Krigerkongen er det seneste bind i Wilbur Smiths stærke og anerkendte Courtney-serie, der skildrer Courtney-familiens skæbne. I Krigerkongen konfronteres Ralph Courtney med sin fortid i mødet med et mægtigt kongerige.
Wilbur Smith var en stor og anerkendt forfatter. Hans bøger har på verdensplan solgt mere end 120 millioner eksemplarer, og hans forfatterskab omfatter over 40 bøger. Nu udkommer Krigerkongen på dansk. Krigerkongen er en del af Wilbur Smiths Courtney-serie, som følger Courtney-familien gennem flere generationer. Serien består af 21 bøger, som dog alle kan læses uafhængigt.
LÆS OGSÅ: Fra bogholder til bestseller-forfatter. Mød Wilbur Smith
Krigerkongen finder sted i Sydafrika i 1820. Her finder Anne Waite to overlevende efter et skibsforlis: En ilde tilredt sømand og en lille dreng. Sømanden er Ralph Courtney, og han ønsker at drage videre, men nægter at tage drengen med sig.
Ann og hendes mand, Frank, opfostrer derfor drengen, Harry, som deres egen. Ann og Frank forsøger at etablere sig som landmænd i Sydafrika, men høsten slår fejl flere år i træk. Til sidst ødelægges gården, og Frank mister livet i forsøget på at redde den. Denne tragiske begivenhed får Ann og Harry til at søge mod Algoa Bay, hvor de igen møder Ralph Courtney.
Sammen med to venner er Ralph Courtney flygtet fra fangeøen Robben Island. På trods af Ralphs indsigelser ender Ann og Harry på skibet Farewell, og her tvinger Ralph skibberen til at sejle nordpå, da han ønsker at finde Nativity Bay for at opnå lykke og rigdom.
Desværre opdager de, at Nativity Bay grænser op til et mægtigt kongerrige, hvor krigerkongen Shaka hersker. Ralph er nødsaget til at slå en handel af med krigerkongen, hvilket tvinger ham til at konfrontere den fortid, han hele sit liv har flygtet fra.
LÆS OGSÅ: Rækkefølgen i Wilbur Smiths Courtney-serie. Få styr på romanerne her
Start din læsning af Krigerkongen med læseprøven herunder.
Krigerkongen
af Wilbur Smith
ALGOA BAY, SYDAFRIKA, APRIL 1820
Kontinentet var skjult. En tæt havgus bølgede ind ude fra bugten og tilslørede de skibe, der lå for anker, og den by af telte, der var vokset op inde på kysten for to dage siden. Den dæmpede alle lyde. Kun havet var tilbage – bølgeslaget i den fugtige luft. For Ann Waite, der stod inde på sandstranden, føltes det, som om hun var faldet ud over verdens rand.
Ann trængte til at være alene. Hun slog armene om sig og mærkede sine bryster, der var fulde af mælk til et barn, som ikke eksisterede mere. Hun huskede den mareridtsagtige fødsel om bord på et skib langt ude på havet – liggende med spredte ben og arme på et bord, søfolk, der gik til og fra og passede deres arbejde ganske tæt på, en gammel marinelæge med knive og rustne save, der klirrede på skottet bag ham. Hun huskede klaustrofobien i den lille kahyt langt nede i skibet under vandlinjen. Det havde taget 18 timer at føde det lille barn, en pige, som Ann havde givet navnet Susannah.
Dagen efter var Susannah død. De bisatte hende i havet i et sejldugssvøb med en ballaststen, så liget sank med det samme.
Sorgen var så pinefuld, at Ann fik trang til at skrige. Hendes datter skulle have indvarslet den nye tilværelse, som Ann og hendes ægtemand Frank var rejst fra England og herned til Afrika for at skabe. Men rejsen, der var begyndt med så store forhåbninger, var nu endt med død og fortvivlelse.
Ude i tågen hørte hun et spædbarn græde. Det måtte være indbildning. Det var netop den lyd, der plagede hende i mareridtene, en sjæl, som ikke kunne finde hjem, men var i livsfare, en sjæl, som hun ikke kunne trøste eller beskytte.
Ann havde aldrig regnet med at komme til Afrika. Hun var vokset op i en lille landsby i Penninerne i England, og det afrikansk kontinent havde været lige så uvirkeligt for hende som et land i et eventyr. Og så en dag sluttede den krig, der var begyndt, før hun blev født. Napoleon var besejret, men det føltes ikke som en sejr for de soldater, der vendte hjem fra Europas slagmarker.
Titusinder af soldater, der aldrig havde lært andet end soldaterhåndværket, var pludselig ikke længere nødvendige for den regering, de havde tjent så trofast. Anns mand Frank havde været en af dem. Han havde fået arbejde som væver, men lønnen blev halveret efter fredsslutningen, og han kunne ikke tjene nok til at forsørge det barn, som voksede i Anns mave.
En morgen havde Frank så set en plakat i vinduet henne i købmandsbutikken. Gratis jord – god, frugtbar jord, stod der – blev overdraget af staten sammen med redskaber, sædekorn og udstyr til at drive landbrug, alt sammen til en overkommelig pris. Det drejede sig om Kapkolonien på Afrikas sydligste spids.
Frank trak kasketten ned i panden og skyndte sig hjem med et beslutsomt udtryk i ansigtet.
Ann var tvivlende, men Frank havde kæmpet ved erobringen af Kapstaden i 1806 og set en lille smule af det omliggende landskab. Det var moden landbrugsjord, lovede han hende, en Paradisets Have, hvor en vinranke voksede op for øjnene af en, når man spyttede en druesten ud. ”Det er en guds gave,” udbrød han og lagde sig på knæ foran Ann. ”Det er svaret på vores bønner. Et sted, hvor vi kan få et hjem og opfostre vores kommende børn.”
Ann havde endnu ikke set noget til det paradis, han havde lovet hende. Fire tusind udvandrere havde set plakaterne og var sejlet af sted med de skibe, som myndighederne havde stillet til rådighed. De var blevet sat i land i denne bugt, hvor der ikke var andet end trøstesløse sandklitter og marsk, og indkvarteret i telte rejst mellem krat og sten, mens de ventede på vogne, der kunne transportere dem ind i landet til de jorder, som den engelske stat havde tildelt dem.
Hendes mand klamrede sig stadig til håbet om, at landskabet længere inde ville leve op til hans forventninger. Ann havde mistet håbet nu. I seks uger havde hun ikke set andet end skibets ildelugtende kahytter, og nu var hun så endt på denne kyst, hvor solen brændte hendes hud til blærer, og vinden hylede ad dem, som om den ville drive dem tilbage i det endeløse, altopslugende hav.
Hun hørte gråden igen – barnet. Lyden skar hende i hjertet, dystre tanker trængte ind i hendes sind. Var hun ved at gå fra forstanden? Mange af udvandrerne havde taget deres børn med, og ikke alle de børn, der var blevet født på sørejsen, havde lidt samme skæbne som Susannah. Det lød, som om gråden kom fra en anden retning – fra et sted ude i bugten. Tågen var så tæt, at Ann havde mistet orienteringen, og kun sandet under hendes fødder forekom hende at være virkeligt.
Gråden blev tydeligere – spædbarnet græd af sine lungers fulde kraft, kaldte på hjælp. Som var det et spørgsmål om liv og død.
Forældre kunne umuligt ignorere en sådan lyd ret længe. Nogen måtte snart finde det stakkels forskræmte barn og trøste det. Gråden blev mere forpint. Det var næsten ikke til at holde ud mere, men Ann var nu sikker på, at lyden kom fra et sted ude i bugten.
Hun løb ned til vandkanten. Her var tågen om muligt endnu tættere, men hun kunne dog se et mørkt omrids, der dukkede op og forsvandt igen i den spøgelsesagtige gråhvide tåge. Hun hørte den sagte lyd af træ, der knagede og dunkede mod klipper.
”Barnet må være i en båd,” mumlede hun for sig selv. Men alle passagerer om bord på skibene var blevet sat i land, og skibene lå for anker langt ude i bugten. Og hvis det var en båd, burde der være andre lyde også – lyden af åregafler og af roende matroser og deres grynt, en råbende bådsmand og måske en mors beroligende stemme. Hun hørte ingen af den slags lyde.
Hun havde aldrig oplevet havet, før hun var rejst fra Lancashire. Dets ubegribelige dyb skræmte hende fra vid og sans; hun havde levet i en slags behersket panik på hele rejsen. Men nu var hun pludselig fattet og beslutsom. Hvad enten der var et spædbarn eller ej et sted derude, havde hun i sinde at finde kilden til gråden.
Ann løftede skørterne og vadede ud i det iskolde vand. Hendes skørter bølgede op omkring hende i vandet; bølgerne løftede hende op og slog fødderne væk under hende. Strømmen var så stærk, at hun mistede balancen og halvvejs satte sig ned i vandet. En bølge skyllede op over hendes hoved, idet hun forsøgte at rejse sig igen, og hun fik munden fuld af havvand, da hun udstødte et forskrækket råb.
”Hjælp! Kære Gud, hjælp mig!” råbte hun. Men hendes stemme forstummede, da den næste bølge ramte hende, og strømmen tog fat i hendes skørter og trak hende længere ud i havet.
I klitterne mindre end 200 meter bag hende var 4000 mennesker ved at begynde på dagens gøremål – de klædte sig på, stillede sig i kø for at få morgenmad ved feltkøkkenerne og talte ivrigt om det nye lands ejendommeligheder. De ville ikke kunne høre hendes råb.
Alene og rædselsslagen, mere eller mindre druknet, rakte Ann armene ud mod bølgerne, der slog imod hende, i et fortvivlet håb om at finde noget i det iskolde vand, hun kunne holde fast i. Sand og løsrevet tang skvulpede omkring hende, mens havets ubarmhjertige kraft blev ved med at trække hende længere og længere væk fra kysten.
Så fik hun øje på noget – forstavnen på en båd.
Den lå fastklemt mellem to klipper, og bølgerne slog hårdt imod den og kastede den fra side til side. Ann kunne nemt se, at den snart ville synke – vandet rundt om den var allerede fuldt af splinter og knækkede planker.
Den næste bølge pressede hende hen mod klipperne. Hun troede, hun ville blive knust, men så begyndte det lille barn at græde igen – det var altså i båden. Gråden gav pludselig Ann nye kræfter. Hun ville ikke lade endnu et lille barn forsvinde ned i bølgerne. Et skrig trængte frem fra hendes brystkasse ligesom under den mareridtsagtige fødsel. Hun skubbede sig væk fra klippen, som hun lå klemt ind imod, og forsøgte at komme ud på det lidt dybere vand.
Bølgerne sugede båden væk fra hende, men lidt efter slog den den ind mod hende igen. Da den kom tæt nok på, greb hun ud efter forstavnen, men den var stadig for langt væk – lønningen var lige uden for rækkevidde.
Den næste bølge slog Ann ind mod bådens side med en sådan voldsomhed, at hun var bange for at have brækket et eller flere ribben. Hun holdt fast i forstavnen og klamrede sig til den, mens bølgerne flåede i hendes skørter, og hun forsøgte at skubbe til båden for at få den fri af klipperne.
Brændingen sprøjtede omkring hende og fik båden til at vugge tungt. Ann kiggede ind i den.
Der lå tre mennesker, en kvinde, en mand og et spædbarn.
Manden lå hen over toften midt i båden, halvt nedsunket i bundvandet. Kvinden lå ved siden af ham med ansigtet vendt mod ham. Hendes lange, lyse hår var bredt ud over skuldrene; hendes hud var brændt mørkerød af solen, og på grund af sult sad den stramt over knoglerne, men Ann kunne nemt se, at hun engang havde været smuk. Hun så meget fredelig ud – med lukkede øjne og hænderne foldet i skødet – nærmest som om hun lå og sov. Men der var ingen bevægelse i hendes brystkasse, og ligblegheden var allerede begyndt at komme til syne rundt om hendes øjne.
Manden var slemt vansiret. Højre halvdel af hans ansigt var et virvar af friske ar efter brandsår, og blålig, vissen hud var knyttet sammen som en klump maddiker. På den anden side af ansigtet var der hårtotter i stedet for et ordentligt skæg. Han var klædt i en lang tunika tæt broderet med forgyldte drager. Der sad stadig en pistol i hans bælte.
Hverken manden eller kvinden gav livstegn fra sig. De er døde, tænkte Ann skrækslagen.
Mellem dem lå spædbarnet på ryggen med lukkede øjne og ildrød i hovedet efter den voldsomme anstrengelse ved at græde og skrige. Det var en dreng. Han havde været svøbt i et stykke sækkelærred, men hans hidsige sparken havde kastet det til side, og vandet der var sivet ind i båden, havde gennemblødt det. Hans hud var begyndt at blive blålig.
Ann lænede sig ind til båden med hele sin vægt og fik drejet forstavnen et par grader. Det var nok. Pludselig kom båden fri og gled ud mellem klipperne og ud i vandet. Ann var lige ved at miste grebet i den og måtte anstrenge sig for at holde hovedet over vandet, så snart strømmen fik fat i hende.
Drengen gav sig til at skrige igen, men lyden var svagere denne gang. Ann var usikker på, hvor lang tid han havde igen.
Hun rørte bunden med fødderne. Hun kunne stå op.
Ann lod morgentidevandet bære båden ind til stranden, og bølgerne blev ved med at skubbe til den, indtil den stødte på grund. Hun lagde sig på knæ i sandet og spyttede udmattet det salte havvand ud, mens den hvide brænding skummede omkring hende og greb fat i hendes skørter.
Drengen i båden klynkede.
Adrenalinet fik Ann til at glemme, hvor udmattet hun var. Hun rejste sig op og løftede barnet op, knappede livstykket op og skubbede stoffet til side for at blotte sine svulmende bryster. Barnet spidsede munden, da Anna løftede hans ansigt og trykkede det mod sit ene bryst. Han fandt hurtigt brystvorten og gav sig til at sutte så grådigt, at Anna uvilkårligt gispede.
Det føltes, som om en hel dæmning i hende var blevet gennembrudt. Den varme mælk strømmede ud af hende med en sådan kraft, at det føltes svidende. Men det føltes samtidig som en med længsel ventet befrielse, der fik hende til at skælve over hele kroppen.
Hun knugede den lille dreng til sit bryst og kiggede ned i båden en gang til.
Den måtte have drevet omkring for vind og vejr i flere uger. Den kunne ikke stamme fra nogen af skibene, der lå for anker i bugten, og så vidt Ann vidste, var der ingen havne i nærheden. Den måtte være kommet fra et andet skib langt ude på åbent hav. Men hvorfor?
Ann strøg hånden over barnehovedets fine, gyldne dun. ”Du er vist forældreløs nu,” sagde hun lavmælt. ”Hvem er du mon?”
Ordene fik en lidt barsk klang på den øde strand. I samme sekund greb en hånd fat om Anns håndled og holdt den fast som i en skruestik. Hun blev så forskrækket, at hun var lige ved at tabe barnet.
Manden i båden var ikke død. Midt i alt blodet og snavset i hans ansigt var der et par kolde blå øjne, som stirrede skarpt på hende.
”Hvad er det her for et sted?” spurgte han. Hans stemme var raspende hæs. Han så sig forvildet om i et forsøg på at se igennem tågen og stirrede så på Ann igen. ”Er det Kaplandet?”
”Det er Al… Algoa Bay,” stammede Ann, stadig skrækslagen.
Han kneb øjnene sammen og så truende på hende. ”Sig, hvad du hedder.”
”Ann Waite.”
”Hvad laver du her?” spurgte han.
”Jeg er kommet med indvandrerne. Med skibene fra England.” Hun pegede ud i bugten, men tågen skjulte stadig den opankrede flåde. ”Vi kom i går.”
Manden slap Ann og rettede sig usikkert op. Hans hårde greb om hendes arm havde efterladt sig et rødt mærke.
”Hvad hedder du så?” spurgte Ann. Det var et uskadeligt spørgsmål, men det krævede alligevel mod at stille det. Selv i afkræftet tilstand var der noget decideret farligt ved manden – det emmede fra ham ligesom varmen fra brændende gløder.
Manden kravlede op over bådens ræling og var lige ved at falde om i sandet, som om hans ben var lavet af reb. Han klamrede sig til rælingen for at holde sig oprejst. Det dirrede i arrene i hans ansigt. ”Ralph Courtney.”
”Hvor kommer du fra?”
Han lod, som om han ikke havde hørt spørgsmålet. På stranden lå der et stykke drivtømmer, som var bleget hvidt af solen. Han tog det og støttede sig til det som til en krykke, mens han så sig om.
”Er flåden her?” spurgte han.
Ann nikkede.
”Hvor mange skibe?”
Hun vidste ikke nøjagtigt, hvor mange skibe der var. ”Måske tyve,” gættede hun.
Han så stadig på hende, men det så ud, som om han havde mistet fokus, som om han havde tankerne et helt andet sted. Barnet suttede på Anns bryst. Hun var klar over, at hun måtte give den lille til faderen igen, men kunne næsten ikke holde ud at tænke på, at hun var nødt til at give barnet fra sig, så kort tid efter at hun havde fået det.
”Det gør mig ondt, at du har mistet din kone,” sagde hun.
”Hun var ikke min kone.”
”Hvad så med barnet?”
”Forældreløst.” Han sagde det med en vrede, der fik hende til at knuge barnet nærmere til sig. Vrede, had – men også noget dybere, tænkte hun. En slags fortvivlelse, som ikke kunne finde andet afløb end vreden.
”Du skal have hjælp.” Hun sagde det venligt i et forsøg på at berolige ham, og hun var bange for hans skarpe tunge. ”Mad og vand.”
”Nej.” Han var så tør i halsen, at han næsten ikke var i stand til at grynte ordene frem. ”Jeg kan ikke blive her.”
Han støttede sig til sin stok og begyndte at humpe af sted langs stranden.
”Hvad med barnet?” råbte Ann efter ham.
Han så sig tilbage. Idet han drejede hovedet, kunne hun ikke se den forbrændte side af hans ansigt, og det gik pludselig op for hende, at han ikke var meget over tyve år gammel. Han måtte have været en smuk ung mand inden ulykken.
”Han hedder Harry,” svarede han hæst. ”Hold ham i live, hvis du kan.”
Før Ann nåede at spørge, hvad det skulle betyde, var Ralph forsvundet ud i tågen på usikre ben.
Ann var svimmel. Hun satte sig på bådens ræling med den lille dreng i armene. Han havde fået al den mælk, han kunne drikke, og farven var vendt tilbage til hans kinder. Han lå i hendes arme med lukkede øjne og sov. Små trækninger i hans ansigt tydede på, at hans lille hoved var fuldt af drømme. Havde det ikke været for båden og den hårde planke, Ann sad på, ville hun have troet, at hun også selv havde drømt, at hun havde mødt manden og barnet. Hvor var Ralph Courtney kommet fra? Hvad skulle hun gøre nu?
”Hvad sker der her?”
Stemmen overrumplede hende. Hun løftede hovedet skyldbetynget, selv om hun sådan set ikke havde noget at skjule. Hendes mand Frank var kommet til syne og stirrede ned på hende gennem runde, sølvrandede briller.
”Du må love mig ikke at vandre omkring alene på den måde,” sagde han mildt irettesættende. ”Der kan jo være alle mulige vilde dyr herude.”
Først nu opdagede han båden, den døde kvinde, Anns gennemblødte tøj – og drengen. Han blev ligbleg i ansigtet.
”Hvad i alverden …?”
”Båden skyllede i land. Jeg hørte ham græde.”
Frank åbnede munden som for at svare og fik nervøse trækninger i ansigtet. Han tog brillerne af og tørrede dem i skjorten, som om det kunne få ham til at se mere klart.
”Den kommer fra et skib, der hedder Tiger,” sagde han og pegede på det navn, der var malet i bådens forstavn. ”Men der er ingen af skibene i vores flåde, der hedder Tiger.”
Han stak en finger ind i en sprække i rælingen, hvor træet var splintret. Han gravede en rund klump bly ud.
”En riffelkugle. Den er blevet beskudt.”
Ann blev stående ubevægelig og sagde ingenting. Hun knugede barnet til sit bryst, og hjertet hamrede i livet på hende. Hvad ville Frank sige nu? Ville han forlange, at hun skulle give barnet fra sig?
Frank så på den døde kvinde og derefter på det lille barn. Da han straks efter også så på Ann, så han gløden i hendes blik.
”Vi må sige det til nogen.”
Det havde han selvfølgelig ret i. Det var det rigtige at gøre. Kvinden – moderen – måtte jo have en familie, som havde ret til at få at vide, hvad der var sket med hende. Inderst inde vidste Ann dog godt, at familien aldrig ville blive fundet.
”Hvis der ikke er nogen familie … altså hvis ingen gør krav på barnet … så vil jeg beholde ham.”
Der gik en evighed, før Frank svarede. Men han elskede sin kone, og selv om han aldrig havde talt om det, sørgede han lige så meget over tabet af deres datter, som han vidste, at Ann gjorde.
”Hvis det virkelig er et forældreløst barn, min kære kone, så beholder vi ham.”
Ann rejste sig op og knugede ham så tæt ind til sig, at barnet kom i klemme imellem dem. ”Tak,” hviskede hun. ”Lad os opfostre ham som vores eget barn. Så får vi alligevel en familie.”
Frank lagde ikke mærke til fodaftrykkene i sandet, der førte væk fra båden ved siden af en række runde huller efter en interimistisk krykke. Ann besluttede, at hun ikke ville fortælle ham om den mand, hun havde set. Frank ville sikkert insistere på at finde ham, og det kunne kun ende dårligt for alle parter. Ralph Courtney var ikke en mand, der ønskede at blive fundet, det var hendes tydelige fornemmelse. Måske kunne Frank endda finde på at forlange, at Courtney skulle tage barnet tilbage.
Tågen var begyndt at lette. Teltbyen blev synlig igen. Hun kunne høre de andre nybyggere tale sammen, og den pludselige lugt af mad gjorde hende hundesulten. I sollyset var det svært at tro på, at Ralph Courtney var andet og mere end noget, hun bildte sig ind.
Måske har han aldrig eksisteret, tænkte hun i et forsøg på at overbevise sig selv om, at det kunne være rigtigt, selv om der stadig var et tydeligt rødt mærke på hendes håndled, hvor han havde holdt stramt fast om det. Hun trak hånden længere ind i kjoleærmet, for at Frank ikke skulle opdage det. Det betød ikke noget; Ralph Courtney var forsvundet.
Hun var sikker på, at hun aldrig ville få ham at se igen.
TRE ÅR SENERE …
”Findes der noget så trist som en fugl, der ikke kan flyve?” En mand sad på en kampesten og betragtede en flokpingviner, der vraltede af sted på strandbredden. Han hed Marius Wessels. Han var næsten to meter høj og havde brede skuldre og store hænder.
Hans hår voksede som en uordentlig moppe af brune krøller, og selv om han kun var femogtyve, var hans ansigt rynket og furet som siderne i en gammel bog. Men når han så på pingvinerne, lyste han op som et barn. Ingen af dem var meget højere end en halv meter, men de førte sig med værdighed, skød stolt det hvide bryst frem og lod de ubrugelige vinger hænge ned langs siden. Fornemme, men også en smule ynkelige.
”Når de ser på os, får de de samme tanker,” sagde manden ved siden af ham på engelsk med tydelig accent. ”Hola, moegoes.” Han hed Jobe og var en sort mand fra en af bantustammerne inde i det afrikanske fastland. Han var næsten lige så høj som hollænderen Wessels, for hans år i fængsel havde ikke gjort hans holdning mindre stolt, end den altid havde været. Han var kortklippet og havde stærke arme efter to års tvangsarbejde. På den ene overarm havde han en armring af elfenben.
”Måske tror de, at du er deres fætter, når de ser på dig?” sagde Marius og pegede på et sted, hvor Jobes sorte hud var blevet hvid af kalkstøv. ”Du er ligesom dem.”
Hvis det var ment som en fornærmelse, bed den ikke på Jobe. Efter et år i fængsel havde han lært at skjule sine sande følelser. ”Hvis jeg var en af de fugle, ville jeg svømme væk.”
”For min skyld må du gerne prøve.”
I den modsatte side af bugten knejsede Taffelbjerget med majestætisk vælde mod den blå himmel. Der var otte kilometer åbent hav mellem dem og bjerget, men når de spejdede ud mod horisonten, fremkom der et synsbedrag, og det så ud, som om vandet ikke var bredere end en flod. Bugtens virkelige størrelse var skjult for dem – det samme var understrømmene, hvalerne og hajerne, som gemte sig i havets iskolde dyb.
De stod på et sted, der hed Robben Island, selv om det strengt taget ikke var en ø, men kun en lille prik i et stort hav. Selv på dens højeste sted havde man fornemmelsen af, at en stor tidevandsbølge kunne skylle hen over den og få den til at forsvinde under overfladen. Det var en ufrugtbar knold. Robben Island var det helt rigtige sted til en fangekoloni.
”Op igen,” råbte en af soldaterne på vagten. ”Tilbage til arbejdet.”
Fangerne tog fat om deres hakker og stenhammere og gik tilbage til klippesiden. Hver dag skulle de bryde et bestemt kvantum kalksten. Når de var færdige med dagens arbejde, kunne de bevæge sig rundt på øen, som de ønskede.
Nogle af dem fiskede, andre passede små køkkenhaver for at få et lille tilskud til de daglige rationer. Hvis fangerne ønskede at flygte, kunne de bare prøve. Det var forholdsvis nemt at komme væk fra øen – men et par dage efter skyllede der som regel et lig op på stranden.
I stenbruddet arbejdede fangerne to og to sammen – den ene holdt et jernspyd, den anden bankede det ind i klippen. Når man skulle slå med en forhammer med kraft nok til at flække en sten nogle få centimeter fra makkerens hånd, endte det enten med en hurtig katastrofe eller med et tillidsforhold mellem de to makkere.
Marius og Jobe havde arbejdet sammen i et halvt år, lige siden Marius ankom til øen. De indtog deres vante pladser – Jobe med spyddet, Marius med forhammeren. Støvet fik deres øjne til at løbe i vand, og solen brændte på deres nøgne rygge.
”Når jeg kommer væk herfra,” sagde Marius, ”vil jeg aldrig løfte noget, der er tungere end et krus øl.”
Han svingede forhammeren. Hans muskler dirrede under anstrengelsen. Støv og småsten blev slået løs fra klippen.
”Jeg vil have et stort hus og en tyk kone og femten børn, og de skal komme med en oksesteg til mig hver dag til aftensmad.”
Et slag til; en sprække kom til syne i klippen. ”Jeg vil bare gerne hjem til mit eget folk,” sagde Jobe med et grynt. ”Og aldrig mere se en hvid mand.”
”Det er også vores land, ikke? Du skal dele det med os.”
”Når du siger dele det med os, tror jeg, du mener, vi skal give det til jer,” brummede Jobe.
”Og når du bruger ordet dele, betyder det, at du er klar til at stjæle alt vores kvæg, din sorte slyngel.” Marius løftede hammeren igen. ”Det er et stort kontinent. Der må være jord nok til –”
Han standsede hammeren midt i luften. En skygge havde lagt sig over stenbruddet, idet opsynsmanden kom ridende på sinrødbrune hest. Hesten var helt overflødig – på den tid, det tog at sadle den op, kunne opsynsmanden være gået hele vejen rundt om øen. Men han var bevidst om sin stilling og forsømte ingen lejlighed til at bryste sig af den. I det lukkede lille samfund på Robben Island følte han sig nødsaget til at fastholde de privilegier, han havde tilkæmpet sig.
Der stod to soldater ved siden af ham, og mellem dem en anden mand. Det var en fremmed, en ny fange at dømme efter hans rene tøj. En ung mand i begyndelsen af tyverne, nybarberet og med engleagtigt lyst hår. Flere af de andre fanger betragtede ham med utilsløret begær.
Han drejede hovedet, og dermed forsvandt enhver utugtig tanke. Hans højre kind, der indtil dette øjeblik havde været skjult, var et virvar af snoede ar. Håret på samme side af hovedet voksede stadig ujævnt, og øjet var lukket halvt i.
Soldaterne skubbede ham foran sig hen mod stenbruddet. Opsynsmanden rakte en hånd i en hvid handske frem og pegede på Marius.
”Du viser ham, hvad hans arbejde er.”
Opsynsmanden styrede hesten væk igen, og de to soldater fulgte efter i luntetrav. Resten af fangerne genoptog arbejdet, men kastede af og til et blik på den nye, der ikke røbede nogen interesse for dem. Da Jobe havde gjort, hvad han havde fået besked på, lænede han sig op ad klippen og rullede en cigar.
Marius kiggede på deres nye makker. Han havde åbenbart været ude for et par slemme ulykker i sit liv, han var brændt, vansiret og nu også fængslet. Men der var ingen spor af selvmedlidenhed i hans blå øjne, og den uskadte mundvig så ud til at smile roligt og konstant.
”Hvad hedder du?” spurgte Marius.
”Ralph.”
”Englænder?”
Manden trak på skuldrene. ”Bastard.”
”En brak, ha? Hvorfor er du spærret inde her?”
”Tyveri.”
”Det plejer man ikke at blive anbragt her for.”
”Kommer an på, hvad man stjæler. I mit tilfælde var det guvernørens datters mødom.” Ralph klukkede.
Latteren bredte sig til de andre i stenbruddet. Alle i nærheden var holdt op med at arbejde for at lytte med. Det lød umiddelbart besynderligt, at en mand som Ralph med så hæslige ar skulle have været i stand til at forføre en ung pige. Men hvis man så ham ind i øjnene, opdagede man en styrke og selvsikkerhed, der måske gjorde det mere sandsynligt.
”Hvor længe skal du være her?”
”De dømte mig til ti år. Men jeg regner ikke med at blive her mere end et par dage.”
Mere latter, denne gang med en kynisk undertone.
”Det tror de alle sammen,” sagde Marius advarende. ”Men jeg kan betro dig, at der kun er to måder at komme væk fra denne her ø på. Når guvernøren siger det – eller i en kiste.”
Ralph sagde ingenting. Det sitrede kun lidt i hans ene mundvig.
***
Om aftenen lå mændene i deres køjer i barakken. Det var et lille, firkantet værelse med stenmure og to køjesenge, en på hver side af det tilgitrede vindue, og en lokumsspand i det ene hjørne. Ralph, Marius og Jobe lå i tre af køjerne; den fjerde var tom.
Marius var i gang med at ridse sine forbogstaver ind i stenvæggen med et søm, et langsommeligt projekt, som havde lagt beslag på hans opmærksomhed i flere uger. Jobe sad på køjen med en tælleprås i hånden og læste i Bibelen. Ralph lå på madrassen med armene bag nakken og lyttede til det skrattende søm og indimellem en sprutten fra lyset.
Marius holdt en pause og kiggede ned fra sin køje. ”Drømmer du stadig om at flygte, brak?”
”Jeg tænkte mere på regn,” svarede Ralph.
”Vi bryder også sten i regnvejr.”
”Jeg mener ikke afrikansk regn.” Ralph blev fjern i stemmen. ”Jeg boede i Indien den første halvdel af mit liv, i Kina i den anden. Når det regner derude, falder regnen som geværkugler, og selv på de vådeste dage er luften varm som blod.”
”Han er jo digter,” brummede Marius.
”Jeg vil gerne mærke kølig regn i ansigtet.” Han førte en hånd op til arrene på kinden. ”Jeg kan ikke holde varmen ud mere. Jeg vil være et sted, hvor der er rent og koldt.”
”Og så er du blevet fange på Robben Island. Livet er ondt mod os.”
Ralph ignorerede ham. ”Min farfar havde et hus i Devon – i England. Min far havde et maleri af det hængende i huset, hvor jeg voksede op. Jeg plejede at sidde og stirre på det i timevis – jeg kunne simpelthen ikke forestille mig, at noget kunne være så grønt. Min far fortalte mig, at det også var koldt om sommeren i Devon.”
”Det lyder ikke særlig rart.”
”Når jeg kommer ud herfra, vil jeg tjene en formue og rejse til England og købe huset og leve i det resten af mit liv.”
Marius fnøs. ”Når du slipper væk herfra, har du brækket ryggen og har så ondt i fingrene, at du ikke engang vil kunne holde om din egen pik.”
”Det kan ikke være særlig svært at flygte herfra.” Ralph pegede på jerntremmerne i vinduet. De var rustne, og mørtlen, som de var sat fast i, smuldrede flere steder.
”Jeg kan brække dem ud, når jeg vil,” sagde Marius, ”men hvor skulle jeg så tage hen bagefter? Det er ikke cellen, der gør os til fanger her. Det er øen. De ugidelige vagter låser kun døren om aftenen, fordi de er bange for, at vi skal slippe ud og slå dem ihjel.”
”Drømmer du aldrig om at være et andet sted?” spurgte Ralph.
”Mig?” Spørgsmålet kom bag på Marius. ”Jeg har fået nok af at leve efter andre menneskers regler. Når jeg kommer ud, kører jeg min vogn over Keifloden og finder et stykke jord, jeg selv kan dyrke. Og så vil jeg føle mig fri.”
”Det er xhosa-jord,” sagde Jobe og løftede hovedet fra Bibelen. ”Hvis du kommer derind, slår mit folk dig ihjel.”
Marius trak i sine fingre. ”Lad bare de kaffere prøve.”
”Du er selv ude om det, hvis du krydser floden Kei,” svarede Jobe.
”Jeg er forberedt.” Marius vendte sig om mod Ralph. ”Vil du vide, hvorfor vores swarte ven er her? Han er sgu en profet. Han prøvede engang at starte et oprør blandt stammerne ovre i de østlige territorier og få dem til at gå i krig mod den hvide mand.”
Ralph betragtede Jobe med fornyet interesse. I Indien og Kina havde han gang på gang lært, at man ikke skulle undervurdere en mand på grund af hans hudfarve. Når man havde opholdt sig i Kapkolonien, kom man nemt til at opfatte alle de sorte som tjenestefolk eller slaver. Men da han så på Jobe nu, så ham, som han var, så han også stoltheden og intelligensen i hans øjne.
”Hvorfor ville du starte en krig?”
”Det er briterne, der startede krigen.” Jobes stemme var grødet af vrede. ”Da vi forsvarede os, påstod de, at det var vores fejl.”
”Du skal ikke tro på, hvad han siger,” fnøs Marius. ”Det var et kvægtyveri.”
”Kvæget græssede på jord, som I har stjålet fra mit folk.”
Marius grinede, men der var en farlig undertone i hans stemme. Jobe var spændt som en kriger lige før et slag. Det undrede Ralph, at disse to mænd havde delt en celle i så lang tid uden at slå hinanden ihjel.
”Hvis du hader briterne så meget, hvorfor læser du så i deres Bibel?” spurgte Ralph.
Spørgsmålet fik Jobe til at tænke på noget andet end sin vrede mod Marius, men til gengæld rettede han den nu mod Ralph. ”Bibelens ord er ikke den hvide mands ejendom.” Uden at se på Bibelen fortsatte han: ”Herren salvede mig, at jeg skal gå med glædesbud til de fattige, for at udråbe for fanger, at de skal få frihed, og for at sætte fortrykte i frihed.”
”At give fanger frihed, det lyder godt,” sagde Marius.
”Hvor har du lært at læse?” spurgte Ralph.
Jobe stivnede, som om han forberedte sig på en fornærmelse fra Ralph. Men da det gik op for ham, at Ralph bare var nysgerrig, slappede han af.
”Da jeg var dreng, arbejdede min mor hos en hvid farmer. Han tævede hende og gjorde … det, der var meget værre.”
Marius så ud, som om han var parat til at komme med en vittig bemærkning. Men udtrykket i Jobes ansigt fik ham på andre tanker.
”Da min mor døde, stak jeg af. Der var en mission i nærheden og en prædikant ved navn John Weston. Han fandt mig, og jeg fandt Jesus. Farmeren kom for at hente mig, men missionæren ville ikke slippe mig. Han sagde, jeg var frelst.”
”Det er derfor, vi ikke skal give kafferen en uddannelse,” sagde Marius. ”De bruger vores egen religion imod os.”
Ralph ignorerede ham. ”Hvordan er du så endt her efter den begyndelse?”
”John Weston rejste hjem til England. Jeg vendte hjem til min stamme og forsøgte at lære den sandheden om Kristus. Jeg troede, at de hvide mænd ville holde op med at snyde og bekæmpe os, hvis vi blev kristne.”
Ralph lo. Jobe blev stram om munden. Han følte sig såret i sin stolthed.
”Jeg lo bare ad samfundet og menneskene i al almindelighed,” forklarede Ralph. ”Ikke ad dig. Jeg har set, hvordan briterne driver forretninger overalt, hvor de kommer frem. Hvis de kan finde noget, der skiller folk ad – deres hudfarve, deres guder, deres måder at styre deres samfund på – så prøver de at bruge det imod dem. Og hvis der ikke er noget, de kan manipulere til deres egen fordel, tager de simpelthen, hvad de vil have, og truer med kanoner, hvis de ikke får det.”
”Det kan vi godt være enige om.” Marius tog sømmet og gav sig til at ridse i stenvæggen igen, mere energisk end før. ”Vi ved alle sammen, hvordan det føles at få sin frihed stjålet af de for- bandede englændere.”
De tre mænd blev tavse og fordybede sig hver især i refleksioner om deres mistede frihed.
”Jeg kan godt fortælle jer, hvor jeg helst vil tage hen,” sagde Marius pludselig. Der var kommet et glimt i hans øjne; han bøjede sig frem fra køjen. ”Kan I lide gode historier? Så skal I høre denne her.”
Han tog sin pibe frem og stoppede den med tobak, mens de to andre ventede. Han fortsatte først, da han havde fået blus på piben.
”Det skete for et par år siden, da jeg var på jagt oppe ved grænsen ved Fishfloden på den anden side af Grahamstown. En dag da jeg stod og fiskede ved et vadested, fik jeg øje på en mand på bredden overfor. En hvid mand – splitternøgen. Han havde kun en hat på hovedet og en riffel på ryggen. Jeg hjalp ham over vadestedet, tog ham med hjem til min lejr og lånte ham et tæppe. Han var franskmand og hed Du Toit. Jeg spurgte, hvor han var kommet fra.
’Fra Kapstaden,’ svarer han.
’Så er du kommet ad en omvej,’ siger jeg. ’Kapstaden ligger 1600 kilometer væk i den modsatte retning.’
’Det er jeg så,’ svarer han. ’Jeg er kommet over Karoofloden og Orangefloden, over bjerge og ned til havet og nu tilbage hertil. I drømmer ikke om, hvad jeg har set.’
Jeg troede naturligvis ikke på ham. ’Du må have været mindst tre år om det.’
’Fem,’ siger han.
’Hvad skulle du egentlig?’
’På jagt.’
’Men der kom vist ikke ret meget ud af det, vel?’ Manden drikker jo min kaffe, med stumpen hængende ud …” Marius lo.
”Han sender mig et blik, som om han har slugt en diamant og skidt en sten ud i stedet. ’Ak, boer, du fatter det ikke. Nu er det en hård tid for mig, men for et halvt år siden var jeg den rigeste mand i Afrika. Min riffel var nok til at gøre mig til herre over dem alle sammen. Og deroppe –’
Han peger mod nord. ’– er der alle mulige slags vildt og ingen, der jager det. Jeg havde skind nok til at dække hver eneste gade i Paris, fjer i alle smykkeskrinets farver og elfenben – et helt bjerg af elfenben. Der er så meget elfenben deroppe, at de indfødte bruger det til at reparere deres hegn, hvis de da ikke bare lader det ligge og flyde i støvet.’
Jeg troede ikke et ord af, hvad han sagde, men han var god til at fortælle, og jeg kedede mig, så jeg spurgte: ’Hvad skete der så?’
’Det blev en dårlig rejse,’ svarede han. ’Et er at samle rigdom sammen, det er noget ganske andet at tage rigdommen med sig. Stammerne mod nord er ondskabsfulde som bare fanden. De stjal alt, hvad jeg ejede, endda det tøj jeg stod og gik i. De prøvede at slå mig ihjel. Jeg havde ikke overlevet, hvis jeg ikke havde haft min riffel.’ Han sad nu med hovedet i hænderne. ’Det er sådan, I ser mig nu, en sørgelig skygge af den mand, jeg var engang.’
Han var så trist til mode, at jeg næsten troede på ham. Jeg gav ham lidt af den mad, jeg havde, og han åd som et tærskeværk, og min brændevin drak han også. Vi sad ved bålet, og han fyldte mig med den ene skipperskrøne efter den anden om alle de steder, han havde været.” Marius faldt i staver og fortabte sig i sine egne minder. ”Han var god til at fortælle historier.
Da jeg vågnede næste morgen, var han forsvundet.” Han satte sig tilbage på køjen og bakkede på piben. ”Det var sidste gang, jeg så ham. Men jeg glemmer aldrig hans historie. Når jeg bliver en fri mand igen, tager jeg måske en tur nordpå for at se det land, han fortalte om.”
Der blev tavst i cellen. De sad hver især og stirrede ud i luften i deres egne tanker.
”Sagde han noget om, hvor langt væk det lå?” spurgte Ralph.
”650 kilometer nord for Fishfloden.” Marius pustede en røgsky ud. ”Det må vist være løgn. Hvis der fandtes sådan et land, ville der være nogen, som havde slået sig ned i det.”
”Ikke hvis xhosa-stammen har spærret vejen,” sagde Jobe.
”Ja,” sukkede Marius. ”Og selv om man kunne kæmpe sig forbi xhosaerne og samle alt det elfenben sammen, man kunne drømme om, ville man stadig have det samme problem som franskmanden. Man bliver kun rig, hvis man kan få elfenbenet ud af landet.”
”Hvad med havet?” spurgte Ralph.
”Umuligt. Der er ingen havne 1600 kilometer efter Port Elizabeth. Der er ingen vej ind – eller ud.”
Ralph satte sig brat op i køjen, at han var lige ved at slå hovedet mod overkøjen. ”Det passer ikke.”
”Hvad siger du?”
”Der er sted, hvor et skib kan ligge for anker.”
Marius betragtede ham hen over pibehovedet. ”Jeg har talt med alle de søfolk, jeg kunne komme i nærheden af, og de sagde alle sammen det samme. Klipper, rev og sandrevler – det er det eneste, man finder på den kyst.”
”Nej.” Ralph sagde det stille og roligt, men gav sig ikke. ”Der er en bugt, men den er skjult bag et forbjerg. Sømænd er bange for strømmene tæt på kysten, så de bliver længere ude på havet, og derfor ser de aldrig indsejlingen. Der er en smal kanal, som fører ind til bugten, og selv når man sejler den vej ind, tror man, at man går på grund. Kun en galning tør tage chancen. Men hvis man kan bevare overblikket, kommer man ind i en bugt, hvor der både er landgangsmuligheder og sikker ankerplads.”
”Har du da været der?” spurgte Jobe.
”Nej,” indrømmede Ralph.
”Fri fantasi,” sagde Marius. ”Hvor ved du det fra?”
”Min far havde et kort. Han havde været der. Bugten hedder Nativity Bay.”
Marius så meget skeptisk ud. Han sagde dog ikke noget. Ralph havde fortalt sin historie med så stærk overbevisning, at både Jobe og Marius tænkte, at det kunne være farligt at modsige ham.
Til sidst gav Marius sig til at le. ”Du har sikkert ret, englænder. Og hvis vi nogensinde kommer væk fra denne her gudsforladte ø, kan vi måske finde et skib, der vil sejle os op til din hemmelige bugt, og hvis den eksisterer, bliver vi alle sammen rige.”
”Så nemt bliver det nok ikke,” sagde Jobe advarede.
Marius smed et stykke murpuds efter ham. ”Der er ingen, der har inviteret dig med, kaffer.”
”Hvordan vil I så tale med de folk, der lever deroppe? Og få dem til at lade være med at slå jer ihjel?”
”Franskmanden sagde, der ikke var nogen mennesker deroppe.” Jobe rullede med øjnene. ”Ingen mennesker? Eller ingen hvide mennesker?”
”Vi får brug for en tolk,” sagde Ralph. ”Vi skal rejse derop sammen – som ligeværdige partnere.”
”Partnere?” Marius rystede på hovedet. ”Du er ikke rigtig klog, brak.”
”Jeg mener det. Vi kan tjene en formue alle tre.”
Også denne gang var der en overbevisende klang i Ralphs tonefald. Når man hørte det, vidste man ikke kun, at han selv troede på, hvad han sagde, men følte også, at man selv måtte tro på det.
Marius glippede med øjnene. ”Godt. Så siger vi partnere. Og når vi har tjent en formue, deler vi lige over, ikke?”
”Lige over,” sagde Ralph. ”Tre lige store dele.”
Jobe spyttede i sin håndflade og rakte hånden frem. Ralph gjorde det samme. Efter et øjebliks tøven var også Marius med. De tre mænd gav hinanden hånden i tavshed og tænkte hver især på deres andel af den fælles drøm.
Så vendte snusfornuften tilbage.
”Gode historier og sludder og vrøvl,” sagde Marius pludselig og trak hånden til sig. ”Det kan man få tiden til at gå med, men hvad skal man ellers med dem? Vi sidder stadig på denne her verdoemde klippeø.”
Ralphs øjne skinnede. ”Har jeg ikke sagt det? Jeg har ikke i sinde at blive her ret længe.”
Wilbur Smith: Krigerkongen
Sydafrika, 1820.
Ann Waite finder to overlevende fra et skibsforlis ved Algoa Bay – en ilde tilredt sømand, en død kvinde og en dreng, som stadig er i live. Sømanden Ralph Courtney drager videre, og Ann og hendes mand Frank beslutter sig derfor for at opfostre barnet.
Ann og Frank forsøger at etablere sig som landmænd i det barske Sydafrika, men høsten slår fejl hvert år, og det ender med en katastrofe, en oversvømmelse og ødelæggelse af deres gård, og det ender med, at Frank mister livet i forsøget på at redde den. Ann og drengen Harry forlader fortvivlet resterne af deres liv på gården og søger tilbage til Algoa Bay.
Her møder Ann igen Ralph Courtney. Han er sammen med to venner, og sammen er de flygtet fra fangeøen Robben Island. Ralph vil ikke have noget med Ann eller drengen Harry at gøre, men af forskellige grunde kommer de alligevel med på det gode skib Farewell, hvor Ralph tvinger skipperen til at sejle nordpå og lede efter den skjulte og utilgængelige Nativity Bay, som han har hørt om som barn. Der går dog ikke lang tid, før Ralph, Ann og de andre bosættere erfarer, at Nativity Bay ligger på grænsen til et kongerige, hvor krigerkongen Shaka hersker.
Uden mulighed for at komme tilbage til Algoa Bay, tvinges Ralph til at slå en handel af med krigerkongen, og det tvinger ham til at konfrontere sin fortid, som han har flygtet fra hele sit liv.
Krigerkongen er det 21. bind i Wilbur Smiths Courtney-serie.
Du kan købe Krigerkongen online eller i din nærmeste boghandel fra 21. maj.
Krigerkongen er det seneste bind i Wilbur Smiths stærke og anerkendte Courtney-serie, der skildrer Courtney-familiens skæbne. I Krigerkongen konfronteres Ralph Courtney med sin fortid i mødet med et mægtigt kongerige.
Wilbur Smith var en stor og anerkendt forfatter. Hans bøger har på verdensplan solgt mere end 120 millioner eksemplarer, og hans forfatterskab omfatter over 40 bøger. Nu udkommer Krigerkongen på dansk. Krigerkongen er en del af Wilbur Smiths Courtney-serie, som følger Courtney-familien gennem flere generationer. Serien består af 21 bøger, som dog alle kan læses uafhængigt.
LÆS OGSÅ: Fra bogholder til bestseller-forfatter. Mød Wilbur Smith
Krigerkongen finder sted i Sydafrika i 1820. Her finder Anne Waite to overlevende efter et skibsforlis: En ilde tilredt sømand og en lille dreng. Sømanden er Ralph Courtney, og han ønsker at drage videre, men nægter at tage drengen med sig.
Ann og hendes mand, Frank, opfostrer derfor drengen, Harry, som deres egen. Ann og Frank forsøger at etablere sig som landmænd i Sydafrika, men høsten slår fejl flere år i træk. Til sidst ødelægges gården, og Frank mister livet i forsøget på at redde den. Denne tragiske begivenhed får Ann og Harry til at søge mod Algoa Bay, hvor de igen møder Ralph Courtney.
Sammen med to venner er Ralph Courtney flygtet fra fangeøen Robben Island. På trods af Ralphs indsigelser ender Ann og Harry på skibet Farewell, og her tvinger Ralph skibberen til at sejle nordpå, da han ønsker at finde Nativity Bay for at opnå lykke og rigdom.
Desværre opdager de, at Nativity Bay grænser op til et mægtigt kongerrige, hvor krigerkongen Shaka hersker. Ralph er nødsaget til at slå en handel af med krigerkongen, hvilket tvinger ham til at konfrontere den fortid, han hele sit liv har flygtet fra.
LÆS OGSÅ: Rækkefølgen i Wilbur Smiths Courtney-serie. Få styr på romanerne her
Start din læsning af Krigerkongen med læseprøven herunder.
Krigerkongen
af Wilbur Smith
ALGOA BAY, SYDAFRIKA, APRIL 1820
Kontinentet var skjult. En tæt havgus bølgede ind ude fra bugten og tilslørede de skibe, der lå for anker, og den by af telte, der var vokset op inde på kysten for to dage siden. Den dæmpede alle lyde. Kun havet var tilbage – bølgeslaget i den fugtige luft. For Ann Waite, der stod inde på sandstranden, føltes det, som om hun var faldet ud over verdens rand.
Ann trængte til at være alene. Hun slog armene om sig og mærkede sine bryster, der var fulde af mælk til et barn, som ikke eksisterede mere. Hun huskede den mareridtsagtige fødsel om bord på et skib langt ude på havet – liggende med spredte ben og arme på et bord, søfolk, der gik til og fra og passede deres arbejde ganske tæt på, en gammel marinelæge med knive og rustne save, der klirrede på skottet bag ham. Hun huskede klaustrofobien i den lille kahyt langt nede i skibet under vandlinjen. Det havde taget 18 timer at føde det lille barn, en pige, som Ann havde givet navnet Susannah.
Dagen efter var Susannah død. De bisatte hende i havet i et sejldugssvøb med en ballaststen, så liget sank med det samme.
Sorgen var så pinefuld, at Ann fik trang til at skrige. Hendes datter skulle have indvarslet den nye tilværelse, som Ann og hendes ægtemand Frank var rejst fra England og herned til Afrika for at skabe. Men rejsen, der var begyndt med så store forhåbninger, var nu endt med død og fortvivlelse.
Ude i tågen hørte hun et spædbarn græde. Det måtte være indbildning. Det var netop den lyd, der plagede hende i mareridtene, en sjæl, som ikke kunne finde hjem, men var i livsfare, en sjæl, som hun ikke kunne trøste eller beskytte.
Ann havde aldrig regnet med at komme til Afrika. Hun var vokset op i en lille landsby i Penninerne i England, og det afrikansk kontinent havde været lige så uvirkeligt for hende som et land i et eventyr. Og så en dag sluttede den krig, der var begyndt, før hun blev født. Napoleon var besejret, men det føltes ikke som en sejr for de soldater, der vendte hjem fra Europas slagmarker.
Titusinder af soldater, der aldrig havde lært andet end soldaterhåndværket, var pludselig ikke længere nødvendige for den regering, de havde tjent så trofast. Anns mand Frank havde været en af dem. Han havde fået arbejde som væver, men lønnen blev halveret efter fredsslutningen, og han kunne ikke tjene nok til at forsørge det barn, som voksede i Anns mave.
En morgen havde Frank så set en plakat i vinduet henne i købmandsbutikken. Gratis jord – god, frugtbar jord, stod der – blev overdraget af staten sammen med redskaber, sædekorn og udstyr til at drive landbrug, alt sammen til en overkommelig pris. Det drejede sig om Kapkolonien på Afrikas sydligste spids.
Frank trak kasketten ned i panden og skyndte sig hjem med et beslutsomt udtryk i ansigtet.
Ann var tvivlende, men Frank havde kæmpet ved erobringen af Kapstaden i 1806 og set en lille smule af det omliggende landskab. Det var moden landbrugsjord, lovede han hende, en Paradisets Have, hvor en vinranke voksede op for øjnene af en, når man spyttede en druesten ud. ”Det er en guds gave,” udbrød han og lagde sig på knæ foran Ann. ”Det er svaret på vores bønner. Et sted, hvor vi kan få et hjem og opfostre vores kommende børn.”
Ann havde endnu ikke set noget til det paradis, han havde lovet hende. Fire tusind udvandrere havde set plakaterne og var sejlet af sted med de skibe, som myndighederne havde stillet til rådighed. De var blevet sat i land i denne bugt, hvor der ikke var andet end trøstesløse sandklitter og marsk, og indkvarteret i telte rejst mellem krat og sten, mens de ventede på vogne, der kunne transportere dem ind i landet til de jorder, som den engelske stat havde tildelt dem.
Hendes mand klamrede sig stadig til håbet om, at landskabet længere inde ville leve op til hans forventninger. Ann havde mistet håbet nu. I seks uger havde hun ikke set andet end skibets ildelugtende kahytter, og nu var hun så endt på denne kyst, hvor solen brændte hendes hud til blærer, og vinden hylede ad dem, som om den ville drive dem tilbage i det endeløse, altopslugende hav.
Hun hørte gråden igen – barnet. Lyden skar hende i hjertet, dystre tanker trængte ind i hendes sind. Var hun ved at gå fra forstanden? Mange af udvandrerne havde taget deres børn med, og ikke alle de børn, der var blevet født på sørejsen, havde lidt samme skæbne som Susannah. Det lød, som om gråden kom fra en anden retning – fra et sted ude i bugten. Tågen var så tæt, at Ann havde mistet orienteringen, og kun sandet under hendes fødder forekom hende at være virkeligt.
Gråden blev tydeligere – spædbarnet græd af sine lungers fulde kraft, kaldte på hjælp. Som var det et spørgsmål om liv og død.
Forældre kunne umuligt ignorere en sådan lyd ret længe. Nogen måtte snart finde det stakkels forskræmte barn og trøste det. Gråden blev mere forpint. Det var næsten ikke til at holde ud mere, men Ann var nu sikker på, at lyden kom fra et sted ude i bugten.
Hun løb ned til vandkanten. Her var tågen om muligt endnu tættere, men hun kunne dog se et mørkt omrids, der dukkede op og forsvandt igen i den spøgelsesagtige gråhvide tåge. Hun hørte den sagte lyd af træ, der knagede og dunkede mod klipper.
”Barnet må være i en båd,” mumlede hun for sig selv. Men alle passagerer om bord på skibene var blevet sat i land, og skibene lå for anker langt ude i bugten. Og hvis det var en båd, burde der være andre lyde også – lyden af åregafler og af roende matroser og deres grynt, en råbende bådsmand og måske en mors beroligende stemme. Hun hørte ingen af den slags lyde.
Hun havde aldrig oplevet havet, før hun var rejst fra Lancashire. Dets ubegribelige dyb skræmte hende fra vid og sans; hun havde levet i en slags behersket panik på hele rejsen. Men nu var hun pludselig fattet og beslutsom. Hvad enten der var et spædbarn eller ej et sted derude, havde hun i sinde at finde kilden til gråden.
Ann løftede skørterne og vadede ud i det iskolde vand. Hendes skørter bølgede op omkring hende i vandet; bølgerne løftede hende op og slog fødderne væk under hende. Strømmen var så stærk, at hun mistede balancen og halvvejs satte sig ned i vandet. En bølge skyllede op over hendes hoved, idet hun forsøgte at rejse sig igen, og hun fik munden fuld af havvand, da hun udstødte et forskrækket råb.
”Hjælp! Kære Gud, hjælp mig!” råbte hun. Men hendes stemme forstummede, da den næste bølge ramte hende, og strømmen tog fat i hendes skørter og trak hende længere ud i havet.
I klitterne mindre end 200 meter bag hende var 4000 mennesker ved at begynde på dagens gøremål – de klædte sig på, stillede sig i kø for at få morgenmad ved feltkøkkenerne og talte ivrigt om det nye lands ejendommeligheder. De ville ikke kunne høre hendes råb.
Alene og rædselsslagen, mere eller mindre druknet, rakte Ann armene ud mod bølgerne, der slog imod hende, i et fortvivlet håb om at finde noget i det iskolde vand, hun kunne holde fast i. Sand og løsrevet tang skvulpede omkring hende, mens havets ubarmhjertige kraft blev ved med at trække hende længere og længere væk fra kysten.
Så fik hun øje på noget – forstavnen på en båd.
Den lå fastklemt mellem to klipper, og bølgerne slog hårdt imod den og kastede den fra side til side. Ann kunne nemt se, at den snart ville synke – vandet rundt om den var allerede fuldt af splinter og knækkede planker.
Den næste bølge pressede hende hen mod klipperne. Hun troede, hun ville blive knust, men så begyndte det lille barn at græde igen – det var altså i båden. Gråden gav pludselig Ann nye kræfter. Hun ville ikke lade endnu et lille barn forsvinde ned i bølgerne. Et skrig trængte frem fra hendes brystkasse ligesom under den mareridtsagtige fødsel. Hun skubbede sig væk fra klippen, som hun lå klemt ind imod, og forsøgte at komme ud på det lidt dybere vand.
Bølgerne sugede båden væk fra hende, men lidt efter slog den den ind mod hende igen. Da den kom tæt nok på, greb hun ud efter forstavnen, men den var stadig for langt væk – lønningen var lige uden for rækkevidde.
Den næste bølge slog Ann ind mod bådens side med en sådan voldsomhed, at hun var bange for at have brækket et eller flere ribben. Hun holdt fast i forstavnen og klamrede sig til den, mens bølgerne flåede i hendes skørter, og hun forsøgte at skubbe til båden for at få den fri af klipperne.
Brændingen sprøjtede omkring hende og fik båden til at vugge tungt. Ann kiggede ind i den.
Der lå tre mennesker, en kvinde, en mand og et spædbarn.
Manden lå hen over toften midt i båden, halvt nedsunket i bundvandet. Kvinden lå ved siden af ham med ansigtet vendt mod ham. Hendes lange, lyse hår var bredt ud over skuldrene; hendes hud var brændt mørkerød af solen, og på grund af sult sad den stramt over knoglerne, men Ann kunne nemt se, at hun engang havde været smuk. Hun så meget fredelig ud – med lukkede øjne og hænderne foldet i skødet – nærmest som om hun lå og sov. Men der var ingen bevægelse i hendes brystkasse, og ligblegheden var allerede begyndt at komme til syne rundt om hendes øjne.
Manden var slemt vansiret. Højre halvdel af hans ansigt var et virvar af friske ar efter brandsår, og blålig, vissen hud var knyttet sammen som en klump maddiker. På den anden side af ansigtet var der hårtotter i stedet for et ordentligt skæg. Han var klædt i en lang tunika tæt broderet med forgyldte drager. Der sad stadig en pistol i hans bælte.
Hverken manden eller kvinden gav livstegn fra sig. De er døde, tænkte Ann skrækslagen.
Mellem dem lå spædbarnet på ryggen med lukkede øjne og ildrød i hovedet efter den voldsomme anstrengelse ved at græde og skrige. Det var en dreng. Han havde været svøbt i et stykke sækkelærred, men hans hidsige sparken havde kastet det til side, og vandet der var sivet ind i båden, havde gennemblødt det. Hans hud var begyndt at blive blålig.
Ann lænede sig ind til båden med hele sin vægt og fik drejet forstavnen et par grader. Det var nok. Pludselig kom båden fri og gled ud mellem klipperne og ud i vandet. Ann var lige ved at miste grebet i den og måtte anstrenge sig for at holde hovedet over vandet, så snart strømmen fik fat i hende.
Drengen gav sig til at skrige igen, men lyden var svagere denne gang. Ann var usikker på, hvor lang tid han havde igen.
Hun rørte bunden med fødderne. Hun kunne stå op.
Ann lod morgentidevandet bære båden ind til stranden, og bølgerne blev ved med at skubbe til den, indtil den stødte på grund. Hun lagde sig på knæ i sandet og spyttede udmattet det salte havvand ud, mens den hvide brænding skummede omkring hende og greb fat i hendes skørter.
Drengen i båden klynkede.
Adrenalinet fik Ann til at glemme, hvor udmattet hun var. Hun rejste sig op og løftede barnet op, knappede livstykket op og skubbede stoffet til side for at blotte sine svulmende bryster. Barnet spidsede munden, da Anna løftede hans ansigt og trykkede det mod sit ene bryst. Han fandt hurtigt brystvorten og gav sig til at sutte så grådigt, at Anna uvilkårligt gispede.
Det føltes, som om en hel dæmning i hende var blevet gennembrudt. Den varme mælk strømmede ud af hende med en sådan kraft, at det føltes svidende. Men det føltes samtidig som en med længsel ventet befrielse, der fik hende til at skælve over hele kroppen.
Hun knugede den lille dreng til sit bryst og kiggede ned i båden en gang til.
Den måtte have drevet omkring for vind og vejr i flere uger. Den kunne ikke stamme fra nogen af skibene, der lå for anker i bugten, og så vidt Ann vidste, var der ingen havne i nærheden. Den måtte være kommet fra et andet skib langt ude på åbent hav. Men hvorfor?
Ann strøg hånden over barnehovedets fine, gyldne dun. ”Du er vist forældreløs nu,” sagde hun lavmælt. ”Hvem er du mon?”
Ordene fik en lidt barsk klang på den øde strand. I samme sekund greb en hånd fat om Anns håndled og holdt den fast som i en skruestik. Hun blev så forskrækket, at hun var lige ved at tabe barnet.
Manden i båden var ikke død. Midt i alt blodet og snavset i hans ansigt var der et par kolde blå øjne, som stirrede skarpt på hende.
”Hvad er det her for et sted?” spurgte han. Hans stemme var raspende hæs. Han så sig forvildet om i et forsøg på at se igennem tågen og stirrede så på Ann igen. ”Er det Kaplandet?”
”Det er Al… Algoa Bay,” stammede Ann, stadig skrækslagen.
Han kneb øjnene sammen og så truende på hende. ”Sig, hvad du hedder.”
”Ann Waite.”
”Hvad laver du her?” spurgte han.
”Jeg er kommet med indvandrerne. Med skibene fra England.” Hun pegede ud i bugten, men tågen skjulte stadig den opankrede flåde. ”Vi kom i går.”
Manden slap Ann og rettede sig usikkert op. Hans hårde greb om hendes arm havde efterladt sig et rødt mærke.
”Hvad hedder du så?” spurgte Ann. Det var et uskadeligt spørgsmål, men det krævede alligevel mod at stille det. Selv i afkræftet tilstand var der noget decideret farligt ved manden – det emmede fra ham ligesom varmen fra brændende gløder.
Manden kravlede op over bådens ræling og var lige ved at falde om i sandet, som om hans ben var lavet af reb. Han klamrede sig til rælingen for at holde sig oprejst. Det dirrede i arrene i hans ansigt. ”Ralph Courtney.”
”Hvor kommer du fra?”
Han lod, som om han ikke havde hørt spørgsmålet. På stranden lå der et stykke drivtømmer, som var bleget hvidt af solen. Han tog det og støttede sig til det som til en krykke, mens han så sig om.
”Er flåden her?” spurgte han.
Ann nikkede.
”Hvor mange skibe?”
Hun vidste ikke nøjagtigt, hvor mange skibe der var. ”Måske tyve,” gættede hun.
Han så stadig på hende, men det så ud, som om han havde mistet fokus, som om han havde tankerne et helt andet sted. Barnet suttede på Anns bryst. Hun var klar over, at hun måtte give den lille til faderen igen, men kunne næsten ikke holde ud at tænke på, at hun var nødt til at give barnet fra sig, så kort tid efter at hun havde fået det.
”Det gør mig ondt, at du har mistet din kone,” sagde hun.
”Hun var ikke min kone.”
”Hvad så med barnet?”
”Forældreløst.” Han sagde det med en vrede, der fik hende til at knuge barnet nærmere til sig. Vrede, had – men også noget dybere, tænkte hun. En slags fortvivlelse, som ikke kunne finde andet afløb end vreden.
”Du skal have hjælp.” Hun sagde det venligt i et forsøg på at berolige ham, og hun var bange for hans skarpe tunge. ”Mad og vand.”
”Nej.” Han var så tør i halsen, at han næsten ikke var i stand til at grynte ordene frem. ”Jeg kan ikke blive her.”
Han støttede sig til sin stok og begyndte at humpe af sted langs stranden.
”Hvad med barnet?” råbte Ann efter ham.
Han så sig tilbage. Idet han drejede hovedet, kunne hun ikke se den forbrændte side af hans ansigt, og det gik pludselig op for hende, at han ikke var meget over tyve år gammel. Han måtte have været en smuk ung mand inden ulykken.
”Han hedder Harry,” svarede han hæst. ”Hold ham i live, hvis du kan.”
Før Ann nåede at spørge, hvad det skulle betyde, var Ralph forsvundet ud i tågen på usikre ben.
Ann var svimmel. Hun satte sig på bådens ræling med den lille dreng i armene. Han havde fået al den mælk, han kunne drikke, og farven var vendt tilbage til hans kinder. Han lå i hendes arme med lukkede øjne og sov. Små trækninger i hans ansigt tydede på, at hans lille hoved var fuldt af drømme. Havde det ikke været for båden og den hårde planke, Ann sad på, ville hun have troet, at hun også selv havde drømt, at hun havde mødt manden og barnet. Hvor var Ralph Courtney kommet fra? Hvad skulle hun gøre nu?
”Hvad sker der her?”
Stemmen overrumplede hende. Hun løftede hovedet skyldbetynget, selv om hun sådan set ikke havde noget at skjule. Hendes mand Frank var kommet til syne og stirrede ned på hende gennem runde, sølvrandede briller.
”Du må love mig ikke at vandre omkring alene på den måde,” sagde han mildt irettesættende. ”Der kan jo være alle mulige vilde dyr herude.”
Først nu opdagede han båden, den døde kvinde, Anns gennemblødte tøj – og drengen. Han blev ligbleg i ansigtet.
”Hvad i alverden …?”
”Båden skyllede i land. Jeg hørte ham græde.”
Frank åbnede munden som for at svare og fik nervøse trækninger i ansigtet. Han tog brillerne af og tørrede dem i skjorten, som om det kunne få ham til at se mere klart.
”Den kommer fra et skib, der hedder Tiger,” sagde han og pegede på det navn, der var malet i bådens forstavn. ”Men der er ingen af skibene i vores flåde, der hedder Tiger.”
Han stak en finger ind i en sprække i rælingen, hvor træet var splintret. Han gravede en rund klump bly ud.
”En riffelkugle. Den er blevet beskudt.”
Ann blev stående ubevægelig og sagde ingenting. Hun knugede barnet til sit bryst, og hjertet hamrede i livet på hende. Hvad ville Frank sige nu? Ville han forlange, at hun skulle give barnet fra sig?
Frank så på den døde kvinde og derefter på det lille barn. Da han straks efter også så på Ann, så han gløden i hendes blik.
”Vi må sige det til nogen.”
Det havde han selvfølgelig ret i. Det var det rigtige at gøre. Kvinden – moderen – måtte jo have en familie, som havde ret til at få at vide, hvad der var sket med hende. Inderst inde vidste Ann dog godt, at familien aldrig ville blive fundet.
”Hvis der ikke er nogen familie … altså hvis ingen gør krav på barnet … så vil jeg beholde ham.”
Der gik en evighed, før Frank svarede. Men han elskede sin kone, og selv om han aldrig havde talt om det, sørgede han lige så meget over tabet af deres datter, som han vidste, at Ann gjorde.
”Hvis det virkelig er et forældreløst barn, min kære kone, så beholder vi ham.”
Ann rejste sig op og knugede ham så tæt ind til sig, at barnet kom i klemme imellem dem. ”Tak,” hviskede hun. ”Lad os opfostre ham som vores eget barn. Så får vi alligevel en familie.”
Frank lagde ikke mærke til fodaftrykkene i sandet, der førte væk fra båden ved siden af en række runde huller efter en interimistisk krykke. Ann besluttede, at hun ikke ville fortælle ham om den mand, hun havde set. Frank ville sikkert insistere på at finde ham, og det kunne kun ende dårligt for alle parter. Ralph Courtney var ikke en mand, der ønskede at blive fundet, det var hendes tydelige fornemmelse. Måske kunne Frank endda finde på at forlange, at Courtney skulle tage barnet tilbage.
Tågen var begyndt at lette. Teltbyen blev synlig igen. Hun kunne høre de andre nybyggere tale sammen, og den pludselige lugt af mad gjorde hende hundesulten. I sollyset var det svært at tro på, at Ralph Courtney var andet og mere end noget, hun bildte sig ind.
Måske har han aldrig eksisteret, tænkte hun i et forsøg på at overbevise sig selv om, at det kunne være rigtigt, selv om der stadig var et tydeligt rødt mærke på hendes håndled, hvor han havde holdt stramt fast om det. Hun trak hånden længere ind i kjoleærmet, for at Frank ikke skulle opdage det. Det betød ikke noget; Ralph Courtney var forsvundet.
Hun var sikker på, at hun aldrig ville få ham at se igen.
TRE ÅR SENERE …
”Findes der noget så trist som en fugl, der ikke kan flyve?” En mand sad på en kampesten og betragtede en flokpingviner, der vraltede af sted på strandbredden. Han hed Marius Wessels. Han var næsten to meter høj og havde brede skuldre og store hænder.
Hans hår voksede som en uordentlig moppe af brune krøller, og selv om han kun var femogtyve, var hans ansigt rynket og furet som siderne i en gammel bog. Men når han så på pingvinerne, lyste han op som et barn. Ingen af dem var meget højere end en halv meter, men de førte sig med værdighed, skød stolt det hvide bryst frem og lod de ubrugelige vinger hænge ned langs siden. Fornemme, men også en smule ynkelige.
”Når de ser på os, får de de samme tanker,” sagde manden ved siden af ham på engelsk med tydelig accent. ”Hola, moegoes.” Han hed Jobe og var en sort mand fra en af bantustammerne inde i det afrikanske fastland. Han var næsten lige så høj som hollænderen Wessels, for hans år i fængsel havde ikke gjort hans holdning mindre stolt, end den altid havde været. Han var kortklippet og havde stærke arme efter to års tvangsarbejde. På den ene overarm havde han en armring af elfenben.
”Måske tror de, at du er deres fætter, når de ser på dig?” sagde Marius og pegede på et sted, hvor Jobes sorte hud var blevet hvid af kalkstøv. ”Du er ligesom dem.”
Hvis det var ment som en fornærmelse, bed den ikke på Jobe. Efter et år i fængsel havde han lært at skjule sine sande følelser. ”Hvis jeg var en af de fugle, ville jeg svømme væk.”
”For min skyld må du gerne prøve.”
I den modsatte side af bugten knejsede Taffelbjerget med majestætisk vælde mod den blå himmel. Der var otte kilometer åbent hav mellem dem og bjerget, men når de spejdede ud mod horisonten, fremkom der et synsbedrag, og det så ud, som om vandet ikke var bredere end en flod. Bugtens virkelige størrelse var skjult for dem – det samme var understrømmene, hvalerne og hajerne, som gemte sig i havets iskolde dyb.
De stod på et sted, der hed Robben Island, selv om det strengt taget ikke var en ø, men kun en lille prik i et stort hav. Selv på dens højeste sted havde man fornemmelsen af, at en stor tidevandsbølge kunne skylle hen over den og få den til at forsvinde under overfladen. Det var en ufrugtbar knold. Robben Island var det helt rigtige sted til en fangekoloni.
”Op igen,” råbte en af soldaterne på vagten. ”Tilbage til arbejdet.”
Fangerne tog fat om deres hakker og stenhammere og gik tilbage til klippesiden. Hver dag skulle de bryde et bestemt kvantum kalksten. Når de var færdige med dagens arbejde, kunne de bevæge sig rundt på øen, som de ønskede.
Nogle af dem fiskede, andre passede små køkkenhaver for at få et lille tilskud til de daglige rationer. Hvis fangerne ønskede at flygte, kunne de bare prøve. Det var forholdsvis nemt at komme væk fra øen – men et par dage efter skyllede der som regel et lig op på stranden.
I stenbruddet arbejdede fangerne to og to sammen – den ene holdt et jernspyd, den anden bankede det ind i klippen. Når man skulle slå med en forhammer med kraft nok til at flække en sten nogle få centimeter fra makkerens hånd, endte det enten med en hurtig katastrofe eller med et tillidsforhold mellem de to makkere.
Marius og Jobe havde arbejdet sammen i et halvt år, lige siden Marius ankom til øen. De indtog deres vante pladser – Jobe med spyddet, Marius med forhammeren. Støvet fik deres øjne til at løbe i vand, og solen brændte på deres nøgne rygge.
”Når jeg kommer væk herfra,” sagde Marius, ”vil jeg aldrig løfte noget, der er tungere end et krus øl.”
Han svingede forhammeren. Hans muskler dirrede under anstrengelsen. Støv og småsten blev slået løs fra klippen.
”Jeg vil have et stort hus og en tyk kone og femten børn, og de skal komme med en oksesteg til mig hver dag til aftensmad.”
Et slag til; en sprække kom til syne i klippen. ”Jeg vil bare gerne hjem til mit eget folk,” sagde Jobe med et grynt. ”Og aldrig mere se en hvid mand.”
”Det er også vores land, ikke? Du skal dele det med os.”
”Når du siger dele det med os, tror jeg, du mener, vi skal give det til jer,” brummede Jobe.
”Og når du bruger ordet dele, betyder det, at du er klar til at stjæle alt vores kvæg, din sorte slyngel.” Marius løftede hammeren igen. ”Det er et stort kontinent. Der må være jord nok til –”
Han standsede hammeren midt i luften. En skygge havde lagt sig over stenbruddet, idet opsynsmanden kom ridende på sinrødbrune hest. Hesten var helt overflødig – på den tid, det tog at sadle den op, kunne opsynsmanden være gået hele vejen rundt om øen. Men han var bevidst om sin stilling og forsømte ingen lejlighed til at bryste sig af den. I det lukkede lille samfund på Robben Island følte han sig nødsaget til at fastholde de privilegier, han havde tilkæmpet sig.
Der stod to soldater ved siden af ham, og mellem dem en anden mand. Det var en fremmed, en ny fange at dømme efter hans rene tøj. En ung mand i begyndelsen af tyverne, nybarberet og med engleagtigt lyst hår. Flere af de andre fanger betragtede ham med utilsløret begær.
Han drejede hovedet, og dermed forsvandt enhver utugtig tanke. Hans højre kind, der indtil dette øjeblik havde været skjult, var et virvar af snoede ar. Håret på samme side af hovedet voksede stadig ujævnt, og øjet var lukket halvt i.
Soldaterne skubbede ham foran sig hen mod stenbruddet. Opsynsmanden rakte en hånd i en hvid handske frem og pegede på Marius.
”Du viser ham, hvad hans arbejde er.”
Opsynsmanden styrede hesten væk igen, og de to soldater fulgte efter i luntetrav. Resten af fangerne genoptog arbejdet, men kastede af og til et blik på den nye, der ikke røbede nogen interesse for dem. Da Jobe havde gjort, hvad han havde fået besked på, lænede han sig op ad klippen og rullede en cigar.
Marius kiggede på deres nye makker. Han havde åbenbart været ude for et par slemme ulykker i sit liv, han var brændt, vansiret og nu også fængslet. Men der var ingen spor af selvmedlidenhed i hans blå øjne, og den uskadte mundvig så ud til at smile roligt og konstant.
”Hvad hedder du?” spurgte Marius.
”Ralph.”
”Englænder?”
Manden trak på skuldrene. ”Bastard.”
”En brak, ha? Hvorfor er du spærret inde her?”
”Tyveri.”
”Det plejer man ikke at blive anbragt her for.”
”Kommer an på, hvad man stjæler. I mit tilfælde var det guvernørens datters mødom.” Ralph klukkede.
Latteren bredte sig til de andre i stenbruddet. Alle i nærheden var holdt op med at arbejde for at lytte med. Det lød umiddelbart besynderligt, at en mand som Ralph med så hæslige ar skulle have været i stand til at forføre en ung pige. Men hvis man så ham ind i øjnene, opdagede man en styrke og selvsikkerhed, der måske gjorde det mere sandsynligt.
”Hvor længe skal du være her?”
”De dømte mig til ti år. Men jeg regner ikke med at blive her mere end et par dage.”
Mere latter, denne gang med en kynisk undertone.
”Det tror de alle sammen,” sagde Marius advarende. ”Men jeg kan betro dig, at der kun er to måder at komme væk fra denne her ø på. Når guvernøren siger det – eller i en kiste.”
Ralph sagde ingenting. Det sitrede kun lidt i hans ene mundvig.
***
Om aftenen lå mændene i deres køjer i barakken. Det var et lille, firkantet værelse med stenmure og to køjesenge, en på hver side af det tilgitrede vindue, og en lokumsspand i det ene hjørne. Ralph, Marius og Jobe lå i tre af køjerne; den fjerde var tom.
Marius var i gang med at ridse sine forbogstaver ind i stenvæggen med et søm, et langsommeligt projekt, som havde lagt beslag på hans opmærksomhed i flere uger. Jobe sad på køjen med en tælleprås i hånden og læste i Bibelen. Ralph lå på madrassen med armene bag nakken og lyttede til det skrattende søm og indimellem en sprutten fra lyset.
Marius holdt en pause og kiggede ned fra sin køje. ”Drømmer du stadig om at flygte, brak?”
”Jeg tænkte mere på regn,” svarede Ralph.
”Vi bryder også sten i regnvejr.”
”Jeg mener ikke afrikansk regn.” Ralph blev fjern i stemmen. ”Jeg boede i Indien den første halvdel af mit liv, i Kina i den anden. Når det regner derude, falder regnen som geværkugler, og selv på de vådeste dage er luften varm som blod.”
”Han er jo digter,” brummede Marius.
”Jeg vil gerne mærke kølig regn i ansigtet.” Han førte en hånd op til arrene på kinden. ”Jeg kan ikke holde varmen ud mere. Jeg vil være et sted, hvor der er rent og koldt.”
”Og så er du blevet fange på Robben Island. Livet er ondt mod os.”
Ralph ignorerede ham. ”Min farfar havde et hus i Devon – i England. Min far havde et maleri af det hængende i huset, hvor jeg voksede op. Jeg plejede at sidde og stirre på det i timevis – jeg kunne simpelthen ikke forestille mig, at noget kunne være så grønt. Min far fortalte mig, at det også var koldt om sommeren i Devon.”
”Det lyder ikke særlig rart.”
”Når jeg kommer ud herfra, vil jeg tjene en formue og rejse til England og købe huset og leve i det resten af mit liv.”
Marius fnøs. ”Når du slipper væk herfra, har du brækket ryggen og har så ondt i fingrene, at du ikke engang vil kunne holde om din egen pik.”
”Det kan ikke være særlig svært at flygte herfra.” Ralph pegede på jerntremmerne i vinduet. De var rustne, og mørtlen, som de var sat fast i, smuldrede flere steder.
”Jeg kan brække dem ud, når jeg vil,” sagde Marius, ”men hvor skulle jeg så tage hen bagefter? Det er ikke cellen, der gør os til fanger her. Det er øen. De ugidelige vagter låser kun døren om aftenen, fordi de er bange for, at vi skal slippe ud og slå dem ihjel.”
”Drømmer du aldrig om at være et andet sted?” spurgte Ralph.
”Mig?” Spørgsmålet kom bag på Marius. ”Jeg har fået nok af at leve efter andre menneskers regler. Når jeg kommer ud, kører jeg min vogn over Keifloden og finder et stykke jord, jeg selv kan dyrke. Og så vil jeg føle mig fri.”
”Det er xhosa-jord,” sagde Jobe og løftede hovedet fra Bibelen. ”Hvis du kommer derind, slår mit folk dig ihjel.”
Marius trak i sine fingre. ”Lad bare de kaffere prøve.”
”Du er selv ude om det, hvis du krydser floden Kei,” svarede Jobe.
”Jeg er forberedt.” Marius vendte sig om mod Ralph. ”Vil du vide, hvorfor vores swarte ven er her? Han er sgu en profet. Han prøvede engang at starte et oprør blandt stammerne ovre i de østlige territorier og få dem til at gå i krig mod den hvide mand.”
Ralph betragtede Jobe med fornyet interesse. I Indien og Kina havde han gang på gang lært, at man ikke skulle undervurdere en mand på grund af hans hudfarve. Når man havde opholdt sig i Kapkolonien, kom man nemt til at opfatte alle de sorte som tjenestefolk eller slaver. Men da han så på Jobe nu, så ham, som han var, så han også stoltheden og intelligensen i hans øjne.
”Hvorfor ville du starte en krig?”
”Det er briterne, der startede krigen.” Jobes stemme var grødet af vrede. ”Da vi forsvarede os, påstod de, at det var vores fejl.”
”Du skal ikke tro på, hvad han siger,” fnøs Marius. ”Det var et kvægtyveri.”
”Kvæget græssede på jord, som I har stjålet fra mit folk.”
Marius grinede, men der var en farlig undertone i hans stemme. Jobe var spændt som en kriger lige før et slag. Det undrede Ralph, at disse to mænd havde delt en celle i så lang tid uden at slå hinanden ihjel.
”Hvis du hader briterne så meget, hvorfor læser du så i deres Bibel?” spurgte Ralph.
Spørgsmålet fik Jobe til at tænke på noget andet end sin vrede mod Marius, men til gengæld rettede han den nu mod Ralph. ”Bibelens ord er ikke den hvide mands ejendom.” Uden at se på Bibelen fortsatte han: ”Herren salvede mig, at jeg skal gå med glædesbud til de fattige, for at udråbe for fanger, at de skal få frihed, og for at sætte fortrykte i frihed.”
”At give fanger frihed, det lyder godt,” sagde Marius.
”Hvor har du lært at læse?” spurgte Ralph.
Jobe stivnede, som om han forberedte sig på en fornærmelse fra Ralph. Men da det gik op for ham, at Ralph bare var nysgerrig, slappede han af.
”Da jeg var dreng, arbejdede min mor hos en hvid farmer. Han tævede hende og gjorde … det, der var meget værre.”
Marius så ud, som om han var parat til at komme med en vittig bemærkning. Men udtrykket i Jobes ansigt fik ham på andre tanker.
”Da min mor døde, stak jeg af. Der var en mission i nærheden og en prædikant ved navn John Weston. Han fandt mig, og jeg fandt Jesus. Farmeren kom for at hente mig, men missionæren ville ikke slippe mig. Han sagde, jeg var frelst.”
”Det er derfor, vi ikke skal give kafferen en uddannelse,” sagde Marius. ”De bruger vores egen religion imod os.”
Ralph ignorerede ham. ”Hvordan er du så endt her efter den begyndelse?”
”John Weston rejste hjem til England. Jeg vendte hjem til min stamme og forsøgte at lære den sandheden om Kristus. Jeg troede, at de hvide mænd ville holde op med at snyde og bekæmpe os, hvis vi blev kristne.”
Ralph lo. Jobe blev stram om munden. Han følte sig såret i sin stolthed.
”Jeg lo bare ad samfundet og menneskene i al almindelighed,” forklarede Ralph. ”Ikke ad dig. Jeg har set, hvordan briterne driver forretninger overalt, hvor de kommer frem. Hvis de kan finde noget, der skiller folk ad – deres hudfarve, deres guder, deres måder at styre deres samfund på – så prøver de at bruge det imod dem. Og hvis der ikke er noget, de kan manipulere til deres egen fordel, tager de simpelthen, hvad de vil have, og truer med kanoner, hvis de ikke får det.”
”Det kan vi godt være enige om.” Marius tog sømmet og gav sig til at ridse i stenvæggen igen, mere energisk end før. ”Vi ved alle sammen, hvordan det føles at få sin frihed stjålet af de for- bandede englændere.”
De tre mænd blev tavse og fordybede sig hver især i refleksioner om deres mistede frihed.
”Jeg kan godt fortælle jer, hvor jeg helst vil tage hen,” sagde Marius pludselig. Der var kommet et glimt i hans øjne; han bøjede sig frem fra køjen. ”Kan I lide gode historier? Så skal I høre denne her.”
Han tog sin pibe frem og stoppede den med tobak, mens de to andre ventede. Han fortsatte først, da han havde fået blus på piben.
”Det skete for et par år siden, da jeg var på jagt oppe ved grænsen ved Fishfloden på den anden side af Grahamstown. En dag da jeg stod og fiskede ved et vadested, fik jeg øje på en mand på bredden overfor. En hvid mand – splitternøgen. Han havde kun en hat på hovedet og en riffel på ryggen. Jeg hjalp ham over vadestedet, tog ham med hjem til min lejr og lånte ham et tæppe. Han var franskmand og hed Du Toit. Jeg spurgte, hvor han var kommet fra.
’Fra Kapstaden,’ svarer han.
’Så er du kommet ad en omvej,’ siger jeg. ’Kapstaden ligger 1600 kilometer væk i den modsatte retning.’
’Det er jeg så,’ svarer han. ’Jeg er kommet over Karoofloden og Orangefloden, over bjerge og ned til havet og nu tilbage hertil. I drømmer ikke om, hvad jeg har set.’
Jeg troede naturligvis ikke på ham. ’Du må have været mindst tre år om det.’
’Fem,’ siger han.
’Hvad skulle du egentlig?’
’På jagt.’
’Men der kom vist ikke ret meget ud af det, vel?’ Manden drikker jo min kaffe, med stumpen hængende ud …” Marius lo.
”Han sender mig et blik, som om han har slugt en diamant og skidt en sten ud i stedet. ’Ak, boer, du fatter det ikke. Nu er det en hård tid for mig, men for et halvt år siden var jeg den rigeste mand i Afrika. Min riffel var nok til at gøre mig til herre over dem alle sammen. Og deroppe –’
Han peger mod nord. ’– er der alle mulige slags vildt og ingen, der jager det. Jeg havde skind nok til at dække hver eneste gade i Paris, fjer i alle smykkeskrinets farver og elfenben – et helt bjerg af elfenben. Der er så meget elfenben deroppe, at de indfødte bruger det til at reparere deres hegn, hvis de da ikke bare lader det ligge og flyde i støvet.’
Jeg troede ikke et ord af, hvad han sagde, men han var god til at fortælle, og jeg kedede mig, så jeg spurgte: ’Hvad skete der så?’
’Det blev en dårlig rejse,’ svarede han. ’Et er at samle rigdom sammen, det er noget ganske andet at tage rigdommen med sig. Stammerne mod nord er ondskabsfulde som bare fanden. De stjal alt, hvad jeg ejede, endda det tøj jeg stod og gik i. De prøvede at slå mig ihjel. Jeg havde ikke overlevet, hvis jeg ikke havde haft min riffel.’ Han sad nu med hovedet i hænderne. ’Det er sådan, I ser mig nu, en sørgelig skygge af den mand, jeg var engang.’
Han var så trist til mode, at jeg næsten troede på ham. Jeg gav ham lidt af den mad, jeg havde, og han åd som et tærskeværk, og min brændevin drak han også. Vi sad ved bålet, og han fyldte mig med den ene skipperskrøne efter den anden om alle de steder, han havde været.” Marius faldt i staver og fortabte sig i sine egne minder. ”Han var god til at fortælle historier.
Da jeg vågnede næste morgen, var han forsvundet.” Han satte sig tilbage på køjen og bakkede på piben. ”Det var sidste gang, jeg så ham. Men jeg glemmer aldrig hans historie. Når jeg bliver en fri mand igen, tager jeg måske en tur nordpå for at se det land, han fortalte om.”
Der blev tavst i cellen. De sad hver især og stirrede ud i luften i deres egne tanker.
”Sagde han noget om, hvor langt væk det lå?” spurgte Ralph.
”650 kilometer nord for Fishfloden.” Marius pustede en røgsky ud. ”Det må vist være løgn. Hvis der fandtes sådan et land, ville der være nogen, som havde slået sig ned i det.”
”Ikke hvis xhosa-stammen har spærret vejen,” sagde Jobe.
”Ja,” sukkede Marius. ”Og selv om man kunne kæmpe sig forbi xhosaerne og samle alt det elfenben sammen, man kunne drømme om, ville man stadig have det samme problem som franskmanden. Man bliver kun rig, hvis man kan få elfenbenet ud af landet.”
”Hvad med havet?” spurgte Ralph.
”Umuligt. Der er ingen havne 1600 kilometer efter Port Elizabeth. Der er ingen vej ind – eller ud.”
Ralph satte sig brat op i køjen, at han var lige ved at slå hovedet mod overkøjen. ”Det passer ikke.”
”Hvad siger du?”
”Der er sted, hvor et skib kan ligge for anker.”
Marius betragtede ham hen over pibehovedet. ”Jeg har talt med alle de søfolk, jeg kunne komme i nærheden af, og de sagde alle sammen det samme. Klipper, rev og sandrevler – det er det eneste, man finder på den kyst.”
”Nej.” Ralph sagde det stille og roligt, men gav sig ikke. ”Der er en bugt, men den er skjult bag et forbjerg. Sømænd er bange for strømmene tæt på kysten, så de bliver længere ude på havet, og derfor ser de aldrig indsejlingen. Der er en smal kanal, som fører ind til bugten, og selv når man sejler den vej ind, tror man, at man går på grund. Kun en galning tør tage chancen. Men hvis man kan bevare overblikket, kommer man ind i en bugt, hvor der både er landgangsmuligheder og sikker ankerplads.”
”Har du da været der?” spurgte Jobe.
”Nej,” indrømmede Ralph.
”Fri fantasi,” sagde Marius. ”Hvor ved du det fra?”
”Min far havde et kort. Han havde været der. Bugten hedder Nativity Bay.”
Marius så meget skeptisk ud. Han sagde dog ikke noget. Ralph havde fortalt sin historie med så stærk overbevisning, at både Jobe og Marius tænkte, at det kunne være farligt at modsige ham.
Til sidst gav Marius sig til at le. ”Du har sikkert ret, englænder. Og hvis vi nogensinde kommer væk fra denne her gudsforladte ø, kan vi måske finde et skib, der vil sejle os op til din hemmelige bugt, og hvis den eksisterer, bliver vi alle sammen rige.”
”Så nemt bliver det nok ikke,” sagde Jobe advarede.
Marius smed et stykke murpuds efter ham. ”Der er ingen, der har inviteret dig med, kaffer.”
”Hvordan vil I så tale med de folk, der lever deroppe? Og få dem til at lade være med at slå jer ihjel?”
”Franskmanden sagde, der ikke var nogen mennesker deroppe.” Jobe rullede med øjnene. ”Ingen mennesker? Eller ingen hvide mennesker?”
”Vi får brug for en tolk,” sagde Ralph. ”Vi skal rejse derop sammen – som ligeværdige partnere.”
”Partnere?” Marius rystede på hovedet. ”Du er ikke rigtig klog, brak.”
”Jeg mener det. Vi kan tjene en formue alle tre.”
Også denne gang var der en overbevisende klang i Ralphs tonefald. Når man hørte det, vidste man ikke kun, at han selv troede på, hvad han sagde, men følte også, at man selv måtte tro på det.
Marius glippede med øjnene. ”Godt. Så siger vi partnere. Og når vi har tjent en formue, deler vi lige over, ikke?”
”Lige over,” sagde Ralph. ”Tre lige store dele.”
Jobe spyttede i sin håndflade og rakte hånden frem. Ralph gjorde det samme. Efter et øjebliks tøven var også Marius med. De tre mænd gav hinanden hånden i tavshed og tænkte hver især på deres andel af den fælles drøm.
Så vendte snusfornuften tilbage.
”Gode historier og sludder og vrøvl,” sagde Marius pludselig og trak hånden til sig. ”Det kan man få tiden til at gå med, men hvad skal man ellers med dem? Vi sidder stadig på denne her verdoemde klippeø.”
Ralphs øjne skinnede. ”Har jeg ikke sagt det? Jeg har ikke i sinde at blive her ret længe.”
Wilbur Smith: Krigerkongen
Sydafrika, 1820.
Ann Waite finder to overlevende fra et skibsforlis ved Algoa Bay – en ilde tilredt sømand, en død kvinde og en dreng, som stadig er i live. Sømanden Ralph Courtney drager videre, og Ann og hendes mand Frank beslutter sig derfor for at opfostre barnet.
Ann og Frank forsøger at etablere sig som landmænd i det barske Sydafrika, men høsten slår fejl hvert år, og det ender med en katastrofe, en oversvømmelse og ødelæggelse af deres gård, og det ender med, at Frank mister livet i forsøget på at redde den. Ann og drengen Harry forlader fortvivlet resterne af deres liv på gården og søger tilbage til Algoa Bay.
Her møder Ann igen Ralph Courtney. Han er sammen med to venner, og sammen er de flygtet fra fangeøen Robben Island. Ralph vil ikke have noget med Ann eller drengen Harry at gøre, men af forskellige grunde kommer de alligevel med på det gode skib Farewell, hvor Ralph tvinger skipperen til at sejle nordpå og lede efter den skjulte og utilgængelige Nativity Bay, som han har hørt om som barn. Der går dog ikke lang tid, før Ralph, Ann og de andre bosættere erfarer, at Nativity Bay ligger på grænsen til et kongerige, hvor krigerkongen Shaka hersker.
Uden mulighed for at komme tilbage til Algoa Bay, tvinges Ralph til at slå en handel af med krigerkongen, og det tvinger ham til at konfrontere sin fortid, som han har flygtet fra hele sit liv.
Krigerkongen er det 21. bind i Wilbur Smiths Courtney-serie.
Du kan købe Krigerkongen online eller i din nærmeste boghandel fra 21. maj.
Andre læste også: