Forfatteren bag Kridtmanden udkommer nu på dansk med spændingsromanen Brændende piger, hvor en ung kvindelig præst bliver overflyttet til den lille menighed i landsbyen Chapel Croft. Men kirkens historie gemmer på voldsomme begivenheder og hemmeligheder, der stadig påvirker livet i det lille samfund. Tyvstart din læsning her.
I Brændende piger er Jack Brooks netop flyttet til Chapel Croft – en lille landsby med en tung historie, hvor otte protestantiske martyrer blev brændt på bålet for 500 år siden.
LÆS OGSÅ: C.J. Tudor. Forfatterfænomenet bag Kridtmanden og De andre
Jack har fået jobbet som præst i Chapel Croft, og hun har et håb om at begynde forfra på en fredelige tilværelse sammen med sin femtenårige datter. Men fortællingerne om to teenagere, der forsvandt på mystisk vis for 30 år siden, underlige varsler og makabre genstande der dukker op foran præstegården, tyder på, at byens blodige historie måske ikke kun hører en fjern fortid til.
Læs et uddrag af Brændende piger herunder.
Brændende piger
C. J. Tudor
KAPITEL 1
”Det er en uheldig situation.”
Biskop John Durkin smiler, som altid velvilligt.
Jeg er temmelig sikker på, at biskop John Durkin gør alting på en velvillig måde, selv det at sidde og skide.
Som den yngste biskop nogensinde, der har været leder af North Notts stift, er han en dygtig taler, og han er forfatter af adskillige roste teologiske afhandlinger, og det skulle undre mig, hvis han ikke i det mindste har forsøgt at gå på vandet.
Han er også en ulidelig narrøv.
Jeg ved det. Hans kolleger ved det. Hans stab af medarbejdere ved det. Inderst inde ved han det også godt selv, tror jeg. Desværre er der ingen, der går i flæsket på ham. Jeg gør bestemt ikke. Og slet ikke i dag. Ikke når han holder mit job, mit hjem og min fremtid i sine bløde, velplejede hænder. ”En sag som denne kan ryste troen i lokalsamfundet,” fortsætter han.
”Folk er ikke rystede. De er vrede og kede af det. Men jeg vil ikke lade det ødelægge alt det, vi har opnået. Jeg vil ikke svigte folk nu, hvor de har allermest brug for mig.”
”Men har de nu det? Antallet af fremmødte er faldet. Undervisningshold er blevet aflyst. Jeg har ladet mig fortælle, at børnegrupperne måske skal flyttes til en anden kirke.”
”Det skyldes gerningssteder med afspærringsbånd og politibetjente. Det er ikke just et lokalområde, hvor folk er glade for politiet.”
”Det forstår jeg godt …”
Nej, han gør ikke. Det tætteste, Durkin kommer på den indre del af byen, er, når hans chauffør kommer til at køre forkert på vej til hans private fitnesscenter.
”Jeg er overbevist om, at det kun er midlertidigt. Jeg kan genopbygge deres tillid.”
Jeg tilføjer ikke, at det er noget, jeg er nødt til. Jeg begik en fejl, og jeg er nødt til at gøre den god igen.
”Så nu kan du måske udrette mirakler?” Før jeg kan nå at svare eller indvende noget, fortsætter Durkin åleglat. ”Hør nu her, Jack. Jeg ved godt, at du gjorde det, du syntes var bedst, men du kom for tæt på.”
Jeg læner mig tilbage i sædet og bekæmper trangen til at lægge armene over kors som en tvær teenager. ”Jeg troede, at det var vores opgave at knytte tætte bånd til lokalsamfundet.”
”Vores opgave består i at værne om kirkens omdømme. Det er vanskelige tider for os. Overalt er kirkerne på retur. Stadigt færre mennesker går i kirke. Vi udkæmper en lang og sej kamp, det er op ad bakke … også uden den negative omtale.”
Og det er det, Durkin interesserer sig mest for. Aviserne. PR. Selv når det går bedst, får kirken ikke en ret god presseomtale, og jeg har virkelig trådt i spinaten. Ved at forsøge at redde en lille pige. I stedet gik det galt.
”Så hvad nu? Vil du have mig til at gå af?”
”Nej, bestemt ikke. Det ville være synd og skam, hvis en person af din kaliber forlod os.” Han samler sine fingre i en spids. Jamen, det gør han faktisk. ”Og det ville ikke se godt ud. En indrømmelse af skyld. Vi er nødt til at overveje meget nøje, hvad vi nu gør.”
Ja, sikkert. Især i betragtning af at min ansættelse her var hans ide. Jeg er nemlig hans præmiehund. Og jeg har leveret en fin præstation: forvandlet en kirke i det indre af byen, der var forsømt, så den igen fik en central placering i lokalsamfundet.
Indtil det med Ruby.
”Så hvad foreslår du?”
”En forflyttelse. Til et sted, der er knap så højtprofileret. I et stykke tid. En lille kirke i Sussex, hvor menigheden pludselig er kommet i den situation, at de står uden præst. Chapel Croft. Indtil de får udnævnt en afløser, har de brug for en konstitueret sognepræst.”
Jeg stirrer bare på ham og føler, at jorden skrider under mine fødder.
”Jeg beklager, men det er ikke muligt. Min datter skal tage sin afgangseksamen næste år. Jeg kan ikke bare flytte hende til den anden ende af landet.”
”Jeg har allerede aftalt forflyttelsen med biskop Gordon i Weldon stift.”
”Du har hvad? Hvordan det? Har stillingen været slået op? Der må da være en bedre egnet lokal kandidat …”
Han vinker afværgende med hånden. ”Vi havde en snak. Dit navn blev nævnt. Han nævnte den ledige stilling. Et rent lykketræf.”
Og Durkin kan trække i flere tråde end nogen dukkefører.
”Prøv at se det fra den lyse side,” siger han. ”Det er en smuk del af landet. Frisk luft, marker. Et lille, trygt samfund. Det kunne være godt for dig og Flo.”
”Jeg tror, jeg ved, hvad der er bedst for mig og min datter. Jeg siger nej tak.”
”Så lad mig sige det uden omsvøb, Jack.” Hans øjne mødte mine. ”Det her er ikke en fucking anmodning.”
Der er en grund til, at Durkin er den yngste biskop, der har stået i spidsen for stiftet, og den har intet at gøre med hans velvillighed.
Jeg knytter næverne i skødet. ”Det er forstået.”
”Glimrende. Du begynder i næste uge. Pak dit habengut. Husk gummistøvlerne.”
KAPITEL 2
”Det var fandens!”
”Nu er du igen blasfemisk.”
”Ja, jeg ved det godt, men …” Flo ryster på hovedet. ”Sikke et hul.”
Hun har ikke uret. Jeg standser bilen, stopper motoren og kigger op på vores nye hjem. Altså vores åndelige hjem. Vores faktiske hjem ligger ved siden af: et lille landhus, der ville være ret yndigt, hvis ikke den ene gavl havde haft en foruroligende hældning, der får det til at se ud, som om huset er ved at skride sammen, langsomt, umærkeligt, mursten for mursten.
Selve kirken er lille, firkantet og beskidt grålighvid. Den ligner ikke i særlig høj grad et sted, der er beregnet til gudsdyrkelse. Der er ikke noget højt, stejlt tag, ikke noget kors og ingen blyindfattede mosaikruder. I forsiden af bygningen er der fire almindelige vinduer: to foroven og to forneden. Mellem de to øverste vinduer er der et ur. Rundt om det er der med snørklede bogstaver skrevet:
’Brug det gunstige øjeblik, for dagene er onde.’
Fint nok. Uheldigvis har vejr og vind slidt sidste del af ordet ’øjeblik’ væk, så der rent faktisk står: ’Brug det gunstige øje.’ Hvad det så end kan betyde.
Jeg står ud af bilen. Den lummervarme luft får øjeblikkelig mit tøj til at klæbe til huden, som var det krympefolie. Rundt om os, til alle sider, er der ikke andet end marker. Selve landsbyen består af godt og vel en snes huse, en pub, en købmandsbutik og et forsamlingshus. De eneste lyde, der høres, er fuglesang og indimellem summen af bier. Det går mig på nerverne.
”Okay,” siger jeg og forsøger at lyde positiv og ikke modløs, sådan som jeg føler mig. ”Lad os gå ind og se, hvordan der ser ud.”
”Skal vi ikke se, hvor vi skal bo?” spørger Flo.
”Først Guds hus. Så hans børns hus.”
Hun ruller med øjnene. Dermed kommunikerer hun, at jeg er ufattelig fjollet og irriterende. Teenagere kan kommunikere meget ved at rulle med øjnene. Og det er faktisk en god ting, eftersom de oplever, at mundtlig kommunikation rammer noget i retning af en betonmur, når de fylder femten.
”Desuden,” siger jeg, ”sidder vores møbler stadig fast i trafikken på M25. I kirken er der i det mindste bænke.”
Hun smækker bildøren i og sjosker gnavent i hælene på mig. Jeg kaster et blik på hende: mørkt hår klippet i en pjusket pagehårsfrisure, næsering (hårdt tilkæmpet og taget ud, når hun er i skole) og et velvoksent Nikon-kamera, der nærmest døgnet rundt hænger i en rem om halsen. Jeg får tit den tanke, at min datter ville være oplagt til at spille Winona Ryders rolle i en genindspilning af Beetlejuice.
Fra vejen fører en lang gangsti op til kirken. Lige uden for lågen står der en medtaget metalpostkasse. Jeg har fået at vide, at hvis der ikke er nogen her, når vi kommer, så kan jeg finde nøglerne dér. Jeg vipper låget op, stikker hånden ned og … bingo. Jeg finder to slidte, sølvblanke nøgler, som må være til huset, og en stor, tung jerntingest, der ser ud til at kunne åbne noget i en Tolkien-bog. Jeg går ud fra, at det er nøglen til kirken.
”Nå, men vi kan da i hvert fald komme ind,” siger jeg. ”Ja …” siger Flo uengageret.
Jeg ignorerer hende og skubber lågen op. Stien er stejl og ujævn. På begge sider af den rejser gravsten sig i skæve vinkler fra det forvoksede græs. Til venstre står der en højere mindesten. En dyster, grå obelisk. Noget, der ligner buketter af visne blomster, ligger ved soklen. Men ved nærmere eftersyn viser det sig, at det ikke er visne blomster. Det er små pindedukker.
”Hvad er det?” spørger Flo, kigger nysgerrigt på dem og tager fat i kameraet.
”Brændende Piger,” svarer jeg automatisk.
Hun sætter sig på hug for at knipse nogle billeder med sit Nikon.
”Det er noget af en landsbytradition,” siger jeg. ”Jeg har læst om det på nettet. Folk laver dem for at mindes Sussex-martyrerne.”
”Hvem …?”
”Det er de landsbyboere, der blev brændt på bålet under dronning Marias udrensning af protestanterne. To unge piger blev slået ihjel uden for den her kirke.”
Hun rejser sig op, skærer en grimasse. ”Og folk laver altså ækle pindedukker for at huske dem?”
”Og på årsdagen for udrensningen brænder de dem.” ”Det er jo ren Blair Witch.”
”Sådan er der ude på landet.” Jeg sender pindedukkerne et sidste hånligt blik, da jeg går forbi. ”Masser af ’sjove’ gamle traditioner.”
Flo finder sin telefon frem og tager nogle flere billeder, formentlig for at dele dem med sine venner hjemme i Nottingham – Se bare, hvad de skøre bondeknolde har gang i – og så følger hun bagefter.
Vi når frem til kirkedøren, og jeg stikker jernnøglen i låsen. Den er stram, og jeg er nødt til at trykke hårdt ned for at dreje nøglen om. Jeg skubber døren op. Den knirker. En rigtig knirken, ligesom en lydeffekt i en gyserfilm. Jeg skubber den mere op.
I stærk kontrast til augustsolskinnet udenfor er der mørkt inde i kirken. Mine øjne skal lige vænne sig til dunkelheden. Lidt sollys trænger ind gennem de snavsede vinduer og oplyser en sky af støvfnug, der svæver tæt i luften.
Indretningen er usædvanlig. Et lille midterskib, lige akkurat med plads til en snes kirkebænke, der er vendt mod et centralt alter. I begge sider af rummet fører en smal trætrappe op til en balkon med flere kirkestole, hvorfra man kan kigge ned på det, der foregår. Det minder om et lille teater eller en gla- diatorkampplads. Jeg spekulerer på, hvordan pokker kirken er sluppet igennem brandinspektionen.
Kirkerummet lugter jordslået og ubrugt, hvilket er underligt, i betragtning af at det er blevet benyttet regelmæssigt indtil for ganske få uger siden. Det formår også – som alle kapeller og kirker – at føles både beklumret og koldt på én gang.
For enden af midterskibet kan jeg se, at et lille område er spærret af ved hjælp af gul sikkerhedstape med et skilt, der ser temmelig hjemmestrikket ud:
’Fare. Ujævnt gulv. Løse stenfliser.’
”Det er ikke bare et hul,” siger Flo. ”Det er et totalt og komplet lortehul.”
”Det kunne være værre.”
”Hvordan det?”
”Træorm, fugt, angreb af biller?”
”Jeg går udenfor.” Hun vender sig om og trasker ud af bygningen.
Jeg følger ikke efter. Det er bedst at lade det ligge. Jeg kan ikke sige noget, der trøster hende. Jeg har rykket hende op med rode fra den by, hun kender og holder af, fra den skole, hvor hun følte sig godt tilpas, og taget hende med til et sted, der ikke har andet at byde på end marker og lugten af komøg. Det kommer til at kræve en indsats at få hende tøet op.
Jeg kigger på alteret.
”Kære Gud, hvad laver jeg her?”
”Kan jeg hjælpe dig?”
Jeg snurrer rundt.
En mand står et stykke fra mig. Han er spinkel af bygning og meget bleg; den næsten kridhvide bleghed forstærkes af et olieglat, sort hår, der er redt stramt tilbage fra den spids, der gror ned i panden. Selvom det er varmt vejr, har han et mørkt jakkesæt på og en grå skjorte uden krave. Han ligner en vampyr, der er på vej til en jazzklub.
”Undskyld, men jeg har aldrig før fået et direkte svar.” Jeg smiler og rækker hånden frem. ”Jeg hedder Jack.”
Han bliver ved med at kigge mistroisk på mig. ”Jeg er kirkeværge her. Hvordan er du kommet ind?”
Så går det op for mig. Jeg har ikke min krave på, og han har sikkert bare fået at vide, at ’pastor Brooks’ kommer i dag. Han kunne selvfølgelig have slået mig op på nettet, men samtidig ser han også ud som en, der stadig bruger blæk og fjerpen.
”Jack Brooks. Pastor Brooks?”
Hans øjne bliver en anelse større, og han får et svagt anstrøg af farve i kinderne. Jeg ved godt, at mit navn skaber forvirring. Og jeg må tilstå, at jeg nyder det.
”Du godeste. Jeg beklager. Det er bare …”
”Ikke hvad du havde forventet.”
”Nej.”
”Højere, slankere, flottere?”
Så er der en stemme, der råber: ”Mor!”
Jeg vender mig om. Flo står henne i døråbningen, hvid i ansigtet og med opspilede øjne. Min moderalarmklokke ringer.
”Hvad er der galt?”
”Der er en pige herude. Hun … jeg tror, hun er kommet til skade. Du er nødt til at komme. Nu.”
KAPITEL 3
Pigen kan ikke være mere end ti år gammel. Hun har en kjole på, der sikkert engang har været hvid, hun har bare fødder … og hun er indsmurt i blod.
Det har givet hendes lyse hår en grumset rødbrun farve, givet hende højrøde striber i ansigtet, og kjolen mørkerøde pletter. Hun vakler op ad gangstien mod os. Fødderne afsætter små, blodige fodspor.
Jeg stirrer på hende, mens jeg på højtryk forsøger at regne ud, hvad der kan være sket. Er hun blevet påkørt af en bil? Men jeg kan ikke se nogen bil ude på vejen. Og der er meget blod. Hvordan er hun i stand til at stå på benene?
Jeg går forsigtigt hen mod hende og sætter mig på hug. ”Hej, min ven. Er du kommet noget til?”
Hun løfter blikket mod mig. Øjnene er ualmindeligt blå, skinner chokeret. Hun ryster på hovedet. Ikke kommet til skade. Men hvor kommer alt blodet så fra?
”Okay. Kan du fortælle mig, hvad der er sket?”
”Han slog hende ihjel.”
Selvom det er nærmest steghedt, løber en kold gysen ned ad ryggen på mig. ”Hvem?”
”Pippa.”
”Flo,” siger jeg så roligt som muligt. ”Ring til politiet.”
Hun finder sin telefon frem og stirrer vantro på den. ”Der er ingen dækning.”
Fandens. Jeg overvældes så voldsomt af et deja-vu, at jeg får kvalme. Blod. En lille pige. Ikke nu igen.
Jeg vender mig om mod Jazz-Vampyren, der står henne ved døren. ”Jeg fik ikke dit navn.”
”Aaron.”
”Er der en fastnettelefon indenfor, Aaron?”
”Ja. Inde på kontoret.”
”Kan du ikke gå ind og ringe?”
Han tøver. ”Pigen … jeg kender hende. Hun kommer fra Harpers Farm.”
”Hvad hedder hun?”
”Poppy.”
”Okay.” Jeg smiler beroligende til pigen. ”Poppy, vi skal nok få fat i nogen, der kan hjælpe.”
Aaron har stadig ikke rørt sig ud af stedet. Måske skyldes det chok, eller måske bare ubeslutsomhed. Uanset hvad, er det ikke til nogen hjælp.
”Telefonen!” råber jeg til ham.
Han forsvinder ind i kirken. Jeg kan høre en bilmotor, der bliver gasset op. Jeg kigger op, netop som en Range Rover kommer drønende rundt i svinget og standser med hvinende bremser foran kirkelågen, så dækkene flår i gruset. Bildøren bliver smækket op.
”Poppy!”
En kraftig mand med rødblondt hår springer ud og kommer trampende op ad stien mod os.
”Åh, gudskelov, Poppy! Jeg har ledt efter dig alle vegne. Hvad tænker du dog på? Du må ikke bare sådan stikke af.”
Jeg rejser mig op. ”Er det din lille pige?”
”Ja. Hun er min datter. Jeg er Simon Harper.” Han siger det, som om det burde betyde noget. ”Hvem fanden er du?” Jeg bider mig i tungen. ”Jeg er pastor Brooks, den nye sognepræst. Måske vil du være så venlig at fortælle mig, hvad der er sket. Din datter er indsmurt i blod.”
Han rynker brynene. Han er et par år ældre end mig, vil jeg tro. Bred, tætbygget, men ikke tyk. Et djærvt, selvsikkert ansigt. Jeg får det indtryk, at han ikke er vant til at blive udfordret, især ikke af en kvinde.
”Det er ikke så slemt, som det ser ud til.”
”Er det rigtigt? For det ser ud til at være noget fra Motorsavsmassakren.” Det var Flos kommentar.
Simon Harper sender hende et irriteret blik og kigger så igen på mig. ”Jeg kan forsikre dig for, pastor, at det hele bare er en misforståelse. Poppy, kom nu her …” Han rækker en hånd frem. Poppy kryber sammen bag mig.
”Din datter sagde, at nogen er blevet slået ihjel.”
”Hvad?!”
”Pippa.”
”Åh, for guds skyld.” Han laver himmelvendte øjne. ”Det er jo komplet latterligt.”
”Vi kan jo altid lade politiet afgøre, hvad der er latterligt …”
”Navnet er Peppa, ikke Pippa … og Peppa er en gris.” ”Hvabehar?”
”Blodet er griseblod.”
Jeg kigger på ham. Sveden løber ned ad ryggen på mig.
En traktor kommer langsomt tøffende nede på vejen. Simon Harper sukker dybt.
”Kan vi ikke gå ind? Og få hende vasket lidt? Jeg kan ikke have hende med i bilen, sådan som hun er sølet til.”
Jeg kigger over mod det lille, faldefærdige hus. ”Kom med.”
Det er første gang, jeg er inde i vores nye hjem. Det er ikke ligefrem den housewarming, jeg havde tænkt mig. Flo slæber et par plasticstole fra haven ind i huset, og vi får plantet Poppy på en af dem. Under køkkenvasken finder jeg en klud, der ser ud til at have været brugt til rengøring, og en halv flaske flydende sæbe. Jeg får også øje på en lommelygte og en edderkop på størrelse med min knyttede næve.
”Jeg går ud og kigger i bilen,” siger Flo. ”Jeg tror, der er nogle vådservietter. Og en af mine sweatshirts, som Poppy kan få på.”
”Godt tænkt.”
Hun smutter ud igen. Hun er en god pige, tænker jeg, på trods af attituden.
Jeg gør kluden våd under vandhanen og sætter mig på hug ved siden af Poppy. Så tørrer jeg blodet af hendes ansigt. Griseblod. Hvordan har en lille pige fået griseblod på sig?
”Jeg ved godt, at det ser slemt ud,” siger Simon Harper i et forsøg på at anlægge en forsonlig tone.
”Jeg dømmer ikke. Det er regel nummer ét i jobbet.”
Det er også løgn. Jeg tørrer blodet af Poppys pande og ører. Hun begynder at ligne en lille pige igen og knap så meget en flygtning fra en Stephen King-roman.
”Du sagde, at du ville komme med en forklaring.”
”Jeg har en farm. Harpers Farm. Den har været i familiens eje i mange år. Vi har vores eget slagteri på stedet. Det er der nogle mennesker, der har det svært med, ved jeg godt …”
Jeg bider ikke på krogen. ”Jeg synes faktisk, at det er vigtigt at vide, hvor vores mad kommer fra. I mit sidste sogn troede de fleste af børnene, at kød er noget, der vokser i bollerne fra McDonald’s.”
”Javel … ja, netop. Vi har forsøgt at opdrage vores børn, så de har fået en forståelse af, hvordan landbrugsproduktion foregår. De skal ikke have et følelsesmæssigt forhold til dyrene. Rosie – det er vores ældste datter – har altid haft det fint med det, men Poppy er mere … sensitiv.”
Jeg får en fornemmelse af, at ’sensitiv’ er en eufemisme for noget andet. Jeg stryger Poppys hår tilbage. Hun kigger på mig med et tomt blik i de ualmindeligt blå øjne.
”Jeg sagde til Emma … ja, det er min kone … hun skulle ikke have givet hende lov til at give dem navne.”
”Hvem?”
”Grisene. Det gjorde jo Poppy glad … men så blev hun selvfølgelig knyttet til dem, især til én af dem.”
”Peppa?”
”Ja.”
”I formiddags skulle grisene så slagtes.”
”Javel ja.”
”Det var ikke meningen, at Poppy skulle være hjemme. Rosie tog hende med hen på legepladsen … men der må være sket et eller andet. De kom tidligt tilbage, og før jeg ved af det, står Poppy der …”
Han bryder af, ser forvirret ud. Jeg forestiller mig et barn, der pludselig overværer et så rædselsvækkende sceneri.
”Jeg forstår stadig ikke, hvordan hun fik alt det blod på sig.”
”Jeg tror … ja, hun må være gledet og faldet ned på gulvet. Nå, men så stak hun af, og resten af historien kender du.” Han kigger på mig. ”Du aner ikke, hvor skidt jeg har det, men det er jo et landbrug. Det er det, vi laver. Vores levebrød.”
Jeg føler en flig af sympati. Jeg skyller kluden op og fjerner det sidste af blodet fra Poppys ansigt. Så finder jeg et hårbånd i lommen på mine jeans og samler Poppys klistrede hår i en hestehale.
Jeg smiler til hende. ”Jeg vidste, at der var en lille pige derinde et sted.”
Stadig ingen reaktion. Det er en smule foruroligende. Men et traume kan have den virkning. Jeg har oplevet det før. At være præst i en storby handler ikke kun om loppemarkeder og kagebagningsarrangementer. Man møder mange betrængte mennesker, både unge og gamle. Og mishandling og overgreb er ikke noget, der er begrænset til storbyens gader. Det er jeg også klar over.
”Har Poppy andre kæledyr?” siger jeg til Simon.
”Vi har nogle arbejdshunde, men de befinder sig i hundegårde.”
”Måske ville det være en god ide, hvis Poppy fik sit eget kæledyr. Et lille dyr, for eksempel en hamster, som hun kunne tage sig af.”
Et øjeblik tror jeg, at han vil tage godt imod mit forslag. Men så bliver han igen stram i ansigtet.
”Mange tak, pastor, men jeg tror nu nok, jeg ved, hvordan jeg skal håndtere min egen datter.”
Jeg er på nippet til at påpege, at kendsgerningerne tyder på noget andet, men i det samme kommer Flo ind i køkkenet igen. I hænderne har hun en pakke babyvådservietter og en sweatshirt, der er påtrykt et billede af Jack Skellington.
”Kan det her bruges?”
Jeg nikker og føler mig pludselig træt. ”Ja, det er fint.”
Vi står ved døren og ser på, at far og datter – Poppy med Flos sweatshirt flagrende om knæene – sætter sig ind i firhjulstrækkeren og kører væk.
Jeg lægger armen om Flos skulder. ”Så fredeligt er der altså ude på landet.”
”Ja. Måske kan det alligevel blive ret sjovt her.”
Jeg griner. Så får jeg øje på en skikkelse i sort tøj, der kommer gående hen mod huset med en stor papkasse. Aaron. Ham har jeg glemt alt om. Hvad i alverden har han lavet i al den tid?
”Jeg går ud fra, at politiet er på vej?” siger jeg spørgende.
”Nej. Jeg så, at Simon Harper kom, og så tænkte jeg, at det ikke var nødvendigt.”
Nå, gjorde du det? Simon Harper er åbenbart en mand med indflydelse her. I mange små lokalsamfund er der en familie med en særlig status, som andre retter sig efter. Som følge af tradition. Eller frygt. Eller begge dele.
”Og så kom jeg i tanker om det,” fortsætter Aaron. ”Jeg skulle give dig den her, når du kom.”
Han rækker papkassen frem. Mit navn står skrevet med store og tydelige bogstaver på den.
”Hvad er det?”
”Det ved jeg ikke. Den blev lagt i kirken til dig i går.” ”Af hvem?”
”Det så jeg ikke. Jeg tænkte, at det måske var en velkomstgave.”
”Det kan være, at det var den sidste præst,” foreslår Flo.
”Det tvivler jeg på,” siger jeg. ”Han er død.” Jeg kigger på Aaron, og det går op for mig, at det måske lød for ufølsomt, så jeg tilføjer: ”Det gjorde mig ondt at høre om pastor Fletcher. Det må have været et chok.”
”Ja, det var det.”
”Havde han været syg?”
”Syg?” Han ser uforstående på mig. ”Har du ikke fået noget at vide?”
”Jeg har hørt, at han døde pludseligt.”
”Ja, det gjorde han. Han tog livet af sig.”
Brændende piger
I Lukasevangeliet kap. 12 vers 2-3 står der: “Der er intet hemmeligt, som ikke skal åbenbares, og intet skjult, som ikke skal blive kendt.”
I Chapel Croft blev otte protestantiske martyrer brændt på bålet for 500 år siden. For 30 år siden forsvandt to teenagepiger ud i den blå luft, og for blot to måneder siden begik den lokale præst selvmord.
Jack Brooks er den nye præst i byen, og har et håbet om en ny begyndelse og en fredelig tilværelse sammen med sin femtenårige datter. Men Jack og hendes begynder at se ildevarslende syner, og rituelle pindedukker dukker op på deres dørtrin. Det står det klart, at byens blodige fortid stadig spøger.
Jack bliver viklet ind et spind af hemmeligheder, og hun må kæmpe for sin og sin datters overlevelse. Der er nemlig ikke ufarligt at søge sandheden i Chapel Croft, hvor alle har noget at skjule.
Forfatteren bag Kridtmanden udkommer nu på dansk med spændingsromanen Brændende piger, hvor en ung kvindelig præst bliver overflyttet til den lille menighed i landsbyen Chapel Croft. Men kirkens historie gemmer på voldsomme begivenheder og hemmeligheder, der stadig påvirker livet i det lille samfund. Tyvstart din læsning her.
I Brændende piger er Jack Brooks netop flyttet til Chapel Croft – en lille landsby med en tung historie, hvor otte protestantiske martyrer blev brændt på bålet for 500 år siden.
LÆS OGSÅ: C.J. Tudor. Forfatterfænomenet bag Kridtmanden og De andre
Jack har fået jobbet som præst i Chapel Croft, og hun har et håb om at begynde forfra på en fredelige tilværelse sammen med sin femtenårige datter. Men fortællingerne om to teenagere, der forsvandt på mystisk vis for 30 år siden, underlige varsler og makabre genstande der dukker op foran præstegården, tyder på, at byens blodige historie måske ikke kun hører en fjern fortid til.
Læs et uddrag af Brændende piger herunder.
Du kan købe Brændende piger online, fx. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel fra d. 27 december.
Brændende piger
C. J. Tudor
KAPITEL 1
”Det er en uheldig situation.”
Biskop John Durkin smiler, som altid velvilligt.
Jeg er temmelig sikker på, at biskop John Durkin gør alting på en velvillig måde, selv det at sidde og skide.
Som den yngste biskop nogensinde, der har været leder af North Notts stift, er han en dygtig taler, og han er forfatter af adskillige roste teologiske afhandlinger, og det skulle undre mig, hvis han ikke i det mindste har forsøgt at gå på vandet.
Han er også en ulidelig narrøv.
Jeg ved det. Hans kolleger ved det. Hans stab af medarbejdere ved det. Inderst inde ved han det også godt selv, tror jeg. Desværre er der ingen, der går i flæsket på ham. Jeg gør bestemt ikke. Og slet ikke i dag. Ikke når han holder mit job, mit hjem og min fremtid i sine bløde, velplejede hænder. ”En sag som denne kan ryste troen i lokalsamfundet,” fortsætter han.
”Folk er ikke rystede. De er vrede og kede af det. Men jeg vil ikke lade det ødelægge alt det, vi har opnået. Jeg vil ikke svigte folk nu, hvor de har allermest brug for mig.”
”Men har de nu det? Antallet af fremmødte er faldet. Undervisningshold er blevet aflyst. Jeg har ladet mig fortælle, at børnegrupperne måske skal flyttes til en anden kirke.”
”Det skyldes gerningssteder med afspærringsbånd og politibetjente. Det er ikke just et lokalområde, hvor folk er glade for politiet.”
”Det forstår jeg godt …”
Nej, han gør ikke. Det tætteste, Durkin kommer på den indre del af byen, er, når hans chauffør kommer til at køre forkert på vej til hans private fitnesscenter.
”Jeg er overbevist om, at det kun er midlertidigt. Jeg kan genopbygge deres tillid.”
Jeg tilføjer ikke, at det er noget, jeg er nødt til. Jeg begik en fejl, og jeg er nødt til at gøre den god igen.
”Så nu kan du måske udrette mirakler?” Før jeg kan nå at svare eller indvende noget, fortsætter Durkin åleglat. ”Hør nu her, Jack. Jeg ved godt, at du gjorde det, du syntes var bedst, men du kom for tæt på.”
Jeg læner mig tilbage i sædet og bekæmper trangen til at lægge armene over kors som en tvær teenager. ”Jeg troede, at det var vores opgave at knytte tætte bånd til lokalsamfundet.”
”Vores opgave består i at værne om kirkens omdømme. Det er vanskelige tider for os. Overalt er kirkerne på retur. Stadigt færre mennesker går i kirke. Vi udkæmper en lang og sej kamp, det er op ad bakke … også uden den negative omtale.”
Og det er det, Durkin interesserer sig mest for. Aviserne. PR. Selv når det går bedst, får kirken ikke en ret god presseomtale, og jeg har virkelig trådt i spinaten. Ved at forsøge at redde en lille pige. I stedet gik det galt.
”Så hvad nu? Vil du have mig til at gå af?”
”Nej, bestemt ikke. Det ville være synd og skam, hvis en person af din kaliber forlod os.” Han samler sine fingre i en spids. Jamen, det gør han faktisk. ”Og det ville ikke se godt ud. En indrømmelse af skyld. Vi er nødt til at overveje meget nøje, hvad vi nu gør.”
Ja, sikkert. Især i betragtning af at min ansættelse her var hans ide. Jeg er nemlig hans præmiehund. Og jeg har leveret en fin præstation: forvandlet en kirke i det indre af byen, der var forsømt, så den igen fik en central placering i lokalsamfundet.
Indtil det med Ruby.
”Så hvad foreslår du?”
”En forflyttelse. Til et sted, der er knap så højtprofileret. I et stykke tid. En lille kirke i Sussex, hvor menigheden pludselig er kommet i den situation, at de står uden præst. Chapel Croft. Indtil de får udnævnt en afløser, har de brug for en konstitueret sognepræst.”
Jeg stirrer bare på ham og føler, at jorden skrider under mine fødder.
”Jeg beklager, men det er ikke muligt. Min datter skal tage sin afgangseksamen næste år. Jeg kan ikke bare flytte hende til den anden ende af landet.”
”Jeg har allerede aftalt forflyttelsen med biskop Gordon i Weldon stift.”
”Du har hvad? Hvordan det? Har stillingen været slået op? Der må da være en bedre egnet lokal kandidat …”
Han vinker afværgende med hånden. ”Vi havde en snak. Dit navn blev nævnt. Han nævnte den ledige stilling. Et rent lykketræf.”
Og Durkin kan trække i flere tråde end nogen dukkefører.
”Prøv at se det fra den lyse side,” siger han. ”Det er en smuk del af landet. Frisk luft, marker. Et lille, trygt samfund. Det kunne være godt for dig og Flo.”
”Jeg tror, jeg ved, hvad der er bedst for mig og min datter. Jeg siger nej tak.”
”Så lad mig sige det uden omsvøb, Jack.” Hans øjne mødte mine. ”Det her er ikke en fucking anmodning.”
Der er en grund til, at Durkin er den yngste biskop, der har stået i spidsen for stiftet, og den har intet at gøre med hans velvillighed.
Jeg knytter næverne i skødet. ”Det er forstået.”
”Glimrende. Du begynder i næste uge. Pak dit habengut. Husk gummistøvlerne.”
KAPITEL 2
”Det var fandens!”
”Nu er du igen blasfemisk.”
”Ja, jeg ved det godt, men …” Flo ryster på hovedet. ”Sikke et hul.”
Hun har ikke uret. Jeg standser bilen, stopper motoren og kigger op på vores nye hjem. Altså vores åndelige hjem. Vores faktiske hjem ligger ved siden af: et lille landhus, der ville være ret yndigt, hvis ikke den ene gavl havde haft en foruroligende hældning, der får det til at se ud, som om huset er ved at skride sammen, langsomt, umærkeligt, mursten for mursten.
Selve kirken er lille, firkantet og beskidt grålighvid. Den ligner ikke i særlig høj grad et sted, der er beregnet til gudsdyrkelse. Der er ikke noget højt, stejlt tag, ikke noget kors og ingen blyindfattede mosaikruder. I forsiden af bygningen er der fire almindelige vinduer: to foroven og to forneden. Mellem de to øverste vinduer er der et ur. Rundt om det er der med snørklede bogstaver skrevet:
’Brug det gunstige øjeblik, for dagene er onde.’
Fint nok. Uheldigvis har vejr og vind slidt sidste del af ordet ’øjeblik’ væk, så der rent faktisk står: ’Brug det gunstige øje.’ Hvad det så end kan betyde.
Jeg står ud af bilen. Den lummervarme luft får øjeblikkelig mit tøj til at klæbe til huden, som var det krympefolie. Rundt om os, til alle sider, er der ikke andet end marker. Selve landsbyen består af godt og vel en snes huse, en pub, en købmandsbutik og et forsamlingshus. De eneste lyde, der høres, er fuglesang og indimellem summen af bier. Det går mig på nerverne.
”Okay,” siger jeg og forsøger at lyde positiv og ikke modløs, sådan som jeg føler mig. ”Lad os gå ind og se, hvordan der ser ud.”
”Skal vi ikke se, hvor vi skal bo?” spørger Flo.
”Først Guds hus. Så hans børns hus.”
Hun ruller med øjnene. Dermed kommunikerer hun, at jeg er ufattelig fjollet og irriterende. Teenagere kan kommunikere meget ved at rulle med øjnene. Og det er faktisk en god ting, eftersom de oplever, at mundtlig kommunikation rammer noget i retning af en betonmur, når de fylder femten.
”Desuden,” siger jeg, ”sidder vores møbler stadig fast i trafikken på M25. I kirken er der i det mindste bænke.”
Hun smækker bildøren i og sjosker gnavent i hælene på mig. Jeg kaster et blik på hende: mørkt hår klippet i en pjusket pagehårsfrisure, næsering (hårdt tilkæmpet og taget ud, når hun er i skole) og et velvoksent Nikon-kamera, der nærmest døgnet rundt hænger i en rem om halsen. Jeg får tit den tanke, at min datter ville være oplagt til at spille Winona Ryders rolle i en genindspilning af Beetlejuice.
Fra vejen fører en lang gangsti op til kirken. Lige uden for lågen står der en medtaget metalpostkasse. Jeg har fået at vide, at hvis der ikke er nogen her, når vi kommer, så kan jeg finde nøglerne dér. Jeg vipper låget op, stikker hånden ned og … bingo. Jeg finder to slidte, sølvblanke nøgler, som må være til huset, og en stor, tung jerntingest, der ser ud til at kunne åbne noget i en Tolkien-bog. Jeg går ud fra, at det er nøglen til kirken.
”Nå, men vi kan da i hvert fald komme ind,” siger jeg. ”Ja …” siger Flo uengageret.
Jeg ignorerer hende og skubber lågen op. Stien er stejl og ujævn. På begge sider af den rejser gravsten sig i skæve vinkler fra det forvoksede græs. Til venstre står der en højere mindesten. En dyster, grå obelisk. Noget, der ligner buketter af visne blomster, ligger ved soklen. Men ved nærmere eftersyn viser det sig, at det ikke er visne blomster. Det er små pindedukker.
”Hvad er det?” spørger Flo, kigger nysgerrigt på dem og tager fat i kameraet.
”Brændende Piger,” svarer jeg automatisk.
Hun sætter sig på hug for at knipse nogle billeder med sit Nikon.
”Det er noget af en landsbytradition,” siger jeg. ”Jeg har læst om det på nettet. Folk laver dem for at mindes Sussex-martyrerne.”
”Hvem …?”
”Det er de landsbyboere, der blev brændt på bålet under dronning Marias udrensning af protestanterne. To unge piger blev slået ihjel uden for den her kirke.”
Hun rejser sig op, skærer en grimasse. ”Og folk laver altså ækle pindedukker for at huske dem?”
”Og på årsdagen for udrensningen brænder de dem.” ”Det er jo ren Blair Witch.”
”Sådan er der ude på landet.” Jeg sender pindedukkerne et sidste hånligt blik, da jeg går forbi. ”Masser af ’sjove’ gamle traditioner.”
Flo finder sin telefon frem og tager nogle flere billeder, formentlig for at dele dem med sine venner hjemme i Nottingham – Se bare, hvad de skøre bondeknolde har gang i – og så følger hun bagefter.
Vi når frem til kirkedøren, og jeg stikker jernnøglen i låsen. Den er stram, og jeg er nødt til at trykke hårdt ned for at dreje nøglen om. Jeg skubber døren op. Den knirker. En rigtig knirken, ligesom en lydeffekt i en gyserfilm. Jeg skubber den mere op.
I stærk kontrast til augustsolskinnet udenfor er der mørkt inde i kirken. Mine øjne skal lige vænne sig til dunkelheden. Lidt sollys trænger ind gennem de snavsede vinduer og oplyser en sky af støvfnug, der svæver tæt i luften.
Indretningen er usædvanlig. Et lille midterskib, lige akkurat med plads til en snes kirkebænke, der er vendt mod et centralt alter. I begge sider af rummet fører en smal trætrappe op til en balkon med flere kirkestole, hvorfra man kan kigge ned på det, der foregår. Det minder om et lille teater eller en gla- diatorkampplads. Jeg spekulerer på, hvordan pokker kirken er sluppet igennem brandinspektionen.
Kirkerummet lugter jordslået og ubrugt, hvilket er underligt, i betragtning af at det er blevet benyttet regelmæssigt indtil for ganske få uger siden. Det formår også – som alle kapeller og kirker – at føles både beklumret og koldt på én gang.
For enden af midterskibet kan jeg se, at et lille område er spærret af ved hjælp af gul sikkerhedstape med et skilt, der ser temmelig hjemmestrikket ud:
’Fare. Ujævnt gulv. Løse stenfliser.’
”Det er ikke bare et hul,” siger Flo. ”Det er et totalt og komplet lortehul.”
”Det kunne være værre.”
”Hvordan det?”
”Træorm, fugt, angreb af biller?”
”Jeg går udenfor.” Hun vender sig om og trasker ud af bygningen.
Jeg følger ikke efter. Det er bedst at lade det ligge. Jeg kan ikke sige noget, der trøster hende. Jeg har rykket hende op med rode fra den by, hun kender og holder af, fra den skole, hvor hun følte sig godt tilpas, og taget hende med til et sted, der ikke har andet at byde på end marker og lugten af komøg. Det kommer til at kræve en indsats at få hende tøet op.
Jeg kigger på alteret.
”Kære Gud, hvad laver jeg her?”
”Kan jeg hjælpe dig?”
Jeg snurrer rundt.
En mand står et stykke fra mig. Han er spinkel af bygning og meget bleg; den næsten kridhvide bleghed forstærkes af et olieglat, sort hår, der er redt stramt tilbage fra den spids, der gror ned i panden. Selvom det er varmt vejr, har han et mørkt jakkesæt på og en grå skjorte uden krave. Han ligner en vampyr, der er på vej til en jazzklub.
”Undskyld, men jeg har aldrig før fået et direkte svar.” Jeg smiler og rækker hånden frem. ”Jeg hedder Jack.”
Han bliver ved med at kigge mistroisk på mig. ”Jeg er kirkeværge her. Hvordan er du kommet ind?”
Så går det op for mig. Jeg har ikke min krave på, og han har sikkert bare fået at vide, at ’pastor Brooks’ kommer i dag. Han kunne selvfølgelig have slået mig op på nettet, men samtidig ser han også ud som en, der stadig bruger blæk og fjerpen.
”Jack Brooks. Pastor Brooks?”
Hans øjne bliver en anelse større, og han får et svagt anstrøg af farve i kinderne. Jeg ved godt, at mit navn skaber forvirring. Og jeg må tilstå, at jeg nyder det.
”Du godeste. Jeg beklager. Det er bare …”
”Ikke hvad du havde forventet.”
”Nej.”
”Højere, slankere, flottere?”
Så er der en stemme, der råber: ”Mor!”
Jeg vender mig om. Flo står henne i døråbningen, hvid i ansigtet og med opspilede øjne. Min moderalarmklokke ringer.
”Hvad er der galt?”
”Der er en pige herude. Hun … jeg tror, hun er kommet til skade. Du er nødt til at komme. Nu.”
KAPITEL 3
Pigen kan ikke være mere end ti år gammel. Hun har en kjole på, der sikkert engang har været hvid, hun har bare fødder … og hun er indsmurt i blod.
Det har givet hendes lyse hår en grumset rødbrun farve, givet hende højrøde striber i ansigtet, og kjolen mørkerøde pletter. Hun vakler op ad gangstien mod os. Fødderne afsætter små, blodige fodspor.
Jeg stirrer på hende, mens jeg på højtryk forsøger at regne ud, hvad der kan være sket. Er hun blevet påkørt af en bil? Men jeg kan ikke se nogen bil ude på vejen. Og der er meget blod. Hvordan er hun i stand til at stå på benene?
Jeg går forsigtigt hen mod hende og sætter mig på hug. ”Hej, min ven. Er du kommet noget til?”
Hun løfter blikket mod mig. Øjnene er ualmindeligt blå, skinner chokeret. Hun ryster på hovedet. Ikke kommet til skade. Men hvor kommer alt blodet så fra?
”Okay. Kan du fortælle mig, hvad der er sket?”
”Han slog hende ihjel.”
Selvom det er nærmest steghedt, løber en kold gysen ned ad ryggen på mig. ”Hvem?”
”Pippa.”
”Flo,” siger jeg så roligt som muligt. ”Ring til politiet.”
Hun finder sin telefon frem og stirrer vantro på den. ”Der er ingen dækning.”
Fandens. Jeg overvældes så voldsomt af et deja-vu, at jeg får kvalme. Blod. En lille pige. Ikke nu igen.
Jeg vender mig om mod Jazz-Vampyren, der står henne ved døren. ”Jeg fik ikke dit navn.”
”Aaron.”
”Er der en fastnettelefon indenfor, Aaron?”
”Ja. Inde på kontoret.”
”Kan du ikke gå ind og ringe?”
Han tøver. ”Pigen … jeg kender hende. Hun kommer fra Harpers Farm.”
”Hvad hedder hun?”
”Poppy.”
”Okay.” Jeg smiler beroligende til pigen. ”Poppy, vi skal nok få fat i nogen, der kan hjælpe.”
Aaron har stadig ikke rørt sig ud af stedet. Måske skyldes det chok, eller måske bare ubeslutsomhed. Uanset hvad, er det ikke til nogen hjælp.
”Telefonen!” råber jeg til ham.
Han forsvinder ind i kirken. Jeg kan høre en bilmotor, der bliver gasset op. Jeg kigger op, netop som en Range Rover kommer drønende rundt i svinget og standser med hvinende bremser foran kirkelågen, så dækkene flår i gruset. Bildøren bliver smækket op.
”Poppy!”
En kraftig mand med rødblondt hår springer ud og kommer trampende op ad stien mod os.
”Åh, gudskelov, Poppy! Jeg har ledt efter dig alle vegne. Hvad tænker du dog på? Du må ikke bare sådan stikke af.”
Jeg rejser mig op. ”Er det din lille pige?”
”Ja. Hun er min datter. Jeg er Simon Harper.” Han siger det, som om det burde betyde noget. ”Hvem fanden er du?” Jeg bider mig i tungen. ”Jeg er pastor Brooks, den nye sognepræst. Måske vil du være så venlig at fortælle mig, hvad der er sket. Din datter er indsmurt i blod.”
Han rynker brynene. Han er et par år ældre end mig, vil jeg tro. Bred, tætbygget, men ikke tyk. Et djærvt, selvsikkert ansigt. Jeg får det indtryk, at han ikke er vant til at blive udfordret, især ikke af en kvinde.
”Det er ikke så slemt, som det ser ud til.”
”Er det rigtigt? For det ser ud til at være noget fra Motorsavsmassakren.” Det var Flos kommentar.
Simon Harper sender hende et irriteret blik og kigger så igen på mig. ”Jeg kan forsikre dig for, pastor, at det hele bare er en misforståelse. Poppy, kom nu her …” Han rækker en hånd frem. Poppy kryber sammen bag mig.
”Din datter sagde, at nogen er blevet slået ihjel.”
”Hvad?!”
”Pippa.”
”Åh, for guds skyld.” Han laver himmelvendte øjne. ”Det er jo komplet latterligt.”
”Vi kan jo altid lade politiet afgøre, hvad der er latterligt …”
”Navnet er Peppa, ikke Pippa … og Peppa er en gris.” ”Hvabehar?”
”Blodet er griseblod.”
Jeg kigger på ham. Sveden løber ned ad ryggen på mig.
En traktor kommer langsomt tøffende nede på vejen. Simon Harper sukker dybt.
”Kan vi ikke gå ind? Og få hende vasket lidt? Jeg kan ikke have hende med i bilen, sådan som hun er sølet til.”
Jeg kigger over mod det lille, faldefærdige hus. ”Kom med.”
Det er første gang, jeg er inde i vores nye hjem. Det er ikke ligefrem den housewarming, jeg havde tænkt mig. Flo slæber et par plasticstole fra haven ind i huset, og vi får plantet Poppy på en af dem. Under køkkenvasken finder jeg en klud, der ser ud til at have været brugt til rengøring, og en halv flaske flydende sæbe. Jeg får også øje på en lommelygte og en edderkop på størrelse med min knyttede næve.
”Jeg går ud og kigger i bilen,” siger Flo. ”Jeg tror, der er nogle vådservietter. Og en af mine sweatshirts, som Poppy kan få på.”
”Godt tænkt.”
Hun smutter ud igen. Hun er en god pige, tænker jeg, på trods af attituden.
Jeg gør kluden våd under vandhanen og sætter mig på hug ved siden af Poppy. Så tørrer jeg blodet af hendes ansigt. Griseblod. Hvordan har en lille pige fået griseblod på sig?
”Jeg ved godt, at det ser slemt ud,” siger Simon Harper i et forsøg på at anlægge en forsonlig tone.
”Jeg dømmer ikke. Det er regel nummer ét i jobbet.”
Det er også løgn. Jeg tørrer blodet af Poppys pande og ører. Hun begynder at ligne en lille pige igen og knap så meget en flygtning fra en Stephen King-roman.
”Du sagde, at du ville komme med en forklaring.”
”Jeg har en farm. Harpers Farm. Den har været i familiens eje i mange år. Vi har vores eget slagteri på stedet. Det er der nogle mennesker, der har det svært med, ved jeg godt …”
Jeg bider ikke på krogen. ”Jeg synes faktisk, at det er vigtigt at vide, hvor vores mad kommer fra. I mit sidste sogn troede de fleste af børnene, at kød er noget, der vokser i bollerne fra McDonald’s.”
”Javel … ja, netop. Vi har forsøgt at opdrage vores børn, så de har fået en forståelse af, hvordan landbrugsproduktion foregår. De skal ikke have et følelsesmæssigt forhold til dyrene. Rosie – det er vores ældste datter – har altid haft det fint med det, men Poppy er mere … sensitiv.”
Jeg får en fornemmelse af, at ’sensitiv’ er en eufemisme for noget andet. Jeg stryger Poppys hår tilbage. Hun kigger på mig med et tomt blik i de ualmindeligt blå øjne.
”Jeg sagde til Emma … ja, det er min kone … hun skulle ikke have givet hende lov til at give dem navne.”
”Hvem?”
”Grisene. Det gjorde jo Poppy glad … men så blev hun selvfølgelig knyttet til dem, især til én af dem.”
”Peppa?”
”Ja.”
”I formiddags skulle grisene så slagtes.”
”Javel ja.”
”Det var ikke meningen, at Poppy skulle være hjemme. Rosie tog hende med hen på legepladsen … men der må være sket et eller andet. De kom tidligt tilbage, og før jeg ved af det, står Poppy der …”
Han bryder af, ser forvirret ud. Jeg forestiller mig et barn, der pludselig overværer et så rædselsvækkende sceneri.
”Jeg forstår stadig ikke, hvordan hun fik alt det blod på sig.”
”Jeg tror … ja, hun må være gledet og faldet ned på gulvet. Nå, men så stak hun af, og resten af historien kender du.” Han kigger på mig. ”Du aner ikke, hvor skidt jeg har det, men det er jo et landbrug. Det er det, vi laver. Vores levebrød.”
Jeg føler en flig af sympati. Jeg skyller kluden op og fjerner det sidste af blodet fra Poppys ansigt. Så finder jeg et hårbånd i lommen på mine jeans og samler Poppys klistrede hår i en hestehale.
Jeg smiler til hende. ”Jeg vidste, at der var en lille pige derinde et sted.”
Stadig ingen reaktion. Det er en smule foruroligende. Men et traume kan have den virkning. Jeg har oplevet det før. At være præst i en storby handler ikke kun om loppemarkeder og kagebagningsarrangementer. Man møder mange betrængte mennesker, både unge og gamle. Og mishandling og overgreb er ikke noget, der er begrænset til storbyens gader. Det er jeg også klar over.
”Har Poppy andre kæledyr?” siger jeg til Simon.
”Vi har nogle arbejdshunde, men de befinder sig i hundegårde.”
”Måske ville det være en god ide, hvis Poppy fik sit eget kæledyr. Et lille dyr, for eksempel en hamster, som hun kunne tage sig af.”
Et øjeblik tror jeg, at han vil tage godt imod mit forslag. Men så bliver han igen stram i ansigtet.
”Mange tak, pastor, men jeg tror nu nok, jeg ved, hvordan jeg skal håndtere min egen datter.”
Jeg er på nippet til at påpege, at kendsgerningerne tyder på noget andet, men i det samme kommer Flo ind i køkkenet igen. I hænderne har hun en pakke babyvådservietter og en sweatshirt, der er påtrykt et billede af Jack Skellington.
”Kan det her bruges?”
Jeg nikker og føler mig pludselig træt. ”Ja, det er fint.”
Vi står ved døren og ser på, at far og datter – Poppy med Flos sweatshirt flagrende om knæene – sætter sig ind i firhjulstrækkeren og kører væk.
Jeg lægger armen om Flos skulder. ”Så fredeligt er der altså ude på landet.”
”Ja. Måske kan det alligevel blive ret sjovt her.”
Jeg griner. Så får jeg øje på en skikkelse i sort tøj, der kommer gående hen mod huset med en stor papkasse. Aaron. Ham har jeg glemt alt om. Hvad i alverden har han lavet i al den tid?
”Jeg går ud fra, at politiet er på vej?” siger jeg spørgende.
”Nej. Jeg så, at Simon Harper kom, og så tænkte jeg, at det ikke var nødvendigt.”
Nå, gjorde du det? Simon Harper er åbenbart en mand med indflydelse her. I mange små lokalsamfund er der en familie med en særlig status, som andre retter sig efter. Som følge af tradition. Eller frygt. Eller begge dele.
”Og så kom jeg i tanker om det,” fortsætter Aaron. ”Jeg skulle give dig den her, når du kom.”
Han rækker papkassen frem. Mit navn står skrevet med store og tydelige bogstaver på den.
”Hvad er det?”
”Det ved jeg ikke. Den blev lagt i kirken til dig i går.” ”Af hvem?”
”Det så jeg ikke. Jeg tænkte, at det måske var en velkomstgave.”
”Det kan være, at det var den sidste præst,” foreslår Flo.
”Det tvivler jeg på,” siger jeg. ”Han er død.” Jeg kigger på Aaron, og det går op for mig, at det måske lød for ufølsomt, så jeg tilføjer: ”Det gjorde mig ondt at høre om pastor Fletcher. Det må have været et chok.”
”Ja, det var det.”
”Havde han været syg?”
”Syg?” Han ser uforstående på mig. ”Har du ikke fået noget at vide?”
”Jeg har hørt, at han døde pludseligt.”
”Ja, det gjorde han. Han tog livet af sig.”
Brændende piger
I Lukasevangeliet kap. 12 vers 2-3 står der: “Der er intet hemmeligt, som ikke skal åbenbares, og intet skjult, som ikke skal blive kendt.”
I Chapel Croft blev otte protestantiske martyrer brændt på bålet for 500 år siden. For 30 år siden forsvandt to teenagepiger ud i den blå luft, og for blot to måneder siden begik den lokale præst selvmord.
Jack Brooks er den nye præst i byen, og har et håbet om en ny begyndelse og en fredelig tilværelse sammen med sin femtenårige datter. Men Jack og hendes begynder at se ildevarslende syner, og rituelle pindedukker dukker op på deres dørtrin. Det står det klart, at byens blodige fortid stadig spøger.
Jack bliver viklet ind et spind af hemmeligheder, og hun må kæmpe for sin og sin datters overlevelse. Der er nemlig ikke ufarligt at søge sandheden i Chapel Croft, hvor alle har noget at skjule.
Du kan købe Brændende piger online, fx. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel
Andre læste også: