Anden verdenskrig Fagbøger Henrik Bering Historie Læseprøve og uddrag

Den perfekte officer: Hvad kan krigshistorien lære os om ledelse?

Den perfekte officer

Bogen Den perfekte officer følger en række prominente officerer fra Napoleonskrigene og op til vores egen tid.


Hvad kan vi lære af historien? Det giver Henrik Bering sit bud på i Den perfekte officer, når han dykker ned i krigshistorien og de bemærkelsesværdige officerer, der har skrevet sig ind i historien.

Den perfekte officer giver indblik i deres karrierer, deres triumfer og nederlag samt de værdifulde lektioner, de lærte af deres oplevelser.

I Den perfekte officer er fantasiens betydning et gennemgående tema. Den viser, hvordan disse mænd konstant blev inspireret af hinanden og lånte ideer fra deres kammerater.

LÆS OGSÅ: 27 bøger der gør dig klogere på historien

Selvom mange af de erfaringer, der beskrives i Den perfekte officer, kan overføres til det civile liv, er der én bemærkelsesværdig forskel: Mens en virksomhedsleder kan risikere at miste sin stilling eller sin investering, er en officer udsat for langt større risici. For en officer er der ikke blot personlige tab på spil, men også livet og de mænd, der er betroet hans kommando.

Læs forordet fra Den perfekte officer nedenfor.





Den perfekte officer

Henrik Bering


Hvis man som ung officer drømmer om en karriere lidt ud over det sædvanlige, gør man klogt i at følge Napoleons råd.

I sin læresætning nummer 73 opfordrer den franske kejser sine undergivne til ”igen og igen at studere de felttog, som Alexander den Store, Hannibal, Julius Cæsar, Gustav Adolf, prins Eugen og Frederik den Store stod i spidsen for. Det er den eneste måde at blive en stor hærfører på”.

Fremtrædende generalers memoirer vil spille en nøglerolle i sådanne selvstudier. Her udforsker gamle soldater i selvbiografisk form den byrde, det indebærer at have kommandoen. De beskriver deres tanker om, hvad det vil sige at lede andre, og de forklarer de beslutninger, de har truffet i løbet af deres karriere.

De viser, hvordan strategi omsættes til virkelighed, og hvordan reformer bliver gennemtrumfet. På den måde kan de både inspirere, advare og opmuntre de generationer, der kommer efter.

Erindringer spænder vidt, lige fra chefen for lægekorpset i Napoleons armé, baron Larrey, der etablerede verdens første feltambulancetjeneste, til Sherman, der forklarede sine motiver bag at ødelægge Georgia, eller Heinz Guderian, der beskrev de bureaukratiske kampe for at forvandle Værnemagten til en mekaniseret slagstyrke.

De tjener også en række andre formål som at gøre gamle regnestykker op og bagtale rivaler eller forklare, hvorfor begivenhederne ikke endte helt som planlagt. Eller også har de, som tilfældet var med lord Alanbrookes dagbøger, ligefrem et terapeutisk sigte, fordi de var feltmarskallens måde at afreagere på efter de daglige kampe med at få styr på Churchills ubændige idérigdom.

Erindringer skal imidlertid omgås med betydelig varsomhed. Det vil altid være fristende at pynte på fortiden. En af de værste syndere i den henseende er Anden Verdenskrigs feltmarskal Bernard Montgomery, der var for forfængelig til nogensinde at indrømme en eneste fejl. Men snarere end at cementere hans ry var hans erindringer med til at slå skår i det ved at minde alle om, hvor brandirriterende Monty kunne være.

Fortiden er ikke en perfekt guide til fremtiden, men det er den eneste, vi har, og derfor indeholder de følgende sider casestudier af en række fremtrædende officerer fra alle tre verdenskrige – Napoleonskrigene, Første og Anden Verdenskrig samt perioden efter 1945 – med udgangspunkt i deres egne ord og i biografier skrevet om dem.

Vi vil udforske det politiske og geografiske miljø, som de måtte operere i, og de teknologiske og taktiske udviklinger, som de var en del af, og vi vil se, hvordan de inspirerede hinanden.

Alt sammen vil det være i et forsøg på at afgøre, hvad de gjorde rigtigt, hvad de gjorde forkert, og hvilken lære de drog af deres egne erfaringer.

Desværre kæmper de bedste soldater ikke altid for den bedste sag. Det gjaldt både under Den Amerikanske Borgerkrig og Anden Verdenskrig i Europa, hvor nogle af de mest fremragende generaler befandt sig på den forkerte side.

Denne bog vil desuden undersøge, hvordan forskellige hærstyrker med vekslende succes har forsøgt at sikre, at det var de bedst egnede, der fik lov til at komme helt til tops, samtidig med at det er vigtigt at huske på, at de erfaringer, som forskellige militære organisationer har gjort sig, ikke nødvendigvis er relevante for alle.

En officer, der bliver opfattet som et eksempel til efterfølgelse i et bestemt land eller en bestemt styreform, vil måske ikke kunne accepteres i en anden sammenhæng.

Vi i Vesten gennemfører jo ikke angreb på tværs af minefelter ved at tvinge vores infanteri til at storme hen over dem, sådan som de sovjetiske hærførere gjorde under Anden Verdenskrig, eller sender folk afsted på kamikazemissioner, som japanerne gjorde.

Vi kunne heller ikke finde på at gøre som russerne ved Grosnyj i 1999. I stedet for at indtage byen omringede de den med artilleri, kampvogne og raketbatterier og skød den i grus.

Det var ved samme lejlighed, at de indførte en nyskabelse i form af termobariske våben, der danner en aerosolsky, som breder sig til alle hjørner af en bygning, før den antændes og knuser alle indenfor. Siden er samme skæbne overgået Aleppo og Mariupol. Som Stalins spøgelse ville udtrykke det: ”Ingen by. Ingen bykamp.”

Nogle af de personer, vi skal beskæftige os med, var all-rounders. Wellington viste sig for eksempel i stand til at gennemføre både offensive og defensive operationer i Portugal og Spanien, og han forstod at udnytte de værdifulde efterretninger, som lokale guerillastyrker forsynede ham med.

I 1815, hvor Wellington stod i spidsen for en sammensat styrke med kontingenter fra Storbritannien og Nederlandene samt hertugdømmerne Hannover og Braunschweig, viste han, at han også kunne holde styr på en koalition og koordinere med prøjserne: Han havde vundet den prøjsiske feltmarskal von Blüchers tillid, hvilket sikrede ham prøjsisk støtte i sidste øjeblik ved Waterloo og dermed sejren i periodens afgørende slag.

Lignende overvejelser gælder store hærførere fra Anden Verdenskrig som Manstein, Slim og Sjukov, der alle på forskellige tidspunkter i konflikten skulle mestre både forsvar og angreb.

Andre byder på et mere snævert sæt af færdigheder. Som den fremtrædende politolog og tidligere højtstående embedsmand i det amerikanske udenrigsministerium Eliot Cohen skriver i sin bog Supreme Command:

”Generaler, som egner sig til én slags operationer, er fuldstændig mislykkede i andre sammenhænge. Den offensive type mangler måske de talenter, som hans mere besindige kolleger har for forsvar, eller hans mere taktiske modstykker har for at omgås allierede.”

Lad os for eksempel se på en aggressiv officer som den franske kavalerigeneral grev de Lasalle, der er kendt for sin bemærkning om, at ”en husar, der stadig er i live, når han fylder tredive, er en tølper”. Da han blev overført fra fronten i Spanien til Tyskland, hvor han skulle overtage den lette kavaleridivision, blev han spurgt, om han havde tænkt sig at rejse via Paris.

”Ja da,” svarede han.

”Det er den korteste vej. Jeg regner med at ankomme klokken 17. Jeg skal lige nå at bestille et par støvler og gøre min kone gravid, og så skal jeg videre.”

Da han blev dræbt i slaget ved Wagram, var han 33.

Man kan ikke forestille sig en mand af de Lasalles støbning bytte plads med en tålmodig officer som for eksempel russiske Mikhail Kutuzov, der altid tænkte langsigtet og med den brændte jords taktik sørgede for at trække den franske hær længere og længere østpå, selvom det betød, at han måtte opgive Moskva, fordi han vidste, at Ruslands enorme vidder ville gøre arbejdet for ham.

Man kan heller ikke forestille sig de Lasalle i besiddelse af den selvbeherskelse, en koalitionsleder som Eisenhower måtte opvise for at tackle kolossale egoer som Pattons og Montgomerys under Anden Verdenskrig.

Mod og beslutsomhed er naturligvis helt afgørende.

”Man skal dømme folk på, hvordan de reagerer, når de bliver udsat for deres livs største prøvelser,” skrev Churchill.

”Det er ikke uden grund, at mod bliver betegnet som den vigtigste menneskelige egenskab overhovedet, for som det er blevet sagt før, er den garant for alle andre egenskaber.”

En britisk brigadegeneral anvendte under Anden Verdenskrig et tankeeksperiment, han kaldte ”tigertesten”, når han skulle vurdere en mands karakter: Hvis en rasende bengalsk tiger gik til angreb, ville manden så holde stand ved siden af dig, eller ville han tage benene på nakken?

Men mod kommer i forskellige varianter. De strækker sig lige fra den stædighed, gamle von Blücher lagde for dagen, når han uden at lade sig gå på af sine nederlag altid sadlede op igen, til den fandenivoldskhed, der kom til udtryk hos Napoleons grev de Marbot, hvis erindringer er en herlig røverhistorie med omtrent samme relevans for moderne militærfolk som De Tre Musketerer.

Ovre i den masochistiske ende af skalaen har vi tanker om den rensende effekt af krig og smerte fremlagt af Ernst Jünger i bogen I Stålstormen og i essayet Om Smerte.

Selvom Jünger som løjtnant befandt sig langt nede på rangstigen, er han med i denne bog, fordi nazisterne senere ophøjede Første Verdenskrigs stormtropssoldat til et ideal, ligesom vi har medtaget oberstløjtnant Hal Moore på grund af den ro, han udstrålede i spidsen for sine mænd under beskydning fra nordvietnamesiske styrker i Ia Drang-dalen.

Vi skal heller ikke glemme den storslåede dødsforagt, Matthew B. Ridgway demonstrerede, da han forrettede sin nødtørft i fuldt påsyn af den tyske værnemagt i Normandiet. Det hjælper naturligvis, hvis man tror, man er usårlig.

Nogle officerer bliver husket først og fremmest på grund af deres tænkning. Clausewitz fik aldrig helt den karriere, han havde drømt om – han blev aldrig feltmarskal – men ved at opsummere selve essensen af krigsførelse i Napoleonstiden lærte han sine læsere at tænke på krig i abstrakte vendinger, og derfor er han lige siden blevet opfattet som den vigtigste krigsfilosof overhovedet.

Senere er der kommet andre tænkere til med en mere praktisk dagsorden og forslag til, hvordan ny teknologi skulle anvendes. Moltke den Ældre fokuserede på jernbaner, J.F.C. Fuller på kampvogne, John Warden på præcisionsbombning.

Som Fuller engang skrev: ”Hvem siger, at krige ikke kan vindes i studerekammeret? Er det ikke korrekt, at de mest oplagte og værdifulde idéer udklækkes i lænestolen?”

Blandt de tre skiller Moltke som chef for den prøjsiske generalstab sig ud som en innovativ tænker, der samtidig stod for implementeringen af egne idéer i krigen mod Frankrig.

Han nærede ikke høje tanker om de amerikanske soldaters professionelle færdigheder i borgerkrigen, men han mente, at det var værd at se nærmere på nordstatsgeneralen Ulysses S. Grants brug af jernbanerne til at få sine tropper hurtigt frem til slagmarken.

Men Einstein-typer stiger ikke altid helt til tops. Fuller blev kørt ud på et sidespor på grund af sine primadonnanykker, og oberst Warden blev af sine overordnede anset for at være lidt for besværlig.

Visse karaktertræk har det med at gå igen hos succesrige generaler som for eksempel god dømmekraft, sund fornuft og evnen til at uddelegere – med Napoleon og Wellington som markante undtagelser på det sidste punkt. Mange har også en veludviklet sans for skuespil og selvpromovering, hvilket er vigtigt, hvis man gerne vil have folk til at følge én. Det gælder både Napoleon, Nelson og Patton.

Og nogle er glubske læsere. Napoleon fulgte sit eget gode råd, citeret ovenfor, og tog hele sit rejsebibliotek med sig på sine felttog. Marineinfanterigeneralen James Mattis har en bogsamling på cirka 6000 bind.

I sin bog Call Sign Chaos skriver han: ”Hvis du ikke har læst hundredvis af bøger, er du funktionel analfabet, og du vil ikke kunne klare dig, fordi dine egne personlige erfaringer ikke favner bredt nok til, at du kan læne dig op ad dem. Enhver officer, der påstår, at han ’har for travlt til at læse’, ender med at fylde bodybags med ligene af sine egne soldater, fordi han i stedet er nødt til at lære på den hårde måde.”

Når officerer læser meget i embeds medfør, udvikler de efterhånden også en åbenhed for at hente inspiration alle mulige andre steder fra. Det var præcis den ’tyvagtige skade’-mentalitet, Napoleon håbede at fremelske blandt sine officerer.

Nogle eksempler fra det 20. århundrede: Fuller var i høj grad inspireret af sir John Moores begreb om den intelligente officer. Mens briterne efter afslutningen på Første Verdenskrig var sene til at følge op på Fullers tanker om brugen af kampvogne, havde en gruppe af ambitiøse unge officerer – Manstein, Guderian og Rommel – travlt med at gennemtrawle hans værker for nye idéer og omsætte dem til virkelighed. Det samme gjaldt Tukhatjevskij i Sovjetunionen.

I vore dage har oberst Warden i sin luftkampagne mod irakerne anvendt Fullers idé om at lamme fjendens nervecenter gennem præcisionsangreb. Og general McChrystal har i sin kamp mod Zarqawis netværk i Irak hentet betydelig inspiration i sine studier af britisk flådehistorie og valgt Nelson, en 200 år gammel søhelt, som sit forbillede som leder.

Bogorme er dog ofte blevet ugleset af andre officerer. Fuller blev engang indrapporteret til sit regiments feltlæge af bekymrede kolleger, der undrede sig over, at han altid havde næsen begravet i bøgerne. Der har altid været et spændt forhold mellem intellektuelle officerer på den ene side og officerer med en mere muskuløs tilgang til professionen på den anden.

Vigtigst af alt er der, ved siden af en stærk karakter og en sund dømmekraft, endnu et personlighedstræk, som de fleste succesrige officerer har til fælles: fantasi. Det er måske ikke den egenskab, man oftest sætter i forbindelse med militæret.

I romaner og på film er det næsten altid givet, at manden med det øverste ansvar er et fjols, hvad enten vi taler om en reaktionær britisk obersttype, en prøjsisk junker med monoklen skruet helt ind i kraniet eller en krigsgal marinegeneral med et karseklip så fladt, at sommerfugle kan nødlande derpå.

Men krig er i virkeligheden skabelsesprocessen med omvendt fortegn. Der er brug for lige så meget fantasi og opfindsomhed, når noget skal ødelægges, som når det skal bygges. Og her er fantasien etisk neutral. Den kan bruges i både den gode og den dårlige sags tjeneste.

Den tjente et godt formål, da oberst Warden under Golfkrigen fandt en metode til at sætte Iraks nervecentre ud af spillet og dermed begrænsede antallet af døde, militære såvel som civile.

Den tjente det modsatte formål, da Osama bin Laden for en slik udløste sine angreb på Tvillingetårnene og Pentagon og dermed påførte Vesten trillion store omkostninger i form af udgifter til oversøiske krige og sikkerhedsforanstaltninger hjemme.

Det handler altså ikke alene om at bruge sin fantasi til at finde ud af, hvad man ønsker at gøre ved fjenden, men i lige så høj grad om at gætte, hvad fjenden har tænkt sig at gøre ved én selv. Kort og godt skal man være i stand til at forestille sig, hvad fjenden forestiller sig.

Den kommission, der blev sat til at kulegrave forløbet op til den september 2001, konkluderede i sin rapport, at de forskellige dele af det amerikanske sikkerhedsapparat havde vist sig ude af stand til ”at forbinde prikkerne” og se de store linjer.

De havde ikke studset over, at terroristerne tog flyvetimer uden at udvise nogen interesse for at lære at lande. Den ”vigtigste fejl [i forhold til angrebene] var manglende fantasi”, stod der i rapporten.

Det siger sig selv, at fantasien vil være det tilbagevendende tema i denne bog.





Den perfekte officer følger en række prominente officerer fra Napoleonskrigene og op til vores egen tid. Den fortæller om deres karrierer, hvad de gjorde rigtigt, hvad de gjorde forkert, og hvad de lærte af deres oplevelser. 

Bogens gennemgående tema er fantasiens betydning, og den viser, at disse mænd konstant blev inspireret af hinanden og lånte hinandens ideer.

Mange af deres erfaringer kan overføres til det civile liv – dog med én bemærkelsesværdig forskel: Hvis en virksomhedsleder begår en fejl, kan vedkommende miste sin stilling eller sin investering.

En officer risikerer at miste både livet og de mænd, der er betroet hans kommando.

Du kan købe Den perfekte officer online, fx. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.





Hvis du vil have endnu mere god boginspiration, kan du følge vores Facebook-side her.