Danske krimier Danske krimiforfattere Krimi Læseprøve og uddrag

Stemmen fra jorden er første bog i Inger Gammelgaard Madsens nye krimiserie. Tyvstart din læsning her

Inger Gammelgaard Madsen

Inger Gammelgaard Madsen udgiver ny krimiserie med en amerikansk drabsefterforsker Mason Teilmann i hovedrollen. Han får job hos Midt- og Vestjyllands Politi, hvor der mildt sagt ikke sker så meget som i New Orleans – indtil en 7-årig pige forsvinder i en landsby uden for Silkeborg. Smuglæs i bogen her.

Efter et skænderi med sin storebror går 7-årige Lilly Danielsen en tur med familiens hund. Men hendes mor bliver urolig, da hun ikke kommer hjem som aftalt og frygter, at der er sket hende noget. Den amerikanske politibetjent Mason Teilmann har et noget mere stilfærdigt arbejde hos Midt- og Vestjyllands Politi, end da han var drabsefterforsker med speciale i drab på børn i sin hjemby New Orleans. Han er plaget af fortidens spøgelser, selvom hans danske kone hjælper ham, så godt hun kan.

LÆS OGSÅ: De bedste nordiske krimiserier lige nu

Da han får overdraget sagen om Lilly Danielsens forsvinden, får han brug for al den træning og erfaring, han har med sig fra USA, men de ubehagelige minder rumsterer…

Læs et uddrag af Stemmen fra jorden herunder.

Du kan købe Stemmen fra jorden online, fx hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel fra d. 1. november 2022.


Stemmen fra jorden

Inger Gammelgaard Madsen

Monika lagde læsebrillerne fra sig på bordet. Hun strakte sig, flettede fingrene bag nakken og lænede sig tilbage i stolen, så hun mærkede, at det knækkede mellem skulderbladene. Hun måtte erkende, at hun havde siddet for længe ved den bærbare computer i dag. Hun havde valgt at lave vagtplanerne til jordemoderklinikken hjemme, hvor der var mere ro, især i dag, hvor Thor havde et møde og sikkert kom sent hjem.

Det trak altid ud, når en sag var vundet på advokatkontoret, og de lige skulle ind til byen bagefter og fejre det med noget godt at spise og ikke mindst drikke. Somme tider var hun med, men i dag havde hun sagt fra på grund af vagtplanen, og fordi Lilly og Janus ikke skulle have barnepige igen. Der havde været så meget den sidste tid.

Aftenlyset faldt ind igennem bondehusvinduernes småsprossede ruder og dannede firkantede lyse felter på det rå trægulv. De havde talt om at lakere det, men de var ikke blevet enige om, hvorvidt huset skulle bevare det gamle udtryk eller moderniseres, så foreløbig var det blevet ved det gamle. Det var det nemmeste, og alt det andet kunne komme med tiden. Det kunne de i hvert fald blive enige om.

Monika var begyndt at holde af det, selvom hun aldrig havde troet, at hun, som inkarneret bybo, kunne falde til på landet, hvor der lugtede af gylle fra de omkringliggende bondegårde om foråret, og luften var fuld af støv fra høsten i sensommeren. Men nu kunne hun godt se, at Thor havde haft ret. Han var selv vokset op på landet, og det ville være godt for børnene, især for Lilly, at komme ud under åben himmel, havde han heftigt argumenteret, da han havde set huset, der var til salg i den lille landsby ti kilometer uden for Silkeborg.

Janus og Lilly skulle skifte skole, men ingen af dem var i forvejen knyttet til deres gamle skole, så det var ikke noget problem. Janus var startet i 3. klasse, og Lilly i 1. klasse på skolen i Voel, hvor der ikke var længere til, end at de sagtens selv kunne cykle, og Monika behøvede ikke længere at køre børnene i skole på grund af bekymring om farlig bytrafik og fodgængerovergange. Lilly havde virkelig fået det meget bedre, hun havde ikke haft angstanfald, siden de var flyttet, og Monika havde med glæde kunnet ringe til børnepsykologen og sige, at der ikke blev brug for flere konsultationer.

Hendes blik gled fra de firkantede lysfelter på gulvet til vinduet ud mod haven. Bello gøede højt derude. Lilly og Janus spillede sikkert bold, Janus havde i hvert fald hentet en bold inde på sit værelse på et tidspunkt, havde hun set. Det gjorde altid Bello vild af fryd, når den prøvede at få fat i bolden. Også hunden var en nyanskaffelse, da de flyttede ud på landet. Det virkede som en naturlig tilføjelse og var igen for børnenes skyld.

Det var nu mest Lilly, der havde knyttet sig stærkt til hunden og omvendt. Måske på grund af hendes rolige væsen. Janus var mere voldsom og højtråbende i sin leg, og det skræmte somme tider den lille hund. Bello puttede sig i Lillys lyse krøller på hovedpuden, når hun var lagt i seng om aftenen, og Lilly kunne ikke sove uden den, hendes lille, levende sovedyr. Monika havde i begyndelsen været imod dyr i sengen, men de tos kærlighed til hinanden havde fået hende til at give efter.

Monika tog brillerne på igen og arbejdede videre med vagtplanen. Der blev født flere og flere børn, heldigvis, men somme tider var det svært at skaffe personale, og hun havde været nødt til at kalde jordemødre ind på deres fridage. Det var aldrig rart, og det nagede hende, fordi det gav indtryk af, at hun var en dårlig leder, mens det i virkeligheden skyldtes de evindelige nedskæringer.

De havde forsøgt at få politikerne til at forstå, at fødeafdelingens succes med på ti år at halvere antallet af dødfødte børn skyldtes, at de var gået over til at lade de gravide kvinder blive fulgt af den samme jordemoder gennem hele forløbet, men det var der ikke længere mulighed for, da det var en dyr løsning.

Monika hørte, at børnenes stemmer var blevet mere højrøstede, og Bello gøede også vildere. Hun rejste sig og kiggede ud ad vinduet. De krogede, gamle æbletræer stod med lysende hvide og lyserøde blomster, og bøgehækken, der omkransede den store græsplæne, var blevet tæt af endnu uspolerede, lysegrønne blade. Bag hækken anede hun de gule rapsmarker, så langt øjet rakte, mod den blå himmel, hvor der om en times tid ville vise sig en smuk solnedgang. Maj var hendes yndlingsmåned, selvom denne maj havde budt på den ene regnbyge efter den anden.

Men i dag var solen fremme og antydede, at sommeren snart var på vej. Janus og Lilly stod under det ene af æbletræerne og skændtes. Bello dansede gøende omkring dem. Monika sukkede. Så var de sikkert igen blevet uenige om et eller andet. Hun trak sig væk fra vinduet, børnene skulle selv løse deres konflikter uden hendes indblanding. På det punkt var hun og Thor enige. Så længe ingen af dem græd, var der ingen grund til at gribe ind. Hun satte sig igen og arbejdede videre.

Lidt efter gik døren op ude i gangen, og Bello kom løbende hen til Monika med ivrigt logrende hale. Hun bukkede sig ned og klappede den.

”Hvad vil du fortælle, lille ven?” sagde hun med den bløde, lyse stemme, hun altid brugte til hunden, og nussede den bag ørerne. Hun så Lilly tage hundesnoren, der hang på knagerækken. Lilly fløjtede, og Bello, som kendte det signal, stormede ud i gangen til hende. Hans lykkeligt svingende hale var lige ved at vælte ham omkuld. Lilly satte snoren i hundens halsbånd.

”Vil du gå tur med Bello nu?” spurgte Monika undrende.

”Ja, bare en lille tur.”

”Tag Janus med. Du skal ikke gå alene, vel? Det er ved at være sent.”

”Nej, jeg gider ikke være sammen med Janus lige nu. Han er dum!”

”Okay, men så lov mig, det kun bliver en kort tur. Bare hen ad vejen langs hækken og tilbage igen.”

”Ja, ja.”

”Og husk din jakke.”

Monika lænede sig frem, så hun kunne se ud i gangen. Lilly tog sin røde jakke ned af knagerækken og svang den på i én bevægelse.

”Gå nu ikke for langt væk, vel, Lilly?”

”Okay.”

Monika hørte døren smække igen, og der blev stille. Bare de sidste åbne vagter, og så var vagtplanen endelig færdig. Hun så på uret, klokken var 20.15. Når Lilly kom tilbage, skulle hun og Janus have børstet tænder og i seng. Senest klokken 21 var reglen til daglig. Thor så hun sikkert ikke før midnat, det var ellers som regel ham, de helst ville have til at læse godnathistorie. Han var bedre til at lave sjove stemmer og kunne overtales til et ekstra kapitel, sagde de.

Hun gik igen hen til vinduet. Janus stod og forsøgte at smide bolden op i basketballkurven, som Thor havde sat op på muren ved carporten. Monika bankede på ruden, men han hørte det ikke. Hun tog en trøje på og gik ud gennem terrassedøren og hen til ham. Hun greb bolden, som endnu en gang ramte muren i stedet for kurven, og smed den tilbage til sønnen, som ikke var forberedt og tabte den.

Først nu så hun, at Thor ikke havde flyttet kurven længere ned på muren, som hun ellers havde sagt, at han skulle. Han glemte tit, at Janus kun var ni år og ikke kunne kaste så højt. Det kunne få ham til at miste interessen for spillet.

”Hvad skændtes du med din søster om?” spurgte hun. Janus samlede bolden op og prøvede igen at ramme kurven. Det var lige ved at lykkes denne gang, men bolden ramte kanten og blev kastet tilbage. Janus løb frem og greb den, inden den ramte jorden.

”Ikke noget. Hun er bare en pivskid.”

Han kastede bolden igen.

”Du har ikke sagt noget grimt til hende igen, vel, Janus?”

”Nej.”

”Er du helt sikker? Jeg kunne høre, at hun var ked af det.”

”Jeg sagde bare, at hun lignede en torsk, der snappede efter luft, dengang vi fandt hende.”

Monika stirrede forskrækket på sønnen og rakte ud efter hans arm med bolden.

”Janus – hold nu op med at kaste den bold – hvorfor siger du den slags?”

”Fordi hun er så dum nogle gange!”

”Du kan også selv være rigtig tarvelig, og du ved da, at du ikke må sige sådan noget. Du gør hende ked af det, når du minder hende om det, der skete. Kan du ikke forstå det?”

Janus smed bolden hårdt ned i fliserne og greb den, smed den hårdt ned i fliserne igen og greb den. Hans lyse, næsten hvide, krøllede hår klæbede sig til den svedige pande, og brynene var vredt trukket sammen, så der opstod en rynke imellem dem.

”I holder altid kun med hende, det er uretfærdigt!” Der var gråd i Janus’ stemme, og han sparkede til bolden, så den røg ind under hækken.

”Vi holder da ikke kun med Lilly, lille skat, men det er ikke altid nemt at være hende, og …”

Hun rakte ud for at ae ham på kinden, men han trak sig væk fra hendes kærtegn.

”Hvornår kommer far hjem?” spurgte han og så bebrejdende på hende med tårer i øjnene.

”Det varer nok lidt endnu. I sover til den tid, men far kigger jo altid ind til jer, så det gør han selvfølgelig også i aften. Vil du have en is? Vi har vist nogle i fryseren.”

”Is, som er i en vaffel?” spurgte han og tørrede øjnene.

”Ja, is, som er i en vaffel,” smilede hun og tog ham i hånden. ”Kom nu med ind. Lilly og Bello kommer nok snart tilbage.”

Monika så på uret på væggen i køkkenet. Lilly havde været væk i over en halv time nu, hvor var hun gået hen? Hun havde lovet ikke at gå for langt væk. Monika havde tømt opvaskemaskinen og sat på plads, mens Janus spiste sin is. Nu var han gået ind på sit værelse for at spille Fortnite på computeren. Han var i nattøj og havde børstet tænder, det var betingelsen for, at han måtte spille så sent.

Monika kiggede ud ad vinduet for at se, om Lilly måske var kommet tilbage til haven og legede med Bello der, men der var ingen, og hun kunne ikke se vejen for hækken. Hun stak hovedet ind til Janus på hans værelse, men han var fordybet i sit spil, så hun lod ham sidde og gik ud for at kigge efter Lilly. Hun tog trøjen på igen.

Det var blæst en smule op, og den begyndende solnedgang var smuk bag de gule marker, men hun kunne ikke få øje på Lilly. Asfaltvejen bøjede af i et sving ved en gruppe træer nogle hundrede meter længere fremme. Hun gik hen til svinget. Her kunne hun se vejen flere kilometer frem, hvor den bugtede sig mellem kornmarker og levende læhegn ind til gårdenes marker.

Der var langt mellem gårdene, og Monika troede ikke rigtigt på, at Lilly var gået den vej. Monikas hjerte var begyndt at banke hårdere nu, og hendes håndflader blev klamme. Hun gned dem febrilsk mod hinanden. Hun gik tilbage og prøvede den modsatte vej. Den førte til skolen, og da hun nåede ned til den, vidste hun, at Lilly ikke var gået videre, for der kom et T-kryds, og her begyndte landevejen, hvor Lilly vidste, at hun ikke måtte gå. Slet ikke alene. To teenagedrenge stod og snakkede overskrævs på hver sin cykel ved indkørslen til skolen. Monika gik hen til dem.

”Hej. Har I set en lille pige komme forbi her?”

De tyggede begge tyggegummi og rystede på hovedet.

”Er I helt sikre? Hun er syv år og på den her højde.” Monika viste Lillys højde med hånden. ”Hun har skulderlangt, lyst, krøllet hår og var i en rød jakke med hætte. Cowboynederdel og hvide sandaler. Hun havde en lille, hvid hund med.” Hun hørte selv, at hendes stemme rystede og lød tryglende, som kunne det tvinge drengene til at have set Lilly. Fortælle hende, hvor hun var.

”Nej, vi har ikke set nogen,” svarede den ene dreng. Monika hørte dem fortsætte deres samtale og grine, da hun vendte ryggen til dem og gik tilbage.

Hvor er du, Lilly? tænkte hun. Hun havde lyst til at kalde højt på hende, men hvad skulle det hjælpe, når hun ikke kunne se hverken hende eller Bello?

Janus sad stadig og spillede, da Monika kom tilbage, han havde sikkert slet ikke opdaget, at hun havde været væk. Hun var rigtig nervøs nu. Hun havde lyst til at gå ind og skælde ham ud, fordi han havde sagt de grimme ting til sin søster og fået hende til at gå sin vej. De havde ellers aftalt, at de skulle spille Ludo i aften alle tre, mens far var i byen, men hun vidste godt, at det var urimeligt at bebrejde Janus. Hun burde aldrig have ladet Lilly gå alene ud på denne tid. Hun kunne være gået med hende, snakket med hende om, hvad hun og Janus havde skændtes om. Trøstet hende. Hun kiggede ind til Janus.

”Klokken er mange, du skal i seng,” sagde hun.

Janus kiggede op på hende.

”Nu? Årh, må jeg ikke lige spille den her kamp færdig?”

”Nej, du skal lukke ned for den computer og gå i seng.” Monika gik ind på hans værelse, trak gardinet ned, så værelset blev mørkelagt, og skubbede dynen i sengen til side. Janus adlød modvilligt, slukkede computeren og lagde sig i sengen. Monika puttede dynen ned omkring ham.

”Er Lilly også gået i seng?” spurgte han.

Monika nikkede. ”Det varer ikke længe.” Hun prøvede at smile. ”Luk nu øjnene, og sov godt.” Hun bøjede sig ind over ham og kyssede ham på panden.

Da hun lukkede døren ind til sønnens værelse, kom panikken rullende. Hun trak vejret i stød. Lilly havde været væk alt for længe. Det var snart mørkt, og det varede sikkert timer, inden Thor kom hjem. Monika gik frem og tilbage på køkkengulvet. Skulle hun ringe til politiet? Hun tænkte på sidste gang, hun havde gjort det, og hvad det havde ført til. Kunne Lilly være gået hen til en skolekammerat?

Det lignede hende ikke, men måske ville hun straffe Janus ved at blive længe væk. Monika prøvede at huske, hvem der boede tættest på, men så vidt hun huskede, boede de alle så langt væk, at hun ikke kunne være der. En pige, som hed Sara, boede i nærheden, men hende havde Lilly ikke haft ret meget med at gøre, og Monika kendte ikke efternavnet, så hun kunne finde ud af, hvor hun boede. I stedet ringede hun til Thor. Hun hørte støj af stemmer, dæmpet musik og bestik mod porcelæn, og så kom Thors stemme.

”Monika? Er der noget i vejen?”

Thor vidste, at hun aldrig ville ringe og forstyrre ham midt i en fejringsmiddag bare for at fortælle, at hun savnede ham, eller at hun var blevet færdig med sin vagtplan til jordemoderklinikken. Han gik automatisk ud fra, at der var noget galt.

”Lilly er væk!” sagde hun stakåndet og prøvede at holde gråden tilbage.

”Hvad siger du?”

Monika kunne ikke afgøre, om Thor havde svært ved at høre hende for larmen i restauranten, eller om det var i forfærdelse, han spurgte, så hun gentog:

”Lilly er væk!”

”Hvordan kan Lilly være væk? … Lige et øjeblik,” hørte hun ham sige væk fra telefonen, og så forsvandt støjen, og der kom en anden lyd. Som biler, der kørte i baggrunden. Han var gået ud for at kunne tale uforstyrret, gættede hun.

”Hvad er der sket, Monika?”

”Lilly gik en tur med Bello her til aften, og hun er ikke kommet tilbage. Jeg har ledt efter hende, men hun er ingen steder. Hun er væk.”

”Tag det roligt, skat. Træk vejret. Hvornår gik hun?”

”For snart tre kvarter siden. Jeg var ved at lave vagtplanen, og jeg … jeg skulle være gået med hende, jeg …”

”Tag det roligt,” gentog Thor. ”Hun kommer nok snart. Hvor er Janus?”

”Han er lagt i seng. Jeg har ikke fortalt ham, at Lilly ikke er kommet tilbage.” Hun var lige ved at sige, at det var hans skyld. Janus’ skyld. At han havde skændtes med Lilly, og at han havde rippet op i det gamle sår, havde gjort hende ked af det igen, men hun nåede at stoppe sig selv.


Inger Gammelgaard Madsen (f. 1960) debuterede med kriminalromanen Dukkebarnet i 2008. Siden er fulgt flere bøger i samme genre, og hun har især haft succes med Rolando Benito-serien. Hendes nye krimi Stemmen fra jorden er solgt til udgivelse i Tyskland, Spanien, Italien og Frankrig. 




Inger Gammelgaard Madsen: Stemmen fra jorden

Stemmen fra jorden er første bog i Inger Gammelgaard Madsens nye krimiserie. Tyvstart din læsning her

Den 7-årige pige Lilly Danielsen har haft et skænderi med sin storebror, og går en tur med familiens hund for at falde ned igen. Men deres mor bliver urolig, da Lilly ikke kommer hjem som aftalt. Er hun blevet væk, fordi hun er så vred og ked af det, eller er der sket hende noget?

Den amerikanske politibetjent Mason Teilmann har et noget mere stilfærdigt arbejde hos Midt- og Vestjyllands Politi, end da han var drabsefterforsker med speciale i drab på børn i sin hjemby New Orleans. Han plages stadig af fortidens spøgelser, selvom hans danske kone hjælper ham, så godt hun kan.

Da han får overdraget sagen om Lilly Danielsens forsvinden, får han brug for al den træning og erfaring, han har med sig fra USA, men de ubehagelige minder rumsterer…

Du kan købe Stemmen fra jorden online, fx. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.