Biografier Fagbøger

Kandis er festen, du ikke vil hjem fra – Smuglæs i bogen her

Kandis

Kom med til kæmpe Kandis-fest med den nye bog Kandis skrevet af Lukas Birch og Johnny Hansen. Læs med her for at høre to sjove anekdoter fra bogen.


Kandis er et af Danmarks største bands. Hvis du har været forbi et kræmmermarked eller et halbal, så har du potentielt været så heldig at have fået mulighed for at opleve en Kandis-koncert. Bandet har udgivet talrige plader indenfor dansktopgenren, har en fanklub med mere end 2000 medlemmer og fejrer i 2024 35 års jubilæum. Hvis man dog går bag ved den festlige overflade, bliver det dog tydeligt, at Kandis kan mere end blot at skabe en helt fantastisk fest. De har formået at skabe et fantastisk fællesskab med deres publikum, for uden deres fans ville der ikke være Kandis.

LÆS OGSÅ: Kandis fejrer 35-års jubilæum med bogudgivelse

I Kandis-bogen kan du læse meget mere om bandet, medlemmerne, sammenholdet, koncerterne, musikken og ikke mindst de mange fans. Bogen er skrevet af forsanger Johnny Hansen og Lukas Birch, der blandt andet holder foredrag om Kandis og har fulgt bandet i mange år. Bogen er perfekt til fans af Kandis, som har været med til at danse, synge og feste med bandet i løbet af årene.

Med bogen bliver man taget med på en rejse, hvor man kommer helt tæt på Kandis. Man får mulighed for at læse om, hvordan det hele startede, og hvordan bandet har udviklet sig. Kandis-bogen er ydermere fuld af sjove anekdoter, historier, og så er der mange flotte og farverige billeder.

Herunder kan du læse to sjove anekdoter om Kandis fra bogen.

LÆS OGSÅ: Johnny fra Kandis: ”Vi har været heldige – men vi har også knoklet for det”

Kandis
Foto: Niels Henrik Dam



RINGENES HERRE

Du kan næsten ikke sige navnet Kandis, uden at melodien til ”En lille ring af guld” begynder at spille i baghovedet. Det er en sang, der har fulgt orkestret i over 30 år og er fast på repertoirelisten, når de er ude at spille. Vi er nok mange, der har det på samme måde: En Kandis-koncert uden ”En lille ring af guld” ville være det samme som at lave risengrød uden ris. Det kan man ikke!

Johnny: Dengang vi startede Kandis, talte vi om, ”Hvor længe det mon kan blive ved?”. Vi tænkte, det nok var slut med dansktopmusik og halballer inden længe, men næsten i samme øjeblik blev dansktop igen populært. Vi var så megaheldige med timingen, for vi havde lige udgivet ”Kandis 3”, hvor ”En lille ring af guld” er på. Dansktoppen havde en halv million lyttere op igennem 90’erne og blev genudsendt på næsten alle regionalstationerne, så vi fik rigtig meget radio-airplay på P4 dengang.

Genren blomstrede op på ny, og det samme gjorde mediernes interesse. Jørgen de Mylius og Jørn Hjorting startede ”Dansk på 1’eren”, hvor vi var med flere gange. Henrik Krogsgaard lavede ”Dansk Public service” ude i TV-byen, og Keld Heick kom med ”Musikbutikken”, så vi fik rigtig meget eksponering. Vi sprøjtede plader ud på det tidspunkt. Fra 94-95 og ti år frem solgte vi lige omkring 100.000, når vi udsendte en plade. Det var helt vildt. Vi lavede også plader hele tiden. Nogle år kom der endda flere plader, og hver gang kørte vi land og rige rundt for at reklamere i samtlige lokalradioer. Vi var på hele tiden.

Men vores helt store gennembrud kom i 1993 med ”En lille ring af guld”. Den ændrede alt for os. Den lå på Dansktoppen i 33 uger og endte faktisk med at spænde ben for os selv. Da vi lavede Kandis 4, kunne vi nemlig ikke blive præsenteret med en ny sang på Dansktoppen, fordi ”En lille ring af guld” på listen. Sådan var reglerne.

”En lille ring af guld” er egentlig en svensk sang af Vikingarna og hedder ”Ett litet Rosa Band”. Den handler om et lille armbånd med hvide blomster på og blev aldrig noget stort hit i Sverige. Det var Jørgen de Mylius, der oversatte den og fandt på det geniale, at den skulle handle om en lille ring af guld. Pludselig handlede den om noget, alle folk kunne forholde sig til.

Det sjove er, at folk forbinder den med lykkelig kærlighed, og mange har spurgt, om jeg vil spille den til deres bryllup. Men jeg siger til dem, det vil jeg helst ikke, fordi den handler faktisk om to, der går fra hinanden. Så siger folk: Gud, gør den dét?” Ja, det gør den. “Men alting ændrer sig – du rejste væk fra mig”. Så hvis nogen ønsker, jeg kommer og spiller den til deres skilsmisse, så kan vi tale om det. Sangen er nærmest blevet vores varemærke. Jeg tror, vi har spillet den over 6.000 gange, så jeg er også lige ved at kunne den udenad.

Kandis er festen, du ikke vil hjem fra - Smuglæs i bogen her
Foto: Niels Henrik Dam



DET STORE ”GENNEMBRUD”

JOHNNY: Selvom mange siger, at ”En lille ring af guld” var vores store gennembrud, så vil jeg jo mene, at mit personlige ”gennembrud” skete oppe i Fårevejle Hallen. De havde bygget en scene ind over siddetribunerne, og nede på halgulvet havde de sat nogle store olietønder og en eller anden form for træskelet, hvorpå de havde skruet nogle spånplader. Det var scenen. Den var omkring 1,5 meter høj.

På et tidspunkt under koncerten så jeg, at der sad nogle fans ovre i hjørnet på scenekanten, og så tænkte jeg: ”Nu går jeg lige over og gør dem lidt forskrækket.” Så jeg listede hen bag dem, og så lavede jeg et kæmpe hop, men det var ikke fansene, der blev forskrækket. Det var mig. For den spånplade, jeg hoppede på, var ikke understøttet, så den knækkede, og jeg røg lige igennem. Kun mit hoved stak op. Hullet var ikke stort nok til, at guitaren kunne komme med ned, så den lå lige foran ansigtet på mig. Jeg slog mig som ind i helvede, for mit lår ramte kanten af en olietønde.

Jeg hoppede op på scenen igen og prøvede at redde situationen: ”Hold da op, scener er ikke, hvad de har været,” og ”Ja, så fik jeg endelig mit store gennembrud.” Men nøj, jeg havde det skidt. Jeg var lige ved at besvime, så jeg satte mig med hovedet nedad ved min monitor, og så spillede vi videre. I pausen kunne jeg lige få benet op med noget is på, og vi gennemførte også resten af koncerten.

Vi gør virkelig alt, for at vi ikke skal aflyse en koncert. Én gang måtte vi dog sadle om på grund af noget så banalt som en hveps. Jens Erik var blevet stukket af en hveps hjemme i sin have og var hævet en del op, så han kørte på hospitalet for en sikkerheds skyld. De gik helt i panik og sendte bud efter en paramediciner med modgift og babu-babu. Den fik ikke for lidt.

Men da klokken nærmede sig 15.30, sagde Jens Erik til dem: ”Nu har jeg ikke tid til at være her mere, for jeg skal ud og spille koncert.” ”Nej, det skal du ikke,” sagde de så, ”vi regner med at flytte dig til Aalborg Sygehus her om lidt.” Det endte med, at min far og jeg tog ud og spillede, og så havde vi Blue Hawaii på som orkester, det orkester, som Ole, vores nuværende bassist, spillede i.

Kandis
Foto: Niels Henrik Dam



Johnny Hansen og Lukas Birch: Kandis

Kandis, kandis quiz

I denne bog inviterer Lukas Birch og Johnny Hansen til en kæmpe Kandis-fest. For Kandis er livsglæde. Og det er denne bog fuld af.

Den er til alle de mange fans, der gennem årene har skrålet med på en lille ring af guld og alle de andre mange hits, og som ikke vil hjem fra festen, selvom lyset på spillestedet er slukket. I bogen kan man både læse om alt det, der er vigtigt for at skabe sådan en fest. Medlemmerne, sammenholdet, musikken, de utrolige historier, koncerterne og ikke mindst, hvad de mange fans betyder. For uden dem, var festen aldrig blevet så stor.

Lukas Birch holder foredrag med Johnny Hansen og har fulgt Kandis i mange år. I bogen tager han læseren med på en tour for livet, hvor man kommer helt tæt på Kandis og er med hele vejen.

Du kan købe Kandis online, f.eks. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.