Knud Romer Læseprøve og uddrag Novellesamlinger

Litterær perle: Læs novellen Århundredmiddagen fra Knud Romers nye novellesamling Den svenske konges hemmelige marmeladeopskrift

Knud Romer, den svenske konges hemmelige marmeladeopskrift, novellesamling, gode bøger

16 magiske fortællinger af Knud Romer om det levede livs magi og historier.


Knud Romer har vundet adskillige litterære priser, herunder De Gyldne Laurbær, for sin debutroman Den som blinker er bange for døden (2006), som skildrer hans barske opvækst i efterkrigstidens Falster. Bogen blev en bestseller og modtog anerkendelse fra anmelderne, og nu er Knud Romer igen aktuel, denne gang med en novellesamling for første gang.

Knud Romer har skrevet en samling på 16 magiske fortællinger, der kredser om kunst, kærlighed og det uopnåelige. Rejs med ham fra Frederiksstaden til Nykøbing Falster og tag på en pilgrimsfærd til Mashad-moskéen i Iran, eller tag en afstikker til Avenue de New York i Paris.

Undervejs i Knud Romers novellesamling møder vi en række interessante personligheder, såsom otte nonnesøstre, Tosse-Johanne, en omrejsende pianist og endda H.C. Andersens genfærd.

LÆS OGSÅ: Knud Romer om “Den svenske konges hemmelige marmeladeopskrift”: Livet består af de historier, vi fortæller om det

Vi oplever sneen falde over guldalderens København og træder ind i en spåkones campingvogn i Damhus Tivoli, før vi bliver ført tilbage til massakrerne under Anden Verdenskrig i Serbien. Hver novelle fører os ind i en magisk verden fyldt med smerte, længsel, barndom og alderdom, og viser den kraft, som Knud Romers historiefortælling rummer.

I 2018 fik Knud Romer diagnosen uhelbredelig grøn stær, hvilket betyder, at han nu er blind på det ene øje og kun kan se hvide nuancer af silhuetter med det andet øje. Hans syn vil gradvist forsvinde, men trangen til at skrive er stadig lige så stærk, og ikke mindst kraftfuld, som han demonstrerer med Den svenske konges hemmelige marmeladeopskrift.



Den svenske konges hemmelige marmeladeopskrift og andre fortællinger

Knud Romer


ÅRHUNDREDMIDDAGEN

Det må være et af de mærkeligste måltider i historien. Guddommeligt som den sidste nadver, dekadent som Trimalchios middag i Satyricon – og naturligvis med den eneste drivkraft, der overskrider alle grænser og strider mod enhver fornuft: kærligheden.

Nabokov kunne ikke have udtænkt det mere perverst, og når han noterer sig i Lectures on Literature, at bryllupskagen i Madame Bovary varsler undergangen, tør jeg ikke tænke på, hvad han ville have fået ud af delikatesserne, som kom på bordet den efterårsaften i herskabslejligheden på Avenue de New York i Paris.

Kaviar fra Det Kaspiske Hav, gåselever fra Périgord, hvide trøfler fra Alba – eller stinkende, fermenteret rakfisk fra Valdres, om det skulle være – intet af det kommer i nærheden af den menu, som Colin Albot skabte en enkelt, uforglemmelig gang.

Jeg havde ikke hørt om Århundredmiddagen før arrangementet i Sankt Petri Kirke, hvor jeg skulle holde tale ved den årlige Luther-aften. Sognepræsten havde bedt mig om det, selv om jeg ikke er spor religiøs – tværtimod – men det havde han selvfølgelig svært ved at tro, og der var ingen vej udenom.

Man skulle tage udgangspunkt i de såkaldte ”bordtaler”. De samlede teologiske diskussioner, som Luther havde på sine gamle dage med gæsterne i pensionatet, og jeg mente bestemt, at han kommer ind på sin store åbenbaring i tårnet.

Han havde set lyset på latrinen, hvor han tilbragte en god del af sin tid, fordi han led af forstoppelse – og jeg kastede mig ud i en længere redegørelse om protestantismen som en kollektiv pottetræning, der inderliggjorde gudsforholdet i den dårlige samvittighed – selvovervågning – og dyrkede mådehold og afkald med skyld, skam og straf. Bifaldet udeblev.

Menighedsrådsmedlemmerne sad tilbage med én mund, der var knebet sammen. Jeg satte mig ned og tyggede mig gennem rullepølsen på skiveskåret rugbrød ved siden af præsten, som tydeligvis fortrød alt og ønskede mig langt væk.

Det gjorde jeg sådan set også, og mine bønner blev hørt, da en ældre kvinde kom hen til bordet. Hun grinede og sagde, at jeg ikke skulle tage mig af dem. De var bare snerpede og følte sig truffet. Måske ville jeg hellere med hjem til et glas vin?

”Jeg bor på den anden side af gaden. I jomfruklostret.”

Brødrene Petersens Kloster! Det ligger op ad Sankt Petri Skole i Larslejsstræde bag ved kirken – og alle beboerne er enker og ugifte kvinder. Oprindelig var det forbeholdt efterkommere af Thomas Lindemann, der var kommet hertil fra Rostock midt i 1600-tallet, og hans børnebørn stiftede stedet. Den eneste mand i klostret var præsten.

Jeg havde altid været ved at revne af nysgerrighed og drømt om at se det indefra. Nu bød lejligheden sig, og jeg fik ovenikøbet en undskyldning for at forlade selskabet.

Vi traskede over kirkepladsen med kastanjetræerne i den gamle rest af Tyskland, som lå ved Sankt Petri. Om dagen spillede børnene fodbold på gravene, og stentavlerne med årstal og navne var stadig mål, selv om de ikke længere sparkede til kranier.

Hun låste os ind til en bred trappe og lange, blanke gange. Bag de grønne døre levede femten kvinder alene – og præsten boede med sin familie på første sal.

Væggene var dækket med farverige malerier – vilde og primitive som abstrakte børnetegninger – og hun hentede en flaske og to glas frem. Vi satte os ved spisebordet. Den søde vin skar i tænderne, men jeg gav mig til at drikke for at lette lidt på fejltagelsen, der øjensynlig blev ved.

Hvorfor var jeg gået med til kirkemødet, og hvad lavede jeg i en overophedet stiftelse for enlige kvinder, som jeg heller ikke kunne komme ud af igen?

Hun fyldte glasset, i takt med at jeg tømte det, og fortalte om, hvordan hun havde fået lejligheden. Den var billig, udsigten over hustagene var smuk – og omsider slap hun for at stå model til fordrukne mænd og vaske deres beskidte underbukser!

Når hun manglede penge, solgte hun et maleri. Hun havde været gift med en billedkunstner fra kredsen omkring Asger Jorn – han var heller ikke for god – og jeg lyttede efterhånden kun med et halvt øre og samlede mig sammen til at gå, da hun kom ind på måltidet, som en kunsthandler havde serveret for den sidste overlevende af de oprindelige surrealister, Leonora Carrington. Om hun sagde mig noget?

Det gjorde hun, jeg lå endda inde med nogle af hendes bøger. Den rebelske rigmandsdatter. Hun havde malet i stedet for at gøre, hvad der blev sagt – og forelsket sig i Max Ernst.

Det var i 1937 til en fernisering i London, hvor hans billeder blev udstillet, og han trådte ud af et selvportræt i egen person. Leonora var nitten år med brune øjne og sort, bølgende hår, han var seksogfyrre og gift. De flygtede sammen til Paris.

Byen var fyldt med surrealister, Man Ray, Paul Éluard, Marcel Duchamp, André Breton. Man kunne knap nok gå på gaden uden at ende i et kunstværk. Leonora dukkede nøgen op til middagsselskaber med fødderne smurt ind i sennep – og serverede en omelet af hår, som hun havde klippet af gæsterne, mens de sov. Hun havde en fest.

Snart blev Max og Leonora dog trætte af selskabslivet – og hans rasende kone ikke mindst. De trak sig tilbage til en landsby i Provence og slog sig ned på en gård, hvor de elskede og malede og levede så lykkeligt med hinanden, at intet kunne tage det fra dem. Bortset fra Anden Verdenskrig.

Max blev udpeget af naboerne som ”fjendtlig udlænding” og arresteret. Leonora fortvivlede, da de førte ham væk – ”Max!” Hun kunne ikke længere spise og sultede sig selv – og forsøgte at brække sin ulykke op ved at drikke appelsinblomstvand. Lige meget hjalp det. Hvem ved, hvad der var sket, hvis ikke nogle venner var kommet hende til undsætning fra Paris.

Hun solgte gården for nærmest ingenting og slap sin jagtfalk fri. Den kiggede på hende med sine gule øjne, så lettede den fra hendes arm, og hun satte sig i deres Fiat og kørte med til Spanien. Vejene ind til Madrid flød over af flygtninge og lig. Det var en kogende kedel – anarki og kaos – og Leonora blev først af med mareridtet i sine erindringer, Down Below.

Her fortæller hun, hvordan hun blev gruppevoldtaget af soldater. Hun ravede rundt på gaderne og brød sammen. Til sidst opsøgte hun den britiske ambassade med den besked, at Madrid var jordens mave – og hun var udvalgt til at kurere fordøjelsen. De sendte hende på sindssygehospital.

Leonora blev tvangsmedicineret med Cardiazol – angivelig skulle det have en gavnlig effekt, fordi det udløste kramper – og hun lå nøgen i spændetrøjen og skreg efter Max. Ekkoet af hendes skrig nåede hele vejen til forældrene i England. De satte med det samme en redningsaktion i gang – og sendte hendes barnepige af sted i en ubåd.

Men Leonora havde ingen intentioner om at vende hjem til det, som hun var flygtet fra. Hun sprang ud ad badeværelsesvinduet og prajede en taxa. Halvt i vildelse bad hun chaufføren om at køre hende til den mexicanske ambassade. Det blev hendes redning.

Til sit store held rendte hun ind i Renato Leduc. Hun kendte ham fra Paris – han var digter og ven med Picasso – og han tog sig af hende. De blev gift, så hun kunne få et mexicansk visum – og forlade Europa, inden det var for sent.

På vej til havnen fik hun øje på en mand i menneskemængden med ørnenæse og hvidt hår. Det var ham, Max! Han måtte være undsluppet fangelejren og Gestapo. Hun vinkede og råbte, men han hørte det ikke og gik videre og steg om bord på oceandamperen til friheden.

Leonora lod sig skille året efter og slog sig ned i Mexico. Hun indrettede sit atelier højt oppe under loftet med udsigt til et landskab, hvor mænd i tunikaer og kvinder i spraglede kjoler stimlede forbi i støvet foran en fremmed horisont.

Dag efter dag gik hun op og ned ad trappen og malede et portræt af Max Ernst. Hun vidste ikke, at han stod langt borte i New York og også malede et af hende efter at være blevet reddet af Peggy Guggenheim, som bragte ham til USA. De mødtes aldrig igen.

Hun fortsatte med at udforske sit indre med fabeldyr og okkulte motiver – mayaernes pyramider dukkede efterhånden også op i hendes malerier – og hvis det stod til mig, var hendes liv det smukkeste af hendes kunstværker.

Så tømte jeg glasset og sagde tak for i aften. Jeg havde altid drømt om at se jomfruklostret indefra – og ville rejse mig for at gå. Det var ved at være på høje tid, vinen havde ikke gjort noget godt for mig – og heller ikke varmen i den trange lejlighed. Men der kom endnu en flaske på bordet.

Den gamle dame nikkede og spurgte, om jeg så kendte til Leonoras møde med Colin Albot? Nej, det gjorde jeg ikke. Hun kiggede på mig, og jeg havde følelsen af, at lågerne i palisanderskænken åbnede sig, som hun fyldte glasset.

Colin var vokset op hos sin mormor, der ejede et af Leonoras selvportrætter – og forelskede sig i hende allerede som barn. Hvad andet kunne han studere end kunsthistorie? Han havde udviklet et enestående blik for surrealismen og blev den yngste vurderingsekspert nogensinde i auktionshuset Sotheby’s.

Det hed sig, at han kunne identificere kopier og forfalskninger på kilometers afstand og nærmest følte deres penselstrøg – og der var ikke noget, han ønskede sig højere end at være sammen med Leonora Carrington.

Han var jaloux på Max Ernst og ville gøre hvad som helst for at eje hende, som om hun var et kunstværk – eller hvis man spurgte en psykoanalytiker: hans elskede mormor. Det var selvfølgelig umuligt.

Men Paris er kærlighedens by og bringer alle sammen, hvis det kommer fra hjertet – og chancen bød sig ud af det blå med den eneste lovmæssighed, som gælder i surrealismen: tilfældet.

Det var i slutningen af 1997, og Colin Albot var taget til Paris for at vurdere den tidligere amerikanske ambassadørs kunstsamling. Det var ingen ringere end Pamela Churchill Harriman – og han indlogerede sig i hendes lejlighed på Avenue de New York.

Pamela havde været en kurtisane på niveau med Madame de Pompadour, Ninon de Lanclos og Léonide Leblanc. Det kunne næppe overraske nogen, at det var Bill Clinton, som udnævnte hende til ambassadør i Frankrig. Nekrologen i Daily Mail slog fast, at hendes kendskab til loftet i rige mænds soveværelser var mageløst, og hvis man kiggede på det tyvende århundredes historie, ville man finde hendes læbestift overalt.

Pamela Harriman havde omhyggeligt udvalgt sine velyndere i samfundets top. Hun giftede sig med Winston Churchills søn – selv om han var dranker og ludoman – og lod sig skille fra ham, da han mod forventning vendte tilbage fra Anden Verdenskrig.

Nu havde hun navnet, som åbnede alle døre. Churchill var nøglen.

Hendes udseende var ikke videre bemærkelsesværdigt, men Pamela besad et fantastisk talent for at tilpasse sig og fokusere på mændene og kun dem og tilfredsstille deres ønsker. Hun tilberedte en kyllingefrikassé på hotelværelset, hvor hun forførte Leland Hayward. Sådan forkælede hun dem og nærede deres største og eneste ambition, der var at føle sig som det vigtigste i universet siden planeternes fødsel.

Selv gifte mænd finansierede hendes tilværelse, årtier efter at hun havde haft en affære med dem, og Pamela havde en tilsvarende værdifuld kunstsamling, som efter hendes død blev sat på auktion hos Sotheby’s.

Den omfattede et af van Goghs blomsterbilleder og flere surrealister – og Colin Albot tilbragte uger med at vurdere dem og sov i hendes berømte seng. Hun spøgte ikke og forholdt sig død.

Ved et lykketræf var det samtidigt med den store, retrospektive udstilling i Paris: Leonora Carrington! Hun var rejst hele vejen fra Mexico og ville selv være til stede i Musée d’Art Moderne. Men ikke nok med det. Hun havde kendt Pamela Harriman siden deres tid på klosterskolen St Mary’s i Ascot. Det var firkløveren, som han havde ventet på i alle disse år, og han plukkede den.

Han sendte en invitation fra barndomsveninden, som ikke kunne undgå at fange hendes opmærksomhed, og arrangerede den fineste, mest eksklusive festmiddag for hende i Harrimans lejlighed med udsigt over Seinen. Nu var det bare om at bede til de højere magter.

Leonora kunne ikke modstå sin gamle venindes indbydelse fra den anden side af graven. Hun indfandt sig hen under aften. Han havde været nervøs til det sidste og kunne næsten ikke tro det, men hun trådte ind til de levende lys, der strålede i kandelabrene for den største af alle kvindelige surrealister.

Bordet var dækket med blomsteropsatser og krystalglas, sølvbestik og Englands ældste porcelæn: Spode. Der var ikke andre gæster end hende, fordi hun var den eneste inviterede, og Leonora ville sikkert vende om og forlade stedet, men han havde kalkuleret med lige nøjagtig at få tid til at servere en aperitif.

Den var dyr, etiketten var slidt – Saccone & Speed Ltd – og han takkede hende for at være kommet og skænkede op af en flaske sherry, der var hundrede og halvfjerds år gammel. Han løftede glasset.

”Til Pamela, som har gjort det muligt?”

Hvis ikke det havde været for sherryen, var Leonora Carrington sandsynligvis gået med det samme. Hvad skulle hun her, og hvor var resten af selskabet? Men dråberne gjorde deres og fik hende til at blive lidt.

”Til Pamela!” svarede hun og satte sig til bords.

På den lille, guldrandede tallerken lå der ikke andet end en hvid, rynket klump, som var skåret op i blade. Det var en molboøsters. Den var tre hundrede år gammel med jod og dybde fra et langt liv på bunden af Atlanterhavet ud for Island.

Den blev ledsaget af en rød, syrlig krans, der viste sig at være kål. Men ikke en hvilken som helst kål. Den var tilberedt uendelig langsomt med en balsamisk blommeeddike fra de ældste italienske træfade, som var blevet omstukket hvert forår efter solera-princippet i fem generationer. Det var som at spise tiden.

Det blev serveret med et glas champagne: Moët & Chandon Brut Impérial 1914 – den sjældneste af alle champagner – og som noget af det eneste på menuen var den ikke over hundrede år. Til gengæld var druerne høstet på en slagmark af lig under Første Verdenskrig.

Fronten gik tværs igennem Champagneområdet – kuglerne føg om ørerne på kvinder og børn – og han udbragte en skål:

”No food suffices but the food of death!”

Han vidste, at Dylan Thomas havde deltaget i ferniseringen for den surrealistiske udstilling i 1937, hvor hun mødte Max Ernst, og måske ville hun fange tanken, når glansstykket kom på bordet – og hun smilede langt ind i sig selv.

Leonora Carrington havde beskrevet de mest bizarre måltider i novellerne fra tiden i Provence med Max. De nød livet med hinanden – kunst og mad – og ”masser af sex”, som hun havde udtalt sig engang. De fleste historier handler om en kvinde, som tager vejen gennem en skov – eller et mørkt og øde nabolag – og kommer til en have, der er vokset til i slyngplanter og ukrudt med mystiske blomster som i ”Cast Down by Sadness”.

Her bliver hun næsten altid inviteret på middag – en festbanket, eller et teselskab ligesom i Alice i eventyrland – men så snart hun sætter sig til bords, bliver der serveret en overdådig og kvalmende række af måltider, der ville give den mest forhærdede gourmet brækfornemmelser i afsky og rædsel.

Hun vender kulturen om, som forædler dyr til mennesker ved tilberedningen af mad fra det rå til det stegte – og gør mennesker til dyr igen i løbet af måltidet. Der sker en alkymistisk forvandling tilbage til naturen, som ender med, at man både spiser og bliver spist i et perverst orgie, hvor mad og sex og kannibalisme går op i en højere, uhellig enhed.

Alt det havde Colin Albot taget med i betragtning, da han planlagde sin middag. Men så gerne han ville have imponeret hende ved at tilberede retterne, som hun havde udtænkt, måtte han give fortabt.

Det overgik selv hans evner at lave kyllingen fra ”Monsieur Cyril de Guindre”, som blev plukket og marineret levende over tre dage i dampene fra kogende patchouli og farseret med hjerne og indvolde fra trupialer, trøfler, knuste mandler og rosenvand, indtil den var mør og cremet som friske svampe – eller pattegrisen farseret med nattergale, som Engadine bærer ud af køkkenet i ”The Sisters”.

Colin Albot var også nøje bekendt med hendes modstand mod at blive reduceret til sit køn og seksualiseret som en passiv genstand for mænd, og han måtte gå forsigtigt til værks for ikke at udfordre hendes vrede.

”Jeg havde ikke tid til at være muse for nogen som helst,” som hun sagde i et kort interview, ”jeg havde alt for travlt med at lære at male og gøre oprør.”

Leonora Carrington gjorde sig ikke kun til forkæmper for kvinderettigheder i Mexico, men nægtede også at tage alderdommen på sig som en byrde og skamme sig over sin gamle krop.

Hun gjorde op med det i sin roman om den tooghalvfemsårige Marian Leatherby – The Hearing Trumpet – og når han lagde det hele sammen og alt, hvad han vidste om hende, kom han frem til én eneste vej til hendes hjerte: Århundredmiddagen.

Colin Albot havde benyttet sig af sine forbindelser og købt konserves med gullasch på auktion, som også stammede fra Den Store Krig og fronten ved Gallipoli. Soldaterne kæmpede under frygtelige forhold i det åbne klippeterræn. Der var stegende hedt om sommeren, iskoldt om vinteren. De var under konstant beskydning og levede af dåsemad.

Den havde ikke taget skade og kunne have været fra i går, og han serverede gullaschen i dybe tallerkener med tilhørende kiks, der var så hårde og tørre, at soldaterne brugte dem som postkort.

Der må have formet sig et smil af genkendelse på Leonoras læber, som hun tyggede sig gennem ”A Happy X-mas from Dardanelles 1915”. For ingen havde nogensinde tilberedt et mere vanvittigt kostbart og surrealistisk måltid for hende. Hun gik ingen vegne den aften.

Han havde opnået det, han ville, og kunne folde sin kærlighed til hende ud i en menu, der ikke kendte magen. Lufttørret rensdyrhjerte fra Finmarken, spansk sortfodsskinke – den ene ret var ældre end den anden – og alkefuglenes indvolde var langsomt rådnet i jorden, mens tiden blæste forbi. Hertil en Château Latour 1865.

Der var snack efter snack, og lige så stille og umærkeligt satte de deres spor i Leonora. Rynkerne i ansigtet glattede sig ud til ansjoserne fra Galicien, og håret genvandt sin glans over den tørrede tunrogn, bottarga.

Brysterne løftede sig efter saltfisken fra Lofoten, og gløden bredte sig i kroppen under desserten, der bød på granatæblesirup og kvædekonfekt fra Persien, tørret frugt og mandelkager med oldgammel honning – og dertil en Chartreuse Jaune fra 1890.

Det siger sig selv, at det alt sammen kun lod sig nyde i bidder – smagen var for stærk – og stanken steg allerede op fra bordet, da han kom ind med osten. Det var lykkedes ham at skaffe et stykke af en to hundrede og halvtreds år gammel cheddar, som var blevet bjærget fra et svensk skibsvrag, og hvis ikke andet havde virket, gjorde den udfaldet.

For hvad enten det nu var maden eller spiritussen – han serverede cognac til kaffen, Louis XIII – så er tid kun noget, vi leger, og alder er et tal. Måske var han seksogtyve år, Leonora Carrington var blevet enogfirs, men hun blev yngre og yngre for hver bid, mens han blev ældre i løbet af middagen, indtil de mødtes i et kys over bordet.

Nogle vil mene, at hun var en fetich og bare et stykke kunsthistorie for det nyeste stjerneskud i auktionshuset. Men hun var hans livs kærlighed – og ingen har oplevet en nat som den, Colin Albot tilbragte med Leonora Carrington i sengen på Avenue de New York.

Det var første gang, jeg hørte om den – Århundredmiddagen – og af og til gav det trods alt mening, når jeg fulgte det eneste princip, som førte nogen vegne hen. Nemlig at sige ja i stedet for nej. Om det så blev til en katastrofe af en Luther-aften og endte med, at jeg sad og drak hos en gammel dame i Brødrene Petersens Kloster.

Hun havde hældt to flasker hvidvin i mig, som smagte bedre og bedre, og jeg var blevet svimmel og alt for fuld. Alligevel hentede hun det sidste i køleskabet frem – en dåseøl – og stillede den på bordet. Hendes ansigt lyste op.

Hun måtte nærme sig de firs år, men man kunne se pigen i smilet – og omsider dæmrede det for mig, hvorfor hun havde taget mig med hjem. Hvis det var, kunne jeg godt overnatte her.



16 magiske fortællinger af Knud Romer om kunst og kærlighed – og længslen efter det uopnåelige. Tag med på en rejse fra Frederiksstaden til Nykøbing Falster med en indbygget pilgrimsfærd til Irans Mashad-moské og en afstikker til Avenue de New York i Paris. Undervejs møder vi otte nonnesøstre, Tosse-Johanne, en omrejsende pianist og sågar H.C. Andersens genfærd. Vi ser det sne over guldalderens København og kommer ind i en spåkones campingvogn i Damhus Tivoli og hele vejen tilbage til massakrerne under Anden verdenskrig i Serbien. Sådan tager den ene novelle efter den anden os ind i et magisk rum med vores største smerte og længsel, barndom og alderdom, og demonstrerer den kraft, som selve historiefortællingen rummer.

Du kan købe Den svenske konges hemmelige marmeladeopskrift og andre fortællinger af Knud Romer i din lokale boghandel eller online fx hos Bog&idé.