Af og til kan det føles, som om historien gentager sig, og menneskeheden cykler i ring. Men gør den egentlig det? Udvikler verden sig ikke så meget, at nutiden altid vil være forskellig fra fortiden? Kan vi lære noget af historien og undgå at gentage fortidens fejltagelser? Ja, hvad skal vi med historien? Det giver Tommy Heisz, journalist og forfatter til Blod under halvmånen, sit bud på.
”Hvad er der sket her?”
Det spørgsmål stillede den danske journalist Franz von Jessen, da han i 1913 ankom på hesteryg til byen Nigrita, som ligger i det nuværende Grækenland. Byen var en rygende ruinhob efter bulgarernes angreb. Den danske journalist gik rundt i askedynger og murbrokker, indtil han fandt en 32-årig mand, som kunne fortælle, hvad der var sket. Han kunne berette om, hvordan soldaterne havde kastet halm ind i byens huse, overhældt det med petroleum og tændt ild. De havde forsøgt at slå alle ihjel.
”Min kammerat blev dræbt. Jeg fik tre bajonetstød i højre lår og besvimede,” fortalte manden, der mirakuløst havde overlevet.
Under den 2. balkankrig fandt grufulde krigsforbrydelser sted. Kun få vidner udefra kunne efterfølgende fortælle om, hvad der var sket. Franz von Jessen var en af dem. Da han senere samme dag satte sig ned og klaprede løs på sin medbragte skrivemaskine, sendte han samtidig en flaskepost frem i tiden. Omtrent 110 år senere fandt jeg hans observationer og flettede dem ind i min bog om Europas glemte krig, Blod under halvmånen.
Historie er alt det, vi fortæller videre. Fortiden er et uendeligt mylder af karakterer, begivenheder og sagte og skrevne ord. Men når nogen – som først Franz von Jessen og 110 år senere jeg – plukker netop dette hændte og sender det videre som en fortælling, så har vi fat i det, vi kan kalde historien.
Tommy Heisz. Fotograf: Helga Theilgaard
Jeg tror på, at fortiden vil os noget. Det er derfor, jeg som forfatter tilbringer så meget tid med den. Mange vil nok argumentere for, at kun nutiden tæller, og at man derfor gør klogest i at koncentrere sig om den. Men vi er kun noget i kraft af den historie, vores identitet hviler på. Om man så er dansker, græker eller bulgarer. Mand, kvinde eller nonbinær. Babyboomer, Generation X, Y, Z eller millennial. Vi mennesker er en stor del af tiden optaget af at fortælle historier om, hvem vi er, og hvad der har formet os. Og når vi skal indramme vores identitet, kaster vi som regel blikket tilbage og leder efter mønstre.
Som 7-8-årig stod jeg ansigt til ansigt med manden fra mosen. Hans øjne var lukkede, og hans døde krop med den læderagtige hud lå bag glasset i en montre. Jeg følte en forbindelse til ham, som jeg stod der, paralyseret og med store øjne, på museet i min hjemby Silkeborg. Manden havde ikke selv bedt om at blive lagt til skue på den måde. Omkring et halvt århundrede tidligere havde nogen fundet hans lig i en mose lidt uden for byen. Døden var indtruffet flere tusinde år tidligere.
Indtil fundet i mosen havde manden bare været fortid. Nu var han historie. Nogen havde konserveret ham, gjort ham pænt i stand, lagt ham i montren, sørget for den rigtige belysning. De havde også givet ham et navn, Tollundmanden, og skrevet en tekst med et bud på hans fortælling. Alt det gjorde det muligt for en dreng som mig – og for alle museets andre besøgende – at forestille sig en tilværelse i jernalderen.
Når jeg siger, at fortiden vil os noget, kan det nærmest lyde spirituelt. Det er ikke sådan ment. Vi er ikke ude i omvandrende genfærd eller ånder. Jeg er af den overbevisning, at Tollundmanden er stendød, som han ligger der. Men han rummer en historie. Han gør det muligt for os at spejle os i, hvordan det må have været at være menneske for et par tusinde år siden i det område, vi i dag kalder Danmark.
Men hvad skal vi egentlig bruge det til? Er det ikke lige meget, hvordan det var at være menneske på andre tider? Et typisk argument for historiens værdi er, at den er med til at gøre os klogere. At vi med historien i hånden kan undgå tidligere generationers fejltrin og på den måde avancere endnu et skridt på menneskehedens stige. Måske er det rigtigt. I hvert fald har vi siden Franz von Jessens observationer af grufulde krigsforbrydelser i Nigrita fået et sæt menneskerettigheder og andre tiltag, der skal være med til at beskytte mennesker mod den slags.
På den anden side må man konstatere, at alt det, der dengang førte til krig – territoriale konflikter og uenigheder om oprindselsesmyter – i skrivende stund stadig er med til at gøre Europa til et usikkert kontinent. Efter at have set en nyhedsudsendelse på tv i 2024, sidder man ikke nødvendigvis tilbage med følelsen af, at i dag er bedre end i går.
Det er ikke sikkert, at historien kan redde os. Måske er det også for meget at forlange af den – at den skal gøre os konstant klogere og på den måde løfte hele menneskeheden. Måske giver historien os bare en bedre forståelsesramme for, hvad det vil sige at være menneske – dyret, der adskiller sig fra alle de andre ved at være i stand til at forestille sig fremtiden. Sådan en forestilling er bygget på mønstre – og de mønstre kan man af og til være heldig at finde, når man har en god dag i arkiverne.
Blod under halvmånen af Tommy Heisz
En dramatisk beretning om det oversete præludium til 1. Verdenskrig. Den moderne europæiske historie indledes som regel i 1914 med attentatet på den østrig-ungarske tronarving Franz Ferdinand i Sarajevo. Men i Europas sydøstligste hjørne var krigen i gang længe før det.
På Balkan førte nationalistiske strømninger og et ønske om at drive osmannerne ud af Europa til voldsomme slag, angreb på civile og enorme flygtningestrømme. Resultatet havde ikke kun indflydelse på det 20. århundredes to verdenskrige, men også på konflikter helt op til i dag.
Journalist og forfatter Tommy Heisz trækker på breve, dagbøger og andre overleveringer, der fortæller om blodige slag, etnisk udrensning og koleraudbrud.
Af og til kan det føles, som om historien gentager sig, og menneskeheden cykler i ring. Men gør den egentlig det? Udvikler verden sig ikke så meget, at nutiden altid vil være forskellig fra fortiden? Kan vi lære noget af historien og undgå at gentage fortidens fejltagelser? Ja, hvad skal vi med historien? Det giver Tommy Heisz, journalist og forfatter til Blod under halvmånen, sit bud på.
”Hvad er der sket her?”
Det spørgsmål stillede den danske journalist Franz von Jessen, da han i 1913 ankom på hesteryg til byen Nigrita, som ligger i det nuværende Grækenland. Byen var en rygende ruinhob efter bulgarernes angreb. Den danske journalist gik rundt i askedynger og murbrokker, indtil han fandt en 32-årig mand, som kunne fortælle, hvad der var sket. Han kunne berette om, hvordan soldaterne havde kastet halm ind i byens huse, overhældt det med petroleum og tændt ild. De havde forsøgt at slå alle ihjel.
”Min kammerat blev dræbt. Jeg fik tre bajonetstød i højre lår og besvimede,” fortalte manden, der mirakuløst havde overlevet.
Under den 2. balkankrig fandt grufulde krigsforbrydelser sted. Kun få vidner udefra kunne efterfølgende fortælle om, hvad der var sket. Franz von Jessen var en af dem. Da han senere samme dag satte sig ned og klaprede løs på sin medbragte skrivemaskine, sendte han samtidig en flaskepost frem i tiden. Omtrent 110 år senere fandt jeg hans observationer og flettede dem ind i min bog om Europas glemte krig, Blod under halvmånen.
Historie er alt det, vi fortæller videre. Fortiden er et uendeligt mylder af karakterer, begivenheder og sagte og skrevne ord. Men når nogen – som først Franz von Jessen og 110 år senere jeg – plukker netop dette hændte og sender det videre som en fortælling, så har vi fat i det, vi kan kalde historien.
Jeg tror på, at fortiden vil os noget. Det er derfor, jeg som forfatter tilbringer så meget tid med den. Mange vil nok argumentere for, at kun nutiden tæller, og at man derfor gør klogest i at koncentrere sig om den. Men vi er kun noget i kraft af den historie, vores identitet hviler på. Om man så er dansker, græker eller bulgarer. Mand, kvinde eller nonbinær. Babyboomer, Generation X, Y, Z eller millennial. Vi mennesker er en stor del af tiden optaget af at fortælle historier om, hvem vi er, og hvad der har formet os. Og når vi skal indramme vores identitet, kaster vi som regel blikket tilbage og leder efter mønstre.
Som 7-8-årig stod jeg ansigt til ansigt med manden fra mosen. Hans øjne var lukkede, og hans døde krop med den læderagtige hud lå bag glasset i en montre. Jeg følte en forbindelse til ham, som jeg stod der, paralyseret og med store øjne, på museet i min hjemby Silkeborg. Manden havde ikke selv bedt om at blive lagt til skue på den måde. Omkring et halvt århundrede tidligere havde nogen fundet hans lig i en mose lidt uden for byen. Døden var indtruffet flere tusinde år tidligere.
Indtil fundet i mosen havde manden bare været fortid. Nu var han historie. Nogen havde konserveret ham, gjort ham pænt i stand, lagt ham i montren, sørget for den rigtige belysning. De havde også givet ham et navn, Tollundmanden, og skrevet en tekst med et bud på hans fortælling. Alt det gjorde det muligt for en dreng som mig – og for alle museets andre besøgende – at forestille sig en tilværelse i jernalderen.
LÆS OGSÅ: Tommy Heisz om Blod under halvmånen: Historien skal fortælles gennem menneskers øjne
Når jeg siger, at fortiden vil os noget, kan det nærmest lyde spirituelt. Det er ikke sådan ment. Vi er ikke ude i omvandrende genfærd eller ånder. Jeg er af den overbevisning, at Tollundmanden er stendød, som han ligger der. Men han rummer en historie. Han gør det muligt for os at spejle os i, hvordan det må have været at være menneske for et par tusinde år siden i det område, vi i dag kalder Danmark.
Men hvad skal vi egentlig bruge det til? Er det ikke lige meget, hvordan det var at være menneske på andre tider? Et typisk argument for historiens værdi er, at den er med til at gøre os klogere. At vi med historien i hånden kan undgå tidligere generationers fejltrin og på den måde avancere endnu et skridt på menneskehedens stige. Måske er det rigtigt. I hvert fald har vi siden Franz von Jessens observationer af grufulde krigsforbrydelser i Nigrita fået et sæt menneskerettigheder og andre tiltag, der skal være med til at beskytte mennesker mod den slags.
På den anden side må man konstatere, at alt det, der dengang førte til krig – territoriale konflikter og uenigheder om oprindselsesmyter – i skrivende stund stadig er med til at gøre Europa til et usikkert kontinent. Efter at have set en nyhedsudsendelse på tv i 2024, sidder man ikke nødvendigvis tilbage med følelsen af, at i dag er bedre end i går.
Det er ikke sikkert, at historien kan redde os. Måske er det også for meget at forlange af den – at den skal gøre os konstant klogere og på den måde løfte hele menneskeheden. Måske giver historien os bare en bedre forståelsesramme for, hvad det vil sige at være menneske – dyret, der adskiller sig fra alle de andre ved at være i stand til at forestille sig fremtiden. Sådan en forestilling er bygget på mønstre – og de mønstre kan man af og til være heldig at finde, når man har en god dag i arkiverne.
Blod under halvmånen af Tommy Heisz
En dramatisk beretning om det oversete præludium til 1. Verdenskrig. Den moderne europæiske historie indledes som regel i 1914 med attentatet på den østrig-ungarske tronarving Franz Ferdinand i Sarajevo. Men i Europas sydøstligste hjørne var krigen i gang længe før det.
På Balkan førte nationalistiske strømninger og et ønske om at drive osmannerne ud af Europa til voldsomme slag, angreb på civile og enorme flygtningestrømme. Resultatet havde ikke kun indflydelse på det 20. århundredes to verdenskrige, men også på konflikter helt op til i dag.
Journalist og forfatter Tommy Heisz trækker på breve, dagbøger og andre overleveringer, der fortæller om blodige slag, etnisk udrensning og koleraudbrud.
Du kan købe Blod under halvmånen online, fx hos Bog & Idé, eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: