Som retsmediciner har Hans Petter Hougen fagligt beskæftiget sig med livets skyggeside. I bogen Udenfor skinner solen skriver han om sine oplevelser som restmediciner. Smuglæs i hans erindringsbog her.
Gennem 30 år har Hans Petter Hougen beskæftiget sig med levende og døde inden for retsmedicinen. I denne bog fortæller han om et liv, der har ført ham fra fødelandet Norge via Spanien til Danmark.
Han tager os også med til USA, hvor han uddannede sig til retsmediciner og fik set sin del af skudofre og narkorelaterede dødsfald. Gennem sin karriere har han udført eller superviseret tusindvis af obduktioner i Danmark og i mange andre dele af verden, bl.a. et krigshærget Balkan i 1999, et tsunami-ramt Thailand i 2004 og et smadret Gaza i 2014, som er noget af det værste, retsmedicineren har oplevet.
I bogen reflekterer Hans Petter Hougen over livets skyggesider, som har udgjort så stor en del af hans arbejdsliv. Han fortæller om mange af de sager, der har gjort indtryk på ham undervejs. Fra den menneskelige ondskab, som folder sig ud i krige og kriminalsager, til naturkatastrofer og trafikulykker, som brat kan smadre familiers liv. Hvordan vænner man sig til det, og bliver det aldrig for meget?
Du kan købe Udenfor skinner solenonline, f.eks. hos Saxo, eller i din nærmeste boghandel fra d. 23. august 2019.
Hans Petter Hougen
Udenfor skinner solen
PROLOG
Den 11. august 1999. På retsmedicinsk FN-mission i Kosovo. Serberne er lige blevet drevet ud af NATO. Død, ødelæggelse og apati hersker overalt. Jeg sidder i en hvid FN-Toyota Landcruiser, og min amerikanske chauffør forsøger at sætte ny hastighedsrekord på strækningen Pristina-Peja. Omkring mig flimrer uhøstede marker med overmodne afgrøder, døde dyr, nedbrændte huse og alvorlige mennesker forbi. Ingen vinker, ingen løfter hovedet. Inde i bilen er der en anden verden. Rolling Stones brøler ud af højtalerne fra anlægget, og chaufføren forsøger med vekslende held at køre udenom eller flyve over granat- og bombekratere i vejen.
»Ved du, at det er en særlig dag i dag?« spørger chaufføren. »Solformørkelse,« fortsætter han uden at vente på svar. »Om en lille time, og vi skal se den.«
Vi holder ved en nedbrændt, forladt gård, og campingstole, tyrkisk øl og peanuts kommer frem. Vi venter. Fuglekvidderet er det eneste, vi hører, bortset fra os selv. Pludselig tier fuglene, og alt er stille. Mørket sænker sig, og det bliver som en nordisk sommernat med grålig misfarvning, nærmest som en undereksponeret sort-hvid film. Fænomenet er hurtigt overstået, dagen er tilbage, og fuglene kvidrer videre. En kosmisk pragtforestilling er overstået, og den jordiske elendighed trænger sig igen på.
Det vilde Toyota-ridt fortsætter, og jeg synker hen i en trancelignende dvale, hvor tankerne får frit løb og cirkler omkring det surrealistiske skuespil, jeg er tilskuer til og snart skal deltage i.
Hvorfor valgte jeg dette fag? Hvordan vil jeg klare det? På hvilken måde vil jeg bruge min viden? Hvad nu – og fremover, med faget, mig selv og dem, jeg arbejder for og med?
DEL I HVORFOR
1 SPANIEN: DRØMMEN OG VIRKELIGHEDEN
»Det er da det mest dumdristige, jeg har læst i lang tid,« sagde min mor.
»Her står om en ung mand, som rejste helt ned til Spanien for at læse medicin. Hvor er jeg glad for, at du ikke får den slags griller,« fortsatte hun og tørrede en tåre væk ved tanken om min afdøde far. Det var sommeren 1969, jeg var 20 år og godt i gang med at læse jura, så jeg kunne blive jurist ligesom min far. Livet lå foran mig i faste rammer – kursen var lagt.
En måned senere sad jeg i flyveren til Madrid.
Jeg havde fået udsættelse for de sidste tre måneder af militærtjenesten, dem skulle jeg aftjene som læge i forsvaret, når jeg var færdig med studierne. Min kæreste gennem et par år var nu min ekskæreste, og jeg var klar til eventyret. Med mig i bagagen havde jeg et 14-dages kursus i spansk, så jeg var ikke just fuldbefaren i sproget. Hvad jeg ikke havde af sproglig ballast, havde jeg i drømmeagtig tilgang til projektet. Jeg havde som 17-årig sejlet nogle måneder som dæksdreng på et lastskib med stykgods, fortrinsvis aluminium, fra Norge til middelhavslandene og tilbage med frugt, vin og grøntsager. Officererne ombord var norske, men hovedparten af matroserne og maskinfolkene var spanske. Officererne levede deres liv i officersmessen, og vi andre i den spartanske mandskabsmesse og vore små kahytter i bunden af skibet. Jeg kommunikerede, så godt jeg kunne, med de spanske søfolk, og de var nogle flinke fyre. Når vi var i land, tog de mig tit med til både det ene og det andet og sørgede altid for at gelejde mig hjem til skibet, når jeg havde svært ved at gå (og stå) på egne ben. I spanske havne mødte vi altid nogle medlemmer af deres enorme familier, og de pludrede, råbte og sang løs på deres eget sprog, som jeg ikke forstod, alt imens de bød på de lækreste retter med eksotiske krydderier. Dette sprog ville jeg lære, og landet og folket ville jeg stifte nærmere bekendtskab med. Drømmen om vin, palmer og mørkøjede señoritas med kastagnetter blev født her.
Som jeg tit gør i fly, bil og tog, gled jeg ind i refleksionernes rige.
Hvorfor i alverden havde jeg kastet mig ud i dette projekt? Der havde ventet mig en rolig, udfordringsløs og overskuelig fremtid som jurastuderende og senere jurist i Oslo, verdens største landsby, eller mest snæversynede hovedstad. Problemet var bare, at jeg ikke ville blive en god jurist, for kun halvdelen af mine gener var jurainficerede. Studiet var dødkedeligt, tørt som Saharas sand en sommerdag, og jeg ville hellere være læge – redde menneskeliv og blive en helt. Den skrappe adgangsbegrænsning på norske universiteter gjorde det dog umuligt for mig at komme ind på medicinstudiet, så derfor gjorde jeg som hundredvis af andre unge nordmænd – jeg rejste ud. Jeg havde ikke tænkt så meget over, hvorfor det var sådan, man tog bare ud i Europa for at læse.
Norge havde endnu ikke oplevet olieeventyret, men var bestemt ikke et fattigt land. Handelsflåden var en af verdens største, fiskeriet blomstrede, og elektricitet var næsten gratis, så landet var konkurrencedygtigt i energikrævende industri. Kraftig underkapacitet på flere højere uddannelser, deriblandt medicin, medførte en sand eksodus af unge mennesker, som ville have en akademisk uddannelse. Dette må have været en eller anden form for bevidst politik fra Norges side, den gik igen uanset regeringens partifarve, og ingen satte spørgsmålstegn ved den. Det var ikke bare accepteret, det var sat i system. På et tidspunkt havde man sendt kongen på en charmeoffensiv til et par centraleuropæiske lande, hvilket medførte yderligere stigning i antallet af norske studerende. Økonomien for de udlandsstuderende var god. Man fik meget favorable statsgaranterede studielån og rundhåndede statsstipendier reguleret i forhold til prisniveauet i det land, man valgte at studere i. Der var også et statsligt serviceorgan for udlandsstudenterne, ANSA (Association of Norwegian Students Abroad), som sørgede for at holde kontakten mellem udlandsstudenterne og Norge (nyhedsbreve, charterfly til jul og sommer, arrangementer i de forskellige lande for norske studenter, ambassadereceptioner etc.). Udfordringen var bare den, at Spanien, bortset fra Solkysten, var ganske ukendt, og kun en lille håndfuld nordmænd var nået dertil for at studere, så de mange og lange norske fangarme nåede ikke så langt ud – endnu.
I Madrids lufthavn tog jeg en taxi ind til byen og sagde en indstuderet sætning til chaufføren: »Un hotel barato, por favor.« (Et billigt hotel, tak). Jeg havde lært, og skulle senere sande, vigtigheden af de to ord »por favor«. Ved at tilføje dem til et spørgsmål eller udsagn kan selv den frækkeste opfordring pakkes ind, så den (måske) efterkommes. Jeg skal love for, at hotellet var billigt, men standarden nåede heller ikke meget over knæhøjde. En halvfuld natpotte under sengen, fælles bad på gangen med overskidt toilet og nedtrampede cigaretskod i gulvtæppet inviterede ikke til længerevarende ophold.
Dagen efter troppede jeg op på ambassaden for at registrere mig og måske få nogle praktiske informationer om, hvilken by det var bedst at rejse til for at søge om optagelse på universitetet. Det eneste, de sagde, var: »Er du en af eventyrerne? Vi har oplevet et par andre i løbet af de seneste år, men har ikke indtryk af, at de har klaret sig særlig godt. Husk, hvor du er, og at du er gæst i landet. Hvis du er uenig i styreformen, så giv ikke udtryk for det. Med hensyn til styreform kan man altid stille sig spørgsmålet: Til hvilken tid, for hvilket folk og i hvilket land?«
Med disse »beroligende og informative« oplysninger i rygsækken tog jeg toget til Granada, Andalusiens bankende hjerte. På mirakuløs vis lykkedes det mig at gøre det forståeligt på universitetet, at jeg ville læse der. Det lykkedes nok primært ved, at jeg til sidst henvendte mig direkte til universitetets rektor, som kunne 10-15 sætninger på engelsk, og som engang havde været til en kongres i Oslo.
»Det rigtige Spanien« var ukendt for de fleste nordboer for 50 år siden. Hvordan så det ud, hvordan lugtede det, hvordan kunne man føle landet og dets vibrerende sjæl? Jeg var ung, forvirret, usikker og nervøs for fremtiden, men også nysgerrig og indstillet på at suge alle indtryk til mig. Jeg havde fået fat i en lille lejlighed i et gammelt hus i en charmerende bydel, Realejo, og min spanske tilværelse begyndte. Lejligheden havde en fantastisk beliggenhed halvvejs oppe ad en stejl smal gade med udsigt både ud over byen, den store slette, la Vega, bagved og ikke mindst en del af bjergene, Sierra Nevada.
Forfatteren i Sierra Nevada, juni 1970.
Alt her syntes at foregå udendørs. Jeg ankom i begyndelsen af september, og temperaturen var stadig som vor barndoms nordiske somre, varm og behagelig, og med august måneds bløde mørke. Larmen var til at tage og føle på, alle mennesker snakkede i munden på hinanden, og der var skruet godt op for stemmeføringen. Det duftede af opvarmet olivenolie og stegt hvidløg fra alle de åbne køkkenvinduer, og løg og kartofler blev skrællet udenfor hoveddøren. Lidt længere nede ad gaden var der tit hjemmeslagtning, og svinenes sidste fortvivlede hyl var med til at danne bydelens baggrunds-lydtæppe. Om formiddagen kom der handlende gennem gaden. Hver især havde de et æsel med, og på ryggen havde det store kurve med frugt og grøntsager. De handlende råbte med høj, men ikke særlig klar røst, hvad de i dag kunne tilbyde, og husmødrene firede kurve ned, som blev fyldt med varer, inden de blev halet op igen. Prutten om prisen hørte med, og for mig lød det som højrøstede skænderier. Det var det ikke, for det samme højrøstede skuespil gentog sig hver dag med de samme aktører. Sidst på formiddagen skulle man passe på ikke at træde i de friske æsellorte, som lå i alle de smalle gader.
Huset var gammelt, vinduerne utætte, og ude- og indetemperaturen var den samme. Det var behageligt, men skulle snart ændre sig. Aldrig har jeg frosset så meget i mit liv, som jeg gjorde det første efterår i Granada. Ud på efteråret faldt temperaturen til tæt på nul, og det gjorde den også indendørs. Om aftenen kunne man se kvinderne tænde kulbækkener ude på gaden. Når kullene glødede, blev bækkenerne båret ind og placeret under et rundt bord. Man satte sig så rundt om bordet og lagde den lange tykke filtdug over lårene for at få varmen – varme ben og iskolde kroppe. Jeg var hjemme til jul og tog min tykke dundyne med tilbage efter ferien. Vinteren blev på den måde tålelig. Om sommeren steg temperaturen til 35-40 grader, og aircondition var en by i Rusland. Jeg skulle læse hele sommeren, da jeg skulle op til reeksamen i to fag i september. Det betød arbejde om natten og urolig svedig søvn om dagen.
Værtinden, som boede i en anden lejlighed i huset, var en pudsig gammel dame. Efterhånden fandt jeg ud af, at hun havde spillet en vis rolle i borgerkrigen i 30’erne, naturligvis på Francos side. Jeg forstod det aldrig helt, men hun havde arrangeret kulturaftner med hjælp fra kirken og Franco-tro grupperinger. Om hun havde deltaget aktivt i krigs- eller propagandaaktiviteter, stod hen i det uvisse, hun svarede kryptisk på spørgsmål om dette. Hun blev ved passende lejligheder hentet frem fra gemmerne og omtalt i lokalpressen, og da strålede hun som en sol i mange dage. Hun korsede sig, når nogen, mig selv inklusive, kunne være så formastelig at hævde, at vi stammede fra aberne – de var så grimme, og vi var skabt i Guds billede.
Det spanske sprog var en kraftig hæmsko for mig, men alle var søde og venlige, og jeg kløede på med ungdommeligt gåpåmod. Naboens søn var jævnaldrende med mig, men modsat alle andre spaniere havde han tilsyneladende ingen venner. Han sad altid alene på en pindestol lige udenfor døren til deres hus, og der var ikke mange, der standsede og snakkede med ham. Her øjnede jeg en chance for at afprøve mit mindre-end-elementære ordforråd, så en dag gik jeg hen til den ensomme unge mand og forsøgte at snakke med ham på mit gebrækkelige skraldespansk. Han var lykkelig og nærmest appellerende i sin iver efter at kommunikere med mig. »Samtalerne« fortsatte hver dag. Tit og ofte faldt han om med kramper og fråde om munden midt under vore famlende kommunikationsseancer, men han vågnede hurtigt op igen og fortsatte, som om intet var hændt. Emnerne for vor kommunikation var meget basale, men det passede mig fint. Han var ikke den skarpeste kniv i skuffen, og jeg var alvorlig sproghæmmet. Efterhånden fandt jeg ud af tre ting: Han hed Fernando, han led af epilepsi og dårligt hjerte, og begge dele havde han fået, fordi han var blevet smittet med bændelormeæg. En dag sad han ikke længere foran sit hus, et kort liv i skyggen var slut.
På universitetet lærte jeg, at bændelormens æg bliver udklækket i tarmene, og larverne føres med blodet, hyppigt til hjernen og hjertet, hvor de slår sig ned og danner blærer, såkaldte cyster. Er hjernen og hjertet fulde af disse cyster, ender det tit med epilepsi med kramper og dårligt hjerte, såkaldt hjerteinsufficiens. Normalt er mennesket hovedvært for bændelorme, dvs. man får larver i sig ved at spise kød, der ikke er kogt eller stegt nok. Larverne udvikler sig så til voksne bændelorme i tarmene, og deres æg kommer ud med afføringen. Lever man imidlertid i et område med fritgående svin og ringe hygiejne, kan man få bændelormeæg i forurenet føde, f.eks. salat, som ikke er skyllet. Fernando og hans familie kom fra en lille støvet flække et eller andet sted i Andalusien med løsgående grise og vand fra landsbyens brønd.
Jeg tænkte ikke mere over dette, før jeg en dag mange år senere i København obducerede en ung mand fra Guinea, som var faldet livløs om på gaden, bragt til sygehus og død kort efter. Han havde talrige cyster både i hjernen og hjertet. Hjernen og hjertet så ud som hullede schweizeroste, og ingen af mine kollegaer havde set dette før. Jeg sendte en venlig tanke til Fernando og sagde skråsikkert, at manden var død af infektion forårsaget af svinebændelormeæg. Mine kollegaer fandt mit diagnoseforslag meget eksotisk og grinede let overbærende, men mikroskopiundersøgelser af cysterne viste, at jeg havde ret.
Livet i Granada var anderledes, alt var anderledes. Jeg forsøgte at forstå, hvad underviserne sagde til forelæsningerne, og kopierede medstuderendes notater om aftenen og natten. Tit sad jeg over notaterne uden at forstå noget som helst, og så kom tvivlen, den nagende tvivl. Havde jeg gabt over for meget, ville jeg nogensinde kunne klare dette? Der var ingen vej tilbage. At opgive og rejse hjem til Oslo var utænkeligt – en nordmand giver aldrig op. Da var det, jeg nogle gange listede ud på en snusket lille natbar og fik en stor brandy eller tre. Det hjalp på søvnen, men ikke på tvivlen. Den aftog først efter mange måneder, hvor sproget var blevet bedre, og jeg havde bestået den første eksamen. Så fik jeg endelig troen på, at projektet ville lykkes.
Alle mine medstuderende, og også et par af lærerne, var venlige og interesserede i den fremmede fugl fra nord, som kun forstod lidt og talte som en treårig med talefejl. Man var vant til udlændinge på universitetet, men de kom fra Mellemøsten, Nordafrika eller Sydamerika. Marokkanerne talte både spansk og fransk, og navnlig en af dem, Hamid, henvendte sig altid til mig på fransk – jeg var jo udlænding. Det hjalp ikke på graden af forståelse.
Livet blev levet udenfor hjemmet (de lokale studerende boede hjemme hos forældrene, de tilrejsende på kollegier). Barlivet var afslappet og naturligt, og studiekammeraterne tog mig med. Snakken gik hurtigt og højlydt, mens jeg var den tavse observatør. Det undrede mig, at mange af mine kammerater tog forbi den lokale kirke på vej hjem tidligt søndag morgen. Men det religiøse liv skulle også passes, og så kunne man lige så godt snuppe den første messe søndag morgen, inden man gik hjem og sov nattens anstrengelser ud.
Granada ligger ved foden af Sierra Nevada, Spaniens højeste bjerge. Driftige erhvervsfolk med udenlandsk kapital i ryggen havde øjnet muligheden for at tjene penge på denne naturgave, og Europas sydligste skisportscenter var en realitet. Universitetet havde en skiklub og et lille simpelt herberg i 2.500 meters højde, og skiklubben havde brug for skilærere. Som nordmand var jeg nærmest født med ski på fødderne, og jeg blev øjeblikkeligt hyret. Lønnen var gratis ophold, liftkort og transport. Jeg fandt hurtigt ud af, at der også var en ekstra bonus: popularitet, i hvert fald hos pigerne – og ovenikøbet mulighed for tættere kropskontakt, når de skulle hjælpes op efter fald, og dem var der mange af. Efterhånden blev det også til et let kindkys i ny og næ.
En af de unge ski-skønheder, Amalia, og jeg begyndte i al ærbarhed at gå ture med hinanden i parkanlægget ved Alhambra, det gamle mauriske palads i Granada. Hun havde store brune øjne, langt sort hår og var gudesmuk. Under træernes mørke skygger blev det til enkelte forsigtige kys, men heller ikke mere. Et par gange lykkedes det mig at få et par studiekammerater med guitar med til at synge og spille serenader under hendes vindue om aftenen. Kammeraterne sang, og jeg nynnede med. En aften havde hun en lille blomst, som hun kastede ned til mig, og jeg nærmest svævede hjem. Som alle andre udenbys piger boede hun på et kollegium drevet af en nonneorden, så pigernes dyd blev vogtet med nidkærhed, og de skulle være hjemme kl. 10 om aftenen, forlænget til kl. 11 om lørdagen. Forholdet til Amalia gled ret hurtigt over i et nølende og usikkert venskab. Familien, kirken, samfundet og hendes livsanskuelse var uforenelige med en nordbos syn på et kæresteforholds råderum.
Den katolske tro havde et godt tag i befolkningen, og kirken og regimet gik hånd i hånd – de rettroende kendte deres plads i samfundet, og den rene i troen var også en trofast støtte for staten. Denne meget konservative samfunds- og trosbevarende holdning blev en gang imellem for meget for mig, men så smuttede jeg bare et par dage ned til Solkysten. Jeg kendte et par rejseguider i Torremolinos, og de var altid klar til at invitere mig med på løjerne. De kendte alt og alle i branchen, og der var fest og farver. Mange af turisterne ville gerne have uforpligtende oplevelser med flotte, velformulerede, spansktalende guider, og en medicinstuderende fra Granada var heller ikke at foragte. Efter en sådan udflugt var jeg klar til at dykke ned i den spanske virkelighed igen.
Forfatteren på trappen til det medicinske fakultet, universitetet i Granada, juni 1970.
Min holdkammerat José Antonio og jeg blev gode venner. Han kom fra Lucena, en lille by i nærheden af Córdoba. Flere gange tog jeg med ham hjem til familien på weekendbesøg. Hans far havde byens største bageri og en vingård lige udenfor byen. Landsbylivet var langsomt og afslappet, i hvert fald i varmen og i weekenden. Siestaen var hellig, og alle hvilede ovenpå det overdådige tre-fireretters måltid, el almuerzo. Lørdag eftermiddag var vi i El Club, drak vin, øl og brandy, og søndag eftermiddag var spadsereturen på byens torv obligatorisk. Alle byens pæne borgere skred adstadigt rundt under træerne og hilste på dem, man hilste på hver dag, men nu med ekstra mange høflighedsfraser og endnu større lyst til konversation. Alle lokalnyheder, store og navnlig små, blev udvekslet, og damernes nye kjoler, den lokale tyrefægters sejre, fodboldresultater, olivenernes tilstand og druernes sukkerindhold blev ivrigt kommenteret. Jeg forsøgte altid at spadsere ved siden af José Antonios søster, María Pilar. Hun så utrolig godt ud og var fuld af humor. Hun læste til farmaceut i Sevilla, men det viste sig desværre hurtigt, at hun havde en kæreste der – spildte kræfter.
Jeg var ikke den eneste nordmand i Granada. To andre »udvandrere« læste også medicin der. Vi havde ikke meget til fælles og levede hvert sit liv. Den ene, Steinar, var fremadstræbende og ambitiøs. Han spildte ikke tiden på sværmeriske udskejelser og spansk kærlighed. Sproget og dets mange facetter interesserede ham overhovedet ikke, han så kun opholdet som et nødvendigt onde for at blive læge. Det blev han, men hans familieliv endte som en rygende ruin, og hans liv sluttede tidligt.
Den anden nordmand, Håkon, var en entreprenant type, altid god for en hurtig handel og kapabel til at skaffe de fleste ting – til halv pris. Efter et år fik Håkon et sommerferiejob i kapellet på sin hjembys hospital og kom tilbage til Granada med et komplet sæt menneske-indvolde overhældt med formalin og pakket ind i plastikposer og liglagener. Til alt held blev han ikke standset i tolden, selv om kufferten stank fælt. Han ville bruge organerne til sine anatomistudier. Det blev vist ikke nogen succes. Stanken af formalin var overvældende, indtil den blev overdøvet af en anden og endnu værre stank – råddenskaben. Håkon blev også læge, men mere ved jeg ikke om hans videre færden igennem livet.
Mindet om Håkon og formalinstanken kom tilbage til mig flere gange, da jeg 20 år senere arbejdede som retsmediciner i Miami. En gang imellem skulle vi foretage fornyet obduktion (reobduktion) af lig, der var balsameret og begravet, da der var opstået strid mellem forsikringsselskabet og de efterladte om dødsårsagen. Dette var sager, hvor store pengebeløb og stærke følelser var indblandet, men vi retsmedicinere stod med formalinstanken i timevis og bandede indædt.
Selv om studenterlivet i Spanien var privilegeret og relativt problemfrit, kom efterdønningerne fra studenteropstanden i Paris i 1968 efterhånden også helt ned til Granada. Forholdene her var anderledes end i Frankrig. Spanien var et formørket diktatur, og Andalusien var landets ærkekonservative højborg. Jeg havde efterhånden oplevet ting og sager, som fik selv en tankeløs drømmer som mig til at sætte spørgsmålstegn ved mangt og meget. Min politiske bevidsthed var ved at vågne. Det var meget let at få øje på uretfærdighederne i Granada. Havde du penge og/eller de rigtige forbindelser, kunne tilværelsen være problemfri. Havde du ikke penge, var din udsigt til et godt liv allerhøjst usikker. Var du uenig med Franco, blev du straffet, og straffene var hårde og umenneskelige. Slag, spark og anden mishandling var almindeligt på politistationer og i fængsler, og dødsstraffen blev eksekveret med sikker systematik. Den middelalderlige henrettelsesmetode garrottering blev stadig anvendt. Den dømte fik et metalbånd om halsen, og det blev strammet med en skrue i nakken. Skruen arbejdede sig langsomt men sikkert ind i nakken, mens man blev kvalt af det strammede metalbånd og til sidst knækkede nakken.
Pludselig vågnede vi af dvalen. Demonstrationer, besættelse af dekanernes og rektors kontor, solidaritetsmøder, massivt politiopbud og hurtigløb gennem universitetets lange gange, skarpt forfulgt af politi med lange knipler og skudklare pistoler. Jeg var ikke fremtrædende, men jeg var med. Efter få dage kom der et telegram fra den norske ambassade om, at jeg skulle kontakte dem. Beskeden i telefonsamtalen med førstesekretær Halvorsen var ikke til at tage fejl af. På bedste diplomatiske vis blev jeg stærkt opfordret til at henlægge de videre studier til et universitet udenfor Spanien. Han vidste lige så godt som mig, at det ville blive svært, men det blev ikke nævnt.
Begivenhederne afgjorde imidlertid sagen. Mange universiteter, også Granadas, blev lukket på ubestemt tid. Der stod jeg så: Jeg havde bestået første års eksamener i Granada, men var ikke længere medicinstuderende i Spanien. Norge gjorde intet, der var grænser for landets lyst og vilje. Men når nøden er størst, er hjælpen nærmest. Jeg havde mødt en dansk pige, Ulla, på Solkysten, som jeg havde holdt kontakten med. Jeg skrev til hende og fik adresser på en del danske hospitaler. Efter at have skrevet til 10-15 stykker af dem fik jeg et job som uautoriseret hospitalslaborant på Bispebjerg Hospital i København – en ny epoke i mit liv begyndte.
Du kan købe Udenfor skinner solenonline, f.eks. hos Saxo, eller i din nærmeste boghandel fra d. 23. august 2019.
Som retsmediciner har Hans Petter Hougen fagligt beskæftiget sig med livets skyggeside. I bogen Udenfor skinner solen skriver han om sine oplevelser som restmediciner. Smuglæs i hans erindringsbog her.
Gennem 30 år har Hans Petter Hougen beskæftiget sig med levende og døde inden for retsmedicinen. I denne bog fortæller han om et liv, der har ført ham fra fødelandet Norge via Spanien til Danmark.
Han tager os også med til USA, hvor han uddannede sig til retsmediciner og fik set sin del af skudofre og narkorelaterede dødsfald. Gennem sin karriere har han udført eller superviseret tusindvis af obduktioner i Danmark og i mange andre dele af verden, bl.a. et krigshærget Balkan i 1999, et tsunami-ramt Thailand i 2004 og et smadret Gaza i 2014, som er noget af det værste, retsmedicineren har oplevet.
LÆS OGSÅ: Ondskab findes i os alle. Retsmedicineren og efterforskeren fortæller
I bogen reflekterer Hans Petter Hougen over livets skyggesider, som har udgjort så stor en del af hans arbejdsliv. Han fortæller om mange af de sager, der har gjort indtryk på ham undervejs. Fra den menneskelige ondskab, som folder sig ud i krige og kriminalsager, til naturkatastrofer og trafikulykker, som brat kan smadre familiers liv. Hvordan vænner man sig til det, og bliver det aldrig for meget?
Du kan købe Udenfor skinner solen online, f.eks. hos Saxo, eller i din nærmeste boghandel fra d. 23. august 2019.
Hans Petter Hougen
Udenfor skinner solen
PROLOG
Den 11. august 1999. På retsmedicinsk FN-mission i Kosovo. Serberne
er lige blevet drevet ud af NATO. Død, ødelæggelse og apati hersker overalt. Jeg sidder i en hvid FN-Toyota Landcruiser, og min amerikanske chauffør forsøger at sætte ny hastighedsrekord på strækningen Pristina-Peja. Omkring mig flimrer uhøstede marker med overmodne afgrøder, døde dyr, nedbrændte huse og alvorlige mennesker forbi. Ingen vinker, ingen løfter hovedet. Inde i bilen er der en anden verden. Rolling Stones brøler ud af højtalerne fra anlægget, og chaufføren forsøger med vekslende held at køre udenom eller flyve over granat- og bombekratere i vejen.
»Ved du, at det er en særlig dag i dag?« spørger chaufføren. »Solformørkelse,« fortsætter han uden at vente på svar. »Om en lille time, og vi skal se den.«
Vi holder ved en nedbrændt, forladt gård, og campingstole, tyrkisk øl og peanuts kommer frem. Vi venter. Fuglekvidderet er det eneste, vi hører, bortset fra os selv. Pludselig tier fuglene, og alt er stille. Mørket sænker sig, og det bliver som en nordisk sommernat med grålig misfarvning, nærmest som en undereksponeret sort-hvid film. Fænomenet er hurtigt overstået, dagen er tilbage, og fuglene kvidrer videre. En kosmisk pragtforestilling er overstået, og den jordiske elendighed trænger sig igen på.
Det vilde Toyota-ridt fortsætter, og jeg synker hen i en trancelignende dvale, hvor tankerne får frit løb og cirkler omkring det surrealistiske skuespil, jeg er tilskuer til og snart skal deltage i.
Hvorfor valgte jeg dette fag? Hvordan vil jeg klare det? På hvilken måde vil jeg bruge min viden? Hvad nu – og fremover, med faget, mig selv og dem, jeg arbejder for og med?
DEL I
HVORFOR
1
SPANIEN: DRØMMEN OG VIRKELIGHEDEN
»Det er da det mest dumdristige, jeg har læst i lang tid,« sagde min mor.
»Her står om en ung mand, som rejste helt ned til Spanien for at læse medicin. Hvor er jeg glad for, at du ikke får den slags griller,« fortsatte hun og tørrede en tåre væk ved tanken om min afdøde far. Det var sommeren 1969, jeg var 20 år og godt i gang med at læse jura, så jeg kunne blive jurist ligesom min far. Livet lå foran mig i faste rammer – kursen var lagt.
En måned senere sad jeg i flyveren til Madrid.
Jeg havde fået udsættelse for de sidste tre måneder af militærtjenesten, dem skulle jeg aftjene som læge i forsvaret, når jeg var færdig med studierne. Min kæreste gennem et par år var nu min ekskæreste, og jeg var klar til eventyret. Med mig i bagagen havde jeg et 14-dages kursus i spansk, så jeg var ikke just fuldbefaren i sproget. Hvad jeg ikke havde af sproglig ballast, havde jeg i drømmeagtig tilgang til projektet. Jeg havde som 17-årig sejlet nogle måneder som dæksdreng på et lastskib med stykgods, fortrinsvis aluminium, fra Norge til middelhavslandene og tilbage med frugt, vin og grøntsager. Officererne ombord var norske, men hovedparten af matroserne og maskinfolkene var spanske. Officererne levede deres liv i officersmessen, og vi andre i den spartanske mandskabsmesse og vore små kahytter i bunden af skibet. Jeg kommunikerede, så godt jeg kunne, med de spanske søfolk, og de var nogle flinke fyre. Når vi var i land, tog de mig tit med til både det ene og det andet og sørgede altid for at gelejde mig hjem til skibet, når jeg havde svært ved at gå (og stå) på egne ben. I spanske havne mødte vi altid nogle medlemmer af deres enorme familier, og de pludrede, råbte og sang løs på deres eget sprog, som jeg ikke forstod, alt imens de bød på de lækreste retter med eksotiske krydderier. Dette sprog ville jeg lære, og landet og folket ville jeg stifte nærmere bekendtskab med. Drømmen om vin, palmer og mørkøjede señoritas med kastagnetter blev født her.
Som jeg tit gør i fly, bil og tog, gled jeg ind i refleksionernes rige.
Hvorfor i alverden havde jeg kastet mig ud i dette projekt? Der havde ventet mig en rolig, udfordringsløs og overskuelig fremtid som jurastuderende og senere jurist i Oslo, verdens største landsby, eller mest snæversynede hovedstad. Problemet var bare, at jeg ikke ville blive en god jurist, for kun halvdelen af mine gener var jurainficerede. Studiet var dødkedeligt, tørt som Saharas sand en sommerdag, og jeg ville hellere være læge – redde menneskeliv og blive en helt. Den skrappe adgangsbegrænsning på norske universiteter gjorde det dog umuligt for mig at komme ind på medicinstudiet, så derfor gjorde jeg som hundredvis af andre unge nordmænd – jeg rejste ud. Jeg havde ikke tænkt så meget over, hvorfor det var sådan, man tog bare ud i Europa for at læse.
Norge havde endnu ikke oplevet olieeventyret, men var bestemt ikke et fattigt land. Handelsflåden var en af verdens største, fiskeriet blomstrede, og elektricitet var næsten gratis, så landet var konkurrencedygtigt i energikrævende industri. Kraftig underkapacitet på flere højere uddannelser, deriblandt medicin, medførte en sand eksodus af unge mennesker, som ville have en akademisk uddannelse. Dette må have været en eller anden form for bevidst politik fra Norges side, den gik igen uanset regeringens partifarve, og ingen satte spørgsmålstegn ved den. Det var ikke bare accepteret, det var sat i system. På et tidspunkt havde man sendt kongen på en charmeoffensiv til et par centraleuropæiske lande, hvilket medførte yderligere stigning i antallet af norske studerende. Økonomien for de udlandsstuderende var god. Man fik meget favorable statsgaranterede studielån og rundhåndede statsstipendier reguleret i forhold til prisniveauet i det land, man valgte at studere i. Der var også et statsligt serviceorgan for udlandsstudenterne, ANSA (Association of Norwegian Students Abroad), som sørgede for at holde kontakten mellem udlandsstudenterne og Norge (nyhedsbreve, charterfly til jul og
sommer, arrangementer i de forskellige lande for norske studenter, ambassadereceptioner etc.). Udfordringen var bare den, at Spanien, bortset fra Solkysten, var ganske ukendt, og kun en lille håndfuld nordmænd var nået dertil for at studere, så de mange og lange norske fangarme nåede ikke så langt ud – endnu.
I Madrids lufthavn tog jeg en taxi ind til byen og sagde en indstuderet sætning til chaufføren: »Un hotel barato, por favor.« (Et billigt hotel, tak). Jeg havde lært, og skulle senere sande, vigtigheden af de to ord »por favor«. Ved at tilføje dem til et spørgsmål eller udsagn kan selv den frækkeste opfordring pakkes ind, så den (måske) efterkommes. Jeg skal love for, at hotellet var billigt, men standarden nåede heller ikke meget over knæhøjde. En halvfuld natpotte under sengen, fælles bad på gangen med overskidt toilet og nedtrampede cigaretskod i gulvtæppet inviterede ikke til længerevarende ophold.
Dagen efter troppede jeg op på ambassaden for at registrere mig og måske få nogle praktiske informationer om, hvilken by det var bedst at rejse til for at søge om optagelse på universitetet. Det eneste, de sagde, var: »Er du en af eventyrerne? Vi har oplevet et par andre i løbet af de seneste år, men har ikke indtryk af, at de har klaret sig særlig godt. Husk, hvor du er, og at du er gæst i landet. Hvis du er uenig i styreformen, så giv ikke udtryk for det. Med hensyn til styreform kan man altid stille sig spørgsmålet: Til hvilken tid, for hvilket folk og i hvilket land?«
Med disse »beroligende og informative« oplysninger i rygsækken tog jeg toget til Granada, Andalusiens bankende hjerte. På mirakuløs vis lykkedes det mig at gøre det forståeligt på universitetet, at jeg ville læse der. Det lykkedes nok primært ved, at jeg til sidst henvendte mig direkte til universitetets rektor, som kunne 10-15 sætninger på engelsk, og som engang havde været til en kongres i Oslo.
»Det rigtige Spanien« var ukendt for de fleste nordboer for 50 år siden. Hvordan så det ud, hvordan lugtede det, hvordan kunne man føle landet og dets vibrerende sjæl? Jeg var ung, forvirret, usikker og nervøs for fremtiden, men også nysgerrig og indstillet på at suge alle indtryk til mig. Jeg havde fået fat i en lille lejlighed i et gammelt hus i en charmerende bydel, Realejo, og min spanske tilværelse begyndte. Lejligheden havde en fantastisk beliggenhed halvvejs oppe ad en stejl smal gade med udsigt både
ud over byen, den store slette, la Vega, bagved og ikke mindst en del af bjergene, Sierra Nevada.
Alt her syntes at foregå udendørs. Jeg ankom i begyndelsen af september, og temperaturen var stadig som vor barndoms nordiske somre, varm og behagelig, og med august måneds bløde mørke. Larmen var til at tage og føle på, alle mennesker snakkede i munden på hinanden, og der var skruet godt op for stemmeføringen. Det duftede af opvarmet olivenolie og stegt hvidløg fra alle de åbne køkkenvinduer, og løg og kartofler blev skrællet
udenfor hoveddøren. Lidt længere nede ad gaden var der tit hjemmeslagtning, og svinenes sidste fortvivlede hyl var med til at danne bydelens baggrunds-lydtæppe. Om formiddagen kom der handlende gennem gaden. Hver især havde de et æsel med, og på ryggen havde det store kurve med frugt og grøntsager. De handlende råbte med høj, men ikke særlig klar røst, hvad de i dag kunne tilbyde, og husmødrene firede kurve ned, som blev fyldt med varer, inden de blev halet op igen. Prutten om prisen hørte med, og for mig lød det som højrøstede skænderier. Det var det
ikke, for det samme højrøstede skuespil gentog sig hver dag med de samme aktører. Sidst på formiddagen skulle man passe på ikke at træde i de friske æsellorte, som lå i alle de smalle gader.
Huset var gammelt, vinduerne utætte, og ude- og indetemperaturen var den samme. Det var behageligt, men skulle snart ændre sig. Aldrig har jeg frosset så meget i mit liv, som jeg gjorde det første efterår i Granada. Ud på efteråret faldt temperaturen til tæt på nul, og det gjorde den også indendørs. Om aftenen kunne man se kvinderne tænde kulbækkener ude på gaden. Når kullene glødede, blev bækkenerne båret ind og placeret under et rundt bord. Man satte sig så rundt om bordet og lagde den lange tykke filtdug over lårene for at få varmen – varme ben og iskolde kroppe. Jeg var hjemme til jul og tog min tykke dundyne med tilbage efter ferien. Vinteren blev på den måde tålelig. Om sommeren steg temperaturen til 35-40 grader, og aircondition var en by i Rusland. Jeg skulle læse hele sommeren, da jeg skulle op til reeksamen i to fag i september. Det betød arbejde om natten og urolig svedig søvn om dagen.
Værtinden, som boede i en anden lejlighed i huset, var en pudsig gammel dame. Efterhånden fandt jeg ud af, at hun havde spillet en vis rolle i borgerkrigen i 30’erne, naturligvis på Francos side. Jeg forstod det aldrig helt, men hun havde arrangeret kulturaftner med hjælp fra kirken og Franco-tro grupperinger. Om hun havde deltaget aktivt i krigs- eller propagandaaktiviteter, stod hen i det uvisse, hun svarede kryptisk på spørgsmål om dette. Hun blev ved passende lejligheder hentet frem fra gemmerne og omtalt i lokalpressen, og da strålede hun som en sol
i mange dage. Hun korsede sig, når nogen, mig selv inklusive, kunne være så formastelig at hævde, at vi stammede fra aberne – de var så grimme, og vi var skabt i Guds billede.
Det spanske sprog var en kraftig hæmsko for mig, men alle var søde og venlige, og jeg kløede på med ungdommeligt gåpåmod. Naboens søn var jævnaldrende med mig, men modsat alle andre spaniere havde han tilsyneladende ingen venner. Han sad altid alene på en pindestol lige udenfor døren til deres hus, og der var ikke mange, der standsede og snakkede med ham. Her øjnede jeg en chance for at afprøve mit mindre-end-elementære ordforråd, så en dag gik jeg hen til den ensomme unge mand og forsøgte at snakke med ham på mit gebrækkelige skraldespansk. Han var lykkelig og nærmest appellerende i sin iver efter at kommunikere
med mig. »Samtalerne« fortsatte hver dag. Tit og ofte faldt han om med kramper og fråde om munden midt under vore famlende kommunikationsseancer, men han vågnede hurtigt op igen og fortsatte, som om intet var hændt. Emnerne for vor kommunikation var meget basale, men det passede mig fint. Han var ikke den skarpeste kniv i skuffen, og jeg var alvorlig sproghæmmet. Efterhånden fandt jeg ud af tre ting: Han hed Fernando, han led af epilepsi og dårligt hjerte, og begge dele havde han fået, fordi han var blevet smittet med bændelormeæg. En dag sad han ikke længere foran sit hus, et kort liv i skyggen var slut.
På universitetet lærte jeg, at bændelormens æg bliver udklækket i tarmene, og larverne føres med blodet, hyppigt til hjernen og hjertet, hvor de slår sig ned og danner blærer, såkaldte cyster. Er hjernen og hjertet fulde af disse cyster, ender det tit med epilepsi med kramper og dårligt hjerte, såkaldt hjerteinsufficiens. Normalt er mennesket hovedvært for bændelorme, dvs. man får larver i sig ved at spise kød, der ikke er kogt eller stegt nok. Larverne udvikler sig så til voksne bændelorme i tarmene, og deres æg kommer ud med afføringen. Lever man imidlertid i et område med fritgående svin og ringe hygiejne, kan man få bændelormeæg i forurenet føde, f.eks. salat, som ikke er skyllet. Fernando og hans familie kom fra en lille støvet flække et eller andet sted i Andalusien med løsgående grise og vand fra landsbyens brønd.
Jeg tænkte ikke mere over dette, før jeg en dag mange år senere i København obducerede en ung mand fra Guinea, som var faldet livløs om på gaden, bragt til sygehus og død kort efter. Han havde talrige cyster både i hjernen og hjertet. Hjernen og hjertet så ud som hullede schweizeroste, og ingen af mine kollegaer havde set dette før. Jeg sendte en venlig tanke til Fernando og sagde skråsikkert, at manden var død af infektion forårsaget af svinebændelormeæg. Mine kollegaer fandt mit diagnoseforslag meget eksotisk og grinede let overbærende, men mikroskopiundersøgelser af cysterne viste, at jeg havde ret.
Livet i Granada var anderledes, alt var anderledes. Jeg forsøgte at forstå, hvad underviserne sagde til forelæsningerne, og kopierede medstuderendes notater om aftenen og natten. Tit sad jeg over notaterne uden at forstå noget som helst, og så kom tvivlen, den nagende tvivl. Havde jeg gabt over for meget, ville jeg nogensinde kunne klare dette? Der var ingen vej tilbage. At opgive og rejse hjem til Oslo var utænkeligt – en nordmand giver aldrig op. Da var det, jeg nogle gange listede ud på en snusket lille natbar og fik en stor brandy eller tre. Det hjalp på søvnen, men ikke på tvivlen. Den aftog først efter mange måneder, hvor sproget var blevet bedre, og jeg havde bestået den første eksamen. Så fik jeg endelig troen på, at projektet ville lykkes.
Alle mine medstuderende, og også et par af lærerne, var venlige og interesserede i den fremmede fugl fra nord, som kun forstod lidt og talte som en treårig med talefejl. Man var vant til udlændinge på universitetet, men de kom fra Mellemøsten, Nordafrika eller Sydamerika. Marokkanerne talte både spansk og fransk, og navnlig en af dem, Hamid, henvendte sig altid til mig på fransk – jeg var jo udlænding. Det hjalp ikke på graden af forståelse.
Livet blev levet udenfor hjemmet (de lokale studerende boede hjemme hos forældrene, de tilrejsende på kollegier). Barlivet var afslappet og naturligt, og studiekammeraterne tog mig med. Snakken gik hurtigt og højlydt, mens jeg var den tavse observatør. Det undrede mig, at mange af mine kammerater tog forbi den lokale kirke på vej hjem tidligt søndag morgen. Men det religiøse liv skulle også passes, og så kunne man lige så godt snuppe den første messe søndag morgen, inden man gik hjem og sov nattens anstrengelser ud.
Granada ligger ved foden af Sierra Nevada, Spaniens højeste bjerge. Driftige erhvervsfolk med udenlandsk kapital i ryggen havde øjnet muligheden for at tjene penge på denne naturgave, og Europas sydligste skisportscenter var en realitet. Universitetet havde en skiklub og et lille simpelt herberg i 2.500 meters højde, og skiklubben havde brug for skilærere. Som nordmand var jeg nærmest født med ski på fødderne, og jeg blev øjeblikkeligt hyret. Lønnen var gratis ophold, liftkort og transport. Jeg fandt hurtigt ud af, at der også var en ekstra bonus: popularitet, i hvert fald hos pigerne – og ovenikøbet mulighed for tættere kropskontakt, når de skulle hjælpes op efter fald, og dem var der mange af. Efterhånden blev det også til et let kindkys i ny og næ.
En af de unge ski-skønheder, Amalia, og jeg begyndte i al ærbarhed at gå ture med hinanden i parkanlægget ved Alhambra, det gamle mauriske palads i Granada. Hun havde store brune øjne, langt sort hår og var gudesmuk. Under træernes mørke skygger blev det til enkelte forsigtige kys, men heller ikke mere. Et par gange lykkedes det mig at få et par studiekammerater med guitar med til at synge og spille serenader under hendes vindue om aftenen. Kammeraterne sang, og jeg nynnede med. En aften havde hun en lille blomst, som hun kastede ned til mig, og jeg nærmest svævede hjem. Som alle andre udenbys piger boede hun på et kollegium drevet af en nonneorden, så pigernes dyd blev vogtet med nidkærhed, og de skulle være hjemme kl. 10 om aftenen, forlænget til kl. 11 om lørdagen. Forholdet til Amalia gled ret hurtigt over i et nølende og usikkert venskab. Familien, kirken, samfundet og hendes livsanskuelse var uforenelige med en nordbos syn på et kæresteforholds råderum.
Den katolske tro havde et godt tag i befolkningen, og kirken og regimet gik hånd i hånd – de rettroende kendte deres plads i samfundet, og den rene i troen var også en trofast støtte for staten. Denne meget konservative samfunds- og trosbevarende holdning blev en gang imellem for meget for mig, men så smuttede jeg bare et par dage ned til Solkysten. Jeg kendte et par rejseguider i Torremolinos, og de var altid klar til at invitere mig med på løjerne. De kendte alt og alle i branchen, og der var fest og farver. Mange af turisterne ville gerne have uforpligtende oplevelser med flotte, velformulerede, spansktalende guider, og en medicinstuderende fra Granada var heller ikke at foragte. Efter en sådan udflugt var jeg klar til at dykke ned i den spanske virkelighed igen.
Min holdkammerat José Antonio og jeg blev gode venner. Han kom fra Lucena, en lille by i nærheden af Córdoba. Flere gange tog jeg med ham hjem til familien på weekendbesøg. Hans far havde byens største bageri og en vingård lige udenfor byen. Landsbylivet var langsomt og afslappet, i hvert fald i varmen og i weekenden. Siestaen var hellig, og alle hvilede ovenpå det overdådige tre-fireretters måltid, el almuerzo. Lørdag eftermiddag var vi i El Club, drak vin, øl og brandy, og søndag eftermiddag var spadsereturen på byens torv obligatorisk. Alle byens pæne borgere skred adstadigt rundt under træerne og hilste på dem, man hilste på hver dag, men nu med ekstra mange høflighedsfraser og endnu større lyst til konversation. Alle lokalnyheder, store og navnlig små, blev udvekslet, og damernes nye kjoler, den lokale tyrefægters sejre, fodboldresultater, olivenernes tilstand og druernes sukkerindhold blev ivrigt kommenteret. Jeg forsøgte altid at spadsere ved siden af José Antonios søster, María Pilar. Hun så utrolig godt ud og var fuld af humor. Hun læste til farmaceut i Sevilla, men det viste sig desværre hurtigt, at hun havde en kæreste der – spildte kræfter.
Jeg var ikke den eneste nordmand i Granada. To andre »udvandrere« læste også medicin der. Vi havde ikke meget til fælles og levede hvert sit liv. Den ene, Steinar, var fremadstræbende og ambitiøs. Han spildte ikke tiden på sværmeriske udskejelser og spansk kærlighed. Sproget og dets mange facetter interesserede ham overhovedet ikke, han så kun opholdet som et nødvendigt onde for at blive læge. Det blev han, men hans familieliv endte som en rygende ruin, og hans liv sluttede tidligt.
Den anden nordmand, Håkon, var en entreprenant type, altid god for en hurtig handel og kapabel til at skaffe de fleste ting – til halv pris. Efter et år fik Håkon et sommerferiejob i kapellet på sin hjembys hospital og kom tilbage til Granada med et komplet sæt menneske-indvolde overhældt med formalin og pakket ind i plastikposer og liglagener. Til alt held blev han ikke standset i tolden, selv om kufferten stank fælt. Han ville bruge organerne til sine anatomistudier. Det blev vist ikke nogen succes. Stanken af formalin var overvældende, indtil den blev overdøvet af en anden og endnu værre stank – råddenskaben. Håkon blev også læge, men mere ved jeg ikke om hans videre færden igennem livet.
Mindet om Håkon og formalinstanken kom tilbage til mig flere gange, da jeg 20 år senere arbejdede som retsmediciner i Miami. En gang imellem skulle vi foretage fornyet obduktion (reobduktion) af lig, der var balsameret og begravet, da der var opstået strid mellem forsikringsselskabet og de efterladte om dødsårsagen. Dette var sager, hvor store pengebeløb og stærke følelser var indblandet, men vi retsmedicinere stod med formalinstanken i timevis og bandede indædt.
Selv om studenterlivet i Spanien var privilegeret og relativt problemfrit, kom efterdønningerne fra studenteropstanden i Paris i 1968 efterhånden også helt ned til Granada. Forholdene her var anderledes end i Frankrig. Spanien var et formørket diktatur, og Andalusien var landets ærkekonservative højborg. Jeg havde efterhånden oplevet ting og sager, som fik selv en tankeløs drømmer som mig til at sætte spørgsmålstegn ved mangt og meget. Min politiske bevidsthed var ved at vågne. Det var meget let at få øje på uretfærdighederne i Granada. Havde du penge og/eller de rigtige forbindelser, kunne tilværelsen være problemfri. Havde du ikke penge, var din udsigt til et godt liv allerhøjst usikker. Var du uenig med Franco, blev du straffet, og straffene var hårde og umenneskelige. Slag, spark og anden mishandling var almindeligt på politistationer og i fængsler, og dødsstraffen blev eksekveret med sikker systematik. Den middelalderlige henrettelsesmetode garrottering blev stadig anvendt. Den dømte fik et metalbånd om halsen, og det blev strammet med en skrue i nakken. Skruen arbejdede sig langsomt men sikkert ind i nakken, mens man blev kvalt af det strammede metalbånd og til sidst knækkede nakken.
Pludselig vågnede vi af dvalen. Demonstrationer, besættelse af dekanernes og rektors kontor, solidaritetsmøder, massivt politiopbud og hurtigløb gennem universitetets lange gange, skarpt forfulgt af politi med lange knipler og skudklare pistoler. Jeg var ikke fremtrædende, men jeg var med. Efter få dage kom der et telegram fra den norske ambassade om, at jeg skulle kontakte dem. Beskeden i telefonsamtalen med førstesekretær Halvorsen var ikke til at tage fejl af. På bedste diplomatiske vis blev jeg stærkt opfordret til at henlægge de videre studier til et universitet udenfor Spanien. Han vidste lige så godt som mig, at det ville blive svært, men det blev ikke nævnt.
Begivenhederne afgjorde imidlertid sagen. Mange universiteter, også Granadas, blev lukket på ubestemt tid. Der stod jeg så: Jeg havde bestået første års eksamener i Granada, men var ikke længere medicinstuderende i Spanien. Norge gjorde intet, der var grænser for landets lyst og vilje. Men når nøden er størst, er hjælpen nærmest. Jeg havde mødt en dansk pige, Ulla, på Solkysten, som jeg havde holdt kontakten med. Jeg skrev til hende og fik adresser på en del danske hospitaler. Efter at have skrevet til 10-15 stykker af dem fik jeg et job som uautoriseret hospitalslaborant på Bispebjerg Hospital i København – en ny epoke i mit liv begyndte.
Du kan købe Udenfor skinner solen online, f.eks. hos Saxo, eller i din nærmeste boghandel fra d. 23. august 2019.
Andre læste også: