Forfatteren bag Tjenerindens fortælling er klar med en ny, indsigtsfuld og kalejdoskopisk samling af femten fortællinger, Min onde mor.
I titelfortællingen Min onde mor, er det de svære mor-datterforhold, der sættes under lup. Her insisterer moren på at være en heks, mens datteren må lide under sin mors mærkelige påfund.
Margaret Atwood, forfatteren bag bogen til serie-kæmpehittet Handmaid’s Tale, har skrevet denne samling af fortælinger, og i hjertet af disse er der syv esktraordinære fortællinger, som følger et ægtepars store og små øjeblikke gennem årtier, og hvad det betyder at leve et helt liv sammen – og hvad der kommer bagefter.
LÆS OGSÅ: Kend din klassiker: Tjenerindens fortælling af Margaret Atwood
Læs titelfortællingen Min onde mor her:
Min onde mor
Margaret Atwood
„Du er så ond,“ sagde jeg til min mor.
Jeg var femten, den flabede alder.
„Det tager jeg som et kompliment,“ sagde hun.
„Ja, nogle vil nok mene, at jeg er ond. Men jeg bruger kun mine onde kræfter til noget godt.“
„Ja, helt sikkert,“ svarede jeg. Vi skændtes om min nye kæreste, Brian.
„Og hvem bestemmer, hvad der er godt?“
Min mor stod ude i køkkenet og kværnede et eller andet i morteren. Hun kværnede tit alt muligt i morteren, men nogle gange brugte hun røremaskinen.
Hvis jeg sagde: „Hvad er det der?“ sagde hun måske: „Hvidløg og persille,“ og så vidste jeg, at hun var i husmorhumør.
Men hvis hun sagde: „Kig væk“ eller „Det, man ikke ved, har man ikke ondt af“ eller „Det fortæller jeg dig, når du bliver gammel nok,“ vidste jeg, at der var nogen, der ville få problemer.
Jeg må nu sige, at hun var forud for sin tid med hvidløgene. Dem var der ikke mange i vores kvarter, der kendte på det tidspunkt.
Vores kvarter lå i den nordlige udkant af Toronto, en af mange byer, der voksede hurtigt gennem marker og tørlagte sumpområder og undervejs ødelagde bestanden af mosegrise og tromlede burreplanterne ned. På det jævnede mudderlag var der skudt toetagers efterkrigsvillaer op i nydelige rækker, alle sammen med panoramavinduer og flade tage, som endnu ikke var begyndt at lække om vinteren.
Dem, der boede i husene, var moderne, unge mennesker med børn. Fædrene gik på arbejde, det gjorde mødrene ikke. Min mor var anderledes: ingen synlig mand, ikke rigtig noget job, men hun fik øjensynlig midler et sted fra.
Vores køkken var stort og lyst med kanariegult linoleumsgulv, spisekrog og et hvidt køkkenskab med rækker af blå tallerkener og skåle. Min mor havde en svaghed for blåt service og sagde, at det forhindrede det onde i at ødelægge maden.
Hendes øjenbryn var plukket til to forbløffede buer, som det næsten var moderne endnu. Hun var hverken høj eller lav, hverken buttet eller tynd. I alt, hvad hun gjorde, imiterede hun Guldloks tredje valg: lige tilpas.
Den dag havde hun et blomstret forklæde på – tulipaner og narcisser – ud over en skjortekjole med smalle hvide og lysegrønne striber og Peter Pan-krave. Lave hæle. En enkel perlekæde, natur, ikke kultur. (Pengene værd, sagde hun. Kun de naturlige havde sjæl).
Beskyttende farver, kaldte hun sin påklædning. Hun lignede en tillidsvækkende mor fra et respektabelt kvarter som vores eget. Som hun stod der og arbejdede ved køkkenbordet, kunne hun have illustreret en nem opskrift i et madmagasin – noget med tomatgelé, for det var i midten af 1950’erne, hvor tomatgelé indgik i kostpyramiden.
Hun havde ingen nære venner i nabolaget – „Jeg holder mig for mig selv,“ sagde hun altid – men hun gjorde sine pligter som nabo: kom med tunfiskegryde til de syge, hentede post og aviser for dem, der var på ferie, så indbrudstyvene ikke blev fristet, passede af og til hunde og katte. Men ikke børn. Selv når min mor tilbød det, vægrede forældrene sig.
Kan de have fornemmet hendes usynlige, men en smule skræmmende aura? (Usynlig for andre. Hun hævdede, at hun selv kunne se den. Den var lilla, sagde hun). Måske var de bange for at komme hjem til et barn, der lå i bradepanden med et æble i munden. Sådan noget ville min mor nu aldrig have gjort. Hun var ond, men ikke så ond.
Undertiden kom ulykkelige kvinder – det var altid kvinder – hjem til os, og så lavede hun en kop et eller andet til dem, måske var det te, placerede dem ved køkkenbordet og sad og lyttede, mens hun kiggede på dem og nikkede tavst. Var der penge involveret? Var det noget, hun måske delvist levede af? Jeg vil ikke lægge hovedet på blokken, men jeg har mine anelser.
Jeg så disse konsultationer, når jeg traskede ovenpå for at lave lektier. Det vil sige, jeg sagde, at jeg lavede lektier, men jeg sad lige så tit og malede mine tånegle røde eller ledte efter fejl i spejlet – for bleg, for bumset, for stort egern-overbid – eller lagde et tykt lag rød læbestift og lavede trutmund i spejlet eller hviskede med Brian i telefonen ude i entréen.
Jeg havde lyst til i smug at lytte til det, min mor sagde til kvinderne, men hun opdagede altid, når jeg gjorde det.
„Lange ører,“ sagde hun.
„I seng med dig! Du skal have din skønhedssøvn!“ Som om søvn ville gøre mig pænere.
Så blev køkkendøren lukket, og den lavmælte samtale fortsatte. Jeg er sikker på, at min mor i det mindste gav disse plagede kvinder gode råd, men måske fik de også et glas med en mystisk væske i. Hun havde et lager af den slags glas i køleskabet.
De var fyldt med noget klistret stads i forskellige farver, og det kom ikke mig ved. Det samme gjaldt urtehaven omme bag vores hus, hvor intet var mærket med navne, og der var adgang forbudt over det hele, men nu og da fik jeg lov at plukke nogle blomster af de overdådige prydplanter, der var strategisk placeret rundt omkring, og sætte dem i en vase.
Min mor interesserede sig ikke for den slags tuttenuttet, tøset pynten, men hun bar over med mig.
„Det er yndigt, min ven,“ sagde hun åndsfraværende.
„Du kiggede ikke engang på den!“ jamrede jeg.
„Jo, jeg gjorde, min skat. Den er meget æstetisk.“
„Jeg holdt øje med dig! Du havde ryggen til!“
„Hvem siger, at man kun kan se med øjnene?“
Det havde jeg ikke noget svar på.
Procentdelen af ægtemænd i vores kvarter, som fik hoste eller brækkede anklen eller omvendt blev forfremmet på deres arbejde, var formentlig ikke højere end andre steder, men min mor havde det med at antyde, at hun havde indflydelse på disse hændelser, og jeg troede hende, selv om det stred imod min fornuft. Og det gjorde mig gal.
Hun troede, at hun var så klog! Og hun ville ikke fortælle mig, hvordan hun havde gjort.
„Jeg ved det godt, men du må selv finde ud af det,“ sagde hun.
„Der er ingen, der kan lide dig,“ kom jeg en dag til at sige til hende under et af vores sammenstød.
„Naboerne synes, at du er skør.“ Det var noget, jeg fandt på, men jeg havde en mistanke om, at det nok var sandt.
„Fortæl mig noget, jeg ikke ved.“
„Er du ligeglad med, hvad de siger om dig?“
„Hvorfor skulle jeg tage mig af uvidende folks hvisketisken? Uintelligent sladder.“
„Jamen, gør det dig ikke ked af det?“ Selv blev jeg tit ked af det, navnlig når jeg hørte nogen gøre grin med min mor på pigetoilettet på high school. Piger i den alder kan være ret sadistiske.
„Ked af det, aldrig i livet! Den tilfredsstillelse skal de ikke have,“ sagde hun og knejsede med nakken.
„Det kan godt være, de ikke kan lide mig, men de respekterer mig. Respekt er bedre end popularitet.“
Det syntes jeg ikke. Jeg var ligeglad med, om jeg var respekteret – det var noget for skolelærere, ligesom sorte snøresko – men jeg ville virkelig gerne være populær. Min mor sagde tit, at jeg måtte glemme den forfængelige trang, hvis jeg ville blive til noget. Hun sagde, at det var et tegn på svaghed at ønske sig at være populær.
Nu – det vil sige den dag, hvor vi skændtes på grund af Brian – var hun færdig med at kværne og stod og skrabede indholdet fra morteren ned i en skål.
Hun stak fingeren ned i blandingen, slikkede på den – så det var åbenbart ikke en dødbringende gift – og tørrede hænderne af i sit blomstrede forklæde. Hun havde et lager af de forklæder med forskellige sæsonbetonede temaer – græskar, dorothealiljer – og mindst fem sprøde, stribede skjortekjoler.
Hvor havde hun de blomstrede forklæder og skjortekjolerne og den ægte perlekæde fra? Hun var ikke sådan en, der gik i butikker ligesom andre mødre. Jeg vidste aldrig, hvor hun fik ting fra. Jeg havde lært at være forsigtig med, hvad jeg selv ønskede, for jeg kunne risikere, at det gik i opfyldelse, og ikke på en måde, som opfyldte mine drømme.
Jeg var allerede træt af den lyserøde angoratrøje med kaninpelskrave og pomponer, som jeg havde fået, sidst jeg fyldte år, selv om jeg i flere måneder havde kigget længselsfuldt på et billede af den i et blad. Jeg lignede en bamse i den.
Hun satte en lille, rød plastichætte på skålen med hvidløgs-persille-blandingen og stillede den til side. „Så,“ sagde hun, „nu har du min fulde opmærksomhed. Hvem bestemmer, hvad der er godt? Det gør jeg. Og lige nu er det, der er godt for dig, godt, min skat. Har du ryddet op på dit værelse?“
„Nej,“ sagde jeg mopset.
„Hvorfor kan du ikke lide Brian?“
„Jeg har ikke noget imod ham som sådan. Men Universet kan ikke lide ham,“ sagde hun roligt.
„Hun må have sine grunde. Vil du have en småkage, min ven?“
„Universet er ikke en person!“ fnyste jeg.
„Det er et det!“ Det var noget, vi havde diskuteret før.
„Du bliver klogere, når du bliver voksen,“ sagde hun.
„Og et glas mælk, det er godt for knoglerne.“
Jeg troede stadig på, at min mor havde en vis indflydelse på Universet. Det var jeg opdraget til at tro, og det er svært at ændre den slags indgroede mønstre.
„Hvor er du tarvelig!“ sagde jeg. Men jeg spiste småkagen alligevel. Med havregryn og rosiner, bagt i går, en af hendes sædvanlige.
„Det modsatte af ’tarvelig’ er ’dørmåtte’,“ sagde hun.
„Når du rydder op på dit værelse, så husk at fjerne hårene fra din børste og brænd dem. Vi skal ikke have nogen ondsindede til at sætte kløerne i dem.“
„Hvem skulle dog gide dét?“ spurgte jeg i et tonefald, som jeg håbede lød hånligt.
„Din gymnastiklærer,“ sagde hun.
„Miss Scace. Hun er svampesamler, blandt andet – eller det var hun i gamle dage. Noget af en forklædning! Gymnastiklærer! Som om jeg ville hoppe på dén!“
Min mor rynkede på næsen.
„Det kræver utrolig meget energi at holde hende væk. Hun flyver rundt om natten og kigger ind ad dit vindue, men hun kan ikke komme ind, det har jeg sørget for. Hun har dog stjålet nogle af mine svampe.“
Jeg var ikke vild med min gymnastiklærer, en senet kvinde med kalkunhals, som havde det med at herse med folk, men jeg kunne ikke forestille mig, at hun gik rundt og samlede giftige svampe i fuldmånens skær, sådan som jeg vidste, det skulle foregå.
Hun havde afgjort et ondt øje – det venstre, som ikke helt fulgtes med det højre – men hun havde ikke min mors magt. Det med at flyve var helt vanvittigt. „Miss Scace! Den gamle kælling! Hun er ikke engang … Hun kunne ikke engang … Du er så skør!“ sagde jeg. Det var noget, jeg havde hørt nogen sige i skolen: Hendes mor er så skør.
„Det er ikke til at vide, hvem der er skør,“ svarede hun uanfægtet.
„Men nu skal vi ikke skifte emne. Brian skal ud. Om ikke væk fra planeten, så i hvert fald ud af dit liv.“
„Jamen jeg kan lide ham,“ sagde jeg klagende. Sandheden var, at jeg var helt forgabt i ham. I min pung havde jeg et billede af ham, som var taget i en fotoautomat på stationen, hvor han havde et læbestiftkys i sit lille, vrantne, blege ansigt.
„Ja, det skal jeg love for,“ sagde min mor.
„Men Universet er ligeglad med, hvem vi kan lide. Han fik Tårnet. Du ved godt, hvad dét betyder: katastrofe!“
Min mor havde læst Brians tarotkort, men selvfølgelig ikke mens han var til stede. Hun havde lavet grydesteg i sin trykkoger og inviteret ham til middag – i sig selv mistænkeligt, hvilket han må have vidst, eftersom han sad og så bister ud hele aftenen og besvarede hendes muntre spørgsmål med enstavelsesord – og gemte et stykke skorpe af hans æbletærte som en forbindelse mellem ham og Den Usynlige Verden.
Tærtestykket blev anbragt under en omvendt bakke, og så lagde hun kortene ud på dens bund. „Han kommer ud for en bilulykke, og så skal du ikke sidde i dødssædet. Du er nødt til at bryde med ham.“
„Kan du ikke forhindre den? Bilulykken?“ spurgte jeg håbefuldt.
Hun havde forhindret et par andre ulykker, der havde svævet truende over mig, heriblandt en matematikprøve. Læreren fik hold i ryggen lige inden. Han var væk i hele tre uger, hvor jeg rent faktisk havde fået læst.
„Ikke denne gang,“ sagde min mor. „Det er for kraftigt. Tårnet plus Månen og Ti Sværd. Det er meget tydeligt.“
„Måske kan du ødelægge hans bil,“ sagde jeg. Brians bil var alligevel helt smadret: en gammel, brugt bil uden lydpotte, som lavede underlige raslelyde og knald uden grund. Kunne hun ikke bare få bilen til at falde fra hinanden?
„Så ville han være nødt til at låne en anden bil.“
„Har jeg sagt, at det var hans egen bil?“ Hun rakte mig det glas mælk, hun havde skænket, satte sig ved køkkenbordet, lagde begge hænder ned på det, med håndfladerne nedad – for at suge energi fra jorden, tror jeg – og kiggede direkte på mig med sine grønne øjne.
„Jeg ved ikke, hvilken bil det bliver. Måske en, han lejer. Du skal bare gøre, som jeg siger. Det korte af det lange er, at hvis du går fra Brian, dør han ikke, men hvis du ikke gør, dør han, og det gør du sandsynligvis også. Eller også kommer du til at sidde i kørestol.“
„Hvordan kan du være så sikker?“
„Hjerter Dame. Det er dig. Du skal ikke have hans blod på hænderne. Livslang skyld.“
„Det er jo vanvittigt!“
„Jamen, så sid du bare mine råd overhørig,“ sagde hun fattet. Hun rejste sig, knipsede med fingrene for at frisætte den overskydende jordenergi og tog så noget hakkekød ud af køleskabet sammen med en skål svampe, hun allerede havde skåret ud.
„Det er dit valg.“
Hun hældte hvidløgsblandingen ned til kødet, slog et æg ud i det og tilsatte noget rasp og svampene. Det måtte være farsbrød. Nu ville jeg ønske, at jeg havde fået opskriften. Så begyndte hun at blande det hele sammen med hænderne – den eneste rigtige måde at gøre det på, sagde hun. Sådan gjorde hun også med småkagedej.
„Du kan jo ikke bevise alt det der!“ sagde jeg. Jeg havde været med i debatklubben på high school det år, indtil Brian sagde, at det var for nørdet. Til en pige, mente han. Nu lod jeg, som om jeg foragtede det, men jeg var i smug begyndt at studere logik og var vild med videnskabelige metoder. Håbede jeg på at få en modgift mod min mor? Sikkert.
„Du ønskede dig da den lyserøde angoratrøje, ikke?“ sagde hun.
„Og hvad så?“
„Ja, så dukkede den op.“
„Du købte den vel bare,“ sagde jeg.
„Årh, hold op. Jeg køber aldrig bare ting.“
„Det gjorde du garanteret! Du er jo ikke påskeharen, vel,“ sagde jeg næsvist.
„Den her samtale er slut nu,“ sagde hun med en isnende ro.
„Skift dit sengetøj, det kan næsten kravle selv, og saml det snavsede tøj op fra gulvet, før det mugner. Underbukser er ikke gulvtæpper.“
„Senere,“ sagde jeg overmodigt.
„Jeg har lektier for.“
„Pas på, jeg ikke peger!“ Hun tog den ene hånd op af skålen. Den var fuld af små stykker råt kød og rød af blod.
Det løb mig koldt ned ad ryggen. Jeg havde bestemt ikke lyst til at blive peget på. At pege betød at nedkalde en forbandelse. I gamle dage blev folk hængt for at pege, havde min mor fortalt mig – eller også blev de grillet.
At blive brændt på bålet var yderst smertefuldt, det kunne hun bevidne. Engang var det forbudt ved lov at pege. Hvis man pegede på en ko, og den blev syg, vidste alle, at man gav sig af med sort magi.
Jeg trampede så trodsigt ud af køkkenet, som jeg turde. Jeg er ikke sikker på, at jeg ville kunne huske nu, hvordan man tramper – det er noget tillært, men man hører ikke om, at teenagepiger gør det i dag. Men surmuler og snerrer, det gør de stadig, ligesom jeg gjorde.
Jeg gik arrigt ind på mit værelse, hvor jeg redte sengen så sjusket, jeg kunne, samlede flere dages snavset tøj op fra gulvet og proppede det i vasketøjskurven. Vi havde fået en ny automatisk vaskemaskine, så jeg ville i det mindste ikke blive sat til at stå ved den gamle gruekedel.
Jeg fjernede hårene fra min børste og satte ild til dem i et rødt askebæger af glas, som jeg havde til formålet. Min mor ville uden tvivl komme og inspicere hårbørsten og kigge i papirkurven for at kontrollere, at jeg ikke havde snydt.
Indtil for et år siden havde min mor haft sit lange, rødblonde hår sat op i en elegant fransk knude, men så havde hun klippet det af med fjerkræsaksen – Kim Novak-stil, havde hun sagt. Der var kæmpe brand i køkkenvasken – hun praktiserede selv det, hun prædikede, i modsætning til visse forældre – og huset stank som en sveden kat i flere dage.
„Sveden kat“ var hendes udtryk. Jeg havde aldrig lugtet til en sveden kat, men det havde hun. I gamle dage skete det jævnligt, at katte blev brændt sammen med deres ejere, sagde hun.
Det nyttede ikke noget at diskutere med min mor. Og jeg kunne heller ikke gå bag om ryggen på hende. Hun havde øjne i nakken, og der var små fugle, der fortalte hende alt muligt. Jeg var nødt til at droppe Brian. Jeg havde en grædetur over det. Slut med duften af Old Spice og lugten af cigaretter og nyvaskede, hvide T-shirts.
Slut med tunge åndedræt under dansenumrene i musicals i biografen. Slut med at fodre Brian med ekstra pomfritter fra min burger og få fedtede kys med kartoffelsmag … Han kyssede så godt, han gav så faste kram, og han elskede mig – selv om han ikke sagde det, hvilket var beundringsværdigt. Det ville have været blødsødent at sige det.
Senere den aften ringede jeg til ham og sagde, at vores aftale lørdag aften var aflyst. Det blev han ikke glad for.
„Hvorfor?“ sagde han.
Jeg kunne ikke så godt sige til ham, at min mor havde rådført sig med nogle gamle kort med underlige billeder på og forudsagt, at han ville dø i en bilulykke, hvis han blev ved med at se mig. Jeg havde ikke brug for at sætte endnu flere rygter i gang om hende på skolen, der var rigeligt i forvejen.
„Jeg kan bare ikke komme sammen med dig mere,“ sagde jeg. „Vi er nødt til at slå op.“
„Er der en anden fyr?“ spurgte han i et truende tonefald. „Jeg smadrer ham!“
„Nej,“ sagde jeg og begyndte at græde. „Jeg kan virkelig godt lide dig. Det er for din egen skyld.“
„Jeg vil vædde på, at det er din skøre mor,“ sagde han. Så græd jeg endnu mere.
Den aften sneg jeg mig ud i haven, gravede billedet af Brian ned under en syrenbusk og ønskede. Mit ønske var, at jeg på en eller anden måde ville få ham tilbage. Men ønsker, som min mor ikke kunne høre, gik ikke i opfyldelse. Hun sagde, at jeg ikke havde evnen.
Måske ville jeg få den senere hen – udvikle den, så at sige – men den kunne godt springe en generation, eller endda to, over. I modsætning til hende var jeg ikke født med sejrsskjorte. Skæbnens gunst.
Næste dag blev der hvisket henne på skolen. Jeg forsøgte at ignorere det, men jeg kunne ikke undgå at høre sætninger her og der: En skrue løs. Fis i kasketten. Knald i låget. Rotter på loftet. Og den værste: Sådan går det, når der ikke er nogen mand i huset. Inden der var gået en uge, var Brian blevet kæreste med en pige, der hed Suzie, men han sendte mig stadig bebrejdende blikke.
Jeg trøstede mig selv med, hvor from og uselvisk jeg var: På grund af mig slog Brians hjerte stadig. Men det betød ikke, at jeg ikke led.
Mange år senere blev Brian narkohandler og endte sit liv på et fortov med ni kugler i kroppen. Så måske havde min mor fået rigtigt fat i, hvad der ville hænde, men ikke hvornår og hvordan. Det kunne ske, sagde hun. Det var ligesom en radio: Der var ikke noget galt med udsendelsen, men der kunne være fejl i modtagelsen.
Ikke nogen mand i huset var et meget præcist udtryk for vores situation. Selvfølgelig har alle en far – eller en sæddonor, som man ville sige nu til dags, hvor det gamle begreb faderskab er kommet i miskredit – og det havde jeg også, men på det tidspunkt var jeg ikke sikker på, om denne far stadig var, hvad man ville kalde „i live“.
Da jeg var fire-fem år, fortalte min mor mig, at hun havde forvandlet ham til den havenisse, der stod ved vores fortrappe. Det var bedre sådan, sagde hun. Som havenisse behøvede han ikke at gøre noget, såsom at slå græs – han var alligevel også dårlig til det – eller træffe beslutninger, hvilket han hadede. Han kunne bare stå og nyde det gode vejr.
Når jeg prøvede at lokke hende til noget, hun først havde sagt nej til, sagde hun: „Spørg din far,“ og så luntede jeg ud og bukkede mig ned til havenissen – bare et lille buk, for han var ikke meget lavere end mig selv – og stirrede ind i hans gemytlige stenansigt. Det så ud, som om han blinkede.
„Må jeg få en vaffelis?“ sagde jeg bedende. Jeg var sikker på, at han og jeg havde en pagt af en art – at han altid ville være på min side i modsætning til min mor, som var på sin egen side. Det gjorde mig varm indeni at være sammen med ham. Det var trygt.
„Hvad sagde han?“ spurgte min mor, når jeg kom ind igen.
„Han sagde ja.“ Jeg var næsten sikker på, at jeg havde hørt en hæs stemme mumle inde bag hans smilende, skæggede stenansigt.
„Javel, ja. Gav du ham et knus?“
„Ja.“ Jeg gav altid min far et knus, når han havde givet mig lov til noget, der var den mindste smule forbudt.
„Det var godt. Det er høfligt at sige tak.“
Denne fantasiforestilling måtte naturligvis høre op. Nogen tid inden jeg fyldte femten, fik jeg den anden og formentlig sande version: Min far havde forladt os. Ifølge min mor havde han fået et vigtigt arbejde et andet sted, men i skolen sagde de, at han var stukket af, fordi han ikke kunne holde min skøre mor ud, og var der noget at sige til det?
Jeg blev drillet med, at han var væk, for det var ikke almindeligt i de år, at fædre var forsvundet, medmindre de var blevet dræbt i krigen.
„Hvor er din far?“ var irriterende, men „Hvem er din far?“ var en hån. For i det lå der, at min mor havde fået mig sammen med en, hun ikke engang kendte.
Jeg gik og rugede over det. Hvorfor havde min far forladt mig? Hvis han stadig levede, hvorfor skrev han så i det mindste ikke til mig? Elskede han mig slet ikke?
Selv om jeg ikke længere troede på, at min far var en havenisse, havde jeg en mistanke om, at min mor havde forvandlet ham på en eller anden måde. Jeg må med skam melde, at jeg i en periode spekulerede på, om hun havde gjort det af med ham – med svampe eller noget, hun havde kværnet i en morter – og begravet ham i kælderen.
Jeg kunne næsten se hende slæbe hans livløse krop ned ad trappen, grave hullet – hun ville have været nødt til at bruge et trykluftbor for at komme gennem cementen – smide ham derned og mure hullet til igen.
Jeg gennemsøgte kældergulvet, men kunne ikke se noget mistænkeligt. Men det beviste ingenting. Min mor var vældig intelligent. Hun ville sørge for ikke at efterlade sig spor.
Da jeg var treogtyve, dukkede min far så pludselig op. På det tidspunkt var jeg blevet færdig på universitetet og var flyttet hjemmefra. Min afrejse gik ikke fredeligt for sig: Hun kommanderede, hun udspionerede mig, hun behandlede mig som et barn! Det var mine afskedsord.
„Så siger vi det, min ven,“ sagde hun.
„Jeg er her, når du får brug for hjælp. Skal jeg aflevere dine bamser til genbrug?“
En pludselig smerte jog gennem mig. „Nej!“ råbte jeg. Når vi havde sammenstød, mistede jeg altid besindelsen og en lille flig af min værdighed.
Jeg var fast besluttet på ikke at have brug for hjælp. Jeg havde fundet et job i et forsikringsselskab, et stykke nede af rangstigen, og boede billigt til leje i et hus vest for universitetet sammen med to andre, der også havde dårligt betalte jobs.
Min far tog kontakt ved at sende mig et brev. Han må have fået min adresse af min mor, indså jeg senere, men da det var en af de perioder, hvor jeg ikke var på talefod med hende, spurgte jeg hende ikke. Det forekom mig, at hun var blevet mere skør. Hendes seneste påfund – før jeg havde sat hende på pause – havde været en lumsk plan om at dræbe sin nabos hængepil.
Jeg skulle ikke være urolig, havde hun sagt, hun ville gøre det ved at pege, om natten, så ingen så hende. Det skulle være en hævn for et eller andet med at have kørt en tudse over i indkørslen, og i øvrigt var hængepilens rødder også ved at gro ned i afløbene.
Hævne en tudse. Pege på et træ. Hvem ville kunne håndtere sådan en mor?
Først blev jeg overrasket, da jeg fik min fars brev. Så blev jeg vred. Hvor havde han været? Hvorfor havde han været så længe om det? Jeg svarede med en besked på tre linjer, herunder telefonnummeret til det hus, hvor jeg boede. Vi havde en kortfattet, kejtet samtale og aftalte at mødes. Jeg var på nippet til at afvise ham, sige, at jeg ikke var interesseret i at se ham – men det ville ikke være sandt.
Vi spiste frokost på en lille bistro på Queen Street, hvor de serverede autentisk fransk mad. Min far valgte stedet, og imod min vilje var jeg imponeret. Det havde været min plan at hade alt ved ham.
Min far spurgte, om jeg ville have vin.
Han skulle ikke selv have, sagde han. Til trods for at jeg nu betragtede mig selv som en sofistikeret, ung kvinde med arbejde og var begyndt at drikke til fester og på dates, holdt jeg mig til Perrier ved denne lejlighed. Jeg havde brug for at holde hovedet klart og bevare fatningen.
Selv om jeg var meget nysgerrig angående min far, var jeg også rasende – men jeg ville ikke bebrejde og fordømme ham, før jeg havde hørt hans undskyldninger for den tarvelige måde, han havde overset mig på.
„Hvor har du været i alle de år?“ var mit første spørgsmål. Det må have lydt anklagende.
Min far var en venligt udseende ældre mand, ret høj, hverken fed eller mager – på ingen måde usædvanlig, hvilket var en skuffelse. Når man hele sin barndom har troet på, at ens far på magisk vis er blevet forvandlet, har man visse forventninger.
Han havde hår, men mindre, end han måtte have haft engang. Noget af det var gråt, resten var mørkebrunt ligesom mit eget. Han var iført en flot habit og et ganske pænt slips, ultramarinblåt med et småt, geometrisk mønster i kastanjebrunt.
Hans blå øjne lignede mine, ligesom hans kraftige øjenbryn. Nu løftede han øjenbrynene, hvilket gav ham et åbent, uforbeholdent udtryk. Han smilede forsigtigt. Jeg genkendte smilet, som lignede mit eget. Jeg kunne godt forstå, hvis han havde følt sig domineret af min mor.
„Noget af tiden har jeg siddet i fængsel.“
„Har du det?“ sagde jeg. Straks var han mere interessant. Fængsel havde jeg ikke regnet med. „For hvad?“
„Spritkørsel. Jeg var tæt på at slå en ihjel. Men jeg kunne overhovedet ikke huske noget. Jeg var døddrukken.“
Han kiggede ned i bordet, hvor der nu var blevet sat en kurv med tykke brødskiver, både rugbrød og franskbrød.
„Jeg er alkoholiker.“ Hans stemme var underligt neutral, som om det var en anden, han talte om. Fortrød han de ting, han havde gjort?
„Nå,“ sagde jeg. Hvad skulle jeg sige? Jeg kendte efterhånden flere, der havde problemer med alkohol, men ingen af dem indrømmede det. Han må have fornemmet min nervøsitet.
„Det er længe siden. Jeg drikker ikke mere. Overhovedet. Jeg har været igennem de tolv trin.“
„Nå,“ sagde jeg igen. Jeg vidste ikke helt, hvad han talte om. De tolv trin?
„Men hvor bor du henne?“ spurgte jeg.
Havde han et hjem? Var han en af dem, man indimellem så på gaden med en kop, man kunne lægge penge i? SULTEN, EN MØNT TIL OVERS? Nej, for vi sad på en elegant restaurant og skulle til at spise en udsøgt frokost på hans regning. Og slipset signalerede ikke hjemløs.
„Jeg bor her,“ sagde han. „Her i byen. Jeg er gift, og jeg har to børn. To andre børn,“ tilføjede han undskyldende.
Han vidste, at jeg ville føle mig svigtet over den oplysning, og det gjorde jeg også.
Han var gået fra mig, han havde ikke set sig tilbage, han havde levet et helt andet liv. Jeg blev omgående jaloux på disse halvsøskende, som jeg aldrig havde mødt.
„Jamen, hvad … Jamen, hvordan …“ Jeg ville spørge, om han havde et arbejde, men ville det ikke være uhøfligt? Hvilket job kunne man få, hvis man havde kørt et menneske over og fået en fængselsdom?
Han gættede, hvad jeg ville sige. „Jeg kunne ikke få mit gamle job tilbage,“ sagde han. „Jeg arbejdede med salg og marketing før. Nu er jeg socialrådgiver. Og jeg arbejder også frivilligt i fængslerne. Jeg rådgiver folk som mig selv – om at være alkoholiker, og hvordan man kommer ud af det.“
Jeg var lettet. Ikke alene ville han ikke blive en, jeg skulle tage ansvar for – en, jeg skulle passe – han var også et anstændigt menneske, i hvert fald nogenlunde. Det var ikke komplet elendige gener, jeg havde arvet.
„Mor sagde, at hun havde forvandlet dig til en havenisse,“ sagde jeg. „Den ude ved fortrappen. Som forklaring på, hvorfor du ikke var der. Den historie fortalte hun mig, da jeg var fire år.“
Han lo. „Hun sagde altid, at det ville være bedre, hvis jeg var en havenisse,“ sagde han. „Jeg ville gøre mindre skade og være sjovere.“
„Jeg troede virkelig på det. Jeg bad dig om is og den slags.“
„Gav jeg dig så dét? Is?“
„Ja,“ sagde jeg. „Det gjorde du altid.“ Tåbeligt nok begyndte jeg at snøfte. Inde i mit hoved hørte jeg min mors stemme: Lad aldrig nogen se dig græde.
„Undskyld, jeg ikke var der,“ sagde han. Han rakte hånden hen over bordet, som om han ville ae mig, men tog sig i det og trak den til sig.
„Din mor besluttede, at jeg skulle rejse, da du var lille, og sådan som jeg opførte mig dengang, er jeg sikker på, at det var rigtigt af hende. Hun sagde, at jeg var svag. Håbløst svag.“
„Hun siger også, at jeg er svag,“ sagde jeg. „Hun siger, at jeg ikke har nogen rygrad. Hun siger, at jeg ikke har for fem flade øre sund fornuft.“
Han smilede. „Så er vi to. Men jeg er nu sikker på, at du har rygrad.
Jeg kan se, at du klarer dig selv.“ Uden min mor, mente han.
„Du har også rygrad,“ sagde jeg gavmildt. „Du var i stand til at …“ „Holde op med at drikke? Jeg fik megen hjælp. Men tak.“
Mens vi talte, spiste vi vores frokost. Foie gras til at begynde med – jeg havde aldrig smagt det før og blev øjeblikkelig forført – og bagefter omelet. Jeg havde heller aldrig fået en ordentlig omelet før, kun nogle tørre, brankede nogen.
„Du fik da de fødselsdagsgaver, jeg sendte, ikke?“ spurgte han, da vi var nået til vores choux à la crème.
„Og kortene? Da du var blevet ældre – da jeg var kommet på benene igen?“
„Fødselsdagsgaver?“ sagde jeg. „Hvad for nogen fødselsdagsgaver?“
Han så forfærdet ud. „Ja, for eksempel cyklen, da du fyldte elleve, og den der lyserøde angoratrøje, da du var, hmm, fjorten? Femten? Din mor sagde, at du var helt forelsket i den.“
„Var den fra dig?“ Min mor havde haft ret: Hun havde ikke købt den. Men jeg havde også haft ret: Hun var ikke påskeharen.
„Hun sagde, at du var lykkelig for den.“ Han sukkede.
„Hun fortalte dig nok ikke, at den kom fra mig. Jeg havde det på fornemmelsen, fordi du aldrig skrev og sagde tak. Hun må have tænkt, at jeg ville have en dårlig indflydelse på dig.“ Han sukkede igen.
„Måske havde hun ret. Hun var meget beskyttende over for dig, og hun havde altid meget stærke meninger.“
Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at den frokost blev begyndelsen på et varmt, nært forhold til min far, men det gjorde den ikke. Det var, som om jeg ikke var særlig god til varme, nære forhold på det tidspunkt. Selv når mine kærester ikke blev skræmt væk af min mor, holdt de ikke.
Jeg havde fået for vane at kassere dem, før de kunne nå at kassere mig. Jeg sagde, at jeg gerne ville møde hans anden familie – især mine to halvsøstre, som næsten var teenagere og havde nuttede, lyse rottehaler på de billeder, han viste mig – men det havde han ikke lyst til. Han havde aldrig fortalt sin anden kone om mig, og han ville være nervøs for konsekvenserne. Han ville ikke vælte korthuset, sagde han.
Han ville især ikke have, at hans nye kone skulle møde min mor, og det kunne jeg ikke bebrejde ham. Det var ikke til at vide, hvad hun kunne finde på. Jeg så for mig, at hun dukkede op med en gave, som var en fælde, noget, hun havde kværnet og hældt på glas.
Eller at hun kom og pegede, og kortene fløj ud af korthuset, som om de bogstavelig talt eksploderede. Hun ville selvfølgelig have sine bevæggrunde til at forvolde sine skader – det ville være for at gavne en større sag, eller gavne mig, eller Universet ville have stærke meninger om, hvad der var brug for – men jeg havde ikke længere tillid til hendes grunde.
Hun ville ikke for alvor være optaget af en større sag, hun ville bare vise sig. Glæde sig selv. Sådan så jeg hende, da jeg var treogtyve.
I de følgende år holdt vi os på afstand af hinanden, min far og jeg. Vi spiste frokost sammen nu og da, i smug, som om vi var spioner.
„Hun må ikke få overtaget over dig,“ sagde han en af gangene. „Hun“ betød altid min mor.
„Hvorfor gik I fra hinanden?“ spurgte jeg ham.
„Ja, som jeg har fortalt dig, så smed hun mig nærmest ud.“ „Jamen, helt ærligt. Ville du gerne selv flytte?“
Han kiggede ned i bordet. „Det er hårdt at leve sammen med en, der altid har ret. Selv når det viste sig, at hun havde det. Det kan godt være … foruroligende.“
„Det forstår jeg godt,“ sagde jeg. Jeg blev overvældet af medfølelse for ham. „Foruroligende“ var en underdrivelse. „Fik hun dig til at brænde dit hår?“
„Fik hun mig til at hvadfornoget?“ Han lo kort. „Den har jeg ikke hørt før. Hvordan …?“
„Glem det,“ sagde jeg.
„Men hvorfor giftede du dig så med hende? Hvis du syntes, hun var så svær og skræmmende at være sammen med?“
„Ikke ligefrem skræmmende. Lad os sige kompliceret. Hun kunne være virkelig sød indimellem. Men uforudsigelig.“
„Jamen, hvorfor gjorde du det?“
„Hun hældte noget i min drink. Undskyld. Det var ikke sjovt.“
Min far døde tidligere end de fleste. Han havde haft kræft – det havde han fortalt mig – så jeg havde i det mindste fået en advarsel. Alligevel var det et tab, for nu ville jeg ikke længere have min helt egen hemmelighed, et hjørne af mit liv, som min mor ikke havde trængt ind i og sat sig til doms over.
Jeg havde holdt øje med dødsannoncerne, fordi jeg vidste, at jeg ikke ville få besked af familien. Den anden familie. Den familie, der ikke var hemmelig.
Jeg kom til begravelsen, hvor der var en masse mennesker, som jeg ikke kendte, og satte mig nede bagerst, langt væk fra de nærmeste efterladte. Min mor kom også. Hun var dramatisk klædt i sort, som ingen ellers var til begravelser længere. Hun bar endda slør.
På det tidspunkt var jeg blevet gift og havde selv fået to børn, to piger. Min mor og jeg havde haft et stort sammenstød efter den førstes fødsel. Hun troppede op på fødegangen midt under fødslen med en gave, et eller andet orange i et glas, som jeg skulle smøre på mine strækmærker, og bekendtgjorde, at hun ville koge moderkagen, så jeg kunne spise den.
„Er du vanvittig?“ Jeg havde aldrig hørt noget så ækelt. Selv om det er helt almindeligt i dag.
„Det er en gammel tradition. Det holder det onde væk. Har du brændt håret fra din børste, min ven – sådan som jeg har lært dig det? Hende den gamle, modbydelige miss Scace har lusket omkring. Hun har altid været ude på at gøre dig fortræd, bare for at hævne sig på mig.
Jeg har lige set hende ovre ved de for tidligt fødte, hvor hun lod, som om hun var sygeplejerske. Hun er afhængig af forklædninger. Før i tiden klædte hun sig ud som nonne.“
„Miss Scace, min gymnastiklærer fra high school? Det kan ikke passe, mor,“ sagde jeg tydeligt, som om jeg skulle forklare det for en femårig. „Miss Scace døde for flere år siden.“
„Skindet kan bedrage. Det ser bare ud, som om hun er død.“
Du kan nok forstå, hvorfor jeg gerne ville holde mine små børn på sikker afstand af deres mormor. Jeg ønskede, at de skulle få en normal barndom, i modsætning til min.
Jeg vil lige fortælle lidt om min mand, et elskeligt menneske, som har forbedret sig med tiden. Jeg behøver vist ikke sige, at jeg holdt betydelig afstand mellem ham og min mor under det, jeg med en gammeldags betegnelse vil kalde vores forlovelsesperiode.
Jeg forestillede mig, at han ville blive så bange, at han ville springe på det første fly ud af landet, hvis han fik én overhaling af hende. Men de var jo nødt til at mødes på et eller andet tidspunkt, da hun – på en måde, jeg ikke kendte, men som måske har involveret tarotkort – var blevet klar over hans eksistens. Universet havde ingen indvendinger imod ham, fortalte hun mig.
Det så faktisk godt ud, fordi Jupiter spillede en stor rolle, og Bægrenes Konge og Diamanten var fremtrædende. Hun glædede sig til at møde ham. „Det haster ikke,“ sagde hun til mig, hvilket betød, at det gjorde det.
Jeg formildede ham med anekdoter, som jeg pakkede muntert og spøgefuldt ind. Hårafbrændingen, glassene med snask, pegeriet, kortene, sågar min far som havenisse – det var harmløse særheder. Der var ingen, der tog dem alvorligt, sagde jeg.
Min mor gjorde ikke, og jeg gjorde da slet ikke. Min kommende ægtemand sagde, at min mor lød hyggelig og måtte have en rigtig god humor. „Ja ja,“ sagde jeg og grinede med svedige håndflader.
„Fantastisk humor!“
Du bemærker nok, at jeg ikke fortalte ham om miss Scace. Det var jo virkelig tosset. Jeg regnede med, at han ville være forstående, men ikke hvad angik den flyvende, svampestjælende miss Scace. Det ville være rart, hvis min mor og min kæreste i det mindste kunne tåle synet af hinanden.
Omsider mødtes de på min foranledning til te på Hotel King Edward midt i Toronto. Jeg tænkte ikke, at min mor ville lave problemer på sådan et fornemt sted, og det gjorde hun heller ikke.
Der skete intet upassende. Min mor var høflig, rimelig sød, opmærksom, og min kommende mand var ærbødig, lydhør, afdæmpet. Jeg tog hende i at kaste et stjålent blik på hans hænder – hun ville garanteret gerne se hans hjertelinje for at kontrollere, om han ville komme på afveje og begynde at hore med sekretærer – men hun gjorde det diskret.
Bortset fra det gav hun den som rar, gammeldags middelklassemor. Min kommende mand var en smule skuffet. Han havde fået indtryk af, at hun var mindre konventionel.
Min fars begravelse fandt sted i en periode, hvor jeg havde sluttet fred med min mor, så da jeg fik øje på hende med den sorte kjole og sløret, satte jeg mig hen ved siden af hende. Jeg var på talefod med hende igen.
Vi havde et tilbagevendende mønster: Hun gjorde mig vred, jeg afbrød forbindelsen, jeg blev god igen, vi sluttede fred, og så overskred hun mine grænser endnu en gang.
„Er du okay?“ spurgte jeg. Hun græd en smule, hvilket skete meget sjældent.
„Han var min elskede,“ sagde hun og duppede øjnene. „Jeg skræmte ham væk! Vi var så forelskede. For længe, længe siden.“
Mascaraen løb ned ad kinderne på hende, og jeg tørrede den af. Hvornår var hun begyndt at bruge mascara? Og endnu vigtigere: Hvornår var hun begyndt at græde i fuld offentlighed? Var hun ved at blive blødsøden? Den var god nok: Hun var virkelig ved at blive blødsøden, men ikke på nogen god måde.
Nu, hvor jeg var blevet opmærksom på det, så jeg til min forfærdelse alle tegnene – de voksede med en foruroligende hast, næsten som om hun var ved at gå i opløsning. Mascarafasen sluttede, næsten lige så hurtigt som den var begyndt, ydre skønhed betød ikke længere noget for hende, sagde hun.
Væk var de nystrøgne skjortekjoler. Ja, væk var strygejernet, min mor strøg aldrig noget længere. De stivede kjoler og lavhælede sko blev nu erstattet af en masse alt for store T-shirts, som ikke altid var rene, sat sammen med joggingbukser og ufikse, ortopædiske sandaler.
Hendes krogede tæer stak ud foran med tykke, gullige negle. Havde hun mon svært ved at klippe dem? Eller værre endnu: Glemte hun at klippe dem?
Kværnede hun stadig ting i sin morter? Jeg vidste det ikke helt. I hendes køleskab stod adskillige glas med lodden mug. Jeg var begyndt at inspicere hendes køleskab to gange om ugen for at være sikker på, at hun ikke fik madforgiftning af sine gærede rester.
Hendes trykkoger var for længst forsvundet. Hun sagde, at hun havde kasseret den, efter at miss Scace havde fået den til at eksplodere. Hendes stegepander af jern var rustne. Hendes gryder var blevet vasket – ikke særlig grundigt – og stillet væk, men jeg fandt en ude i haven med et ti centimeter tykt lag algegrønt vand, som vrimlede med myggelarver.
„Det er et fuglebad,“ sagde hun. Selve haven var en jungle. Ingen fine bede længere, ingen krydderurter. Svinemælk var den fremherskende ukrudtsplante.
Jeg spurgte hende, hvorfor hun ikke længere lavede mad.
Hun trak på skuldrene. „For besværligt. Og hvem skulle jeg lave mad til?“
Jeg blev mere og mere bekymret for hende. Jeg ringede ved spisetid for at sikre mig, at hun fik noget at spise.
„Er du ved at spise aftensmad?“
Pause.
„Ja.“
„Hvad spiser du?“
Pause igen.
„Noget.“
„Er det på dåse?“
„Det kan man godt sige.“
„Sidder du ned?“
„Det rager ikke dig.“
Hun småspiste – bidder af det ene og det andet, som en teenager, der gennemsøgte køkkenet. Jeg kom med en nudelret til hende.
„Du kan varme den i miniovnen,“ sagde jeg.
„Der har været ild i den.“ Det lod ikke til at bekymre hende synderligt.
„I miniovnen?“
„Ja.“
„Hvornår var det? Hvorfor har du ikke fortalt mig det?“
„Jeg slukkede ilden, så hvorfor skulle jeg fortælle dig det? Det var hende miss Scace. Det var hende, der gjorde det.“
„Årh, hold nu op!“
„Bare rolig, min ven. Denne gang er det mig, der vinder.“
Til sidst fik jeg hele historien ud af hende. Hun og miss Scace havde ligget i krig med hinanden i flere århundreder, gennem flere inkarnationer. De havde engang været venner, men var blevet uvenner på grund af en ung mand.
For omtrent fire hundrede år siden var de begyndt at kæmpe i luften om natten. Ikke på koste, tilføjede hun – klicheen om flyvende koste var bare overtro. Så havde miss Scace meldt min mor til myndighederne for hekseri, og det havde fået en voldsom og til sidst dødelig udgang. Ifølge min mor havde hendes hjerte ikke villet brænde, så det måtte de destruere separat. Det samme var tilfældet med Jeanne d’Arc, tilføjede hun stolt.
Miss Scace var blevet smidt på bålet, hvor hun havde grinet hånligt.
„Jeg skulle have sladret om hende først,“ sagde hun. „Men jeg troede, det var vanærende. Forræderi imod vores traditioner.“
„Hvad skete der med den unge mand?“ spurgte jeg. Det nyttede ikke at begynde at sige, at det var noget, hun fandt på eller bildte sig ind, så ville hun bare klappe i. Og hvis jeg sagde, at jeg ikke troede på hende, ville vi komme op at skændes.
„Scace udnyttede ham,“ sagde min mor.
„Hvad mener du med, at hun ’udnyttede ham’?“
„Til sine depraverede seksuelle formål,“ sagde min mor. „Nat efter nat.“
„Snakker vi om den samme miss Scace?“
Jeg kunne virkelig ikke se det for mig. Miss Scace, der trænede pigernes basketballhold ovre i gymnastiksalen med dommerfløjten og de tynde ben under den plisserede gymnastikdragt. Den fladbrystede miss Scace, der febrilsk ledte efter eufemismer, når hun skulle forklare menstruationscyklussen i seksualundervisningen.
Sex var unævneligt dengang. Officielt eksisterede det ikke. „Det kan umuligt være den samme,“ sagde jeg bestemt.
„Hun så anderledes ud dengang,“ sagde min mor. „Meget mere indtagende. Hun brugte korset og viste kavalergang. Hun malede sig i ansigtet med arsenik.“
„Arsenik?“
„Sådan var moden. Men hun udnyttede ham i hvert fald. Sugede marven ud af hans knogler. Og da han var helt udtømt, stjal hun hans penis.“ „Hvad?“ Penistyveri var nyt for mig. Det havde jeg ikke lært om i
high school.
„Hun må have været irriteret over, at den ikke fungerede længere. En morgen kiggede han ned af sig selv, og så var den væk. Hun havde vel peget på den, mens han sov. Hun opbevarede den i en cedertræsæske sammen med nogle andre penisser, hun havde stjålet. Hun fodrede dem med hvedekorn. Det plejer at være det, man giver penisser.“
Jeg tog en dyb indånding for at bevare roen. „Hvorfor gjorde hun det?“ spurgte jeg varsomt. „Samlede på penisser?“
„Nogle samler på frimærker, hun samlede på penisser. Det var der mange af os, der gjorde dengang. Nå, men han kontaktede mig – selvfølgelig gennem en clairvoyant, for jeg var ikke i den samme jordiske inkarnation længere. Jeg sagde til ham, at han skulle klage til myndighederne, så det gjorde han, og så blev hun pålagt at give ham penissen tilbage.“
„Og sætte den på igen, går jeg ud fra.“
„Naturligvis, min ven. Men ikke nok med det. Hun måtte også levere alle de andre penisser tilbage – hun havde taget penisser fra nogle yderst betydningsfulde mænd, kan du tro! En af dem var baron. Og så brændte de hende. Det havde hun fortjent.“
„Og nu sidder du her,“ sagde jeg.
„Ja. Nu sidder vi her. Men der er ikke nogen myndighed længere. Ikke af den type, i al fald.“
„Må jeg spørge … Slås du og miss Scace stadig om natten? I luften?“
„Ja ja,“ sagde hun.
„Hver eneste nat. Det er derfor, jeg altid er så træt.“ Tanken om min mor, der iført sine posede T-shirts og kluntede sandaler hang i luften og sloges med miss Scace, som sikkert stadig havde dommerfløjten om halsen, var for meget for mig. Jeg havde lyst til at grine, men det ville have været ubarmhjertigt.
„Måske skulle du trække dig,“ sagde jeg. „Erklære våbenhvile.“
„Det ville hun aldrig gå med til. Den ondskabsfulde, gamle kælling.“
„Det er ikke godt for dit helbred,“ sagde jeg.
„Det ved jeg, min ven.“ Hun sukkede. „Jeg er ligeglad med mig selv. Men jeg gør det for dig, som jeg altid har gjort. Og pigerne, selvfølgelig. Mine børnebørn. Dem skal hun ikke gøre fortræd. Måske er der en af dem, der har arvet evnen, så den ikke dør ud.“
Det var på høje tid, at vi vendte tilbage til den såkaldte virkelighed. „Har du betalt din varmeregning?“ spurgte jeg.
„Jamen jeg har ikke brug for varme,“ sagde hun.
„Jeg er immun over for kulde.“
Det gik hurtigt ned ad bakke med hende nu. Kort efter brækkede hun hoften – var faldet ned i en skorsten, hviskede hun mig i øret – og måtte på hospitalet. Jeg prøvede at fortælle hende om, hvad der efterfølgende skulle ske: Når de havde ordnet hoften, skulle hun hen på et genoptræningssted, og derefter flytte ind i en hyggelig, beskyttet bolig …
„Alt det der bliver ikke nødvendigt,“ sagde hun.
„Jeg kommer ikke til at forlade hospitalet i denne krop. Det hele er planlagt.“
Planen indbefattede hjertesvigt. Slutscene: Jeg sidder ved hendes hospitalsseng og holder i hendes spinkle hånd med de fremtrædende blodårer. Hvordan var hun blevet så lille? Hun var der næsten ikke, men hendes ånd stod stadig som en lysende, blå flamme.
„Sig, at det var noget, du fandt på,“ sagde jeg. Nu, hvor jeg spurgte hende direkte og uden vrede – noget, jeg faktisk aldrig havde gjort før – måtte hun da indrømme det.
„Hvad fandt jeg på, min skat?“
„Det med at brænde hår. Og pege. Det hele. Det var ligesom det der med, at min far var en havenisse, ikke? Det var bare eventyr?“
Hun sukkede. „Du var sådan et følsomt barn. Så sårbar. Så jeg fortalte dig alt det der. Jeg ville ikke have, at du skulle føle dig forsvarsløs over for livet. Livet kan være barsk. Jeg ville have, at du skulle føle dig beskyttet og vide, at der var en større magt, der passede på dig. At Universet tog sig af dig.“
Jeg kyssede hende på panden. Et kranium med et ganske tyndt lag hud. Det var hende, der var beskytteren, det var hende, der var den større magt, og Universet, der tog sig af mig, var hende. Det var alt sammen hende.
„Jeg elsker dig,“ sagde jeg.
„Det ved jeg, min skat. Følte du dig beskyttet?“
„Ja,“ sagde jeg.
„Det gjorde jeg.“ Det var til en vis grad sandt. „Hvor var det sødt, at du opfandt alt det for min skyld.“
Hun kiggede mistroisk på mig med sine grønne øjne. „Opfandt?“ sagde hun.
Og nu er jeg nået til slutningen. Men det er ikke slutningen, for slutninger er arbitrære. Jeg runder af med en enkelt scene mere.
Min ældste datter er nu femten, den flabede alder. Det er et tovtrækkeri: Hun vil ud at løbe i mørket med en eller anden sportsidiot, jeg knap kender. Løbe! Før i tiden løb piger ikke, bortset fra i atletik. De slentrede, de spadserede. At løbe var uværdigt og uelegant – dengang var der ikke noget, der hed sports-bh’er.
Min datter er iført stramme bukser og en tætsiddende tanktop. Hun har bare arme med tre midlertidige tatoveringer på hver, alle sammen af fugle og dyr. Hun siger, at hun skal have nogle permanente, når hun fylder atten. Jeg har forklaret hende, at de er besværlige at fjerne, hvis man ombestemmer sig senere, men det nytter ingenting.
„Du skal ikke løbe i mørke,“ siger jeg insisterende. „Det er for farligt. Du kan blive overfaldet.“
„Du bestemmer ikke over mig! Der er jo gadelygter, for fanden!“
Det tjener intet formål at sige „Tal ordentligt“ eller bare „Vask din mund“. Det løb er kørt for længe siden.
„Jamen, alligevel. Og ham, din, din ven … Drenge kan godt blive revet med.“
„Revet med, hvad snakker du om! Vi skal jo løbe, for helvede! Han er sgu ikke nogen voldtægtsforbryder! Han kan godt være lidt et pikhoved nogle gange, men …“
Lidt et pikhoved? Det er en meget mild diagnose, synes jeg. „Jeg vil ikke have det.“
„Kæft, du er led!“
„Pas på, jeg ikke peger,“ siger jeg. Jeg er ved at blive vred.
„Hvad? Pas på, du ikke peger?“ Hun griner og himler med øjnene.
„For helvede da! Hvad betyder pege?“
„Det er noget hekseri,“ siger jeg uden at fortrække en mine. „Du vil ikke bryde dig om det, det kan gøre.“
„Nej, stop nu!“ siger hun hånligt.
„Noget hekseri! Er du vanvittig?“
„Din mormor var heks,“ siger jeg så alvorligt, jeg kan.
Hun bliver tavs et øjeblik.
„Du tager pis på mig! Altså, mener du det?“
„Jeg mener det,“ siger jeg.
„Okay, hvad for noget hekseri lavede hun så?“
Hun er ikke helt overbevist, men jeg har hendes opmærksomhed. Jeg sænker stemmen til en fortrolig hvisken.
„Det fortæller jeg dig, når du bliver gammel nok,“ siger jeg og viger udenom for denne gang.
„Men du skal ikke ud at løbe om aftenen, ikke før du er klar. Om aftenen kan hekse se ting, som andre ikke kan se. Døde mennesker, for eksempel. Hvis man ikke er oplært og forberedt, kan det være skræmmende.“
„Jeg er altså ikke heks,“ siger hun usikkert. Hun overvejer sine muligheder.
„Måske ved du det ikke endnu,“ siger jeg. „Din mormor mente, at evnen går i arv. Det kan springe en generation over. Jeg er sikker på, at du bliver det. Når det sker, skal du være meget, meget forsigtig. Du må ikke misbruge din magt.“
Hun slår armene om sig selv. „Jeg fryser.“
Hun er eksalteret. Hvem ville ikke være det i hendes alder?
Medrivende, skøre og rørende historier fra fortællingens mester, Margaret Atwood.
Min onde mor består af femten historier, som alle dykker ned i familiedynamikker, ægteskab, savn og hukommelse – og ikke mindst hvad det betyder at leve et helt liv sammen.
Centralt i syv af historierne følges Nell og Tig gennem deres årtier lange ægteskab, både de store øjeblikke og de små, som tilsammen danner et helt liv med usædvanlig kærlighed.
Margaret Atwood er en af verdens bedst sælgende forfattere og står bl.a. bag nyklassikeren Tjenerindens fortælling som mange kender som udgangspunktet for den anmelderroste og prisbelønnede serie The Handmaid’s Tale på HBO.
Forfatteren bag Tjenerindens fortælling er klar med en ny, indsigtsfuld og kalejdoskopisk samling af femten fortællinger, Min onde mor.
I titelfortællingen Min onde mor, er det de svære mor-datterforhold, der sættes under lup. Her insisterer moren på at være en heks, mens datteren må lide under sin mors mærkelige påfund.
Margaret Atwood, forfatteren bag bogen til serie-kæmpehittet Handmaid’s Tale, har skrevet denne samling af fortælinger, og i hjertet af disse er der syv esktraordinære fortællinger, som følger et ægtepars store og små øjeblikke gennem årtier, og hvad det betyder at leve et helt liv sammen – og hvad der kommer bagefter.
LÆS OGSÅ: Kend din klassiker: Tjenerindens fortælling af Margaret Atwood
Læs titelfortællingen Min onde mor her:
Min onde mor
Margaret Atwood
„Du er så ond,“ sagde jeg til min mor.
Jeg var femten, den flabede alder.
„Det tager jeg som et kompliment,“ sagde hun.
„Ja, nogle vil nok mene, at jeg er ond. Men jeg bruger kun mine onde kræfter til noget godt.“
„Ja, helt sikkert,“ svarede jeg. Vi skændtes om min nye kæreste, Brian.
„Og hvem bestemmer, hvad der er godt?“
Min mor stod ude i køkkenet og kværnede et eller andet i morteren. Hun kværnede tit alt muligt i morteren, men nogle gange brugte hun røremaskinen.
Hvis jeg sagde: „Hvad er det der?“ sagde hun måske: „Hvidløg og persille,“ og så vidste jeg, at hun var i husmorhumør.
Men hvis hun sagde: „Kig væk“ eller „Det, man ikke ved, har man ikke ondt af“ eller „Det fortæller jeg dig, når du bliver gammel nok,“ vidste jeg, at der var nogen, der ville få problemer.
Jeg må nu sige, at hun var forud for sin tid med hvidløgene. Dem var der ikke mange i vores kvarter, der kendte på det tidspunkt.
Vores kvarter lå i den nordlige udkant af Toronto, en af mange byer, der voksede hurtigt gennem marker og tørlagte sumpområder og undervejs ødelagde bestanden af mosegrise og tromlede burreplanterne ned. På det jævnede mudderlag var der skudt toetagers efterkrigsvillaer op i nydelige rækker, alle sammen med panoramavinduer og flade tage, som endnu ikke var begyndt at lække om vinteren.
Dem, der boede i husene, var moderne, unge mennesker med børn. Fædrene gik på arbejde, det gjorde mødrene ikke. Min mor var anderledes: ingen synlig mand, ikke rigtig noget job, men hun fik øjensynlig midler et sted fra.
Vores køkken var stort og lyst med kanariegult linoleumsgulv, spisekrog og et hvidt køkkenskab med rækker af blå tallerkener og skåle. Min mor havde en svaghed for blåt service og sagde, at det forhindrede det onde i at ødelægge maden.
Hendes øjenbryn var plukket til to forbløffede buer, som det næsten var moderne endnu. Hun var hverken høj eller lav, hverken buttet eller tynd. I alt, hvad hun gjorde, imiterede hun Guldloks tredje valg: lige tilpas.
Den dag havde hun et blomstret forklæde på – tulipaner og narcisser – ud over en skjortekjole med smalle hvide og lysegrønne striber og Peter Pan-krave. Lave hæle. En enkel perlekæde, natur, ikke kultur. (Pengene værd, sagde hun. Kun de naturlige havde sjæl).
Beskyttende farver, kaldte hun sin påklædning. Hun lignede en tillidsvækkende mor fra et respektabelt kvarter som vores eget. Som hun stod der og arbejdede ved køkkenbordet, kunne hun have illustreret en nem opskrift i et madmagasin – noget med tomatgelé, for det var i midten af 1950’erne, hvor tomatgelé indgik i kostpyramiden.
Hun havde ingen nære venner i nabolaget – „Jeg holder mig for mig selv,“ sagde hun altid – men hun gjorde sine pligter som nabo: kom med tunfiskegryde til de syge, hentede post og aviser for dem, der var på ferie, så indbrudstyvene ikke blev fristet, passede af og til hunde og katte. Men ikke børn. Selv når min mor tilbød det, vægrede forældrene sig.
Kan de have fornemmet hendes usynlige, men en smule skræmmende aura? (Usynlig for andre. Hun hævdede, at hun selv kunne se den. Den var lilla, sagde hun). Måske var de bange for at komme hjem til et barn, der lå i bradepanden med et æble i munden. Sådan noget ville min mor nu aldrig have gjort. Hun var ond, men ikke så ond.
Undertiden kom ulykkelige kvinder – det var altid kvinder – hjem til os, og så lavede hun en kop et eller andet til dem, måske var det te, placerede dem ved køkkenbordet og sad og lyttede, mens hun kiggede på dem og nikkede tavst. Var der penge involveret? Var det noget, hun måske delvist levede af? Jeg vil ikke lægge hovedet på blokken, men jeg har mine anelser.
Jeg så disse konsultationer, når jeg traskede ovenpå for at lave lektier. Det vil sige, jeg sagde, at jeg lavede lektier, men jeg sad lige så tit og malede mine tånegle røde eller ledte efter fejl i spejlet – for bleg, for bumset, for stort egern-overbid – eller lagde et tykt lag rød læbestift og lavede trutmund i spejlet eller hviskede med Brian i telefonen ude i entréen.
Jeg havde lyst til i smug at lytte til det, min mor sagde til kvinderne, men hun opdagede altid, når jeg gjorde det.
„Lange ører,“ sagde hun.
„I seng med dig! Du skal have din skønhedssøvn!“ Som om søvn ville gøre mig pænere.
Så blev køkkendøren lukket, og den lavmælte samtale fortsatte. Jeg er sikker på, at min mor i det mindste gav disse plagede kvinder gode råd, men måske fik de også et glas med en mystisk væske i. Hun havde et lager af den slags glas i køleskabet.
De var fyldt med noget klistret stads i forskellige farver, og det kom ikke mig ved. Det samme gjaldt urtehaven omme bag vores hus, hvor intet var mærket med navne, og der var adgang forbudt over det hele, men nu og da fik jeg lov at plukke nogle blomster af de overdådige prydplanter, der var strategisk placeret rundt omkring, og sætte dem i en vase.
Min mor interesserede sig ikke for den slags tuttenuttet, tøset pynten, men hun bar over med mig.
„Det er yndigt, min ven,“ sagde hun åndsfraværende.
„Du kiggede ikke engang på den!“ jamrede jeg.
„Jo, jeg gjorde, min skat. Den er meget æstetisk.“
„Jeg holdt øje med dig! Du havde ryggen til!“
„Hvem siger, at man kun kan se med øjnene?“
Det havde jeg ikke noget svar på.
Procentdelen af ægtemænd i vores kvarter, som fik hoste eller brækkede anklen eller omvendt blev forfremmet på deres arbejde, var formentlig ikke højere end andre steder, men min mor havde det med at antyde, at hun havde indflydelse på disse hændelser, og jeg troede hende, selv om det stred imod min fornuft. Og det gjorde mig gal.
Hun troede, at hun var så klog! Og hun ville ikke fortælle mig, hvordan hun havde gjort.
„Jeg ved det godt, men du må selv finde ud af det,“ sagde hun.
„Der er ingen, der kan lide dig,“ kom jeg en dag til at sige til hende under et af vores sammenstød.
„Naboerne synes, at du er skør.“ Det var noget, jeg fandt på, men jeg havde en mistanke om, at det nok var sandt.
„Fortæl mig noget, jeg ikke ved.“
„Er du ligeglad med, hvad de siger om dig?“
„Hvorfor skulle jeg tage mig af uvidende folks hvisketisken? Uintelligent sladder.“
„Jamen, gør det dig ikke ked af det?“ Selv blev jeg tit ked af det, navnlig når jeg hørte nogen gøre grin med min mor på pigetoilettet på high school. Piger i den alder kan være ret sadistiske.
„Ked af det, aldrig i livet! Den tilfredsstillelse skal de ikke have,“ sagde hun og knejsede med nakken.
„Det kan godt være, de ikke kan lide mig, men de respekterer mig. Respekt er bedre end popularitet.“
Det syntes jeg ikke. Jeg var ligeglad med, om jeg var respekteret – det var noget for skolelærere, ligesom sorte snøresko – men jeg ville virkelig gerne være populær. Min mor sagde tit, at jeg måtte glemme den forfængelige trang, hvis jeg ville blive til noget. Hun sagde, at det var et tegn på svaghed at ønske sig at være populær.
Nu – det vil sige den dag, hvor vi skændtes på grund af Brian – var hun færdig med at kværne og stod og skrabede indholdet fra morteren ned i en skål.
Hun stak fingeren ned i blandingen, slikkede på den – så det var åbenbart ikke en dødbringende gift – og tørrede hænderne af i sit blomstrede forklæde. Hun havde et lager af de forklæder med forskellige sæsonbetonede temaer – græskar, dorothealiljer – og mindst fem sprøde, stribede skjortekjoler.
Hvor havde hun de blomstrede forklæder og skjortekjolerne og den ægte perlekæde fra? Hun var ikke sådan en, der gik i butikker ligesom andre mødre. Jeg vidste aldrig, hvor hun fik ting fra. Jeg havde lært at være forsigtig med, hvad jeg selv ønskede, for jeg kunne risikere, at det gik i opfyldelse, og ikke på en måde, som opfyldte mine drømme.
Jeg var allerede træt af den lyserøde angoratrøje med kaninpelskrave og pomponer, som jeg havde fået, sidst jeg fyldte år, selv om jeg i flere måneder havde kigget længselsfuldt på et billede af den i et blad. Jeg lignede en bamse i den.
Hun satte en lille, rød plastichætte på skålen med hvidløgs-persille-blandingen og stillede den til side. „Så,“ sagde hun, „nu har du min fulde opmærksomhed. Hvem bestemmer, hvad der er godt? Det gør jeg. Og lige nu er det, der er godt for dig, godt, min skat. Har du ryddet op på dit værelse?“
„Nej,“ sagde jeg mopset.
„Hvorfor kan du ikke lide Brian?“
„Jeg har ikke noget imod ham som sådan. Men Universet kan ikke lide ham,“ sagde hun roligt.
„Hun må have sine grunde. Vil du have en småkage, min ven?“
„Universet er ikke en person!“ fnyste jeg.
„Det er et det!“ Det var noget, vi havde diskuteret før.
„Du bliver klogere, når du bliver voksen,“ sagde hun.
„Og et glas mælk, det er godt for knoglerne.“
Jeg troede stadig på, at min mor havde en vis indflydelse på Universet. Det var jeg opdraget til at tro, og det er svært at ændre den slags indgroede mønstre.
„Hvor er du tarvelig!“ sagde jeg. Men jeg spiste småkagen alligevel. Med havregryn og rosiner, bagt i går, en af hendes sædvanlige.
„Det modsatte af ’tarvelig’ er ’dørmåtte’,“ sagde hun.
„Når du rydder op på dit værelse, så husk at fjerne hårene fra din børste og brænd dem. Vi skal ikke have nogen ondsindede til at sætte kløerne i dem.“
„Hvem skulle dog gide dét?“ spurgte jeg i et tonefald, som jeg håbede lød hånligt.
„Din gymnastiklærer,“ sagde hun.
„Miss Scace. Hun er svampesamler, blandt andet – eller det var hun i gamle dage. Noget af en forklædning! Gymnastiklærer! Som om jeg ville hoppe på dén!“
Min mor rynkede på næsen.
„Det kræver utrolig meget energi at holde hende væk. Hun flyver rundt om natten og kigger ind ad dit vindue, men hun kan ikke komme ind, det har jeg sørget for. Hun har dog stjålet nogle af mine svampe.“
Jeg var ikke vild med min gymnastiklærer, en senet kvinde med kalkunhals, som havde det med at herse med folk, men jeg kunne ikke forestille mig, at hun gik rundt og samlede giftige svampe i fuldmånens skær, sådan som jeg vidste, det skulle foregå.
Hun havde afgjort et ondt øje – det venstre, som ikke helt fulgtes med det højre – men hun havde ikke min mors magt. Det med at flyve var helt vanvittigt. „Miss Scace! Den gamle kælling! Hun er ikke engang … Hun kunne ikke engang … Du er så skør!“ sagde jeg. Det var noget, jeg havde hørt nogen sige i skolen: Hendes mor er så skør.
„Det er ikke til at vide, hvem der er skør,“ svarede hun uanfægtet.
„Men nu skal vi ikke skifte emne. Brian skal ud. Om ikke væk fra planeten, så i hvert fald ud af dit liv.“
„Jamen jeg kan lide ham,“ sagde jeg klagende. Sandheden var, at jeg var helt forgabt i ham. I min pung havde jeg et billede af ham, som var taget i en fotoautomat på stationen, hvor han havde et læbestiftkys i sit lille, vrantne, blege ansigt.
„Ja, det skal jeg love for,“ sagde min mor.
„Men Universet er ligeglad med, hvem vi kan lide. Han fik Tårnet. Du ved godt, hvad dét betyder: katastrofe!“
Min mor havde læst Brians tarotkort, men selvfølgelig ikke mens han var til stede. Hun havde lavet grydesteg i sin trykkoger og inviteret ham til middag – i sig selv mistænkeligt, hvilket han må have vidst, eftersom han sad og så bister ud hele aftenen og besvarede hendes muntre spørgsmål med enstavelsesord – og gemte et stykke skorpe af hans æbletærte som en forbindelse mellem ham og Den Usynlige Verden.
Tærtestykket blev anbragt under en omvendt bakke, og så lagde hun kortene ud på dens bund. „Han kommer ud for en bilulykke, og så skal du ikke sidde i dødssædet. Du er nødt til at bryde med ham.“
„Kan du ikke forhindre den? Bilulykken?“ spurgte jeg håbefuldt.
Hun havde forhindret et par andre ulykker, der havde svævet truende over mig, heriblandt en matematikprøve. Læreren fik hold i ryggen lige inden. Han var væk i hele tre uger, hvor jeg rent faktisk havde fået læst.
„Ikke denne gang,“ sagde min mor. „Det er for kraftigt. Tårnet plus Månen og Ti Sværd. Det er meget tydeligt.“
„Måske kan du ødelægge hans bil,“ sagde jeg. Brians bil var alligevel helt smadret: en gammel, brugt bil uden lydpotte, som lavede underlige raslelyde og knald uden grund. Kunne hun ikke bare få bilen til at falde fra hinanden?
„Så ville han være nødt til at låne en anden bil.“
„Har jeg sagt, at det var hans egen bil?“ Hun rakte mig det glas mælk, hun havde skænket, satte sig ved køkkenbordet, lagde begge hænder ned på det, med håndfladerne nedad – for at suge energi fra jorden, tror jeg – og kiggede direkte på mig med sine grønne øjne.
„Jeg ved ikke, hvilken bil det bliver. Måske en, han lejer. Du skal bare gøre, som jeg siger. Det korte af det lange er, at hvis du går fra Brian, dør han ikke, men hvis du ikke gør, dør han, og det gør du sandsynligvis også. Eller også kommer du til at sidde i kørestol.“
„Hvordan kan du være så sikker?“
„Hjerter Dame. Det er dig. Du skal ikke have hans blod på hænderne. Livslang skyld.“
„Det er jo vanvittigt!“
„Jamen, så sid du bare mine råd overhørig,“ sagde hun fattet. Hun rejste sig, knipsede med fingrene for at frisætte den overskydende jordenergi og tog så noget hakkekød ud af køleskabet sammen med en skål svampe, hun allerede havde skåret ud.
„Det er dit valg.“
Hun hældte hvidløgsblandingen ned til kødet, slog et æg ud i det og tilsatte noget rasp og svampene. Det måtte være farsbrød. Nu ville jeg ønske, at jeg havde fået opskriften. Så begyndte hun at blande det hele sammen med hænderne – den eneste rigtige måde at gøre det på, sagde hun. Sådan gjorde hun også med småkagedej.
„Du kan jo ikke bevise alt det der!“ sagde jeg. Jeg havde været med i debatklubben på high school det år, indtil Brian sagde, at det var for nørdet. Til en pige, mente han. Nu lod jeg, som om jeg foragtede det, men jeg var i smug begyndt at studere logik og var vild med videnskabelige metoder. Håbede jeg på at få en modgift mod min mor? Sikkert.
„Du ønskede dig da den lyserøde angoratrøje, ikke?“ sagde hun.
„Og hvad så?“
„Ja, så dukkede den op.“
„Du købte den vel bare,“ sagde jeg.
„Årh, hold op. Jeg køber aldrig bare ting.“
„Det gjorde du garanteret! Du er jo ikke påskeharen, vel,“ sagde jeg næsvist.
„Den her samtale er slut nu,“ sagde hun med en isnende ro.
„Skift dit sengetøj, det kan næsten kravle selv, og saml det snavsede tøj op fra gulvet, før det mugner. Underbukser er ikke gulvtæpper.“
„Senere,“ sagde jeg overmodigt.
„Jeg har lektier for.“
„Pas på, jeg ikke peger!“ Hun tog den ene hånd op af skålen. Den var fuld af små stykker råt kød og rød af blod.
Det løb mig koldt ned ad ryggen. Jeg havde bestemt ikke lyst til at blive peget på. At pege betød at nedkalde en forbandelse. I gamle dage blev folk hængt for at pege, havde min mor fortalt mig – eller også blev de grillet.
At blive brændt på bålet var yderst smertefuldt, det kunne hun bevidne. Engang var det forbudt ved lov at pege. Hvis man pegede på en ko, og den blev syg, vidste alle, at man gav sig af med sort magi.
Jeg trampede så trodsigt ud af køkkenet, som jeg turde. Jeg er ikke sikker på, at jeg ville kunne huske nu, hvordan man tramper – det er noget tillært, men man hører ikke om, at teenagepiger gør det i dag. Men surmuler og snerrer, det gør de stadig, ligesom jeg gjorde.
Jeg gik arrigt ind på mit værelse, hvor jeg redte sengen så sjusket, jeg kunne, samlede flere dages snavset tøj op fra gulvet og proppede det i vasketøjskurven. Vi havde fået en ny automatisk vaskemaskine, så jeg ville i det mindste ikke blive sat til at stå ved den gamle gruekedel.
Jeg fjernede hårene fra min børste og satte ild til dem i et rødt askebæger af glas, som jeg havde til formålet. Min mor ville uden tvivl komme og inspicere hårbørsten og kigge i papirkurven for at kontrollere, at jeg ikke havde snydt.
Indtil for et år siden havde min mor haft sit lange, rødblonde hår sat op i en elegant fransk knude, men så havde hun klippet det af med fjerkræsaksen – Kim Novak-stil, havde hun sagt. Der var kæmpe brand i køkkenvasken – hun praktiserede selv det, hun prædikede, i modsætning til visse forældre – og huset stank som en sveden kat i flere dage.
„Sveden kat“ var hendes udtryk. Jeg havde aldrig lugtet til en sveden kat, men det havde hun. I gamle dage skete det jævnligt, at katte blev brændt sammen med deres ejere, sagde hun.
Det nyttede ikke noget at diskutere med min mor. Og jeg kunne heller ikke gå bag om ryggen på hende. Hun havde øjne i nakken, og der var små fugle, der fortalte hende alt muligt. Jeg var nødt til at droppe Brian. Jeg havde en grædetur over det. Slut med duften af Old Spice og lugten af cigaretter og nyvaskede, hvide T-shirts.
Slut med tunge åndedræt under dansenumrene i musicals i biografen. Slut med at fodre Brian med ekstra pomfritter fra min burger og få fedtede kys med kartoffelsmag … Han kyssede så godt, han gav så faste kram, og han elskede mig – selv om han ikke sagde det, hvilket var beundringsværdigt. Det ville have været blødsødent at sige det.
Senere den aften ringede jeg til ham og sagde, at vores aftale lørdag aften var aflyst. Det blev han ikke glad for.
„Hvorfor?“ sagde han.
Jeg kunne ikke så godt sige til ham, at min mor havde rådført sig med nogle gamle kort med underlige billeder på og forudsagt, at han ville dø i en bilulykke, hvis han blev ved med at se mig. Jeg havde ikke brug for at sætte endnu flere rygter i gang om hende på skolen, der var rigeligt i forvejen.
„Jeg kan bare ikke komme sammen med dig mere,“ sagde jeg. „Vi er nødt til at slå op.“
„Er der en anden fyr?“ spurgte han i et truende tonefald. „Jeg smadrer ham!“
„Nej,“ sagde jeg og begyndte at græde. „Jeg kan virkelig godt lide dig. Det er for din egen skyld.“
„Jeg vil vædde på, at det er din skøre mor,“ sagde han. Så græd jeg endnu mere.
Den aften sneg jeg mig ud i haven, gravede billedet af Brian ned under en syrenbusk og ønskede. Mit ønske var, at jeg på en eller anden måde ville få ham tilbage. Men ønsker, som min mor ikke kunne høre, gik ikke i opfyldelse. Hun sagde, at jeg ikke havde evnen.
Måske ville jeg få den senere hen – udvikle den, så at sige – men den kunne godt springe en generation, eller endda to, over. I modsætning til hende var jeg ikke født med sejrsskjorte. Skæbnens gunst.
Næste dag blev der hvisket henne på skolen. Jeg forsøgte at ignorere det, men jeg kunne ikke undgå at høre sætninger her og der: En skrue løs. Fis i kasketten. Knald i låget. Rotter på loftet. Og den værste: Sådan går det, når der ikke er nogen mand i huset. Inden der var gået en uge, var Brian blevet kæreste med en pige, der hed Suzie, men han sendte mig stadig bebrejdende blikke.
Jeg trøstede mig selv med, hvor from og uselvisk jeg var: På grund af mig slog Brians hjerte stadig. Men det betød ikke, at jeg ikke led.
Mange år senere blev Brian narkohandler og endte sit liv på et fortov med ni kugler i kroppen. Så måske havde min mor fået rigtigt fat i, hvad der ville hænde, men ikke hvornår og hvordan. Det kunne ske, sagde hun. Det var ligesom en radio: Der var ikke noget galt med udsendelsen, men der kunne være fejl i modtagelsen.
Ikke nogen mand i huset var et meget præcist udtryk for vores situation. Selvfølgelig har alle en far – eller en sæddonor, som man ville sige nu til dags, hvor det gamle begreb faderskab er kommet i miskredit – og det havde jeg også, men på det tidspunkt var jeg ikke sikker på, om denne far stadig var, hvad man ville kalde „i live“.
Da jeg var fire-fem år, fortalte min mor mig, at hun havde forvandlet ham til den havenisse, der stod ved vores fortrappe. Det var bedre sådan, sagde hun. Som havenisse behøvede han ikke at gøre noget, såsom at slå græs – han var alligevel også dårlig til det – eller træffe beslutninger, hvilket han hadede. Han kunne bare stå og nyde det gode vejr.
Når jeg prøvede at lokke hende til noget, hun først havde sagt nej til, sagde hun: „Spørg din far,“ og så luntede jeg ud og bukkede mig ned til havenissen – bare et lille buk, for han var ikke meget lavere end mig selv – og stirrede ind i hans gemytlige stenansigt. Det så ud, som om han blinkede.
„Må jeg få en vaffelis?“ sagde jeg bedende. Jeg var sikker på, at han og jeg havde en pagt af en art – at han altid ville være på min side i modsætning til min mor, som var på sin egen side. Det gjorde mig varm indeni at være sammen med ham. Det var trygt.
„Hvad sagde han?“ spurgte min mor, når jeg kom ind igen.
„Han sagde ja.“ Jeg var næsten sikker på, at jeg havde hørt en hæs stemme mumle inde bag hans smilende, skæggede stenansigt.
„Javel, ja. Gav du ham et knus?“
„Ja.“ Jeg gav altid min far et knus, når han havde givet mig lov til noget, der var den mindste smule forbudt.
„Det var godt. Det er høfligt at sige tak.“
Denne fantasiforestilling måtte naturligvis høre op. Nogen tid inden jeg fyldte femten, fik jeg den anden og formentlig sande version: Min far havde forladt os. Ifølge min mor havde han fået et vigtigt arbejde et andet sted, men i skolen sagde de, at han var stukket af, fordi han ikke kunne holde min skøre mor ud, og var der noget at sige til det?
Jeg blev drillet med, at han var væk, for det var ikke almindeligt i de år, at fædre var forsvundet, medmindre de var blevet dræbt i krigen.
„Hvor er din far?“ var irriterende, men „Hvem er din far?“ var en hån. For i det lå der, at min mor havde fået mig sammen med en, hun ikke engang kendte.
Jeg gik og rugede over det. Hvorfor havde min far forladt mig? Hvis han stadig levede, hvorfor skrev han så i det mindste ikke til mig? Elskede han mig slet ikke?
Selv om jeg ikke længere troede på, at min far var en havenisse, havde jeg en mistanke om, at min mor havde forvandlet ham på en eller anden måde. Jeg må med skam melde, at jeg i en periode spekulerede på, om hun havde gjort det af med ham – med svampe eller noget, hun havde kværnet i en morter – og begravet ham i kælderen.
Jeg kunne næsten se hende slæbe hans livløse krop ned ad trappen, grave hullet – hun ville have været nødt til at bruge et trykluftbor for at komme gennem cementen – smide ham derned og mure hullet til igen.
Jeg gennemsøgte kældergulvet, men kunne ikke se noget mistænkeligt. Men det beviste ingenting. Min mor var vældig intelligent. Hun ville sørge for ikke at efterlade sig spor.
Da jeg var treogtyve, dukkede min far så pludselig op. På det tidspunkt var jeg blevet færdig på universitetet og var flyttet hjemmefra. Min afrejse gik ikke fredeligt for sig: Hun kommanderede, hun udspionerede mig, hun behandlede mig som et barn! Det var mine afskedsord.
„Så siger vi det, min ven,“ sagde hun.
„Jeg er her, når du får brug for hjælp. Skal jeg aflevere dine bamser til genbrug?“
En pludselig smerte jog gennem mig. „Nej!“ råbte jeg. Når vi havde sammenstød, mistede jeg altid besindelsen og en lille flig af min værdighed.
Jeg var fast besluttet på ikke at have brug for hjælp. Jeg havde fundet et job i et forsikringsselskab, et stykke nede af rangstigen, og boede billigt til leje i et hus vest for universitetet sammen med to andre, der også havde dårligt betalte jobs.
Min far tog kontakt ved at sende mig et brev. Han må have fået min adresse af min mor, indså jeg senere, men da det var en af de perioder, hvor jeg ikke var på talefod med hende, spurgte jeg hende ikke. Det forekom mig, at hun var blevet mere skør. Hendes seneste påfund – før jeg havde sat hende på pause – havde været en lumsk plan om at dræbe sin nabos hængepil.
Jeg skulle ikke være urolig, havde hun sagt, hun ville gøre det ved at pege, om natten, så ingen så hende. Det skulle være en hævn for et eller andet med at have kørt en tudse over i indkørslen, og i øvrigt var hængepilens rødder også ved at gro ned i afløbene.
Hævne en tudse. Pege på et træ. Hvem ville kunne håndtere sådan en mor?
Først blev jeg overrasket, da jeg fik min fars brev. Så blev jeg vred. Hvor havde han været? Hvorfor havde han været så længe om det? Jeg svarede med en besked på tre linjer, herunder telefonnummeret til det hus, hvor jeg boede. Vi havde en kortfattet, kejtet samtale og aftalte at mødes. Jeg var på nippet til at afvise ham, sige, at jeg ikke var interesseret i at se ham – men det ville ikke være sandt.
Vi spiste frokost på en lille bistro på Queen Street, hvor de serverede autentisk fransk mad. Min far valgte stedet, og imod min vilje var jeg imponeret. Det havde været min plan at hade alt ved ham.
Min far spurgte, om jeg ville have vin.
Han skulle ikke selv have, sagde han. Til trods for at jeg nu betragtede mig selv som en sofistikeret, ung kvinde med arbejde og var begyndt at drikke til fester og på dates, holdt jeg mig til Perrier ved denne lejlighed. Jeg havde brug for at holde hovedet klart og bevare fatningen.
Selv om jeg var meget nysgerrig angående min far, var jeg også rasende – men jeg ville ikke bebrejde og fordømme ham, før jeg havde hørt hans undskyldninger for den tarvelige måde, han havde overset mig på.
„Hvor har du været i alle de år?“ var mit første spørgsmål. Det må have lydt anklagende.
Min far var en venligt udseende ældre mand, ret høj, hverken fed eller mager – på ingen måde usædvanlig, hvilket var en skuffelse. Når man hele sin barndom har troet på, at ens far på magisk vis er blevet forvandlet, har man visse forventninger.
Han havde hår, men mindre, end han måtte have haft engang. Noget af det var gråt, resten var mørkebrunt ligesom mit eget. Han var iført en flot habit og et ganske pænt slips, ultramarinblåt med et småt, geometrisk mønster i kastanjebrunt.
Hans blå øjne lignede mine, ligesom hans kraftige øjenbryn. Nu løftede han øjenbrynene, hvilket gav ham et åbent, uforbeholdent udtryk. Han smilede forsigtigt. Jeg genkendte smilet, som lignede mit eget. Jeg kunne godt forstå, hvis han havde følt sig domineret af min mor.
„Noget af tiden har jeg siddet i fængsel.“
„Har du det?“ sagde jeg. Straks var han mere interessant. Fængsel havde jeg ikke regnet med. „For hvad?“
„Spritkørsel. Jeg var tæt på at slå en ihjel. Men jeg kunne overhovedet ikke huske noget. Jeg var døddrukken.“
Han kiggede ned i bordet, hvor der nu var blevet sat en kurv med tykke brødskiver, både rugbrød og franskbrød.
„Jeg er alkoholiker.“ Hans stemme var underligt neutral, som om det var en anden, han talte om. Fortrød han de ting, han havde gjort?
„Nå,“ sagde jeg. Hvad skulle jeg sige? Jeg kendte efterhånden flere, der havde problemer med alkohol, men ingen af dem indrømmede det. Han må have fornemmet min nervøsitet.
„Det er længe siden. Jeg drikker ikke mere. Overhovedet. Jeg har været igennem de tolv trin.“
„Nå,“ sagde jeg igen. Jeg vidste ikke helt, hvad han talte om. De tolv trin?
„Men hvor bor du henne?“ spurgte jeg.
Havde han et hjem? Var han en af dem, man indimellem så på gaden med en kop, man kunne lægge penge i? SULTEN, EN MØNT TIL OVERS? Nej, for vi sad på en elegant restaurant og skulle til at spise en udsøgt frokost på hans regning. Og slipset signalerede ikke hjemløs.
„Jeg bor her,“ sagde han. „Her i byen. Jeg er gift, og jeg har to børn. To andre børn,“ tilføjede han undskyldende.
Han vidste, at jeg ville føle mig svigtet over den oplysning, og det gjorde jeg også.
Han var gået fra mig, han havde ikke set sig tilbage, han havde levet et helt andet liv. Jeg blev omgående jaloux på disse halvsøskende, som jeg aldrig havde mødt.
„Jamen, hvad … Jamen, hvordan …“ Jeg ville spørge, om han havde et arbejde, men ville det ikke være uhøfligt? Hvilket job kunne man få, hvis man havde kørt et menneske over og fået en fængselsdom?
Han gættede, hvad jeg ville sige. „Jeg kunne ikke få mit gamle job tilbage,“ sagde han. „Jeg arbejdede med salg og marketing før. Nu er jeg socialrådgiver. Og jeg arbejder også frivilligt i fængslerne. Jeg rådgiver folk som mig selv – om at være alkoholiker, og hvordan man kommer ud af det.“
Jeg var lettet. Ikke alene ville han ikke blive en, jeg skulle tage ansvar for – en, jeg skulle passe – han var også et anstændigt menneske, i hvert fald nogenlunde. Det var ikke komplet elendige gener, jeg havde arvet.
„Mor sagde, at hun havde forvandlet dig til en havenisse,“ sagde jeg. „Den ude ved fortrappen. Som forklaring på, hvorfor du ikke var der. Den historie fortalte hun mig, da jeg var fire år.“
Han lo. „Hun sagde altid, at det ville være bedre, hvis jeg var en havenisse,“ sagde han. „Jeg ville gøre mindre skade og være sjovere.“
„Jeg troede virkelig på det. Jeg bad dig om is og den slags.“
„Gav jeg dig så dét? Is?“
„Ja,“ sagde jeg. „Det gjorde du altid.“ Tåbeligt nok begyndte jeg at snøfte. Inde i mit hoved hørte jeg min mors stemme: Lad aldrig nogen se dig græde.
„Undskyld, jeg ikke var der,“ sagde han. Han rakte hånden hen over bordet, som om han ville ae mig, men tog sig i det og trak den til sig.
„Din mor besluttede, at jeg skulle rejse, da du var lille, og sådan som jeg opførte mig dengang, er jeg sikker på, at det var rigtigt af hende. Hun sagde, at jeg var svag. Håbløst svag.“
„Hun siger også, at jeg er svag,“ sagde jeg. „Hun siger, at jeg ikke har nogen rygrad. Hun siger, at jeg ikke har for fem flade øre sund fornuft.“
Han smilede. „Så er vi to. Men jeg er nu sikker på, at du har rygrad.
Jeg kan se, at du klarer dig selv.“ Uden min mor, mente han.
„Du har også rygrad,“ sagde jeg gavmildt. „Du var i stand til at …“ „Holde op med at drikke? Jeg fik megen hjælp. Men tak.“
Mens vi talte, spiste vi vores frokost. Foie gras til at begynde med – jeg havde aldrig smagt det før og blev øjeblikkelig forført – og bagefter omelet. Jeg havde heller aldrig fået en ordentlig omelet før, kun nogle tørre, brankede nogen.
„Du fik da de fødselsdagsgaver, jeg sendte, ikke?“ spurgte han, da vi var nået til vores choux à la crème.
„Og kortene? Da du var blevet ældre – da jeg var kommet på benene igen?“
„Fødselsdagsgaver?“ sagde jeg. „Hvad for nogen fødselsdagsgaver?“
Han så forfærdet ud. „Ja, for eksempel cyklen, da du fyldte elleve, og den der lyserøde angoratrøje, da du var, hmm, fjorten? Femten? Din mor sagde, at du var helt forelsket i den.“
„Var den fra dig?“ Min mor havde haft ret: Hun havde ikke købt den. Men jeg havde også haft ret: Hun var ikke påskeharen.
„Hun sagde, at du var lykkelig for den.“ Han sukkede.
„Hun fortalte dig nok ikke, at den kom fra mig. Jeg havde det på fornemmelsen, fordi du aldrig skrev og sagde tak. Hun må have tænkt, at jeg ville have en dårlig indflydelse på dig.“ Han sukkede igen.
„Måske havde hun ret. Hun var meget beskyttende over for dig, og hun havde altid meget stærke meninger.“
Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at den frokost blev begyndelsen på et varmt, nært forhold til min far, men det gjorde den ikke. Det var, som om jeg ikke var særlig god til varme, nære forhold på det tidspunkt. Selv når mine kærester ikke blev skræmt væk af min mor, holdt de ikke.
Jeg havde fået for vane at kassere dem, før de kunne nå at kassere mig. Jeg sagde, at jeg gerne ville møde hans anden familie – især mine to halvsøstre, som næsten var teenagere og havde nuttede, lyse rottehaler på de billeder, han viste mig – men det havde han ikke lyst til. Han havde aldrig fortalt sin anden kone om mig, og han ville være nervøs for konsekvenserne. Han ville ikke vælte korthuset, sagde han.
Han ville især ikke have, at hans nye kone skulle møde min mor, og det kunne jeg ikke bebrejde ham. Det var ikke til at vide, hvad hun kunne finde på. Jeg så for mig, at hun dukkede op med en gave, som var en fælde, noget, hun havde kværnet og hældt på glas.
Eller at hun kom og pegede, og kortene fløj ud af korthuset, som om de bogstavelig talt eksploderede. Hun ville selvfølgelig have sine bevæggrunde til at forvolde sine skader – det ville være for at gavne en større sag, eller gavne mig, eller Universet ville have stærke meninger om, hvad der var brug for – men jeg havde ikke længere tillid til hendes grunde.
Hun ville ikke for alvor være optaget af en større sag, hun ville bare vise sig. Glæde sig selv. Sådan så jeg hende, da jeg var treogtyve.
I de følgende år holdt vi os på afstand af hinanden, min far og jeg. Vi spiste frokost sammen nu og da, i smug, som om vi var spioner.
„Hun må ikke få overtaget over dig,“ sagde han en af gangene. „Hun“ betød altid min mor.
„Hvorfor gik I fra hinanden?“ spurgte jeg ham.
„Ja, som jeg har fortalt dig, så smed hun mig nærmest ud.“ „Jamen, helt ærligt. Ville du gerne selv flytte?“
Han kiggede ned i bordet. „Det er hårdt at leve sammen med en, der altid har ret. Selv når det viste sig, at hun havde det. Det kan godt være … foruroligende.“
„Det forstår jeg godt,“ sagde jeg. Jeg blev overvældet af medfølelse for ham. „Foruroligende“ var en underdrivelse. „Fik hun dig til at brænde dit hår?“
„Fik hun mig til at hvadfornoget?“ Han lo kort. „Den har jeg ikke hørt før. Hvordan …?“
„Glem det,“ sagde jeg.
„Men hvorfor giftede du dig så med hende? Hvis du syntes, hun var så svær og skræmmende at være sammen med?“
„Ikke ligefrem skræmmende. Lad os sige kompliceret. Hun kunne være virkelig sød indimellem. Men uforudsigelig.“
„Jamen, hvorfor gjorde du det?“
„Hun hældte noget i min drink. Undskyld. Det var ikke sjovt.“
Min far døde tidligere end de fleste. Han havde haft kræft – det havde han fortalt mig – så jeg havde i det mindste fået en advarsel. Alligevel var det et tab, for nu ville jeg ikke længere have min helt egen hemmelighed, et hjørne af mit liv, som min mor ikke havde trængt ind i og sat sig til doms over.
Jeg havde holdt øje med dødsannoncerne, fordi jeg vidste, at jeg ikke ville få besked af familien. Den anden familie. Den familie, der ikke var hemmelig.
Jeg kom til begravelsen, hvor der var en masse mennesker, som jeg ikke kendte, og satte mig nede bagerst, langt væk fra de nærmeste efterladte. Min mor kom også. Hun var dramatisk klædt i sort, som ingen ellers var til begravelser længere. Hun bar endda slør.
På det tidspunkt var jeg blevet gift og havde selv fået to børn, to piger. Min mor og jeg havde haft et stort sammenstød efter den førstes fødsel. Hun troppede op på fødegangen midt under fødslen med en gave, et eller andet orange i et glas, som jeg skulle smøre på mine strækmærker, og bekendtgjorde, at hun ville koge moderkagen, så jeg kunne spise den.
„Er du vanvittig?“ Jeg havde aldrig hørt noget så ækelt. Selv om det er helt almindeligt i dag.
„Det er en gammel tradition. Det holder det onde væk. Har du brændt håret fra din børste, min ven – sådan som jeg har lært dig det? Hende den gamle, modbydelige miss Scace har lusket omkring. Hun har altid været ude på at gøre dig fortræd, bare for at hævne sig på mig.
Jeg har lige set hende ovre ved de for tidligt fødte, hvor hun lod, som om hun var sygeplejerske. Hun er afhængig af forklædninger. Før i tiden klædte hun sig ud som nonne.“
„Miss Scace, min gymnastiklærer fra high school? Det kan ikke passe, mor,“ sagde jeg tydeligt, som om jeg skulle forklare det for en femårig. „Miss Scace døde for flere år siden.“
„Skindet kan bedrage. Det ser bare ud, som om hun er død.“
Du kan nok forstå, hvorfor jeg gerne ville holde mine små børn på sikker afstand af deres mormor. Jeg ønskede, at de skulle få en normal barndom, i modsætning til min.
Jeg vil lige fortælle lidt om min mand, et elskeligt menneske, som har forbedret sig med tiden. Jeg behøver vist ikke sige, at jeg holdt betydelig afstand mellem ham og min mor under det, jeg med en gammeldags betegnelse vil kalde vores forlovelsesperiode.
Jeg forestillede mig, at han ville blive så bange, at han ville springe på det første fly ud af landet, hvis han fik én overhaling af hende. Men de var jo nødt til at mødes på et eller andet tidspunkt, da hun – på en måde, jeg ikke kendte, men som måske har involveret tarotkort – var blevet klar over hans eksistens. Universet havde ingen indvendinger imod ham, fortalte hun mig.
Det så faktisk godt ud, fordi Jupiter spillede en stor rolle, og Bægrenes Konge og Diamanten var fremtrædende. Hun glædede sig til at møde ham. „Det haster ikke,“ sagde hun til mig, hvilket betød, at det gjorde det.
Jeg formildede ham med anekdoter, som jeg pakkede muntert og spøgefuldt ind. Hårafbrændingen, glassene med snask, pegeriet, kortene, sågar min far som havenisse – det var harmløse særheder. Der var ingen, der tog dem alvorligt, sagde jeg.
Min mor gjorde ikke, og jeg gjorde da slet ikke. Min kommende ægtemand sagde, at min mor lød hyggelig og måtte have en rigtig god humor. „Ja ja,“ sagde jeg og grinede med svedige håndflader.
„Fantastisk humor!“
Du bemærker nok, at jeg ikke fortalte ham om miss Scace. Det var jo virkelig tosset. Jeg regnede med, at han ville være forstående, men ikke hvad angik den flyvende, svampestjælende miss Scace. Det ville være rart, hvis min mor og min kæreste i det mindste kunne tåle synet af hinanden.
Omsider mødtes de på min foranledning til te på Hotel King Edward midt i Toronto. Jeg tænkte ikke, at min mor ville lave problemer på sådan et fornemt sted, og det gjorde hun heller ikke.
Der skete intet upassende. Min mor var høflig, rimelig sød, opmærksom, og min kommende mand var ærbødig, lydhør, afdæmpet. Jeg tog hende i at kaste et stjålent blik på hans hænder – hun ville garanteret gerne se hans hjertelinje for at kontrollere, om han ville komme på afveje og begynde at hore med sekretærer – men hun gjorde det diskret.
Bortset fra det gav hun den som rar, gammeldags middelklassemor. Min kommende mand var en smule skuffet. Han havde fået indtryk af, at hun var mindre konventionel.
Min fars begravelse fandt sted i en periode, hvor jeg havde sluttet fred med min mor, så da jeg fik øje på hende med den sorte kjole og sløret, satte jeg mig hen ved siden af hende. Jeg var på talefod med hende igen.
Vi havde et tilbagevendende mønster: Hun gjorde mig vred, jeg afbrød forbindelsen, jeg blev god igen, vi sluttede fred, og så overskred hun mine grænser endnu en gang.
„Er du okay?“ spurgte jeg. Hun græd en smule, hvilket skete meget sjældent.
„Han var min elskede,“ sagde hun og duppede øjnene. „Jeg skræmte ham væk! Vi var så forelskede. For længe, længe siden.“
Mascaraen løb ned ad kinderne på hende, og jeg tørrede den af. Hvornår var hun begyndt at bruge mascara? Og endnu vigtigere: Hvornår var hun begyndt at græde i fuld offentlighed? Var hun ved at blive blødsøden? Den var god nok: Hun var virkelig ved at blive blødsøden, men ikke på nogen god måde.
Nu, hvor jeg var blevet opmærksom på det, så jeg til min forfærdelse alle tegnene – de voksede med en foruroligende hast, næsten som om hun var ved at gå i opløsning. Mascarafasen sluttede, næsten lige så hurtigt som den var begyndt, ydre skønhed betød ikke længere noget for hende, sagde hun.
Væk var de nystrøgne skjortekjoler. Ja, væk var strygejernet, min mor strøg aldrig noget længere. De stivede kjoler og lavhælede sko blev nu erstattet af en masse alt for store T-shirts, som ikke altid var rene, sat sammen med joggingbukser og ufikse, ortopædiske sandaler.
Hendes krogede tæer stak ud foran med tykke, gullige negle. Havde hun mon svært ved at klippe dem? Eller værre endnu: Glemte hun at klippe dem?
Kværnede hun stadig ting i sin morter? Jeg vidste det ikke helt. I hendes køleskab stod adskillige glas med lodden mug. Jeg var begyndt at inspicere hendes køleskab to gange om ugen for at være sikker på, at hun ikke fik madforgiftning af sine gærede rester.
Hendes trykkoger var for længst forsvundet. Hun sagde, at hun havde kasseret den, efter at miss Scace havde fået den til at eksplodere. Hendes stegepander af jern var rustne. Hendes gryder var blevet vasket – ikke særlig grundigt – og stillet væk, men jeg fandt en ude i haven med et ti centimeter tykt lag algegrønt vand, som vrimlede med myggelarver.
„Det er et fuglebad,“ sagde hun. Selve haven var en jungle. Ingen fine bede længere, ingen krydderurter. Svinemælk var den fremherskende ukrudtsplante.
Jeg spurgte hende, hvorfor hun ikke længere lavede mad.
Hun trak på skuldrene. „For besværligt. Og hvem skulle jeg lave mad til?“
Jeg blev mere og mere bekymret for hende. Jeg ringede ved spisetid for at sikre mig, at hun fik noget at spise.
„Er du ved at spise aftensmad?“
Pause.
„Ja.“
„Hvad spiser du?“
Pause igen.
„Noget.“
„Er det på dåse?“
„Det kan man godt sige.“
„Sidder du ned?“
„Det rager ikke dig.“
Hun småspiste – bidder af det ene og det andet, som en teenager, der gennemsøgte køkkenet. Jeg kom med en nudelret til hende.
„Du kan varme den i miniovnen,“ sagde jeg.
„Der har været ild i den.“ Det lod ikke til at bekymre hende synderligt.
„I miniovnen?“
„Ja.“
„Hvornår var det? Hvorfor har du ikke fortalt mig det?“
„Jeg slukkede ilden, så hvorfor skulle jeg fortælle dig det? Det var hende miss Scace. Det var hende, der gjorde det.“
„Årh, hold nu op!“
„Bare rolig, min ven. Denne gang er det mig, der vinder.“
Til sidst fik jeg hele historien ud af hende. Hun og miss Scace havde ligget i krig med hinanden i flere århundreder, gennem flere inkarnationer. De havde engang været venner, men var blevet uvenner på grund af en ung mand.
For omtrent fire hundrede år siden var de begyndt at kæmpe i luften om natten. Ikke på koste, tilføjede hun – klicheen om flyvende koste var bare overtro. Så havde miss Scace meldt min mor til myndighederne for hekseri, og det havde fået en voldsom og til sidst dødelig udgang. Ifølge min mor havde hendes hjerte ikke villet brænde, så det måtte de destruere separat. Det samme var tilfældet med Jeanne d’Arc, tilføjede hun stolt.
Miss Scace var blevet smidt på bålet, hvor hun havde grinet hånligt.
„Jeg skulle have sladret om hende først,“ sagde hun. „Men jeg troede, det var vanærende. Forræderi imod vores traditioner.“
„Hvad skete der med den unge mand?“ spurgte jeg. Det nyttede ikke at begynde at sige, at det var noget, hun fandt på eller bildte sig ind, så ville hun bare klappe i. Og hvis jeg sagde, at jeg ikke troede på hende, ville vi komme op at skændes.
„Scace udnyttede ham,“ sagde min mor.
„Hvad mener du med, at hun ’udnyttede ham’?“
„Til sine depraverede seksuelle formål,“ sagde min mor. „Nat efter nat.“
„Snakker vi om den samme miss Scace?“
Jeg kunne virkelig ikke se det for mig. Miss Scace, der trænede pigernes basketballhold ovre i gymnastiksalen med dommerfløjten og de tynde ben under den plisserede gymnastikdragt. Den fladbrystede miss Scace, der febrilsk ledte efter eufemismer, når hun skulle forklare menstruationscyklussen i seksualundervisningen.
Sex var unævneligt dengang. Officielt eksisterede det ikke. „Det kan umuligt være den samme,“ sagde jeg bestemt.
„Hun så anderledes ud dengang,“ sagde min mor. „Meget mere indtagende. Hun brugte korset og viste kavalergang. Hun malede sig i ansigtet med arsenik.“
„Arsenik?“
„Sådan var moden. Men hun udnyttede ham i hvert fald. Sugede marven ud af hans knogler. Og da han var helt udtømt, stjal hun hans penis.“ „Hvad?“ Penistyveri var nyt for mig. Det havde jeg ikke lært om i
high school.
„Hun må have været irriteret over, at den ikke fungerede længere. En morgen kiggede han ned af sig selv, og så var den væk. Hun havde vel peget på den, mens han sov. Hun opbevarede den i en cedertræsæske sammen med nogle andre penisser, hun havde stjålet. Hun fodrede dem med hvedekorn. Det plejer at være det, man giver penisser.“
Jeg tog en dyb indånding for at bevare roen. „Hvorfor gjorde hun det?“ spurgte jeg varsomt. „Samlede på penisser?“
„Nogle samler på frimærker, hun samlede på penisser. Det var der mange af os, der gjorde dengang. Nå, men han kontaktede mig – selvfølgelig gennem en clairvoyant, for jeg var ikke i den samme jordiske inkarnation længere. Jeg sagde til ham, at han skulle klage til myndighederne, så det gjorde han, og så blev hun pålagt at give ham penissen tilbage.“
„Og sætte den på igen, går jeg ud fra.“
„Naturligvis, min ven. Men ikke nok med det. Hun måtte også levere alle de andre penisser tilbage – hun havde taget penisser fra nogle yderst betydningsfulde mænd, kan du tro! En af dem var baron. Og så brændte de hende. Det havde hun fortjent.“
„Og nu sidder du her,“ sagde jeg.
„Ja. Nu sidder vi her. Men der er ikke nogen myndighed længere. Ikke af den type, i al fald.“
„Må jeg spørge … Slås du og miss Scace stadig om natten? I luften?“
„Ja ja,“ sagde hun.
„Hver eneste nat. Det er derfor, jeg altid er så træt.“ Tanken om min mor, der iført sine posede T-shirts og kluntede sandaler hang i luften og sloges med miss Scace, som sikkert stadig havde dommerfløjten om halsen, var for meget for mig. Jeg havde lyst til at grine, men det ville have været ubarmhjertigt.
„Måske skulle du trække dig,“ sagde jeg. „Erklære våbenhvile.“
„Det ville hun aldrig gå med til. Den ondskabsfulde, gamle kælling.“
„Det er ikke godt for dit helbred,“ sagde jeg.
„Det ved jeg, min ven.“ Hun sukkede. „Jeg er ligeglad med mig selv. Men jeg gør det for dig, som jeg altid har gjort. Og pigerne, selvfølgelig. Mine børnebørn. Dem skal hun ikke gøre fortræd. Måske er der en af dem, der har arvet evnen, så den ikke dør ud.“
Det var på høje tid, at vi vendte tilbage til den såkaldte virkelighed. „Har du betalt din varmeregning?“ spurgte jeg.
„Jamen jeg har ikke brug for varme,“ sagde hun.
„Jeg er immun over for kulde.“
Det gik hurtigt ned ad bakke med hende nu. Kort efter brækkede hun hoften – var faldet ned i en skorsten, hviskede hun mig i øret – og måtte på hospitalet. Jeg prøvede at fortælle hende om, hvad der efterfølgende skulle ske: Når de havde ordnet hoften, skulle hun hen på et genoptræningssted, og derefter flytte ind i en hyggelig, beskyttet bolig …
„Alt det der bliver ikke nødvendigt,“ sagde hun.
„Jeg kommer ikke til at forlade hospitalet i denne krop. Det hele er planlagt.“
Planen indbefattede hjertesvigt. Slutscene: Jeg sidder ved hendes hospitalsseng og holder i hendes spinkle hånd med de fremtrædende blodårer. Hvordan var hun blevet så lille? Hun var der næsten ikke, men hendes ånd stod stadig som en lysende, blå flamme.
„Sig, at det var noget, du fandt på,“ sagde jeg. Nu, hvor jeg spurgte hende direkte og uden vrede – noget, jeg faktisk aldrig havde gjort før – måtte hun da indrømme det.
„Hvad fandt jeg på, min skat?“
„Det med at brænde hår. Og pege. Det hele. Det var ligesom det der med, at min far var en havenisse, ikke? Det var bare eventyr?“
Hun sukkede. „Du var sådan et følsomt barn. Så sårbar. Så jeg fortalte dig alt det der. Jeg ville ikke have, at du skulle føle dig forsvarsløs over for livet. Livet kan være barsk. Jeg ville have, at du skulle føle dig beskyttet og vide, at der var en større magt, der passede på dig. At Universet tog sig af dig.“
Jeg kyssede hende på panden. Et kranium med et ganske tyndt lag hud. Det var hende, der var beskytteren, det var hende, der var den større magt, og Universet, der tog sig af mig, var hende. Det var alt sammen hende.
„Jeg elsker dig,“ sagde jeg.
„Det ved jeg, min skat. Følte du dig beskyttet?“
„Ja,“ sagde jeg.
„Det gjorde jeg.“ Det var til en vis grad sandt. „Hvor var det sødt, at du opfandt alt det for min skyld.“
Hun kiggede mistroisk på mig med sine grønne øjne. „Opfandt?“ sagde hun.
Og nu er jeg nået til slutningen. Men det er ikke slutningen, for slutninger er arbitrære. Jeg runder af med en enkelt scene mere.
Min ældste datter er nu femten, den flabede alder. Det er et tovtrækkeri: Hun vil ud at løbe i mørket med en eller anden sportsidiot, jeg knap kender. Løbe! Før i tiden løb piger ikke, bortset fra i atletik. De slentrede, de spadserede. At løbe var uværdigt og uelegant – dengang var der ikke noget, der hed sports-bh’er.
Min datter er iført stramme bukser og en tætsiddende tanktop. Hun har bare arme med tre midlertidige tatoveringer på hver, alle sammen af fugle og dyr. Hun siger, at hun skal have nogle permanente, når hun fylder atten. Jeg har forklaret hende, at de er besværlige at fjerne, hvis man ombestemmer sig senere, men det nytter ingenting.
„Du skal ikke løbe i mørke,“ siger jeg insisterende. „Det er for farligt. Du kan blive overfaldet.“
„Du bestemmer ikke over mig! Der er jo gadelygter, for fanden!“
Det tjener intet formål at sige „Tal ordentligt“ eller bare „Vask din mund“. Det løb er kørt for længe siden.
„Jamen, alligevel. Og ham, din, din ven … Drenge kan godt blive revet med.“
„Revet med, hvad snakker du om! Vi skal jo løbe, for helvede! Han er sgu ikke nogen voldtægtsforbryder! Han kan godt være lidt et pikhoved nogle gange, men …“
Lidt et pikhoved? Det er en meget mild diagnose, synes jeg. „Jeg vil ikke have det.“
„Kæft, du er led!“
„Pas på, jeg ikke peger,“ siger jeg. Jeg er ved at blive vred.
„Hvad? Pas på, du ikke peger?“ Hun griner og himler med øjnene.
„For helvede da! Hvad betyder pege?“
„Det er noget hekseri,“ siger jeg uden at fortrække en mine. „Du vil ikke bryde dig om det, det kan gøre.“
„Nej, stop nu!“ siger hun hånligt.
„Noget hekseri! Er du vanvittig?“
„Din mormor var heks,“ siger jeg så alvorligt, jeg kan.
Hun bliver tavs et øjeblik.
„Du tager pis på mig! Altså, mener du det?“
„Jeg mener det,“ siger jeg.
„Okay, hvad for noget hekseri lavede hun så?“
Hun er ikke helt overbevist, men jeg har hendes opmærksomhed. Jeg sænker stemmen til en fortrolig hvisken.
„Det fortæller jeg dig, når du bliver gammel nok,“ siger jeg og viger udenom for denne gang.
„Men du skal ikke ud at løbe om aftenen, ikke før du er klar. Om aftenen kan hekse se ting, som andre ikke kan se. Døde mennesker, for eksempel. Hvis man ikke er oplært og forberedt, kan det være skræmmende.“
„Jeg er altså ikke heks,“ siger hun usikkert. Hun overvejer sine muligheder.
„Måske ved du det ikke endnu,“ siger jeg. „Din mormor mente, at evnen går i arv. Det kan springe en generation over. Jeg er sikker på, at du bliver det. Når det sker, skal du være meget, meget forsigtig. Du må ikke misbruge din magt.“
Hun slår armene om sig selv. „Jeg fryser.“
Hun er eksalteret. Hvem ville ikke være det i hendes alder?
Medrivende, skøre og rørende historier fra fortællingens mester, Margaret Atwood.
Min onde mor består af femten historier, som alle dykker ned i familiedynamikker, ægteskab, savn og hukommelse – og ikke mindst hvad det betyder at leve et helt liv sammen.
Centralt i syv af historierne følges Nell og Tig gennem deres årtier lange ægteskab, både de store øjeblikke og de små, som tilsammen danner et helt liv med usædvanlig kærlighed.
Margaret Atwood er en af verdens bedst sælgende forfattere og står bl.a. bag nyklassikeren Tjenerindens fortælling som mange kender som udgangspunktet for den anmelderroste og prisbelønnede serie The Handmaid’s Tale på HBO.
Du kan købe Min onde mor online fx hos Saxo.com eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: