Fiktion Jeffrey Archer Læseprøve og uddrag

Den næste i rækken: Jeffrey Archers femte bind i Warwick-serien. Læs et uddrag her

Den næste i rækken, Jeffrey Archer

I Den næste i rækken af Jeffrey Archer skal kriminalinspektør William Warwick og hans Scotland Yard-team beskytte prinsesse Diana. Det er en opgave, der hurtigt kompliceres, da en betændt organisation har landets – og kronens – sikkerhed på kornet. Start din læsning her.


Jeffrey Archer er en af de største forfattere i verden, og han har siden 1975 udgivet over 30 bøger. Hans forfatterskab spænder bredt med alt fra spændende pageturners til fagbøger. Igennem sin karriere som forfatter har Jeffrey Archer solgt mere end 275 bøger på verdensplan. Nu udkommer det femte bind i den populære serie om den sympatiske kriminalinspektør William Warwick.

LÆS OGSÅ: Jeffrey Archer er klar med Warwick-serien – en ny storslået skæbnefortælling

I Den næste i rækken af Jeffrey Archer følger læseren endnu engang William Warwick og hans kamp for at nedkæmpe kriminalitet, koste hvad det vil.

Den Kongelige Livvagt skal beskytte den elskede og beundrede Prinsesse Diana. De er derfor nødt til at være de bedste, for ét enkelt svagt led kan betyde en stor katestrofe. Ross Hogan, der er forhenværende undercover-agent, har fået ansvaret for den meget vanskelige opgave.

LÆS OGSÅ: Få overblik over bøger og serier af Jeffrey Archer

Kriminalinspektør William Warwick og hans Scotland Yard-team bliver udvalgt til at undersøge enheden, og det bliver hurtigt tydeligt, at der er problemer. En betændt organisation har både landet og kronens sikkerhed på kornet. Spørgsmålet er, hvem, der er den næste i rækken …

Herunder kan du starte din læsning af Den næste i rækken af Jeffrey Archer allerede nu.




Den næste i rækken

Af Jeffrey Archer

1

Førerbilen susede ind i Scotland Yard, tæt forfulgt af en grøn Jaguar og en anonym Land Rover, mens to motorcykelbetjente udgjorde bagtroppen på den kongelige kortege. De holdt alle stille, netop som Big Ben slog elleve tredive.

En livvagt sprang ud fra Jaguarens forsæde og åbnede bagdøren. Politidirektøren, Sir Peter Imbert, trådte frem og bukkede. ”Deres Kongelige Højhed, velkommen til Scotland Yard,” sagde han og blev mødt med det varme, generte smil, som hendes undersåtter kendte så godt.

”Mange tak, Sir Peter,” svarede hun og rakte ham hånden. ”Det var venligt af Dem at imødekomme mit noget usædvanlige ønske.”

”Mig en fornøjelse, ma’am,” sagde Sir Peter, hvorefter han vendte sig om mod rækken af ventende overordnede politiofficerer, der udgjorde velkomstkomiteen. ”Må jeg præsentere …”

Prinsessen gav hånd til alle officerer efter tur, indtil hun nåede hen til den sidste i rækken, hvor hun blev præsenteret for chefen for The Mets Drabsafdeling.

”Chefpolitiinspektør Hawksby går under navnet ’Drab 1’,” fortalte politidirektøren hende. ”Og kriminalkommissær William Warwick vil være Deres guide her til morgen,” tilføjede han, da en lille pige i det samme trådte frem, nejede og rakte prinsessen en lille buket lyserøde roser. Hun fik det største smil af alle.

Prinsessen bøjede sig ned og sagde: ”Mange tak, og hvad hedder du så?”

”Artemisia,” hviskede det bøjede hoved ned mod fliserne. 

”Sikke et smukt navn,” sagde prinsessen.

Hun skulle lige til at gå videre, da Artemisia så op og sagde: ”Hvorfor har De ikke en krone på hovedet?”

William blev koksrød i hovedet, mens hans næstkommanderende, kriminalinspektør Ross Hogan, kvalte en latter, hvad der fik Artemisia til at briste i gråd. Prinsessen bøjede sig igen ned, trak pigen ind i sin favn og sagde: ”Fordi jeg ikke er en dronning, Artemisia, men kun en prinsesse.”

”Men De bliver jo dronning engang.”

”Og så får jeg en krone på hovedet.”

Dette så ud til at gøre Artemisia tilfreds, og hun storsmilede, da hendes far førte The Mets royale gæst ind i bygningen.

En ung politielev holdt døren for hende, og prinsessen standsede et øjeblik for at veksle et par ord med ham, hvorefter William viste hende hen mod en ventende elevator. Man havde diskuteret frem og tilbage før prinsessens besøg om, hvorvidt hun skulle gå op ad trappen til første etage eller køre derop i elevatoren. Elevatoren havde vundet med fem stemmer mod fire.

En lige så anspændt diskussion havde drejet sig om, hvem der skulle ledsage hende i elevatoren. Politidirektøren, chefpolitiinspektør Hawksby og William havde været stærkest i opløbet, mens prinsessens hofdame kørte op i en anden elevator sammen med kriminalinspektør Ross Hogan og kriminalassistent Roycroft.

William havde forberedt sig grundigt på den guidede rundtur, men blev omgående bragt ud af kurs af prinsessens første spørgsmål.

”Er Artemisia tilfældigvis Deres datter?”

”Ja, ma’am,” sagde William, ihukommende, at Høgen havde belært ham om, at ’ma’am’ skulle rime på ’spam’ og ikke ’barm’. ”Men hvad baserer De den viden på?” spurgte han og glemte et øjeblik, at det ikke var en af sine underordnede, han henvendte sig til.

”De ville ikke have rødmet, hvis hun ikke havde været Deres datter,” lød svaret, samtidig med at de trådte ind i elevatoren.

”Jeg havde betydet hende, at hun ikke måtte sige noget til Dem, og da helt bestemt ikke stille nogen spørgsmål,” sagde William.

”Og det, at hun ikke lystrede, betyder formentlig, at hun vil være den mest interessante person, jeg kommer til at møde i dag,” hviskede Diana, samtidig med at elevatordøren gled i. ”Hvorfor har De kaldt hende Artemisia?”

”Hun er opkaldt efter Artemisia Gentileschi, den store italienske barokmaler.”

”De er med andre ord en kunstkender?”

”Det er en lidenskab, ma’am. Men det var min kone Beth, kurator på Fitzmolean, som valgte navnet.”

”I så fald er jeg formentlig så heldig at møde Deres datter igen,” sagde prinsessen. ”For husker jeg korrekt, skal jeg åbne Fitzmoleans Frans Hals-udstilling næste år. Jeg vil skrive mig bag øret, at jeg som minimum skal have et diadem i håret, så Deres datter ikke igen har anledning til at korrekse mig,” tilføjede hun, idet elevatordøren gled op oppe på første etage.

”Kriminalmuseet, ma’am,” begyndte William og vendte tilbage til sin forberedte tale, ”i folkemunde kendt som Det Sorte Museum, blev grundlagt i 1869 af en vis inspektør Neame, der forestillede sig, at det ville være en hjælp for hans kolleger til at opklare og tilmed forhindre forbrydelser, hvis de kunne indhente oplysninger i berømte kriminalsager. Hans assistent, betjent Randall, indsamlede alle tilgængelige oplysninger om berygtede forbrydere og gerningssteder, som så endte med at udgøre den første udstilling i dette slynglernes museum. Museet slog dørene op fem år senere, i april 1954, men er stadig ikke åbent for offentligheden.”

William så sig tilbage over skulderen og så Ross Hogan stå og sludre med prinsessens hofdame. Han viste sin gæst ned ad en lang gang med kurs mod Rum 101, hvor en ny dør blev holdt åben for den kongelige gæst. Et øjeblik fløj en tanke gennem Williams hoved: ’Mon prinsessen selv nogensinde åbnede en dør?’ men han skubbede straks tanken ud af hovedet og vendte tilbage til sin forberedte tale.

”Jeg håber ikke, De oplever museet som foruroligende, ma’am. Det er sket, at en tilfældig besøgende besvimede,” sagde han. De trådte ind i et rum, hvis dæmpede belysning bidrog til den makabre stemning.

”Det kan ikke være værre end fire dage i Ascot, hvor det ofte sker, at jeg besvimer,” svarede prinsessen.

William skulle lige til at le højt, men nåede at beherske sig. ”De tidligste udstillingsgenstande er indsamlet personligt af Neame og Randall,” sagde han, da de nærmede sig en stor glasmontre.

Prinsessen kiggede undersøgende på en samling våben, brugt af forbrydere i 1700-tallet til at myrde deres ofre, herunder en spadserestok, der med et tryk på en knap blev til et sværd, samt en hel del springknive, tunge trækøller og knojern.

William skyndte sig videre til den næste montre, som var tilegnet Jack the Ripper og blandt andet rummede et håndskrevet brev stilet til et nyhedsbureau i London i 1888, året, hvor han slog hele fem kvinder ihjel.

I brevet hånede han politiet ved at påstå, at de aldrig ville kunne fange ham. Men det var, mindede William sin gæst om, før Metropolitan Police var begyndt at bruge fingeraftryk til at identificere forbrydere, og mere end et århundrede før man begyndte med DNA-metoden.

”Jeg er ikke besvimet endnu,” sagde prinsessen, idet de gik videre til den næste montre, hvori der lå en antik kikkert. ”Hvad er der så særligt ved den der?” spurgte hun.

”Den blev ikke fremstillet til brug i Ascot, ma’am,” sagde William. ”Det er en gave fra en i særklasse ubehagelig person til hans forlovede et par dage efter, at hun havde hævet forlovelsen. Da hun holdt den op foran øjnene og indstillede fokus, skød to søm ud af den og blindede hende. Under retssagen spurgte anklageren tiltalte om, hvorfor han dog havde gjort en så ond ting, og han svarede: ’Jeg ville ikke have, at hun nogensinde igen skulle se på en anden mand.’”

Diana lagde hænderne op foran sine øjne, og William skyndte sig videre.

”Denne næste udstillingsgenstand er særdeles fascinerende, ma’am,” sagde han og pegede på en lille, enkel metalæske. ”Den stammer fra den allerførste sag, hvor et fingeraftryk blev det fældende bevis. I 1905 blev brødrene Alfred og Albert Stratton anholdt for mordet på en butiksindehaver, Thomas Farrow, og hans kone, Ann. De ville være sluppet godt fra det, hvis Alfred ikke havde sat et enkelt tommelfingeraftryk på denne tomme pengekasse. De blev begge kendt skyldige og hængt.”

De gik videre til den næste montre, hvor prinsessen kastede et flygtigt blik på et fotografi for derefter straks at vende sig om mod William og sige: ”Fortæl mig om ham.”

”Den 18. februar 1949 myrdede John Haigh Olive Durand-Deacon, en velhavende enke, mens hun var på besøg i hans maskinværksted i Crawley. Efter at Haigh havde fjernet alt af værdi på hendes krop, opløste han hendes lig i en tønde med svovlsyre i den tro, at han, hvis det ikke lykkedes politiet at finde et lig, ikke kunne anklages for mord. Heri forregnede han sig dog, idet dr. Keith Simpson, en anerkendt retsmediciner, fandt tre galdesten og et par af offerets falske tænder i en bunke brokker bag ved værkstedet. Haigh blev anholdt, dømt og hængt.”

”De skal have ros for at have fundet et virkelig godt sted til det første romantiske stævnemøde med en pige, kriminalkommissær Warwick,” sagde prinsessen, hvad der fik William til at slappe af og le for første gang.

”Her har vi endnu en interessant sag,” fortsatte han, da de standsede foran den næste montre. ”Dr. Hawley Harvey Crippen, en amerikansk homøopat, myrdede sin kone Cora i London og flygtede derefter til Bruxelles sammen med sin elskerinde Ethel Le Neve. De tog videre til Antwerpen, hvor Crippen købte to billetter til Montrose, et dampskib, der skulle til Canada. Ethel forklædte sig som en ung dreng, så de kunne udgive sig for at være far og søn.

Skibskaptajnen var blevet vist på en efterlysningsplakat, før skibet afsejlede, og han blev mistænksom, da han så Crippen og Le Neve holde i hånd og kysse hinanden. Han telegraferede til Scotland Yard, og kriminalkommissær Walter Dew tog omgående toget til Liverpool og gik om bord på Laurentic, et meget hurtigere skib, der anduvede Montreal et godt stykke tid før Montrose. Dew, forklædt som lods, gik om bord på skibet, da det sejlede ind i St Lawrence-floden, arresterede Crippen og Ethel og førte dem tilbage til England til den ventende retssag. Nævningetinget var kun en halv time om at kende Crippen skyldig i mord.”

”Så også han endte i galgen,” sagde prinsessen muntert, ”men hvad med Ethel?”

”Hun blev frikendt for medskyld i mordet, skønt nævningetinget var betydeligt længere om at nå frem til den kendelse.”

”Interessant, så ofte kvinder ender med at slippe godt fra deres ugerninger,” sagde prinsessen, hvorefter de gik ind i det næste rum, der ikke virkede mere indbydende end de første.

”De skal nu hilse på nogle berømte East End-gangstere,” meddelte William. ”Jeg vil begynde med de mest berygtede af alle, Kray-brødrene, Reggie og Ronnie.”

”Dem har selv jeg hørt om,” sagde prinsessen, stående foran et par sort-hvide forbryderfotos af de berygtede tvillinger.

”Skønt de to herrer gennem mange år havde begået utallige forbrydelser, herunder mord, var det næsten umuligt at rejse tiltale imod dem, endsige fælde dom, fordi ingen var parate til at træde frem og vidne imod dem. Folk var simpelthen for bange for følgerne.”

”Hvordan lykkedes det så at fange dem?”

”Politiet arresterede dem langt om længe, efter at Reggie havde myrdet en forbryderkollega ved navn Jack the Hat McVitie i 1967. Begge Kray-brødre fik livstidsdomme.”

”Og personen, der vidnede?” spurgte prinsessen.

”Fejrede ikke sin næste fødselsdag, ma’am.”

”Jeg står stadig op, hr. kriminalkommissær,” sagde prinsessen drillende, da de gik ind i det næste rum, hvor hun blev konfronteret med en række dinglende reb af varierende længde og tykkelse.

”Op til det nittende århundrede stimlede mængder af folk sammen i Tyburn for at overvære offentlige hængninger,” sagde politidirektøren, der fulgte tæt i hælene på dem. ”Denne barbariske form for underholdning sluttede i 1868, hvorefter henrettelser fandt sted indenfor i fængsler, uden at nogen borgere var til stede.”

”Har De som ung politimand nogensinde overværet en henrettelse, Sir Peter?” spurgte prinsessen.

”Kun en enkelt, ma’am, gudskelov, og aldrig igen.”

”Mind mig om, hvornår den sidste kvinde blev hængt?” spurgte prinsessen, nu henvendt til William.

”De er et hestehoved foran mig, ma’am,” sagde William og gik videre til den næste montre. ”Ruth Ellis, en værtinde i en natklub, blev hængt 13. juli 1955, efter at hun havde skudt sin elsker med en Smith & Wesson kaliber 38-revolver, som De kan se et eksemplar af herinde.”

”Og den sidste mand?” spurgte prinsessen og stirrede på revolveren.

William ransagede sit hoved, da dette ikke var en del af den forberedte tekst. Han vendte sig om mod politidirektøren, men han kunne heller ikke besvare spørgsmålet.

De blev reddet af museets kurator, der trådte frem og sagde: ”Gwynne Evans og Peter Allen, ma’am, blev hængt for mordet på John Alan West den 13. august 1964. Året efter blev et parlamentsmedlems forslag til afskaffelse af dødsstraffen ophøjet til lov, men måske vil det interessere Dem at høre, ma’am, at man stadig kan blive hængt for landsforræderi eller voldeligt sørøveri.”

”I mit tilfælde er landsforræderi vist det mest sandsynlige,” sagde prinsessen, hvad der fik dem alle til at briste i latter.

William viste sin gæst gennem det sidste rum på rundvisningen, hvor hun fik fremvist en række flasker fyldt med forskellige giftstoffer. William forklarede, at giftmord var kvinders foretrukne måde at dræbe på, især deres mænd. William kunne have bidt tungen af sig selv.

”Og hermed, ma’am, er rundvisningen forbi. Jeg håber, De synes, den var …” Han tøvede, før han udskiftede ’fornøjelig’med ’interessant’.

”Fascinerende, hr. kriminalkommissær, rammer vist hovedet på sømmet,” svarede prinsessen, idet William ledsagede hende ud af museet.

De gik gennem den lange gang tilbage til elevatoren forbi et mobiltoilet, der var blevet stillet op til brug for prinsessen alene. To unge politikvinder stod ret ved siden af det, men der havde ikke været brug for dem. De var skuffede. Hun kunne fornemme det og standsede for at tale lidt med dem, før hun gik videre.

”Jeg glæder mig til at se Dem igen, kriminalkommissær Warwick, og til at hilse på Deres kone, når jeg åbner Frans Hals-udstillingen,” sagde prinsessen og gik ind i elevatoren. ”Det bliver, tror jeg, en mere fornøjelig begivenhed.”

Det lykkedes William at fremtvinge et smil.

Da elevatordøren gled op nede i gadeniveau, tog politidirektøren igen styringen og ledsagede sin kongelige gæst hen til den ventende bil, hvor hendes livvagt stod og holdt bagdøren. Prinsessen standsede for at vinke til folk, der var stimlet sammen på den anden side af gaden.

”Jeg kunne ikke undgå at se, hvor hurtigt du fik en god snak med hofdamen,” sagde William, da KI Hogan sluttede sig til dem.

”Jeg tror, jeg har en chance,” svarede Ross omgående.

”Det er vist at spænde buen for hårdt, skulle man mene,” gav William igen.

”Det har aldrig holdt dig tilbage,” sagde Ross og lo. 

”Touché,” sagde William og bukkede let for sin ven.

”Lady Victoria fortalte mig, at prinsessens livvagt går på pension sidst på året, og at man endnu ikke har fundet en ny. Jeg håber da, du vil lægge et godt ord ind for mig.”

”Hvilke ord tænker du på?” spurgte William. ”Upålidelig? Fordægtig? Promiskuøs?”

”Mon ikke det nogenlunde er sådan en, hun er på udkig efter?” sagde Ross, samtidig med at hofdamen satte sig ind på bagsædet af bilen foran prinsessens.

”Jeg vil overveje det,” sagde William.

”Er det det eneste, du kan sige efter alt det, jeg har gjort for dig i årenes løb?”

William forsøgte at kvæle en latter, da han genkaldte sig, hvordan deres seneste eskapade var endt. Han og Ross var netop kommet retur fra Spanien, hvor de havde været tæt i hælene på Miles Faulkner. Det var langt om længe lykkedes dem at indhente deres gamle nemesis i Barcelona og derfra fragte ham tilbage til Belmarsh Fængsel – det samme fængsel, som Faulkner var flygtet fra året forinden.

William og Ross havde været bristefærdige af sejrsfornemmelse, men kendte samtidig udmærket godt de uundgåelige konsekvenser, som de med sikkerhed stod over for efter at have brudt alle regler i bogen, for nu at citere chefpolitiinspektøren.

William havde mindet sin chef om, at der ikke var nogen regler i Miles Faulkners bog, og hvis de ikke havde brudt en regel i ny og næ, ville han med sikkerhed været sluppet ud af deres kløer endnu en gang.

To fejl giver ikke én rigtig, havde Høgen mindet dem om.

Men hvor længe kunne de mon håbe på at have Faulkner under lås og slå? Hans korrupte advokat ville storsmilende bøje samme regler til bristepunktet, hvis det kunne få anklagerne mod hans ’fornemme’ klient til at kollapse, og så ville Faulkner blive løsladt fra fængslet uden at have fået så meget som en plet på sit generalieblad.

De havde også måttet se i øjnene, at kronjurist Booth Watson ikke ville helme, før William og Ross var blevet stillet for en disciplinærret og blev kendt skyldige i utilstedelig opførsel i tjenesten og afskediget i vanære fra politietaten. William havde allerede advaret sin kone om, at de næste par måneder godt kunne blive turbulente.

”Fortæl mig noget nyt,” havde Beth svaret, før hun havde tilføjet, at hun ikke ville være tilfreds, før Booth Watson var sammen med sin ’fornemme’ klient, hvor de begge hørte hjemme, nemlig bag tremmer.

William blev brat nærværende igen, da Hendes Kongelige Højhed satte sig ind på bagsædet af sin bil, hvorefter motorcykelbetjentene gassede op og førte kortegen ud af Scotland Yard og ud på Victoria Street.

Prinsessen vinkede til folkemængden foran hendes bil, og de vinkede alle tilbage undtagen Ross, der stadig smilede til hendes hofdame.

”Dit problem, Ross, er, at dine nødder er større end din hjerne,” sagde William, mens kortegen langsomt kørte ud af New Scotland Yard.

”Det gør bare livet mere interessant,” svarede Ross.

Da prinsessens kortege var forsvundet ud af syne, gik politidirektøren og Høgen hen for at slutte sig til dem.

”Det var en god idé at få to unge politiofficerer til at guide rundt på museet snarere end os gamle hønisser,” sagde Sir Peter. ”Især eftersom en af dem havde gjort sit hjemmearbejde.”

”Mange tak, sir,” sagde Ross, hvad der fik politidirektøren til at smile skævt.

”Faktisk synes jeg, at Warwick har gjort sig fortjent til at holde fri resten af dagen,” foreslog Sir Peter, hvorefter han forlod dem for at gå op til sit kontor.

”Glem det,” mumlede Høgen, da politidirektøren var uden for hørevidde. ”Faktisk vil jeg gerne se jer begge snarest på mit kontor sammen med resten af holdet – og med snarest mener jeg omgående.”


2

Chefpolitiinspektøren satte sig for bordenden og sluttede sig derved til sin vigtigste enhed – et hold, som det havde taget ham fem år at bygge op, og som nu regnedes for et af de bedste i The Yard. Deres coup de grâce var uden tvivl succesen med at finde Miles Faulkner i Spanien, efter at han var flygtet fra varetægtsfængslet, og derefter hente ham tilbage til England og den ventende retssag.

Høgen vidste imidlertid ikke, hvor mange fra hans hold der ville blive kaldt ind som vidner i denne specielle sag. William og Ross ville blive krydsforhørt af Faulkners hæmningsløse forsvarsteam. Booth Watson ville omgående lade nævningetinget vide, at to af The Mets mest erfarne politimænd havde pågrebet hans klient med ulovlige metoder under et ophold i Barcelona. 

Høgen havde imidlertid stadig en trumf i ærmet – han vidste noget om Booth Watson, som en fremtrædende kronjurist ikke ønskede, at Advokatrådet fik kendskab til – men det ville blive på et hængende hår.

Høgen regnede politifolkene rundt om bordet mere for familie end for kolleger, men han havde på den anden side heller ingen børn. Som i alle familier havde de deres private problemer og var ofte uenige, og han spekulerede på, hvordan de ville reagere på det, han nu ville fortælle dem.

KK Warwick var måske nok den yngste kriminalkommissær i The Met, men der var ikke længere nogen, der omtalte ham som ’Kordrengen’; det skulle lige være kriminalinspektør Ross Hogan, der sad over for ham.

Ross var utvivlsomt det sorte får i familien, en rebel, som var mere optaget af at sætte forbrydere bag lås og slå end at udfylde endeløse formularer, og som kun havde overlevet sine hyppige sammenstød med overordnede, fordi Høgen regnede ham for den dygtigste undercoveragent, han nogensinde havde arbejdet sammen med.

Til højre for Hogan sad KA Roycroft, en af Ross’ mange forhenværende elskerinder, som formentlig var den modigste politiofficer af alle tilstedeværende. Som ung, nyuddannet betjent havde Jackie tacklet en knap to meter høj algerisk våbenhandler og væltet ham omkuld og givet ham håndjern på, før der dukkede en hjælper op på scenen.

Hun var imidlertid mest kendt blandt sine kolleger for at have knockoutet en politikommissær, som havde lagt en hånd på hendes lår, mens de var i tjeneste. Ingen vidnede i hendes favør, da hun anmeldte sagen, eftersom omtalte kommissær var det eneste vidne, og bagefter endte hendes karriereforløb i en hård opbremsning, indtil chefpolitiinspektøren så hendes potentiale og bad hende om at slutte sig til holdet.

Over for hende sad KA Adaja. Kvik i hovedet, snarrådig og ambitiøs, som han var, havde han håndteret enhver racefordom inde i etaten og udenfor med værdighed og elegance. Høgen var ikke i tvivl om, at Paul ville være den første sorte mand, der blev udnævnt til chefpolitiinspektør. Og det, der morede ham mest, var, at Paul heller ikke selv var i tvivl om det.

Til sidst var der kriminalbetjent Pankhurst, det yngste medlem af holdet. Rebecca kunne ikke drømme om at prale af sin uddannelse på en fin privatskole eller af at have været nummer et i sin årgang og bestemt heller ikke af, at en af hendes mest berømte formødre havde været i fængsel – mere end én gang.

Rebecca var muligvis den klogeste af holdet omkring bordet, og Høgen havde allerede besluttet, at der ikke ville gå lang tid, før også hun blev forfremmet, om end han ikke havde fortalt hende det endnu.

Problemet med at være leder for en så opvakt og energisk gruppe personer var, at man var nødt til at stå tidligt op – meget tidligt – hvis man skulle gøre sig håb om at være først over målstregen. Ved denne lejlighed var chefpolitiinspektøren imidlertid overbevist om, at han var ude af startbåsen, før signalet blev givet.

”Lad mig åbne mødet med at lykønske jer alle for jeres arbejde med at opklare henlagte mordsager, sådan som assisterende politidirektør Holbrooke havde bedt os om at tage os af. Det er imidlertid fortid nu, og vi er nødt til at se på fremtiden.” Han skævede op og konstaterede, at alle lyttede opmærksomt til det, han sagde.

”Politidirektøren har i sin visdom besluttet at tage holdet ud af Drab og præsentere os for en endnu større udfordring.” Han holdt dem på pinebænken, men kun et øjeblik.

”Den Kongelige Livvagt,” han lod ordene hænge et øjeblik i luften, ”er i politidirektørens øjne blevet lidt for egenrådig. Chefen, en vis politiinspektør Brian Milner, bilder sig ind, at hans enhed er urørlig og kun står til ansvar over for den kongelige familie og derfor ikke længere hører ind under The Metropolitan Police. Vi agter at rive dem ud af denne vildfarelse.

Milner har i nogen tid ikke ulejliget sig med at hente folk ind udefra til jobsamtaler, når en af hans folk gik på pension eller fandt sig et andet arbejde. På den måde mister han aldrig kontrollen over enheden. Og det er jo i sig selv et problem, fordi MI6 i kølvandet på de nylige terrorhandlinger rundtomkring i verden har kontaktet os for at advare om, at det næste mål meget vel kunne været et medlem af den kongelige familie, som de synes alt for ofte udgør et nemt mål. Og det indbefatter dronningen.”

Dette gjorde alle mundlamme et øjeblik. ”Og hvor mener MI6, at et sådant angreb skulle komme fra?” spurgte Paul så.

”Formentlig Mellemøsten,” sagde Høgen. ”Kontraterrorisme holder et vågent øje med alle, der kommer ind i landet fra Iran, Irak eller Libyen, for nu at nævne de mest indlysende kandidater. Assisterende politidirektør Harry Holbrooke var meget konkret, da han informerede mig om det, vi er oppe imod. Han nævnte tre terrororganisationer, der er på hans overvågningsliste, og som udgør en umiddelbar trussel.”

Alle tilstedeværende fortsatte med at tage notater.

”Holbrooke tror ikke, de kunne drømme om at forlade den sikkerhed, de nyder i deres hjemlande, men han er ikke i tvivl om, at de alle tre har plantet adskillige sovende agenter overalt i Storbritannien, som vil kunne handle med et øjebliks varsel. Han har allerede sat et overvågningshold til at holde øje med en halv snes eller flere af de mest oplagte kandidater, men indrømmer, at han ikke har fodfolk nok til at kunne holde øje med dem alle, fordi hans ressourcer er strakt til bristepunktet. Med det in mente har han bedt mig om at videregive til ham alle de informationer, vi snubler over, uanset hvor ligegyldige vi på det givne tidspunkt regner dem for at være.”

”Jeg skal da love for, at pansere og tyveknægte hører fortiden til,” sagde Ross temmelig dybfølt.

”I længst svunden tid,” sagde Høgen. ”Og det er ingen hjælp, at Holbrooke, blandt andre, ikke længere har tillid til politiinspektør Milner som chef for Den Kongelige Livvagt og ønsker ham sat fra bestillingen hurtigst muligt.”

”Er der en særlig grund til det?” spurgte Ross.

”Ja – da han ringede til Milner i Buckingham Gate og lagde en besked om, at han skulle ringe tilbage omgående, gik der en uge, før Milner reagerede. Og efter at Holbrooke havde briefet ham om den seneste terrortrussel, havde Milner kun én ting at sige om emnet, og jeg citerer: ’Bare rolig, gamle jas, vi har alting under kontrol.’”

”Hvilket får mig til at spørge, sir, om det, at politidirektøren ikke regner Milner for kapabel til at klare opgaven, er den eneste grund til, at vi nu alle skal overføres til Den Kongelige Livvagt?” spurgte Jackie.

Chefpolitiinspektør Hawksby var tavs en rum tid, før han svarede: ”Nej, det er det ikke. Faktisk kender selv ikke Holbrooke hele historien, fordi jeg stadig regner dette for en intern sag.” Han lukkede sagsmappen foran sig og tilføjede: ”Stands med at tage noter,” hvilket de alle gjorde uden at sætte spørgsmålstegn ved ordren.

”Politidirektøren har også grund til at tro, at Milner og nogle af hans nærmeste er korrupte, ikke mindst fordi det på en beskeden inspektørløn lykkes ham at leve som en konge. Og hvis mistanken viser sig at være rigtig, får vi brug for skudsikre beviser på, hvad han har bedrevet i de sidste ti år, før vi så meget som begynder at overveje at arrestere ham.

Ikke mindst, for nu atkonstatere det indlysende, fordi han har højtplacerede venner, som han har arbejdet for i mange år. Og derfor vil fire nye rekrutter slutte sig til Milner i allernærmeste fremtid, men herunder ikke Ross Hogan, der vil rapportere tilbage direkte til mig.”

”Så jeg skal gå undercover igen?” spurgte Ross.

”Nej,” svarede Høgen. ”Faktisk kunne De ikke være mere ude i det åbne,” tilføjede han uden at forklare sig.

Ingen andre stillede det indlysende spørgsmål eller afbrød chefen, mens han var godt i gang.

”KK Warwick vil starte i Den Kongelige Livvagt som politiinspektør Milners næstkommanderende, men først når resten af jer er fuldt orienteret om de problemer, I kommer til at stå overfor, og det kan godt tage mindst et par måneder. Og husk: Milner må ikke opdage, hvad vi har gang i, så tal ikke om sagen med jeres kolleger, bortset fra dem, der er til stede her i dag. Vi ønsker ikke at give denne mand den mindste mulighed for at sløre sine spor, før vi dukker op på hans kontor. KK Warwick vil få betydelige beføjelser til at afsløre alle de politifolk, der regner sig som hævet over loven, samtidig med at han skal forsøge at afdække, om de overhovedet tager terrortruslen alvorligt.”

Chefpolitiinspektøren vendte sig om mod William. ”Det første problem, De står overfor, vil være selve Milner. Hvis det største æble i tønden er råddent, hvad så med resten af æblerne? Glem ikke, at Milner har været chef for enheden i mere end ti år og har som holdning, at den eneste person, han står til ansvar over for, er Hendes Majestæt Dronningen.

De vil være nødt til at holde særdeles lav profil, hvis De skal gøre Dem håb om at blive hængende i jobbet længe nok til at opklare, hvordan han slipper af sted med sin svindel,” tilføjede Høgen og rakte faklen videre til den ene person omkring bordet, som i forvejen var blevet fuldt briefet.

”I de kommende uger vil jeg bede jer om at foretage en tilbundsgående undersøgelse af, hvordan den kongelige familievaretager deres offentlige pligter,” sagde William. ”Samtidig skal I foregive aldrig at have hørt om dem. Begynd med et blankt stykke papir, og behandl dem, som om de alle er forbrydere, der skal efterforskes.”

”Det skal nok blive sjovt,” sagde Jackie.

”I kan begynde med at købe en rundvisning på Windsor Castle på en åbent-hus-dag, hvor der ikke vil være nogen medlemmer af den kongelige familie til stede. Jeres eneste opgave den dag vil være at få en fornemmelse af, hvordan landet ligger, og samtidig tjekke sikkerhedsforanstaltningerne. Jeg ønsker, at I alle skal være en meter foran og ikke en meter bagud, når I på et tidspunkt aflægger rapport om jeres første dag som kongelig livvagt.”

”Jeg vil vædde på, at jeg kan komme ind på slottet uden at blive opdaget!” sagde Ross.

”Slå omgående den tanke ud af hovedet,” sagde Høgen. ”De står i forvejen i problemer til halsen. Skønt, hvis De tilfældigt dumper ind i en nypensioneret livvagt, har De min tilladelse til at fiske. Bare sørg for ikke at ende som madding, for sker det, kan De bide spids på, at vedkommendes næste telefonopkald går til Milner, og De vil prompte blive taget af sagen.”

”Vi må forvente, at vi, når vi engang melder os til tjeneste, vil blive ignoreret, fornærmet, tilmed latterliggjort af livvagter, der ikke har forstået, at de måske ikke vil være at finde i enheden om ganske få måneder,” fortsatte William.

”Forsøg imidlertid at minde jer selv om, at de ikke alle er korrupte, og at nogle af dem tænker det samme om Milner som chefpolitiinspektøren. Andre vil, frygter jeg, være uden for pædagogisk rækkevidde. Gruppemøder vil fortsat finde sted her i The Yard hver morgen mellem otte og ti, hvor vi kan briefe hinanden om de seneste opdagelser og forhåbentlig – endnu før vi er begyndt – finde ud af præcist, hvad vi er oppe imod. Nogen spørgsmål?”

”Du kom ikke ind på min rolle i alt det her,” sagde KI Hogan og forsøgte at se fornærmet ud.

”Det afhænger af, om hun vil give dig jobbet.”

”Hun?” sagde Ross.

”Hendes Kongelige Højhed Prinsessen af Wales,” sagde William og vendte sig om for at se på sin gamle ven, ”har inviteret os til te i Kensington Palace klokken tre i morgen eftermiddag.” Det lukkede et kort øjeblik munden på Ross, der ikke helt kunne afgøre, om William tog gas på ham.

”Det kan jeg desværre ikke deltage i,” forsøgte han sig så til sidst. ”Jeg har en meget vigtig aftale i morgen eftermiddag. Jeg skal klippes.”

Resten af holdet ventede på Høgens reaktion.

”Den eneste vigtige aftale, De har i morgen eftermiddag, hr. kriminalinspektør, vil, ifald De ikke dukker op ved Kensington Palace til tiden, finde sted i Tower of London, hvor De vil erfare, at jeg har givet KK Warwick beføjelser til at varetage torturen. KA Roycroft vil betjene pinebænken og KA Adaja tommelskruerne, mens KB Pankhurst vil få den vanskelige opgave at finde en stor nok blok at lægge Deres hoved på. Og der er ingen grund til at spørge om, hvem der skal være bøddel. Andre pjankede spørgsmål, KI Hogan?”

Denne gang blev latteren overdøvet af endnu mere larmende klasken med hænderne i bordpladen. William var den første til at tage ordet igen, efter at larmen var døet ud.

”I kan alle holde fri resten af dagen, før vi begynder at arbejde på vores nye opgave. Jeg forventer imidlertid at se jer på mit kontor klokken otte i morgen tidlig til en detaljeret briefing om jeres individuelle roller. Sørg for at have læst disse papirer omhyggeligt igennem inden da.” Han sendte en tyk sagsmappe rundt til hver enkelt.

Paul kastede et overfladisk blik på sin mappe, før han sagde: ”Er det for præcisionen og nøjagtighedens skyld – noget, som du altid er gået op i, chef – tilladt at påpege, at hvis vi alle møder på arbejde i morgen klokken otte efter at have læst vores sagsmapper omhyggeligt igennem, faktisk ikke har fået fri resten af dagen?”

”Du har fuldkommen ret,” svarede William omgående. ”Men hvis du ikke møder til tiden og ikke har læst alle sagsakterne, Paul, vil der være to KB’er i vores gruppe, og jeg kunne finde på at beslutte, at to er for meget …”

”Jeg skal nok komme til tiden, chef,” sagde Paul og tog sin sagsmappe op, før William nåede at afslutte sætningen.

”Det glæder mig at høre,” sagde Høgen. ”Og nu vil jeg bede Dem, Jackie, og Dem, Rebecca, om at forlade os, mens jeg får en snak med KK Warwick og KI Hogan.”

Høgen sad tavs og ventede på, at døren skulle lukke sig efter de to kvindelige politiofficerer. ”Godt, som I begge udmærket ved, er der et mere alvorligt problem, som vi må tale om. Miles Faulkner er tilbage i fængsel og fortsætter afsoningen af dommen for svindel og bedrag, som han var i gang med, før han flygtede, men deraf følger, at der vil være en del meget alvorlige spørgsmål om, hvordan det lykkedes jer at få ham hjem fra Spanien og tilbage i Belmarsh. Jeg går ud fra,” sagde han og lænede sig frem og satte begge albuer på bordet, ”at I har en troværdig forklaring på de fritidsaktiviteter, I bedrev i Spanien, som Booth Watson med sikkerhed over for nævningetinget vil betegne som kidnapning og tyveri for ikke at tale om en grov overtrædelse af hans klients menneskerettigheder.”

”Tyveri, sir, er i juridisk sprog, hvis man tager noget, som man ikke agter at returnere til den retmæssige ejer,” sagde William. ”Jeg indrømmer gerne, at jeg fjernede et portræt malet af Frans Hals fra Faulkners hjem i Spanien, men det blev sporenstregs afleveret til den retmæssige ejer i England. Et faktum, som er blevet skriftligt bevidnet af Faulkners ekskone, Christina,” fortsatte han, samtidig med at han rakte chefpolitiinspektøren et brev.

”Hvor befinder maleriet sig så nu?” spurgte Høgen efter at have læst brevet.

”På Fitzmolean Museum, hvor det vil blive vist frem på Frans Hals-udstillingen næste år.”

”Det er ingen hjælp, at Deres kone er kurator for den udstilling,” sagde Høgen og så direkte på William.

”Hun og Christina har været venner i adskillige år,” mindede William ham om. ”Beth har det med altid at se det bedste i folk.”

”Et prisværdigt træk,” sagde Høgen. ”Mrs. Faulkner ville skifte side hurtigere end en roterende mønt, hvis det gav bedst mening for hende selv.” Ingen af hans to underordnede kommenterede den bemærkning. ”Det ændrer ikke ved den kendsgerning, at vi stadig hænger på påstanden om kidnapning. Er det for meget at håbe på, at De også har troværdig forklaring på dette?”

”Jeg reddede Faulkners liv,” sagde Ross hidsigt. ”Hvad mere vil den elendige stodder ha’?”

”Et fripas ud af fængslet, vil jeg tro,” lød det omgående fra Høgen. ”Uanset hvad, vil nævningetinget ønske at vide, hvordan eller hvorfor De endte med at redde Faulkners liv.”

”Det lykkedes på en eller anden måde Faulkner at låse sig inde i sin egen pengeboks, og jeg var den eneste anden tilstedeværende, der vidste, hvordan man skulle åbne den,” sagde Ross. ”Faktisk nåede jeg frem i sidste øjeblik, og ellers ville Faulkner bedrøveligt nok være afgået ved døden,” tilføjede han og lød ikke det mindste bedrøvet.

”Og som jeg vil minde nævningetinget om, så var Faulkner bevidstløs, da vi åbnede boksen,” sagde William og kastede et blik på sin rapport. ”Løjtnant Sanchez fra det spanske politi var nødt til at give ham kunstigt åndedræt for at genoplive ham.”

”Booth Watsons næste spørgsmål vil være: ’Hvorfor tilkaldte I ikke omgående en ambulance’,” sagde chefpolitiinspektøren.

Ross grundede lidt, før han besvarede spørgsmålet. ”Jeg skulle lige til at gøre det, da Faulkner genvandt bevidstheden nok til at kunne ytre nogle få ord,” sagde han så. ”Han var temmelig usammenhængende, men tryglede mig om at …”

”Insisterede, lyder mere overbevisende,” foreslog Høgen.

”Han insisterede på at ville tilses af sin egen læge. Jeg gik ud fra, at denne ville være spansk, men Faulkner fortalte mig, at det var en dr. Simon Redwood, og at hans praksis lå i Harley Street 122.”

Høgen vendte sig om mod William. ”Hvad skete der derefter?”

”Vi kørte Faulkner til lufthavnen, hvor hans privatfly var ved at gøre klar til takeoff.”

”Hvor belejligt,” sagde Hawksby. ”Men piloten må da have spurgt, hvorfor I ikke havde kørt Faulkner på hospitalet? Og før De svarer, må vi gå ud fra, at Booth Watson vil indkalde ham som vidne.”

”Det spurgte han ganske rigtigt om,” sagde Ross og lød temmelig tilfreds med sig selv. ”Og jeg fortalte ham, at vi bare gjorde det, Faulkner havde beordret os til at gøre. Jeg sagde, at han var velkommen til at give udtryk for sin mening over for sin chef. Det ønskede han så ikke at gøre.”

”Meget heldigt, ikke sandt, hr. kriminalinspektør?” sagde Høgen uden at forsøge at holde sarkasmen ude af sin stemme. ”De mangler imidlertid stadig at forklare nævningetinget, hvorfor De efter landingen i Heathrow ikke kørte Faulkner direkte til Harley Street, men i stedet for til Belmarsh, Londons mest sikrede fængsel.”

”Klokken var fem om morgenen,” sagde William. ”Jeg ringede til lægepraksissen i Harley Street fra bilen, men fik kun en telefonsvarer i røret, som fortalte, at klinikken først åbnede klokken ni.”

”Blev tidspunktet for dette opkald ført til protokols?” forlangte Høgen at få at vide.

”Ja, sir. Klokken syv over fem. Jeg ringede igen lidt over ni og fortalte dr. Redwood, at han når som helst ville kunne tilse sin patient i fængselsinfirmeriet og der foretage en grundig undersøgelse. Dette gjorde han så senere samme formiddag.”

”Gud ske tak og lov for, at en af jer havde omløb i hovedet,” sagde Høgen. ”Jeg vil imidlertid foreslå, at I begge sikrer jer, at I synger med samme næb, længe før sagen kommer for en dommer. Jeg kan nemlig forsikre jer om, at Booth Watson, når han engang er kommet tilbage fra Spanien og har haft mulighed for at tale med sin klient, hurtigt vil forstå, at han har mere end nok ammunition til at kunne køre en vogn og et par forspændte heste gennem jeres vidneudsagn. Og I to må krydse fingre for, at nævningetinget køber Ross’ version af handlingsforløbet og ikke Faulkners, for i modsat fald ender I med at sidde i samme celle.”

Telefonen på Høgens skrivebord begyndte at ringe. Han tog røret og råbte ind i det: ”Jeg sagde: ’Ingen opkald,’ Angela.” Derefter lyttede han et øjeblik og sagde så: ”Stil ham ind.”


Kaptajnen på Faulkners yacht følte, at noget var helt galt, da han dobbelttjekkede kursen. Den samme følelse havde ligget og luret i hans baghoved straks efter afsejling, efter at han vantro havde set personalet i huset bære alle malerierne om bord på yachten og stuve dem ned i lastrummet.

”Vil mr. Faulkner sejle med os tilbage?” spurgte han, da Booth Watson kom op på broen.

”Nej,” svarede Booth Watson. ”Han er blevet uventet forhindret, men hans instrukser står ved magt.”

Kaptajn Redmayne troede ham ikke, eftersom han aldrig havde set mr. Faulkner være væk fra sin kunstsamling. Han var adskillige gange blevet advaret om, at hvis chefen ønskede at rejse væk i en fart, ville han ikke risikere at tage bilen eller gå om bord på sit eget fly, hvis der var blot den mindste risiko for at blive arresteret. Det var derfor, yachten altid var klar til afsejling med øjebliks varsel. Der var ét spørgsmål, som kaptajnen ikke ulejligede sig med at stille Booth Watson, fordi han højst sandsynligt ikke ville få et ærligt svar.

”Så hvor skal vi hen?” nøjedes han derfor med at spørge.

Booth Watson havde allerede overvejet forskellige alternativer, men erkendte, at han var nødt til at tage en chance. ”Et eller andet sted på Englands sydkyst, hvor toldbetjentene vil tage imod en erkendtlighed for ikke at undersøge lasten alt for omhyggeligt,” endte han med at svare.

Kaptajn Redmayne så tvivlende ud, da det ikke var en destination, mr. Faulkner udtrykkeligt havde nævnt som værende deres næste havn for det tilfælde, at de var nødt til uventet at lette anker. Han havde lyst til at protestere, men erkendte, at han ikke havde bemyndigelse til at sidde en ordre overhørig, når den kom fra chefens repræsentant i land.

”Jeg kender den ideelle havn,” sagde kaptajn Redmayne så, ”og kan også fortælle Dem navnet, men en advarsel: De vil få brug for tusind pund i kontanter, hvis De ønsker at se et gummistempel på alle de rigtige dokumenter.”

Booth Watson havde skævet ned på den Gladstone-mappe, som han næsten altid havde med. Når man havde arbejdet længe nok for Miles Faulkner, havde man altid kontanter på sig til dækning af eventualiteter. Da de sejlede ud af den skjulte bugt, så han sig ikke tilbage for at kigge på det rod, han efterlod sig.

Da Booth Watson var ankommet til Faulkners villa dagen før, havde butleren Collins ængsteligt fortalt ham, at Miles var låst inde i sin pengeboks og havde været der i mindst tre timer. Booth Watson havde konkluderet, at Miles med sikkerhed nu var død; det ville være umuligt at overleve inde i den boks, der var simpelthen ikke ilt nok.

Det var på det tidspunkt, at ideen begyndte at tage form. Han havde imidlertid ventet endnu en time og først da bedt personalet om at pakke deres chefs legendariske kunstsamling sammen og stuve den ned i yachtens lastrum.

Han var sikker på, at de spanske politifolk, når de dukkede op og fik boksen åbnet, ville opdage, at manden, de var kommet for at arrestere, var død, og på det tidspunkt ville Booth Watson være over alle bjerge. Det måtte have været en langsom og forfærdelig død, tænkte Booth Watson, men han græd kun tørre tårer, mens han travede frem og tilbage i Faulkners arbejdsværelse med blikket klistret til boksdøren.

Da endnu en time havde slæbt sig af sted, var han hundrede procent sikker på, at Miles måtte være død. I løbet af den følgende time begyndte han at udarbejde en plan, og da klokken slog seks, var han parat til at sætte den i værk.

Han ville vende tilbage til England, stille malerierne i depot et eller andet sted, og eftersom han stadig havde sin klients – sin afdøde klients – fuldmagt, ville han systematisk overføre alle aktiver fra de mange bankkonti til en offshore-bank i Hongkong, som han havde åbnet for mange år siden. Noget andet, som Miles ved eksemplets magt havde lært ham.

Derefter ville han sætte Miles’ tre betydelige ejendomme til salg, og hvis han tog den med ro, kunne han forvente at få markedsprisen for dem alle tre. I mellemtiden ville han kontakte den kinesiske samler, der for nylig havde kontaktet ham vedrørende køb af hele samlingen, kun for på det bestemteste at blive afvist af Miles.

Men han ville kunne forklare mr. Lee, at bestyreren (ham selv) af afdøde Miles Faulkners bo var villig til at genoverveje sagen, hvis prisen var rigtig. Det eneste problem kunne vise sig at være Miles’ ekskone Christina, der, når hun opdagede, hvad han havde gang i, utvivlsomt ville forlange at få en andel. Måske kunne hun have lyst til at eje en luksusyacht, som han selv ikke længere havde brug for?

Han ville derefter lade et par uger gå, før han lod det vide i Inns of Court, at han overvejede at gå på pension, og – når ligsynet var overstået – ville han ganske stille forlade landet uden at lægge en eftersendelsesadresse.

*

Miles Faulkner slentrede ind i fængselskantinen, uvidende om, hvad hans advokat havde gang i ude på de vilde vover. Han glædede sig over at se Tulipanen, sin tidligere cellekammerat, sidde ved deres stambord.

”Mor’n, chef,” sagde Tulipanen, da Faulkner satte sig over for ham.

En fængselsbetjent skænkede kaffe op for Faulkner, som om han aldrig havde været væk, og han tog en slurk, før han fordybede sig i en artikel i Daily Telegraph. Reportagen var slem nok, men det ledsagende foto af hans nemesis, KK Warwick, der stod og spøgte sammen med prinsessen af Wales, mindede ham om, hvem der havde ansvaret for, at han nu igen sad bag tremmer.

Tulipanen, Faulkners øjne og ører i fængslet, havde forsøgt at fjerne alle aviser fra fængselskantinen, før hans chef kom ned til morgenmad, eftersom næsten alle bragte det samme foto på forsiden.

For at gøre ondt værre så fortsatte Telegraphs hofreporter med at beskrive Warwick som ’den exceptionelt dygtige, unge politiofficer, der for nylig stod i spidsen for en aktion, der endte med at bringe den flygtede forbryder Miles Faulkner tilbage i fængsel’. The Sun – den mest populære avis i fængslet – havde tilføjet: ’hvor han hører hjemme’. Faulkner smed avisen til side, udmærket klar over, at han inden længe ville give pressen en endnu større historie. Men alting til sin tid.

”Jeg kunne godt få ham til at dæmpe sig, chef,” sagde Tulipanen og pegede på fotoet.

”Nej,” sagde Faulkner bestemt. ”Min hævn vil være af mere permanent karakter.”

”Hvad kunne være mere permanent end døden?”

”Blive smidt ud af politietaten,” sagde Faulkner. ”Blive anklaget for kidnapning og tyveri og leve i vanære resten af sit liv,” tilføjede han, samtidig med at en fængselsbetjent satte en tallerken bacon og spejlæg foran ham. Han tav et øjeblik. ”Med lidt held flytter han måske ind her.”

”Det lyder godt, chef. Men hvordan har De tænkt Dem at svinge den?”

”Når min sag kommer for retten i Old Bailey, har jeg på fornemmelsen, at nævningetinget vil være særdeles interesseret i at høre, hvor langt Warwick og Hogan gik for at få smuglet mig ud af Spanien uden en udleveringsaftale. Jeg kan forsikre dig om, at Booth Watson vil gentage ordene ’dusørjæger’ igen og igen i både sin indledende og sin afsluttende procedure.”

”Har De talt med Deres savskærer, siden De blev nappet?” spurgte Tulipanen.

”Nej. Jeg har ringet til hans kontor adskillige gange den sidste uges tid, men det eneste, hans sekretær siger, er, at han er på rejse i udlandet, og at hun vil lade ham vide, at jeg har ringet, straks han er tilbage. Det får mig til at tro, at han stadig er i Spanien og har travlt med at binde knuder på løse ender. Indtil videre har jeg imidlertid et endnu mere presserende problem at tage mig af.”

”Hvad kunne være mere presserende end at forberede sig på sin retssag?”

”Min ekskone,” sagde Faulkner og næsten spyttede ordene ud, mens en fængselsbetjent skænkede mere kaffe i hans kop. ”Guderne må vide, hvad Christina kaster sig over nu, hvor jeg ikke står i vejen for hende.”

”Mine kilder fortæller mig, at hun bruger uhæmmet løs af Deres penge,” sagde Tulipanen. ”Hun spiser ofte aftensmad på The Ritz, går shopamok i Bond Street, samtidig med at hun vælter sig i unge mænd, som bliver ved med at dreje hende en knap.” Han skævede til Faulkner. ”Hun kunne måske komme ud for en alvorlig ulykke på vej til Bond Street?” foreslog han. ”Trafikken er ret så heftig midt på dagen, chef.”

”Nej,” sagde Faulkner bestemt. ”I det mindste ikke før retssagen er forbi, og jeg har haft held til at overbevise nævningene om, at jeg er et resocialiseret menneske, som blev uretmæssigt arresteret. Så det næste par måneder er jeg nødt til at fremtræde som renere end Cæsars hustru.”

Tulipanen så forvirret på Faulkner.

”Jeg agter imidlertid at gøre Christina fattigere end en kirkerotte længe før, retssagen går i gang, og Warwick vil kunne prise sig lykkelig, hvis han kan få et job som sikkerhedsvagt på Fitzmolean,” tilføjede Faulkner og skubbede tallerkenen med æg og bacon til side.

”Hvad så med Ross Hogan?”

”Ham kan du ekspedere ud af verden, når som helst du vil. Bare du husker at gøre det på en mindeværdig måde,” sagde Faulkner og kastede endnu et blik på The Telegraphs forside. ”Ligesom jeg har planer om at ende mit liv med mere end en enkelt hylde i Det Sorte Museum.”

*

”Det var løjtnant Sanchez fra politiet i Barcelona,” sagde Høgen, idet han lagde på. ”Han sagde, at Booth Watson gik om bord på Faulkners yacht, kort efter at hans mænd viste sig.”

”Interessant,” sagde William. ”Hvor er yachten på vej hen?”

”Sidst den blev set, var den på vej gennem Biscayen – Interpol holder øje med den.”

”Så Booth Watson er åbenbart på vej hjem til England i den tro, at hans klient stadig var låst inde et sikkert sted, da han stak til søs, og umuligt kunne have overlevet.”

”Måske har De ret, William, for Sanchez sagde også, at det eneste, der stadig hang på væggene, var kroge, så han har taget alle malerierne med sig.”

”I så fald, sir, vil jeg foreslå, at vi varskor kystvagten og beder dem om at holde udkig, så vi kan stå og vente på molen, når han sejler ind i vores territorialfarvand.”

”God idé,” sagde Høgen og greb ud efter telefonrøret. 

*

”Mrs. Christina Faulkner på 1’eren, Sir Julian,” sagde hans sekretær.

”Stil hende ind,” sagde hendes advokat tøvende. Han brød sig ikke det store om mrs. Faulkner, men han nød altid deres træfninger. Hun havde gjort livet surt for hans søn gennem mange år, og han vidste, at William ikke var begejstret for Christina og Beths venskab, men hun var som en god roman, hvor man på intet tidspunkt kunne gætte sig til slutningen – historien tog en ny drejning, når man mindst ventede det.

”Godmorgen, mrs. Faulkner,” sagde han. ”Hvad kan jeg gøre for Dem?”

”Min eksmand er tilbage i fængsel, Sir Julian, som De – er jeg sikker på – godt ved.”

”Ja, jeg har hørt det.”

”Hvad De måske ikke har hørt er, at hans yacht er på vej tilbage til England med Booth Watson om bord samt et hundrede og enoghalvfems olie på lærred-malerier malet af ikke ukendte malere.”

”Hvor ved De det fra?”

”Miles’ butler ringede i går aftes og fortalte mig, at yachten afsejlede fra Barcelona for en uge siden, og han spurgte mig, om jeg vidste, hvordan man kom i kontakt med Miles.”

”Hvad fortalte han Dem mere?” spurgte Sir Julian efter at have taget en pen og var begyndt at tage notater.

”BW har ikke alene fjernet alle Miles’ malerier, men også beordret butleren til at sætte hans hus i Spanien til salg.”

”Har han så gjort det?”

”På ingen måde. Faktisk er det sådan, at han, da det gik op for ham, at Miles stadig var i live og tilbage i fængsel i England, har været desperat efter at få kontakt med ham, hvilket er grunden til, at han til sidst ringede til mig.” Hun tav lidt. ”Og hvem tror De så, der derefter ringede mig op midt om natten?”

Sir Julian svarede ikke, velvidende, at mrs. Faulkner brændte efter at fortælle ham det.

”Ingen anden end kaptajnen på yachten.” Christina begyndte ikke straks at fortælle årsagen til dette opkald, fordi hun vidste, at Sir Julian ikke ville kunne holde sit spørgsmål tilbage.

”Og hvad ville han så tale med Dem om?” spurgte Sir Julian efter at have tabt dysten.

”De er på vej tilbage til England, nærmere bestemt Christchurch, og regner med at kunne lægge til om ikke særlig lang tid.”

”Igen kunne jeg godt tænke mig at vide, hvorfor han ringer til Dem af alle mennesker?”

”Jeg er det mindste af to onder,” erklærede Christina. ”Faktisk har kaptajnen så lidt fidus til Booth Watson, at jeg har ham mistænkt for at ville smide ham over bord, hvis der bød sig en mulighed.”

Det ville løse alle vores problemer, tænkte Sir Julian, men sagde det ikke højt.

”Så hvis De kontakter havnefogeden i Christchurch og finder ud af, hvornår yachten lægger til, kan vi stå på kajen og tage godt imod den ærede kronjurist,” foreslog Christina. ”Herefter vil han være nødt til at aflevere min halvdel af malerisamlingen, sådan som der står nedskrevet i min skilsmisseaftale – som De selv udfærdigede.”

Sir Julian havde altid været fascineret af, hvordan Miles Faulkner og Christina var skåret over samme læst, og han kunne stadig ikke se, hvem af dem der var den mest udspekulerede. Han kunne dog ikke andet end indrømme, at chancen for at afklapse Booth Watson og Faulkner på en og samme tid, var uhyre fristende, for at sige det mildt.

”Jeg tror, det nok er muligt, mrs. Faulkner,” sagde Sir Julian og holdt hende ud i strakt arm.

”Hvis De vil være venlig at fortælle mig, hvornår yachten kommer ind i territorialfarvandet, har kaptajnen forsikret mig om, at det vil give os mindst et par timer til at komme på plads i tide til at give ham en hjertelig velkomst.”

Det morede altid Sir Julian, at mrs. Faulkner gik ud fra, at han ville være til rådighed uden videre (for hende), men han var nødt til at indrømme, at hun var langt mere interessant end den skatteunddragelsessag, han for tiden førte i landsretten, og som hans datter Grace jo faktisk var langt mere kapabel til at tage sig af.

Han ville kun nødig indrømme det, men han var meget spændt på at høre, hvordan Booth Watson ville forklare Faulkner – der formentlig havde forsøgt at få fat i ham i de seneste ti dage – hvorfor han havde hentet hans malerier tilbage til England og sat hans hus i Spanien til salg uden at have aftalt det med sin klient.

Sir Julian vidste imidlertid, at han godt kunne begynde at forberede sig på endnu en overraskelse, for hans gamle rival Booth Watson var nøjagtig lige så udspekuleret som Christina og ville med stor fornøjelse spille dem ud mod hinanden, hvis det passede ind i hans kram.

”De hører fra mig,” sagde han og lagde på.




Jeffrey Archer: Den næste i rækken

jeffrey archer, den næste i rækken

Storbritannien elsker Prinsesse Diana. Den kongelige Livvagt skal beskytte hende – de skal være de bedste, for ét svagt led kan betyde katastrofe. Forhenværende undercover-agent Ross Hogan får ansvaret for den meget vanskelige opgave.

Kriminalinspektør William Warwick og hans Scotland Yard-team bliver udvalgt til at undersøge enheden, og det bliver klart, at der er problemer. En betændt organisation har landets – og kronens – sikkerhed på kornet. Spørgsmålet er: hvem er den næste i rækken.

Den næste i en serie af selvstændige bøger omhandlende den sympatiske kriminalinspektør William Warwick, der har sat sig for at bekæmpe kriminalitet alle steder i samfundet, uanset hvad det måtte koste.

Du kan købe Den næste i rækken online eller i din nærmeste boghandel fra 1. juli.