Hvad skal vi med historien? Det spørgsmål har vi stillet en række af Lindhardt og Ringhofs forfattere, der alle skriver historiske bøger.
I foråret var der Historiske Dage i Øksnehallen; en begivenhed, der på få år er blevet et stort tilløbsstykke for historieinteresserede. Samtidig er interessen for at læse om historien, lytte til podcasts om historie, se film og dokumentarer om historie enorm. Historien er en god historie!
Men udover at blive underholdt, mens vi bliver oplyst, hvad skal vi så med historien i en tid, hvor der er uoverskueligt meget, der kræver vores opmærksomhed i nutiden?
Det kan af og til føles, som om historien gentager sig, men gør den det? Udvikler verden sig ikke så meget, især teknologisk, at nutiden altid vil være en meget anden version end fortiden? Kan vi lære noget af historien, hvis formålet er at undgå at gentage fortidens fejltagelser? Hvad betyder historien for vores forståelse af nutiden og forventninger til fremtiden? Ja, hvad skal vi med historien?
Spørgsmålet har vi sendt videre til en række af Lindhardt og Ringhofs historieskrivende forfattere. De har fået frie hænder til at besvare spørgsmålet med udgangspunkt i, hvad der optager dem hver især i deres bøger og den måde, de har valgt at formidle historien på. Det er der kommet vidt forskellige, interessante og personlige tekster ud af, og der vil løbende komme flere til, så hold øje her på bog.dk.
Du kan læse vores forfatteres bud på, hvad vi skal med historien, her:
For cirka 30 år siden udgav historiker Palle Lauring en essaysamling med titlen Hvad skal vi med historien? Bogen fandt jeg en dag på en af forlagets bagerste hylder, og spørgsmålet blev hængede i mit hoved. Jeg sidder i presseafdelingen på Lindhardt og Ringhof og arbejder ofte sammen med mange af forlagets historieskrivende fagbogsforfattere, der bruger deres tid på dykke ned i arkivkasser, dagbøger, journaler og alskens kildemateriale for at vække historien og fortidens mennesker og begivenheder til live.
Udover at være nysgerrig for at høre, hvad der driver forfatterne til at beskæftige sig med fortiden, så har jeg også tænkt over, hvordan et almindeligt menneske som mig selv, der ikke er historiker, lever med en historisk bevidsthed, og hvorfor jeg synes, det har værdi.
I Palle Laurings titel-essay slutter han af med at konkludere, at mennesket ikke kan leve uden historien:
”Kun helt ureflekterede mennesker kan leve i nuet og kun i det, notabene: kan tro at de gør det. For historien ejer den fjerde dimension, rum plus tid. Man kan leve uden bevidsthed om historien. Det gør de små hunde. Men vi er mennesker”.
Når man ikke er en lille hund, men et menneske, så ved man instinktivt godt, at historien er vigtig. Tanken om at være historieløs forekommer skræmmende og umulig. At være frit svævende i nutiden med udsigt til en fremtid uden holdepunkter og en forhistorie at læne sig ind i. Mennesker har brug for sammenhæng. Brug for historien for at forstå, hvor vi kommer fra, og hvordan er vi nået hertil, og hvilket stillads vores nutid er bygget af.
Gravsten i Mindelunden med teksten: Græd ikke, men husk.
Ude i Mindelunden, mindekirkegården for Danmarks frihedskamp under Besættelsen, står der på en af gravstene: Græd ikke men husk. Det er svært ikke at bevæge sig rundt i parkanlægget på Østerbro uden at blive både andægtig og bevæget over de mange unge mænd, der modigt har ladet livet i kampen for frihed, for fællesskabet, for Danmark.
Men det føles også rigtigt og vigtigt at opsøge stedet, mærke klumpen i halsen og tårerne i øjnene, og netop blive mindet om og huske på, hvad disse mænd for 80 år siden gennemgik og har ofret. Hvis vi skal efterleve ordene på gravstenen, så er det en national forpligtelse at mindes historien i Mindelunden, konfrontere os med den, selvom det kan fremkalde tårer.
Samme oplevelse af vigtighed trods voldsom emotionel bevægelse havde jeg, da jeg besøgte Auschwitz-Birkenau koncentrationslejrene i Polen og Folkedrabsmuseet i Sarajevo (Museum of crimes against humanity and genocide 1992-1995). Begge steder er uhyrlige påmindelser om menneskelige fortrædeligheder i fortiden, svære at begribe, desto vigtigere at opsøge og ikke glemme. Det føles som at træde et skridt tættere på historien, når man besøger et sted med en historie, betragter en historisk genstand, kigger på en gravsten med et navn, en fødselsdag og en dødsdag, læser et vidnesbyrd eller en øjenvidneberetning. En levendegørelse af historien ligesom når en historiker formidler den.
Ydmyghed overfor historien
En anden del af historien er den nære historie; slægten, man kommer fra. At min mor, der laver slægtsforskning har fundet ud af, at vi er i familie med Søren Kierkegaard, betragter jeg kun som en spøjs kurositet i en slægt, der ellers består af bønder og arbejdere så langt øjet rækker. Men jeg tænker ofte på mine bedsteforældre, og den verden, de levede i og de vilkår og muligheder i livet, som blev dem tildelt, da de blev født for 100 år siden.
Min farfar arbejdede i brunkulslejerne på den jyske hede ved Søby nær Herning, hvor mange unge mænd sled i det for at grave brunkul i årene fra 1940 og frem. Min bedstefar slog sig ned i Grindsted sammen med sin familie, og han var trofast socialdemokrat, murerarbejdsmand og levede af forefaldende arbejde, inden han døde som 66-årig.
Min farmor og bedstemor passede begge hus og børn og bidrog af og til til husholdningen ved at tage forskelligt ufaglært arbejde. Ingen spurgte nogensinde nogen af dem om, hvad de havde lyst til at tage sig til. Om de havde lyst til at gå i gymnasiet, tage på højskole, rejse rundt med rygsæk i Asien, flytte fra Jylland til København for at tage en akademisk udddannelse, ligesom jeg gjorde det et par generationer senere.
Min bedstemor og bedstefar, Gerda Marie og Harry Julius Lauridsen
Deres liv var svimlende forskellige fra mit, men jeg føler en vigtighed ved at være bevidst om det, jeg kommer fra og fortælle det videre til mine børn. Der indsniger sig en ydmyghed overfor dem, der kom før mig og som var med til at skabe det samfund grundlagt på værdier, der har givet mig og mine børn næsten uanede muligheder for at forme vores egen tilværelse, som har sikret os adgang til en uddannelse, mulighed for at rejse over hele verden og sørget for økonomiske vilkår, der har givet en større grad af frihed. Jeg tager ikke noget af det for givet, men er dybt taknemlig.
Hvad skal vi med historien? Det spørgsmål har vi stillet en række af Lindhardt og Ringhofs forfattere, der alle skriver historiske bøger.
I foråret var der Historiske Dage i Øksnehallen; en begivenhed, der på få år er blevet et stort tilløbsstykke for historieinteresserede. Samtidig er interessen for at læse om historien, lytte til podcasts om historie, se film og dokumentarer om historie enorm. Historien er en god historie!
Men udover at blive underholdt, mens vi bliver oplyst, hvad skal vi så med historien i en tid, hvor der er uoverskueligt meget, der kræver vores opmærksomhed i nutiden?
Det kan af og til føles, som om historien gentager sig, men gør den det? Udvikler verden sig ikke så meget, især teknologisk, at nutiden altid vil være en meget anden version end fortiden? Kan vi lære noget af historien, hvis formålet er at undgå at gentage fortidens fejltagelser? Hvad betyder historien for vores forståelse af nutiden og forventninger til fremtiden? Ja, hvad skal vi med historien?
Spørgsmålet har vi sendt videre til en række af Lindhardt og Ringhofs historieskrivende forfattere. De har fået frie hænder til at besvare spørgsmålet med udgangspunkt i, hvad der optager dem hver især i deres bøger og den måde, de har valgt at formidle historien på. Det er der kommet vidt forskellige, interessante og personlige tekster ud af, og der vil løbende komme flere til, så hold øje her på bog.dk.
Du kan læse vores forfatteres bud på, hvad vi skal med historien, her:
Anders Bo Rasmussen, historiker på SDU og forfatter til Pio – Flugten fra Amerika: Historien minder os om, at der er andre måder at indrette tilværelsen på
Asser Amdisen, direktør på skoleskibet Georg Stage og forfatter til blandt andet En ualmindelig og kortfattet danmarkshistorie: Historien handler faktisk aldrig om i går – den handler om i dag og i morgen
Tommy Heisz, podcastvært på Vild historie og forfatter til blandt andet Blod under halvmånen: Jeg tror på, at fortiden vil os noget
Anders Lundt Hansen, skribent på Weekendavisen og forfatter til blandt andet Danmark – De første 1000 år: Historien kan skræmme dig. Det bør den faktisk gøre
Simon Ankjærgaard, podcastvært på Vild historie og forfatter til blandt andet Oktober 1943: Historien er meget mere end dramatiske fortællinger om skurke og helte
Peter Harmsen, Asienkorrespondent på Weekendavisen, ph.d. i Kina-studier og forfatter til blandt andet Den mørkeste vinter: Sindberg, kejseren af Kina og Kennedy. Når vi lærer af historien, og når vi ignorerer den
Jesper Clemmensen, tilrettelægger af dokumentarfilm og forfatter til blandt andet Flugtrute Østersøen: Detaljer i et gulnet dokument kan løsne en knude i en familie
Mennesker har brug for sammenhæng
For cirka 30 år siden udgav historiker Palle Lauring en essaysamling med titlen Hvad skal vi med historien? Bogen fandt jeg en dag på en af forlagets bagerste hylder, og spørgsmålet blev hængede i mit hoved. Jeg sidder i presseafdelingen på Lindhardt og Ringhof og arbejder ofte sammen med mange af forlagets historieskrivende fagbogsforfattere, der bruger deres tid på dykke ned i arkivkasser, dagbøger, journaler og alskens kildemateriale for at vække historien og fortidens mennesker og begivenheder til live.
Udover at være nysgerrig for at høre, hvad der driver forfatterne til at beskæftige sig med fortiden, så har jeg også tænkt over, hvordan et almindeligt menneske som mig selv, der ikke er historiker, lever med en historisk bevidsthed, og hvorfor jeg synes, det har værdi.
I Palle Laurings titel-essay slutter han af med at konkludere, at mennesket ikke kan leve uden historien:
”Kun helt ureflekterede mennesker kan leve i nuet og kun i det, notabene: kan tro at de gør det. For historien ejer den fjerde dimension, rum plus tid. Man kan leve uden bevidsthed om historien. Det gør de små hunde. Men vi er mennesker”.
Når man ikke er en lille hund, men et menneske, så ved man instinktivt godt, at historien er vigtig. Tanken om at være historieløs forekommer skræmmende og umulig. At være frit svævende i nutiden med udsigt til en fremtid uden holdepunkter og en forhistorie at læne sig ind i. Mennesker har brug for sammenhæng. Brug for historien for at forstå, hvor vi kommer fra, og hvordan er vi nået hertil, og hvilket stillads vores nutid er bygget af.
Ude i Mindelunden, mindekirkegården for Danmarks frihedskamp under Besættelsen, står der på en af gravstene: Græd ikke men husk. Det er svært ikke at bevæge sig rundt i parkanlægget på Østerbro uden at blive både andægtig og bevæget over de mange unge mænd, der modigt har ladet livet i kampen for frihed, for fællesskabet, for Danmark.
Men det føles også rigtigt og vigtigt at opsøge stedet, mærke klumpen i halsen og tårerne i øjnene, og netop blive mindet om og huske på, hvad disse mænd for 80 år siden gennemgik og har ofret. Hvis vi skal efterleve ordene på gravstenen, så er det en national forpligtelse at mindes historien i Mindelunden, konfrontere os med den, selvom det kan fremkalde tårer.
Samme oplevelse af vigtighed trods voldsom emotionel bevægelse havde jeg, da jeg besøgte Auschwitz-Birkenau koncentrationslejrene i Polen og Folkedrabsmuseet i Sarajevo (Museum of crimes against humanity and genocide 1992-1995). Begge steder er uhyrlige påmindelser om menneskelige fortrædeligheder i fortiden, svære at begribe, desto vigtigere at opsøge og ikke glemme. Det føles som at træde et skridt tættere på historien, når man besøger et sted med en historie, betragter en historisk genstand, kigger på en gravsten med et navn, en fødselsdag og en dødsdag, læser et vidnesbyrd eller en øjenvidneberetning. En levendegørelse af historien ligesom når en historiker formidler den.
Ydmyghed overfor historien
En anden del af historien er den nære historie; slægten, man kommer fra. At min mor, der laver slægtsforskning har fundet ud af, at vi er i familie med Søren Kierkegaard, betragter jeg kun som en spøjs kurositet i en slægt, der ellers består af bønder og arbejdere så langt øjet rækker. Men jeg tænker ofte på mine bedsteforældre, og den verden, de levede i og de vilkår og muligheder i livet, som blev dem tildelt, da de blev født for 100 år siden.
Min farfar arbejdede i brunkulslejerne på den jyske hede ved Søby nær Herning, hvor mange unge mænd sled i det for at grave brunkul i årene fra 1940 og frem. Min bedstefar slog sig ned i Grindsted sammen med sin familie, og han var trofast socialdemokrat, murerarbejdsmand og levede af forefaldende arbejde, inden han døde som 66-årig.
Min farmor og bedstemor passede begge hus og børn og bidrog af og til til husholdningen ved at tage forskelligt ufaglært arbejde. Ingen spurgte nogensinde nogen af dem om, hvad de havde lyst til at tage sig til. Om de havde lyst til at gå i gymnasiet, tage på højskole, rejse rundt med rygsæk i Asien, flytte fra Jylland til København for at tage en akademisk udddannelse, ligesom jeg gjorde det et par generationer senere.
Deres liv var svimlende forskellige fra mit, men jeg føler en vigtighed ved at være bevidst om det, jeg kommer fra og fortælle det videre til mine børn. Der indsniger sig en ydmyghed overfor dem, der kom før mig og som var med til at skabe det samfund grundlagt på værdier, der har givet mig og mine børn næsten uanede muligheder for at forme vores egen tilværelse, som har sikret os adgang til en uddannelse, mulighed for at rejse over hele verden og sørget for økonomiske vilkår, der har givet en større grad af frihed. Jeg tager ikke noget af det for givet, men er dybt taknemlig.
Historien gør mig ydmyg.
Andre læste også: