Leger ulige børn mon i virkeligheden bedst? Susan Knorrenborg debuterer med romanen Spørg John, en fortælling om et venskab, der består, om aldrig rigtigt at passe ind og om at miste sig selv, når man forsøger at finde sin plads. Læs et uddrag af romanen her
Susan Knorrenborg er debatredaktør på Politiken, og så har hun både en uddannelse fra statskundskab i København og i journalistik fra New York University. Hun er aktuel med sin debutroman Spørg John, der skildrer både provinsen og storbyen i Danmark. Romanen begynder i 90’erne lidt uden for Næstved, hvor hun selv er født og opvokset.
LÆS OGSÅ: Har alle andre styr på det? 3 romaner til dig der er i identitetskrise
I Spørg John møder vi de to kusiner Katrine og Tina. De er meget tætte, siden de er vokset op sammen som søstre, i en lille by ved navn Fensmark, lidt udenfor Næstved. De drikker billige shots, går til fyraftensstrip, og læser højt for hinanden af ugebladene hver torsdag, når de er på arbejde i Per og Jettes nærbutik. Især den synske John, med brevkassen John ser alt i ugebladet Hjemmet, bliver et omdrejningspunkt.
Deres veje følges ikke ad forevigt. Katrine tager til København for at studere, og her bliver hun kæreste med Frederik. Frederik kommer fra Virum og har dannede forældre med årskort til Lousiana, så han indsluser Katrine i en helt anden kreds. Tina derimod bliver på Sydsjælland, hvor hun må tage flere skodjobs. Hun er i et forhold med Tage, der ikke er den sødeste mod hende og kan finde på at slå fra sig. Derudover er han en plattenslager, der forsøger sig med diverse dårlige ideer.
Når det ser mest mørkt ud, og de to er i vildrede, kan de dog altid søge råd hos synske John i ugebladet Hjemmet.
LÆS OGSÅ: 10 skønne danske debutromaner du ikke må gå glip af
Spørg John er en roman om klasserejser, venskaber, og om hvor forskellige vi faktisk er i Danmark. Om langhåret havartiost og hummergilder. Om kødkorsetter og russiske forhørsmetoder. Om gangbangs på Hundige Strand og familieferier på Svinkløv Badehotel. Og ikke mindst om kærlighed. Læs et uddrag af Spørg John her.
Spørg John
af Susan Knorrenborg
Ding, ding, ding.
Slagene på glasset er insisterende. Nogen vil have ro og får det. Første taler er i gang, allerede inden alle gæsterne har fundet sig en plads. Ordene kommer i stød:
”Jeg er glad for …” siger en kvinde. Hun hiver efter vejret. ”… at det ikke er mig, der er blevet gift med Tage i dag.”
Pause.
Alle er helt stille.
Det piber i kvindens brystkasse, mens hun hiver ny luft ind.
”… alle os, der har prøvet det, ved, at efter fjorten dage har man ikke 500 kroner at blive skilt for.”
Hun gisper og ser ud, som om hun tager tilløb til at sige noget mere. Men hun bruger bare luften på at le larmende og alene.
De nygifte hører ikke efter. De snaver. Skaden er jo også sket, Tina har sagt ja. Advarslen kommer for sent.
”Nå, skål, for fa’en!” rasper ekskonen og hæver glasset mod sine og Tages fælles børn, der har sat sig sammen ved bordet tættest på baren.
Folk er forvirrede over den manglende bordplan. Overvældede af valget mellem at satse på trygheden i en fætters velkendte anekdoter eller på, at en ukendt bordherre både kan underholde og holde fingrene for sig selv.
Jeg er glad for, at Frederik ikke tog med. Jeg havde ikke orket hans belastede blik. Men jeg mangler nogen at klamre mig til, så jeg sætter mig hen til mine forældre, der trykker sig i et hjørne foran festmusikerens Roland-orgel. Jørgen Jensen. ’Festmusik’ står der på fronten af orglet. Gåseøjnene er velplacerede.
Min mor bookede ham, da Tina bad om at låne noget af min fars dinner-musik.
”Man kan altså ikke have Roger Whittaker til at fløjte ved et bryllup. Sådan gør man ikke til store fester,” sagde min mor. ”Der skal man have en festmusiker, der kan skjule stilheden, hvis folk ikke snakker. Det bliver også nemmere at synge festsangene, når han bakker op.”
Tina gav sig, så nu sidder musikeren og lugter af Old Spice i hjørnet, mens han spreder tryghed med ”Velkommen i den grønne lund”.
En af Tinas kusiner på hendes fars side fører sine to småbørn imod os og placerer dem med ryggen til festen.
”Nu leger vi, at vi er på fin restaurant, ikke?” gentager hun skingert. ”Sikken udsigt. Se der!”
Hun peger ud på mågerne, der kredser over havneområdet foran DSB-restauranten. En sommerbyge ruller dem ind mod land. Festen skal druknes i regn, mågeskrig og Fanta.
Tinas mor, Kirsten, slutter sig til os. Min far kigger væk, da hun sætter kurs mod os, men jeg kan se, at han er lettet. Det er muligt at ende med en endnu værre borddame ved den her fest.
”Hold nu op, et kaos,” udbryder hun. ”Der er en grund til, at bordkort er en tradition.”
”Jo, men de unge har jo haft så travlt …” prøver min mor dæmpet.
”Ja, så skulle der pludselig være bryllup,” fortsætter Kirsten. ”Datoen kunne ikke have været valgt dårligere. Lige dagen før jeg skal rejse på ferie.”
”Jeg vidste slet ikke, du var på vej på ferie. Nej, hvor dejligt,” siger min mor.
”Ja, jeg skal jo til Sverige. Men det ville de ikke tage hensyn til. Det er, som om de slet ikke ville have mig med,” svarer Kirsten.
”Måske har du fat i noget der,” siger min far lavt på en indånding.
Min mor lægger advarende en hånd på hans lår.
”Shhhh, nu skal vi høre Tages tale,” siger hun og nikker mod Tage, der har rejst sig op.
”Ja, så blev vi sgu klipset sammen. Æd og drik, det er gratis!” siger han.
”Hvad drikker hunden af?” råber en fyr, der godt kunne være Tages bror. Hovedformen ligner en uskik, der vandrer i familien.
”Skåååål!” svarer Tage, bunder sin øl og sætter sig ned igen.
Tinas familie overtager, festmusikeren følger med:
”Og de er så ung’, og så yndig’ ser de ud. Og de er så ung’, og så yndig’ ser de ud. Åh ja, dem ka’ vi li’, åh ja, dem ka’ vi li’, åh ja, dem ka’ vi li’, de ska’ i glas og ramme, men ikke med det samme, for vi har ingen ramme.”
Resonansen sætter sig beroligende i knoglerne. Det her er velkendt. Som at stikke benene i et par uvaskede cowboybukser.
”Hviiis Susåen var fuld af øl i stedet for vand, ville jeg ønske, at jeg var en lille ål. Så vil’ jeg ligge nede på bunden og få øllet ind i munden, bare ligge ned’ på bunden og si’ skåål,” synger vi.
Ingen trækker vejret, vi fortsætter bare:
”Da hønsehuset brændte, ville hanen ikke ud. Den baskede med vingerne, for den var hønefuld. Det er vi ik’ endnu, det er vi ik’ endnu. Så ta’ dit glas, og drik ud, hvis ikke vi sku’ ku’, hvem fa’en sku så ku’ ku’? Så ta’ dit glas, og drik ud.”
Apostroffer føjer sig villigt og får alt til at rime. Så længe vi bliver ved, kan Tina ikke lave flere ulykker. Så længe folk synger med, kan de ikke drikke sig til flere ulykker.
Vi kan segne af sang eller druk. Lad det blive sang. Kom med. Bliv ved. Vrøvl, om så det gælder. Hvis vi stopper, bliver alt kaos.
”Og nimmernimmernimmernimmernulalaj, og nimmernimmernimmernimmernulalaj, hurra, hurra, hurra! Den skål var bra’!”
Vi ruller på r’erne.
Selskabet deler sig i to: Tinas familie, der søger tilflugt i skåleviserne, og Tages familie og brudeparrets fælles venner, der drikker.
De fleste af vennerne har Tina og Tage mødt på psyk. De har glemt bryllupsgaverne. Nogle af dem opdager det, da de ser andre gæster komme slæbende med fletkurve med håndklæder og små lyserøde sæber, en raclette, havelamper og et fuglebad i beton pyntet med farvede glasstumper.
Heldigvis er der fri bar, så de bestiller hele flasker, får dem udleveret uåbnet og sætter dem direkte på gavebordet. Der står de og stråler klart, brunt, grønt og rødt. De vil få et langt efterliv som tal på en regning, der aldrig bliver betalt.
Vi skulle have været til bryllup på Skjoldenæsholm. Den gamle Gyldenløve-slægt skulle have set anerkendende til fra aneportrætterne, mens Tina og Tage dansede brudevals under tunge lysekroner. Men mens Tina øvede valsetrin i haven med en løvrive i favnen, bankede en mand fra Skjoldenæsholm på og spurgte, hvorfor forskuddet for bryllupsmenuen ikke var blevet indbetalt.
Han havde haft mistanke om svaret og var blevet forvisset om det, da han snublede over algegrønne fliser i indkørslen til Tages hus. Da Tina og Tage ikke kunne betale, inden dagen var omme, annullerede han deres reservation.
Tina sundede sig med en stribe parisertoast direkte fra fryseren – hun sværger til frossen mad, når hun er på slankekur, den feder mindre, fordi kroppen også skal bruge energi på at varme den op – og så var det, hun kom i tanke om DSB-restauranten. Allerede samme eftermiddag var brylluppet booket.
”Så længe der er stjernekastere i islagkagen, er der fest,” sagde hun, da hun ringede og meddelte den nye adresse.
Uden for restaurantens vinduer hviner måger om kap med godstog til havnen. Fra bordet nær baren brøler den ældste af Tages fire sønner: ”Skål, svigerfar,” til en af Tinas fætre, der forsøger at holde sin teenagedatter for øjnene.
De hedder Robert, Bob, Bryan og Jean, sønnerne.
”Vi har aldrig været så gode til mange bogstaver i vores familie,” forklarer Tages ekskone, da jeg spørger hende, hvorfor de valgte netop de navne.
Jeg havde håbet på en forklaring med udsyn. Drømme om at indtage verden. Navne, der kan gå på mange sprog, men hun udtaler konsekvent navnene med flade sydsjællandske vokaler, og alle stavelser kommer omhyggeligt med. Bry-an og Ro-bert. Bob får også to stavelser. Og Je-an, der konsekvent bliver omtalt som Maler-Je-an, fordi han er maler. Humleridderne har levet forgæves.
”Er Bob og Robert ikke det samme navn?” spørger jeg.
”Kan du ikke høre forskel?” spørger hun og ryster på hovedet.
Vi når gennem tunmoussen og det meste af oksestegen, der er stegt som vildt og er en undskyldning for at spise sig mæt i waldorfsalat og syltetøj. Men lige inden isbomben går det galt. Tage kommer tilbage fra toilettet og finder en kø af mænd, der er i gang med at kysse Tina i hans fravær. Han planter en næve lige midt i ansigtet på onkel Bent, som falder bagover midt i tantekysset og knuser en rude med albuen.
”Hva’ fa’en, føler du dig stødt på makronerne?” vræler onkel Bent. ”Det er en tradition, mand!”
”Det er det her også,” siger Tage og slår igen.
Jeg hepper på Tage. Det kan godt være, at onkel Bent er uskyldig denne gang, men jeg kender hans hang til traditioner, og flere af dem burde for længst have udløst læsterlige klø.
Den knytnæve, han får på munden, er for dengang, han midt under et grillarrangement i familien stirrede på vores 92 år gamle oldemor og helt uopfordret råbte:
”Send pølsen op i oldemors ende. Den gamle grå fisse er jo helt vokset sammen.”
Den fine gamle dame med de dueblå tænder slog blikket ned i skam.
Den mavepumper, Tage giver onkel Bent, da han tøvende er kommet op at stå, er en passende betaling for dengang, han slikkede Tina på lårene ved min mors og fars kobberbryllup. Min mor havde ellers sat sin bedste veninde, Hedvig, til at passe på, at han ikke lavede ulykker, men da hun gik på toilettet, kravlede Bent ned under bordet og fandt frem til Tina.
”Bare forestil dig, at jeg er en lille hund,” sagde han med en pibende kælen stemme, da hun forskrækket rykkede stolen baglæns, og hans fedtede isse kom frem under dugen. ”Sådan en, der slikker damerne mellem storetæerne!”
Ingen reagerede, før Hedvig kom tilbage og tørt konstaterede, at hunde ikke har noget at gøre ved bordet.
Jeg forestiller mig, at det slag, der giver onkel Bent blodtud, er et, han har haft til gode siden Tinas konfirmation.
Han var allerede fuld, da han ankom.
”Vi har bundet en øl, hver gang vi kørte rundt i en rundkørsel,” galpede han. ”Og så tog vi lige ti omgange til ære for konfirmanden i den ude ved Megacentret.”
Efter maden råbte han: ”Så skal der danses lambada med konfirmanden.”
Hans meget aflange, skaldede hoved kilede sig ind mellem Tinas teenagebryster, hvor det kørte svedigt op og ned.
”Det skal være lidt spansk, min tøs,” råbte han ind over Kaomas vrælende harmonika.
Tinas 14-årige krop skreg på hjælp, mens han vrikkede mod hendes ballonkjoleklædte skød og med et fast greb om hendes venstre balle tvang hende til at vrikke med.
Hun blev reddet af min far.
”Tinas balkort er overtegnet,” vrissede han.
”Den er kraftedeme god med dig. Er jeg den eneste, der ikke skal have et stykke kage?” skingrede onkel Bent, da min far tog Tina i hænderne og gik i gang med en skolebalsdans med strakte, stive arme og et skridt til siden og samle, et skridt til den anden side og samle.
”Onkel Bent er virkelig klam,” betroede Tina snøftende sin mor sidst på aftenen i garderoben ved festlokalets toiletter.
”Du burde også begynde at gå med bh,” svarede hun.
Jeg er ikke den eneste, der synes, at onkel Bent fortjener alle de tæsk, Tage har til ham. Eller også er de andre ligeglade eller bange for selv at få høvl. I hvert fald griber ingen ind, før politiet dukker op og tager Tage med.
Tina når lige at kaste et halvt overflødighedshorn i en Netto-pose og lægge den ind på bagsædet i politibilen, inden Tage bliver kørt til detentionen. Hun vil gerne sørge for lidt godt til sin mand på bryllupsnatten.
DSB-restauratøren har fået nok. Han tænder lysstofrørene i loftet og råber, at vi skal finde udgangen. Alle sammen!
”Hjælp mig med at bære,” råber en kvinde med tørt hår og svømmende øjne, da jeg går forbi hende i restauranten i jagten på min cardigan. Hun har favnen fuld af åbne flasker. En af dem glider fra hende og knuses mod gulvet.
”Satans,” siger hun og krammer resten af flaskerne endnu tættere ind til sig. ”Så hjælp mig dog, for fa’en. Ellers drikker de dem ude i køkkenet. Det er det, de vil. Det er derfor, de smider os ud.”
Tina tager den anden halvdel af overflødighedshornet med sig hjem i huset for at fortsætte festen. De fleste har fået nok, Tages sønner udgør hovedparten af følget. De sår karse i væg-til-væg- tæppet i soveværelset, fylder bruserslangen med soja og hælder smørsyre i alt det fodtøj, de kan finde i entreen. Til sidst tømmer de Tages FF-lager og erstatter det med nisseøl. Det sidste bliver Tage sur over, er jeg sikker på.
Maler-Jean ræber sig og skråler.
”Det her er bedre end fucking nytårsløjer,” råber han.
Jeg sidder alene i køkkenet og spiser den anden halvdel af overflødighedshornet direkte af posen, da jeg får øje på Tina gennem ruden til haven. Hun danser brudevals med løvriven.
Susan Knorrenborg: Spørg John
Katrine og Tina er kusiner. Og hinandens bedste veninder. De er vokset op sammen som søstre i den lille flække Fensmark.
Katrine tager til København for at studere og får trofækæresten Frederik fra Virum. Tina bliver på Sydsjælland og sygner mere og mere hen i skodjobs og forholdet til plattenslageren Tage, der fjernhealer og har ”landbrug” i kælderen plus et par næver, der sidder temmelig løst. Især når Tina er inden for rækkevidde.
Alligevel er det ikke til at forudsige, hvem der redder hvem i sidste ende. Og når det ser sortest ud, kan de to veninder altid søge råd hos synske John i ugebladet Hjemmet, for John ser alt …
Spørg John er en roman om ulige børn, om aldrig rigtigt at passe ind og om at miste sig selv, når man forsøger at finde sin plads – og ikke mindst om kærlighed.
Leger ulige børn mon i virkeligheden bedst? Susan Knorrenborg debuterer med romanen Spørg John, en fortælling om et venskab, der består, om aldrig rigtigt at passe ind og om at miste sig selv, når man forsøger at finde sin plads. Læs et uddrag af romanen her
Susan Knorrenborg er debatredaktør på Politiken, og så har hun både en uddannelse fra statskundskab i København og i journalistik fra New York University. Hun er aktuel med sin debutroman Spørg John, der skildrer både provinsen og storbyen i Danmark. Romanen begynder i 90’erne lidt uden for Næstved, hvor hun selv er født og opvokset.
LÆS OGSÅ: Har alle andre styr på det? 3 romaner til dig der er i identitetskrise
I Spørg John møder vi de to kusiner Katrine og Tina. De er meget tætte, siden de er vokset op sammen som søstre, i en lille by ved navn Fensmark, lidt udenfor Næstved. De drikker billige shots, går til fyraftensstrip, og læser højt for hinanden af ugebladene hver torsdag, når de er på arbejde i Per og Jettes nærbutik. Især den synske John, med brevkassen John ser alt i ugebladet Hjemmet, bliver et omdrejningspunkt.
Deres veje følges ikke ad forevigt. Katrine tager til København for at studere, og her bliver hun kæreste med Frederik. Frederik kommer fra Virum og har dannede forældre med årskort til Lousiana, så han indsluser Katrine i en helt anden kreds. Tina derimod bliver på Sydsjælland, hvor hun må tage flere skodjobs. Hun er i et forhold med Tage, der ikke er den sødeste mod hende og kan finde på at slå fra sig. Derudover er han en plattenslager, der forsøger sig med diverse dårlige ideer.
Når det ser mest mørkt ud, og de to er i vildrede, kan de dog altid søge råd hos synske John i ugebladet Hjemmet.
LÆS OGSÅ: 10 skønne danske debutromaner du ikke må gå glip af
Spørg John er en roman om klasserejser, venskaber, og om hvor forskellige vi faktisk er i Danmark. Om langhåret havartiost og hummergilder. Om kødkorsetter og russiske forhørsmetoder. Om gangbangs på Hundige Strand og familieferier på Svinkløv Badehotel. Og ikke mindst om kærlighed. Læs et uddrag af Spørg John her.
Spørg John
af Susan Knorrenborg
Ding, ding, ding.
Slagene på glasset er insisterende. Nogen vil have ro og får det. Første taler er i gang, allerede inden alle gæsterne har fundet sig en plads. Ordene kommer i stød:
”Jeg er glad for …” siger en kvinde. Hun hiver efter vejret. ”… at det ikke er mig, der er blevet gift med Tage i dag.”
Pause.
Alle er helt stille.
Det piber i kvindens brystkasse, mens hun hiver ny luft ind.
”… alle os, der har prøvet det, ved, at efter fjorten dage har man ikke 500 kroner at blive skilt for.”
Hun gisper og ser ud, som om hun tager tilløb til at sige noget mere. Men hun bruger bare luften på at le larmende og alene.
De nygifte hører ikke efter. De snaver. Skaden er jo også sket, Tina har sagt ja. Advarslen kommer for sent.
”Nå, skål, for fa’en!” rasper ekskonen og hæver glasset mod sine og Tages fælles børn, der har sat sig sammen ved bordet tættest på baren.
Folk er forvirrede over den manglende bordplan. Overvældede af valget mellem at satse på trygheden i en fætters velkendte anekdoter eller på, at en ukendt bordherre både kan underholde og holde fingrene for sig selv.
Jeg er glad for, at Frederik ikke tog med. Jeg havde ikke orket hans belastede blik. Men jeg mangler nogen at klamre mig til, så jeg sætter mig hen til mine forældre, der trykker sig i et hjørne foran festmusikerens Roland-orgel. Jørgen Jensen. ’Festmusik’ står der på fronten af orglet. Gåseøjnene er velplacerede.
Min mor bookede ham, da Tina bad om at låne noget af min fars dinner-musik.
”Man kan altså ikke have Roger Whittaker til at fløjte ved et bryllup. Sådan gør man ikke til store fester,” sagde min mor. ”Der skal man have en festmusiker, der kan skjule stilheden, hvis folk ikke snakker. Det bliver også nemmere at synge festsangene, når han bakker op.”
Tina gav sig, så nu sidder musikeren og lugter af Old Spice i hjørnet, mens han spreder tryghed med ”Velkommen i den grønne lund”.
En af Tinas kusiner på hendes fars side fører sine to småbørn imod os og placerer dem med ryggen til festen.
”Nu leger vi, at vi er på fin restaurant, ikke?” gentager hun skingert. ”Sikken udsigt. Se der!”
Hun peger ud på mågerne, der kredser over havneområdet foran DSB-restauranten. En sommerbyge ruller dem ind mod land. Festen skal druknes i regn, mågeskrig og Fanta.
Tinas mor, Kirsten, slutter sig til os. Min far kigger væk, da hun sætter kurs mod os, men jeg kan se, at han er lettet. Det er muligt at ende med en endnu værre borddame ved den her fest.
”Hold nu op, et kaos,” udbryder hun. ”Der er en grund til, at bordkort er en tradition.”
”Jo, men de unge har jo haft så travlt …” prøver min mor dæmpet.
”Ja, så skulle der pludselig være bryllup,” fortsætter Kirsten. ”Datoen kunne ikke have været valgt dårligere. Lige dagen før jeg skal rejse på ferie.”
”Jeg vidste slet ikke, du var på vej på ferie. Nej, hvor dejligt,” siger min mor.
”Ja, jeg skal jo til Sverige. Men det ville de ikke tage hensyn til. Det er, som om de slet ikke ville have mig med,” svarer Kirsten.
”Måske har du fat i noget der,” siger min far lavt på en indånding.
Min mor lægger advarende en hånd på hans lår.
”Shhhh, nu skal vi høre Tages tale,” siger hun og nikker mod Tage, der har rejst sig op.
”Ja, så blev vi sgu klipset sammen. Æd og drik, det er gratis!” siger han.
”Hvad drikker hunden af?” råber en fyr, der godt kunne være Tages bror. Hovedformen ligner en uskik, der vandrer i familien.
”Skåååål!” svarer Tage, bunder sin øl og sætter sig ned igen.
Tinas familie overtager, festmusikeren følger med:
”Og de er så ung’, og så yndig’ ser de ud. Og de er så ung’, og så yndig’ ser de ud. Åh ja, dem ka’ vi li’, åh ja, dem ka’ vi li’, åh ja, dem ka’ vi li’, de ska’ i glas og ramme, men ikke med det samme, for vi har ingen ramme.”
Resonansen sætter sig beroligende i knoglerne. Det her er velkendt. Som at stikke benene i et par uvaskede cowboybukser.
”Hviiis Susåen var fuld af øl i stedet for vand, ville jeg ønske, at jeg var en lille ål. Så vil’ jeg ligge nede på bunden og få øllet ind i munden, bare ligge ned’ på bunden og si’ skåål,” synger vi.
Ingen trækker vejret, vi fortsætter bare:
”Da hønsehuset brændte, ville hanen ikke ud. Den baskede med vingerne, for den var hønefuld. Det er vi ik’ endnu, det er vi ik’ endnu. Så ta’ dit glas, og drik ud, hvis ikke vi sku’ ku’, hvem fa’en sku så ku’ ku’? Så ta’ dit glas, og drik ud.”
Apostroffer føjer sig villigt og får alt til at rime. Så længe vi bliver ved, kan Tina ikke lave flere ulykker. Så længe folk synger med, kan de ikke drikke sig til flere ulykker.
Vi kan segne af sang eller druk. Lad det blive sang. Kom med. Bliv ved. Vrøvl, om så det gælder. Hvis vi stopper, bliver alt kaos.
”Og nimmernimmernimmernimmernulalaj, og nimmernimmernimmernimmernulalaj, hurra, hurra, hurra! Den skål var bra’!”
Vi ruller på r’erne.
Selskabet deler sig i to: Tinas familie, der søger tilflugt i skåleviserne, og Tages familie og brudeparrets fælles venner, der drikker.
De fleste af vennerne har Tina og Tage mødt på psyk. De har glemt bryllupsgaverne. Nogle af dem opdager det, da de ser andre gæster komme slæbende med fletkurve med håndklæder og små lyserøde sæber, en raclette, havelamper og et fuglebad i beton pyntet med farvede glasstumper.
Heldigvis er der fri bar, så de bestiller hele flasker, får dem udleveret uåbnet og sætter dem direkte på gavebordet. Der står de og stråler klart, brunt, grønt og rødt. De vil få et langt efterliv som tal på en regning, der aldrig bliver betalt.
Vi skulle have været til bryllup på Skjoldenæsholm. Den gamle Gyldenløve-slægt skulle have set anerkendende til fra aneportrætterne, mens Tina og Tage dansede brudevals under tunge lysekroner. Men mens Tina øvede valsetrin i haven med en løvrive i favnen, bankede en mand fra Skjoldenæsholm på og spurgte, hvorfor forskuddet for bryllupsmenuen ikke var blevet indbetalt.
Han havde haft mistanke om svaret og var blevet forvisset om det, da han snublede over algegrønne fliser i indkørslen til Tages hus. Da Tina og Tage ikke kunne betale, inden dagen var omme, annullerede han deres reservation.
Tina sundede sig med en stribe parisertoast direkte fra fryseren – hun sværger til frossen mad, når hun er på slankekur, den feder mindre, fordi kroppen også skal bruge energi på at varme den op – og så var det, hun kom i tanke om DSB-restauranten. Allerede samme eftermiddag var brylluppet booket.
”Så længe der er stjernekastere i islagkagen, er der fest,” sagde hun, da hun ringede og meddelte den nye adresse.
Uden for restaurantens vinduer hviner måger om kap med godstog til havnen. Fra bordet nær baren brøler den ældste af Tages fire sønner: ”Skål, svigerfar,” til en af Tinas fætre, der forsøger at holde sin teenagedatter for øjnene.
De hedder Robert, Bob, Bryan og Jean, sønnerne.
”Vi har aldrig været så gode til mange bogstaver i vores familie,” forklarer Tages ekskone, da jeg spørger hende, hvorfor de valgte netop de navne.
Jeg havde håbet på en forklaring med udsyn. Drømme om at indtage verden. Navne, der kan gå på mange sprog, men hun udtaler konsekvent navnene med flade sydsjællandske vokaler, og alle stavelser kommer omhyggeligt med. Bry-an og Ro-bert. Bob får også to stavelser. Og Je-an, der konsekvent bliver omtalt som Maler-Je-an, fordi han er maler. Humleridderne har levet forgæves.
”Er Bob og Robert ikke det samme navn?” spørger jeg.
”Kan du ikke høre forskel?” spørger hun og ryster på hovedet.
Vi når gennem tunmoussen og det meste af oksestegen, der er stegt som vildt og er en undskyldning for at spise sig mæt i waldorfsalat og syltetøj. Men lige inden isbomben går det galt. Tage kommer tilbage fra toilettet og finder en kø af mænd, der er i gang med at kysse Tina i hans fravær. Han planter en næve lige midt i ansigtet på onkel Bent, som falder bagover midt i tantekysset og knuser en rude med albuen.
”Hva’ fa’en, føler du dig stødt på makronerne?” vræler onkel Bent. ”Det er en tradition, mand!”
”Det er det her også,” siger Tage og slår igen.
Jeg hepper på Tage. Det kan godt være, at onkel Bent er uskyldig denne gang, men jeg kender hans hang til traditioner, og flere af dem burde for længst have udløst læsterlige klø.
Den knytnæve, han får på munden, er for dengang, han midt under et grillarrangement i familien stirrede på vores 92 år gamle oldemor og helt uopfordret råbte:
”Send pølsen op i oldemors ende. Den gamle grå fisse er jo helt vokset sammen.”
Den fine gamle dame med de dueblå tænder slog blikket ned i skam.
Den mavepumper, Tage giver onkel Bent, da han tøvende er kommet op at stå, er en passende betaling for dengang, han slikkede Tina på lårene ved min mors og fars kobberbryllup. Min mor havde ellers sat sin bedste veninde, Hedvig, til at passe på, at han ikke lavede ulykker, men da hun gik på toilettet, kravlede Bent ned under bordet og fandt frem til Tina.
”Bare forestil dig, at jeg er en lille hund,” sagde han med en pibende kælen stemme, da hun forskrækket rykkede stolen baglæns, og hans fedtede isse kom frem under dugen. ”Sådan en, der slikker damerne mellem storetæerne!”
Ingen reagerede, før Hedvig kom tilbage og tørt konstaterede, at hunde ikke har noget at gøre ved bordet.
Jeg forestiller mig, at det slag, der giver onkel Bent blodtud, er et, han har haft til gode siden Tinas konfirmation.
Han var allerede fuld, da han ankom.
”Vi har bundet en øl, hver gang vi kørte rundt i en rundkørsel,” galpede han. ”Og så tog vi lige ti omgange til ære for konfirmanden i den ude ved Megacentret.”
Efter maden råbte han: ”Så skal der danses lambada med konfirmanden.”
Hans meget aflange, skaldede hoved kilede sig ind mellem Tinas teenagebryster, hvor det kørte svedigt op og ned.
”Det skal være lidt spansk, min tøs,” råbte han ind over Kaomas vrælende harmonika.
Tinas 14-årige krop skreg på hjælp, mens han vrikkede mod hendes ballonkjoleklædte skød og med et fast greb om hendes venstre balle tvang hende til at vrikke med.
Hun blev reddet af min far.
”Tinas balkort er overtegnet,” vrissede han.
”Den er kraftedeme god med dig. Er jeg den eneste, der ikke skal have et stykke kage?” skingrede onkel Bent, da min far tog Tina i hænderne og gik i gang med en skolebalsdans med strakte, stive arme og et skridt til siden og samle, et skridt til den anden side og samle.
”Onkel Bent er virkelig klam,” betroede Tina snøftende sin mor sidst på aftenen i garderoben ved festlokalets toiletter.
”Du burde også begynde at gå med bh,” svarede hun.
Jeg er ikke den eneste, der synes, at onkel Bent fortjener alle de tæsk, Tage har til ham. Eller også er de andre ligeglade eller bange for selv at få høvl. I hvert fald griber ingen ind, før politiet dukker op og tager Tage med.
Tina når lige at kaste et halvt overflødighedshorn i en Netto-pose og lægge den ind på bagsædet i politibilen, inden Tage bliver kørt til detentionen. Hun vil gerne sørge for lidt godt til sin mand på bryllupsnatten.
DSB-restauratøren har fået nok. Han tænder lysstofrørene i loftet og råber, at vi skal finde udgangen. Alle sammen!
”Hjælp mig med at bære,” råber en kvinde med tørt hår og svømmende øjne, da jeg går forbi hende i restauranten i jagten på min cardigan. Hun har favnen fuld af åbne flasker. En af dem glider fra hende og knuses mod gulvet.
”Satans,” siger hun og krammer resten af flaskerne endnu tættere ind til sig. ”Så hjælp mig dog, for fa’en. Ellers drikker de dem ude i køkkenet. Det er det, de vil. Det er derfor, de smider os ud.”
Tina tager den anden halvdel af overflødighedshornet med sig hjem i huset for at fortsætte festen. De fleste har fået nok, Tages sønner udgør hovedparten af følget. De sår karse i væg-til-væg- tæppet i soveværelset, fylder bruserslangen med soja og hælder smørsyre i alt det fodtøj, de kan finde i entreen. Til sidst tømmer de Tages FF-lager og erstatter det med nisseøl. Det sidste bliver Tage sur over, er jeg sikker på.
Maler-Jean ræber sig og skråler.
”Det her er bedre end fucking nytårsløjer,” råber han.
Jeg sidder alene i køkkenet og spiser den anden halvdel af overflødighedshornet direkte af posen, da jeg får øje på Tina gennem ruden til haven. Hun danser brudevals med løvriven.
Susan Knorrenborg: Spørg John
Katrine og Tina er kusiner. Og hinandens bedste veninder. De er vokset op sammen som søstre i den lille flække Fensmark.
Katrine tager til København for at studere og får trofækæresten Frederik fra Virum. Tina bliver på Sydsjælland og sygner mere og mere hen i skodjobs og forholdet til plattenslageren Tage, der fjernhealer og har ”landbrug” i kælderen plus et par næver, der sidder temmelig løst. Især når Tina er inden for rækkevidde.
Alligevel er det ikke til at forudsige, hvem der redder hvem i sidste ende. Og når det ser sortest ud, kan de to veninder altid søge råd hos synske John i ugebladet Hjemmet, for John ser alt …
Spørg John er en roman om ulige børn, om aldrig rigtigt at passe ind og om at miste sig selv, når man forsøger at finde sin plads – og ikke mindst om kærlighed.
Du kan købe Spørg John online, f.eks. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel fra d. 17 maj.
Andre læste også: