stod ordene Vera Schalburg foran mig.
Læs også Pierre Lemaitre viser mellemkrigstidens dystre og kaotiske Frankrig
Det var også ret vildt at læse indholdet i patientjournalen; at Vera havde stillet sig op og tisset på gulvet foran sygeplejersken; at hun var blevet overflyttet til den lukkede afdeling, fordi hun skræmte de andre patienter. Pludselig gav en masse ting mening, også i forhold til hendes adfærd da hun sad fængslet i England.
At tyde indhold og havresuppe
Det er ikke kun arbejdet med at finde frem til arkivalierne, der har været en udfordring. Det har også krævet en større indsats at tyde indholdet i det materiale, jeg fandt.
For eksempel er indholdet i de gamle patientjournaler skrevet med skråskrift, som i sig selv kan være svært at tyde. På et tidspunkt faldt jeg for eksempel over ordet ”havresuppe” i en patientjournal og tænkte umiddelbart, at det nok var beskrivelsen af et måltid, hun havde fået.
Læs også Plejefamilien skjule hende fra nazisterne. 40 år senere brød de al kontakt
Heldigvis allierede jeg mig med en ældre psykiater, der kunne forklare mig, at man dengang brugte havresuppe som glidecreme, når patienter fik smertestillende stoffer proppet op i bagdelen!
På den måde kunne både selve skriften og indholdet af teksterne i arkivmaterialet være en udfordring at tyde.
Et helt andet højdepunkt var selvfølgelig, da jeg endelig fandt frem til Veras gravsted og sandheden om hendes skæbne …
Historien om triplespionen Vera Schalburg, der var søster til en af Danmarks mest berygtede nazister, C.F. Schalburg, har altid været omgivet af myter og konspirationer.
Køb bogen i din nærmeste boghandler eller online her.
Spurven fortæller for første gang den sande historie om Vera Schalburgs utrolige liv; om fødslen i zartidens Rusland, flugten til Danmark efter revolutionen – og et tumultarisk ungdoms- og voksenliv i Frankrig, Tyskland og England, der blandt andet indbefattede et job som russisk spion, inden hun blev hvervet af tyskerne.
Bogen er blevet til gennem mange års research i arkiver i Danmark, Tyskland og England.
Andre læste også: