Krimi

Nervepirrende og skræmmende aktuel. Smuglæs i Dobbeltspil i Odessa

Dobbeltspil i Odessa af Mogens Blom er en politisk thriller og fjerde selvstændige bind i serien med efterretningsagent Maiken Tarp. Smuglæs i den spændende krimi her.


Dobbeltspil i Odessa af Mogens Blom

I København kæmper Maiken Tarp for at komme sig over sin kærestes død, imens hun forsøger at være en god mor for deres étårige søn. Fra Kiev får hun besked om, at den danske politimand Tomas Engberg har modtaget en dødstrussel. Mistanken rettes mod en magtfuld ukrainsk oligark og politiker.

LÆS OGSÅ: Spændende krimiserie om efterretningsagent i Mellemøsten

Maiken graver i sagen og opdager, at Tomas i al hemmelighed har lokket oligarkens tidligere elskerinde til Ukraine for at skaffe oplysninger om den mistænkte. Maiken Tarp forfølger parret til sortehavsbyen Odessa og langsomt går det op for hende, at ingen af de involverede spiller med åbne kort. Men også Maiken Tarp har sin egen dagsorden.

Du kan købe Dobbeltspil i Odessa online, fx hos Saxo, eller i din nærmeste boghandel fra d. 13. august 2019.



Mogens Blom

Dobbeltspil i Odessa


Torsdag morgen i Kiev


Jaroslav retter på slipseknuden foran spejlet. Bag ham står pigen og venter med hans jakke. Jakkesæt var ikke noget, de brugte i betonkarréerne i Rusanivka, hvor han voksede op. Der var det hjemmelavede knojern og jernrør omviklet med sejlgarn, han tog i brug, når han skulle skabe respekt. Men allerede som stor teenager i 80’erne lærte han at trække i en jakke. Oplevede, at det gjorde det lettere at sælge sine sortbørsvarer og få adgang til partipampere, som ellers ikke ville modtage en som ham.

Nu behøver han hverken jakke eller slips. Alle åbner med glæde deres døre for Jaroslav Petrov, formand for det magtfulde budgetudvalg i Verkhovna Rada, Ukraines parlament, og nummer syv på den uofficielle liste over landets rigeste forretningsmænd.

Men i dag ønsker han, at alt skal være i orden. Der må ikke være den mindste sprække, som nogen kan stikke kniven i. For de vil ikke tøve, hvis de får muligheden, det ved han. Måske bilder de sig ind, at de er diskrete, men han ser, hvad der sker omkring ham. Ved, at de følger hvert skridt, han tager, og kun venter på, at han dummer sig. Det er som i Rusanivka. Der forsøgte de også at få ham ned med nakken. Så misundeligt på, hvordan han byggede sin forretning op. Som 19-årig kørte han i en hvid Lada, som mange ældre beboere i karréen havde ventet tyve år på at få lov til at købe. Nogle kunne ikke klare at se hans succes. Sådan er det også i dag.

”Er bilerne kørt frem?” spørger han livvagten, der står parat ved døren til den store hall.

”Ja. De er klar.”

”Godt, så kører vi,” siger han og fortsætter henvendt til pigen: ”Vil du meddele Anastasiya, at jeg bliver i byen i aften? Jeg har et møde.”

”Det skal jeg nok,” svarer pigen med et nik.

Han træder ud på gårdspladsen foran huset. Duften fra floden slår ham i møde, og vinden får trætoppene omkring grunden til at duve let. Da de var flyttet ud i huset, holdt han fast i, at de skulle spise morgenmad sammen. Krævede, at Anastasiya og børnene skulle være der og kysse ham farvel, når han tog af sted. Det var, hvad den store hall med marmortrappen op til første sal var skabt til. Desuden var det det mindste, Anastasiya kunne gøre. Han havde opfyldt sin del af aftalen. Så rigeligt, endda. Givet hende alt, hun ønskede sig. Status, hus, to børn og et kreditkort, hun kunne bruge, som hun ville.

Men de seneste år har han droppet morgenmåltidet. Bliver i dårligt humør, når han ser hendes sure og forsmåede ansigt.

Han tager plads på bagsædet, og livvagten lukker døren bag ham, så den lille kortege kan sætte i gang.

Han ser på uret. 8.10. Han vil være på tv-stationen i god tid, før han skal interviewes, så han kan sludre lidt med journalister og studieværter. Han ønsker at demonstrere for alle, at han betragter dette som en dag som alle andre. At han ikke er på vej til at gå i flyverskjul, men vil tage kampen op. Slava, hans sikkerhedschef, er på plads på hotellet. De, der tror, at han frivilligt vil trække sig og opgive det, han har kæmpet så hårdt for, har ikke forstået, hvem han er.

***

Slava kører sit faste program i hotellets fitnesscenter og er nået til den afsluttende tur på løbebåndet. Han er vågnet tidligt. Behøver ikke meget søvn. Det er en af de ting, som han og Jaroslav har til fælles. De er de sidste, der går i seng, og de første, der står op. Sådan har det altid været.

De er vokset op i den samme betonkarré uden for Kiev. De gik i skole sammen og blev hinandens bedste venner. Jaroslav er den kloge. Men man skal ikke tage fejl af ham. Det er der mange, der har gjort. Både i skolegården, i kældrene under blokkene, hvor de som børn havde deres gemmesteder, og i varmecentralen, hvor Jaroslav startede sin første forretning med salg af sortbørsvarer. Jaroslav var god til at argumentere, endte næste altid med at få sin vilje, men han kunne også slå fra sig. Og de gange han ikke selv var i stand til at ordne et problem, havde han Slava.

Han klemmer hænderne om håndtaget på løbebåndet for at tjekke sin puls. 110. Han kan godt presse sig selv lidt mere.

Da de fyldte atten, skulle de gøre militærtjeneste. Jaroslav bestak en general, men Slava røg ind. Tre år, heraf ét år i Afghanistan. Det var en rå tid. I Kiev fik Jaroslav i mellemtiden gang i nye forretninger, der nu blev kaldt kooperativer, og da Slava kom tilbage efter endt tjeneste, tilbød han, at Slava kunne arbejde for ham. Det har han gjort siden.

I nat var chefen hjemme hos Anastasiya i villaen, et lille palads han har bygget ved floden. Men det meste af tiden bor Jaroslav på Hotel Metropol i Kievs centrum. Da han byggede det femstjernede hotel i begyndelsen af 00’erne, indrettede Jaroslav en stor suite til sig selv på toppen, mens Slava fik en mindre på etagen nedenunder.

Displayet på løbebåndet viser, at han har løbet 20 minutter, og Slava mærker, at syren er på vej ud i benene. Det er på tide, han kommer videre.

Efter et hurtigt bad går han op i restauranten, så han er synlig for alle. De ansatte hilser med respekt i blikket. De ved, hvem han er. Han forsøger at undertrykke den sitrende spænding, han har i kroppen. Som han plejer, åbner han sin iPad for at skimme avisernes internetsider.

Mihail Serov, den lille mide Misha, optræder i en artikel med sine sædvanlige påstande om korruption og oligarker, der stjæler landets rigdomme. Misha tror, at han kan bide skeer med de store. Men snart vil han lære noget andet.

Allerede i skolen i Rusanivka spillede Misha vigtig. Gik rundt med et hovent smil, som troede han, at han var mere end de andre. Men når der var optræk til ballade, gemte Misha sig bag lærerindens skørter og sladrede, når han fik tæsk. I Pionerforbundet fedtede Misha for lederen og aflirede stolt historierne om Lenins kærlighed til børn og kommunistpartiets ufejlbarlighed. Senere, da han blev journalist, bralrede han op om at ’forsvare demokratiet’. Men Misha er lige så falsk, som han altid har været. Organisationen, hvor Misha er direktør, kalder sig Anti Corruption Front. ‘Front’? Døde det ord ikke med Sovjetunionen? Åbenbart ikke. Organisationen bliver støttet af Ukraines såkaldte europæiske venner, og Misha har efter sigende fundet en ny best pal i danskeren Tomas Tygesen. Som tror han, at det kan beskytte ham.

I dag vil han opdage noget andet. Og alle vil læse det samme budskab. ’Jaroslav trækker en streg i sandet.’ Slava smiler. De vil få et chok. Om en time går det i gang. Nu er der ingen vej tilbage.

***

Tomas Tygesen står foran City Hotel og trækker begærligt røgen fra cigaretten ned i lungerne. En Prilucky Osoblyvi, den ukrainske udgave af Lucky Strike. Han skal op og møde Maiken Tarp over en kop morgenkaffe.

For mere end femten år siden var han og Maiken makkere i drabsafdelingen i Københavns Politi. De mistede forbindelsen, indtil han sidste måned højst overraskende mødte hende på kursusstedet Schæffergården i København.

”Maiken, hvad laver du her?” spurgte han forbavset, da han stødte ind i hende på den tredages Danida-konference. ”Jeg har da ikke set dit navn på deltagerlisten?”

”Nej, jeg fik først tilmeldt mig i sidste øjeblik. Jeg arbejder i Udenrigsministeriet. Leder vores sikkerhedssekretariat.”

”Okay? Du er i diplomatiet? Det havde jeg ikke set komme. Du var da hos Forsvarets Efterretningstjeneste?”

”FE, jo det var jeg. Jeg kom til ministeriet for knap to år siden.”

”Fornemt. Jeg vidste, du ville blive til noget stort.”

”Tak. Men jobbet var nu mest af alt et forsøg på at komme af med mig,” sagde Maiken. ”Og du er blevet Danida-rådgiver? Udsendt til Ukraine?”

”Det er jeg. På tredje år nu.”

Der opstod et øjebliks tavshed. Hun så ud, som han huskede hende. De fine små ører, der lå tæt ind til hovedet. En rank ryg og det lyse hår, som hun bandt op i en stram knude i nakken, når hun var på job. Rygterne sagde, at hun havde været involveret i nogle spekulative sager i FE og var endt med at komme på kant med ledelsen. Maiken var ellers så retlinet, da han mødte hende som ung nyuddannet politiassistent.

”Og du kom til bagmandspolitiet, ikke?” spurgte Maiken.

”Det gjorde jeg.”

”Men nu har du valgt at søge ud i verden?”

”Ja, jeg kørte træt. Tænkte, at jeg kunne gøre mere gavn i Ukraine.”

De fulgtes ind i konferencesalen og fandt plads på en af de bagerste rækker. Det var mærkeligt at sidde ved siden af hende igen. Han kunne genkende hendes duft. Det føltes, som var det i går – men det var helt tilbage i 2001, de mødtes.

Han havde allerede arbejdet et par år i den prestigefyldte drabsafdeling. Hun var ung politiassistent på turnus, og han prøvede hende af, som de gjorde med alle nye. Men hun lod sig ikke forskrække. Hun var ærgerrig efter at suge til sig og lære. Samtidig var hun et skår, som mange drømte om at nedlægge. Det gjorde han også, og da de efter nogle uger blev sat sammen som makkere, var han sikker på, at det ville lykkes.


Tomas skubber tankerne væk og ser på uret. Klokken er næsten otte. Han tager det sidste hiv af cigaretten, før han skodder den og går ind på hotellet. Nu skal han have forklaret Maiken om Anti Corruption Fronts opbygning og opgaver, før hun senere skal møde hele personalet.

***

Maiken vågner med et sæt. Hvorfor kan hun ikke høre Nohr? Hun vender sig for at tænde sengelampen, men banker armen ind i et skarpt hjørne. I det samme husker hun det. City Hotel i Kiev. Hun sætter sig op, finder kontakten til lyset og får fat i telefonen på natbordet. 7.13. Hvad er klokken så i Danmark? Der er en times tidsforskel. Næsten kvart over otte! Nej, det er omvendt. Kvart over seks. Hun må vente lidt med at ringe til farmor for at sige godmorgen til Nohr.

Maiken tager et bad, kommer i tøjet og går i gang med at tjekke sine mails. Der er ingen nye oplysninger fra FE. ’Billedet uændret.’ Fra Udenrigsministeriet ligger der et par rutineting, som hun hurtigt besvarer. ’Pas godt på dig selv,’ skriver hendes kollega Trine. Bemærkningen bliver hængende i hovedet, da hun lukker sig ud af værelset. Er det forkert af hende at rejse? At forlade Nohr? Begår hun samme fejl, som hun har gjort før? Ser syner og fejllæser informationer? Nej, der er brug for hende i Kiev. Hun har et ansvar og kan ikke ignorere truslen. Det er hendes job at tage den alvorligt.

De har aftalt, at de skal mødes til morgenkaffe i restauranten klokken otte. Tomas Tygesen. Hun var overrasket, da hun så hans navn på indkaldelsen til konferencen på Schæffergården. Tomas var i Ukraine for Udenrigsministeriet og Danida.

Da Maiken mødte ham første gang, var hun en ung politiassistent, der havde været heldig at få turnus i drabsafdelingen. Nu skal de ses igen. For i mandags meddelte ambassaden i Kiev, at en udsendt Danida-rådgiver havde modtaget en mordtrussel. ’Hold op med at blande dig i andres sager,’ står der over et billede, hvor en pistol er rettet mod Tomas’ hoved. Den danske ambassadør ønsker, at Sikkerhedssekretariatet i København hjælper med at udrede situationen.

Lidt over otte træder Maiken ind i restauranten på 15. sal. Der dufter godt af kaffe, og morgensolen skinner ind gennem de store panoramavinduer, der giver frit udsyn over byens tage.

Tomas står ved et bord i hjørnet og taler med en ung tjener i en kort nederdel. På ukrainsk, lader det til. Tomas er virkelig blevet integreret.

”Hej, Maiken.” Tomas giver hende et knus. ”Dejligt at se dig. Har du sovet godt?”

”Ja. Og tak for at stå tidligt op og hente mig,”

”Det ved du, jeg vil,” siger han. ”Misha, der er direktør, samler os op klokken ni og kører os over til kontoret. Der er fællesmøde halv ti hver torsdag. Så kan du træffe kollegerne.”

”Det er fint,” siger Maiken.

Lidt efter sidder Maiken med sin morgenmad, mens Tomas engageret fortæller om Anti Corruption Front, eller ACF, som de kalder sig.

”Efter Maidan-oprøret i 2014 er der for alvor kommet hul på bylden, når det gælder at bekæmpe korruption. NGO’erne har fået helt nye værktøjer, som jeg faktisk ikke tror findes ret mange andre steder,” forklarer han.

”Hvad er det for nogle værktøjer?” spøger hun.

”Alle politikere og højtstående embedsmænd skal deklarere deres indtægter og formue på en formular, der bliver lagt åbent frem på internettet. De oplysninger kan ACF så kontrollere i forhold til de forskellige offentlige registre, der findes over ejendomme, biler og både.”

”Har I også adgang til dem?”

”Ja, det hele er blevet gjort meget transparent her i Ukraine,” siger Tomas. ”Mange forsøger at omgå systemet ved at købe huse og luksusbiler gennem stråmænd. Men hvis vi i ACF har en bestemt politiker eller embedsmand i kikkerten, holder aktivister fra organisationen øje med hans ejendom. Er der fast parkeret en Mercedes på adressen, men personen har deklareret, at han har en Fiat, er der ofte noget galt. Og har en rigmand sin gang hos en højtstående embedsmand, kan der være grund til at se på, hvilke statslige kontrakter han har modtaget, og bore i, om det er gået rigtigt til.”

Maiken nikker. Det lyder effektivt. Men gør nok ikke ACF-folkene populære hos dem, der bliver overvåget.

”Og Jaroslav Petrov er en af dem, I har i kikkerten, forstår jeg?”

”Det er rigtigt,” siger Tomas. ”Som jeg fortalte, er han nummer syv på listen over Ukraines rigeste forretningsmænd, eller oligarker, som vi kalder dem her, og samtidig medlem af parlamentet. Vi har ham mistænkt for en hel række korruptionssager, herunder svindel med en meget stor gaskontrakt.”

”Kunne han stå bag trusselsbrevet?”

Tomas ryster på hovedet. ”Nej, det tror jeg ikke. Han har for meget på spil.”

De bliver afbrudt af Tomas’ mobil. Da han får afsluttet samtalen, ser han på sit ur.

”Vi er nok nødt til at gå.”

”Fint, jeg skal lige forbi mit værelse, så er jeg klar.”

Maiken vil hente sin pistol, som hun har glemt. Hvis hun ikke demonstrerer, at hun selv tager truslen alvorligt, kan hun ikke forvente, at Tomas gør det.

***

Slava holder diskret øje med restaurantens gæster. Hilser på nogle af de besøgende. Det er forretningsfolk og politikere fra provinserne, som jævnligt bruger Jaroslavs Hotel Metropol, hvor de har chance for at møde parlamentsmedlemmet under afslappede former i restauranten eller natklubben.

Samtidig med at Slava scroller gennem nyhederne på iPad’en, har han chatprogrammet Signal åbent på telefonen. Med mellemrum tikker en besked ind. En af hans opgaver som sikkerhedschef er at være Jaroslavs øjne og ører rundtom i byen. Ofte afslører en middagsaftale eller et tilfældigt møde i en bar nye alliancer hos både venner og konkurrenter.

Telefonen vibrerer svagt, og en besked meddeler, at Maiken Tarp er kommet op i restauranten på City Hotel. Den danske sikkerhedskvinde er ankommet dagen i forvejen, og Slava har givet sine folk ordre til at holde øje med hende.

Der går yderligere 20 minutter, før han får den besked, han har ventet på.

’Pakken er på vej.’

Så er det nu! Den lille mide og hans udenlandske legekammerat vil få demonstreret, hvem der bestemmer. Slava har altid hadet den opblæste nar. Og beskeden til ACF vil ikke være til at misforstå. Organisationen er i gang med noget, den ikke skal røre ved.

***

Maiken står foran hotellet og venter på, at Tomas’ kollega Misha skal komme og hente dem.

Tomas ser flere gange på uret. Virker nervøs og utålmodig.

”Du fik fortalt ham, at det var City Hotel, og ikke City Apartments?” spørger Maiken. Ambassaden har understreget, at taxaer ofte tager fejl af de to steder.

”Ja. Jeg gav ham adressen. Han sagde, at han kendte hotellet,” svarer Tomas. ”Det er nok bare morgentrafikken, der driller. Misha plejer bare altid …”

I det samme blinker en ældre Peugeot ind foran hotellet. Chaufføren er midt i fyrrerne. Han har korte skægstubbe og skarpe øjne. Ved hans side sidder en kvinde.

”Det er Misha, direktør og journalist,” præsenterer Tomas.

Manden giver Maiken hånden og et kort nik.

”Og det er Olga, leder af sekretariatet.”

”Glad for at møde dig,” siger kvinden, der har kort, lyst hår og kloge øjne. Hun sender Maiken et smil, som skal hun kompensere for sin kollegas studse hilsen.


Maiken betragter bilerne, der snegler sig af sted. Trafikken er tæt, men Misha virker til at være god til at finde hullerne – skifter ofte vejbane og tager små smutveje gennem sidegaderne til de store boulevarder. Ifølge Tomas er Misha ikke bare direktør, det er også ham, der driver de største undersøgelser.

Tomas virker overbevist om, at man vil holde sig tilbage fra at myrde en Danida-rådgiver. Men ACF’s metoder virker meget intimiderende. Og tilsyneladende er der store summer på spil.

Misha svinger skarpt til højre, og hun må et øjeblik tage fra på sædet for at holde balancen. I det samme får hun øje på en sølvgrå bil, som følger efter dem. Den lægger sig på 20-30 meters afstand. Er det ikke den samme bil, som hun så i aftes?

***

Slava bekæmper sin trang til at se på uret. Det er spørgsmål om minutter nu. Ordren er givet og kan ikke trækkes tilbage. Han vinker til tjeneren og signalerer, at han har brug for en espresso mere.

Om lidt sker det, og det føles godt. Det bliver samtaleemnet i hele byen. Alle vil gætte på, hvem der står bag.

Med øjnene følger han en udenlandsk kvinde, der kommer ind i restauranten med to mindre børn ved hånden. Hun bevæger sig med en selvfølgelighed, som ejer hun stedet. Født med en sølvske i munden. Fatter ikke, hvad det er for en verden, hun lever i. Hendes største bekymring er, om hun kan få de samme cornflakes, som hendes forkælede børn plejer at spise i London.

Han skæver ned på sin iPad. Så er det nu.

***

Tomas tænker på snakken med Maiken over morgenmaden. Han må huske at fortælle, at hun selv er gammel efterforsker, når han introducerer hende. Olga har lovet, at kollegerne på fællesmødet 9.30 vil hjælpe med at afdramatisere situationen. Fortælle, at trusselsbreve ikke er unormale.

Ved siden af ham trommer Misha nervøst med fingrene mod rattet. Er han mere påvirket af situationen og deres undercover-mission, end han vil vide af? Spiller han hård og prøver at berolige Tomas for at sikre, at han holder tæt med, hvad der foregår?

Tomas skal til at spørge Misha på ukrainsk, om han har hørt noget, men i det samme drejer Misha skarpt om hjørnet. Tomas ser, at kollegaen kigger i bakspejlet.

”Noget galt?”

”Nej, bare rolig. Alt er under kontrol.”

De kommer til den lille plads, hvor Misha plejer at parkere.

”Jeg tror, vi holder her, hvis det er i orden,” siger Misha og blinker ind. ”Vi skal gå lidt, men det er aldrig til at finde en parkeringsplads neden for kontoret.”

”Det er intet problem,” siger Maiken. ”Det er kun godt at få bevæget sig.”

Tomas nikker. Så kan han også ryge en smøg.

***

Maiken stiger ud af bilen. På den anden side træder Olga ud sammen med Tomas, mens Misha leder efter noget i handskerummet.

Olga viser vej over pladsen, mens Tomas bliver stående og venter på Misha. Ved en lille kiosk i gammeldags smedejern får en kvinde serveret en kop kaffe. Bag sig hører Maiken en scooter, der hvinende accelererer. Hun vender sig om og ser to unge mænd, der presser sig ind foran en bil for at komme ned mod pladsen.

”Som Misha sagde, ligger ACF’s kontor nogle hundrede meter længere fremme. Det er et af Kievs gamle kvarterer. Bygget helt tilbage i zartiden. Det meste blev ødelagt under krigen …” fortæller Olga.

Maiken hører scooteren gasse yderligere op, for i næste nu at hakke bremserne i. Hendes blik fanger kvinden med kaffen. Hun står som forstenet og stirrer med frygt i øjnene mod bilen bag dem. Med ét forstår Maiken, hvad der er ved at ske.

”Tomas!” skriger hun, mens hun griber efter pistolen i skulderhylstret.

Scooteren med de to mørkklædte mænd er standset op lige ud for Mishas bil. Tomas står et par meter fra den og kigger på hende med spørgende øjne.

”Kom ned,” skriger hun. I det samme hører hun den bjæffende lyd af en maskinpistol. En Uzi, når hun at tænke, før hun trykker på aftrækkeren.


To dage tidligere

Tirsdag


Maiken bliver kastet op mod taget, da jeepen rammer et hul i vejen. Hun bander og forsøger at rette sig op i sædet. Bagdads sol bager skånselsløst, og hun tapsveder under hjelmen og den skudsikre vest. Udenfor bliver mylderet af mennesker stadig tættere. Pludselig hører hun en lille stemme. Nohr sidder med sin bamse på sædet ved siden af hende. Hun er ved at tage ham op, da hun ser en gammel skramlende lastvogn, der fra den modkørende bane krydser lige ud foran dem. ”Get out!” skriger hun. I næste nu er hun ude af bilen og kaster sig på jorden med Nohr under sig for at beskytte ham. I flere sekunder venter hun på, at selvmordsbomberen skal sprænge sin last. I stedet hører hun en hæs stemme, hun kender alt for godt. ”Maiken Tarp? Længe siden.” Hun ser op. Han står ti meter fra hende med maskinpistolen rettet mod hende. Nohr klynker. I det samme trykker Nasir på aftrækkeren.

Maiken vågner omtumlet med lagnet krøllet omkring sig. Mareridtene er vendt tilbage. Næsten hver nat drømmer hun om Irak og Nasir Fayez.

Uret på telefonen viser kun 6.04, men hun må ind og se til Nohr. Angsten for, at der skal ske ham noget, bider i kroppen. Hun må sikre sig, at han er okay.

Det er han. Sover med sutten i munden, en hånd om bamsen og dynen halvt sparket af sig. Hun lægger dynen på plads omkring ham. Han trækker vejret med en stille snøvlen. Har lidt snot i næsen. Det er svært med maj måned. Det ene øjeblik er det varmt og så alligevel koldt. Hans små fingre knuger om bamsens lodne arm. Og et ansigt, der altid vil minde hende om Kåre. Det er hans øjne. Hans markerede hage.

Maiken var faldet ned i et dybt hul efter kærestens død for snart to år siden.

Hun havde nået Kåre sekunder efter, at lejemorderen skød ham på trappen neden for den sikrede hotelsuite, og havde forgæves kæmpet for at stoppe blodet, der piblede ud af hans bryst.

De første uger gik hun rundt i en døs. Følte, at det hele var uvirkeligt og uden mening. Hun troede, at hun kunne komme op på hesten igen, som hun plejede. At det ville hjælpe at arbejde. Men det gjorde det ikke.

Det var først, da hun var i seksogtyvende uge, at hun vågnede op. Hun blødte kraftigt, og sygeplejersken i vagttelefonen fortalte hende, at hun sandsynligvis var ved at abortere. Hun blev kørt til hospitalet i ambulance. For en gangs skyld var hun gået i panik – og i angst for også at miste barnet krængede hun al sin smerte ud. Delte den frygtelige oplevelse og al sin dårlige samvittighed med en ældre sygeplejerske, der tålmodigt lyttede uden at forsøge at trøste og feje sorgen væk. Men da sygeplejersken endelig måtte gå, fordi morgenholdet var på vej, konstaterede hun stille, at Maikens kæreste måske havde forelsket sig i hende, netop fordi hun var den kvinde, hun var. At hun hverken hjalp sig selv eller ham ved at forsøge at nedgøre sig selv.

Ordene sved, og hun forstod, at hun måtte tage sig sammen. Hendes søn skulle ikke have en mor, der klynkede i selvmedlidenhed. Som så på sit barn med udslukte øjne, der fortalte, at hun ønskede sig et andet sted hen. Som lyste af selvforagt. Det kendte Maiken alt for godt fra sin egen barndom. Kåres søn fortjente bedre.

Næste morgen blev hun sendt hjem fra hospitalet. Blødningen var stoppet, og lægen fortalte hende, at fosteret havde det godt. Da alt efter fjorten dage igen blev konstateret i orden, vendte Maiken langsomt tilbage til livet.


Lidt over otte går Maiken ind af slusen i Udenrigsministeriet efter at have afleveret Nohr i vuggestuen.

RISI – Risikoanalyse og Sikkerhedsmanagement, står der på skiltet ind til Sikkerhedssekretariatet på fjerde sal. Da ministeren etablerede sit eget sikkerheds-setup to år tidligere, protesterede både Politiets og Forsvarets Efterretningstjeneste, og ingen spåede det nogen længere levetid. Men ministeren stod fast, og i dag har PET og FE lært at leve med det lille sekretariat, der tager sig af sikkerheden for ministeriets udsendte medarbejdere.

Maiken lukker vinduet op. Udenrigsministeriets betonbygning er tæt og luften i de små kontorer stillestående. Af gammel vane er hun ved at sætte sig ved FE-computeren, som hun har stående i hjørnet. Det er her, hendes tidligere FE-kollega Henrik dagligt sender hende de nyeste stumper af information om ISIS. Men nu gælder det Tomas.

Hun har sagen liggende i et chartek på bordet med en kopi af trusselsbrevet.

Som Maiken læser ambassadens henvendelse, tager Tomas ikke truslen alvorligt. Men det gør ambassadøren. Og med god grund. Maiken har selv oplevet, hvad en lejemorder er i stand til, da Kåre blev dræbt. Hun skimmer ned over listen af de folk, som ACF aktuelt kulegraver. Det er ikke småting, de er i gang med. Jaroslav Petrov er tilsyneladende genstand for flere af organisationens undersøgelser. Hun vil prøve at google ham. Grave mere i, hvad han er for en person.

***

Jaroslav Petrov ser fra sit kontor i parlamentets østfløj ned på det store Maryinsky-palads, der ligger ved Dniproflodens bred. Det er bygget tilbage i 1700-tallet og er lige blevet restaureret. Før var det præsidentens, men det er slut nu. Det fik Viktor Janukovitj ødelagt. Nu skal paladset indrettes til museum. Folket skal have adgang. Ekspræsidenten forregnede sig og blev væltet af unge protesterende på Maidan-pladsen. Janukovitj havde for travlt med at skrabe penge sammen og glemte at lytte. Den fejl vil han ikke begå.
Det banker på døren, og hans sekretær Pavel kommer ind sammen med sikkerhedschefen Slava. Sekretæren rækker ham et chartek.

”Her er din tale. De er kommet alle sammen.”

Den første tirsdag i hver måned holder Jaroslav møde med EU’s ambassadører. Da han træder ind i mødelokalet, sidder de ved det lange bord som flinke skoledrenge i deres fineste puds og venter pænt på, at han starter forestillingen. Bag dem sidder deres respektive ambassadesekretærer og tager noter, som de senere i dag kan sende til de europæiske hovedstæder.

”Excellencer, EU-ambassadører. Det er mig en glæde at byde Dem velkommen her i parlamentet,” begynder han den lille tale, som Pavel har forfattet. ”Ukraine lægger stor vægt på det tætte partnerskab, vi har med vores europæiske broderfolk. Vi har igangsat en ambitiøs reformproces. En hjørnesten i denne er bekæmpelsen af korruption. Ukraine har som bekendt oprettet en særlig politienhed, National Anti-Corruption Agency of Ukraine, NAAU, hvor vi har samlet en gruppe dygtige politifolk med indsigt og kompetencer på området. Der er ligeledes …”

Over for ham nikker EU-ambassadøren og hans danske kollega som udtryk for deres billigelse. De fleste af tiltagene på anti-korruptionsområdet er gennemført efter pres fra EU. Det er forslag, der var udarbejdet af ukrainske NGO’er. Misha og hans organisation ACF er blandt dem, der har kæftet mest op.

Men i dag ønsker Jaroslav at gyde olie på vandene. Han har ikke brug for nye fronter.

Oligarken Ivan Gusev går i infight med Jaroslav Petrov, har en avis skrevet på forsiden i weekenden. Ivan påstår, at han har mistet millioner, da deres fælles bank gik fallit, og giver Jaroslav skylden. Men Ivan har sovet i timen. Har kun sig selv at takke for tabet. Jaroslav har prøvet at foreslå et forlig, indvilget i at dække lidt af hans skade, men Ivan er blevet hævngerrig. Har startet en klapjagt, og nu er Jaroslav nødt til at reagere. Tidspunktet er uheldigt, for han har også en vigtig handel, der skal afsluttes. Men han er nødt til at vise sine modstandere, at han ikke er bange for en konfrontation.

***

Slava betragter Jaroslav, der sidder for midten af bordet. Han er god til at tale. Det har han altid været. Kunne både snakke bukserne af pigerne og overbevise de gamle partibosser om, at det var til det fælles bedste, at de så gennem fingrene med hans forretninger. Nu er chefen blevet en stor mand. Men også en presset mand. Det hviskes, at han har glemt at tænke på dem, der hjalp ham op ad stigen.

Sikkerhedschefen betragter rækken af ambassadører, der sidder og gør sig til som en anden flok duksedrenge.

Den britiske ambassadør er begyndt på et længere indlæg. Slava bemærker, at han har fået en ny livvagt, som endda er kommet med ind i mødelokalet. Lige over for Jaroslav sidder den danske ambassadør, der nervøst har stillet et ligegyldigt spørgsmål. Slava betragter den lyshårede mand, der sidder på en stol bag ham. Han skiller sig ud fra de andre assistenter i pæne jakkesæt. Danskeren har intet slips og sidder i en grå læderjakke. Men han er heller ikke diplomat, men problemmager.

Slava lader sine øjne hvile på ham, og efter et øjeblik kigger Tomas Tygesen over mod ham. Slava fastholder hans blik, indtil danskeren trækker øjnene til sig. Manden har godt af at vide, at der bliver holdt øje med ham. At han med god grund kan kigge sig over skulderen, når han går på gaden i Kiev.

***

Tomas bemærker, at Jaroslav Petrovs bodyguard ser på ham. Han har titel af sikkerhedschef. Men ifølge Misha, der har gået i skole med både ham og Jaroslav, er Stanislav Fedotin, eller ’Slava’, som han bliver kaldt, ikke andet end en bølle. En bølle, der har fulgt med Jaroslav hele vejen, fra oligarken var en almindelig forbryderspire, der tjente penge på sortbørshandel, ulovligt spil og prostitution, til han blev en af Ukraines rigeste forretningsmænd.


I bilen på vej tilbage til ambassaden roser Tomas ambassadøren Flemming Ibsens spørgsmål.

”Men han svarer godt for sig,” konstaterer ambassadøren. ”Virker upåvirket.”

”Det er bare facade. Jaroslav er vant til at lyve og bedrage.”

”Ja, det påstår du.”

”Det er ikke noget, jeg påstår. Det har ACF utallige eksempler på. Problemet er at fange ham med fingrene nede i kassen.”

”Og nu mener I, at han går efter gas-pengene?”

”Det gør vi,” siger Tomas. ”Transitledningen, der fører gas fra Rusland gennem Ukraine til Europa, er landets største indtægtskilde.”

”Det ved jeg, og gasledningen er ejet af den ukrainske stat.”

”Ja, men Jaroslav har fundet ud af, hvordan han tapper penge fra selskabet via en kontrakt på drift og vedligeholdelse af rørledningen.”

”Men den blev jo givet via Ukraines nye og gennemsigtige udbudssystem. Til et konsortium, der ledes af et cypriotisk selskab med erfaring fra branchen.”

”Ja, men det er et par mindre ingeniørfirmaer, der sidder på de 90 %. ACF har gravet i sagen og forsøgt at spore firmaerne, som alle er ejet af selskaber med adresse i forskellige skattely.”

”Nu er det jo ikke en forbrydelse at forsøge at sænke sin skattebetaling. Det gør mange multinationale selskaber,” indvender ambassadøren.

”Nej, men formålet her er ikke kun at slippe for at betale skat. Det er at skjule, at Jaroslav står bag. Og det er selve kontrakten, der er smart. Umiddelbart ser den ikke ud til at kunne generere noget særligt, men delvist skjulte paragraffer tillader, at dem, der leverer servicen på rørledningerne, kan sætte sig på helt op til 50 % af de penge, som Rusland betaler i transitafgift. Penge, som i dag betaler det ukrainske statsbudget.”

”Det lyder voldsomt. Men I har stadig ikke kunnet forbinde Jaroslav Petrov til ingeniørfirmaerne? Er det ikke rigtigt?”

”Jo,” medgiver Tomas modvilligt.

Han er lige ved at tilføje men det kommer vi til, men tager sig i det. Der er grænser for, hvad han kan indvie ambassadøren i.

Faktisk har han og Misha ikke indviet nogen andre i deres plan. End ikke de nærmeste kolleger i ACF. Tomas ser på klokken. Om et par timer skal de i lufthavnen. Så kommer Nataliya, den ukrainske kvinde, som skal hjælpe dem med at trænge ind i Jaroslavs organisation.

***

Maiken bladrer i papirerne, mens hun venter på Trine, souschef i det lille sekretariat, der har lovet at kigge ind, så de kan diskutere henvendelsen fra ambassaden i Kiev. De har fordelt de 102 danske ambassader og repræsentationer geografisk mellem sig, og Ukraine ’er Trines’. Derfor er Maiken nødt til at tage kollegaen med på råd, selv om hun allerede har bestemt sig.

Øverst ligger trusselsbrevet med et fotografi, hvor Tomas er på vej ind i opgangen til sin lejlighed i Kiev. Fra den indkopierede pistol, der peger mod hans hoved, er der tegnet en taleboble med et ’bang!’. Ovenover står ’Hold op med at blande dig i andres sager’ med rød skrift. Underligt primitiv, men det er den slags ofte, ved Maiken.

Hun tænker på Nasirs trussel mod hende selv for nogle år siden: en selvmordsvideo, hvor en gruppe ISIS-krigere skød mod et foto af hende, som de havde fundet på hendes svigerindes Facebook-profil.

Hun og Nasir Fayez havde haft deres første konfrontation i Bagdad i 2009. Hun var leder af FE’s indhentningsvirksomhed – spion, med et mindre pænt ord – og havde opbygget et netværk af irakiske meddelere. Det var mennesker, som hun havde brugt år på at lære at kende og skabe et tillidsforhold til. De fleste var idealistiske unge, der troede på, at der kunne skabes et nyt demokratisk Irak efter Saddam Husseins autoritære undertrykkelse. Men Nasir Fayez ville det anderledes. Maiken havde hørt folk hviske om ham i nogle måneder, da hun en dag kom til at sidde over for ham til et møde med en lokal sheik i udkanten af Bagdad. Varmen var trykkende og stemningen dårlig. Nasir præsenterede sig som sheikens rådgiver og var selvsikker og veltalende. Men da de skulle til at gå, røbede han, at han kendte Maikens dæknavn, og trak med et lille, ondt smil to fingre over struben.

Hun slap fra mødet med livet i behold og gik straks i gang med at forsøge at advare sine meddelere. Det lykkedes nogle af dem at flygte, men ikke alle. Maiken fandt Kamal hårdt såret på gaden foran hans hus. Han døde i hendes arme på vej til hospitalet. Samih blev fundet i en grøft med et skud i hovedet to dage senere.

Hendes netværk af informanter var sprængt, og hun måtte tage hjem til København. Men det var ikke sidste gang, hun skulle møde Nasir.


I det samme stikker Trine hovedet ind ad døren. Hun er som sædvanlig i cowboybukser og en løsthængende skjorte. Uden makeup og i flade praktiske sko.

”Har du tid til at tale om den trussel, de har indberettet fra ambassaden i Kiev? Det virker, som om de er lidt oppe at køre,” siger Trine.

”Ja, jeg sidder netop og kigger på den. Kom ind.”

Maiken tvinger sig til at fortrænge tankerne om Nasir. Nu gælder det Tomas.

Trine giver et hurtigt resumé af sagen og opsummerer: ”Som jeg læser det, vil ambassaden gerne trække Tomas Tygesen ud. Men det mener EU vil være forhastet. EU har et stort anti-korruptionsprogram med en halv snes rådgivere. Det er de bange for bliver undermineret, hvis det rygtes, at et enkelt brev kan føre til, at rådgivere sendes hjem.”

”Så ambassaden føler, de er i klemme?”

”Ja, de vil gerne have os ind og tage ansvaret. Men det kræver jo, at vi sender en person derned,” siger Trine.

”Ja, det gør det. Og det er vel også det, vi får vores løn for,” konstaterer Maiken og fortsætter: ”Faktisk tror jeg selv, at jeg vil tage af sted, hvis det er OK med dig?”

Trine ser forundret på hende. ”Det behøver du da ikke. Jeg kan godt rejse.”

”Tak, men jeg tror, jeg selv skal se på den sag,” siger Maiken, men kan høre, det lyder hårdere, end hun ville. ”Og jeg regner med, at du kan holde skansen herhjemme?”

”Selvfølgelig,” siger Trine. ”Jeg synes bare, at du skylder at passe på dig selv. Og er det ikke også på fredag, at du skal på en forlænget weekend med Nohr?”

”Jo, men det klarer jeg. Tak,” siger hun.

”Okay. Så overlader jeg det videre til dig,” siger Trine og skal til at rejse sig, da hun pludselig stopper med et blik på sagen, der stadig ligger på bordet foran hende.

”Tomas er politimand, står der. Var det ham, du fortalte, at du mødte på Schæffergården?”

Maiken nikker.

”Så lyder det da som en god idé med en tur til Kiev. Men ambassadøren, Flemming Ibsen, er kedelig.”

Maiken sender Trine et blik.

”Okay, det blander jeg mig ikke i. Men du må fortælle, hvis der er noget, jeg skal gøre.”

”Det skal jeg nok. Og tak,” svarer Maiken.

Trine havde fået det indtryk, at Maiken var taget med på konferencen på Schæffergården for at møde sin gamle kollega. Det havde Trine til dels ret i. Men det var ikke med tanke om at genoptage et kammeratskab med Tomas. Efter deres tid sammen i drabsafdelingen var de kun stødt ind i hinanden nogle enkelte gange, og da havde Tomas slæbt rundt på barnevogn og to unger, mens Maiken havde hovedet fyldt af Irak.

Nej, Maiken tilmeldte sig, fordi hun nogle uger inden havde dechifreret et materiale fra FE, der tydede på, at Nasir Fayez kunne opholde sig i Ukraine. Hun tænkte, Tomas kunne være en indgang til at få mere at vide om landet og måske fungere som undskyldning for selv at besøge det.

Men da Maiken endelig ankom til Schæffergården, havde hun lige set et signal om, at Nasir var i Syrien. Det ’Ukraine-spor’, hun troede at have fundet, var en fuser, og på konferencen glemte hun for en gangs skyld alt om ISIS-lederen. Hun blev alle tre dage – i stedet for den ene, hun havde planlagt. Hun og Tomas begravede sig i minderne, mens de tog revanche for alt det, de aldrig havde fået gjort, da de var makkere i drabsafdelingen.

Da hun kom tilbage efter konferencen, havde hun henkastet fået nævnt Tomas, og Trine havde gennemskuet, at han ikke bare var en tilfældig tidligere kollega. I de følgende dage havde Tomas sendt flere søde sms’er. Maiken havde forsøgt ikke at lade sig rive med. Det havde været dejligt, ja, mere end det. Skønt at vågne i en mands arme. At snakke hele natten. At have sex.

Men hun er ikke parat til at indlede et nyt forhold. Der er ikke plads til en ny mand i hendes liv. Slet ikke som tingene har udviklet sig.

Nu skal hun se Tomas igen. Vil han misforstå det? Måske. Og uanset hvad er det ham, hun først og fremmest vil koncentrere sig om. Hun har mistet Kåre og ønsker ikke også at se Tomas blive skudt.

***

Tomas har sagt farvel til ambassadøren foran ambassaden og sidder nu sammen med Misha i en minibus med tonede ruder på en parkeringsplads foran lufthavnens terminal D. Over dem accelererer en jetmotor larmende. Tomas vipper utålmodigt med foden mod gulvet og ser endnu en gang på sit ur.

”Rolig nu. Nataliya skal først ud af flyet, gennem terminalen og have sin bagage. Det tager tid alt sammen. Hun skal nok komme,” siger Misha upåvirket og scroller videre gennem nyhederne på sin mobil.

Misha har ret. Det har kollegaen ofte. Han er uddannet journalist, og efter Ukraines såkaldte ’Orange Revolution’ i 2004 dannede han sammen med et par ligesindede ACF.

”Vi gik fra starten efter den politiske korruption, hvor folk tæt på magten udnyttede deres position. Vi ville have fat i toppen. Ellers hører det aldrig op,” fastslog Misha.

Tomas kom til for to et halvt år siden. Blev ansat af Danida til at hjælpe ACF, men han indså hurtigt, at han ikke kunne lære Misha og hans kolleger ret meget.

”Det behøver du heller ikke. Der er altid brug for en ekstra hånd. Og så skader det ikke, at du er dansker. Det gør dem bange.”

Måske, men det var nu ikke Tomas’ indtryk, at folk blev skræmt, fordi han var udlænding. Magthaverne tog det som en selvfølge, at de ikke kunne rammes. Med mellemrum lykkedes det ACF at afsløre korrupte embedsmænd og politikere. Men ofte var det mindre fisk, som havde gjort sig upopulære i egne rækker. Og når de fik en større fisk på krogen, hoppede vedkommende altid af. Slap løs i den langstrakte proces, fra anklageskriftet blev formuleret, til den endelige dom skulle stadfæstes. Numrene var talrige, og mange dommere i Ukraine kunne købes.

Der begyndte at sprede sig en vis frustration i ACF, men Misha reagerede ved at lægge endnu flere kræfter i undersøgelsen af Jaroslav Petrov.

”Jeg ved, at han står bag kontrakten om vedligeholdelse af transitledningen. En kontrakt, han som formand for budgetudvalget selv fik igennem under dække af, at hans selskaber ikke var involveret. Vi er nødt til at fortsætte. Den svinestreg skal han ikke slippe af sted med. De milliarder, han stjæler, skulle have været brugt til at betale de ældres pensioner og løn til vores soldater ved fronten,” sagde Misha indigneret.

De brugte dage og uger på at tjekke ejerne til de ingeniørfirmaer, der formelt havde vundet den kontroversielle kontrakt: et netværk af offshoreselskaber placeret i skattely. Men selv sådanne selskaber skulle have ejere. Fysiske personer af kød og blod, der havde et rigtigt navn og kunne identificeres.

Flere af dem var udlændinge. Ansatte i de advokatkontorer, der havde etableret selskaberne i Bahamas og Panama. Men der var også ukrainske navne, og en dag faldt Misha over et, han mente han kendte: Renata Bobkova.

”Jaroslav Petrovs lillesøster hedder Renata. Hun arbejdede hos ham, da han gjorde sig som hotel- og kasinoejer på hotel Intourist i midten af 90’erne,” fortalte han. ”Men hun blev gift. Jeg er næsten sikker på, at fyren hed Bobkov.”

Tomas nikkede. Kvinder fik et ’a’ tilføjet mandens efternavn.

De næste dage og uger forsøgte Misha og kollegerne i ACF uden held at finde hende. Til gengæld fandt de den Bobkov, som hun var blevet gift med og, viste det sig, siden skilt fra. Ifølge ham havde Renata, da de mødtes sidst i 1990’erne, ønsket at komme væk fra sin brors mafiavirksomhed. De var taget til Lviv i Vestukraine og blevet gift der.

De første år troede Bobkov, at Jaroslav ville lade sin søster i fred, men efter et par år kom Jaroslav farende og krævede, at hun kom til Kiev. Renata bad sin bror rejse hjem og meddelte, at hun ikke ønskede at være en del af hans kriminelle virksomhed. Men en dag var Renata forsvundet. Og selv om Renata ringede til ham og fortalte, at hun ville skilles, var Bobkov overbevist om, at Renata var rejst mod sin vilje. At Jaroslav havde bortført sin søster og som en marionet styret hende gennem skilsmisseforhandlingerne.

Nej, Bobkov vidste ikke, hvor hun var, men han var sikker på, at Jaroslav holdt hende spærret inde.

De intensiverede overvågningen. Stadig uden resultat. De var ved at give op, da Misha kom i forbindelse med en mand, Jegor, som klagede over, at hans firma var blevet uretmæssigt overtaget af Jaroslav. Der var tale om en succesfuld kæde af fitnesscentre, som manden havde etableret sammen med en kompagnon fra Polen. Det var startet med, at de havde fået købstilbud på latterligt små beløb, der end ikke dækkede deres investeringer. Da de i to omgange havde afslået tilbuddene, var deres forretning en aften for tre uger siden blevet raidet. Maskerede og bevæbnede mænd indtog alle kædens centre. Den polske kompagnon var til stede, og da han nægtede at skrive under på en aftale om overdragelse af fitnesskæden, havde mændene smidt ham ud ad et vindue fra første sal.

Jegor havde alarmeret politiet, men da de ankom, nølede de med at optage rapport og påpegede, at flere vidner fortalte, at kompagnonen selv havde forsøgt at flygte ud ad vinduet. Nu lå han på hospitalet med brækket ryg og håbede på at få hjælp fra sin søster Nataliya, der boede i Danmark. Og, påpegede Jegor, det interessante var, at denne søster faktisk kendte oligarken Jaroslav. Ja, ikke bare kendte, hun havde været hans elskerinde.

Misha syntes med ét, det var vældigt interessant.

Den ’polske’ kompagnon var i virkeligheden ukrainsk statsborger, Aleksandr – eller Lesja, som han blev kaldt – der var kommet til Polen som 16-årig sammen med sin storesøster Nataliya, fortalte Jegor, og pludselig ringede en klokke hos Misha. Han mindedes udmærket den unge kvinde, som Jaroslav efter sigende var forgabt i. Hun var ligesom Renata ansat i kasinoet på toppen af hotel Intourist, som Jaroslav ejede og drev i midten af 1990’erne. De to piger hang ud sammen.

Den næste dag besøgte Misha Lesja på hospitalet, og kollegaen var fyr og flamme, da han kom tilbage på kontoret og fortalte Tomas om samtalen.

”Vi skal overtale Nataliya til at komme til Ukraine,” sagde Misha.

”Hvorfor tror du, at Nataliya vil være villig til det?” spurgte Tomas.

”Nataliya kæmper for at få sin bror Lesja til Danmark. Hun vil have ham ind på et dansk hospital og i sikkerhed for Jaroslavs bøller. Vi laver en aftale med hende. Hvis hun skaffer kontakt til Jaroslavs søster Renata, hjælper vi broren med flytransport og hospitalsophold i Danmark, og din ambassade skaffer ham en opholdstilladelse. Renata er den brik, vi mangler. Hun er stråmand for Jaroslav i selskaberne, der vedligeholder gasledningen. Hun kan bevidne, at det er ham, der ejer dem, og hvordan de er forbundet til andre offshoreselskaber.”

”Men hvordan forestiller du dig, at Nataliya kan finde Renata?”

”Ved at komme til Kiev og genoptage forholdet til Jaroslav.”

”Men er det realistisk, at Jaroslav stadig er interesseret i Nataliya?”

”Gammel kærlighed ruster ikke. Han var helt forgabt i hende. Jeg husker det selv.”

”Det hænger da ikke sammen. Hans folk har, så vidt jeg forstår det, lige raidet brorens fitnesscentre og smidt ham ud ad et vindue.”

”Hendes ’hemmelige bror’. Ingen ved, hvem Lesja er. Han har taget et polsk efternavn. Har netop villet klare sig selv og ikke fortalt nogen om sin fortid og slægtskabet med Nataliya.”

”Er du sikker på, at det er det rigtige at gøre?” spurgte Tomas. ” Hvem ved, hvilke oplysninger Jaroslav har? Du siger selv, at han er i stand til alt.”

”Slava, Jaroslavs højrehånd, er. Men Nataliya kan skaffe sig direkte adgang til Jaroslav. Hun er en voksen kvinde. Hvis hun indvilger, gør hun det for sin bror og sit land. Desuden er hun dansk statsborger. Det beskytter hende.”

***

”Cabin crew. Take your seats for landing,” lyder det i højtalerne. Nataliya klemmer hånden hårdt om armlænet på det smalle flysæde og lukker øjnene, mens hun hører, landingsstellet bliver slået ud under sig.

Hun har aldrig kunnet lide at flyve. Føler det klaustrofobisk at komme ind i den snævre kabine. Hader at sidde så tæt op ad fremmede mennesker, oftest mænd, mens hun kæmper mod frygten.

Normalt er Nataliya ellers ikke bange. Hverken for højder, mørke eller nye mennesker. Hun har taget sine chancer i livet. Et job i kasinoet på Hotel Intourist, rejsen til Polen, der efter et mislykket forhold fortsatte til Danmark og en ny mand. I alle de tilfælde har hun haft mulighed for at gøre noget. Men i et fly er hun prisgivet. Her kan hun bare sidde helt stille og håbe på, de kommer godt ned.

Et øjeblik efter mærker hun bumpet, da maskinen rammer asfalten, og hun løsner grebet om armlænet, mens hun mærker en svedperle løbe ned ad ryggen.

Det er syv år siden, hun sidst var i Ukraine. Det var et kort og kaotisk besøg. Hendes mor var død, pludseligt og uventet, kun et år efter hendes far var gået bort.

Hun bar kisten sammen med sin bror Lesja, som hun i sin tid havde bragt til Polen for at undgå, at han blev lokket ind i det kriminelle miljø, som Jaroslav var en del af.

Den sidste aften, efter Lesjas gravide kone var gået i seng, mødtes de på Nataliyas værelse. Han var blevet en flot ung mand på femogtyve år, og fortalte med stolthed om alt det, der var ved at ske i hans liv. Barnet de ventede, den nye lejlighed og det fitnesscenter, han lige havde åbnet i Lublin, hvor han var blevet boende tæt på mosteren.

For et lille år siden fortalte Lesja så, at han ville starte en kæde op i Ukraine.

”Hvorfor det? Har du ikke en god forretning i Polen?” spurgte Nataliya, da de skypede sammen.

”Jo, men jeg vil gerne lave noget i mit eget land. Og markedet er godt.”

”Men Ukraine er også et svært sted,” påpegede Nataliya. Hun ønskede ikke, at Lesja skulle tilbage til Ukraine.

”Ja, men jeg starter sammen med min tidligere skolekammerat Jegor. Ham stoler jeg 100 % på.”

”Okay,” svarede Nataliya, men kunne ikke lide det.

De første rapporter Nataliya fik fra brorens fitnesseventyr i Ukraine, var gode. ’Det går meget bedre, end jeg turde håbe’, ’1.000 medlemmer’ og ’12 centre og 9.000 medlemmer’.

Men så skete der det, hun frygtede. Og af alle Ukraines oligarker og mafiafolk var det lige Jaroslav, der slog en klo i fitnesskæden.


Nu er hun tilbage i Ukraine. Omkring hende er passagererne ved at kæmpe sig ud af kabinen. Hun får fat i sin taske i bagageboksen over sædet og går ud af flyet som en af de sidste. Hun opdager skuffet, at de har bygget en ny terminal i glas og stål. Endnu en del af hendes fortid er forsvundet.

Hun går ned mod bagageudleveringen og prøver at holde blikket i ro.

”Slava har øjne overalt,” har Misha advaret, da de talte sammen over den krypterede linje. ”Der er en taxachauffør, der vil kontakte dig, når du kommer til lufthavnen. Han spørger, hvor du er fra. Når du svarer Danmark, fortæller han, at han har en fætter i Køge og vil give dig en god pris. Du følger med ham ud til hans vogn, hvor vi møder dig. Men når han afleverer dig på hotellet, er du alene.”

***

Tomas åbner vinduet i minibussen. Misha har tændt en smøg, og der bliver hurtigt tilrøget. Han ser på uret. Det er en halv time siden, Nataliya landede.


I ugerne efter at Misha besøgte Nataliyas hemmelige bror, Lesja, på hospitalet, gennemførte kollegaen et par lange videosamtaler med Nataliya over en krypteret linje, som ACF’s it-mand etablerede. Først var hun yderst modstræbende, men hun endte med at sige ja.

Misha påpegede over for Tomas, at Nataliyas ankomst og opgave skulle holdes i den allersnævreste kreds.

”Hvis du er med, bliver det kun os to, der kender til planen. Ja, ud over Nataliya. Og hun har en dækhistorie parat.”

Tomas indvilgede modvilligt. Det virkede risikabelt, men planen var ikke kun en mulighed for at få skovlen under Jaroslav Petrov. Den ville også give Tomas mulighed for at komme tættere på Jaroslavs danske finansrådgiver, Stefan Antonsen. En mand, som Tomas havde jagtet i mere end otte år.

Ved siden af ham skodder Misha cigaretten. I princippet er det fortsat kun Misha og ham, der kender til planerne. Men Kiev er en by fuld af rygter, og Tomas spekulerer på, om Jaroslav kan have kendskab til Nataliyas ankomst. Var det derfor, at bøllen Slava stirrede sådan på ham her til formiddag under mødet i parlamentet?

I det samme kommer taxachaufføren sammen med Nataliya, der går med blikket rettet lige frem. Hun er i jeans og en skjorte, med en halvlang jakke udover. Hun er niogtredive år, men ser yngre ud.

Hun sætter sig ind i bilen på sædet over for dem, og en svag duft af parfume fylder kabinen.

”Dav, jeg er Nataliya,” siger hun til Tomas og vender sig mod Misha. ”Nu kan jeg huske dig. Du var ham, som Jaroslav kaldte ’klogesen’. I gik i klasse sammen. Du kom i natklubben en gang imellem, gjorde du ikke?”

”Jo, det hændte. Når han nedlod sig til at invitere det gamle slæng fra forstaden.”

”Du havde læst på universitetet og var journalist. Jeg tror, Jaroslav så op til dig.”

”Jeg tror nærmere, at han tænkte på, hvordan han kunne udnytte mig.”

Nataliya trækker på skuldrene.

”Måske også det. Du ligner dig selv. ”

”I lige måde.”

”Tak. Jeg forstår, at I gerne vil i kontakt med hans søster, Renata?”

”Det vil vi. Meget gerne,” bekræfter Misha.

Tomas sidder i Mishas skramlede Peugeot på vej ind mod byen. Siden de sagde farvel til den ukrainske kvinde i minibussen, har han mærket en sitrende spænding, men også en snert af dårlig samvittighed.

”Tror du, hun forstår risikoen?” spørger han.

Misha slår ud med armen. ”Ukrainere ved, at alt har en pris. At man indimellem er nødt til at tage en chance. Det har hun været parat til før.”

”Men vi beder hende spionere mod en af landets mest magtfulde mænd.”

Misha kigger på ham.

”Vi må håbe, hun er lige så smart, som hun virker.”

”Og hvis ikke?”

”Vi er alle udsatte. Det troede jeg, at du havde forstået.”

Tomas vælger ikke at svare.

I det samme tikker en sms ind på hans telefon. Det er fra ambassadøren, Flemming Ibsen.

Maiken Tarp kommer onsdag, og du bedes være til rådighed for samtaler og fremskaffelse af de informationer, hun skulle have behov for.

Tomas bander for sig selv. Han har forsøgt at få Flemming til at udskyde besøget. Fremhævet, at den slags trusselsbreve fik alle i ACF med jævne mellemrum. Men Flemming har altså valgt ikke at lytte.

Da Maiken og han skiltes til konferencen på Schæffergården for en måned siden, havde han sagt, at han håbede at se hende igen. At det ville være ham en fornøjelse at vise hende Kiev, hvis hun slog et smut forbi Ukraine. De tre dage på Schæffergården var noget, han gerne ville genopleve. Men med Nataliyas ankomst er der brug for, at han står til rådighed 24/7. Samtidig er Maiken ikke typen, man bare verfer af. Pokkers uheldigt.

***

Maiken har fået reserveret billet til et fly onsdag morgen, der lander 14.05 i Kiev. Ambassaden har tilbudt at hente hende i lufthavnen og bestille hotel. I sin mail foreslår ambassadør Flemming Ibsen, at de mødes klokken halv fire. Han har travlt, konstaterer Maiken, men det er fint at komme i gang med det samme.

Hun har lovet at komme op til farmoren og farfaren i deres hus i Sverige torsdag eftermiddag og blive der weekenden over. Kåres søster og mand og deres lille pige, Alberte, Nohrs kusine, vil også komme.

Men det må hun aflyse. Hun trykker farmorens nummer. Telefonen ringer flere gange, og det er en forpustet Vibeke, der tager telefonen.

”Undskyld, jeg var lige ude og vaske havemøblerne af. Vi glæder os til, at I kommer herop. Her er så dejligt.”

”Ja …” siger Maiken og lover sig selv, at hun vil give sig tid til at besøge farmor og farfar, når hun kommer hjem. ”Men der er desværre sket noget …”

Hun forklarer, at hun er nødt til at tage til Ukraine.

”Jamen det må du gøre. Vi kan da tage Nohr.”

”Tak, det var det, jeg ville spørge om. Jeg tænkte, at jeg kunne køre ham op til jer allerede i aften.”

”Jamen selvfølgelig. Vil vi kun nyde at have den lille skat. Og han leger så godt med Alberte. Det vil vi da bare synes er hyggeligt. Og Nohr er jo tryg her,” siger Vibeke.

Ja, og i sikkerhed. Der tør hun godt efterlade ham. I huset oppe ved Ljungby, hvor farmoren og farfaren bor i længere perioder om sommeren, kan de ikke finde ham. Så stor er Nasirs kapacitet trods alt ikke. Slet ikke nu. Det tror hun ikke på.


Køb Dobbeltspil i Odessa online, fx hos Saxo, eller i din nærmeste boghandel fra d. 13. august 2019.