Den anmelderroste Tonny Vorm dykker ned i cykelsportens barske betingelser i hans nye bog Monumenter – Cykelsportens fem største klassikere.
Ryttere drømmer om at vinde dem og ryttere håber at slippe helskindet igennem dem. Kom med på et ridt gennem løbenes lange historier og mytologiske landskaber, over bestialske brosten og fedtede blade, op ad skrappe stigninger, gennem skarpe sving og halsbrækkende nedkørsler, hen mod målstregen og om bag kulisserne.
I mere end 100 år har fem af cykelsportens klassikere haft en særlig betydning for ryttere og publikum:
Milano-San Remo, Flandern Rundt, Paris-Roubaix, Liège-Bastogne-Liège og Lombardiet Rundt.
LÆS OGSÅ: Til dig der elsker sport. 15 gode bøger om alt fra fodbold til Formel 1
Disse dramatiske og prestigefyldte cykelløb har gennem tiden fået tilnavnet “Monumenterne”, og det er netop disse fem løb, der bliver udgangspunktet for bogen. Monumenter – Cykelsportens fem største klassikere udfolder de fascinerende fortællinger om løbene, krydret med vilde anekdoter, afgørende øjeblikke og de utrolige bedrifter, der definerer cykelsporten.
Bogen er skrevet af en af landets førende cykelskribenter, Tonny Vorm, med øje for ikoniske bedrifter, de bedste historier og de mindste cykeltekniske detaljer, der på et splitsekund kan gøre forskellen på udbrud eller styrt, succes eller fiasko. Bogen rummer interviews med både danske og udenlandske cykelstjerner, såvel som rige illustrationer, fantastiske billeder og rutekort.
Monumenter – Cykelsportens fem største klassikere
Tonny Vorm
Prolog
I cykelsporten kaldes de største endagsløb for monumenter. Der findes fem af slagsen: Milano-Sanremo, Flandern Rundt, Paris-Roubaix, Liège-Bastogne-Liège og Lombardiet Rundt, og sammen med verdensmesterskaberne og de tre Grand Tours – Tour de France, Giro d’Italia og Vuelta a España – er det her, sportens mest prestigefyldte sejre hentes og hårdeste opgør udkæmpes. Legender støbes i disse kulisser, og vinderne skriver sig ind i cykelhistorien.
De fem løb er alle skabt i årene lige inden Første Verdenskrig, og i deres fortællinger fletter sportslige triumfer og tragedier sig sammen med mere end 100 års europæisk historie.
Som da Fausto Coppi i foråret 1946 i Milano-Sanremo kørte gennem den mørke tunnel på Turchino-passet og ud i solen til et glædesbrøl fra tilskuerne, der savnede lys og håb efter Anden Verdenskrig. Eller da rytterne trillede i mål i Paris-Roubaix i 2021 med udtryksløse ansigter dækket af mudder, som havde de dagen igennem slidt i de gamle kulminer under brostenspavéerne.
I tilfælde som disse handler cykelløb ikke blot om sportslige resultater, men udtrykker dertil landskabets og lokalbefolkningens kultur, geografi, historie og politik.
Begrebet ”monument” som betegnelse for et cykelløb opstod i 1980’erne, da L’Équipe-journalisten Phillipe Bouvet udpegede denne håndfuld løb som de mest monumentale blandt landevejssportens små og store klassikere. Baggrunden var stiftelsen af World Cup-konkurrencen i 1989, hvori rytterne sæsonen igennem samlede point fra 12 udvalgte endagsløb.
Men problemet var ifølge Bouvet, at UCI, Den Internationale Cykelunion, havde valgt at vægte hvert løb lige højt. En sejr i Flandern Rundt gav samme antal point som i eksempelvis Wincanton Classic, et britisk løb stiftet til lejligheden, altså UCI’s World Cup, og kun kørt frem til 1997, hvor det i øvrigt havde skiftet navn til Rochester International Classic.
Det kunne på ingen måde måle sig med sportens etablerede klassikere, og det samme gjaldt andre løb afholdt i Japan og Canada i UCI’s forsøg på at globalisere og tjene penge på professionel landevejscykling.
Phillipe Bouvet insisterede på, at nogle løb var større end andre, og at disse monumenter grundet alder, hårdhed og historie var de største. Det afspejles da også i dag på UCI’s World Tour, hvor en sejr i et monument giver 800 point, mens en rytter belønnes med 500 point for at vinde klassikere som eksempelvis Amstel Gold Race eller Gent-Wevelgem. Til sammenligning giver det 1.300 point at slutte øverst på podiet i Tour de France.
Pointene er vigtige for rytternes og holdenes status på World Touren, men systemet er indviklet og fylder ikke meget her i bogen, og det gør professionel kvindecykling heller ikke. Flandern Rundt for kvinder er blevet kørt siden 2004, hvorimod Paris-Roubaix Femmes og Liège-Bastogne-Liège Femmes blot har få år bag sig. Hverken Milano-Sanremo eller Lombardiet Rundt findes endnu på kvindernes landevejskalender.
Få steder i sportens verden er det så svært at forudsige en vinder som i professionel landevejscykling. Et uheld kan sætte selv den stærkeste rytter bagud, og i sidste ende er en lang række faktorer ofte afgørende for, hvem der kører med om sejren. Det gælder i særdeleshed monumenterne, der byder på langt flere overraskelser end eksempelvis Tour de France.
”Et enkelt styrt eller en punktering, og så kan slaget være tabt. Det er selvfølgelig heller ikke sjovt at punktere i et etapeløb, men mister du et minut i Touren, er der ofte tid til at vinde det tilbage. Det kan du sjældent gøre et i løb på seks-syv timer. Det er langt mere intenst, og du skal derfor være koncentreret og opmærksom på alt fra start til slut. Det er hårdt,” som Fabian Cancellara har sagt til mig.
Det bidrager selvfølgelig til fascinationen. Der kan næsten hele tiden indtræffe noget afgørende i et monument, også fordi flere stiller til start i håb om at vinde, end tilfældet er i en Grand Tour. Det gør løbene hårde, uforudsigelige og medrivende. Der er ingen kedelige transportstykker i Paris-Roubaix, og inden Oude Kwaremont i Flandern Rundt og Poggio i Milano-Sanremo er positionskampen mere intens end i andre cykelløb.
Denne dynamik er i høj grad årsagen til, at monumenterne appellerer så kraftigt til sportens mest passionerede fans.
Jeg forelskede mig i cykelsporten i sommeren 1983, da Kim Andersen første gang kørte sig i den gule trøje i Tour de France, og jeg sad klinet til tv-skærmen i 1990’erne, da danske ryttere anført af Bjarne Riis, Rolf Sørensen og Jesper Skibby markerede sig på de europæiske landeveje.
De seneste 15 år har jeg gennem venskaber med flere tidligere professionelle ryttere og mit virke som journalist og forfatter fået yderligere kendskab til sporten. De indtryk og interview, jeg undervejs har indsamlet, udgør rygraden i Monumenter.
Lad mig i den forbindelse takke Brian Holm, der i årenes løb har inviteret mig til cykelløb flere steder i verden, blandt andet Paris-Tour i oktober 2011. Her stillede Mark Cavendish for første gang op iført VM-trøjen, han 14 dage inden havde vundet i København.
Vi hentede Cavendish i Orly-lufthavnen, og i bilen på vej til hotellet i udkanten af Paris, hvor deres hold, HTC-Highroad, havde indlogeret sig, fortalte den britiske sprinter, at han ikke havde trænet siden VM. Han var nervøs for Paris-Tours’ 230 kilometer. Brian Holm foreslog at fingere en defekt, hvis stigningerne mod slutningen blev for krævende, og derefter udgå.
Det havde danskeren selv gjort, engang han kom hjem fra Tour de France som favorit i Stjerneløbet i Roskilde. Da Holm indså, at han ville tabe til en amatør, valgte han at stå af cyklen og fingere en punktering.
”Hellere udgå end at tabe ansigt, ikke?” sagde Brian Holm i bilen.
Mark Cavendish kiggede på sin sportsdirektør med tvivl i blikket.
”Seriøst? Jeg er verdensmester.”
”Bare du stiller til start, så er alle glade. Det er jo ikke Flandern Rundt.”
Om søndagen kørte Cavendish i mål på en hæderlig 34.-plads, halvandet minut efter vinderen Greg van Avermaet. Paris-Tours 2011 var hurtig glemt, men samtalen i bilen husker jeg stadig. Mark Cavendishs respekt for den regnbuefarvede trøje afspejler, hvor stærkt cykelsporten er forankret i traditioner og historie.
Ved et interview dagen efter med den belgiske avis Het Nieuwsblad – hvor jeg fik lov at sidde med – gav Cavendish udtryk for, at han glædede sig til at gøre trøjen ære den kommende sæson, og han lod flere gange under samtalen en hånd glide nænsomt ned over trøjen, som lå over armlænet på stolen.
Dertil understreger Brian Holms ord løbenes status i forhold til hinanden. Der er ingen klar definition på en klassiker, men et monument kan ikke diskuteres, og her fingerer man som verdensmester ikke en defekt for at dække over manglende form. Paris-Tours er et hæderkronet cykelløb, men nej, det er ikke Flandern Rundt.
Også Jesper Worre og Thomas Bay skal takkes, og det samme skal Per Bausager, hvis ord om sporten og dens aktører jeg altid noterer mig. Per Bausager, der selv har været professionel rytter i Italien, har et indgående kendskab til landevejscykling, og jeg har valgt at indlede hvert kapitel med hans beskrivelse af det respektive monument. Hvad er løbets karakteristika, og hvilken ryttertype appellerer det til?
Slutteligt en tak til Matti Breschel. Jeg har i en årrække jævnligt rejst til Italien for at se Milano-Sanremo, og de seneste år er jeg ofte stødt på Matti Breschel inden løbets start. Som rytter havde forårsklassikerne en særlig plads i hans hjerte.
”Jeg læste om de her løb i min fars cykelblade, da jeg var dreng, og jeg var vildt fascineret af dem. Det dårlige vejr, slagene på brostenene og de mange lokale fans, der skaber en tæt stemning omkring det hele. Det ansporer de fleste ryttere, tror jeg. For mig startede sæsonen med de mindre belgiske løb i slutningen af februar og strakte sig over marts og april med Milano-Sanremo, inden det hele kulminerede med Flandern Rundt og Paris-Roubaix. Jeg elskede de løb, og det gør jeg stadig,” siger Matti Breschel.
Jeg nærer samme følelser for de store klassikere. Alt, hvad væddeløb handler om, er her kogt ned til seks-syv timers nonstop-action. En martsmorgen i Milano i 2022 uden for Vigorelli-banen, hvor rytterne var i færd med at indskrive sig til løbet, talte Matti Breschel og jeg om netop denne fælles passion. Det var her, ideen til en bog om cyklingens monumenter opstod.
Det er også her, vi starter …
Milano-Sanremo
”Milano-Sanremo er både det nemmeste og det sværeste monument at vinde. Selv de bedste ryttere må spare sig i op til 290 kilometer til én afgørende aktion, enten på Poggio eller i en spurt. Intet andet monument kræver så stort et power output, hvilket forklarer, at det er løbet, hvor selv verdens stærkeste cykelrytter kan være mindst sikker på at vinde.”
– Per Bausager
Forårsbebuderen
Milano-Sanremo blev i en årrække kørt om søndagen. Men fordi det næsten altid regnede, besluttede arrangørerne i 2016 at rykke løbet til dagen inden. Her var det som oftest tørt og varmt. Jeg ved ikke, om der er hold i den historie, som jeg har læst flere steder, men i hvert fald stråler en skarp morgensol over Milano denne tredje lørdag i marts 2022.
Starten på løbet går som noget nyt fra Vigorelli-banen, hvor rytterne indskriver sig og vinker til publikum, inden de triller tilbage til deres holdbusser på Corso Sempione. Stemningen er overraskende afslappet.
Ældre mænd med avis under armen slentrer langs den brede boulevard. Den blå himmel spejler sig i deres solbriller. Der skrives autografer, uddeles kulørte drikkedunke, mekanikere retter sirligt på sadler. Milano er ikke let at imponere. Ved EF Education-bussen finder jeg Matti Breschel, holdets sportsdirektør.
”Har du været derinde?” spørger han.
Fausto Coppi og Jacques Anquetil kørte på Vigorelli-banen. Det er nok cykelhistoriens mest legendariske velodrom. Den blev bygget i 1935, da Italien oplevede sit første cykelboom, og helt frem til slutningen af 1960’erne blev alle verdens timerekorder sat her. The Beatles og Led Zeppelin spillede der også.
Matti har ikke selv kørt der, men var til morgen inde at røre ved de gyldenbrune træplanker og tage en selfie. Han rækker mig en espresso fra kaffemaskinen i bussen. Holdet er uden Magnus Cort, der brækkede kravebenet i Tirreno-Adriatico. Cort har tidligere gjort det godt i Milano-Sanremo og havde satset på en topplacering i år. I stedet skal der i dag køres for holdets anden dansker, Michael Valgren.
”Han er tændt,” siger den danske sportsdirektør og trækker på skuldrene, da jeg spørger, om han, Matti, er nervøs.
Det er jeg selv. Selv om jeg blot skal sidde på en bar i byen og se afslutningen på løbet, sitrer kroppen af forventninger.
”Kun over Tejay,” siger han med reference til Tejay van Garderen, der sidder bag rattet i servicebilen med Matti.
”Sidste uge var han ved at køre en af vores egne ryttere ned. Han kan simpelthen ikke køre bil.”
Reklamesøjle for Sanremo
Sæsonens første og længste af cyklingens fem Monumenter er også det særeste. I timevis ruller feltet samlet fra det kølige Milano over den tågede Poslette mod bjergene og til Middelhavets sol, hvor det hele pludselig eksploderer i en af årets ret ofte bedste finaler.
”I starten ligner løbet sig selv, men hvert år sker der noget nyt,” som avisen La Gazzetta dello Sport har udtrykt det. ”Den sidste del af løbet er også den mest udfordrende, og hér tilspidser det hele sig som i en thriller.”
Heri er Jesper Worre enig.
”De fleste store endagsklassikere har mange momenter, hvor tingene kan afgøres, men i Milano-Sanremo bliver det som oftest først afgjort på den sidste stigning, Poggio,” siger Worre, der i dag er cykelkommentator på Eurosport, men i en årrække var professionel på italienske hold og derfor kørte Milano-Sanremo hver sæson.
”I 1986 og 1987 var jeg kaptajn på Santini, men det var et svært løb for mig at håndtere. Det starter først efter 290 kilometer, når man rammer Poggio, og der sad jeg for langt tilbage. Så er det forbi, for der bliver kørt hurtigt opad. Det var først efter, jeg selv stoppede, at jeg begyndte at holde af det. Det er præcis så svært eller let, at alle typer kan vinde det.”
Løbet blev første gang arrangeret for at booste Sanremos omdømme. Byen på den italienske nordvestkyst var i 1872 blevet forbundet med Frankrig via en jernbane, men lå stadig i skyggen af Monte Carlo og den franske riviera, hvor det europæiske aristokrati foretrak at feriere.
I august 1906 mødtes tre driftige forretningsfolk på byens Café Rigolé for at diskutere, hvordan det kunne ændres. De kontaktede Eugenio Costamagna, redaktør og medejer af La Gazzetta dello Sport, og spurgte, om ikke det var noget at støtte et 300 kilometer langt professionelt endags cykelløb.
I forvejen var den lyserøde cykelglade avis med til at organisere Lombardiet Rundt, hvis første udgave havde været en succes året forinden.
Costamagna var skeptisk. Kort forinden var et rallyløb fra Milano til Sanremo blevet afviklet, og blot to af de mere end 30 startende biler nåede i mål. Et amatørcykelløb over to etaper ad samme rute i april måned havde heller ikke været nogen succes. Så dårlige var vejene fra Milano til Middelhavet. Særligt udfordrende var Turchino-passet, der adskiller Piemonte fra kystregionen Ligurien.
Costamagna anede dog en god historie i et cykelløb på egnen og indvilligede i at sende en flok ryttere afsted for at teste ruten. Avisen kontaktede vinderen af Lombardiet Rundt, Giovanni Gerbi, der med sine
træningskammerater – blandt andre den senere vinder af løbet Luigi Ganna – kom over passet og hele vejen ned til Sanremo.
Her fik de tre forretningsmænd skaffet det fornødne budget på 700 lire, og en tidlig regnvåd søndag morgen den 14. april 1907 stod 33 ryttere til start ved Porta Ticinese til historiens første Milano-Sanremo.
Favoritten var førnævnte Giovanni Gerbi, der af sit Bianchi-hold blev tilbudt 2,5 lire per kilometer, hvis han vandt løbet. Gerbi gik da også tidligt i udbrud og var første rytter over Turchino-passet med et forspring på mere end fem minutter til forfølgerne. En af disse var den franske Peugeot-rytter Gustave Garrigou, der nåede op til italieneren i Savonna med 100 kilometer til mål.
Gerbi nægtede imidlertid at samarbejde. Og ikke nok med at han sprang sine føringer over, han begyndte også at indlede et skænderi med franskmanden. Sagen var nemlig, at Gerbi slet ikke havde til hensigt at vinde.
Inden start havde han erfaret, at Bianchi havde lovet franske Lucien Petit-Breton seks gange så meget for at vinde løbet, som han selv havde fået stillet i udsigt. Kort efter starten i Milano var Gerbi derfor trillet op på siden af sin nye holdkammerat og havde tilbudt at køre for ham mod halvdelen af Petit-Bretons præmiepenge.
”D’accord,” brummede den lille franskmand.
Takket være Gerbi mistede førerduoen så meget fart, at Petit-Breton indhentede dem med 40 kilometer til mål. Da Petit-Breton åbnede spurten på de sidste 500 meter, greb Gerbi fat i Garrigous krave, så Petit-Breton kunne køre i mål som sejrherre. Bagefter kom det til håndgemæng mellem Gerbi og Garrigou, og nogle dage efter blev Gerbis andenplads ændret til en tredjeplads.
Nogenlunde samtidig sad Petit-Breton hjemme i Paris og skrev et brev til La Gazzetta dello Sport. Han takkede for invitationen og gav udtryk for, at han håbede, at Milano-Sanremo ville blive kørt igen året efter.
Petit-Breton var ligesom sine franske rytterkolleger blevet inviteret til Italien for at kaste international glans over løbet, og da han samme sommer genvandt Tour de France, og sejren i Sanremo i den forbindelse atter blev omtalt i den franske presse, besluttede Costamagna, at hans avis også ville være med til at organisere løbet året efter.
Det var dog uden deltagelse af Giovanni Gerbi, der var ude med et halvt års karantæne efter også at have snydt i Lombardiet Rundt. Ved en jernbaneoverskæring havde han overtalt to signalmænd til at låse afspærringen, så resten af feltet måtte ud på en længere omvej.
Først over Dødens pas
Passo del Turchino var fra starten en afgørende faktor i Milano-Sanremo. Blev man ikke udskilt på Dødens pas, som det blev døbt, var der en god chance for at køre med om sejren, og ofte var første mand over toppen også løbets endelige vinder.
Det oplevede man allerede i 1908 og 1909 ved henholdsvis belgiske Cyrille van Hauwaert, der i øvrigt havde taget turen fra det vestlige Flandern til Milano på cykel, og førnævnte Luigi Ganna.
De udenlandske rytteres succes de to første år havde gjort løbet populært, både i hjemlandet, der ville have en italiensk vinder, og i udlandet, der anede, at her var noget på færde, og i 1909 stillede lidt over 100 ryttere til start i kulde og regn, deriblandt favoritten, franske Émile Georget. Løbets voksende anseelse havde også fået den franske avis L’Auto til at sende en journalist til Italien, og Charles Ravaud, som han hed, hæftede sig særligt ved ”den skræmmende hårde rute”.
”Nedkørslen fra Turchino var ubeskrivelig. Det overrasker mig, at der ingen dødsfald er at rapportere om. Ved et tilfælde troede jeg, at jeg var vidne til en katastrofe. Passerieu slog en frygtelig saltomortale og faldt ned i bunden af en kløft. Men idet vi gjorde os klar til at kravle ned og lede efter hans jordiske rester, dukkede han op igen, rødglødende af raseri og kun med tanke på at nå feltet igen,” skrev Ravaud med reference til Georges Passerieu, Paris-Roubaix-vinderen fra 1907.
Ganna blev efter Turchino indhentet og derefter sat af favoritten Georget, der dog punkterede tre gange og dertil – hævdede han – blev vist ad en forkert vej af en official. Som den første italiener kunne Ganna derfor køre alene i mål på Corso Cavallotti omgivet af jublende cykelfans.
Ganna, en tidligere murer, der boede i Lombardiet og dagligt trænede på ruten, udnyttede ikke blot sit lokalkendskab, men også løbets nye regler, der tillod, at man skiftede cykel undervejs, hvis blot denne kom fra holdets egen servicebil. Ved foden af Turchino skiftede Ganna derfor til en cykel med gearing, der passede til opstigningen og det kuperede terræn langs kysten.
Et par måneder efter Milano-Sanremo vandt Luigi Ganna det første Giro d’Italia og cementerede således Italiens position som en ny stærk cykelnation.
Også i 1910 udspillede der sig et drama på Turchino. Løbet startede i regn og kulde og blev op ad Turchino ramt af en rasende snestorm. Sigtbarheden var ringe, og franske Eugène Christophe blev tvunget til at stå af cyklen kort inden toppen.
”Mine fingre var stivfrosne, mine fødder var følelsesløse, mine ben var stive, og jeg rystede over hele kroppen. Jeg begyndte at gå og løbe for at få gang i blodcirkulationen,” mindedes han senere i det franske tidsskrift Le Miroir des Sports.
”Det var svært at komme frem. Flere steder var der 20 centimeter sne. Hver gang måtte jeg stå af cyklen og trække. Jeg måtte stoppe med mavekramper, og jeg kollapsede på en sten i vejkanten. Jeg hundefrøs.”
Efter et kort ophold hos en bondefamilie, hvor han fik varmen og et glas rom eller to, valgte Christophe med følelsesløse fingre at forsætte trods bondens formaninger om at blive indenfor ved pejsen.
Næsten 15 timer var franskmanden om at vinde løbet, der blev gennemført af blot syv af de 63 startende ryttere. Tre blev dog siden diskvalificeret, deriblandt Luigi Ganna, der var blevet set i en bil på vej mod Turchino-passet.
Christophe fortalte, at han indimellem ikke anede, hvilken vej han skulle tage. Det elendige vejr havde fået tilskuere til at holde sig indendørs, og ruten var øde og uden officials, afspærringer eller anvisninger undervejs.
”Uden nogen som helst logistisk backup af den slags, vi kender fra moderne sport, eller hjælp fra massemedierne, kørte rytterne ofte vild eller udgik ubemærket af løbene,” skriver John Foot i Pedalare! Pedalare!
I bogen pointerer han, at det var med anstrengelserne i 1910, ”at Milano-Sanremo fik den legendestatus, der gjorde det til den mest prestigiøse italienske endagsklassiker, og hvis historie siden er skrevet af alletiders største cykelryttere – Costante Girardengo, Alfredo Binda, Coppi, Bartali, Eddy Merckx, Sean Kelly, Bernard Hinault og 2009-vinderen, Mark Cavendish”.
Tonny Vorm: Monumenter – Cykelsportens fem største klassikere
❤️❤️❤️❤️❤️ – “Tonny Vorm har skabt en født klassiker om klassikerne“ – Politiken
I cykelsporten har fem løb en helt særlig betydning: Milano-San Remo, Flandern Rundt, Paris-Roubaix, Liège–Bastogne–Liège og Lombardiet Rundt.
‘Monumenterne’ bliver de kaldt. For det er de mest prestigefyldte og dramatiske endagesløb. Ryttere drømmer om at vinde dem, ryttere håber at slippe helskindet igennem dem. Kom med på et medrivende ridt gennem løbenes lange historie og mytologiske landskaber, over bestialske brosten og døde blade, op ad skrappe stigninger, gennem skarpe sving, hen mod målstregen og om bag kulisserne.
Bogen er skrevet af Tonny Vorm, en af landets førende cykelskribenter. Den rummer også interview med både tidligere og nuværende cykelstjerner fra Danmark og udlandet. Og så er bogen rigt illustreret med flotte fotos og rutekort.
“Fornem krønike over de fem store cykelklassikere” – Joakim Jakobsen, Weekendavisen
**** “Det er smukt og faktisk lige til at tude over” – Jyllands-Posten
**** “300 spændende sider, der vil gøre enhver cykelelsker klogere” – Berlingske
Den anmelderroste Tonny Vorm dykker ned i cykelsportens barske betingelser i hans nye bog Monumenter – Cykelsportens fem største klassikere.
Ryttere drømmer om at vinde dem og ryttere håber at slippe helskindet igennem dem. Kom med på et ridt gennem løbenes lange historier og mytologiske landskaber, over bestialske brosten og fedtede blade, op ad skrappe stigninger, gennem skarpe sving og halsbrækkende nedkørsler, hen mod målstregen og om bag kulisserne.
I mere end 100 år har fem af cykelsportens klassikere haft en særlig betydning for ryttere og publikum:
Milano-San Remo, Flandern Rundt, Paris-Roubaix, Liège-Bastogne-Liège og Lombardiet Rundt.
LÆS OGSÅ: Til dig der elsker sport. 15 gode bøger om alt fra fodbold til Formel 1
Disse dramatiske og prestigefyldte cykelløb har gennem tiden fået tilnavnet “Monumenterne”, og det er netop disse fem løb, der bliver udgangspunktet for bogen. Monumenter – Cykelsportens fem største klassikere udfolder de fascinerende fortællinger om løbene, krydret med vilde anekdoter, afgørende øjeblikke og de utrolige bedrifter, der definerer cykelsporten.
Bogen er skrevet af en af landets førende cykelskribenter, Tonny Vorm, med øje for ikoniske bedrifter, de bedste historier og de mindste cykeltekniske detaljer, der på et splitsekund kan gøre forskellen på udbrud eller styrt, succes eller fiasko. Bogen rummer interviews med både danske og udenlandske cykelstjerner, såvel som rige illustrationer, fantastiske billeder og rutekort.
Monumenter – Cykelsportens fem største klassikere
Tonny Vorm
Prolog
I cykelsporten kaldes de største endagsløb for monumenter. Der findes fem af slagsen: Milano-Sanremo, Flandern Rundt, Paris-Roubaix, Liège-Bastogne-Liège og Lombardiet Rundt, og sammen med verdensmesterskaberne og de tre Grand Tours – Tour de France, Giro d’Italia og Vuelta a España – er det her, sportens mest prestigefyldte sejre hentes og hårdeste opgør udkæmpes. Legender støbes i disse kulisser, og vinderne skriver sig ind i cykelhistorien.
De fem løb er alle skabt i årene lige inden Første Verdenskrig, og i deres fortællinger fletter sportslige triumfer og tragedier sig sammen med mere end 100 års europæisk historie.
Som da Fausto Coppi i foråret 1946 i Milano-Sanremo kørte gennem den mørke tunnel på Turchino-passet og ud i solen til et glædesbrøl fra tilskuerne, der savnede lys og håb efter Anden Verdenskrig. Eller da rytterne trillede i mål i Paris-Roubaix i 2021 med udtryksløse ansigter dækket af mudder, som havde de dagen igennem slidt i de gamle kulminer under brostenspavéerne.
I tilfælde som disse handler cykelløb ikke blot om sportslige resultater, men udtrykker dertil landskabets og lokalbefolkningens kultur, geografi, historie og politik.
Begrebet ”monument” som betegnelse for et cykelløb opstod i 1980’erne, da L’Équipe-journalisten Phillipe Bouvet udpegede denne håndfuld løb som de mest monumentale blandt landevejssportens små og store klassikere. Baggrunden var stiftelsen af World Cup-konkurrencen i 1989, hvori rytterne sæsonen igennem samlede point fra 12 udvalgte endagsløb.
Men problemet var ifølge Bouvet, at UCI, Den Internationale Cykelunion, havde valgt at vægte hvert løb lige højt. En sejr i Flandern Rundt gav samme antal point som i eksempelvis Wincanton Classic, et britisk løb stiftet til lejligheden, altså UCI’s World Cup, og kun kørt frem til 1997, hvor det i øvrigt havde skiftet navn til Rochester International Classic.
Det kunne på ingen måde måle sig med sportens etablerede klassikere, og det samme gjaldt andre løb afholdt i Japan og Canada i UCI’s forsøg på at globalisere og tjene penge på professionel landevejscykling.
Phillipe Bouvet insisterede på, at nogle løb var større end andre, og at disse monumenter grundet alder, hårdhed og historie var de største. Det afspejles da også i dag på UCI’s World Tour, hvor en sejr i et monument giver 800 point, mens en rytter belønnes med 500 point for at vinde klassikere som eksempelvis Amstel Gold Race eller Gent-Wevelgem. Til sammenligning giver det 1.300 point at slutte øverst på podiet i Tour de France.
Pointene er vigtige for rytternes og holdenes status på World Touren, men systemet er indviklet og fylder ikke meget her i bogen, og det gør professionel kvindecykling heller ikke. Flandern Rundt for kvinder er blevet kørt siden 2004, hvorimod Paris-Roubaix Femmes og Liège-Bastogne-Liège Femmes blot har få år bag sig. Hverken Milano-Sanremo eller Lombardiet Rundt findes endnu på kvindernes landevejskalender.
Få steder i sportens verden er det så svært at forudsige en vinder som i professionel landevejscykling. Et uheld kan sætte selv den stærkeste rytter bagud, og i sidste ende er en lang række faktorer ofte afgørende for, hvem der kører med om sejren. Det gælder i særdeleshed monumenterne, der byder på langt flere overraskelser end eksempelvis Tour de France.
”Et enkelt styrt eller en punktering, og så kan slaget være tabt. Det er selvfølgelig heller ikke sjovt at punktere i et etapeløb, men mister du et minut i Touren, er der ofte tid til at vinde det tilbage. Det kan du sjældent gøre et i løb på seks-syv timer. Det er langt mere intenst, og du skal derfor være koncentreret og opmærksom på alt fra start til slut. Det er hårdt,” som Fabian Cancellara har sagt til mig.
Det bidrager selvfølgelig til fascinationen. Der kan næsten hele tiden indtræffe noget afgørende i et monument, også fordi flere stiller til start i håb om at vinde, end tilfældet er i en Grand Tour. Det gør løbene hårde, uforudsigelige og medrivende. Der er ingen kedelige transportstykker i Paris-Roubaix, og inden Oude Kwaremont i Flandern Rundt og Poggio i Milano-Sanremo er positionskampen mere intens end i andre cykelløb.
Denne dynamik er i høj grad årsagen til, at monumenterne appellerer så kraftigt til sportens mest passionerede fans.
Jeg forelskede mig i cykelsporten i sommeren 1983, da Kim Andersen første gang kørte sig i den gule trøje i Tour de France, og jeg sad klinet til tv-skærmen i 1990’erne, da danske ryttere anført af Bjarne Riis, Rolf Sørensen og Jesper Skibby markerede sig på de europæiske landeveje.
De seneste 15 år har jeg gennem venskaber med flere tidligere professionelle ryttere og mit virke som journalist og forfatter fået yderligere kendskab til sporten. De indtryk og interview, jeg undervejs har indsamlet, udgør rygraden i Monumenter.
Lad mig i den forbindelse takke Brian Holm, der i årenes løb har inviteret mig til cykelløb flere steder i verden, blandt andet Paris-Tour i oktober 2011. Her stillede Mark Cavendish for første gang op iført VM-trøjen, han 14 dage inden havde vundet i København.
Vi hentede Cavendish i Orly-lufthavnen, og i bilen på vej til hotellet i udkanten af Paris, hvor deres hold, HTC-Highroad, havde indlogeret sig, fortalte den britiske sprinter, at han ikke havde trænet siden VM. Han var nervøs for Paris-Tours’ 230 kilometer. Brian Holm foreslog at fingere en defekt, hvis stigningerne mod slutningen blev for krævende, og derefter udgå.
Det havde danskeren selv gjort, engang han kom hjem fra Tour de France som favorit i Stjerneløbet i Roskilde. Da Holm indså, at han ville tabe til en amatør, valgte han at stå af cyklen og fingere en punktering.
”Hellere udgå end at tabe ansigt, ikke?” sagde Brian Holm i bilen.
Mark Cavendish kiggede på sin sportsdirektør med tvivl i blikket.
”Seriøst? Jeg er verdensmester.”
”Bare du stiller til start, så er alle glade. Det er jo ikke Flandern Rundt.”
Om søndagen kørte Cavendish i mål på en hæderlig 34.-plads, halvandet minut efter vinderen Greg van Avermaet. Paris-Tours 2011 var hurtig glemt, men samtalen i bilen husker jeg stadig. Mark Cavendishs respekt for den regnbuefarvede trøje afspejler, hvor stærkt cykelsporten er forankret i traditioner og historie.
Ved et interview dagen efter med den belgiske avis Het Nieuwsblad – hvor jeg fik lov at sidde med – gav Cavendish udtryk for, at han glædede sig til at gøre trøjen ære den kommende sæson, og han lod flere gange under samtalen en hånd glide nænsomt ned over trøjen, som lå over armlænet på stolen.
Dertil understreger Brian Holms ord løbenes status i forhold til hinanden. Der er ingen klar definition på en klassiker, men et monument kan ikke diskuteres, og her fingerer man som verdensmester ikke en defekt for at dække over manglende form. Paris-Tours er et hæderkronet cykelløb, men nej, det er ikke Flandern Rundt.
Også Jesper Worre og Thomas Bay skal takkes, og det samme skal Per Bausager, hvis ord om sporten og dens aktører jeg altid noterer mig. Per Bausager, der selv har været professionel rytter i Italien, har et indgående kendskab til landevejscykling, og jeg har valgt at indlede hvert kapitel med hans beskrivelse af det respektive monument. Hvad er løbets karakteristika, og hvilken ryttertype appellerer det til?
Slutteligt en tak til Matti Breschel. Jeg har i en årrække jævnligt rejst til Italien for at se Milano-Sanremo, og de seneste år er jeg ofte stødt på Matti Breschel inden løbets start. Som rytter havde forårsklassikerne en særlig plads i hans hjerte.
”Jeg læste om de her løb i min fars cykelblade, da jeg var dreng, og jeg var vildt fascineret af dem. Det dårlige vejr, slagene på brostenene og de mange lokale fans, der skaber en tæt stemning omkring det hele. Det ansporer de fleste ryttere, tror jeg. For mig startede sæsonen med de mindre belgiske løb i slutningen af februar og strakte sig over marts og april med Milano-Sanremo, inden det hele kulminerede med Flandern Rundt og Paris-Roubaix. Jeg elskede de løb, og det gør jeg stadig,” siger Matti Breschel.
Jeg nærer samme følelser for de store klassikere. Alt, hvad væddeløb handler om, er her kogt ned til seks-syv timers nonstop-action. En martsmorgen i Milano i 2022 uden for Vigorelli-banen, hvor rytterne var i færd med at indskrive sig til løbet, talte Matti Breschel og jeg om netop denne fælles passion. Det var her, ideen til en bog om cyklingens monumenter opstod.
Det er også her, vi starter …
Milano-Sanremo
”Milano-Sanremo er både det nemmeste og det sværeste monument at vinde. Selv de bedste ryttere må spare sig i op til 290 kilometer til én afgørende aktion, enten på Poggio eller i en spurt. Intet andet monument kræver så stort et power output, hvilket forklarer, at det er løbet, hvor selv verdens stærkeste cykelrytter kan være mindst sikker på at vinde.”
– Per Bausager
Forårsbebuderen
Milano-Sanremo blev i en årrække kørt om søndagen. Men fordi det næsten altid regnede, besluttede arrangørerne i 2016 at rykke løbet til dagen inden. Her var det som oftest tørt og varmt. Jeg ved ikke, om der er hold i den historie, som jeg har læst flere steder, men i hvert fald stråler en skarp morgensol over Milano denne tredje lørdag i marts 2022.
Starten på løbet går som noget nyt fra Vigorelli-banen, hvor rytterne indskriver sig og vinker til publikum, inden de triller tilbage til deres holdbusser på Corso Sempione. Stemningen er overraskende afslappet.
Ældre mænd med avis under armen slentrer langs den brede boulevard. Den blå himmel spejler sig i deres solbriller. Der skrives autografer, uddeles kulørte drikkedunke, mekanikere retter sirligt på sadler. Milano er ikke let at imponere. Ved EF Education-bussen finder jeg Matti Breschel, holdets sportsdirektør.
”Har du været derinde?” spørger han.
Fausto Coppi og Jacques Anquetil kørte på Vigorelli-banen. Det er nok cykelhistoriens mest legendariske velodrom. Den blev bygget i 1935, da Italien oplevede sit første cykelboom, og helt frem til slutningen af 1960’erne blev alle verdens timerekorder sat her. The Beatles og Led Zeppelin spillede der også.
Matti har ikke selv kørt der, men var til morgen inde at røre ved de gyldenbrune træplanker og tage en selfie. Han rækker mig en espresso fra kaffemaskinen i bussen. Holdet er uden Magnus Cort, der brækkede kravebenet i Tirreno-Adriatico. Cort har tidligere gjort det godt i Milano-Sanremo og havde satset på en topplacering i år. I stedet skal der i dag køres for holdets anden dansker, Michael Valgren.
”Han er tændt,” siger den danske sportsdirektør og trækker på skuldrene, da jeg spørger, om han, Matti, er nervøs.
Det er jeg selv. Selv om jeg blot skal sidde på en bar i byen og se afslutningen på løbet, sitrer kroppen af forventninger.
”Kun over Tejay,” siger han med reference til Tejay van Garderen, der sidder bag rattet i servicebilen med Matti.
”Sidste uge var han ved at køre en af vores egne ryttere ned. Han kan simpelthen ikke køre bil.”
Reklamesøjle for Sanremo
Sæsonens første og længste af cyklingens fem Monumenter er også det særeste. I timevis ruller feltet samlet fra det kølige Milano over den tågede Poslette mod bjergene og til Middelhavets sol, hvor det hele pludselig eksploderer i en af årets ret ofte bedste finaler.
”I starten ligner løbet sig selv, men hvert år sker der noget nyt,” som avisen La Gazzetta dello Sport har udtrykt det. ”Den sidste del af løbet er også den mest udfordrende, og hér tilspidser det hele sig som i en thriller.”
Heri er Jesper Worre enig.
”De fleste store endagsklassikere har mange momenter, hvor tingene kan afgøres, men i Milano-Sanremo bliver det som oftest først afgjort på den sidste stigning, Poggio,” siger Worre, der i dag er cykelkommentator på Eurosport, men i en årrække var professionel på italienske hold og derfor kørte Milano-Sanremo hver sæson.
”I 1986 og 1987 var jeg kaptajn på Santini, men det var et svært løb for mig at håndtere. Det starter først efter 290 kilometer, når man rammer Poggio, og der sad jeg for langt tilbage. Så er det forbi, for der bliver kørt hurtigt opad. Det var først efter, jeg selv stoppede, at jeg begyndte at holde af det. Det er præcis så svært eller let, at alle typer kan vinde det.”
Løbet blev første gang arrangeret for at booste Sanremos omdømme. Byen på den italienske nordvestkyst var i 1872 blevet forbundet med Frankrig via en jernbane, men lå stadig i skyggen af Monte Carlo og den franske riviera, hvor det europæiske aristokrati foretrak at feriere.
I august 1906 mødtes tre driftige forretningsfolk på byens Café Rigolé for at diskutere, hvordan det kunne ændres. De kontaktede Eugenio Costamagna, redaktør og medejer af La Gazzetta dello Sport, og spurgte, om ikke det var noget at støtte et 300 kilometer langt professionelt endags cykelløb.
I forvejen var den lyserøde cykelglade avis med til at organisere Lombardiet Rundt, hvis første udgave havde været en succes året forinden.
Costamagna var skeptisk. Kort forinden var et rallyløb fra Milano til Sanremo blevet afviklet, og blot to af de mere end 30 startende biler nåede i mål. Et amatørcykelløb over to etaper ad samme rute i april måned havde heller ikke været nogen succes. Så dårlige var vejene fra Milano til Middelhavet. Særligt udfordrende var Turchino-passet, der adskiller Piemonte fra kystregionen Ligurien.
Costamagna anede dog en god historie i et cykelløb på egnen og indvilligede i at sende en flok ryttere afsted for at teste ruten. Avisen kontaktede vinderen af Lombardiet Rundt, Giovanni Gerbi, der med sine
træningskammerater – blandt andre den senere vinder af løbet Luigi Ganna – kom over passet og hele vejen ned til Sanremo.
Her fik de tre forretningsmænd skaffet det fornødne budget på 700 lire, og en tidlig regnvåd søndag morgen den 14. april 1907 stod 33 ryttere til start ved Porta Ticinese til historiens første Milano-Sanremo.
Favoritten var førnævnte Giovanni Gerbi, der af sit Bianchi-hold blev tilbudt 2,5 lire per kilometer, hvis han vandt løbet. Gerbi gik da også tidligt i udbrud og var første rytter over Turchino-passet med et forspring på mere end fem minutter til forfølgerne. En af disse var den franske Peugeot-rytter Gustave Garrigou, der nåede op til italieneren i Savonna med 100 kilometer til mål.
Gerbi nægtede imidlertid at samarbejde. Og ikke nok med at han sprang sine føringer over, han begyndte også at indlede et skænderi med franskmanden. Sagen var nemlig, at Gerbi slet ikke havde til hensigt at vinde.
Inden start havde han erfaret, at Bianchi havde lovet franske Lucien Petit-Breton seks gange så meget for at vinde løbet, som han selv havde fået stillet i udsigt. Kort efter starten i Milano var Gerbi derfor trillet op på siden af sin nye holdkammerat og havde tilbudt at køre for ham mod halvdelen af Petit-Bretons præmiepenge.
”D’accord,” brummede den lille franskmand.
Takket være Gerbi mistede førerduoen så meget fart, at Petit-Breton indhentede dem med 40 kilometer til mål. Da Petit-Breton åbnede spurten på de sidste 500 meter, greb Gerbi fat i Garrigous krave, så Petit-Breton kunne køre i mål som sejrherre. Bagefter kom det til håndgemæng mellem Gerbi og Garrigou, og nogle dage efter blev Gerbis andenplads ændret til en tredjeplads.
Nogenlunde samtidig sad Petit-Breton hjemme i Paris og skrev et brev til La Gazzetta dello Sport. Han takkede for invitationen og gav udtryk for, at han håbede, at Milano-Sanremo ville blive kørt igen året efter.
Petit-Breton var ligesom sine franske rytterkolleger blevet inviteret til Italien for at kaste international glans over løbet, og da han samme sommer genvandt Tour de France, og sejren i Sanremo i den forbindelse atter blev omtalt i den franske presse, besluttede Costamagna, at hans avis også ville være med til at organisere løbet året efter.
Det var dog uden deltagelse af Giovanni Gerbi, der var ude med et halvt års karantæne efter også at have snydt i Lombardiet Rundt. Ved en jernbaneoverskæring havde han overtalt to signalmænd til at låse afspærringen, så resten af feltet måtte ud på en længere omvej.
Først over Dødens pas
Passo del Turchino var fra starten en afgørende faktor i Milano-Sanremo. Blev man ikke udskilt på Dødens pas, som det blev døbt, var der en god chance for at køre med om sejren, og ofte var første mand over toppen også løbets endelige vinder.
Det oplevede man allerede i 1908 og 1909 ved henholdsvis belgiske Cyrille van Hauwaert, der i øvrigt havde taget turen fra det vestlige Flandern til Milano på cykel, og førnævnte Luigi Ganna.
De udenlandske rytteres succes de to første år havde gjort løbet populært, både i hjemlandet, der ville have en italiensk vinder, og i udlandet, der anede, at her var noget på færde, og i 1909 stillede lidt over 100 ryttere til start i kulde og regn, deriblandt favoritten, franske Émile Georget. Løbets voksende anseelse havde også fået den franske avis L’Auto til at sende en journalist til Italien, og Charles Ravaud, som han hed, hæftede sig særligt ved ”den skræmmende hårde rute”.
”Nedkørslen fra Turchino var ubeskrivelig. Det overrasker mig, at der ingen dødsfald er at rapportere om. Ved et tilfælde troede jeg, at jeg var vidne til en katastrofe. Passerieu slog en frygtelig saltomortale og faldt ned i bunden af en kløft. Men idet vi gjorde os klar til at kravle ned og lede efter hans jordiske rester, dukkede han op igen, rødglødende af raseri og kun med tanke på at nå feltet igen,” skrev Ravaud med reference til Georges Passerieu, Paris-Roubaix-vinderen fra 1907.
Ganna blev efter Turchino indhentet og derefter sat af favoritten Georget, der dog punkterede tre gange og dertil – hævdede han – blev vist ad en forkert vej af en official. Som den første italiener kunne Ganna derfor køre alene i mål på Corso Cavallotti omgivet af jublende cykelfans.
Ganna, en tidligere murer, der boede i Lombardiet og dagligt trænede på ruten, udnyttede ikke blot sit lokalkendskab, men også løbets nye regler, der tillod, at man skiftede cykel undervejs, hvis blot denne kom fra holdets egen servicebil. Ved foden af Turchino skiftede Ganna derfor til en cykel med gearing, der passede til opstigningen og det kuperede terræn langs kysten.
Et par måneder efter Milano-Sanremo vandt Luigi Ganna det første Giro d’Italia og cementerede således Italiens position som en ny stærk cykelnation.
Også i 1910 udspillede der sig et drama på Turchino. Løbet startede i regn og kulde og blev op ad Turchino ramt af en rasende snestorm. Sigtbarheden var ringe, og franske Eugène Christophe blev tvunget til at stå af cyklen kort inden toppen.
”Mine fingre var stivfrosne, mine fødder var følelsesløse, mine ben var stive, og jeg rystede over hele kroppen. Jeg begyndte at gå og løbe for at få gang i blodcirkulationen,” mindedes han senere i det franske tidsskrift Le Miroir des Sports.
”Det var svært at komme frem. Flere steder var der 20 centimeter sne. Hver gang måtte jeg stå af cyklen og trække. Jeg måtte stoppe med mavekramper, og jeg kollapsede på en sten i vejkanten. Jeg hundefrøs.”
Efter et kort ophold hos en bondefamilie, hvor han fik varmen og et glas rom eller to, valgte Christophe med følelsesløse fingre at forsætte trods bondens formaninger om at blive indenfor ved pejsen.
Næsten 15 timer var franskmanden om at vinde løbet, der blev gennemført af blot syv af de 63 startende ryttere. Tre blev dog siden diskvalificeret, deriblandt Luigi Ganna, der var blevet set i en bil på vej mod Turchino-passet.
Christophe fortalte, at han indimellem ikke anede, hvilken vej han skulle tage. Det elendige vejr havde fået tilskuere til at holde sig indendørs, og ruten var øde og uden officials, afspærringer eller anvisninger undervejs.
”Uden nogen som helst logistisk backup af den slags, vi kender fra moderne sport, eller hjælp fra massemedierne, kørte rytterne ofte vild eller udgik ubemærket af løbene,” skriver John Foot i Pedalare! Pedalare!
I bogen pointerer han, at det var med anstrengelserne i 1910, ”at Milano-Sanremo fik den legendestatus, der gjorde det til den mest prestigiøse italienske endagsklassiker, og hvis historie siden er skrevet af alletiders største cykelryttere – Costante Girardengo, Alfredo Binda, Coppi, Bartali, Eddy Merckx, Sean Kelly, Bernard Hinault og 2009-vinderen, Mark Cavendish”.
Tonny Vorm: Monumenter – Cykelsportens fem største klassikere
❤️❤️❤️❤️❤️ – “Tonny Vorm har skabt en født klassiker om klassikerne“ – Politiken
I cykelsporten har fem løb en helt særlig betydning: Milano-San Remo, Flandern Rundt, Paris-Roubaix, Liège–Bastogne–Liège og Lombardiet Rundt.
‘Monumenterne’ bliver de kaldt. For det er de mest prestigefyldte og dramatiske endagesløb. Ryttere drømmer om at vinde dem, ryttere håber at slippe helskindet igennem dem. Kom med på et medrivende ridt gennem løbenes lange historie og mytologiske landskaber, over bestialske brosten og døde blade, op ad skrappe stigninger, gennem skarpe sving, hen mod målstregen og om bag kulisserne.
Bogen er skrevet af Tonny Vorm, en af landets førende cykelskribenter. Den rummer også interview med både tidligere og nuværende cykelstjerner fra Danmark og udlandet. Og så er bogen rigt illustreret med flotte fotos og rutekort.
“Fornem krønike over de fem store cykelklassikere” – Joakim Jakobsen, Weekendavisen
**** “Det er smukt og faktisk lige til at tude over” – Jyllands-Posten
**** “300 spændende sider, der vil gøre enhver cykelelsker klogere” – Berlingske
Du kan købe Monumenterne online fx hos Gucca eller i den nærmeste boghandel.
Andre læste også: