Romaner

Smuglæs i den anmelderroste novellesamling Florida af Lauren Groff

Tag med til skyggesiden af USAs solskinsstat, når Lauren Groff i sin mesterlige novellesamling udforsker og udfordrer menneskets skrøbelighed. Læs første novelle i Florida her.


Florida af Lauren Groff

Lauren Groffs novellesamling, Florida, er blevet rost til skyerne af den internationale presse og var finalist til National Book Award 2018. Nu udkommer den vidunderlige samling på dansk.

Florida beskriver skyggesiden af solskinsstaten. Her hersker det farlige, det uperfekte og det mørke – i naturen og ikke mindst: i relationer mellem mennesker.

I elleve fortættede noveller møder vi bl.a. to pigebørn ladt alene på en øde ø, et barnløst par, en ensom dreng – og ikke mindst: en stålsat, men desperat kvinde, fanget i ægte- og moderskabets kærligt snærende bånd.

Groff udfolder sine fortællinger om sorg, ondskab, ensomhed, familie og rendyrket raseri med fintregistrerende præcision, indlevelse, humor og alvor.

LÆS OGSÅ: Amerikansk stortalent Lauren Groff udforsker – og udfordrer – menneskets skrøbelighed

Det skrev den internationale presse:

“Lauren Groff er en fantastisk historiefortæller.” – New York Times

“Fremragende.” – The Boston Globe

“Vidunderlig.” – The Economist

“Årets absolut bedste novellesamling.” – Vogue

Du kan købe Florida online, fx hos Saxo, eller i din nærmeste boghandler.


Lauren Groff

Florida



Spøgelser og returgods

Jeg er på en eller anden måde gået hen og blevet en kvinde, der råber, og da jeg ikke vil være en kvinde, der råber, hvis små børn går omkring med stive, vagtsomme ansigter, har jeg fået for vane at binde mine løbesko efter aftensmaden og bevæge mig ud på de tusmørke gader for at gå en tur og lader så min ikke-råbende mand klæde drengene af, bade dem, læse og synge for dem og til sidst putte dem.

Mit kvarter bliver mørkt, mens jeg går, og et nyt og andet lægger sig oven på det, som jeg kender fra dagtimerne. Vi har få gadelygter, og dem, som jeg passerer, forvandler min skygge til noget legende; den sakker bagud, får mine fødder til at galoppere, løber i forvejen. De eneste andre lys kommer fra vinduerne i de huse, som jeg går forbi, og fra månen, som beordrer mig til at kigge op: Kig op! Vilde katte løber mellem benene på mig, hejrenæb titter frem fra skyggerne, lugte bliver udåndet i luften: støv fra egetræer, slim fra skimmelsvampe, kamfer.

Det nordlige Florida er koldt i januar, og jeg går hurtigt for at få varmen, men også fordi kvarteret fundamentalt set er utrygt, selv om det er gammeldags – enorme victorianske huse, der glider over i bungalows fra 1920’erne og så til sidst i udkanten moderne kvægfarme fra midten af forrige århundrede. Der var en voldtægt for en måned siden, en motionsløber i halvtredserne, der blev hevet ind i azaleaerne; og for en uge siden var der et kobbel løse pitbulls, der løb en mor med en baby i klapvogn over ende og maltrakterede dem begge, dog ikke til døde. Det er ikke hundenes skyld, det er ejernes skyld! råbte hundeelskerne på kvarterets mailingliste, men hundene var sociopater. Da forstæderne skød op i halvfjerdserne, blev de historiske huse i centrum af byen overladt til studerende, der varmede bønner over bunsenbrændere på fyrretræsgulvene og opdelte balsalene til lejligheder. Da forsømmelse og fugt fik husene til at rådne og synke sammen, blev de overladt til nogle nye, til fattige slumstormere. Vi flyttede hertil for ti år siden, fordi vores hus var billigt og noget værre gammelt skrammel, og fordi jeg havde bestemt, at hvis jeg skulle bo i Syden med kogte jordnødder og spansk mos dinglende ned som armhulehår, så kunne jeg i det mindste lade være med at barrikadere mig selv og min hvidhed i et indhegnet boligområde. Er det ikke … farligt? sagde folk på vores forældres alder, mens de skar grimasser, når vi fortalte dem, hvor vi boede, og det krævede al min viljestyrke ikke at sige: Mener I, fordi de er sorte eller bare fattige? For de var begge dele.

Men siden da har den hvide middelklasse inficeret kvarteret, og nu er der en hektisk renoveringsaktivitet overalt. I de sidste par år er primært sorte mennesker rejst deres vej. De hjemløse blev et stykke tid, fordi vores kvarter grænser op til Bo Diddley Plaza, hvor kirker, indtil for nylig, var leveringsdygtige i såvel mad som Gud, og hvor Occupy-bevægelsen rullede ind som et tidevand og påkaldte sig retten til at sove der for så at blive træt af at blive beskidt og bestjålet og efterlod hjemløse i soveposer som menneskeligt vraggods. De første måneder, vi boede i huset, var vi værter for et hjemløst par, som vi blot så luske afsted ved daggry: I skumringen løftede de stille tremmeværket til krybekælderen under vores hus til side for at komme derind og sove, deres tag var vores soveværelsesgulv, og når vi stod op midt om natten, prøvede vi at gå så let som muligt, fordi det føltes uforskammet at gå få centimeter over ansigtet på et drømmende menneske.

På mine aftenture afslører naboernes liv sig, de oplyste vinduer er som hjemlige akvarier. Nogle gange er jeg tavst vidne til skænderier, der ligner en langsom dans uden musik. Det er forbløffende, hvordan folk bor, hvor meget de roder, hvordan den liflige duft af mad siver ud på gaden, hvordan højtidens pynt langsomt finder plads i den daglige indretning. Hele januar så jeg en julebuket med roser på en kaminhylde visne, indtil blomsterne var skrumpet helt ind og vandet blevet til grønt skum, mens en kæmpestor julemand på en pind stadig står og stråler muntert midt i forfaldet. Det ene vindue efter det andet bliver ubevægeligt med fjernsynets blå tåge og med par, der er bøjet over en middag bestående af pizza, de bliver der et øjeblik, mens jeg passerer forbi, og glider så ind i glemslen. Jeg tænker på den måde, som vand samler sig, når det løber ned ad en istap, standser for at opbygge en skinnende dråbe, som bliver for stor til at blive hængende, og brat falder ned.

Der er et næsten vinduesløst hus i kvarteret, som jeg ikke desto mindre elsker, fordi der bor nonner. Der plejede at være seks nonner, men der sker en helt naturlig afgang, som der gør med meget gamle damer, og nu er der kun tre venlige søstre, der knirker rundt i det kæmpestore hus i deres fornuftige sko. En ven, der er ejendomsmægler, fortalte os, at der blev sænket et bombeskjul ned i de porøse kalksten i baghaven, da det blev bygget i 1950’erne, og på søvnløse nætter, når min krop er i seng, men min hjerne stadig er ude at gå i mørket, kan jeg godt lide at forestille mig nonnerne i fuld ornat i deres skjul, mens de synger salmer og cykler på en motionscykel for at sikre sig, at lyset ikke går ud, mens alt levende over deres hoveder er blevet svedent sort, og rustne hængsler rasler i vinden.

Da aftenerne er kolde, skal jeg ikke dele gaderne med ret mange mennesker. Der er et ungt par, som løber forbi med en fart, der er en smule langsommere end min hurtige gang. Jeg følger efter dem, lytter til deres snak om bryllupsplaner og skænderier med venner. Engang forglemte jeg mig og grinede ad noget, som de sagde, og deres ansigter kiggede nervøst på mig, som om de havde fået nok, og så satte de farten op og drejede, så snart de kunne, og jeg lod dem forsvinde ind i mørket.

Der er en elegant, høj kvinde, der går tur med en Grand Danois, der har samme farve som fnuller fra en tørretumbler; jeg er bange for, at kvinden ikke har det godt, for hun går stift, hendes ansigt dirrer, som om det fra tid til anden får stød af smerte. Jeg forestiller mig nogle gange, at jeg, hvis jeg kom farende rundt om et hjørne og fandt hende sunket sammen på jorden, ville lægge hende skødesløst over hendes hund, klappe den på hovedet og blive stående og kigge, mens den med stor værdighed bar hende hjem.

Der er en dreng på omkring femten, abnormt fed, som altid er i bar overkrop på et løbebånd på sin glasoverdækkede veranda. Uanset hvor mange gange jeg tager mig selv i at gå forbi, så er han der, hans skridt hamrer så hårdt ned i båndet, at jeg kan høre dem to huse væk. Da alle lysene er tændt inde i huset, er der ikke noget bag ham i vinduernes sorte, og jeg spekulerer på, om han ser sit eget spejlbillede, sådan som jeg ser ham, om han ser, hvor meget hans mave bølger ved hvert skridt, som om det er en brønd, som nogle har smidt en knytnævestor sten ned i.

Der er den sky mumlende hjemløse dame, som samler dåser, og som hiver sine skramlende poser op bag på sin cykel og bruger de gamle betontrin foran de mere fornemme huse til at bestige sit køretøj; det pust, der kommer fra hende, får mig til at tænkte på Sydens velhavende damer i mørk silke, der engang brugte disse trin til at stige ind i deres hestevogne, og som sikkert udsendte en lignende intim stank. Det kan godt være, at hygiejnen har forandret sig over tid, men den menneskelige krop har ikke.

Der er manden, der hvisler modbydeligheder, mens han står under gadelygten uden for et minimarked med tremmer for vinduerne. Jeg anlægger mit ’du skal ikke tage røven på mig’-ansigt, og han har endnu ikke gjort andet end at hvisle, men der er en del af mig, der er mere end parat, der gerne vil ud med det, som vokser inden i mig.

Nogle gange tror jeg, at jeg ser det hemmelige par, som boede under vores hus, hans omsorgsfulde hånd på hendes ryg, men når jeg kommer nærmere, er det bare et papajatræ, der står bøjet ind over en regntønde, eller to drenge, der ryger i busken og bliver generte, når jeg går forbi.

Og så er der terapeuten, der hver aften sidder ved skrivebordet på sit kontor i sit victorianske hus, der ligner en rådnende galeon. En af hans patienter tog terapeuten i at gå i seng med sin kone; patienten havde et ladt haglgevær i sin bil. Konen døde in coitus, og terapeuten overlevede med en kugle i hoften, som stadig er der, hvilket får ham til at svaje, når han rejser sig for at skænke sig endnu et glas whisky. Der går rygter om, at han besøger den forsmåede morder i fængslet en gang om ugen, selv om det henstår i det uvisse, om hans motiv er godhed eller hovmod, men det er jo ikke sådan, at motiver nogensinde er rene. Min mand og jeg var lige flyttet ind, da mordet fandt sted; vi skrabede afskallet maling af egetræslisterne i vores spisestue, da skuddene lød, men vi troede selvfølgelig, at det var fyrværkeri, affyret af de børn, der boede et par huse væk.

Mens jeg går, ser jeg fremmede mennesker, men også nogle, som jeg kender. Jeg kigger op i begyndelsen af februar og ser en nær ven i lyserød gymnastikdragt i vinduet, hun strækker sig, men med ét forstår jeg, at hun ikke strækker sig, hun tørrer sine ben, og dragten er i virkeligheden hendes krop, der er lyserød fra det brandvarme brusebad. Selv om jeg besøgte hende på hospitalet, da begge hendes drenge blev født, og holdt de nyfødte i mine arme, da de stadig lugtede af hende, selv om jeg så det nøgne ar efter kejsersnittet, så var det ikke, før jeg så hende tørre sig, at jeg forstod, at hun var et seksuelt væsen, så næste gang, vi taler sammen, kan jeg ikke lade være med at rødme og se billeder af hende i ekstreme seksuelle stillinger for mit indre blik. Men for det meste ser jeg dog mødre, som jeg kender, i glimt bøjet som en hyrdindestav, mens de finkæmmer gulvet for bittesmå legoklodser eller halvspiste vindruer eller det menneske, som de engang var, sammensunket i et hjørne.

Det er for meget, det er for meget, råber jeg nogle aftener til min mand, når jeg kommer hjem, og han kigger bange på mig, denne kæmpestore blide mand, og sætter sig op i sengen over sin computer og siger blidt: Jeg tror ikke, at du har gået det væk, min skat, det kan være, at du skal gå en runde mere. Og så går jeg ud igen, jeg er rasende, fordi gaderne bliver farligere så sent om aftenen, og hvor vover han at foreslå, at jeg skal udsætte mig selv for den slags farer, når det har vist sig, at jeg er så sårbar; men så igen, måske er mit varme hus også blevet farligere. I løbet af dagen, når mine sønner er i skole, kan jeg ikke lade være med at læse om alverdens katastrofer, om gletsjerne, der dør som levende væsener, om affald i Stillehavet, der hvirvler rundt, om de hundredvis af arter, som er uddøde, men ikke registreret, årtusinder tilintetgjort, som om de overhovedet ingenting betød. Jeg læser med indædt raseri og begræder det, som om læsningen på en eller anden måde kan mætte min sult efter sorg, men i virkeligheden giver den blot næring til den.



Jeg er næsten holdt op med at spekulere på, hvor jeg går, men jeg prøver at være ved andedammen hver aften, når julelysene, der i ugevis er blevet glemt, bliver slukket, og den lille sø kommer til syne, når frøerne bryder ud i deres synkoperede sang. Vores sorte svaner råbte til frøerne med deres fuldtonede stemmer som for at få dem til at tie stille, men fuglene, i undertal, holdt hurtigt op og kravlede op på øen i midten af den lille sø og snoede halsen om hinanden for at sove. Svanerne fik fire unger sidste forår, søde pippende uldtotter, til stor glæde for mine små drenge, der smed hundefoder ud til dem hver dag, indtil en morgen, hvor svanerne var travlt optaget af vores mad, og en svaneunge udstødte en halvkvalt lyd, vuggede op og ned for til sidst at blive nede; den kom dog op igen, men i den anden ende af dammen i poterne på en odder, som spiste den i små bidder, mens den med ophøjet ro flød rundt på ryggen. Odderen snuppede endnu en svaneunge, inden dyreambulancen kom for at hente de resterende to, men senere stod der i kvarterets nyhedsbrev, at de bittesmå svanehjerter havde givet op i frygt. Svaneforældrene flød utrøstelige rundt i månedsvis. Måske er det en projektion: Da de begge er sorte svaner og forældre, er de forudbestemte til at sørge.

På Valentinsdag kan jeg se røde og hvide lys, der glimter i det fjerne i nonnernes hus, og jeg går hurtigere i håbet om, at nonnerne holder en fest til ære for kærligheden og danser disko, men i stedet ser jeg en ambulance køre væk, og dagen efter bliver min frygt bekræftet; nonnerne er blevet yderligere reduceret, nu til to. At nægte sig erotisk nydelse til Guds ære virker som en anakronisme i vores hedonistiske tidsalder, og på grund af deres skrøbelighed og det enorme hus, som de rumler rundt i, er det blevet besluttet, at de to sidste nonner skal flytte. Jeg går forbi dem, den aften de skal rejse, og forventer at se en flyttebil, men der er blot nogle få læderkufferter og en kasse eller to bag i nonnernes stationcar. Deres rynkede ansigter hænger af lettelse, da de kører afsted.

Kulden fortsætter ind i marts. Det har været en hård vinter for alle, om end ikke så forfærdelig som nordpå, og jeg tænker på mine venner og familie deroppe med deres beskidte vægge af sne og prøver at huske på, at kameliaer og ferskentræer og kornel og appelsin alle står i blomst her, selv i mørket. Jeg kan lugte jasminen i mit hår om morgenen, sådan som jeg plejede at lugte cigaretrøg og sved efter at have været på natklub, dengang jeg var ung og kunne gøre den slags utænkelige ting. Der er en særlig lokal arkitektur, kaldet Cracker, som ikke har til hensigt at fornærme folk, det er bare verandaer og højloftede rum; og midt i marts bliver et af de ældste Cracker-huse i det nordcentrale Florida renoveret. Facaden er bevaret, men resten bliver revet ned. Aften efter aften ser jeg, hvad der er tilbage af huset efter dagens nedrivning, indtil huset en aften er fuldstændig forsvundet: Samme morgen faldt det ned over en håndværker, der som Buster Keaton overlevede ved at stå i vinduet, da bygningen kollapsede. Jeg betragter hullet, hvor en beskeden og ikke særlig bemærkelsesværdig historie stod så længe, et hus, der har betragtet byen presse sig ind mod det, så vokse rundt om det, og jeg tænker på den håndværker, der gik uskadt ud, efter huset styrtede sammen, hvad han tænkte. Jeg tror godt, at jeg ved det. En aften lige inden jul kom jeg sent hjem efter en tur, og min mand var ude på badeværelset, og jeg åbnede hans computer og så, hvad jeg så, en samtale, der ikke var tiltænkt mig, en stump hud, som ikke var hans, og uden at lade ham vide, at jeg var i huset, vendte jeg om og gik ud igen, rundt og rundt, indtil det var for koldt at gå, indtil lige før daggry, hvor duggen nemt kunne have været is.

Og nu, mens jeg står foran det sammenfaldne hus, kommer damen med Grand Danois’en glidende forbi i mørket, og jeg bemærker, hvor påfaldende bleg hun er blevet, hun er så tynd, hendes kinder er helt indfaldne, og hendes paryk sidder skævt og afslører en stribe hovedbund oven over pandehåret. Hvis hun til gengæld bemærker min mørke uro, så siger hun blot et blidt godaften, og hendes hund kigger på mig med en form for menneskelig medfølelse, og sammen bevæger de sig væk, værdigt og ædelt, ind i det sorte.



Det er de færreste forandringer, der er så pludselige som sammenfaldne huse, og jeg bemærker først, hvor meget drengen på den glasoverdækkede veranda har tabt sig, da jeg fra lyden af hans skridt opdager, at han ikke længere går på sit løbebånd, men løber, og jeg kigger grundigt på ham for første gang i lang tid, min kære slaskede ven, som jeg tog for givet, og ser en forandring så forbløffende, som hvis en skønjomfru var blevet til et birketræ eller et vandløb. I løbet af nogle få måneder er det overvægtige barn blevet en slank mand med rosenknopper på brystet, han sveder og smiler til sig selv i vinduet, og jeg udstøder et hvin på grund af ungdommens høje tempo, alle de vidunderlige forandringer, der insisterer på, at ikke alt bliver nedbrudt og forsvinder, hurtigere end vi kan nå at elske det.

Jeg fortsætter med at gå, og mens drengens travelyde bliver svagere, hører jeg en foruroligende vedvarende lyd, som jeg ikke kan placere. Det er en trykkende aften: Jeg smed min jakke i sidste uge, og det varer lidt, inden jeg forstår, at lyden kommer fra årets første tændte aircondition. Snart vil de alle sammen køre, sammenkrøbet som trolde under vinduerne, mens deres kollektive umusikalske nynnen drukner nattens fugle og frøerne, og tiden vil bevæge sig frem i store skridt, og natten vil tøve mere og mere med at indfinde sig, og i tusmørkets kølige nølen vil folk, længselsfulde efter rigtig luft, komme ud efter at have opholdt sig i den sygelige falske kulde hele dagen, og jeg vil ikke længere have mine farlige mørke gader for mig selv. Der er en behagelig lugt af lejrbål i luften, og jeg tænker, at det er de gamle fyrreskove, som omkranser byen, der må være i brand, hvilket sker cirka en gang om året, og jeg tænker på alle de stakkels fugle, der bliver brændt ud af deres søvn og ind i det desorienterede mørke. Morgenen efter opdager jeg, at det var værre endnu, en kontrolleret brand hen over de marker, hvor snesevis af hjemløse har boet i en teltby, og jeg går ned for at kigge, men der er ikke andet end store egetræer, ensomme og tilsodede fra taljen og ned på en slette af rygende trækul. Da jeg vender tilbage og ser det næsten to meter høje plankeværk rundt om Bo Diddley Plaza, der er blevet sat op samme nat, eller det fortæller skiltene i hvert fald, er det tydeligt, at det er del af en større og elegant udført plan. Jeg står og kniber øjnene sammen i dagslyset og har lyst til at råbe, kigger mig omkring efter et fordrevet menneske. Bare mit par kommer forbi, tænker jeg, åh, hvor ville jeg ønske det, så jeg endelig kunne se deres ansigter, så jeg kunne omfavne dem. Jeg vil gerne lave sandwich til dem og give dem tæpper og fortælle dem, at det er okay, at de kan bo under mit hus. Senere er jeg glad for, at jeg aldrig fandt dem, da jeg bliver klar over, at det ikke er høfligt at sige til andre mennesker, at de gerne må bo under ens hus.

Den varme uge viser sig at være midlertidig, en falsk begyndelse på årstiden. Vejret bliver atter så klamt og koldt, at der ikke er andre, der kommer ud, og jeg skælver, mens jeg går, indtil jeg undviger kulden ved at gå ind i drugstoren for at købe badesalt til lindrende fodbade efter alle mine gåture. Det er et chok at komme ind i de blændende farver og den voldsomme varme som kontrast til den kølige grå palet; at rejse hundredvis af kilometer hen over de revnede fortove, forbi de sparsomme viftepalmer og de sorte omstrejfende katte, som jeg springer væk fra, ind i overfloden og gangene med spraglet bras og elendig indpakning og ringe af plastik, som en dag vil ende i halsen på verdens sidste havskildpadde. Jeg opdager, at jeg halter, og det forvandler sig gradvist til en form for smertelig dans, fordi musikken graver folkeskolen frem igen, hvor mine forældre, overraskende nok yngre end jeg er nu, en lang sommer lyttede til Paul Simon på repeat, som sang hen over de spændstige afrikanske trommer om en tur med en søn, den menneskelige trampolin, vinduet i hjertet. Det er både for meget og for lidt, og jeg går igen uden badesalt, fordi jeg endnu ikke er parat til en tilgivelse, der er så nem som den her. Jeg kan ikke.



Så jeg går og går, og på et tidspunkt, i nærheden af de ophidsede og syngende frøer, kigger jeg op og bliver overrasket af noget, der springer ud af mørket: Den nye indehaver af det gamle kloster har installeret udendørsbelysning, ikke på flisernes æstetisk tomme flade, men derimod på den lyslevende eg foran, der er så gammel og bred, at den vokser ud over en kvart hektar. Jeg har altid vidst, at træet var der, og mine børn har tit svinget sig i dets lave grene og plukket bregner og epifytter fra barken, som de brugte til at udsmykke mit hoved med. Men træet har aldrig før afsløret sig som den kolos, det er, med grene, der er så tunge, at de vokser ned mod jorden for så at strejfe den og vokse opad igen; og således, mens det skubber sig selv op, minder det om en kvinde ved et køkkenbord, der sidder med hovedet støttet i hænderne og drømmer. Jeg er i chok over dets skønhed og bliver stående, mens jeg kigger og forestiller mig, at svanerne på deres ø ser det klare glimt i natten og mærker deres svanehjerter røre på sig. Jeg hørte, at de er begyndt at bygge rede igen, men jeg ved ikke, hvordan de kan magte det efter alt det, som de har mistet.

Jeg håber, at mine sønner forstår, både nu og i fremtiden, der netop åbenbarer sig i mørket, at alle disse timer, hvor deres mor så pludseligt er gået fra dem, ikke har betydet, at jeg har været væk, men at min sjæl for flere timer siden smuttede ind i huset igen og sneg sig ind i soveværelset, hvor deres far, som står tidligt op, allerede er faldet i søvn, som regel før klokken 20, og at jeg rørte ved den gode og blide mand, som jeg elsker så fortvivlende højt og på en eller anden måde frygter så meget, rørte ved hans puls i tindingen og mærkede hans drømme, som er for afmålte til min smag; og jeg gik op ad de knirkende gamle trapper, og ved toppen delte jeg mig i to og gik ind i drengenes værelser, jeg gled ind gennem sprækken under dørene og lagde mig på deres puder for at indånde den luft, som de udåndede. Hver pause mellem afslutningen på en vejrtrækning og begyndelsen på en ny er lang; men alt er jo heller ikke altid en overgang. Snart, i morgen, vil drengene være mænd, så vil mændene flytte ud af huset, og min mand og jeg vil kigge på hinanden, tynget af vægten af alt det, som vi ikke ville eller kunne råbe, så vel som af alle de timer, hvor vi har gået sammen udenfor, min krop, min skygge og månen. Det er frygtelig sandt, selv om sandheden ikke trøster, at man, hvis man aften efter aften kigger længe nok på månen, sådan som jeg har gjort, vil opdage, at de gamle tegnefilm har ret, at månen rent faktisk griner. Men den griner ikke ad os ensomme mennesker, vi er alt for små, og vores liv er alt for flygtige til, at den overhovedet bemærker os.


Oversættelse: Lotte Kirkeby

LÆS OGSÅ: Lotte Kirkeby: “Der er så meget krop i de her noveller, at jeg bliver helt overvældet”

Køb Florida online, fx hos Saxo, eller i din foretrukne boghandler.