Islandske krimiforfattere Krimi Læseprøve og uddrag Yrsa Sigurðardóttir

Sort is: Prisbelønnet islandsk krimiforfatter klar med ny isnende krimi, der går gennem marv og ben. Læs et uddrag her

Sort is, Yrsa Sigurðardóttir, gode krimier, gode bøger

I Sort is lurer faren lige under overfladen, og hemmeligheder kommer frem i lyset – alt sammen med Islands natur og afsidesliggende samfund som drabeligt bagtæppe.

Hvalfjödur, en kold vinteraften. En bekymret nabo banker på hos familien ved siden af, som ingen har set eller hørt fra i en uge, men får intet svar. Da han endelig får tvunget sig adgang gennem en bagdør, møder der ham et grumt syn.

Efterforskerne Týr og Karó og retsmedicineren Idunn kaldes til gerningsstedet for at undersøge en forbrydelse, som har udslettet en hel familie. Som opklaringen skrider frem, kommer isnende hemmeligheder om familien frem i lyset.

LÆS OGSÅ: Sort is: Krimi-dronningen af arctic noir Yrsa Sigurðardóttir udsender første bind i ny krimi

Sort is er første bind af fire i serien af samme navn. Titlen henviser til det dødsensfarlige vejrfænomen, der opstår, når smeltet is eller sne igen fryser til og lægger sig som et usynligt, spejlglat lag på asfalten.

Læs første del af Sort is herunder.




Sort is

Yrsa Sigurðardóttir

Kapitel 1 – Onsdag

Der herskede en usædvanlig stilhed i den lille landsby Hvarf. Der var ikke en levende sjæl at se, hverken mennesker eller dyr. Ikke en vind rørte sig, og de tunge skyer på himlen rokkede sig ikke ud af stedet. De ændrede form, men forvandlingen foregik så langsomt, at man knap lagde mærke til den.

Karl fik næsten fornemmelsen af, at tiden havde sat farten ned, og han flyttede blikket væk fra den overskyede himmel. Han rakte ud efter radioen og slukkede for vejrudsigten, som var gået over til at handle om vejret på fiskebankerne rundt omkring, hvilket ikke interesserede ham det fjerneste.

Han havde taget en tur på en fiskerbåd én gang som barn og derefter bestemt sig for, at det nok var bedst, at han blev på landjorden.

Karl snuppede sin hue fra passagersædet og steg ud af bilen. Han ventede med at tage den på, så han bedre kunne lytte. Der var dødstille omkring ham: De fleste fugle var for længst trukket sydpå, nogle til sydlige og varmere himmelstrøg, andre holdt sig ved kysterne eller i nærheden af landsbyerne.

Floder og vandløb var frosset til, turisterne holdt sig inden døre, og alle dyr var på stald. Ikke engang havet i den nærliggende fjord kunne høres.

Men familien, som boede på gården, burde være hjemme, og han syntes, man burde kunne høre en eller anden form for aktivitet. De kunne vel ikke alle fire ligge og sove midt på dagen. Karl havde talt med ægteparret, Ása og Reynir, som boede på gården, for en lille uge siden, og der havde de ikke sagt noget om, at de havde planer om at tage hjemmefra.

Når man drev en gård, tog man almindeligvis ikke ud at rejse, det vidste han af egen erfaring, og derfor ville de have nævnt det for ham, hvis det var tilfældet. De få gange, han selv havde skullet ud at rejse, havde han ikke talt om andet, uanset om folk var interesserede i at høre om det eller ej.

Ægteparrets to biler, en høj jeep og en sporty udseende personbil, som de kun brugte om sommeren, holdt parkeret i indkørslen og var begge dækket af et tykt lag sne. Karl havde ikke set dem bruge personbilen om vinteren, og familien havde kun boet der i lidt over et år. Det var også fornuftigt nok.

Han ville ikke selv bryde sig om at køre i sne og dårligt føre i sådan en bil, for han var temmelig sikker på, at det ville ende med, at han kørte i grøften. Det var noget andet med jeepen, som var en luksusbil, der efter sigende kunne måle sig med en god traktor. Den kunne Karl godt tænke sig at prøvekøre gennem nogle snedriver eller på en isglat vej.

Om ikke andet, så for at finde ud af, hvad man egentlig fik for pengene, når man købte sådan en bil. Den slags bekostelige biler var ikke nogen, man så mange af på gårdene rundt omkring. Men det her var ikke nogen almindelig bondegård. Og det var ikke almindelige bønder, der boede her.

Man behøvede kun at betragte huset for at se, hvordan det forholdt sig. Det stak i den grad ud fra andre gårde, især på grund af det kæmpestore, moderne hus, som ægteparret havde opført på grunden. En lang gang, som for størstedelen bestod af glas, forbandt huset med det mere traditionelt udseende toetagers hus, som kunne have været alt rigeligt for familien at bo i, hvad angik størrelsen.

Men de nye ejere stillede højere krav. Familien opholdt sig udelukkende i den nyopførte bygning og brugte det gamle stuehus til gæster og enkelte ansatte. Indtil nu havde der ikke været mange gæster, og de havde ikke haft andre ansatte end enkelte unge au pairer, men ingen af dem havde holdt ret længe. Han havde ikke spurgt, hvorfor de holdt op, men han var temmelig sikker på, at isolationen fra omverdenen var blevet for meget for dem.

Unge mennesker trives bedst blandt andre unge, og dem var der ikke nogen af her med undtagelse af Íris, den ældste datter på gården, som var teenager, og drengen på nabogården. Men teenagere talte ikke med, når man var blevet over tyve og havde hårdt brug for selskab.

Karl var ikke arkitekt, og byggeriet kom ikke ham ved, men han havde alligevel en stærk holdning til forbindelsesgangen mellem den gamle gård og det nyopførte hus. Det var tydeligt, at den gamle gård var opført i en tid, hvor sparsommelighed var en dyd, mens det andet var et billede på nutidens umådeholdne forbrug. At forbinde dem med hinanden på den måde virkede lige så underligt som at spænde gårdens heste for sportsbilen.

Men der var andre ting, som var positive. Især den vægt, som ægteparret lagde på stedets omgivelser, som de tog sig meget mere omhyggeligt af, end normale bønder havde tid og penge til. Ikke nok med at der var utrolig pænt og ryddeligt og ikke en rustplet eller ridse at se nogen steder, det hele udstrålede også en slags henrivende nuttethed, der fik Karl til at føle, at han pludselig var havnet midt i kulisserne til en skyr-reklame.

Han kunne ikke lade være med at forundres over, hvor let det synes at være at skabe en illusion om det søde liv på landet. I det mindste for dem, der ikke havde set illusionen blive bygget op. Han havde fulgt med i det, da den gamle gård, stalden og udhusene blev gennemrenoveret, så han vidste bedre.

Der var blevet indkaldt en hær af håndværkere, og han var overhovedet ikke i tvivl om, at det ville have været billigere at rive det hele ned og starte forfra. Men de nye, unge ejere af jorden og bygningerne havde gerne villet holde fast i så meget af det oprindelige udseende som muligt, og de havde lagt stor vægt på, at huset ikke skulle miste sin forbindelse til fortiden og gårdens oprindelige funktion.

Det var en bondegård, og derfor skulle den også blive ved med at se ud som en bondegård. De var ikke i gang med at bygge et sommerhus. Håndværkerne smilede bredt, og Karl og hans naboer rystede på hovedet.

De undlod at sige noget om, at gården aldrig havde været noget særligt, hverken hvad angik boligforhold eller det landbrug, der blev drevet på stedet. Gårdens historie var ikke værd at gemme på. Det var langt bedst, at den bare gik over i glemslen.

Det var noget andet med det nye hus, som ægteparret fik opført. Det var ikke designet med hverken stedets historie eller landbruget i tankerne. Langtfra. Det var en enorm kasse med vanvittigt højt til loftet. Enkelhed og fremsynethed var ikke noget, der prægede hverken designet eller udførelsen.

Monstrummet var støbt i beton, bortset fra en pralende glasvæg, som ikke kunne ses fra indkørslen, med vinduer fra gulv til loft. Der var et kæmpestort køkken, som lå i åben forbindelse med en spisestue og en pejsestue. De nye ejere havde fortalt Karl, at de på den måde følte, at de kunne lave mad, spise og slappe af i så nær kontakt til naturen som muligt.

Han havde nøjedes med at nikke, men tænkte for sig selv, at det her var sådan nogle mennesker, som købte sig til en overnatning i en plastickugle ude på heden med samme formål. Han forstod intet af den slags, selv kunne han bedre lide at opleve naturen uden mellemliggende lag, også selvom de var gennemsigtige.

Ægteparret havde nu boet der med deres to døtre i lidt over et år, og i løbet af den tid havde hans syn på dem ændret sig totalt. De var ikke længere bare nogle meget velhavende tosser i hans øjne. Han forstod ikke, hvad halvdelen af det, de foretog sig, skulle gøre godt for, men han kunne godt lide dem. Det var umuligt andet.

Kvinden, Ása, var yderst tiltalende og i stand til at grine ad sig selv og sine forsøg på at passe ind. Så vidt han kunne se, var hendes største brister dem, at hun var for sart til livet på landet, og at hun var lidt for geskæftig. Livet på egnen var gået fint, før hun kom til og begyndte at vejlede folk.

Hendes mand, Reynir, var ikke lige så selskabelig, og han virkede tit, som om han var lidt ved siden af sig selv. Men han var også meget ærlig og ligetil. Han havde vist været alvorlig syg, inden de flyttede, og når det blæste, kunne man sommetider se et glimt af et stort ar i hovedbunden. Det gik fra det ene øre, op over tindingen og endte oppe øverst på hovedet, lige over panden.

Når man tænkte på, hvad der var foregået i hans hoved, var det ikke så underligt, hvis han ikke altid var helt med på, hvad der foregik omkring ham. Men det vigtigste for Karl var, at de begge var interesserede i at lære af dem, der vidste bedre, herunder også af ham selv. Og det var også noget, man satte pris på der på egnen. Alle undtagen bonden på nabogården Minna-Hvarf.

Den uberørte sne fortalte Karl, at der ikke havde været nogen på gårdspladsen, efter at himlen havde åbnet sig dagen forinden og sørget for, at der faldt et tykt lag sne overalt. Da han nærmede sig huset, kunne han dog se, at det ikke var helt rigtigt. Der var fodspor til og fra beboelseshuset og over til den lille stald, som husede familiens få dyr, bortset fra hønsene, som gik i et hønsehus, der lå omme bag huset.

Til at begynde med havde de også haft nogle geder, men dem havde de opgivet igen. Den opvarmede fårestald, som de havde bygget, stod derfor tom, og det ville den nok blive ved med. De holdt ikke dyr ligesom andre bønder, for dem, de havde, blev mere behandlet som kæledyr end som nyttedyr.

Han havde set køerne, der gik på græs med mælkebøttekranse om halsen, og hestene, som havde fået flettet deres maner og bundet dem med lyserøde sløjfer. Han gik ud fra, at det nok var døtrene, der havde sørget for dette, men han var ikke helt sikker. Husdyrene spillede nemlig også en betydningsfuld rolle som motiv i kvindens fotografier, og Karl vidste ikke, om det var hendes arbejde at fotografere, eller om det bare var en hobby.

At dømme efter fodsporene havde der altså været nogen ovre at fodre dyrene, så der kunne ikke herske tvivl om, at familien var hjemme. Hvis de havde været ude at rejse, ville de have bedt nogen i nabolaget om at passe dyrene, og så ville sporene ikke være startet ved huset. Karl fandt det mest naturligt, at han og Ella var dem, der ville blive spurgt. De var ægteparrets nærmeste naboer, hvis man så bort fra dem på Minna-Hvarf, og de havde også tidligere hjulpet Ása og Reynir med at passe gården, mens de ikke var hjemme.

Men de havde ikke hørt noget fra familien i næsten en uge. Det var derfor, han var taget herover, og det var også grunden til, at han havde været forbi i forgårs. Ása og hendes datter havde bestilt en klipning hos hans hustru, men de var aldrig dukket op.

Der var selvfølgelig mulighed for, at de pludselig havde skullet noget andet, det kunne jo ske – selv ude på landet, hvor man selv er herre over sit arbejde. Men det var kutyme at give besked, hvis man var nødt til at aflyse, og det havde Ása ikke gjort.

Det var heller ikke lykkedes Ella at få fat i hende på telefon, for uanset om hun prøvede Ása eller Reynir, fik hun blot den automatiske besked i røret, om at telefonen var slukket eller uden for dækningsområdet. De sms’er, hun sendte, nåede heller ikke frem, for hun kunne se, at de ikke var blevet læst. Hun kunne ikke lade være med at blive bekymret, og det samme gjaldt Karl.

Der lød en højlydt gøen fra stalden, da han gik op til hoveddøren i beboelseshuset. Den blev efterfulgt af et højt hyl, der kom fra samme sted. Det var de to hunde, der hørte til på gården, den ene var en almindelig border collie-fårehund, den anden en lille bandit, der mest af alt lignede en af de uldtotter, man nogle gange så hænge fast i hegnet, når et får havde været forbi.

I forgårs havde de gøet på samme måde – men der var lyden kommet inde fra huset. De var begge to venlige hunde, som levede deres liv uden noget synligt formål, og nogle gange løb de løst rundt ude på gårdspladsen, hvor de jublende tog imod ham. Men eftersom de nu var lukket inde, reagerede de på hans ankomst, ligesom alle andre hunde ville have gjort under den slags omstændigheder. De gøede.

Så det hyl, han havde hørt, var ikke tegn på noget særligt. Derimod var det underligt, at hundene ikke gik løst udenfor eller var inde i huset. Han kunne ikke mindes, at han nogensinde havde oplevet, at de var blevet lukket ud i stalden.

Det første, der faldt Karl ind, var, at hele familien var blevet ramt af en alvorlig omgang influenza, så han tøvede et øjeblik, inden han bankede på. Hvad nu, hvis de lå i sengen med ondt over det hele? Når han en sjælden gang imellem var syg, var det sidste, han havde lyst til, at få besøg af nogen.

Men efter at have tænkt sig om et øjeblik bankede Karl ikke desto mindre på. Han havde en ubehagelig fornemmelse af, at der var noget galt, og når han havde det sådan, havde han gjort det til en vane at lytte til sin intuition. Den havde aldrig svigtet ham, tværtimod havde den ført til, at han sommetider havde grebet ind i en situation, der ellers kunne være endt helt galt.

Karl stirrede lidt på den høje og brede hoveddør, inden han bankede på igen. Lyden fik hundene til at begynde at gø igen, denne gang samtidig. Og nu blandede de to køer sig også i koret, men de tav, da han bankede igen. Han kunne ikke slippe den tanke, at dyrene i stalden lyttede og ventede lige så spændte som ham, på at døren skulle blive åbnet. Men det blev den ikke.

Karl lagde øret til døren, men kunne ikke høre nogen lyde derindefra. Så rettede han sig op. Det var ikke til at sige, hvilke lyde der kunne trænge igennem den tykke egetræsdør, om nogen overhovedet.

Karl trådte væk fra døren for at kaste et blik ind ad vinduet. Lyset var tændt, men han så ingen bevæge sig rundt derinde. Den ubehagelige fornemmelse voksede, og han gjorde noget, som han aldrig havde forestillet sig at gøre, da han tog hjemmefra.

Han bøjede sig ned til brevsprækken og skubbede den op. Den var blevet installeret ved en fejl af arkitekten, som tydeligvis aldrig havde boet på landet. Og det havde ægteparret tydeligvis heller ikke, for de gjorde ingen indsigelser, da de så tegningerne. Her blev der ikke leveret post gennem en brevsprække, i stedet blev posten lagt i en postkasse, der stod ved vejen op til gården.

Da Karl skulle til at kalde ind ad brevsprækken, rykkede han uvilkårligt hovedet tilbage. Han genkendte lugten, der trængte ud sammen med den varme luft indefra. Det var stanken af død, og den stammede ikke fra nogen visne stueplanter. Det var en tung dunst, som Karl havde oplevet før, oftere, end han ville have ønsket.

Alle pattedyr, der døde og ikke blev gravet ned, begyndte at stinke sådan efter et stykke tid. Lugten var dog ikke voldsomt stærk, og en mindre erfaren person end Karl ville muligvis ikke have tænkt som ham, men han var overhovedet ikke i tvivl. Der var noget derinde, som var dødt.

Karl trak hånden til sig, og lugen smækkede i med et højt smæld. Dyrene i stalden hverken gøede, brølede eller vrinskede, der var helt stille derovre, nøjagtig ligesom inde i huset. Det fik Karl til at blive sig ubehagelig bevidst, at han var alene her. Han spekulerede på, om han skulle kigge ud i stalden og se, om der var nogen derude, men han droppede idéen.

Hvis der havde været nogen, ville vedkommende være kommet ud for at se, hvem gæsten var. Stalde var ikke ligefrem indrettet til at holde omgivende lyde ude, og lyden af hans bil måtte være trængt ind, selv i den nyopførte luksusstald. Han var også bange for, at hundene ville slippe ud, hvis han åbnede døren. De var ikke for kvikke, og de ville uden tvivl styrte af sted i hver sin retning.

Karl fugtede sine tørre læber. Han lod en hånd glide gennem håret, strøg sig over sine ubarberede kinder og forsøgte at finde ud af, hvad han skulle gøre. Den dårlige lugt behøvede såmænd ikke at være tegn på noget særligt. Måske lå der noget fordærvet kød på køkkenbordet.

Måske skulle familien lige til at grille, da de blev syge, og så havde kødet fået lov at blive stående alt for længe ved stuetemperatur. Det var en tåbelig forklaring, men alligevel bedre end flere af de andre, Karl kunne komme på. Han mindede sig selv om, at det aldrig kunne betale sig at udelukke tåbelige antagelser. Livet var sjældent gennemtænkt og logisk.

Karl besluttede sig for at gå om bag huset for at undersøge, om han måske kunne se noget ind ad de høje vinduer i glasvæggen. Der var aldrig trukket for, og det var lige før, han havde gjort ægteparret opmærksom på, at de kunne spare nogle udgifter til opvarmning, hvis de gjorde det.

Men inden han begyndte at sige noget, var han kommet i tanke om, at de jo ikke ligefrem manglede penge. De havde fået boret i undergrunden efter varmt vand, og for dem betød det ingenting at skulle skrue lidt mere op for varmen.

Bag ved huset var sneen én stor ubrudt flade. Der var ingen fodspor fra glasdøren og ud på terrassen foran. Marken længere borte var dækket af sne, det samme var fjeldene, som man kunne se østpå. Udsigten, som de holdt så meget af, var nu et hvidt, øde landskab, der mindede om et nyvasket, kridhvidt lagen.

Men Karl var ikke kommet herom for at nyde udsigten. Han vendte sig om mod glasvæggen og lod blikket glide hen over det stilrene køkken. Ingen overskabe, ingen greb på skabe og skuffer, og havde det ikke været for den avancerede kaffemaskine i blankt krom og vandhanen ved køkkenvasken, kunne hele rummet lige så godt have været en forlængelse af pejsestuen.

På køkkenbordet stod der noget mad, som var blevet taget frem, og det fik Karl til at ånde lettet op et øjeblik. Familien måtte være hjemme og i live. De havde spist, og så var de gået ind for at hvile sig. De måtte tydeligvis være syge, for han havde aldrig set noget stå på køkkenbordet uden for spisetiderne.

Nu stod der en åben karton mælk, et glas og noget emballeret brød og pålæg. Der var derimod ikke noget at se derinde, som lignede et fordærvet stykke kød. Måske havde de maveinfluenza, og han havde tolket lugten, der trængte ud ad brevsprækken, forkert.

Han håbede, at det var den rigtige forklaring, men inderst inde vidste han godt, at han aldrig ville tage fejl af de to. Opkast lugtede modbydeligt, men råddent kød lugtede langt værre. Der var noget sødligt over stanken af fordærvet kød, som om nogen havde stænket det med parfume i et forsøg på at gøre lugten knap så slem.

Karl skiftede uroligt vægten fra den ene fod til den anden. Det fornuftigste ville naturligvis være at se at komme væk derfra. Han havde ikke lyst til, at en fra familien skulle dukke op og se ham stå og stirre ind ad vinduerne. Men idet han bakkede væk fra huset, fik han betænkeligheder.

Ægteparret var de mest forfængelige mennesker, han nogensinde havde mødt. På et tidspunkt havde de spurgt ham, om han vidste, hvordan man kunne slippe af med møglugten i en stald. Om der fandtes noget, man kunne spraye med, eller et eller andet, man kunne hænge op, som kunne overdøve den.

Han havde berettet den triste nyhed for dem, at det ikke var noget, der fandtes på markedet, og at de simpelthen var nødt til bare at vænne sig til lugten. Folk, der spurgte om den slags, ville aldrig tillade, at deres hus lugtede som et gravkammer under en hedebølge. Der var uden tvivl noget helt galt.

Karl gik med raske skridt hen til døren i glasvæggen. De måtte bare finde sig i, at han kom trampende ind i deres hjem, mens de lå og sov. Han havde ingen som helst lyst til at komme hjem til Ella og fortælle, at det havde været endnu en forgæves tur. Han ville aldrig slippe af sted med at lyve, han var nødt til at sige det, som det var. At alt sådan set syntes at være i den skønneste orden, bortset fra at der lugtede lidt råddent.

Glasdøren til køkkenet viste sig at være åben, og Karl startede med at kalde på Ása og Reynir ind ad den åbne dør. Den svage – men rædsomme – lugt strømmede sammen med den varme luft ud i kulden, og han skar ansigt, mens han lyttede efter svar. Men der var ingen, der besvarede hans råb. Karl trådte indenfor, inden han kunne nå at skifte mening, og kaldte igen.

I lighed med før kom der intet svar. Han fik øje på nogle mørke pletter på parketgulvet ved døren, som lignede fodspor. Dette var lige så usædvanligt som stanken, der hang i luften, for normalt var gulvet skinnende rent. Han fulgte fodsporene, der gik ind i huset, med øjnene og bestemte sig for at følge dem.

Selvom han tidligere var blevet budt indenfor, så havde han kun været inde i den afdeling, hvor stuerne og det flotte, store køkken udgjorde ét stort, åbent rum. Han kendte ikke husets indretning ellers, men vidste dog, at soveværelserne befandt sig på en gang for sig selv. Og det var dér, fodsporene førte hen.

Døren til gangen var lukket, og han kunne se en hel del ridser på døren. Ridserne var lodrette og lå i to forskellige baner ned ad træpladen, de var mindst forneden og dybest lige ved siden af håndtaget. Han var ikke i tvivl om, at det var de to hunde i huset, der havde været på spil, og døren afspejlede deres mange forgæves forsøg på at komme ind ad den. Han var også overbevist om, at ridserne var blevet lavet for nylig, eftersom ægteparret fik alle skader repareret med det samme, de opstod, uanset om det var udenfor eller indendørs.

Karl holdt armen op foran mund og næse og åbnede døren ind til gangen. Det var, som han havde forventet: Stanken tog til herinde, og han mærkede sit hjerte slå hurtigere.

Langs gangen var der flere døre, som alle sammen var lukkede. Karl besluttede sig for at følge fodsporene og åbnede døren ind til det nærmeste værelse, stadig med armen op foran næsen. Det viste sig at være ægteparrets soveværelse. Karl stivnede og trådte ikke ind over dørtrinnet. I den usædvanligt brede dobbeltseng lå en kvinde, som lignede Ása.

Den dobbelte dyne var sparket helt ned i fodenden og hang halvvejs ned på gulvet. Puderne var blevet skubbet rundt, to af dem lå på gulvet, en stod op af hovedgærdet. Ása lå på ryggen, iført undertøj og en T-shirt. Hendes ene ben hang ud over sengekanten ligesom dynen, og foden rørte gulvet.

Det andet ben var bøjet. Hendes arme lå i en underlig stilling, den ene var strakt lige ud fra kroppen, som om den rakte ud mod den tomme plads ved siden af hende, den anden var bøjet i albuen, og fingrene rørte ved hendes hage. T-shirten, der tidligere havde været hvid, var smurt ind i størknet blod, og det samme var sengetøjet. T-shirten var gledet op, og det, man kunne se af hendes mave, var underlig neongrønt.

Den blottede hud på benene og kroppen var derimod grålig, opsvulmet og oversået med mørke blodårer. Selvom Karl var vant til at se døde dyr, var det her noget andet. Dyr havde pels, så man så ikke huden blive grålig, når de gik i forrådnelse. Men han vidste nok om døden til at lade kvinden ligge. Hun stod ikke til at redde.

Karl kunne ikke være et hundrede procent sikker på, at det var Ása, eftersom ansigtet var lige så medtaget som kroppen. Faktisk var det værre. Fra issen til ned midt på panden var der en stor, åben flænge. Tungen stak ud mellem de farveløse læber, og de udstående, brustne øjne var rullet bagud i hovedet. Det så næsten ud, som om kvinden havde forsøgt at få øje på skaden i sin pande, i det øjeblik hun døde.

Men uanset hvad, så stod det klart, at hun havde lidt en voldsom og unaturlig død. Det vidnede blodet også om, der var sprøjtet op ad alle vægge og ud på gulvet, selv loftet var ikke gået fri.

Karl slog hånden for munden og bakkede væk fra døren. Han kæmpede med kvalmen, mens han tvang sig selv til at kigge ind i de andre værelser. Døren, som han åbnede først, viste sig at være ind til storesøsterens værelse, og da han så hende, kunne han ikke længere holde det nede. Opkastet stod i stråler ud af ham og ramte en størknet blodpøl midt på gulvet. Han kastede op igen, da han snublede ud ad hoveddøren, han havde set mere end nok nu.

Han tørrede sig om munden med frakkeærmet, satte sig ind i bilen og fandt med skælvende hænder sin telefon frem. Det viste sig, at der ikke var dækning, så han kastede den fra sig på passagersædet, startede motoren og var lige ved at kaste op igen. Da han skyndte sig at bakke for at vende bilen, kom han til at se på den gamle gård. Gardinerne var trukket for på et af værelserne på førstesalen. Han var temmelig sikker på, at de havde været trukket fra i alle værelserne, dengang han kørte op ad indkørslen.

Karl drejede rattet og kørte derfra, så hurtigt han turde. Idet han nåede ned for enden af vejen op til gården, begyndte det igen at sne.

Kapitel 2 – Tidligere

Sóldís var ikke vant til at køre langt i taxa. Når hun en sjælden gang imellem ringede efter en, var det for at blive kørt hjem fra byen i weekenderne, når hun var helt færdig, og hendes tanker var tågede. Det var noget andet denne gang. For det første var det ikke nogen almindelig taxa. Den havde ikke noget taxaskilt på taget, og det var en meget flottere bil end dem, Sóldís havde prøvet at køre med.

På bagsædet havde der været en flaske med koldt vand til hende, og i lommen på sædet foran hende var der forskellige magasiner, man kunne fordrive tiden med. Hun havde ikke rørt dem; hvis hun fik lyst til at læse noget, kunne hun altid gøre det på sin telefon.

For det andet foregik taxaturen i dagslys, selvom der ikke var meget af det, og hun var hverken træt eller beruset. Hendes tanker var godt nok en smule tågede, ligesom når hun var i byen, som om de var ved at drukne ude midt på et oprørt hav. En tanke dukkede op, påberåbte sig opmærksomhed og forsvandt derefter ned i dybet igen. Så dukkede den næste op. Det var umuligt for Sóldís at forfølge nogen af dem.

Var hun i færd med at begå en kæmpemæssig fejl? Skulle hun have slugt sin stolthed og bare være blevet i byen? Der var vel helt sikkert netadgang på gården, eller hvad? Hvad nu, hvis hun blev ved med at være kørt fast i sin masteropgave? Hvordan skulle hun komme ud at handle, hvis hun manglede noget? Kunne hun tage til Reykjavik, hvis det blev nødvendigt?

Mon de to døtre på gården ville kunne lide hende? Ville Jónsi finde ud af, hvor hun var? Skulle hun lægge lidt makeup og bruge sideruden som spejl, hvor hun kun utydeligt kunne se sig selv? Eller skulle hun hellere lade være?

Der var masser af spørgsmål, men ikke mange svar.

Sóldís kiggede ned på sine bukser. Hun havde bestemt sig for at tage afslappet tøj på; en hættetrøje, slidte jeans og gummisko. På den måde ville hun gerne sende et signal om, at hun var i stand til at gå til hånde. På en gård på landet. Men nu fik hun skrupler. Måske skulle hun hellere have taget noget fint tøj på? Ville hendes nye arbejdsgivere se det som et tegn på manglende respekt, at hun ikke havde gjort noget ud af sit udseende på sin første arbejdsdag?

Sóldís stønnede indvendigt og skubbede tanken fra sig. Der var alligevel ikke noget at gøre ved det nu. Hun drejede hovedet og kastede et blik ud ad bagruden. Der var intet at se udover den øde vej bag dem. Sådan havde det også set ud, sidst hun tjekkede. De havde kun mødt ganske få biler, og det virkede, som om de var de eneste, der skulle på langtur så tidligt på en søndag. Hun mødte chaufførens blik i bakspejlet.

”Forventer du, at der er nogen, der følger efter os?” Hans stemme lød munter, mens hans øjne var alvorlige.

”Nej. Nej, overhovedet ikke,” løj Sóldís.

Gang på gang var den tanke dukket op i hovedet på hende, at Jónsi havde fået nys om det, hun havde gjort for at hævne sig. At så snart taxaen standsede foran hendes nye arbejdsplads på gården, ville hendes ekskæreste komme drønende op ad indkørslen i sin bil. Hendes mave snørede sig sammen.

Når familien skulle møde hende for første gang, måtte der ikke være et eller andet optrin med skrig og skrål på trappen foran huset. Det var en fuldstændig absurd tanke, men hvornår havde fakta nogensinde lagt en dæmper på ens bekymringer? Og man kunne heller ikke se bort fra, at Jónsi var gået helt amok, da det gik op for ham, at hun havde slettet historikken på hans gamingcomputer.

Han havde sendt hende en meget klar besked: Jeg slår dig ihjel. Selvom hun ikke troede, at han for alvor ville dræbe hende, kendte hun ham godt nok til at vide, at han kunne blive så edderspændt rasende, at han kunne finde på at opspore hende og kaste sig over hende i vidners nærvær. Det brød hun sig lige så lidt om som at blive slået ihjel.

Eftersom chaufføren stadig kastede blikke i spejlet, forsøgte Sóldís at se så rolig ud, som det overhovedet var hende muligt. Hun var sjældent helt rolig, selv ikke under de bedste omstændigheder, så hun var ikke helt sikker på, hvordan hun egentlig skulle se ud. Derfor prøvede hun at finde et emne, som kunne få manden til at snakke lidt og helst om noget, der kunne aflede hendes tanker.
Hendes forsøg var så ynkeligt, som det næsten kunne blive:

”Er der langt igen?”

”Nej. Et kvarters kørsel endnu eller deromkring.” Manden tav, og Sóldís forberedte sig på at skulle sidde i stilhed med sine egne tanker.

Men så tog han ordet igen:

”Har du ikke været der før?”

”Nej. Det er første gang.” Sóldís kiggede ud ad vinduet og lod blikket glide op ad fjeldet, som de passerede.

Det var så stejlt, at sneen, som ellers dækkede landskabet, ikke var blevet hængende på fjeldskråningen. Man kunne se enkelte hvide pletter hist og her, men ellers var fjeldet gråt og barsk at se på. Det var begyndt at lysne lidt, og hun kunne skelne de store klippestykker, der var rullet ned ad de nøgne fjeldsider, og som langsomt var på vej ned på det flade land.

”Jeg har kun talt med dem i telefon. Det skete alt sammen meget hurtigt.”

”Og du skal arbejde for dem, ikke sandt?”
”Jo, jeg skal være på prøve i to måneder, mindst.”

”Må jeg spørge, hvad du skal lave?”

Sóldís tænkte på de indviklede passager i kontrakten, der handlede om, at arbejdet krævede diskretion og fortrolig behandling af oplysninger. Hun havde været nødt til at læse passagen nogle gange for at forstå den, og alligevel var hun ikke sikker på, hvad der forventedes af hende. Eller rettere sagt: Hun var ikke sikker på, hvad det var, hun ikke måtte sige eller gøre.

Men det var vel ikke forbudt at fortælle, hvad arbejdet gik ud på. Tavshedspligten drejede sig hovedsageligt om familien selv. Hun måtte ikke tale med andre om dem, poste billeder af dem på de sociale medier eller udtale sig om dem på nogen måde, offentligt eller på anden vis.

”Jeg skal bare hjælpe til med lidt af hvert. Passe dyrene på gården. Hjælpe pigerne med islandskundervisningen. Lave mad en gang imellem, gøre rent og den slags. De kalder det for en stilling som husholderske.”

”Jeg forstår.”

Manden skævede til hende i bakspejlet, og nu kunne hun se ham smile.

”Det er rigtig flinke mennesker, og det er en flot gård. Den ligger lidt isoleret, men hvis du har det godt med den slags, skal det nok gå fint.”

Sóldís var næsten sikker på, at hun ikke måtte spørge til familien. Hun havde prøvet at google dem, men det var hun ikke blevet meget klogere af. Hun havde fundet nogle erhvervssider på nettet, hvor der stod noget om deres salg af virksomheder i udlandet. Beløbet, der blev nævnt, var så astronomisk, at Sóldís ikke kunne forholde sig til det. Det var også lykkedes hende at finde kvinden på de sociale medier, hvor hun var ret aktiv, men de ting, hun slog op, var temmelig upersonlige og meget stiliserede.

Sóldís ville ikke få problemer med at genkende familiens to hunde, men der var ingen familiemedlemmer på billederne, så hun anede ikke, hvordan de så ud. Hun ville kunne passere dem på gaden uden at vide, at det var dem.

”Så du kender dem?”

”Jeg arbejder for dem. Men ikke ligesom dig. Kun en gang imellem. Jeg kører ud med pakker til dem fra Reykjavik og enkelte gange med ansatte eller gæster. Jeg driver et lille kørselsfirma, og de har skrevet kontrakt med mig. De ringer, og jeg kommer og løser opgaven.”

”Er der andre end mig, som arbejder der?” Under deres telefonsamtale havde hendes kommende arbejdsgivere ikke sagt noget om, at der var andre i huset ud over de fire familiemedlemmer.

”Nej, ikke så vidt jeg ved. Jeg tror kun, det bliver dig.”

Tavsheden, som nu indfandt sig, var ubehagelig, og Sóldís fik fornemmelsen af, at der var noget, han ikke fortalte.

”Er de dårlige til at holde på folk?”

Chaufføren sagde ikke noget lige med det samme.

”Nej. Det ville jeg ikke sige. Det er bare et temmelig isoleret sted. Det er ikke alle, der har det godt med at bo så langt væk fra alting. Det er ikke tilfældigt, at folk flytter til byen. De fleste mennesker er sociale væsner. Livet på landet har haft sin tid, tror jeg. Internettet forlænger bare dødskampen.”

”Er jeg den første, de ansætter som husholderske?” Det var den konklusion, Sóldís var nået frem til efter at have talt i telefon med ægteparret.

Men når hun nu tænkte over det bagefter, var der faktisk ikke noget af det, de havde sagt, som tydede på det. Hun havde en tendens til selv at udfylde hullerne og gå ud fra, at tingene var bedre, end de i virkeligheden var. Hvilket hendes forhold til Jónsi også havde vist.

”Eller er der nogen før mig, der har givet op og er rejst?”

Chaufføren tøvede.

”Du er den tredje, jeg kører derop, som skal være i huset hos dem. Tidligere havde de en ung kvinde ligesom dig, og derefter en ung mand, som lige er holdt op. Ingen af dem holdt ret længe. Men hold den information for dig selv. Hvis de vil fortælle dig om det, så gør de det. Og så skal du bare lade, som om du ikke vidste noget om det i forvejen.”

Manden havde sikkert, ligesom hende, skrevet under på, at han ville overholde tavshedspligten.

”Det lover jeg. Men ved du, hvorfor de holdt op? Jeg er bare nysgerrig.”

”Ingen anelse. Den unge mand tog selv af sted derfra. Det var som sagt for ganske nylig, lige inden weekenden, og han rejste pludseligt og uden varsel, hvis jeg forstod dem ret. Men jeg har ingen idé om hvorfor. Den unge pige kørte jeg derimod hjem til Borgarnes i sin tid. Men hun var tavs hele vejen. Sagde ikke et eneste ord. Mellem os sagt, så tror jeg, at de begge to var lidt underlige. Det er ikke ualmindeligt, at folk tror, at det kan løse alle deres problemer at flytte ud på landet. De flygtede nok fra noget og ville prøve at få en frisk start. Men uanset hvor man tager hen, så skal man altid se sig selv i øjnene først. Det er nok gået op for dem, og så har de skyndt sig væk.”

Manden tav, og det virkede, som om det var gået op for ham, at Sóldís muligvis ville føle sig ramt af det, han lige havde sagt.

”Jeg siger ikke, at det er sådan for dig. Du må ikke misforstå mig.”

”Nej, nej, det er helt okay.” Hun var ikke fornærmet. Overhovedet ikke. Hun sad og tænkte på familien, som hun skulle bo hos. Hvorfor var de flyttet til sådan et isoleret sted? Flygtede de fra noget?

De kørte resten af vejen i tavshed. Chaufføren fortrød sikkert, at han havde talt over sig. Og Sóldís sad og tænkte på, hvad der nu skulle ske. For første gang i sit liv ville hun få et helt hus for sig selv, en gammel, renoveret gård, som familien ellers brugte til gæster.

Det hørte dog med til aftalen, at hun af og til ville skulle dele huset med andre, men det ville kun være i sjældne tilfælde og formentlig aldrig om vinteren. Ifølge manden og hans hustru kom langt de fleste på besøg om sommeren. Hun havde derfor huset for sig selv, i det mindste til det blev forår. Og der var lang tid til.

Derfor kiggede Sóldís mere på det gammeldags, toetagers hus end på det kæmpestore nyopførte hus, da bilen kørte ind på gårdspladsen og standsede. Det gamle hus faldt også mere i hendes smag. Hun havde altid bedre kunnet lide gamle ting end nye. Og af samme grund havde hun aldrig gået særlig smart klædt. Det blev hun meget bevidst om, da hun så hoveddøren i det nye hus blive åbnet, og kvinden, som hun gik ud fra var Ása, kom ud for at tage imod hende.

Hun var en af de kvinder, der så naturligt smukke ud, uden at de behøvede at anstrenge sig for det. Hun havde en slank og spændstigt udseende krop, smukke ansigtstræk og lyst, krøllet hår, som Sóldís ikke kunne andet end misunde hende. Selv havde hun tyndt, leverpostejfarvet hår, der var helt glat og havde tendens til at blive elektrisk, som om det på den måde ville gøre opmærksom på sig selv.

Uvilkårligt lod Sóldís hånden glide over sit hår, men det var ingen nytte til at forsøge at lægge det ned, det gjorde det kun værre, at man rørte ved det. Men nu var meningen jo heller ikke, at hun skulle arbejde som model. De havde set hende på en skærm under ansættelsessamtalen, som blev afholdt i al hast, men selv havde de ikke haft kameraerne tændt.

Da hun blev ansat, fik hun meddelelsen over telefonen, så hun havde aldrig set deres ansigter. Men de vidste i hvert fald om hende, at hun så meget almindelig ud. Når hun så bedst ud. Det var noget, som Jónsi tydeligt havde ladet hende forstå, da de slog op. Han havde sagt, at hun var lige så spændende som ketchup. Han drømte om noget mere. Han ville have bearnaise. Hvor dumt det end måtte lyde, havde hans ord virkelig gjort ondt. Og det gjorde de stadig.

”Goddag og velkommen!” Kvinden kom hen til Sóldís, smilede bredt og rakte hende hånden. Hendes tænder var lige og skinnende hvide og lignede noget fra en tandpastareklame. Hendes hånd var silkeblød, men håndtrykket fast.

”Det er mig, der er Ása. Velkommen til. Gik turen godt?”

Sóldís nikkede.

”Ja, rigtig fint.”

”Super. Pigerne er meget spændte på at møde dig, de er ude i stalden, men jeg forbød dem at komme styrtende ud af frygt for, at du ville miste modet og tage hjem igen. Det er nu ikke, fordi Íris kommer til at kaste sig over dig. Hun er teenager og vil ikke virke alt for spændt på noget. Men det vil Gígja derimod. Uden tvivl.”

Sóldís huskede chaufførens ord om hendes forgængere på stedet, men det lykkedes hende at smile og lade som ingenting.

”Jeg glæder mig også rigtig meget til at møde dem.”

Chaufføren tog Sóldís’ taske ud af bagagerummet og lukkede det igen.

”Er det det hele?” spurgte Ása undrende.

”Det er noget andet end med ham der drengen.” Chaufføren smilede til Ása.

”Det var lige før, han skulle flytte permanent ind til jer. Sikke en masse bagage.”

Sóldís rødmede lidt. ”Jeg har ikke brug for så meget. Jeg har ikke så mange ting.”

Hun så ingen grund til at forklare, at hun havde efterladt størstedelen af sine ting, da hun forlod lejligheden, som hun og Jónsi boede i. Hun havde været alt for slået ud til at kunne tænke klart, så hun fyldte bare en taske med tøj og tog den med sig.

Den taske, som chaufføren nu stod med, og som ikke så ud til at veje noget i hans hånd. Selvfølgelig kunne hun være taget hen i lejligheden senere og have hentet resten af sine ting, hun havde stadig en nøgle, men hun var bange for at støde på Jónsi, og det ville hun ikke risikere. Hun havde slettet historikken på hans gamingcomputer og havde ikke kunnet modstå fristelsen til at ødelægge flere af hans ting, da hun var på vej ud af lejligheden.

Hvis de mødte hinanden, ville hun blive totalt ydmyget, nu hvor det stod klart, hvad Jónsi syntes om hende. Hun ville hellere savne de få ting, hun havde efterladt, end at løbe risikoen for at møde ham igen.
Der blev en forlegen tavshed, indtil kvinden klappede i hænderne, smilede og spurgte, om Sóldís ikke ville starte med at pakke ud og komme på plads.

Det hastede ikke, og bagefter kunne hun komme over i huset og spise frokost klokken tolv. Så kunne hun møde de tre andre familiemedlemmer, og når de havde spist, kunne de vise hende rundt i husene, stalden og alt det andet.

Sóldís tog glad imod dette forslag. Det ville give hende tid til lige at trække vejret og kigge rundt i det gamle hus, som skulle være hendes hjem de næste to måneder, måske længere. Chaufføren fulgte dem hen til hoveddøren til den gamle gård, rakte Sóldís tasken med hendes ting og sagde farvel. Da Ása gik først ind og vendte ryggen til dem, sneg han sig til at række Sóldís sit visitkort.

”Bare hvis det nu er.”

Så smilede han forlegent og gik tilbage til sin bil.

Sóldís stak kortet i frakkelommen og fulgte efter Ása ind i huset. Det viste sig at være meget flottere, end hun havde forventet. Ægteparret havde givet hende indtryk af, at det var halvvejs en rønne. Men det var tydeligvis blevet renoveret, og der var blevet malet og lagt nyt parketgulv.

Inventaret bestod hovedsageligt af gamle, men istandsatte møbler. Vinduerne var nye, og på de to badeværelser var der helt nye skabe, og i køkkenet et nyt armatur. Der var endda et tv-rum, og Ása sagde, at hun havde adgang til alle de største streamingkanaler, islandske så vel som udenlandske.

Der skulle også være god internetforbindelse, for hun sagde, at hun og hendes mand havde fået lagt fibernet op til gården. Og de havde fået sat en mobilmast op, for der havde ikke været noget net, da de flyttede hertil. Hun sagde det, som om det var helt naturligt, ligesom almindelige mennesker ville fortælle, at de havde fået et telefonabonnement med ubegrænset data inkluderet.

Virkeligheden for dem, der vadede i penge, var tydeligvis anderledes end hos den jævne befolkning.
Sóldís vidste slet ikke, hvad hun skulle sige, så fint var der. Men hendes tavshed generede tydeligvis ikke Ása, som snakkede uden ophør, mens de gik fra det ene rum til det andet.

Hun tilbød Sóldís, at hun kunne vælge mellem tre forskellige soveværelser, men hun anbefalede, at hun tog det største. Det var det værelse, hvor der var bedst skabsplads. Men så kom hun åbenbart i tanke om, hvor få ting Sóldís havde haft med sig, og skyndte sig at skifte emne.

Da de havde set alt, undtagen kælderen, klappede Ása igen i hænderne, spærrede sine store blå øjne op og smilede.

”Ja, så det er altså huset. Det er ikke splinternyt, men forhåbentlig kan det gå an.”

Sóldís nikkede.

”Det er fantastisk. Simpelthen fantastisk. Jeg kommer med garanti til at få det godt her. Hvordan skulle jeg kunne andet?”

Hun mente hvert et ord, men Ása virkede overrasket. Da hun var gået, gik Sóldís rundt i hele huset igen og studerede soveværelserne nøje. Det største lå på første sal, de andre to i stuen. Det største stødte også direkte op til badeværelset, og Sóldís hældede til at følge Ásas anbefaling, men inden hun bestemte sig endeligt, prøvede hun først at lægge sig i de opredte senge i værelserne på nederste etage.

Måske ville hun føle sig bedre tilpas i et mindre værelse. Hun skulle jo sove alene, og der var ikke udsigt til, at det ville ændre sig foreløbig. Det var fremgået klart og tydeligt af kontrakten, at det ikke var tilladt at have besøg af eventuelle kærester. De skulle holde sig langt væk. Det var nemt nok at overholde, når hun ikke havde nogen kæreste.

Hun brød sig ikke om nogen af de to små værelser i stueetagen. Hun lå først og stirrede op i loftet, så rejste hun sig fra sengen og kiggede i natbords- og kommodeskufferne og i skabene. Der var tomt overalt, undtagen i garderobeskabet i det ene værelse, hvor der hang en masse tøj. Hun kiggede lidt på det og konstaterede, at det måtte tilhøre en mand. En ung mand.

Det var helt anderledes end hendes eget billige og uspændende tøj, som kun havde til formål at holde hende varm og skjule hendes nøgne krop. Det meste af tøjet i garderobeskabet var mærkevarer, og det var langt finere og dyrere end noget, hun ejede eller nogensinde havde ejet.

Sóldís rynkede brynene og lukkede skabet. Det var sikkert noget tøj, der tilhørte nogen i deres familie eller en ven af ægteparret. Han måtte være lige så rig som dem, eftersom han bare havde efterladt alt sit dyre tøj her. Der var noget ødselt over bare at rejse fra alt sit tøj. Men så gik det op for hende, at der kunne være en anden grund end ødselhed, til at han var rejst fra det hele.

Muligvis havde han bare haft virkelig travlt med at komme af sted, og måske tilhørte tøjet hendes forgænger på gården, ham, der tog af sted uden at sige farvel. Men det virkede alligevel usandsynligt. En, der gik klædt i så dyrt tøj, tog vel næppe arbejde som medhjælp på en gård på landet. Hun huskede chaufførens ord om de mængder af tøj, han havde slæbt med.

Måske var han rig, men havde fået økonomiske problemer. Den slags skete jo. I så fald var det jo tænkeligt, at det var ham, der ejede tøjet, og at han havde taget det bedste med sig og bare manglede at hente resten.

Sóldís besluttede sig for at foreslå familien, at tøjet kom tilbage til sin rette ejermand, når der blev lejlighed til at tage det på. Han ville vel gerne have sit tøj tilbage, inden det gik af mode. Hvis han var et rigt medlem af familien, som havde efterladt tøjet der med vilje for at forny sin garderobe, så kunne de give det bort til velgørenhed.

Sóldís bar sin taske op på første sal og havde pakket den ud på få minutter. Skabet i værelset var tomt, og hun spekulerede på, hvorfor vedkommende, som ejede tøjet, ikke havde valgt det store værelse med det største skab. Måske havde skabet ikke været stort nok, da det kom til stykket, og derfor havde han været nødt til også at bruge skabet på det lille værelse nedenunder.

Hun ville i hvert fald have gættet på, at en type, der gik klædt i så dyrt tøj, foretrak et stort værelse. Men måske tydede det på, at tøjet tilhørte en gæst, eftersom hendes forgænger muligvis også havde valgt at bo i det store værelse, da han ankom til gården.

Sóldís kastede sig i den store seng i sit nye værelse. Som hun lå der og nød den behagelige madras, søgte hendes tanker igen mod hendes to forgængere. Hun ville have givet meget for at vide, hvad årsagen var, til at de gav op. Hun håbede, at chaufføren havde haft ret i, at det var personlige problemer kombineret med følelsen af isolation, der havde fået dem til at forlade stedet. Og ikke arbejdsgiverne, deres døtre, huset eller stedet som sådan.

Sóldís mærkede en ubehagelig snert af angst. Hun prøvede at fokusere på at trække vejret dybt og roligt. Åndede ind. Og ud. Ind og ud. Hun stirrede op i det panelbeklædte loft og lod tankerne vandre, mens hun talte brædderne og lyttede til, hvordan det knirkede og knagede i huset. Hun kom til at tænke på, at hendes oldefar havde sagt, at når væggene knagede højt i et hus, var det et tegn på, at husbonden var dødsmærket.

Angsten i hende voksede ved den tanke. Det var en virkelig tåbelig, overtroisk idé. Alle mennesker skulle jo dø, og derfor ville den slags forudsigelser altid blive til virkelighed. Uanset om det knagede højlydt i ens hus eller ej.

Det skulle selvfølgelig nok gå alt sammen. Det ville blive en sjov oplevelse, og det var netop dét, hun havde brug for. Hun blev ved med at trække vejret dybt og åndede langsomt ud ad næsen.
Lidt efter lidt blev hun bedre tilpas. Angsten forsvandt, og hun mindede sig selv om, at ligesom et knagende hus ikke betød, at der var noget forfærdeligt i vente, så gjorde hendes følelse af angst det heller ikke. Ikke i højere grad, end den normalt gjorde.

Den udsprang ganske enkelt af tanken om, at hun fremover skulle være alene i det her store hus, langt væk fra Reykjavik og alle dem, hun kendte. Desuden spillede det uden tvivl også ind, at de drastiske ændringer i hendes liv var sket så hurtigt, som de var. Efter at hun havde forladt lejligheden, som hun lejede sammen med Jónsi, havde hun med det samme ringet til et vikarbureau og spurgt efter et ledigt arbejde ude på landet et sted.

Det eneste, hun kunne tænke på, var, at hun skulle så langt væk fra ham og sit tidligere liv som overhovedet muligt. I forlængelse af dette havde hun sendt et temmelig kortfattet cv ind og tænkt, at hun, efter en uges tid eller deromkring, muligvis ville få nogle tilbud om et arbejde på et hotel på landet.

Men der var kun gået nogle få timer, efter at hun havde sendt cv’et af sted, til de ringede fra vikarbureauet for at introducere arbejdet som husholderske for hende. Dagen efter havde hun et telefoninterview med familien og endnu et om aftenen, og dagen efter talte de så sammen over nettet, hvor hun havde sit kamera tændt, så de kunne se hende.

Tre timer senere havde de ansat hende, og det blev ordnet sådan, at hun kunne starte dagen efter. Alt var klappet og klart.

Sóldís fortrød på ingen måde, at hun ikke havde bedt om længere betænkningstid. Det havde ikke været nogen hemmelighed, at ægteparret ledte efter en, der kunne starte med det samme, og hvis hun havde tøvet det mindste, kunne det have betydet, at de valgte at ansætte en anden.

Det stod fuldstændig soleklart for Sóldís, at denne her mulighed kom som sendt fra himlen. Beslutningen var derfor enkel at træffe. At få dette job betød, at hun ikke skulle flytte rundt mellem venner og bekendte og sove på sofaen, indtil hun fandt et nyt sted at være og kunne begynde på et nyt liv. Mere skulle der ikke til.

Men fordi det hele var gået så hurtigt, havde hun ikke haft tid til at fordøje alle de forandringer, der var sket så pludseligt. Derfor følte hun sig angst.
Det ville tage noget tid at vænne sig til den nye situation. Men det skulle hun nok klare.

Det var hun helt sikker på.




Sort is – Yrsa Sigurðardóttir

Sort is: Prisbelønnet islandsk krimiforfatter klar med ny isnende krimi, der går gennem marv og ben. Læs et uddrag her

★★★★ “Sigurdardóttir kan strikke et overraskende plot sammen” – Jyllands-Posten

★★★★ – Berlingske

❤️❤️❤️❤️ – Politiken

Hvalfjödur, en kold vinteraften. En bekymret nabo banker på hos familien ved siden af, som ingen har set eller hørt fra i en uge, men får intet svar. Da han endelig får tvunget sig adgang gennem en bagdør, møder der ham et grumt syn.

Efterforskerne Týr og Karó og retsmedicineren Idunn kaldes til gerningsstedet for at undersøge en forbrydelse, som har udslettet en hel familie. Som opklaringen skrider frem, kommer isnende hemmeligheder om familien frem i lyset.

Sort is er første bind af fire i serien af samme navn. Titlen henviser til det dødsensfarlige vejrfænomen, der opstår, når smeltet is eller sne igen fryser til og lægger sig som et usynligt, spejlglat lag på asfalten. I Sort is lurer farerne lige under overfladen, og hemmeligheder kommer frem i lyset – alt sammen med Islands natur og afsidesliggende samfund som drabeligt bagtæppe.

Du kan købe Sort is online hos fx Saxo.com eller i din nærmeste boghandel.




De bedste krimier skal ikke være svære at finde. Derfor har vi samlet 10 gode krimier til dig.