Karin Fossum Krimi Krimiserier Norske krimier Norske krimiforfattere Populære krimier

Natteløberen er den første bog i ny nervepirrende krimiserie fra Karin Fossum. Læs et uddrag her

Natteløberen, Karin Fossum

I Natteløberen kastes efterforskeren Eddie Feber ind i en sag, hvor en bevæbnet skikkelse bryder ind hos ældre mennesker i nattelivet.


Natteløberen er skrevet af Karin Fossum, der er en af Norges største kvindelige krimiforfattere. Før Natteløberen har hun udgivet mange romaner og har også vundet adskillige priser for dem. Blandt andet har hun vundet Glasnøglen, der uddeles til den bedste nordiske krimi. Derudover har hun også vundet Bokhandlerprisen, som svarer til De Gyldne Laurbær i Danmark. Nu er hun aktuel med Natteløberen i Danmark.

LÆS OGSÅ: 15 krimier du skal læse i løbet af sommeren

I Natteløberen følger læseren efterforskeren Eddie Feber, der må kaste al sin viden og erfaring ind opklaringsarbejdet af en sag. Sagen handler om adskillige ældre personer, der rystes af indbrud og trues på livet af en skikkelse i natten. Eddie må derfor gøre det, som han er bedst til – tænke ud af boksen. Han er dog i en kamp mod tiden, og måske er det ikke nok til at afsløre natteløberens identitet og sørge for, at personens trusler ikke føres ud i livet.

LÆS OGSÅ: 4 gode krimier – Johanna Mos Ölandsserie

Start din læsning af Natteløberen med uddraget herunder.




Natteløberen

Af Karin Fossum

Jeg er ikke helt mig selv.

Jeg fandt aldrig sådan et øjeblik, ikke engang nu er jeg helt mig selv, jeg tager mig sammen.

Jeg kan høre, han trækker vejret.

Jeg sover ikke, jeg er ikke vågen, jeg drømmer ikke, jeg fantaserer, jeg lukker øjnene og graver mig ned i madrassen, han ser mig ikke, det er bare en drøm.

Den smag i munden. Jern og blod.

Hvorfor skal jeg slippe lettere end andre, jeg er et simpelt menneske. Ville næsten ingenting i livet, har ikke bedt om noget, ikke fået noget, ikke håbet, jeg har levet det feje liv. Har gjort mig usynlig for andre mennesker og været bitter, fordi jeg aldrig blev set.

De finder mig og bærer mig bort.

Fremmede mennesker overalt i rummet, og jeg, som er så genert.

Hun tænkte de tanker nu, fordi hun anede et nærvær, en fortætning i mørket for enden af sengen, hvor hun lå i et ustabilt sideleje med ryggen til det åbne vindue.

Hun havde følelsen af at glide nedad mod noget koldt, som dengang hun var på fluefiskeri med faren, og klippen var våd og glat, og hun havnede i vandet.

Der står en i rummet, og han vil mig det ikke godt.

Ånd ind, ånd ud.

Hun lå med ansigtet boret ned i puden, mens blodet steg hende til hovedet. Hvis jeg ignorerer ham, vil han forsvinde.

Så blev hun rasende, på ham og på sig selv, og på verden for al dens uretfærdighed og menneskenes lumske påfund.

Ånd ind, ånd ud.

Sikke en frygtelig drøm! Hun samlede alt, hvad hun havde af dødsforagt, og satte sig op i sengen.

Hans ansigt svævede i mørket, glitrende som fosfor. Angsten holdt hende i en skruetvinge og pressede maveindholdet op i svælget, så det løb ud ad munden.

Noget farvet lys strømmede ind i rummet fra skiltet på den anden side af gaden, hans hvide ansigt var rødt i et par sekunder, så blev det blåt.

Han sigtede på hende med et våben. Stemmen var let og lys.

Sid stille. Ikke skrige.

Han havde ikke maske på, sådan som hun først havde troet, det lysende ansigt var hans eget, koldt og hvidt som en måne.

Hun løftede hånden for at værge for sig.

Så blev det ikke til mere.

Ånd ind, ånd ind, ånd ind.

Ansigtet skiftede farve til grønt.

Og så, et skarpt klik, da han spændte hanen.

*

Hun var kraftigt bygget med brede skuldre, næver som en mand og en høstak af mørkt hår. Margot von Hanno var en stor kvinde. Når hun smilede sit brede smil, kunne man tro, hun havde flere tænder end andre mennesker.

Ved siden af Margot sad Manfred, høj og ranglet og mager, der var meget plads tilovers i uniformen. Han tænkte om Margot, at hun var pæn med sin generøse barm og sit store smil. Det måtte være godt at hvile hovedet ind mod den barm, varm og bankende, som den sikkert var. Mere end det ville han ikke med Margot, men at tænke på hende som et hvilested var fint i sig selv. Hans kone May-Britt var ikke et hvilested, hun var mere et ansvar, som tyngede lidt.

De var på vej til Bringebærfjellet efter indberetning om et dødsfald. Bringebærfjellet lå i udkanten af byen, et frodigt højdepunkt omkranset af skov og faldefærdige huse uden sammenhæng i arkitektur eller farver. Men regn og blæst havde tæret på facaderne, de kolde temperaturer om vinteren og den brændende sol om sommeren, nu var husene kommet i familie, de var alle grånet. Mellem dem voksede ukrudt og skvalderkål.

Nummer 19 var grønt og falmet. Under det grønne kunne man skimte en anden, skidengul farve, og visse steder så man ind på de grå brædder. En hvid varebil stod parkeret på gårdspladsen. Til venstre for indgangen stod en rusten kuglegrill.

Margot spurgte til politiskolen, om Manfred havde haft den underviser, som de kaldte Store Grå.

Ja, ham havde vi, ham kan jeg godt huske.

Margot citerede ordret: Man skal altid være forberedt på worst case scenario. Er man ikke forberedt på worst case, kan man risikere at miste fatningen og på den måde gå glip af vigtige observationer, og den, som har anmeldt, vil ikke blive mødt med den rolige autoritet, som han sikkert trænger til.

Dette er ikke worst case, sagde Manfred. Det er bare et gammelt menneske, der er gået bort.

Bare et gammelt menneske?

Du ved, hvad jeg mener.

Men du håber på noget mere dramatisk?

Det gør du også, drillede Manfred.

Ingen ventede udenfor. De bankede på og gik ind og blev mødt af en særlig lugt, som de forbandt med manglende rengøring og måske et gammelt menneske, der ikke var i stand til at tage vare på sig selv. De fortsatte ud i køkkenet med opvask og gryder, pizzabakker og tomme flasker på køkkenbordet. På en stol ved vinduet sad en teenagedreng, spinkel og meget bleg, med tynde arme og ben og et ansigt med voksne træk.

Han pegede på en lukket dør.

Han ligger derinde.

Betjentene gik hen over de knirkende gulvbrædder og åbnede døren ind til et soveværelse. Her var lugten kraftigere. Væggene havde samme farve som det udvendige træ, en slags lindegrøn. På et natbord stod flere medicinglas, og fra et åbent vindue med blondegardin kom en brise af varm luft. I en enkel seng lå et gammelt menneske, præget af døden og det, den gør ved os.

Der er ikke andet end en bunke knogler tilbage, tænkte Margot von Hanno. Hænderne med blålilla pletter lå pænt samlet over maven, og den tandløse mund stod åben. Gebisset lå i et glas på natbordet, øjnene var åbne. Iris var tørret ud og lignede punkteret bobleplast.

Fandt du ham sådan?

Drengen var fulgt efter dem, lydløst som en kat.

Det blege ansigt udtrykte ingenting.

Farfar, sagde han.

Han er din farfar? Og du kom for at besøge ham?

Jeg bor her, svarede drengen, jeg fandt ham sådan. Hvornår fandt du ham?

Da jeg stod op i dag.

Er det dig, der har åbnet vinduet? spurgte Manfred.

Ja.

Har du rørt ved hans hænder? spurgte Margot.

Drengen så på hende med en pludselig intensitet. Blikket gjorde hende skidt tilpas, hun forstod ikke hvorfor.

Det er sådan, hænderne skal ligge, når man er død, har jeg hørt.

Men hvordan lå de oprindelig?

Sådan som nu.

Præcis hvornår stod du op i dag?

Så ikke på uret, sagde drengen. Jeg gik direkte til Lennarts værelse og råbte og lagde hånden på hans kind og mærkede, at han var kold.

Sagde du ikke, han var din farfar?

Han er min farfar, og han hedder Lennart, er du dum eller hvad?

Margot ignorerede fornærmelsen.

Jeg ringede til jer med det samme, sagde drengen.

Var han rask i går aftes?

Ja, han var rask.

Hvornår gik du i seng i går?

Så ikke på uret.

Men han var i live, da du gik i seng, det er du sikker på?

Jeg var inde for at sige godnat, og da var han helt i orden.

Hvor frisk var din farfar, når han var helt i orden? spurgte Manfred.

Klar i toppen og stiv i leddene.

Snakkede I sammen i går aftes?

Vi snakker meget.

Hvor gammel er han?

Nioghalvfjerds,

Havde han nogen kroniske sygdomme?

Sådan nogle gammelmandsting, tror jeg.

Gammelmandsting ?

Kræft, måske. Hjertesvigt. Og noget med nyrerne.

Han målte Manfred oppefra og ned. Og vendte ryggen til dem og gik ud i køkkenet igen og lod sig falde ned på stolen ved vinduet. Han virkede træt og resigneret, eller ligeglad, det var svært at vide. Manfred fulgte efter.

Hvorfor bor du hos din farfar?

Har ikke forældre, sagde drengen.

Er de døde?

De er ikke forældre.

Hvad er de så?

Drengen tog en dyb indånding og gjorde rede for tingenes tilstand.

Min far sidder inde. Mor er på institution.

Hvilken institution?

Varden psykiatrisk. Min far er i Ullersmo.

Siden hvornår?

Spørgsmålet fik ham til at krumme sig sammen.

Han har tredive dage tilbage af en dom på fire år. Min mor har været på Varden i tolv måneder.

Så din far bliver løsladt om en måned?

Det bliver han. Og så kommer han hertil. Lennart er død, huset er hans.

Det bliver dejligt at få din far hjem igen, hvad?

Det bliver ikke dejligt, nej.

Hvor gammel er du?

Atten.

Gu er du da ej atten, tænkte Manfred.

Han bemærkede drengens blik, som var skarpt, for derefter at vige. Han havde sort hættetrøje på, og nu trak han hætten op, bøjede hovedet og foldede hænderne på bordet.

Fik din farfar nogen hjælp? Af en sygeplejerske eller noget?

Det ville han ikke have.

Så du passede ham måske?

Ja, jeg passede ham.

Hvor ligger dit værelse henne? Må jeg få lov at se det?

Nej, sagde drengen bestemt. Og sendte ham et glasklart blik.

Manfred var fortsat venlig, da han gjorde et nyt forsøg.

Vi kan godt klare lidt rod, det har vi set før.

Drengen så på ham under de halvt lukkede øjenlåg.

Har jeg sagt, der er rodet?

Manfred smilede ad sine egne fordomme.

Vi vil gerne se, hvor du sover. Der er sket et dødsfald her, og så laver vi nogle rutinemæssige undersøgelser, der er regler for sådan noget, døden er en alvorlig sag.

Der er ikke alvor her, sagde drengen, kun naturens gang. Jeg skal bare have farfar ud af huset. Der er ikke noget at undersøge.

Du vil have ham ud af huset?

Han skal kremeres. Sjælen bliver fordærvet, hvis den bliver liggende i en rådnende krop. Farfar skal brændes.

Hvem siger det?

Jeg.

Måske mener din far noget andet?

Det gør han ikke.

Drengen var umulig at blive klog på. Ufatteligt små hænder, glat og hvid hud, et blik, som tilhørte en voksen. Stemmen var lys, men havde et stort register, fra det spæde og bløde til det skarpe og spydige. Blikket var blåt og barnligt det ene øjeblik, smalt og snedigt det næste.

Manfred vandrede rundt i huset, åbnede en dør og kiggede ud i et flisebadeværelse med noget snavset tøj på gulvet og en sprukken sæbe på håndvasken. Porcelænet i wc-kummen var brunt, det samme var bunden af badekarret. Han prøvede en anden dør, kiggede ind i en stue med sofa og to stole, reoler og fjernsyn og mange fotografier på væggene. Prøvede næste dør og så ind i et viktualierum med konservesdåser på hylderne.

Åbnede også næste dør og så ind på en seng med blåt sengetøj. Foran vinduet hang gardiner i samme farve. Sengen var pænt redt, et par beskidte sneakers stod pænt ved siden af hinanden på gulvet. Under vinduet stod et skrivebord med en stationær computer af ældre dato. Plakater på væggen, han kendte ikke de afbildede ikoner, hvis de var ikoner. Et rødt lys afslørede, at computeren var tændt. Der var bart, ryddeligt og rent på drengens værelse. Han gik ud igen, gennem viktualierummet og ud i køkkenet.

Slukker du for computeren, når du går i seng om aftenen?

Drengen nikkede.

Men nu er den tændt. Har du søgt efter noget?

Han rystede på hovedet.

Det første jeg gør, når jeg står op, er at tænde computeren, sagde han.

Du går måske på gymnasiet?

Nej.

Så du har et job?

Lennart og jeg har levet af hans folkepension, vi kan klare os for lidt.

Men din farfar er død. Hvad skal du så leve af ?

Jeg må vel gå med aviser så!

Han var ved at blive hidsig. Raseriet viste sig ved munden og i de knyttede barnehænder.

Har den uddannelse, jeg behøver, sagde han mut. Fire år på Lennart Jonssons universitet.

Hvad lavede han, før han blev pensionist?

Han var pedel på Glassverket.

Bilen derude, hvem ejer den?

Den er registreret i min fars navn, jeg bruger den, når jeg

skal i butikken og sådan. Fik kortet i foråret. Lennart betalte. Hvad var dit navn igen?

Meidel André.

Hvad mere?

Jonsson.

Og din far?

Roger Jonsson. Min mor hedder Tanja.

Hvad sidder din far inde for?

En forbrydelse, vil jeg tro.

Siger du, at du ikke ved det?

Røveri. Narkotika. Og vold, kom det omsider.

Vold mod hvem?

Mod Tanja Jonsson.

Men ikke mod dig?

Det svarede han ikke på.

Så du regner med, at han kommer hertil, når han bliver løsladt?

Han arver huset. Før lejede vi en lejlighed i Haugestad, nu bor der nogle andre.

Manfred gik ind til Margot, der stod ved den dødes seng. Jeg smutter ud i bilen og tjekker personalia, hviskede han. Han er en særling.

Margot nikkede og tog notater.

Mand, nioghalvfjerds, død i løbet af natten, fundet i sengen af barnebarnet. Tydelige dødspletter på hænderne, voldsomt afmagret. Medicin på natbordet, Marevan, Paralgin forte, Tramadol. Rester af ubehagelig lugt, urin og en del andet. Ingen synlige skader eller sår i ansigtet eller på hænderne. Gusten hud med mange leverpletter, lange, uklippede negle. En pindestol i hjørnet med noget tøj og en gammel kørestol. Hænderne ligger pænt foldet over maven.

Hun trak natbordsskuffen ud. Og gik ud til drengen i køkkenet.

Der ligger flere pilleglas i skuffen i hans natbord, og de er alle sammen tomme? sagde hun spørgende.

De bliver jo tomme efterhånden, sagde drengen.

Men pillerne er udskrevet for kort tid siden, hvad tror du, det betyder?

Har ingen anelse.

Så du tror ikke, han har taget for mange?

Tror ingen verdens ting, sagde drengen.

Var din farfar oppe af sengen? Kunne han gå? Der står en kørestol derinde.

Han kunne gå, ja.

Så stolen var ikke i brug?

Drengen smilede nedladende. Han ejede ikke respekt for politimyndigheden, men det var Margot vant til.

Han brækkede lårbenet for to år siden. Vi fik lov at låne en kørestol på Hjælpemiddelcentralen, og vi leverede den aldrig tilbage igen.

Men din farfars hænder ligger så pænt, er det dig, der har lagt dem sådan?

Jeg har ikke rørt hans hænder.

Det er ikke almindeligt, at døde bliver fundet på den måde, sagde hun.

Det kan jeg ikke gøre for.

Er der nogen, du gerne vil have, vi skal ringe til?

Egentlig ikke.

Men hvis du bliver siddende her helt alene, er det så ikke svært for dig?

Jeg har altid været alene, sagde han med blikket rettet mod noget uden for vinduet. Det er der aldrig nogen, der har taget sig af

Margot blev blød om hjertet. Hun lagde stemmen i et moderligt leje.

Vi skal nok sørge for, at dine forældre får besked. Er de stadig gift?

Ikke spørge så dumt.

Måske har du en kammerat, du kan ringe til?

Hvorfor spørger du, om jeg har venner? sagde han spidst.

Jeg er bekymret for dig, sagde hun.

Har du ikke selv nogen børn?

Margot havde ikke selv nogen børn. Hun lagde en stor hånd på bordet.

Du må ringe til os, hvis der er noget, du mangler.

Gider du godt stoppe?

Så gav hun op og forlod rummet, Manfred fulgte efter.

Bør vi få en kriminaltekniker herud? hviskede hun. Når han ligger på den måde med hænderne. Og alle de tomme pilleglas?

Budgetterne, Margot. Budgetterne. Lad det ligge.

Lidt efter dukkede lægen op, og to personer fra bedemandsforretningen Rejsen. Meidel Jonsson sad ubevægelig ved køkkenvinduet og ænsede ikke aktiviteten i huset. Som om han allerede befandt sig i det næste nu, det øjeblik hvor den døde var båret ud, og alle bilerne var forsvundet rundt om hjørnet, og alt, hvad der var tilbage, var ensomhed, stilhed og tomme rum.

Alle rutiner var fulgt, alle opgaver udført, og alle beskeder givet videre.

Tynd som en grissini, sagde Manfred.

Komplet umulig at komme ind på livet af, sagde Margot.

Umulig at finde ud af, det var umuligt at se, hvad han tænkte, sagde Manfred.

Er det ellers en evne, du har?

Ja, jeg kan se, hvad folk tænker.

Du ved godt, hvad man siger om sorg, sagde hun, den viser sig på forskellige måder. Tjekkede du op på ham?

Atten og et halvt, sagde Manfred, det skulle man ikke tro. Hans værelse var for resten snorlige, han passer det selv, han virker klog.

På en ubehagelig måde, sagde Margot.

Ubehageligt klog?

Som om han har været overalt og set alt, hvad der er at se, og tænkt alt, hvad der er at tænke, og der skal man ikke være, når man er atten.

Hvor skal man så være?

På tærsklen til livet eller sådan noget. Der var noget underligt ved hans øjne, lagde du mærke til det?

Der var ikke noget underligt ved dem, mente Manfred. Han havde et blåt og et brunt øje ligesom David Bowie.

Bowie havde været oppe at slås, sagde Margot, han fik en øjenskade.

Javel, javel. Der var andre ting, jeg reagerede mere på end øjnene, han havde jo en ejendommelig skikkelse. De forskellige dele af kroppen hørte ligesom ikke sammen.

Hvad?!?

Hoved herfra og arme derfra og benene fra et helt tredje sted. Måske er han podet.

Han er vel ikke et æbletræ, sagde Margot.

De lo begge to, en forløsende latter, Margot med sin dybe stemme og Manfred som et skrydende æsel.

Betjentene kørte tilbage til stationen for at skrive rapport. ”Intet at bemærke ved dødsfaldet på Bringebærfjellet.”




Karin Fossum: Natteløberen

Karin Fossum, Natteløberen, Forårets bedste krimier

Ny krimiserie af den prisbelønnede krimiforfatter Karin Fossum!

Da adskillige ældre personer rystes af indbrud og trues på livet af en bevæbnet skikkelse om natten, må efterforsker Eddie Feber kaste al sin viden og erfaring ind i opklaringen af sagen. Og han gør det, han er allerbedst til: at tænke ud af boksen. Men i kampen mod tiden er det måske ikke engang nok til at afsløre Natteløberens identitet og afværge, at truslerne føres ud i livet.

Natteløberen er den første Feber-krimi – en ny serie af Norges prisbelønnede krimidronning Karin Fossum, forfatteren til Konrad Sejer-serien.

Du kan købe Natteløberen online fx. hos Saxo.com eller i din nærmeste boghandel fra 18. juni.