Krimi Læseprøve og uddrag

Start din læsning af De andre af C.J. Tudor. En dragende thriller med isnende uhygge

de andre, c.j. tudor, kridtmanden

Er du til en velkonstrueret thriller med masser af stemning og længsel? Så skal du læse De andre af C.J. Tudor. Få her en forsmag på bogen i uddraget nederst på siden.

C.J. Tudor stod bag den vanvittigt intense krimi Kridtmanden, og nu er hun tilbage med De andre, som er en ny selvstændig thriller.

I De andre møder vi Gabe, der en aften genkender en lille pige i bagruden af bilen foran ham. Med munden mimer hun et sidste ord til ham – Far -, og det er sidste gang, han ser sin kære datter Izzy.

LÆS OGSÅ: 25 gode krimier og spændingsromaner til din sommer

Politiet er overbevist om, at Izzy er død, men Gabe slipper aldrig håbet, og fortsætter sin jagt efter bilen på landevejene mange år frem.

Fran og datteren Alice leder ikke efter nogen. Men de er derimod på flugt. Og de er altid et skridt foran dem, som ønsker at gøre dem ondt.
Fran kender til sandheden om Gabes datter. Men hun ved også, hvad der sker, hvis hun selv bliver fanget.

“C.J. Tudor har gjort det igen. En fascinerende isnende og stemningsfuld page-turner” – J.P. Delaney, Forfatter til Kvinden før.

Start din læsning af De andre herunder.

de andre, c.j. tudor, kridtmanden

C.J. Tudor
De andre

På dansk ved
Poul Bratbjerg Hansen

”Helvede, det er de andre.”
Jean-Paul Sartre

Hun sover. En bleg pige i et hvidt værelse. Hun er omgivet af maskiner. Mekaniske beskyttere, der tøjrer den sovende pige til de levendes land, forhindrer hende i at drive bort på en evig, mørk flodbølge.

Deres konstante bippen og lyden af hendes besværede åndedræt er den sovende piges eneste vuggeviser. Tidligere elskede hun musik. Elskede at synge. Elskede at spille. Hun hørte musik i alting – fuglene, træerne, havet.

I et hjørne af værelset står der et piano. Låget er slået op, men tangenterne er dækket af et fint lag støv. Oven på pianoet ligger der en elfenbenshvid strandskal. Dens silkeglinsende, lyserøde indre ligner de fine snoninger i et øre.

Maskinerne bipper og summer.

Skallen dirrer.

Pludselig fylder et ’C’ rummet.

Et sted falder en anden pige.

1

Mandag den 11. april 2016
M1 Nord

Det første, han lagde mærke til, var klistermærkerne, som bilen var plastret til med på kofangeren og på bagruden.

Dyt, hvis du vil have et dyt i bamsen.

Følg ikke efter mig – jeg er faret vild.

Hvis du kører ligesom mig, gør du klogt i at tro på Gud.

Hornet er i stykker – kig efter finger.

Rigtige mænd elsker Jesus.

Det kunne man da kalde blandede signaler. Men én ting stod klart, som bøjet i neon: Bilens fører var en nar. Gabe ville vædde på, at fyren gik i slogan-T-shirts og på sin arbejdsplads havde et billede af en abe med hænderne på hovedet og teksten: Du behøver ikke at være skør for at arbejde her, men det hjælper.

Han tvivlede på, at bilens fører kunne se ret meget ud ad bagruden. På den anden side forsynede han jo i det mindste folk i trafikpropper med læsestof. Som for eksempel den, de sad fast i lige nu. En lang række af biler, der sneglede sig af sted forbi stederne med vejarbejde på M1. Det føltes, som om de var startet på et tidspunkt i forrige århundrede og skulle fortsætte ind i det næste årtusinde.

Gabe sukkede og trommede med fingrene på rattet, som om det kunne sætte skub i trafikken eller fremtrylle en tidsmaskine. Han var sent på den. Snart forsinket. Men ikke endnu. Det lå stadig inden for mulighedernes grænse, at han kunne nå hjem i tide. Han var dog ikke optimistisk. Faktisk var hans optimisme forduftet et sted omkring motorvejskryds 19 – sammen med alle dem, der var smarte nok til at satse på deres GPS og en alternativ rute ad mindre veje.

Det gjorde det endnu mere frustrerende, at det ellers i dag var lykkedes ham at gå til tiden. Han burde have haft let ved at nå hjem til klokken halv syv, så han kunne være der, når de skulle spise aftensmad, og Izzy skulle puttes, sådan som han havde lovet – lovet – Jenny, at han ville være i aften.

”Bare én gang om ugen. Det er det eneste, jeg beder dig om. Én aften, hvor vi spiser sammen, hvor du læser en godnathistorie for din datter, og hvor vi lader, som om vi er en normal, lykkelig familie.”

Den bemærkning havde gjort ondt. Og det var meningen.

Han kunne selvfølgelig have påpeget, at det var ham, der havde gjort Izzy klar til skole den morgen, fordi Jenny skulle skynde sig ud ad døren til et kundemøde. Og at det var ham, der havde trøstet deres datter og smurt Savlon-salve på hendes hage, da deres temperamentsfulde internat-kat (som Jenny havde adopteret) havde kradset hende.

Men det gjorde han ikke. For de var begge to klar over, at det ikke kunne opveje alle de gange, hvor det var kikset, alle de gange, hvor han ikke havde været der. Jenny var ellers ikke urimelig. Men når det handlede om familien, havde hun en meget klar grænse. Hvis man overskred den, gik der lang tid, før man blev lukket ind i folden igen.

Det var en af grundene til, at han elskede hende: hendes store hengivenhed for deres datter. Gabes egen mor havde i højere grad hengivet sig til billig vodka, og han havde aldrig kendt sin far. Gabe havde svoret på, at han ville være anderledes, at han altid ville være der for sin lille pige.

Ikke desto mindre befandt han sig nu her – midt på motorvejen uden at bevæge sig – og var ved at komme for sent. Igen. Jenny ville ikke tilgive ham. Ikke denne gang. Han havde ikke lyst til at tænke på, hvad det betød.

Han havde forsøgt at ringe til hende, men den var gået direkte på telefonsvareren. Og nu var der mindre end én procent batteri på hans mobil, hvilket betød, at den ville gå ud, hvert øjeblik det skulle være, og han havde selvfølgelig lige i dag ladet sin oplader blive hjemme. Han kunne ikke gøre andet end at sidde her, bekæmpe trangen til at trykke på speederen og skubbe de andre biler væk, tromme aggressivt med fingrene på rattet og stirre på Klistermærke-Mand foran. 

Mange af klistermærkerne så gamle ud. Falmede og rynkede. Men selve bilen så også oldgammel ud. Det var en gammel Cortina eller noget lignende. Den var malet i den farve, der var meget populær i 1970’erne: en slags beskidtgylden. Halvrådden banan. Smogsolnedgang. Døende sol.

Smudsiggrå dunster dampede ud af det vibrerende udstødningsrør. Kofangeren var plettet af rust. Han kunne ikke se noget bilmærke. Det var sikkert faldet af ligesom halvdelen af nummerpladen. Det eneste, der var tilbage af den, var bogstaverne ’T’ og ’N’ og noget, der kunne være en del af et sekstal eller et ottetal. Han rynkede panden. Han var overbevist om, at det var ulovligt. Bilen var garanteret ikke engang vejsikker eller forsikret, og føreren havde måske ikke kørekort. Det var bedst at holde god afstand.

Han overvejede at skifte kørebane, da pigens ansigt kom til syne i bagruden, perfekt indrammet af klistermærkerne. Hun så ud til at være fem eller seks år. Et rundt ansigt, lyserøde kinder. Fint, lyst hår, der var samlet i to høje rottehaler.

Hans første tanke var, at hun burde sidde fastspændt i et bilsæde.

Den næste tanke, der slog ham, var: Izzy.

Hun kiggede på ham. Hendes øjne blev store. Hun åbnede munden, og man kunne se, at hun manglede en fortand. Han kunne tydeligt huske, at han pakkede den ind i en serviet og lagde den under hendes hovedpude til tandfeen. 

”Far!” Hendes mund formede ordet.

Så blev en hånd rakt bagud, greb fat om hendes arm og trak hende ned. Ud af syne. Hun var væk. Forsvundet. 

Han kiggede på den tomme bagrude.

Izzy.

Nej, det kunne ikke passe.

Hans datter var derhjemme sammen med sin mor. Hun så sikkert noget på Disney-kanalen, mens Jenny lavede mad. Hun befandt sig da ikke på bagsædet af en fremmed bil, på vej til, ja, guderne måtte vide hvorhen, endda uden at være spændt fast. 

Klistermærkerne gjorde det svært for ham at se bilens fører. Han kunne kun lige akkurat se det øverste af hans hoved oven for Dyt, hvis du vil have et dyt i bamsen. Skide være med det. Han dyttede alligevel. Så blinkede han med lygterne. Det virkede, som om bilen øgede farten en lille smule. Forude kunne han se, at vejarbejdet holdt op, og 60 km/t-skiltene blev afløst af den normale fartgrænse. 

Izzy. Han satte farten op. Han kørte i en ny Range Rover. En bil, der kunne flytte sig. Men alligevel øgede den gamle rustbunke foran afstanden til ham. Han trykkede hårdere på speederen. Markøren på speedometeret gled forbi 110 km/t, 120 km/t, 140 km/t. Han halede ind på ham, men så svingede bilen pludselig ud i midterbanen og overhalede adskillige biler indenom. Gabe fulgte efter, svingede ind foran en stor lastbil. Drønet fra hornet var øredøvende. Han følte det, som om hele hans brystkasse ville eksplodere – ligesom i Alien.

Bilen foran snoede sig faretruende ind og ud mellem de øvrige biler. Gabe var lukket inde af en Ford Focus på den ene side og en Toyota foran. Fandens også. Han kiggede i bakspejlet, trak ind i den inderste bane, accelererede og trak så ud igen foran Toyotaen. I det samme trak en Jeep ind fra overhalingsbanen og var lige ved at ramme hans kølerhjelm. Han huggede bremserne i. Føreren af Jeepen satte sit katastrofeblink til og gav ham fingeren.

”I lige måde, din narrøv!”

Skrotbunken befandt sig nu et godt stykke foran – med adskillige biler imellem dem – og snoede sig stadig ud og ind, og dens baglys begyndte at fortone sig i det fjerne. Han kunne ikke holde trit med den. Det var for farligt.

Desuden forsøgte han at overbevise sig selv om, at han tog fejl. Det måtte han gøre. Det kunne ikke være Izzy, han havde set. Det var umuligt. Hvorfor i alverden skulle hun være i den bil? Han var træt, stresset. Og det var mørkt. Det måtte være en anden lille pige, der lignede Izzy. Lignede Izzy på en prik. En lille pige, der også havde sit lyse hår sat op i rottehaler og havde et lignende mellemrum mellem fortænderne. En lille pige, der kaldte ham ’far’.

Et skilt kom til syne forude: SERVICESTATION 1000 meter. Han kunne gøre holdt, foretage en opringning og få fred i sindet. Men han var allerede forsinket. Han burde fortsætte. På den anden side: Hvad betød et par minutter fra eller til? Nu kørte han langs frakørselsvejen. Skulle han fortsætte? Standse? Fortsætte? Standse? Izzy. I sidste øjeblik vred han rattet mod venstre og bumpede hen over de hvide advarselsstriber. Det fremkaldte mere dytten fra bilhorn. Han kørte – for hurtigt – op ad frakørselsvejen og kom ind på servicestationens område.

Gabe holdt næsten aldrig ind ved servicestationer. De var deprimerende, syntes han, fyldt med utilpasse mennesker, der hellere ville være et andet sted.

Han spildte dyrebare minutter på at småløbe frem og tilbage, forbi madstederne, for at finde en mønttelefon. Til sidst fandt han en, der var gemt væk ved siden af toiletterne. Der var kun den ene. Ingen brugte mønttelefoner mere. Han spildte yderligere nogle minutter på at lede efter et sted, hvor han kunne veksle til mønter, før han fandt ud af, at man kunne bruge et kort. Han tog sit kreditkort op af pungen, stak det ind og ringede hjem. 

Jenny tog aldrig telefonen, når den ringede første gang. Hun havde altid travlt, havde altid gang i noget sammen med Izzy. Somme tider sagde hun, at hun ville ønske, at hun havde otte par hænder. Han burde være der noget mere, tænkte han. Han burde hjælpe til.

”Hallo?” 

En kvindestemme. Men ikke Jennys stemme. En fremmed. Havde han ringet til et forkert nummer? Det var sjældent, at han tastede det manuelt. Det lå jo gemt i hans mobil. Han tjekkede nummeret på mønttelefonen. Jo, det var deres fastnetnummer.

”Hallo?” sagde stemmen igen. ”Er det mr. Forman?”

”Ja, jeg er mr. Forman. Hvem pokker er du?”

”Jeg er kriminalkommissær Maddock.”

En kriminalbetjent. I hans hus. Som tog hans telefon.

”Hvor er du, mr. Forman?”

”På M1. På en servicestation, mener jeg. På vej hjem fra arbejde.”

Han plaprede. Ligesom en person, der er skyldig. Men han var jo også skyldig. Var han ikke? I mange ting.

”Du skal komme hjem, mr. Forman. Med det samme.”

”Hvorfor? Hvad foregår der? Hvad er der sket?

Der opstod en lang pause. En trykkende tavshed. Den type tavshed, tænkte han, der er sprængfyldt af uudtalte ord. Ord, der om et øjeblik kommer til at ødelægge ens liv.

”Det drejer sig om din kone … og din datter.” 

2

Mandag den 18. februar 2019
Newton Green Servicestation, M1 Afkørsel 15
Kl. 01.30

Den tynde mand drak kaffen sort, men med masser af sukker. Han spiste sjældent noget. En enkelt gang eller to havde han bestilt en toast og så ladet den stå urørt efter et par bidder. Han lignede en, tænkte Katie, der var tættere på døden, end alderen lagde op til. Tøjet hang på ham, som det ville gøre på et fugleskræmsel, hvor halmfyldet er fjernet. Hans ansigt var magert, så der var hulninger under øjnene og kindbenene. Når han tog fat om kaffekoppen, kunne man se, at fingrene var lange og slanke og havde så skarpkantede knogler, at det så ud, som om de ville skære igennem det tynde hudlag.

Hvis Katie ikke havde vidst bedre, ville hun have gættet på, at han var dødeligt syg. Kræftsyg. Det havde hendes bedstemor været, og der var en tydelig lighed. Men han led af en anden slags sygdom. En lidelse i hjertet og sjælen. Den bedste medicin og de dygtigste læger kunne ikke kurere det, som denne mand led af. Det var der intet, der kunne.

Da han begyndte at komme på servicestationen, som regel et par gange om måneden, havde han delt løbesedler ud. Katie havde selv taget imod en af dem. Billeder af en lille pige. HAR DU SET MIG? Selvfølgelig havde Katie set hende. Det havde alle. Den lille pige havde været i alle medierne. Hende og hendes mor.

Dengang var den tynde mand fuld af håb. Af en slags. Den sindssyge form for håb, som folk klamrer sig til som et narkotisk stof. Det er det eneste, de har. De støtter sig til det, som var det en crackpibe, selvom de godt ved, at håbet selv er blevet en afhængighed. Folk siger, at had og bitterhed ødelægger en. De tager fejl. Det er håbet, der gør det. Håbet fortærer dig indefra som en parasit. Det lader dig hænge som madding oven over en haj. Men håbet slår dig ikke ihjel. Så venligt er det ikke. 

Den tynde mand var blevet ædt op af håb. Han havde intet tilbage. Ikke andet end en hel masse kilometer foran sig og kaffeklub-point.

Katie tog hans tomme kop og tørrede bordet af.

”Vil du have en kop mere?”

”Serveret ved bordet?”

”Kun for stamkunder.”

”Nej, ellers tak. Jeg må se at komme videre.”

”Okay. Vi ses.”

Han nikkede. ”Ja.”

Det var det fulde omfang af deres samtaler. Af hver eneste samtale. Hun var ikke sikker på, om han overhovedet var klar over, at han talte med den samme person, hver gang han kom. Hun fik det indtryk, at de fleste mennesker bare var baggrund for ham.

Katie havde hørt, at det ikke var den eneste café, han besøgte, og heller ikke den eneste servicestation. Nogle af de ansatte flyttede rundt, og de snakkede. Det samme gjorde de politifolk, der ofte holdt ind og fik kaffe. Rygtet ville vide, at han hver eneste dag og nat kørte på motorvejen og standsede ved de forskellige servicestationer. Han ledte efter den bil, som hans lille pige var blevet bortført i. Han ledte efter sin forsvundne datter.

Katie håbede, at det ikke passede. Hun håbede, at den tynde mand med tiden ville få fred i sindet. Ikke kun for hans skyld. Der var noget ved ham, hans stille fortvivlelse, som ramte et ømt punkt hos hende. Mest af alt håbede hun, at han en dag ville holde op med at dukke op, og så skulle hun aldrig mere tænke på ham igen.

3

Nattekørsel. Tidligere havde Gabe ikke brudt sig om det. Det skarpe lys fra de modkørende bilers forlygter. Områderne af uoplyst motorvej, hvor vejbanen forude syntes at forsvinde i et uendeligt intet. Det var som at køre ind i et mørkt hul. Det virkede desorienterende, syntes han. Mørket fik alting til at se anderledes ud. Afstande ændrede sig, former blev forvrænget.

Nu var nætterne det tidsrum, hvor han følte sig bedst tilpas. Når han som i en puppe sad i førersædet og spillede noget afdæmpet musik. Lige nu Laurie Anderson. Strange Angels. Det var det album, han spillede mest. Noget ved dets verdensfjernhed, det sære og sælsomme, gav genklang i ham. Det var, som om det passede til hans rejse på den sorte asfalt.

Nogle gange forestillede han sig, at han kørte langs en dyb, mørk flod. Andre gange, at han svævede gennem rummet, i et endeløst mørke. Sære tanker bevægede sig søvngængeragtigt gennem ens hoved ud på de små timer, hvor man burde lade hjernen hvile sig. Men selvom han lod tankerne vandre, holdt han hele tiden øjnene rettet mod kørebanen, var årvågen, på udkig.

Gabe sov strengt taget ikke. Ikke rigtigt. Det var en af grundene til, at han kørte. Når han trængte til en pause, kørte han – mere fordi han følte, at han burde, end fordi han følte sig træt – ind på en af de servicestationer, som han var kommet til at kende ud og ind. 

Han kunne kategorisere alle dem, der lå langs M1: faciliteter, besøgstal, bedømmelser og afstandene imellem dem. De var vel det nærmeste, han kom på at have et hjem. Hvilket jo var paradoksalt i betragtning af, hvor meget han tidligere havde haft imod dem. Når han havde brug for mere end bare en påfyldning af kaffe, parkerede han sin autocamper i en af båsene til lastvogne og lagde sig omme bagi i et par timer. Han var ofte ærgerlig over, at han spildte tiden, ikke foretog sig noget, ikke ledte. Men til forskel fra hans hjerne, der aldrig hvilede, havde øjne, håndled og ben behov for pauser. Når han steg ud af bilen, føltes det somme tider, som om han var en krumbøjet neandertaler, der forsøgte at stå med ret ryg for første gang. Så han tvang sig selv til at lukke øjnene og strække sit 1,90 meter lange korpus så meget ud, som han kunne i autocamperen, i 120 minutter i døgnet. Og så begav han sig ud på landevejen igen. 

Alt, hvad han havde brug for, havde han med sig. Toiletsager, nogle ekstra sæt tøj. Af og til nødvendiggjorde en tur på et møntvaskeri, at han foretog en afstikker fra motorvejen og kørte ind i en by. Han brød sig ikke om disse ture. De mindede ham i for høj grad om den normalitet, der prægede de fleste menneskers hverdagsliv. Købe ind, gå på arbejde, mødes over en kop kaffe, køre børnene til skole. Det var alt sammen ting, han ikke længere gjorde. Det var alle de ting, han havde mistet eller givet afkald på.

På motorvejen, på servicestationerne, var det normale liv suspenderet. Alle var på vej et sted hen, befandt sig mellem to steder. De var hverken det ene eller det andet sted. Lidt ligesom skærsilden.

Han havde altid sin telefon og sin bærbare inden for rækkevidde og desuden to ekstra opladere og masser af batterier (han ville aldrig begå den fejl igen). Når han ikke kørte, tilbragte han tiden med at drikke kaffe og løbe nyhederne igennem – for det tilfælde, at der var noget nyt – og med at tjekke hjemmesiderne med savnede personer.

De fleste af dem var ikke meget andet end opslagstavler. De kom med appeller til folk angående de savnede, bragte opdateringer om eventuelle fremskridt, afholdt arrangementer for at skabe opmærksomhed. Alt sammen i et desperat håb om, at der måske var nogen, der så noget og ville henvende sig.

I starten havde han omhyggeligt gennemtrawlet dem. Men efter et stykke tid begyndte det at gå ham på: håbet, fortvivlelsen. De samme fotografier igen og igen. Ansigter af mennesker, der havde været savnet i årevis, i årtier. Bevaret via et kameras øjebliksbillede. Deres frisurer blev mere og mere umoderne, og deres smil mere stive, for hver fødselsdag og jul, de gik glip af.

Så var der de nye ansigter, der dukkede op næsten dagligt. Stadig med et ekko af liv. Han forestillede sig, at der stadig var en bule i deres hovedpuder, at tandbørsterne stadig var ved at blive stive i deres holdere, og at tøjet i deres klædeskabe stadig duftede nyvasket og endnu ikke jordslået.

Men det ville ske. Ligesom med de andre. Tiden ville gå sin gang uden dem. Resten af verden ville fortsætte mod sit bestemmelsessted. Det var kun deres kære, der ville blive stående på perronen. De kunne ikke tage af sted, kunne ikke opgive ventepositionen.

At være savnet er anderledes end at være død. På en måde er det værre. Døden byder på en afslutning. Døden giver folk mulighed for at sørge. For at holde mindesammenkomster, for at tænde lys og lægge blomster. For at give slip.

Når nogen er savnet, er det som at befinde sig i limbo. Man er strandet et underligt, trist sted, hvor der er et glimt af håb i horisonten, og sorg og fortvivlelse kredser som gribbe.

Hans telefon summede i holderen på instrumentbrættet. Han kiggede på skærmen. Navnet fik hans nakkehår til at rejse sig.

Noget andet, man stødte på, når man længe havde brugt sin tid på at færdes på landets vejnet ved nattetide, var andre nattemennesker. Andre vampyrer. Lastbil- og varevognschauffører. Politibetjente, ambulancefolk, servicepersonale. Som for eksempel den lyshårede servitrice. Hun havde igen haft vagt i nat. Hun virkede sød og rar, men hun så altid slidt ud. Han forestillede sig, at hun engang havde haft en mand, men han var gået fra hende. Nu arbejdede hun om natten, så hun havde tid til at være sammen med sine børn om dagen.

Det gjorde han ofte med mennesker, han mødte. Opdigtede historier om dem, som om de var personer i en bog. Nogle kunne man aflæse med det samme. Andre tog det lidt længere tid at lodde. Og så var der nogen, man bare ikke kunne blive klog på, uanset var lang tid der gik. 

Som nu Samaritaneren.

”Hv r du?” lød hans sms. 

Normalt kunne Gabe ikke fordrage, at folk brugte forkortelser, ikke engang i sms’er – det var en reminiscens fra hans tidligere job som tekstforfatter – men han tilgav Samaritaneren af en række grunde.

Han trykkede på mikrofon-ikonet på telefonens skærm og sagde: ”Mellem Newton Green og Watford Gap.” Ordene dukkede frem som en tekstbesked. Gabe trykkede ’send’.

Som svar fik han denne sms: ”Mød mig @ Barton Marsh, ved afkørsel 14. Sender oplysn.”

Barton Marsh. En lille landsby ikke ret langt fra Northampton. Ikke særlig køn. Godt og vel halvtreds minutters kørsel væk. 

”Hvorfor?”

Svaret bestod kun af fire ord. Ord, han havde ventet på at høre i næsten tre år. Ord, han havde gruet for at høre. 

”Jeg har fundet den.”

4

Tibshelf Servicestation, M1 Afkørslerne 28-9

Fran nippede til sin kaffe. Ja, hun gik ud fra, at det var kaffe. På menukortet stod der, at det var kaffe. Det lignede kaffe. Det duftede en lille smule af kaffe. Men det smagte forfærdeligt. Hun tømte endnu et brev sukker i koppen. Det fjerde. På den anden side af det fedtede plasticbord sad Alice og stak halvhjertet til et anæmisk-udseende stykke toast, der kun levede en anelse bedre op til sin varebetegnelse ifølge markedsføringsloven end kaffen.

”Har du tænkt dig at spise det?” spurgte Fran.

”Nej,” svarede Alice fraværende.

”Det er helt i orden,” sagde Fran og smilede forstående, selvom det gjorde ondt i kinderne at smile. Men det gjorde i forvejen ondt i hendes øjne og hoved.

Det skarpe lys fra lysstofrørene fik det til at dunke endnu mere. Hun havde ikke spist noget siden dagen før om morgenen. Maven var nået forbi sultepunktet, men hun havde hovedpine på grund af mangel på næring og søvn. Det var blandt andet derfor, hun havde besluttet, at de skulle standse. Kaffe og noget i skrutten. Det kunne de godt skyde en hvid pind efter. Måske havde hun fortjent, at de ikke fik nogen af delene. Hun skubbede kaffekoppen væk. 

”Skal du på wc, før vi kører?”

Alice begyndte at ryste på hovedet, men så kom hun i tvivl. ”Hvor langt skal vi køre?”

Et godt spørgsmål. Hvor langt? Hvor langt ville være langt nok? Hun anede det ikke, men det ville hun ikke sige til Alice. Hun var den, der skulle have kontrol over situationen, den, der havde en plan. Hun kunne ikke fortælle Alice, at hun bare kørte så hurtigt, hun turde, for at lægge så mange kilometer som muligt mellem dem og deres sidste adresse.

”Der er lang vej endnu, men der er andre servicestationer undervejs.”

Altså lige indtil de forlod motorvejen, og derefter ville den eneste mulighed være en rasteplads i vejsiden.

Alice blev stram i ansigtet. ”Jeg kan godt prøve at gå på wc.”

Det blev sagt med samme entusiasme, som hvis hun havde bedt hende om at gå ind i et bur med menneskeædende løver.

”Skal jeg gå med?”

Endnu en tøven. Alice havde en fobi i forbindelse med offentlige toiletter. Men som næsten otteårig led hun også af en fobi, der var værre: angsten for at opføre sig som en baby.

”Nej, det er fint nok.”

”Er du sikker?”

Alice nikkede, og med en stram beslutsomhed i ansigtet, der fik hende til at se ældre ud, end hun var, rejste hun sig. Efter endnu en kort tøven tog hun sin taske, der lå på bordet: en lille lyserød rygsæk dekoreret med violette blomster. Alice gik ikke nogen steder uden den, ikke engang på toilettet. Den raslede og klirrede, da hun tog remmen over skulderen.

Fran forsøgte at lade være med at lade frygten vise sig i sit ansigt. Hun løftede sin kop og lod, som om hun drak af den, da Alice fjernede sig. Langt, brunt hår samlet i en hestehale, jeans stoppet ned i uægte Ugg-støvler, en stor duffelcoat, der hang og slaskede på hendes spinkle krop.

En følelse af ur-kærlighed overvældede hende. Det skete somme tider. Den kærlighed, man følte for et barn, var skræmmende. Fra det øjeblik, hvor man holdt det lille, bløde hoved i sine arme, var alt forandret. Man levede i en tilstand af evig forundring og frygt: forundring over, at man havde været i stand til at frembringe noget så utroligt, og frygt for, at det hvert øjeblik kunne blive taget fra en. Livet havde aldrig før været så skrøbeligt eller så fuld af farer.

Det eneste tidspunkt, hvor man ikke behøvede at være bekymret for dem, tænkte hun, var, når de sov. De burde være i sikkerhed, når de lå trygt og godt i deres senge. Problemet var, at Alice ikke sov i sin seng. Ikke altid. Alice kunne falde i søvn hvor som helst og når som helst. På vej til skole, i parken, inde på et dametoilet. Det ene øjeblik var hun vågen, det næste øjeblik væk. Det var skræmmende.

Men ikke så skræmmende, som når hun vågnede.

Fran tænkte på rygsækken. Den uophørlige raslen. Panikken sitrede i hendes bryst som en sort natsværmer. 

Alice kiggede på dametoilet-skiltet. En kvinde i en trekantet nederdel. Da hun var lille, troede hun, at det betød, at hun ikke kunne gå ind, hvis hun havde bukser på. Hun havde ikke lyst til at gå ind nu. Frygten gav hende en trykken i maven, som kun gjorde tissetrangen større.

Det var ikke toiletbåsene, hun var bange for. Heller ikke de støjende håndtørremaskiner (selvom de engang havde skræmt hende en lille smule). Det var noget andet. Noget, der var svært at undgå på ethvert badeværelse, men især på offentlige toiletter, hvor der ofte var flere rækker af håndvaske.

Spejle. Alice kunne ikke lide spejle. Hun havde været bange for dem, lige siden hun var lille. Et af hendes tidligste minder var, at hun havde klædt sig ud og var listet op ovenpå for at se sig selv i sin mors store spejl i soveværelset. Hun havde stået foran det og strålet i sin Elsa-kjole … og var pludselig begyndt at skrige.

Ikke alle spejle var et problem. Nogle af dem var ufarlige. Hun vidste ikke hvorfor. Hun kunne ikke forklare det, ligesom hun ikke kunne forklare, hvorfor andre var farlige. Fremmede spejle udgjorde en større risiko. Spejle, hun ikke kendte. Det var i de spejle, at hun så ting. Det var dem, der kunne få hende til at falde.

Det skal nok gå, sagde hun til sig selv. Bare kig ned. Bliv ved med at kigge ned.

Hun tog en dyb indånding og skubbede døren op. Den vamle lugt af luftfrisker og skarp desinfektionsstank gjorde hende en lille smule utilpas. Der var ingen andre inde på toilettet, hvilket var usædvanligt, men det var jo stadig tidligt på dagen, og der var ikke meget aktivitet på servicestationen.

Med øjnene rettet mod gulvet løb hun hen til den nærmeste bås, skyndte sig ind og lukkede døren. Hun satte sig på brættet, tissede en tår og tørrede sig i en fart, skyllede ud og smuttede ud igen, stadig med øjnene rettet mod gulvet. Nu kom det svære. Hun skulle hen til håndvasken og vaske hænder. 

Hun var lige ved at klare det. Men sæbedispenseren virkede ikke. Hun trykkede og trykkede. Og så kiggede hun op. Hun kunne ikke lade være. Eller måske var det bare noget ved det forbudte glimt, der virkede tillokkende. Ligesom når en dør står på klem. Man kan ikke lade være med at åbne den lidt mere for at se, hvad der er på den anden side.

Hun fik øje på sit eget spejlbillede. Men det var ikke hende. Det var faktisk slet ikke noget spejlbillede. Det var en pige, der lignede hende, dog nogle få år ældre. Men hvor Alice var mørkhåret og havde blå øjne, var denne pige bleg, næsten albinolys, og havde hvidt hår og øjne som mælkehvide marmorkugler.

Alisssss.

Selv hendes stemme virkede bleg, var svag og tynd, som om den blev ført væk af en brise.

”Nej, ikke nu. Gå med dig.”

Sshyyy. Stille nu.

”Lad mig være.”

Jeg behøøøøver dig.

”Jeg kan ikke.”

Du skal soooove.

”Nej. Jeg er ikke …”

Men før ordet ’træt’ nåede at komme ud af munden, faldt Alices øjenlåg i, og hun sank sammen på gulvet.


Ny selvstændig thriller af forfatteren til Kridtmanden.

Da Gabe er på vej hjem, ser han ansigtet af en lille pige, som han kender, i bagruden af bilen foran ham. Hun former ét ord med læberne: Far. Det er sidste gang, han ser sin femårige datter, Izzy. Politiet er overbevist om, at hun er død. Men tre år efter kører Gabe stadig rundt på vejene og leder efter den bil, der tog Izzy. Han vil aldrig opgive det håb, han bærer i sig.

Fran og hendes datter, Alice, leder ikke, men er på flugt. Altid et skridt foran dem, der vil gøre dem fortræd. For Fran kender til sandheden om Gabes datter – og hun ved, hvad de andre, dem, der jagter hende og Alice, vil gøre, hvis de nogensinde fanger dem …

“Overbevisende og dragende.” – Sunday Express

Du kan købe De andre online, fx hos Bog og Ide, eller i din foretrukne boghandler.


Jeg er Ellevilde Ella med bøger og er både uddannet litterat og journalist. Jeg er ikke kræsen, når det kommer til at spise varieret i forhold til genrer, og jeg bliver draget af gode fortællinger, skarpt sprog og karakterskildringer, der virkelig rammer. Jeg ville elske, hvis jeg kunne være med til at skabe mere læseglæde i det danske land, og det kan jeg netop her på bog.dk - HURRA!!