I I skyggen af krigen bliver en fyret PET agent, Peter Bojden, opsøgt af spiontjenestens chef i forbindelse med en større dansk skandalesag. Efterforskningen af sagen bringer Bojden på en indviklet rejse imellem oprigtige fjender og tvivlsomme venner. Læs et uddrag af romanen her.
I år er det 40 år siden journalist og tidligere Moskva-korrespondent, Leif Davidsen, debuterede med romanen Uhellige alliancer i 1984. Siden da er det blevet til 25 bogudgivelser, både med rejseberetninger og erindringer, men også en lang række spændingsromaner, der tager udgangspunkt i vores samtids store internationale og sprængfarlige problemstillinger. Bøgerne er blevet bragende bestsellere og oversat til 15 sprog.
LÆS OGSÅ: Rækkefølgen på Leif Davidsens bøger
Nu er Leif Davidsen aktuel med I skyggen af krigen. I den nye spændingsroman viser han ikke bare sin dybe indsigt i Putins Rusland, men også sin særlige evne til at gøre både nationale og internationale begivenheder til baggrunden for de nervepirrende romaner.
LÆS OGSÅ: Leif Davidsen blev inspireret af den danske efterretningsskandale til sin nye roman I skyggen af krigen
I skyggen af krigen følger vi den tidligere efterretningsofficer Peter Bojden. Han er flyttet til Malaga efter en MeToo-sag, der fik ham smidt ud af PET. I Malaga bliver han opsøgt af spiontjenestens nye chef, der gerne vil have ham med tilbage til København.
Årsagen er, at Bojdens tidligere ven og kollega Kasper Bork sidder fængslet grundet en stor skandalesag om at lække information til medierne. Bork står overfor en større fængselsdom, og systemet ønsker i virkeligheden slet ikke en opklaring. På trods af dette indleder Bojden sin efterforskning, der bringer ham på en længere rejse både til Berlin og Japan – men også på en rejse mellem oprigtige fjender og tvivlsomme venner. Læs et uddrag af romanen her.
I skyggen af krigen
af Leif Davidsen
“Den, som i fremmed magts eller organisations tjeneste eller til brug for personer, der virker i sådan tjeneste, udforsker eller giver meddelelse om forhold, som af hensyn til danske stats- eller samfundsinteresser skal holdes hemmelige, straffes, hvad enten meddelelsen er rigtig eller ej, for spionage med fængsel indtil 16 år.” § 107
“Den, som røber eller videregiver meddelelse om statens hemmelige underhandlinger, rådslagninger eller beslutninger i sager, hvorpå statens sikkerhed eller rettigheder i forhold til fremmede stater beror, eller som angår betydelige samfundsøkonomiske interesser over for udlandet, straffes med fængsel indtil 12 år.” § 109
1
Peter Bojden blev mødt af en sær ram lugt fra Middelhavet, da han trådte ud ad ejendommens hoveddør i Malaga en dag i februar, som om vinden bar stanken af druknede migranter med sig. To betjente kom gående på den anden side af gaden. Han bandede sagte og fremdrog et krøllet, godt brugt mundbind fra sin jakkelomme og tog det på. Hans solbriller duggede, og han bandede igen.
Så snart de to betjente var ude af syne, tog han mundbindet af igen, ligesom nogle af de øvrige på fortovet gjorde. Man sendte hinanden et indforstået blik. Han beholdt masken i hånden, så han hurtigt kunne tage den på igen, hvis flere betjente skulle dukke op.
Hvis man betragtede ham, som hun gjorde på forsigtig afstand, så man en høj, lettere duknakket mand på den anden side af de halvtreds år med et stadig tykt og mørkt, kortklippet hår med enkelte grå stænk og en skilning, der var en officer værdig. Hans lange ansigt med en dominerende næse over en smal mund var glatbarberet.
Han gik hurtigt og letfodet i et par solide danske Ecco-sko, som engang i den nære fortid, da han havde købt dem, blev lanceret som citywalkers. De var velpudsede, mens hans sorte jeans var uden pressefolder og hans skindjakke mondænt slidt.
I den ligeledes slidte skindtaske, han bar i en rem tværs over brystet, hængende på højre balle, lå hans iPad, en ulinjeret notesblok og det par læsebriller, som han til sin store irritation nu var nødt til at bruge. Det var en taske, der som dens ejermand vidnede om at være godt brugt.
Det var køligt for årstiden. Himlen var skidengrå, dækket af lave skyer, og indbyggerne havde taget paraplyer med hjemmefra. De håbede på regn. De havde haft tørke i flere år, og der var igen kommet for lidt nedbør i løbet af vinteren.
Hvis det fortsatte i det nye år, måtte mange turister på Costa del Sol undvære deres swimmingpools. Og endnu værre, så kunne de risikere tomme haner, hvis regeringen lukkede for vandet i perioder. Han så for sig de vidtstrakte marker i Andalusien, hvor underbetalte migranter under enorme udspændte plastikstykker plukkede nordboernes grøntsager og frugt, som det krævede megen kunstvanding at dyrke.
De fleste gående skjulte deres ansigter bag de lovpligtige mundbind, som han stadig ikke havde vænnet sig til og, det kom han nok heller aldrig til. De mindede om lægepersonale på vej til en operation eller slet maskerede bankrøvere, og han afskyede synet af de tildækkede ansigter.
I starten havde han som en sport forsøgt at gætte sig til, om der befandt sig et tiltrækkende kvindeansigt bag maskerne. Han havde fundet en vis fascination ved at betragte øjnene, som kunne være smukke og udtryksfulde eller smalle og døde.
Det var lige før, at han forstod de hellige muslimers ønske om at tildække deres kvinder. Der var noget pirrende over de nøgne øjne, ofte med elegant makeup, og forestillingen om, hvad de skjulte dele af ansigtet ville afsløre, hvis maskerne faldt. Når det skete, blev han ofte skuffet.
Det var i øvrigt også før i tiden. Nu var han træt af mundbindenes overflødige tyranni. Det glædede ham, at en del spaniere i deres sædvanlige anarkisme enten havde mundbindene nede om hagen eller i hånden, så de hurtigt kunne få dem på plads, hvis et par emsige betjente dukkede op.
I sine netaviser havde han læst, at Danmark ikke længere betragtede Covid-19 som en samfundskritisk sygdom og havde ophævet alle restriktioner for et par uger siden. Så hurtigt ville det næppe gå i Spanien.
Avenidaen glinsede efter morgenens kortvarige regn, da han forlod den og gik ned ad en smal sidegade og ind i centrums snævre gader. Klokken var kun lidt over ni, da han trådte ind i sin stamcafé, stoppede mundbindet i lommen og hilste på José, der stod bag baren og pudsede et glas.
José var midt i trediverne, med langt sort hår samlet i en hestehale. Et lille skæg lå som en mørk skygge under underlæben, og de blottede tatoverede arme i den kridhvide T-shirt signalerede, at et fitnesscenter var en vigtig del af den yngre mands identitet. Bojden vidste dog, at den mandige machomand var bøsse og for tiden kæreste med en lille, feminin midaldrende mand, der kvidrede som en kvinde og skrev digte til forskellige litterære tidsskrifter, mens han på tiende år arbejdede på den store spanske roman. Han havde arvet sin rige far og kunne tillade sig et liv i lediggang, selv om han mente, at han var en flittig kunstner, der ikke fik den anerkendelse, som han fortjente.
Bojden kunne lide dem begge to. De var helt anderledes end hans gamle omgangskreds i København. En omgangskreds, som han var temmelig sikker på havde glemt ham for længst. Han havde aldrig været særlig god til at fastholde venskaber, og den manglende egenskab var blevet klart forstærket med alderen.
“Sid ned, skønne,” sagde Manuel, som var bartenderens kæreste. “Et værre vejr! Kommer foråret ikke snart? Selv om vi jo har brug for vandet. Hvad tror du, guappa?”
Det var i orden, at den vævre forfatter brugte hunkøn om ham. Den lille café var hans hjem væk fra hjemmet, og sådan havde det føltes, siden han trådte ind i den første gang for to år siden. Manuel kunne ikke lade være med at flirte. Det var lige så meget en del af hans identitet som de blomstrede eller regnbuefarvede skjorter og T-shirts, han altid havde på.
Bojden kiggede ned på den lille mand, der sad med en tom kaffekop foran sig sammen med en gammeldags papirudgave af Diario Sur. I dag var han iført en regnbuefarvet T-shirt under en ny, blå jeansjakke. Han var kortklippet med en guldring i højre øre og tre ringe på hver hånd. Hans mørke øjne glimtede skælmsk, selv om José flere gange havde sagt til ham, at han skulle holde op med at flirte med Bojden.
“Dansker-Pedro er håbløst, kedsommeligt ciskønnet,” havde han sagt.
Der var fire andre kunder i den hyggelige café. Ingen bar mundbind. Det var José ligeglad med. Cafeen havde runde, brune træborde, matchende stole og forældede sort-hvide billeder af tyrefægtning fra gamle dage, hvor kunstarten var respekteret og ikke som nu forbandet og i forfald. José trådte ud fra baren og satte en stor kop café con leche på Bojdens bord. Den ville snart få følgeskab af en lille omelet med skinke og ost og et stort glas friskpresset appelsinjuice.
“Lad nu Pedro være i fred, amor. Du ved, han kommer her for at spise sin morgenmad og læse sine danske aviser.”
Bojden smilede taknemmeligt og inddrog Manuel i smilet, inden han satte sig, trak sin iPad op af den slidte taske og åbnede for Berlingske Tidende. Historien fyldte stadig meget, og han fattede ikke, hvordan det kunne være kommet så vidt. Hvad i alverden havde ramt de hemmelige tjenester på de snart to år, han havde været væk? Som var hans omskrivning af det faktum, at han havde fået valget mellem en offentlig fyring eller en fratrædelse i al diskretion.
Var det derfor, at den lede sæk til Julie Borgaard Smith var i byen og troede, at hun kunne skygge ham, uden at han opdagede det? Han havde spottet hende ved statuen af H.C Andersen, der sad på avenidaen under en palme med sin rejsetaske ved siden af sig på bænken. Hun var stoppet op for at beundre den, og han havde rystet på hovedet over hendes mangel på håndværk – på basal tradecraft.
JBS i daglig tale – og uden for hørevidde også kaldet Trussen – var skrivebordskriger og ikke trænet til livet i felten. Det havde hun folk til. Hendes kamparena var politik, kontorintriger og før i tiden rivalisering med de nævenyttige og hovne fætre på Kastellet, som hun vildt overraskende var blevet chef for. Hvad fanden foregik der, og hvad fanden lavede hun i Malaga?
Han ville selvfølgelig få det at vide. Ellers var der ingen grund til, at chefen forlod sit trygge kontor på Kastellet. Da hun fyrede ham, var hun chef for PET i fæstningen i Buddinge på kanten af Søborg, men var nu flyttet over til kollegerne eller rettere konkurrenterne i FE på Kastellet.
Efter et år som departementschef i Undervisningsministeriet var hun blevet PET-chef. Alle var overraskede over, at hun blev PET-chef med den baggrund, selv om hun var uddannet jurist. Og nu chef for FE. Militære anliggender havde hun aldrig haft noget med at gøre. Peter vidste, at det at bytte stole var ganske almindeligt blandt de øverste bureaukrater i det indspiste danske statslige embedsmandsapparat, men alligevel? Hvad helvede foregik der i hans gamle fædreland?
Det var en tåbelig tanke og et forkert stillet spørgsmål. Selvfølgelig vidste han, hvad hun lavede i Spanien. Hun havde jo nogle dage tidligere sendt sin lille puddelhund Thorkild Petersen med den nøgne isse herned. Også han havde troet, at han kunne skygge ham uden at blive opdaget. Endnu en skrivebordssoldat, der var vant til at bruge krypterede mails og sms’er, der blev slettet efter tredive dage, som våben.
Han havde selv været i felten. Han havde tjent sine sporer. Han havde oplevet og følt, hvad det ville sige at leve efter Moskvasregler og love, som eksisterede i bedste velgående i det såkaldt moderne Rusland, nøjagtigt som da kommunisterne herskede i Kreml. Bjørnen var stadig aktiv og havde kløerne fremme over for Ukraine og andre af de tidligere sovjetrepublikker, som herskeren i Kreml anså for at tilhøre Rusland.
Djøf’erne og skrivebordsgeneralerne skulle ikke begynde at fortælle ham noget som helst om spillet og dets regler.
Om det var regeringens ministre, der havde lært de hemmelige drenge og piger at slette deres spor, eller om det var en inspiration fra de hemmelige tjenester, der havde fået regeringen til at sløre de mere kontroversielle handlinger og informationer for en uforstående opposition og en sulten presse, stod hen i det uvisse. Men det var et solidt og effektivt våben.
Man kommunikerede med sms i stedet for mail, og voila, så var der ikke længere et papirspor at følge. I gamle dage mødtes man på en restaurant eller en skummel bodega, når man havde brug for at lave en lokumsaftale. I dag var snapchat og automatisk slettede sms’er et hurtigere og mere effektivt redskab til at skjule de bagte rævekager med.
Bojden mindedes tilfredsstillelsen ved at trænge Thorkild op ad en mur og bede ham om at fucke hjem til det lille land mod nord, som han ikke selv havde tænkt sig at rejse til. At det var hans ærinde, havde Thorkild dog haft nosser til at fremstamme, selv om Bojden havde haft godt fast i hans smarte, stumpede frakke.
Alt sammen på grund af skandalen. Alt sammen på grund af den unævnelige skandale med de mange åbne spørgsmål. Alt sammen på grund af en sag, der fik det meste af den vestlige verden til at spærre øjnene op. Hvordan kunne en så prekær og usandsynlig sag finde sted i det pæne lille land Danmark? Ingen forstod det.
Regeringen måtte være ramt af en uforståelig psykose, eller også var det endnu en panikhandling, der var blevet statsministerens normale reaktion på en krise. At tænke sig om og tage en dyb indånding, inden man handlede, var ikke noget, man længere praktiserede, og hendes utallige spindoktorer havde åbenbart haft travlt med at dele hendes kærlighed til dansk spegepølse, en håndbajer og makrel i tomat med de tusinder af følgere på Instagram, til at de kunne rådgive hende om væsentlige sager.
Han blev ikke meget klogere af at læse aviserne, som han tyggede sig igennem én efter én. Det meste var dansk petitstof, indforståede historier eller alenlange artikler om Covid-19, der kørte de sædvanlige kæpheste. Hvad ville de dog skrive om, når pandemien forsvandt? Hvad skulle hæren af virologer dog få tiden til at gå med, når deres femten minutters berømmelse forduftede, og de ikke længere kunne sole sig i tv-lampernes forførende skær?
Derudover var der de sædvanlige historier om Danmark som verdens navle, et land, som de fleste andre nationer så op til, når sandheden var, at hovedparten af jordklodens beboere ikke anede, hvor landet lå. Når selvfedmen om foregangslandet for det ene og andet blev for tyk, sprang han artiklen over. Det var historien om musen og elefanten på broen, men det kunne de stolte danske ministre ikke se. De gungrede afsted, som var de universets herrer. Om skandalen læste han derimod alt, som en særlig sulten due, der gik efter selv den mindste brødkrumme neden under et af sommerens caféborde.
Hvorfor gik han så meget op i det? Han var jo ikke en del af den verden længere. Han var smidt på porten som en anden fulderik sparket ud af et værtshus. Men selvfølgelig. Det var hans gamle verden, og det var personligt, selv om de jo aldrig havde været venner. Tværtimod. Konkurrenter helt sikkert. I hvert fald havde han hadet Kasper Bork, da han løb med Agnete, selv om han nok ikke selv havde været uden skyld med de affærer, han havde haft.
Da de havde været yngre, var de vel trods alt en slags venner. Drukbrødre på dødsruten i København trods deres fælles ærgerrighed på vegne af jobbet. Bojden havde hurtigt forladt det klassiske politi, som han var kommet til efter første del på jura, og var blevet ansat i PET. Han havde elsket sit job. Senere blev de en slags konkurrenter, da de kravlede op gennem systemets rækker, og på civiliseret talefod, indtil han løb med Agnete. At Lisa var gået, var hans egen skyld, selv om han havde håbet på overbærenhed, da anklagerne pludselig ramte ham.
Det gjorde ikke godt at måtte indrømme, at han selv var blevet den lille i kampen om at kravle op ad stigen til de højeste poster i embedsmandshierarkiet. Kasper var blevet både departementschef, hans egen foresatte i PET og sidst chef for de hemmelige drenge og piger på Kastellet.
Kasper Bork. Gulddrengen med den uplettede karriere og de rette forbindelser. Hvordan i alverden var han faldet? Og så dybt? Hvad sad han og spekulerede over i sin celle i Roskilde Arrest?
Man burer sgu da ikke chefen for en hemmelig tjeneste inde efter retsmøder med dobbeltlukkede døre i et demokrati, hvor offentligheden endog ikke kan få at vide, hvad han er sigtet for? Man sætter da ikke aktionsstyrken ind mod lederen af FE, når han ubevæbnet kommer hjem fra et kedeligt seminar i Bruxelles, for at blive lagt i håndjern i Københavns Lufthavn.
What the fuck havde ramt Danmark? Eller mere præcist: Hvad helvede havde grebet regeringen og de øverste embedsmænd i lov og orden-apparatet? Han fattede det ikke, og derfor læste han de mest ligegyldige detaljer i netaviserne, selv om det ikke gjorde ham klogere.
Hver morgen åbnede han de danske netaviser, og mens han spiste sin omelet, jog de samme tanker og forsøg på forklaringer gennem hans hjerne. Resten af dagen lykkedes det ham normalt at holde dem på afstand.
Han havde lyst til at ryge, men overholdt sin egen regel om, at den første smøg først måtte tændes efter morgenmåltidet og dedanske aviser. Desuden måtte man selvfølgelig ikke ryge på en café i Spanien. Spanien var ikke så different længere.
De udenlandske aviser læste han i den blå time med udsigt til havets changerende farver i grønt, blåt og gråt. Her var en smøg på sin plads ved et cafébord udenfor under en parasol, hvis det vinter- dryppede. Der var nemt at finde en café, hvor der var læ, og rigtig koldt blev det aldrig i Malaga.
Han kiggede op og signalerede til José, at han gerne ville have en kaffe mere. Trussen boede sikkert ligesom hendes stikirenddreng på Paradoren oppe på bjerget med den fine udsigt ud over Malaga og et kig ned på den klassiske tyrefægterarena. Hvis hun havde travlt, ville hun opsøge ham i dag. Hun havde ganske givet travlt. Chefers image var at have travlt. Hun kunne bare komme. Det ville ikke tage ham lang tid at meddele hende hans nej.
Døren gik op, og et pust af den kølige luft smøg sig ind i cafeen. Efter duften af Middelhav kom duften af jasmin, som ledsagede en høj, slank kvinde på fireogfyrre år. Julie Borgaard Smith holdt sig i form, kunne man se.
Hun havde en let, grå regnfrakke på over et par lyse bukser, og under en matchende cardigan havde hun en hvid skjorte, der stod åben i halsen og afslørede en perlekæde. Hendes hår var redt stramt tilbage over en høj pande, som det var sædvane hos magtens kvinder i København. Statsministeren lagde stilen, og hendes underordnede fulgte trop. Hun havde grå øjne, en lige næse og en mund, der måske virkede lidt for stor til ansigtet, da hun elegant og feminint trak mundbindet af.
“Hvad fanden vil du?” spurgte Peter Bojden, mens hun gik frem mod hans bord med raske skridt.
“Tja … jeg vil gerne have en kop kaffe.”
Hendes stemme var klar med den musikalitet, som kom naturligt til hende efter ungdomsårenes sangtræning af hendes lovende mezzosopran. Den havde været talentfuld, blot ikke talentfuld nok, og hun var stoppet, da hun erkendte, at stemmen ikke bar til at nå helt til tops.
Hun krængede frakken af, draperede den over en stol og satte sig ved hans bord og kiggede på ham.
“Okay,” sagde han. “Lad os få det overstået.”
Han slog over i spansk:
“Kvinden fra Danmark vil gerne have en flat white.”
“Den kommer sammen med din egen, Pedro,” sagde José og smilede til JBS.
“Nydeligt spansk du har lært dig,” sagde hun.
“Hvad vil du?” sagde han.
“Tale med dig.”
“Jeg troede, at jeg havde gjort det klart over for dit lille sendebud, at jeg ikke var interesseret.”
“Måske vil jeg bare sikre mig, at du har det godt i dit lille eksil i Spanien.”
Det værdigede han ikke et svar. De sad tavse. José var fintfølende nok til at mærke den kolde stemning mellem hans to danske gæster og satte kaffen foran dem uden et ord, men dog med endnu et smil til kvinden.
Han kunne trods sine seksuelle præferencer uden vanskelighed skrue charmen op på fuld styrke over for en attraktiv kvinde, så hun følte sig i centrum og begæret. José tog den tomme omelettallerken, juiceglasset og den første kaffekop, anbragte dem på den runde bakke og gik tilbage til sin bar.
“Gracias,” sagde hun og smilede tilbage.
Hun tog en forsigtig slurk.
“Glimrende kaffe. Det er en god stamcafé, du har valgt dig.”
Det værdigede han heller ikke et svar. Han lukkede coveret til sin iPad, lagde den i sin skuldertaske og ventede. Han behøvede ikke at sige noget. Det var ikke ham, der havde budt op til dans. Hun havde været hans chef, men var det ikke længere.
De så begge op, da døren blev åbnet, og et yngre spansk par trådte snakkende ind og satte sig ved et bord henne i lokalet.
JBS drejede ansigtet mod ham, rettede sig op og lod hånden glide hen over det stramme hår. Det var en dårlig vane, som han vidste, hun bekæmpede. Hvert hår sad som låst fast. Hun var altså nervøs. I hvert fald en smule. Hun drak en tår kaffe mere, krydsede benene og lagde hænderne fladt på bordet og sagde:
“Du tog dig ikke tid til at lytte til, hvad Thorkild havde at sige.”
“Hvad vil du?” sagde han.
Hun flyttede venstre hånd op på den højre.
“Foreløbig tale med dig. Som gammel og værdsat kollega.”
“Som du fik fyret.”
“Vil du virkelig rippe op i den sag, Bojden?”
“Sag? Et klap i røven. Et kys. Er det en sag?”
“Peter. Du gramsede på hende. Du trængte hende op i et hjørne …”
“Sagde hun.”
“Hun var enogtyve, nyansat, skræmt og gik til sin tillidsmand.”
“Ja, og sladrede til dig.”
“Stop det, Bojden. Du er ikke den første, der blev offer for MeToo, og du bliver ikke den sidste. Lad os ikke igen gå ned ad den vej. Det fører ingen vegne.”
Hendes stemme var blevet skarp, og der var stål i hendes grå øjne.
“Fuck det,” sagde han og hadede, at han kiggede væk.
“Det er det, man ikke kan mere, når en mand har magt. Det må din generation lære at forstå. Det går ikke væk. Du var chef. Hun var elev.”
“Hvad vil du mig?”
“Vi ordnede din sag inden døre, som man bør, men vi har en ny regering, der har smagt den næsten fuldstændige magt under pandemien, og den har valgt at gøre en sag, der burde være holdt indendørs, til en offentlig sag. For himlens skyld til en mulig retssag.”
“Ja. I er totalt til grin.”
Hun så stram ud, og han fornemmede, at hun tog sig sammen for ikke at eksplodere, som hun havde det med at gøre ligesom Statsministeriets departementschef. Hun delte alder og uddannelse med Tobias Hedensted, men de var næppe nære venner længere, selv om de havde gået på samme gymnasium i Odder og fulgtes ad til København, men der var engang, hvor rygterne sagde, at de havde været særdeles gode venner. Danmark var et lille land. Måske var der bare ikke plads i toppen længere til det nære venskab?
Endelig sagde hun:
“PET og FE har nogle udfordringer med vores samarbejdspartnere lige p.t. Det indrømmer jeg gerne. Men statens hemmeligheder er intakte. Det prøver vi at overbevise dem om.”
“Statens? Hvad mener du med statens? Du mener vel regeringens?”
“Det er det samme for den nuværende regering.”
“Nå, nå, systemkritik fra en loyal embedsmand.”
Hun ignorerede hans spydighed og sagde:
“De lærte det i coronaens tid. Magtfuldkommenhed og et impotent Folketing er en lokkende sirene, som få kan lade være med at lade sig blive draget af, ikke? Grundlov og borgerrettigheder er så meget last year, når en situation kræver handlekraft og ikke snak, ikke sandt?”
“Mon ikke? Selv om hvad ved jeg? Jeg er jo ikke in the loop anymore.”
“Det klæder dig ikke at spille martyr, Peter.”
“Peter? Så nu er vi rigtig familiære. Det var sådan, du lagde trykket på Peter, da jeg var din operationschef, og du ville please mig. Hvad vil du? Hvad vil du mig?”
“Det kan du vel regne ud.”
“Kan jeg? Så er svaret nej. Jeg giver kaffen. Kan du have en god dag.”
Hun drak endnu en slurk. Han granskede hendes øjne, men kunne ikke læse hendes tanker. Hun overraskede ham, da hun sagde:
“Kasper vil tale med dig. Og kun dig.”
“Kender du sigtelsens indhold?”
“Hørte du, hvad jeg sagde?”
“Gør du?”
Hun rystede på hovedet.
“Du ved godt, at det kan jeg ikke fortælle dig, selv om jeg vidste det. Dobbeltlukkede døre, ved du.”
“Ja, men mon ikke du ved mere, end du lader forstå? Jeg kan ikke se, vi har mere at tale om.”
Hun lænede sig tilbage i stolen, og der kom et stramt drag om de fyldige læber, der skinnede svagt af en gennemsigtig lipgloss.
“Hvorfor fanden er du så svær at kommunikere med? Slap dog af.”
Han kiggede på hende og lod blikket feje hen over væggen med de gamle tyrefægterplakater. Hun var ikke tyrefægteren med sin kårde, men en banderillero, der anbragte de tre korte spyd i tyrens nakke. Hun havde altid forsøgt at manipulere ham, at give ham informationer i små afmålte portioner.
Gjorde hun det nu? Eller vidste hun det rent faktisk ikke? Var sagen så speget og hemmelighedsfuld, at ikke engang landets øverste militære spionchef kendte hele billedet? Holdt Justitsministeriet og PET virkelig kortene så tæt til kroppen, at hun ikke sad inde med alle informationer? Han troede det ikke, men hun ville selvfølgelig ikke fortælle ham det.
En udenforstående. En has been. Fuck. Han måtte slippe af med den selvmedlidenhed, der kom væltende ind over ham.
Han lod det ligge og sagde i stedet:
“Du fyrede mig …”
“Ikke nu igen. Det er spild af tid at gå ned ad den håbløse vej.”
Han skubbede stolen tilbage og rejste sig.
“Jeg har en aftale. Jeg skal nok afregne på vejen ud.”
“Gider du lige sætte dig ned et øjeblik længere? Please.”
Hendes stemme var rolig, men med en undertone af vrede.
Han satte sig, og hun sagde:
“Jeg vil ikke have dig hjem. Jeg vil helst ikke have noget med dig at gøre. Du blev smidt ud af tjenesten og med rette, så fuck dig, Peter.”
“Jeg kan meget bedre lide dig, når du er ærlig.”
“Rend mig. Jeg gentager: Jeg ønsker dig ikke til København. Men Kasper gør. Han vil ikke udtale sig til nogen som helst, hverken PET, politiet, anklagemyndigheden eller sin egen forsvarer. Det eneste, han har gentaget flere gange de sidste fjorten dage, er, at han kun vil tale med Peter Bojden, men ikke hvorfor eller om hvad.”
Hun lænede sig tilbage og fastholdt hans blik, men da han ikke svarede hende, sagde hun:
“Kunne du ikke gøre det for din gamle ven, der sidder isolationsfængslet? Kunne du ikke det?”
“Jeg skylder ikke Kasper noget, jeg skylder ikke dig noget, og jeg skylder ikke PET eller FE eller Danmark en skid. Så nej. Det kan jeg ikke gøre. Du må komme godt hjem.”
Han rejste sig og gik uden at betale.
Leif Davidsen: I skyggen af krigen
Den tidligere efterretningsofficer Peter Bojden er flyttet til Malaga, efter han røg ud af PET pga. en metoo-sag.
Her bliver han en dag opsøgt af spiontjenestens nye chef. Hun vil have ham med tilbage til København, hvor Bojdens tidligere ven og kollega Kasper Bork sidder fængslet i en skandalesag om at lække informationer til medierne. Bork står til en lang fængselsdom, og systemet ønsker i virkeligheden ikke en opklaring, men Peter Bojden indleder sin efterforskning, som både bringer ham til Berlin og Japan.
Det bliver en rejse mellem oprigtige fjender og tvivlsomme venner.
I skyggen af krigen er en topaktuel spændingsroman, hvor Leif Davidsen igen viser sin dybe indsigt i storpolitik og efterretningstjenesternes hemmelige arbejde.
I I skyggen af krigen bliver en fyret PET agent, Peter Bojden, opsøgt af spiontjenestens chef i forbindelse med en større dansk skandalesag. Efterforskningen af sagen bringer Bojden på en indviklet rejse imellem oprigtige fjender og tvivlsomme venner. Læs et uddrag af romanen her.
I år er det 40 år siden journalist og tidligere Moskva-korrespondent, Leif Davidsen, debuterede med romanen Uhellige alliancer i 1984. Siden da er det blevet til 25 bogudgivelser, både med rejseberetninger og erindringer, men også en lang række spændingsromaner, der tager udgangspunkt i vores samtids store internationale og sprængfarlige problemstillinger. Bøgerne er blevet bragende bestsellere og oversat til 15 sprog.
LÆS OGSÅ: Rækkefølgen på Leif Davidsens bøger
Nu er Leif Davidsen aktuel med I skyggen af krigen. I den nye spændingsroman viser han ikke bare sin dybe indsigt i Putins Rusland, men også sin særlige evne til at gøre både nationale og internationale begivenheder til baggrunden for de nervepirrende romaner.
LÆS OGSÅ: Leif Davidsen blev inspireret af den danske efterretningsskandale til sin nye roman I skyggen af krigen
I skyggen af krigen følger vi den tidligere efterretningsofficer Peter Bojden. Han er flyttet til Malaga efter en MeToo-sag, der fik ham smidt ud af PET. I Malaga bliver han opsøgt af spiontjenestens nye chef, der gerne vil have ham med tilbage til København.
Årsagen er, at Bojdens tidligere ven og kollega Kasper Bork sidder fængslet grundet en stor skandalesag om at lække information til medierne. Bork står overfor en større fængselsdom, og systemet ønsker i virkeligheden slet ikke en opklaring. På trods af dette indleder Bojden sin efterforskning, der bringer ham på en længere rejse både til Berlin og Japan – men også på en rejse mellem oprigtige fjender og tvivlsomme venner. Læs et uddrag af romanen her.
I skyggen af krigen
af Leif Davidsen
“Den, som i fremmed magts eller organisations tjeneste eller til brug for personer, der virker i sådan tjeneste, udforsker eller giver meddelelse om forhold, som af hensyn til danske stats- eller samfundsinteresser skal holdes hemmelige, straffes, hvad enten meddelelsen er rigtig eller ej, for spionage med fængsel indtil 16 år.” § 107
“Den, som røber eller videregiver meddelelse om statens hemmelige underhandlinger, rådslagninger eller beslutninger i sager, hvorpå statens sikkerhed eller rettigheder i forhold til fremmede stater beror, eller som angår betydelige samfundsøkonomiske interesser over for udlandet, straffes med fængsel indtil 12 år.” § 109
1
Peter Bojden blev mødt af en sær ram lugt fra Middelhavet, da han trådte ud ad ejendommens hoveddør i Malaga en dag i februar, som om vinden bar stanken af druknede migranter med sig. To betjente kom gående på den anden side af gaden. Han bandede sagte og fremdrog et krøllet, godt brugt mundbind fra sin jakkelomme og tog det på. Hans solbriller duggede, og han bandede igen.
Så snart de to betjente var ude af syne, tog han mundbindet af igen, ligesom nogle af de øvrige på fortovet gjorde. Man sendte hinanden et indforstået blik. Han beholdt masken i hånden, så han hurtigt kunne tage den på igen, hvis flere betjente skulle dukke op.
Hvis man betragtede ham, som hun gjorde på forsigtig afstand, så man en høj, lettere duknakket mand på den anden side af de halvtreds år med et stadig tykt og mørkt, kortklippet hår med enkelte grå stænk og en skilning, der var en officer værdig. Hans lange ansigt med en dominerende næse over en smal mund var glatbarberet.
Han gik hurtigt og letfodet i et par solide danske Ecco-sko, som engang i den nære fortid, da han havde købt dem, blev lanceret som citywalkers. De var velpudsede, mens hans sorte jeans var uden pressefolder og hans skindjakke mondænt slidt.
I den ligeledes slidte skindtaske, han bar i en rem tværs over brystet, hængende på højre balle, lå hans iPad, en ulinjeret notesblok og det par læsebriller, som han til sin store irritation nu var nødt til at bruge. Det var en taske, der som dens ejermand vidnede om at være godt brugt.
Det var køligt for årstiden. Himlen var skidengrå, dækket af lave skyer, og indbyggerne havde taget paraplyer med hjemmefra. De håbede på regn. De havde haft tørke i flere år, og der var igen kommet for lidt nedbør i løbet af vinteren.
Hvis det fortsatte i det nye år, måtte mange turister på Costa del Sol undvære deres swimmingpools. Og endnu værre, så kunne de risikere tomme haner, hvis regeringen lukkede for vandet i perioder. Han så for sig de vidtstrakte marker i Andalusien, hvor underbetalte migranter under enorme udspændte plastikstykker plukkede nordboernes grøntsager og frugt, som det krævede megen kunstvanding at dyrke.
De fleste gående skjulte deres ansigter bag de lovpligtige mundbind, som han stadig ikke havde vænnet sig til og, det kom han nok heller aldrig til. De mindede om lægepersonale på vej til en operation eller slet maskerede bankrøvere, og han afskyede synet af de tildækkede ansigter.
I starten havde han som en sport forsøgt at gætte sig til, om der befandt sig et tiltrækkende kvindeansigt bag maskerne. Han havde fundet en vis fascination ved at betragte øjnene, som kunne være smukke og udtryksfulde eller smalle og døde.
Det var lige før, at han forstod de hellige muslimers ønske om at tildække deres kvinder. Der var noget pirrende over de nøgne øjne, ofte med elegant makeup, og forestillingen om, hvad de skjulte dele af ansigtet ville afsløre, hvis maskerne faldt. Når det skete, blev han ofte skuffet.
Det var i øvrigt også før i tiden. Nu var han træt af mundbindenes overflødige tyranni. Det glædede ham, at en del spaniere i deres sædvanlige anarkisme enten havde mundbindene nede om hagen eller i hånden, så de hurtigt kunne få dem på plads, hvis et par emsige betjente dukkede op.
I sine netaviser havde han læst, at Danmark ikke længere betragtede Covid-19 som en samfundskritisk sygdom og havde ophævet alle restriktioner for et par uger siden. Så hurtigt ville det næppe gå i Spanien.
Avenidaen glinsede efter morgenens kortvarige regn, da han forlod den og gik ned ad en smal sidegade og ind i centrums snævre gader. Klokken var kun lidt over ni, da han trådte ind i sin stamcafé, stoppede mundbindet i lommen og hilste på José, der stod bag baren og pudsede et glas.
José var midt i trediverne, med langt sort hår samlet i en hestehale. Et lille skæg lå som en mørk skygge under underlæben, og de blottede tatoverede arme i den kridhvide T-shirt signalerede, at et fitnesscenter var en vigtig del af den yngre mands identitet. Bojden vidste dog, at den mandige machomand var bøsse og for tiden kæreste med en lille, feminin midaldrende mand, der kvidrede som en kvinde og skrev digte til forskellige litterære tidsskrifter, mens han på tiende år arbejdede på den store spanske roman. Han havde arvet sin rige far og kunne tillade sig et liv i lediggang, selv om han mente, at han var en flittig kunstner, der ikke fik den anerkendelse, som han fortjente.
Bojden kunne lide dem begge to. De var helt anderledes end hans gamle omgangskreds i København. En omgangskreds, som han var temmelig sikker på havde glemt ham for længst. Han havde aldrig været særlig god til at fastholde venskaber, og den manglende egenskab var blevet klart forstærket med alderen.
“Sid ned, skønne,” sagde Manuel, som var bartenderens kæreste. “Et værre vejr! Kommer foråret ikke snart? Selv om vi jo har brug for vandet. Hvad tror du, guappa?”
Det var i orden, at den vævre forfatter brugte hunkøn om ham. Den lille café var hans hjem væk fra hjemmet, og sådan havde det føltes, siden han trådte ind i den første gang for to år siden. Manuel kunne ikke lade være med at flirte. Det var lige så meget en del af hans identitet som de blomstrede eller regnbuefarvede skjorter og T-shirts, han altid havde på.
Bojden kiggede ned på den lille mand, der sad med en tom kaffekop foran sig sammen med en gammeldags papirudgave af Diario Sur. I dag var han iført en regnbuefarvet T-shirt under en ny, blå jeansjakke. Han var kortklippet med en guldring i højre øre og tre ringe på hver hånd. Hans mørke øjne glimtede skælmsk, selv om José flere gange havde sagt til ham, at han skulle holde op med at flirte med Bojden.
“Dansker-Pedro er håbløst, kedsommeligt ciskønnet,” havde han sagt.
Der var fire andre kunder i den hyggelige café. Ingen bar mundbind. Det var José ligeglad med. Cafeen havde runde, brune træborde, matchende stole og forældede sort-hvide billeder af tyrefægtning fra gamle dage, hvor kunstarten var respekteret og ikke som nu forbandet og i forfald. José trådte ud fra baren og satte en stor kop café con leche på Bojdens bord. Den ville snart få følgeskab af en lille omelet med skinke og ost og et stort glas friskpresset appelsinjuice.
“Lad nu Pedro være i fred, amor. Du ved, han kommer her for at spise sin morgenmad og læse sine danske aviser.”
Bojden smilede taknemmeligt og inddrog Manuel i smilet, inden han satte sig, trak sin iPad op af den slidte taske og åbnede for Berlingske Tidende. Historien fyldte stadig meget, og han fattede ikke, hvordan det kunne være kommet så vidt. Hvad i alverden havde ramt de hemmelige tjenester på de snart to år, han havde været væk? Som var hans omskrivning af det faktum, at han havde fået valget mellem en offentlig fyring eller en fratrædelse i al diskretion.
Var det derfor, at den lede sæk til Julie Borgaard Smith var i byen og troede, at hun kunne skygge ham, uden at han opdagede det? Han havde spottet hende ved statuen af H.C Andersen, der sad på avenidaen under en palme med sin rejsetaske ved siden af sig på bænken. Hun var stoppet op for at beundre den, og han havde rystet på hovedet over hendes mangel på håndværk – på basal tradecraft.
JBS i daglig tale – og uden for hørevidde også kaldet Trussen – var skrivebordskriger og ikke trænet til livet i felten. Det havde hun folk til. Hendes kamparena var politik, kontorintriger og før i tiden rivalisering med de nævenyttige og hovne fætre på Kastellet, som hun vildt overraskende var blevet chef for. Hvad fanden foregik der, og hvad fanden lavede hun i Malaga?
Han ville selvfølgelig få det at vide. Ellers var der ingen grund til, at chefen forlod sit trygge kontor på Kastellet. Da hun fyrede ham, var hun chef for PET i fæstningen i Buddinge på kanten af Søborg, men var nu flyttet over til kollegerne eller rettere konkurrenterne i FE på Kastellet.
Efter et år som departementschef i Undervisningsministeriet var hun blevet PET-chef. Alle var overraskede over, at hun blev PET-chef med den baggrund, selv om hun var uddannet jurist. Og nu chef for FE. Militære anliggender havde hun aldrig haft noget med at gøre. Peter vidste, at det at bytte stole var ganske almindeligt blandt de øverste bureaukrater i det indspiste danske statslige embedsmandsapparat, men alligevel? Hvad helvede foregik der i hans gamle fædreland?
Det var en tåbelig tanke og et forkert stillet spørgsmål. Selvfølgelig vidste han, hvad hun lavede i Spanien. Hun havde jo nogle dage tidligere sendt sin lille puddelhund Thorkild Petersen med den nøgne isse herned. Også han havde troet, at han kunne skygge ham uden at blive opdaget. Endnu en skrivebordssoldat, der var vant til at bruge krypterede mails og sms’er, der blev slettet efter tredive dage, som våben.
Han havde selv været i felten. Han havde tjent sine sporer. Han havde oplevet og følt, hvad det ville sige at leve efter Moskvasregler og love, som eksisterede i bedste velgående i det såkaldt moderne Rusland, nøjagtigt som da kommunisterne herskede i Kreml. Bjørnen var stadig aktiv og havde kløerne fremme over for Ukraine og andre af de tidligere sovjetrepublikker, som herskeren i Kreml anså for at tilhøre Rusland.
Djøf’erne og skrivebordsgeneralerne skulle ikke begynde at fortælle ham noget som helst om spillet og dets regler.
Om det var regeringens ministre, der havde lært de hemmelige drenge og piger at slette deres spor, eller om det var en inspiration fra de hemmelige tjenester, der havde fået regeringen til at sløre de mere kontroversielle handlinger og informationer for en uforstående opposition og en sulten presse, stod hen i det uvisse. Men det var et solidt og effektivt våben.
Man kommunikerede med sms i stedet for mail, og voila, så var der ikke længere et papirspor at følge. I gamle dage mødtes man på en restaurant eller en skummel bodega, når man havde brug for at lave en lokumsaftale. I dag var snapchat og automatisk slettede sms’er et hurtigere og mere effektivt redskab til at skjule de bagte rævekager med.
Bojden mindedes tilfredsstillelsen ved at trænge Thorkild op ad en mur og bede ham om at fucke hjem til det lille land mod nord, som han ikke selv havde tænkt sig at rejse til. At det var hans ærinde, havde Thorkild dog haft nosser til at fremstamme, selv om Bojden havde haft godt fast i hans smarte, stumpede frakke.
Alt sammen på grund af skandalen. Alt sammen på grund af den unævnelige skandale med de mange åbne spørgsmål. Alt sammen på grund af en sag, der fik det meste af den vestlige verden til at spærre øjnene op. Hvordan kunne en så prekær og usandsynlig sag finde sted i det pæne lille land Danmark? Ingen forstod det.
Regeringen måtte være ramt af en uforståelig psykose, eller også var det endnu en panikhandling, der var blevet statsministerens normale reaktion på en krise. At tænke sig om og tage en dyb indånding, inden man handlede, var ikke noget, man længere praktiserede, og hendes utallige spindoktorer havde åbenbart haft travlt med at dele hendes kærlighed til dansk spegepølse, en håndbajer og makrel i tomat med de tusinder af følgere på Instagram, til at de kunne rådgive hende om væsentlige sager.
Han blev ikke meget klogere af at læse aviserne, som han tyggede sig igennem én efter én. Det meste var dansk petitstof, indforståede historier eller alenlange artikler om Covid-19, der kørte de sædvanlige kæpheste. Hvad ville de dog skrive om, når pandemien forsvandt? Hvad skulle hæren af virologer dog få tiden til at gå med, når deres femten minutters berømmelse forduftede, og de ikke længere kunne sole sig i tv-lampernes forførende skær?
Derudover var der de sædvanlige historier om Danmark som verdens navle, et land, som de fleste andre nationer så op til, når sandheden var, at hovedparten af jordklodens beboere ikke anede, hvor landet lå. Når selvfedmen om foregangslandet for det ene og andet blev for tyk, sprang han artiklen over. Det var historien om musen og elefanten på broen, men det kunne de stolte danske ministre ikke se. De gungrede afsted, som var de universets herrer. Om skandalen læste han derimod alt, som en særlig sulten due, der gik efter selv den mindste brødkrumme neden under et af sommerens caféborde.
Hvorfor gik han så meget op i det? Han var jo ikke en del af den verden længere. Han var smidt på porten som en anden fulderik sparket ud af et værtshus. Men selvfølgelig. Det var hans gamle verden, og det var personligt, selv om de jo aldrig havde været venner. Tværtimod. Konkurrenter helt sikkert. I hvert fald havde han hadet Kasper Bork, da han løb med Agnete, selv om han nok ikke selv havde været uden skyld med de affærer, han havde haft.
Da de havde været yngre, var de vel trods alt en slags venner. Drukbrødre på dødsruten i København trods deres fælles ærgerrighed på vegne af jobbet. Bojden havde hurtigt forladt det klassiske politi, som han var kommet til efter første del på jura, og var blevet ansat i PET. Han havde elsket sit job. Senere blev de en slags konkurrenter, da de kravlede op gennem systemets rækker, og på civiliseret talefod, indtil han løb med Agnete. At Lisa var gået, var hans egen skyld, selv om han havde håbet på overbærenhed, da anklagerne pludselig ramte ham.
Det gjorde ikke godt at måtte indrømme, at han selv var blevet den lille i kampen om at kravle op ad stigen til de højeste poster i embedsmandshierarkiet. Kasper var blevet både departementschef, hans egen foresatte i PET og sidst chef for de hemmelige drenge og piger på Kastellet.
Kasper Bork. Gulddrengen med den uplettede karriere og de rette forbindelser. Hvordan i alverden var han faldet? Og så dybt? Hvad sad han og spekulerede over i sin celle i Roskilde Arrest?
Man burer sgu da ikke chefen for en hemmelig tjeneste inde efter retsmøder med dobbeltlukkede døre i et demokrati, hvor offentligheden endog ikke kan få at vide, hvad han er sigtet for? Man sætter da ikke aktionsstyrken ind mod lederen af FE, når han ubevæbnet kommer hjem fra et kedeligt seminar i Bruxelles, for at blive lagt i håndjern i Københavns Lufthavn.
What the fuck havde ramt Danmark? Eller mere præcist: Hvad helvede havde grebet regeringen og de øverste embedsmænd i lov og orden-apparatet? Han fattede det ikke, og derfor læste han de mest ligegyldige detaljer i netaviserne, selv om det ikke gjorde ham klogere.
Hver morgen åbnede han de danske netaviser, og mens han spiste sin omelet, jog de samme tanker og forsøg på forklaringer gennem hans hjerne. Resten af dagen lykkedes det ham normalt at holde dem på afstand.
Han havde lyst til at ryge, men overholdt sin egen regel om, at den første smøg først måtte tændes efter morgenmåltidet og dedanske aviser. Desuden måtte man selvfølgelig ikke ryge på en café i Spanien. Spanien var ikke så different længere.
De udenlandske aviser læste han i den blå time med udsigt til havets changerende farver i grønt, blåt og gråt. Her var en smøg på sin plads ved et cafébord udenfor under en parasol, hvis det vinter- dryppede. Der var nemt at finde en café, hvor der var læ, og rigtig koldt blev det aldrig i Malaga.
Han kiggede op og signalerede til José, at han gerne ville have en kaffe mere. Trussen boede sikkert ligesom hendes stikirenddreng på Paradoren oppe på bjerget med den fine udsigt ud over Malaga og et kig ned på den klassiske tyrefægterarena. Hvis hun havde travlt, ville hun opsøge ham i dag. Hun havde ganske givet travlt. Chefers image var at have travlt. Hun kunne bare komme. Det ville ikke tage ham lang tid at meddele hende hans nej.
Døren gik op, og et pust af den kølige luft smøg sig ind i cafeen. Efter duften af Middelhav kom duften af jasmin, som ledsagede en høj, slank kvinde på fireogfyrre år. Julie Borgaard Smith holdt sig i form, kunne man se.
Hun havde en let, grå regnfrakke på over et par lyse bukser, og under en matchende cardigan havde hun en hvid skjorte, der stod åben i halsen og afslørede en perlekæde. Hendes hår var redt stramt tilbage over en høj pande, som det var sædvane hos magtens kvinder i København. Statsministeren lagde stilen, og hendes underordnede fulgte trop. Hun havde grå øjne, en lige næse og en mund, der måske virkede lidt for stor til ansigtet, da hun elegant og feminint trak mundbindet af.
“Hvad fanden vil du?” spurgte Peter Bojden, mens hun gik frem mod hans bord med raske skridt.
“Tja … jeg vil gerne have en kop kaffe.”
Hendes stemme var klar med den musikalitet, som kom naturligt til hende efter ungdomsårenes sangtræning af hendes lovende mezzosopran. Den havde været talentfuld, blot ikke talentfuld nok, og hun var stoppet, da hun erkendte, at stemmen ikke bar til at nå helt til tops.
Hun krængede frakken af, draperede den over en stol og satte sig ved hans bord og kiggede på ham.
“Okay,” sagde han. “Lad os få det overstået.”
Han slog over i spansk:
“Kvinden fra Danmark vil gerne have en flat white.”
“Den kommer sammen med din egen, Pedro,” sagde José og smilede til JBS.
“Nydeligt spansk du har lært dig,” sagde hun.
“Hvad vil du?” sagde han.
“Tale med dig.”
“Jeg troede, at jeg havde gjort det klart over for dit lille sendebud, at jeg ikke var interesseret.”
“Måske vil jeg bare sikre mig, at du har det godt i dit lille eksil i Spanien.”
Det værdigede han ikke et svar. De sad tavse. José var fintfølende nok til at mærke den kolde stemning mellem hans to danske gæster og satte kaffen foran dem uden et ord, men dog med endnu et smil til kvinden.
Han kunne trods sine seksuelle præferencer uden vanskelighed skrue charmen op på fuld styrke over for en attraktiv kvinde, så hun følte sig i centrum og begæret. José tog den tomme omelettallerken, juiceglasset og den første kaffekop, anbragte dem på den runde bakke og gik tilbage til sin bar.
“Gracias,” sagde hun og smilede tilbage.
Hun tog en forsigtig slurk.
“Glimrende kaffe. Det er en god stamcafé, du har valgt dig.”
Det værdigede han heller ikke et svar. Han lukkede coveret til sin iPad, lagde den i sin skuldertaske og ventede. Han behøvede ikke at sige noget. Det var ikke ham, der havde budt op til dans. Hun havde været hans chef, men var det ikke længere.
De så begge op, da døren blev åbnet, og et yngre spansk par trådte snakkende ind og satte sig ved et bord henne i lokalet.
JBS drejede ansigtet mod ham, rettede sig op og lod hånden glide hen over det stramme hår. Det var en dårlig vane, som han vidste, hun bekæmpede. Hvert hår sad som låst fast. Hun var altså nervøs. I hvert fald en smule. Hun drak en tår kaffe mere, krydsede benene og lagde hænderne fladt på bordet og sagde:
“Du tog dig ikke tid til at lytte til, hvad Thorkild havde at sige.”
“Hvad vil du?” sagde han.
Hun flyttede venstre hånd op på den højre.
“Foreløbig tale med dig. Som gammel og værdsat kollega.”
“Som du fik fyret.”
“Vil du virkelig rippe op i den sag, Bojden?”
“Sag? Et klap i røven. Et kys. Er det en sag?”
“Peter. Du gramsede på hende. Du trængte hende op i et hjørne …”
“Sagde hun.”
“Hun var enogtyve, nyansat, skræmt og gik til sin tillidsmand.”
“Ja, og sladrede til dig.”
“Stop det, Bojden. Du er ikke den første, der blev offer for MeToo, og du bliver ikke den sidste. Lad os ikke igen gå ned ad den vej. Det fører ingen vegne.”
Hendes stemme var blevet skarp, og der var stål i hendes grå øjne.
“Fuck det,” sagde han og hadede, at han kiggede væk.
“Det er det, man ikke kan mere, når en mand har magt. Det må din generation lære at forstå. Det går ikke væk. Du var chef. Hun var elev.”
“Hvad vil du mig?”
“Vi ordnede din sag inden døre, som man bør, men vi har en ny regering, der har smagt den næsten fuldstændige magt under pandemien, og den har valgt at gøre en sag, der burde være holdt indendørs, til en offentlig sag. For himlens skyld til en mulig retssag.”
“Ja. I er totalt til grin.”
Hun så stram ud, og han fornemmede, at hun tog sig sammen for ikke at eksplodere, som hun havde det med at gøre ligesom Statsministeriets departementschef. Hun delte alder og uddannelse med Tobias Hedensted, men de var næppe nære venner længere, selv om de havde gået på samme gymnasium i Odder og fulgtes ad til København, men der var engang, hvor rygterne sagde, at de havde været særdeles gode venner. Danmark var et lille land. Måske var der bare ikke plads i toppen længere til det nære venskab?
Endelig sagde hun:
“PET og FE har nogle udfordringer med vores samarbejdspartnere lige p.t. Det indrømmer jeg gerne. Men statens hemmeligheder er intakte. Det prøver vi at overbevise dem om.”
“Statens? Hvad mener du med statens? Du mener vel regeringens?”
“Det er det samme for den nuværende regering.”
“Nå, nå, systemkritik fra en loyal embedsmand.”
Hun ignorerede hans spydighed og sagde:
“De lærte det i coronaens tid. Magtfuldkommenhed og et impotent Folketing er en lokkende sirene, som få kan lade være med at lade sig blive draget af, ikke? Grundlov og borgerrettigheder er så meget last year, når en situation kræver handlekraft og ikke snak, ikke sandt?”
“Mon ikke? Selv om hvad ved jeg? Jeg er jo ikke in the loop anymore.”
“Det klæder dig ikke at spille martyr, Peter.”
“Peter? Så nu er vi rigtig familiære. Det var sådan, du lagde trykket på Peter, da jeg var din operationschef, og du ville please mig. Hvad vil du? Hvad vil du mig?”
“Det kan du vel regne ud.”
“Kan jeg? Så er svaret nej. Jeg giver kaffen. Kan du have en god dag.”
Hun drak endnu en slurk. Han granskede hendes øjne, men kunne ikke læse hendes tanker. Hun overraskede ham, da hun sagde:
“Kasper vil tale med dig. Og kun dig.”
“Kender du sigtelsens indhold?”
“Hørte du, hvad jeg sagde?”
“Gør du?”
Hun rystede på hovedet.
“Du ved godt, at det kan jeg ikke fortælle dig, selv om jeg vidste det. Dobbeltlukkede døre, ved du.”
“Ja, men mon ikke du ved mere, end du lader forstå? Jeg kan ikke se, vi har mere at tale om.”
Hun lænede sig tilbage i stolen, og der kom et stramt drag om de fyldige læber, der skinnede svagt af en gennemsigtig lipgloss.
“Hvorfor fanden er du så svær at kommunikere med? Slap dog af.”
Han kiggede på hende og lod blikket feje hen over væggen med de gamle tyrefægterplakater. Hun var ikke tyrefægteren med sin kårde, men en banderillero, der anbragte de tre korte spyd i tyrens nakke. Hun havde altid forsøgt at manipulere ham, at give ham informationer i små afmålte portioner.
Gjorde hun det nu? Eller vidste hun det rent faktisk ikke? Var sagen så speget og hemmelighedsfuld, at ikke engang landets øverste militære spionchef kendte hele billedet? Holdt Justitsministeriet og PET virkelig kortene så tæt til kroppen, at hun ikke sad inde med alle informationer? Han troede det ikke, men hun ville selvfølgelig ikke fortælle ham det.
En udenforstående. En has been. Fuck. Han måtte slippe af med den selvmedlidenhed, der kom væltende ind over ham.
Han lod det ligge og sagde i stedet:
“Du fyrede mig …”
“Ikke nu igen. Det er spild af tid at gå ned ad den håbløse vej.”
Han skubbede stolen tilbage og rejste sig.
“Jeg har en aftale. Jeg skal nok afregne på vejen ud.”
“Gider du lige sætte dig ned et øjeblik længere? Please.”
Hendes stemme var rolig, men med en undertone af vrede.
Han satte sig, og hun sagde:
“Jeg vil ikke have dig hjem. Jeg vil helst ikke have noget med dig at gøre. Du blev smidt ud af tjenesten og med rette, så fuck dig, Peter.”
“Jeg kan meget bedre lide dig, når du er ærlig.”
“Rend mig. Jeg gentager: Jeg ønsker dig ikke til København. Men Kasper gør. Han vil ikke udtale sig til nogen som helst, hverken PET, politiet, anklagemyndigheden eller sin egen forsvarer. Det eneste, han har gentaget flere gange de sidste fjorten dage, er, at han kun vil tale med Peter Bojden, men ikke hvorfor eller om hvad.”
Hun lænede sig tilbage og fastholdt hans blik, men da han ikke svarede hende, sagde hun:
“Kunne du ikke gøre det for din gamle ven, der sidder isolationsfængslet? Kunne du ikke det?”
“Jeg skylder ikke Kasper noget, jeg skylder ikke dig noget, og jeg skylder ikke PET eller FE eller Danmark en skid. Så nej. Det kan jeg ikke gøre. Du må komme godt hjem.”
Han rejste sig og gik uden at betale.
Leif Davidsen: I skyggen af krigen
Den tidligere efterretningsofficer Peter Bojden er flyttet til Malaga, efter han røg ud af PET pga. en metoo-sag.
Her bliver han en dag opsøgt af spiontjenestens nye chef. Hun vil have ham med tilbage til København, hvor Bojdens tidligere ven og kollega Kasper Bork sidder fængslet i en skandalesag om at lække informationer til medierne. Bork står til en lang fængselsdom, og systemet ønsker i virkeligheden ikke en opklaring, men Peter Bojden indleder sin efterforskning, som både bringer ham til Berlin og Japan.
Det bliver en rejse mellem oprigtige fjender og tvivlsomme venner.
I skyggen af krigen er en topaktuel spændingsroman, hvor Leif Davidsen igen viser sin dybe indsigt i storpolitik og efterretningstjenesternes hemmelige arbejde.
Du kan købe I skyggen af krigen i din nærmeste boghandel eller online her fra 8. maj.
Andre læste også: