Det vågne hjerte er en stærk fortælling med fokus på kvindeskæbner, venskab og kærlighed i 1980’ernes Danmark. Smuglæs i Merete Pryds Helles fremragende ny roman herunder.
Det vågne hjerte begynder i det tidlige forår 1984. Lis bliver overfaldet på en gåtur i Utterslev Mose i København, og det vender op og ned på hele hendes liv.
LÆS OGSÅ: 30 virkelig gode bøger du bør læse
Hun bruger sin sommer på at bearbejde oplevelsen på Kvindehøjskolen i Visby, hvor et healing- og byggehold forsøger at lægge strategier for at vælte patriarkatet. Og det er også her Kirsten endelig overgiver sig til Lis’ kærlighed. Men da hverdagen gør sit indtog, da kvinderne kommer hjem fra højskolen, bliver tingene mere og mere komplicerede.
Det vågne hjerte er en selvstændig fortsættelse af Folkets skønhed og Vi kunne alt. Bøgerne skaber tilsammen et nuanceret og gribende billede af det 20. århundrede i Danmark.
Læs et uddrag af Det vågne hjerte herunder.
Det vågne hjerte
Merete Pryds Helle
DEL 1: Kapitel 1
Luften var majmild og mættet, forår, forår, sang det i Lis. Hun sad på sit yndlingssæde lige bag bussens udgangsdør med lædertasken fra Roger over skulderen og en mulepose på skødet med to par fløjlsbukser, hendes mor skulle lægge op. Lis strakte benene frem foran sig og viftede med sine nye mokkasinstøvler, mens varmen fra solen, som skinnede på den klokkensyvblå himmel, strøg over hendes ansigt, og hun åbnede den korte rulamsjakke, hun havde arvet fra Bolette.
I mellemgangen stod en mand i for store cowboybukser, hans ene bukseben var bundet sammen i en knude under knæet, hvor det ene underben manglede. Han tegnede usynlige streger med sin ene krykke på bussens gulv, som om han talte dagene i et fængsel. Lis lukkede øjnene og tænkte på den trøje, hun ville strikke til Kirsten. Kirsten havde sagt ja til at få en trøje, og det kildede ned gennem Lis’ strube og bredte sig som en varm pøl i maven, når hun tænkte på Kirstens rødmen, da Lis havde spurgt, om hun måtte strikke til hende, og det Ja, det kan der vel ikke ske noget ved, Kirsten havde sagt.
Jo, det kan der, tænkte Lis. Og det ved du godt. Hvis man siger ja til sådan en gave, siger man ja til den kærlighed, den er strikket med. Hun ville strikke trøjen i striber af hvid, orange og brun, det ville passe godt til Kirstens fine, blege farver. Der skulle være kvindetegn i hver fjerde stribe, og foroven overvejede Lis et margueritmønster, hun havde set på en trøje i strikkebutikkens vindue. Det var så pænt og ville være svært at strikke, og det var kun sjovt at strikke, når mønsteret var svært.
Lis begyndte at tegne mønsteret ind på ternet papir i sit hovede, hvid, fire orange, hvid, tre brune. Hun fik hjertebanken ved tanken om at trække trøjen op over Kirstens overkrop.
Bussen drejede ned ad Ruten, uden for vinduet dampede Utterslev Mose. Cirklende tågebånd duvede over vandet under solen, og to andrikker forfulgte hinanden ind i sivene. Dunhammerne omkring søen lignede balletdansere, der havde trukket brune velourhatte over hovedet. Buschaufføren dyttede af et par børn, der cyklede foran bussen, frøer kvækkede, og andrikkerne skræppede, det lød, som om de svarede frøerne frækt tilbage.
Og, tænkte Lis tilfreds, hun kunne sidde og strikke trøjen i sin nye grå sofa, som Lasse fra autoværkstedet i gården havde klunset til hende dagen før som undskyldning for, at hendes bil ikke var færdig. Sofaen var ren og uplettet med et tykt, sølvagtigt velourstof med en rille, der løb rundt og rundt i blomstermønster, det var uendeligt meget bedre end at skulle sidde på en madras på gulvet.
Lis trykkede på stopknappen. To meter før stoppestedet bremsede bussen hårdt op, og Lis røg ind i glasset foran sig, mens muleposen trillede ned ad trinnet og ramte den etbenede mands krykke, så den fløj på gulvet.
– Tror du, det er en svinetransport, råbte kvinden bag Lis til chaufføren.
Lis drejede hovedet. Det var fru Solborg, hende, hvis spæde søn døde, fordi hun havde lagt ham til at sove i vuggen med sele på, og som kendte fru Pryds, der havde været nabo til Lis’ bror Erling, dengang han boede i Værløse. Fru Solborg havde papillotter i håret og minkpels på og stank af gammelt blomstervand.
Dørene spruttede til side. Buschaufføren råbte, om de skulle af, eller om han skulle køre dem på slagteriet. Den etbenede mand fik sin krykke op og sparkede muleposen ud på fortovet med den. Lis sprang ned ad de to trin, krykkens gummi ramte hendes balle, da han humpede bagefter.
– Kælling, råbte han, – har du ingen respekt for en handikappet?
– Undskyld! råbte Lis.
Hun løb hen ad fortovet. Tingbjergs gule murstensbygninger lyste mod den blå himmel, og husenes kraftige grå tagrender så ud til at tigge om regn.
– Hvor meget tager du? råbte manden efter hende.
Han humpede ind i opgangen over for stoppestedet, samme opgang, som Lis’ første kæreste Tom havde boet i. Lis rankede sig og satte farten op og gik langs etageejendommen, hen over den store græsplæne til rækkehusets tildampede køkkenvindue, hvor hendes mor Gerda gik frem og tilbage med en løs rød kjole på og det hennafarvede hår sat op.
Lis bankede på vinduet med knoerne, og Gerda trykkede et par højrøde læber mod glasset. Lis trykkede også sine læber mod ruden og fik den velkendte fornemmelse af, at hendes mors krop engang var blevet presset ind i noget eftergivende materiale, mos måske, i en matriarkalsk gudindes skov, og i det aftryk var Lis derefter støbt. Samme kantede hofter, der holdt den lange overkrop og de flagrende arme på plads, samme skarpe albuer og tunge bryster.
Men indeni, sagde Lis til sig selv, er vi totalt forskellige.
Lis satte en finger på vinduet over sin mors underlæbe.
– Kælling, lød det i luften.
Lis vendte sig og så den etbenede mand stå på en altan overfor.
Hun trak sig væk fra ruden og skyndte sig ind. Huset duftede af noget gipsagtigt og af brændt og af karry, Lis hængte rulamsjakken på den knage, Gerda stadig holdt fri til hende. Døren ind til stuen var lukket, hendes far Harry sang O sole mio derinde. Lis råbte hej og gik ud i det grønmalede køkken, hvor Gerda rørte ivrigt rundt i en lysende gul opbagt sovs. Hun havde pletter som bittesmå kyllinger hen over kjolens røde bryst.
– Vi skal bolle i karry, sagde Gerda og rakte kinden hen mod Lis, der kyssede den pudderduftende hud.
Så blød, tænkte Lis, ingen har så blød en hud som Gerda.
Gerda åbnede køkkenvinduet, og dampen fór ud, som om den havde travlt med at komme afsted. Hun lagde isklumper i de to gintonics, der stod klar på køkkenbordet.
– Når nu mosekonen brygger, sagde hun.
Køkkenuret tikkede. Lis skålede med sin mor for mosekonen og hendes bryg og tog en dyb tår af sit glas. Gerda skød en af teaktræslågerne over køkkenbordet til side og rakte op efter ginflasken og toppede op hos dem begge. Så tog hun en flaske øl fra køleskabet.
– Giv den til din far, så han kan blive glad.
Lis åbnede døren ind til stuen. Spisebordet, stolene, sofaen, kakkelbordet og Gerdas sykurv var skubbet ind midt på gulvet. Gulvtæpperne var rullet sammen og stillet ved siden af hinanden i sofaen, så de lignede alvorlige aliens, døren ind til soveværelset var taget af hængslerne og balancerede på to spisebordsstole. Tre af væggene var tapetseret med et mønster af enorme vinrøde rosenhoveder, som så ud til at nikke søvnigt til de tre aliens i sofaen.
På en ryddet plads i hjørnet af spisebordet havde Gerda dækket op med tre tallerkener og en kasserolle, som dampede omkring en pose poseris, og Harry stod på trappestigen med et stykke tapet i hænderne og var ved at måle mønsteret op. Dirch, Gerdas rødspættede cockerspaniel, lå med kroppen trykket op ad terrassedøren, der var lige så dugget af risdamp som vinduet i køkkenet, den stirrede sørgmodigt på Lis.
– Har du hørt, at din mor har fået sig en kæreste? spurgte Harry, mens han trådte ned fra trappestigen og traskede ud på badeværelset uden at tage øllen fra Lis.
Gerda kom med en skål udkogte ærter i hånden.
– Bare det var så vel, sukkede hun.
Lis fulgte efter hende tilbage i køkkenet og satte hænderne på kanten af køkkenbordet og løftede sig op at sidde. Harry vaskede hænder ude på badeværelset, så grundigt, som havde han skiftet en faldstamme.
– Nu hvor din bror er gået ud af firmaet og er taget tilbage til Grønland, hviskede Gerda, – tjener Harry ikke nok.
Lis så for sig sin storebror Erling ligge på sin datter Klaras grav med arme og ben bredt ud til siden, indtil Harry løftede ham op og bar ham tilbage til bilen. Klara, der kun blev seksten år, og hvis selvmord hang som mug i luften mellem alle i familien, når de mødtes.
– Er du ved at fortælle, hvilke kunster han kan? råbte Harry inde fra badeværelset.
Harry talte aldrig om det, men han var ældet ti år, den aften Klara døde.
– Vask din mund, nu du er i gang, råbte Gerda tilbage.
– Der var en pige, som kastede op efter at have spist blåregn i børnehaven i dag, sagde Lis. – Pigerne havde lavet kager af sand og pyntet dem med blomsterne.
Hun mærkede fornemmelsen af det varme, klistrede blåregnsbræk, hun havde fået Silke til at kaste op. Gerda fandt en ny isterningebakke i fryseren og hældte friske isterninger i deres glas og godt med gin over.
– Det får man ud af at aflevere sine børn til fremmede, sagde hun.
Lis lænede sig frem mod Gerda, så pudderduften stod op i næsen.
– Har du virkelig fået en kæreste?
– Jeg står fire timer hver dag i telefontårnets kantine, sagde Gerda og klinkede sit glas mod Lis’.
– Jeg skærer pålæg for Tommy, ham kokken fra Horsens, du ved, som Barbro kender. Han betaler penge for, at jeg gør det samme, som jeg altid har gjort herhjemme.
Harry stillede sig foran Gerda og tørrede sine hænder i hendes forklæde.
– Jeg kan skrive en regning til dig, Harry! sagde hun og satte glasset hårdt i køkkenbordet bag sig.
– Vi kan ikke engang gå til folkedans om torsdagen længere, sagde han. – Mor skal tidligt op og smukkesere sig for pålægget.
– Det må da være en lettelse, sagde Lis. – Alle de frygtelige stævner!
Harry brummede noget og gik ind i stuen. Gerda rakte sine hænder frem mod Lis, de var tørre med dybe blodige streger. Lis så forskrækket på dem.
– De siger, det er nitritten, hviskede Gerda. – I kødpålægget. Du må ikke sige noget til Harry.
Gerda hældte den gule sovs fra kasserollen hen over et fad med kluntede, kogte kødboller og skubbede en ske ind under kødet og rakte fadet til Lis.
– Jeg valgte tapetet helt uden hans indblanding.
– Du kan betale det selv, råbte Harry.
Gerda tog saksen fra skuffen med elastikker, og så gik de ind i stuen, og Lis satte sig på sofaens armlæn, så hun ikke sad imellem sine forældre. De vinrøde roser på tapetet så ud til at ville kaste sig over maden. Gerda klippede risposen op, mens Harry klappede Lis på kinden.
– I det mindste ligner du en, der spiser.
Dirch trissede hen og lagde sig på Harrys strømpefødder. Han gav hunden en kødbolle, og Gerda sagde, at det skulle han ikke gøre, og Harry sagde, at hun ikke skulle bestemme over ham, bare fordi hun tjente nogle håndører. Lis skubbede en skefuld klistret ris over på sin tallerken og hældte den stive sovs over. Hun lagde to kødboller i kanten af tallerkenen og håbede at kunne give dem ubemærket til Dirch, og hældte halvdelen af ærterne fra skålen ud over den gule sovs, så var det næsten vegetarmad.
– Så er du blevet en del af arbejderklassen, mor, sagde hun. – Har du meldt dig ind i fagforeningen?
– Tommy siger, at det er unødvendigt, når man er så kvik i pæren som mig, sagde Gerda og så vigtig ud.
Hun skålede med sin ølflaske hen mod vinduet, som om denne Tommy stod på terrassen.
– Tommy er kæresten, sagde Harry. – Sådan en lille krøltop, lige noget for mor.
Han rejste sig og gik ud i køkkenet.
– Det er utroligt, så meget pålæg de telefonister gufler i sig, sagde Gerda.
Hun rejste sig for at kigge efter Harry, og Lis listede kødbollerne ned til Dirch. Harry kom tilbage med tre nye øl, som han knappede op med tænderne. Han skovlede ris og sovs op på sin gaffel, den lysegule masse blævrede oven på risen, og Harry rystede gaflen frem og tilbage, uden at den faldt af.
– Du kan tage lidt sovs med i morgen og bede ham din kæreste smage, sagde han.
Gerda svarede, at hvis han var utilfreds med forplejningen, kunne han finde et andet vandingshul, og spurgte Lis med et stift blik på Harry, om hun stadig så Kirsten. Et spørgsmål, sagde Harry, mens han fiskede kødboller ud fra sovsen, der fik ham til at miste appetitten endnu mere. Lis spurgte til gengæld, om Gerda havde hørt fra Merle, som var Lis’ niece og den døde Klaras lillesøster, og som havde sagt til Lis, at hun holdt en pause fra Gerda.
Hun var som den første i familien blevet student og læste astrofysik på Niels Bohr Institutet. Mens Harry moste kødbollerne sammen med risen og spiste i store smaskende mundfulde, hikstede Gerda, at alt det, de havde slidt og slæbt for det pigebarn, og så var tavshed takken, ikke engang et kort til deres bryllupsdag havde de fået.
– Kvinder bliver tossede af at studere, brummede Harry. – Der har Lis i det mindste været fornuftig.
– Jeg mødte Merle sammen med Merete på Strøget, sagde Lis. – Det eneste, de snakkede om, var, at ingen af dem har råd til at tage på sommerferie.
– Jeg var sgu da tredive, før jeg havde råd til at tage på sommerferie, sagde Harry.
Et stort smil farvede Gerdas ansigt.
– Den ferie var den skønneste gave nogensinde.
Hun rejste sig og løftede op i kjolen og dansede rundt om det opstablede møblement.
– Kan du huske, hvor jeg græd, da vi kørte ind i Harzens grønne, grønne bjerge? Vi lavede dig der, lille Lis.
Dirch gøede og nappede hende i anklerne.
– Hvor var Erling? spurgte Lis.
Gerda overhørte hende.
– The hills are alive, sang hun og tog fat i Lis’ korte hår og svingede det fra side til side, som var det fletninger.
Harry sagde tik tak for mad og gik over til tapetbordet og begyndte at stryge lim på det stykke, der lå klar. Gerda dansede videre ud i køkkenet med tallerkenerne i hænderne, Lis tog fadene, men, sagde Gerda, de kunne sagtens nå en smøg eller to før opvasken, det var jo ikke en arbejdslejr.
Gerda åbnede vinduet på klem igen.
– My heart wants to beat like the wings of the birds, that rise from the lake to the trees, sang Harry inde i stuen.
Det var utroligt, tænkte Lis, hvad han kunne udenad.
– Ham Tommy, sagde hun. – Er det noget?
– Han bor med en herre, sagde Gerda.
Hun gav Lis en grøn Look og tændte for dem begge.
– Hvis jeg fortæller ham derinde det, bliver det bare værre. Han har godt af at føle isen skride under sig.
– Man skulle ellers tro, han havde vænnet sig til, at man kan elske nogen af sit eget køn, sagde Lis.
– Han venter skam stadig på, at det går over med dig, sagde Gerda. Hun lagde cigaretten på kanten af køkkenvasken og foldede hænderne om Lis’ hovede og trykkede sin pande mod hendes. – Det gør jeg ikke. Men husk at holde dig for god til at rende efter nogen. Lad dem rende efter dig.
Lis skubbede hende fra sig.
– Hvad ved du om kærlighed? sagde hun.
Gerda tog cigaretten igen og lavede røgringe hen mod vinduet. – Hvem gør det, når det kommer til stykket?
De vaskede op i tavshed, Gerda klirrede med tallerkener og glas i stålvasken, Lis tørrede og satte på plads. Gerda satte kaffemaskinen over, og kaffen gurglede igennem, mens solen forsvandt bag de gule bygninger overfor. Bagefter fandt hun kringlen frem, hun havde gemt i brødkassen, så den kunne være en overraskelse. Så fortalte Lis alligevel, at Merle havde virket glad, da de mødtes.
– Du må passe på hende, det må du love mig, sagde Gerda med tyk stemme. – Det er et ansvar, livet har givet dig.
– Det er vel samfundet, der har ansvaret for os, sagde Lis. Gerda rystede på hovedet.
– Alt det, de fylder i hovedet på dig, sagde hun.
– Jeg kan faktisk tænke selv, svarede Lis.
De drak kaffen i stuen, Gerda og Lis siddende ved hjørnet af spisebordet, mens Harry skar flere baner af tapetrullen og klistrede det op, så stuen blev befolket af de røde roser. Kringlens mandel og remonce forvandlede Lis’ mave til pigeLis, der sad i sofaen med saftevand og kringle og så Gøg og Gokke, mens Harry brølede af grin. Lis blev fyldt til randen af sine forældre, et minut til, og noget ville løbe over, som hun forsøgte at holde tilbage, når hun var på besøg.
Harry manglede fem baner tapet, så Lis sagde, at hun sagtens kunne tage bussen hjem, selvom han havde tilbudt at køre hende, når nu hendes 2CV var på værksted.
– Mosekonen brygger, sagde Lis, – jeg vil gerne hilse på hende.
Hun tog sin rulamsjakke og taske og mindede Gerda om at lægge bukserne op og skyndte sig ud.
DEL 1: Kapitel 2
Aftenen var kølig og luften hvid af dis. Der var lys i den etbenede mands lejlighed, og hans silhuet sad som klippet ud i sort papir bag spisebordslampen. På væggen bag ham hang et kronhjorte- gevir. Lis havde tænkt sig at ryge en smøg og vente på bussen ved stoppestedet, men gik videre ned ad Ruten, for hun ville hellere gå til det næste stoppested end at stå, hvor den etbenede kunne få øje på hende.
Hun gik raskt til under gadelampernes cirkellys, til der ikke længere var gadelamper, og mosens lyde cirklede ind i hendes ører.
Kvækken, et krikandekald, tør sivraslen.
Lis følte sig som en tampon, der sugede mosenatten og moselydene og fugtigheden og ensomheden op. Hun kunne mærke sit hjerte slå. Stilheden omkring lydene virkede tyk og faretruende.
Hun blev sikker på, at den etbenede mand havde set hende gå forbi og fulgte efter hende. Hendes ører skilte hver enkelt lyd ud fra de øvrige, sivenes rislen, frøernes dybe kvækken, store vinger, der løftede en gås eller en svane hen over det usynlige vandspejl.
Tågens bølgende baner lyste i natteluften.
Mosekonen, tænkte Lis, men tvang sig til at skubbe tankerne væk fra Gerdas røverhistorier og i stedet holde styr på lydene, hvis nu han gik et sted bag hende. En dør smækkede i et af de tilbagetrukne huse på sidevejen, og en hund gøede. Længere borte gøede en anden hund til svar. Krikanden kaldte igen. Aftenen lå som en kappe kastet om Lis’ skuldre. En bilmotor startede, og bilen bakkede ud af en grusindkørsel, motorens lydkegle blev mindre og mindre, da den kørte ind mod byen. En fløjlsand fløjtede.
Bilerne ude ved motorvejskrydset brummede højere, efterhånden som Lis nærmede sig. Hendes egne mokkasinskridt lød blødt mod græsset, sivene om søen raslede, hvor et dyr maste sig frem. De monotone frølyde steg og faldt. Der kom gadelamper igen. Svag musik fra et åbentstående vindue, det lød som Dark side of the Moon. En bil satte farten op ude på motorvejen. Sivene raslede igen. Fem løbende skridt.
Lis drejede hovedet og så direkte ind i en mands ansigt. Det var blegt og lysende. Han havde stålindfattede briller, bag brillerne isblå øjne og bag øjnene vanvid. Han sprang frem mod Lis og hamrede hænderne ned på hendes skuldre. Lis strakte armene bagud og snoede sig fri af sin åbne jakke. Manden gurglede, vredesgurglen. Hun kom ud af jakken og sprang fremad, tasken faldt på jorden.
Lis løb, så hurtigt hun kunne, hen mod krydset, mokkasinerne var som fjedre. Mandens skridt gungrede efter hende på asfalten, Lis hakkede med armene bagud for at slå, hvis han nåede op til hende. Hun nærmede sig lyskrydset, hendes ben fløj hende frem, luften i lungerne var et stempel, der pressede op og ned. Skridtene bag hende blev langsommere og forsvandt. Sivene raslede, han lød som et dyr, der klemte sig ind mellem dem.
Lyset i krydset foran Lis skiftede, og en rustrød Volvo bremsede op for rødt. Lis styrtede hen til bilen og bankede på ruden. Der sad en kvinde derinde. Hun lagde hovedet på skrå og vinkede Lis ind. Lis åbnede døren og kastede sig ned på et blødt sæde, bilen lugtede af sæbe.
– Kør, råbte Lis, – kør!
– Det skal lige blive grønt, sagde kvinden.
Hun havde korte ben, fødderne hvilede på træklodser, der var bundet fast til pedalerne. Rattet var trukket frem til hendes lige så korte arme.
– Du er i sikkerhed hos mig, sagde hun.
– Han fik min jakke, sagde Lis. – Og tasken.
Hun pustede noget luft ud, der havde hamret i hjertet. Tågen over mosen reflekterede lyset fra gadelamperne, ellers var der mørkt.
– Har du ikke læst, at der en voldtægtsmand på spil i mosen? sagde kvinden. – Det står i alle aviserne.
Lyset skiftede til grønt.
– Ikke i Information, sagde Lis.
– Så du ham? spurgte kvinden. – Han angriber som regel bagfra. – Han løb, sagde Lis, stadig stakåndet.
– Fem skridt. Så jeg vendte mig. Hans øjne var vanvittige, jeg har aldrig set sådan et blik.
Gadelygterne blinkede, mens de kørte, husene svajede, elledningerne rutsjede op og ned.
– Kan jeg bede dig køre mig hjem? spurgte Lis.
– Vi tager forbi stationen først, så du kan se på nogle fotografier. – Stationen? sagde Lis.
Hun stirrede på kvinden. Hendes lyse halvlange hår var sat op i en hestehale med en grøn elastik, hendes hovede var stort med en lille lige næse, der virkede, som om den kæmpede for at holde sammen på de brede kinder og den høje pande. Øjnene var store og brune og lignede Dirchs øjne.
– Bellahøj politistation, sagde kvinden. – Jeg er konsulent med speciale i voldtægtssager, så man må sige, du fik stoppet den rigtige. Jeg hedder Lily.
Lis fik kvalme. At skulle føle sig tryg i hænderne på en strisser, det var næsten ubærligt.
– Gider du stoppe? spurgte hun.
Lily blinkede Volvoen ind. Lis åbnede døren og bøjede sig frem. Brækket bankede ned i rendestenen. Hun trak vejret ind, nu styrede hun igen sit åndedræt.
– Tak, sagde hun. – Jeg hedder Lis.
DEL 1: Kapitel 3
Lily drejede ind på pladsen ved Bellahøj og parkerede foran indgangen til politistationen. I receptionen sad en lyshåret ung mand i uniform og lagde kabale under et flimrende neonlys.
– Din mand er på færde i Utterslev Mose, Jimmy, sagde hun. – Sender du en vogn ud?
Den unge mand livede op og trak en mikrofon hen til sig.
– Med hunde? spurgte han. Lily nikkede.
Lis fik kvalme igen af det sitrende neonrør. Lily skubbede hende foran sig hen mod trapperne, og de gik op på første sal og kom ud i en lang gang med grøn filt på gulvet. Grå åbne døre løb på begge sider af gangen, og uden for kontorvinduerne skinnede gadelamper, som var der hængt en måne op til hvert kontor. Inde i et af dem var en kvinde ved at gøre rent, uret på væggen over hende viste elleve.
Klokken elleve er tid til godnatdrink, kunne Lis høre Gerda sige. Hun ville ønske, at hun var blevet hos sine forældre og ladet Harry køre sig hjem. Lilys hestehale svingede fra side til side, når hun gik, lysstofrørene knitrede om kap med gulvtæppet, og Lis’ nakkehår rejste sig som filtspidser.
Lily standsede foran den eneste lukkede dør i gangen, hvorpå der hang et broderi i en gammel træramme. Stramajet var beige, og bogstaverne krøllede og røde.
Jeg sov, men mit hjerte var vågent, stod der.
Indenfor på kontoret var et ridset skrivebord og en høj skrivebordsstol. En blå divan dækket af broderede puder med andre bibelcitater var skubbet ind under vinduet. En ekstra stol stod op ad væggen, og Lily skubbede den hen til skrivebordet. Der lød trin på gangen, og en kvinde i gul nylonskjorte med lange, grønne perlekæder dinglende foran kom ind med en termokande og et krus.
– Jimmy siger, han er løs igen, sagde hun hen over hovedet på Lis.
– Det er Birgit, hun er min sekretær, sagde Lily. – Og Birgit, det er Lis.
– Lis Hansen, sagde Lis. – Jeg slap væk.
Kvinden tog en hånd op og trak i de grønne perlekæder.
– Jeg henter et krus til, sagde hun.
Hun stillede termokanden og kruset på skrivebordet, nejede og skyndte sig ud. I døren vendte hun sig og prikkede på sit ur. – Det er fredag i morgen, så Mogens og Sørensen er sommerhussyge.
– Sæt dig og vent, sagde Lily til Lis.
Så fulgte hun efter Birgit.
På skrivebordet stod et fotografi af to piger, tydeligvis tvillinger, de havde matrostøj på og sad på skødet af en lille kvinde. Det lignede Lily, men blikket var blankt, som var øjnene to mønter, der hverken kunne trænge noget ind i eller ud af.
Månen skinnede på den grå himmel imellem to gadelygter. Lis fik kvalme igen, der løb ligesom sand ud af hendes mave og fingre, tungt sand, der maste hende ned, så hun måtte lægge sig på den blå divan. Hans ansigt fyldte hendes øjne indefra, blegt, stålindfattede briller, isblå vanvidsøjne. Lis mærkede hans hænder trykke sine skuldre ned. En gang til så hun ham, og en gang til. Hver gang hans ansigt forsvandt, og kontoret dukkede frem, blegnede kontoret med det samme, og ansigtet rykkede ind.
Jeg vil ud af det her, tænkte Lis. Hvordan kommer jeg ud?
Der var en hånd på hendes arm, og Lis så op i Lilys øjne. Brune og Dirchvenlige.
– Sæt dig op, sagde Lily.
Lis satte sig op.
– Over i stolen, sagde Lily.
Lis flyttede sig over i stolen. En sirene blev tændt ude foran politistationen. Lily hældte kaffe i koppen foran Lis.
– Fold dine hænder om koppen, sagde hun. – Vent med at drikke. Mærk varmen og snus ind.
Varmen fra koppen sivede ind i hænderne. Lis snusede kaffeduften dybt ind. Den mindede om så meget. Morgenkøkkener, hotellet i Harzen, Kvindehøjskolen.
Jimmy bankede på dørkarmen og sagde, at Lily skulle komme ned i receptionen. Lily sagde, at Lis kunne hvile sig igen. Så forsvandt hun, men Jimmy blev stående.
– Jeg har set dig før, sagde han. – Ude i Værløse. Det var din niece, ikke, der begik selvmord?
Lis kiggede ned i gulvet. Der lå nullermænd på den grønne filt under skrivebordet. Hun tænkte, at hun måtte få fat i rengøringsdamen og sige, at hun skulle gøre sig mere umage.
– Du var helt hvid i hovedet, sagde Jimmy. – Som om det var dig, blodet var løbet ud af.
I et kontor længere nede ad gangen råbte nogle mennesker vredt af hinanden, i et andet kontor hamrede en skrivemaskine. Lis havde ingen erindring om at have set Jimmy før.
– Jeg skal køre Lily, sagde han og gik.
Lis gled tilbage på divanen og trak et hæklet tæppe, der lå pænt foldet sammen, over sig og faldt i en søvn, der føltes som en kold stenbrønd. Et sted uden for hende, i noget der føltes som en anden dag, sagde Lily, at hun kørte med Jimmy, og Birgit sagde: Jeg skal nok passe på hende.
Lis havde ligget længe i kulden, da en båd kom ned i drømmebrønden, og hun vuggede frem og tilbage i den. Hun opdagede, at det var en hånd om den ene skulder, der skubbede til hende. Lis åbnede øjnene. Solen stod sløret ind gennem vinduet og tegnede kontoret op i striber. Også Lily var solstribet. Hun flyttede hånden, da Lis åbnede øjnene.
– Han fik en anden, sagde hun.
Lis satte sig op. Møblerne i rummet drønede rundt, og hun måtte ryste hårdt på hovedet for at få dem til at stå stille.
– Fik?
– Hun var død, hvis ikke patruljen havde haft en hund med, sagde Lily. – Er det o.k., at du tager en taxa hjem? Så kan du komme ind mandag og se på fotografier i vores kartotek. Om du kan genkende en. For vi skal kraftedeme finde ham!
Lis’ hjerte hamrede hårdt igen.
– Hvordan fik? hørte hun sig selv spørge igen.
Lily svarede ikke, men gjorde Lis opmærksom på, at når hendes taske var stjålet, havde hun ingen nøgler, og fik Birgit til at bestille taxa og låsesmed. I taxaen, der sneglede sig afsted gennem den københavnske morgenmyldretrafik, føltes den manglende taske som en fantomfornemmelse over skulderen, der var mere virkelig end de folk, der cyklede på arbejde uden at vide, hvad der var sket i mosen samme nat.
Merete Pryds Helle: Det vågne hjerte
⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ – “Vidunderlig roman” – BERLINGSKE
“Gavmild, rummelig, rund og varm roman” – INFORMATION
❤️❤️❤️❤️❤️ – FEMINA
Da Lis i det tidlige forår i 1984 bliver overfaldet i Utterslev Mose, forandres hendes liv totalt. For at bearbejde sine oplevelser, tager hun til Kvindehøjskolen i Visby, hvor opgøret med patriarkatet planlægges.
Selvom Kirsten, som også går på højskolen, endelig overgiver sig til Lis, er kærligheden ikke lige så nem hjemme i København, hvor tingene er mere komplicerede end som så.
Det vågne hjerte er en stor fortælling om kærlighed og venskab, køn og seksualitet i en tid præget af opbrud og nybrud, og er en selvstændig fortsættelse af Folkets skønhed og Vi kunne alt.
Det vågne hjerte er en stærk fortælling med fokus på kvindeskæbner, venskab og kærlighed i 1980’ernes Danmark. Smuglæs i Merete Pryds Helles fremragende ny roman herunder.
Det vågne hjerte begynder i det tidlige forår 1984. Lis bliver overfaldet på en gåtur i Utterslev Mose i København, og det vender op og ned på hele hendes liv.
LÆS OGSÅ: 30 virkelig gode bøger du bør læse
Hun bruger sin sommer på at bearbejde oplevelsen på Kvindehøjskolen i Visby, hvor et healing- og byggehold forsøger at lægge strategier for at vælte patriarkatet. Og det er også her Kirsten endelig overgiver sig til Lis’ kærlighed. Men da hverdagen gør sit indtog, da kvinderne kommer hjem fra højskolen, bliver tingene mere og mere komplicerede.
Det vågne hjerte er en selvstændig fortsættelse af Folkets skønhed og Vi kunne alt. Bøgerne skaber tilsammen et nuanceret og gribende billede af det 20. århundrede i Danmark.
Læs et uddrag af Det vågne hjerte herunder.
Du kan købe Det vågne hjerte online, fx. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel fra d. 2 juni.
Det vågne hjerte
Merete Pryds Helle
DEL 1: Kapitel 1
Luften var majmild og mættet, forår, forår, sang det i Lis. Hun sad på sit yndlingssæde lige bag bussens udgangsdør med lædertasken fra Roger over skulderen og en mulepose på skødet med to par fløjlsbukser, hendes mor skulle lægge op. Lis strakte benene frem foran sig og viftede med sine nye mokkasinstøvler, mens varmen fra solen, som skinnede på den klokkensyvblå himmel, strøg over hendes ansigt, og hun åbnede den korte rulamsjakke, hun havde arvet fra Bolette.
I mellemgangen stod en mand i for store cowboybukser, hans ene bukseben var bundet sammen i en knude under knæet, hvor det ene underben manglede. Han tegnede usynlige streger med sin ene krykke på bussens gulv, som om han talte dagene i et fængsel. Lis lukkede øjnene og tænkte på den trøje, hun ville strikke til Kirsten. Kirsten havde sagt ja til at få en trøje, og det kildede ned gennem Lis’ strube og bredte sig som en varm pøl i maven, når hun tænkte på Kirstens rødmen, da Lis havde spurgt, om hun måtte strikke til hende, og det Ja, det kan der vel ikke ske noget ved, Kirsten havde sagt.
Jo, det kan der, tænkte Lis. Og det ved du godt. Hvis man siger ja til sådan en gave, siger man ja til den kærlighed, den er strikket med. Hun ville strikke trøjen i striber af hvid, orange og brun, det ville passe godt til Kirstens fine, blege farver. Der skulle være kvindetegn i hver fjerde stribe, og foroven overvejede Lis et margueritmønster, hun havde set på en trøje i strikkebutikkens vindue. Det var så pænt og ville være svært at strikke, og det var kun sjovt at strikke, når mønsteret var svært.
Lis begyndte at tegne mønsteret ind på ternet papir i sit hovede, hvid, fire orange, hvid, tre brune. Hun fik hjertebanken ved tanken om at trække trøjen op over Kirstens overkrop.
Bussen drejede ned ad Ruten, uden for vinduet dampede Utterslev Mose. Cirklende tågebånd duvede over vandet under solen, og to andrikker forfulgte hinanden ind i sivene. Dunhammerne omkring søen lignede balletdansere, der havde trukket brune velourhatte over hovedet. Buschaufføren dyttede af et par børn, der cyklede foran bussen, frøer kvækkede, og andrikkerne skræppede, det lød, som om de svarede frøerne frækt tilbage.
Og, tænkte Lis tilfreds, hun kunne sidde og strikke trøjen i sin nye grå sofa, som Lasse fra autoværkstedet i gården havde klunset til hende dagen før som undskyldning for, at hendes bil ikke var færdig. Sofaen var ren og uplettet med et tykt, sølvagtigt velourstof med en rille, der løb rundt og rundt i blomstermønster, det var uendeligt meget bedre end at skulle sidde på en madras på gulvet.
Lis trykkede på stopknappen. To meter før stoppestedet bremsede bussen hårdt op, og Lis røg ind i glasset foran sig, mens muleposen trillede ned ad trinnet og ramte den etbenede mands krykke, så den fløj på gulvet.
– Tror du, det er en svinetransport, råbte kvinden bag Lis til chaufføren.
Lis drejede hovedet. Det var fru Solborg, hende, hvis spæde søn døde, fordi hun havde lagt ham til at sove i vuggen med sele på, og som kendte fru Pryds, der havde været nabo til Lis’ bror Erling, dengang han boede i Værløse. Fru Solborg havde papillotter i håret og minkpels på og stank af gammelt blomstervand.
Dørene spruttede til side. Buschaufføren råbte, om de skulle af, eller om han skulle køre dem på slagteriet. Den etbenede mand fik sin krykke op og sparkede muleposen ud på fortovet med den. Lis sprang ned ad de to trin, krykkens gummi ramte hendes balle, da han humpede bagefter.
– Kælling, råbte han, – har du ingen respekt for en handikappet?
– Undskyld! råbte Lis.
Hun løb hen ad fortovet. Tingbjergs gule murstensbygninger lyste mod den blå himmel, og husenes kraftige grå tagrender så ud til at tigge om regn.
– Hvor meget tager du? råbte manden efter hende.
Han humpede ind i opgangen over for stoppestedet, samme opgang, som Lis’ første kæreste Tom havde boet i. Lis rankede sig og satte farten op og gik langs etageejendommen, hen over den store græsplæne til rækkehusets tildampede køkkenvindue, hvor hendes mor Gerda gik frem og tilbage med en løs rød kjole på og det hennafarvede hår sat op.
Lis bankede på vinduet med knoerne, og Gerda trykkede et par højrøde læber mod glasset. Lis trykkede også sine læber mod ruden og fik den velkendte fornemmelse af, at hendes mors krop engang var blevet presset ind i noget eftergivende materiale, mos måske, i en matriarkalsk gudindes skov, og i det aftryk var Lis derefter støbt. Samme kantede hofter, der holdt den lange overkrop og de flagrende arme på plads, samme skarpe albuer og tunge bryster.
Men indeni, sagde Lis til sig selv, er vi totalt forskellige.
Lis satte en finger på vinduet over sin mors underlæbe.
– Kælling, lød det i luften.
Lis vendte sig og så den etbenede mand stå på en altan overfor.
Hun trak sig væk fra ruden og skyndte sig ind. Huset duftede af noget gipsagtigt og af brændt og af karry, Lis hængte rulamsjakken på den knage, Gerda stadig holdt fri til hende. Døren ind til stuen var lukket, hendes far Harry sang O sole mio derinde. Lis råbte hej og gik ud i det grønmalede køkken, hvor Gerda rørte ivrigt rundt i en lysende gul opbagt sovs. Hun havde pletter som bittesmå kyllinger hen over kjolens røde bryst.
– Vi skal bolle i karry, sagde Gerda og rakte kinden hen mod Lis, der kyssede den pudderduftende hud.
Så blød, tænkte Lis, ingen har så blød en hud som Gerda.
Gerda åbnede køkkenvinduet, og dampen fór ud, som om den havde travlt med at komme afsted. Hun lagde isklumper i de to gintonics, der stod klar på køkkenbordet.
– Når nu mosekonen brygger, sagde hun.
Køkkenuret tikkede. Lis skålede med sin mor for mosekonen og hendes bryg og tog en dyb tår af sit glas. Gerda skød en af teaktræslågerne over køkkenbordet til side og rakte op efter ginflasken og toppede op hos dem begge. Så tog hun en flaske øl fra køleskabet.
– Giv den til din far, så han kan blive glad.
Lis åbnede døren ind til stuen. Spisebordet, stolene, sofaen, kakkelbordet og Gerdas sykurv var skubbet ind midt på gulvet. Gulvtæpperne var rullet sammen og stillet ved siden af hinanden i sofaen, så de lignede alvorlige aliens, døren ind til soveværelset var taget af hængslerne og balancerede på to spisebordsstole. Tre af væggene var tapetseret med et mønster af enorme vinrøde rosenhoveder, som så ud til at nikke søvnigt til de tre aliens i sofaen.
På en ryddet plads i hjørnet af spisebordet havde Gerda dækket op med tre tallerkener og en kasserolle, som dampede omkring en pose poseris, og Harry stod på trappestigen med et stykke tapet i hænderne og var ved at måle mønsteret op. Dirch, Gerdas rødspættede cockerspaniel, lå med kroppen trykket op ad terrassedøren, der var lige så dugget af risdamp som vinduet i køkkenet, den stirrede sørgmodigt på Lis.
– Har du hørt, at din mor har fået sig en kæreste? spurgte Harry, mens han trådte ned fra trappestigen og traskede ud på badeværelset uden at tage øllen fra Lis.
Gerda kom med en skål udkogte ærter i hånden.
– Bare det var så vel, sukkede hun.
Lis fulgte efter hende tilbage i køkkenet og satte hænderne på kanten af køkkenbordet og løftede sig op at sidde. Harry vaskede hænder ude på badeværelset, så grundigt, som havde han skiftet en faldstamme.
– Nu hvor din bror er gået ud af firmaet og er taget tilbage til Grønland, hviskede Gerda, – tjener Harry ikke nok.
Lis så for sig sin storebror Erling ligge på sin datter Klaras grav med arme og ben bredt ud til siden, indtil Harry løftede ham op og bar ham tilbage til bilen. Klara, der kun blev seksten år, og hvis selvmord hang som mug i luften mellem alle i familien, når de mødtes.
– Er du ved at fortælle, hvilke kunster han kan? råbte Harry inde fra badeværelset.
Harry talte aldrig om det, men han var ældet ti år, den aften Klara døde.
– Vask din mund, nu du er i gang, råbte Gerda tilbage.
– Der var en pige, som kastede op efter at have spist blåregn i børnehaven i dag, sagde Lis. – Pigerne havde lavet kager af sand og pyntet dem med blomsterne.
Hun mærkede fornemmelsen af det varme, klistrede blåregnsbræk, hun havde fået Silke til at kaste op. Gerda fandt en ny isterningebakke i fryseren og hældte friske isterninger i deres glas og godt med gin over.
– Det får man ud af at aflevere sine børn til fremmede, sagde hun.
Lis lænede sig frem mod Gerda, så pudderduften stod op i næsen.
– Har du virkelig fået en kæreste?
– Jeg står fire timer hver dag i telefontårnets kantine, sagde Gerda og klinkede sit glas mod Lis’.
– Jeg skærer pålæg for Tommy, ham kokken fra Horsens, du ved, som Barbro kender. Han betaler penge for, at jeg gør det samme, som jeg altid har gjort herhjemme.
Harry stillede sig foran Gerda og tørrede sine hænder i hendes forklæde.
– Jeg kan skrive en regning til dig, Harry! sagde hun og satte glasset hårdt i køkkenbordet bag sig.
– Vi kan ikke engang gå til folkedans om torsdagen længere, sagde han. – Mor skal tidligt op og smukkesere sig for pålægget.
– Det må da være en lettelse, sagde Lis. – Alle de frygtelige stævner!
Harry brummede noget og gik ind i stuen. Gerda rakte sine hænder frem mod Lis, de var tørre med dybe blodige streger. Lis så forskrækket på dem.
– De siger, det er nitritten, hviskede Gerda. – I kødpålægget. Du må ikke sige noget til Harry.
Gerda hældte den gule sovs fra kasserollen hen over et fad med kluntede, kogte kødboller og skubbede en ske ind under kødet og rakte fadet til Lis.
– Jeg valgte tapetet helt uden hans indblanding.
– Du kan betale det selv, råbte Harry.
Gerda tog saksen fra skuffen med elastikker, og så gik de ind i stuen, og Lis satte sig på sofaens armlæn, så hun ikke sad imellem sine forældre. De vinrøde roser på tapetet så ud til at ville kaste sig over maden. Gerda klippede risposen op, mens Harry klappede Lis på kinden.
– I det mindste ligner du en, der spiser.
Dirch trissede hen og lagde sig på Harrys strømpefødder. Han gav hunden en kødbolle, og Gerda sagde, at det skulle han ikke gøre, og Harry sagde, at hun ikke skulle bestemme over ham, bare fordi hun tjente nogle håndører. Lis skubbede en skefuld klistret ris over på sin tallerken og hældte den stive sovs over. Hun lagde to kødboller i kanten af tallerkenen og håbede at kunne give dem ubemærket til Dirch, og hældte halvdelen af ærterne fra skålen ud over den gule sovs, så var det næsten vegetarmad.
– Så er du blevet en del af arbejderklassen, mor, sagde hun. – Har du meldt dig ind i fagforeningen?
– Tommy siger, at det er unødvendigt, når man er så kvik i pæren som mig, sagde Gerda og så vigtig ud.
Hun skålede med sin ølflaske hen mod vinduet, som om denne Tommy stod på terrassen.
– Tommy er kæresten, sagde Harry. – Sådan en lille krøltop, lige noget for mor.
Han rejste sig og gik ud i køkkenet.
– Det er utroligt, så meget pålæg de telefonister gufler i sig, sagde Gerda.
Hun rejste sig for at kigge efter Harry, og Lis listede kødbollerne ned til Dirch. Harry kom tilbage med tre nye øl, som han knappede op med tænderne. Han skovlede ris og sovs op på sin gaffel, den lysegule masse blævrede oven på risen, og Harry rystede gaflen frem og tilbage, uden at den faldt af.
– Du kan tage lidt sovs med i morgen og bede ham din kæreste smage, sagde han.
Gerda svarede, at hvis han var utilfreds med forplejningen, kunne han finde et andet vandingshul, og spurgte Lis med et stift blik på Harry, om hun stadig så Kirsten. Et spørgsmål, sagde Harry, mens han fiskede kødboller ud fra sovsen, der fik ham til at miste appetitten endnu mere. Lis spurgte til gengæld, om Gerda havde hørt fra Merle, som var Lis’ niece og den døde Klaras lillesøster, og som havde sagt til Lis, at hun holdt en pause fra Gerda.
Hun var som den første i familien blevet student og læste astrofysik på Niels Bohr Institutet. Mens Harry moste kødbollerne sammen med risen og spiste i store smaskende mundfulde, hikstede Gerda, at alt det, de havde slidt og slæbt for det pigebarn, og så var tavshed takken, ikke engang et kort til deres bryllupsdag havde de fået.
– Kvinder bliver tossede af at studere, brummede Harry. – Der har Lis i det mindste været fornuftig.
– Jeg mødte Merle sammen med Merete på Strøget, sagde Lis. – Det eneste, de snakkede om, var, at ingen af dem har råd til at tage på sommerferie.
– Jeg var sgu da tredive, før jeg havde råd til at tage på sommerferie, sagde Harry.
Et stort smil farvede Gerdas ansigt.
– Den ferie var den skønneste gave nogensinde.
Hun rejste sig og løftede op i kjolen og dansede rundt om det opstablede møblement.
– Kan du huske, hvor jeg græd, da vi kørte ind i Harzens grønne, grønne bjerge? Vi lavede dig der, lille Lis.
Dirch gøede og nappede hende i anklerne.
– Hvor var Erling? spurgte Lis.
Gerda overhørte hende.
– The hills are alive, sang hun og tog fat i Lis’ korte hår og svingede det fra side til side, som var det fletninger.
Harry sagde tik tak for mad og gik over til tapetbordet og begyndte at stryge lim på det stykke, der lå klar. Gerda dansede videre ud i køkkenet med tallerkenerne i hænderne, Lis tog fadene, men, sagde Gerda, de kunne sagtens nå en smøg eller to før opvasken, det var jo ikke en arbejdslejr.
Gerda åbnede vinduet på klem igen.
– My heart wants to beat like the wings of the birds, that rise from the lake to the trees, sang Harry inde i stuen.
Det var utroligt, tænkte Lis, hvad han kunne udenad.
– Ham Tommy, sagde hun. – Er det noget?
– Han bor med en herre, sagde Gerda.
Hun gav Lis en grøn Look og tændte for dem begge.
– Hvis jeg fortæller ham derinde det, bliver det bare værre. Han har godt af at føle isen skride under sig.
– Man skulle ellers tro, han havde vænnet sig til, at man kan elske nogen af sit eget køn, sagde Lis.
– Han venter skam stadig på, at det går over med dig, sagde Gerda. Hun lagde cigaretten på kanten af køkkenvasken og foldede hænderne om Lis’ hovede og trykkede sin pande mod hendes. – Det gør jeg ikke. Men husk at holde dig for god til at rende efter nogen. Lad dem rende efter dig.
Lis skubbede hende fra sig.
– Hvad ved du om kærlighed? sagde hun.
Gerda tog cigaretten igen og lavede røgringe hen mod vinduet. – Hvem gør det, når det kommer til stykket?
De vaskede op i tavshed, Gerda klirrede med tallerkener og glas i stålvasken, Lis tørrede og satte på plads. Gerda satte kaffemaskinen over, og kaffen gurglede igennem, mens solen forsvandt bag de gule bygninger overfor. Bagefter fandt hun kringlen frem, hun havde gemt i brødkassen, så den kunne være en overraskelse. Så fortalte Lis alligevel, at Merle havde virket glad, da de mødtes.
– Du må passe på hende, det må du love mig, sagde Gerda med tyk stemme. – Det er et ansvar, livet har givet dig.
– Det er vel samfundet, der har ansvaret for os, sagde Lis. Gerda rystede på hovedet.
– Alt det, de fylder i hovedet på dig, sagde hun.
– Jeg kan faktisk tænke selv, svarede Lis.
De drak kaffen i stuen, Gerda og Lis siddende ved hjørnet af spisebordet, mens Harry skar flere baner af tapetrullen og klistrede det op, så stuen blev befolket af de røde roser. Kringlens mandel og remonce forvandlede Lis’ mave til pigeLis, der sad i sofaen med saftevand og kringle og så Gøg og Gokke, mens Harry brølede af grin. Lis blev fyldt til randen af sine forældre, et minut til, og noget ville løbe over, som hun forsøgte at holde tilbage, når hun var på besøg.
Harry manglede fem baner tapet, så Lis sagde, at hun sagtens kunne tage bussen hjem, selvom han havde tilbudt at køre hende, når nu hendes 2CV var på værksted.
– Mosekonen brygger, sagde Lis, – jeg vil gerne hilse på hende.
Hun tog sin rulamsjakke og taske og mindede Gerda om at lægge bukserne op og skyndte sig ud.
DEL 1: Kapitel 2
Aftenen var kølig og luften hvid af dis. Der var lys i den etbenede mands lejlighed, og hans silhuet sad som klippet ud i sort papir bag spisebordslampen. På væggen bag ham hang et kronhjorte- gevir. Lis havde tænkt sig at ryge en smøg og vente på bussen ved stoppestedet, men gik videre ned ad Ruten, for hun ville hellere gå til det næste stoppested end at stå, hvor den etbenede kunne få øje på hende.
Hun gik raskt til under gadelampernes cirkellys, til der ikke længere var gadelamper, og mosens lyde cirklede ind i hendes ører.
Kvækken, et krikandekald, tør sivraslen.
Lis følte sig som en tampon, der sugede mosenatten og moselydene og fugtigheden og ensomheden op. Hun kunne mærke sit hjerte slå. Stilheden omkring lydene virkede tyk og faretruende.
Hun blev sikker på, at den etbenede mand havde set hende gå forbi og fulgte efter hende. Hendes ører skilte hver enkelt lyd ud fra de øvrige, sivenes rislen, frøernes dybe kvækken, store vinger, der løftede en gås eller en svane hen over det usynlige vandspejl.
Tågens bølgende baner lyste i natteluften.
Mosekonen, tænkte Lis, men tvang sig til at skubbe tankerne væk fra Gerdas røverhistorier og i stedet holde styr på lydene, hvis nu han gik et sted bag hende. En dør smækkede i et af de tilbagetrukne huse på sidevejen, og en hund gøede. Længere borte gøede en anden hund til svar. Krikanden kaldte igen. Aftenen lå som en kappe kastet om Lis’ skuldre. En bilmotor startede, og bilen bakkede ud af en grusindkørsel, motorens lydkegle blev mindre og mindre, da den kørte ind mod byen. En fløjlsand fløjtede.
Bilerne ude ved motorvejskrydset brummede højere, efterhånden som Lis nærmede sig. Hendes egne mokkasinskridt lød blødt mod græsset, sivene om søen raslede, hvor et dyr maste sig frem. De monotone frølyde steg og faldt. Der kom gadelamper igen. Svag musik fra et åbentstående vindue, det lød som Dark side of the Moon. En bil satte farten op ude på motorvejen. Sivene raslede igen. Fem løbende skridt.
Lis drejede hovedet og så direkte ind i en mands ansigt. Det var blegt og lysende. Han havde stålindfattede briller, bag brillerne isblå øjne og bag øjnene vanvid. Han sprang frem mod Lis og hamrede hænderne ned på hendes skuldre. Lis strakte armene bagud og snoede sig fri af sin åbne jakke. Manden gurglede, vredesgurglen. Hun kom ud af jakken og sprang fremad, tasken faldt på jorden.
Lis løb, så hurtigt hun kunne, hen mod krydset, mokkasinerne var som fjedre. Mandens skridt gungrede efter hende på asfalten, Lis hakkede med armene bagud for at slå, hvis han nåede op til hende. Hun nærmede sig lyskrydset, hendes ben fløj hende frem, luften i lungerne var et stempel, der pressede op og ned. Skridtene bag hende blev langsommere og forsvandt. Sivene raslede, han lød som et dyr, der klemte sig ind mellem dem.
Lyset i krydset foran Lis skiftede, og en rustrød Volvo bremsede op for rødt. Lis styrtede hen til bilen og bankede på ruden. Der sad en kvinde derinde. Hun lagde hovedet på skrå og vinkede Lis ind. Lis åbnede døren og kastede sig ned på et blødt sæde, bilen lugtede af sæbe.
– Kør, råbte Lis, – kør!
– Det skal lige blive grønt, sagde kvinden.
Hun havde korte ben, fødderne hvilede på træklodser, der var bundet fast til pedalerne. Rattet var trukket frem til hendes lige så korte arme.
– Du er i sikkerhed hos mig, sagde hun.
– Han fik min jakke, sagde Lis. – Og tasken.
Hun pustede noget luft ud, der havde hamret i hjertet. Tågen over mosen reflekterede lyset fra gadelamperne, ellers var der mørkt.
– Har du ikke læst, at der en voldtægtsmand på spil i mosen? sagde kvinden. – Det står i alle aviserne.
Lyset skiftede til grønt.
– Ikke i Information, sagde Lis.
– Så du ham? spurgte kvinden. – Han angriber som regel bagfra. – Han løb, sagde Lis, stadig stakåndet.
– Fem skridt. Så jeg vendte mig. Hans øjne var vanvittige, jeg har aldrig set sådan et blik.
Gadelygterne blinkede, mens de kørte, husene svajede, elledningerne rutsjede op og ned.
– Kan jeg bede dig køre mig hjem? spurgte Lis.
– Vi tager forbi stationen først, så du kan se på nogle fotografier. – Stationen? sagde Lis.
Hun stirrede på kvinden. Hendes lyse halvlange hår var sat op i en hestehale med en grøn elastik, hendes hovede var stort med en lille lige næse, der virkede, som om den kæmpede for at holde sammen på de brede kinder og den høje pande. Øjnene var store og brune og lignede Dirchs øjne.
– Bellahøj politistation, sagde kvinden. – Jeg er konsulent med speciale i voldtægtssager, så man må sige, du fik stoppet den rigtige. Jeg hedder Lily.
Lis fik kvalme. At skulle føle sig tryg i hænderne på en strisser, det var næsten ubærligt.
– Gider du stoppe? spurgte hun.
Lily blinkede Volvoen ind. Lis åbnede døren og bøjede sig frem. Brækket bankede ned i rendestenen. Hun trak vejret ind, nu styrede hun igen sit åndedræt.
– Tak, sagde hun. – Jeg hedder Lis.
DEL 1: Kapitel 3
Lily drejede ind på pladsen ved Bellahøj og parkerede foran indgangen til politistationen. I receptionen sad en lyshåret ung mand i uniform og lagde kabale under et flimrende neonlys.
– Din mand er på færde i Utterslev Mose, Jimmy, sagde hun. – Sender du en vogn ud?
Den unge mand livede op og trak en mikrofon hen til sig.
– Med hunde? spurgte han. Lily nikkede.
Lis fik kvalme igen af det sitrende neonrør. Lily skubbede hende foran sig hen mod trapperne, og de gik op på første sal og kom ud i en lang gang med grøn filt på gulvet. Grå åbne døre løb på begge sider af gangen, og uden for kontorvinduerne skinnede gadelamper, som var der hængt en måne op til hvert kontor. Inde i et af dem var en kvinde ved at gøre rent, uret på væggen over hende viste elleve.
Klokken elleve er tid til godnatdrink, kunne Lis høre Gerda sige. Hun ville ønske, at hun var blevet hos sine forældre og ladet Harry køre sig hjem. Lilys hestehale svingede fra side til side, når hun gik, lysstofrørene knitrede om kap med gulvtæppet, og Lis’ nakkehår rejste sig som filtspidser.
Lily standsede foran den eneste lukkede dør i gangen, hvorpå der hang et broderi i en gammel træramme. Stramajet var beige, og bogstaverne krøllede og røde.
Jeg sov, men mit hjerte var vågent, stod der.
Indenfor på kontoret var et ridset skrivebord og en høj skrivebordsstol. En blå divan dækket af broderede puder med andre bibelcitater var skubbet ind under vinduet. En ekstra stol stod op ad væggen, og Lily skubbede den hen til skrivebordet. Der lød trin på gangen, og en kvinde i gul nylonskjorte med lange, grønne perlekæder dinglende foran kom ind med en termokande og et krus.
– Jimmy siger, han er løs igen, sagde hun hen over hovedet på Lis.
– Det er Birgit, hun er min sekretær, sagde Lily. – Og Birgit, det er Lis.
– Lis Hansen, sagde Lis. – Jeg slap væk.
Kvinden tog en hånd op og trak i de grønne perlekæder.
– Jeg henter et krus til, sagde hun.
Hun stillede termokanden og kruset på skrivebordet, nejede og skyndte sig ud. I døren vendte hun sig og prikkede på sit ur. – Det er fredag i morgen, så Mogens og Sørensen er sommerhussyge.
– Sæt dig og vent, sagde Lily til Lis.
Så fulgte hun efter Birgit.
På skrivebordet stod et fotografi af to piger, tydeligvis tvillinger, de havde matrostøj på og sad på skødet af en lille kvinde. Det lignede Lily, men blikket var blankt, som var øjnene to mønter, der hverken kunne trænge noget ind i eller ud af.
Månen skinnede på den grå himmel imellem to gadelygter. Lis fik kvalme igen, der løb ligesom sand ud af hendes mave og fingre, tungt sand, der maste hende ned, så hun måtte lægge sig på den blå divan. Hans ansigt fyldte hendes øjne indefra, blegt, stålindfattede briller, isblå vanvidsøjne. Lis mærkede hans hænder trykke sine skuldre ned. En gang til så hun ham, og en gang til. Hver gang hans ansigt forsvandt, og kontoret dukkede frem, blegnede kontoret med det samme, og ansigtet rykkede ind.
Jeg vil ud af det her, tænkte Lis. Hvordan kommer jeg ud?
Der var en hånd på hendes arm, og Lis så op i Lilys øjne. Brune og Dirchvenlige.
– Sæt dig op, sagde Lily.
Lis satte sig op.
– Over i stolen, sagde Lily.
Lis flyttede sig over i stolen. En sirene blev tændt ude foran politistationen. Lily hældte kaffe i koppen foran Lis.
– Fold dine hænder om koppen, sagde hun. – Vent med at drikke. Mærk varmen og snus ind.
Varmen fra koppen sivede ind i hænderne. Lis snusede kaffeduften dybt ind. Den mindede om så meget. Morgenkøkkener, hotellet i Harzen, Kvindehøjskolen.
Jimmy bankede på dørkarmen og sagde, at Lily skulle komme ned i receptionen. Lily sagde, at Lis kunne hvile sig igen. Så forsvandt hun, men Jimmy blev stående.
– Jeg har set dig før, sagde han. – Ude i Værløse. Det var din niece, ikke, der begik selvmord?
Lis kiggede ned i gulvet. Der lå nullermænd på den grønne filt under skrivebordet. Hun tænkte, at hun måtte få fat i rengøringsdamen og sige, at hun skulle gøre sig mere umage.
– Du var helt hvid i hovedet, sagde Jimmy. – Som om det var dig, blodet var løbet ud af.
I et kontor længere nede ad gangen råbte nogle mennesker vredt af hinanden, i et andet kontor hamrede en skrivemaskine. Lis havde ingen erindring om at have set Jimmy før.
– Jeg skal køre Lily, sagde han og gik.
Lis gled tilbage på divanen og trak et hæklet tæppe, der lå pænt foldet sammen, over sig og faldt i en søvn, der føltes som en kold stenbrønd. Et sted uden for hende, i noget der føltes som en anden dag, sagde Lily, at hun kørte med Jimmy, og Birgit sagde: Jeg skal nok passe på hende.
Lis havde ligget længe i kulden, da en båd kom ned i drømmebrønden, og hun vuggede frem og tilbage i den. Hun opdagede, at det var en hånd om den ene skulder, der skubbede til hende. Lis åbnede øjnene. Solen stod sløret ind gennem vinduet og tegnede kontoret op i striber. Også Lily var solstribet. Hun flyttede hånden, da Lis åbnede øjnene.
– Han fik en anden, sagde hun.
Lis satte sig op. Møblerne i rummet drønede rundt, og hun måtte ryste hårdt på hovedet for at få dem til at stå stille.
– Fik?
– Hun var død, hvis ikke patruljen havde haft en hund med, sagde Lily. – Er det o.k., at du tager en taxa hjem? Så kan du komme ind mandag og se på fotografier i vores kartotek. Om du kan genkende en. For vi skal kraftedeme finde ham!
Lis’ hjerte hamrede hårdt igen.
– Hvordan fik? hørte hun sig selv spørge igen.
Lily svarede ikke, men gjorde Lis opmærksom på, at når hendes taske var stjålet, havde hun ingen nøgler, og fik Birgit til at bestille taxa og låsesmed. I taxaen, der sneglede sig afsted gennem den københavnske morgenmyldretrafik, føltes den manglende taske som en fantomfornemmelse over skulderen, der var mere virkelig end de folk, der cyklede på arbejde uden at vide, hvad der var sket i mosen samme nat.
Merete Pryds Helle: Det vågne hjerte
⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ – “Vidunderlig roman” – BERLINGSKE
“Gavmild, rummelig, rund og varm roman” – INFORMATION
❤️❤️❤️❤️❤️ – FEMINA
Da Lis i det tidlige forår i 1984 bliver overfaldet i Utterslev Mose, forandres hendes liv totalt. For at bearbejde sine oplevelser, tager hun til Kvindehøjskolen i Visby, hvor opgøret med patriarkatet planlægges.
Selvom Kirsten, som også går på højskolen, endelig overgiver sig til Lis, er kærligheden ikke lige så nem hjemme i København, hvor tingene er mere komplicerede end som så.
Det vågne hjerte er en stor fortælling om kærlighed og venskab, køn og seksualitet i en tid præget af opbrud og nybrud, og er en selvstændig fortsættelse af Folkets skønhed og Vi kunne alt.
Du kan købe Det vågne hjerte online, fx. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: