I Skærsild undersøges et brutalt dobbeltmord af efterforskerne Týr og Karó, samt af retsmedicineren Idunn. Samtidig viser fortidens dæmoner sig dog i det hårde islandske landskab.
Skærsild er den anden roman i Yrsa Sigurðardóttirs krimiserie. Den er efterfølgeren til Sort is, hvor hovedpersonerne går igen fra forrige roman, hvor de i Skærsild endnu engang skal forsøge at opklare et kompliceret mord. Sigurðardóttir er en prisbelønnet og anmelderrost forfatter, der ved siden af forfatterkarrieren også er civilingeniør.
LÆS OGSÅ: Sort is: Krimi-dronningen af arctic noir Yrsa Sigurðardóttir udsender første bind i ny krimiserie
I Skærsild bliver en begravelse et rent mareridt. En gruppe venner er samlet på en lille ø for at sige et sidste farvel til deres veninde. De opdager dog to døde på den klippefyldte sandstrækning lige neden for fyrtårnet, hvor de overnatter.
Derfor bliver efterforskerne Karó og Týr samt retsmediciner Idunn tilkaldt for at hjælpe det lokale politi med opklaringen af det brutale dobbeltmord. Idunn, som selv stammer fra øen, må kæmpe med sine egne dæmoner fra fortiden og ubehagelige minder om sin tid der. Samtidigt skal hun fokusere på en kompleks mordsag, som tilsyneladende er meningsløs.
LÆS OGSÅ: Sort is: Prisbelønnet islandsk krimiforfatter klar med ny isnende krimi, der går gennem marv og ben. Læs et uddrag her
Skærsild er en del af Sort is-serien, der viser alle de farer, der kan lure under overfladen, og de mørke hemmeligheder der kan gemme sig i et samfund. Start din læsning af Skærsild med uddraget herunder.
Skærsild
Yrsa Sigurðardóttir
Kapitel 1
Dag 1 – Torsdag
Undervejs havde der ikke være meget andet at se end det oprørte hav. Ikke desto mindre var Trausti gået ud på færgens dæk, ikke for at stirre på de skummende bølger, men for at blive forfrisket af deres buldren.
Han holdt fast i rælingen, lukkede øjnene og lod sneen piske ind i ansigtet, nådesløst og uden ophør. De sejlede op mod vinden, og de uskyldige snefnug blev derfor hårde som hagl. Men det mærkværdige var, at disse naturens nålestik havde en god indflydelse på ham.
Han følte sig bedre tilpas, han var ikke længere ved at kaste op, og hovedpinen, som næsten havde gjort det umuligt for ham at tænke, var på tilbagetog. Indenfor på færgen var luften tung af lugten af opkast efter passagerer, som havde måttet overgive sig til søsygen. Han havde tænkt sig at blive stående udenfor, indtil de nåede i havn.
Trausti skyggede med hånden for øjnene, inden han åbnede dem. Han kunne skimte kysten gennem snefoget, den var ganske tæt på. De måtte være ved at nå vejs ende. Han vendte sig om og kiggede ind ad de store vinduer ind til salen med lænestolene, hvor hans venner sad og krøb sammen. Han overvejede at hente dem, men droppede idéen.
Der var ingen af dem, der havde udvist interesse for at komme med ham ud på dækket, og det var usandsynligt, at det havde ændret sig. De havde ikke magtet at rejse sig op, trods hans smukke ord om, at det ville virke oplivende på dem. De var bange for at miste deres pladser, for færgen var proppet med mennesker, så proppet, at de kun havde fået fire billetter. Han havde været nødt til at gemme sig under nogle frakker på bagsædet, mens de kørte om bord.
Efter at de var kommet ind på færgen, betød det ikke noget, og han blendede ind med de andre passagerer. Heldigvis. Han kunne ikke forestille sig, hvordan han ville have haft det, hvis han skulle have tilbragt overfarten på vogndækket under den gyngende sejlads.
Da han igen kiggede fremad, var klippevæggene ved indsejlingen ikke længere kun uklare omrids. Færgen nærmede sig hastigt kysten, og før han vidste af det, passerede den forbi den lodrette klippevæg Ystiklettur og havgrotten, hvor klippen forsvandt ned i havet. Han syntes, han kunne skimte netburet i Klettsvík, hvor de to hvidhvaler opholdt sig, men ingen af dem kiggede op for at følge med i færgens ankomst. Måske var de der slet ikke, eller også havde de fået nok af skibsfarten forbi deres hjemegn. Det gjorde ikke så meget, for han havde rigeligt at kigge på: Heimaklettur, den velkendte klippe, der rejste sig lodret op af havet på højre hånd, og det nye lavaområde til venstre.
Det var perfekt, og han ville ikke have ønsket at ændre på noget. Ikke engang på den hårde sejlads fra Thorlákshöfn. Oprindelig skulle de have sejlet med færgen fra Landeyjarhöfn, som lå meget tættere på Heimaey. Men Ari, som havde sørget for at købe billetterne, havde fået en sms om morgenen, som meddelte, at man på grund af dårlige vejrforhold var nødt til at ændre sejlplanen. Det havde som sådan ikke været det store problem, det blev bare en kortere køretur og en længere sejltur. Det kunne nærmest komme ud på ét, og de kunne heller ikke udsætte turen. Deres ærinde var for vigtigt.
Ændringen i sejlplanen havde ikke været den eneste forhindring, som skæbnen lagde i vejen for dem. De havde næsten været nødt til at aflyse hele turen, eftersom det var umuligt at få indkvartering på Vestmannaøerne. Det var januar, og det var ikke faldet nogen af dem ind, at byen var lige så fuld af gæster som på en sommerdag. Men ikke desto mindre forholdt det sig sådan.
Regeringen havde indkaldt til en kongres om fiskerierhvervets fremtid og havde bestemt, at den skulle afholdes på Vestmannaøerne. Skibsrederne kom fra alle hjørner af landet, så der var fyldt op på alle hoteller, pensionater og i sommerhuse, pladserne var røget lige så hurtigt som billetterne til færgen.
Som regel skete det kun, når man afholdt den årlige festival i begyndelsen af august, men det procentuelle forhold mellem kønnene på den propfulde færge var anderledes nu, og det samme var stemningen. Hvor man end kiggede hen, så man alvorlige mænd, som så ud til at forvente, at deres eget og regeringens syn på fremtiden, hvad angik fiskeindustrien, på ingen måde stemte overens.
Ari blev deres redning, for han havde gode forbindelser og var i stand til at skaffe dem indkvartering. Og det var noget af en indkvartering. I stedet for at overnatte på hver deres hotelværelse skulle de bo sammen i et nybygget hus på Stórhöfdi, hvor der var plads til dem alle. Der havde de køkken, stuer og alle faciliteter for sig selv. Der var toilet og bad i forbindelse med hvert værelse, og det hele var næsten perfekt. Bortset fra at der var fire værelser, og de var fem. Men Leifur, den tredje mand i gruppen, havde ikke haft noget problem med at sove i stuen, og dermed var sagen afgjort.
Trausti havde åndet lettet op, da Leifur tilbød at tage sofaen, da valget stod mellem de to. Kvinderne kom aldrig på tale, af grunde, som aldrig blev diskuteret, og eftersom det var Ari, der havde skaffet huset til dem, gav det sig selv, at han havde ret til at få sit eget værelse. Eftersom husejerne ikke måtte vide, at en af dem skulle sove på sofaen, havde Trausti regnet med, at valget ville falde på ham. Han var en hel del mere ordentlig end Leifur og ville sandsynligvis svine mindre. Men Leifur havde reddet sagen i land og tilbudt sig, inden Ari kunne nå at beordre Trausti til at sove på sofaen.
Trausti vendte blikket mod syd i håb om at kunne se huset fra havnen, men kunne ikke få øje på det nogen steder. Han glædede sig meget, for det var ikke hver dag, han fik mulighed for at overnatte i et hus, der lå i forbindelse med et fyrtårn. Der var tale om et beboelseshus, som fyrmesteren på Stórhöfdi havde boet i, indtil han var gået på pension. Fyret blev drevet automatisk, og vejrobservationerne blev også foretaget automatisk.
Nogle investorer havde langtidslejet huset og havde brugt et stort beløb på at sætte det i stand. Ari kendte en af dem gennem sit arbejde som økonom i en af de store banker, og han havde forbarmet sig over Ari, da han hørte om gruppens indkvarteringsproblemer. Ari fortjente stor ros for at have ordnet sagen, især set i lyset af at ingen endnu havde boet i det nyistandsatte luksushus. De ville blive de første, som ejerne ikke havde nægtet at bo der. Huset skulle formelt indvies, når det værste vintervejr var overstået. Sandsynligvis ville ejerne ikke risikere, at huset blæste ud over klippen og endte i havet.
En anden stor fordel var, at de fik lov til at bruge huset gratis. Trausti var ved at tage en overbygningsuddannelse i gigtmedicin i USA, og selvom den hovedsageligt bestod i at arbejde på et hospital, så var lønnen elendig. Hvis man regnede timelønnen ud, var den formentlig omtrent det samme, som en ungarbejder ville få for et arbejde i lugen på en drive-in-restaurant.
Han havde derfor ikke meget tilovers hver måned, og flybilletten til Island havde været hundedyr, især fordi han var nødt til at købe den med kort varsel. Hotelovernatning i tre dage ville have gået endnu hårdere til hans sparsomme pengebeholdning, og han glædede sig over, at den eneste betingelse for at bruge huset var, at de ryddede op efter sig og efterlod det rent og i god stand. Ejerne kunne næppe have haft de store bekymringer i den anledning, da de hørte om grunden til turen. Folk på vej til begravelse opførte sig for det meste pænt.
Færgen bevægede sig langsomt ind mod kajen, og Trausti vendte sig igen om mod vinduet. Hans venner rejste sig op én efter én, og Sigga vinkede til ham for at vise, at han skulle skynde sig. Han smilede til hende og vinkede tilbage, slap sit tag i rælingen og gik indenfor. Han håbede, at han ikke havde smilet for meget, for eftersom det var en trist anledning, ville han ikke have, at de skulle kunne se på ham, hvor meget han glædede sig til weekenden.
Forhåbentlig var de andre enige med ham i, at livet gik videre, og at de kunne nyde turen, når begravelsen i morgen var overstået. Men det var ikke noget, man kunne tale højt om. Skal vi ikke gå ud og lave noget sjovt, når Gugga er blevet lagt i graven? Desuden kunne man heller ikke på forhånd bestemme, hvornår der skulle være god stemning. Den skulle gerne opstå spontant. Hvis heldet var med ham, ville glæden komme af sig selv.
Trausti fulgte efter sine venner ned til vogndækket, hvor de satte sig ind i de to biler. Han ville have foretrukket, at de havde nøjedes med én bil, så de alle kunne køre sammen, men det gik ikke på grund af bagagen. På den måde slap de dog for at bestemme, hvem der skulle sidde i midten på bagsædet.
Bortset fra Sigga var de alle sammen høje, og hun ville heller aldrig have fundet sig i, at det blev afgjort på baggrund af kropsbygning. Pladsen på det smalle midtersæde ville muligvis være blevet hans, og han skulle have brugt weekenden på at have ondt i benene. Nej, det var bedre på den her måde. Trausti fik bagsædet i Aris fine elbil, og Sigga sad foran. Ragga kørte med i Leifurs stationcar. Bilerne holdt parkeret side om side, og han nikkede til Ragga, da deres øjne mødtes. Hun smilede til ham og vendte så blikket frem igen, mens han forlegent blev ved med at betragte hendes profil.
”Hvad er nu det for noget? Kan man da ikke få fred for reklamer nogen steder?” Ari pegede irriteret på et stykke papir, der var blevet sat fast under den ene vinduesvisker.
Trausti så sig omkring og undrede sig over denne form for reklamekampagne. Han kunne ikke se, at der var blevet sat tilsvarende papirlapper på nogen af de andre biler, der holdt i nærheden af dem. ”Er det en bøde?”
Ari blev endnu mere forarget. ”En bøde? For hvad? For ikke at putte penge i parkometeret på færgen? For at køre for hurtigt om bord?”
”Måske har de luret, at jeg er blind passager og giver os en bøde for det?” Det håbede Trausti ikke. De andre ville måske synes, at det var naturligt, at han betalte bøden, eftersom det var ham, der havde skjult sig, og den ville sikkert være højere end prisen på en billet. Ved sin ankomst til den internationale lufthavn i Keflavík havde han hævet det pengebeløb, som han mente, han ville få brug for på turen, så han ikke ville komme til at bruge for meget. En bøde kunne muligvis gribe forstyrrende ind i den plan.
”Forbandede fascister.” Ari løsnede sin sikkerhedssele, åbnede døren og rakte ud efter papiret. Han læste, hvad der stod på det, mens han stadig hang halvvejs ud ad døren. Så lod han det falde ned på dækket, inden han satte sig i sædet igen. ”Sådan noget pjat.”
”Hvad var det for noget?” Sigga lød, som om hun stadig kæmpede med søsygen.
”Et eller andet sludder. Men dog ikke en bøde.” Ari spændte sikkerhedsselen igen og greb fat om rattet med begge hænder. ”Kom nu. Hvornår kan vi få lov at komme ud herfra?”
”Lige om lidt.” Trausti havde set nogle af bogstaverne på papiret. ”Hvad stod der?”
”Som jeg sagde, noget sludder. Tag hjem. I skal ikke blive her. Noget i den stil. Det var sikkert til en eller anden politiker. Fra en vred skibsreder, som tog fejl af bilerne.”
Der lød en knagen og en knirken af metal under dækket, et øjeblik efter gik den store bovport op, og bilerne begyndte at bevæge sig fremad. Ari sukkede af lettelse, og Trausti opgav at prøve at få øje på papiret ud ad sideruden. Han vendte blikket frem og passede på ikke at smile eller vise tegn på, at han glædede sig utrolig meget til de her dage, hvis Sigga eller Ari nu kastede et blik i bakspejlet. Han ville ikke virke underlig.
Det lykkedes ham at holde masken. I dette øjeblik var der ikke noget sted, han hellere ville være, end her på Vestmannaøerne med sine venner. Det var den eneste vennegruppe, han nogensinde havde haft, og han havde virkelig savnet dem. De havde taget godt imod ham fra dag ét og ikke lagt mærke til de personlighedstræk, som hans klassekammerater i folkeskolen og gymnasiet havde syntes var så frastødende.
Han havde heller aldrig fundet ud af, hvad det var der var galt med ham og havde derfor heller ikke kunnet lave om på det. Alligevel havde han forsøgt at gøre alt for at tækkes dem. Hvis han lavede om på én ting, var der bare noget andet, de syntes var kikset, fjollet eller fuldstændig håbløst. Han var blevet så vant til at blive drillet og kaldt grimme ting, at det havde taget ham lang tid at holde op med hele tiden at være på vagt og indse, at hans nye venner faktisk var netop dét: hans venner. Ikke fjender i forklædning, som ville vise deres sande ansigter, så snart han begyndte at slappe af.
De havde lært hinanden at kende på kollegiet, da de begyndte at læse på universitetet. De flyttede ind på samme gang på samme tid. De var alle sammen ude fra landet og var derfor nybegyndere, hvad angik socialt ungdomsliv. Man kunne derfor sige, at det var ensomheden i byen, der havde ført dem sammen, og ikke en fælles holdning til livet eller nogle meget ens interesser.
Men det mærkelige var, at de ikke desto mindre passede virkelig godt sammen. Voldsomme skænderier var meget sjældne, og der var ingen af dem, der gik hinanden udpræget på nerverne. Selvfølgelig var der sommetider kontroverser, men det gik altid over. De var lidt som en gruppe søskende, der holdt sammen.
De havde ikke set hinanden længe, men ikke desto mindre havde de haft tid til at blive rystet godt sammen om bord på færgen, til trods for alment ubehag og kvalme. Det var svært at lade som om, når man kæmpede for ikke at kaste op, og den overfladiske samtale, de havde haft på vej til Thorlákshöfn, veg for en mere oprigtig en af slagsen.
De faldt alle sammen ind i deres gamle roller i gruppen, selvom de var gået i hver sin retning efter universitetet og havde fundet andre roller i andre sociale sammenhænge. De var alle begyndt at arbejde med det, de havde uddannet sig til, og som man kunne forvente, var de modnet med årene og havde forandret sig.
Trausti havde været nervøs for, at det ikke ville lykkes at få gruppen til at fungere som før, nu hvor de var blevet spredt for alle vinde. Men det viste sig, at han havde gjort sig unødige bekymringer. Hvilket han næsten altid gjorde. Indtil videre havde han i hvert fald ikke noteret sig andet, end at de var nøjagtig, som de plejede, bare nogle år ældre. Måske havde det noget at gøre med, at ingen af dem endnu havde stiftet familie og fået børn, til trods for at de nærmede sig de tredive.
Det, der havde ændret sig mest, siden dengang Trausti så dem for første gang, var påklædningen. Nogle var en hel del finere i tøjet end tidligere. Det var, som om Ari af gammel vane havde iført sig sit bank-outfit om morgenen, men derefter havde fået skrupler og havde taget jakkesættet af, trukket en trøje over skjorten og sat sig ud i bilen iført laksko.
Siggas tøj var grundigt besat med forskellige store bogstaver, og Trausti gik ud fra, at det var logoer fra diverse modehuse. Selv bæltespændet bestod af to bogstaver. Hun arbejdede som advokat på et stort kontor, og på deres vej til Thorlákshöfn havde hun fortalt, at hun klarede sig godt. Men ord alene var ikke nok til at overbevise de mennesker, hun mødte, om hendes succes, så det var ikke utænkeligt, at hun havde valgt at lade tøjet tale for sig. Hendes succes kunne i så fald ikke undgå nogens opmærksomhed.
Raggas tøjsmag syntes også at have udviklet sig fra at være temmelig speciel til at kunne karakteriseres som fornuftig. Som tegn på dette var en lille guldring, som hun havde båret i venstre næsebor, nu forsvundet.
Tilbage var et lille ar, som ingen lagde mærke til, medmindre man så rigtig godt efter.
Traustis tøjstil havde ikke ændret sig så meget som Aris, Siggas og Raggas, men trods alt lidt. Hospitalet stillede specifikke krav til de ansattes påklædning. I de godt og vel to år, som var gået, siden han flyttede til USA, var et pertentligt udseende blevet det, han gik mest efter, når det kom til tøj. Han var ikke lige så nydeligt klædt som Ari, han var snarere en slags udsalgsudgave af sin kammerat, bankmanden.
Det var kun Leifur, der i denne henseende ikke havde forandret sig. Han lignede stadig en roadie for et band, der ikke er slået igennem. I en slidt T-shirt med et billede på brystet, der var ved at forsvinde, jeans og en luvslidt frakke. På en eller anden underlig måde glædede det Trausti. Han ville helst have, at alting skulle være som før.
Det var naturligvis udelukket. Tøjstilen kunne ændre sig frem og tilbage i takt med mode, alder og arbejdsplads, men gruppen var skrumpet, og det kunne der ikke laves om på.
Den behagelige ro og lykkefølelse, der havde fyldt ham for et øjeblik siden, forsvandt som dug for solen. I stedet snørede Traustis mave sig sammen, og han lukkede øjnene. Han skubbede de dårlige minder bort og gjorde sit bedste for at bytte dem ud med nogle glade minder fra studieårene. Men de dårlige blev ved med at trænge sig på. I takt hermed dukkede tanken om en mulig bøde op, og han dukkede sig, i tilfælde af at en årvågen ansat på vogndækket kunne finde på at tælle passagererne i bilen.
Han blev ikke i bedre humør, da han bøjede sig frem og fik øje på sin gamle telefon, der lå på gulvet. Den måtte være gledet ud af hans lomme, da han krøb sammen under tæppet på bagsædet på vej om bord på færgen.Trausti havde ikke kunnet finde den i sin lomme, da de var kommet op på færgen, så han havde troet, at han havde stukket den ned i håndbagagen. Det skulle han hellere have gjort.
Selv i den dårlige belysning under frakken, som han gemte sig under, kunne han se, at skærmen var revnet, og alle forsøg på at vække den til live var forgæves. Han måtte have trådt hårdt på den, både på vej ud af bilen og ind i den igen. Og ikke nok med at skærmen var revnet, telefonen selv var ikke længere flad, men en anelse bøjet.
Ari kørte fra borde og op på kajen. Da Trausti mente, det var sikkert, satte han sig op og undersøgte den ødelagte telefon nøjere. Det lykkedes ham ikke at tænde den, og han stak den i lommen og håbede, at den ville komme sig. Det var ulideligt ikke at have nogen telefon, og en ny kostede kassen. I stedet for at glæde sig til de kommende dage blev han grebet af bekymring. Han kom til at tænke på beskeden, som var blevet stukket ind under vinduesviskeren. Havde den været til nogle andre passagerer, som Ari havde påstået? Eller havde den, når alt kom til alt, været direkte rettet mod dem?
Næppe. Det kunne bare ikke passe. Tag hjem. I skal ikke blive her.
*
Ingen af dem så sig tilbage eller kiggede i bakspejlet. Derfor så de ikke personen, som gik ind på det nu tomme vogndæk, samlede papiret med beskeden op og så efter dem, da de forsvandt ud i vintervejret.
Kapitel 2
Dag 5 – Mandag
For en gangs skyld var det vindstille. Vejrudsigten lovede uvejr hen på eftermiddagen, og det var typisk, at det var stille vejr så tidligt på morgenen, hvor næsten ingen var oppe til at nyde det. På vej hjem havde hun set ét menneske, en mand, som gik tur over markerne ved gården Breidabakki, hvor fritidsbønder havde deres heste og får gående. Hun interesserede sig ikke for hverken heste eller får og priste sig lykkelig over, at denne hobby krævede, at man fodrede dyrene meget tidligt om morgenen.
Ásta steg ud af bilen og smækkede døren efter sig. Hunden Móri gøede som en vanvittig på bagsædet, meget utilfreds med at blive efterladt i bilen. Den var overbevist om, at den var blevet glemt ved en fejl, og at fejlen ville blive rettet, hvis hun blev opmærksom på den. Men det kom ikke på tale. Den måtte bare finde sig i at blive, hvor den var. Hun ville ikke risikere, at den løb ud i mørket og blev væk. Ikke nu. Det var ikke til at vide, hvad der ville komme.
Hun havde parkeret bilen i vejsiden i stedet for at køre hele vejen op til Stórhöfdi, som var hendes endelige destination. Undervejs på køreturen syntes hun, det havde set ud, som om solen var ved at stå op på den anden side af landtangen, der forbandt Stórhöfdi med Heimaey. Men det kunne på ingen måde passe, og da hun kom nærmere, så hun, at lyset slet ikke stammede fra den opgående sol ude i horisonten.
Lysskæret viste sig at komme fra Brimurd, den stenede strand mellem Ræningjatangi og Gardsendi, bugten neden for landtangen. Selvom hun havde travlt, besluttede hun sig for at undersøge det nærmere. Inderst inde vidste hun godt, at det ikke var af nysgerrighed, men for at udsætte sit ærinde. Hvis hun ikke passede på, ville det ende med, at hun vendte om, når hun satte sig ind i bilen igen. Kørte hjem i stedet for at afslutte det, som havde drevet hende ud af sengen og uden for bygrænsen, mens det stadig var nat.
Nu, hvor Ásta var stået ud af bilen, fornemmede hun en lugt, som gav et hint om, hvorfra lysskæret stammede. Hun kneb øjnene let sammen for bedre at kunne se, og hun syntes, hun kunne ane en røgstribe, der snoede sig op mod nattehimlen. Der var blevet sat ild til noget.
Hun krydsede forsigtigt vejen over mod bakken, der skrånede ned mod stranden. Det tynde lag sne på asfalten havde forvandlet sig til en hård og glat belægning, og hun havde absolut ingen lyst til at falde, brække anklen og ligge kold og alene på vejen, indtil der kom nogen forbi. Ventetiden kunne ende med at blive meget lang. Da hun var nået over vejen, slappede hun af. Den behagelige lyd af sneen, der knirkede under hendes fødder, brød stilheden, og dampen fra hendes varme ånde konkurrerede med røgen, der hang i luften.
Ásta kom til at tænke på navnet på tangen, Røvertangen, og dets oprindelse og tøvede, inden hun tog det sidste skridt. Det løb hende koldt ned ad ryggen, og hun slog armene om sig selv. Hun mærkede et tåbeligt ubehag, da hun kom til at tænke på piraterne og Tyrkerranet, og hun forsøgte at ryste det af sig.
De skulle efter sigende været gået i land der, men det var ikke, fordi hun var bange for, at der nede på stranden ville stå nogle mænd med krumsabler, som ville kidnappe hende og gøre hende til slave. Det, som hun fandt ubehageligt, var, at nuet og fortiden havde det tilfælles, at området var menneskeforladt.
Det var derfor, at piraterne kom usete i land, og derfor ville hun være i store problemer, hvis ildspåsætterne skulle finde på at overfalde hende. Ásta stod stille og trak vejret dybt. Den kolde vinterluft, iblandet den umiskendelige lugt af røg, fyldte lungerne og gav hende endnu flere kuldegysninger.
Hun var nødt til at holde op med at opføre sig som en idiot. Det var sikkert bare noget skrald, som nogen havde sat ild til. Folk fandt på så mange ting for at spare penge, og det sparede dem for bortskaffelsesgebyret, hvis de brændte deres affald af et øde sted i ly af natten.
Der var dog én ting, der talte imod denne teori – der var ikke ét køretøj at se nogen steder. Folk ville nok næppe finde på at slæbe deres skrammel herud til fods. Ásta gik hen til kanten af bakken og åndede lettet op, da hun så, at der ikke stod nogen nede på stranden, hvor ilden brændte.
Derfra, hvor hun stod, var det umuligt at se, hvad det var, der var blevet sat ild til. Flammerne var som sådan ikke så høje, men ikke desto mindre var det et betragtelig stort bål. Hun vendte sig væk fra stranden og lod blikket glide ud over området, men i det svage måneskin kunne hun ikke få øje på nogen, der kunne have tændt dette underlige bål.
Det var ikke, fordi det ville være noget problem at finde en stor sten at gemme sig bag – men hvorfor? Hun var ikke nogen jakkesætklædt James Bond midt i en spionfilm. Hun var Ásta Jónsdóttir, iført en temmelig latterlig, hyggeagtig heldragt under en slidt frakke og befandt sig på Vestmannaøerne.
Fornuften fik endnu en gang overtaget, og hun besluttede sig for at gå nærmere. Hun ville gerne se, hvad det var, der brændte. Når hun havde konstateret, hvad det drejede sig om, ville hun køre op til Stórhöfdi, få klaret sit ærinde og køre hjem igen. Alt sammen uden at tænke, så tvivlen ikke tog modet fra hende.
Bakken ned til stranden var snefri, men dækket af et glat lag tang. Visse steder kunne man se is glimte i måneskinnet, så Ásta bevægede sig forsigtigt. Til sidst nåede hun ned på den flade strand i god behold og fortsatte over mod ilden. Bålet brændte i et indhak oppe ved nogle stejle sandbanker, så langt fra vandkanten, som man kunne komme. Det skulle være flod og store bølger, før vandet ville kunne nå at slukke det, og placeringen var uden tvivl ikke tilfældig.
Selvom Ásta nærmede sig bålet med hastige skridt, kunne hun stadig ikke se, hvad det var, der brændte. Lyset fra bålet blændede hende, og det var umuligt at afgøre, hvad det var, flammerne havde fat i. Men lidt efter lidt vænnede hendes øjne sig til lyset, og den sorte, brændende bunke tog form. Hun udstødte ikke et råb eller faldt bagover, men slog begge hænder for munden og blev ved med at stirre.
Over den knitrende ild kunne kun nu høre bølgeslaget nedenfor, som hun indtil nu ikke havde lagt mærke til. Varmen sved i ansigtet, som for et øjeblik siden havde været iskoldt. Lugten havde også ændret karakter. Nu kunne hun fornemme en snert af benzin. Det var næsten, som om synet havde fået hendes sanser til at køre i et alt for højt gear.
Det, der brændte, var et menneske. Oven på en bunke brædder lå noget, der ikke kunne være andet end et lig. Det var brændt helt sort, og det var ikke til at afgøre, om det var en kvinde eller en mand. Men det fornægtede sig ikke, at det var et menneske og hverken en dukke eller en gine. Det var kød, der brændte, ikke plastic. Arme, ben, overkrop og et hoved, som vendte over mod hende, munden åben og øjnene to sorte huller.
Ásta opdagede, at hun uden at vide af det var begyndt at skrige inde bag sine hænder. Det krævede ikke nogen specialist i førstehjælp for at se, at vedkommende ikke stod til at redde. Det var for længst for sent. Hun bakkede langsomt væk fra bålet uden at tage blikket fra det brændende hoved og flammerne, som stod op fra det. Det var, som om tiden stod stille, og hvert skridt tog en evighed.
Til sidst tvang hun sig selv til at vende sig om. Da hun endelig kiggede tilbage i den retning, hun var kommet fra, gik det op for hende, at hun havde set noget ud af øjenkrogen, idet hun vendte sig om. Noget, der stak ud fra de mørke omgivelser, noget, som reflekterede lyset og var halvvejs skjult bag en stor sten.
Hun var nødsaget til at dreje hovedet, selvom hun absolut ikke havde lyst til det. Hun var nødt til at vide, hvad det var. Var det noget plastic, som var fløjet derover, eller var det nogen, som havde opdaget hende? Og hvis det var en person, havde han så tænkt sig at løbe efter hende? Hun var ganske enkelt nødt til at vide det. Det ville være for sent at finde ud af det, når hun blev slået ned bagfra.
Ásta drejede hovedet, parat til at springe af sted, og hun fik øje på et menneske. Hvis der var en anden på stranden, var det åbenlyst, at det måtte være den person, der havde tændt bålet. Alt andet var udelukket. Hun havde taget hænderne væk fra munden, så skriget fik frit løb, da hun så, at der op ad en stor stenblok sad et menneske, som syntes at stirre frem for sig, på bålet.
Hun kunne ikke se ansigtet på grund af den store hætte på frakken, som var trukket op over hovedet, og den sitrende varme luft fra bålet gjorde, at hun ikke kunne se, om det var en kvinde eller en mand. Hun besluttede sig for at regne med det sidste, for mænd løb hurtigere end kvinder, så hun styrtede af sted uden at overveje det yderligere. Hun var nødt til at nå op til bilen og komme væk. Hente hjælp.
Da hun havde kæmpet sig op til vejen igen og var faldet flere gange på den glatte tangklædte bakke, kiggede Ásta sig omsider over skulderen. Der var ingen, der jagtede hende. Hendes blik søgte stedet, hvor personen havde siddet, og hun mente, at hun kiggede i den rigtige retning. Men det var svært at se ordentligt i den svage belysning, og det blændende skær fra ilden gjorde det ikke bedre. Det forklarede sandsynligvis, hvorfor hun ikke havde lagt mærke til noget på vej ned til stranden. Den frakkeklædte person kunne sagtens have siddet der, da hun kom.
Ásta missede med øjnene og kiggede nøje på stedet. Omsider fik hun et glimt af den røde frakke og åndede lettet op. Så vidt hun kunne se, sad personen der stadig, paralyseret af skrækscenariet. Så faldt det hende ind, at det måske bare var en frakke, ejeren havde efterladt der for at kunne bevæge sig hurtigere. Hun behøvede ikke at overveje flere teorier, men satte igen i løb.
Hun tog ikke øjnene fra bilen, mens hun løb hen mod den, og holdt ikke øje med den glatte vej. Hun gled, faldt forover og endte på alle fire på isen, der dækkede asfalten. Det smertede i hendes knæ, og hun fik hudafskrabninger på hænderne, da hun tog for sig i faldet, men forundring skubbede tanken om smerterne til side, da hun til venstre for sig hørte lyden af en motor, der lød, som om den nærmede sig. Hun kiggede straks i den retning, parat til at kaste sig til siden, hvis der var et køretøj på vej mod hende. Det var med garanti ikke en bil, det lød mere som en elscooter.
Lydkilden viste sig at være tættere på hende, end hun havde troet, og den var desuden mindre. Meget mindre. Ásta fik den tanke, at hun måske drømte.
Stadig på alle fire stirrede hun nysgerrigt på en robotstøvsuger, der krøb forbi hende og forsvandt ned ad vejen i retning af gården. Hun fulgte den med øjnene et øjeblik, indtil hun kom i tanke om, at hun skulle skynde sig bort. Hun rejste sig op og ignorerede sine smertende knæ på vej hen mod bilen.
Da hun var nået hen til den, fiskede hun nøglen op af frakkelommen. Hendes hænder rystede så meget, at hun næsten tabte den, og det gik op for hende, at hun snøftede ukontrollabelt. Det gjorde ikke situationen mindre stresset, at Móri gøede uophørligt inde på bagsædet og kastede sig ind mod bagruden. Men det lykkedes hende at sætte sig ind, og hun låste dørene med det samme.
Så startede hun motoren uden at give sig tid til at tørre tårer og sved af ansigtet efter kraftanstrengelsen. Móri tav, klemte sig ind mellem forsæderne i et forsøg på at komme op på skødet af hende. Hun skubbede hunden over på passagersædet, eftersom det ville være helt umuligt at køre med tredive kilo ophidset glæde på skødet.
Bilen vendte den forkerte vej, og Ásta var nødt til at vende på den smalle vej. Hun var så febrilsk, at det viste sig at være umuligt for hende. Hun trådte for hårdt på speederen, og bilen kørte for hurtigt både forlæns og baglæns. Hun blokerede bremsen, og bilen rystede så meget, at man skulle tro, den befandt sig i en cocktailshaker. Så Ásta opgav hurtigt at vende, temmelig sikker på, at hun ellers ville ende i grøften.
Selvom det var en frygtelig tanke, var hun nødt til at køre videre frem, ind på en lille holdeplads ved stranden og vende dér. Bilen vendte stadig nogenlunde fremad, og det ville kun tage et øjeblik. Ásta trak vejret dybt nogle gange. Det beroligede hende lidt, og hun strammede grebet om rattet og begyndte at køre. Hvis nogen dukkede op nede fra stranden og virkede truende, kunne hun bare køre ham over.
Ásta lænede sig ind over rattet, så langt op mod forruden, hun kunne komme. Hun sørgede for at køre langsomt på den isglatte vej, for hun vidste, at hun, med den tilstand, hun befandt sig i, ville reagere forkert. Hun kom i tanke om, at telefonen var forbundet til bilen, så hun tændte for bluetooth for at ringe til politiet uden at skulle taste nummeret. Der var døgnvagt på, selvom der var lav bemanding, og det ville højst tage dem ti minutter at nå frem. Hun råbte sin ordre til telefonen om at ringe 112.
Det var svært at gøre to ting samtidig under pres, og Ásta kludrede i det, lænede sig helt frem over rattet og kom til at lægge sig på hornet. Den høje lyd, der pludselig hørtes, gjorde hende så forskrækket, at hun trådte hårdt på speederen, gled ud i rabatten og rev i rattet, som om hun kørte rally. Så drønede hun af sted uden at tænke på den isglatte asfalt.
Hvilket hun burde have gjort.
Yrsa Sigurðardóttir: Skærsild (2)
En begravelse bliver et rent mareridt, da en gruppe venner samles på en lille ø for at sige et sidste farvel til en god veninde. Vennerne finder to døde på den klippefyldte strandstrækning lige neden for det fyrtårn, de overnatter i. Efterforskerne Týr og Karó og retsmedicineren Idunn tilkaldes, så de kan assistere det lokale politi i opklaringen af det, der viser sig at være et brutalt dobbeltmord. Idunn, der selv stammer fra øen, må slås med sine egne uhyggelige minder om tiden der. Og mens hun bekæmper fortidens dæmoner, forsøger hun at fokusere på en kompleks efterforskning, der ikke giver mening overhovedet.
Skærsild er 2. bog i Yrsa Sigurðardóttirs Sort is-serie med efterforskerne Týr og Karó og retsmedicineren Idunn i hovedrollerne. Sort is-serien handler om de farer, der lurer lige under overfladen, og om de bloddryppende hemmeligheder, der gemmer sig i et ellers fredeligt samfund. Hver bog har sin egen drabssag, men de tre hovedpersoner går igen, og deres skæbner og historier flettes sammen med efterforskningerne.
Læs også i samme serie
Sort is (1)
★★★★ “Sigurdardóttir kan strikke et overraskende plot sammen” – Jyllands-Posten
★★★★ – Berlingske
❤️❤️❤️❤️ – Politiken
Hvalfjödur, en kold vinteraften. En bekymret nabo banker på hos familien ved siden af, som ingen har set eller hørt fra i en uge, men får intet svar. Da han endelig får tvunget sig adgang gennem en bagdør, møder der ham et grumt syn.
Efterforskerne Týr og Karó og retsmedicineren Idunn kaldes til gerningsstedet for at undersøge en forbrydelse, som har udslettet en hel familie. Som opklaringen skrider frem, kommer isnende hemmeligheder om familien frem i lyset.
Sort is er første bind af fire i serien af samme navn. Titlen henviser til det dødsensfarlige vejrfænomen, der opstår, når smeltet is eller sne igen fryser til og lægger sig som et usynligt, spejlglat lag på asfalten. I Sort is lurer farerne lige under overfladen, og hemmeligheder kommer frem i lyset – alt sammen med Islands natur og afsidesliggende samfund som drabeligt bagtæppe.
I Skærsild undersøges et brutalt dobbeltmord af efterforskerne Týr og Karó, samt af retsmedicineren Idunn. Samtidig viser fortidens dæmoner sig dog i det hårde islandske landskab.
Skærsild er den anden roman i Yrsa Sigurðardóttirs krimiserie. Den er efterfølgeren til Sort is, hvor hovedpersonerne går igen fra forrige roman, hvor de i Skærsild endnu engang skal forsøge at opklare et kompliceret mord. Sigurðardóttir er en prisbelønnet og anmelderrost forfatter, der ved siden af forfatterkarrieren også er civilingeniør.
LÆS OGSÅ: Sort is: Krimi-dronningen af arctic noir Yrsa Sigurðardóttir udsender første bind i ny krimiserie
I Skærsild bliver en begravelse et rent mareridt. En gruppe venner er samlet på en lille ø for at sige et sidste farvel til deres veninde. De opdager dog to døde på den klippefyldte sandstrækning lige neden for fyrtårnet, hvor de overnatter.
Derfor bliver efterforskerne Karó og Týr samt retsmediciner Idunn tilkaldt for at hjælpe det lokale politi med opklaringen af det brutale dobbeltmord. Idunn, som selv stammer fra øen, må kæmpe med sine egne dæmoner fra fortiden og ubehagelige minder om sin tid der. Samtidigt skal hun fokusere på en kompleks mordsag, som tilsyneladende er meningsløs.
LÆS OGSÅ: Sort is: Prisbelønnet islandsk krimiforfatter klar med ny isnende krimi, der går gennem marv og ben. Læs et uddrag her
Skærsild er en del af Sort is-serien, der viser alle de farer, der kan lure under overfladen, og de mørke hemmeligheder der kan gemme sig i et samfund. Start din læsning af Skærsild med uddraget herunder.
Skærsild
Yrsa Sigurðardóttir
Kapitel 1
Dag 1 – Torsdag
Undervejs havde der ikke være meget andet at se end det oprørte hav. Ikke desto mindre var Trausti gået ud på færgens dæk, ikke for at stirre på de skummende bølger, men for at blive forfrisket af deres buldren.
Han holdt fast i rælingen, lukkede øjnene og lod sneen piske ind i ansigtet, nådesløst og uden ophør. De sejlede op mod vinden, og de uskyldige snefnug blev derfor hårde som hagl. Men det mærkværdige var, at disse naturens nålestik havde en god indflydelse på ham.
Han følte sig bedre tilpas, han var ikke længere ved at kaste op, og hovedpinen, som næsten havde gjort det umuligt for ham at tænke, var på tilbagetog. Indenfor på færgen var luften tung af lugten af opkast efter passagerer, som havde måttet overgive sig til søsygen. Han havde tænkt sig at blive stående udenfor, indtil de nåede i havn.
Trausti skyggede med hånden for øjnene, inden han åbnede dem. Han kunne skimte kysten gennem snefoget, den var ganske tæt på. De måtte være ved at nå vejs ende. Han vendte sig om og kiggede ind ad de store vinduer ind til salen med lænestolene, hvor hans venner sad og krøb sammen. Han overvejede at hente dem, men droppede idéen.
Der var ingen af dem, der havde udvist interesse for at komme med ham ud på dækket, og det var usandsynligt, at det havde ændret sig. De havde ikke magtet at rejse sig op, trods hans smukke ord om, at det ville virke oplivende på dem. De var bange for at miste deres pladser, for færgen var proppet med mennesker, så proppet, at de kun havde fået fire billetter. Han havde været nødt til at gemme sig under nogle frakker på bagsædet, mens de kørte om bord.
Efter at de var kommet ind på færgen, betød det ikke noget, og han blendede ind med de andre passagerer. Heldigvis. Han kunne ikke forestille sig, hvordan han ville have haft det, hvis han skulle have tilbragt overfarten på vogndækket under den gyngende sejlads.
Da han igen kiggede fremad, var klippevæggene ved indsejlingen ikke længere kun uklare omrids. Færgen nærmede sig hastigt kysten, og før han vidste af det, passerede den forbi den lodrette klippevæg Ystiklettur og havgrotten, hvor klippen forsvandt ned i havet. Han syntes, han kunne skimte netburet i Klettsvík, hvor de to hvidhvaler opholdt sig, men ingen af dem kiggede op for at følge med i færgens ankomst. Måske var de der slet ikke, eller også havde de fået nok af skibsfarten forbi deres hjemegn. Det gjorde ikke så meget, for han havde rigeligt at kigge på: Heimaklettur, den velkendte klippe, der rejste sig lodret op af havet på højre hånd, og det nye lavaområde til venstre.
Det var perfekt, og han ville ikke have ønsket at ændre på noget. Ikke engang på den hårde sejlads fra Thorlákshöfn. Oprindelig skulle de have sejlet med færgen fra Landeyjarhöfn, som lå meget tættere på Heimaey. Men Ari, som havde sørget for at købe billetterne, havde fået en sms om morgenen, som meddelte, at man på grund af dårlige vejrforhold var nødt til at ændre sejlplanen. Det havde som sådan ikke været det store problem, det blev bare en kortere køretur og en længere sejltur. Det kunne nærmest komme ud på ét, og de kunne heller ikke udsætte turen. Deres ærinde var for vigtigt.
Ændringen i sejlplanen havde ikke været den eneste forhindring, som skæbnen lagde i vejen for dem. De havde næsten været nødt til at aflyse hele turen, eftersom det var umuligt at få indkvartering på Vestmannaøerne. Det var januar, og det var ikke faldet nogen af dem ind, at byen var lige så fuld af gæster som på en sommerdag. Men ikke desto mindre forholdt det sig sådan.
Regeringen havde indkaldt til en kongres om fiskerierhvervets fremtid og havde bestemt, at den skulle afholdes på Vestmannaøerne. Skibsrederne kom fra alle hjørner af landet, så der var fyldt op på alle hoteller, pensionater og i sommerhuse, pladserne var røget lige så hurtigt som billetterne til færgen.
Som regel skete det kun, når man afholdt den årlige festival i begyndelsen af august, men det procentuelle forhold mellem kønnene på den propfulde færge var anderledes nu, og det samme var stemningen. Hvor man end kiggede hen, så man alvorlige mænd, som så ud til at forvente, at deres eget og regeringens syn på fremtiden, hvad angik fiskeindustrien, på ingen måde stemte overens.
Ari blev deres redning, for han havde gode forbindelser og var i stand til at skaffe dem indkvartering. Og det var noget af en indkvartering. I stedet for at overnatte på hver deres hotelværelse skulle de bo sammen i et nybygget hus på Stórhöfdi, hvor der var plads til dem alle. Der havde de køkken, stuer og alle faciliteter for sig selv. Der var toilet og bad i forbindelse med hvert værelse, og det hele var næsten perfekt. Bortset fra at der var fire værelser, og de var fem. Men Leifur, den tredje mand i gruppen, havde ikke haft noget problem med at sove i stuen, og dermed var sagen afgjort.
Trausti havde åndet lettet op, da Leifur tilbød at tage sofaen, da valget stod mellem de to. Kvinderne kom aldrig på tale, af grunde, som aldrig blev diskuteret, og eftersom det var Ari, der havde skaffet huset til dem, gav det sig selv, at han havde ret til at få sit eget værelse. Eftersom husejerne ikke måtte vide, at en af dem skulle sove på sofaen, havde Trausti regnet med, at valget ville falde på ham. Han var en hel del mere ordentlig end Leifur og ville sandsynligvis svine mindre. Men Leifur havde reddet sagen i land og tilbudt sig, inden Ari kunne nå at beordre Trausti til at sove på sofaen.
Trausti vendte blikket mod syd i håb om at kunne se huset fra havnen, men kunne ikke få øje på det nogen steder. Han glædede sig meget, for det var ikke hver dag, han fik mulighed for at overnatte i et hus, der lå i forbindelse med et fyrtårn. Der var tale om et beboelseshus, som fyrmesteren på Stórhöfdi havde boet i, indtil han var gået på pension. Fyret blev drevet automatisk, og vejrobservationerne blev også foretaget automatisk.
Nogle investorer havde langtidslejet huset og havde brugt et stort beløb på at sætte det i stand. Ari kendte en af dem gennem sit arbejde som økonom i en af de store banker, og han havde forbarmet sig over Ari, da han hørte om gruppens indkvarteringsproblemer. Ari fortjente stor ros for at have ordnet sagen, især set i lyset af at ingen endnu havde boet i det nyistandsatte luksushus. De ville blive de første, som ejerne ikke havde nægtet at bo der. Huset skulle formelt indvies, når det værste vintervejr var overstået. Sandsynligvis ville ejerne ikke risikere, at huset blæste ud over klippen og endte i havet.
En anden stor fordel var, at de fik lov til at bruge huset gratis. Trausti var ved at tage en overbygningsuddannelse i gigtmedicin i USA, og selvom den hovedsageligt bestod i at arbejde på et hospital, så var lønnen elendig. Hvis man regnede timelønnen ud, var den formentlig omtrent det samme, som en ungarbejder ville få for et arbejde i lugen på en drive-in-restaurant.
Han havde derfor ikke meget tilovers hver måned, og flybilletten til Island havde været hundedyr, især fordi han var nødt til at købe den med kort varsel. Hotelovernatning i tre dage ville have gået endnu hårdere til hans sparsomme pengebeholdning, og han glædede sig over, at den eneste betingelse for at bruge huset var, at de ryddede op efter sig og efterlod det rent og i god stand. Ejerne kunne næppe have haft de store bekymringer i den anledning, da de hørte om grunden til turen. Folk på vej til begravelse opførte sig for det meste pænt.
Færgen bevægede sig langsomt ind mod kajen, og Trausti vendte sig igen om mod vinduet. Hans venner rejste sig op én efter én, og Sigga vinkede til ham for at vise, at han skulle skynde sig. Han smilede til hende og vinkede tilbage, slap sit tag i rælingen og gik indenfor. Han håbede, at han ikke havde smilet for meget, for eftersom det var en trist anledning, ville han ikke have, at de skulle kunne se på ham, hvor meget han glædede sig til weekenden.
Forhåbentlig var de andre enige med ham i, at livet gik videre, og at de kunne nyde turen, når begravelsen i morgen var overstået. Men det var ikke noget, man kunne tale højt om. Skal vi ikke gå ud og lave noget sjovt, når Gugga er blevet lagt i graven? Desuden kunne man heller ikke på forhånd bestemme, hvornår der skulle være god stemning. Den skulle gerne opstå spontant. Hvis heldet var med ham, ville glæden komme af sig selv.
Trausti fulgte efter sine venner ned til vogndækket, hvor de satte sig ind i de to biler. Han ville have foretrukket, at de havde nøjedes med én bil, så de alle kunne køre sammen, men det gik ikke på grund af bagagen. På den måde slap de dog for at bestemme, hvem der skulle sidde i midten på bagsædet.
Bortset fra Sigga var de alle sammen høje, og hun ville heller aldrig have fundet sig i, at det blev afgjort på baggrund af kropsbygning. Pladsen på det smalle midtersæde ville muligvis være blevet hans, og han skulle have brugt weekenden på at have ondt i benene. Nej, det var bedre på den her måde. Trausti fik bagsædet i Aris fine elbil, og Sigga sad foran. Ragga kørte med i Leifurs stationcar. Bilerne holdt parkeret side om side, og han nikkede til Ragga, da deres øjne mødtes. Hun smilede til ham og vendte så blikket frem igen, mens han forlegent blev ved med at betragte hendes profil.
”Hvad er nu det for noget? Kan man da ikke få fred for reklamer nogen steder?” Ari pegede irriteret på et stykke papir, der var blevet sat fast under den ene vinduesvisker.
Trausti så sig omkring og undrede sig over denne form for reklamekampagne. Han kunne ikke se, at der var blevet sat tilsvarende papirlapper på nogen af de andre biler, der holdt i nærheden af dem. ”Er det en bøde?”
Ari blev endnu mere forarget. ”En bøde? For hvad? For ikke at putte penge i parkometeret på færgen? For at køre for hurtigt om bord?”
”Måske har de luret, at jeg er blind passager og giver os en bøde for det?” Det håbede Trausti ikke. De andre ville måske synes, at det var naturligt, at han betalte bøden, eftersom det var ham, der havde skjult sig, og den ville sikkert være højere end prisen på en billet. Ved sin ankomst til den internationale lufthavn i Keflavík havde han hævet det pengebeløb, som han mente, han ville få brug for på turen, så han ikke ville komme til at bruge for meget. En bøde kunne muligvis gribe forstyrrende ind i den plan.
”Forbandede fascister.” Ari løsnede sin sikkerhedssele, åbnede døren og rakte ud efter papiret. Han læste, hvad der stod på det, mens han stadig hang halvvejs ud ad døren. Så lod han det falde ned på dækket, inden han satte sig i sædet igen. ”Sådan noget pjat.”
”Hvad var det for noget?” Sigga lød, som om hun stadig kæmpede med søsygen.
”Et eller andet sludder. Men dog ikke en bøde.” Ari spændte sikkerhedsselen igen og greb fat om rattet med begge hænder. ”Kom nu. Hvornår kan vi få lov at komme ud herfra?”
”Lige om lidt.” Trausti havde set nogle af bogstaverne på papiret. ”Hvad stod der?”
”Som jeg sagde, noget sludder. Tag hjem. I skal ikke blive her. Noget i den stil. Det var sikkert til en eller anden politiker. Fra en vred skibsreder, som tog fejl af bilerne.”
Der lød en knagen og en knirken af metal under dækket, et øjeblik efter gik den store bovport op, og bilerne begyndte at bevæge sig fremad. Ari sukkede af lettelse, og Trausti opgav at prøve at få øje på papiret ud ad sideruden. Han vendte blikket frem og passede på ikke at smile eller vise tegn på, at han glædede sig utrolig meget til de her dage, hvis Sigga eller Ari nu kastede et blik i bakspejlet. Han ville ikke virke underlig.
Det lykkedes ham at holde masken. I dette øjeblik var der ikke noget sted, han hellere ville være, end her på Vestmannaøerne med sine venner. Det var den eneste vennegruppe, han nogensinde havde haft, og han havde virkelig savnet dem. De havde taget godt imod ham fra dag ét og ikke lagt mærke til de personlighedstræk, som hans klassekammerater i folkeskolen og gymnasiet havde syntes var så frastødende.
Han havde heller aldrig fundet ud af, hvad det var der var galt med ham og havde derfor heller ikke kunnet lave om på det. Alligevel havde han forsøgt at gøre alt for at tækkes dem. Hvis han lavede om på én ting, var der bare noget andet, de syntes var kikset, fjollet eller fuldstændig håbløst. Han var blevet så vant til at blive drillet og kaldt grimme ting, at det havde taget ham lang tid at holde op med hele tiden at være på vagt og indse, at hans nye venner faktisk var netop dét: hans venner. Ikke fjender i forklædning, som ville vise deres sande ansigter, så snart han begyndte at slappe af.
De havde lært hinanden at kende på kollegiet, da de begyndte at læse på universitetet. De flyttede ind på samme gang på samme tid. De var alle sammen ude fra landet og var derfor nybegyndere, hvad angik socialt ungdomsliv. Man kunne derfor sige, at det var ensomheden i byen, der havde ført dem sammen, og ikke en fælles holdning til livet eller nogle meget ens interesser.
Men det mærkelige var, at de ikke desto mindre passede virkelig godt sammen. Voldsomme skænderier var meget sjældne, og der var ingen af dem, der gik hinanden udpræget på nerverne. Selvfølgelig var der sommetider kontroverser, men det gik altid over. De var lidt som en gruppe søskende, der holdt sammen.
De havde ikke set hinanden længe, men ikke desto mindre havde de haft tid til at blive rystet godt sammen om bord på færgen, til trods for alment ubehag og kvalme. Det var svært at lade som om, når man kæmpede for ikke at kaste op, og den overfladiske samtale, de havde haft på vej til Thorlákshöfn, veg for en mere oprigtig en af slagsen.
De faldt alle sammen ind i deres gamle roller i gruppen, selvom de var gået i hver sin retning efter universitetet og havde fundet andre roller i andre sociale sammenhænge. De var alle begyndt at arbejde med det, de havde uddannet sig til, og som man kunne forvente, var de modnet med årene og havde forandret sig.
Trausti havde været nervøs for, at det ikke ville lykkes at få gruppen til at fungere som før, nu hvor de var blevet spredt for alle vinde. Men det viste sig, at han havde gjort sig unødige bekymringer. Hvilket han næsten altid gjorde. Indtil videre havde han i hvert fald ikke noteret sig andet, end at de var nøjagtig, som de plejede, bare nogle år ældre. Måske havde det noget at gøre med, at ingen af dem endnu havde stiftet familie og fået børn, til trods for at de nærmede sig de tredive.
Det, der havde ændret sig mest, siden dengang Trausti så dem for første gang, var påklædningen. Nogle var en hel del finere i tøjet end tidligere. Det var, som om Ari af gammel vane havde iført sig sit bank-outfit om morgenen, men derefter havde fået skrupler og havde taget jakkesættet af, trukket en trøje over skjorten og sat sig ud i bilen iført laksko.
Siggas tøj var grundigt besat med forskellige store bogstaver, og Trausti gik ud fra, at det var logoer fra diverse modehuse. Selv bæltespændet bestod af to bogstaver. Hun arbejdede som advokat på et stort kontor, og på deres vej til Thorlákshöfn havde hun fortalt, at hun klarede sig godt. Men ord alene var ikke nok til at overbevise de mennesker, hun mødte, om hendes succes, så det var ikke utænkeligt, at hun havde valgt at lade tøjet tale for sig. Hendes succes kunne i så fald ikke undgå nogens opmærksomhed.
Raggas tøjsmag syntes også at have udviklet sig fra at være temmelig speciel til at kunne karakteriseres som fornuftig. Som tegn på dette var en lille guldring, som hun havde båret i venstre næsebor, nu forsvundet.
Tilbage var et lille ar, som ingen lagde mærke til, medmindre man så rigtig godt efter.
Traustis tøjstil havde ikke ændret sig så meget som Aris, Siggas og Raggas, men trods alt lidt. Hospitalet stillede specifikke krav til de ansattes påklædning. I de godt og vel to år, som var gået, siden han flyttede til USA, var et pertentligt udseende blevet det, han gik mest efter, når det kom til tøj. Han var ikke lige så nydeligt klædt som Ari, han var snarere en slags udsalgsudgave af sin kammerat, bankmanden.
Det var kun Leifur, der i denne henseende ikke havde forandret sig. Han lignede stadig en roadie for et band, der ikke er slået igennem. I en slidt T-shirt med et billede på brystet, der var ved at forsvinde, jeans og en luvslidt frakke. På en eller anden underlig måde glædede det Trausti. Han ville helst have, at alting skulle være som før.
Det var naturligvis udelukket. Tøjstilen kunne ændre sig frem og tilbage i takt med mode, alder og arbejdsplads, men gruppen var skrumpet, og det kunne der ikke laves om på.
Den behagelige ro og lykkefølelse, der havde fyldt ham for et øjeblik siden, forsvandt som dug for solen. I stedet snørede Traustis mave sig sammen, og han lukkede øjnene. Han skubbede de dårlige minder bort og gjorde sit bedste for at bytte dem ud med nogle glade minder fra studieårene. Men de dårlige blev ved med at trænge sig på. I takt hermed dukkede tanken om en mulig bøde op, og han dukkede sig, i tilfælde af at en årvågen ansat på vogndækket kunne finde på at tælle passagererne i bilen.
Han blev ikke i bedre humør, da han bøjede sig frem og fik øje på sin gamle telefon, der lå på gulvet. Den måtte være gledet ud af hans lomme, da han krøb sammen under tæppet på bagsædet på vej om bord på færgen.Trausti havde ikke kunnet finde den i sin lomme, da de var kommet op på færgen, så han havde troet, at han havde stukket den ned i håndbagagen. Det skulle han hellere have gjort.
Selv i den dårlige belysning under frakken, som han gemte sig under, kunne han se, at skærmen var revnet, og alle forsøg på at vække den til live var forgæves. Han måtte have trådt hårdt på den, både på vej ud af bilen og ind i den igen. Og ikke nok med at skærmen var revnet, telefonen selv var ikke længere flad, men en anelse bøjet.
Ari kørte fra borde og op på kajen. Da Trausti mente, det var sikkert, satte han sig op og undersøgte den ødelagte telefon nøjere. Det lykkedes ham ikke at tænde den, og han stak den i lommen og håbede, at den ville komme sig. Det var ulideligt ikke at have nogen telefon, og en ny kostede kassen. I stedet for at glæde sig til de kommende dage blev han grebet af bekymring. Han kom til at tænke på beskeden, som var blevet stukket ind under vinduesviskeren. Havde den været til nogle andre passagerer, som Ari havde påstået? Eller havde den, når alt kom til alt, været direkte rettet mod dem?
Næppe. Det kunne bare ikke passe. Tag hjem. I skal ikke blive her.
*
Ingen af dem så sig tilbage eller kiggede i bakspejlet. Derfor så de ikke personen, som gik ind på det nu tomme vogndæk, samlede papiret med beskeden op og så efter dem, da de forsvandt ud i vintervejret.
Kapitel 2
Dag 5 – Mandag
For en gangs skyld var det vindstille. Vejrudsigten lovede uvejr hen på eftermiddagen, og det var typisk, at det var stille vejr så tidligt på morgenen, hvor næsten ingen var oppe til at nyde det. På vej hjem havde hun set ét menneske, en mand, som gik tur over markerne ved gården Breidabakki, hvor fritidsbønder havde deres heste og får gående. Hun interesserede sig ikke for hverken heste eller får og priste sig lykkelig over, at denne hobby krævede, at man fodrede dyrene meget tidligt om morgenen.
Ásta steg ud af bilen og smækkede døren efter sig. Hunden Móri gøede som en vanvittig på bagsædet, meget utilfreds med at blive efterladt i bilen. Den var overbevist om, at den var blevet glemt ved en fejl, og at fejlen ville blive rettet, hvis hun blev opmærksom på den. Men det kom ikke på tale. Den måtte bare finde sig i at blive, hvor den var. Hun ville ikke risikere, at den løb ud i mørket og blev væk. Ikke nu. Det var ikke til at vide, hvad der ville komme.
Hun havde parkeret bilen i vejsiden i stedet for at køre hele vejen op til Stórhöfdi, som var hendes endelige destination. Undervejs på køreturen syntes hun, det havde set ud, som om solen var ved at stå op på den anden side af landtangen, der forbandt Stórhöfdi med Heimaey. Men det kunne på ingen måde passe, og da hun kom nærmere, så hun, at lyset slet ikke stammede fra den opgående sol ude i horisonten.
Lysskæret viste sig at komme fra Brimurd, den stenede strand mellem Ræningjatangi og Gardsendi, bugten neden for landtangen. Selvom hun havde travlt, besluttede hun sig for at undersøge det nærmere. Inderst inde vidste hun godt, at det ikke var af nysgerrighed, men for at udsætte sit ærinde. Hvis hun ikke passede på, ville det ende med, at hun vendte om, når hun satte sig ind i bilen igen. Kørte hjem i stedet for at afslutte det, som havde drevet hende ud af sengen og uden for bygrænsen, mens det stadig var nat.
Nu, hvor Ásta var stået ud af bilen, fornemmede hun en lugt, som gav et hint om, hvorfra lysskæret stammede. Hun kneb øjnene let sammen for bedre at kunne se, og hun syntes, hun kunne ane en røgstribe, der snoede sig op mod nattehimlen. Der var blevet sat ild til noget.
Hun krydsede forsigtigt vejen over mod bakken, der skrånede ned mod stranden. Det tynde lag sne på asfalten havde forvandlet sig til en hård og glat belægning, og hun havde absolut ingen lyst til at falde, brække anklen og ligge kold og alene på vejen, indtil der kom nogen forbi. Ventetiden kunne ende med at blive meget lang. Da hun var nået over vejen, slappede hun af. Den behagelige lyd af sneen, der knirkede under hendes fødder, brød stilheden, og dampen fra hendes varme ånde konkurrerede med røgen, der hang i luften.
Ásta kom til at tænke på navnet på tangen, Røvertangen, og dets oprindelse og tøvede, inden hun tog det sidste skridt. Det løb hende koldt ned ad ryggen, og hun slog armene om sig selv. Hun mærkede et tåbeligt ubehag, da hun kom til at tænke på piraterne og Tyrkerranet, og hun forsøgte at ryste det af sig.
De skulle efter sigende været gået i land der, men det var ikke, fordi hun var bange for, at der nede på stranden ville stå nogle mænd med krumsabler, som ville kidnappe hende og gøre hende til slave. Det, som hun fandt ubehageligt, var, at nuet og fortiden havde det tilfælles, at området var menneskeforladt.
Det var derfor, at piraterne kom usete i land, og derfor ville hun være i store problemer, hvis ildspåsætterne skulle finde på at overfalde hende. Ásta stod stille og trak vejret dybt. Den kolde vinterluft, iblandet den umiskendelige lugt af røg, fyldte lungerne og gav hende endnu flere kuldegysninger.
Hun var nødt til at holde op med at opføre sig som en idiot. Det var sikkert bare noget skrald, som nogen havde sat ild til. Folk fandt på så mange ting for at spare penge, og det sparede dem for bortskaffelsesgebyret, hvis de brændte deres affald af et øde sted i ly af natten.
Der var dog én ting, der talte imod denne teori – der var ikke ét køretøj at se nogen steder. Folk ville nok næppe finde på at slæbe deres skrammel herud til fods. Ásta gik hen til kanten af bakken og åndede lettet op, da hun så, at der ikke stod nogen nede på stranden, hvor ilden brændte.
Derfra, hvor hun stod, var det umuligt at se, hvad det var, der var blevet sat ild til. Flammerne var som sådan ikke så høje, men ikke desto mindre var det et betragtelig stort bål. Hun vendte sig væk fra stranden og lod blikket glide ud over området, men i det svage måneskin kunne hun ikke få øje på nogen, der kunne have tændt dette underlige bål.
Det var ikke, fordi det ville være noget problem at finde en stor sten at gemme sig bag – men hvorfor? Hun var ikke nogen jakkesætklædt James Bond midt i en spionfilm. Hun var Ásta Jónsdóttir, iført en temmelig latterlig, hyggeagtig heldragt under en slidt frakke og befandt sig på Vestmannaøerne.
Fornuften fik endnu en gang overtaget, og hun besluttede sig for at gå nærmere. Hun ville gerne se, hvad det var, der brændte. Når hun havde konstateret, hvad det drejede sig om, ville hun køre op til Stórhöfdi, få klaret sit ærinde og køre hjem igen. Alt sammen uden at tænke, så tvivlen ikke tog modet fra hende.
Bakken ned til stranden var snefri, men dækket af et glat lag tang. Visse steder kunne man se is glimte i måneskinnet, så Ásta bevægede sig forsigtigt. Til sidst nåede hun ned på den flade strand i god behold og fortsatte over mod ilden. Bålet brændte i et indhak oppe ved nogle stejle sandbanker, så langt fra vandkanten, som man kunne komme. Det skulle være flod og store bølger, før vandet ville kunne nå at slukke det, og placeringen var uden tvivl ikke tilfældig.
Selvom Ásta nærmede sig bålet med hastige skridt, kunne hun stadig ikke se, hvad det var, der brændte. Lyset fra bålet blændede hende, og det var umuligt at afgøre, hvad det var, flammerne havde fat i. Men lidt efter lidt vænnede hendes øjne sig til lyset, og den sorte, brændende bunke tog form. Hun udstødte ikke et råb eller faldt bagover, men slog begge hænder for munden og blev ved med at stirre.
Over den knitrende ild kunne kun nu høre bølgeslaget nedenfor, som hun indtil nu ikke havde lagt mærke til. Varmen sved i ansigtet, som for et øjeblik siden havde været iskoldt. Lugten havde også ændret karakter. Nu kunne hun fornemme en snert af benzin. Det var næsten, som om synet havde fået hendes sanser til at køre i et alt for højt gear.
Det, der brændte, var et menneske. Oven på en bunke brædder lå noget, der ikke kunne være andet end et lig. Det var brændt helt sort, og det var ikke til at afgøre, om det var en kvinde eller en mand. Men det fornægtede sig ikke, at det var et menneske og hverken en dukke eller en gine. Det var kød, der brændte, ikke plastic. Arme, ben, overkrop og et hoved, som vendte over mod hende, munden åben og øjnene to sorte huller.
Ásta opdagede, at hun uden at vide af det var begyndt at skrige inde bag sine hænder. Det krævede ikke nogen specialist i førstehjælp for at se, at vedkommende ikke stod til at redde. Det var for længst for sent. Hun bakkede langsomt væk fra bålet uden at tage blikket fra det brændende hoved og flammerne, som stod op fra det. Det var, som om tiden stod stille, og hvert skridt tog en evighed.
Til sidst tvang hun sig selv til at vende sig om. Da hun endelig kiggede tilbage i den retning, hun var kommet fra, gik det op for hende, at hun havde set noget ud af øjenkrogen, idet hun vendte sig om. Noget, der stak ud fra de mørke omgivelser, noget, som reflekterede lyset og var halvvejs skjult bag en stor sten.
Hun var nødsaget til at dreje hovedet, selvom hun absolut ikke havde lyst til det. Hun var nødt til at vide, hvad det var. Var det noget plastic, som var fløjet derover, eller var det nogen, som havde opdaget hende? Og hvis det var en person, havde han så tænkt sig at løbe efter hende? Hun var ganske enkelt nødt til at vide det. Det ville være for sent at finde ud af det, når hun blev slået ned bagfra.
Ásta drejede hovedet, parat til at springe af sted, og hun fik øje på et menneske. Hvis der var en anden på stranden, var det åbenlyst, at det måtte være den person, der havde tændt bålet. Alt andet var udelukket. Hun havde taget hænderne væk fra munden, så skriget fik frit løb, da hun så, at der op ad en stor stenblok sad et menneske, som syntes at stirre frem for sig, på bålet.
Hun kunne ikke se ansigtet på grund af den store hætte på frakken, som var trukket op over hovedet, og den sitrende varme luft fra bålet gjorde, at hun ikke kunne se, om det var en kvinde eller en mand. Hun besluttede sig for at regne med det sidste, for mænd løb hurtigere end kvinder, så hun styrtede af sted uden at overveje det yderligere. Hun var nødt til at nå op til bilen og komme væk. Hente hjælp.
Da hun havde kæmpet sig op til vejen igen og var faldet flere gange på den glatte tangklædte bakke, kiggede Ásta sig omsider over skulderen. Der var ingen, der jagtede hende. Hendes blik søgte stedet, hvor personen havde siddet, og hun mente, at hun kiggede i den rigtige retning. Men det var svært at se ordentligt i den svage belysning, og det blændende skær fra ilden gjorde det ikke bedre. Det forklarede sandsynligvis, hvorfor hun ikke havde lagt mærke til noget på vej ned til stranden. Den frakkeklædte person kunne sagtens have siddet der, da hun kom.
Ásta missede med øjnene og kiggede nøje på stedet. Omsider fik hun et glimt af den røde frakke og åndede lettet op. Så vidt hun kunne se, sad personen der stadig, paralyseret af skrækscenariet. Så faldt det hende ind, at det måske bare var en frakke, ejeren havde efterladt der for at kunne bevæge sig hurtigere. Hun behøvede ikke at overveje flere teorier, men satte igen i løb.
Hun tog ikke øjnene fra bilen, mens hun løb hen mod den, og holdt ikke øje med den glatte vej. Hun gled, faldt forover og endte på alle fire på isen, der dækkede asfalten. Det smertede i hendes knæ, og hun fik hudafskrabninger på hænderne, da hun tog for sig i faldet, men forundring skubbede tanken om smerterne til side, da hun til venstre for sig hørte lyden af en motor, der lød, som om den nærmede sig. Hun kiggede straks i den retning, parat til at kaste sig til siden, hvis der var et køretøj på vej mod hende. Det var med garanti ikke en bil, det lød mere som en elscooter.
Lydkilden viste sig at være tættere på hende, end hun havde troet, og den var desuden mindre. Meget mindre. Ásta fik den tanke, at hun måske drømte.
Stadig på alle fire stirrede hun nysgerrigt på en robotstøvsuger, der krøb forbi hende og forsvandt ned ad vejen i retning af gården. Hun fulgte den med øjnene et øjeblik, indtil hun kom i tanke om, at hun skulle skynde sig bort. Hun rejste sig op og ignorerede sine smertende knæ på vej hen mod bilen.
Da hun var nået hen til den, fiskede hun nøglen op af frakkelommen. Hendes hænder rystede så meget, at hun næsten tabte den, og det gik op for hende, at hun snøftede ukontrollabelt. Det gjorde ikke situationen mindre stresset, at Móri gøede uophørligt inde på bagsædet og kastede sig ind mod bagruden. Men det lykkedes hende at sætte sig ind, og hun låste dørene med det samme.
Så startede hun motoren uden at give sig tid til at tørre tårer og sved af ansigtet efter kraftanstrengelsen. Móri tav, klemte sig ind mellem forsæderne i et forsøg på at komme op på skødet af hende. Hun skubbede hunden over på passagersædet, eftersom det ville være helt umuligt at køre med tredive kilo ophidset glæde på skødet.
Bilen vendte den forkerte vej, og Ásta var nødt til at vende på den smalle vej. Hun var så febrilsk, at det viste sig at være umuligt for hende. Hun trådte for hårdt på speederen, og bilen kørte for hurtigt både forlæns og baglæns. Hun blokerede bremsen, og bilen rystede så meget, at man skulle tro, den befandt sig i en cocktailshaker. Så Ásta opgav hurtigt at vende, temmelig sikker på, at hun ellers ville ende i grøften.
Selvom det var en frygtelig tanke, var hun nødt til at køre videre frem, ind på en lille holdeplads ved stranden og vende dér. Bilen vendte stadig nogenlunde fremad, og det ville kun tage et øjeblik. Ásta trak vejret dybt nogle gange. Det beroligede hende lidt, og hun strammede grebet om rattet og begyndte at køre. Hvis nogen dukkede op nede fra stranden og virkede truende, kunne hun bare køre ham over.
Ásta lænede sig ind over rattet, så langt op mod forruden, hun kunne komme. Hun sørgede for at køre langsomt på den isglatte vej, for hun vidste, at hun, med den tilstand, hun befandt sig i, ville reagere forkert. Hun kom i tanke om, at telefonen var forbundet til bilen, så hun tændte for bluetooth for at ringe til politiet uden at skulle taste nummeret. Der var døgnvagt på, selvom der var lav bemanding, og det ville højst tage dem ti minutter at nå frem. Hun råbte sin ordre til telefonen om at ringe 112.
Det var svært at gøre to ting samtidig under pres, og Ásta kludrede i det, lænede sig helt frem over rattet og kom til at lægge sig på hornet. Den høje lyd, der pludselig hørtes, gjorde hende så forskrækket, at hun trådte hårdt på speederen, gled ud i rabatten og rev i rattet, som om hun kørte rally. Så drønede hun af sted uden at tænke på den isglatte asfalt.
Hvilket hun burde have gjort.
Yrsa Sigurðardóttir: Skærsild (2)
En begravelse bliver et rent mareridt, da en gruppe venner samles på en lille ø for at sige et sidste farvel til en god veninde. Vennerne finder to døde på den klippefyldte strandstrækning lige neden for det fyrtårn, de overnatter i. Efterforskerne Týr og Karó og retsmedicineren Idunn tilkaldes, så de kan assistere det lokale politi i opklaringen af det, der viser sig at være et brutalt dobbeltmord. Idunn, der selv stammer fra øen, må slås med sine egne uhyggelige minder om tiden der. Og mens hun bekæmper fortidens dæmoner, forsøger hun at fokusere på en kompleks efterforskning, der ikke giver mening overhovedet.
Skærsild er 2. bog i Yrsa Sigurðardóttirs Sort is-serie med efterforskerne Týr og Karó og retsmedicineren Idunn i hovedrollerne. Sort is-serien handler om de farer, der lurer lige under overfladen, og om de bloddryppende hemmeligheder, der gemmer sig i et ellers fredeligt samfund. Hver bog har sin egen drabssag, men de tre hovedpersoner går igen, og deres skæbner og historier flettes sammen med efterforskningerne.
Du kan købe Skærsild online fx. hos Saxo.com eller i din nærmeste boghandel fra 10. juni.
Læs også i samme serie
Sort is (1)
★★★★ “Sigurdardóttir kan strikke et overraskende plot sammen” – Jyllands-Posten
★★★★ – Berlingske
❤️❤️❤️❤️ – Politiken
Hvalfjödur, en kold vinteraften. En bekymret nabo banker på hos familien ved siden af, som ingen har set eller hørt fra i en uge, men får intet svar. Da han endelig får tvunget sig adgang gennem en bagdør, møder der ham et grumt syn.
Efterforskerne Týr og Karó og retsmedicineren Idunn kaldes til gerningsstedet for at undersøge en forbrydelse, som har udslettet en hel familie. Som opklaringen skrider frem, kommer isnende hemmeligheder om familien frem i lyset.
Sort is er første bind af fire i serien af samme navn. Titlen henviser til det dødsensfarlige vejrfænomen, der opstår, når smeltet is eller sne igen fryser til og lægger sig som et usynligt, spejlglat lag på asfalten. I Sort is lurer farerne lige under overfladen, og hemmeligheder kommer frem i lyset – alt sammen med Islands natur og afsidesliggende samfund som drabeligt bagtæppe.
Du kan købe Sort is online hos fx Saxo.com eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: