Anmelderroste krimiforfatter Inger Gammelgaard Madsen er aktuel med fortsættelsen til Stemmen fra jorden. Start din læsning af Det sorte armbånd her.
Det sorte armbånd er skrevet af Inger Gammelgaard Madsen (f.1960). Madsen debuterede i 2008 med kriminalromanen Dukkebarnet. Sidenhen er der fulgt flere bøger i krimigenren, hvor hun blandt andet har skrevet Slangernes gift,Brændende skyld og Sanitøren. Inger Gammelgaard Madsen driver ved siden af sin forfatterkarriere eget forlag, Forlaget Farfalla, hvor hun udgiver sine bøger og selv producerer alt grafisk materiale til dem.
Det sorte armbånd er efterfølgeren til krimien Stemmen fra jorden. I Det sorte armbånd truer drabsefterforsker Mason Teillmanns søgen efter en seriemorder med at opsluge hans liv.
Det nationale Cyber Crime Center afslører en hjemmeside, der har forbindelse til en pædofil trafficking-ring. Dette vækker straks Masons instinkter, der indleder en efterforskning. Denne efterforskning fører ham til Gayson Lopez, der er bedre kendt under aliaset ‘The Wolf’. Dette er et navn, der har hjemsøgt Mason, siden han var en del af New Orleans-politistyrke. Både hemmeligheder afsløres og tillid brydes i Det sorte armbånd.
Det sorte armbånd er en spændingsroman, der vil få dig til at sidde helt på kanten af stolen fra første side, og som er fuldkommen umulig at slippe, når du først er gået i gang. I romanen vil du møde en verden af mørke hemmeligheder og uventede drejninger omkring hvert et hjørne. Start din læsning af Det sorte armbånd, hvor ondskaben lurer tættere på, end man kan forestille sig.
Det sorte armbånd – Mason Teilmann 2
Inger Gammelgaard Madsen
Scroll ned i bunden for at lytte til uddraget i stedet for.
Kapitel 1: Tvillingerne
Påhængsmotoren tøffede sagte og jog nogle skræppede ænder op fra sivene. Kølvandet efter gummibåden tegnede en stribe i den grønne andemad, som sendte drabsefterforsker Mason Teilmanns tanker tilbage til sumpene i Louisiana. Hvert øjeblik ventede han at se en lemlæstet kropsdel fra et barn dukke op gennem den grumsede overflade.
Han løsnede slipseknuden for at få vejret. Han havde godt set de andres blikke, da han mødte op i sit sædvanlige stilrene jakkesæt og havde været nødt til at efterlade habitjakken i bilen. Nu klæbede skjorten til hans svedige ryg, og kvalmen lå helt oppe i svælget på ham, selvom hans tid i specialafdelingen for drabsefterforskning af børn i New Orleans Police Department efterhånden lå flere år tilbage i tiden, og de få drab, han i Midt- og Vestjyllands Politi havde haft med at gøre, heldigvis ikke var af samme rå og makabre karakter. Men han var her jo.
Drabsmanden fra dengang. Gayson Lopez, også kaldt The Wolf, som havde drevet Mason til Danmark i jagten på ham. Besættelsen af ham, som hans hustru Anja kaldte det. Efter NC3, Nationalt Cyber Crime Center, for snart to måneder siden fandt hjemmesiden, der formidlede salg af børn på efterspørgsel på det mørke net til en pædofiliring, som blev sporet til The Wolf, havde alle Mason Teilmanns sanser været skærpede. Var det også ham, The Wolf, der havde bortført tvillingepigerne Freja og Barbara på ti år, som de nu søgte efter på andet døgn?
Mason havde sine bange anelser. Angsten blev ikke mindre af, at det netop handlede om tvillinger – som hans hustru Anjas to piger, Sofia og Emma, der var på samme alder som de eftersøgte. Var det et budskab til ham? Men hvad var så budskabet? At hvis han ikke holdt sig væk fra Gayson, så ville han gå efter Anjas piger, som Mason elskede, som var de hans egne? En trussel – ligesom de anonyme sms-beskeder, der indimellem tikkede ind på Masons telefon. Jeg ved, hvor du bor, Mason! Pas på din ryg, Mason. Du har en sød familie, Mason, hold godt øje med dem!
Mason holdt vejret, da en skygge tegnede sig under den grønne andemad til højre for båden. Hans puls begyndte at stige, men hunden, som stod roligt på den specielt fremstillede platform forrest i båden, var tavs. Med sænket hoved spejdede den ud over vandet med vibrerende snude uden at reagere. Da båden gled forbi genstanden, opdagede Mason til sin lettelse, at det bare var en tyk gren, der flød i vandoverfladen.
Bag hunden, som var en sort labrador retriever opkaldt efter hundestjernen Sirius, sad hundeføreren Oscar Bertelsen og var lige så tavs som sin hund. Bag ham sad to dykkere i sorte våddragter klar til at hoppe i søen, hvis hunden fandt noget. Mason ville blive imponeret, hvis Sirius overhovedet kunne opfange nogen som helst lugte af lig her, hvor sommervarmen fik vandet til at stinke en smule råddent, men hunden var en af de få nyligt specialtrænede danske lighunde – eller vandsøgshunde, som Mason foretrak at kalde dem – og havde tidligere fundet savnede personer, som havde ligget længe i vandet.
Mason havde ikke før arbejdet sammen med en kollega som den og var forundret over vandsøgshundens evner. Den kunne opsnuse lugten af død under vandet helt ned i 30 meters dybde, uanset om det var i søvand eller havvand. Med en lugtesans, der var op til 2,4 millioner gange bedre end menneskets, var hunden et helt unikt værktøj i politiets efterforskningsarbejde.
Motorbåden var netop på vej ind i indsnævringen til Gudenåen. Det var anden gang, at dykkere var ude på søen for at søge efter pigerne, efter at en lystfisker heromkring havde fundet en sko i vandet, der lignede de sko, som den ene af pigerne havde haft på, da hun forsvandt. Men det havde ikke givet noget resultat første gang. Derfor forsøgte de denne gang med hunden som hjælp.
Mason havde insisteret på at være med ombord med sin erfaring fra arbejdet i New Orleans og flere eftersøgninger i Louisianas sumpe og ikke mindst sin formodning om, at The Wolf kunne stå bag. Dansk politi havde ikke den store erfaring med seriemord og seriemordere, og Mason havde svært ved at overbevise både ledelsen og sine kolleger om, at det var det, de var oppe imod. Når han medregnede alle de drab, som The Wolf var skyldig i på børn og unge piger i Louisiana, talte det langt over de tre drab begået af samme mand, som kendetegnede en seriemorder.
Stilheden ombord var anspændt, og det gav et sæt i Mason, da hunden pludselig gav hals og lagde sig ned; det var måden, den var trænet til at markere, at den havde fået fært af noget i vandet. Oscar slukkede motoren, og båden drev en lille smule fremad, inden den standsede. En blishøne skreg advarende og småløb hen over vandet, inden den gemte sig i sivene. Mason tørrede sved af panden med håndryggen.
”Vi prøver her,” sagde Oscar og nikkede til den ene dykker, som havde gjort sig klar. Han sad på kanten af båden og lod sig vælte bagover. Mason så på de små bobler, som vejrtrækningen gennem dykkermasken efterlod på vandoverfladen, indtil den igen blev rolig. Han holdt vejret, mens hundeføreren gav Sirius godbidder.
”Lugten kan flytte sig i henhold til strøm- og vindforhold og kan derfor snyde, når hunden kommer på sporet. Men strømmen her i søen er heldigvis ikke stærk, så der er gode chancer for, at det er her, Sirius har fået fært af noget,” sagde den anden dykker, og Mason nikkede.
Han vidste ikke, hvad han mest ønskede. At de fandt pigerne døde her i søen, så deres forældre kunne få en afklaring på flere dages pinefuld uvished, eller at der stadig var håb om at finde dem i live med tanker om, hvad de i så fald kunne blive udsat for.
Dykkeren kom op af vandet på den modsatte side af båden. Han gjorde tegn til, at han havde fundet noget, og forsvandt igen. Den anden dykker tog sin dykkermaske på og væltede sig ud i vandet. Der gik nogle minutter, selvom Mason følte dem som timer. Hans hjerte hamrede, da vandoverfladens krusninger viste, at dykkerne var på vej op igen tæt på båden. Oscar fik sin hund, der havde rejst sig op og var begyndt at pibe hjerteskærende, til at lægge sig igen og forholde sig rolig.
Der slap et lille gisp ud af munden på Mason, da den ene af dykkerne drivende af vand dukkede op med en pige i favnen. Hun var nøgen, og hendes hud lyste hvid i sollyset, men da Mason hjalp dykkerne med at få hende skånsomt ombord i båden, så han de blå og sorte mærker på huden og fjernede et vådt, brunt blad, som klæbede sig fast til hendes skulder. Mason tog nogle billeder med sin mobiltelefon. Han zoomede ind på pigens tynde hals, hvor blåsorte mærker tydede på, at hun var blevet kvalt.
Mason havde før set døde. Også børn. Især børn, og det var ikke så meget synet af pigens lille, ubevægelige skikkelse, hvor det mørke, våde hår dækkede hendes ansigt, der fik ham til at miste vejret. Det var det, han havde set omkring hendes højre håndled, da armen slapt faldt frem imod ham, som om hun rakte ud efter hjælp. Det var et sort, flettet armbånd. Dem, som havde været på alle The Wolfs ofre. Hans signatur.
Teamet søgte videre efter tvillingesøsteren i søen, mens Mason tog ind til Retsmedicinsk. Han havde billeder af begge piger på tavlen på politistationen, men det var for ham umuligt at se, hvem af dem det var, de havde fundet, for de lignede hinanden til forveksling. Men det kunne hendes forældre, som ankom til Retsmedicinsk en time senere. Der var altid en lille ting ved enæggede tvillinger, som kun forældrene kunne se, som afgjorde, hvem der var hvem. Sådan var det også med Anjas piger. Lidt med smilet, et glimt i øjet, forskellige karaktertræk eller fysiske kendetegn. Det varede længe, inden Mason lærte at skelne Sofia og Emma fra hinanden.
Der var intet smil eller glimt i øjet på pigen, som retsmedicineren Brask forsigtigt trak det hvide klæde af, så ansigtet var synligt.
Mason hørte morens dybe og forpinte udbrud.
Familien boede i Brabrand ved Aarhus og havde været på teltophold i Silkeborg, da Freja og Barbara forsvandt. Pigerne var gået ned til badebroen ved Julsø lørdag aften, mens forældrene havde hygget sig med nogle venner ved teltet omkring et bålsted, men da klokken blev 22, var pigerne endnu ikke kommet tilbage som aftalt. Vidner havde set dem på broen, og muligheden for, at de ved et uheld var faldet i vandet og druknet, var en af de teorier, der først blev arbejdet ud fra. Derfor havde eftersøgningen i vandet omkring broen været første tiltag.
Men så stod et nyt vidne frem og sagde, at hun havde registreret en motorbåd, som lagde til kaj ved broen og sejlede derfra samme aften, og hun mente, at de to piger var gået ombord i den. Vidnet havde ikke tænkt nærmere over det, før efterlysningen af tvillingepigerne kom i radioen, og signalementerne passede. Det var netop på grund af deres slående lighed med hinanden, at hun havde lagt mærke til dem på broen.
Dagen efter kom indberetningen fra en lystfisker, som havde fundet en lyserød pigesko i vandet omkring fem kilometer fra teltpladsen og broen. Det havde sat eftersøgningen af hele søen i gang, og forsvindingssagen blev nu efterforsket som en drabssag og havnede på Masons bord.
Malene Rosengaard vaklede frem mod båren og strøg pigen over kinden.
”Det … det er Barbara,” stammede hun med hæs og tyk stemme.
Hendes mand, der havde præsenteret sig som Ove Rosengaard, holdt sig lidt i baggrunden, som om han ikke ville møde virkeligheden og ønskede at blive i håbet om, at begge hans piger var i live. Nu kom han nærmere og nikkede. Hans underlæbe og hage skælvede af tilbageholdt gråd.
”Barbara er lidt mindre end Freja,” forklarede moren grådkvalt. ”Og så har hun en pigmentplet på den højre øreflip, det har vi … vi altid kunnet kende dem fra hinanden på.”
Malene Rosengaard kunne ikke længere holde gråden tilbage og sank sammen foran båren. Hendes mand forsøgte at holde hende på benene og måtte trække hende væk fra datteren. Brask dækkede pigens ansigt til med det hvide lagen igen.
”Men skoen, som blev fundet i vandet … den var jo … den var ikke Barbaras,” stammede Ove Rosengaard dæmpet til Mason, da han fulgte dem ud til parkeringspladsen.
”Og det er du sikker på?”
Ove nikkede med tårer i øjnene. ”Barbara brugte et skonummer mindre end Freja, og hun var mere til blå farver, mens Freja er til lyserøde. Det var Frejas sko … er … er hun så også …?”
Mason havde lyst til et bad, da han kom tilbage til politistationen. Han svedte lige så meget som efter squashkampene, som han spillede i hallen hver anden morgen sammen med en kollega. Men denne gang havde han ikke fået banket noget ud af kroppen, som han fik ved kampene. Nu havde noget i stedet hobet sig op. Billedet af Barbaras nøgne, døde krop stod printet ind i hans nethinde. Det kunne have været Emma eller Sofia.
Githa Lauersen sad stadig koncentreret på sin plads bag computeren, selvom det var langt over hendes normale arbejdstid. Hun så ikke, at Mason listede ud på toilettet, hvor han pøsede koldt vand i ansigtet og duppede det tørt med en papirserviet fra automaten på væggen. Hans ansigt så forpint ud i spejlet, og mørke rande tegnede sig under øjnene.
Jagten på The Wolf var ved at sætte sit præg på både hans nattesøvn og hans udseende. Anja havde gjort ham opmærksom på, at besættelse kunne være altødelæggende for sjælen, og at han var nødt til at slippe sin indædte kamp med sig selv om at finde og uskadeliggøre The Wolf, hvis han ikke selv ville gå under. Det var hendes job som psykoterapeut at analysere, som hun gjorde, men Mason brød sig ikke om, når det var ham selv, der var hendes patient.
Han havde ikke fortalt hende om truslerne i de sms’er, han fik, dels for ikke at gøre hende bange, dels for ikke at fremstå endnu mere paranoid. Han glattede det tætklippede, mørke hår med håndfladerne og klappede sine kinder et par gange for at se lidt mere frisk ud, inden han forlod toilettet.
”Jeg hører, at I fandt den ene tvilling,” sagde Githa, da han kom ind på kontoret. Hun havde samme sorte hårfarve som det, der havde dækket den lille piges ansigt i båden, og Mason måtte blinke et par gange for at fjerne billedet igen.
”Ja. Vandsøgshunden fik færten af hende.”
”Fantastisk, hvad de hunde kan! Men altså kun den ene tvilling. Hvem af dem var det?”
Mason gik hen til tavlen og kiggede på billederne af pigerne. Han kunne ikke skelne dem fra hinanden, for han kunne ikke se øreflipperne tydeligt.
”Hende, som hed Barbara. Hendes forældre identificerede hende med det samme.”
”De ligner jo hinanden utrolig meget. Var det på tøjet, forældrene kunne kende forskel? De havde jo ikke samme slags tøj på, da de forsvandt, selvom mange tvillinger synes, at det er sjovt at klæde sig ens.”
”Hun var nøgen,” svarede Mason hæst. ”Men hun havde en pigmentplet på den ene øreflip.”
Han stak hænderne i bukselommerne og tog ikke blikket fra billedet af pigerne. ”Faren siger, at det ikke er Barbaras sko, som lystfiskeren fandt i vandet. Det er Frejas.”
”Åh nej, så betyder det vel, at Freja også …”
”De søger videre, til det bliver mørkt, så vi må vente og se.”
”Hvad sagde Brask om dødsårsagen? Drukning?”
Mason rystede på hovedet.
”Er hun blevet seksuelt misbrugt?” spurgte Githa videre.
”Brask obducerer hende ikke før i morgen tidlig, så vi ved ikke mere, før han er færdig. Men jeg frygter det værste. Hun havde armbåndet på.”
”Det sorte armbånd?! Men tror du så …?” Githa måbede chokeret.
Mason nikkede. ”Ja, jeg tror, det er Gayson Lopez, som har slået til igen.”
”The Wolf?”
Mason vendte sig om stadig med hænderne i bukselommerne og så på Githa.
”Ja, The Wolf. Har vi hørt fra NC3, om de har genfundet hjemmesiden på mørkenettet?”
Githa rystede på hovedet. ”Desværre ikke. De leder fortsat. Det er vist ikke så nemt. Den kan have skiftet navn eller være blevet flyttet til en anden server, måske i udlandet.”
Mason gik hen til sit skrivebord. Udmattet lod han sig dumpe ned på stolen. Den blå pauseskærm på hans computer viste nede i venstre hjørne, at klokken var 21:35. Der var ikke mere, han kunne gøre lige nu. Han håbede inderligt, at der ville dukke spor op, som definitivt kunne fælde Gayson. Det sorte armbånd havde ikke været til at mistolke. Men hvad betød de armbånd? Hvad var det, de symboliserede?
Mason sukkede, mens han lukkede ned for computeren og forberedte sig på at tage hjemad. Nu var den rolige hverdag ellers lige ved at vende tilbage. I to måneder var der ikke sket det store i hans afdeling, og han var begyndt at håbe, at han ikke skulle arbejde med den slags drabssager på børn længere.
”Er der mere, jeg kan gøre?” spurgte Githa.
”Nej, smut du bare – der skal nok blive travlt den kommende tid, og vi kan ikke gøre mere før i morgen.”
Han smilede overbevisende. Kort efter at Githa var gået, rejste han sig op og tog sin jakke fra stoleryggen. Han skulle til at lægge sin mobiltelefon i lommen, da han så, at der var kommet en sms. Måske havde Anja sendt en besked om noget, han skulle købe med hjem på vejen, eller måske bare for at høre, hvor han blev af. Men Mason så med det samme, at den ikke var fra Anja.
’Pas din egen forretning! Hold dig væk! Jeg ved, hvor I bor, og hvor pigerne går i skole, og hvor de cykler, når de skal hesteryg ridning,’
Sproget var igen ikke perfekt dansk, nøjagtig som de andre sms’er han havde fået. Det lignede Google Translate, eller også var de skrevet af én, der ikke havde styr på den danske grammatik. Mason formodede, at det var Gayson, som ikke ville afsløre sig selv ved at bruge deres modersmål og skrive på engelsk.
’Pas din egen forretning’ var sikkert oversat fra ’mind your own business’, og ´horseback riding’ var blevet til ’hesteryg ridning’, men meningen var ikke til at misforstå. Hvordan vidste Gayson, at Emma og Sofia gik til ridning? Der var sommerferie i skolen, men pigerne gik til ridning en gang om ugen, og Gayson vidste åbenbart, hvilken vej de cyklede til rideskolen. Mason gyste og stak telefonen i lommen. Pludselig kunne han ikke komme hjem hurtigt nok. Denne trussel var tættere på, end de andre havde været. Den afslørede, hvor meget The Wolf vidste om Anjas piger. Truslen krøb helt ind under huden på ham.
Garageporten åbnede automatisk foran villaen i Virklund, da Mason nærmede sig i sin mørkeblå Honda Accord. Han kiggede sig opmærksomt tilbage over skulderen, da han steg ud af bilen. Porten gled langsomt i bag ham, og han beordrede sig selv til at slappe af og ikke lade sig påvirke. Måske var det slet ikke Gayson, som sendte de sms’er, men én, som ønskede at chikanere ham. Det var ikke første gang, det var sket.
Inde i entréen løsnede han slipset, trak det af og åbnede et par knapper i skjorten. Der duftede af mad, og først nu meldte sulten sig.
Anja og pigerne havde spist, men de havde levnet lidt laksetærte til ham.
”Skal jeg ikke lige varme den?” spurgte Anja.
Mason, som havde sat sig ved bordet i køkkenet og skænket sig et glas rødvin, greb hendes håndled, da hun rakte ud efter komfurets knapper. Han smilede.
”Nej, det er okay. Lunken tærte er fint.”
”Den er nok nærmere kold, Mason.”
Mason tog tærtestykket over på sin tallerken. ”Kold tærte er også fint. Undskyld, at jeg kommer så sent.”
Anja satte sig over for ham med albuerne på bordet og hagen støttet i håndfladerne. Hun lagde hovedet lidt på skrå og så på ham.
”Du ser træt ud. Jeg hørte i pressen, at I har søgt i Julsø i dag. Fandt I noget?”
”Sagde de ikke det?” spurgte Mason ironisk. Han forstod ikke, hvor journalisterne fik deres viden fra så hurtigt. De måtte have observatører ude, for ingen på politistationen havde udtalt sig i sagen om tvillingerne. Kun efterlysningen af dem havde pressen videregivet til offentligheden.
Anja rystede på hovedet. ”Nej, de gættede vist kun på, at det var angående eftersøgningen af de to piger, at politiet var på søen med en sporhund.”
Anja greb vinflasken og hældte også op i sit glas.
Mason nikkede undvigende.
”Sover Emma og Sofia?” spurgte han for ikke at skulle tale mere om sagen og igen blive mindet på den døde pige.
”Emma er hos Lykke og Sofia hos Nicole.”
”Så sent?”
”De skal jo sove hos deres bedsteveninder. Havde du glemt det?” smilede Anja og nippede til vinen.
Mason tog en lidt for stor slurk af sin vin. Ja, det havde han.
”Nåh ja, det var jo i nat, de skulle det …” Han havde lyst til at hente dem hjem med det samme, men heldigvis boede Lykke og Nicole ikke langt væk, så han ville hurtigt kunne gøre det, hvis det blev nødvendigt.
”Du svarede ikke på mit spørgsmål, Mason. Fandt I noget i søen?”
”Ja … vi fandt den ene af pigerne. Hun hed Barbara.”
Anjas øjne blev triste. ”Hed? Så var hun altså død?”
”Ja, desværre,” nikkede Mason. Anja var ikke sart, nok mere robust end han selv var, når det kom til det psykiske. Alligevel ville han ikke nævne noget om det sorte armbånd, selvom det var bevis på, at hans teori om Gayson Lopez ikke kun var ren fantasi. Heller ikke at pigen havde været nøgen, da det gav tanker om, at noget ubehageligt var gået forud.
”Var pigerne til ridning i dag?” spurgte han i stedet henkastet.
”Ja, de tog direkte fra ridning og hjem til hver af deres veninder. Hvorfor spørger du om det? Du ved da, at det er om mandagen, de er på rideskolen.”
”Har du talt med dem, efter de kom fra ridning?”
”Nej. Hvorfor skulle jeg det?”
Mason drak igen af sit glas, mens han betragtede Anja. Han var nødt til at sige det. Han var nødt til at fortælle hende, at de blev truet, og at han ikke var tryg ved det. Men han havde ikke lyst til at gøre hende nervøs. Han vidste næsten, hvad hun ville sige, og havde ikke lyst til at tage en diskussion med hende om hans besættelse af The Wolf. Ikke nu. Han satte glasset fra sig og tog igen kniv og gaffel i hænderne, men han spiste ikke videre. Han blev ved med at se på Anja.
”Det er længe siden, vi har besøgt dine forældre. Hvad med lidt ferie?” sagde han så.
Anja lænede sig tilbage i stolen med vinglasset. Hun smilede forundret.
”Hvor kom dén idé fra? Vil du pludselig besøge dine svigerforældre i Flensborg?” Så lænede hun sig oplivet frem igen. ”Har du alligevel taget sommerferie, Mason?”
Mason tog den sidste mundfuld kolde tærte. Han skammede sig over at have givet Anja falske forhåbninger.
”Nej. Nej, selvfølgelig har jeg ikke taget ferie, det kan jeg jo ikke sådan midt i en drabssag. Men jeg synes, at du og pigerne skal tage af sted. De er så glade for at besøge deres mormor og morfar og hestene på deres rideskole.”
Anja lænede sig skuffet tilbage igen og sank lidt sammen i skuldrene.
”Skulle vi tage derned uden dig? Det var jo ikke den slags spændende ferie, vi havde aftalt. Skulle vi ikke ud at rejse? Vi vil så gerne opleve din hjemby, Mason, se New Orleans, høre jazz – og besøge sumpene. Dem snakker pigerne meget om.”
Det var bestemt ikke Masons forestilling om en spændende ferie. Fortiden i New Orleans ville han helst lade ligge langt bag sig, og sumpene gav ham ikke gode minder.
”Vi kan altid rejse senere, skat. Til foråret måske, hvor temperaturen i Louisiana er mere behagelig. Du har ferie, og det har pigerne også. Jeg får travlt den næste tid og vil ikke være ret meget hjemme. Pigerne bliver vilde med at skulle til Tyskland.”
Anja drejede på glasset, mens hun så udforskende på ham.
”Mener du det her, Mason? Vil du helst have, at vi er hos mine forældre, når du skal arbejde?”
Mason nikkede og satte den tomme tallerken om på køkkenbordet bag sig for ikke at se hende i øjnene.
”Ja, jeg ville have mindre dårlig samvittighed over ikke at kunne være hjemme hos jer, når I nu har ferie. Jeg kan komme derned senere, så snart arbejdet tillader det.”
Anja trak på skuldrene og smilede pludselig. ”Okay, det gør vi så.”
*
Mason havde ringet og talt først med Emma og så med Sofia, da han og Anja gik i seng om aftenen under påskud af at ville fortælle dem om turen til Tyskland. I virkeligheden var det mest for at høre, om alt var, som det skulle være. Han sad på sengekanten med telefonen, mens Anja børstede tænder på badeværelset med døren åben. Mason så godt, at hun løftede det ene øjenbryn og stoppede bevægelsen med tandbørsten, da han spurgte pigerne, om der var sket noget usædvanligt i løbet af dagen, og om nogen fremmede havde talt med dem på vej til, fra eller på rideskolen. Det benægtede pigerne. Alt var, som det plejede.
Anja var krøbet ind til ham under dynen, duftende af tandpasta og rosenolie fra hendes natcreme, og havde sagt, at han ikke måtte lade sit arbejde gå ud over pigerne. At hun godt forstod hans nervøsitet med alt det frygtelige, han så og oplevede, men at han måtte prøve at holde Emma og Sofia udenfor. Han skulle i stedet tale med hende, hvis noget gik ham på. Igen havde han følt sig som hendes patient.
Men nu, da han sad bag skrivebordet og ventede på, at hans medarbejdere skulle møde ind, følte han en stor lettelse. Anja var kørt i sin egen bil sammen med pigerne. De havde vinket til ham gennem bagruden. De glædede sig til at komme til Tyskland igen, selvom de i kor havde brokket sig meget over, at Mason ikke skulle med.
Der var fire betjente i Masons team, som efterforskede drabssagen. Githa var den første, der mødte ind. Hun hilste, smed sin skuldertaske ved bordbenet og fik liv i sin computer. Derefter kom Jonas Toft, som altid med det gulerodsfarvede hår fladtrykt af cykelhjelmen. Nadira Akram, der var ny i Afdelingen for Personfarlig Kriminalitet og en af de få kvindelige unge betjente med indvandrer-baggrund, kom i samtale med Konrad Poulsen.
Konrad var ti år ældre end Mason og gav af og til udtryk for, at han havde meget større erfaring i faget end de grønskollinger, som han omgav sig med, og burde være efterforskningsleder i stedet for Mason. Han var kommet til Masons afdeling fra Nordjyllands Politi for en måned siden, overflyttet af en grund, som Mason ikke kendte. Men netop hans erfaring gjorde, at Mason så gennem fingre med hans ofte provokerende og nedladende attitude, og at ikke mange på politistationen brød sig om ham.
”Godmorgen alle sammen,” hilste Mason. Han havde, da han mødte, åbnet alle vinduerne i kontoret til endnu en varm julidag. ”Vi har travlt. Den ene af tvillingerne, Barbara, blev fundet i indsnævringen til Gudenåen i Julsø i går aftes. Pigen obduceres her til morgen, så vi kender ikke dødsårsagen endnu. Men vi skal have afhørt alle, som bor i nærheden af søen og åen, og alle, som har haft deres færden der, siden pigerne forsvandt i lørdags. Er Barbara smidt i vandet fra en båd eller fra kysten? Er hun bragt til søen i en bil? Nogen må have set noget.”
”Er der ikke allerede foretaget afhøringer?” spurgte Konrad med bebrejdelse i stemmen.
”Jo, betjente har talt med så mange som muligt, da pigerne blev efterlyst, og igen i går aftes, da Barbara blev fundet, men der kom ikke noget brugbart ud af det, så vi går videre i dag.”
Nadira kiggede på tavlen med billederne, som Mason havde taget med sin mobiltelefon i båden i går og printet ud og sat op.
”Du har taget closeup af et armbånd. Hvorfor det?” spurgte hun.
Mason skævede til Githa. Hun var den eneste af hans medarbejdere, som i foråret havde været enig med ham i hans formodning om, at de havde en seriemorder på spil i Silkeborg.
”Nogle af jer husker sikkert armbåndet fra drabssagen i foråret. Mathilde Hanson havde det samme armbånd omkring sit håndled, da hun blev fundet kvalt i skoven, og det har forbindelse til hjemmesiden med salg af børn til pædofile, som NC3 stadig prøver at finde igen, efter den pludselig forsvandt. Vi ved dog stadig ikke, hvad de armbånd betyder.”
Konrad sad og nikkede, mens det så ud, som om han forsøgte at trække sit gråsprængte fipskæg længere med den ene hånd og noterede på sin skriveblok, der lå på hans lår, med den anden. Han havde en sort lædervest over sin skjorte og mindede om en aldrende rockerpræsident.
”Så vi er tilbage til ham din seriemorder igen. Ulven?” sagde han skeptisk, og Mason vidste ikke, om han så et sarkastisk smil i hans ene mundvig.
”Ja, det kan ikke udelukkes, at Gayson Lopez har noget med drabet at gøre. Armbåndet er hans signatur,” svarede han stædigt.
Nu var der helt sikkert et slet skjult smil på Konrads læber, men han sagde ikke noget.
”Vi har intet gerningssted. Som I kan se på billederne, som jeg tog på båden i går, ser det ud, som om hun er blevet kvalt.”
Mason gik hen til tavlen og pegede på nærbilledet af Barbaras hals. Billederne var selvfølgelig ikke så knivskarpe som dem, de ville få fra Retsmedicinsk.
”Jeg håber snart, at vi får den retsmedicinske rapport. Måske er der spor på liget, som kan fortælle os, hvor og af hvem hun blev dræbt, men indtil da går vi videre.”
Han vendte sig om mod sine medarbejdere igen.
”Jonas og Nadira, vil I tage ud i sommerlandet og tale med alle, som kan have set noget? Besøg Julsø Teltplads igen, som pigerne forsvandt fra. Motorbåden, som et vidne har set tvillingerne gå ombord i, er ikke fundet. Nu drejer det sig om drab.”
”Det lyder bare utroværdigt med den motorbåd,” brummede Konrad. ”Hvorfor skulle to piger gå ombord på en båd hos nogen, de ikke kender?” Hans øjne var smalle, da han så op på Mason. Brillerne sad oppe i det halvlange grå hår og holdt det tilbage fra panden.
”Måske kendte pigerne dem i båden, så det var derfor, de tog med,” foreslog Githa.
Mason nikkede. ”Det ville være nyttigt at vide. Konrad, vil du finde ud af mere om den båd? Find ud af, om andre har set den og kan beskrive den. Måske har nogen taget billeder med deres mobiltelefon til feriealbummet. Og Githa, gennemgår du afhøringen af de venner, som var på teltpladsen sammen med tvillingepigernes forældre, dengang pigerne forsvandt. Måske har vi overset noget,” fortsatte han.
Githa nikkede.
”Fint! Og pas nu godt på jer selv derude allesammen.”
De forstod hans afskedssalut. Kun Konrad blev siddende tilbage, som om han ville sige mere, men så rejste han sig også og gik.
Mason bladrede i sagsmappen, hvor alt materialet fra eftersøgningsholdets arbejde var samlet.
Hans mobiltelefon ringede. Det var ikke et nummer, som Mason kendte, og han svarede en smule tøvende.
”Hi Mason,” sagde en kvindestemme.
Først genkendte han den ikke, selvom den markante sydstatsdialekt virkede bekendt. Det var ikke så ofte, Mason modtog amerikanske opkald længere. Det forekom ham også pludselig vanskeligt at slå over i sit modersmål, og han bemærkede ud ad øjenkrogen, at Githa løftede hovedet og kiggede på ham over computerskærmen.
”It’s Allison. Allison Garcia. You don’t remember me. Do you?” spurgte stemmen. Sætningen fik Mason til at tænke på et gammelt hit – it started with a kiss – og sådan var det netop, nu huskede han.
”Allison? Jo, selvfølgelig husker jeg dig,” svarede han efter en lille pause. Der var støj i baggrunden, og han hørte en metallisk højttalerstemme kalde passagererne ud til en gate.
”Sikke en overraskelse. Ringer du fra en lufthavn?” spurgte han forvirret og forsøgte at huske, hvordan Allison Garcia så ud. De havde haft en meget kort ungdomsflirt, men så rejste Allison til Quantico i Virginia til FBI-hovedkvarteret for at studere. Hun ville uddanne sig som kriminalpsykolog, og Mason havde ikke hørt fra hende siden.
”Ja, jeg er næsten lige landet i Københavns Lufthavn. Jeg skal herfra med toget til Silkeborg.”
Mason kunne ikke skjule sin overraskelse. ”Hvad skal du i Silkeborg?” udbrød han.
”Det er da der, du bor, ikke?”
”Jo … jo, altså tæt på. Jeg bor i Virklund cirka fem kilometer syd for byen. Men du er vel ikke taget helt til Danmark for at besøge mig?”
Han hørte en stille latter i telefonen, og nu huskede han, at Allison havde det dejligste smil.
”Nej, jeg har et andet ærinde, men det kan jeg fortælle dig, når vi ses. For du vil vel gerne mødes med mig og udveksle gamle minder?”
”Ja, selvfølgelig. Hvor skal du bo i Silkeborg?”
”På Vejlsøhus Hotel. Er det langt fra banegården?”
”Hotellet ligger et godt stykke fra banegården. Hvornår er du i Silkeborg? Jeg kan hente dig på stationen og køre dig til hotellet.”
”Det er virkelig sødt af dig. Tak, Mason. Jeg kan se på planen, at jeg skulle være på Silkeborg Banegård ved 17-tiden. Hvordan passer det dig?”
”Det skal jeg nok få passet ind.”
”Du er sikker på, det er o.k., ikke? Venter din kone ikke på dig?” spurgte Allison med drillende stemme.
”Hun er på ferie sammen med sine tvillingepiger. Hvor ved du fra, at jeg er gift?”
”Jeg har selvfølgelig forhørt mig lidt hos dine tidligere kolleger i NOPD, som jeg netop har haft fornøjelsen af at arbejde sammen med. Det var der, jeg fik dit telefonnummer.”
”Hvad har du arbejdet sammen med dem om, hvis jeg må spørge?”
”Det må du da, Mason. Jeg har hjulpet dem med en gerningsmandsprofil.”
”Så du blev altså kriminalpsykolog?” udbrød han imponeret.
”Ja, og én af de bedre,” lo hun. ”Jeg havde ret. Drabsmanden tilstod.”
Hun havde aldrig lagt skjul på sine evner. Det var noget af det, han var faldet for hos hende dengang. Hendes selvsikkerhed.
”Nå, jeg må hellere komme ned til toget. Jeg ringer til dig, når jeg er i Silkeborg. Okay?”
”Helt okay. Jeg glæder mig til at se dig igen.”
Mason mærkede, at hans kinder brændte, da han lagde telefonen fra sig. Githa så ikke længere på ham, men han var sikker på, at hun havde lyttet til hvert eneste ord, han havde sagt.
”Finder du noget?” spurgte han, da han følte, at han var nødt til at bryde den pinlige stilhed.
Githa stak hovedet op over skærmen og så på ham med rynket pande.
”Det tror jeg faktisk. Jeg har fundet frem til en afhøring, som måske kan være interessant. Det var tre venner til tvillingernes forældre, som var på besøg på teltpladsen om lørdagen, da pigerne forsvandt. En ungdomsven til faren, Peter Molin, og et ægtepar, Dicte og Hannibal Ottesen, som var forældrenes fælles venner. Dicte og Hannibal har uafhængigt af hinanden sagt, at vennen, altså Peter, forsvandt, kort tid efter at pigerne var gået ned til broen sidst på eftermiddagen, og at han var væk påfaldende længe.
Da han kom tilbage, sagde han, at han havde ledt efter et uforstyrret sted at slå en streg. Han orkede ikke at gå de ti minutter, det tog for at komme til det offentlige toilet. Men de mente, at der var noget lusket ved den ven. Der var kun uforstyrrede steder omkring den teltplads, så hvorfor havde det varet så længe? Han var beruset og havde ifølge ægteparret åbenbart kigget meget intenst på pigernes solbrune ben under deres korte kjoler.”
”Hmm, og det er der ikke blevet fulgt op på af eftersøgningsholdet?”
”Ikke nok, lader det til. Peter Molin blev godt nok afhørt, men hævdede, at han bare skulle af med vandet på grund af for mange øl. Der var ingen vidner, da han havde fundet et afsides sted, og så blev der ikke gjort mere ved det.”
”Ham taler vi med igen. Det skal også tjekkes, om Peter Molin kan have noget med Gayson Lopez at gøre.”
Githa løftede det ene øjenbryn.
”Nu vil jeg ikke lyde alt for skeptisk, men vi har jo intet bevis for, at The Wolf opholder sig her i området. Han er ophavsmand til den hjemmeside for de pædofile, ja, men han kan opholde sig hvor som helst i verden.
”Det armbånd, Githa …”
”Ja, jeg ved godt, at det ligner The Wolfs signatur, som du siger, men det er nævnt i pressen i forbindelse med drabet på Mathilde i foråret, så en psykopat kan jo have kopieret den idé. Men okay, det undersøger jeg også.”
Mason noterede yderligere nogle punkter, der skulle følges op på, men ellers var han tilfreds med eftersøgningsholdets indsats. De havde gjort et stort arbejde med at finde ud af pigernes færden lørdag aften, men en drabssag skulle håndteres anderledes end en forsvindingssag, hvor der var mulighed for, at den eller de efterlyste dukkede op igen, som det heldigvis skete i langt de fleste tilfælde.
Uret over banegårdens hovedindgang viste 17.05, da Mason passerede det i bilen og lidt efter hurtigt drejede ind på parkeringspladsen. Han havde været nødt til at skynde sig afsted for at nå det til tiden. Normalt var han altid den sidste, som tog hjem.
Allison kom ud på trappen, inden Mason nåede hen til den. Han genkendte hende med det samme, da hun stod der og spejdede sig omkring, som var hun lige landet på en fremmed planet. Hun havde ikke forandret sig meget, blot fået mere modne træk, opdagede han, da han kom helt tæt på hende og tog kufferten ud af hendes hånd. Hun havde en lys sommerkjole på, som bølgede omkring hendes slanke ben i vinden, og hun satte hånden på den store stråhat, som et vindpust var ved at løfte af hendes mørke, krøllede hår.
”Welcome to Silkeborg,” sagde han og smilede.
”Hi Mason, thank you. Nice city,” smilede hun tilbage med sit kridhvide smil. Hun tog de mørke solbriller af, og hendes blik vandrede skælmskt over hans ansigt, som sammenlignede hun alle hans træk med dengang, han var ung. Han vidste ikke helt, om han brød sig om det, selvom hun bestemt ikke virkede skuffet.
”Hvor længe bliver du?” spurgte han, da de sad i bilen på vej væk fra banegården.
”Det ved jeg ikke helt endnu. Det kommer an på … min opgave her.”
”Som er?”
”Det fortæller jeg dig senere, Mason. Må jeg ikke se, hvordan du bor?” spurgte hun i samme åndedræt.
Mason overvejede spørgsmålet. Han havde egentlig ikke lyst til at tilbringe aftenen alene, nu da Anja og pigerne ikke var hjemme, og havde Allison ikke ringet, havde han sikkert bare arbejdet til langt ud på natten.
”Jo, selvfølgelig må du det.”
”Du kan bare lade tasken blive her i bilen, jeg skal nok køre dig til hotellet senere,” sagde Mason, da han havde parkeret foran villaen. Allison åbnede bagdøren og fjernede hatten, som hun havde lagt oven på tasken omme på bagsædet. Så åbnede hun tasken og trak en flaske op, som hun viste ham. Havana Club, Limited Edition.
”Jeg synes, at vi skal fejre gensynet ved at smage på den her.” Hun lukkede tasken igen og kiggede beundrende på villaen, som lå smukt omkranset af høje træer.
”Wow, du bor stilfuldt,” sagde Allison, da hun trådte ind, rakte ham flasken med rom og så sig imponeret omkring i stuen med de bløde, lyse lædermøbler og smuk kunst på væggene. Det var Anjas indretning, men heldigvis havde de samme smag og var helt enige om stilen.
Mason gik ud i køkkenet og fandt to glas.
”Er du sulten?” spurgte han.
”Jeg spiste et måltid i lufthavnen, så jeg har mere lyst til en drink. Men hvis du er, så …”
Mason mærkede efter. Det var han egentlig ikke. Hans frokost i kantinen var blevet senere end normalt. Han gik ind i stuen med romflasken og de to glas og tændte i forbifarten for musikanlægget, der spillede Glenn Miller. Han dæmpede lyden.
Allison betragtede et foto i sølvramme af ham, Anja, Emma og Sofia.
”Sød familie,” sagde hun. ”Hvorfor er de rejst på ferie uden dig? Jeg ville gerne have truffet dem.”
Mason satte sig i sofaen og hældte op i glassene.
”Jeg har travlt, og de har ferie,” undveg han. ”Anjas forældre har en rideskole i Flensborg lige ved siden af Klueser Wald. Pigerne er begge vilde med heste og elsker at ride i skoven.”
Allison satte sig i lænestolen over for ham. De skålede. Hun smilede, da de kom til at slå glassene for hårdt sammen.
Mason smagte på rommen og nikkede til hende. ”Fantastisk!” tilkendegav han.
”Ja. Cuba er de bedste til at lave rom efter min mening.”
”Du er opvokset der, var det ikke sådan?”
”Nej, men min far er cubaner, han …” Hun tav og drak af glasset.
”Hvad?”
”Det er en alt for lang historie.”
Allisons ansigt formørkedes, og Mason fornemmede, at det var et følsomt emne. Han vidste intet om hendes forældre.
”Okay, men fortæl mig nu, hvad du laver i Silkeborg. Jeg er nysgerrig, vil jeg indrømme.”
Allison kiggede længe ned i glasset og den gyldne væske, som matchede guldringene på hendes fingre. Hun så igen op på ham.
”Jeg ved ikke, hvor glad du er for at få rodet op i det, Mason, men … jeg skal interviewe Gayson Lopez’ familie. Hans moster og onkel bor her i Silkeborg. Men det ved du vel?”
Mason nikkede og rynkede brynene.
”Hvorfor skal du interviewe dem?”
Allison nippede til rommen og satte glasset fra sig på sofabordet.
”Jeg fik interesse for Gaysons sag, da jeg var i Quantico. Jeg fulgte med, da Innocence Project fik ham løsladt. På det tidspunkt havde jeg opsøgt ham flere gange i fængslet.”
Mason lænede sig forbavset tilbage i sofaen med glasset mellem hænderne.
”Det forstår jeg ikke. Hvorfor havde du det?”
”Han er et spændende tilfælde, Mason. Seriemordere er interessante at udforske. Det er jo mit job at kende deres styrker og svagheder. Jeg har arbejdet meget med, hvad der gør dem til massemordere, og har talt med mange indsatte, som stod til livtidsdom for deres bestialske handlinger, men Gayson virkede anderledes, synes jeg …”
”Og dermed mener du …?”
”Ja, at han skiller sig ud. Han har en atypisk seriemorderprofil. Jeg gik i gang med at skrive en biografi om ham og fik lov til at tale med ham i fængslet. Han var villig til at fortælle, men så blev han pludselig løsladt og forsvandt for mig. Arbejdet med bogen har været gået i stå siden, men nu har jeg fundet ud af, at hans moster og onkel driver et savværk her i Silkeborg, og de har sagt ja til at fortælle mere om ham. Hvordan han var som barn. Hans mor er død, så hende kan jeg ikke spørge, og faren kan jeg ikke finde frem til. ”
Mason vidste ikke, om det var rommen eller Allisons ord, der fik det til at koge varmt inde i ham.
”Så du har aftalt med hans moster og onkel at komme her?”
Allison tog glasset og nippede igen til rommen, mens hun så på ham og nikkede.
”Jeg vidste ikke, at du var forfatter.”
Allison trak på skuldrene og smilede.
”Hvorfor kunne det ikke bare klares over telefonen?” spurgte han.
”Det giver det bedste indtryk at møde folk. Det er også derfor, jeg er nødt til at mødes med seriemorderne i fængslerne. Se dem i øjnene.”
”Sagde de noget om, at Gayson er her i Silkeborg? At de skjuler ham på deres savværk?”
Allison grinede. ”Nej, selvfølgelig sagde de ikke det.” Så blev hun alvorlig og stirrede på ham. Hendes pupiller blev en anelse større. ”Tror du da det? Var det derfor, at du rejste hertil fra New Orleans dengang?”
Mason tømte glasset i én mundfuld, inden han lidt modvilligt kapitulerede.
”Ja, det var derfor, jeg tog til Danmark. Jeg havde netop en mistanke om, at han flygtede hertil for at skjule sig. Da jeg opdagede, at han havde familie her, så var det jo oplagt.”
Allison nikkede med et lille skævt smil på de røde læber. Hun fyldte op i glassene igen.
”Så det var altså din uendelige jagt på The Wolf, som fik dig til at rejse fra sydstaterne. Du vil ikke lade dig overbevise om, at han er uskyldig, som Innocence Project kom frem til og fik medhold i.”
Mason lænede sig frem mod Allison.
”Jeg ved, at Gayson er skyldig i de drab i Louisiana, og han opererer igen her i Silkeborg. Atypisk seriemorderprofil, hold nu lige op, Allison! Alt pegede på ham. Dna på ofrene og …”
Allison kneb øjnene sammen. ”Dna, som du havde plantet, ikke, Mason? Det var det faktum, Innocence Project fik Gayson løsladt på.”
”Det var ikke et faktum. Jeg havde ikke plantet beviser for at få ham dømt. Selvfølgelig ikke! Jeg forstår stadig ikke, hvordan de fik Gayson frikendt på det grundlag.”
Allison fik et medlidende udtryk i øjnene, som Mason ikke brød sig om, da han ikke vidste, om det var møntet på ham eller Gayson.
”Jeg kan godt regne ud, at det har været hårdt for dig og din familie at gå igennem. Den hetz, der opstod i pressen mod dig, der blev stemplet som endnu en korrupt betjent i New Orleans Department. Du blev skilt fra Riley og …”
”Du ved meget om mig,” sagde Mason overrasket.
”Ja, lige om det i hvert fald. Det skete jo, mens jeg arbejdede på bogen sammen med Gayson.”
Mason drak af rommen og mærkede alkoholen. Måske skulle han alligevel have taget noget at spise. Aldrig alkohol på tom mave, plejede Anja at sige.
”Okay, men jeg kan ikke leve med, at en drabsmand går fri og kan fortsætte sine drab, uanset hvad.”
”Uanset om beviserne er plantede?”
”Nej, selvfølgelig ikke – og jo alligevel, hvis det er et hundrede procent sikkert, at det er den rigtige drabsmand, så er det trods alt bedre at få ham fældet på falske beviser, end at han går fri.”
Allison nikkede uden smil, som om hun havde taget ham på fersk gerning.
”Men jeg kunne aldrig finde på det. Det er du vel klar over, ikke?” tilføjede han derfor.
Allison svarede ikke.
De sad tavse lidt og lyttede til Moonlight Serenade.
”Fortæl mig lidt om dig selv, Allison,” sagde Mason så og smilede forsonende.
Allison skubbede sandalerne af de bare fødder og trak benene op under sig i sofaen. Mason lyttede til hendes stemme, da hun ivrigt begyndte at fortælle om arbejdet på FBI’s hovedkontor; og pludselig var det blevet mørkt udenfor.
”Tror du, at du kan køre mig til hotellet nu?” spurgte Allison og nikkede mod flasken med rom, der næsten var tom. Hvis han blev stoppet af en patrulje, ville det ikke se kønt ud. Det burde han have tænkt på, men stemningen havde grebet ham.
”Nah … men du er velkommen til at sove her i nat, hvis du vil? Jeg kan redde op i gæsteværelset, og så kan jeg køre dig til hotellet i morgen tidlig.”
Han håbede ikke, at Allison misforstod hans gæstfrihed, men det virkede ikke sådan.
”Mener du det? Det vil jeg meget gerne,” sagde hun og smilede.
Mason kunne ikke sove. Han vendte sig svedig i lagnerne og smagte rommen, selvom han havde børstet tænder. Hvad ville Anja mon sige, hvis hun vidste, at der lå en smuk, halvt cubansk kvinde i gæsteværelset?
Urets røde tal viste 01:05, da tørsten plagede ham så meget, at han var nødt til at stå op for at drikke noget. Det var, da han stod i køkkenet og tappede et glas vand fra hanen, at han fik øje på hende gennem vinduet. Hun gik rundt ude på terrassen med bare fødder i en hvid næsten gennemsigtig natkjole og snakkede i mobiltelefon. Han kunne ikke høre ordene, men hun så alvorlig ud. Hvem talte hun med klokken et om natten? Det kunne næsten kun være nogen fra USA, hvor det var dag lige nu.
Mason benyttede lejligheden til at smutte på toilettet. Da han kom ud igen, stødte han på Allison i køkkenet, hvor hun også havde taget sig et glas vand. Hun virkede forskrækket over at se ham.
”Undskyld, hvis jeg vækkede dig. Jeg trængte til lidt vand,” smilede hun forfjamsket.
”Det gjorde du ikke, jeg var lige på toilettet. Talte du med nogen hjemmefra?”
”Hvad mener du?”
”I telefonen lige før?”
Allison rystede på hovedet.
”Nej … jeg var bare tørstig. Sov godt, Mason,” svarede hun og smuttede hurtigt tilbage til gæsteværelset.
Mason så undrende på den lukkede dør. Hvem havde Allison talt med, og hvorfor løj hun?
Lyt til begyndelsen af Det sorte armbånd her:
Inger Gammelgaard Madsen: Det sorte armbånd
Drabsefterforsker Mason Teilmanns søgen efter en berygtet seriemorder truer med at opsluge hans liv. Masons instinkter vækkes, da Det nationale Cyber Crime Center afslører en hjemmeside, der har forbindelse til en pædofil trafficking-ring. Efterforskningen fører ham til Gayson Lopez, som også er kendt som The Wolf: Et navn, der har hjemsøgt Mason siden hans tid i New Orleans’ politistyrke.
Hemmeligheder afsløres, og tilliden brister. Vil Mason sejre, eller vil ondskaben triumfere?
I Det sorte armbånd trækkes læseren ind i verden af mørke hemmeligheder, ubarmhjertig forfølgelse og uventede drejninger. Dyk ned i denne spændende thriller og oplev den skræmmende sandhed, at ondskaben nogle gange lurer tættere på, end vi nogensinde kan forestille os.
Det sorte armbånd er fortsættelsen til Stemmen fra jorden.
Den 7-årige pige Lilly Danielsen har haft et skænderi med sin storebror, og går en tur med familiens hund for at falde ned igen. Men deres mor bliver urolig, da Lilly ikke kommer hjem som aftalt. Er hun blevet væk, fordi hun er så vred og ked af det, eller er der sket hende noget?
Den amerikanske politibetjent Mason Teilmann har et noget mere stilfærdigt arbejde hos Midt- og Vestjyllands Politi, end da han var drabsefterforsker med speciale i drab på børn i sin hjemby New Orleans. Han plages stadig af fortidens spøgelser, selvom hans danske kone hjælper ham, så godt hun kan.
Da han får overdraget sagen om Lilly Danielsens forsvinden, får han brug for al den træning og erfaring, han har med sig fra USA, men de ubehagelige minder rumsterer…
Anmelderroste krimiforfatter Inger Gammelgaard Madsen er aktuel med fortsættelsen til Stemmen fra jorden. Start din læsning af Det sorte armbånd her.
Det sorte armbånd er skrevet af Inger Gammelgaard Madsen (f.1960). Madsen debuterede i 2008 med kriminalromanen Dukkebarnet. Sidenhen er der fulgt flere bøger i krimigenren, hvor hun blandt andet har skrevet Slangernes gift, Brændende skyld og Sanitøren. Inger Gammelgaard Madsen driver ved siden af sin forfatterkarriere eget forlag, Forlaget Farfalla, hvor hun udgiver sine bøger og selv producerer alt grafisk materiale til dem.
Læs også: Stemmen fra jorden er første bog i Inger Gammelgaard Madsens nye krimiserie. Tyvstart din læsning her
Det sorte armbånd er efterfølgeren til krimien Stemmen fra jorden. I Det sorte armbånd truer drabsefterforsker Mason Teillmanns søgen efter en seriemorder med at opsluge hans liv.
Det nationale Cyber Crime Center afslører en hjemmeside, der har forbindelse til en pædofil trafficking-ring. Dette vækker straks Masons instinkter, der indleder en efterforskning. Denne efterforskning fører ham til Gayson Lopez, der er bedre kendt under aliaset ‘The Wolf’. Dette er et navn, der har hjemsøgt Mason, siden han var en del af New Orleans-politistyrke. Både hemmeligheder afsløres og tillid brydes i Det sorte armbånd.
Læs også: Verdens største lydbogstjeneste udgiver Inger Gammelgaard Madsen på fire sprog
Det sorte armbånd er en spændingsroman, der vil få dig til at sidde helt på kanten af stolen fra første side, og som er fuldkommen umulig at slippe, når du først er gået i gang. I romanen vil du møde en verden af mørke hemmeligheder og uventede drejninger omkring hvert et hjørne. Start din læsning af Det sorte armbånd, hvor ondskaben lurer tættere på, end man kan forestille sig.
Det sorte armbånd – Mason Teilmann 2
Inger Gammelgaard Madsen
Scroll ned i bunden for at lytte til uddraget i stedet for.
Kapitel 1: Tvillingerne
Påhængsmotoren tøffede sagte og jog nogle skræppede ænder op fra sivene. Kølvandet efter gummibåden tegnede en stribe i den grønne andemad, som sendte drabsefterforsker Mason Teilmanns tanker tilbage til sumpene i Louisiana. Hvert øjeblik ventede han at se en lemlæstet kropsdel fra et barn dukke op gennem den grumsede overflade.
Han løsnede slipseknuden for at få vejret. Han havde godt set de andres blikke, da han mødte op i sit sædvanlige stilrene jakkesæt og havde været nødt til at efterlade habitjakken i bilen. Nu klæbede skjorten til hans svedige ryg, og kvalmen lå helt oppe i svælget på ham, selvom hans tid i specialafdelingen for drabsefterforskning af børn i New Orleans Police Department efterhånden lå flere år tilbage i tiden, og de få drab, han i Midt- og Vestjyllands Politi havde haft med at gøre, heldigvis ikke var af samme rå og makabre karakter. Men han var her jo.
Drabsmanden fra dengang. Gayson Lopez, også kaldt The Wolf, som havde drevet Mason til Danmark i jagten på ham. Besættelsen af ham, som hans hustru Anja kaldte det. Efter NC3, Nationalt Cyber Crime Center, for snart to måneder siden fandt hjemmesiden, der formidlede salg af børn på efterspørgsel på det mørke net til en pædofiliring, som blev sporet til The Wolf, havde alle Mason Teilmanns sanser været skærpede. Var det også ham, The Wolf, der havde bortført tvillingepigerne Freja og Barbara på ti år, som de nu søgte efter på andet døgn?
Mason havde sine bange anelser. Angsten blev ikke mindre af, at det netop handlede om tvillinger – som hans hustru Anjas to piger, Sofia og Emma, der var på samme alder som de eftersøgte. Var det et budskab til ham? Men hvad var så budskabet? At hvis han ikke holdt sig væk fra Gayson, så ville han gå efter Anjas piger, som Mason elskede, som var de hans egne? En trussel – ligesom de anonyme sms-beskeder, der indimellem tikkede ind på Masons telefon. Jeg ved, hvor du bor, Mason! Pas på din ryg, Mason. Du har en sød familie, Mason, hold godt øje med dem!
Mason holdt vejret, da en skygge tegnede sig under den grønne andemad til højre for båden. Hans puls begyndte at stige, men hunden, som stod roligt på den specielt fremstillede platform forrest i båden, var tavs. Med sænket hoved spejdede den ud over vandet med vibrerende snude uden at reagere. Da båden gled forbi genstanden, opdagede Mason til sin lettelse, at det bare var en tyk gren, der flød i vandoverfladen.
Bag hunden, som var en sort labrador retriever opkaldt efter hundestjernen Sirius, sad hundeføreren Oscar Bertelsen og var lige så tavs som sin hund. Bag ham sad to dykkere i sorte våddragter klar til at hoppe i søen, hvis hunden fandt noget. Mason ville blive imponeret, hvis Sirius overhovedet kunne opfange nogen som helst lugte af lig her, hvor sommervarmen fik vandet til at stinke en smule råddent, men hunden var en af de få nyligt specialtrænede danske lighunde – eller vandsøgshunde, som Mason foretrak at kalde dem – og havde tidligere fundet savnede personer, som havde ligget længe i vandet.
Mason havde ikke før arbejdet sammen med en kollega som den og var forundret over vandsøgshundens evner. Den kunne opsnuse lugten af død under vandet helt ned i 30 meters dybde, uanset om det var i søvand eller havvand. Med en lugtesans, der var op til 2,4 millioner gange bedre end menneskets, var hunden et helt unikt værktøj i politiets efterforskningsarbejde.
Motorbåden var netop på vej ind i indsnævringen til Gudenåen. Det var anden gang, at dykkere var ude på søen for at søge efter pigerne, efter at en lystfisker heromkring havde fundet en sko i vandet, der lignede de sko, som den ene af pigerne havde haft på, da hun forsvandt. Men det havde ikke givet noget resultat første gang. Derfor forsøgte de denne gang med hunden som hjælp.
Mason havde insisteret på at være med ombord med sin erfaring fra arbejdet i New Orleans og flere eftersøgninger i Louisianas sumpe og ikke mindst sin formodning om, at The Wolf kunne stå bag. Dansk politi havde ikke den store erfaring med seriemord og seriemordere, og Mason havde svært ved at overbevise både ledelsen og sine kolleger om, at det var det, de var oppe imod. Når han medregnede alle de drab, som The Wolf var skyldig i på børn og unge piger i Louisiana, talte det langt over de tre drab begået af samme mand, som kendetegnede en seriemorder.
Stilheden ombord var anspændt, og det gav et sæt i Mason, da hunden pludselig gav hals og lagde sig ned; det var måden, den var trænet til at markere, at den havde fået fært af noget i vandet. Oscar slukkede motoren, og båden drev en lille smule fremad, inden den standsede. En blishøne skreg advarende og småløb hen over vandet, inden den gemte sig i sivene. Mason tørrede sved af panden med håndryggen.
”Vi prøver her,” sagde Oscar og nikkede til den ene dykker, som havde gjort sig klar. Han sad på kanten af båden og lod sig vælte bagover. Mason så på de små bobler, som vejrtrækningen gennem dykkermasken efterlod på vandoverfladen, indtil den igen blev rolig. Han holdt vejret, mens hundeføreren gav Sirius godbidder.
”Lugten kan flytte sig i henhold til strøm- og vindforhold og kan derfor snyde, når hunden kommer på sporet. Men strømmen her i søen er heldigvis ikke stærk, så der er gode chancer for, at det er her, Sirius har fået fært af noget,” sagde den anden dykker, og Mason nikkede.
Han vidste ikke, hvad han mest ønskede. At de fandt pigerne døde her i søen, så deres forældre kunne få en afklaring på flere dages pinefuld uvished, eller at der stadig var håb om at finde dem i live med tanker om, hvad de i så fald kunne blive udsat for.
Dykkeren kom op af vandet på den modsatte side af båden. Han gjorde tegn til, at han havde fundet noget, og forsvandt igen. Den anden dykker tog sin dykkermaske på og væltede sig ud i vandet. Der gik nogle minutter, selvom Mason følte dem som timer. Hans hjerte hamrede, da vandoverfladens krusninger viste, at dykkerne var på vej op igen tæt på båden. Oscar fik sin hund, der havde rejst sig op og var begyndt at pibe hjerteskærende, til at lægge sig igen og forholde sig rolig.
Der slap et lille gisp ud af munden på Mason, da den ene af dykkerne drivende af vand dukkede op med en pige i favnen. Hun var nøgen, og hendes hud lyste hvid i sollyset, men da Mason hjalp dykkerne med at få hende skånsomt ombord i båden, så han de blå og sorte mærker på huden og fjernede et vådt, brunt blad, som klæbede sig fast til hendes skulder. Mason tog nogle billeder med sin mobiltelefon. Han zoomede ind på pigens tynde hals, hvor blåsorte mærker tydede på, at hun var blevet kvalt.
Mason havde før set døde. Også børn. Især børn, og det var ikke så meget synet af pigens lille, ubevægelige skikkelse, hvor det mørke, våde hår dækkede hendes ansigt, der fik ham til at miste vejret. Det var det, han havde set omkring hendes højre håndled, da armen slapt faldt frem imod ham, som om hun rakte ud efter hjælp. Det var et sort, flettet armbånd. Dem, som havde været på alle The Wolfs ofre. Hans signatur.
Teamet søgte videre efter tvillingesøsteren i søen, mens Mason tog ind til Retsmedicinsk. Han havde billeder af begge piger på tavlen på politistationen, men det var for ham umuligt at se, hvem af dem det var, de havde fundet, for de lignede hinanden til forveksling. Men det kunne hendes forældre, som ankom til Retsmedicinsk en time senere. Der var altid en lille ting ved enæggede tvillinger, som kun forældrene kunne se, som afgjorde, hvem der var hvem. Sådan var det også med Anjas piger. Lidt med smilet, et glimt i øjet, forskellige karaktertræk eller fysiske kendetegn. Det varede længe, inden Mason lærte at skelne Sofia og Emma fra hinanden.
Der var intet smil eller glimt i øjet på pigen, som retsmedicineren Brask forsigtigt trak det hvide klæde af, så ansigtet var synligt.
Mason hørte morens dybe og forpinte udbrud.
Familien boede i Brabrand ved Aarhus og havde været på teltophold i Silkeborg, da Freja og Barbara forsvandt. Pigerne var gået ned til badebroen ved Julsø lørdag aften, mens forældrene havde hygget sig med nogle venner ved teltet omkring et bålsted, men da klokken blev 22, var pigerne endnu ikke kommet tilbage som aftalt. Vidner havde set dem på broen, og muligheden for, at de ved et uheld var faldet i vandet og druknet, var en af de teorier, der først blev arbejdet ud fra. Derfor havde eftersøgningen i vandet omkring broen været første tiltag.
Men så stod et nyt vidne frem og sagde, at hun havde registreret en motorbåd, som lagde til kaj ved broen og sejlede derfra samme aften, og hun mente, at de to piger var gået ombord i den. Vidnet havde ikke tænkt nærmere over det, før efterlysningen af tvillingepigerne kom i radioen, og signalementerne passede. Det var netop på grund af deres slående lighed med hinanden, at hun havde lagt mærke til dem på broen.
Dagen efter kom indberetningen fra en lystfisker, som havde fundet en lyserød pigesko i vandet omkring fem kilometer fra teltpladsen og broen. Det havde sat eftersøgningen af hele søen i gang, og forsvindingssagen blev nu efterforsket som en drabssag og havnede på Masons bord.
Malene Rosengaard vaklede frem mod båren og strøg pigen over kinden.
”Det … det er Barbara,” stammede hun med hæs og tyk stemme.
Hendes mand, der havde præsenteret sig som Ove Rosengaard, holdt sig lidt i baggrunden, som om han ikke ville møde virkeligheden og ønskede at blive i håbet om, at begge hans piger var i live. Nu kom han nærmere og nikkede. Hans underlæbe og hage skælvede af tilbageholdt gråd.
”Barbara er lidt mindre end Freja,” forklarede moren grådkvalt. ”Og så har hun en pigmentplet på den højre øreflip, det har vi … vi altid kunnet kende dem fra hinanden på.”
Malene Rosengaard kunne ikke længere holde gråden tilbage og sank sammen foran båren. Hendes mand forsøgte at holde hende på benene og måtte trække hende væk fra datteren. Brask dækkede pigens ansigt til med det hvide lagen igen.
”Men skoen, som blev fundet i vandet … den var jo … den var ikke Barbaras,” stammede Ove Rosengaard dæmpet til Mason, da han fulgte dem ud til parkeringspladsen.
”Og det er du sikker på?”
Ove nikkede med tårer i øjnene. ”Barbara brugte et skonummer mindre end Freja, og hun var mere til blå farver, mens Freja er til lyserøde. Det var Frejas sko … er … er hun så også …?”
Mason havde lyst til et bad, da han kom tilbage til politistationen. Han svedte lige så meget som efter squashkampene, som han spillede i hallen hver anden morgen sammen med en kollega. Men denne gang havde han ikke fået banket noget ud af kroppen, som han fik ved kampene. Nu havde noget i stedet hobet sig op. Billedet af Barbaras nøgne, døde krop stod printet ind i hans nethinde. Det kunne have været Emma eller Sofia.
Githa Lauersen sad stadig koncentreret på sin plads bag computeren, selvom det var langt over hendes normale arbejdstid. Hun så ikke, at Mason listede ud på toilettet, hvor han pøsede koldt vand i ansigtet og duppede det tørt med en papirserviet fra automaten på væggen. Hans ansigt så forpint ud i spejlet, og mørke rande tegnede sig under øjnene.
Jagten på The Wolf var ved at sætte sit præg på både hans nattesøvn og hans udseende. Anja havde gjort ham opmærksom på, at besættelse kunne være altødelæggende for sjælen, og at han var nødt til at slippe sin indædte kamp med sig selv om at finde og uskadeliggøre The Wolf, hvis han ikke selv ville gå under. Det var hendes job som psykoterapeut at analysere, som hun gjorde, men Mason brød sig ikke om, når det var ham selv, der var hendes patient.
Han havde ikke fortalt hende om truslerne i de sms’er, han fik, dels for ikke at gøre hende bange, dels for ikke at fremstå endnu mere paranoid. Han glattede det tætklippede, mørke hår med håndfladerne og klappede sine kinder et par gange for at se lidt mere frisk ud, inden han forlod toilettet.
”Jeg hører, at I fandt den ene tvilling,” sagde Githa, da han kom ind på kontoret. Hun havde samme sorte hårfarve som det, der havde dækket den lille piges ansigt i båden, og Mason måtte blinke et par gange for at fjerne billedet igen.
”Ja. Vandsøgshunden fik færten af hende.”
”Fantastisk, hvad de hunde kan! Men altså kun den ene tvilling. Hvem af dem var det?”
Mason gik hen til tavlen og kiggede på billederne af pigerne. Han kunne ikke skelne dem fra hinanden, for han kunne ikke se øreflipperne tydeligt.
”Hende, som hed Barbara. Hendes forældre identificerede hende med det samme.”
”De ligner jo hinanden utrolig meget. Var det på tøjet, forældrene kunne kende forskel? De havde jo ikke samme slags tøj på, da de forsvandt, selvom mange tvillinger synes, at det er sjovt at klæde sig ens.”
”Hun var nøgen,” svarede Mason hæst. ”Men hun havde en pigmentplet på den ene øreflip.”
Han stak hænderne i bukselommerne og tog ikke blikket fra billedet af pigerne. ”Faren siger, at det ikke er Barbaras sko, som lystfiskeren fandt i vandet. Det er Frejas.”
”Åh nej, så betyder det vel, at Freja også …”
”De søger videre, til det bliver mørkt, så vi må vente og se.”
”Hvad sagde Brask om dødsårsagen? Drukning?”
Mason rystede på hovedet.
”Er hun blevet seksuelt misbrugt?” spurgte Githa videre.
”Brask obducerer hende ikke før i morgen tidlig, så vi ved ikke mere, før han er færdig. Men jeg frygter det værste. Hun havde armbåndet på.”
”Det sorte armbånd?! Men tror du så …?” Githa måbede chokeret.
Mason nikkede. ”Ja, jeg tror, det er Gayson Lopez, som har slået til igen.”
”The Wolf?”
Mason vendte sig om stadig med hænderne i bukselommerne og så på Githa.
”Ja, The Wolf. Har vi hørt fra NC3, om de har genfundet hjemmesiden på mørkenettet?”
Githa rystede på hovedet. ”Desværre ikke. De leder fortsat. Det er vist ikke så nemt. Den kan have skiftet navn eller være blevet flyttet til en anden server, måske i udlandet.”
Mason gik hen til sit skrivebord. Udmattet lod han sig dumpe ned på stolen. Den blå pauseskærm på hans computer viste nede i venstre hjørne, at klokken var 21:35. Der var ikke mere, han kunne gøre lige nu. Han håbede inderligt, at der ville dukke spor op, som definitivt kunne fælde Gayson. Det sorte armbånd havde ikke været til at mistolke. Men hvad betød de armbånd? Hvad var det, de symboliserede?
Mason sukkede, mens han lukkede ned for computeren og forberedte sig på at tage hjemad. Nu var den rolige hverdag ellers lige ved at vende tilbage. I to måneder var der ikke sket det store i hans afdeling, og han var begyndt at håbe, at han ikke skulle arbejde med den slags drabssager på børn længere.
”Er der mere, jeg kan gøre?” spurgte Githa.
”Nej, smut du bare – der skal nok blive travlt den kommende tid, og vi kan ikke gøre mere før i morgen.”
Han smilede overbevisende. Kort efter at Githa var gået, rejste han sig op og tog sin jakke fra stoleryggen. Han skulle til at lægge sin mobiltelefon i lommen, da han så, at der var kommet en sms. Måske havde Anja sendt en besked om noget, han skulle købe med hjem på vejen, eller måske bare for at høre, hvor han blev af. Men Mason så med det samme, at den ikke var fra Anja.
’Pas din egen forretning! Hold dig væk! Jeg ved, hvor I bor, og hvor pigerne går i skole, og hvor de cykler, når de skal hesteryg ridning,’
Sproget var igen ikke perfekt dansk, nøjagtig som de andre sms’er han havde fået. Det lignede Google Translate, eller også var de skrevet af én, der ikke havde styr på den danske grammatik. Mason formodede, at det var Gayson, som ikke ville afsløre sig selv ved at bruge deres modersmål og skrive på engelsk.
’Pas din egen forretning’ var sikkert oversat fra ’mind your own business’, og ´horseback riding’ var blevet til ’hesteryg ridning’, men meningen var ikke til at misforstå. Hvordan vidste Gayson, at Emma og Sofia gik til ridning? Der var sommerferie i skolen, men pigerne gik til ridning en gang om ugen, og Gayson vidste åbenbart, hvilken vej de cyklede til rideskolen. Mason gyste og stak telefonen i lommen. Pludselig kunne han ikke komme hjem hurtigt nok. Denne trussel var tættere på, end de andre havde været. Den afslørede, hvor meget The Wolf vidste om Anjas piger. Truslen krøb helt ind under huden på ham.
Garageporten åbnede automatisk foran villaen i Virklund, da Mason nærmede sig i sin mørkeblå Honda Accord. Han kiggede sig opmærksomt tilbage over skulderen, da han steg ud af bilen. Porten gled langsomt i bag ham, og han beordrede sig selv til at slappe af og ikke lade sig påvirke. Måske var det slet ikke Gayson, som sendte de sms’er, men én, som ønskede at chikanere ham. Det var ikke første gang, det var sket.
Inde i entréen løsnede han slipset, trak det af og åbnede et par knapper i skjorten. Der duftede af mad, og først nu meldte sulten sig.
Anja og pigerne havde spist, men de havde levnet lidt laksetærte til ham.
”Skal jeg ikke lige varme den?” spurgte Anja.
Mason, som havde sat sig ved bordet i køkkenet og skænket sig et glas rødvin, greb hendes håndled, da hun rakte ud efter komfurets knapper. Han smilede.
”Nej, det er okay. Lunken tærte er fint.”
”Den er nok nærmere kold, Mason.”
Mason tog tærtestykket over på sin tallerken. ”Kold tærte er også fint. Undskyld, at jeg kommer så sent.”
Anja satte sig over for ham med albuerne på bordet og hagen støttet i håndfladerne. Hun lagde hovedet lidt på skrå og så på ham.
”Du ser træt ud. Jeg hørte i pressen, at I har søgt i Julsø i dag. Fandt I noget?”
”Sagde de ikke det?” spurgte Mason ironisk. Han forstod ikke, hvor journalisterne fik deres viden fra så hurtigt. De måtte have observatører ude, for ingen på politistationen havde udtalt sig i sagen om tvillingerne. Kun efterlysningen af dem havde pressen videregivet til offentligheden.
Anja rystede på hovedet. ”Nej, de gættede vist kun på, at det var angående eftersøgningen af de to piger, at politiet var på søen med en sporhund.”
Anja greb vinflasken og hældte også op i sit glas.
Mason nikkede undvigende.
”Sover Emma og Sofia?” spurgte han for ikke at skulle tale mere om sagen og igen blive mindet på den døde pige.
”Emma er hos Lykke og Sofia hos Nicole.”
”Så sent?”
”De skal jo sove hos deres bedsteveninder. Havde du glemt det?” smilede Anja og nippede til vinen.
Mason tog en lidt for stor slurk af sin vin. Ja, det havde han.
”Nåh ja, det var jo i nat, de skulle det …” Han havde lyst til at hente dem hjem med det samme, men heldigvis boede Lykke og Nicole ikke langt væk, så han ville hurtigt kunne gøre det, hvis det blev nødvendigt.
”Du svarede ikke på mit spørgsmål, Mason. Fandt I noget i søen?”
”Ja … vi fandt den ene af pigerne. Hun hed Barbara.”
Anjas øjne blev triste. ”Hed? Så var hun altså død?”
”Ja, desværre,” nikkede Mason. Anja var ikke sart, nok mere robust end han selv var, når det kom til det psykiske. Alligevel ville han ikke nævne noget om det sorte armbånd, selvom det var bevis på, at hans teori om Gayson Lopez ikke kun var ren fantasi. Heller ikke at pigen havde været nøgen, da det gav tanker om, at noget ubehageligt var gået forud.
”Var pigerne til ridning i dag?” spurgte han i stedet henkastet.
”Ja, de tog direkte fra ridning og hjem til hver af deres veninder. Hvorfor spørger du om det? Du ved da, at det er om mandagen, de er på rideskolen.”
”Har du talt med dem, efter de kom fra ridning?”
”Nej. Hvorfor skulle jeg det?”
Mason drak igen af sit glas, mens han betragtede Anja. Han var nødt til at sige det. Han var nødt til at fortælle hende, at de blev truet, og at han ikke var tryg ved det. Men han havde ikke lyst til at gøre hende nervøs. Han vidste næsten, hvad hun ville sige, og havde ikke lyst til at tage en diskussion med hende om hans besættelse af The Wolf. Ikke nu. Han satte glasset fra sig og tog igen kniv og gaffel i hænderne, men han spiste ikke videre. Han blev ved med at se på Anja.
”Det er længe siden, vi har besøgt dine forældre. Hvad med lidt ferie?” sagde han så.
Anja lænede sig tilbage i stolen med vinglasset. Hun smilede forundret.
”Hvor kom dén idé fra? Vil du pludselig besøge dine svigerforældre i Flensborg?” Så lænede hun sig oplivet frem igen. ”Har du alligevel taget sommerferie, Mason?”
Mason tog den sidste mundfuld kolde tærte. Han skammede sig over at have givet Anja falske forhåbninger.
”Nej. Nej, selvfølgelig har jeg ikke taget ferie, det kan jeg jo ikke sådan midt i en drabssag. Men jeg synes, at du og pigerne skal tage af sted. De er så glade for at besøge deres mormor og morfar og hestene på deres rideskole.”
Anja lænede sig skuffet tilbage igen og sank lidt sammen i skuldrene.
”Skulle vi tage derned uden dig? Det var jo ikke den slags spændende ferie, vi havde aftalt. Skulle vi ikke ud at rejse? Vi vil så gerne opleve din hjemby, Mason, se New Orleans, høre jazz – og besøge sumpene. Dem snakker pigerne meget om.”
Det var bestemt ikke Masons forestilling om en spændende ferie. Fortiden i New Orleans ville han helst lade ligge langt bag sig, og sumpene gav ham ikke gode minder.
”Vi kan altid rejse senere, skat. Til foråret måske, hvor temperaturen i Louisiana er mere behagelig. Du har ferie, og det har pigerne også. Jeg får travlt den næste tid og vil ikke være ret meget hjemme. Pigerne bliver vilde med at skulle til Tyskland.”
Anja drejede på glasset, mens hun så udforskende på ham.
”Mener du det her, Mason? Vil du helst have, at vi er hos mine forældre, når du skal arbejde?”
Mason nikkede og satte den tomme tallerken om på køkkenbordet bag sig for ikke at se hende i øjnene.
”Ja, jeg ville have mindre dårlig samvittighed over ikke at kunne være hjemme hos jer, når I nu har ferie. Jeg kan komme derned senere, så snart arbejdet tillader det.”
Anja trak på skuldrene og smilede pludselig. ”Okay, det gør vi så.”
*
Mason havde ringet og talt først med Emma og så med Sofia, da han og Anja gik i seng om aftenen under påskud af at ville fortælle dem om turen til Tyskland. I virkeligheden var det mest for at høre, om alt var, som det skulle være. Han sad på sengekanten med telefonen, mens Anja børstede tænder på badeværelset med døren åben. Mason så godt, at hun løftede det ene øjenbryn og stoppede bevægelsen med tandbørsten, da han spurgte pigerne, om der var sket noget usædvanligt i løbet af dagen, og om nogen fremmede havde talt med dem på vej til, fra eller på rideskolen. Det benægtede pigerne. Alt var, som det plejede.
Anja var krøbet ind til ham under dynen, duftende af tandpasta og rosenolie fra hendes natcreme, og havde sagt, at han ikke måtte lade sit arbejde gå ud over pigerne. At hun godt forstod hans nervøsitet med alt det frygtelige, han så og oplevede, men at han måtte prøve at holde Emma og Sofia udenfor. Han skulle i stedet tale med hende, hvis noget gik ham på. Igen havde han følt sig som hendes patient.
Men nu, da han sad bag skrivebordet og ventede på, at hans medarbejdere skulle møde ind, følte han en stor lettelse. Anja var kørt i sin egen bil sammen med pigerne. De havde vinket til ham gennem bagruden. De glædede sig til at komme til Tyskland igen, selvom de i kor havde brokket sig meget over, at Mason ikke skulle med.
Der var fire betjente i Masons team, som efterforskede drabssagen. Githa var den første, der mødte ind. Hun hilste, smed sin skuldertaske ved bordbenet og fik liv i sin computer. Derefter kom Jonas Toft, som altid med det gulerodsfarvede hår fladtrykt af cykelhjelmen. Nadira Akram, der var ny i Afdelingen for Personfarlig Kriminalitet og en af de få kvindelige unge betjente med indvandrer-baggrund, kom i samtale med Konrad Poulsen.
Konrad var ti år ældre end Mason og gav af og til udtryk for, at han havde meget større erfaring i faget end de grønskollinger, som han omgav sig med, og burde være efterforskningsleder i stedet for Mason. Han var kommet til Masons afdeling fra Nordjyllands Politi for en måned siden, overflyttet af en grund, som Mason ikke kendte. Men netop hans erfaring gjorde, at Mason så gennem fingre med hans ofte provokerende og nedladende attitude, og at ikke mange på politistationen brød sig om ham.
”Godmorgen alle sammen,” hilste Mason. Han havde, da han mødte, åbnet alle vinduerne i kontoret til endnu en varm julidag. ”Vi har travlt. Den ene af tvillingerne, Barbara, blev fundet i indsnævringen til Gudenåen i Julsø i går aftes. Pigen obduceres her til morgen, så vi kender ikke dødsårsagen endnu. Men vi skal have afhørt alle, som bor i nærheden af søen og åen, og alle, som har haft deres færden der, siden pigerne forsvandt i lørdags. Er Barbara smidt i vandet fra en båd eller fra kysten? Er hun bragt til søen i en bil? Nogen må have set noget.”
”Er der ikke allerede foretaget afhøringer?” spurgte Konrad med bebrejdelse i stemmen.
”Jo, betjente har talt med så mange som muligt, da pigerne blev efterlyst, og igen i går aftes, da Barbara blev fundet, men der kom ikke noget brugbart ud af det, så vi går videre i dag.”
Nadira kiggede på tavlen med billederne, som Mason havde taget med sin mobiltelefon i båden i går og printet ud og sat op.
”Du har taget closeup af et armbånd. Hvorfor det?” spurgte hun.
Mason skævede til Githa. Hun var den eneste af hans medarbejdere, som i foråret havde været enig med ham i hans formodning om, at de havde en seriemorder på spil i Silkeborg.
”Nogle af jer husker sikkert armbåndet fra drabssagen i foråret. Mathilde Hanson havde det samme armbånd omkring sit håndled, da hun blev fundet kvalt i skoven, og det har forbindelse til hjemmesiden med salg af børn til pædofile, som NC3 stadig prøver at finde igen, efter den pludselig forsvandt. Vi ved dog stadig ikke, hvad de armbånd betyder.”
Konrad sad og nikkede, mens det så ud, som om han forsøgte at trække sit gråsprængte fipskæg længere med den ene hånd og noterede på sin skriveblok, der lå på hans lår, med den anden. Han havde en sort lædervest over sin skjorte og mindede om en aldrende rockerpræsident.
”Så vi er tilbage til ham din seriemorder igen. Ulven?” sagde han skeptisk, og Mason vidste ikke, om han så et sarkastisk smil i hans ene mundvig.
”Ja, det kan ikke udelukkes, at Gayson Lopez har noget med drabet at gøre. Armbåndet er hans signatur,” svarede han stædigt.
Nu var der helt sikkert et slet skjult smil på Konrads læber, men han sagde ikke noget.
”Vi har intet gerningssted. Som I kan se på billederne, som jeg tog på båden i går, ser det ud, som om hun er blevet kvalt.”
Mason gik hen til tavlen og pegede på nærbilledet af Barbaras hals. Billederne var selvfølgelig ikke så knivskarpe som dem, de ville få fra Retsmedicinsk.
”Jeg håber snart, at vi får den retsmedicinske rapport. Måske er der spor på liget, som kan fortælle os, hvor og af hvem hun blev dræbt, men indtil da går vi videre.”
Han vendte sig om mod sine medarbejdere igen.
”Jonas og Nadira, vil I tage ud i sommerlandet og tale med alle, som kan have set noget? Besøg Julsø Teltplads igen, som pigerne forsvandt fra. Motorbåden, som et vidne har set tvillingerne gå ombord i, er ikke fundet. Nu drejer det sig om drab.”
”Det lyder bare utroværdigt med den motorbåd,” brummede Konrad. ”Hvorfor skulle to piger gå ombord på en båd hos nogen, de ikke kender?” Hans øjne var smalle, da han så op på Mason. Brillerne sad oppe i det halvlange grå hår og holdt det tilbage fra panden.
”Måske kendte pigerne dem i båden, så det var derfor, de tog med,” foreslog Githa.
Mason nikkede. ”Det ville være nyttigt at vide. Konrad, vil du finde ud af mere om den båd? Find ud af, om andre har set den og kan beskrive den. Måske har nogen taget billeder med deres mobiltelefon til feriealbummet. Og Githa, gennemgår du afhøringen af de venner, som var på teltpladsen sammen med tvillingepigernes forældre, dengang pigerne forsvandt. Måske har vi overset noget,” fortsatte han.
Githa nikkede.
”Fint! Og pas nu godt på jer selv derude allesammen.”
De forstod hans afskedssalut. Kun Konrad blev siddende tilbage, som om han ville sige mere, men så rejste han sig også og gik.
Mason bladrede i sagsmappen, hvor alt materialet fra eftersøgningsholdets arbejde var samlet.
Hans mobiltelefon ringede. Det var ikke et nummer, som Mason kendte, og han svarede en smule tøvende.
”Hi Mason,” sagde en kvindestemme.
Først genkendte han den ikke, selvom den markante sydstatsdialekt virkede bekendt. Det var ikke så ofte, Mason modtog amerikanske opkald længere. Det forekom ham også pludselig vanskeligt at slå over i sit modersmål, og han bemærkede ud ad øjenkrogen, at Githa løftede hovedet og kiggede på ham over computerskærmen.
”It’s Allison. Allison Garcia. You don’t remember me. Do you?” spurgte stemmen. Sætningen fik Mason til at tænke på et gammelt hit – it started with a kiss – og sådan var det netop, nu huskede han.
”Allison? Jo, selvfølgelig husker jeg dig,” svarede han efter en lille pause. Der var støj i baggrunden, og han hørte en metallisk højttalerstemme kalde passagererne ud til en gate.
”Sikke en overraskelse. Ringer du fra en lufthavn?” spurgte han forvirret og forsøgte at huske, hvordan Allison Garcia så ud. De havde haft en meget kort ungdomsflirt, men så rejste Allison til Quantico i Virginia til FBI-hovedkvarteret for at studere. Hun ville uddanne sig som kriminalpsykolog, og Mason havde ikke hørt fra hende siden.
”Ja, jeg er næsten lige landet i Københavns Lufthavn. Jeg skal herfra med toget til Silkeborg.”
Mason kunne ikke skjule sin overraskelse. ”Hvad skal du i Silkeborg?” udbrød han.
”Det er da der, du bor, ikke?”
”Jo … jo, altså tæt på. Jeg bor i Virklund cirka fem kilometer syd for byen. Men du er vel ikke taget helt til Danmark for at besøge mig?”
Han hørte en stille latter i telefonen, og nu huskede han, at Allison havde det dejligste smil.
”Nej, jeg har et andet ærinde, men det kan jeg fortælle dig, når vi ses. For du vil vel gerne mødes med mig og udveksle gamle minder?”
”Ja, selvfølgelig. Hvor skal du bo i Silkeborg?”
”På Vejlsøhus Hotel. Er det langt fra banegården?”
”Hotellet ligger et godt stykke fra banegården. Hvornår er du i Silkeborg? Jeg kan hente dig på stationen og køre dig til hotellet.”
”Det er virkelig sødt af dig. Tak, Mason. Jeg kan se på planen, at jeg skulle være på Silkeborg Banegård ved 17-tiden. Hvordan passer det dig?”
”Det skal jeg nok få passet ind.”
”Du er sikker på, det er o.k., ikke? Venter din kone ikke på dig?” spurgte Allison med drillende stemme.
”Hun er på ferie sammen med sine tvillingepiger. Hvor ved du fra, at jeg er gift?”
”Jeg har selvfølgelig forhørt mig lidt hos dine tidligere kolleger i NOPD, som jeg netop har haft fornøjelsen af at arbejde sammen med. Det var der, jeg fik dit telefonnummer.”
”Hvad har du arbejdet sammen med dem om, hvis jeg må spørge?”
”Det må du da, Mason. Jeg har hjulpet dem med en gerningsmandsprofil.”
”Så du blev altså kriminalpsykolog?” udbrød han imponeret.
”Ja, og én af de bedre,” lo hun. ”Jeg havde ret. Drabsmanden tilstod.”
Hun havde aldrig lagt skjul på sine evner. Det var noget af det, han var faldet for hos hende dengang. Hendes selvsikkerhed.
”Nå, jeg må hellere komme ned til toget. Jeg ringer til dig, når jeg er i Silkeborg. Okay?”
”Helt okay. Jeg glæder mig til at se dig igen.”
Mason mærkede, at hans kinder brændte, da han lagde telefonen fra sig. Githa så ikke længere på ham, men han var sikker på, at hun havde lyttet til hvert eneste ord, han havde sagt.
”Finder du noget?” spurgte han, da han følte, at han var nødt til at bryde den pinlige stilhed.
Githa stak hovedet op over skærmen og så på ham med rynket pande.
”Det tror jeg faktisk. Jeg har fundet frem til en afhøring, som måske kan være interessant. Det var tre venner til tvillingernes forældre, som var på besøg på teltpladsen om lørdagen, da pigerne forsvandt. En ungdomsven til faren, Peter Molin, og et ægtepar, Dicte og Hannibal Ottesen, som var forældrenes fælles venner. Dicte og Hannibal har uafhængigt af hinanden sagt, at vennen, altså Peter, forsvandt, kort tid efter at pigerne var gået ned til broen sidst på eftermiddagen, og at han var væk påfaldende længe.
Da han kom tilbage, sagde han, at han havde ledt efter et uforstyrret sted at slå en streg. Han orkede ikke at gå de ti minutter, det tog for at komme til det offentlige toilet. Men de mente, at der var noget lusket ved den ven. Der var kun uforstyrrede steder omkring den teltplads, så hvorfor havde det varet så længe? Han var beruset og havde ifølge ægteparret åbenbart kigget meget intenst på pigernes solbrune ben under deres korte kjoler.”
”Hmm, og det er der ikke blevet fulgt op på af eftersøgningsholdet?”
”Ikke nok, lader det til. Peter Molin blev godt nok afhørt, men hævdede, at han bare skulle af med vandet på grund af for mange øl. Der var ingen vidner, da han havde fundet et afsides sted, og så blev der ikke gjort mere ved det.”
”Ham taler vi med igen. Det skal også tjekkes, om Peter Molin kan have noget med Gayson Lopez at gøre.”
Githa løftede det ene øjenbryn.
”Nu vil jeg ikke lyde alt for skeptisk, men vi har jo intet bevis for, at The Wolf opholder sig her i området. Han er ophavsmand til den hjemmeside for de pædofile, ja, men han kan opholde sig hvor som helst i verden.
”Det armbånd, Githa …”
”Ja, jeg ved godt, at det ligner The Wolfs signatur, som du siger, men det er nævnt i pressen i forbindelse med drabet på Mathilde i foråret, så en psykopat kan jo have kopieret den idé. Men okay, det undersøger jeg også.”
Mason noterede yderligere nogle punkter, der skulle følges op på, men ellers var han tilfreds med eftersøgningsholdets indsats. De havde gjort et stort arbejde med at finde ud af pigernes færden lørdag aften, men en drabssag skulle håndteres anderledes end en forsvindingssag, hvor der var mulighed for, at den eller de efterlyste dukkede op igen, som det heldigvis skete i langt de fleste tilfælde.
Uret over banegårdens hovedindgang viste 17.05, da Mason passerede det i bilen og lidt efter hurtigt drejede ind på parkeringspladsen. Han havde været nødt til at skynde sig afsted for at nå det til tiden. Normalt var han altid den sidste, som tog hjem.
Allison kom ud på trappen, inden Mason nåede hen til den. Han genkendte hende med det samme, da hun stod der og spejdede sig omkring, som var hun lige landet på en fremmed planet. Hun havde ikke forandret sig meget, blot fået mere modne træk, opdagede han, da han kom helt tæt på hende og tog kufferten ud af hendes hånd. Hun havde en lys sommerkjole på, som bølgede omkring hendes slanke ben i vinden, og hun satte hånden på den store stråhat, som et vindpust var ved at løfte af hendes mørke, krøllede hår.
”Welcome to Silkeborg,” sagde han og smilede.
”Hi Mason, thank you. Nice city,” smilede hun tilbage med sit kridhvide smil. Hun tog de mørke solbriller af, og hendes blik vandrede skælmskt over hans ansigt, som sammenlignede hun alle hans træk med dengang, han var ung. Han vidste ikke helt, om han brød sig om det, selvom hun bestemt ikke virkede skuffet.
”Hvor længe bliver du?” spurgte han, da de sad i bilen på vej væk fra banegården.
”Det ved jeg ikke helt endnu. Det kommer an på … min opgave her.”
”Som er?”
”Det fortæller jeg dig senere, Mason. Må jeg ikke se, hvordan du bor?” spurgte hun i samme åndedræt.
Mason overvejede spørgsmålet. Han havde egentlig ikke lyst til at tilbringe aftenen alene, nu da Anja og pigerne ikke var hjemme, og havde Allison ikke ringet, havde han sikkert bare arbejdet til langt ud på natten.
”Jo, selvfølgelig må du det.”
”Du kan bare lade tasken blive her i bilen, jeg skal nok køre dig til hotellet senere,” sagde Mason, da han havde parkeret foran villaen. Allison åbnede bagdøren og fjernede hatten, som hun havde lagt oven på tasken omme på bagsædet. Så åbnede hun tasken og trak en flaske op, som hun viste ham. Havana Club, Limited Edition.
”Jeg synes, at vi skal fejre gensynet ved at smage på den her.” Hun lukkede tasken igen og kiggede beundrende på villaen, som lå smukt omkranset af høje træer.
”Wow, du bor stilfuldt,” sagde Allison, da hun trådte ind, rakte ham flasken med rom og så sig imponeret omkring i stuen med de bløde, lyse lædermøbler og smuk kunst på væggene. Det var Anjas indretning, men heldigvis havde de samme smag og var helt enige om stilen.
Mason gik ud i køkkenet og fandt to glas.
”Er du sulten?” spurgte han.
”Jeg spiste et måltid i lufthavnen, så jeg har mere lyst til en drink. Men hvis du er, så …”
Mason mærkede efter. Det var han egentlig ikke. Hans frokost i kantinen var blevet senere end normalt. Han gik ind i stuen med romflasken og de to glas og tændte i forbifarten for musikanlægget, der spillede Glenn Miller. Han dæmpede lyden.
Allison betragtede et foto i sølvramme af ham, Anja, Emma og Sofia.
”Sød familie,” sagde hun. ”Hvorfor er de rejst på ferie uden dig? Jeg ville gerne have truffet dem.”
Mason satte sig i sofaen og hældte op i glassene.
”Jeg har travlt, og de har ferie,” undveg han. ”Anjas forældre har en rideskole i Flensborg lige ved siden af Klueser Wald. Pigerne er begge vilde med heste og elsker at ride i skoven.”
Allison satte sig i lænestolen over for ham. De skålede. Hun smilede, da de kom til at slå glassene for hårdt sammen.
Mason smagte på rommen og nikkede til hende. ”Fantastisk!” tilkendegav han.
”Ja. Cuba er de bedste til at lave rom efter min mening.”
”Du er opvokset der, var det ikke sådan?”
”Nej, men min far er cubaner, han …” Hun tav og drak af glasset.
”Hvad?”
”Det er en alt for lang historie.”
Allisons ansigt formørkedes, og Mason fornemmede, at det var et følsomt emne. Han vidste intet om hendes forældre.
”Okay, men fortæl mig nu, hvad du laver i Silkeborg. Jeg er nysgerrig, vil jeg indrømme.”
Allison kiggede længe ned i glasset og den gyldne væske, som matchede guldringene på hendes fingre. Hun så igen op på ham.
”Jeg ved ikke, hvor glad du er for at få rodet op i det, Mason, men … jeg skal interviewe Gayson Lopez’ familie. Hans moster og onkel bor her i Silkeborg. Men det ved du vel?”
Mason nikkede og rynkede brynene.
”Hvorfor skal du interviewe dem?”
Allison nippede til rommen og satte glasset fra sig på sofabordet.
”Jeg fik interesse for Gaysons sag, da jeg var i Quantico. Jeg fulgte med, da Innocence Project fik ham løsladt. På det tidspunkt havde jeg opsøgt ham flere gange i fængslet.”
Mason lænede sig forbavset tilbage i sofaen med glasset mellem hænderne.
”Det forstår jeg ikke. Hvorfor havde du det?”
”Han er et spændende tilfælde, Mason. Seriemordere er interessante at udforske. Det er jo mit job at kende deres styrker og svagheder. Jeg har arbejdet meget med, hvad der gør dem til massemordere, og har talt med mange indsatte, som stod til livtidsdom for deres bestialske handlinger, men Gayson virkede anderledes, synes jeg …”
”Og dermed mener du …?”
”Ja, at han skiller sig ud. Han har en atypisk seriemorderprofil. Jeg gik i gang med at skrive en biografi om ham og fik lov til at tale med ham i fængslet. Han var villig til at fortælle, men så blev han pludselig løsladt og forsvandt for mig. Arbejdet med bogen har været gået i stå siden, men nu har jeg fundet ud af, at hans moster og onkel driver et savværk her i Silkeborg, og de har sagt ja til at fortælle mere om ham. Hvordan han var som barn. Hans mor er død, så hende kan jeg ikke spørge, og faren kan jeg ikke finde frem til. ”
Mason vidste ikke, om det var rommen eller Allisons ord, der fik det til at koge varmt inde i ham.
”Så du har aftalt med hans moster og onkel at komme her?”
Allison tog glasset og nippede igen til rommen, mens hun så på ham og nikkede.
”Jeg vidste ikke, at du var forfatter.”
Allison trak på skuldrene og smilede.
”Hvorfor kunne det ikke bare klares over telefonen?” spurgte han.
”Det giver det bedste indtryk at møde folk. Det er også derfor, jeg er nødt til at mødes med seriemorderne i fængslerne. Se dem i øjnene.”
”Sagde de noget om, at Gayson er her i Silkeborg? At de skjuler ham på deres savværk?”
Allison grinede. ”Nej, selvfølgelig sagde de ikke det.” Så blev hun alvorlig og stirrede på ham. Hendes pupiller blev en anelse større. ”Tror du da det? Var det derfor, at du rejste hertil fra New Orleans dengang?”
Mason tømte glasset i én mundfuld, inden han lidt modvilligt kapitulerede.
”Ja, det var derfor, jeg tog til Danmark. Jeg havde netop en mistanke om, at han flygtede hertil for at skjule sig. Da jeg opdagede, at han havde familie her, så var det jo oplagt.”
Allison nikkede med et lille skævt smil på de røde læber. Hun fyldte op i glassene igen.
”Så det var altså din uendelige jagt på The Wolf, som fik dig til at rejse fra sydstaterne. Du vil ikke lade dig overbevise om, at han er uskyldig, som Innocence Project kom frem til og fik medhold i.”
Mason lænede sig frem mod Allison.
”Jeg ved, at Gayson er skyldig i de drab i Louisiana, og han opererer igen her i Silkeborg. Atypisk seriemorderprofil, hold nu lige op, Allison! Alt pegede på ham. Dna på ofrene og …”
Allison kneb øjnene sammen. ”Dna, som du havde plantet, ikke, Mason? Det var det faktum, Innocence Project fik Gayson løsladt på.”
”Det var ikke et faktum. Jeg havde ikke plantet beviser for at få ham dømt. Selvfølgelig ikke! Jeg forstår stadig ikke, hvordan de fik Gayson frikendt på det grundlag.”
Allison fik et medlidende udtryk i øjnene, som Mason ikke brød sig om, da han ikke vidste, om det var møntet på ham eller Gayson.
”Jeg kan godt regne ud, at det har været hårdt for dig og din familie at gå igennem. Den hetz, der opstod i pressen mod dig, der blev stemplet som endnu en korrupt betjent i New Orleans Department. Du blev skilt fra Riley og …”
”Du ved meget om mig,” sagde Mason overrasket.
”Ja, lige om det i hvert fald. Det skete jo, mens jeg arbejdede på bogen sammen med Gayson.”
Mason drak af rommen og mærkede alkoholen. Måske skulle han alligevel have taget noget at spise. Aldrig alkohol på tom mave, plejede Anja at sige.
”Okay, men jeg kan ikke leve med, at en drabsmand går fri og kan fortsætte sine drab, uanset hvad.”
”Uanset om beviserne er plantede?”
”Nej, selvfølgelig ikke – og jo alligevel, hvis det er et hundrede procent sikkert, at det er den rigtige drabsmand, så er det trods alt bedre at få ham fældet på falske beviser, end at han går fri.”
Allison nikkede uden smil, som om hun havde taget ham på fersk gerning.
”Men jeg kunne aldrig finde på det. Det er du vel klar over, ikke?” tilføjede han derfor.
Allison svarede ikke.
De sad tavse lidt og lyttede til Moonlight Serenade.
”Fortæl mig lidt om dig selv, Allison,” sagde Mason så og smilede forsonende.
Allison skubbede sandalerne af de bare fødder og trak benene op under sig i sofaen. Mason lyttede til hendes stemme, da hun ivrigt begyndte at fortælle om arbejdet på FBI’s hovedkontor; og pludselig var det blevet mørkt udenfor.
”Tror du, at du kan køre mig til hotellet nu?” spurgte Allison og nikkede mod flasken med rom, der næsten var tom. Hvis han blev stoppet af en patrulje, ville det ikke se kønt ud. Det burde han have tænkt på, men stemningen havde grebet ham.
”Nah … men du er velkommen til at sove her i nat, hvis du vil? Jeg kan redde op i gæsteværelset, og så kan jeg køre dig til hotellet i morgen tidlig.”
Han håbede ikke, at Allison misforstod hans gæstfrihed, men det virkede ikke sådan.
”Mener du det? Det vil jeg meget gerne,” sagde hun og smilede.
Mason kunne ikke sove. Han vendte sig svedig i lagnerne og smagte rommen, selvom han havde børstet tænder. Hvad ville Anja mon sige, hvis hun vidste, at der lå en smuk, halvt cubansk kvinde i gæsteværelset?
Urets røde tal viste 01:05, da tørsten plagede ham så meget, at han var nødt til at stå op for at drikke noget. Det var, da han stod i køkkenet og tappede et glas vand fra hanen, at han fik øje på hende gennem vinduet. Hun gik rundt ude på terrassen med bare fødder i en hvid næsten gennemsigtig natkjole og snakkede i mobiltelefon. Han kunne ikke høre ordene, men hun så alvorlig ud. Hvem talte hun med klokken et om natten? Det kunne næsten kun være nogen fra USA, hvor det var dag lige nu.
Mason benyttede lejligheden til at smutte på toilettet. Da han kom ud igen, stødte han på Allison i køkkenet, hvor hun også havde taget sig et glas vand. Hun virkede forskrækket over at se ham.
”Undskyld, hvis jeg vækkede dig. Jeg trængte til lidt vand,” smilede hun forfjamsket.
”Det gjorde du ikke, jeg var lige på toilettet. Talte du med nogen hjemmefra?”
”Hvad mener du?”
”I telefonen lige før?”
Allison rystede på hovedet.
”Nej … jeg var bare tørstig. Sov godt, Mason,” svarede hun og smuttede hurtigt tilbage til gæsteværelset.
Mason så undrende på den lukkede dør. Hvem havde Allison talt med, og hvorfor løj hun?
Lyt til begyndelsen af Det sorte armbånd her:
Inger Gammelgaard Madsen: Det sorte armbånd
Drabsefterforsker Mason Teilmanns søgen efter en berygtet seriemorder truer med at opsluge hans liv. Masons instinkter vækkes, da Det nationale Cyber Crime Center afslører en hjemmeside, der har forbindelse til en pædofil trafficking-ring. Efterforskningen fører ham til Gayson Lopez, som også er kendt som The Wolf: Et navn, der har hjemsøgt Mason siden hans tid i New Orleans’ politistyrke.
Hemmeligheder afsløres, og tilliden brister. Vil Mason sejre, eller vil ondskaben triumfere?
I Det sorte armbånd trækkes læseren ind i verden af mørke hemmeligheder, ubarmhjertig forfølgelse og uventede drejninger. Dyk ned i denne spændende thriller og oplev den skræmmende sandhed, at ondskaben nogle gange lurer tættere på, end vi nogensinde kan forestille os.
Det sorte armbånd er fortsættelsen til Stemmen fra jorden.
Du kan købe Det sorte armbånd online eller i din nærmeste boghandel fra 4. juni.
I samme serie:
Inger Gammelgaard Madsen: Stemmen fra jorden
Den 7-årige pige Lilly Danielsen har haft et skænderi med sin storebror, og går en tur med familiens hund for at falde ned igen. Men deres mor bliver urolig, da Lilly ikke kommer hjem som aftalt. Er hun blevet væk, fordi hun er så vred og ked af det, eller er der sket hende noget?
Den amerikanske politibetjent Mason Teilmann har et noget mere stilfærdigt arbejde hos Midt- og Vestjyllands Politi, end da han var drabsefterforsker med speciale i drab på børn i sin hjemby New Orleans. Han plages stadig af fortidens spøgelser, selvom hans danske kone hjælper ham, så godt hun kan.
Da han får overdraget sagen om Lilly Danielsens forsvinden, får han brug for al den træning og erfaring, han har med sig fra USA, men de ubehagelige minder rumsterer…
Du kan købe Stemmen fra jorden online, fx. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.
Læs også: 10 skandinaviske krimier du skal læse i år
Andre læste også: