INTERVIEW. Susan Knorrenborg er i sin omgangskreds kendt for at samle på absurde historier, og engang var det, der nu er blevet til hendes debutroman, en stribe festanekdoter. Men Spørg John er ikke bare gode historier, man kan grine af; det er også er et slags danmarksportræt fortalt gennem et venskab, der overkommer det meste – også en rejse fra Næstved til København.
Spørg John begynder på Diskotek Exxos i Næstved, hvor der er happy hour og fyraftensstrip. Cut’N’Move brager ud over lokalet. Vi er i 90’erne, og veninderne Tina og Katrine er i byen. De to er også kusiner og arbejder sammen i Per og Jettes nærbutik, hvor især torsdag er en god dag, fordi de kan læse brevkassen ”John ser alt” i Hjemmet.
Venskabet sættes på en prøve, da Katrine tager til København for at studere og i forsøget på at træde ind i den nye verden, kigger hun med skam på det, hun kommer fra. Det er også en skam, der gælder Tina, der bliver hjemme i Næstved og slet ikke passer til den nye person, Katrine prøver på at blive.
Forfatteren Susan Knorrenborg er selv født og opvokset i Næstved og har ligesom Katrine taget toget de 80 kilometer ind til hovedstaden for studere, da hun var ung. I dag arbejder hun på Politiken som debatredaktør. Normalt er det hende, der stiller spørgsmålene, men i anledningen af hendes debutroman er det hendes tur til at give svarene.
Hvor forskellige er vi i Danmark?
Spørg John indledes med en varedeklaration: ”Hvis du kan genkende dig selv eller mennesker fra dit liv i fortællingerne, siger det måske en hel del om, at vi ikke er så forskellige endda, selvom vi gerne vil tro det”. Men Spørg John handler netop en hel del om forskelligheder. Om forskellige koder i forskellige miljøer. Om længslen efter at høre til og hige efter at føle sig genkendt.
Hvor forskellige er vi egentlig i Danmark, mener du?
”Jeg tror ikke, at vi er så forskellige. Men vi gør meget ud af, at få det til at virke, som om vi er det. Selvfølgelig er der økonomisk ulighed og klasseopdelinger i Danmark, men når vi taler om vores forskelligheder, så er det overfladiske forskelligheder i mine øjne. Mange forestiller sig, at ens smag gør, at man er en særlig person for eksempel i den kulturelle klasse, hvor dannethed bruges til at skille skidt fra kanel og til at udstille, hvem der kender koderne, og hvem der ikke gør. Men nedenunder er vi alle sammen optagede af det samme; for eksempel at få børn, stifte familie, at have følelsen af at høre til et sted.
Katrine i bogen arbejder hårdt på at blive dygtig og tilegner sig måder at tale om kunst og mad på. Hun er vildt god til at afkode de sociale regler og bliver ret hurtigt accepteret af en familie, der er finere dannelsesmæssigt, end den hun kommer fra. Samtidig skammer hun sig også over det, hun kommer fra. Hun klarer det godt, men det, som ender med at fælde hende, er, at hun ikke kan få børn og skabe familie,” fortæller Susan Knorrenborg.
Tina derimod forstår ikke spillet om koderne: ”Jeg bliver aldrig ligesom jer andre, konstaterer hun tørt. Jeg forstår ikke, hvordan I tænker. Hvorfor er fjordrejer for eksempel finere end tigerrejer, når tigerrejer er meget større? Får I et kick ud af at lave regler, som ikke giver nogen mening?”
Skam dig over din dårlige smag!
Klasse er jo et hot emne både i litteraturen og i medierne, og i politik gøres der meget ud af uligheder på tværs af landet. Det bliver hurtigt en barriere for en samtale. Hvorfor har vi svært ved at tale med hinanden?
”Samtalen bryder tit sammen, der hvor man får andre til at skamme sig over sig selv. Og det er vi rigtig gode til. I Danmark kan man ikke sige, at folk skal skamme sig over at være fattige, ligesom man gør i andre samfund, der er åbenlyst klasseinddelt, fordi vi i Danmark har en ide om at velfærdsstaten udligner klasseforskellene. At den så ikke altid gør det, er noget andet. Derfor handler det oftere om at skamme sig over ikke at kunne koderne. Skam dig over din dårlige smag! Skam dig over, at du læser Jussi Adler-Olsen og ikke Annie Ernaux.
Men det er en pseudodiskussion, der gør, at vi ikke diskuterer det, der ligger nedenunder, for eksempel at vi taber nogen, fordi de bliver psykisk syge, selvom de måske er talentfulde mennesker. Ligesom Tina i romanen, da hun bliver syg og er nødt til at flytte ind hos Tage, der er en stodder og behandler hende dårligt,” forklarer Susan Knorrenborg.
Susan Knorrenborg. Fotograf: Thomas A.
Hvem er de mennesker, der stemmer Dansk Folkeparti?
Mens Tina bliver boende i Næstved hos fidusmageren Tage med lidt for løse næver, møder Katrine Frederik fra Virum og bliver en del af hans familie. Her hører man P2, læser Weekendavisen, laver sin egen pasta på pastamaskine og holder ferier på Svinkløv Badehotel. Familien bevæger sig selvfølgeligt rundt i verden i tryg overbevisning om, at det hele nok skal gå, men samtidig er der noget, de slet ikke begriber. For eksempel spørger de hinanden: ”Hvem er de mennesker, der stemmer på Dansk Folkeparti?”
Og hjemme i Næstved er der Onkel John, der mener, at ”rigtigt arbejde kan man tjene sorte penge på, mens universitetet producerer folk, der laver forkert arbejde”. Fordomme er der mange af, der peges bare fingre ad noget forskelligt.
Susan Knorrenborg, der selv er født og opvokset i et provinsmiddelklassehjem i Næstved og er rykket ind i det, der må betegnes som den kulturelle overklasse som debatredaktør på Politiken, har et godt indblik i begge miljøer. Har hun selv erfaringer med at føle sig som en fremmed fugl, som hun har kunnet bruge i romanen?
Kære John Jeg er flyttet til København og begyndt at studere på universitetet, men jeg føler mig som en turist i et underligt land. Som om jeg er på en ferie man gerne vil hjem fra. Bliver jeg tilpas i mit nye liv? K
”Åh, yes. Bogens første brev til John, hvor Katrine skriver, at hun føler, at hun er på en rejse til et underligt sted, er en følelse jeg genkender, fra da jeg selv flyttede til København. Jeg husker en fredag, hvor jeg skulle have været til fredagsbar på Statskundskab, da jeg lige var begyndt. Instituttet lå dengang tæt ved Nørreport og i stedet for at tage til fredagsbar, hoppede jeg på toget til Næstved og tog hjem til min mor og far. De blev selvfølgelig bange for, at der var noget galt, men jeg havde virkelig bare brug for at blive genkendt. Brug for at nogen så mig, som jeg ved, jeg rigtigt er.
Sådan havde jeg det meget, dengang jeg begyndte på universitetet. Der var en særlig måde at tænke på, som jeg skulle vænne mig til og rigtig mange ting, der ikke var selvfølgelige for mig. Jeg havde for eksempel aldrig hørt om Marx før, mens alle de andre gik bare hjem og fiskede ham ud af deres forældres reol. Sådan følte jeg det i hvert fald. Men det var jo ikke rigtigt, for der var jo rigtig mange, der var ligesom mig. Vi talte bare sjældent om vores usikkerhed med hinanden, og de andre, dem, der indtog rummet med naturlighed, fyldte meget.
Og det er jo sagen.
Katrine og Frederik er måske lige kvikke, men der er den forskel, at Frederik er sikker på, at han hører til, og hvis nu han skulle falde, for eksempel blive fyret, så betyder det ikke så meget for ham. Dels ved han, at han er noget værd og nok skal finde noget andet, dels at hans mor og far nok skal dække ind for ham økonomisk. Det er en sikkerhed, som Katrine ikke har. Hun er ikke overbevist om, at noget som helst kommer let, for hun er opdraget til, at man skal kæmpe for alt.
Jeg plejer at sige, at der hvor jeg kommer fra, regner man ikke med noget, men man regner med nogen. Man ved, at de vil gribe en, når man kommer tilbage, som den der ikke klarede den. Men man kan ikke regne med, at springet lykkedes.
En af forskellene var også, at sådan en som mig ikke vidste, hvor meget der skulle til, for at en opgave var løst. Det betød, at jeg skruede op på maks hele tiden. Jeg gjorde meget mere ud af tingene, end jeg behøvede, fordi jeg ikke vidste, hvilken skala vi spillede på. Og det tror jeg er meget typisk og hænger sammen med en ulighed i forudsætninger. Ikke at vide, hvad der skal til, og derfor kommer man til at overgøre det.
Men det er ikke noget, jeg vil pive over, der er jo også noget godt i det. For eksempel bliver man ret dygtig af det. Men det er også hårdt, og hårdere end det burde være. Men hvad fanden skal man gøre ved det? Mange giver jo op og vælger måske noget fra, fordi de ikke tror på sig selv. Nogen som måske kunne blive rigtig gode. Den sociale arv findes, og vi bruger det normalt som noget, der kun findes i underklassen, men den findes i alle lag.”
Fordomme alle vegne
Er der nogen fordele for dig i dag ved at have den baggrund, som du har?
”Ja, det er en stor fordel at have et ben i begge lejre. Jeg spørger ikke, hvem der stemmer på Dansk Folkeparti. Jeg ved det godt. Jeg har mødt dem og går til julefrokost med dem.
Men fordommene blomstrer jo alle vegne. Jeg er bare flyttet til et andet sted med andre fordomme. Nu er jeg debatredaktør på Politiken, og det er helt utroligt irriterende for mange mennesker. Det kan næsten ikke blive meget værre. Samtidig er det også, som om at fordi jeg har det job, så har jeg nok glemt det, jeg kommer fra, mener nogen ude i provinsen. Det kan jeg altså godt blive sur over.
Det, der foregår i den kulturkamp, vi har lige nu, er, at man ikke kan forestille sig, at folk hører til flere steder. Det er da irriterende, fordi de fleste af os hører jo til flere steder. Man har måske været i en fase, ligesom Katrine i bogen, hvor man prøver at slippe af med den arv, man render rundt med, indtil man finder ud af, hvem man er. Men når man så har fundet et fundament, bliver ens baggrund en skat, man kan tage på sig og være glad for. Sådan har jeg det selv.
De fleste mennesker er jo sat sammen af mange forskellige ting og erfaringer, som man trækker på hele tiden. Selvom jeg ligner en typisk Politiken-dame og har adgangskort til Rådhuspladsen, er jeg også totalt bonderøv. Jeg elsker altså stadig koteletter i fad, selvom jeg er omgivet af veganere,” griner Susan Knorrenborg.
Vi ved ikke, hvordan det ender
Hvad kan en roman, som debatstof ikke kan?
”Godt debatstof bærer sin konklusion helt fremme og fra første linje skal man være med på præmissen, hvilket gør kompleksiteten ret lille. I et debatindlæg får spørgsmålstegnet ikke lov til at blive stående, man leverer selv svarene. Men det skal man ikke i en roman. Alle de spørgsmålstegn og det kaos, der findes i livet, må også gerne være til stede i en roman.
Mange af mine veninder, der har læst min bog, efterlyste et efterskrift, hvor man lige fik at vide, hvordan det ville gå for Tina og Katrine. Men vi må leve med ikke at vide, hvordan det ender. Det er jo det, som er hårdt. Vi ved det ikke. Ligesom i det rigtige liv. Det er derfor, man kan få lyst til at spørge John.
Nogle gange kan jeg føle, at det, jeg skriver i min roman, er mere rigtigt end det, jeg skriver i avisen. Selvom det meste i romanen er selvopfundet. På et tidspunkt havde jeg en opgave på avisen, hvor jeg skulle finde nogle pårørende til psykiatriske patienter, og jeg tog mig selv i at lede efter nummeret til Katrine i min telefon. Indtil det gik op for mig, at hun jo ikke fandtes. Pointen er, at det fiktive univers kan forekomme lige så virkeligt eller virkeligere end et debatunivers, som nogle gange er lidt fortegnet. Spørgsmålet er så, hvad der er tættest på virkeligheden?”
Traumer man må grine af
”Spørg John er en bog med utrolig mange traumer, som man godt må grine af. Det er en opfordring til alle om at se på sig selv som de vanvittige og absurde mennesker, vi er. Jeg er kendt for at samle på absurde mennesker og har ret stor sympati for dem. Men for mig er det svært at sympatisere med nogen, man ikke også kan grine af. Hvis man kun synes, det er synd for dem, så er det bare klynk. Så er det ikke solidaritet.
Jeg googler tit ”sjov bog”, men det er sjældent, jeg finder en. Jeg håber, at folk vil more sig, når de læser Spørg John.”
Spørg John
Katrine og Tina er kusiner. Og hinandens bedste veninder. De er vokset op sammen som søstre i den lille flække Fensmark.
Katrine tager til København for at studere og får trofækæresten Frederik fra Virum. Tina bliver på Sydsjælland og sygner mere og mere hen i skodjobs og forholdet til plattenslageren Tage, der fjernhealer og har ”landbrug” i kælderen plus et par næver, der sidder temmelig løst. Især når Tina er inden for rækkevidde.
Alligevel er det ikke til at forudsige, hvem der redder hvem i sidste ende. Og når det ser sortest ud, kan de to veninder altid søge råd hos synske John i ugebladet Hjemmet, for John ser alt …
Spørg John er en roman om ulige børn, om aldrig rigtigt at passe ind og om at miste sig selv, når man forsøger at finde sin plads – og ikke mindst om kærlighed.
INTERVIEW. Susan Knorrenborg er i sin omgangskreds kendt for at samle på absurde historier, og engang var det, der nu er blevet til hendes debutroman, en stribe festanekdoter. Men Spørg John er ikke bare gode historier, man kan grine af; det er også er et slags danmarksportræt fortalt gennem et venskab, der overkommer det meste – også en rejse fra Næstved til København.
Spørg John begynder på Diskotek Exxos i Næstved, hvor der er happy hour og fyraftensstrip. Cut’N’Move brager ud over lokalet. Vi er i 90’erne, og veninderne Tina og Katrine er i byen. De to er også kusiner og arbejder sammen i Per og Jettes nærbutik, hvor især torsdag er en god dag, fordi de kan læse brevkassen ”John ser alt” i Hjemmet.
Venskabet sættes på en prøve, da Katrine tager til København for at studere og i forsøget på at træde ind i den nye verden, kigger hun med skam på det, hun kommer fra. Det er også en skam, der gælder Tina, der bliver hjemme i Næstved og slet ikke passer til den nye person, Katrine prøver på at blive.
Forfatteren Susan Knorrenborg er selv født og opvokset i Næstved og har ligesom Katrine taget toget de 80 kilometer ind til hovedstaden for studere, da hun var ung. I dag arbejder hun på Politiken som debatredaktør. Normalt er det hende, der stiller spørgsmålene, men i anledningen af hendes debutroman er det hendes tur til at give svarene.
Hvor forskellige er vi i Danmark?
Spørg John indledes med en varedeklaration: ”Hvis du kan genkende dig selv eller mennesker fra dit liv i fortællingerne, siger det måske en hel del om, at vi ikke er så forskellige endda, selvom vi gerne vil tro det”. Men Spørg John handler netop en hel del om forskelligheder. Om forskellige koder i forskellige miljøer. Om længslen efter at høre til og hige efter at føle sig genkendt.
Hvor forskellige er vi egentlig i Danmark, mener du?
”Jeg tror ikke, at vi er så forskellige. Men vi gør meget ud af, at få det til at virke, som om vi er det. Selvfølgelig er der økonomisk ulighed og klasseopdelinger i Danmark, men når vi taler om vores forskelligheder, så er det overfladiske forskelligheder i mine øjne. Mange forestiller sig, at ens smag gør, at man er en særlig person for eksempel i den kulturelle klasse, hvor dannethed bruges til at skille skidt fra kanel og til at udstille, hvem der kender koderne, og hvem der ikke gør. Men nedenunder er vi alle sammen optagede af det samme; for eksempel at få børn, stifte familie, at have følelsen af at høre til et sted.
Katrine i bogen arbejder hårdt på at blive dygtig og tilegner sig måder at tale om kunst og mad på. Hun er vildt god til at afkode de sociale regler og bliver ret hurtigt accepteret af en familie, der er finere dannelsesmæssigt, end den hun kommer fra. Samtidig skammer hun sig også over det, hun kommer fra. Hun klarer det godt, men det, som ender med at fælde hende, er, at hun ikke kan få børn og skabe familie,” fortæller Susan Knorrenborg.
Tina derimod forstår ikke spillet om koderne: ”Jeg bliver aldrig ligesom jer andre, konstaterer hun tørt. Jeg forstår ikke, hvordan I tænker. Hvorfor er fjordrejer for eksempel finere end tigerrejer, når tigerrejer er meget større? Får I et kick ud af at lave regler, som ikke giver nogen mening?”
Skam dig over din dårlige smag!
Klasse er jo et hot emne både i litteraturen og i medierne, og i politik gøres der meget ud af uligheder på tværs af landet. Det bliver hurtigt en barriere for en samtale. Hvorfor har vi svært ved at tale med hinanden?
”Samtalen bryder tit sammen, der hvor man får andre til at skamme sig over sig selv. Og det er vi rigtig gode til. I Danmark kan man ikke sige, at folk skal skamme sig over at være fattige, ligesom man gør i andre samfund, der er åbenlyst klasseinddelt, fordi vi i Danmark har en ide om at velfærdsstaten udligner klasseforskellene. At den så ikke altid gør det, er noget andet. Derfor handler det oftere om at skamme sig over ikke at kunne koderne. Skam dig over din dårlige smag! Skam dig over, at du læser Jussi Adler-Olsen og ikke Annie Ernaux.
Men det er en pseudodiskussion, der gør, at vi ikke diskuterer det, der ligger nedenunder, for eksempel at vi taber nogen, fordi de bliver psykisk syge, selvom de måske er talentfulde mennesker. Ligesom Tina i romanen, da hun bliver syg og er nødt til at flytte ind hos Tage, der er en stodder og behandler hende dårligt,” forklarer Susan Knorrenborg.
Hvem er de mennesker, der stemmer Dansk Folkeparti?
Mens Tina bliver boende i Næstved hos fidusmageren Tage med lidt for løse næver, møder Katrine Frederik fra Virum og bliver en del af hans familie. Her hører man P2, læser Weekendavisen, laver sin egen pasta på pastamaskine og holder ferier på Svinkløv Badehotel. Familien bevæger sig selvfølgeligt rundt i verden i tryg overbevisning om, at det hele nok skal gå, men samtidig er der noget, de slet ikke begriber. For eksempel spørger de hinanden: ”Hvem er de mennesker, der stemmer på Dansk Folkeparti?”
Og hjemme i Næstved er der Onkel John, der mener, at ”rigtigt arbejde kan man tjene sorte penge på, mens universitetet producerer folk, der laver forkert arbejde”. Fordomme er der mange af, der peges bare fingre ad noget forskelligt.
Susan Knorrenborg, der selv er født og opvokset i et provinsmiddelklassehjem i Næstved og er rykket ind i det, der må betegnes som den kulturelle overklasse som debatredaktør på Politiken, har et godt indblik i begge miljøer. Har hun selv erfaringer med at føle sig som en fremmed fugl, som hun har kunnet bruge i romanen?
”Åh, yes. Bogens første brev til John, hvor Katrine skriver, at hun føler, at hun er på en rejse til et underligt sted, er en følelse jeg genkender, fra da jeg selv flyttede til København. Jeg husker en fredag, hvor jeg skulle have været til fredagsbar på Statskundskab, da jeg lige var begyndt. Instituttet lå dengang tæt ved Nørreport og i stedet for at tage til fredagsbar, hoppede jeg på toget til Næstved og tog hjem til min mor og far. De blev selvfølgelig bange for, at der var noget galt, men jeg havde virkelig bare brug for at blive genkendt. Brug for at nogen så mig, som jeg ved, jeg rigtigt er.
Sådan havde jeg det meget, dengang jeg begyndte på universitetet. Der var en særlig måde at tænke på, som jeg skulle vænne mig til og rigtig mange ting, der ikke var selvfølgelige for mig. Jeg havde for eksempel aldrig hørt om Marx før, mens alle de andre gik bare hjem og fiskede ham ud af deres forældres reol. Sådan følte jeg det i hvert fald. Men det var jo ikke rigtigt, for der var jo rigtig mange, der var ligesom mig. Vi talte bare sjældent om vores usikkerhed med hinanden, og de andre, dem, der indtog rummet med naturlighed, fyldte meget.
Og det er jo sagen.
Katrine og Frederik er måske lige kvikke, men der er den forskel, at Frederik er sikker på, at han hører til, og hvis nu han skulle falde, for eksempel blive fyret, så betyder det ikke så meget for ham. Dels ved han, at han er noget værd og nok skal finde noget andet, dels at hans mor og far nok skal dække ind for ham økonomisk. Det er en sikkerhed, som Katrine ikke har. Hun er ikke overbevist om, at noget som helst kommer let, for hun er opdraget til, at man skal kæmpe for alt.
Jeg plejer at sige, at der hvor jeg kommer fra, regner man ikke med noget, men man regner med nogen. Man ved, at de vil gribe en, når man kommer tilbage, som den der ikke klarede den. Men man kan ikke regne med, at springet lykkedes.
LÆS OGSÅ: En fandenivoldsk debutroman. Læs et uddrag fra Spørg John
En af forskellene var også, at sådan en som mig ikke vidste, hvor meget der skulle til, for at en opgave var løst. Det betød, at jeg skruede op på maks hele tiden. Jeg gjorde meget mere ud af tingene, end jeg behøvede, fordi jeg ikke vidste, hvilken skala vi spillede på. Og det tror jeg er meget typisk og hænger sammen med en ulighed i forudsætninger. Ikke at vide, hvad der skal til, og derfor kommer man til at overgøre det.
Men det er ikke noget, jeg vil pive over, der er jo også noget godt i det. For eksempel bliver man ret dygtig af det. Men det er også hårdt, og hårdere end det burde være. Men hvad fanden skal man gøre ved det? Mange giver jo op og vælger måske noget fra, fordi de ikke tror på sig selv. Nogen som måske kunne blive rigtig gode. Den sociale arv findes, og vi bruger det normalt som noget, der kun findes i underklassen, men den findes i alle lag.”
Fordomme alle vegne
Er der nogen fordele for dig i dag ved at have den baggrund, som du har?
”Ja, det er en stor fordel at have et ben i begge lejre. Jeg spørger ikke, hvem der stemmer på Dansk Folkeparti. Jeg ved det godt. Jeg har mødt dem og går til julefrokost med dem.
Men fordommene blomstrer jo alle vegne. Jeg er bare flyttet til et andet sted med andre fordomme. Nu er jeg debatredaktør på Politiken, og det er helt utroligt irriterende for mange mennesker. Det kan næsten ikke blive meget værre. Samtidig er det også, som om at fordi jeg har det job, så har jeg nok glemt det, jeg kommer fra, mener nogen ude i provinsen. Det kan jeg altså godt blive sur over.
Det, der foregår i den kulturkamp, vi har lige nu, er, at man ikke kan forestille sig, at folk hører til flere steder. Det er da irriterende, fordi de fleste af os hører jo til flere steder. Man har måske været i en fase, ligesom Katrine i bogen, hvor man prøver at slippe af med den arv, man render rundt med, indtil man finder ud af, hvem man er. Men når man så har fundet et fundament, bliver ens baggrund en skat, man kan tage på sig og være glad for. Sådan har jeg det selv.
De fleste mennesker er jo sat sammen af mange forskellige ting og erfaringer, som man trækker på hele tiden. Selvom jeg ligner en typisk Politiken-dame og har adgangskort til Rådhuspladsen, er jeg også totalt bonderøv. Jeg elsker altså stadig koteletter i fad, selvom jeg er omgivet af veganere,” griner Susan Knorrenborg.
Vi ved ikke, hvordan det ender
Hvad kan en roman, som debatstof ikke kan?
”Godt debatstof bærer sin konklusion helt fremme og fra første linje skal man være med på præmissen, hvilket gør kompleksiteten ret lille. I et debatindlæg får spørgsmålstegnet ikke lov til at blive stående, man leverer selv svarene. Men det skal man ikke i en roman. Alle de spørgsmålstegn og det kaos, der findes i livet, må også gerne være til stede i en roman.
Mange af mine veninder, der har læst min bog, efterlyste et efterskrift, hvor man lige fik at vide, hvordan det ville gå for Tina og Katrine. Men vi må leve med ikke at vide, hvordan det ender. Det er jo det, som er hårdt. Vi ved det ikke. Ligesom i det rigtige liv. Det er derfor, man kan få lyst til at spørge John.
Nogle gange kan jeg føle, at det, jeg skriver i min roman, er mere rigtigt end det, jeg skriver i avisen. Selvom det meste i romanen er selvopfundet. På et tidspunkt havde jeg en opgave på avisen, hvor jeg skulle finde nogle pårørende til psykiatriske patienter, og jeg tog mig selv i at lede efter nummeret til Katrine i min telefon. Indtil det gik op for mig, at hun jo ikke fandtes. Pointen er, at det fiktive univers kan forekomme lige så virkeligt eller virkeligere end et debatunivers, som nogle gange er lidt fortegnet. Spørgsmålet er så, hvad der er tættest på virkeligheden?”
Traumer man må grine af
”Spørg John er en bog med utrolig mange traumer, som man godt må grine af. Det er en opfordring til alle om at se på sig selv som de vanvittige og absurde mennesker, vi er. Jeg er kendt for at samle på absurde mennesker og har ret stor sympati for dem. Men for mig er det svært at sympatisere med nogen, man ikke også kan grine af. Hvis man kun synes, det er synd for dem, så er det bare klynk. Så er det ikke solidaritet.
Jeg googler tit ”sjov bog”, men det er sjældent, jeg finder en. Jeg håber, at folk vil more sig, når de læser Spørg John.”
Spørg John
Katrine og Tina er kusiner. Og hinandens bedste veninder. De er vokset op sammen som søstre i den lille flække Fensmark.
Katrine tager til København for at studere og får trofækæresten Frederik fra Virum. Tina bliver på Sydsjælland og sygner mere og mere hen i skodjobs og forholdet til plattenslageren Tage, der fjernhealer og har ”landbrug” i kælderen plus et par næver, der sidder temmelig løst. Især når Tina er inden for rækkevidde.
Alligevel er det ikke til at forudsige, hvem der redder hvem i sidste ende. Og når det ser sortest ud, kan de to veninder altid søge råd hos synske John i ugebladet Hjemmet, for John ser alt …
Spørg John er en roman om ulige børn, om aldrig rigtigt at passe ind og om at miste sig selv, når man forsøger at finde sin plads – og ikke mindst om kærlighed.
Du kan købe Spørg John online, f.eks. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel fra d. 17 maj.
Andre læste også: