Pigen i violinen er en urovækkende skæbnefortælling om den umulige balance mellem streng disciplin og frihed til at skabe. Smuglæs i Knud Romers nyeste roman her.
Den prisvindende forfatter Knud Romer har skrevet sin tredje roman, Pigen i violinen, og understreger endnu engang, at han er en af landets største forfattere. Læs et uddrag af den foruroligende og eventyrlige roman her.
LÆS OGSÅ: Knud Romer: Jeg har drømt om Pigen i violinen, siden jeg var barn
Da en far forærer sin 5-årige datter en violin, starter en livslang rejse med musikkens verden som omdrejningspunkt. Datteren skal finde sin plads i et elitært og ubarmhjertigt miljø, og mens metronomen slår hurtigere og hurtigere, bliver professorerne også strengere og strengere.
Violinen går fra at være et smukt frirum, til at være et fængsel hun umuligt kan bryde ud af.
Læs et uddrag fra Pigen i violinen herunder.
Knud Romer
Pigen i violinen
Jeg var fem år gammel, da min far gav mig en violin og sin egen violinkasse. Den var af træ og meget tung, men jeg nød den gamle lugt af tiden, som lå i kassen, når jeg åbnede den.
Han fortalte, at der var en landsby i Østrig, hvor de gik i skoven og bankede på træerne. Hvis der var musik i dem, byggede de en violin. Så bankede han mig på hovedet, og jeg lovede min far at være flittig og blive en dygtig violinist.
Det var en lille violin – kun en kvart størrelse – og far sagde, at jeg skulle holde buen som en fugl, let og forsigtigt.Violinen under hagen, hvor den hang godt fast – venstre arm støttede bare og var fri. Hvis jeg strøg lige og satte fingrene rigtigt, blev violinen levende og begyndte at synge. Jeg holdt min stemme i hånden.
Det var en gave, jeg havde fået. Jeg blev født med den, forklarede han, og den boede i mit øre. Den lettede ved den mindste rørelse – stemt og tonet – og gav udtryk til alt det, som var inde i mig og sov.
Jeg kunne skrige med den og grine og lege med den, og når jeg blev bange i mørket, græd jeg med den. Hver gang jeg kaldte, kom den og sitrede og sagde mit navn.
Allerede inden ugen var omme, kunne jeg spille melodier. De landede på strengene som fugle om af- tenen. Nogle af dem kendte jeg ikke, men de kendte mig og vækkede mine ører med en fjern klang. Den kom fra Wien.
Det var en underlig fornemmelse at støde på annoncen, som satte deres møbler til salg hos International Auctioners. Jeg havde boet der under min studietid i Wien, og selv om det ikke havde været en dans på roser, gjorde det mig oprigtigt ked af det, at Iris var død:
“A pair of built-in bedside tables from the Brendel apartment, designed by Anna-Lülja Praun,Vienna, c. 1960. Provenance: from the sleeping-room furniture ensemble of the apartment of Alfred and Iris Brendel, Ungargasse 11, 1030 Vienna.”
Måske solgte hun også bare ud af deres ting. Det måtte vende vrangen ud på hende, at hendes hemmeligste steder og kæreste ejendele blev udstillet og sat på auktion – fotografierne med dedikationer af verdensstjerner, afrikanske feticher, tæpper – men hun havde brug for pengene. Det havde hun altid.
Det sidste, som var tilbage, var soveværelset. Jeg kunne se det for mig med natbordene, dobbeltsengen og de indbyggede skabe. Midt på gulvet stod en stor, udsmykket gyngehest. Den tidligere logerende havde endda anskaffet sig en pistol. Så bange var han for Iris.
Her ville jeg tilbringe det mærkeligste år i mit liv, dengang jeg startede på Hochschule für Musik.
“Det er ikke noget legetøj,” sagde far. Man skulle vaske hænderne – grundigt og med sæbe – inden man rørte ved violinen. Jeg spillede skalaer og øvede mig en halv time om dagen. Det var vigtigt at tage tid. Ellers blev det ikke til noget.
Uret tikkede på væggen i køkkenet og overvågede mit spil. Far drak sin kaffe af et krus. Han løftede kun hovedet fra avisen, hvis jeg gik i stå, og nikkede og trak mig op igen.
Det var ligesom en spilledåse, der drejede rundt og rundt om sig selv med små toner og små melodier – “Volksliedchen und Märchen” – og gjorde verden lille. Den var min. Jeg stod i midten med violinen og holdt koncert, mens livet passerede forbi med årstiderne, og forestillede mig, at salen var sort af publikum.
Far lærte mig at tage imod applaus. Når køkkenuret slog – “Ding!” – var jeg færdig og bukkede dybt. Så tørrede jeg harpiksen under strengene af violinen og lagde den tilbage i kassen.
Vi så ikke meget til andre mennesker og boede for os selv. Der var stille som en klangbund. Man kunne høre det knirke og vinden suse, regnen trommede mod ruden, og fuglene sang, når solen tittede frem. Agern faldt ned på taget om efteråret. Huset havde sin egen musik.
Jeg tegnede og legede med min kat. Nogle gange kiggede jeg i avisen for at se efter, hvad der var så vigtigt. Jeg var sikker på, at der stod alt, hvad man havde brug for at vide. Den duftede af tryksværte, fordi det lige var sket.
Far var imponeret over, at jeg altid fandt den nyeste avis til ham i bunken ved kakkelovnen. Han troede, at jeg kunne læse. Men jeg lugtede mig bare frem.
Jeg læste noder i stedet for. De fløj op og ned ad linjerne i lange, sorte rækker og bevægede mine fingre, og når jeg ramte tonen, åbnede mit hjerte sig, og jeg var glad. Hvis jeg rystede på buen, skurrede det gennem mig og gjorde ondt. Buestrøget fik støvet fra harpiksen på strengene til at lette i utallige bittesmå korn, som om tonen gik i stykker, og jeg ville ønske ikke kun at have fire fingre på min violin.
Det var nemt at snyde og skrive fingersætningerne op over noderne – og viske dem ud igen. Jeg kunne læse aftrykkene i papiret uden at blive opdaget. Men jeg skammede mig. Når det kom til stykket, havde jeg ingenting lært, og det var endnu værre end at spille forkert til undervisning.
Om mandagen gik jeg på musikskolen inde i byen. I begyndelsen sad far i lokalet og lyttede med. Bagefter huskede han mig på, hvad min lærer havde sagt. Og hjalp mig med at holde takten. Han klappede den for mig, men det varede ikke længe, før jeg ville selv og rettede i tempoet. Jeg overgav mig og lod det løbe frit, indtil jeg fór vild.
Så hentede far en pyramide i mat, sort træ og stillede den frem på bordet. Han lukkede den op – og satte pendulet i gang. Det vippede fra side til side som en pegefinger, der sagde nej og forbød selv den mindste afvigelse: metronomen.
Den slog tiden i stykker, som havde været hel og ubrudt i mig, og delte den op i lige korte eller lange, hurtige eller langsomme gentagelser af det samme i en uendelighed. Fra nu af dikterede den takten – koldt og metallisk – og man skulle adlyde og følge de monotone slag som et urværk.
Den trådte på stedet – frem og tilbage – og skulle stå helt vandret. Ellers gik alting skævt. Jeg kunne se for mig, hvordan billederne hældede på væggen. Bordet vippede, trappen fik krumme trin, og jeg snublede og faldt, hvis den ikke stod ret op og ned ligesom mig.
Til gengæld kunne man med det samme høre de steder, hvor man var usikker og tøvede og kludrede i det. Så blev hastigheden sat ned. Far viste mig vægten, som man kunne forskyde på pendulet for at vælge taktslag i minuttet, og rykkede den hen på tres: “Spil.”
Den trak tiden længere og længere ud. Der var så langt mellem tonerne, at jeg næsten ikke kunne bevæge mig fra den ene til den næste, og jorden holdt op med at dreje rundt – bladene blev hængende i luften, århundreder sneglede sig forbi – og jeg tvivlede på nogensinde at nå til slutningen.
Så måtte jeg begynde forfra. Når jeg var kommet gennem det uden fejl, blev tempoet gradvis sat i vejret. Det var om igen, og sådan blev det ved, indtil hver eneste del passede og føjede sig sammen til et færdigt stykke musik. Det var stadig varmt i mine hænder.
Jeg var også færdig på musikskolen og skulle gå til undervisning hos en rigtig violinist. Det var det, jeg ville være, hvad kunne være bedre! Spurvene lettede ude i buskene – jeg glædede mig – og talte ned i walzertakt til dagen.
Far fulgte med første gang og viste vejen. Han standsede ved et etagehus og bankede på døren. Den blev åbnet af en ældre kvinde med sjal om skuldrene – hun smilede til mig – og vi blev ført op ad den smalle, stejle trappe i mørket til øverste sal.
Der var brunt og indelukket. Henne ved vinduet sad en gammel mand, som havde hvidt, tilbagestrøget hår. Han stirrede ud over hustagene med rindende øjne og rejste sig ikke. Far udvekslede et par ord med ham og gav hånd. Så sagde han farvel.
Skridtene lød ned ad trappen. De efterlod mig alene i det tusmørke rum. Manden kiggede på mig – og jeg kiggede tilbage og rakte ham bagerposen, som far havde givet mig med. Det fik liv i ham.
Han sprang op som trold af en æske – skramlede med stole og tallerkener – og pakkede nogle boller med syltetøj og flormelis ud og pegede på dem: “Ponchik!” Det var meningen, at jeg skulle sætte mig til bordet.
Far havde fortalt, at han hed Monsieur Serge, men jeg kaldte ham det ikke. Jeg sagde slet ingenting. Han havde fine træk og smalle læber med et tyndt overskæg, skjorten var ikke alt for ren. Og så var han halt på det ene ben ligesom en metronom, der gik skævt.
Jeg sad musestille, mens han spiste begge boller. Han tørrede sig om munden og humpede over til nodestativet. Hvis jeg kunne være flygtet, havde jeg gjort det.
Man skulle holde hænderne frem for at vise, at neglene var rene. Jeg rystede på buen, fordi jeg var bange for ham, og glemte alt. Hvordan jeg overhovedet kom gennem det, anede jeg ikke, men etuden gik i tusind stykker, som om jeg havde tabt den på gulvet.
Monsieur Serge sukkede og tog fat i mig. Han gav sig til at skrue på holdning og håndled og greb som en peberkværn. Fingersætning og buestrøg, jeg skulle lære det hele fra grunden af – om det så var mit åndedræt – og lyttede bare efter de forløsende skridt på trappen.
Jeg ville ikke tilbage til ham, sagde jeg med den mindste stemme, som jeg kunne få frem. Men det var ikke ens eget valg og op til en selv. Jeg måtte fortsætte med at gå til undervisning, selv om jeg havde det, som om hver time var min sidste, og hentede ponchiks hos bageren hver onsdag.
Det eneste, jeg kunne gøre, var at tage den længste omvej derhen for at udskyde det. Jeg gik til venstre i stedet for højre og lod mig føre af det, jeg så – en fugl, et skilt, en fin butik – og kiggede på pigen med violinkassen over skulderen i udstillingsvinduet. Men det nyttede ingenting, fordi jeg gik i ring og skulle komme til tiden og endte med at banke på døren.
Måske var damen, der lukkede mig ind, hans kone, eller en husholderske, som passede på ham. Jeg kaldte hende for “Madame”. Efter nogle gange kunne jeg liste over gulvet uden at knirke og hen til vinduet, hvor Monsieur Serge sad i sin lænestol. Men han opdagede mig, som om væggene havde ører: “Viens ici!”
Faktisk var han meget sød og rar. Det var det halte ben, som var uhyggeligt. Han delte bollerne med mig og lagde nodehæfterne på bordet. Vi snakkede lidt om det ene og andet, og han fortalte om operaen i Odessa – strandpromenaden, Sortehavet – inden han hørte mig i lektien.
Den talte tid fik tempobetegnelser fra langsomt, adagio, og moderat, andante, og lige til hurtigt, allegro, og meget hurtigt, presto: navnene på mine hjerteslag. Trist og glad fordelte sig mellem dur og mol i en cirkel med korte spring – en kvint – og han spurgte gebrokkent, om jeg forstod det: “Forstår du?” Jeg nikkede – uanset om jeg forstod eller ej – og når han rettede mit spil, skyndte jeg mig at gøre, hvad han sagde, så jeg kunne komme hjem.
For det var aldrig godt nok. Den dårlige samvittighed fulgte med ned ad trappen og ud på gaden. Jeg skulle øve en hel time om dagen. Hvis jeg sprang noget over, skulle jeg indhente det forsømte i morgen, og jeg lagde mig til at sove med hænderne foldet under dynen:
“Kære Gud,” bad jeg, “hjælp mig med at øve mere og klare det og spille bedre.”
Far roste mig ikke, men smilede bare – og så irriteret ud, hvis jeg blev utålmodig og hidsig og hakkede i det. Af og til lå der noget godt under hovedpuden, når jeg havde øvet rigtig flittigt. Det var fuglene, som var kommet med det.
Jeg trak bolsjet ud og lagde det til side og puttede det i munden igen. Fingrene klistrede af hindbær. Det bedste var det, der var mindst af, og jeg håbede, at far havde et eller andet med fra byen i de store poser. Der var mad til hele ugen. Om søndagen stod den på levninger fra dagene før. Jeg huskede dem alle sammen.
Vi plukkede kvæder om efteråret. Far holdt meget af det gamle træ i haven. De hang som guldæbler på grenene og duftede af marcipan. Man kunne ikke lade være med at tage en bid, selv om de var hårde som sten. Jeg vaskede dem i køkkenet, mens far skoldede syltetøjsglassene. Så blev de kogt ind i en boblende gryde – sukker, citron, vanilje, ingefær – indtil mosen var stiv.
Jeg undrede mig altid over, hvordan en frugt, der var så smuk og duftede så dejligt, kunne smage så bittert.
Langt borte ventede byen, der var lavet af musik: Wien. Her levede hun resten af sine dage i en smuldrende herskabslejlighed, og Iris var smuk og skræmmende som den. Loftet fortabte sig i skygger, som kunne have været flagermus. Den ene stue var større og mørkere end den anden. Der var trangt af nips og kunstværker overalt – vaser, skulpturer, aztekiske guder – og tæpperne lå i lag på lag. Hun mente, at de var en god investering, og samlede på dem.
Tunge gardiner og stole og sofaer i plys – der stod en viftepalme i hjørnet – og væggene var dækket af malerier med spraglede, indrammede syner, som kørte rundt i ens hoved. Bøgerne og bunkerne med partiturer og flyglet tog den sidste plads. Der var ikke noget sted, man kunne gøre af sig selv og trække vejret. Iris fyldte det hele og sad på lur mellem sine minder.
Det var støvet og slog revner. Tapeterne skallede af, pudset dryssede, og rispapirlampen var blevet gul. Men Iris lagde ikke mærke til det. Hun plejede omgang med kunstnere, som alle havde fået en stor karriere, fortalte hun – brillerne hang og dinglede i en kæde om halsen – og når hun hilste på en, satte hun dem på for at se efter, om man var berømt.
Sandheden var, at hun knap nok kunne holde sig ensomheden fra livet. Den ventede på hende, fra det øjeblik hun vågnede, og fulgte efter hende som en hund. Hun var altid i gang for ikke at blive indhentet af den og travlt beskæftiget med ingenting.
Tidligt om morgenen travede hun hen til Café Landtmann tæt ved rådhuset. Hun var den første gæst og sikker på at kunne føle spøgelserne mellem de brune paneler og høje lysekroner. Iris kiggede lidt på spisekortet – ikke fordi hun skulle have no- get, men det var vigtigt, at alt var, som det skulle være, med Apfelstrudel til dessert. Hun bestilte en enkelt kop kaffe – “einen Braunen” – og trak den ud i timevis.
Aviserne hang på lange stænger. Hun bladrede sig gennem dem og tog notater om det, der stod, og drak det ene glas vand efter det andet imens. Udenfor på gaden kunne hun se hunden for sig, som ventede på hende. Der var ikke andet at gøre end at læse videre i nyheder, som holdt op med at være det, og vende dem med sig selv og have så evigt ret.
Det gjaldt om at få tiden til at gå – det gjorde den ikke – og hun betalte for kaffen uden at lægge drikkepenge og trak i overfrakken til en rask tur gennem Stadtpark.
Hun pillede ting op undervejs. Bøger, en gammel frakke eller nogle grene, som hun stillede i vand, når hun kom hjem. Men i sidste ende var alle hendes udflugter forgæves. Iris havde luftet sin ensomhed og lukkede den med ind.
På halvtaget uden for køkkenvinduet havde hun anbragt vaser og stenkrukker med planter: tagetes og pelargonier, ærteblomster, snerler. Det var ved at brase sammen, man måtte ikke gå på det. Iris var ligeglad. Hun trampede rundt og vandede planterne og nippede tørre kviste af – og holdt på sin kunstneriske frihed.
Om eftermiddagen satte hun sig ved et lille bord, som stod over for vasken og gaskomfuret, og skrev vrede læserbreve til borgmesteren. Alting var i vejen, især turister. Bilerne parkerede på fortovet. Arkitekterne ødelagde Wien, og ifølge den nyeste forskning kunne man kurere kogalskab. Hendes skrift blev skævere og skævere på det ulinjerede papir, i takt med at hun lod det løbe af med sig. En sjælden gang imellem fik hun det optaget i avisen på grund af sit navn, som hun prentede i nederste højre hjørne: Brendel.
Når det begyndte at blive mørkt, tændte hun lyset i det orange køkken og varmede maden fra i går. Iris brød sig ikke om at smide noget ud. Hun tørrede kaffefiltre og genbrugte dem – kaffegrumset hældte hun i komposten – og vaskede op med koldt vand. Skoene kom i ovnen, hvis de var blevet gennemblødt af regnen. Det var tilstrækkeligt at lufte tekstiler. Hun sled sengetøjet tyndt og rev det i stykker – ritsch – og havde klude til mange år frem.
Iris ventede hele dagen på at kunne skifte tøj og gøre sig i stand. Hun var efterhånden blevet femogtres år, men havde stadig et smukt ansigt. Hendes lange, sorte hår blev bundet i en stram knude i nakken. Hun tegnede læberne op med en rød læbestift og hængte en perlekæde om halsen og begav sig af sted i dramatiske gevandter, der flagrede efter hende i gadebelysningen.
Med hurtige, energiske skridt marcherede hun ned ad Lothringerstrasse og over Karlsplatz til Bösendorferstrasse 12. Det var ikke mere end tyve minutters gang, før hun trådte over tærsklen til Musikverein.
Iris afleverede sin frakke til garderobedamen og lagde det hele bag sig i en gylden, festoplyst sal. Folk rejste sig fra stolene og bukkede i den eneste forestilling, som udspillede sig for hende hver aften – og det var hendes egen.
Den tid var længst forbi – ingen genkendte hende længere – men hun ænsede det ikke og havde sin faste plads. Det havde hendes mand sørget for. De fleste abonnementer tilhørte fornemme, velhavende familier og gik i arv. Resten var blevet købt af ja- panere, og ståpladserne allerbagerst var til dem, som faktisk var kommet for at høre musikken.
Iris fandt sin stol og studerede programmet. Det fortsatte hun med under hele koncerten. Kun i ganske særlige tilfælde tog hun brillerne på for at studere solisten, som aldrig levede op til hendes forventninger. Hun klappede i luften uden at ramme sine håndflader og masede sig frem i pausen til udskænkningen i galleriet.
Der ventede et glas champagne på det høje, runde bord, som hun havde reserveret. Hun kastede med armen og skålede med sit indre publikum, mens hun højlydt kommenterede dirigenten og sammenlignede med fortolkningen af en stor symfoni, som de slet ikke havde opført.
Man kunne kun håbe på bedre i anden afdeling – det ringede ind, hun skramlede hen til sin plads – og folk rykkede sig på nabostolene, fordi hun lugtede af mølkugler.
De satte deres hengemte præg på koncerten. Når klapsavlerne omsider ebbede ud, nikkede hun til højre og venstre på vej til garderoben for at få frakken udleveret som den forreste i køen og tog lugten med sig gennem de tomme, mørke gader.
Den kom fra børneværelset. Det stod tilbage efter deres datter, som var flyttet tidligt hjemmefra. Doris var blevet sanger – eller rettere punksanger. Hun ville være Madonna og Nina Hagen og slog sig igennem i London, Paris og andre østrigske storbyer, som Iris plejede at sige.
Det var umuligt for hende at slippe ud af sin berømte fars skygge. Doris endte på forsiden af de kulørte blade og formiddagsaviserne, men kun fordi det var en skandale, at hun var hans datter.
Iris græmmede sig og sov i hendes værelse. Der stod en køjeseng. Den øverste var fyldt med ragelse – tæpper, poser, tørrede blomster – og hun krøb i den nederste og puttede sig.
Hun trak benene op, fordi sengen var for kort, og spiste florentinere til langt ud på natten, mens hun så fjernsyn. Iris fulgte med i amerikanske hospitalsserier – “Notaufnahme” – og faldt i søvn på operationsbordet.
Begyndelsen på en livslang rejse starter, da en far forærer sin datter en violin. Instrumentet følger hende fra barn til voksen, mens metronomen slår hurtigere og hurtigere, og professorerne bliver strengere og strengere.
I denne skæbnefortælling kæmper en ung pige en smertefuld kamp for at finde sin plads i et ubarmhjertigt elitært miljø.
Men i takt med at pigen bliver bedre til at spille, bliver violinens toner koldere. Alt i hendes liv handler om disciplin, og kærlighed har ingen plads i skemaet. Violinen bliver til sidst et fængsel, som hun umuligt at kan bryde ud af.
Bogen er en eventyrlig og urovækkende roman om at balancere sygelig disciplin og friheden til at skabe.
Pigen i violinen er en urovækkende skæbnefortælling om den umulige balance mellem streng disciplin og frihed til at skabe. Smuglæs i Knud Romers nyeste roman her.
Den prisvindende forfatter Knud Romer har skrevet sin tredje roman, Pigen i violinen, og understreger endnu engang, at han er en af landets største forfattere. Læs et uddrag af den foruroligende og eventyrlige roman her.
LÆS OGSÅ: Knud Romer: Jeg har drømt om Pigen i violinen, siden jeg var barn
Da en far forærer sin 5-årige datter en violin, starter en livslang rejse med musikkens verden som omdrejningspunkt. Datteren skal finde sin plads i et elitært og ubarmhjertigt miljø, og mens metronomen slår hurtigere og hurtigere, bliver professorerne også strengere og strengere.
Violinen går fra at være et smukt frirum, til at være et fængsel hun umuligt kan bryde ud af.
Læs et uddrag fra Pigen i violinen herunder.
Du kan købe Pigen i violinen online, fx. på Bog&idé.dk, eller i din nærmeste boghandel fra d. 21 oktober.
Knud Romer
Pigen i violinen
Jeg var fem år gammel, da min far gav mig en violin og sin egen violinkasse. Den var af træ og meget tung, men jeg nød den gamle lugt af tiden, som lå i kassen, når jeg åbnede den.
Han fortalte, at der var en landsby i Østrig, hvor de gik i skoven og bankede på træerne. Hvis der var musik i dem, byggede de en violin. Så bankede han mig på hovedet, og jeg lovede min far at være flittig og blive en dygtig violinist.
Det var en lille violin – kun en kvart størrelse – og far sagde, at jeg skulle holde buen som en fugl, let og forsigtigt.Violinen under hagen, hvor den hang godt fast – venstre arm støttede bare og var fri. Hvis jeg strøg lige og satte fingrene rigtigt, blev violinen levende og begyndte at synge. Jeg holdt min stemme i hånden.
Det var en gave, jeg havde fået. Jeg blev født med den, forklarede han, og den boede i mit øre. Den lettede ved den mindste rørelse – stemt og tonet – og gav udtryk til alt det, som var inde i mig og sov.
Jeg kunne skrige med den og grine og lege med den, og når jeg blev bange i mørket, græd jeg med den. Hver gang jeg kaldte, kom den og sitrede og sagde mit navn.
Allerede inden ugen var omme, kunne jeg spille melodier. De landede på strengene som fugle om af- tenen. Nogle af dem kendte jeg ikke, men de kendte mig og vækkede mine ører med en fjern klang. Den kom fra Wien.
Det var en underlig fornemmelse at støde på annoncen, som satte deres møbler til salg hos International Auctioners. Jeg havde boet der under min studietid i Wien, og selv om det ikke havde været en dans på roser, gjorde det mig oprigtigt ked af det, at Iris var død:
“A pair of built-in bedside tables from the Brendel apartment, designed by Anna-Lülja Praun,Vienna, c. 1960. Provenance: from the sleeping-room furniture ensemble of the apartment of Alfred and Iris Brendel, Ungargasse 11, 1030 Vienna.”
Måske solgte hun også bare ud af deres ting. Det måtte vende vrangen ud på hende, at hendes hemmeligste steder og kæreste ejendele blev udstillet og sat på auktion – fotografierne med dedikationer af verdensstjerner, afrikanske feticher, tæpper – men hun havde brug for pengene. Det havde hun altid.
Det sidste, som var tilbage, var soveværelset. Jeg kunne se det for mig med natbordene, dobbeltsengen og de indbyggede skabe. Midt på gulvet stod en stor, udsmykket gyngehest. Den tidligere logerende havde endda anskaffet sig en pistol. Så bange var han for Iris.
Her ville jeg tilbringe det mærkeligste år i mit liv, dengang jeg startede på Hochschule für Musik.
“Det er ikke noget legetøj,” sagde far. Man skulle vaske hænderne – grundigt og med sæbe – inden man rørte ved violinen. Jeg spillede skalaer og øvede mig en halv time om dagen. Det var vigtigt at tage tid. Ellers blev det ikke til noget.
Uret tikkede på væggen i køkkenet og overvågede mit spil. Far drak sin kaffe af et krus. Han løftede kun hovedet fra avisen, hvis jeg gik i stå, og nikkede og trak mig op igen.
Det var ligesom en spilledåse, der drejede rundt og rundt om sig selv med små toner og små melodier – “Volksliedchen und Märchen” – og gjorde verden lille. Den var min. Jeg stod i midten med violinen og holdt koncert, mens livet passerede forbi med årstiderne, og forestillede mig, at salen var sort af publikum.
Far lærte mig at tage imod applaus. Når køkkenuret slog – “Ding!” – var jeg færdig og bukkede dybt. Så tørrede jeg harpiksen under strengene af violinen og lagde den tilbage i kassen.
Vi så ikke meget til andre mennesker og boede for os selv. Der var stille som en klangbund. Man kunne høre det knirke og vinden suse, regnen trommede mod ruden, og fuglene sang, når solen tittede frem. Agern faldt ned på taget om efteråret. Huset havde sin egen musik.
Jeg tegnede og legede med min kat. Nogle gange kiggede jeg i avisen for at se efter, hvad der var så vigtigt. Jeg var sikker på, at der stod alt, hvad man havde brug for at vide. Den duftede af tryksværte, fordi det lige var sket.
Far var imponeret over, at jeg altid fandt den nyeste avis til ham i bunken ved kakkelovnen. Han troede, at jeg kunne læse. Men jeg lugtede mig bare frem.
Jeg læste noder i stedet for. De fløj op og ned ad linjerne i lange, sorte rækker og bevægede mine fingre, og når jeg ramte tonen, åbnede mit hjerte sig, og jeg var glad. Hvis jeg rystede på buen, skurrede det gennem mig og gjorde ondt. Buestrøget fik støvet fra harpiksen på strengene til at lette i utallige bittesmå korn, som om tonen gik i stykker, og jeg ville ønske ikke kun at have fire fingre på min violin.
Det var nemt at snyde og skrive fingersætningerne op over noderne – og viske dem ud igen. Jeg kunne læse aftrykkene i papiret uden at blive opdaget. Men jeg skammede mig. Når det kom til stykket, havde jeg ingenting lært, og det var endnu værre end at spille forkert til undervisning.
Om mandagen gik jeg på musikskolen inde i byen. I begyndelsen sad far i lokalet og lyttede med. Bagefter huskede han mig på, hvad min lærer havde sagt. Og hjalp mig med at holde takten. Han klappede den for mig, men det varede ikke længe, før jeg ville selv og rettede i tempoet. Jeg overgav mig og lod det løbe frit, indtil jeg fór vild.
Så hentede far en pyramide i mat, sort træ og stillede den frem på bordet. Han lukkede den op – og satte pendulet i gang. Det vippede fra side til side som en pegefinger, der sagde nej og forbød selv den mindste afvigelse: metronomen.
Den slog tiden i stykker, som havde været hel og ubrudt i mig, og delte den op i lige korte eller lange, hurtige eller langsomme gentagelser af det samme i en uendelighed. Fra nu af dikterede den takten – koldt og metallisk – og man skulle adlyde og følge de monotone slag som et urværk.
Den trådte på stedet – frem og tilbage – og skulle stå helt vandret. Ellers gik alting skævt. Jeg kunne se for mig, hvordan billederne hældede på væggen. Bordet vippede, trappen fik krumme trin, og jeg snublede og faldt, hvis den ikke stod ret op og ned ligesom mig.
Til gengæld kunne man med det samme høre de steder, hvor man var usikker og tøvede og kludrede i det. Så blev hastigheden sat ned. Far viste mig vægten, som man kunne forskyde på pendulet for at vælge taktslag i minuttet, og rykkede den hen på tres: “Spil.”
Den trak tiden længere og længere ud. Der var så langt mellem tonerne, at jeg næsten ikke kunne bevæge mig fra den ene til den næste, og jorden holdt op med at dreje rundt – bladene blev hængende i luften, århundreder sneglede sig forbi – og jeg tvivlede på nogensinde at nå til slutningen.
Så måtte jeg begynde forfra. Når jeg var kommet gennem det uden fejl, blev tempoet gradvis sat i vejret. Det var om igen, og sådan blev det ved, indtil hver eneste del passede og føjede sig sammen til et færdigt stykke musik. Det var stadig varmt i mine hænder.
Jeg var også færdig på musikskolen og skulle gå til undervisning hos en rigtig violinist. Det var det, jeg ville være, hvad kunne være bedre! Spurvene lettede ude i buskene – jeg glædede mig – og talte ned i walzertakt til dagen.
Far fulgte med første gang og viste vejen. Han standsede ved et etagehus og bankede på døren. Den blev åbnet af en ældre kvinde med sjal om skuldrene – hun smilede til mig – og vi blev ført op ad den smalle, stejle trappe i mørket til øverste sal.
Der var brunt og indelukket. Henne ved vinduet sad en gammel mand, som havde hvidt, tilbagestrøget hår. Han stirrede ud over hustagene med rindende øjne og rejste sig ikke. Far udvekslede et par ord med ham og gav hånd. Så sagde han farvel.
Skridtene lød ned ad trappen. De efterlod mig alene i det tusmørke rum. Manden kiggede på mig – og jeg kiggede tilbage og rakte ham bagerposen, som far havde givet mig med. Det fik liv i ham.
Han sprang op som trold af en æske – skramlede med stole og tallerkener – og pakkede nogle boller med syltetøj og flormelis ud og pegede på dem: “Ponchik!” Det var meningen, at jeg skulle sætte mig til bordet.
Far havde fortalt, at han hed Monsieur Serge, men jeg kaldte ham det ikke. Jeg sagde slet ingenting. Han havde fine træk og smalle læber med et tyndt overskæg, skjorten var ikke alt for ren. Og så var han halt på det ene ben ligesom en metronom, der gik skævt.
Jeg sad musestille, mens han spiste begge boller. Han tørrede sig om munden og humpede over til nodestativet. Hvis jeg kunne være flygtet, havde jeg gjort det.
Man skulle holde hænderne frem for at vise, at neglene var rene. Jeg rystede på buen, fordi jeg var bange for ham, og glemte alt. Hvordan jeg overhovedet kom gennem det, anede jeg ikke, men etuden gik i tusind stykker, som om jeg havde tabt den på gulvet.
Monsieur Serge sukkede og tog fat i mig. Han gav sig til at skrue på holdning og håndled og greb som en peberkværn. Fingersætning og buestrøg, jeg skulle lære det hele fra grunden af – om det så var mit åndedræt – og lyttede bare efter de forløsende skridt på trappen.
Jeg ville ikke tilbage til ham, sagde jeg med den mindste stemme, som jeg kunne få frem. Men det var ikke ens eget valg og op til en selv. Jeg måtte fortsætte med at gå til undervisning, selv om jeg havde det, som om hver time var min sidste, og hentede ponchiks hos bageren hver onsdag.
Det eneste, jeg kunne gøre, var at tage den længste omvej derhen for at udskyde det. Jeg gik til venstre i stedet for højre og lod mig føre af det, jeg så – en fugl, et skilt, en fin butik – og kiggede på pigen med violinkassen over skulderen i udstillingsvinduet. Men det nyttede ingenting, fordi jeg gik i ring og skulle komme til tiden og endte med at banke på døren.
Måske var damen, der lukkede mig ind, hans kone, eller en husholderske, som passede på ham. Jeg kaldte hende for “Madame”. Efter nogle gange kunne jeg liste over gulvet uden at knirke og hen til vinduet, hvor Monsieur Serge sad i sin lænestol. Men han opdagede mig, som om væggene havde ører: “Viens ici!”
Faktisk var han meget sød og rar. Det var det halte ben, som var uhyggeligt. Han delte bollerne med mig og lagde nodehæfterne på bordet. Vi snakkede lidt om det ene og andet, og han fortalte om operaen i Odessa – strandpromenaden, Sortehavet – inden han hørte mig i lektien.
Den talte tid fik tempobetegnelser fra langsomt, adagio, og moderat, andante, og lige til hurtigt, allegro, og meget hurtigt, presto: navnene på mine hjerteslag. Trist og glad fordelte sig mellem dur og mol i en cirkel med korte spring – en kvint – og han spurgte gebrokkent, om jeg forstod det: “Forstår du?” Jeg nikkede – uanset om jeg forstod eller ej – og når han rettede mit spil, skyndte jeg mig at gøre, hvad han sagde, så jeg kunne komme hjem.
For det var aldrig godt nok. Den dårlige samvittighed fulgte med ned ad trappen og ud på gaden. Jeg skulle øve en hel time om dagen. Hvis jeg sprang noget over, skulle jeg indhente det forsømte i morgen, og jeg lagde mig til at sove med hænderne foldet under dynen:
“Kære Gud,” bad jeg, “hjælp mig med at øve mere og klare det og spille bedre.”
Far roste mig ikke, men smilede bare – og så irriteret ud, hvis jeg blev utålmodig og hidsig og hakkede i det. Af og til lå der noget godt under hovedpuden, når jeg havde øvet rigtig flittigt. Det var fuglene, som var kommet med det.
Jeg trak bolsjet ud og lagde det til side og puttede det i munden igen. Fingrene klistrede af hindbær. Det bedste var det, der var mindst af, og jeg håbede, at far havde et eller andet med fra byen i de store poser. Der var mad til hele ugen. Om søndagen stod den på levninger fra dagene før. Jeg huskede dem alle sammen.
Vi plukkede kvæder om efteråret. Far holdt meget af det gamle træ i haven. De hang som guldæbler på grenene og duftede af marcipan. Man kunne ikke lade være med at tage en bid, selv om de var hårde som sten. Jeg vaskede dem i køkkenet, mens far skoldede syltetøjsglassene. Så blev de kogt ind i en boblende gryde – sukker, citron, vanilje, ingefær – indtil mosen var stiv.
Jeg undrede mig altid over, hvordan en frugt, der var så smuk og duftede så dejligt, kunne smage så bittert.
Langt borte ventede byen, der var lavet af musik: Wien. Her levede hun resten af sine dage i en smuldrende herskabslejlighed, og Iris var smuk og skræmmende som den. Loftet fortabte sig i skygger, som kunne have været flagermus. Den ene stue var større og mørkere end den anden. Der var trangt af nips og kunstværker overalt – vaser, skulpturer, aztekiske guder – og tæpperne lå i lag på lag. Hun mente, at de var en god investering, og samlede på dem.
Tunge gardiner og stole og sofaer i plys – der stod en viftepalme i hjørnet – og væggene var dækket af malerier med spraglede, indrammede syner, som kørte rundt i ens hoved. Bøgerne og bunkerne med partiturer og flyglet tog den sidste plads. Der var ikke noget sted, man kunne gøre af sig selv og trække vejret. Iris fyldte det hele og sad på lur mellem sine minder.
Det var støvet og slog revner. Tapeterne skallede af, pudset dryssede, og rispapirlampen var blevet gul. Men Iris lagde ikke mærke til det. Hun plejede omgang med kunstnere, som alle havde fået en stor karriere, fortalte hun – brillerne hang og dinglede i en kæde om halsen – og når hun hilste på en, satte hun dem på for at se efter, om man var berømt.
Sandheden var, at hun knap nok kunne holde sig ensomheden fra livet. Den ventede på hende, fra det øjeblik hun vågnede, og fulgte efter hende som en hund. Hun var altid i gang for ikke at blive indhentet af den og travlt beskæftiget med ingenting.
Tidligt om morgenen travede hun hen til Café Landtmann tæt ved rådhuset. Hun var den første gæst og sikker på at kunne føle spøgelserne mellem de brune paneler og høje lysekroner. Iris kiggede lidt på spisekortet – ikke fordi hun skulle have no- get, men det var vigtigt, at alt var, som det skulle være, med Apfelstrudel til dessert. Hun bestilte en enkelt kop kaffe – “einen Braunen” – og trak den ud i timevis.
Aviserne hang på lange stænger. Hun bladrede sig gennem dem og tog notater om det, der stod, og drak det ene glas vand efter det andet imens. Udenfor på gaden kunne hun se hunden for sig, som ventede på hende. Der var ikke andet at gøre end at læse videre i nyheder, som holdt op med at være det, og vende dem med sig selv og have så evigt ret.
Det gjaldt om at få tiden til at gå – det gjorde den ikke – og hun betalte for kaffen uden at lægge drikkepenge og trak i overfrakken til en rask tur gennem Stadtpark.
Hun pillede ting op undervejs. Bøger, en gammel frakke eller nogle grene, som hun stillede i vand, når hun kom hjem. Men i sidste ende var alle hendes udflugter forgæves. Iris havde luftet sin ensomhed og lukkede den med ind.
På halvtaget uden for køkkenvinduet havde hun anbragt vaser og stenkrukker med planter: tagetes og pelargonier, ærteblomster, snerler. Det var ved at brase sammen, man måtte ikke gå på det. Iris var ligeglad. Hun trampede rundt og vandede planterne og nippede tørre kviste af – og holdt på sin kunstneriske frihed.
Om eftermiddagen satte hun sig ved et lille bord, som stod over for vasken og gaskomfuret, og skrev vrede læserbreve til borgmesteren. Alting var i vejen, især turister. Bilerne parkerede på fortovet. Arkitekterne ødelagde Wien, og ifølge den nyeste forskning kunne man kurere kogalskab. Hendes skrift blev skævere og skævere på det ulinjerede papir, i takt med at hun lod det løbe af med sig. En sjælden gang imellem fik hun det optaget i avisen på grund af sit navn, som hun prentede i nederste højre hjørne: Brendel.
Når det begyndte at blive mørkt, tændte hun lyset i det orange køkken og varmede maden fra i går. Iris brød sig ikke om at smide noget ud. Hun tørrede kaffefiltre og genbrugte dem – kaffegrumset hældte hun i komposten – og vaskede op med koldt vand. Skoene kom i ovnen, hvis de var blevet gennemblødt af regnen. Det var tilstrækkeligt at lufte tekstiler. Hun sled sengetøjet tyndt og rev det i stykker – ritsch – og havde klude til mange år frem.
Iris ventede hele dagen på at kunne skifte tøj og gøre sig i stand. Hun var efterhånden blevet femogtres år, men havde stadig et smukt ansigt. Hendes lange, sorte hår blev bundet i en stram knude i nakken. Hun tegnede læberne op med en rød læbestift og hængte en perlekæde om halsen og begav sig af sted i dramatiske gevandter, der flagrede efter hende i gadebelysningen.
Med hurtige, energiske skridt marcherede hun ned ad Lothringerstrasse og over Karlsplatz til Bösendorferstrasse 12. Det var ikke mere end tyve minutters gang, før hun trådte over tærsklen til Musikverein.
Iris afleverede sin frakke til garderobedamen og lagde det hele bag sig i en gylden, festoplyst sal. Folk rejste sig fra stolene og bukkede i den eneste forestilling, som udspillede sig for hende hver aften – og det var hendes egen.
Den tid var længst forbi – ingen genkendte hende længere – men hun ænsede det ikke og havde sin faste plads. Det havde hendes mand sørget for. De fleste abonnementer tilhørte fornemme, velhavende familier og gik i arv. Resten var blevet købt af ja- panere, og ståpladserne allerbagerst var til dem, som faktisk var kommet for at høre musikken.
Iris fandt sin stol og studerede programmet. Det fortsatte hun med under hele koncerten. Kun i ganske særlige tilfælde tog hun brillerne på for at studere solisten, som aldrig levede op til hendes forventninger. Hun klappede i luften uden at ramme sine håndflader og masede sig frem i pausen til udskænkningen i galleriet.
Der ventede et glas champagne på det høje, runde bord, som hun havde reserveret. Hun kastede med armen og skålede med sit indre publikum, mens hun højlydt kommenterede dirigenten og sammenlignede med fortolkningen af en stor symfoni, som de slet ikke havde opført.
Man kunne kun håbe på bedre i anden afdeling – det ringede ind, hun skramlede hen til sin plads – og folk rykkede sig på nabostolene, fordi hun lugtede af mølkugler.
De satte deres hengemte præg på koncerten. Når klapsavlerne omsider ebbede ud, nikkede hun til højre og venstre på vej til garderoben for at få frakken udleveret som den forreste i køen og tog lugten med sig gennem de tomme, mørke gader.
Den kom fra børneværelset. Det stod tilbage efter deres datter, som var flyttet tidligt hjemmefra. Doris var blevet sanger – eller rettere punksanger. Hun ville være Madonna og Nina Hagen og slog sig igennem i London, Paris og andre østrigske storbyer, som Iris plejede at sige.
Det var umuligt for hende at slippe ud af sin berømte fars skygge. Doris endte på forsiden af de kulørte blade og formiddagsaviserne, men kun fordi det var en skandale, at hun var hans datter.
Iris græmmede sig og sov i hendes værelse. Der stod en køjeseng. Den øverste var fyldt med ragelse – tæpper, poser, tørrede blomster – og hun krøb i den nederste og puttede sig.
Hun trak benene op, fordi sengen var for kort, og spiste florentinere til langt ud på natten, mens hun så fjernsyn. Iris fulgte med i amerikanske hospitalsserier – “Notaufnahme” – og faldt i søvn på operationsbordet.
Begyndelsen på en livslang rejse starter, da en far forærer sin datter en violin. Instrumentet følger hende fra barn til voksen, mens metronomen slår hurtigere og hurtigere, og professorerne bliver strengere og strengere.
I denne skæbnefortælling kæmper en ung pige en smertefuld kamp for at finde sin plads i et ubarmhjertigt elitært miljø.
Men i takt med at pigen bliver bedre til at spille, bliver violinens toner koldere. Alt i hendes liv handler om disciplin, og kærlighed har ingen plads i skemaet. Violinen bliver til sidst et fængsel, som hun umuligt at kan bryde ud af.
Bogen er en eventyrlig og urovækkende roman om at balancere sygelig disciplin og friheden til at skabe.
Du kan købe Pigen i violinen online, fx. hos Bog&idé eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: