Fiktion Amerikanske romaner Novellesamlinger Skønlitteratur

Amerikansk stortalent Lauren Groff udforsker – og udfordrer – menneskets skrøbelighed

Amerikansk stortalent Lauren Groff udforsker – og udfordrer – menneskets skrøbelighed

Det var med New York Times-bestselleren Skæbne og hævn, at Lauren Groff for alvor slog sig fast som en af tidens bedste nye amerikanske forfattere. I 2019 udkom så hendes anmelderroste novellesamling Florida på dansk.


Det er svært at sætte fingeren på hvad, der helt præcist karakteriserer Lauren Groffs forfatterskab. Fra en snert af magisk realisme og historisk fiktion til utopiske hippiesamfund og en fortælling om ægteskabets (u)sandheder – Groffs forfatterskab favner utrolig bredt.

Fælles for hendes værker er dog de yderst velkomponerede sætninger og en enestående indsigt i det at være menneske. Bliv klogere på stortalentet Lauren Groff her.

LÆS OGSÅ: Interview med den danske oversætter: “Der er så meget krop i de her noveller, at jeg bliver helt overvældet”

Fra bartender til forfatter af Barack Obamas yndlingsbog

Lauren Groff (f. 1978) voksede op i Cooperstown, New York, og vidste allerede som teenager, at hun ville være forfatter. Efter at have læst en bachelor på Amherst College påtog hun sig forskellige småjobs, bl.a. som bartender, for at få tid til at skrive. Senere læste hun også en MFA i fiktion ved University of Wisconsin-Madison.

I 2008 debuterede Groff med bestsellerromanen The Monsters of Templeton, som hun fulgte op med novellesamlingen Delicate Edible Birds (2009) og romanen Arcadia (2011). Selvom alle værker blev godt modtaget, var det først med domestic noir-romanen Skæbne og hævn fra 2015, at Groff for alvor fik sit store internationale gennembrud.

Skæbne og hævn, Lauren Groff, roman, skønlitteratur, amerikansk roman

Med underfundig humor, en innovativ stil og et hav af litterære referencer beskriver Groff i Skæbne og hævn et ægteskab fra to synsvinkler: hans og hendes. For som vi alle ved, afhænger en historie af øjnene, der ser.

LÆS OGSÅ: Skæbne og hævn af Lauren Groff. Hvilke hemmeligheder skjuler du for dine nærmeste?

I løbet af romanens 400 sider udfoldes Lotto og Mathildes (u)perfekte ægteskab med de sandheder og løgne, der følger med. På mesterlig vis knytter Groff komedie og tragedie sammen i en historie om kunst, litteratur, ego, længsel og kærlighed. Vigtigst af alt stiller den dog spørgsmålet: Er det muligt nogensinde at kende en anden persons allerdybeste hemmeligheder?

Anmelderne lovpriste romanen, der også blev hædret med en række priser og var at finde på 20+ lister med året bedste bøger i 2015. Samtidig udnævnte den tidligere amerikanske præsident Barack Obama Skæbne og hævn til sin yndlingsroman det år.

Florida. Tag med til skyggesiden af “The Sunshine State”

Florida, Lauren Groff, roman, skønlitteratur, amerikansk roman

I dag bor Lauren Groff i Florida med sin mand og to sønner. Groff havde dog aldrig planer om at flytte til det amerikanske ferieparadis – og hun havde slet ikke tænkt sig at skrive om det.

Alligevel er Groffs seneste værk, nemlig novellesamlingen Florida, en række fortællinger om alt det farlige, uperfekte og mørke, som også er at finde i solskinsstaten. Med fintfølende præcision, indlevelse, humor og alvor udfolder Groff elleve fortællinger om sorg, ondskab, ensomhed, familie og rendyrket raseri.

LÆS OGSÅ: Novellerne i Florida river i solskinsstatens facade

Vi møder eksempelvis et barnløst par, to pigebørn alene på en øde ø, en ensom dreng og en desperat kvinde fanget af ægte- og moderskabets kærligt snærende bånd. Til trods for at novellerne spænder bredt kronologisk, stilistisk og tematisk, forankres de af fællesnævneren Florida.

“Florida er upålidelig og selvmodsigende, og et ærligt portræt ville være for omfattende til en enkelt bog. I stedet er denne novellesamling en skildring af mit ambivalente forhold til den stat, jeg har boet i de sidste tolv år.”

– Lauren Groff til The New Yorker

Om det at være forfatter og fiktionens mange facetter

For Lauren Groff er det en naturlig del af skriveprocessen at arbejde på flere projekter samtidig. Ofte skriver hun på to romaner ad gangen for at have mulighed for at skifte mellem sine projekter.

Samtidigt skriver Groff næsten alle sine udkast i hånden for ikke at gå tilbage til gamle udkast – hun kan nemlig ikke læse sin egen håndskrift. I stedet lader Groff blot ordene flyde, indtil hun får en fornemmelse af hvilke problemer, der ødelægger historien. Og så starter hun forfra igen.

Når det kommer til noveller, er Groffs skriveprocess helt anderledes. Som kontrast til det omhyggelige og langsommelige arbejde med at skrive en roman lader Groff en novelle ruge i baghovedet, indtil hele historien i et øjebliks genialitet bliver nedfældet på papir. Alligevel bliver hvert af novellens ord nøje overvejet og pakket med mening.

“Jeg tror, at den største forskel på romaner og noveller er, at romaner har en tendens til at være skrevet i dur og noveller i mol.”
– Lauren Groff til The Harvard Gazette

Forskellene til trods udforsker Groff i sine romaner og noveller med en sjælden indsigt verden, samtidigt med at hun sætter spørgsmålstegn ved de forestillinger, vi gør os om det at være menneske.

Novellerne er fremragende oversat til dansk af Lotte Kirkeby. Læs interview med Lotte Kirkeby om Florida.



Lauren Groff: Florida

Lauren Groff, Florida, noveller, novellesamling

Lauren Groffs novellesamling, Florida, er blevet rost til skyerne af den internationale presse og var finalist til National Book Award 2018.

Florida beskriver skyggesiden af solskinsstaten. Her hersker det farlige, det uperfekte og det mørke – i naturen og ikke mindst: i relationer mellem mennesker.

I elleve fortættede noveller møder vi bl.a. to pigebørn ladt alene på en øde ø, et barnløst par, en ensom dreng – og ikke mindst: en stålsat, men desperat kvinde, fanget i ægte- og moderskabets kærligt snærende bånd.

Lauren Groff udfolder sine fortællinger om sorg, ondskab, ensomhed, familie og rendyrket raseri med fintregistrerende præcision, indlevelse, humor og alvor.

Du kan finde Florida som lydbog eller på dit nærmeste bibliotek.


Jeg blev bogafhængig i en ung alder, hvor jeg var blandt det lokale biblioteks top tre mest lånende brugere. Siden har jeg tygget mig igennem krimier, kærlighedsbøger, tykke murstensromaner og alt derimellem – og jeg har ingen planer om at stoppe lige foreløbigt! På Bog.dk skriver jeg artikler samt laver lister og læseprøver for at give den gode historie videre til andre bogorme.