Anders Lindemann er klar med en spektakulær fortælling, hvor han har rejst i sin morfars fodspor for at genskabe historien om et liv med flere kontroverser og mysterier, end de flestes. Smuglæs i Kelvins krig her.
Han solgte hundredtusindvis af bøger, fik international succes og satte et stort aftryk i kulturlivet og den offentlige debat. Han havde sågar litterære fejder med ingen ringere end Karen Blixen. Verdensmand blev han kaldt i aviserne. Men så blev han glemt. Hvordan kunne det gå til? Og hvem var Kelvin Lindemann egentlig?
Da journalist Anders Lindemann finder en pistol fra 2. Verdenskrig i sin afdøde morfars arbejdsværelse, beslutter han sig for at gå på jagt efter den glemte forfatters livshistorie.
LÆS OGSÅ: 15 bøger der gør dig klogere
Vi følger Kelvin Lindemann fra starten af livet i Sibirien, hvor hans familie flygter op til den russiske revolution. I Danmark iscenesætter den unge Kelvin sig som mediestjerne i jazztidens København og bliver forfatter og journalist. Han tager på rejser ud i et Europa plaget af kaos, borgerkrig og nazismens fremmarch.
Men da han søger beskyttelse fra nazisterne, begynder hans glansfulde facade at krakelere. For Kelvin Lindemanns fortid gemmer på hemmeligheder og skyggesider, som hans fjender kunne bruge imod ham.
Læs de to første kapitler af Kelvins krig herunder.
Kelvins krig
Anders Lindemann
1
21-årige Kelvin Lindemann havde iført sig sit stiveste pus: smokingjakke, skjorte med stiv flip og butterfly. Men når han kiggede sig i spejlet, kunne nok så meget galla ikke skjule de ar efter bumser, der furede hans ansigt. Han var knap nok blevet voksen, og nu skulle han modtage den flotteste udmærkelse, en forfatter på hans alder kunne drømme om.
Om aftenen den 2. april 1933 skulle han fejres i Admiral Gjeddes Gård i det indre København. Efter flere ugers diskussion i dagspressen kunne han endeligt kåres som vinderen af den eftertragtede H.C. Andersen-mindemedalje.
Det kunne ikke blive mere prestigefyldt. Medaljen blev en gang om året uddelt på nationaldigterens fødselsdag til et ungt talent. Helt i Andersens ånd skulle en grim ælling i den litterære andedam opmuntres til at folde vingerne ud og blive en svane. Det gjorde ikke interessen for årets prismodtager mindre, at forfatterforeningens formand, Hartvig Jacobsen, og boghandler Arnold Busck ville møde op i Admiral Gjeddes Gård for at lykønske Kelvin og kaste glans over ceremonien og den efterfølgende festmiddag på Mønterkroen.
Det var ikke uden en vis forargelse i dagspressen, at Kelvin var endt som modtager af mindemedaljen. Romanen, han skulle hædres for, hed Vi skal nok blive berømte – et generationsportræt af ungdommen, sådan som den så ud i forfatterens øjne. Men der var ikke meget håb for fremtiden, hvis ungdommen i virkeligheden var som i Kelvins fiktion.
”H.C. Andersen vender sig i sin grav!” skrev anmelderen på Helsingørs Avis, efter at han havde bladret sig igennem bogens 205 sider.
Hovedpersonen, Ole, er en purung kunstner fra Frederiksberg. En eftermiddag på runddelen forfører han en arbejderpige fra Vesterbro, og efter en intens kurtisering på snørklede stier i Frederiksberg Have ser han ud til at have heldet med sig. Stien fører gennem et buskads, og Ole folder sin regnfrakke ud, så de ikke bliver våde i den fugtige skovbund. De sætter sig ned, og så sker der … intet. Kun akavet tavshed. Men så tager en af dem initiativet:
Pludselig hviskede hun, uden sammenhæng med andet: Skal vi? Skal vi gøre det? Han nikkede og trak hende ind til sig. Hun skubbede ham væk og trak kjolen op over hovedet og skuttede sig i kulden. Han hjalp hende, noget fummelfingret. Da han så, hun næsten ingen bryster havde, mærkede han en isnen krybe ned ad ryggen. (…) Han røg en cigaret, mens hun tog tøjet på. De hørte en fjern gongongs tre slag. Inden et kvarter måtte de være ude af parken.
En af de mest forargede læsere hed Freilif Olsen, var 65 år gammel og chefredaktør for Ekstra Bladet. Efter at have læst bogen fra ende til anden sad han tilbage med en næsten kvalmende fornemmelse.
Hvad lignede det at belønne en så frastødende forfatter med en medalje, spurgte han sine læsere:
”Der er i Kelvin Lindemanns bog visse tilløb, som tyder på, at det unge menneske har talent. Hans første tyve sider fortæller morsomt om et par skoledrenge, deres drømme og fantasier. Men meget snart løber det hele ud i det rene pjask. Så snart drengene begynder at blive voksne, slipper forfatteren taget i dem – af den simple grund, at han er ikke selv blevet voksen endnu. Han er stadig den samme overforkælede dreng, der morer sig med talrige sløsede samlejer og til afveksling lidt barnefødsel og lidt blodskam. Pjank og pjask alt sammen det er til at få kvalme af.”
Kelvin vidste, at hans bog kunne virke provokerende. Men hvis læserne troede, at den var en hyldest til mange seksualpartnere og berømmelsessyge, havde de misforstået pointen. Meningen var tværtimod at skildre en skyggeside af moderne københavnerliv.
”Den danske ungdom, sådan som jeg kender den fra København, har ingen sans for realiteterne,” udtalte Kelvin i et interview.
I protest mod forældrenes seksualforskrækkelse var de unge havnet i den modsatte grøft, hvor idealet er så mange partnere som muligt. Victoriatidens snerpede seksualmoral hørte fortiden til, og kulturen i Danmark og resten af det vestlige Europa var under kraftig påvirkning fra USA.
Storbyens reklamer, natklubber, glitrende magasiner og Hollywood-film lokkede med løfter om berømmelse, tilsyneladende uden at de unge behøvede at gøre en særlig indsats for det. Men det var et falsk løfte, der i længden ville gøre ungdommen til ofre for deres egne drifter, lod Kelvin forstå.
Anmelderne i dagspressen havde svært ved at placere forfatteren til generationsportrættet i Vi skal nok blive berømte. Det var konservativ kulturkritik fremført af en moderne ung mand. Kelvin Lindemann nøjedes ikke kun med at stille sig kritisk til samfundet. Tilsyneladende stillede han sig også i opposition til dem, han var i opposition med – ungdommen.
Da medaljeoverrækkelsen begyndte i festsalen i Admiral Gjeddes Gård, lagde dommeren ud med at revse årets vinder. Dele af bogen var direkte sjusket skrevet, udtalte Christian Rimestad, en af tidens fremtrædende litteraturkritikere. Når det samme ord optrådte to gange i en sætning, skurrede det, som når en gaffel bliver kørt hen over en tavle. Men det var nybegynderfejl, udglattede Rimestad.
Gang på gang kaldte Lindemann et smil frem hos læserne, og heri lå forklaringen på hans talent. Et sikkert instinkt for at skildre sine hovedpersoner med alvor og alligevel med ironi løftede årets medaljevinder op over konkurrenterne.
Efter at have lyttet til motiveringen læste Kelvin højt fra sin roman, men oplæsningen var så utydelig, at det var umuligt at høre, hvad der blev sagt. Meningen var, at publikum skulle blive nysgerrige og selv få lyst til at købe bogen, forklarede en journalist i sin reportage.
Herefter hæftede Christian Rimestad medaljen på Kelvins smokingjakke, forsamlingen brød ud i bifald, på forreste række sad forlæggeren Arnold Busck og nikkede anerkendende, og med Kelvin i front bevægede selskabet sig gennem indre by for at fortsætte fejringen på Mønterkroen.
Det var det her, Kelvin havde set frem til i måneder. Det, han havde drømt om siden sin tidligste ungdom, og som i perioder havde holdt ham til tasterne syv timer dagligt. Præmiesummen var 500 kroner, men pengene var det mindste. Lykønskninger fra kolleger og konkurrenter, opmærksomhed fra avisernes smagsdommere, skåltaler og lyden af champagnepropper, der springer – alt dette var den virkelige præmie.
En provokerende ung kunstner havde gjort sit indtog på den litterære scene i København, fast besluttet på at gøre sig gældende. Uanset hvad man måtte mene om ham og hans kunst, skulle han som ungdomsforfatter i de kommende år blive umulig at komme udenom. Og kun de færreste anfægtede, at der bag hans lidt smarte facon gemte sig et ubestrideligt talent. Forfatteren og kulturskribenten Tom Kristensen var én af mange, der havde et godt øje til den unge laban:
”Som den ærgerrige unge mand, Kelvin Lindemann er, har han selvfølgelig måttet opleve berømmelsessygen og alle dens kvaler, og det lover godt for hans fremtid, at han allerede nu har villet analysere denne syge, skrive om dens skrækkelige symptomer og dens ødelæggende eftervirkninger og til slut kritisere den sønder og sammen.”
Men på Ekstra Bladet var Freilif Olsen mere kritisk. Kelvin Lindemanns karriere var begyndt med al for meget reklame og rygklapperi, mente han:
”Selvforgudelsen indenfor visse ’litterære’ kredse antager af og til fornærmelige, nærmest groteske former.” Han placerede Lindemann i kategorien af forkælede digtere, der var bedre tjent med at blive revset end med hæder og skåltaler:
”Adskillige af dem kunne man ønske sig sendt hjem i seng med en endefuld, selvom man er nok så meget modstander af pryglestraf,” skrev Olsen.
Bøger fra forfattere som Kelvin Lindemann var noget nær det første brøl, som den litterære ungdom lod høre fra sig efter 1. Verdenskrig. Han var repræsentant for den første generation, som var blevet voksne efter krigen, men som var for unge til, at rædslerne havde efterladt sig et varigt indtryk.
Fra 1914 til 1918 havde Europa været skueplads for verdenshistoriens mest destruktive krig. Soldater i massevis blev massakreret på slagmarken af den industrielle tidsalders nye våben. Danmark formåede at holde sig neutral, men også herhjemme blev krisestemningen forstærket af fødevaremangel, rationering og angst for fremtiden.
Krigen var et sammenbrud af den etablerede orden i Europa. Gamle kejserriger brød sammen, og nye demokratiske stater blev skabt. Men demokratiet var sårbart, og tilliden til, at verden grundlæggende bevægede sig i en bedre retning, var stærkt svækket.
Kelvins position som forfatter og samfundsdebattør var præget af den tid, han var vokset op i. Forældrene havde været vidne til den europæiske civilisations undergang. Nu var en ny generation vidne til genopstandelsen.
Det første årti efter krigen blev kendt som ”de brølende 20’ere”, eller bare jazztiden. Al den livsudfoldelse, som krigen havde holdt indespærret, slap fri med et brøl. Nye toner kom til Europa fra USA. Jazz og et friere forhold til sex og eksperimenter med kunst og kønsidentitet blev udforsket i metropoler som Berlin, Paris og London, og København forsøgte ihærdigt at følge med. Men ikke alle var en del af festen.
Krakket på Wall Street i 1929 medførte arbejdsløshed i mange lande i Europa. De nyfødte demokratier var præget af social uro, og fra begge ender af den politiske arena agiterede antidemokratiske bevægelser for alternative styreformer. Nogle så et håb i kommunismens løfter om et klasseløst samfund. Andre drømte om at genindføre enevælden eller fandt et forbillede i fascismen, der forsøgte at balancere mellem højre- og venstreradikale ideer.
Det var i denne overgang, hvor den europæiske kultur forsøgte at genopfinde sig selv, at Kelvin Lindemanns forfatterskab fandt en berettigelse.
Han var ikke alene om at ville beskrive og definere tidsånden. En eftermiddag i Studenterforeningens litterære klub tørnede han sammen med en anden forfatter, der også var blevet et ansigt på den nye generation. Forud for debatten, hvor begge forfattere deltog med hver deres tilhængere, var de blevet genstand for en intens interesse og idoldyrkelse i pressen.
Kelvins kollega og konkurrent hed Knud Sønderby og var forfatter til Midt i en jazztid. De to forfatterskaber havde så meget til fælles, at sammenligninger var uundgåelige. Som én journalist karakteriserede det: Begge forfattere havde en ”legende pen”, og i begge forfatterskaber havde den borgerlige moral ”trukket et kort strå”. De blev set som både det bedste og det værste ved moderne ungdom.
Ved et foredrag om ”aktuelle religiøse stridsspørgsmål” nævnte pastor Poul Olsen med beklagelse Lindemann og Sønderby som eksempler på ungdommens manglende religiøsitet. De unges lyst til umiddelbare nydelser, sagde pastoren, var ved at fortrænge interessen for det evige.
Da Midt i en jazztid udkom i efteråret 1931, voksede interessen for nye stemmer i dansk litteratur, og det smittede også af på Kelvin. Han kunne sole sig i glansen fra Sønderbys succes. Omvendt havde han haft det uheld at starte i kølvandet af en konkurrent. Kelvins debut som forfatter var med romanen En håndfuld babies fra december 1931, kun tre måneder efter udgivelsen af Midt i en jazztid. Det gjorde, at han måtte finde sig i at blive målt op mod en ubetinget romansucces, for allerede dengang blev Sønderbys debut anset som en mulig klassiker i dansk litteratur.
Hvis ikke Kelvin formåede at lægge afstand til den to år ældre forfatterkollega, kunne han måske få svært ved at blive anerkendt for sit eget værd. Men for Sønderby var der også både fordele og ulemper ved at have en mand som Kelvin Lindemann ved sin side. Når de tørnede sammen som hinandens modsætninger og samtidig et slags makkerpar, skabte det en særlig dynamik, som dagspressen dyrkede intensivt.
Til debatten i Studenterforeningen tog Sønderby sine jævnaldrende i forsvar: Vi er bedre end vores ry og ikke styret af drømme, som Kelvin mente. Ungdommen er mere i kontakt med virkeligheden end forrige generation, som havde ført Europa ud i krig.
Vrøvl, svarede Kelvin: De unges værste fejl er netop, at de drømmer. Problemet er, mente han, at efterkrigstidens generation ikke har fundet sunde værdier at leve efter nu, da fortidens autoriteter var styrtet i grus. I stedet jager de en egocentreret drøm om berømmelse, som de fleste aldrig vil komme i nærheden af.
Diskussionen bølgede gennem forsamlingen ”som tobaksrøgen under loftet”, skrev en avis. Men til sidst samlede begge lejre sig i et varmt bifald. Publikum havde været vidne til en skarp meningsudveksling mellem to markante ungdomsforfattere.
Selv om tonen var konfrontatorisk, tøede konkurrenterne op over for hinanden. Ud af rivaliseringen voksede måske ikke et venskab – men noget i den retning. Kelvin og Knud tog på ferie sammen i fiskerlejet Thorup Strand ved Jammerbugten og blev set sammen i kunstnerkredse. En af dem, der lagde mærke til dansk litteraturs nye makkerpar, var en ung sportsentusiast fra Hellerup ved navn Erik Lindstrøm.
”De var uadskillelige,” skrev Lindstrøm i en erindringsbog.
Men på mange måder var de også hinandens modsætninger. Sønderby var ”stille og forknyt”, mens Kelvin var den udadvendte, en ”pigernes Jens”.
De samme forskelle blev bemærket i 1938 af en anmelder på Fyens Stiftstidende:
”Kelvin Lindemann har talent, det er for længst fastslået. Han har ligesom Knud Sønderby gjort det til sit speciale at skildre en bestemt type unge fra 20’ernes og 30’ernes epoke, denne på én gang sorgløse og desillusionerede, alvorlige og muntre, slentrende og uhøjtidelige efterkrigsungdom, som vi alle kender. Knud Sønderby gør det måske bedst og mest logisk og klart, til gengæld har Lindemann mere charme og mere lune.”
En hel generation voksede op i 30’erne med Knud Sønderby og Kelvin Lindemann som symboler på moderne ungdom. Journalisten Ole Brandstrup huskede i 60’erne, hvordan det i hans tidligste ungdom var Lindemanns Vi skal nok blive berømte, der gjorde størst indtryk – særligt den erotiske scene i Frederiksberg Have virkede forbudt og pirrende på Brandstrup og hans venner. Senere blev det Sønderbys hovedperson, den jurastuderende Peter Hasvig fra Midt i en jazztid, som Brandstrup og hans venner identificerede sig mest med.
Selv var Kelvin ikke i tvivl om, at det var ham selv, der høstede flest fordele af parløbet. Knud var det ubestridelige talent, han selv var mere upoleret og kontroversiel. Eller som han 20 år senere skrev:
”Vi blev ofte slået i samme sæk, hvad der sikkert har ærgret Knud mere end mig. Men vi har altid, hvad der ellers har skilt os ad, kunnet glæde os over den fremgang, vi begge har haft.”
2
Da Kelvin gik tur på Frederiksberg i midten af 30’erne, var bydelen i rivende udvikling. I hans barndom havde der været en næsten landsbyagtig stemning. Lyden af jern mod brosten smældede i Allégade, når hestetrukne vogne rullede forbi de gamle bindingsværkshuse i nabolaget. Fodgængerne hævede ikke blikket fra avisen, når de gik over Frederiksberg Allé. Så få biler var der på vejene.
Men siden 1. Verdenskrig havde Danmark og resten af Europa gennemgået en hæsblæsende udvikling. Og ved at betragte livet udfolde sig i kvarteret omkring Frederiksberg Runddel kunne Kelvin få et godt øjebliksbillede af det moderne København.
I gårdhaven til spillestedet Lorry opførte komponisten og dirigenten Olfert Jespersen noget, der mindede om en krigsdans, for at få orkestret til at lyde, som det skulle. Lyden af jazz fra grammofonplader inde fra dagligstuerne strømmede ud på gaden fra de åbne vinduer om sommeren. Bydelen larmede af gnistrende sporvogne og truttende, knaldende automobiler.
Siden Kelvins barndom var antallet af automobiler på de danske veje tidoblet, og politiet var begyndt at uddele fartbøder i stor stil. Dobbelte rækker af lindetræer bredte deres grønne kroner ud over promenadefortove på begge sider af Frederiksberg Allé, som om aftenen blev oplyst af neonrør fra teatre. Biograferne havde byttet spolerne med stumfilm ud med talefilm i farver, magasinerne lokkede med reklamer for tidens mode fra Paris, og radioen var blevet allemandseje.
Udviklingen i massemedierne havde for alvor taget fart i Kelvins barndom og ungdom, og han forstod at udnytte mulighederne. Længe inden realitystjerner og influencere vidste han præcis, hvad han skulle sige til journalisterne, og hvordan han skulle sige det, for at få omtale. I en stadigt mere sensationspræget dagspresse, som dyrkede litterære personligheder, skuespillere og sportsudøvere som idoler, var en type som Kelvin altid garant for en hurtig bemærkning.
Med sans for at iscenesætte sig selv lod han sig fotografere i Zoologisk Have, mens han fodrede elefanterne med en klase medbragte bananer. Når han spillede tennis med barndomskammeraten og skuespilleren Ebbe Rode på udendørsbanerne på Pile Allé, fik pressen besked om en oplagt fotomulighed med to unge kunstnere i duel.
Målrettet arbejdede han på at skaffe sig venner på indflydelsesrige poster i medieverdenen. Han havde forbindelser på alle de landsdækkende dagblade, i radioen, i forlagsbranchen og på magasinerne. Og han hjalp andre unge forfattere som Jens Gielstrup og Børge Madsen med at finde forlag og lærte dem kunsten at skrive noveller i stor stil.
I disse år blev Kelvin en af de flittigste bidragydere af noveller til ugebladene. Han opbyggede et arkiv med omkring 300 historier, som han kunne sælge til forskellige blade om og om igen. Og de færreste har studset over at læse den samme novelle med nogle års mellemrum. For at genbruget ikke skulle blive for åbenlyst, ændrede han titlen og justerede afslutningen.
Skuespil til radioen var en af de nye platforme, som teknologien havde givet kunstnere. I de mest velfortalte tilfælde kunne et hørespil med tidens store stjerner lægge gaderne øde i København. Kelvin forsøgte sig også i denne disciplin og fik flere værker antaget med Mogens Wieth og vennen Ebbe Rode i hovedrollerne. Men hans mest betydelige bedrift disse år var en lille satirespalte. Siden er spalten blevet en selvfølgelig del af medielandskabet, men da Kelvin blev sat til at udvikle en daglig dosis sort humor til dagbladet Politiken, var succesen langtfra givet på forhånd.
Kelvin forestillede sig en spalte som den, der siden 1924 dagligt var optrådt i Daily Express. Den engelske journalist J.B. Morton var blevet kendt for at tage aktuelle nyheder, placere dem i en tilsyneladende helt almindelig journalistik ramme og give dem et humoristisk vrid.
I en erindringsbog mange år senere fremhævede Ebbe Rode kammeratens første famlende forsøg på at overbevise Politikens ledelse om sit satiriske talent. Kelvin sad i Rode-familiens dagligstue på Frederiksberg og skrev om og om igen. Bare et enkelt ord for meget i en sætning kunne dræbe humoren.
Kelvins ide var at skabe en spalte efter engelsk forbillede, men samtidig helt igennem dansk. Ideen tiltalte brødrene Ebbe og Mikal Rode, der tog ideen videre til deres onkel, Ove Rode, Politikens ansvarshavende chefredaktør. Det resulterede i, at Kelvin fik foretræde i Politikens redaktionslokaler på Rådhuspladsen, hvor alle tidens lovende skribenter drømte om at komme ind.
Kelvins satire fik debut den 4. marts 1932 og lød:
Jeg har udsat en præmie på 12.000 kr. til den, der først svømmer over Øresund fra København til Malmø – under vandet.
Spalten hed Tossede Ting og var signeret af Den Unge Olding, Kelvins foretrukne pseudonym. Men flere ledende medarbejdere på dagbladet var enige om, at første forsøg ikke var morsomt nok, og spalten ændrede navn.
En uge senere forsøgte Kelvin igen, og denne gang samarbejdede han med en anden af de krøllede hjerner på Politiken, den 11 år ældre arkitekt Hakon Stephensen.
Da læserne åbnede avisen den 9. marts 1932, kunne de læse en kortfattet notits på side syv. Spalten hed nu At tænke sig:
En ung debuterende forfatter meddeler i et interview, at han har været gammel lige fra barndommen. Gudskelov viser bogmarkedet, at flere af hans ældre kolleger for længst er gået i barndom, så der er håb om at bevare ligevægten på parnasset.
En institution i dansk satire var grundlagt, og Kelvin havde rykket sit vandmærke ind i den første af mange tusinde udgaver af spalten. Vittigheden om den unge forfatter henviste til et interview, hvor Kelvin til B.T.-journalisten Christian Houmark havde forklaret, hvorfor han var en ung olding:
”Jeg er født gammel, men er ikke blevet til noget endnu,” udtalte han.
Journalisten Paul Hammerich har konkluderet, at den første At tænke sig bestod af lige dele Lindemann og Stephensen.
Kelvin har siden hen vedkendt sig faderskabet til flere af de faste figurer, der optrådte i spaltens første år. Hans største succes var skabelsen af pastor Fennemann, der hver tirsdag forkyndte de mest banale sandheder, som var det de ti bud:
Så lukkede vi døren for mandagen. Vi smækkede den ikke eller drejede nøglen i lås. Nej, vi lukkede blot – stille og varsomt.
Det kan vel være rigtigt, hvad man har sagt, at tirsdagen sidder i klemme mellem mandagen og onsdagen. Men hvem tør sige, at den derfor skal være en trang dag?
”Jeg sad nogle timer om dagen og skulle trække noget morsomt ud af hovedet,” huskede Kelvin mange år senere.
Med opfindelsen af en satirespalte og en prisbelønnet roman var han i 1933 blevet kendt i offentligheden som en ambitiøs forfatter med mange jern i ilden. Stædig vilje, hårdt arbejde og en ikke ubetydelig mængde reklame havde båret ham et godt stykke. Men efterhånden som han voksede med opgaverne, fulgte større forventninger til hans kunst – og det var langtfra alle, der så et lys i den unge laban.
Anders Lindemann: Kelvins krig
Da journalisten Anders Lindemann finder en pistol fra 2. Verdenskrig i sin afdøde morfars arbejdsværelse, beslutter han sig for at gå på jagt i efter en glemt forfatters livshistorie. Den viser sig at være mindst lige så eventyrlig og tragisk som en roman.
Vi følger Kelvin Lindemann fra starten af livet i Sibirien, hvorfra familien må flygte fra den russiske revolutions ødelæggelser. I Danmark iscenesætter den unge Kelvin Lindemann sig som en mediestjerne i jazztidens København og bliver en prisbelønnet forfatter. For at få inspiration drager han på farlige rejser ud i et Europa plaget af kaos, borgerkrig og nazismens fremmarch. Han går med i modstandsgruppen Holger Danske og må flygte fra den tyske besættelsesmagt efter et drabsforsøg. Men da han søger beskyttelse fra nazisterne, begynder hans glansfulde facade at krakelere. For Kelvin Lindemanns fortid gemmer på hemmeligheder og skyggesider, som hans fjender kan bruge imod ham.
Denne bog opruller for første gang historien om en af dansk litteraturs mest dramatiske karakterer.
Anders Lindemann er klar med en spektakulær fortælling, hvor han har rejst i sin morfars fodspor for at genskabe historien om et liv med flere kontroverser og mysterier, end de flestes. Smuglæs i Kelvins krig her.
Han solgte hundredtusindvis af bøger, fik international succes og satte et stort aftryk i kulturlivet og den offentlige debat. Han havde sågar litterære fejder med ingen ringere end Karen Blixen. Verdensmand blev han kaldt i aviserne. Men så blev han glemt. Hvordan kunne det gå til? Og hvem var Kelvin Lindemann egentlig?
Da journalist Anders Lindemann finder en pistol fra 2. Verdenskrig i sin afdøde morfars arbejdsværelse, beslutter han sig for at gå på jagt efter den glemte forfatters livshistorie.
LÆS OGSÅ: 15 bøger der gør dig klogere
Vi følger Kelvin Lindemann fra starten af livet i Sibirien, hvor hans familie flygter op til den russiske revolution. I Danmark iscenesætter den unge Kelvin sig som mediestjerne i jazztidens København og bliver forfatter og journalist. Han tager på rejser ud i et Europa plaget af kaos, borgerkrig og nazismens fremmarch.
Men da han søger beskyttelse fra nazisterne, begynder hans glansfulde facade at krakelere. For Kelvin Lindemanns fortid gemmer på hemmeligheder og skyggesider, som hans fjender kunne bruge imod ham.
Læs de to første kapitler af Kelvins krig herunder.
Kelvins krig
Anders Lindemann
1
21-årige Kelvin Lindemann havde iført sig sit stiveste pus: smokingjakke, skjorte med stiv flip og butterfly. Men når han kiggede sig i spejlet, kunne nok så meget galla ikke skjule de ar efter bumser, der furede hans ansigt. Han var knap nok blevet voksen, og nu skulle han modtage den flotteste udmærkelse, en forfatter på hans alder kunne drømme om.
Om aftenen den 2. april 1933 skulle han fejres i Admiral Gjeddes Gård i det indre København. Efter flere ugers diskussion i dagspressen kunne han endeligt kåres som vinderen af den eftertragtede H.C. Andersen-mindemedalje.
Det kunne ikke blive mere prestigefyldt. Medaljen blev en gang om året uddelt på nationaldigterens fødselsdag til et ungt talent. Helt i Andersens ånd skulle en grim ælling i den litterære andedam opmuntres til at folde vingerne ud og blive en svane. Det gjorde ikke interessen for årets prismodtager mindre, at forfatterforeningens formand, Hartvig Jacobsen, og boghandler Arnold Busck ville møde op i Admiral Gjeddes Gård for at lykønske Kelvin og kaste glans over ceremonien og den efterfølgende festmiddag på Mønterkroen.
Det var ikke uden en vis forargelse i dagspressen, at Kelvin var endt som modtager af mindemedaljen. Romanen, han skulle hædres for, hed Vi skal nok blive berømte – et generationsportræt af ungdommen, sådan som den så ud i forfatterens øjne. Men der var ikke meget håb for fremtiden, hvis ungdommen i virkeligheden var som i Kelvins fiktion.
”H.C. Andersen vender sig i sin grav!” skrev anmelderen på Helsingørs Avis, efter at han havde bladret sig igennem bogens 205 sider.
Hovedpersonen, Ole, er en purung kunstner fra Frederiksberg. En eftermiddag på runddelen forfører han en arbejderpige fra Vesterbro, og efter en intens kurtisering på snørklede stier i Frederiksberg Have ser han ud til at have heldet med sig. Stien fører gennem et buskads, og Ole folder sin regnfrakke ud, så de ikke bliver våde i den fugtige skovbund. De sætter sig ned, og så sker der … intet. Kun akavet tavshed. Men så tager en af dem initiativet:
Pludselig hviskede hun, uden sammenhæng med andet: Skal vi? Skal vi gøre det? Han nikkede og trak hende ind til sig. Hun skubbede ham væk og trak kjolen op over hovedet og skuttede sig i kulden. Han hjalp hende, noget fummelfingret. Da han så, hun næsten ingen bryster havde, mærkede han en isnen krybe ned ad ryggen. (…) Han røg en cigaret, mens hun tog tøjet på. De hørte en fjern gongongs tre slag. Inden et kvarter måtte de være ude af parken.
En af de mest forargede læsere hed Freilif Olsen, var 65 år gammel og chefredaktør for Ekstra Bladet. Efter at have læst bogen fra ende til anden sad han tilbage med en næsten kvalmende fornemmelse.
Hvad lignede det at belønne en så frastødende forfatter med en medalje, spurgte han sine læsere:
”Der er i Kelvin Lindemanns bog visse tilløb, som tyder på, at det unge menneske har talent. Hans første tyve sider fortæller morsomt om et par skoledrenge, deres drømme og fantasier. Men meget snart løber det hele ud i det rene pjask. Så snart drengene begynder at blive voksne, slipper forfatteren taget i dem – af den simple grund, at han er ikke selv blevet voksen endnu. Han er stadig den samme overforkælede dreng, der morer sig med talrige sløsede samlejer og til afveksling lidt barnefødsel og lidt blodskam. Pjank og pjask alt sammen det er til at få kvalme af.”
Kelvin vidste, at hans bog kunne virke provokerende. Men hvis læserne troede, at den var en hyldest til mange seksualpartnere og berømmelsessyge, havde de misforstået pointen. Meningen var tværtimod at skildre en skyggeside af moderne københavnerliv.
”Den danske ungdom, sådan som jeg kender den fra København, har ingen sans for realiteterne,” udtalte Kelvin i et interview.
I protest mod forældrenes seksualforskrækkelse var de unge havnet i den modsatte grøft, hvor idealet er så mange partnere som muligt. Victoriatidens snerpede seksualmoral hørte fortiden til, og kulturen i Danmark og resten af det vestlige Europa var under kraftig påvirkning fra USA.
Storbyens reklamer, natklubber, glitrende magasiner og Hollywood-film lokkede med løfter om berømmelse, tilsyneladende uden at de unge behøvede at gøre en særlig indsats for det. Men det var et falsk løfte, der i længden ville gøre ungdommen til ofre for deres egne drifter, lod Kelvin forstå.
Anmelderne i dagspressen havde svært ved at placere forfatteren til generationsportrættet i Vi skal nok blive berømte. Det var konservativ kulturkritik fremført af en moderne ung mand. Kelvin Lindemann nøjedes ikke kun med at stille sig kritisk til samfundet. Tilsyneladende stillede han sig også i opposition til dem, han var i opposition med – ungdommen.
Da medaljeoverrækkelsen begyndte i festsalen i Admiral Gjeddes Gård, lagde dommeren ud med at revse årets vinder. Dele af bogen var direkte sjusket skrevet, udtalte Christian Rimestad, en af tidens fremtrædende litteraturkritikere. Når det samme ord optrådte to gange i en sætning, skurrede det, som når en gaffel bliver kørt hen over en tavle. Men det var nybegynderfejl, udglattede Rimestad.
Gang på gang kaldte Lindemann et smil frem hos læserne, og heri lå forklaringen på hans talent. Et sikkert instinkt for at skildre sine hovedpersoner med alvor og alligevel med ironi løftede årets medaljevinder op over konkurrenterne.
Efter at have lyttet til motiveringen læste Kelvin højt fra sin roman, men oplæsningen var så utydelig, at det var umuligt at høre, hvad der blev sagt. Meningen var, at publikum skulle blive nysgerrige og selv få lyst til at købe bogen, forklarede en journalist i sin reportage.
Herefter hæftede Christian Rimestad medaljen på Kelvins smokingjakke, forsamlingen brød ud i bifald, på forreste række sad forlæggeren Arnold Busck og nikkede anerkendende, og med Kelvin i front bevægede selskabet sig gennem indre by for at fortsætte fejringen på Mønterkroen.
Det var det her, Kelvin havde set frem til i måneder. Det, han havde drømt om siden sin tidligste ungdom, og som i perioder havde holdt ham til tasterne syv timer dagligt. Præmiesummen var 500 kroner, men pengene var det mindste. Lykønskninger fra kolleger og konkurrenter, opmærksomhed fra avisernes smagsdommere, skåltaler og lyden af champagnepropper, der springer – alt dette var den virkelige præmie.
En provokerende ung kunstner havde gjort sit indtog på den litterære scene i København, fast besluttet på at gøre sig gældende. Uanset hvad man måtte mene om ham og hans kunst, skulle han som ungdomsforfatter i de kommende år blive umulig at komme udenom. Og kun de færreste anfægtede, at der bag hans lidt smarte facon gemte sig et ubestrideligt talent. Forfatteren og kulturskribenten Tom Kristensen var én af mange, der havde et godt øje til den unge laban:
”Som den ærgerrige unge mand, Kelvin Lindemann er, har han selvfølgelig måttet opleve berømmelsessygen og alle dens kvaler, og det lover godt for hans fremtid, at han allerede nu har villet analysere denne syge, skrive om dens skrækkelige symptomer og dens ødelæggende eftervirkninger og til slut kritisere den sønder og sammen.”
Men på Ekstra Bladet var Freilif Olsen mere kritisk. Kelvin Lindemanns karriere var begyndt med al for meget reklame og rygklapperi, mente han:
”Selvforgudelsen indenfor visse ’litterære’ kredse antager af og til fornærmelige, nærmest groteske former.” Han placerede Lindemann i kategorien af forkælede digtere, der var bedre tjent med at blive revset end med hæder og skåltaler:
”Adskillige af dem kunne man ønske sig sendt hjem i seng med en endefuld, selvom man er nok så meget modstander af pryglestraf,” skrev Olsen.
Bøger fra forfattere som Kelvin Lindemann var noget nær det første brøl, som den litterære ungdom lod høre fra sig efter 1. Verdenskrig. Han var repræsentant for den første generation, som var blevet voksne efter krigen, men som var for unge til, at rædslerne havde efterladt sig et varigt indtryk.
Fra 1914 til 1918 havde Europa været skueplads for verdenshistoriens mest destruktive krig. Soldater i massevis blev massakreret på slagmarken af den industrielle tidsalders nye våben. Danmark formåede at holde sig neutral, men også herhjemme blev krisestemningen forstærket af fødevaremangel, rationering og angst for fremtiden.
Krigen var et sammenbrud af den etablerede orden i Europa. Gamle kejserriger brød sammen, og nye demokratiske stater blev skabt. Men demokratiet var sårbart, og tilliden til, at verden grundlæggende bevægede sig i en bedre retning, var stærkt svækket.
Kelvins position som forfatter og samfundsdebattør var præget af den tid, han var vokset op i. Forældrene havde været vidne til den europæiske civilisations undergang. Nu var en ny generation vidne til genopstandelsen.
Det første årti efter krigen blev kendt som ”de brølende 20’ere”, eller bare jazztiden. Al den livsudfoldelse, som krigen havde holdt indespærret, slap fri med et brøl. Nye toner kom til Europa fra USA. Jazz og et friere forhold til sex og eksperimenter med kunst og kønsidentitet blev udforsket i metropoler som Berlin, Paris og London, og København forsøgte ihærdigt at følge med. Men ikke alle var en del af festen.
Krakket på Wall Street i 1929 medførte arbejdsløshed i mange lande i Europa. De nyfødte demokratier var præget af social uro, og fra begge ender af den politiske arena agiterede antidemokratiske bevægelser for alternative styreformer. Nogle så et håb i kommunismens løfter om et klasseløst samfund. Andre drømte om at genindføre enevælden eller fandt et forbillede i fascismen, der forsøgte at balancere mellem højre- og venstreradikale ideer.
Det var i denne overgang, hvor den europæiske kultur forsøgte at genopfinde sig selv, at Kelvin Lindemanns forfatterskab fandt en berettigelse.
Han var ikke alene om at ville beskrive og definere tidsånden. En eftermiddag i Studenterforeningens litterære klub tørnede han sammen med en anden forfatter, der også var blevet et ansigt på den nye generation. Forud for debatten, hvor begge forfattere deltog med hver deres tilhængere, var de blevet genstand for en intens interesse og idoldyrkelse i pressen.
Kelvins kollega og konkurrent hed Knud Sønderby og var forfatter til Midt i en jazztid. De to forfatterskaber havde så meget til fælles, at sammenligninger var uundgåelige. Som én journalist karakteriserede det: Begge forfattere havde en ”legende pen”, og i begge forfatterskaber havde den borgerlige moral ”trukket et kort strå”. De blev set som både det bedste og det værste ved moderne ungdom.
Ved et foredrag om ”aktuelle religiøse stridsspørgsmål” nævnte pastor Poul Olsen med beklagelse Lindemann og Sønderby som eksempler på ungdommens manglende religiøsitet. De unges lyst til umiddelbare nydelser, sagde pastoren, var ved at fortrænge interessen for det evige.
Da Midt i en jazztid udkom i efteråret 1931, voksede interessen for nye stemmer i dansk litteratur, og det smittede også af på Kelvin. Han kunne sole sig i glansen fra Sønderbys succes. Omvendt havde han haft det uheld at starte i kølvandet af en konkurrent. Kelvins debut som forfatter var med romanen En håndfuld babies fra december 1931, kun tre måneder efter udgivelsen af Midt i en jazztid. Det gjorde, at han måtte finde sig i at blive målt op mod en ubetinget romansucces, for allerede dengang blev Sønderbys debut anset som en mulig klassiker i dansk litteratur.
Hvis ikke Kelvin formåede at lægge afstand til den to år ældre forfatterkollega, kunne han måske få svært ved at blive anerkendt for sit eget værd. Men for Sønderby var der også både fordele og ulemper ved at have en mand som Kelvin Lindemann ved sin side. Når de tørnede sammen som hinandens modsætninger og samtidig et slags makkerpar, skabte det en særlig dynamik, som dagspressen dyrkede intensivt.
Til debatten i Studenterforeningen tog Sønderby sine jævnaldrende i forsvar: Vi er bedre end vores ry og ikke styret af drømme, som Kelvin mente. Ungdommen er mere i kontakt med virkeligheden end forrige generation, som havde ført Europa ud i krig.
Vrøvl, svarede Kelvin: De unges værste fejl er netop, at de drømmer. Problemet er, mente han, at efterkrigstidens generation ikke har fundet sunde værdier at leve efter nu, da fortidens autoriteter var styrtet i grus. I stedet jager de en egocentreret drøm om berømmelse, som de fleste aldrig vil komme i nærheden af.
Diskussionen bølgede gennem forsamlingen ”som tobaksrøgen under loftet”, skrev en avis. Men til sidst samlede begge lejre sig i et varmt bifald. Publikum havde været vidne til en skarp meningsudveksling mellem to markante ungdomsforfattere.
Selv om tonen var konfrontatorisk, tøede konkurrenterne op over for hinanden. Ud af rivaliseringen voksede måske ikke et venskab – men noget i den retning. Kelvin og Knud tog på ferie sammen i fiskerlejet Thorup Strand ved Jammerbugten og blev set sammen i kunstnerkredse. En af dem, der lagde mærke til dansk litteraturs nye makkerpar, var en ung sportsentusiast fra Hellerup ved navn Erik Lindstrøm.
”De var uadskillelige,” skrev Lindstrøm i en erindringsbog.
Men på mange måder var de også hinandens modsætninger. Sønderby var ”stille og forknyt”, mens Kelvin var den udadvendte, en ”pigernes Jens”.
De samme forskelle blev bemærket i 1938 af en anmelder på Fyens Stiftstidende:
”Kelvin Lindemann har talent, det er for længst fastslået. Han har ligesom Knud Sønderby gjort det til sit speciale at skildre en bestemt type unge fra 20’ernes og 30’ernes epoke, denne på én gang sorgløse og desillusionerede, alvorlige og muntre, slentrende og uhøjtidelige efterkrigsungdom, som vi alle kender. Knud Sønderby gør det måske bedst og mest logisk og klart, til gengæld har Lindemann mere charme og mere lune.”
En hel generation voksede op i 30’erne med Knud Sønderby og Kelvin Lindemann som symboler på moderne ungdom. Journalisten Ole Brandstrup huskede i 60’erne, hvordan det i hans tidligste ungdom var Lindemanns Vi skal nok blive berømte, der gjorde størst indtryk – særligt den erotiske scene i Frederiksberg Have virkede forbudt og pirrende på Brandstrup og hans venner. Senere blev det Sønderbys hovedperson, den jurastuderende Peter Hasvig fra Midt i en jazztid, som Brandstrup og hans venner identificerede sig mest med.
Selv var Kelvin ikke i tvivl om, at det var ham selv, der høstede flest fordele af parløbet. Knud var det ubestridelige talent, han selv var mere upoleret og kontroversiel. Eller som han 20 år senere skrev:
”Vi blev ofte slået i samme sæk, hvad der sikkert har ærgret Knud mere end mig. Men vi har altid, hvad der ellers har skilt os ad, kunnet glæde os over den fremgang, vi begge har haft.”
2
Da Kelvin gik tur på Frederiksberg i midten af 30’erne, var bydelen i rivende udvikling. I hans barndom havde der været en næsten landsbyagtig stemning. Lyden af jern mod brosten smældede i Allégade, når hestetrukne vogne rullede forbi de gamle bindingsværkshuse i nabolaget. Fodgængerne hævede ikke blikket fra avisen, når de gik over Frederiksberg Allé. Så få biler var der på vejene.
Men siden 1. Verdenskrig havde Danmark og resten af Europa gennemgået en hæsblæsende udvikling. Og ved at betragte livet udfolde sig i kvarteret omkring Frederiksberg Runddel kunne Kelvin få et godt øjebliksbillede af det moderne København.
I gårdhaven til spillestedet Lorry opførte komponisten og dirigenten Olfert Jespersen noget, der mindede om en krigsdans, for at få orkestret til at lyde, som det skulle. Lyden af jazz fra grammofonplader inde fra dagligstuerne strømmede ud på gaden fra de åbne vinduer om sommeren. Bydelen larmede af gnistrende sporvogne og truttende, knaldende automobiler.
Siden Kelvins barndom var antallet af automobiler på de danske veje tidoblet, og politiet var begyndt at uddele fartbøder i stor stil. Dobbelte rækker af lindetræer bredte deres grønne kroner ud over promenadefortove på begge sider af Frederiksberg Allé, som om aftenen blev oplyst af neonrør fra teatre. Biograferne havde byttet spolerne med stumfilm ud med talefilm i farver, magasinerne lokkede med reklamer for tidens mode fra Paris, og radioen var blevet allemandseje.
Udviklingen i massemedierne havde for alvor taget fart i Kelvins barndom og ungdom, og han forstod at udnytte mulighederne. Længe inden realitystjerner og influencere vidste han præcis, hvad han skulle sige til journalisterne, og hvordan han skulle sige det, for at få omtale. I en stadigt mere sensationspræget dagspresse, som dyrkede litterære personligheder, skuespillere og sportsudøvere som idoler, var en type som Kelvin altid garant for en hurtig bemærkning.
Med sans for at iscenesætte sig selv lod han sig fotografere i Zoologisk Have, mens han fodrede elefanterne med en klase medbragte bananer. Når han spillede tennis med barndomskammeraten og skuespilleren Ebbe Rode på udendørsbanerne på Pile Allé, fik pressen besked om en oplagt fotomulighed med to unge kunstnere i duel.
Målrettet arbejdede han på at skaffe sig venner på indflydelsesrige poster i medieverdenen. Han havde forbindelser på alle de landsdækkende dagblade, i radioen, i forlagsbranchen og på magasinerne. Og han hjalp andre unge forfattere som Jens Gielstrup og Børge Madsen med at finde forlag og lærte dem kunsten at skrive noveller i stor stil.
I disse år blev Kelvin en af de flittigste bidragydere af noveller til ugebladene. Han opbyggede et arkiv med omkring 300 historier, som han kunne sælge til forskellige blade om og om igen. Og de færreste har studset over at læse den samme novelle med nogle års mellemrum. For at genbruget ikke skulle blive for åbenlyst, ændrede han titlen og justerede afslutningen.
Skuespil til radioen var en af de nye platforme, som teknologien havde givet kunstnere. I de mest velfortalte tilfælde kunne et hørespil med tidens store stjerner lægge gaderne øde i København. Kelvin forsøgte sig også i denne disciplin og fik flere værker antaget med Mogens Wieth og vennen Ebbe Rode i hovedrollerne. Men hans mest betydelige bedrift disse år var en lille satirespalte. Siden er spalten blevet en selvfølgelig del af medielandskabet, men da Kelvin blev sat til at udvikle en daglig dosis sort humor til dagbladet Politiken, var succesen langtfra givet på forhånd.
Kelvin forestillede sig en spalte som den, der siden 1924 dagligt var optrådt i Daily Express. Den engelske journalist J.B. Morton var blevet kendt for at tage aktuelle nyheder, placere dem i en tilsyneladende helt almindelig journalistik ramme og give dem et humoristisk vrid.
I en erindringsbog mange år senere fremhævede Ebbe Rode kammeratens første famlende forsøg på at overbevise Politikens ledelse om sit satiriske talent. Kelvin sad i Rode-familiens dagligstue på Frederiksberg og skrev om og om igen. Bare et enkelt ord for meget i en sætning kunne dræbe humoren.
Kelvins ide var at skabe en spalte efter engelsk forbillede, men samtidig helt igennem dansk. Ideen tiltalte brødrene Ebbe og Mikal Rode, der tog ideen videre til deres onkel, Ove Rode, Politikens ansvarshavende chefredaktør. Det resulterede i, at Kelvin fik foretræde i Politikens redaktionslokaler på Rådhuspladsen, hvor alle tidens lovende skribenter drømte om at komme ind.
Kelvins satire fik debut den 4. marts 1932 og lød:
Jeg har udsat en præmie på 12.000 kr. til den, der først svømmer over Øresund fra København til Malmø – under vandet.
Spalten hed Tossede Ting og var signeret af Den Unge Olding, Kelvins foretrukne pseudonym. Men flere ledende medarbejdere på dagbladet var enige om, at første forsøg ikke var morsomt nok, og spalten ændrede navn.
En uge senere forsøgte Kelvin igen, og denne gang samarbejdede han med en anden af de krøllede hjerner på Politiken, den 11 år ældre arkitekt Hakon Stephensen.
Da læserne åbnede avisen den 9. marts 1932, kunne de læse en kortfattet notits på side syv. Spalten hed nu At tænke sig:
En ung debuterende forfatter meddeler i et interview, at han har været gammel lige fra barndommen. Gudskelov viser bogmarkedet, at flere af hans ældre kolleger for længst er gået i barndom, så der er håb om at bevare ligevægten på parnasset.
En institution i dansk satire var grundlagt, og Kelvin havde rykket sit vandmærke ind i den første af mange tusinde udgaver af spalten. Vittigheden om den unge forfatter henviste til et interview, hvor Kelvin til B.T.-journalisten Christian Houmark havde forklaret, hvorfor han var en ung olding:
”Jeg er født gammel, men er ikke blevet til noget endnu,” udtalte han.
Journalisten Paul Hammerich har konkluderet, at den første At tænke sig bestod af lige dele Lindemann og Stephensen.
Kelvin har siden hen vedkendt sig faderskabet til flere af de faste figurer, der optrådte i spaltens første år. Hans største succes var skabelsen af pastor Fennemann, der hver tirsdag forkyndte de mest banale sandheder, som var det de ti bud:
Så lukkede vi døren for mandagen. Vi smækkede den ikke eller drejede nøglen i lås. Nej, vi lukkede blot – stille og varsomt.
Det kan vel være rigtigt, hvad man har sagt, at tirsdagen sidder i klemme mellem mandagen og onsdagen. Men hvem tør sige, at den derfor skal være en trang dag?
”Jeg sad nogle timer om dagen og skulle trække noget morsomt ud af hovedet,” huskede Kelvin mange år senere.
Med opfindelsen af en satirespalte og en prisbelønnet roman var han i 1933 blevet kendt i offentligheden som en ambitiøs forfatter med mange jern i ilden. Stædig vilje, hårdt arbejde og en ikke ubetydelig mængde reklame havde båret ham et godt stykke. Men efterhånden som han voksede med opgaverne, fulgte større forventninger til hans kunst – og det var langtfra alle, der så et lys i den unge laban.
Anders Lindemann: Kelvins krig
Da journalisten Anders Lindemann finder en pistol fra 2. Verdenskrig i sin afdøde morfars arbejdsværelse, beslutter han sig for at gå på jagt i efter en glemt forfatters livshistorie. Den viser sig at være mindst lige så eventyrlig og tragisk som en roman.
Vi følger Kelvin Lindemann fra starten af livet i Sibirien, hvorfra familien må flygte fra den russiske revolutions ødelæggelser. I Danmark iscenesætter den unge Kelvin Lindemann sig som en mediestjerne i jazztidens København og bliver en prisbelønnet forfatter. For at få inspiration drager han på farlige rejser ud i et Europa plaget af kaos, borgerkrig og nazismens fremmarch. Han går med i modstandsgruppen Holger Danske og må flygte fra den tyske besættelsesmagt efter et drabsforsøg. Men da han søger beskyttelse fra nazisterne, begynder hans glansfulde facade at krakelere. For Kelvin Lindemanns fortid gemmer på hemmeligheder og skyggesider, som hans fjender kan bruge imod ham.
Denne bog opruller for første gang historien om en af dansk litteraturs mest dramatiske karakterer.
Du kan købe Kelvins krig online fx hos Bog & idé eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: