Rule af Jay Crownover er en mørk kærlighedshistorie om dydsmønsteret Shaw, der forelsker sig i tatoverede Rule med en rå attitude.
Rule af Jay Crownover er den første bog i en ny, hot romance-serie, der nu udkommer på dansk. Marked men-bøgerne er fyldt med kærlighed og spice, lækre tatoverede mænd og deres vilde romancer.
LÆS OGSÅ: Romantiske bøger, der går lige i hjertekulen. Se vores liste af must-read kærlighedsbøger her.
Rule følger Shaw Landon og Rule Archer. Shaw har været forelsket i Rule, siden de mødtes første gang. Rule er alt det, som Shaw burde holde sig fra, men hun er ikke bange for hans tatoveringer, piercinger eller hårde attitude. Logisk set ved hun, at Rule er forkert for hende, men hun har svært ved at overbevise sit hjerte om det.
Rule ser derimod Shaw Landon som en storsnudet, snobbet og perfekt prinsesse. Hun er typen, der lever sit liv efter alle andres regler, hvorimod han selv laver sine egne. Rule ønsker ikke at bruge tid på en pæn og ordentlig pige, selvom hun er den eneste, der kender hans sande jeg.
En nat kan Rule og Shaw dog ikke længere benægte den store tiltrækning, der er imellem dem, men hvordan kan to så forskellige typer finde sammen uden at ødelægge hinanden?
LÆS OGSÅ: Marked Men er en forførende og spicy serie til alle romance-fans
Rule er den første bog i Marked men-bøgerne. Marked men er en sexet serie om bad boys, det tatoveringsstudio de arbejder i, og de kvinder, som de elsker. Du kan læse et uddrag af Rule af Jay Crownover herunder.
Rule
Jay Crownover
KAPITEL 1
RULE
Først troede jeg, at den dunken, jeg mærkede i mit hoved, var min hjerne, der forsøgte at kæmpe sig vej ud af mit kranie efter de omtrent ti whiskyshots, jeg tog i går, men så gik det op for mig, at det larmede, fordi nogen stormede rundt i min lejlighed. Hun var her, og med rædsel kom jeg i tanke om, at det var søndag. Uanset hvor mange gange jeg sagde det, hvor tarvelig jeg var over for hende, eller hvor depriveret og ækel en tilstand hun fandt mig i, dukkede hun op hver eneste søndag morgen for at slæbe mig med hjem til brunch.
Et dæmpet støn fra den anden side af sengen mindede mig om, at jeg ikke var taget alene hjem fra baren i går. Ikke at jeg kunne huske pigens navn, eller hvordan hun så ud, eller om hun overhovedet havde fået noget ud af at vælte ind i min lejlighed sammen med mig.
Jeg lod en hånd glide ned over mit ansigt og svang benene ud over sengekanten, lige idet døren til soveværelset gik op. Jeg skulle aldrig have givet den lille møgunge en nøgle. Jeg gad ikke engang forsøge at skjule det. Hun var vant til at finde mig nøgen og med tømmermænd – jeg kunne ikke se, hvorfor det skulle være anderledes i dag. Pigen i den anden side af sengen vendte sig om og kneb øjnene sammen i retningen af den nye tilføjelse til vores pinlige, lille fest.
”Jeg synes, du sagde, at du var single?” Anklagen i hendes stemme fik hårene til at rejse sig i nakken på mig. En pige, der var villig til at tage med en fremmed hjem til en nat med uforpligtende sex, fik ikke lov at dømme, især ikke når hun stadig lå nøgen og pjusket i min seng.
”Giv mig tyve minutter,” sagde jeg og lod blikket glide over til blondinen i døråbningen, mens jeg kørte en hånd gennem mit uglede hår.
Hun hævede det ene bryn. ”Du har ti.”
Jeg ville have hævet et bryn som modsvar til hendes tonefald og attitude, men mit hoved var ved at eksplodere, og det ville nok alligevel være spildt på hende. Hun var mere end immun over for mit lort.
”Jeg laver kaffe. Jeg har allerede inviteret Nash, men han sagde, at han er nødt til at tage over i salonen på grund af en kunde. Jeg venter i bilen.” Hun drejede om på hælen, og så var døråbningen igen tom. Jeg kæmpede mig op at stå, mens jeg kiggede efter de bukser, som jeg måske havde smidt på gulvet i går.
”Hvad sker der?”
Jeg havde midlertidigt glemt alt om pigen i min seng. Jeg bandede sagte for mig selv og hev en sort T-shirt, der så nogenlunde ren ud, over hovedet. ”Jeg er nødt til at gå.”
”Hvad?”
Jeg så på hende med rynket pande, da hun satte sig op i sengen og holdt lagenet tæt ind mod sit bryst. Hun var pæn og havde en flot krop, så vidt jeg kunne se. Gad vide hvordan jeg havde fået charmeret hende til at tage med mig hjem. Hende havde jeg ikke noget imod at vågne op til her til morgen.
”Jeg har en aftale, så det betyder, at du er nødt til at stå op og smutte. Normalt ville min roommate være her, så du kunne blive hængende lidt, men han skulle på arbejde, så det betyder, at du er nødt til at få den flotte røv i sving og komme afsted.”
Hun hvæsede en smule ad mig. ”Mener du det seriøst?”
Jeg så mig over skulderen, mens jeg gravede mine støvler frem under en bunke vasketøj og stak fødderne i dem. ”Ja.”
”Hvem fanden gør sådan? Ikke noget med ’tak for i går, du var dejlig, skal vi spise frokost?’ Bare ’skrid med dig’?” Hun slog lagenet til side, og jeg lagde mærke til en fed tatovering, der løb langs hendes ribben og bugtede sig ind over den ene skulder og hen ad kravebenet. Det var sikkert det, jeg var blevet tiltrukket af i min fordrukne, halvt bevidstløse tilstand til at begynde med. ”Du er kraftedeme en nar, ved du godt det?”
Jeg var meget mere end bare en nar, men det behøvede hun, der blot var en ud af åh så mange, ikke at vide. Jeg bandede lydløst over min roommate, Nash, der var det egentlige røvhul her. Vi havde været bedste venner siden de små klasser, og jeg kunne normalt regne med, at han søndag morgen fungerede som et skjold for mig, når jeg var nødt til at smutte, men jeg havde glemt alt om den tus, han skulle gøre færdig i dag.
Det betød, at jeg var på egen hånd, når det kom til at få gårsdagens knald ud ad døren og komme afsted, inden møgungen smuttede uden mig, for det ville være en større hovedpine, end jeg havde brug for i min nuværende tilstand.
”Hey, hvad hedder du egentlig?”
Hvis hun havde været sur før, så var hun decideret rasende nu. Hun trak i en superkort sort nederdel og en lillebitte top. Hun rodede op i sin manke af farvet, lyst hår og stirrede på mig med øjne, der var udtværede med gammel mascara. ”Lucy. Kan du ikke huske det?”
Jeg kom noget klistret stads i håret for at få det til at stritte i forskellige retninger og sprøjtede noget cologne på for at maskere den lugt af sex og sprut, som jeg var sikker på hang i min hud. Jeg trak på den ene skulder og ventede, idet hun hoppede forbi mig på et ben, mens hun tog et par stiletter på, der bare udstrålede kinky sex.
”Jeg hedder Rule.” Jeg ville have tilbudt hende hånden, men det virkede fjollet, så jeg pegede bare på døren og trådte ud på badeværelset for at børste den sure smag af whisky ud af munden. ”Der er kaffe i køkkenet. Måske kan du skrive dit nummer ned et sted, og så kan jeg ringe til dig på et andet tidspunkt. Søndag er ikke en god dag for mig.” Hun ville aldrig få at vide, hvor sandt det udsagn var.
Hun skulede til mig og vippede utålmodigt med spidsen af en af de der fantastiske sko. ”Du aner virkelig ikke, hvem jeg er, gør du?”
Denne gang, selv imod min dunkende hjernes ønsker, hævede jeg brynene og så på hende med munden fuld af tandpasta. Jeg stirrede bare på hende, indtil hun skingert skreg af mig og pegede sig i siden. ”Du må da i det mindste kunne huske den her!”
Så forstod jeg bedre, at jeg så godt kunne lide hendes tatovering. Det var en af mine egne. Jeg spyttede tandpastaen ud i håndvasken og gav mig selv elevatorblikket i spejlet. Jeg lignede lort. Mine øjne var fugtige og rødrandede, min hud så grå ud, og der var et sugemærke på størrelse med Rhode Island på siden af min hals – min mor ville helt sikkert elske det.
Ligesom hun ville falde over sine egne ben af bare begejstring, når hun så mit hårs nuværende tilstand. Normalt var det tykt og mørkt, men jeg havde barberet siderne af og farvet det forreste skrigende lilla, så det nu stod lige op i luften, som om jeg havde brugt en græstrimmer til at klippe det. Begge mine forældre havde allerede et problem med de tusser, der snoede sig rundt om begge mine arme og op ad min hals, så håret ville bare være toppen af kransekagen.
Eftersom der ikke var noget, jeg kunne gøre for at fikse det færdselsuheld, der kiggede ud på mig gennem spejlet, luskede jeg ud fra badeværelset og tog uhøjtideligt fat i pigens arm og slæbte hende hen mod hoveddøren. Jeg var nødt til at huske, at jeg skulle tage med dem hjem i stedet for at lade dem komme med mig. Det var så meget nemmere på den måde.
”Hør her, jeg har en aftale, og jeg er ikke specielt vild med, at jeg er nødt til at gå, men det gør ikke andet end at pisse mig af, hvis du flipper ud og laver en scene. Jeg håber, du havde det sjovt i går, og du må gerne give mig dit nummer, men vi ved begge to godt, at chancen for, at jeg ringer til dig, er næsten lig nul. Hvis du ikke har lyst til at blive behandlet som lort, skal du måske holde op med at tage hjem med fulde fyre, du ikke kender. Tro mig, vi er kun ude efter en ting, og næste morgen vil vi bare gerne have, at du går din vej uden et ord. Jeg har hovedpine, og jeg har det, som om jeg skal kaste op, og så er jeg nødt til at tilbringe den næste time i en bil med en, der tavst vil sidde og væmmes ved mig, mens hun lykkeligt planlægger min død, så kan vi ikke bare gemme den teatralske opførsel og komme videre?”
Jeg havde nu fået manøvreret Lucy ud i opgangen, og jeg kunne se min lyshårede plageånd sidde i BMW’en, der holdt i tomgang ved siden af min truck. Hun var utålmodig og ville køre sin vej, hvis jeg spildte mere tid. Jeg sendte Lucy et halvhjertet smil og trak på den ene skulder – det var trods alt ikke hendes skyld, at jeg var et røvhul, og selv jeg vidste, at hun fortjente bedre end sådan en følelseskold afvisning.
”Hør lige, du skal ikke have det dårligt med det. Jeg kan være et charmerende svin, når jeg vil. Du er langt fra den første og bliver heller ikke den sidste, der får den lille forestilling at se. Jeg er glad for, at din tus blev fed, og jeg ville foretrække, at du husker mig for den og ikke for i går.”
Jeg småløb ned ad fortrappen uden at se mig tilbage og hev døren op til den smarte, sorte BMW. Jeg hadede den bil og hadede, at den passede så godt til føreren, som den gjorde. Eksklusiv, elegant og dyr var helt sikkert ord, man kunne bruge til at beskrive min rejsemakker. Da vi trak ud af parkeringspladsen, råbte Lucy ad mig og gav mig fingeren.
Min chauffør rullede med øjnene og mumlede lavmælt: ”Elegant”. Hun var vant til de små scener, som pigerne godt kunne lide at lave, når jeg efterlod dem dagen efter. Engang havde jeg endda været nødt til at skifte hendes forrude, da en af dem havde smidt en sten efter mig, som ramte forbi, mens jeg var på vej væk.
Jeg justerede sædet, så det passede til mine lange ben, og satte mig til rette, så mit hoved hvilede mod vinduet. Det var altid en lang og usigeligt stille køretur. Nogle gange, som for eksempel i dag, var jeg taknemmelig for det. Andre gange gik det mig på nerverne.
Vi havde været fast inventar i hinandens liv siden high school, og hun kendte alle mine styrker og svagheder. Mine forældre elskede hende som deres egen datter og lagde ikke skjul på, at de som regel foretrak hendes selskab frem for mit. Man skulle tro, at vi med al den historik, både de gode og de dårlige dele, uden problemer kunne klare at småsnakke lidt i et par timer.
”Du kommer til at smøre alt det stads, du har i håret, ud over mit vindue.” Hendes stemme – ren cigaretrøg og whisky – passede ikke til resten af hende, som var ren champagne og silke. Jeg havde altid godt kunnet lide hendes stemme. Når vi ikke skændtes, kunne jeg lytte til hende i timevis.
”Jeg skal nok vaske det af.”
Hun fnyste. Jeg lukkede øjnene og lagde armene over kors. Jeg var helt klar til en køretur i tavshed, men hun havde åbenbart ting, hun gerne ville sige i dag, for så snart hun kørte ud på motorvejen, skruede hun ned for radioen og sagde mit navn. ”Rule.”
Jeg drejede hovedet en smule over mod hende og åbnede det ene øje på klem. ”Shaw.” Hendes navn var lige så smart som resten af hende. Hun var bleg, havde snehvidt, lyst hår og store grønne øjne, der lignede Granny Smith-æbler. Hun var lillebitte, i hvert fald tredive centimeter mindre end mine en meter og halvfems, men hun havde kurver, der fortsatte i det uendelige.
Hun var den slags pige, som fyrene kiggede på, fordi de bare ikke kunne lade være, men så snart hun vendte det kølige, grønne blik i deres retning, vidste de, at de ikke havde en chance. Hun udstrålede uopnåelighed på samme måde, som nogle piger oser af ”kom og tag mig”.
Hun pustede langsomt ud, og jeg betragtede en tot af hendes hår hvirvle rundt om hendes pande. Hun så på mig ud af den ene øjenkrog, og jeg stivnede, da jeg så, hvor hårdt hun holdt om rattet.
”Hvad er det, Shaw?”
Hun bed sig i underlæben, et sikkert tegn på, at hun var nervøs. ”Jeg går ikke ud fra, at du har besvaret nogen af din mors opkald i denne her uge?”
Jeg havde ikke ligefrem et tæt forhold til mine forældre. Faktisk befandt vores forhold sig nogenlunde dér, hvor vi gensidigt kunne tolerere hinanden, hvilket var årsagen til, at min mor sendte Shaw hen for at slæbe mig med hjem hver weekend.
Vi kom begge to fra en lille by, der hed Brookside, i en velhavende del af Colorado. Jeg var flyttet til Denver, så snart jeg havde mit eksamensbevis i hånden, og Shaw var flyttet dertil et par år senere. Hun var nogle år yngre end mig, og der var ikke noget, hun hellere ville, end at komme ind på University of Denver. Pigen lignede ikke bare en eventyrprinsesse, hun var sgu også på vej til at blive læge.
Min mor vidste, at jeg på ingen måde selv ville tage den timelange køretur frem og tilbage for at se dem i weekenden, men hvis Shaw hentede mig, ville jeg være nødt til det, dels fordi jeg ville have dårlig samvittighed over, at hun brugte noget af sin sparsomme tid på det, men også fordi hun betalte for benzinen, ventede på, at jeg tumlede ud af sengen, og slæbte min sørgelige røv hjem hver eneste søndag, og ikke en eneste gang i næsten to år havde hun brokket sig over det.
”Nej, jeg havde travlt hele ugen.” Jeg havde travlt, men jeg kunne faktisk bare heller ikke lide at tale med min mor, så jeg havde ignoreret hende alle tre gange, hun havde ringet til mig i denne uge.
Shaw sukkede, og hendes hænder vred sig endnu mere stramt om rattet. ”Hun ringede for at fortælle dig, at Rome er blevet såret, og at hæren sender ham hjem på seks ugers orlov. Din far tog ned på militærbasen i Springs for at hente ham i går.”
Jeg for så hurtigt op af sædet, at jeg hamrede hovedet ind i bilens tag. Jeg bandede og masserede stedet, hvilket fik mit hoved til at dunke endnu mere. ”Hvad? Hvad mener du med, at han er blevet såret?”
Rome var min storebror. Han var tre år ældre end mig og havde været udstationeret det meste af tiden i de sidste seks. Vi var stadig tætte, og selvom han ikke brød sig om den afstand, jeg havde lagt mellem mig selv og mine forældre i årenes løb, var jeg sikker på, at jeg ville have hørt om det fra ham selv, hvis han var blevet såret.
”Jeg er ikke sikker. Margot sagde, at der var sket noget med hans konvoj, da de var ude at patruljere. Han var åbenbart ude for en ret slem ulykke. Hun sagde, at hans arm var brækket, og at han havde et par brækkede ribben. Hun var temmelig chokeret, så jeg havde svært ved at forstå hende, da hun ringede.”
”Rome ville have ringet til mig.”
”Rome var bedøvet af smertestillende og tilbragte de sidste to dage på at aflægge rapport. Han bad din mor om at ringe, fordi I Archer-drenge må siges at være temmelig vedholdende. Margot sagde til ham, at du ikke ville tage den, men han bad hende om at blive ved med at forsøge.”
Min bror var såret og var hjemme, men jeg havde ikke vidst noget om det. Jeg lukkede igen øjnene og lod mit hoved falde tilbage mod nakkestøtten. ”Jamen, for helvede, det er vel gode nyheder. Har du tænkt dig at tage forbi og besøge din mor?” spurgte jeg. Jeg behøvede ikke at se på hende for at vide, at hun var blevet endnu mere stiv i kroppen. Jeg kunne næsten mærke anspændtheden komme rullende fra hende i iskolde bølger.
”Nej.” Hun sagde ikke mere, og det forventede jeg heller ikke. Familien Archer var måske ikke den tætteste, mest varme flok, men det var intet imod familien Landon. Shaws forældre sked guld og indåndede penge. De var også utro og løgnagtige, var blevet skilt og gift på ny. Ud fra det jeg havde set i årenes løb, havde de meget lidt brug for eller interesse i deres biologiske datter, der – lod det til – blev undfanget for at få et skattefradrag frem og ikke på grund af tid tilbragt i soveværelset.
Jeg vidste, at Shaw elskede mit hjem og elskede mine forældre, fordi det var det eneste glimt af normalitet, hun nogensinde havde oplevet. Det undte jeg hende. Faktisk satte jeg pris på, at hun lettede noget af presset af mine skuldre. Hvis Shaw klarede sig godt i skolen, datede en velhavende bachelorstuderende og levede det liv, mine forældre altid havde ønsket for deres sønner, men var blevet fornægtet, så lod de mig være. Eftersom Rome som regel befandt sig et helt kontinent væk, var jeg den eneste, de kunne få fat i, så jeg var ikke flov over at bruge Shaw som stødpude.
”Ej, jeg har ikke talt med Rome i tre måneder. Det bliver fedt at se ham. Gad vide, om jeg kan overbevise ham om at kommen til D-town og tilbringe lidt tid sammen med mig og Nash. Han er sikkert mere end klar til lidt sjov.”
Hun sukkede igen og rakte ud for at skrue radioen lidt op. ”Du er toogtyve, Rule. Hvornår holder du op med at opføre dig som en sorgløs teenager? Spurgte du overhovedet hende her, hvad hun hed? Hvis du vil vide det, så lugter du som en blanding af et destilleri og en stripklub.”
Jeg fnøs og lukkede øjnene igen. ”Du er nitten, Shaw. Hvornår holder du op med at leve det liv, alle andre ønsker for dig? Min toogfirsårige bedstemor har et mere travlt socialt liv end dig, og jeg synes også, hun er mindre snerpet.” Jeg ville ikke fortælle hende, hvad hun lugtede af, for det var sødt og dejligt, og jeg havde intet ønske om at være sød lige nu.
Jeg kunne mærke hendes blik på mig, og jeg skjulte et grin. ”Jeg kan godt lide Ethel.” Hendes tonefald var syrligt.
”Alle kan lide Ethel. Hun er altid på krigsstien og finder sig ikke i noget pis. Du kunne lære en ting eller to af hende.”
”Ah, måske skulle jeg bare farve mit hår pink, blive tatoveret på hver eneste synlige del af min krop, stikke en masse metal gennem mit ansigt og knalde med alt, der bevæger sig. Er det ikke sådan, din filosofi om, hvordan man lever et rigt og tilfredsstillende liv, er?”
Det fik mig til at åbne øjnene igen, og hornorkesteret i mit hoved besluttede sig for at kaste sig ud i anden runde.
”I det mindste laver jeg det, jeg har lyst til. Jeg ved, hvem og hvad jeg er, Shaw, og jeg undskylder ikke for det. Jeg kan høre lidt rigeligt af Margot Archer komme ud af din mund lige nu.”
Hun vendte mundvigene nedad og rynkede panden. ”Hvis du siger det. Lad os bare vende tilbage til at ignorere hinanden, okay? Jeg syntes bare, du skulle vide det med Rome. Archer-drengene har aldrig været så vilde med overraskelser.”
Hun havde ret. Min erfaring var, at overraskelser aldrig var en god ting. De resulterede som regel i, at nogen blev sure, og at jeg endte i en eller anden slåskamp. Jeg elskede min bror, men jeg måtte indrømme, at jeg på en måde var irriteret over, at han for det første ikke havde gidet fortælle mig, at han var blevet såret, og for det andet stadig forsøgte at tvinge mig til at være sød over for mine forældre.
Jeg gik ud fra, at Shaws plan om at ignorere hinanden resten af turen var en vinder, så jeg lagde mig så langt tilbage, som den sporty, lille bil tillod det, og begyndte at blunde. Jeg var kun væk i cirka tyve minutter, da hendes Civil Wars-ringetone vækkede mig brat. Jeg blinkede gruset ud af øjnene og lod en hånd glide ned over mine skægstubbe. Hvis ikke håret og sugemærket ville pisse min mor af, så ville det måske sende hende ud i et hysterisk anfald, at jeg havde haft for travlt til at barbere mig til hendes elskede brunch.
”Nej, jeg sagde til dig, at jeg skulle til Brookside og først kommer sent hjem.” Da jeg kiggede over på hende, må hun have kunnet mærke mit blik, for hun så hurtigt på mig, og jeg kunne se hendes høje kindben blive en lille smule lyserøde.
”Nej, Gabe, jeg sagde til dig, at jeg ikke har tid, og at jeg skal aflevere en rapport.” Jeg kunne ikke høre ordene i den anden ende, men personen lød vred over hendes afvisning, og jeg kunne se hendes fingre gribe hårdere om telefonen. ”Det kommer ikke dig ved. Jeg er nødt til at løbe, vi snakkes ved.” Hun lod en finger glide hen over skærmen og smed den dyre telefon ned i kopholderen ved mit knæ.
”Slanger i paradis?” Jeg var egentlig ligeglad med Shaw og hendes rigere-end-Gud, fremtidig-hersker-over-hele-universet kæreste, men det var høfligt at spørge, når hun tydeligvis var ked af det. Jeg havde aldrig mødt Gabe, men ud fra det, jeg havde hørt fra min mor, når jeg gjorde mig den ulejlighed at høre efter, var han skræddersyet til Shaws fremtidige læge-jeg.
Hans familie var lige så stenrig som hendes. Hans far var dommer eller advokat eller noget andet politisk pladder, jeg ikke havde brug for. Jeg var, uden skyggen af tvivl, helt sikker på, at fyren gik i plisserede bukser og lyserøde poloskjorter med hvide hyttesko. I lang tid troede jeg ikke, at hun ville svare, men så rømmede hun sig og begyndte at tromme en rytme på rattet med sine manicurerede fingre.
”Ikke rigtig, vi har slået op, men jeg tror ikke, at Gabe rigtig fatter det.”
”Har I?”
”Ja, for et par uger siden faktisk. Jeg havde tænkt på at gøre det i et stykke tid. Jeg har simpelthen for travlt med skolen og arbejdet til at have en kæreste.”
”Hvis han var den rette, ville du ikke have haft det sådan. Du ville have fundet tid til ham, fordi du gerne ville være sammen med ham.” Hun så på mig med begge sine lyse øjenbryn hævet helt op til hårgrænsen. ”Prøver du, århundredets mandeluder, seriøst at give mig gode råd om parforhold?”
Jeg rullede med øjnene, hvilket fik mit hoved til at skrige i protest. ”Bare fordi der ikke har været nogen, jeg har haft lyst til at hænge ud med uden at se andre, betyder det ikke, at jeg ikke kender forskel på kvalitet og kvantitet.”
”Der kan man bare se. Gabe ville bare have mere, end jeg var villig til at give ham. Det kommer til at være virkelig irriterende, for min mor og far var begge to vilde med ham.”
”Det tror jeg på. Så vidt jeg har hørt, var han nærmest specialfremstillet til at gøre dine forældre glade. Hvad mener du med, at han ville have mere, end du var villig til at give? Forsøgte han at sætte en ring på din finger allerede efter et halvt år?”
Hun sendte mig et blik og pressede læberne sammen i et hånligt smil. ”Du er ikke engang tæt på. Han ville bare gerne have, at det skulle være mere alvorligt mellem os, end jeg havde lyst til.”
Jeg grinede lidt og gned mig mellem øjenbrynene. Min hovedpine havde forvandlet sig til en sløv dunken, men var ved at være til at klare. Jeg var nødt til at bede hende om at svinge forbi en Starbucks eller noget, hvis jeg skulle klare mig igennem eftermiddagen.
”Er det din snerpede måde at fortælle mig, at han prøvede at komme i bukserne på dig, og at du ikke var med på den?”
Hun så på mig med sammenknebne øjne og kørte af motorvejen ved afkørslen, der førte os til Brookside.
”Jeg har brug for, at du holder ind ved Starbucks, inden vi kører hjem til mine forældre, og du skal ikke tro, at jeg ikke har lagt mærke til, at du ikke svarede på mit spørgsmål.”
”Hvis vi stopper, kommer vi for sent. Og ikke alle fyre tænker med det, de har i bukserne.”
”Himlen falder ikke ned, hvis vi kommer fem minutter senere end Margots plan. Og du tager seriøst pis på mig – holdt du den taber hen i et halvt år uden at give ham noget? Kæft en joke.”
Det fik mig decideret til at grine af hende. Jeg grinede så meget, at jeg var nødt til at holde om mit hoved med begge hænder, da min whiskytunge hjerne begyndte at skrige ad mig igen. Jeg gispede lidt og så på hende med våde øjne. ”Hvis du virkelig tror, at han ikke prøvede at komme i bukserne på dig, så er du ikke nær så klog, som jeg altid har troet, du var. Alle singlefyre under halvfems prøver at komme i bukserne på dig, Shaw – især hvis de tror, I er kærester. Jeg er en fyr, jeg har styr på det her lort.”
Hun bed sig igen i læben og medgav, at jeg sikkert havde en god pointe, idet hun kørte ind på kaffebarens parkeringsplads. Jeg væltede praktisk talt ud af bilen, ivrig efter at strække benene og få en lille smule afstand til hendes karakteristiske arrogante attitude.
Der var kø, da jeg kom indenfor, og jeg så mig hurtigt omkring for at se, om jeg genkendte nogen. Brookside var en ret lille by, og jeg plejede som regel at støde ind i nogen, jeg havde gået i skole med, når jeg kom forbi i weekenden. Jeg havde ikke ulejliget mig med at spørge Shaw, om hun ville have noget med, for hun var i forvejen så arrogant, når det kom til at holde ind.
Det var næsten min tur til at bestille, da min telefon begyndte at fyre en Social Distortion-sang af nede i min lomme. Jeg gravede den frem efter at have bestilt en røvstor sort kaffe og fandt et sted at stå tæt på disken ved siden af en sød brunette, der gjorde sit bedste for at tjekke mig ud uden at blive opdaget.
”Hva’ så?”
Jeg kunne høre musikken hamre i salonen i baggrunden, da Nash spurgte: ”Hvordan gik det i morges?”
Nash kendte mine fejl og dårlige vaner bedre end nogen anden, og årsagen til, at vi havde bevaret vores venskab så længe, som vi havde, var, at han aldrig dømte mig.
”Den suttede røv. Jeg har tømmermænd, er gnaven og skal til at udholde endnu en tvungen familiekomsammen. Desuden er Shaw rigtig i stødet i dag.”
”Hvordan var pigen fra i går?”
”Aner det ikke. Jeg kan ikke engang huske, at jeg har taget hende med hjem. Jeg har åbenbart lavet en stor tatovering på hende, så hun var lidt sur over, at jeg ikke kunne huske hende, så av.”
Han smågrinede i den anden ende. ”Det fortalte hun dig cirka seks gange i går. Hun forsøgte endda at tage blusen af for at vise dig det. Og det var mig, der kørte din åndssvage røv hjem i går, din fulderik. Jeg prøvede at få dig til at tage hjem omkring midnat, men det gad du som sædvanlig ikke. Jeg var nødt til først at køre din truck hjem og så tage en taxa tilbage for at hente min bil.”
Jeg fnøs og rakte ud efter kaffen, da fyren bag disken sagde mit navn. Jeg lagde mærke til, at brunettens blik fulgte den hånd, der lagde sig om papkruset. Det var den hånd, der havde en tatovering af en kongekobras buede hoved, mens slangens tvedelte tunge lavede det L i mit navn, der stod skrevet på tværs af mine fire knoer. Resten af slangen snoede sig op ad min underarm og rundt om min albue. Brunettens mund formede sig til et lille, overrasket O, så jeg blinkede til hende og gik tilbage til BMW’en.
”Beklager, min ven. Hvordan gik det med din kunde?”
Nashs onkel Phil havde åbnet en tatovørsalon på Capitol Hill for flere år siden, dengang området primært appellerede til bandemedlemmer og rockere. Nu hvor tilstrømningen af unge byboere og hipstere havde indtaget området, var Marked en af byens travleste tatovørsaloner.
Nash og jeg mødte hinanden i billedkunst i femte klasse og havde været uadskillelige lige siden. Faktisk havde vores plan været at flytte til byen og arbejde for Phil, siden vi var tolv år gamle. Vi havde begge vilde evner og personligheden til at få salonen til at pumpe af travlhed, så Phil havde ingen kvaler med at tage os i lære og sætte os begge i arbejde, inden vi nåede tyverne.
Det var konge at have en ven inden for det samme felt. I min hud havde jeg en overflod af blæk, der skildrede Nashs udvikling som tatovør, og han kunne sige det samme om mig.
”Jeg blev færdig med den rygtatovering, jeg har arbejdet på siden juli. Den blev endnu bedre, end jeg havde troet, og fyren taler om at få lavet forsiden også. Jeg siger ja tak, for han giver gode drikkepenge.”
”Fedt.” Jeg jonglerede med både kaffe og telefon, mens jeg forsøgte at åbne bildøren, da en kvindestemme fik mig til at standse brat op.
”Hey.” Jeg så mig over skulderen, og brunetten stod et par biler væk med et smil om munden. ”Jeg kan godt lide dine tatoveringer.” Jeg smilede tilbage og sprang så op, så jeg næsten spildte skoldhed kaffe ned i skridtet, da Shaw åbnede døren indefra.
”Tak.” Hvis vi havde været tættere på hjem, og Shaw ikke allerede var ved at sætte bilen i bakgear, ville jeg sikkert have brugt et øjeblik på at spørge pigen om hendes nummer. Shaw sendte mig et foragteligt blik, som jeg omgående ignorerede, og jeg vendte tilbage til min samtale med Nash. ”Rome er hjemme. Han har været ude for en ulykke, og Shaw sagde, at han har et par ugers orlov forude. Det var åbenbart derfor, min mor fik min telefon til at eksplodere hele ugen.”
”Fedt. Spørg ham, om han vil hænge ud med os et par dage. Jeg savner det sure løg.”
Jeg nippede til kaffen, og mit hoved begyndte endelig at falde til ro. ”Det er planen. Jeg ringer på vej hjem og fortæller dig, hvad der er sket.”
Jeg lod tommelfingeren glide hen over skærmen for at afslutte opkaldet og satte mig ind i bilen igen. Shaw skulede vredt til mig, og jeg ville have svoret på, at hendes øjne glødede. Seriøst. Jeg havde aldrig set noget så grønt, ikke engang i naturen, og når hun blev vred, var de simpelthen overjordiske.
”Din mor ringede, mens du havde travlt med at flirte. Hun er sur over, at vi kommer for sent.”
Jeg sugede noget mere af gudernes sorte nektar i mig og begyndte at tromme en rytme på mit knæ med min frie hånd. Jeg havde altid været en lidt rastløs dreng, og jo tættere vi kom på mine forældres hus, jo værre blev det som regel.
Brunch var altid opstyltet og forceret. Jeg kunne ikke regne ud, hvorfor de insisterede på at gennemføre det hver eneste uge, og hvorfor Shaw muliggjorde farcen, men jeg tog med, selvom jeg vidste, at det aldrig ville ændre sig.
”Hun er vred over, at du er sent på den. Vi ved begge to godt, at hun er skideligeglad med, om jeg er der eller ej.” Mine fingre bevægede sig hurtigere og hurtigere, mens hun styrede bilen ind i det indhegnede, lukkede boligområde og kørte forbi rækker og rækker af identiske minipalæer, der var bygget ind i bjergene.
”Det passer ikke, og det ved du også godt, Rule. Jeg udsætter ikke mig selv for den lidelse, som denne køretur er, hver weekend eller for glæden over, hvor ækel du er dagen derpå, fordi dine forældre gerne vil se mig til pandekager og æg hver søndag. Jeg gør det, fordi de gerne vil se dig, gerne vil forsøge at have et forhold til dig, uanset hvor mange gange du sårer dem eller skubber dem fra dig. Jeg skylder dine forældre det, og endnu vigtigere, så skylder jeg Remy at forsøge at få dig til at opføre dig ordentligt, selvom guderne skal vide, at det næsten er et fuldtidsarbejde.”
Jeg trak vejret hurtigt ind, da den blændende smerte, som altid kom, når nogen nævnte Remys navn, farede gennem mit bryst. Mine fingre åbnede og lukkede sig ufrivilligt rundt om kaffekoppen, og jeg drejede hovedet skarpt for at se på hende.
”Remy ville fandeme ikke hele tiden være på nakken af mig for at få mig til at være noget for dem, jeg ikke er. Jeg har aldrig været god nok til dem og bliver det heller aldrig. Det forstod han bedre end nogen anden, og han arbejdede utrætteligt på at blive alt det for dem, jeg aldrig kunne blive.”
Hun sukkede og parkerede bilen i indkørslen bag min fars SUV.
”Den eneste forskel på dig og Remy er, at Remy lod andre folk elske ham, og du” – hun skubbede bildøren op og stirrede på mig tværs over afstanden mellem os – ”du har altid været fast besluttet på at alle, der elsker dig, skal bevise det igen og igen, så der ikke kan være nogen tvivl. Du har aldrig ønsket at være nem at elske, Rule, og det sørger du for, at ingen skulle komme til at glemme.” Hun smækkede døren hårdt nok til, at mine kindtænder raslede og fik mit hoved til at begynde at dunke igen.
Det var tre år siden. Tre ensomme, tre tomme, tre sorgfyldte år siden Archer-brødrene gik fra at være en trio til en duo. Jeg havde et tæt forhold til Rome – han var fantastisk og havde altid været en rollemodel, når det kom til at være sej – men Remy var min bedre halvdel, både i overført betydning og bogstaveligt talt. Han var min enæggede tvilling, lyset til mit mørke, det bløde til mit hårde, glæden til min angst, det perfekte til mit totale fuck-up, og uden ham var jeg kun halvdelen af det menneske, jeg kunne have været.
Det var tre år siden, jeg ringede til ham midt om natten, så han kunne hente mig fra en eller anden røvsyg fest, fordi jeg var for fuld til at køre. Tre år siden han forlod den lejlighed, vi delte, for at hente mig – uden at stille nogen spørgsmål – fordi det bare var sådan noget, han gjorde.
Det var tre år siden, han mistede kontrollen over sin bil på en regnvåd og glat motorvej og bankede ind i bagenden af en lastbil, der kørte et godt stykke over hundredetyve. Tre år siden vi lagde min tvilling i jorden, og min mor så på mig med tårer i øjnene og uden omsvøb sagde ”Det skulle have været dig”, da de sænkede Remy ned i jorden.
Det var tre år siden, og hans navn alene var stadig nok til at få mig i knæ, især når det kom fra det ene menneske i verden, som Remy havde elsket lige så højt, som han elskede mig.
Remy var alt det, jeg ikke var – velplejet, velklædt og interesseret i at få en uddannelse og skabe sig en sikker fremtid. Det eneste menneske i verden, der var god nok og havde klasse nok til at kunne hamle op med al hans pragt, var Shaw Landon.
De to havde været uadskillelige, siden den allerførste gang han havde taget hende med hjem, da hun var fjorten år gammel og forsøgte at undslippe fæstningen på Landon-grunden. Han insisterede på, at de kun var venner, at han elskede Shaw som en søster, at han bare ville beskytte hende fra hendes frygtelige, sterile familie, men måden, han var på sammen med hende, var fuld af ærbødighed og omsorg.
Jeg vidste, at han elskede hende, og eftersom Remy ikke kunne gøre noget forkert, var Shaw hurtigt blevet æresmedlem af min familie. Selvom det irriterede mig, var hun den eneste, der virkelig, helt oprigtigt, forstod, hvor dyb min sorg over at miste ham var.
Jeg var nødt til at bruge et par ekstra minutter på at få fodfæste igen, så jeg slugte den sidste rest kaffe og skubbede døren op. Det overraskede mig ikke at se en høj skikkelse komme rundt om SUV’en, idet jeg kæmpede mig ud af bilen. Min bror var et par centimeter højere end mig og bygget mere som en kriger. Hans mørkebrune hår var klippet helt kort i en typisk militærfrits, og hans lyseblå øjne, der havde samme isblå nuance som mine, så trætte ud, da han fremtvang et smil i min retning.
Jeg udstødte et fløjt, for hans venstre arm var i gips og slynge, han havde en Walker-støvle på den ene fod, og der løb en grim række af sorte sting gennem hans ene øjenbryn og tværs over panden. Den græstrimmer, der havde angrebet mit hår, havde tydeligvis også fået ram på min bror.
”Ser godt ud, soldat.”
Han trak mig ind i et enarmet kram, og jeg ømmede mig på hans vegne, da jeg mærkede den forbundne side af hans krop, der var et tydeligt tegn på en eller anden kvæstelse udover de brækkede ribben. ”Jeg ser nogenlunde lige så godt ud, som jeg føler mig. Du ligner en klovn, når du stiger ud af den bil.”
”Jeg ligner en klovn uanset hvad, når jeg er sammen med den pige.” Han udstødte en latter og kørte en ru hånd gennem mit strithår.
”Opfører dig og Shaw jer stadig som dødsfjender?”
”Mere som forlegne bekendte. Hun er lige så sippet og fordømmende, som hun plejer. Hvorfor ringede eller skrev du ikke, at du var blevet såret? Jeg var nødt til at høre det fra Shaw på vejen herover.”
Han bandede, da vi langsomt begyndte at gå op mod huset. Det rystede mig at se, hvor langsomt han bevægede sig, og jeg spekulerede på, om skaden var mere alvorlig, end man kunne se.
“Jeg mistede bevidstheden, da vores Hummer blev kastet op i luften. Vi kørte over en vejsidebombe, og det var slemt. Jeg var på hospitalet i en uge med en smadret knold, og da jeg vågnede, var de nødt til at operere min skulder, så jeg var helt bedøvet. Jeg ringede til mor og regnede med, at hun ville fortælle dig det, men jeg hørte, at du som sædvanlig ikke var til at komme i kontakt med, da hun ringede.”
Jeg trak på skuldrene og rakte en hånd ud for at støtte ham, da han vaklede en smule på trappen op til hoveddøren. ”Jeg var optaget.”
”Du var stædig.”
”Ikke for stædig. Jeg er her jo, ikke? Jeg vidste ikke engang, at du var hjemme før i morges.”
”Den eneste grund til, at du er her, er, at den lille pige derinde er fast besluttet på at holde sammen på vores familie, uanset om vi er hendes eller ej. Nu går du ind og opfører dig pænt. Ellers får du sgu tæv, med brækket arm og det hele.”
Jeg mumlede et par grimme ord og fulgte efter min medtagne bror ind i huset. Søndag var virkelig ikke min yndlingsdag.
Jay Crownover: Rule
Shaw Landon har været hemmeligt forelsket i Rule Archer fra det øjeblik de mødtes. Rule er alt hvad et dydsmønster som Shaw burde holde sig langt væk fra – og den eneste person, som hun aldrig har forsøgt at ændre sig for. Hun er ikke bange for hans skræmmende piercinger og tatoveringer eller hans rå attitude. Selvom hun ved, at Rule er helt forkert for hende, så har hun svært ved at overbevise sit hjerte om det.
For en rebel som Rule Archer er Shaw Landon en storsnudet, perfekt prinsesse. Hun har levet sit liv efter andres regler; Rule har lavet sine egne. Han gider ikke bruge tid på en pæn pige som hende, selvom hun som den eneste kender hans sande jeg.
Efter en nat med stærke fødselsdagsdrinks, blotlagte hemmeligheder og andre udskejelser kan Rule og Shaw ikke længere benægte deres gensidige tiltrækning. Men hvordan kan en pige som hende og en fyr som ham finde sammen uden at ødelægge kærligheden – eller hinanden?
Rule af Jay Crownover er en mørk kærlighedshistorie om dydsmønsteret Shaw, der forelsker sig i tatoverede Rule med en rå attitude.
Rule af Jay Crownover er den første bog i en ny, hot romance-serie, der nu udkommer på dansk. Marked men-bøgerne er fyldt med kærlighed og spice, lækre tatoverede mænd og deres vilde romancer.
LÆS OGSÅ: Romantiske bøger, der går lige i hjertekulen. Se vores liste af must-read kærlighedsbøger her.
Rule følger Shaw Landon og Rule Archer. Shaw har været forelsket i Rule, siden de mødtes første gang. Rule er alt det, som Shaw burde holde sig fra, men hun er ikke bange for hans tatoveringer, piercinger eller hårde attitude. Logisk set ved hun, at Rule er forkert for hende, men hun har svært ved at overbevise sit hjerte om det.
Rule ser derimod Shaw Landon som en storsnudet, snobbet og perfekt prinsesse. Hun er typen, der lever sit liv efter alle andres regler, hvorimod han selv laver sine egne. Rule ønsker ikke at bruge tid på en pæn og ordentlig pige, selvom hun er den eneste, der kender hans sande jeg.
En nat kan Rule og Shaw dog ikke længere benægte den store tiltrækning, der er imellem dem, men hvordan kan to så forskellige typer finde sammen uden at ødelægge hinanden?
LÆS OGSÅ: Marked Men er en forførende og spicy serie til alle romance-fans
Rule er den første bog i Marked men-bøgerne. Marked men er en sexet serie om bad boys, det tatoveringsstudio de arbejder i, og de kvinder, som de elsker. Du kan læse et uddrag af Rule af Jay Crownover herunder.
Rule
Jay Crownover
KAPITEL 1
RULE
Først troede jeg, at den dunken, jeg mærkede i mit hoved, var min hjerne, der forsøgte at kæmpe sig vej ud af mit kranie efter de omtrent ti whiskyshots, jeg tog i går, men så gik det op for mig, at det larmede, fordi nogen stormede rundt i min lejlighed. Hun var her, og med rædsel kom jeg i tanke om, at det var søndag. Uanset hvor mange gange jeg sagde det, hvor tarvelig jeg var over for hende, eller hvor depriveret og ækel en tilstand hun fandt mig i, dukkede hun op hver eneste søndag morgen for at slæbe mig med hjem til brunch.
Et dæmpet støn fra den anden side af sengen mindede mig om, at jeg ikke var taget alene hjem fra baren i går. Ikke at jeg kunne huske pigens navn, eller hvordan hun så ud, eller om hun overhovedet havde fået noget ud af at vælte ind i min lejlighed sammen med mig.
Jeg lod en hånd glide ned over mit ansigt og svang benene ud over sengekanten, lige idet døren til soveværelset gik op. Jeg skulle aldrig have givet den lille møgunge en nøgle. Jeg gad ikke engang forsøge at skjule det. Hun var vant til at finde mig nøgen og med tømmermænd – jeg kunne ikke se, hvorfor det skulle være anderledes i dag. Pigen i den anden side af sengen vendte sig om og kneb øjnene sammen i retningen af den nye tilføjelse til vores pinlige, lille fest.
”Jeg synes, du sagde, at du var single?” Anklagen i hendes stemme fik hårene til at rejse sig i nakken på mig. En pige, der var villig til at tage med en fremmed hjem til en nat med uforpligtende sex, fik ikke lov at dømme, især ikke når hun stadig lå nøgen og pjusket i min seng.
”Giv mig tyve minutter,” sagde jeg og lod blikket glide over til blondinen i døråbningen, mens jeg kørte en hånd gennem mit uglede hår.
Hun hævede det ene bryn. ”Du har ti.”
Jeg ville have hævet et bryn som modsvar til hendes tonefald og attitude, men mit hoved var ved at eksplodere, og det ville nok alligevel være spildt på hende. Hun var mere end immun over for mit lort.
”Jeg laver kaffe. Jeg har allerede inviteret Nash, men han sagde, at han er nødt til at tage over i salonen på grund af en kunde. Jeg venter i bilen.” Hun drejede om på hælen, og så var døråbningen igen tom. Jeg kæmpede mig op at stå, mens jeg kiggede efter de bukser, som jeg måske havde smidt på gulvet i går.
”Hvad sker der?”
Jeg havde midlertidigt glemt alt om pigen i min seng. Jeg bandede sagte for mig selv og hev en sort T-shirt, der så nogenlunde ren ud, over hovedet. ”Jeg er nødt til at gå.”
”Hvad?”
Jeg så på hende med rynket pande, da hun satte sig op i sengen og holdt lagenet tæt ind mod sit bryst. Hun var pæn og havde en flot krop, så vidt jeg kunne se. Gad vide hvordan jeg havde fået charmeret hende til at tage med mig hjem. Hende havde jeg ikke noget imod at vågne op til her til morgen.
”Jeg har en aftale, så det betyder, at du er nødt til at stå op og smutte. Normalt ville min roommate være her, så du kunne blive hængende lidt, men han skulle på arbejde, så det betyder, at du er nødt til at få den flotte røv i sving og komme afsted.”
Hun hvæsede en smule ad mig. ”Mener du det seriøst?”
Jeg så mig over skulderen, mens jeg gravede mine støvler frem under en bunke vasketøj og stak fødderne i dem. ”Ja.”
”Hvem fanden gør sådan? Ikke noget med ’tak for i går, du var dejlig, skal vi spise frokost?’ Bare ’skrid med dig’?” Hun slog lagenet til side, og jeg lagde mærke til en fed tatovering, der løb langs hendes ribben og bugtede sig ind over den ene skulder og hen ad kravebenet. Det var sikkert det, jeg var blevet tiltrukket af i min fordrukne, halvt bevidstløse tilstand til at begynde med. ”Du er kraftedeme en nar, ved du godt det?”
Jeg var meget mere end bare en nar, men det behøvede hun, der blot var en ud af åh så mange, ikke at vide. Jeg bandede lydløst over min roommate, Nash, der var det egentlige røvhul her. Vi havde været bedste venner siden de små klasser, og jeg kunne normalt regne med, at han søndag morgen fungerede som et skjold for mig, når jeg var nødt til at smutte, men jeg havde glemt alt om den tus, han skulle gøre færdig i dag.
Det betød, at jeg var på egen hånd, når det kom til at få gårsdagens knald ud ad døren og komme afsted, inden møgungen smuttede uden mig, for det ville være en større hovedpine, end jeg havde brug for i min nuværende tilstand.
”Hey, hvad hedder du egentlig?”
Hvis hun havde været sur før, så var hun decideret rasende nu. Hun trak i en superkort sort nederdel og en lillebitte top. Hun rodede op i sin manke af farvet, lyst hår og stirrede på mig med øjne, der var udtværede med gammel mascara. ”Lucy. Kan du ikke huske det?”
Jeg kom noget klistret stads i håret for at få det til at stritte i forskellige retninger og sprøjtede noget cologne på for at maskere den lugt af sex og sprut, som jeg var sikker på hang i min hud. Jeg trak på den ene skulder og ventede, idet hun hoppede forbi mig på et ben, mens hun tog et par stiletter på, der bare udstrålede kinky sex.
”Jeg hedder Rule.” Jeg ville have tilbudt hende hånden, men det virkede fjollet, så jeg pegede bare på døren og trådte ud på badeværelset for at børste den sure smag af whisky ud af munden. ”Der er kaffe i køkkenet. Måske kan du skrive dit nummer ned et sted, og så kan jeg ringe til dig på et andet tidspunkt. Søndag er ikke en god dag for mig.” Hun ville aldrig få at vide, hvor sandt det udsagn var.
Hun skulede til mig og vippede utålmodigt med spidsen af en af de der fantastiske sko. ”Du aner virkelig ikke, hvem jeg er, gør du?”
Denne gang, selv imod min dunkende hjernes ønsker, hævede jeg brynene og så på hende med munden fuld af tandpasta. Jeg stirrede bare på hende, indtil hun skingert skreg af mig og pegede sig i siden. ”Du må da i det mindste kunne huske den her!”
Så forstod jeg bedre, at jeg så godt kunne lide hendes tatovering. Det var en af mine egne. Jeg spyttede tandpastaen ud i håndvasken og gav mig selv elevatorblikket i spejlet. Jeg lignede lort. Mine øjne var fugtige og rødrandede, min hud så grå ud, og der var et sugemærke på størrelse med Rhode Island på siden af min hals – min mor ville helt sikkert elske det.
Ligesom hun ville falde over sine egne ben af bare begejstring, når hun så mit hårs nuværende tilstand. Normalt var det tykt og mørkt, men jeg havde barberet siderne af og farvet det forreste skrigende lilla, så det nu stod lige op i luften, som om jeg havde brugt en græstrimmer til at klippe det. Begge mine forældre havde allerede et problem med de tusser, der snoede sig rundt om begge mine arme og op ad min hals, så håret ville bare være toppen af kransekagen.
Eftersom der ikke var noget, jeg kunne gøre for at fikse det færdselsuheld, der kiggede ud på mig gennem spejlet, luskede jeg ud fra badeværelset og tog uhøjtideligt fat i pigens arm og slæbte hende hen mod hoveddøren. Jeg var nødt til at huske, at jeg skulle tage med dem hjem i stedet for at lade dem komme med mig. Det var så meget nemmere på den måde.
”Hør her, jeg har en aftale, og jeg er ikke specielt vild med, at jeg er nødt til at gå, men det gør ikke andet end at pisse mig af, hvis du flipper ud og laver en scene. Jeg håber, du havde det sjovt i går, og du må gerne give mig dit nummer, men vi ved begge to godt, at chancen for, at jeg ringer til dig, er næsten lig nul. Hvis du ikke har lyst til at blive behandlet som lort, skal du måske holde op med at tage hjem med fulde fyre, du ikke kender. Tro mig, vi er kun ude efter en ting, og næste morgen vil vi bare gerne have, at du går din vej uden et ord. Jeg har hovedpine, og jeg har det, som om jeg skal kaste op, og så er jeg nødt til at tilbringe den næste time i en bil med en, der tavst vil sidde og væmmes ved mig, mens hun lykkeligt planlægger min død, så kan vi ikke bare gemme den teatralske opførsel og komme videre?”
Jeg havde nu fået manøvreret Lucy ud i opgangen, og jeg kunne se min lyshårede plageånd sidde i BMW’en, der holdt i tomgang ved siden af min truck. Hun var utålmodig og ville køre sin vej, hvis jeg spildte mere tid. Jeg sendte Lucy et halvhjertet smil og trak på den ene skulder – det var trods alt ikke hendes skyld, at jeg var et røvhul, og selv jeg vidste, at hun fortjente bedre end sådan en følelseskold afvisning.
”Hør lige, du skal ikke have det dårligt med det. Jeg kan være et charmerende svin, når jeg vil. Du er langt fra den første og bliver heller ikke den sidste, der får den lille forestilling at se. Jeg er glad for, at din tus blev fed, og jeg ville foretrække, at du husker mig for den og ikke for i går.”
Jeg småløb ned ad fortrappen uden at se mig tilbage og hev døren op til den smarte, sorte BMW. Jeg hadede den bil og hadede, at den passede så godt til føreren, som den gjorde. Eksklusiv, elegant og dyr var helt sikkert ord, man kunne bruge til at beskrive min rejsemakker. Da vi trak ud af parkeringspladsen, råbte Lucy ad mig og gav mig fingeren.
Min chauffør rullede med øjnene og mumlede lavmælt: ”Elegant”. Hun var vant til de små scener, som pigerne godt kunne lide at lave, når jeg efterlod dem dagen efter. Engang havde jeg endda været nødt til at skifte hendes forrude, da en af dem havde smidt en sten efter mig, som ramte forbi, mens jeg var på vej væk.
Jeg justerede sædet, så det passede til mine lange ben, og satte mig til rette, så mit hoved hvilede mod vinduet. Det var altid en lang og usigeligt stille køretur. Nogle gange, som for eksempel i dag, var jeg taknemmelig for det. Andre gange gik det mig på nerverne.
Vi havde været fast inventar i hinandens liv siden high school, og hun kendte alle mine styrker og svagheder. Mine forældre elskede hende som deres egen datter og lagde ikke skjul på, at de som regel foretrak hendes selskab frem for mit. Man skulle tro, at vi med al den historik, både de gode og de dårlige dele, uden problemer kunne klare at småsnakke lidt i et par timer.
”Du kommer til at smøre alt det stads, du har i håret, ud over mit vindue.” Hendes stemme – ren cigaretrøg og whisky – passede ikke til resten af hende, som var ren champagne og silke. Jeg havde altid godt kunnet lide hendes stemme. Når vi ikke skændtes, kunne jeg lytte til hende i timevis.
”Jeg skal nok vaske det af.”
Hun fnyste. Jeg lukkede øjnene og lagde armene over kors. Jeg var helt klar til en køretur i tavshed, men hun havde åbenbart ting, hun gerne ville sige i dag, for så snart hun kørte ud på motorvejen, skruede hun ned for radioen og sagde mit navn. ”Rule.”
Jeg drejede hovedet en smule over mod hende og åbnede det ene øje på klem. ”Shaw.” Hendes navn var lige så smart som resten af hende. Hun var bleg, havde snehvidt, lyst hår og store grønne øjne, der lignede Granny Smith-æbler. Hun var lillebitte, i hvert fald tredive centimeter mindre end mine en meter og halvfems, men hun havde kurver, der fortsatte i det uendelige.
Hun var den slags pige, som fyrene kiggede på, fordi de bare ikke kunne lade være, men så snart hun vendte det kølige, grønne blik i deres retning, vidste de, at de ikke havde en chance. Hun udstrålede uopnåelighed på samme måde, som nogle piger oser af ”kom og tag mig”.
Hun pustede langsomt ud, og jeg betragtede en tot af hendes hår hvirvle rundt om hendes pande. Hun så på mig ud af den ene øjenkrog, og jeg stivnede, da jeg så, hvor hårdt hun holdt om rattet.
”Hvad er det, Shaw?”
Hun bed sig i underlæben, et sikkert tegn på, at hun var nervøs. ”Jeg går ikke ud fra, at du har besvaret nogen af din mors opkald i denne her uge?”
Jeg havde ikke ligefrem et tæt forhold til mine forældre. Faktisk befandt vores forhold sig nogenlunde dér, hvor vi gensidigt kunne tolerere hinanden, hvilket var årsagen til, at min mor sendte Shaw hen for at slæbe mig med hjem hver weekend.
Vi kom begge to fra en lille by, der hed Brookside, i en velhavende del af Colorado. Jeg var flyttet til Denver, så snart jeg havde mit eksamensbevis i hånden, og Shaw var flyttet dertil et par år senere. Hun var nogle år yngre end mig, og der var ikke noget, hun hellere ville, end at komme ind på University of Denver. Pigen lignede ikke bare en eventyrprinsesse, hun var sgu også på vej til at blive læge.
Min mor vidste, at jeg på ingen måde selv ville tage den timelange køretur frem og tilbage for at se dem i weekenden, men hvis Shaw hentede mig, ville jeg være nødt til det, dels fordi jeg ville have dårlig samvittighed over, at hun brugte noget af sin sparsomme tid på det, men også fordi hun betalte for benzinen, ventede på, at jeg tumlede ud af sengen, og slæbte min sørgelige røv hjem hver eneste søndag, og ikke en eneste gang i næsten to år havde hun brokket sig over det.
”Nej, jeg havde travlt hele ugen.” Jeg havde travlt, men jeg kunne faktisk bare heller ikke lide at tale med min mor, så jeg havde ignoreret hende alle tre gange, hun havde ringet til mig i denne uge.
Shaw sukkede, og hendes hænder vred sig endnu mere stramt om rattet. ”Hun ringede for at fortælle dig, at Rome er blevet såret, og at hæren sender ham hjem på seks ugers orlov. Din far tog ned på militærbasen i Springs for at hente ham i går.”
Jeg for så hurtigt op af sædet, at jeg hamrede hovedet ind i bilens tag. Jeg bandede og masserede stedet, hvilket fik mit hoved til at dunke endnu mere. ”Hvad? Hvad mener du med, at han er blevet såret?”
Rome var min storebror. Han var tre år ældre end mig og havde været udstationeret det meste af tiden i de sidste seks. Vi var stadig tætte, og selvom han ikke brød sig om den afstand, jeg havde lagt mellem mig selv og mine forældre i årenes løb, var jeg sikker på, at jeg ville have hørt om det fra ham selv, hvis han var blevet såret.
”Jeg er ikke sikker. Margot sagde, at der var sket noget med hans konvoj, da de var ude at patruljere. Han var åbenbart ude for en ret slem ulykke. Hun sagde, at hans arm var brækket, og at han havde et par brækkede ribben. Hun var temmelig chokeret, så jeg havde svært ved at forstå hende, da hun ringede.”
”Rome ville have ringet til mig.”
”Rome var bedøvet af smertestillende og tilbragte de sidste to dage på at aflægge rapport. Han bad din mor om at ringe, fordi I Archer-drenge må siges at være temmelig vedholdende. Margot sagde til ham, at du ikke ville tage den, men han bad hende om at blive ved med at forsøge.”
Min bror var såret og var hjemme, men jeg havde ikke vidst noget om det. Jeg lukkede igen øjnene og lod mit hoved falde tilbage mod nakkestøtten. ”Jamen, for helvede, det er vel gode nyheder. Har du tænkt dig at tage forbi og besøge din mor?” spurgte jeg. Jeg behøvede ikke at se på hende for at vide, at hun var blevet endnu mere stiv i kroppen. Jeg kunne næsten mærke anspændtheden komme rullende fra hende i iskolde bølger.
”Nej.” Hun sagde ikke mere, og det forventede jeg heller ikke. Familien Archer var måske ikke den tætteste, mest varme flok, men det var intet imod familien Landon. Shaws forældre sked guld og indåndede penge. De var også utro og løgnagtige, var blevet skilt og gift på ny. Ud fra det jeg havde set i årenes løb, havde de meget lidt brug for eller interesse i deres biologiske datter, der – lod det til – blev undfanget for at få et skattefradrag frem og ikke på grund af tid tilbragt i soveværelset.
Jeg vidste, at Shaw elskede mit hjem og elskede mine forældre, fordi det var det eneste glimt af normalitet, hun nogensinde havde oplevet. Det undte jeg hende. Faktisk satte jeg pris på, at hun lettede noget af presset af mine skuldre. Hvis Shaw klarede sig godt i skolen, datede en velhavende bachelorstuderende og levede det liv, mine forældre altid havde ønsket for deres sønner, men var blevet fornægtet, så lod de mig være. Eftersom Rome som regel befandt sig et helt kontinent væk, var jeg den eneste, de kunne få fat i, så jeg var ikke flov over at bruge Shaw som stødpude.
”Ej, jeg har ikke talt med Rome i tre måneder. Det bliver fedt at se ham. Gad vide, om jeg kan overbevise ham om at kommen til D-town og tilbringe lidt tid sammen med mig og Nash. Han er sikkert mere end klar til lidt sjov.”
Hun sukkede igen og rakte ud for at skrue radioen lidt op. ”Du er toogtyve, Rule. Hvornår holder du op med at opføre dig som en sorgløs teenager? Spurgte du overhovedet hende her, hvad hun hed? Hvis du vil vide det, så lugter du som en blanding af et destilleri og en stripklub.”
Jeg fnøs og lukkede øjnene igen. ”Du er nitten, Shaw. Hvornår holder du op med at leve det liv, alle andre ønsker for dig? Min toogfirsårige bedstemor har et mere travlt socialt liv end dig, og jeg synes også, hun er mindre snerpet.” Jeg ville ikke fortælle hende, hvad hun lugtede af, for det var sødt og dejligt, og jeg havde intet ønske om at være sød lige nu.
Jeg kunne mærke hendes blik på mig, og jeg skjulte et grin. ”Jeg kan godt lide Ethel.” Hendes tonefald var syrligt.
”Alle kan lide Ethel. Hun er altid på krigsstien og finder sig ikke i noget pis. Du kunne lære en ting eller to af hende.”
”Ah, måske skulle jeg bare farve mit hår pink, blive tatoveret på hver eneste synlige del af min krop, stikke en masse metal gennem mit ansigt og knalde med alt, der bevæger sig. Er det ikke sådan, din filosofi om, hvordan man lever et rigt og tilfredsstillende liv, er?”
Det fik mig til at åbne øjnene igen, og hornorkesteret i mit hoved besluttede sig for at kaste sig ud i anden runde.
”I det mindste laver jeg det, jeg har lyst til. Jeg ved, hvem og hvad jeg er, Shaw, og jeg undskylder ikke for det. Jeg kan høre lidt rigeligt af Margot Archer komme ud af din mund lige nu.”
Hun vendte mundvigene nedad og rynkede panden. ”Hvis du siger det. Lad os bare vende tilbage til at ignorere hinanden, okay? Jeg syntes bare, du skulle vide det med Rome. Archer-drengene har aldrig været så vilde med overraskelser.”
Hun havde ret. Min erfaring var, at overraskelser aldrig var en god ting. De resulterede som regel i, at nogen blev sure, og at jeg endte i en eller anden slåskamp. Jeg elskede min bror, men jeg måtte indrømme, at jeg på en måde var irriteret over, at han for det første ikke havde gidet fortælle mig, at han var blevet såret, og for det andet stadig forsøgte at tvinge mig til at være sød over for mine forældre.
Jeg gik ud fra, at Shaws plan om at ignorere hinanden resten af turen var en vinder, så jeg lagde mig så langt tilbage, som den sporty, lille bil tillod det, og begyndte at blunde. Jeg var kun væk i cirka tyve minutter, da hendes Civil Wars-ringetone vækkede mig brat. Jeg blinkede gruset ud af øjnene og lod en hånd glide ned over mine skægstubbe. Hvis ikke håret og sugemærket ville pisse min mor af, så ville det måske sende hende ud i et hysterisk anfald, at jeg havde haft for travlt til at barbere mig til hendes elskede brunch.
”Nej, jeg sagde til dig, at jeg skulle til Brookside og først kommer sent hjem.” Da jeg kiggede over på hende, må hun have kunnet mærke mit blik, for hun så hurtigt på mig, og jeg kunne se hendes høje kindben blive en lille smule lyserøde.
”Nej, Gabe, jeg sagde til dig, at jeg ikke har tid, og at jeg skal aflevere en rapport.” Jeg kunne ikke høre ordene i den anden ende, men personen lød vred over hendes afvisning, og jeg kunne se hendes fingre gribe hårdere om telefonen. ”Det kommer ikke dig ved. Jeg er nødt til at løbe, vi snakkes ved.” Hun lod en finger glide hen over skærmen og smed den dyre telefon ned i kopholderen ved mit knæ.
”Slanger i paradis?” Jeg var egentlig ligeglad med Shaw og hendes rigere-end-Gud, fremtidig-hersker-over-hele-universet kæreste, men det var høfligt at spørge, når hun tydeligvis var ked af det. Jeg havde aldrig mødt Gabe, men ud fra det, jeg havde hørt fra min mor, når jeg gjorde mig den ulejlighed at høre efter, var han skræddersyet til Shaws fremtidige læge-jeg.
Hans familie var lige så stenrig som hendes. Hans far var dommer eller advokat eller noget andet politisk pladder, jeg ikke havde brug for. Jeg var, uden skyggen af tvivl, helt sikker på, at fyren gik i plisserede bukser og lyserøde poloskjorter med hvide hyttesko. I lang tid troede jeg ikke, at hun ville svare, men så rømmede hun sig og begyndte at tromme en rytme på rattet med sine manicurerede fingre.
”Ikke rigtig, vi har slået op, men jeg tror ikke, at Gabe rigtig fatter det.”
”Har I?”
”Ja, for et par uger siden faktisk. Jeg havde tænkt på at gøre det i et stykke tid. Jeg har simpelthen for travlt med skolen og arbejdet til at have en kæreste.”
”Hvis han var den rette, ville du ikke have haft det sådan. Du ville have fundet tid til ham, fordi du gerne ville være sammen med ham.” Hun så på mig med begge sine lyse øjenbryn hævet helt op til hårgrænsen. ”Prøver du, århundredets mandeluder, seriøst at give mig gode råd om parforhold?”
Jeg rullede med øjnene, hvilket fik mit hoved til at skrige i protest. ”Bare fordi der ikke har været nogen, jeg har haft lyst til at hænge ud med uden at se andre, betyder det ikke, at jeg ikke kender forskel på kvalitet og kvantitet.”
”Der kan man bare se. Gabe ville bare have mere, end jeg var villig til at give ham. Det kommer til at være virkelig irriterende, for min mor og far var begge to vilde med ham.”
”Det tror jeg på. Så vidt jeg har hørt, var han nærmest specialfremstillet til at gøre dine forældre glade. Hvad mener du med, at han ville have mere, end du var villig til at give? Forsøgte han at sætte en ring på din finger allerede efter et halvt år?”
Hun sendte mig et blik og pressede læberne sammen i et hånligt smil. ”Du er ikke engang tæt på. Han ville bare gerne have, at det skulle være mere alvorligt mellem os, end jeg havde lyst til.”
Jeg grinede lidt og gned mig mellem øjenbrynene. Min hovedpine havde forvandlet sig til en sløv dunken, men var ved at være til at klare. Jeg var nødt til at bede hende om at svinge forbi en Starbucks eller noget, hvis jeg skulle klare mig igennem eftermiddagen.
”Er det din snerpede måde at fortælle mig, at han prøvede at komme i bukserne på dig, og at du ikke var med på den?”
Hun så på mig med sammenknebne øjne og kørte af motorvejen ved afkørslen, der førte os til Brookside.
”Jeg har brug for, at du holder ind ved Starbucks, inden vi kører hjem til mine forældre, og du skal ikke tro, at jeg ikke har lagt mærke til, at du ikke svarede på mit spørgsmål.”
”Hvis vi stopper, kommer vi for sent. Og ikke alle fyre tænker med det, de har i bukserne.”
”Himlen falder ikke ned, hvis vi kommer fem minutter senere end Margots plan. Og du tager seriøst pis på mig – holdt du den taber hen i et halvt år uden at give ham noget? Kæft en joke.”
Det fik mig decideret til at grine af hende. Jeg grinede så meget, at jeg var nødt til at holde om mit hoved med begge hænder, da min whiskytunge hjerne begyndte at skrige ad mig igen. Jeg gispede lidt og så på hende med våde øjne. ”Hvis du virkelig tror, at han ikke prøvede at komme i bukserne på dig, så er du ikke nær så klog, som jeg altid har troet, du var. Alle singlefyre under halvfems prøver at komme i bukserne på dig, Shaw – især hvis de tror, I er kærester. Jeg er en fyr, jeg har styr på det her lort.”
Hun bed sig igen i læben og medgav, at jeg sikkert havde en god pointe, idet hun kørte ind på kaffebarens parkeringsplads. Jeg væltede praktisk talt ud af bilen, ivrig efter at strække benene og få en lille smule afstand til hendes karakteristiske arrogante attitude.
Der var kø, da jeg kom indenfor, og jeg så mig hurtigt omkring for at se, om jeg genkendte nogen. Brookside var en ret lille by, og jeg plejede som regel at støde ind i nogen, jeg havde gået i skole med, når jeg kom forbi i weekenden. Jeg havde ikke ulejliget mig med at spørge Shaw, om hun ville have noget med, for hun var i forvejen så arrogant, når det kom til at holde ind.
Det var næsten min tur til at bestille, da min telefon begyndte at fyre en Social Distortion-sang af nede i min lomme. Jeg gravede den frem efter at have bestilt en røvstor sort kaffe og fandt et sted at stå tæt på disken ved siden af en sød brunette, der gjorde sit bedste for at tjekke mig ud uden at blive opdaget.
”Hva’ så?”
Jeg kunne høre musikken hamre i salonen i baggrunden, da Nash spurgte: ”Hvordan gik det i morges?”
Nash kendte mine fejl og dårlige vaner bedre end nogen anden, og årsagen til, at vi havde bevaret vores venskab så længe, som vi havde, var, at han aldrig dømte mig.
”Den suttede røv. Jeg har tømmermænd, er gnaven og skal til at udholde endnu en tvungen familiekomsammen. Desuden er Shaw rigtig i stødet i dag.”
”Hvordan var pigen fra i går?”
”Aner det ikke. Jeg kan ikke engang huske, at jeg har taget hende med hjem. Jeg har åbenbart lavet en stor tatovering på hende, så hun var lidt sur over, at jeg ikke kunne huske hende, så av.”
Han smågrinede i den anden ende. ”Det fortalte hun dig cirka seks gange i går. Hun forsøgte endda at tage blusen af for at vise dig det. Og det var mig, der kørte din åndssvage røv hjem i går, din fulderik. Jeg prøvede at få dig til at tage hjem omkring midnat, men det gad du som sædvanlig ikke. Jeg var nødt til først at køre din truck hjem og så tage en taxa tilbage for at hente min bil.”
Jeg fnøs og rakte ud efter kaffen, da fyren bag disken sagde mit navn. Jeg lagde mærke til, at brunettens blik fulgte den hånd, der lagde sig om papkruset. Det var den hånd, der havde en tatovering af en kongekobras buede hoved, mens slangens tvedelte tunge lavede det L i mit navn, der stod skrevet på tværs af mine fire knoer. Resten af slangen snoede sig op ad min underarm og rundt om min albue. Brunettens mund formede sig til et lille, overrasket O, så jeg blinkede til hende og gik tilbage til BMW’en.
”Beklager, min ven. Hvordan gik det med din kunde?”
Nashs onkel Phil havde åbnet en tatovørsalon på Capitol Hill for flere år siden, dengang området primært appellerede til bandemedlemmer og rockere. Nu hvor tilstrømningen af unge byboere og hipstere havde indtaget området, var Marked en af byens travleste tatovørsaloner.
Nash og jeg mødte hinanden i billedkunst i femte klasse og havde været uadskillelige lige siden. Faktisk havde vores plan været at flytte til byen og arbejde for Phil, siden vi var tolv år gamle. Vi havde begge vilde evner og personligheden til at få salonen til at pumpe af travlhed, så Phil havde ingen kvaler med at tage os i lære og sætte os begge i arbejde, inden vi nåede tyverne.
Det var konge at have en ven inden for det samme felt. I min hud havde jeg en overflod af blæk, der skildrede Nashs udvikling som tatovør, og han kunne sige det samme om mig.
”Jeg blev færdig med den rygtatovering, jeg har arbejdet på siden juli. Den blev endnu bedre, end jeg havde troet, og fyren taler om at få lavet forsiden også. Jeg siger ja tak, for han giver gode drikkepenge.”
”Fedt.” Jeg jonglerede med både kaffe og telefon, mens jeg forsøgte at åbne bildøren, da en kvindestemme fik mig til at standse brat op.
”Hey.” Jeg så mig over skulderen, og brunetten stod et par biler væk med et smil om munden. ”Jeg kan godt lide dine tatoveringer.” Jeg smilede tilbage og sprang så op, så jeg næsten spildte skoldhed kaffe ned i skridtet, da Shaw åbnede døren indefra.
”Tak.” Hvis vi havde været tættere på hjem, og Shaw ikke allerede var ved at sætte bilen i bakgear, ville jeg sikkert have brugt et øjeblik på at spørge pigen om hendes nummer. Shaw sendte mig et foragteligt blik, som jeg omgående ignorerede, og jeg vendte tilbage til min samtale med Nash. ”Rome er hjemme. Han har været ude for en ulykke, og Shaw sagde, at han har et par ugers orlov forude. Det var åbenbart derfor, min mor fik min telefon til at eksplodere hele ugen.”
”Fedt. Spørg ham, om han vil hænge ud med os et par dage. Jeg savner det sure løg.”
Jeg nippede til kaffen, og mit hoved begyndte endelig at falde til ro. ”Det er planen. Jeg ringer på vej hjem og fortæller dig, hvad der er sket.”
Jeg lod tommelfingeren glide hen over skærmen for at afslutte opkaldet og satte mig ind i bilen igen. Shaw skulede vredt til mig, og jeg ville have svoret på, at hendes øjne glødede. Seriøst. Jeg havde aldrig set noget så grønt, ikke engang i naturen, og når hun blev vred, var de simpelthen overjordiske.
”Din mor ringede, mens du havde travlt med at flirte. Hun er sur over, at vi kommer for sent.”
Jeg sugede noget mere af gudernes sorte nektar i mig og begyndte at tromme en rytme på mit knæ med min frie hånd. Jeg havde altid været en lidt rastløs dreng, og jo tættere vi kom på mine forældres hus, jo værre blev det som regel.
Brunch var altid opstyltet og forceret. Jeg kunne ikke regne ud, hvorfor de insisterede på at gennemføre det hver eneste uge, og hvorfor Shaw muliggjorde farcen, men jeg tog med, selvom jeg vidste, at det aldrig ville ændre sig.
”Hun er vred over, at du er sent på den. Vi ved begge to godt, at hun er skideligeglad med, om jeg er der eller ej.” Mine fingre bevægede sig hurtigere og hurtigere, mens hun styrede bilen ind i det indhegnede, lukkede boligområde og kørte forbi rækker og rækker af identiske minipalæer, der var bygget ind i bjergene.
”Det passer ikke, og det ved du også godt, Rule. Jeg udsætter ikke mig selv for den lidelse, som denne køretur er, hver weekend eller for glæden over, hvor ækel du er dagen derpå, fordi dine forældre gerne vil se mig til pandekager og æg hver søndag. Jeg gør det, fordi de gerne vil se dig, gerne vil forsøge at have et forhold til dig, uanset hvor mange gange du sårer dem eller skubber dem fra dig. Jeg skylder dine forældre det, og endnu vigtigere, så skylder jeg Remy at forsøge at få dig til at opføre dig ordentligt, selvom guderne skal vide, at det næsten er et fuldtidsarbejde.”
Jeg trak vejret hurtigt ind, da den blændende smerte, som altid kom, når nogen nævnte Remys navn, farede gennem mit bryst. Mine fingre åbnede og lukkede sig ufrivilligt rundt om kaffekoppen, og jeg drejede hovedet skarpt for at se på hende.
”Remy ville fandeme ikke hele tiden være på nakken af mig for at få mig til at være noget for dem, jeg ikke er. Jeg har aldrig været god nok til dem og bliver det heller aldrig. Det forstod han bedre end nogen anden, og han arbejdede utrætteligt på at blive alt det for dem, jeg aldrig kunne blive.”
Hun sukkede og parkerede bilen i indkørslen bag min fars SUV.
”Den eneste forskel på dig og Remy er, at Remy lod andre folk elske ham, og du” – hun skubbede bildøren op og stirrede på mig tværs over afstanden mellem os – ”du har altid været fast besluttet på at alle, der elsker dig, skal bevise det igen og igen, så der ikke kan være nogen tvivl. Du har aldrig ønsket at være nem at elske, Rule, og det sørger du for, at ingen skulle komme til at glemme.” Hun smækkede døren hårdt nok til, at mine kindtænder raslede og fik mit hoved til at begynde at dunke igen.
Det var tre år siden. Tre ensomme, tre tomme, tre sorgfyldte år siden Archer-brødrene gik fra at være en trio til en duo. Jeg havde et tæt forhold til Rome – han var fantastisk og havde altid været en rollemodel, når det kom til at være sej – men Remy var min bedre halvdel, både i overført betydning og bogstaveligt talt. Han var min enæggede tvilling, lyset til mit mørke, det bløde til mit hårde, glæden til min angst, det perfekte til mit totale fuck-up, og uden ham var jeg kun halvdelen af det menneske, jeg kunne have været.
Det var tre år siden, jeg ringede til ham midt om natten, så han kunne hente mig fra en eller anden røvsyg fest, fordi jeg var for fuld til at køre. Tre år siden han forlod den lejlighed, vi delte, for at hente mig – uden at stille nogen spørgsmål – fordi det bare var sådan noget, han gjorde.
Det var tre år siden, han mistede kontrollen over sin bil på en regnvåd og glat motorvej og bankede ind i bagenden af en lastbil, der kørte et godt stykke over hundredetyve. Tre år siden vi lagde min tvilling i jorden, og min mor så på mig med tårer i øjnene og uden omsvøb sagde ”Det skulle have været dig”, da de sænkede Remy ned i jorden.
Det var tre år siden, og hans navn alene var stadig nok til at få mig i knæ, især når det kom fra det ene menneske i verden, som Remy havde elsket lige så højt, som han elskede mig.
Remy var alt det, jeg ikke var – velplejet, velklædt og interesseret i at få en uddannelse og skabe sig en sikker fremtid. Det eneste menneske i verden, der var god nok og havde klasse nok til at kunne hamle op med al hans pragt, var Shaw Landon.
De to havde været uadskillelige, siden den allerførste gang han havde taget hende med hjem, da hun var fjorten år gammel og forsøgte at undslippe fæstningen på Landon-grunden. Han insisterede på, at de kun var venner, at han elskede Shaw som en søster, at han bare ville beskytte hende fra hendes frygtelige, sterile familie, men måden, han var på sammen med hende, var fuld af ærbødighed og omsorg.
Jeg vidste, at han elskede hende, og eftersom Remy ikke kunne gøre noget forkert, var Shaw hurtigt blevet æresmedlem af min familie. Selvom det irriterede mig, var hun den eneste, der virkelig, helt oprigtigt, forstod, hvor dyb min sorg over at miste ham var.
Jeg var nødt til at bruge et par ekstra minutter på at få fodfæste igen, så jeg slugte den sidste rest kaffe og skubbede døren op. Det overraskede mig ikke at se en høj skikkelse komme rundt om SUV’en, idet jeg kæmpede mig ud af bilen. Min bror var et par centimeter højere end mig og bygget mere som en kriger. Hans mørkebrune hår var klippet helt kort i en typisk militærfrits, og hans lyseblå øjne, der havde samme isblå nuance som mine, så trætte ud, da han fremtvang et smil i min retning.
Jeg udstødte et fløjt, for hans venstre arm var i gips og slynge, han havde en Walker-støvle på den ene fod, og der løb en grim række af sorte sting gennem hans ene øjenbryn og tværs over panden. Den græstrimmer, der havde angrebet mit hår, havde tydeligvis også fået ram på min bror.
”Ser godt ud, soldat.”
Han trak mig ind i et enarmet kram, og jeg ømmede mig på hans vegne, da jeg mærkede den forbundne side af hans krop, der var et tydeligt tegn på en eller anden kvæstelse udover de brækkede ribben. ”Jeg ser nogenlunde lige så godt ud, som jeg føler mig. Du ligner en klovn, når du stiger ud af den bil.”
”Jeg ligner en klovn uanset hvad, når jeg er sammen med den pige.” Han udstødte en latter og kørte en ru hånd gennem mit strithår.
”Opfører dig og Shaw jer stadig som dødsfjender?”
”Mere som forlegne bekendte. Hun er lige så sippet og fordømmende, som hun plejer. Hvorfor ringede eller skrev du ikke, at du var blevet såret? Jeg var nødt til at høre det fra Shaw på vejen herover.”
Han bandede, da vi langsomt begyndte at gå op mod huset. Det rystede mig at se, hvor langsomt han bevægede sig, og jeg spekulerede på, om skaden var mere alvorlig, end man kunne se.
“Jeg mistede bevidstheden, da vores Hummer blev kastet op i luften. Vi kørte over en vejsidebombe, og det var slemt. Jeg var på hospitalet i en uge med en smadret knold, og da jeg vågnede, var de nødt til at operere min skulder, så jeg var helt bedøvet. Jeg ringede til mor og regnede med, at hun ville fortælle dig det, men jeg hørte, at du som sædvanlig ikke var til at komme i kontakt med, da hun ringede.”
Jeg trak på skuldrene og rakte en hånd ud for at støtte ham, da han vaklede en smule på trappen op til hoveddøren. ”Jeg var optaget.”
”Du var stædig.”
”Ikke for stædig. Jeg er her jo, ikke? Jeg vidste ikke engang, at du var hjemme før i morges.”
”Den eneste grund til, at du er her, er, at den lille pige derinde er fast besluttet på at holde sammen på vores familie, uanset om vi er hendes eller ej. Nu går du ind og opfører dig pænt. Ellers får du sgu tæv, med brækket arm og det hele.”
Jeg mumlede et par grimme ord og fulgte efter min medtagne bror ind i huset. Søndag var virkelig ikke min yndlingsdag.
Jay Crownover: Rule
Shaw Landon har været hemmeligt forelsket i Rule Archer fra det øjeblik de mødtes. Rule er alt hvad et dydsmønster som Shaw burde holde sig langt væk fra – og den eneste person, som hun aldrig har forsøgt at ændre sig for. Hun er ikke bange for hans skræmmende piercinger og tatoveringer eller hans rå attitude. Selvom hun ved, at Rule er helt forkert for hende, så har hun svært ved at overbevise sit hjerte om det.
For en rebel som Rule Archer er Shaw Landon en storsnudet, perfekt prinsesse. Hun har levet sit liv efter andres regler; Rule har lavet sine egne. Han gider ikke bruge tid på en pæn pige som hende, selvom hun som den eneste kender hans sande jeg.
Efter en nat med stærke fødselsdagsdrinks, blotlagte hemmeligheder og andre udskejelser kan Rule og Shaw ikke længere benægte deres gensidige tiltrækning. Men hvordan kan en pige som hende og en fyr som ham finde sammen uden at ødelægge kærligheden – eller hinanden?
Du kan købe Rule online fx hos Gucca.dk eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: