Barbarossa er en af de absolut væsentligste militæroperationer i historien, og den skildres på mesterlig vis af Jonathan Dimbleby i Barbarossa – Da Hitler tabte krigen. Tag med tilbage til juni 1941, hvor Hitler forsøgte at invadere Sovjetunionen.
Operation Barbarossa var Hitlers forsøg på at få magten over Europas skæbne, men den militære operation endte som et fatalt slag for Det Tredje Rige. Seks millioner mennesker blev registreret dræbt, såret og meldt savnet på under seks måneder, og operationen så nogle af krigshistoriens mest hårrejsende overgreb fra både sovjetiske og tyske styrker.
LÆS OGSÅ: Modstandsfolk og mørklægningsgardiner. 6 bøger om Anden Verdenskrig i Danmark
Hitlers mål var at udrydde sovjetisk kommunisme, likvidere jøderne og skabe et større land for det tyske herrefolk. Og hvis han havde haft succes, havde krigens udfald været sikret.
Ved at gøre brug af nyt arkivmateriale, blandt andet fra de nyligt åbnede russiske arkiver, beskriver Jonathan Dimbleby, hvordan Sovjetunionen ødelagde Hitlers chance for at realisere visionen om et Tusindårsrige.
Læs bogens forord herunder, hvor Jonathan Dimbleby opridser slagets rammer.
Barbarossa – Da Hitler tabte krigen
Jonathan Dimbleby
FORORD
Hitlers invasion af Sovjetunionen den 22. juni 1941 var det største, blodigste og mest bestialske militære foretagende i krigens historie. Det specifikke formål med Barbarossaplanen (Unternehmen Barbarossa), kodenavnet, som Der Führer gav dette katastrofale projekt, blev også det mest afgørende felttog i 2. Verdenskrig.
Havde Hitler opnået dets mål – udslettelsen af Sovjetunionen – ville han have været herre over Europas skæbne. Men på det tidspunkt, da hans armeer var nået frem til Moskvas porte mindre end seks måneder senere, var den udsigt, som han måske engang havde haft til at realisere sin vrangforestilling om Tusindårsriget, for længst forsvundet.
Wehrmacht – det kollektive navn for den tyske hær, flåde og flyvevåbnet – fortsatte naturligvis med at iværksætte flere store offensiver og sikre mange dramatiske sejre i løbet af krigen. Men det var kortvarige triumfer. Allersenest i slutningen af 1941 havde tyskerne mistet enhver realistisk chance for at vinde krigen.
I tre et halvt år blev Sovjetunionens jord gennemvædet af millioner af menneskers blod. De blev ofre for et uhyggeligt slutspil, hvis udfald allerede var forudbestemt. Så forvirrende det end kan være for dem, der af forståelige grunde hævder, at det var de tapre allierede tropper, der gik i land på Normandiets strande i juni 1944, som var hovedmændene bag sejren over Hitler, så viser historien noget andet.
Det var ”Den Store Fædrelandskrig”, som Stalin kaldte kampene på Tysklands Østfront, ikke D-dag, der afgjorde Hitlers skæbne. Det betyder på ingen måde, at de, der gav deres liv under sidstnævnte felttog, gjorde det forgæves. Tværtimod: Det er frem for alt dem, millioner af deres medborgere i Vesteuropa kan takke for friheden og demokratiet, som den sovjetiske diktator nægtede deres naboer, da de senere faldt ind under Kremls ”indflydelsessfære”.
At Stalin var i stand til at bøje så stor en del af efterkrigstidens Europa efter sin vilje, udsprang af det forhold, at det var hans soldater, ikke hans vestlige allierede, som knækkede Det Tredje Rige på slagmarken. Selvom timingen og måden at knuse nazisterne på en gang for alle blev besluttet i fællesskab af USA, Storbritannien og Sovjetunionen, så var Barbarossaplanens fiasko det vigtigste vendepunkt for krigen i Europa, hvorefter nazismens endeligt – efter mindre end seks måneders intense kampe – blev uundgåelig.
Det er heller ikke for at forklejne omfanget af de lidelser, der blev udholdt i 1. Verdenskrig (hvor Slaget ved Somme alene kostede over en million faldne på lidt under fem måneder) eller i andre kampe under 2. Verdenskrig (hvor Slaget ved Stalingrad krævede et lignende antal ofre i samme tidsrum), når det hævdes, at ingen militær konflikt i historiens løb har budt på et blodbad, der i omfang kan måle sig med Barbarossaplanens, hvor omkring seks gange så mange unge mænd blev opført som dræbte, sårede eller savnede inden for nogenlunde det samme tidsrum.
Den tyske invasion af Sovjetunionen kom helt bag på Stalin og sendte chokbølger rundt i verden. Det blev næsten universelt antaget, at Den Røde Hær ville bukke under i løbet af få uger. Men den tyske triumferen viste sig at være forhastet.
Denne bog skildrer Barbarossaplanens fremadskridende proces fra dens begyndelse, og indtil Hitlers hære nåede frem til hovedstaden i slutningen af året. Den forsøger ikke at udforske hver eneste af de snesevis af slag, der blev udkæmpet på tre fronter på en enorm militær skueplads; dens fokus er på Heeresgruppe Mitte, styrken, der anførte invasionen og ledede angrebet mod Moskva.
I min kortlægning af denne armegruppes fremskridt trækker jeg i vidt omfang på rapporter, dagbøger, breve og memoirer hos dens førende hovedpersoner, deriblandt dens chef, General Fedor von Bock, hans underordnede generaler (som inkluderede Det Tredje Riges mest hyldede panzergeneral, Heinz Guderian) og officererne og de menige, der tjente under dem.
Mange af disse mænd skrev til deres kære med troskyldig oprigtighed: om frygten og opstemtheden ved kamp, drabene, kammeratskabet, deres hjemve, deres endeløse marcher hen over en gold jord i brændende sommerhede, det ubehagelige mudder i efteråret, der satte køretøjerne i stå og fangede infanterister og hestene, der blev brugt til at trække affutager i dens klæbrige favntag, og den arktiske vinter, hvor temperaturerne faldt til minus 35 grader, og titusinder mistede lemmer på grund af forfrysninger.
Langt fra at være en opskrift på sikker sejr blev Barbarossaplanen en heksekedel af bitre stridigheder mellem generalerne ved fronten og Oberkommando des Heeres i baglandet. Efterhånden som denne splittelse blev forværret, forsøgte hærens stabschef, Franz Halder, forgæves at mægle mellem dem og Wehrmachts lunefulde øverstkommanderende, Hitler, en mareridtsagtig opgave, som Halder skrev åbent om i sin krigsdagbog.
Ligesom kampene udkæmpet af Heeresgruppe Nord og Süd var Heeresgruppe Mittes felttog mod de sovjetiske armeer – der for det meste blev anført af Stalins mest fremragende militærchef, general Georgij Zjukov – ubarmhjertige, møjsommelige og brutale, men det var ikke en konventionel konflikt hverken af omfang eller karakter.
Østfronten var en slagmark, hvor mod var iøjnefaldende og pligt hellig, men hvor ingen af siderne gik særlig højt op i at vise med- menneskelighed. I stedet for ridderlighed var der had, en simplificeret atavisme, der blev opflammet af de kategoriske og uforsonlige direktiver, der strømmede fra Hitler og Stalin. De to diktatorer forsøgte ikke alene at dirigere forløbet af de militære slag, men insisterede også på, at der ikke skulle vises nogen nåde eller barmhjertighed. Krigens regler som fastsat i Genèvekonventionen blev ignoreret i dette titaniske slag mellem kontinentets to mastodonter.
De invaderende armeer var gentagne gange blevet fortalt, at deres fjende tilhørte en laverestående race, og deres tropper reagerede i overensstemmelse dermed. Både på og uden for slagmarken blev sovjetiske soldater såvel som civile jævnligt udsat for forfærdende grusomme handlinger. Tortur og mord udført af tropperne under deres kommando blev rutinemæssigt set igennem fingre med af Wehrmachts højtstående officerer, som ved gentagne lejligheder pådømte en i realiteten summarisk henrettelse af dem, der blev bedømt til at være politiske kommissærer, spioner eller partisaner.
Sådanne morderiske excesser begået af Ostheer (Østhæren) blev gengældt i fuldt mål af sovjetiske tropper, som ingen betænkeligheder havde ved at behandle tyskere som voldsforbrydere, mod hvem man kunne tage alle straffeforanstaltninger i brug, uden at det førte til sanktioner. På begge sider gav en dødelig kombination af had og frygt frihed til at udøve et sjældent barbari.
Beskrivelserne af den slags hændelser fra folk, som havde deltaget i dem eller overværet dem uden at gøre indsigelser, var påfaldende selvcentrerede, ofte trodsige og kun af og til blandet med skam eller afsky. Ingen beretning om Barbarossaplanen kan undlade at komme ind på de overvældende beviser for en frygtelig sandhed.
De fleste af dem, der gjorde tjeneste i Den Røde Hær, kæmpede enten af patriotiske grunde eller for at genvinde deres hjemland, andre gjorde det af ideologiske grunde, men alle med en viden om, at Stalins regime brugte terror i lige så høj grad som samtykke til at styre med. Den sovjetiske diktators paranoide overbevisning om, at han var omringet af ideologiske sabotører, var forbundet med en ubarmhjertig ligegyldighed over for andres liv. I krig som i fred var han hurtig til at tage dødelig hævn over dem, som mishagede ham.
Generaler blev underkastet summarisk henrettelse eller vilkårlig fængsling. De, der flygtede fra slagmarken eller overgav sig – selv stillet over for uoverstigelige odds – blev straffet med døden, deres familier blev straffet ikke alene af denne vanære, men også ved at miste deres udkomme og pensionsrettigheder. På Stalins befaling etablerede Stavkaen (den sovjetiske militære overkommando) ”spærreenheder”, som blev opstillet bag fronten for at skyde de mænd ned, der foretog et massetilbagetog frem for at blive mejet ned af den fremrykkende fjende.
Men det lykkedes den sovjetiske leder at sikre sig troskab fra et overvældende flertal af befolkningen, der støttede op om sagen. Som deres breve og memoirer (nogle af dem er først for nylig blevet fremdraget fra de russiske arkivers hemmelige indre) viser, holdt soldater og civile ud med stoisk beslutsomhed mod angriberne. Mange af Moskvas store vartegn blev dækket af kamuflagenet, og der blev indført spærretid i byen.
Det lykkedes arbejdere trods et konstant bombardement fra luften at demontere tusinder af strategisk vigtige industrianlæg og transportere dem i sikkerhed i Ural, hvor de meget hurtigt var i fuld gang igen og producerede i rivende hast. I efteråret 1941, da tyskerne truede den ydre ring i Moskvas utilstrækkelige forsvar, var hovedstaden i en tilstand af belejring; misdædere eller folk, der overtrådte udgangsforbuddet, blev skudt på stedet.
Under Zjukovs ledelse arbejdede titusinder af dårligt udrustede frivillige – mænd og kvinder, unge og gamle – stædigt og vedholdende på at afstive byens indre barrikader, grave skyttegrave og panserspærringer i dybt mudder eller frossen jord i den barske russiske vinter. Et regime, der udelukkende byggede deres styre på terror, ville aldrig have været i stand til at vække troskab hos et folk, uden hvis engagement et nederlag ville have været uundgåeligt.
Forbrydelserne mod menneskeheden begået på slagmarken af begge sider tog sig ubetydelige ud sammenlignet med de ugerninger, som tyskerne begik bag linjerne. Sovjetiske soldater, der overlevede og blev krigsfanger, blev tvunget til at gå i ilmarch mod fangenskabet. De blev mishandlet, tævet og pisket på vejen og nægtet medicin, mad og vand.
Titusinder døde, inden de nåede frem til de improviserede fangelejre, hvor de blev vogtet som kvæg og måtte trykke sig sammen bag pigtråd, og hvor de savnede husly og sanitet og alle de mest nødvendige midler til at holde sig i live på. Nogle fanger tyede til kannibalisme, men langt de fleste sultede ihjel. Denne bog beretter om en nådesløs brutalitet, der udgjorde en integreret del af Barbarossaplanen. I maj 1945 var omkring 3 millioner sovjetiske soldater døde i fangenskab. To tredjedele af disse mænd døde af sult eller var blevet skudt inden udgangen af 1941.
Og ikke nok med det. I de østlige territorier, som Wehrmacht fik under tysk kontrol i 1941, strejfede fire Einsatz-grupper (dødspatruljer) fra by til by med bemyndigelse til at begå massemord. Dannelsen af Einsatz-grupperne var godkendt af Hitler og organiseret af Heinrich Himmler og Reinhard Heydrich, der som chef for Schutzstaffel og chef for Reichssicherheitshauptamt, RSHA (Rigspolitiet: en sammenslutning af kriminalpoliti, sikkerhedspoliti og sikkerhedstjeneste) var de førende arkitekter bag holocaust.
Disse dødspatruljer, der oprindelig havde ordrer til at henrette ”jøder i parti- og statslige stillinger”, blev hurtigt opfordret til at dræbe alle jøder – mænd, kvinder og børn – med vilkårlig iver. Cheferne for Einsatz-grupperne var nidkære og konkurrencelystne og stræbte efter at overgå hinanden med stadig højere henrettelsesrater. På deres ordre blev ofre anholdt, berøvet deres ejendele, dræbt af henrettelsespelotoner og begravet i massegrave.
Morderne opererede ikke alene. De mest højtstående generaler i Wehrmacht var – trods at de heftigt bedyrede det modsatte efter krigen – ikke alene vidende om Einsatz-gruppernes rolle, men medvirkede også til at gøre deres arbejde lettere. I hvert eneste land, som blev invaderet af Hitler under Barbarossaplanen, gik almindelige soldater, lokale politistyrker og militser sammen om at hjælpe morderne med deres forehavender.
Det er der masser af beviser for i de officielle ordrer og beretninger samt i rapporter fra gerningsmændene selv og i udsagn fra øjenvidner og de få ofre, som overlevede. Disse vidnesbyrd er lige så ubestridelige, som de er forfærdende. Ingen fyldestgørende beskrivelse af Barbarossaplanen kan se bort fra dem.
I invasionens første uger var denne dedikerede indsats for at begå mord ikke tilsvarende effektiv. Men efterhånden fik morderne strømlinet deres operationer, indtil de havde perfektioneret en systematisk metode til at skyde et stort antal mænd, kvinder og børn i højt tempo – makabre resultater, som de rapporterede til deres foresatte i kolde, statistiske detaljer.
I løbet af den tyske invasions seks måneder, og efter en række uhyggelige eksperimenter med forskellig slags giftgas, kom de første dødslejre, deriblandt Auschwitz-Birkenau, i drift; industrialiseringen af massemord var begyndt. I julen 1941 var den første million ofre for Hitlers Endlösung blevet udryddet, enten med våben eller i gaskamre.
Der er en grotesk ironi i, at den mest ubeskrivelige forbrydelse i det tyvende århundred var det eneste element i Førerens apokalyptiske vision af Det Tredje Rige, som indtil krigens sidste måneder ikke blev unødigt hæmmet af nederlag på slagmarken. At forvise dette aspekt af Barbarossaplanen ville betyde at undgå at identificere et af dens mest direkte og umiddelbare resultater.
En fuld redegørelse for Hitlers invasion af Sovjetunionen kræver overvejelser over både dens årsag og dens virkning. Barbarossaplanen fandt ikke sted i et historisk vakuum, men var det direkte resultat af et højspændt politisk drama, der tog sin begyndelse efter 1. Verdenskrig, og den uløste, ulykkelige situation, som Europa befandt sig i efter krigen.
Derfor indledes første del af denne bog – måske til nogle læseres overraskelse – med foråret 1922, hvor Sovjetunionen og Tyskland, der for ganske nyligt havde været i klammeri med hinanden på 1. Verdenskrigs slagmarker og siden blev behandlet som pariastater af resten af Europa, underskrev en venskabspagt (Rapal- lotraktaten). De europæiske demokratier var forfærdede. Traktaten var et diplomatisk kup, som sendte den britiske premierminister ud i tovene; hans møjsommelige bestræbelser på at skabe konsensus på hele kontinentet til fordel for en bæredygtig økonomisk udvikling, og dermed fred og sikkerhed, var blevet ødelagt.
At rede ud i de sammenflettede tråde i det politiske drama, som blev udspillet efterfølgende på den europæiske scene – det er svært at skabe mening i Barbarossaplanen på anden måde – er at blotlægge den arrogance og frygt, der fik de splittede demokratier i Vesteuropa til at betragte Sovejtunionen med en afsky, der ikke kun udelukkede en meningsfuld dialog med Kreml, men også fik de fleste af dem til at betragte Tysklands sindsforvirrede Fører som det mindste af to onder.
Fra ruinerne af Versaillestraktaten til Hitlers opkomst i Tyskland og Stalins morderiske konsolidering af magten i Sovjetunionen, hele vejen frem til chokket ved Molotov-Ribbentrop-pagten (Den Tysk-sovjetiske Ikke-angrebspagt) i august 1939 kaster de officielle papirer, hovedpersonernes breve, dagbøger og memoirer kun et alt for grelt skær over de uforenelige og uopnåelige mål, der efterlod Europas ledere i vildrede, mens kontinentet styrede ubønhørligt mod en ny storbrand, som ingen ønskede – undtagen Hitler og muligvis Stalin (hvis hovedmål var at undgå direkte involvering) – men som ingen kunne forhindre.
I løbet af et år efter at 2. Verdenskrig var begyndt, havde de tyske panzerdivisioner ikke alene underlagt sig det meste af Vesteuropa, men Hitler havde også besluttet at udsætte invasionen af England og satse på at knuse Sovjetunionen først. Der fandtes mange grunde til denne skæbnesvangre beslutning, men den udløsende faktor for at iværksætte Barbarossaplanen lå på Balkan. Denne bog kigger derfor nærmere på den bitre strid mellem Moskva og Berlin om at kontrollere denne letantændelige og strategisk vigtige region i Europa.
Da de direkte forhandlinger mellem den sovjetiske udenrigsminister, Vjatjeslav Molotov, og Hitler nåede et irritabelt dødvande i slutningen af november 1940, beordrede Føreren sine generaler til at udarbejde detaljerede planer for invasionen af Sovjetunionen det følgende forår. I juni 1941, på det tidspunkt hvor han havde besat Jugoslavien og drevet briterne ud af Grækenland, befandt han sig nu i en krig på to fronter på samme tid.
Barbarossaplanen var således ikke noget isoleret fra det, der hurtigt blev en global konflikt, hvilket er den afgørende kontekst, som jeg har sat invasionen ind i. I løbet af få timer efter nyheden om, at Wehrmacht var på krigsstien i Sovjetunionen, tilsagde Churchill, efterfulgt af mindre bombastiske udtalelser fra Roosevelt et par dage senere, den sovjetiske sag sin utvetydige støtte. Inden længe befandt både Washington og London sig i en usandsynlig alliance med verdens eneste kommuniststat, og de tre ledere blev snart kendt som ”De Tre Store”.
Det var en jordskælvsagtig tilnærmelse, der ikke kun havde direkte betydning for krigen på Østfronten, men også for Europas historie i efterkrigstiden. Af den grund fokuserer min fortælling om Barbarossaplanen også på det intense menneskelige og politiske drama i dette turbulente, ofte bitre, men kritisk vigtige partnerskab mellem tre stater, mens diplomatiske udsendinge fra Washington og London føjtede rundt i Kreml for at rådslå med den lunefulde sovjetiske diktator.
Hitlers invasion af Sovjetunionen ændrede historiens gang. Som dens undertitel antyder, blev denne bog til i en tro på, at de sidste seks måneder af 1941 var et større øjeblik end nogen anden periode i det tyvende århundred. Barbarossaplanen var ikke kun en fatal satsning, det var også den, der førte til, at Hitler tabte krigen.
En fantastisk fortælling om den vigtigste og største militære operation under 2. Verdenskrig, hvor Hitler i 1941 invaderede Sovjetunionen.
Operation Barbarossa skulle udrydde sovjetisk kommunisme, likvidere jøderne og skabe lebensraum for det tyske herrefolk. Hvis invasionen havde været vellykket, havde Hitler kunne sikre krigens udfald. Men i stedet blev operationen enden på Det Tredje Rige.
Jonathan Dimbleby fortæller både om slaget, og om de politiske og diplomatiske spil, der ledte til krigens vendepunkt. Han trækker på helt nyt arkivmateriale, når han beskriver, hvordan Sovjetunionen ødelagde Hitlers chance for at realisere visionen om et Tusindårsrige.
Barbarossa er en af de absolut væsentligste militæroperationer i historien, og den skildres på mesterlig vis af Jonathan Dimbleby i Barbarossa – Da Hitler tabte krigen. Tag med tilbage til juni 1941, hvor Hitler forsøgte at invadere Sovjetunionen.
Operation Barbarossa var Hitlers forsøg på at få magten over Europas skæbne, men den militære operation endte som et fatalt slag for Det Tredje Rige. Seks millioner mennesker blev registreret dræbt, såret og meldt savnet på under seks måneder, og operationen så nogle af krigshistoriens mest hårrejsende overgreb fra både sovjetiske og tyske styrker.
LÆS OGSÅ: Modstandsfolk og mørklægningsgardiner. 6 bøger om Anden Verdenskrig i Danmark
Hitlers mål var at udrydde sovjetisk kommunisme, likvidere jøderne og skabe et større land for det tyske herrefolk. Og hvis han havde haft succes, havde krigens udfald været sikret.
Ved at gøre brug af nyt arkivmateriale, blandt andet fra de nyligt åbnede russiske arkiver, beskriver Jonathan Dimbleby, hvordan Sovjetunionen ødelagde Hitlers chance for at realisere visionen om et Tusindårsrige.
Læs bogens forord herunder, hvor Jonathan Dimbleby opridser slagets rammer.
Du kan købe Barbarossa – Da Hitler tabte krigen online, eller i din nærmeste boghandel.
Barbarossa – Da Hitler tabte krigen
Jonathan Dimbleby
FORORD
Hitlers invasion af Sovjetunionen den 22. juni 1941 var det største, blodigste og mest bestialske militære foretagende i krigens historie. Det specifikke formål med Barbarossaplanen (Unternehmen Barbarossa), kodenavnet, som Der Führer gav dette katastrofale projekt, blev også det mest afgørende felttog i 2. Verdenskrig.
Havde Hitler opnået dets mål – udslettelsen af Sovjetunionen – ville han have været herre over Europas skæbne. Men på det tidspunkt, da hans armeer var nået frem til Moskvas porte mindre end seks måneder senere, var den udsigt, som han måske engang havde haft til at realisere sin vrangforestilling om Tusindårsriget, for længst forsvundet.
Wehrmacht – det kollektive navn for den tyske hær, flåde og flyvevåbnet – fortsatte naturligvis med at iværksætte flere store offensiver og sikre mange dramatiske sejre i løbet af krigen. Men det var kortvarige triumfer. Allersenest i slutningen af 1941 havde tyskerne mistet enhver realistisk chance for at vinde krigen.
I tre et halvt år blev Sovjetunionens jord gennemvædet af millioner af menneskers blod. De blev ofre for et uhyggeligt slutspil, hvis udfald allerede var forudbestemt. Så forvirrende det end kan være for dem, der af forståelige grunde hævder, at det var de tapre allierede tropper, der gik i land på Normandiets strande i juni 1944, som var hovedmændene bag sejren over Hitler, så viser historien noget andet.
Det var ”Den Store Fædrelandskrig”, som Stalin kaldte kampene på Tysklands Østfront, ikke D-dag, der afgjorde Hitlers skæbne. Det betyder på ingen måde, at de, der gav deres liv under sidstnævnte felttog, gjorde det forgæves. Tværtimod: Det er frem for alt dem, millioner af deres medborgere i Vesteuropa kan takke for friheden og demokratiet, som den sovjetiske diktator nægtede deres naboer, da de senere faldt ind under Kremls ”indflydelsessfære”.
At Stalin var i stand til at bøje så stor en del af efterkrigstidens Europa efter sin vilje, udsprang af det forhold, at det var hans soldater, ikke hans vestlige allierede, som knækkede Det Tredje Rige på slagmarken. Selvom timingen og måden at knuse nazisterne på en gang for alle blev besluttet i fællesskab af USA, Storbritannien og Sovjetunionen, så var Barbarossaplanens fiasko det vigtigste vendepunkt for krigen i Europa, hvorefter nazismens endeligt – efter mindre end seks måneders intense kampe – blev uundgåelig.
Det er heller ikke for at forklejne omfanget af de lidelser, der blev udholdt i 1. Verdenskrig (hvor Slaget ved Somme alene kostede over en million faldne på lidt under fem måneder) eller i andre kampe under 2. Verdenskrig (hvor Slaget ved Stalingrad krævede et lignende antal ofre i samme tidsrum), når det hævdes, at ingen militær konflikt i historiens løb har budt på et blodbad, der i omfang kan måle sig med Barbarossaplanens, hvor omkring seks gange så mange unge mænd blev opført som dræbte, sårede eller savnede inden for nogenlunde det samme tidsrum.
Den tyske invasion af Sovjetunionen kom helt bag på Stalin og sendte chokbølger rundt i verden. Det blev næsten universelt antaget, at Den Røde Hær ville bukke under i løbet af få uger. Men den tyske triumferen viste sig at være forhastet.
Denne bog skildrer Barbarossaplanens fremadskridende proces fra dens begyndelse, og indtil Hitlers hære nåede frem til hovedstaden i slutningen af året. Den forsøger ikke at udforske hver eneste af de snesevis af slag, der blev udkæmpet på tre fronter på en enorm militær skueplads; dens fokus er på Heeresgruppe Mitte, styrken, der anførte invasionen og ledede angrebet mod Moskva.
I min kortlægning af denne armegruppes fremskridt trækker jeg i vidt omfang på rapporter, dagbøger, breve og memoirer hos dens førende hovedpersoner, deriblandt dens chef, General Fedor von Bock, hans underordnede generaler (som inkluderede Det Tredje Riges mest hyldede panzergeneral, Heinz Guderian) og officererne og de menige, der tjente under dem.
Mange af disse mænd skrev til deres kære med troskyldig oprigtighed: om frygten og opstemtheden ved kamp, drabene, kammeratskabet, deres hjemve, deres endeløse marcher hen over en gold jord i brændende sommerhede, det ubehagelige mudder i efteråret, der satte køretøjerne i stå og fangede infanterister og hestene, der blev brugt til at trække affutager i dens klæbrige favntag, og den arktiske vinter, hvor temperaturerne faldt til minus 35 grader, og titusinder mistede lemmer på grund af forfrysninger.
Langt fra at være en opskrift på sikker sejr blev Barbarossaplanen en heksekedel af bitre stridigheder mellem generalerne ved fronten og Oberkommando des Heeres i baglandet. Efterhånden som denne splittelse blev forværret, forsøgte hærens stabschef, Franz Halder, forgæves at mægle mellem dem og Wehrmachts lunefulde øverstkommanderende, Hitler, en mareridtsagtig opgave, som Halder skrev åbent om i sin krigsdagbog.
Ligesom kampene udkæmpet af Heeresgruppe Nord og Süd var Heeresgruppe Mittes felttog mod de sovjetiske armeer – der for det meste blev anført af Stalins mest fremragende militærchef, general Georgij Zjukov – ubarmhjertige, møjsommelige og brutale, men det var ikke en konventionel konflikt hverken af omfang eller karakter.
Østfronten var en slagmark, hvor mod var iøjnefaldende og pligt hellig, men hvor ingen af siderne gik særlig højt op i at vise med- menneskelighed. I stedet for ridderlighed var der had, en simplificeret atavisme, der blev opflammet af de kategoriske og uforsonlige direktiver, der strømmede fra Hitler og Stalin. De to diktatorer forsøgte ikke alene at dirigere forløbet af de militære slag, men insisterede også på, at der ikke skulle vises nogen nåde eller barmhjertighed. Krigens regler som fastsat i Genèvekonventionen blev ignoreret i dette titaniske slag mellem kontinentets to mastodonter.
De invaderende armeer var gentagne gange blevet fortalt, at deres fjende tilhørte en laverestående race, og deres tropper reagerede i overensstemmelse dermed. Både på og uden for slagmarken blev sovjetiske soldater såvel som civile jævnligt udsat for forfærdende grusomme handlinger. Tortur og mord udført af tropperne under deres kommando blev rutinemæssigt set igennem fingre med af Wehrmachts højtstående officerer, som ved gentagne lejligheder pådømte en i realiteten summarisk henrettelse af dem, der blev bedømt til at være politiske kommissærer, spioner eller partisaner.
Sådanne morderiske excesser begået af Ostheer (Østhæren) blev gengældt i fuldt mål af sovjetiske tropper, som ingen betænkeligheder havde ved at behandle tyskere som voldsforbrydere, mod hvem man kunne tage alle straffeforanstaltninger i brug, uden at det førte til sanktioner. På begge sider gav en dødelig kombination af had og frygt frihed til at udøve et sjældent barbari.
Beskrivelserne af den slags hændelser fra folk, som havde deltaget i dem eller overværet dem uden at gøre indsigelser, var påfaldende selvcentrerede, ofte trodsige og kun af og til blandet med skam eller afsky. Ingen beretning om Barbarossaplanen kan undlade at komme ind på de overvældende beviser for en frygtelig sandhed.
De fleste af dem, der gjorde tjeneste i Den Røde Hær, kæmpede enten af patriotiske grunde eller for at genvinde deres hjemland, andre gjorde det af ideologiske grunde, men alle med en viden om, at Stalins regime brugte terror i lige så høj grad som samtykke til at styre med. Den sovjetiske diktators paranoide overbevisning om, at han var omringet af ideologiske sabotører, var forbundet med en ubarmhjertig ligegyldighed over for andres liv. I krig som i fred var han hurtig til at tage dødelig hævn over dem, som mishagede ham.
Generaler blev underkastet summarisk henrettelse eller vilkårlig fængsling. De, der flygtede fra slagmarken eller overgav sig – selv stillet over for uoverstigelige odds – blev straffet med døden, deres familier blev straffet ikke alene af denne vanære, men også ved at miste deres udkomme og pensionsrettigheder. På Stalins befaling etablerede Stavkaen (den sovjetiske militære overkommando) ”spærreenheder”, som blev opstillet bag fronten for at skyde de mænd ned, der foretog et massetilbagetog frem for at blive mejet ned af den fremrykkende fjende.
Men det lykkedes den sovjetiske leder at sikre sig troskab fra et overvældende flertal af befolkningen, der støttede op om sagen. Som deres breve og memoirer (nogle af dem er først for nylig blevet fremdraget fra de russiske arkivers hemmelige indre) viser, holdt soldater og civile ud med stoisk beslutsomhed mod angriberne. Mange af Moskvas store vartegn blev dækket af kamuflagenet, og der blev indført spærretid i byen.
Det lykkedes arbejdere trods et konstant bombardement fra luften at demontere tusinder af strategisk vigtige industrianlæg og transportere dem i sikkerhed i Ural, hvor de meget hurtigt var i fuld gang igen og producerede i rivende hast. I efteråret 1941, da tyskerne truede den ydre ring i Moskvas utilstrækkelige forsvar, var hovedstaden i en tilstand af belejring; misdædere eller folk, der overtrådte udgangsforbuddet, blev skudt på stedet.
Under Zjukovs ledelse arbejdede titusinder af dårligt udrustede frivillige – mænd og kvinder, unge og gamle – stædigt og vedholdende på at afstive byens indre barrikader, grave skyttegrave og panserspærringer i dybt mudder eller frossen jord i den barske russiske vinter. Et regime, der udelukkende byggede deres styre på terror, ville aldrig have været i stand til at vække troskab hos et folk, uden hvis engagement et nederlag ville have været uundgåeligt.
Forbrydelserne mod menneskeheden begået på slagmarken af begge sider tog sig ubetydelige ud sammenlignet med de ugerninger, som tyskerne begik bag linjerne. Sovjetiske soldater, der overlevede og blev krigsfanger, blev tvunget til at gå i ilmarch mod fangenskabet. De blev mishandlet, tævet og pisket på vejen og nægtet medicin, mad og vand.
Titusinder døde, inden de nåede frem til de improviserede fangelejre, hvor de blev vogtet som kvæg og måtte trykke sig sammen bag pigtråd, og hvor de savnede husly og sanitet og alle de mest nødvendige midler til at holde sig i live på. Nogle fanger tyede til kannibalisme, men langt de fleste sultede ihjel. Denne bog beretter om en nådesløs brutalitet, der udgjorde en integreret del af Barbarossaplanen. I maj 1945 var omkring 3 millioner sovjetiske soldater døde i fangenskab. To tredjedele af disse mænd døde af sult eller var blevet skudt inden udgangen af 1941.
Og ikke nok med det. I de østlige territorier, som Wehrmacht fik under tysk kontrol i 1941, strejfede fire Einsatz-grupper (dødspatruljer) fra by til by med bemyndigelse til at begå massemord. Dannelsen af Einsatz-grupperne var godkendt af Hitler og organiseret af Heinrich Himmler og Reinhard Heydrich, der som chef for Schutzstaffel og chef for Reichssicherheitshauptamt, RSHA (Rigspolitiet: en sammenslutning af kriminalpoliti, sikkerhedspoliti og sikkerhedstjeneste) var de førende arkitekter bag holocaust.
Disse dødspatruljer, der oprindelig havde ordrer til at henrette ”jøder i parti- og statslige stillinger”, blev hurtigt opfordret til at dræbe alle jøder – mænd, kvinder og børn – med vilkårlig iver. Cheferne for Einsatz-grupperne var nidkære og konkurrencelystne og stræbte efter at overgå hinanden med stadig højere henrettelsesrater. På deres ordre blev ofre anholdt, berøvet deres ejendele, dræbt af henrettelsespelotoner og begravet i massegrave.
Morderne opererede ikke alene. De mest højtstående generaler i Wehrmacht var – trods at de heftigt bedyrede det modsatte efter krigen – ikke alene vidende om Einsatz-gruppernes rolle, men medvirkede også til at gøre deres arbejde lettere. I hvert eneste land, som blev invaderet af Hitler under Barbarossaplanen, gik almindelige soldater, lokale politistyrker og militser sammen om at hjælpe morderne med deres forehavender.
Det er der masser af beviser for i de officielle ordrer og beretninger samt i rapporter fra gerningsmændene selv og i udsagn fra øjenvidner og de få ofre, som overlevede. Disse vidnesbyrd er lige så ubestridelige, som de er forfærdende. Ingen fyldestgørende beskrivelse af Barbarossaplanen kan se bort fra dem.
I invasionens første uger var denne dedikerede indsats for at begå mord ikke tilsvarende effektiv. Men efterhånden fik morderne strømlinet deres operationer, indtil de havde perfektioneret en systematisk metode til at skyde et stort antal mænd, kvinder og børn i højt tempo – makabre resultater, som de rapporterede til deres foresatte i kolde, statistiske detaljer.
I løbet af den tyske invasions seks måneder, og efter en række uhyggelige eksperimenter med forskellig slags giftgas, kom de første dødslejre, deriblandt Auschwitz-Birkenau, i drift; industrialiseringen af massemord var begyndt. I julen 1941 var den første million ofre for Hitlers Endlösung blevet udryddet, enten med våben eller i gaskamre.
Der er en grotesk ironi i, at den mest ubeskrivelige forbrydelse i det tyvende århundred var det eneste element i Førerens apokalyptiske vision af Det Tredje Rige, som indtil krigens sidste måneder ikke blev unødigt hæmmet af nederlag på slagmarken. At forvise dette aspekt af Barbarossaplanen ville betyde at undgå at identificere et af dens mest direkte og umiddelbare resultater.
En fuld redegørelse for Hitlers invasion af Sovjetunionen kræver overvejelser over både dens årsag og dens virkning. Barbarossaplanen fandt ikke sted i et historisk vakuum, men var det direkte resultat af et højspændt politisk drama, der tog sin begyndelse efter 1. Verdenskrig, og den uløste, ulykkelige situation, som Europa befandt sig i efter krigen.
Derfor indledes første del af denne bog – måske til nogle læseres overraskelse – med foråret 1922, hvor Sovjetunionen og Tyskland, der for ganske nyligt havde været i klammeri med hinanden på 1. Verdenskrigs slagmarker og siden blev behandlet som pariastater af resten af Europa, underskrev en venskabspagt (Rapal- lotraktaten). De europæiske demokratier var forfærdede. Traktaten var et diplomatisk kup, som sendte den britiske premierminister ud i tovene; hans møjsommelige bestræbelser på at skabe konsensus på hele kontinentet til fordel for en bæredygtig økonomisk udvikling, og dermed fred og sikkerhed, var blevet ødelagt.
At rede ud i de sammenflettede tråde i det politiske drama, som blev udspillet efterfølgende på den europæiske scene – det er svært at skabe mening i Barbarossaplanen på anden måde – er at blotlægge den arrogance og frygt, der fik de splittede demokratier i Vesteuropa til at betragte Sovejtunionen med en afsky, der ikke kun udelukkede en meningsfuld dialog med Kreml, men også fik de fleste af dem til at betragte Tysklands sindsforvirrede Fører som det mindste af to onder.
Fra ruinerne af Versaillestraktaten til Hitlers opkomst i Tyskland og Stalins morderiske konsolidering af magten i Sovjetunionen, hele vejen frem til chokket ved Molotov-Ribbentrop-pagten (Den Tysk-sovjetiske Ikke-angrebspagt) i august 1939 kaster de officielle papirer, hovedpersonernes breve, dagbøger og memoirer kun et alt for grelt skær over de uforenelige og uopnåelige mål, der efterlod Europas ledere i vildrede, mens kontinentet styrede ubønhørligt mod en ny storbrand, som ingen ønskede – undtagen Hitler og muligvis Stalin (hvis hovedmål var at undgå direkte involvering) – men som ingen kunne forhindre.
I løbet af et år efter at 2. Verdenskrig var begyndt, havde de tyske panzerdivisioner ikke alene underlagt sig det meste af Vesteuropa, men Hitler havde også besluttet at udsætte invasionen af England og satse på at knuse Sovjetunionen først. Der fandtes mange grunde til denne skæbnesvangre beslutning, men den udløsende faktor for at iværksætte Barbarossaplanen lå på Balkan. Denne bog kigger derfor nærmere på den bitre strid mellem Moskva og Berlin om at kontrollere denne letantændelige og strategisk vigtige region i Europa.
Da de direkte forhandlinger mellem den sovjetiske udenrigsminister, Vjatjeslav Molotov, og Hitler nåede et irritabelt dødvande i slutningen af november 1940, beordrede Føreren sine generaler til at udarbejde detaljerede planer for invasionen af Sovjetunionen det følgende forår. I juni 1941, på det tidspunkt hvor han havde besat Jugoslavien og drevet briterne ud af Grækenland, befandt han sig nu i en krig på to fronter på samme tid.
Barbarossaplanen var således ikke noget isoleret fra det, der hurtigt blev en global konflikt, hvilket er den afgørende kontekst, som jeg har sat invasionen ind i. I løbet af få timer efter nyheden om, at Wehrmacht var på krigsstien i Sovjetunionen, tilsagde Churchill, efterfulgt af mindre bombastiske udtalelser fra Roosevelt et par dage senere, den sovjetiske sag sin utvetydige støtte. Inden længe befandt både Washington og London sig i en usandsynlig alliance med verdens eneste kommuniststat, og de tre ledere blev snart kendt som ”De Tre Store”.
Det var en jordskælvsagtig tilnærmelse, der ikke kun havde direkte betydning for krigen på Østfronten, men også for Europas historie i efterkrigstiden. Af den grund fokuserer min fortælling om Barbarossaplanen også på det intense menneskelige og politiske drama i dette turbulente, ofte bitre, men kritisk vigtige partnerskab mellem tre stater, mens diplomatiske udsendinge fra Washington og London føjtede rundt i Kreml for at rådslå med den lunefulde sovjetiske diktator.
Hitlers invasion af Sovjetunionen ændrede historiens gang. Som dens undertitel antyder, blev denne bog til i en tro på, at de sidste seks måneder af 1941 var et større øjeblik end nogen anden periode i det tyvende århundred. Barbarossaplanen var ikke kun en fatal satsning, det var også den, der førte til, at Hitler tabte krigen.
En fantastisk fortælling om den vigtigste og største militære operation under 2. Verdenskrig, hvor Hitler i 1941 invaderede Sovjetunionen.
Operation Barbarossa skulle udrydde sovjetisk kommunisme, likvidere jøderne og skabe lebensraum for det tyske herrefolk. Hvis invasionen havde været vellykket, havde Hitler kunne sikre krigens udfald. Men i stedet blev operationen enden på Det Tredje Rige.
Jonathan Dimbleby fortæller både om slaget, og om de politiske og diplomatiske spil, der ledte til krigens vendepunkt. Han trækker på helt nyt arkivmateriale, når han beskriver, hvordan Sovjetunionen ødelagde Hitlers chance for at realisere visionen om et Tusindårsrige.
Du kan købe Barbarossa – Da Hitler tabte krigen online, fx. på Saxo.dk, eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: