I Uden angst lærer Frederik Dirks Gottlieb at forstå og håndtere sin angst gennem et terapiforløb med Sebastian Swane, der er en af landets førende eksperter inden for angstlidelser.
Uden angst handler om, hvordan man kan slippe de negative tanker. Bogen er skrevet af Frederik Dirk Gottlieb og Sebastian Swane. Frederik er tv-, radio-, podcastvært, og derudover er han også filmproducer og forfatter. Blandt andet er han vært på flere DR podcasts. Sebastian Swane er speciallæge i psykiatri og overlæge på Psykoterapeutisk Afsnit Psykiatrisk Center i København. Ved siden af dette driver han en privat terapipraksis og fungerer ofte som ekspert i både radio og tv.
LÆS OGSÅ: Er du interesseret i sundhed og velvære? Så har vi samlet 10 spændende bøger til dig
Frederik Dirks Gottlieb er en stor succes udadtil, men indeni har han kæmpet med angst i mange år. Alting ændrer sig dog for ham, da han mødte Sebastian Swane, der er en af landets førende eksperter inden for angstlidelser. I Uden angst får du indblik i det terapiforløb, som Frederik har indgået med Sebastian, hvor Frederik både lærer at forstå og håndtere sin angst.
Igennem Uden angst får man indblik i Frederiks inderste bekymringer og tanker, samtidig med Sebastian Swane forklarer psyken og de dynamikker i os, der kan føre til angst. Man får også indsigt i Swanes praktiske metoder til, hvordan man kan kontrollere angsten. Dette er værktøjer og metoder, som man selv kan benytte for at afhjælpe bekymringstanker.
LÆS OGSÅ: Hvem får angst og hvorfor? Læs i Peter Lund Madsens bog Når børn og unge får angst
Start din læsning af Uden angst her.
Uden angst
Frederik Dirks Gottlieb & Sebastian Swane
FORORD
Hvis man har prøvet at lide af angst, ved man, hvor invaliderende det kan føles. Og man ved, hvor tabuiseret det stadig er at tale om, selvom et stort antal danskere lider af det på forskellige måder. Sundhedsstyrelsen og Psykiatrifonden vurderer, at op mod 400.000 voksne danskere i løbet af et år vil have symptomer, som svarer til kriterierne for angst. Tænk så på, hvor mange børn og unge der også har det.
Jeg synes, det er angstprovokerende at fortælle verden, at jeg har lidt af angst. Jeg har dog lært, at det første skridt til at slippe angsten er at indse, at der er et problem, og at være ærlig og åben omkring det. Da jeg fortalte min omgangskreds, at jeg havde det svært, tog jeg altså allerede et stort skridt mod et liv uden angst.
Men det er et skræmmende skridt at tage, og denne bog er skræmmende for mig at være (med)afsender på. Mens mange af mine andre projekter med radio- og tv-serier har handlet om at udleve mig selv, mine ambitioner og til en vis grad mit ego, er der noget andet på spil her: Et ønske om at dele det transformerende forløb, jeg havde med psykiateren Sebastian Swane, med min omverden.
Hver gang jeg har nævnt min fortid med angst i interviews eller egne programmer, har jeg fået en strøm af beskeder fra folk, som desperat søger en vej ud af angstens mørke. Den kvælende angst – som jeg selv kender alt for godt.
Jeg ville simpelthen ikke kunne se mig selv i øjnene, hvis jeg sagde nej til at lave denne her bog, når jeg ved, hvor mange der lider af angst. For jeg er overbevist om, at den vil kunne hjælpe hvis ikke alle med angst, så i hvert fald nogle. For som man kan læse i bogen, er der en vej ud af angsten. Jeg har selv fundet den.
Igennem det terapiforløb med Sebastian, som denne bog baserer sig på, fandt jeg ud af, hvad der dannede grobund for min angst, og hvordan min manglende viden om den menneskelige psyke og fysiologi gjorde, at jeg ikke fik det bedre. Jeg var simpelthen ikke klædt ordentligt på til at kunne lægge angsten bag mig. Men det er jeg nu, og selvom det er fantastisk at være nået så langt, er det også frustrerende ikke at have mulighed for at hjælpe alle dem, der skriver, at de er i lignende situationer. Så det her er mit bidrag til at prøve at hjælpe dem, der har angsten tæt inde på livet.
Jeg var ung, da jeg fik mit første angstanfald. 18 år og sårbar og uden nogen særlig viden om mig selv, mit liv og verden omkring mig. Den uvidenhed var en af årsagerne til, at jeg havnede i en ond spiral af angst. Men heldigvis ved jeg nu og efter det skelsættende terapiforløb, at der i den grad er håb forude for andre med angst. Faktisk har jeg i dag et liv helt uden angst. Selvfølgelig er jeg stadig sensitiv, skrøbelig og lidt for god til at suge omverdenen til mig. Men det er mig, og det er ok. Det bliver ikke længere til angst, og faktisk har jeg fundet måder at gøre netop de karaktertræk til min styrke.
Så selvom det er hårdt at blive ramt af angst, må man ikke lade sig slå ud. Jeg har altid været udadvendt og drømt om at leve af at formidle – og det er præcis det, jeg gør i dag. På trods af mange år med angst. Og efter min terapi føler jeg, at jeg igen kan nyde mit arbejde, fordi jeg gjorde op med den lille stemme i baghovedet, der hele tiden prøvede at ødelægge det for mig. Det er en kæmpe befrielse.
I dag kan jeg holde foredrag for hundredvis af mennesker og kun opleve almindelig, sund nervøsitet. Væk er de irrationelle tanker og bekymringer, og jeg kan koncentrere mig om at gøre det, jeg elsker. Derfor har jeg overskuddet og ikke mindst lysten til at fortælle min historie, i håb om at den kan hjælpe andre i lignende situationer. For der er en klar vej ud af mørket, men det kræver, at man er villig til at arbejde med sig selv og skride til handling. Hellere i dag end i morgen – og denne bog kan være første skridt.
Bogen består af uddrag af en længere række af terapi-sessions, som fandt sted i 2021. Det er altså ikke en en-til-en gengivelse af forløbet, som jo i sagens natur er for langt og for detaljeret til at kunne rummes i en bog. Men de vigtigste pointer og historier fra mit liv samt Sebastians mange konkrete værktøjer er med, og håbet er, at det er tilstrækkeligt til, at man som læser får en forståelse for, hvad der er på spil i ens egen psyke og dermed måske kan begynde at arbejde med at slippe angsten.
Jeg kontaktede Sebastian, fordi jeg oplevede, at den angst, som jeg kæmpede med i tyverne, var kommet tilbage der i mine tredivere – men på en ny måde. Jeg følte, at jeg aldrig helt havde slået dragen ihjel, og at den nu dukkede op i ny og næ og gjorde mig urolig, og at panikangsten var blevet til mere grundlæggende bekymringer. Så der var kun én ting at gøre: at overvinde den én gang for alle. Og det lykkedes som sagt ved Sebastians hjælp. Relationen mellem Sebastian og mig udviklede sig så også til et regulært venskab, og netop det trygge forhold var medvirkende til, at jeg turde bevæge mig ud på det her terapeutiske bogeventyr.
Det er vigtigt for mig at nævne, at når jeg her i bogen fortæller om noget, jeg har oplevet, bygger det selvfølgelig på, hvordan jeg husker det. Andre kan have oplevet de samme situationer anderledes. Og som det vil fremgå, er det faktisk en vigtig pointe, at den enkeltes opfattelse af virkeligheden ikke er sandheden, men at vi alle har hver vores.
Rigtig god fornøjelse!
Frederik Dirks Gottlieb
Kapitel 1
NÅR ANGSTEN TRÆKKER I TRÅDENE
Om at forstå angsten og få hjælp til den
FREDERIK
De mange bekymringer holder mig i skak
Det føles, som om der er noget galt med mig. I efterhånden mange år har jeg gået rundt med den følelse, og for tiden bliver den kun værre. Det er svært for mig at sætte fingeren på, hvad der præcist er i vejen, men noget i mig fungerer ikke, som det skal.
Angsten er blevet styrende for mit liv. Eller, jeg skulle måske rettere sige, at angsten for angsten er blevet styrende. Som en dukkefører sidder den hele tiden og trækker i trådene. Det gør mit liv mere og mere kompliceret. Jeg bruger efterhånden en stor del af mine vågne timer på at tænke over, hvordan jeg undgår, at angsten laver endnu et overraskelsesangreb.
Det vil nok komme bag på mange af de folk, der kender mig. For set lidt udefra, tager mit liv sig vel meget godt ud. Eller rigtig godt faktisk. Jeg er i slutningen af trediverne, jeg har verdens dejligste kæreste, som jeg elsker højt. Vores to døtre trives og giver mit liv stor mening hver eneste dag. I mit professionelle liv kører det også på skinner. Efter at have taget et lidt langt tilløb og et par seriøse omveje, laver jeg nu endelig det, jeg virkelig brænder for.
Der er faktisk ingen grunde til, at jeg på det her tidspunkt i mit liv ikke skulle have det helt vildt godt. Men alligevel er der bare noget galt. Jeg har det, som om der ligger en dyne af ubehag over mig. En dyne, som vejer tungere og tungere for hver dag, der går. Det er ikke som en depression. Jeg kan sagtens fungere i det daglige og finde glæde ved ting her i livet. Men frygten for den angst, som i en del år har plaget mig, er kommet til at fylde alt for meget i min tilværelse. Faktisk smitter den efterhånden af på det meste af det, jeg foretager mig.
De seneste år har der været stor opmærksomhed omkring nogle af de podcasts, som jeg har været med til at lave – først om streaming og tv-serier og senest om ufoer. Det er jo skønt, for det er netop det, man higer efter, når man laver det, jeg gør. Det, man drømmer om, når man sidder og udvikler ideer til programmer og formater.
Men med opmærksomheden er der også kommet flere og flere offentlige optrædener, som tærer hårdt på mig. En del gange er jeg for eksempel blevet inviteret med i Go’ morgen Danmark eller Aftenshowet for at sige noget om en ny tv-serie eller opsigtsvækkende nyt fra Pentagon om, hvorvidt der flyver fremmede fartøjer rundt i vores atmosfære.
Hvis jeg efterfølgende ser sådan en tv-optagelse med mig selv, må jeg indrømme, at det hele ser meget roligt, overbevisende og kontrolleret ud. På skærmen fortæller en mand engageret og gestikulerende om dagens emne. Men det, seerne ikke får med, er alt det, der sker inde bagved. Alt det, som kun jeg ved også er en del af oplevelsen. Nemlig den evige frygt for, at noget skal gå galt. At jeg for eksempel skal besvime eller falde død om lige der på live-tv foran tusindvis af seere.
Det er altid det samme mønster: Når jeg selv har ordet, går det fint. Men når en anden i studiet tager over, glider jeg på en måde ud af min egen krop og ser det hele udefra. Jeg får heftig hjertebanken og tanker om at skulle dø. Tankerne går i ring, i selvsving, og det får mig til at miste koncentrationen om det, jeg er ved at tale om. Og det gør mig kun endnu mere nervøs for, at noget skal gå galt, når jeg igen får ordet.
Noget af det samme kan jeg opleve, hvis jeg skal holde et foredrag eller være med i en debat. Det er noget helt andet end i radiostudiet, hvor jeg altid føler mig fuldstændig rolig. Når jeg kommer ud fra sådan en offentlig optræden på tv eller på en scene, kan jeg være helt fladmast. Fuldstændig udmattet. Fordi min krop har været igennem de vildeste reaktioner.
Og hvis det så bare var det. Hvis der kun var tale om situationer, hvor jeg kan finde en oplagt årsag – for eksempel at rigtig mange mennesker ser på mig, og at jeg er uden for mine vante rammer. Så kunne jeg nok leve med det. Jeg kunne jo bare vælge de situationer fra. Men det stopper ikke der. Angsten for angsten dukker også op på alle mulige andre tidspunkter.
Den kan melde sig, når jeg hører døren lukke bag mig i metroen eller bussen. Her er det en klaustrofobisk fornemmelse, der sætter ind. Følelsen af at være fanget og ikke kunne slippe væk. Den kan påvirke mig så meget, at jeg kan finde på at bede om at sidde tæt på nødudgangen, når jeg er ude at flyve. At der er en udgang i nærheden, gør mig på en sær måde mere tryg. Selvom det næppe ville være en fordel at stikke af via nødudgangen i 12 kilometers højde.
Og så er der angsten for sygdom. Den kan stikke helt af for mig. Hvis jeg finder den mindste lille forandring på min krop, som jeg ikke lige kan forklare, kan jeg køre helt op i en spids.
Måske opdager jeg et mærke på huden, som jeg ikke mener var der dagen før. Eller måske får jeg en pludselig hovedpine, som føles anderledes end normalt. Og testiklerne – ja, dem har jeg fået tjekket et utal af gange, fordi jeg pludselig kan blive overbevist om, at jeg nok har fået kræft. Og jeg kunne blive ved. Blodpropper. Sklerose. Alvorlige infektioner. Der er fuld plade, når det gælder min frygt for at fejle noget, som man kan dø af. Når først den slags tanker melder sig, kan jeg ganske enkelt ikke slippe dem igen.
En stor del af tiden har jeg hovedpine. Min læge er sød og dygtig, og han lytter oprigtigt, når jeg ringer med mine bekymringer. Men når det gælder hovedpinen, har han ikke så meget andet at sige end: “Det er ikke, fordi jeg ikke tager det alvorligt, Frederik, men jeg synes, det lyder, som om det er psykisk. Måske har du brug for at trappe lidt ned på dit arbejde.” Inderst inde ved jeg, at han har ret, men det er, som om min krop ikke helt forstår det.
På sociale medier får jeg mange henvendelser fra folk, der har lyttet til mine programmer. De fleste er meget søde og positive. Det er dejligt at høre fra folk, der har haft en god oplevelse. Men samtidig føler jeg, at der følger et ansvar og et nyt pres med. At jeg hellere må svare på dem alle sammen, fordi jeg ikke må skuffe de her mennesker, der har taget sig tid til at skrive til mig. Det tager mere og mere af min tid. Og mellem alle de positive beskeder er der altid en, som er negativ eller direkte ubehagelig. En, der kalder mig en sølvpapirshat eller mener, at jeg er i lommen på den ene eller den anden.
Det er sikkert umuligt at undgå, og det burde nok ikke fylde så meget. Men det gør det for mig. De få kommentarer, jeg får, hvor folk ikke kan lide det, jeg laver, får lov at fylde uforholdsmæssigt meget for mig. Når jeg er færdig med at svare på alle de positive henvendelser og forholde mig til de få negative, er det så godt som sikkert, at ubehaget er tilbage. Og hovedpinen.
Hvis folk møder mig på gaden, ser de formentlig intet af alt dette. Det gør man sikkert heller ikke, hvis man kender mig lidt perifært. De fleste oplever nok en mand, som ser ud til at have tur i den, og som tager sig nogenlunde velfungerende ud. Og som har masser af selvtillid.
Jeg får ikke medicin mod min angst og har ikke på noget tidspunkt fået det. Og jeg er helt bevidst om, at der er mange mennesker, der er langt værre ramt af psykiske lidelser end jeg. Men i mit liv oplever jeg, at det koster mig for meget livsglæde, og det er jeg nødt til at handle på.
De mange bekymringer holder mig i skak og gør det stadig sværere for mig at fungere som et normalt menneske. Da min far døde for nogle år siden, kunne jeg ikke engang finde ud af at græde. Det var på ingen måde, fordi jeg ikke var ked af det og sørgede, men noget i min krop blokerede for at lade tårerne komme.
Det kan ikke blive ved med at gå – det står efterhånden klart for mig. Derfor har jeg valgt at række ud til en mand, som muligvis kan hjælpe mig. Jeg ved i hvert fald, at han har hjulpet andre. Hans navn er Sebastian Swane, og han er psykiater.
Da jeg møder op hos ham første gang, er jeg langt fra sikker på, at det her er den rigtige vej at gå. Jeg har et par gange været i terapi hos psykologer med svingende resultater. Men jeg tænker, at det er et forsøg værd. Noget må ske, for jeg fungerer ikke, som jeg skal.
SESSION
Tillid og forståelse betyder alt
Sebastian: Velkommen til, Frederik. Jeg har glædet mig til at møde dig. Først vil jeg høre: Hvorfor er du kommet til mig?
Frederik: Jeg fik dig anbefalet af nogen, som siger, at du er skarp på angst, stress, bekymringer, depression og personlighedsproblematikker. Og jeg har erkendt, at jeg har brug for én gang for alle at gøre op med nogle dæmoner.
Sebastian: Jeg håber, du er kommet til den rette. Det er godt at høre, at du har fået mig anbefalet. Det er utrolig vigtigt at føle sig tryg, og det gør man bedst, hvis en anden har sagt god for det.
Frederik: Jeg skal måske lige sige, at jeg har gået til psykolog to gange før. Den ene gang gik det okay, den anden knap så godt. Jeg er ikke sikker på, at jeg har prøvet at tale om de her ting med en, som for alvor forstod mig. En, jeg virkelig kunne stole på var dygtig nok, og som jeg kunne have tillid til.
Sebastian: At have tillid til sin terapeut er simpelthen altafgørende. Derfor er det også det allerførste, vi skal have på plads. Derfor starter vi med at snakke lidt rundt om tingene, så vi lærer hinanden bedre at kende. Jeg plejer at sige, at når man går ud ad døren herfra, så er det vigtigt, at man tænker, at det her virkelig gav mening. At man virkelig følte sig forstået, og at man fik indsigt i ting, man aldrig havde tænkt over før, og forståelse for, hvad man kan gøre fremover. Hvis ikke du får den følelse, skal du finde en anden terapeut.
Frederik: Det er rart at høre. Jeg har nemlig oplevet, at det var svært for mig at sige fra igen, når jeg kunne mærke, at det ikke fungerede med en psykolog. Når jeg nåede til det punkt, hvor jeg skulle skrive, at jeg ikke kom længere, føltes det som at slå op med en kæreste. Jeg kunne næsten ikke få sendt den besked.
Sebastian: Lige der fortæller du mig noget meget vigtigt. For den lille situation siger noget om, hvor svært det er for dig at bede om noget, der er dit behov. At du måske har været mere optaget af at please terapeuten, end hvad der var det rigtige for dig. Nu kender jeg dig knap nok, men det kunne godt sige noget vigtigt om din personlighed – og om de schemaer, der er med til at styre dine handlinger.
Det med schemaer kommer vi til at tale meget mere om, for jeg arbejder med afsæt i dem. Men før vi kommer til det, er det vigtigt for mig at sige, at du på ingen måde må være bange for at sige til mig, at du ikke kommer igen. Jeg vil faktisk opfatte det som et sundhedstegn, at du er i stand til at sige fra.
På samme måde er det vigtigt, at du siger til, hvis der er noget, du finder mærkeligt, bliver ked af, at jeg har sagt, eller ikke forstår. Spørg endelig om alt – også selvom det er noget personligt om mig. Mange opfatter terapeuter som en slags overmennesker, man ikke må spørge om noget. Sådan er det ikke her – vi to er ligeværdige. Det er vigtigt, at du kan føle, at jeg er et medmenneske, at jeg faktisk er her for at hjælpe dig.
Frederik: Det er dejligt at vide.
Sebastian: Der er sket meget på den front. I gamle dage skulle man sidde i et hvidt rum uden billeder, og man måtte ikke spørge terapeuten om noget som helst. Uanset hvad terapeuten sagde, var det bare sandheden. Men det holder slet ikke at arbejde sådan, for du kender jo dig selv bedst. Jeg kender nogle effektive værktøjer og er god til at se blinde vinkler og komme med nogle bud på, hvad der måske styrer dig, ud fra hvad du tidligere har oplevet. Men når vi går i gang, er det dig, der skal afgøre, om det giver mening, og om du føler dig forstået.
Mit udgangspunkt er, at alt handler om forståelse. Hvis jeg ikke forstår, bliver jeg ved med at spørge, indtil jeg forstår. Og når du ikke forstår, så skal du endelig gøre det samme. Hvis ikke du kan genkende dig selv i det, jeg siger, så er det jo nok, fordi min tolkning er forkert. Jeg har arbejdet med det her i cirka 26 år, så jeg vil mene, at jeg er ret god til at spore mig ind på, hvad det kan handle om – men jeg kan sagtens tage fejl. Og det er dig, der afgør det.
Hvordan oplever du det, når jeg siger det her?
Frederik: Det giver rigtig god mening. Jeg kan godt lide, at der er styr på tingene, det gør mig tryg. Jeg lagde også mærke til noget, du skrev i en mail, da jeg kontaktede dig. Jeg forklarede min situation og mine følelser, og så svarede du: “Sådan kan du da ikke gå og have det. Det får vi styr på.” Det virkede meget roligt og selvsikkert. Det har jeg virkelig brug for.
Sebastian: Det er godt. Det betyder nemlig meget.
Nu kan du måske fortælle mig lidt mere om, hvad du gerne vil have hjælp til. Når vi har det på plads, kan vi gå mere systematisk frem de næste gange, vi ses. Her vil jeg gerne høre mere om dine relationer til dine forældre, søskende, venner og kærester og hvilke oplevelser, der har været med til at forme dig.
Men først: Hvorfor er du her?
Frederik: Hmm, det er et godt spørgsmål. Og også lidt svært at svare på. Det nærmeste, jeg kan komme det, er nok, at jeg burde være gladere, end jeg er. Jeg kunne godt tænke mig at få en større ro i min krop. Helt specifikt har jeg haft nogle anfald af angst. Især da jeg var i tyverne, kunne de komme som lyn fra en klar himmel. Fuldstændig uventet og for mig helt uforståeligt. Det har været ret voldsomt, nærmest som at have nærdødsoplevelser. Og sådan mere generelt går jeg rundt med en nærmest konstant spændingshovedpine. Jeg bekymrer mig helt enormt meget og spænder op og bliver stresset. Det kunne være rart, hvis det kunne komme væk.
Sebastian: Det er noget, jeg helt sikkert kan hjælpe dig med. Sådan skal det jo ikke være, for det står alt for meget i vejen for dig. Det er tydeligt for mig, at du er et menneske med mange ressourcer. Og så er det ærgerligt, når sådan nogle negative automatiske tanker kommer og forstyrrer det.
Det er vigtigt at slå fast, at der ikke er noget galt med dig. Vi har imidlertid alle nogle ar på sindet, som vi kalder “schemaer”. De dannes i vores opvækst, når grundlæggende behov som for eksempel kærlighed, tryghed eller forståelse ikke bliver opfyldt. De kan så reaktiveres, når vi som voksne kommer i situationer, som ligner det, schemaerne blev dannet af. Hvis ikke vi bliver opmærksomme på vores schemaer og lærer at håndtere dem, vil de fortsat kunne forårsage angst, tristhed og konflikter med os selv og andre.
Man skal også huske på, at der også er gode schemaer, men her er vi interesseret i, hvad der kan skygge for dine behov og være med til at give dig problemer. Men først skal vi have gjort grund- arbejdet. Vi skal tale de forskellige ting ordentligt igennem, så jeg kan begynde at se mønsteret.
Der er brug for en vis portion tålmodighed, når vi arbejder med denne form for terapi, men det peger alt sammen frem mod et endeligt resultat. Du kan sammenligne det lidt med at gå til en hjertelæge. Hvis hun hverken lytter på dig eller tager et kardiogram og så bare giver dig nogle piller, fordi hun tror, de virker, så er der noget, der ikke er blevet gjort ordentligt.
Frederik: Den er jeg med på. Jeg har masser af tålmodighed. Bare vi kan komme et godt sted hen.
Frederik Dirk Gottlieb og Sebastian Swane: Uden angst
Bliv klogere på angst og lær, hvordan man håndterer den!
Selvom Frederik Dirks Gottlieb er én stor succes udadtil, har han levet med angst i mange år. Alt ændrede sig dog, da han mødte Sebastian Swane, som er en af landets fremmeste eksperter inden for bl.a. angstlidelser.
Gennem denne bog følger vi, hvordan Frederik Dirks lærer at håndtere sin angst gennem terapiforløbet hos Sebastian Swane. Vi lærer Dirks og hans inderste dæmoner at kende, mens Swane gør os klogere på psyken og de dynamikker, der foregår i os, som kan føre til angst og et mylder af bekymringer.
Og via Sebastians gennemprøvede og praktiske metoder ser vi, hvordan Frederik bliver i stand til at kontrollere angsten. Alle sammen metoder, som man kan overføre på sig selv, og som kan være med til at afhjælpe angst og bekymringstanker.
I Uden angst lærer Frederik Dirks Gottlieb at forstå og håndtere sin angst gennem et terapiforløb med Sebastian Swane, der er en af landets førende eksperter inden for angstlidelser.
Uden angst handler om, hvordan man kan slippe de negative tanker. Bogen er skrevet af Frederik Dirk Gottlieb og Sebastian Swane. Frederik er tv-, radio-, podcastvært, og derudover er han også filmproducer og forfatter. Blandt andet er han vært på flere DR podcasts. Sebastian Swane er speciallæge i psykiatri og overlæge på Psykoterapeutisk Afsnit Psykiatrisk Center i København. Ved siden af dette driver han en privat terapipraksis og fungerer ofte som ekspert i både radio og tv.
LÆS OGSÅ: Er du interesseret i sundhed og velvære? Så har vi samlet 10 spændende bøger til dig
Frederik Dirks Gottlieb er en stor succes udadtil, men indeni har han kæmpet med angst i mange år. Alting ændrer sig dog for ham, da han mødte Sebastian Swane, der er en af landets førende eksperter inden for angstlidelser. I Uden angst får du indblik i det terapiforløb, som Frederik har indgået med Sebastian, hvor Frederik både lærer at forstå og håndtere sin angst.
Igennem Uden angst får man indblik i Frederiks inderste bekymringer og tanker, samtidig med Sebastian Swane forklarer psyken og de dynamikker i os, der kan føre til angst. Man får også indsigt i Swanes praktiske metoder til, hvordan man kan kontrollere angsten. Dette er værktøjer og metoder, som man selv kan benytte for at afhjælpe bekymringstanker.
LÆS OGSÅ: Hvem får angst og hvorfor? Læs i Peter Lund Madsens bog Når børn og unge får angst
Start din læsning af Uden angst her.
Uden angst
Frederik Dirks Gottlieb & Sebastian Swane
FORORD
Hvis man har prøvet at lide af angst, ved man, hvor invaliderende det kan føles. Og man ved, hvor tabuiseret det stadig er at tale om, selvom et stort antal danskere lider af det på forskellige måder. Sundhedsstyrelsen og Psykiatrifonden vurderer, at op mod 400.000 voksne danskere i løbet af et år vil have symptomer, som svarer til kriterierne for angst. Tænk så på, hvor mange børn og unge der også har det.
Jeg synes, det er angstprovokerende at fortælle verden, at jeg har lidt af angst. Jeg har dog lært, at det første skridt til at slippe angsten er at indse, at der er et problem, og at være ærlig og åben omkring det. Da jeg fortalte min omgangskreds, at jeg havde det svært, tog jeg altså allerede et stort skridt mod et liv uden angst.
Men det er et skræmmende skridt at tage, og denne bog er skræmmende for mig at være (med)afsender på. Mens mange af mine andre projekter med radio- og tv-serier har handlet om at udleve mig selv, mine ambitioner og til en vis grad mit ego, er der noget andet på spil her: Et ønske om at dele det transformerende forløb, jeg havde med psykiateren Sebastian Swane, med min omverden.
Hver gang jeg har nævnt min fortid med angst i interviews eller egne programmer, har jeg fået en strøm af beskeder fra folk, som desperat søger en vej ud af angstens mørke. Den kvælende angst – som jeg selv kender alt for godt.
Jeg ville simpelthen ikke kunne se mig selv i øjnene, hvis jeg sagde nej til at lave denne her bog, når jeg ved, hvor mange der lider af angst. For jeg er overbevist om, at den vil kunne hjælpe hvis ikke alle med angst, så i hvert fald nogle. For som man kan læse i bogen, er der en vej ud af angsten. Jeg har selv fundet den.
Igennem det terapiforløb med Sebastian, som denne bog baserer sig på, fandt jeg ud af, hvad der dannede grobund for min angst, og hvordan min manglende viden om den menneskelige psyke og fysiologi gjorde, at jeg ikke fik det bedre. Jeg var simpelthen ikke klædt ordentligt på til at kunne lægge angsten bag mig. Men det er jeg nu, og selvom det er fantastisk at være nået så langt, er det også frustrerende ikke at have mulighed for at hjælpe alle dem, der skriver, at de er i lignende situationer. Så det her er mit bidrag til at prøve at hjælpe dem, der har angsten tæt inde på livet.
Jeg var ung, da jeg fik mit første angstanfald. 18 år og sårbar og uden nogen særlig viden om mig selv, mit liv og verden omkring mig. Den uvidenhed var en af årsagerne til, at jeg havnede i en ond spiral af angst. Men heldigvis ved jeg nu og efter det skelsættende terapiforløb, at der i den grad er håb forude for andre med angst. Faktisk har jeg i dag et liv helt uden angst. Selvfølgelig er jeg stadig sensitiv, skrøbelig og lidt for god til at suge omverdenen til mig. Men det er mig, og det er ok. Det bliver ikke længere til angst, og faktisk har jeg fundet måder at gøre netop de karaktertræk til min styrke.
Så selvom det er hårdt at blive ramt af angst, må man ikke lade sig slå ud. Jeg har altid været udadvendt og drømt om at leve af at formidle – og det er præcis det, jeg gør i dag. På trods af mange år med angst. Og efter min terapi føler jeg, at jeg igen kan nyde mit arbejde, fordi jeg gjorde op med den lille stemme i baghovedet, der hele tiden prøvede at ødelægge det for mig. Det er en kæmpe befrielse.
I dag kan jeg holde foredrag for hundredvis af mennesker og kun opleve almindelig, sund nervøsitet. Væk er de irrationelle tanker og bekymringer, og jeg kan koncentrere mig om at gøre det, jeg elsker. Derfor har jeg overskuddet og ikke mindst lysten til at fortælle min historie, i håb om at den kan hjælpe andre i lignende situationer. For der er en klar vej ud af mørket, men det kræver, at man er villig til at arbejde med sig selv og skride til handling. Hellere i dag end i morgen – og denne bog kan være første skridt.
Bogen består af uddrag af en længere række af terapi-sessions, som fandt sted i 2021. Det er altså ikke en en-til-en gengivelse af forløbet, som jo i sagens natur er for langt og for detaljeret til at kunne rummes i en bog. Men de vigtigste pointer og historier fra mit liv samt Sebastians mange konkrete værktøjer er med, og håbet er, at det er tilstrækkeligt til, at man som læser får en forståelse for, hvad der er på spil i ens egen psyke og dermed måske kan begynde at arbejde med at slippe angsten.
Jeg kontaktede Sebastian, fordi jeg oplevede, at den angst, som jeg kæmpede med i tyverne, var kommet tilbage der i mine tredivere – men på en ny måde. Jeg følte, at jeg aldrig helt havde slået dragen ihjel, og at den nu dukkede op i ny og næ og gjorde mig urolig, og at panikangsten var blevet til mere grundlæggende bekymringer. Så der var kun én ting at gøre: at overvinde den én gang for alle. Og det lykkedes som sagt ved Sebastians hjælp. Relationen mellem Sebastian og mig udviklede sig så også til et regulært venskab, og netop det trygge forhold var medvirkende til, at jeg turde bevæge mig ud på det her terapeutiske bogeventyr.
Det er vigtigt for mig at nævne, at når jeg her i bogen fortæller om noget, jeg har oplevet, bygger det selvfølgelig på, hvordan jeg husker det. Andre kan have oplevet de samme situationer anderledes. Og som det vil fremgå, er det faktisk en vigtig pointe, at den enkeltes opfattelse af virkeligheden ikke er sandheden, men at vi alle har hver vores.
Rigtig god fornøjelse!
Frederik Dirks Gottlieb
Kapitel 1
NÅR ANGSTEN TRÆKKER I TRÅDENE
Om at forstå angsten og få hjælp til den
FREDERIK
De mange bekymringer holder mig i skak
Det føles, som om der er noget galt med mig. I efterhånden mange år har jeg gået rundt med den følelse, og for tiden bliver den kun værre. Det er svært for mig at sætte fingeren på, hvad der præcist er i vejen, men noget i mig fungerer ikke, som det skal.
Angsten er blevet styrende for mit liv. Eller, jeg skulle måske rettere sige, at angsten for angsten er blevet styrende. Som en dukkefører sidder den hele tiden og trækker i trådene. Det gør mit liv mere og mere kompliceret. Jeg bruger efterhånden en stor del af mine vågne timer på at tænke over, hvordan jeg undgår, at angsten laver endnu et overraskelsesangreb.
Det vil nok komme bag på mange af de folk, der kender mig. For set lidt udefra, tager mit liv sig vel meget godt ud. Eller rigtig godt faktisk. Jeg er i slutningen af trediverne, jeg har verdens dejligste kæreste, som jeg elsker højt. Vores to døtre trives og giver mit liv stor mening hver eneste dag. I mit professionelle liv kører det også på skinner. Efter at have taget et lidt langt tilløb og et par seriøse omveje, laver jeg nu endelig det, jeg virkelig brænder for.
Der er faktisk ingen grunde til, at jeg på det her tidspunkt i mit liv ikke skulle have det helt vildt godt. Men alligevel er der bare noget galt. Jeg har det, som om der ligger en dyne af ubehag over mig. En dyne, som vejer tungere og tungere for hver dag, der går. Det er ikke som en depression. Jeg kan sagtens fungere i det daglige og finde glæde ved ting her i livet. Men frygten for den angst, som i en del år har plaget mig, er kommet til at fylde alt for meget i min tilværelse. Faktisk smitter den efterhånden af på det meste af det, jeg foretager mig.
De seneste år har der været stor opmærksomhed omkring nogle af de podcasts, som jeg har været med til at lave – først om streaming og tv-serier og senest om ufoer. Det er jo skønt, for det er netop det, man higer efter, når man laver det, jeg gør. Det, man drømmer om, når man sidder og udvikler ideer til programmer og formater.
Men med opmærksomheden er der også kommet flere og flere offentlige optrædener, som tærer hårdt på mig. En del gange er jeg for eksempel blevet inviteret med i Go’ morgen Danmark eller Aftenshowet for at sige noget om en ny tv-serie eller opsigtsvækkende nyt fra Pentagon om, hvorvidt der flyver fremmede fartøjer rundt i vores atmosfære.
Hvis jeg efterfølgende ser sådan en tv-optagelse med mig selv, må jeg indrømme, at det hele ser meget roligt, overbevisende og kontrolleret ud. På skærmen fortæller en mand engageret og gestikulerende om dagens emne. Men det, seerne ikke får med, er alt det, der sker inde bagved. Alt det, som kun jeg ved også er en del af oplevelsen. Nemlig den evige frygt for, at noget skal gå galt. At jeg for eksempel skal besvime eller falde død om lige der på live-tv foran tusindvis af seere.
Det er altid det samme mønster: Når jeg selv har ordet, går det fint. Men når en anden i studiet tager over, glider jeg på en måde ud af min egen krop og ser det hele udefra. Jeg får heftig hjertebanken og tanker om at skulle dø. Tankerne går i ring, i selvsving, og det får mig til at miste koncentrationen om det, jeg er ved at tale om. Og det gør mig kun endnu mere nervøs for, at noget skal gå galt, når jeg igen får ordet.
Noget af det samme kan jeg opleve, hvis jeg skal holde et foredrag eller være med i en debat. Det er noget helt andet end i radiostudiet, hvor jeg altid føler mig fuldstændig rolig. Når jeg kommer ud fra sådan en offentlig optræden på tv eller på en scene, kan jeg være helt fladmast. Fuldstændig udmattet. Fordi min krop har været igennem de vildeste reaktioner.
Og hvis det så bare var det. Hvis der kun var tale om situationer, hvor jeg kan finde en oplagt årsag – for eksempel at rigtig mange mennesker ser på mig, og at jeg er uden for mine vante rammer. Så kunne jeg nok leve med det. Jeg kunne jo bare vælge de situationer fra. Men det stopper ikke der. Angsten for angsten dukker også op på alle mulige andre tidspunkter.
Den kan melde sig, når jeg hører døren lukke bag mig i metroen eller bussen. Her er det en klaustrofobisk fornemmelse, der sætter ind. Følelsen af at være fanget og ikke kunne slippe væk. Den kan påvirke mig så meget, at jeg kan finde på at bede om at sidde tæt på nødudgangen, når jeg er ude at flyve. At der er en udgang i nærheden, gør mig på en sær måde mere tryg. Selvom det næppe ville være en fordel at stikke af via nødudgangen i 12 kilometers højde.
Og så er der angsten for sygdom. Den kan stikke helt af for mig. Hvis jeg finder den mindste lille forandring på min krop, som jeg ikke lige kan forklare, kan jeg køre helt op i en spids.
Måske opdager jeg et mærke på huden, som jeg ikke mener var der dagen før. Eller måske får jeg en pludselig hovedpine, som føles anderledes end normalt. Og testiklerne – ja, dem har jeg fået tjekket et utal af gange, fordi jeg pludselig kan blive overbevist om, at jeg nok har fået kræft. Og jeg kunne blive ved. Blodpropper. Sklerose. Alvorlige infektioner. Der er fuld plade, når det gælder min frygt for at fejle noget, som man kan dø af. Når først den slags tanker melder sig, kan jeg ganske enkelt ikke slippe dem igen.
En stor del af tiden har jeg hovedpine. Min læge er sød og dygtig, og han lytter oprigtigt, når jeg ringer med mine bekymringer. Men når det gælder hovedpinen, har han ikke så meget andet at sige end: “Det er ikke, fordi jeg ikke tager det alvorligt, Frederik, men jeg synes, det lyder, som om det er psykisk. Måske har du brug for at trappe lidt ned på dit arbejde.” Inderst inde ved jeg, at han har ret, men det er, som om min krop ikke helt forstår det.
På sociale medier får jeg mange henvendelser fra folk, der har lyttet til mine programmer. De fleste er meget søde og positive. Det er dejligt at høre fra folk, der har haft en god oplevelse. Men samtidig føler jeg, at der følger et ansvar og et nyt pres med. At jeg hellere må svare på dem alle sammen, fordi jeg ikke må skuffe de her mennesker, der har taget sig tid til at skrive til mig. Det tager mere og mere af min tid. Og mellem alle de positive beskeder er der altid en, som er negativ eller direkte ubehagelig. En, der kalder mig en sølvpapirshat eller mener, at jeg er i lommen på den ene eller den anden.
Det er sikkert umuligt at undgå, og det burde nok ikke fylde så meget. Men det gør det for mig. De få kommentarer, jeg får, hvor folk ikke kan lide det, jeg laver, får lov at fylde uforholdsmæssigt meget for mig. Når jeg er færdig med at svare på alle de positive henvendelser og forholde mig til de få negative, er det så godt som sikkert, at ubehaget er tilbage. Og hovedpinen.
Hvis folk møder mig på gaden, ser de formentlig intet af alt dette. Det gør man sikkert heller ikke, hvis man kender mig lidt perifært. De fleste oplever nok en mand, som ser ud til at have tur i den, og som tager sig nogenlunde velfungerende ud. Og som har masser af selvtillid.
Jeg får ikke medicin mod min angst og har ikke på noget tidspunkt fået det. Og jeg er helt bevidst om, at der er mange mennesker, der er langt værre ramt af psykiske lidelser end jeg. Men i mit liv oplever jeg, at det koster mig for meget livsglæde, og det er jeg nødt til at handle på.
De mange bekymringer holder mig i skak og gør det stadig sværere for mig at fungere som et normalt menneske. Da min far døde for nogle år siden, kunne jeg ikke engang finde ud af at græde. Det var på ingen måde, fordi jeg ikke var ked af det og sørgede, men noget i min krop blokerede for at lade tårerne komme.
Det kan ikke blive ved med at gå – det står efterhånden klart for mig. Derfor har jeg valgt at række ud til en mand, som muligvis kan hjælpe mig. Jeg ved i hvert fald, at han har hjulpet andre. Hans navn er Sebastian Swane, og han er psykiater.
Da jeg møder op hos ham første gang, er jeg langt fra sikker på, at det her er den rigtige vej at gå. Jeg har et par gange været i terapi hos psykologer med svingende resultater. Men jeg tænker, at det er et forsøg værd. Noget må ske, for jeg fungerer ikke, som jeg skal.
SESSION
Tillid og forståelse betyder alt
Sebastian: Velkommen til, Frederik. Jeg har glædet mig til at møde dig. Først vil jeg høre: Hvorfor er du kommet til mig?
Frederik: Jeg fik dig anbefalet af nogen, som siger, at du er skarp på angst, stress, bekymringer, depression og personlighedsproblematikker. Og jeg har erkendt, at jeg har brug for én gang for alle at gøre op med nogle dæmoner.
Sebastian: Jeg håber, du er kommet til den rette. Det er godt at høre, at du har fået mig anbefalet. Det er utrolig vigtigt at føle sig tryg, og det gør man bedst, hvis en anden har sagt god for det.
Frederik: Jeg skal måske lige sige, at jeg har gået til psykolog to gange før. Den ene gang gik det okay, den anden knap så godt. Jeg er ikke sikker på, at jeg har prøvet at tale om de her ting med en, som for alvor forstod mig. En, jeg virkelig kunne stole på var dygtig nok, og som jeg kunne have tillid til.
Sebastian: At have tillid til sin terapeut er simpelthen altafgørende. Derfor er det også det allerførste, vi skal have på plads. Derfor starter vi med at snakke lidt rundt om tingene, så vi lærer hinanden bedre at kende. Jeg plejer at sige, at når man går ud ad døren herfra, så er det vigtigt, at man tænker, at det her virkelig gav mening. At man virkelig følte sig forstået, og at man fik indsigt i ting, man aldrig havde tænkt over før, og forståelse for, hvad man kan gøre fremover. Hvis ikke du får den følelse, skal du finde en anden terapeut.
Frederik: Det er rart at høre. Jeg har nemlig oplevet, at det var svært for mig at sige fra igen, når jeg kunne mærke, at det ikke fungerede med en psykolog. Når jeg nåede til det punkt, hvor jeg skulle skrive, at jeg ikke kom længere, føltes det som at slå op med en kæreste. Jeg kunne næsten ikke få sendt den besked.
Sebastian: Lige der fortæller du mig noget meget vigtigt. For den lille situation siger noget om, hvor svært det er for dig at bede om noget, der er dit behov. At du måske har været mere optaget af at please terapeuten, end hvad der var det rigtige for dig. Nu kender jeg dig knap nok, men det kunne godt sige noget vigtigt om din personlighed – og om de schemaer, der er med til at styre dine handlinger.
Det med schemaer kommer vi til at tale meget mere om, for jeg arbejder med afsæt i dem. Men før vi kommer til det, er det vigtigt for mig at sige, at du på ingen måde må være bange for at sige til mig, at du ikke kommer igen. Jeg vil faktisk opfatte det som et sundhedstegn, at du er i stand til at sige fra.
På samme måde er det vigtigt, at du siger til, hvis der er noget, du finder mærkeligt, bliver ked af, at jeg har sagt, eller ikke forstår. Spørg endelig om alt – også selvom det er noget personligt om mig. Mange opfatter terapeuter som en slags overmennesker, man ikke må spørge om noget. Sådan er det ikke her – vi to er ligeværdige. Det er vigtigt, at du kan føle, at jeg er et medmenneske, at jeg faktisk er her for at hjælpe dig.
Frederik: Det er dejligt at vide.
Sebastian: Der er sket meget på den front. I gamle dage skulle man sidde i et hvidt rum uden billeder, og man måtte ikke spørge terapeuten om noget som helst. Uanset hvad terapeuten sagde, var det bare sandheden. Men det holder slet ikke at arbejde sådan, for du kender jo dig selv bedst. Jeg kender nogle effektive værktøjer og er god til at se blinde vinkler og komme med nogle bud på, hvad der måske styrer dig, ud fra hvad du tidligere har oplevet. Men når vi går i gang, er det dig, der skal afgøre, om det giver mening, og om du føler dig forstået.
Mit udgangspunkt er, at alt handler om forståelse. Hvis jeg ikke forstår, bliver jeg ved med at spørge, indtil jeg forstår. Og når du ikke forstår, så skal du endelig gøre det samme. Hvis ikke du kan genkende dig selv i det, jeg siger, så er det jo nok, fordi min tolkning er forkert. Jeg har arbejdet med det her i cirka 26 år, så jeg vil mene, at jeg er ret god til at spore mig ind på, hvad det kan handle om – men jeg kan sagtens tage fejl. Og det er dig, der afgør det.
Hvordan oplever du det, når jeg siger det her?
Frederik: Det giver rigtig god mening. Jeg kan godt lide, at der er styr på tingene, det gør mig tryg. Jeg lagde også mærke til noget, du skrev i en mail, da jeg kontaktede dig. Jeg forklarede min situation og mine følelser, og så svarede du: “Sådan kan du da ikke gå og have det. Det får vi styr på.” Det virkede meget roligt og selvsikkert. Det har jeg virkelig brug for.
Sebastian: Det er godt. Det betyder nemlig meget.
Nu kan du måske fortælle mig lidt mere om, hvad du gerne vil have hjælp til. Når vi har det på plads, kan vi gå mere systematisk frem de næste gange, vi ses. Her vil jeg gerne høre mere om dine relationer til dine forældre, søskende, venner og kærester og hvilke oplevelser, der har været med til at forme dig.
Men først: Hvorfor er du her?
Frederik: Hmm, det er et godt spørgsmål. Og også lidt svært at svare på. Det nærmeste, jeg kan komme det, er nok, at jeg burde være gladere, end jeg er. Jeg kunne godt tænke mig at få en større ro i min krop. Helt specifikt har jeg haft nogle anfald af angst. Især da jeg var i tyverne, kunne de komme som lyn fra en klar himmel. Fuldstændig uventet og for mig helt uforståeligt. Det har været ret voldsomt, nærmest som at have nærdødsoplevelser. Og sådan mere generelt går jeg rundt med en nærmest konstant spændingshovedpine. Jeg bekymrer mig helt enormt meget og spænder op og bliver stresset. Det kunne være rart, hvis det kunne komme væk.
Sebastian: Det er noget, jeg helt sikkert kan hjælpe dig med. Sådan skal det jo ikke være, for det står alt for meget i vejen for dig. Det er tydeligt for mig, at du er et menneske med mange ressourcer. Og så er det ærgerligt, når sådan nogle negative automatiske tanker kommer og forstyrrer det.
Det er vigtigt at slå fast, at der ikke er noget galt med dig. Vi har imidlertid alle nogle ar på sindet, som vi kalder “schemaer”. De dannes i vores opvækst, når grundlæggende behov som for eksempel kærlighed, tryghed eller forståelse ikke bliver opfyldt. De kan så reaktiveres, når vi som voksne kommer i situationer, som ligner det, schemaerne blev dannet af. Hvis ikke vi bliver opmærksomme på vores schemaer og lærer at håndtere dem, vil de fortsat kunne forårsage angst, tristhed og konflikter med os selv og andre.
Man skal også huske på, at der også er gode schemaer, men her er vi interesseret i, hvad der kan skygge for dine behov og være med til at give dig problemer. Men først skal vi have gjort grund- arbejdet. Vi skal tale de forskellige ting ordentligt igennem, så jeg kan begynde at se mønsteret.
Der er brug for en vis portion tålmodighed, når vi arbejder med denne form for terapi, men det peger alt sammen frem mod et endeligt resultat. Du kan sammenligne det lidt med at gå til en hjertelæge. Hvis hun hverken lytter på dig eller tager et kardiogram og så bare giver dig nogle piller, fordi hun tror, de virker, så er der noget, der ikke er blevet gjort ordentligt.
Frederik: Den er jeg med på. Jeg har masser af tålmodighed. Bare vi kan komme et godt sted hen.
Frederik Dirk Gottlieb og Sebastian Swane: Uden angst
Bliv klogere på angst og lær, hvordan man håndterer den!
Selvom Frederik Dirks Gottlieb er én stor succes udadtil, har han levet med angst i mange år. Alt ændrede sig dog, da han mødte Sebastian Swane, som er en af landets fremmeste eksperter inden for bl.a. angstlidelser.
Gennem denne bog følger vi, hvordan Frederik Dirks lærer at håndtere sin angst gennem terapiforløbet hos Sebastian Swane. Vi lærer Dirks og hans inderste dæmoner at kende, mens Swane gør os klogere på psyken og de dynamikker, der foregår i os, som kan føre til angst og et mylder af bekymringer.
Og via Sebastians gennemprøvede og praktiske metoder ser vi, hvordan Frederik bliver i stand til at kontrollere angsten. Alle sammen metoder, som man kan overføre på sig selv, og som kan være med til at afhjælpe angst og bekymringstanker.
Du kan købe Uden angst online fx hos Saxo.com eller i din nærmeste boghandel fra 13. juni.
Andre læste også: