Krimi Inspirationslister og guides Michael Katz Krefeld

10 spændende krimier du ikke må snyde dig selv for

spændende krimier

Er du løbet tør for krimilæsestof eller leder du bare efter spændende krimier? Her anbefaler vi 10 spændende krimier du roligt kan kaste dig over. Nogle af dem vil måske endda holde dig vågen om natten …


Spændende krimier, psykologiske thrillere og politisk drama. Her findes medrivende krimier til enhver fan.

LÆS OGSÅ: Serielæser? De bedste nordiske krimiserier lige nu




Lone Theils: En djævelsk plan

en djævelsk plan, krimi

Da et dansk forældrepar efterlyser deres forsvundne datter ved en havefest i Den Danske Kirke i London, bliver journalist Nora Sand uforvarende trukket ind i en uhyggelig sag om kidnappede au pair-piger, der ikke giver lyd fra sig, når de forlader deres stillinger i velhavende britiske familier.

Gennem efterforskningen tegnes langsomt et billede af en kidnapper med en djævelsk plan. En plan, der kan komme til at koste Nora livet, hvis hun kommer for tæt på…

En djævelsk plan er syvende bind i serien om den danske journalist Nora Sand, der bor i London.

Bøgerne er solgt til udgivelse i 16 lande, og første sæson i en tv-serie har haft premiere.

Du kan købe En djævelsk plan online hos fx. Bog & idé eller i din nærmeste boghandel.




Oriana Ramunno: Aske i sneen

10 spændende krimier du ikke må snyde dig selv for

En SS-officer findes myrdet i koncentrationslejren Auschwitz, og kriminalkommisær Hugo Fischer tilkaldes fra Berlin for at opklare mordet.

Det er vinter, og julen nærmer sig på dette gudsforladte og rædselsvækkende sted. Sneen daler og lægger sig som et smukt dækkende pudder.

Ét mord skal opklares, samtidig med at tusinder hver dag gasses og dør. Midt i al elendigheden opstår et helt særligt bånd mellem Hugo og den jødiske dreng Gioele, en af lejrens fanger.

Aske i sneen er baseret på virkelige begivenheder. Forfatterens grandonkel var interneret i KZ-lejr under Anden Verdenskrig.

Du kan købe Aske i sneen online hos fx Saxo.com eller i din nærmeste boghandel.




Florence McLean: Et forstyrret sind

personlighedsforstyrrelse, krimi, februar

Når der i alvorlige kriminalsager laves mentalundersøgelser af sigtede, vil de ofte afsløre forskellige former for personlighedsforstyrrelser.

Forstyrrelserne kan have forbindelse til gerningspersonernes adfærd og til planlægningen og udførelsen af forbrydelserne.

Florence McLean gennemgår i Et forstyrret sind alle de forskellige personlighedsforstyrrelser. Hun fortæller, hvad personlighedsforstyrrelser er, hvordan de kan opstå, og hvilken betydning de har for en række danske og udenlandske kriminalsager, som gennemgås i bogen.

Hun fortæller også om, hvordan forebyggelse kan være med til at mindske risikoen for, at personlighedsforstyrrelser leder til alvorlig kriminalitet.

Du kan købe Et forstyrret sind online hos fx. Bog&Idé eller i din nærmeste boghandel.




Jonas Moström og Arne Dahl: Skaberen

10 spændende krimier du ikke må snyde dig selv for

To af Skandinaviens store krimiforfattere, Jonas Moström og Arne Dahl, skriver ny serie sammen.

I Skaberen tager den berømte krimiforfatter Tom Borgs liv en skræmmende drejning, da han bliver vidne til et mord, der er identisk med åbningsscenen i hans nyeste thriller.

Han flygter fra gerningsstedet med politiet i hælene – og som hovedmistænkt. Sagen efterforskes af den unge kvindelige kommissær Olivia Woolf, hvis forbindelse til Tom viser sig at være noget tættere, end han bryder sig om, og langsomt strammes nettet om ham.

Men Olivia har sine egne hemmeligheder. Hun er en kimære – dvs. hun har to sæt dna. Og et grønt og et blåt øje. Hun siger til sine kolleger, at hun dyrker jiu-jitsu, men i virkeligheden er hun MMA-fighter. Og om natten trækker hun sin lyserøde elefanthue over hovedet og hævner sig på voldsmænd, der overfalder kvinder.

Men hvem er det, som driver det farlige spil med Tom Borg? Svaret viser sig at være mere uhyggeligt, end han havde forestillet sig i sit værste mareridt.

Du kan købe Skaberen online fx på Saxo.com eller i din nærmeste boghandel.




Leif Davidsen: I skyggen af krigen

Forårets bedste krimier, Leif Davidsen, I skyggen af krigen, fars dags gave, krimi

Den tidligere efterretningsofficer Peter Bojden er flyttet til Malaga, efter han røg ud af PET pga. en metoo-sag.
Her bliver han en dag opsøgt af spiontjenestens nye chef. Hun vil have ham med tilbage til København, hvor Bojdens tidligere ven og kollega Kasper Bork sidder fængslet i en skandalesag om at lække informationer til medierne. Bork står til en lang fængselsdom, og systemet ønsker i virkeligheden ikke en opklaring, men Peter Bojden indleder sin efterforskning, som både bringer ham til Berlin og Japan.
Det bliver en rejse mellem oprigtige fjender og tvivlsomme venner.


I skyggen af krigen er en topaktuel spændingsroman, hvor Leif Davidsen igen viser sin dybe indsigt i storpolitik og efterretningstjenesternes hemmelige arbejde.

Du kan købe I skyggen af krigen i din nærmeste boghandel eller online her.




Steffen Jacobsen: MS Estonia

krimi, krimimesse

Klokken 00:22 natten mellem 28. og 29. september 1994 modtog færgerne MS Silja Europa og MS Mariella et mayday-nødkald fra den estiske bil- og passagerfærge MS Estonia, som var undervejs fra Tallinn til Stockholm. MS Estonias bro rapporterede en hastigt tiltagende og uforklarlig slagside mod styrbord. 

28 år senere kommer en frygtelig sandhed op til overfladen, da en russisk oberst og den tidligere teamchef i Special Air Service, Michael Sander, bliver jaget vildt af stærke magter, som for enhver pris ønsker Estonias hemmelighed bevaret på havets bund. 

MS Estonia er bind nr. 6 i Sander/Jensen-serien, som indledtes med bestselleren Trofæ.

Du kan købe MS Estonia online hos fx. Saxo.com eller i din nærmeste boghandel.




Sarah Engell: Dødens fugle

10 spændende krimier du ikke må snyde dig selv for

Mystiske dødsfald ryster en gruppe danskere, som har stiftet deres egen lille koloni på en ø i Kattegat.

Drømmen var at skabe et bæredygtigt samfund langt fra fastlandets stress og kaos. Men disse tanker glemmes efterhånden, som øboere findes myrdet, piger forsvinder sporløst, og hemmelige beskeder dukker op.

For hvem er det, der forsøger at ødelægge det paradis, som til at begynde med kunne samle alle, men som nu kun skaber splittelse og fjendskab? Og hvorfor?

Det er disse spørgsmål, der martrer den tidligere vicekriminalkommissær Anna, mens hun forsøger at finde morderen og de forsvundne piger.

Dødens fugle er en spændingsroman om bristede drømme, dyb splittelse og det største bedrag.

Du kan købe Dødens fugle online hos fx. Bog & idé eller i din nærmeste boghandel.




Yrsa Sigurdardóttir: Flammehav

10 spændende krimier du ikke må snyde dig selv for

En ung kvindelig kok tager et midlertidigt job på et stort skib og følger derved i sin afdøde fars fodspor. Da hun finder en bog, som tilhørte ham, og som burde ligge på bunden af ​​havet ved hans side, begynder hun at frygte, at nogen ombord er ude efter hende.

Mens kokken er på havet, bliver et skelet, som ser ud til at have ligget i jorden i mange år, gravet op på et genbrugscenter i Reykjavík. Politibetjentene Týr og Karó er egentlig ikke tildelt sagen, men inden længe bliver de involveret i en mordsag.

Týr og Karó finder langsomt ud af, at begivenhederne er forbundet gennem en forfærdelig ulykke, hvor en trawler brød i brand og sank med hele besætningen. 

Du kan købe Flammehav online hos fx Saxo.com eller i din nærmeste boghandel.




Karin Fossum: Dræbende drage, angrende hund

10 spændende krimier du ikke må snyde dig selv for

Fire polske landarbejdere ligger døde i deres senge på et norsk landsted morgenen efter en munter bytur. Det ligner en ulykke. I en lille bolig tæt derpå findes en ældre kvinde med kraniet knust for foden af sin trappe. Umiddelbart ser det ud som et indbrudsforsøg, der er løbet af sporet. 

Politiefterforskeren Eddie Feber bliver i første omgang sat til at rede trådene ud, men efterhånden rettes hans opmærksomhed mod lokaljournalisten Aksel Adelson og hans skrøbelige søster Ellinor.

Dræbende drage, Angrende hund er andet bind i den norske krimidronning Karin Fossums nye psykologiske spændingsserie om efterforskeren Eddie Feber.

Du kan købe Dræbende drage, Angrende hund online hos fx. Saxo.com eller i din nærmeste boghandel fra d. 20. maj.




Anna Grue: Et mord for meget

10 spændende krimier du ikke må snyde dig selv for

Da privatdetektiven Anne-Maj Mortensen bliver kontaktet af en kilde fra det lokale politi, hvirvles hun ind i en større sag om passionerede ornitologer, smykkekunstnere og mord på stribe. Anne-Maj trækkes så langt ind i opklaringen, at hun uforvarende kommer til at lemlæste en mistænkt og efterfølgende sætter sit eget liv på spil. 

Et mord for meget er femte selvstændige bind i Anna Grues hyggekrimiserie om den ukonventionelle privatdetektiv Anne-Maj Mortensen, der midt i hverdagens tumult opklarer forbrydelser i Odsherred.

Du kan købe Et mord for meget online hos fx Saxo.com eller i din nærmeste boghandel.





Kan du ikke få nok af spændende krimier? Følg med på Facebook-siden Gerningsstedet, hvor vi snakker om alle de nye spændende krimier og hæsblæsende spændingsromaner.

spændende krimier

Leder du efter flere spændende krimier? Vi har samlet alt om krimier på Bog.dk lige her.

Se en oversigt over alt krimiindhold på Bog.dk her.