Danske krimier Danske krimiforfattere Krimi Læseprøve og uddrag Niels Krause-Kjær Populære krimier

Jagttegn: Ny medrivende politisk spændingsroman fra Niels Krause-Kjær. Læs et uddrag her.

Jagttegn

Niels Krause-Kjær er aktuel med den femte uafhængige bog i serien om Ulrik Torp. Den nervepirrende roman Jagttegn befinder sig både i medierne og politikkens verden, hvor læseren bliver draget ind i et spil, der involverer magt, lobbyisme, hemmelige støtter, militær og milliarder.


Niels Krause-Kjær er forfatter og journalist, og har blandt andet har været politisk kommentator for berlingske og vært på DR2 Deadline. Han er nu aktuel med sin femte politiske spændingsroman, Jagttegn, i serien om journalisten Ulrik Torp. Romanen hiver læserne ind i en hæsblæsende verden, hvor både medier og politik danner baggrund for et komplekst magtspil. Romanen kan læses uafhængigt af Krause-Kjærs andre politiske romaner, som eksempelvis Kongekabale og Nedsmeltning.

LÆS OGSÅ: Christiansborg Noir. Niels Krause-Kjær skriver intense politiske thrillere

I Jagttegn findes en folketingspolitiker død, efter han havde deltaget i en kongejagt. Politikeren er blevet skudt i hovedet, og alle tror, at der er tale om selvmord. Hans unge niece forsvinder samme dag, og hun har opdaget interessante ting i sin research til en eksamensopgave til sit journalisthøjskolen, hvor Ulrik Torp netop er lektor-vikar.

LÆS OGSÅ: Niels Krause-Kjær om Nedsmeltning: Klimakrisen er vor tids største udfordring

Han trækkes ind i sagen, der er fuld af intriger om militær oprustning, lobbyisme og udenlandske interesser. Torp undersøger sagen med sine studerende og Emma, der er en tidligere praktikant på Torps tidligere arbejdsplads. Sammen forsøger de at nå til bunds i sagen. Læs et uddrag af Jagttegn her.

Jagttegn

Kapitel 1

En råkold torsdag morgen i begyndelsen af oktober stod en kammerherre, en lensgreve, en hofjægermester, en politiinspektør, en skovrider, en kongelig jægermester, en tidligere økonomiminister, en folketingsformand, to menige folketingsmedlemmer, et lokalt byrådsmedlem, mest for syns skyld, et medlem af Europa-Parlamentet, fire advokater, seks administrerende direktører og en kronprins samlet i en halvbue og iagttog Dannebrog gå til tops.

Fire var tocifrede milliardærer, et par stykker tæt på. De fleste uden nævneværdige økonomiske bekymringer, mange vant til at bestemme. En enkelt var håbløst gældsat og bildte sig ind, at ingen i selskabet vidste det. Alle kiggede pligtskyldigt op, da den kongelige jægermester trådte frem og mindede selskabet om sikkerhedsreglerne med samme entusiasme, som når stewardesser før afgang viser, hvordan iltmaske og redningsvest benyttes.

Der ventede varm suppe i terrænet ved middagstid, kongejagten ville slutte inden solnedgang med en mindre middag – sildemad og skipperlabskovs meddelte han og genvandt på den måde selskabets opmærksomhed.

I udkanten af pladsen stod seks drivere, hyret til at skræmme vildtet i retning af jægerne. De stod lænet op ad den bil med lad, der skulle hente byttet og lægge det til rette på pladsen, klar til paraden ved 17-tiden. Tre minibusser holdt parat til at fragte deltagerne ud til de forskellige positioner på heden.

Imellem jagtselskabet og driverne var der i gruset anlagt en sirlig lille firkant af grangrene på tre gange tre meter med behørig afstand til jægerne. Her stod journalister og fotografer fra den lokale presse, den regionale tv-station, en enkelt hovedstadsavis og to kulørte ugeblade klumpet sammen for at få billeder og enkelte nådsensbrød i form af indholdsløse citater på lige så kvalificerede spørgsmål:

– Er det første gang, du deltager?

– Hvad har det her jagtselskab at gøre med dit politiske arbejde?

– Har du selv en idé om, hvorfor du er inviteret?

– Hvad håber kronprinsen at skyde i dag?

De fotografer og journalister, der havde dækket kongejagter før, vidste, at de om ganske få minutter ville blive bedt om at forlade området. Resten af dagen var til eget brug for selskabet. Det var en ære at blive inviteret.

Det var ikke første gang. Og ja, kronprinsen håbede på en god dag i det dejlige vejr. I dag handlede det om jagt, ikke politik, afbrød skovrideren, imens han med rolige armbevægelser – som var det en lille, genstridig fåreflok, han styrede – fik vist, at nu skulle den fjerde statsmagt altså forlade de tre gange tre meter og køre væk.

– Er der aldrig kvinder med? Journalistpraktikanten fra Folkebladet spændte sikkerhedsselen, mens fotografen satte sig i bilens førersæde.

– For nogle år siden var der en enkelt med. Det virkede faktisk lidt underligt.

– Sikke noget sjovt tøj, de har på. Hun grinede let, men undrede sig mest.

– Sådan ser de ud, svarede fotografen neutralt, imens han vred sin krop i førersædet for at lægge kameraet i tasken på bagsædet. Han havde dækket den årlige kongejagt i plantagen utallige gange, og det var det samme cirkus hver gang.

– Hvad er det nu, de hedder, de der korte bukser og lange strømper? forsøgte praktikanten og så ned i sin notesblok, imens hendes makker vendte bilen.

– Knickers. Jagtknickers i engelsk tweed.

– Tænk, at de har tid til at bruge en hel dag på sådan noget.

– You said it. Fotografen rystede let på hovedet, satte bilen i gear og kørte væk.

Kapitel 2

De røde knopper arbejdede sig op ad halsen. Næseborene vibrerede i takt med den forcerede vejrtrækning. Hun var tæt på at hyperventilere.

– Tag et glas vand, forsøgte Ulrik Torp. Han skænkede fra karaflen i det bløde plastbæger og skubbede det over mod hende. Den højre hånd rystede, imens hun taknemmeligt løftede bægeret mod munden og kun spildte en smule.

– Vi har masser af tid, fortsatte Torp og skævede over mod sin sidemand, der indtil videre ikke viste tegn på at blande sig.

Hele halsen og det meste af kinderne var nu blussende røde. Det måtte være et tilbagevendende problem for hende. Ulrik Torp selv kunne ikke rødme, var i alt fald ikke bevidst om det. Han havde engang læst, at det var noget med nervesystemet fra brystkassen, og at evnen til at rødme ifølge nogle udviklingsteorier stammede fra tiden, før mennesket fik talesprog. Det var en måde at kommunikere på. Så hvad var det, hun ville fortælle? At hun var spændt, nervøs, kampklar?

– Vi har masser af tid, gentog han og havde lyst til at fortælle hende, at det, der skulle ske de næste 30 minutter, ikke ville få nogen videre betydning for hendes liv ud over lidt såret forfængelighed, måske et opslag på Instagram til venner og veninder samt en smule Facebook til ære for forældrene. 

Selv havde han fået et lettere ufortjent 11-tal efter den gamle skala. Torp så sig som et omvandrende bevis på, at karakteren til journalistuddannelsens afsluttende opgave ikke betød det mindste for den videre karriere. Nu vibrerede næseborene lidt mindre. Det var, som om halsen kun var lyserød. Kinderne havde næsten tilbageerobret deres naturlige farve. Hun tømte bægeret, denne gang uden at ryste på hånden.

– Er vi klar? Ulrik Torp iførte sig sit mest beroligende smil, drejede hovedet mod censor for også at indvie ham i seancen og slog en smule teatralsk et let slag på den grønne dug med flad hånd. Kom så! De var i forvejen bagud i forhold til tidsplanen og manglede endnu to dobbeltopgaver efter frokostpausen. 

– Du har de første fire-fem minutter til selv at fortælle lidt om din opgave. Måske noget, du har fundet ud af, efter du afleverede. Og så tager vi stille og roligt over, fortsatte han.

Ulrik Torp bladrede i sine papirer og skævede til censor – en yngre, kortklippet journalist, der indtil for få år siden havde siddet på Dagbladets erhvervsredaktion. Torp huskede ham svagt fra sin egen tid på avisen. Nu var han – Rasmus Ejer – digital adviser i et af de stadig flere public affairs-firmaer, FRONT DK, og derfor iført den nyeste MacBook Air og klædt som mange andre i den branche: sorte og stramme designerjeans, en hvid slim fit-skjorte med en nuance af lyserødt og et par håndsyede italienske sko, der fik Torps lettere slidte Ecco-sko til at larme. 

Ulrik Torp bladrede for et syns skyld i sine papirer, imens den studerende let hakkende tog ordet med støtte fra noterne på sin bærbare.

Tænk sig, at et fag, hvis hele omdrejningspunkt havde været papir, nu stort set kun eksisterede digitalt. Han var den eneste med papir i eksamenslokalet og savnede rapporterne med ulæselige kuglepensnoter i margen, hvidbogen, det særlige dokument, der afslørede det hele, brevet fra en fortrolig kilde – alt det, der tidligere stolt blev vist frem, rakt over bordet, studeret og holdt i hånden.

Han savnede lugten af gamle dokumenter, folderne i papiret, kaffepletterne, krøllerne, der vidnede om et liv i bunden af skuffer og baglommer. Alt det var forsvundet i den computer, der blev stadig tyndere.

Administrationen havde forgæves forsøgt at forklare Torp, at han ikke behøvede at printe opgaverne – det hele lå på nettet og var meget nemmere at gå til. Han havde lovet studiekoordinatoren – som han flere gange, hvad der åbenbart var en stor fejl, var kommet til at kalde studiesekretær – at sætte sig ind i den digitale eksamensverden.

Torp aftalte med sig selv at gøre det, hvis hans semesterlange barselsvikariat som lektor blev forlænget. Indtil da ville han troligt stille sig ud i kopirummet og tage imod i tryg forvisning om, at ingen kom og forstyrrede. Hvad skulle de derude?

– … og så er jeg kommet til at skrive milliarder på side 14. Det er selvfølgelig millioner, hørte han hende fortælle. – Ja, såh … det var altså det, jeg lige havde at sige. Hun kiggede op. Stemmen virkede normal ligesom vejrtrækningen. Farven på hendes hals matchede ikke længere den kraftigt røde herreskjorte med knækflip, hun bar. Det gik op for Ulrik Torp, at han intet havde hørt af, hvad hun sagde.

– Selvfølgelig. Millioner, bemærkede han og så i retning af censor, der blot stirrede ind i sin skærm. Fra siden var det tydeligt, at slim fit ikke længere passede hans krop. Endnu 20 kilo ventede forude de næste 20 år, tænkte Torp og rørte let ved sin egen efterhånden alt for runde mave. Hvornår havde Rasmus været praktikant på Dagbladet? Det måtte være 12-14 år siden – lige inden han selv røg i den store fyringsrunde. Så maven måtte nu være midt i 30’erne. Det stemte alt sammen.

– Jeg er vist heller ikke så god til kommaer, undskyldte hun.

– Næhh, bemærkede Torp med sin mest venlige stemme, – det har vi så valgt at leve med.

De havde lige givet to selvbevidste studerende et heldigt 4-tal. Torp havde som illustration på et konsekvent problem gennemgået 14 kommafejl på en halv side, men kunne lige så godt have henvendt sig til en dørkarm. De to små 4-taller accepterede kun nødtvunget grammatikken og affejede den nærmest, som var den uden betydning, hvad de sådan set havde ret i. Deres opfattelse af egen storhed trak i virkeligheden mere ned. Hænges ej frikendes – Torp havde pædagogisk forsøgt at forklare dem, at placeringen af et komma kunne gøre en ganske væsentlig forskel for de involverede og dermed også for forståelsen af en tekst. Heller ikke det klassiske eksempel bed på de to herrer.

For herrer – eller drenge – var det naturligvis, blev han enig med censor-Rasmus om, da de voterede og hurtigt fandt frem til niveauet. Drengene var, med brystkassen fyldt med Hemingway, rejst til Visegrad-landene for at tage temperaturen på Natos østlige flanke. Idéen kunne have været god, men det var blevet en noget-om-historie uden vinkel, rød tråd eller overblik. Præcis hvad Torp som vejleder havde advaret dem om over en måned tidligere. Han mistænkte dem for at have brugt rejsen til at lege turister i stedet for journalister i den europæiske sensommer.

– I kan selvfølgelig klage over karakteren, havde Ulrik Torp forsøgt, da han kunne se en verden bryde sammen på den anden side af eksamensbordet.

– En hasbeen journalist som vejleder og en kommunikationsmand som censor. Hvad skulle der være at klage over? Den ene kiggede aggressivt på Torp. Hans makker rakte armen ud og forsøgte at dæmpe ham.

– Karakteren kan jo også gå ned, hvis man klager, havde Torp hørt sig selv sige. Sådan var det ikke tidligere, vidste han. Indtil for få år siden kunne en klage kun give den samme eller en højere karakter. Efter ændringen var antallet af klager faldet betydeligt, fortalte studiekoordinatoren. Torp var til sin overraskelse helt upåvirket af situationen. De kunne klage alt det, de ville. Make my day, var Torp et øjeblik fristet til at udbryde, men han havde heldigvis holdt det tilbage.

– Skal jeg bare selv fortsætte?

Camilla, som hun hed – Camilla Markholdt – forsøgte at få øjenkontakt med sin vejleder, der blot stirrede ud i luften.

– Ja, endelig. Endelig, Camilla, lød det fra censor, der sendte Torp et let irettesættende blik. Efterårssolen hamrede ind gennem vinduet og sløvede lokalet. Torp iagttog støvet, der spillede i lyset foran de fedtede ruder, som slørede for udsigten over Aarhus og videre ud mod bugten og Mols.

Det slog ham, hvor smuk byen ville være, hvis ruderne havde været pudsede. Indtil videre var det et enkelt semester med den udsigt. Der var fire statslige månedslønninger tilbage. Måske det kunne blive et semester mere.

– Mit store problem var, at Harald Mogensen ikke ville tale med mig.

– Ja, det er jo lidt svært, når du forsøger at lave et kritisk portræt af ham, bemærkede Torp og virrede let med hovedet for at koncentrere sig om eksaminationen.

– Det hjalp heller ikke, da jeg nævnte, at min vejleder var Ulrik Torp. Der var ikke antydning af kritik i Camilla Markholdts stemme. Tværtimod virkede det på hende, som om de to på den måde havde noget sammen.

– Vi havde nogle sammenstød, men det er en del år siden. Torp henvendte sig lige så meget til censor som til eksaminand. Censor tog det som en opfordring til lidt voksensnak og lænede sig frem. – Hvad er det, man siger i politik? Du skal ikke bære nag, men huske, hvad de hedder? De grinede alle tre. Censor mest. Eksaminand, fordi hun fornemmede, at det var det rigtige at gøre.

– Og hvad ville du gerne have spurgt Harald Mogensen om? Torp forsøgte at få eksaminationen tilbage på sporet.

Camilla tøvede. – For eksempel hvem der finansierede hans seneste valgkamp.

– Det kunne hans kredsforening vel svare på?

Hun rystede på hovedet. – Kredsformanden snakker udenom. Han siger, den – vistnok – kostede omkring 100.000 kroner, og henviser til, at det står i regnskabet, når det kommer til næste år, men han vidste tydeligvis ingenting.

– Og hvorfor er det interessant?

– Fordi det var en sindssyg dyr valgkamp. Det citerer jeg en reklamemand for, bemærkede eksaminanden og begyndte at ledeefter stedet i sin artikel. Torp affærdigede hende med en håndbevægelse, men det overså hun. – Fra linje 242 og frem. Hun så op. – Den har mindst kostet det tredobbelte, vurderer han. Mindst.

– Og det redegør du meget overbevisende for, Camilla. Torp bladrede i sine papirer. – Så du ved ikke, hvem der finansierede hans valgkamp, hvor meget den så end kostede?

Camilla tøvede. – Njahh, svarede hun og begyndte igen at rødme op langs halsen.

– Jeg kan ikke se, at dit njahh fremgår af artiklen.

– Er jeg ved at dumpe nu? Torp så, at hendes øjne blev blanke. Hun drak det sidste lunkne vand i plastikkoppen med en rystende hånd og spildte lidt på den grønne dug undervejs.

– Træk vejret helt roligt, indskød Torp og skænkede lidt mere vand fra karaflen. – Det er bare et spørgsmål. Ikke et forhør.

Hun nikkede, holdt en lang pause, tænkte sig tydeligvis grundigt om og kom i gang igen – denne gang med en hurtig sætning, der næsten fik hende til at snuble over ordene.

– Jeg har en ekskæreste, der arbejder i et bureau, som bestiller annoncer og står for betalingen på vegne af kunder.

– Det fremgår ikke af din arbejdsrapport.

Hun rystede på hovedet og tøvede længe. – Jeg lovede at holde ham helt udenfor. Det var åbenbart også hemmeligt på bureauet. Han kan blive fyret for det, men han fortalte mig, hvem der betalte.

– Ja?

– Annoncerne blev gennem et advokatkontor betalt af noget, der hedder Foreningen af 24. februar.

– Hvorfor står det ikke i din artikel?

– Jeg lovede min ekskæreste ikke at bruge det.

– Men hvad – og ikke mindst hvem – er det?

Hun rystede opgivende på hovedet. – Det er lidt mærkeligt. Jeg fandt foreningen i Det Centrale Virksomhedsregister. Den er trods navnet sjovt nok først oprettet i april i år. Bare to månederfør folketingsvalget.

– Og?

– Ikke rigtig mere. Det er en såkaldt frivillig forening. Hun slappede tydeligvis mere af nu. Måske skulle hun alligevel ikke dumpe. – Hvis vi i øvrigt lige går om i arbejdsrapporten.

Ulrik Torp skævede over mod censor, der lidt overrasket kiggede op. Det var typisk censorer uden erfaring med undervisningsverdenen. De læste ofte kun artiklerne, havde han fået at vide, men sjældent arbejdsrapporten, hvor de studerende blandt andet skulle skrive om arbejdsproces, overvejelser, etiske dilemmaer, kildeovervejelser, valg af genre og argumentationsanalyse.

Den slags eksisterede ikke, da Torp blev journalist, og han så det mest som en stigende akademisering ikke bare af sit eget fag, men af samfundet. Han var stadig i tvivl om, hvorvidt det gav bedre journalister.

– Det er side 54, tilføjede han henvendt til både eksaminand og censor.

Hun fulgte på sin computer, hvad Torp havde bladret frem i sin papirbunke. – Jeg har også vedhæftet et bilag med udskrift af navnet på en anden forening oprettet samme dato i april som Foreningen af 24. februar og med samme postboks som adresse. Det var lidt mærkeligt, så jeg tjekkede, om den også støttede Harald Mogensen, men det ser ikke sådan ud.

Camilla Markholdt virkede for første gang ovenpå. – Ingen svarede på telefonnummeret. Ifølge registeret er det en Andersen, der står bag. Ikke andet. Jeg lagde beskeder masser af gange, men han – eller hun – ringede aldrig tilbage. Danmarks Værn, hedder foreningen. Det er side et eller andet til allersidst, fortsatte hun og lod halvt, som om hun ledte efter sidetallet.

– Du har haft over en måned til at lave opgaven. Der kunne ligge et brag af en historie gemt her. Hvorfor brugte du ikke flere kræfter på det? ville Ulrik Torp vide.

– Fordi, hun virkede pludselig, og for første gang under eksaminationen, selvsikker, – fordi det ikke var min vinkel. Det fremgår også af min argumentationsanalyse. Det var Harald Mogensens indsats som den stærke, men lidt anonyme mand i partiet, jeg først og fremmest ville portrættere.

– Og det har du også gjort, afbrød Torp. Det her var en fejl, der trak ned, men fra et pænt niveau. Han kiggede på censor-Rasmus, der svarede ved ikke at gøre noget. – Vi har ikke mere, Camilla. Og hvis du heller ikke har mere …, hun rystede lettet på hovedet, – så vil vi gerne lige have et par minutter for os selv.

Hun pakkede taknemmeligt sine ting. – Alt skal med ud, kom det neutralt fra Torp, der pegede på hendes frakke, som hang over stolen. Han huskede pludselig på studiekoordinatorens formaning. Der havde tidligere været episoder med studerende, som lod deres smartphone blive i lokalet for at optage vejleders og censors votering. Det var, som Bismarck havde sagt om fremstilling af lovgivning og pølser, heller ikke sådan, at votering af eksamenskarakterer egnede sig til offentliggørelse.

Tre minutter senere fik Camilla Markholdt sit 7-tal og var rigtig glad for det.

– Har du fået solgt artiklen? spurgte Ulrik Torp, da al rødmen og nervøsitet var forsvundet fra den nyuddannede journalist. Hun nikkede. – Dagbladet vil købe den. De vil bringe noget af den i weekenden i anledning af Harald Mogensens 25-års jubilæum som folketingsmedlem for Arbejderpartiet.

– Hvad betaler de for sådan en artikel? Torp var oprigtig nysgerrig.

– 2.000 kroner, lød det halvt undskyldende.

– Hvem har du lavet aftalen med?

– Han hedder Lindskov, svarede hun. – Det er vist deres navne- og debatredaktør. Jeg har lovet at sende en redigeret version senest i morgen tidlig.

Torp nikkede. Han besluttede sig for at kontakte sin gamle kollega på Dagbladet ved lejlighed og påtale beløbet. Det var uværdigt for alle involverede at betale 2.000 kroner for en hel avissides gennemarbejdet og relativt solid journalistik, der blot krævede en halv times gennemskrivning af en erfaren redaktionssekretær. Det kunne de simpelthen ikke være bekendt, tænkte han, men var ikke det mindste overrasket. Alle dagblade var enige om på det område at bære skamløsheden uden rødmen.

– Hils ham fra mig og sig, at han ikke er fattig, men fedtet, udbrød Ulrik Torp på en måde, så Camilla forstod, at det var hele branchen og ikke blot dens lakaj i skikkelse af Lindskov, det gjaldt.

Han gjorde øjne til censor. – Det er nogle andre priser i PA-branchen, Rasmus. Hvad får man for 2.000 kroner i FRONT DK – en halv time? Torp opdagede, at han var den eneste, der grinede, og stoppede brat. Camilla fik igen røde knopper op ad halsen. Hun nikkede hurtigt til Torp, hankede op i sin taske og jakke, vendte sig og forlod brat lokalet.

Torp var overrasket over det pludselige stemningsskift. Hun blev åbenbart lidt stødt over, at han ikke værdsatte hendes salg af artiklen. Nu var hun i det mindste færdig. Torp tog sig i at misunde hendes ungdom.

Alt det, der lå klar til hende af glæder, somre, kærester, familie, børn, karriere. Det ukendte, det pirrende, suget i maven. Og skuffelserne. Vintre, katastrofer, skilsmisse, dødsfald, lavkonjunktur, arbejdsløshed og dårligt betalte skodjobs, en uafbrudt aviskrise, måske mere krig i Europa. Det var et tidehverv, ingen kunne forudse resultatet af. Han tog sig et kort øjeblik i ikke at misunde hende alligevel.

Torp og censor-Rasmus havde to dobbeltopgaver mere efter frokost. Et 10-tal og et 7-tal blev det til. I princippet kunne man give forskellige karakterer til to studerende, der var fælles om en opgave, og ofte var det da også tydeligt, hvem af de to der havde overhånden, men den slags havde Torp besluttet, at han ikke ville bruge kræfter på, medmindre forskellene skreg til himlen. Det gjorde de ikke.

– 11 nye journalister på en dag. Det er da meget godt, kom det selvtilfreds fra Torp, imens han med besvær proppede papirstabler i sin taske. De havde netop sagt tillykke til de to 7-taller.

– Gad vide, om der er arbejde til dem alle sammen, returnerede censor-Rasmus og klappede sin MacBook Air sammen.

– Halvdelen bliver sådan nogen som dig til den dobbelte løn. Torps stemme var helt neutral. Alligevel stillede Rasmus sig med det samme i forsvarsposition. – Det er der vel ikke noget galt i?

Torp svarede ikke, han havde fået øje på en lille, falmet Irma-stofpose under bordet. Inden i den lå gårsdagens udgave af Dagbladet, en turistbrochure på spansk fra Fuengirola, en drikkedunk, en banan, en roman, Torp aldrig havde hørt om, en dårlig portrætbog om landets statsminister, en lille notesbog med stift bind og bogen Turen går til Andalusien. 

Han åbnede notesbogen – Camilla Markholdt – stod der med omhyggelige bogstaver i øverste højre hjørne. Han proppede tingene ned i posen igen og tog kort efter med et – tak for i dag, det var rigtig hyggeligt, afsked med Rasmus foran skolens reception i stueetagen. Torp ville tage toget, når han havde indberettet dagens eksamenskarakterer og ordnet nogle småting.

– Gik det godt? Studiekoordinatoren gjorde intet for at skjule sin manglende interesse, da Torp entrerede hendes kontor. Uden at vente på svar rejste hun sig og rakte ham en lille pakke. – Dine visitkort er kommet. Torp fjernede indpakningen og åbnede æsken med 100 visitkort, han næppe ville nå at bruge mere end fem af.

Ulrik Torp, ekstern lektor, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole – og så hans e-mail og mobilnummer.

– Der står ekstern lektor, protesterede han.

– Ja?

– Jeg er lektor.

– Nå, for søren. Ja, det er da en fejl, så, svarede hun og satte sig igen ved sit skrivebord.

– Det er forkert, det, der står.

– Jo, jo. Det må vi rette, hvis du på et tidspunkt skal have trykt nye kort.

– En professor vil jo heller ikke kaldes adjungeret professor.

– Det er klart. Studiekoordinatoren talte ind i sin computerskærm i et tonefald, der indikerede, at så var den udveksling af synspunkter overstået.

Ulrik Torp sukkede opgivende og gik op på næste etage, hvor hans storrumskontor lå. Han nikkede til to midaldrende lektorer, hvis navne han ikke kunne huske. De var godt selskab og gode kolleger. Med højre hånd balancerede han et krus med kaffe fra fælleskøkkenet. Torp nød den dårlige automatkaffe. Den var for ham endnu et symbol på at være en af tre millioner danskere med arbejde. Han fik et par dråber i luftrøret og hostede sig igennem et dav, da han satte sig.

– Gik det godt? kom det fra den ene.

Torp spildte kaffe på sine bukser, da han gennemlevede endnu et host, samtidig med at han forsøgte at tænde for computeren og svare. – Det gik rigtig fint. Alle bestod i alt fald. Han skar en grimasse – også for at kommentere sin kamp med kaffekoppen – og lod computeren knirke sig igennem programmerne, imens han gik hen til sit skab i den anden ende af storrumskontoret.

Ingen havde deres eget skrivebord og dermed heller ikke en lille, diskret skrivebordsskuffe. Et skab på størrelse med en hylde ved væggen udgjorde medarbejdernes arbejdsmæssige papirarkiv og privatliv. Hvis alle arbejdede på adressen på samme tid, var der ikke skriveborde nok, men det gjorde alle naturligvis ikke. Sygdom, barsel, orlov, efteruddannelse, undervisning, møder, pjæk, hjemmearbejde – der var masser af gode grunde til ikke at sidde her.

Torp åbnede sit skab, der endnu ikke bar hans navn og sikkert aldrig kom til det. Han tog et lille brev salt til sin tomat midt i virvaret af krøllede A4-ark, kompendier og bøger og pressede dagens papirer og Camillas Irma-pose derind, men fortrød og tog den ud igen – han kunne lige så godt tage den med til København, hvor han vidste, hun også boede.

I bevægelsen faldt alt ud på gulvet, hans egne papirer, indholdet i Camillas net og værst af alt, hendes overmodne banan. Han fandt nogle servietter og fjernede bananmos, så godt han kunne, og lykkedes pligtskyldigt med at skrabe det meste ned i skraldespanden til organisk materiale. Torp sorterede hurtigt papirerne, proppede de nu endnu mere krøllede og fedtede ark ind i sit skab og Camillas ting tilbage i posen.

Nej tak, han skulle ikke med ned i kantinen til kaffe og kage, han ville med toget til København, så snart han var færdig med karaktererne. Bare ordet kage fik lystcenteret i hjernen til at galoppere. Han kiggede ned ad sin skjorte, der for bare to år siden ikke havde været for stram, og rakte ud efter de to gulerødder, den enlige tomat, den halve agurk og to skiver rugbrød med skrabet smør, som han havde taget med om morgenen.

– I øvrigt ville Flemming lige tale med dig, når du var færdig. Jeg tror, han stadig sidder på sit kontor, kom det fra den anden lektor, inden de begge gik ned til deres eftermiddagskage. Hvad var det nu, de hed?

Torp skyndte sig at spise sin mad og tastede med lidt besvær dagens eksamenskarakterer ind i systemet, inden han bankede på hos institutchefen, der havde hyret ham som lektor og på et tidspunkt kunne afgøre, om ansættelsen skulle forlænges med et semester eller to. Torp gjorde sig ingen illusioner om, at der ventede en fastansættelse.

– Torp. Kom ind, institutchef Flemming Balslev vinkede ham ind på sit kontor. Her var vinduerne pudsede, bemærkede Torp, hvilket ydede udsigten til Aarhus by og vandet fuld retfærdighed. Eftermiddagens oktobersol oplyste Mols på den anden side af bugten. – Gik det godt med dine eksamener?

Institutchefens spørgsmål var lige så rituelt som studiekoordinatorens og kollegaens og lige så blottet for nysgerrighed ogforventning om andet svar end en hurtig bekræftelse. De var nogenlunde jævnaldrende og med næsten samme ikke-frisure. Den største forskel var Balslevs mave, der som en for hårdt pumpet badebold var skruet fast på kroppen, og som ikke syntes at genere ham. Tværtimod havde han en vane med nærmest at kæle for den med sin frie venstre hånd, som lå der et ufødt barn derinde og ventede på at komme ud.

– Det gik fint. Du ville tale med mig?

– Har du fundet en bolig i Aarhus?

Ulrik Torp nikkede. En enke i Skåde i den sydlige del af byen udlejede et værelse, som han benyttede et par gange om ugen, alt afhængig af hvilket forløb han var i gang med. Det kostede kun 2.000 kroner om måneden, og Torp havde enken mistænkt for, at hun næsten ville betale for selskabet.

Hun var en halv snes år ældre end ham, nydelig og tydeligvis sulten efter endelig at have nogen at snakke med. Han skulle bare komme ind i stuen og se fjernsyn sammen med hende. Hvis han ville have aftensmad eller dele et glas vin, skulle han bare sige til. Nej, det var bestemt ikke til ulejlighed. Og det var da lige så nemt for hende at lave fire kopper morgenkaffe, som det var at lave to. Ville klokken otte passe?

Hendes velmenende forsøg på omklamring betød, at han overnattede i Aarhus sjældnere, end det egentlig var planen, men alt det valgte han ikke at indvie Flemming Balslev i.

– Fint værelse i Skåde. Der er intet at klage over. Dejlig by, nøjedes han med at sige.

Flemming Balslev vred sig lidt i stolen. Det var tydeligvis ikke Torps boligsituation, det handlede om.

– Du er en erfaren rotte i faget. Jeg er virkelig glad for, at det lykkedes os at shanghaje dig.

Lykkedes? Torp følte sig talt til som et barn. De vidste begge, at det var løgn, og de vidste begge, at den anden vidste det. Det var, som om der var opstået et nyt ledelseslingo om at opdrage medarbejdere som hunde. De fleste dyrepsykologer var, havde han læst, enige om, at det ikke nyttede at skælde hunde ud. Kun ros og godbidder virkede.

Shanghaje? Torp havde været på dagpenge i næsten et år, da han søgte vikarstillingen, mest for at tilfredsstille Jobcenteret. Det var så hans held, at stillingen blev slået op midt i sommerferien med kontor og undervisning i Aarhus, til lavest mulige løn og med start fire uger senere. Der havde formentlig ikke været andre ansøgere.

– Der er, fortsatte ledelseslingoen, – kommet evalueringer ind fra dit første forløb. Han kiggede op fra sin skærm og fjernedevenstre hånd fra badebolden. – Mange af de studerende erkender, at du har stor erfaring med klassisk journalistik, sagde han og gestikulerede med den nu frie hånd.

Mange. Erkender. Klassisk journalistik. Torp fornemmede hurtigt kritikken bag godbidderne – langtfra alle, modvilligt og gammeldags.

– Og det synes jeg er flot. Det er sin sag at havne lige midt i en undervisningssituation og så skabe et læringsrum. Torp vidste, at Flemming Balslev engang havde arbejdet som journalist, men syntes, han skjulte det flot.

– Jeg mener, det er spændende både med undervisningssituationer og læringsrum, svarede Torp. Institutchefen så usikkert på ham.

– Vi to er jo ikke vokset op med de sociale medier, tilføjede Balslev tøvende. Der opstod en akavet pause mellem dem. En pause, Torp ikke havde tænkt sig at bryde. – De unge er jo rene verdensmestre i den slags. Ny pause. Nu måtte det snart komme. Ulrik Torp vidste, hvor det bar hen.

Flere af de studerende havde set uforstående på ham, da han inddrog papiraviser i undervisningen og afskrev Instagram og YouTube som platforme for rigtig journalistik. Hvad var da rigtig journalistik? spurgte de uden at forvente det rigtige svar fra ham. De havde selvfølgelig også allerede gået et semester på uddannelsen på det tidspunkt.

Flemming Balslev brød pausen og besluttede at lyse op i et mellemledersmil: – Jeg har fundet lidt midler i budgettet og foreslår, at vi hyrer en ekstern lektor til at supplere undervisningen i de sociale medier på dit hold. Det drejer sig om tre-fire uger i alt.

Ulrik Torp sagde ingenting. Visitkortene med ekstern lektor brændte i tasken, men han gad ikke gøre en sag ud af det, selv om det irriterede ham voldsomt.

– Det er ikke ment som nogen kritik, løj institutchefen.

– Det ved jeg, løj vikaren tilbage.

– Jeg tror, det kan blive rigtig godt. Din erfaring og så en ung journalist, der kender alt til det der, vi to ikke er så stive i. 

– Det kan blive rigtig godt, kvitterede Torp.

– Så er det da det, vi gør, Torp. Det bliver rigtig godt, gentog institutchefen og slog, som han havde for vane, knoerne på sin venstre hånd to hurtige gange i bordpladen, inden den røg tilbage på den udspilede mave – som for også til sig selv at sige, at så var endnu et problem løst. – Skal jeg finde en, eller har du selv en idé om, hvem der kunne arbejde sammen med dig om det?

– Jeg finder selv en. Ulrik Torp behøvede ingen betænkningstid. Nu ville han bare med toget hurtigst muligt og hjem til København og Karen.




Niels Krause-Kjær: Jagttegn

En folketingspolitiker findes død efter en kongejagt på et gods i Jylland. Han er skudt gennem hovedet, og alle går ud fra, at der er tale om selvmord. Samme dag forsvinder hans unge niece, der har gjort overraskende opdagelser i forbindelse med en eksamensopgave på journalisthøjskolen i Aarhus, hvor Ulrik Torp er lektor-vikar. Umiddelbart efter indledes en kampagne mod landets forsvarsminister. 

Ulrik Torp trækkes ind i sagen, der viser sig at handle om militær oprustning, lobbyisme for milliarder, udenlandske interesser og skjult støtte til politikere. Til at hjælpe sig har Torp kun sine studerende og Emma, en tidligere praktikant fra hans gamle arbejdsplads, Dagbladet. Sammen finder de ud af, hvordan tingene hænger sammen, men det viser sig undervejs, at Torp selv er fanget i et net, som han har svært at vikle sig ud af. For hvem er det, der trækker i trådene? 

JAGTTEGN er femte uafhængige bog i Niels Krause-Kjærs politiske spændingsserie, der lægger sig i grænselandet mellem medier og politik og beskriver magtspillet i kulissen.

Du kan købe Jagttegn online, f.eks. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel fra d. 4 marts.