I Snydt ud af næsen tegner Thomas Korsgaard et hjerteskærende portræt af livet i et samfund, hvor efternavn og sladder definerer alt.
I sin nye novellesamling Snydt ud af næsen vender Thomas Korsgaard tilbage til udkantsdanmark til en lille by, hvor alle kender alle. Novellesamlingen består af seksten forbundne noveller, der med stærk empati og Korsgaardsk humor tegner et portræt af livet – og udfordringerne – i et lille lokalsamfund.
Novellerne skildrer alle de uskrevne regler og vilkår, der lurer under overfladen i et lille samfund, hvor børn er “snydt ud af næsen” på deres forældre, og hvor man er, hvad man kommer fra.
Se en video hvor Thomas Korsgaard læser op af Snydt ud af næsen:
Novellerne handler om fædre og sønner, om maskulinitet og det mandlige køn, om hvad man må som mand og om giftig maskulinitet. De handler om at høre til, om ikke at høre til, om at klare sig og om at leve et sted, der næsten ikke er til stede.
Nedenfor kan du læse novellen af samme navn fra samlingen Snydt ud af næsen af Thomas Korsgaard:
Snydt ud af næsen
Thomas Korsgaard
Kevin havde ikke nogen regnjakke og havde derfor ikke nogen regnjakke på. Et par pyjamasbukser med Bananer i pyjamas posede ud over gummistøvlerne. Over venstre skulder hang en flad computertaske.
Den havde ligget i skolens glemmekasse i over fire måneder, før han tog den med hjem. Med en taktfast klapren slog den ind mod hoften for hvert skridt. Den var så godt som tom, men den fik ham til at se professionel ud.
Det var tirsdag først på aftenen. Kevin var det eneste menneske på vejen. Mørket var gået hen over hovedet på ham, mens han havde bevæget sig hjemmefra. Støvregnen perlede ansigtet til.
Han havde bildt sin far ind, at han bare lige ville gå ud for at trække lidt frisk luft.
Egentlig var han ikke helt sikker på, om hans far havde hørt det. Han hørte ikke så meget, når han ordnede pant.
Og nu gik han her. Langs grøftekanten. Indimellem kiggede han op for at se, om der kom biler. Kun en enkelt lastbil var kørt forbi ham i løbet af den sidste halve time.
Han var aldrig gået så langt væk hjemmefra før, og nu nærmede han sig den lille landsby ved siden af deres.
Den lå egentlig tæt på, men de kom der aldrig.
“Det gider vi sgu ikke,” havde hans far sagt, da Kevin engang havde peget på skiltet nede ved kirken og spurgt, om de ikke kunne prøve at køre den vej, bare for at se noget nyt.
“Hvorfor i alverden skulle vi det, der er ikke noget som helst at se, ikke en rygende skid, det er ikke andet end en bette pisby, man kører igennem.”
Så bette kunne den ikke være, for der stod et byskilt lidt længere fremme. Snart begyndte der også at komme lygtepæle, som skinnede blødt.
Der kom striber på vejbanen. Der kom huse, som lå med først stor og efterhånden kortere afstand mellem hinanden.
Et af husene havde afskallede bogstaver på facaden.
KAFFE. TOBAK. TIPS.
Lyset brændte derinde et sted. Kevin gik hen til et vindue, hvor han kunne se et lille stykke papir med håndskrevne ord på. Bogstaverne blev mindre og mindre på vej ud mod kanten af papiret.
Åben efter aftale
Men der stod ikke noget telefonnummer, man kunne ringe på. Kevin stillede sig på tæer og lænede sig forover. Det gav et lille dunk, da panden ramte ruden.
Vindueskarmen var fyldt med porcelænsdukker med hæklede kyser. De sad skulder mod skulder og kiggede ud mod gaden med deres udtværede blikke. To dørslag fra Madam Blå hang der også.
Et sæt krykker med kommunens navn brændt ind i håndtagene. En gammeldags spinderok og en stationær computer med tilhørende tastatur. Troldegrene med påskeæg i loftet. Der var prismærker på det hele. Nu var der nogen, som nøs derinde et sted bag det alt sammen.
Så endnu et nys. Det lød som et nej. Kevin gled ned på flade fødder og gik om husets hjørne. I gavlen var en stejl trappe op mod en dør.
Han gik op ad den og stod lidt og kiggede på det øverste trappetrin, hvor der sad en mosbamse. Han tog fat i dørhammeren. Den var af messing og forestillede en støvle. Men i det samme han skulle til at slå den mod døren, blev lyset slukket et vindue ad gangen derinde.
Alle de mennesker, man aldrig mødte. Dem var der flest af. Kevin slap messingstøvlen og gik videre ud på vejen.
Foran nedkørslen til det næste hus stod en figur af en stork med et lyserødt bånd om halsen. Han gik derned og slog med knyttet hånd mod døren et par gange. Han trådte et skridt tilbage og prøvede at huske det, han havde tænkt sig at sige, da der lød en stemme bag ham:
“Hvad kan jeg hjælpe dig med?”
Kevin vendte sig om og fik øje på en bredskuldret mand med karseklippet hår.
“Det er, fordi jeg er ude for at sælge nogle mærker.”
Manden lænede sig frem og låste blikket fast til Kevins våde hår. Lod det bevæge sig ned og op. Ned og op. Så lynede han sin jakke. Det var den lokale idrætsforenings holddragt. Maven var dækket af sponsorater fra forskellige firmaer. Kevin genkendte nogle af navnene.
“Og hvad hedder du?” spurgte manden. “Kevin.”
“Hvad mere?”
“Jørgensen.”
“Du er da modig,” sagde manden og lagde armene over kors.
Kevin blev ved med at kigge manden lige ind i øjnene. Det var vigtigt at holde øjenkontakt, men så gjorde manden noget med sit blik, som fik ham til at glemme alt om det igen.
“Det flabede smil,” sagde manden. “Det kan du godt tørre af, og det er lige med det samme.”
Babygråd begyndte indenfor, en kvindestemme kaldte. Manden trådte et skridt frem, åbnede døren og trak den roligt i.
Et lille klik fra låsen. Lyset, der slukkedes i entreen. Kevin gik baglæns til han nærmede sig vejen igen.
Regnen var blevet mere heftig nu. Gummistøvlerne gnavede mod anklerne. Han satte sig på hug et øjeblik og tjekkede efter for sten. Så fortsatte han gennem byen. Efterhånden nåede han til et område med nye byggegrunde.
Kabeltromler fyldte fortovet, som også så nyt ud. Fliserne gav sig flere steder. En næsten færdig villa tårnede op som den største og første på den lille vej.
Store vinduespartier. På flere af ruderne sad klistermærker og advarede om videoovervågning og nabohjælp. Hækken var nyplantet. Rundtomkring i haven stod enkelte planter i poser og ventede på at komme på plads.
En palle fliser og en jordloppe. Huset havde to etager. Der var lys. Både fra de store vinduer og i en græskarmand, som stod på trappen. Låget var råddent og ved at synke ned i resten. På postkassen stod tre linjer.
Showroom for Candle Industry & Familien Rønbjerg Madsen
Kevin vidste, at de hed Birgitte og Henrik til fornavn. Hvert år til december forærede de skolen en masse kasser med kalenderlys til juledekorationer fra deres fabrik.
Han gik op mod trappen og skrabede regnen væk fra ansigtet. Gjorde tænderne klar og trykkede på dørklokken. En omstændelig melodi begyndte at spille, men ingen åbnede.
Kevin satte fingeren på dørklokken igen og lod den blive der. Musikken begyndte forfra, men der blev stadig ikke åbnet.
Så tog han et skridt bagud på trappen og begyndte at gå tilbage mod vejen, da der blev tændt lys lige inde på den anden side af det matterede glas i døren.
En sitrende fornemmelse bredte sig i kinderne, mens silhuetten af en person blev større og større. Kevin satte farten op for at nå helt tilbage til trappen, før døren gik op, og en kvinde med et forklæde stod lige foran ham.
“Ja?” spurgte hun.
“Ja,” sagde Kevin bare.
“Du er rundt med reklamer?” spurgte hun.
“Reklamer?” sagde han.
“De skal bare lægges i postkassen,” sagde hun. “Vi har ikke nogen brevsprække.”
Hun viftede ud med armen og skulle lige til at gå indenfor igen.
“Jeg går ikke med reklamer.”
En duft slap ud inde fra huset. Han prøvede at snuse uden at larme. Kanel og noget andet. Bag hende var der et bryggers med blanke fliser, det ledte videre til en lang trappe, der førte op på førstesalen.
“Hvad så?”
Birgitte skubbede sit hår om bag øret.
“Jo, altså, det er, fordi … lige to sekunder,” sagde Kevin.
Med hånden prøvede han at finde åbningen til computertasken. Velcroen gav et ritsch. Han famlede rundt dernede efter en af de glatte plastiklommer.
“Der var den,” sagde han. “Det er, når det er så koldt, så er det lidt svært at få dem op.”
“Du burde have noget mere tøj på.”
“Nej nej, det går,” sagde Kevin og fandt en stemme, som var ældre end ham selv. “Men altså, det er, fordi jeg er ude for at sælge noget.”
“Og hvad sælger du så?”
“Jeg går med de her børnemærker.” “Børnemærker?”
“Ja.”
“Og det er?”
For hvert ark, man solgte, kunne man selv beholde fem kroner. Resten gik til et godt formål. Han havde fået to tykke mapper med ark med hjem, så mange boede der slet ikke her.
“Man kan sætte dem på sine julekort,” sagde han.
“Julekort.”
“Ja, for eksempel.”
Han gav hende arket, og hun stod lidt og kiggede på det. Så rakte hun det tilbage til ham.
“Der er så længe til jul,” sagde hun.
“58 dage.”
“Intet mindre.”
“Nej, men man kan også godt sætte dem på andre breve.”
“Ja?”
“Sagtens,” sagde Kevin. “Det styrer man bare helt selv.”
Og fordi han blev stående, vendte hun sig til sidst om og råbte ind i huset.
“Henrik,” kaldte hun.
De blev begge stille. Der lød musik oppe fra førstesalen, og man kunne høre en mand synge med.
“Henrik,” gentog hun. “Henrik. Skru ned. Har vi et par mønter til sådan et ark frimærker til at sætte på vores julekort? Skru ned, så du kan høre mig, eller kom herned. Jeg spørger, om vi har nogle kontanter til et ark frimærker, der står en lille purk.”
“Det koster kun en tyver arket,” sagde Kevin. “Og det støtter et godt formål.”
“De koster kun en tyver arket, Henrik.”
“Jajaja,” blev der råbt, og musikken blev slukket deroppe. Bump fra trappen og et langt suk. Så kom en mand i ternet skjorte ned i entreen. Han kiggede undersøgende på Kevin og så på sin kone.
“Har vi en tyver?” spurgte hun.
“Til hvad?”
“Drengen står her og gør sig umage for at tjene lidt lommepenge.”
Henrik stak en hånd ud i regnen.
“Sikke da et vejr,” sagde han. “Det var godt, vi fik taget vasketøjet ind tidligere.”
“Vi?” sagde Birgitte.
“Nej, det er ikke sommer længere,” sagde Kevin og mærkede det dryppe i nakken.
“Birgitte,” sagde manden. “Henter du ikke lige småkagerne?”
“De var da ikke til nu.”
“Gør det nu bare.”
Hun skyndte sig forbi ham ind i huset.
“Overskuddet går til –” prøvede Kevin og blev afbrudt.
Det var Birgitte, der allerede kom ud igen. I hånden havde hun en bageplade. Hun rystede den lidt, så småkagerne løsnede sig fra papiret.
“Tag en,” sagde hun og kiggede på Kevin, så på sin mand.
“Én,” sagde Henrik.
Kevin lod fingrene glide hen over kagerne og forsøgte at finde en i mellemstørrelse.
“Tak,” sagde han og puttede den i munden med det samme.
Han rykkede lidt længere frem for at komme i læ. Gulvvarmen strømmede ud fra huset og ramte ham i ansigtet.
“Jeg ved jo godt, hvem du er,” sagde Henrik.
Birgitte så overrasket på sin mand.
Kevin skulle lige til at sige, at han også vidste, hvem de var, men småkagen blokerede.
“Det er da let at se,” sagde Henrik og kiggede på Birgitte, som om han ville have hende til at sige noget.
“Kan du ikke se det?”
Hun betragtede Kevin.
“Det er Åge Jørgensens søn,” sagde han.
En lyd slap hendes læber, som om hun snappede efter luft.
“Er det ikke også?” sagde Henrik roligt og kiggede på Kevins tøj.
Kevin tyggede og pegede på sin mund, tyggede og pegede.
“Er din far ikke Åge Jørgensen?” spurgte Henrik.
Kevin sank endelig og smilede stolt til dem.
“Jo,” sagde han. “Det er han.”
“Det vidste jeg ikke,” sagde Birgitte og blev ved med at kigge fra Kevin til sin mand og tilbage igen.
“Kender I min far?” spurgte Kevin.
“Nej, det gør vi ikke,” sagde Henrik og skiftede ansigtsudtryk. “Men vi ved, hvem han er.”
Kevin så spørgende på dem.
“Fra dengang han boede herude,” sagde Henrik.
“Her?” sagde Kevin.
“Ja,” sagde Henrik.
“Han har da aldrig boet her.”
De blev begge stille.
“Åh,” sagde Birgitte bare.
“Hvad siger du åh for?” spurgte Henrik. “Jeg vidste ikke, at han var Åge Jørgensens,” sagde hun og kiggede lidt ned i gulvet.
“Og du hedder John?” spurgte Henrik.
“Det er ikke John, det er Jon,” sagde Kevin.
“Jon,” sagde Henrik.
“Jon, ja,” sagde Kevin. “Det er min lillebror.”
“Sådan en har du selvfølgelig også,” sagde Henrik og vendte sig mod Birgitte.
“På en måde to, hvis min fars nye kærestes barn tæller med. Men de bor nede i Pattaya.”
“Hold da op,” sagde Henrik og grinede, som om det var sjovt.
“Har I været der?” spurgte Kevin og glattede sin trøje igen.
“Nej,” sagde Henrik meget hurtigt. “Det har vi godt nok ikke.”
“Det har jeg heller ikke,” sagde Kevin og hørte sin fars stemme i hovedet:
Men en dag så skal vi alle sammen derned, det er bare småpebret, når man er så mange.
Inde bag Henrik og Birgitte blæste et af stearinlysene ud på kommoden. Birgitte gik hen og åbnede en skuffe, fandt en lang lighter og tændte det igen.
“Det er et flot lys,” sagde Kevin.
“Vi producerer lys,” sagde Henrik.
“Det ved jeg.”
“Det holder en hel by i gang,” sagde Henrik. “Men hvad hedder du så, hvis du ikke hedder Jon?”
“Kevin Jørgensen.”
“Kevin,” sagde Henrik.
“Ja.”
“Birgitte,” sagde Henrik og lagde en hånd på hendes skulder. “Giv bare Kevin en småkage til.”
Hun holdt bagepladen frem. Han tænkte på de kræmmerhuse, som han havde lavet til juletræet af gamle mælkekartoner og glittertusser. De lå i en kasse under hans seng. Der skulle mange småkager til for at fylde dem op. Han valgte igen en mellemstor og puttede den i lommen.
“Tusind tak,” sagde Kevin.
“Du må gerne tage et par stykker.” Kevin blev stående og kiggede ned på bagepladen.
“Tag nu bare,” sagde Henrik.
Kevin tog en, to, tre småkager til og kom også dem i lommen.
“Vil du ikke have lidt flere?” blev han ved.
“Jo, det kan jeg da godt,” sagde Kevin.
“Det tænkte jeg nok.”
Kevin vidste ikke, hvad han skulle sige. Så sagde manden heldigvis noget mere:
“Du er jo som snydt ud af næsen på ham.”
“Snydt,” sagde Kevin.
“Ja, hold nu op, hvor du ligner din far,” sagde Henrik. “Det er da egentlig helt utroligt, at det er muligt at ligne nogen så meget.”
Hans far var høj og behåret. Hans far havde rynker i panden, som ikke gik væk, når han slappede af. Hans far havde fem dvd’er med pornofilm liggende under lamellerne og et bat stående under sengebordet.
Hans far haltede lidt på det ene ben og hostede slim op i toiletvasken hver aften og glemte at skylle det ud. Hans far hadede kommunen og de småtbegavede magtmennesker, der sendte syge mennesker i arbejdsprøvning. Hans far var vægt i stjernetegn og havde grønne øjne.
“Jeg har min mors øjne,” sagde Kevin og spilede dem op, så Henrik og Birgitte kunne se dem.
“Men den tryne der,” sagde Henrik og slog på sin egen næse med en finger. “Den fornægter sig ikke.”
“Det ved jeg ikke lige,” sagde Kevin og håbede at det var et svar.
“Hvad render han ellers rundt og laver?” spurgte Henrik.
“Lige nu?” spurgte Kevin.
Det lignede, at Henrik nikkede.
“Jeg kan ringe til ham,” sagde Kevin. “Men jeg tror ikke, han tager den.”
“Nej, det kan jeg godt forstå,” sagde Henrik.
“Det er, fordi vi har kun én oplader lige for tiden.”
“Aha.”
“Det er, fordi den lille hund har det med at bide dem i stykker.”
“Har den det, har den det. Det var ikke så godt.”
“Nej, den bider i alting.”
“Man skal opdrage sine hunde, ellers så …”
“Så hvad?” afbrød Birgitte.
“Ja, ellers så skal man slet ingen have.”
“Den skal lige lære det,” sagde Kevin. “Det er jo stadig kun en hvalp.”
Birgitte var lige ved at sige noget, men så tog manden ordet igen.
“Jeg så jo den store flotte annonce, din far havde sat i ugeavisen. Hvad var det nu, hans slogan var?”
“Kom hurtigt videre til alt det sjove – lad Åge klare køernes klove,” sagde Kevin.
“Åh ja,” sagde Henrik og smilede. “Det er kosteligt.”
Kevin smilede tilbage.
“Har I da køer?”
“Baghaven fuld,” sagde Henrik.
“Han driller bare,” sagde Birgitte og rystede på hovedet.
“Det er også bare noget, han gør for at tjene lidt ekstra,” sagde Kevin. “Han er ved at lede efter et mere fast arbejde. Det er bare ret svært at finde nogen fleksjobstillinger for tiden.”
“Er det dét?”
“Ja, og folk, de orker ikke engang at bruge fem minutter på at svare på en ansøgning.”
“Ikke det?”
“Næ, de er møgarrogante.”
“Der er arbejde til dem, der vil arbejde,” sagde Henrik.
Kevin så sin far for sig, at han støbte lys hos Henrik og Birgitte tyve timer om ugen i en stor hal med høje skorstene. At han spiste frokost i en kantine og kom hjem og havde noget at fortælle om sin dag. At han fik løn én gang om måneden og tog ham og Jon med i biografen.
“Men jeg går ud fra, at det er derfor, han kører bil igen?” sagde Henrik. “Ellers kan han vel ikke komme rundt til folk og beskære klove?”
“Igen?” sagde Kevin.
“Jeg hører, at han har en brun Lada på gule plader?”
“Tjo,” sagde Kevin.
“Og den kan spille høj musik?” spurgte Henrik.
“Ja, der er et rigtig godt anlæg i den,” sagde Kevin.
“Hvad begynder nummerpladen med?” spurgte Henrik. “Kan du huske det?”
“Jeg tror, det er HL,” sagde Kevin og prøvede at huske tallene, der fulgte efter.
“Ja, men så er der ingen tvivl,” sagde Henrik. “Den er set nede på den store vej for et par uger siden.”
“Hvor ved du det fra?” spurgte Birgitte.
“Svenne tømrer.”
“Og hvor ved han det fra?”
“Han holder vel lidt øje.”
“Ved du, hvad jeg synes, Svenne burde?” sagde hun og lagde armene over kors. “Jeg synes, han burde tage at få sig et liv.”
“Lad være, Birgitte.”
“Nej, Henrik,” sagde hun. “Jeg synes, du skal falde til ro, det har ikke noget med drengen at gøre.”
Henrik kiggede lidt på hende.
“Han er ikke sin far,” sagde hun.
“Jeg kan også bare komme igen en anden aften,” sagde Kevin. “Det haster ikke mere end det jawer.”
“Nej nej,” sagde Henrik. “Hvor gammel er du så nu?”
“Ti,” sagde Kevin.
“Ti år?”
“Jep.”
“Ti år,” gentog han, som om han kunne se på Kevin, at det ikke var helt rigtigt.
“Eller næsten ti,” sagde Kevin. “Ni og trekvart, men til næste år bliver jeg ti.”
“Ti år, Birgitte.”
“Den 8. februar,” sagde Kevin.
“Så skal der vel være fest?”
“Dét skal der,” sagde Kevin og mærkede kinderne blusse.
Under sin seng havde han en fødselsdagskasse stående. I den havde han gemt nogle sugerør med parasoller i toppen, som ikke var blevet brugt sidste nytårsaften. Der var femten styks i alt.
I hovedet fordelte han dem. Far og Jon og ham selv. Farfar i Thisted, hvis han kunne få nogen til at køre sig. Mor, hvis hun var venner med far til den tid. Henrik og Birgitte. Kevin smilede til dem, og Birgitte smilede tilbage.
“Det bliver nok ikke så stort,” sagde han.
“Så det gør det ikke?” sagde Henrik.
“Ikke lige næste år. Det er jo lige midt i vinterferien, og min far kan ikke rigtig holde til det. Men det skal nok blive festligt alligevel.”
“Kan han ikke holde til at fejre sin egen søns fødselsdag?”
“Det er ikke, fordi han ikke vil,” sagde Kevin og rystede foden nede i gummistøvlen. Den var faldet i søvn af at stå stille så længe.
“Har du hørt noget lignende?” sagde Henrik og kiggede på Birgitte. “At man ikke kan holde til at fejre fødselsdag for sit eget barn.”
“Han har en gammel hjernerystelse,” sagde Kevin.
“Det kan du bilde mig ind.”
“Så,” sagde Birgitte.
“Og dårlige knæ,” sagde Kevin. “Det er ikke så nemt.”
“Det var da synd for ham,” sagde Henrik. “Han kan de samme ting som alle andre mennesker, han har bare brug for nogle pauser en gang imellem.”
“Sådan nogle kan vi jo alle få brug for,” sagde Henrik og viftede Birgittes hånd væk fra sin skulder.
Nu var der et eller andet, som skramlede i mørket længere væk. Lyden af noget, der rev sig løs, en tagsten eller en fjernsynsantenne, som faldt ned på jorden og splintredes. Plænen var ved at flyde over af vand. Store søer af mudder lagde sig i græsset. Det var en piskende hård regn.
“Kom lige et skridt frem,” sagde Birgitte. “Så du ikke bliver helt gennemblødt.”
Hun tog fat i ham og trak ham lidt hen mod sig.
“Det var noget med, at du havde nogle frimærker, som du ville sælge?”
“Det er ikke frimærker, det er –”
“Tænk engang,” sagde Henrik som for sig selv og kiggede op igen. “Så er der simpelthen gået over ti år nu.”
“Henrik,” sagde Birgitte. “Jeg synes, du skal gå ind.”
“Ti år, bare sådan lige,” sagde Henrik.
“Kom,” sagde Birgitte og prøvede at trække ham ind og væk fra døren, men han blev stående.
“Philip,” sagde Henrik helt roligt for sig selv og rystede på hovedet. “Lille, lille Philip.”
“Henrik,” sagde Birgitte. “Nu går vi indenfor.”
“Min lille Philip,” blev han ved.
“Philip?” sagde Kevin.
“Philip, ja,” sagde Henrik hidsigt, som om det var et ord kun for ham.
“Det er et pænt navn,” sagde Kevin for at sige noget.
“Han var bare på vej hjem fra håndbold oppe i hallen,” sagde Henrik. “Det er ikke en tur på mere end fem minutter. Fem minutter en helt almindelig aften som denne her, der var bare lidt bedre vejr end nu.”
Kevin kunne høre sine næsebor.
“Jeg var så dum,” sagde Henrik. “Så dum, så dum, at jeg havde givet ham penge med til at købe en slushice, hvis han selv cyklede hjem. Det skulle jeg aldrig nogensinde have gjort.”
“Det var et uheld,” sagde Birgitte.
Kevin stoppede en hånd i lommen og var lige ved at tage en småkage op.
“Et uheld,” sagde Henrik og hævede stemmen. “Et uheld, Birgitte? Kalder du det et uheld?”
“Ja,” sagde hun. Det lød næsten, som om hun græd. “Et frygteligt uheld, som jeg ikke synes, vi skal opholde os mere ved nu, Henrik.”
“Så du kalder det et uheld …”
“Stop,” sagde Birgitte.
“… at man sætter sig ind bag rattet pissestiv og kører hasarderet afsted med hundrede kilometer i timen?”
“Henrik,” sagde hun.
“Svar mig,” sagde han.
“Stop,” sagde hun.
“Er det et uheld?”
Nu tog hun Henriks hånd og klemte den.
“Han ved jo tydeligvis ikke noget om det.”
“Noget om hvad?” spurgte Kevin.
“Må jeg ikke se de mærker igen?” sagde hun og smilede til ham.
Han havde næsten glemt dem.
“Det kalder jeg sgu ikke for noget uheld,” sagde Henrik.
Små stød af luft kom ud fra hans næse.
“Det kalder jeg for, hvad det er: et usselt, gement mord af værste skuffe, og jeg kommer aldrig nogensinde til at kalde det for andet. Og det er, uanset hvor mange år der så end går.”
Så sagde Kevin dét, som hans far plejede at sige, når der var noget om den slags i fjernsynet:
“Det var da frygteligt.”
“Synes du nu også det?” spurgte Henrik.
Birgitte lagde en flad hånd på Henriks brystkasse som for at skubbe ham tilbage.
“Jeg taler jo bare lidt med drengen, det må jeg vel gerne.”
“Ikke om det, Henrik.”
“Men jeg må gerne stå her og blive hånet, Birgitte? Jeg må gerne blive hånet i mit eget hus?”
“Som sagt,” sagde Kevin og løftede op i computertasken. “Så er jeg rundt for at sælge nogle mærker, og alt overskuddet går til et godt formål.”
Henrik trak vejret tungt.
En pludselig ro.
“Hvad er det så for et formål, der er så godt?” sagde Henrik opgivende.
“Det kan jeg ikke lige huske,” sagde Kevin.
“Kan du ikke huske det?”
“Det var noget med børns …”
“Vilkår?” sagde Birgitte.
“Nemlig,” sagde Kevin.
Så vidste han ikke helt, hvad mere han skulle sige. Henrik stod og kiggede ud over haven.
“Det er de her mærker, hvis I gerne lige vil se dem først,” sagde Kevin og holdt en af plastiklommerne frem.
Henrik hev arkene ud og holdt dem frem foran sig.
“Ja,” sagde han. “Men jeg tror nu ikke, det er noget for os.”
Henrik rakte mærkerne tilbage til Kevin uden at komme dem tilbage i plastiklommerne. Regnen landede på dem. Farven flød ud på motiverne.
Englene gled ind i skyerne, skorstensfejerne blev til sorte klatter, der løb over i musene med de store fortænder og trak et spor efter sig hen over stjernerne, hjerterne og grantræerne.
Så gik Henrik indenfor og kom tilbage lidt efter med nogle papirruller. De så tunge ud, selvom de var meget små.
“Der var du heldig,” sagde han. “Kom med din hånd.”
Henrik klemte på den første rulle med fingeren og pressede først én, så to, tre, seksten mønter ud.
“Vi tager dem allesammen,” sagde han.
Helt nye lå mønterne og skinnede i Kevins håndflade med dronningen øverst.
“Dem alle?” spurgte Kevin.
“Ja,” sagde Henrik. “Dem alle.”
Kevin gav ham alle de våde ark.
“Tusind tak,” sagde han og kom mønterne ned i computertaskens forlomme.
“Men så tænkte jeg på,” sagde Henrik. “Om du måske til gengæld vil gøre en lille
ting for mig?”
“Ja da,” sagde Kevin.
“Og det er at hilse din far fra Henrik Rønbjerg Madsen.”
“Det behøver du ikke,” sagde Birgitte og kiggede på Henrik.
“Lad være med at afbryde mig hele tiden,” sagde han.
Birgitte sagde en lyd og forsvandt ind i huset igen med tunge skridt.
“Henrik Rønbjerg Madsen.”
Han udtalte navnet langsomt og slæbende, næsten stavede det for Kevin.
“Kan du huske det, tror du?”
“Sagtens,” sagde Kevin. “Henrik Rønbjerg Madsen.”
“Nemlig.”
“Henrik Rønbjerg Madsen.”
“Det er fint,” sagde Henrik. “Så har vi en aftale.”
“Det har vi,” sagde Kevin. “Jeg hilser ham.
Fortsat god aften og tak for handlen.”
“Det er mig, der takker,” sagde Henrik.
Kevin blev stående lidt foran den lukkede dør, som om han ventede på, at noget mere skulle ske. Oppe på førstesalen så han Henrik sætte sig i en lænestol. Lidt efter begyndte musikken igen.
Der blev skruet op og så et lille nøk mere. Kevin rettede på computertasken, gik ned ad indkørslen og videre ud på vejen.
Langsomme, langsomme skridt.
Han talte dem på engelsk for at få hovedet med væk derfra.
One, two, three.
Han passerede de første huse igen og var nået et stykke ud af byen. Regnen rev i alt, der ikke havde rødder eller var bundet fast. Vandet løb ned ad asfalten mod ham og gjorde pyjamasbukserne tunge.
Han kom forbi en buet skal, som stod i vejkanten, og satte sig ind på bænken. Foran ham lå en tom dåse snus. Han sparkede den ud på vejen. På væggen hang en udgået køreplan. Ved siden af var ord kradset ind i overfladen.
S+ T
torkild lund er til grin HER BLEV DET STØRSTE SVIN
GENNEMTÆVET DEN 13.8.2007 OG DET VAR FORTJENT
Tak for info FOR DEN BEDSTE LUDER RING:
97528252 Fup
Nej det er ej Det virker ik Virker ikke Nummeret virker ikke 🙁
Fingrene var blevet kolde. Han tænkte på, hvor meget regn der skulle til en oversvømmelse. Dæmningen kunne bryde sammen. Vejene kunne blive til floder.
Han kunne drive væk i læskuret. Dråberne trommede mod taget. Ellers var der helt stille. Han strakte sig og kiggede ud mod himlen. Hans far havde engang fortalt om månen i Pattaya.
Dernede var den stor og orange som en appelsin. Her var den slet ikke til at få øje på. Han fik øje på noget andet. Nogen. Der var nogen derude. Ovre på den anden side af vejen stod en skikkelse i mørket. Et menneske med hænderne gemt bag på ryggen.
Nu begyndte personen at gå med lange skridt over mod ham. Kevin tog computertasken op på skødet og kom til at klirre med mønterne. Han holdt vejret. Gennem de lukkede øjne kunne han mærke skyggen foran sig. Lyden af fødder, der skrabede mod fliserne, og et åndedræt. Der stod en person lige uden for læskuret.
“Nå, der sidder du.”
Kevin åbnede øjnene og lagde computertasken ved siden af sig. Det var Birgitte. Hun strøg sit fugtige pandehår tilbage med hånden.
“Blev du forskrækket?” spurgte hun. Han svarede ikke.
“Jeg var ellers lige ved at tro, at du var over alle bjerge,” sagde hun. “Er du ked af det?”
Hun talte meget lavt.
“Det er bare regn,” sagde Kevin.
“Ja, uha, hvor det skulle regne i dag,” sagde hun. “Det var der vist ingen, der var forberedt på.”
“Nej,” sagde han.
“De er ikke for flinke ved os, de meteorologer,” sagde hun. “Nu har de lige meldt ud, at folk skal se at få værdifulde ting op af deres kældre.”
“Vi har ikke nogen kælder,” sagde Kevin.
“Vi har mest ragelse i vores,” sagde hun.
Igen kom det hurtige smil over hende, før hun lod blikket falde i den retning, hun var kommet fra.
Hun rakte hænderne frem og rystede dem, så noget foldede sig ud foran hende. Det lignede en sammenfoldet voksdug.
“Jeg har taget den her med,” sagde hun.
Voksdugen havde ærmer og et mønster af grå skyer på en mørkebrun baggrund.
“Er du ikke sød at tage den på?” spurgte hun.
Kevin rystede hurtigt på hovedet.
“Du kan ikke gå rundt sådan der,” sagde hun. “Det bliver alt for koldt.”
“Det går nok,” sagde han.
“Jeg ville blive glad, hvis du tager den på,” sagde hun.
En refleksbrik faldt ud af ærmet, da hun rystede den igen, den sad fast med sikkerhedsnål i skulderen.
Kevin lagde computertasken fra sig på bænken. Han rejste sig, tog et skridt baglæns og masede sig ind i ærmerne.
Hun lukkede de tre øverste knapper og lagde en hånd på hans skulder. Den sank lidt ned i regnjakkestoffet. Han så ned ad sig selv.
“Den passer da perfekt!” sagde hun.
Kevin smilede.
“Og du skal ikke tænke på at aflevere den tilbage, for ved du, hvad den er?”
Kevin rystede på hovedet.
“Den er din,” sagde hun og trykkede hans hånd på det sidste ord.
Et stykke tid var der stille.
“Du skal vel også op i skole i morgen?”
Kevin nikkede.
“Så må du hellere se at komme hjem i tørvejr,” sagde hun. “Hvor langt er det, der er?”
“Der er lige langt begge veje.”
Han trak hætten op over hovedet og slog en knude på stropperne i regnjakken.
“Jeg kan godt blive her og vinke lidt,” sagde hun. “Hvis du synes, det er rarest, når det er så mørkt.”
“Det behøver du altså ikke.”
“Jo jo,” sagde hun. “Det kan jeg sagtens.”
Så begyndte han at gå.
Et stykke fremme vendte han sig om og kiggede tilbage mod læskuret. Hun stod der stadig og vinkede.
Den store vej var tom for biler. Han løb over og vendte sig om igen.
Nu var både Birgitte og byen langt væk. Vejen var af grus. Han gik et stykke længere og stoppede op lidt før huset. Han tog hætten ned, bandt stropperne op og trak regnjakken af.
Gemte den i et læbælte, før han fortsatte det sidste stykke.
Thomas Korsgaard: Snydt af af næsen
Thomas Korsgaards novellesamling Snydt ud af næsen
Seksten noveller du aldrig glemmer – fra et sted du aldrig har hørt om.
Snydt ud af næsen foregår i en lille by, hvor alle kender alle – og ikke kun for det gode. Alle ved, at man skal holde sig fra klovbeskæreren Åge Jørgensen og hans søn. Og alle glæder sig til det årlige kræmmermarked. På dette ”sted, der næsten ikke er til stede” sker tragedier, som er svære at tilgive, og menneskelige katastrofer, som ingen taler højt om.
Mens konkursen truer, fortsætter hverdagen: Søren starter på et kursus i madlavning for mandfolk for at imponere sin ekskone, og et ungt par kommer hele vejen fra storbyen for at tilbringe en romantisk weekend på landevejskroen kun for at opdage, at de er stedets eneste gæster.
I Snydt ud af næsen tegner Thomas Korsgaard et hjerteskærende portræt af livet i et samfund, hvor efternavn og sladder definerer alt.
I sin nye novellesamling Snydt ud af næsen vender Thomas Korsgaard tilbage til udkantsdanmark til en lille by, hvor alle kender alle. Novellesamlingen består af seksten forbundne noveller, der med stærk empati og Korsgaardsk humor tegner et portræt af livet – og udfordringerne – i et lille lokalsamfund.
Novellerne skildrer alle de uskrevne regler og vilkår, der lurer under overfladen i et lille samfund, hvor børn er “snydt ud af næsen” på deres forældre, og hvor man er, hvad man kommer fra.
Se en video hvor Thomas Korsgaard læser op af Snydt ud af næsen:
LÆS OGSÅ: Læs Thomas Korsgaards eneste interview om den ny roman Mente I det
Novellerne handler om fædre og sønner, om maskulinitet og det mandlige køn, om hvad man må som mand og om giftig maskulinitet. De handler om at høre til, om ikke at høre til, om at klare sig og om at leve et sted, der næsten ikke er til stede.
Nedenfor kan du læse novellen af samme navn fra samlingen Snydt ud af næsen af Thomas Korsgaard:
Snydt ud af næsen
Thomas Korsgaard
Kevin havde ikke nogen regnjakke og havde derfor ikke nogen regnjakke på. Et par pyjamasbukser med Bananer i pyjamas posede ud over gummistøvlerne. Over venstre skulder hang en flad computertaske.
Den havde ligget i skolens glemmekasse i over fire måneder, før han tog den med hjem. Med en taktfast klapren slog den ind mod hoften for hvert skridt. Den var så godt som tom, men den fik ham til at se professionel ud.
Det var tirsdag først på aftenen. Kevin var det eneste menneske på vejen. Mørket var gået hen over hovedet på ham, mens han havde bevæget sig hjemmefra. Støvregnen perlede ansigtet til.
Han havde bildt sin far ind, at han bare lige ville gå ud for at trække lidt frisk luft.
Egentlig var han ikke helt sikker på, om hans far havde hørt det. Han hørte ikke så meget, når han ordnede pant.
Og nu gik han her. Langs grøftekanten. Indimellem kiggede han op for at se, om der kom biler. Kun en enkelt lastbil var kørt forbi ham i løbet af den sidste halve time.
Han var aldrig gået så langt væk hjemmefra før, og nu nærmede han sig den lille landsby ved siden af deres.
Den lå egentlig tæt på, men de kom der aldrig.
“Det gider vi sgu ikke,” havde hans far sagt, da Kevin engang havde peget på skiltet nede ved kirken og spurgt, om de ikke kunne prøve at køre den vej, bare for at se noget nyt.
“Hvorfor i alverden skulle vi det, der er ikke noget som helst at se, ikke en rygende skid, det er ikke andet end en bette pisby, man kører igennem.”
Så bette kunne den ikke være, for der stod et byskilt lidt længere fremme. Snart begyndte der også at komme lygtepæle, som skinnede blødt.
Der kom striber på vejbanen. Der kom huse, som lå med først stor og efterhånden kortere afstand mellem hinanden.
Et af husene havde afskallede bogstaver på facaden.
KAFFE. TOBAK. TIPS.
Lyset brændte derinde et sted. Kevin gik hen til et vindue, hvor han kunne se et lille stykke papir med håndskrevne ord på. Bogstaverne blev mindre og mindre på vej ud mod kanten af papiret.
Åben efter aftale
Men der stod ikke noget telefonnummer, man kunne ringe på. Kevin stillede sig på tæer og lænede sig forover. Det gav et lille dunk, da panden ramte ruden.
Vindueskarmen var fyldt med porcelænsdukker med hæklede kyser. De sad skulder mod skulder og kiggede ud mod gaden med deres udtværede blikke. To dørslag fra Madam Blå hang der også.
Et sæt krykker med kommunens navn brændt ind i håndtagene. En gammeldags spinderok og en stationær computer med tilhørende tastatur. Troldegrene med påskeæg i loftet. Der var prismærker på det hele. Nu var der nogen, som nøs derinde et sted bag det alt sammen.
Så endnu et nys. Det lød som et nej. Kevin gled ned på flade fødder og gik om husets hjørne. I gavlen var en stejl trappe op mod en dør.
Han gik op ad den og stod lidt og kiggede på det øverste trappetrin, hvor der sad en mosbamse. Han tog fat i dørhammeren. Den var af messing og forestillede en støvle. Men i det samme han skulle til at slå den mod døren, blev lyset slukket et vindue ad gangen derinde.
Alle de mennesker, man aldrig mødte. Dem var der flest af. Kevin slap messingstøvlen og gik videre ud på vejen.
Foran nedkørslen til det næste hus stod en figur af en stork med et lyserødt bånd om halsen. Han gik derned og slog med knyttet hånd mod døren et par gange. Han trådte et skridt tilbage og prøvede at huske det, han havde tænkt sig at sige, da der lød en stemme bag ham:
“Hvad kan jeg hjælpe dig med?”
Kevin vendte sig om og fik øje på en bredskuldret mand med karseklippet hår.
“Det er, fordi jeg er ude for at sælge nogle mærker.”
Manden lænede sig frem og låste blikket fast til Kevins våde hår. Lod det bevæge sig ned og op. Ned og op. Så lynede han sin jakke. Det var den lokale idrætsforenings holddragt. Maven var dækket af sponsorater fra forskellige firmaer. Kevin genkendte nogle af navnene.
“Og hvad hedder du?” spurgte manden. “Kevin.”
“Hvad mere?”
“Jørgensen.”
“Du er da modig,” sagde manden og lagde armene over kors.
Kevin blev ved med at kigge manden lige ind i øjnene. Det var vigtigt at holde øjenkontakt, men så gjorde manden noget med sit blik, som fik ham til at glemme alt om det igen.
“Det flabede smil,” sagde manden. “Det kan du godt tørre af, og det er lige med det samme.”
Babygråd begyndte indenfor, en kvindestemme kaldte. Manden trådte et skridt frem, åbnede døren og trak den roligt i.
Et lille klik fra låsen. Lyset, der slukkedes i entreen. Kevin gik baglæns til han nærmede sig vejen igen.
Regnen var blevet mere heftig nu. Gummistøvlerne gnavede mod anklerne. Han satte sig på hug et øjeblik og tjekkede efter for sten. Så fortsatte han gennem byen. Efterhånden nåede han til et område med nye byggegrunde.
Kabeltromler fyldte fortovet, som også så nyt ud. Fliserne gav sig flere steder. En næsten færdig villa tårnede op som den største og første på den lille vej.
Store vinduespartier. På flere af ruderne sad klistermærker og advarede om videoovervågning og nabohjælp. Hækken var nyplantet. Rundtomkring i haven stod enkelte planter i poser og ventede på at komme på plads.
En palle fliser og en jordloppe. Huset havde to etager. Der var lys. Både fra de store vinduer og i en græskarmand, som stod på trappen. Låget var råddent og ved at synke ned i resten. På postkassen stod tre linjer.
Showroom for Candle Industry
&
Familien Rønbjerg Madsen
Kevin vidste, at de hed Birgitte og Henrik til fornavn. Hvert år til december forærede de skolen en masse kasser med kalenderlys til juledekorationer fra deres fabrik.
Han gik op mod trappen og skrabede regnen væk fra ansigtet. Gjorde tænderne klar og trykkede på dørklokken. En omstændelig melodi begyndte at spille, men ingen åbnede.
Kevin satte fingeren på dørklokken igen og lod den blive der. Musikken begyndte forfra, men der blev stadig ikke åbnet.
Så tog han et skridt bagud på trappen og begyndte at gå tilbage mod vejen, da der blev tændt lys lige inde på den anden side af det matterede glas i døren.
En sitrende fornemmelse bredte sig i kinderne, mens silhuetten af en person blev større og større. Kevin satte farten op for at nå helt tilbage til trappen, før døren gik op, og en kvinde med et forklæde stod lige foran ham.
“Ja?” spurgte hun.
“Ja,” sagde Kevin bare.
“Du er rundt med reklamer?” spurgte hun.
“Reklamer?” sagde han.
“De skal bare lægges i postkassen,” sagde hun. “Vi har ikke nogen brevsprække.”
Hun viftede ud med armen og skulle lige til at gå indenfor igen.
“Jeg går ikke med reklamer.”
En duft slap ud inde fra huset. Han prøvede at snuse uden at larme. Kanel og noget andet. Bag hende var der et bryggers med blanke fliser, det ledte videre til en lang trappe, der førte op på førstesalen.
“Hvad så?”
Birgitte skubbede sit hår om bag øret.
“Jo, altså, det er, fordi … lige to sekunder,” sagde Kevin.
Med hånden prøvede han at finde åbningen til computertasken. Velcroen gav et ritsch. Han famlede rundt dernede efter en af de glatte plastiklommer.
“Der var den,” sagde han. “Det er, når det er så koldt, så er det lidt svært at få dem op.”
“Du burde have noget mere tøj på.”
“Nej nej, det går,” sagde Kevin og fandt en stemme, som var ældre end ham selv. “Men altså, det er, fordi jeg er ude for at sælge noget.”
“Og hvad sælger du så?”
“Jeg går med de her børnemærker.” “Børnemærker?”
“Ja.”
“Og det er?”
For hvert ark, man solgte, kunne man selv beholde fem kroner. Resten gik til et godt formål. Han havde fået to tykke mapper med ark med hjem, så mange boede der slet ikke her.
“Man kan sætte dem på sine julekort,” sagde han.
“Julekort.”
“Ja, for eksempel.”
Han gav hende arket, og hun stod lidt og kiggede på det. Så rakte hun det tilbage til ham.
“Der er så længe til jul,” sagde hun.
“58 dage.”
“Intet mindre.”
“Nej, men man kan også godt sætte dem på andre breve.”
“Ja?”
“Sagtens,” sagde Kevin. “Det styrer man bare helt selv.”
Og fordi han blev stående, vendte hun sig til sidst om og råbte ind i huset.
“Henrik,” kaldte hun.
De blev begge stille. Der lød musik oppe fra førstesalen, og man kunne høre en mand synge med.
“Henrik,” gentog hun. “Henrik. Skru ned. Har vi et par mønter til sådan et ark frimærker til at sætte på vores julekort? Skru ned, så du kan høre mig, eller kom herned. Jeg spørger, om vi har nogle kontanter til et ark frimærker, der står en lille purk.”
“Det koster kun en tyver arket,” sagde Kevin. “Og det støtter et godt formål.”
“De koster kun en tyver arket, Henrik.”
“Jajaja,” blev der råbt, og musikken blev slukket deroppe. Bump fra trappen og et langt suk. Så kom en mand i ternet skjorte ned i entreen. Han kiggede undersøgende på Kevin og så på sin kone.
“Har vi en tyver?” spurgte hun.
“Til hvad?”
“Drengen står her og gør sig umage for at tjene lidt lommepenge.”
Henrik stak en hånd ud i regnen.
“Sikke da et vejr,” sagde han. “Det var godt, vi fik taget vasketøjet ind tidligere.”
“Vi?” sagde Birgitte.
“Nej, det er ikke sommer længere,” sagde Kevin og mærkede det dryppe i nakken.
“Birgitte,” sagde manden. “Henter du ikke lige småkagerne?”
“De var da ikke til nu.”
“Gør det nu bare.”
Hun skyndte sig forbi ham ind i huset.
“Overskuddet går til –” prøvede Kevin og blev afbrudt.
Det var Birgitte, der allerede kom ud igen. I hånden havde hun en bageplade. Hun rystede den lidt, så småkagerne løsnede sig fra papiret.
“Tag en,” sagde hun og kiggede på Kevin, så på sin mand.
“Én,” sagde Henrik.
Kevin lod fingrene glide hen over kagerne og forsøgte at finde en i mellemstørrelse.
“Tak,” sagde han og puttede den i munden med det samme.
Han rykkede lidt længere frem for at komme i læ. Gulvvarmen strømmede ud fra huset og ramte ham i ansigtet.
“Jeg ved jo godt, hvem du er,” sagde Henrik.
Birgitte så overrasket på sin mand.
Kevin skulle lige til at sige, at han også vidste, hvem de var, men småkagen blokerede.
“Det er da let at se,” sagde Henrik og kiggede på Birgitte, som om han ville have hende til at sige noget.
“Kan du ikke se det?”
Hun betragtede Kevin.
“Det er Åge Jørgensens søn,” sagde han.
En lyd slap hendes læber, som om hun snappede efter luft.
“Er det ikke også?” sagde Henrik roligt og kiggede på Kevins tøj.
Kevin tyggede og pegede på sin mund, tyggede og pegede.
“Er din far ikke Åge Jørgensen?” spurgte Henrik.
Kevin sank endelig og smilede stolt til dem.
“Jo,” sagde han. “Det er han.”
“Det vidste jeg ikke,” sagde Birgitte og blev ved med at kigge fra Kevin til sin mand og tilbage igen.
“Kender I min far?” spurgte Kevin.
“Nej, det gør vi ikke,” sagde Henrik og skiftede ansigtsudtryk. “Men vi ved, hvem han er.”
Kevin så spørgende på dem.
“Fra dengang han boede herude,” sagde Henrik.
“Her?” sagde Kevin.
“Ja,” sagde Henrik.
“Han har da aldrig boet her.”
De blev begge stille.
“Åh,” sagde Birgitte bare.
“Hvad siger du åh for?” spurgte Henrik. “Jeg vidste ikke, at han var Åge Jørgensens,” sagde hun og kiggede lidt ned i gulvet.
“Og du hedder John?” spurgte Henrik.
“Det er ikke John, det er Jon,” sagde Kevin.
“Jon,” sagde Henrik.
“Jon, ja,” sagde Kevin. “Det er min lillebror.”
“Sådan en har du selvfølgelig også,” sagde Henrik og vendte sig mod Birgitte.
“På en måde to, hvis min fars nye kærestes barn tæller med. Men de bor nede i Pattaya.”
“Hold da op,” sagde Henrik og grinede, som om det var sjovt.
“Har I været der?” spurgte Kevin og glattede sin trøje igen.
“Nej,” sagde Henrik meget hurtigt. “Det har vi godt nok ikke.”
“Det har jeg heller ikke,” sagde Kevin og hørte sin fars stemme i hovedet:
Men en dag så skal vi alle sammen derned, det er bare småpebret, når man er så mange.
Inde bag Henrik og Birgitte blæste et af stearinlysene ud på kommoden. Birgitte gik hen og åbnede en skuffe, fandt en lang lighter og tændte det igen.
“Det er et flot lys,” sagde Kevin.
“Vi producerer lys,” sagde Henrik.
“Det ved jeg.”
“Det holder en hel by i gang,” sagde Henrik. “Men hvad hedder du så, hvis du ikke hedder Jon?”
“Kevin Jørgensen.”
“Kevin,” sagde Henrik.
“Ja.”
“Birgitte,” sagde Henrik og lagde en hånd på hendes skulder. “Giv bare Kevin en småkage til.”
Hun holdt bagepladen frem. Han tænkte på de kræmmerhuse, som han havde lavet til juletræet af gamle mælkekartoner og glittertusser. De lå i en kasse under hans seng. Der skulle mange småkager til for at fylde dem op. Han valgte igen en mellemstor og puttede den i lommen.
“Tusind tak,” sagde Kevin.
“Du må gerne tage et par stykker.” Kevin blev stående og kiggede ned på bagepladen.
“Tag nu bare,” sagde Henrik.
Kevin tog en, to, tre småkager til og kom også dem i lommen.
“Vil du ikke have lidt flere?” blev han ved.
“Jo, det kan jeg da godt,” sagde Kevin.
“Det tænkte jeg nok.”
Kevin vidste ikke, hvad han skulle sige. Så sagde manden heldigvis noget mere:
“Du er jo som snydt ud af næsen på ham.”
“Snydt,” sagde Kevin.
“Ja, hold nu op, hvor du ligner din far,” sagde Henrik. “Det er da egentlig helt utroligt, at det er muligt at ligne nogen så meget.”
Hans far var høj og behåret. Hans far havde rynker i panden, som ikke gik væk, når han slappede af. Hans far havde fem dvd’er med pornofilm liggende under lamellerne og et bat stående under sengebordet.
Hans far haltede lidt på det ene ben og hostede slim op i toiletvasken hver aften og glemte at skylle det ud. Hans far hadede kommunen og de småtbegavede magtmennesker, der sendte syge mennesker i arbejdsprøvning. Hans far var vægt i stjernetegn og havde grønne øjne.
“Jeg har min mors øjne,” sagde Kevin og spilede dem op, så Henrik og Birgitte kunne se dem.
“Men den tryne der,” sagde Henrik og slog på sin egen næse med en finger. “Den fornægter sig ikke.”
“Det ved jeg ikke lige,” sagde Kevin og håbede at det var et svar.
“Hvad render han ellers rundt og laver?” spurgte Henrik.
“Lige nu?” spurgte Kevin.
Det lignede, at Henrik nikkede.
“Jeg kan ringe til ham,” sagde Kevin. “Men jeg tror ikke, han tager den.”
“Nej, det kan jeg godt forstå,” sagde Henrik.
“Det er, fordi vi har kun én oplader lige for tiden.”
“Aha.”
“Det er, fordi den lille hund har det med at bide dem i stykker.”
“Har den det, har den det. Det var ikke så godt.”
“Nej, den bider i alting.”
“Man skal opdrage sine hunde, ellers så …”
“Så hvad?” afbrød Birgitte.
“Ja, ellers så skal man slet ingen have.”
“Den skal lige lære det,” sagde Kevin. “Det er jo stadig kun en hvalp.”
Birgitte var lige ved at sige noget, men så tog manden ordet igen.
“Jeg så jo den store flotte annonce, din far havde sat i ugeavisen. Hvad var det nu, hans slogan var?”
“Kom hurtigt videre til alt det sjove – lad Åge klare køernes klove,” sagde Kevin.
“Åh ja,” sagde Henrik og smilede. “Det er kosteligt.”
Kevin smilede tilbage.
“Har I da køer?”
“Baghaven fuld,” sagde Henrik.
“Han driller bare,” sagde Birgitte og rystede på hovedet.
“Det er også bare noget, han gør for at tjene lidt ekstra,” sagde Kevin. “Han er ved at lede efter et mere fast arbejde. Det er bare ret svært at finde nogen fleksjobstillinger for tiden.”
“Er det dét?”
“Ja, og folk, de orker ikke engang at bruge fem minutter på at svare på en ansøgning.”
“Ikke det?”
“Næ, de er møgarrogante.”
“Der er arbejde til dem, der vil arbejde,” sagde Henrik.
Kevin så sin far for sig, at han støbte lys hos Henrik og Birgitte tyve timer om ugen i en stor hal med høje skorstene. At han spiste frokost i en kantine og kom hjem og havde noget at fortælle om sin dag. At han fik løn én gang om måneden og tog ham og Jon med i biografen.
“Men jeg går ud fra, at det er derfor, han kører bil igen?” sagde Henrik. “Ellers kan han vel ikke komme rundt til folk og beskære klove?”
“Igen?” sagde Kevin.
“Jeg hører, at han har en brun Lada på gule plader?”
“Tjo,” sagde Kevin.
“Og den kan spille høj musik?” spurgte Henrik.
“Ja, der er et rigtig godt anlæg i den,” sagde Kevin.
“Hvad begynder nummerpladen med?” spurgte Henrik. “Kan du huske det?”
“Jeg tror, det er HL,” sagde Kevin og prøvede at huske tallene, der fulgte efter.
“Ja, men så er der ingen tvivl,” sagde Henrik. “Den er set nede på den store vej for et par uger siden.”
“Hvor ved du det fra?” spurgte Birgitte.
“Svenne tømrer.”
“Og hvor ved han det fra?”
“Han holder vel lidt øje.”
“Ved du, hvad jeg synes, Svenne burde?” sagde hun og lagde armene over kors. “Jeg synes, han burde tage at få sig et liv.”
“Lad være, Birgitte.”
“Nej, Henrik,” sagde hun. “Jeg synes, du skal falde til ro, det har ikke noget med drengen at gøre.”
Henrik kiggede lidt på hende.
“Han er ikke sin far,” sagde hun.
“Jeg kan også bare komme igen en anden aften,” sagde Kevin. “Det haster ikke mere end det jawer.”
“Nej nej,” sagde Henrik. “Hvor gammel er du så nu?”
“Ti,” sagde Kevin.
“Ti år?”
“Jep.”
“Ti år,” gentog han, som om han kunne se på Kevin, at det ikke var helt rigtigt.
“Eller næsten ti,” sagde Kevin. “Ni og trekvart, men til næste år bliver jeg ti.”
“Ti år, Birgitte.”
“Den 8. februar,” sagde Kevin.
“Så skal der vel være fest?”
“Dét skal der,” sagde Kevin og mærkede kinderne blusse.
Under sin seng havde han en fødselsdagskasse stående. I den havde han gemt nogle sugerør med parasoller i toppen, som ikke var blevet brugt sidste nytårsaften. Der var femten styks i alt.
I hovedet fordelte han dem. Far og Jon og ham selv. Farfar i Thisted, hvis han kunne få nogen til at køre sig. Mor, hvis hun var venner med far til den tid. Henrik og Birgitte. Kevin smilede til dem, og Birgitte smilede tilbage.
“Det bliver nok ikke så stort,” sagde han.
“Så det gør det ikke?” sagde Henrik.
“Ikke lige næste år. Det er jo lige midt i vinterferien, og min far kan ikke rigtig holde til det. Men det skal nok blive festligt alligevel.”
“Kan han ikke holde til at fejre sin egen søns fødselsdag?”
“Det er ikke, fordi han ikke vil,” sagde Kevin og rystede foden nede i gummistøvlen. Den var faldet i søvn af at stå stille så længe.
“Har du hørt noget lignende?” sagde Henrik og kiggede på Birgitte. “At man ikke kan holde til at fejre fødselsdag for sit eget barn.”
“Han har en gammel hjernerystelse,” sagde Kevin.
“Det kan du bilde mig ind.”
“Så,” sagde Birgitte.
“Og dårlige knæ,” sagde Kevin. “Det er ikke så nemt.”
“Det var da synd for ham,” sagde Henrik. “Han kan de samme ting som alle andre mennesker, han har bare brug for nogle pauser en gang imellem.”
“Sådan nogle kan vi jo alle få brug for,” sagde Henrik og viftede Birgittes hånd væk fra sin skulder.
Nu var der et eller andet, som skramlede i mørket længere væk. Lyden af noget, der rev sig løs, en tagsten eller en fjernsynsantenne, som faldt ned på jorden og splintredes. Plænen var ved at flyde over af vand. Store søer af mudder lagde sig i græsset. Det var en piskende hård regn.
“Kom lige et skridt frem,” sagde Birgitte. “Så du ikke bliver helt gennemblødt.”
Hun tog fat i ham og trak ham lidt hen mod sig.
“Det var noget med, at du havde nogle frimærker, som du ville sælge?”
“Det er ikke frimærker, det er –”
“Tænk engang,” sagde Henrik som for sig selv og kiggede op igen. “Så er der simpelthen gået over ti år nu.”
“Henrik,” sagde Birgitte. “Jeg synes, du skal gå ind.”
“Ti år, bare sådan lige,” sagde Henrik.
“Kom,” sagde Birgitte og prøvede at trække ham ind og væk fra døren, men han blev stående.
“Philip,” sagde Henrik helt roligt for sig selv og rystede på hovedet. “Lille, lille Philip.”
“Henrik,” sagde Birgitte. “Nu går vi indenfor.”
“Min lille Philip,” blev han ved.
“Philip?” sagde Kevin.
“Philip, ja,” sagde Henrik hidsigt, som om det var et ord kun for ham.
“Det er et pænt navn,” sagde Kevin for at sige noget.
“Han var bare på vej hjem fra håndbold oppe i hallen,” sagde Henrik. “Det er ikke en tur på mere end fem minutter. Fem minutter en helt almindelig aften som denne her, der var bare lidt bedre vejr end nu.”
Kevin kunne høre sine næsebor.
“Jeg var så dum,” sagde Henrik. “Så dum, så dum, at jeg havde givet ham penge med til at købe en slushice, hvis han selv cyklede hjem. Det skulle jeg aldrig nogensinde have gjort.”
“Det var et uheld,” sagde Birgitte.
Kevin stoppede en hånd i lommen og var lige ved at tage en småkage op.
“Et uheld,” sagde Henrik og hævede stemmen. “Et uheld, Birgitte? Kalder du det et uheld?”
“Ja,” sagde hun. Det lød næsten, som om hun græd. “Et frygteligt uheld, som jeg ikke synes, vi skal opholde os mere ved nu, Henrik.”
“Så du kalder det et uheld …”
“Stop,” sagde Birgitte.
“… at man sætter sig ind bag rattet pissestiv og kører hasarderet afsted med hundrede kilometer i timen?”
“Henrik,” sagde hun.
“Svar mig,” sagde han.
“Stop,” sagde hun.
“Er det et uheld?”
Nu tog hun Henriks hånd og klemte den.
“Han ved jo tydeligvis ikke noget om det.”
“Noget om hvad?” spurgte Kevin.
“Må jeg ikke se de mærker igen?” sagde hun og smilede til ham.
Han havde næsten glemt dem.
“Det kalder jeg sgu ikke for noget uheld,” sagde Henrik.
Små stød af luft kom ud fra hans næse.
“Det kalder jeg for, hvad det er: et usselt, gement mord af værste skuffe, og jeg kommer aldrig nogensinde til at kalde det for andet. Og det er, uanset hvor mange år der så end går.”
Så sagde Kevin dét, som hans far plejede at sige, når der var noget om den slags i fjernsynet:
“Det var da frygteligt.”
“Synes du nu også det?” spurgte Henrik.
Birgitte lagde en flad hånd på Henriks brystkasse som for at skubbe ham tilbage.
“Jeg taler jo bare lidt med drengen, det må jeg vel gerne.”
“Ikke om det, Henrik.”
“Men jeg må gerne stå her og blive hånet, Birgitte? Jeg må gerne blive hånet i mit eget hus?”
“Som sagt,” sagde Kevin og løftede op i computertasken. “Så er jeg rundt for at sælge nogle mærker, og alt overskuddet går til et godt formål.”
Henrik trak vejret tungt.
En pludselig ro.
“Hvad er det så for et formål, der er så godt?” sagde Henrik opgivende.
“Det kan jeg ikke lige huske,” sagde Kevin.
“Kan du ikke huske det?”
“Det var noget med børns …”
“Vilkår?” sagde Birgitte.
“Nemlig,” sagde Kevin.
Så vidste han ikke helt, hvad mere han skulle sige. Henrik stod og kiggede ud over haven.
“Det er de her mærker, hvis I gerne lige vil se dem først,” sagde Kevin og holdt en af plastiklommerne frem.
Henrik hev arkene ud og holdt dem frem foran sig.
“Ja,” sagde han. “Men jeg tror nu ikke, det er noget for os.”
Henrik rakte mærkerne tilbage til Kevin uden at komme dem tilbage i plastiklommerne. Regnen landede på dem. Farven flød ud på motiverne.
Englene gled ind i skyerne, skorstensfejerne blev til sorte klatter, der løb over i musene med de store fortænder og trak et spor efter sig hen over stjernerne, hjerterne og grantræerne.
Så gik Henrik indenfor og kom tilbage lidt efter med nogle papirruller. De så tunge ud, selvom de var meget små.
“Der var du heldig,” sagde han. “Kom med din hånd.”
Henrik klemte på den første rulle med fingeren og pressede først én, så to, tre, seksten mønter ud.
“Vi tager dem allesammen,” sagde han.
Helt nye lå mønterne og skinnede i Kevins håndflade med dronningen øverst.
“Dem alle?” spurgte Kevin.
“Ja,” sagde Henrik. “Dem alle.”
Kevin gav ham alle de våde ark.
“Tusind tak,” sagde han og kom mønterne ned i computertaskens forlomme.
“Men så tænkte jeg på,” sagde Henrik. “Om du måske til gengæld vil gøre en lille
ting for mig?”
“Ja da,” sagde Kevin.
“Og det er at hilse din far fra Henrik Rønbjerg Madsen.”
“Det behøver du ikke,” sagde Birgitte og kiggede på Henrik.
“Lad være med at afbryde mig hele tiden,” sagde han.
Birgitte sagde en lyd og forsvandt ind i huset igen med tunge skridt.
“Henrik Rønbjerg Madsen.”
Han udtalte navnet langsomt og slæbende, næsten stavede det for Kevin.
“Kan du huske det, tror du?”
“Sagtens,” sagde Kevin. “Henrik Rønbjerg Madsen.”
“Nemlig.”
“Henrik Rønbjerg Madsen.”
“Det er fint,” sagde Henrik. “Så har vi en aftale.”
“Det har vi,” sagde Kevin. “Jeg hilser ham.
Fortsat god aften og tak for handlen.”
“Det er mig, der takker,” sagde Henrik.
Kevin blev stående lidt foran den lukkede dør, som om han ventede på, at noget mere skulle ske. Oppe på førstesalen så han Henrik sætte sig i en lænestol. Lidt efter begyndte musikken igen.
Der blev skruet op og så et lille nøk mere. Kevin rettede på computertasken, gik ned ad indkørslen og videre ud på vejen.
Langsomme, langsomme skridt.
Han talte dem på engelsk for at få hovedet med væk derfra.
One, two, three.
Han passerede de første huse igen og var nået et stykke ud af byen. Regnen rev i alt, der ikke havde rødder eller var bundet fast. Vandet løb ned ad asfalten mod ham og gjorde pyjamasbukserne tunge.
Han kom forbi en buet skal, som stod i vejkanten, og satte sig ind på bænken. Foran ham lå en tom dåse snus. Han sparkede den ud på vejen. På væggen hang en udgået køreplan. Ved siden af var ord kradset ind i overfladen.
S+ T
torkild lund er til grin
HER BLEV DET STØRSTE SVIN
GENNEMTÆVET DEN 13.8.2007 OG DET VAR FORTJENT
Tak for info
FOR DEN BEDSTE LUDER RING:
97528252 Fup
Nej det er ej
Det virker ik Virker ikke Nummeret virker ikke 🙁
Fingrene var blevet kolde. Han tænkte på, hvor meget regn der skulle til en oversvømmelse. Dæmningen kunne bryde sammen. Vejene kunne blive til floder.
Han kunne drive væk i læskuret. Dråberne trommede mod taget. Ellers var der helt stille. Han strakte sig og kiggede ud mod himlen. Hans far havde engang fortalt om månen i Pattaya.
Dernede var den stor og orange som en appelsin. Her var den slet ikke til at få øje på. Han fik øje på noget andet. Nogen. Der var nogen derude. Ovre på den anden side af vejen stod en skikkelse i mørket. Et menneske med hænderne gemt bag på ryggen.
Nu begyndte personen at gå med lange skridt over mod ham. Kevin tog computertasken op på skødet og kom til at klirre med mønterne. Han holdt vejret. Gennem de lukkede øjne kunne han mærke skyggen foran sig. Lyden af fødder, der skrabede mod fliserne, og et åndedræt. Der stod en person lige uden for læskuret.
“Nå, der sidder du.”
Kevin åbnede øjnene og lagde computertasken ved siden af sig. Det var Birgitte. Hun strøg sit fugtige pandehår tilbage med hånden.
“Blev du forskrækket?” spurgte hun. Han svarede ikke.
“Jeg var ellers lige ved at tro, at du var over alle bjerge,” sagde hun. “Er du ked af det?”
Hun talte meget lavt.
“Det er bare regn,” sagde Kevin.
“Ja, uha, hvor det skulle regne i dag,” sagde hun. “Det var der vist ingen, der var forberedt på.”
“Nej,” sagde han.
“De er ikke for flinke ved os, de meteorologer,” sagde hun. “Nu har de lige meldt ud, at folk skal se at få værdifulde ting op af deres kældre.”
“Vi har ikke nogen kælder,” sagde Kevin.
“Vi har mest ragelse i vores,” sagde hun.
Igen kom det hurtige smil over hende, før hun lod blikket falde i den retning, hun var kommet fra.
Hun rakte hænderne frem og rystede dem, så noget foldede sig ud foran hende. Det lignede en sammenfoldet voksdug.
“Jeg har taget den her med,” sagde hun.
Voksdugen havde ærmer og et mønster af grå skyer på en mørkebrun baggrund.
“Er du ikke sød at tage den på?” spurgte hun.
Kevin rystede hurtigt på hovedet.
“Du kan ikke gå rundt sådan der,” sagde hun. “Det bliver alt for koldt.”
“Det går nok,” sagde han.
“Jeg ville blive glad, hvis du tager den på,” sagde hun.
En refleksbrik faldt ud af ærmet, da hun rystede den igen, den sad fast med sikkerhedsnål i skulderen.
Kevin lagde computertasken fra sig på bænken. Han rejste sig, tog et skridt baglæns og masede sig ind i ærmerne.
Hun lukkede de tre øverste knapper og lagde en hånd på hans skulder. Den sank lidt ned i regnjakkestoffet. Han så ned ad sig selv.
“Den passer da perfekt!” sagde hun.
Kevin smilede.
“Og du skal ikke tænke på at aflevere den tilbage, for ved du, hvad den er?”
Kevin rystede på hovedet.
“Den er din,” sagde hun og trykkede hans hånd på det sidste ord.
Et stykke tid var der stille.
“Du skal vel også op i skole i morgen?”
Kevin nikkede.
“Så må du hellere se at komme hjem i tørvejr,” sagde hun. “Hvor langt er det, der er?”
“Der er lige langt begge veje.”
Han trak hætten op over hovedet og slog en knude på stropperne i regnjakken.
“Jeg kan godt blive her og vinke lidt,” sagde hun. “Hvis du synes, det er rarest, når det er så mørkt.”
“Det behøver du altså ikke.”
“Jo jo,” sagde hun. “Det kan jeg sagtens.”
Så begyndte han at gå.
Et stykke fremme vendte han sig om og kiggede tilbage mod læskuret. Hun stod der stadig og vinkede.
Stadig.
Ti kantpæle længere fremme. Stadig.
Tyve kantpæle. Stadig.
Tredive kantpæle. Fyrre kantpæle. Halvtreds kantpæle.
Ingen kantpæle.
Den store vej var tom for biler. Han løb over og vendte sig om igen.
Nu var både Birgitte og byen langt væk. Vejen var af grus. Han gik et stykke længere og stoppede op lidt før huset. Han tog hætten ned, bandt stropperne op og trak regnjakken af.
Gemte den i et læbælte, før han fortsatte det sidste stykke.
Thomas Korsgaard: Snydt af af næsen
Seksten noveller du aldrig glemmer – fra et sted du aldrig har hørt om.
Snydt ud af næsen foregår i en lille by, hvor alle kender alle – og ikke kun for det gode. Alle ved, at man skal holde sig fra klovbeskæreren Åge Jørgensen og hans søn. Og alle glæder sig til det årlige kræmmermarked. På dette ”sted, der næsten ikke er til stede” sker tragedier, som er svære at tilgive, og menneskelige katastrofer, som ingen taler højt om.
Mens konkursen truer, fortsætter hverdagen: Søren starter på et kursus i madlavning for mandfolk for at imponere sin ekskone, og et ungt par kommer hele vejen fra storbyen for at tilbringe en romantisk weekend på landevejskroen kun for at opdage, at de er stedets eneste gæster.
Du kan købe Snydt ud af næsen online hos fx Bog&Idé eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: