Anne-Marie Vedsø Olesen Danske romaner Fiktion Historiske romaner Læseprøve og uddrag

Smuglæs i Vølvens vej. En storslået og medrivende saga inspireret af nordisk mytologi

vølvens vej, Anna-marie Vedsø Olesen, historisk roman, jernalderen, nordisk mytologi

Stærke kvinder, blodhævn og ofringer til guderne. Anne-Marie Vedsø Olesens Vølvens vej er første bind i en ny medrivende serie, der er inspireret af nordisk mytologi.

Der er krig, og Snehild kommer til verden midt i den. Hendes mor må flygte gennem skovene og videre mod Himlinge, som er det sted, Snehild vokser op.

Byens ypperstepræstinde får mistanke om, at Snehild har evner, der overgår hendes egne, og hun beslutter, at Snehild skal skaffes af vejen.

LÆS OGSÅ: Vølvens vej. Glæd dig til første bog i ny, storslået saga

Snehild indleder sin flugt, men hvordan overlever man i et goldt ingenmandsland?
Nornerne kommer hende til undsætning, og de hjælper hende på hendes skæbnes vej – nemlig at forstå den særlige evne, hun er blevet givet.

Vejen er brolagt med svirrende alfer, frygtindgydende ulve og masser af jætter. Hver især bringer de visdom og styrke og forbereder Snehild på at kunne vende tilbage til Himlinge som en stolt og stærk krigerkvinde.

Start din læsning af den medrivende og storslåede fortælling herunder.


Anne-Marie Vedsø Olesen
Vølvens vej

Prolog

Asdis mærker igen barnet sparke, så en tyngde, et pres mod jorden, som en sugen fra Yggdrasils rødder. Frøet i hendes mave har været som en ulveunge i mange måneder, ustyrlig og stærk.

Nu vil den lille ud. Hun kan mærke det. Det er også på tide.

Udenfor falder sneen. Det er begyndt at blæse op, og vindstødene får trædøren til at knirke, men vinden slipper ikke ind, hun har tætnet hytten omhyggeligt hele efteråret.

Så hører hun det. Først som en uro i luften, en hvirvlende flok alfer, når hun at tænke, før lyden bliver så virkelig, at hun forstår truslen.

Der er ingen tid at spilde, hun har aldrig tøvet, gør det heller ikke nu, og hun griber skindkåben og kniven, styrter ud i aftenmørket og begynder at løbe.

Der er råb, gjalden, skrig.

Asdis løber forbi hytter, snor sig uden om mænd med våben, hun skal ud af landsbyen, af sted mod skovbrynet. Hun fornemmer ild bag sig, knitren og flammeskær, og hun hører kampråb og klinger, der mødes.

En pil suser forbi hendes hoved, men hun hverken skriger eller ser sig tilbage. For at overleve må man handle målrettet uden tvivl eller følelser, det har hun altid vidst. I farestunden er der ingen plads til alfedrømme.

Sneen er taget til, den er en tæt, kold susen, som et pust fra Niflheim, men det er kun godt, de hvirvlende sneflokke giver ly mod fjendeblikke.

Og hun takker den faldende sne, da hun endelig kan løbe ind blandt granerne.

Råbene bag hende er svagere, de har skiftet karakter, der er færre mandebrøl nu og flere kvindeskrig.

Hun må dybere ind i skoven. Hun må løbe, indtil hun ikke længere kan høre kampen.

En smerte jager gennem hende, den er som is og ild, som afgrunden Ginnungagaps skabelsesvand, der nu løber ned ad hendes ben, og hun krummer sig sammen og falder ned på alle fire.

Sneen er dyb, hendes hænder begraves i den og bliver alt for kolde, men hun kan endnu ikke rejse sig. Hun stønner af smerte, kroppen er spændt som fjendens bue, og hun kan stadig høre dem, i det fjerne, og hun ved, at hun må op og fortsætte. Hun kan ikke føde barnet her. Så vil de begge dø.

Men hun har veer, og vandet er gået. Hun har ikke lang tid til at finde et passende leje.

Da veen er aftaget, rejser Asdis sig møjsommeligt. Hun puster varm ånde på sine hænder og trækker skindkåben tættere om kroppen. Den er syet af mange små ræveskind, og den har tjent hende godt.

Sneen tynger fyrretræernes grene, snefaldet virker tyst inde i skoven, vinden suser over trætoppene, men ikke nede ved skovbunden, og hun tager tunge, knirkende skridt i den dybe sne. Kolde fnug lander på hendes øjenvipper og smelter på hendes kinder.

Der er et læskur ved åen, det bliver brugt af fiskerne, og i dagslys ville hun ikke have problemer med at finde det. Men mørket er fyldt med flimrende fnug, og nattehimlen viser ingen måne eller stjerner, der kan lede vejen.

Hun undrer sig over, hvorfor de gamle kæmper og hårde guder raser sådan denne nat.

Hun må prøve at finde det læskur. Det er hendes eneste håb.

Barnet presser igen, hun gisper, sneen fyger ned over hende, det er kæmpen Fornjot, han har tilkaldt hele sin æt, Froste, Sne og Vind-Kåre, verden består alene af sneklædte graner og smerten i skødet og kulden i hænder og fødder.

Tårer løber ned ad hendes kinder, hun vil så gerne opleve at holde barnet i sin favn. Men hun er ikke jætte, hun kan ikke overvinde Fornjots æt, vinden, frosten og sneen, hun ejer ingen gudestyrke. Og for første gang tænker hun, at det nok alligevel er hendes dødsnat. Man kan ikke kæmpe mod skæbnen.

Veen tager til, hun falder igen ned på alle fire som et dyr.

Hun kunne være en hund eller en ræv eller en ulv, hun kunne være en lille kat i varmen foran bålet, tænker hun og bliver vred på sig selv over alfedrømmene. De bringer kun død.

Hun vil helst være en ulv, smerten fylder hende, hun er atter ild og is, pinen er utålelig, der er kvalme og koldsved, hendes fingre er blå og hendes blik sejler mod døden, mens klinger i tusindvis jager gennem hendes skød.

Snetåger indhyller hende, synet flimrer, det fyldes med mørke pletter. Og hun ser døden komme ridende på en enorm ulv.

Hun byder hende velkommen: ”Søde død,” stønner hun til kæmpekvinden, da næste ve rammer.

Kæmpekvinden stiger af ulven, ulvetømmen glider på plads af sig selv, den ligner en slange, en glat, skællet hugormetømme, der snor sig om ulvens hals.

Asdis mærker den dødelige udmattelse, hun strømmer mod Helheim, det grå land for de døde, og det er godt, for hun kan ikke mere.

Hun rækker ud mod kvinden.

Stærke arme løfter hende op.

Så svæver hun i sneflokke, i nat, i ingenting.

”Rolig,” siger kæmpekvinden.

Asdis ligger på en tør bund af grangrene. Læskuret har tre sider, og hun kan se ud i natten. Et lille bål er tændt ved indgangen. Ulven med hugormene er ikke at se, kun snestormen som ser ud til at være vokset i styrke. Vinden suser stadig, men hun ligger i læ. Måske var ulven kun et drømmesyn.

”Du er ikke døden?” siger Asdis og kigger op i et hærget ansigt omgivet af tjavset, gråbrunt hår.

”Nej da,” griner kvinden. ”Jeg er Hyrrokin af jætternes æt. Du skal ikke være bange. Jeg har prøvet det her før. Jeg kan mærke barnets hoved nu. Lige om lidt skal du presse så hårdt, du kan.”

Jættekvinden Hyrrokin har spredt hendes ben og har fingrene oppe i hende.

Vindens hylen tager til, og da næste ve rammer, synes Asdis, at vinden bliver til ord, hun kan forstå.

”Nornerne,” siger Hyrrokin forundret og kaster et blik ud i mørket. Så kigger hun ned på Asdis og beordrer hende at presse.

”Dér, dér, de er tre!” råber Asdis, mens hun presser fortvivlelsen og smerten ud.

De tre utydelige skikkelser luder derude i snehvirvler under asketræet, og hun kender dem og hører dem, hun presser og presser, nornernes stemmer er vinden selv, deres ord er snefnug i stormen, og barnet glider ud.

Nornerne skriger mod snekampes himle

Urd siger:

Enøjet var din far,
du drak af den samme brønd.

Verdande siger:
I Frostes tumlende storme
du finde dit væsen og navn, Snehild.

Skuld siger:
Riger og konger vil skylde dig blodet,
vej dine ord, bær jern i dit hjerte.

Nornerne råber i trefold fryd:
Uset for æt af Ask og Embla,
men ej for Snehild:
Den dræbende økse,
det brudte løfte,
det flækkede land,
ulvens ånde og guders bedrag.
Følg din sti, du datter af synet,
favn din hæder, så ej du svinder
med tusmørkesolen i ulvens gab.

FØRSTE DEL
VERDANDE 

Kapitel 1

Der gik en lige streg op, og på stregen sad noget, som lignede en spids næse. Snehilds fingre gled hen over tegnene. Det næste tegn lignede et hus, hvor taget var ved at falde sammen.

Mor Asdis havde lånt staven af Brynjulf. Den var af bøgetræ og fyldt med udskårne tegn. Brynjulf Ravneblik var særlig, han kunne råde runer, og han var kongens vigtigste rådgiver. Alle var lidt bange for ham. Undtagen Asdis, som talte tit og længe med ham og altid var glad bagefter.

Snehild forstod, hvad det betød. Da hun var lille, havde hun ofte forestillet sig, hvordan det ville være at have en far. Nu var hun begyndt at tænke på, om Brynjulf ville være en god far. Han var begavet og magtfuld, men han virkede ligeglad med den halvvoksne Snehild. Han hverken så på hende eller talte til hende, når han besøgte hendes mor.

Asdis sagde, at runer rummede gudernes styrke. Og hun sagde, at Snehild en dag skulle kunne råde runer. Nu ville hendes mor selv lære det først.

”Snehild, nu!” Asdis’ stemme var ikke til at tage fejl af.

Snehild rejste sig modstræbende og gik hen til døren. De skulle ud at samle urter.

Sensommeren blændede hende, da hun trådte fra den mørke hytte udenfor, sollyset var skarpt, himlen hvid, og trods det første gullige efterårsskær hist og her i skovbrynet stod de fleste træer stadig med mørkegrønne kroner, engene blomstrede som et hav af mangefarvede planter, buske svulmede af bær, og i horisonten sås storbøndernes gyldne marker.

De boede i udkanten af byen. Himlinge var en rig by, der lå i den østlige ende af kongedømmet Sialand, og kong Tormod og dronning Grids kongsgård i Himlinge var kendt viden om. Handlende var på vej med kærrer til torvet, der var bønder med rodfrugter og jægere med skind, og en mjødsælger havde slået sig ned foran garveren og råbte opstemt.

De fulgte den jævne jordvej ud af Himlinge. Asdis begyndte at overhøre Snehild i, hvilke helende urter de kunne finde for årstiden.

”Døvnælde,” svarede Snehild efter nogen tøven. ”Hyrdetaske, glat burre.”

”Asdis, vent!”

Råbet kom bag dem, Snehild vendte sig om og så den rødhårede ypperstepræstinde Ragnfrid nærme sig med hastige skridt.

De standsede og ventede.

”Hvad kan jeg gøre for dig,” sagde Asdis køligt, da Ragnfrid var fremme.

Snehild trak sig lidt væk. Hun følte sig svimmel og fik pletter for øjnene. Det var, som om luften mellem de to kvinder var farvet af kampblod.

”Frejas fred,” hilste Ragnfrid. ”Er det rigtigt, at du er ved at lære runer? Asgar så Brynjulf give dig en stav.”

”Hvad der er mellem Brynjulf og mig, vedkommer kun guderne,” sagde Asdis. ”Er du skinsyg? Jeg har set, hvordan du glor efter ham med honningøjne.”

”Jeg er gudernes tunge i Midgård,” sagde Ragnfrid og så ud, som om hun kæmpede for at tilbageholde et raseriudbrud. ”Du ved udmærket, at runemagi kun hører særligt udvalgte til. Som os præster. Eller Brynjulf, der er kongens rådgiver og sendebud. Du er ingen af delene, Asdis.”

Asdis undlod at svare, hendes ansigt var ubevægeligt, da hun i stedet vendte sig og kaldte på Snehild.

”Snehild, kom, jeg har lovet dronning Grid mere pilebark.”

De gik og efterlod den vrede Ragnfrid bag sig. Snehild forstod, at hendes mor med vilje havde nævnt dronning Grid, fordi Ragnfrid havde forsøgt at nedgøre hende. Det gav magt at kende dronningen.

Da de var ude af byen, spurgte Snehild, hvorfor hendes mor og Ragnfrid ikke kunne lide hinanden.

”Sådan er det nogle gange med voksne.”

”Mor, jeg er tolv. Jeg forstår det med Brynjulf.”

Asdis så på hende. En solsort sang, tusindfryd blomstrede. Det forekom Snehild, at noget ubehageligt gemte sig bag den solskinnende sommerdag, noget som var blevet sat i gang af sammenstødet mellem hendes mor og Ragnfrid.

”Rød hestehov,” sagde Asdis, bøjede sig ned og trak en rødblomstrende stængel op med roden. ”Du kan genkende den på lugten, prøv at brække stænglen over. Roden heler sår.”

Snehild mærkede hidsigheden blusse. Hendes mor svarede alt for ofte udenom, og Snehild følte sig magtesløs, når det skete.

”Den dér,” fortsatte Asdis og pegede på en blåviolet blomsterklynge, der nåede Snehild til skinnebenet. ”Fortæl mig, hvad det er.”

”Det er lægeoksetungen,” svarede Snehild kort for hovedet. ”Den anvendes mod hoste og sorg.”

Asdis opfangede Snehilds underliggende vrede.

”Du er blevet dygtig,” sagde hun blødt og så indgående på Snehild. ”En dag vil man spørge dig til råds også. Der er ikke længe til høstblótet. Du har gjort dig fortjent til at komme med mig til festen bagefter. Du burde alligevel snart være voksen nok.”

Kapitel 2

Ragnfrid var på vej ind i byen. Hun skulle bruge en ny dolk, og der skulle ristes runer i skaftet. Den skulle besidde en særlig kraft, når hun blótede, og hun ville sikre sig, at den blev færdig til det forestående høstblót.

Ragnfrids hus lå ved skovbrynet uden for Himlinge. Hun havde fået tildelt den tidligere ypperstepræstinde Frejdis’ hus, det lå praktisk i forhold til skovens hellige lund, og hver morgen ved solopgang hilste Ragnfrid på guderne, inden hun gik ind til kongsgården for at lytte og rådgive.

Hun bevægede sig som vanligt i raskt tempo, hun kunne ikke udstå formålsløs trasken, og hun satte pris på synet af bønderne, der på markerne mod vest havde travlt med at høste. Alle ledige hænder hjalp til. Det trak op til uvejr. Foran hende var kærrer på vej ind byen, og hun så en lille flok af kong Tormods lansebærende krigere holde vagtskifte ved palisadebyggeriet.

Ragnfrids tanker strejfede gårsdagens møde med Asdis. Hun måtte gribe ind over for, at Asdis ville lære runer. Runebeherskelse var ikke for alle. Ragnfrid kunne ikke tillade, at præsternes magt blev udvandet.

Lige siden Ragnfrid havde været en lille pige med fregner og lange, røde fletninger, havde hun drømt om at blive præstinde. At være den eneste ene, som forstod gudernes vilje og kunne bede dem om hjælp. Som barn havde hun opmærksomt fulgt årstidernes blóter, diseblót og sejrsblót og alfeblót, hun havde lyttet til skovens og flodens stemmer og følt gudernes nærvær ved berøring af særlige sten og træstammer. Hun havde øvet sig i at gå i trance, hun havde fanget smådyr som snoge og mus og ofret dem med sten, hun selv havde slebet skarpe. Hun havde hængt i skørterne på rigtige præstinder og plaget dem, indtil de havde vist hende deres hellige skålgruber og det balsamerede hestelem. Hendes ihærdighed blev bemærket. Til sidst tog de hende i lære.

Ragnfrid passerede trællene, som var i færd med at opsætte palisadeværket omkring Himlinge under bygmester Eiks opsyn. Inden længe ville hun være fremme ved smeden og tæt på kongsgården, hvor Brynjulf rådgav kongen. Hun blev varm i kroppen ved tanken. Hun måtte finde på et ærinde i kongsgården efter smeden.

Runerne var ikke den eneste grund til, at hun ikke kunne udstå Asdis. Hun hadede, at Asdis havde stjålet Brynjulfs opmærksomhed.

Brynjulf havde skabt uro i hendes liv. De var mødtes i favntaget tre gange, og alle tre gange havde det føltes som en rejse hinsides Midgård. Hun havde oplevet en ekstase, hun altid havde drømt om, men som hun havde troet, hun kun skulle finde i mødet med guderne, og ikke i et almindeligt samleje med en dødelig mand.

Hun tænkte en del over den ekstase. Hendes krop kildrede, når hun tænkte på Brynjulf, men samtidig gjorde det hende i tvivl om hendes evner som præstinde. Var hendes riter indbildning? Rejste hun vitterlig i sejdtrancen ad regnbuen Bifrost til gudernes hjem Asgård? Hun var ikke længere sikker.

Ragnfrid fortsatte gennem byen hen til smeden. Han kunne være doven, og hun havde forberedt nogle hårde ord, der skulle sparke ham i gang og få arbejdet med dolken gjort færdig. Høstblótet var vigtigt, og hun var den vigtigste person i det ritual. Alles øjne ville hvile på ypperstepræstinden. Både kongens og dronningens og Brynjulfs.

Billedet af en lys pige trængte sig på. Asdis’ datter. Snehild havde stirret så underligt på hende, næsten som om hun kunne se igennem hende. Hun lignede et alfebarn.

Ragnfrid blev grebet af uro. Der var noget særligt ved pigen, og hun brød sig ikke om fornemmelsen. Hun ville ønske, hun kunne fordrive både mor og datter fra Himlinge.

Kapitel 3

Snehild rakte endnu en gang hånden op til håret og følte efter, om man kunne se, hun havde skåret et stykke af på venstre side. Det var et held, at hendes hår var fyldigt og brusende. Hun havde fortrudt sin arrige reaktion.

De skulle af sted til høstblótet, og Asdis havde redt hendes filtrede, hvide hår igennem med kammen, selv om Snehild havde insisteret på selv at gøre det. Hun var ikke en lille pige længere, og da Asdis bagefter vendte ryggen til, havde Snehild i irritation grebet ud efter saxen.

Irritationen var heldigvis drevet over. Nu var hun bare spændt. Efter blótet i den hellige lund skulle hun med til festen i kongsgården.

”Men kun for en kort stund,” understregede Asdis. ”Gæsterne vil drikke som Tor af Ægirs kar, og du skal smutte hjem, inden mjøden gør dem vilde.”

Hendes mor så fantastisk ud. Rød var en sjælden og kostbar farve, og tunikaen fra dronning Grid fik hende til at se højbåren ud. Selv lignede Snehild en almindelig landsbypige i sin grove, brune tunika. Men den var ren, og hun mente nok, at hendes gennemredte hår så fint ud trods alt.

Mange andre var på vej ud af byen mod lunden bag gravhøjene. Efterårssolen glimtede gennem flager af lette skyer, det var en varm dag, og der var glade stemmer overalt omkring dem. Sialands høstede marker lå med gyldne stubbe af byg og hvede bag dem og strakte sig ud i horisonten mod nord og vest, så langt øjet rakte, og foran dem mod syd lå bøgeskoven, som man sagde udbredte sig helt til floden Tryggveld, og måske endda over på den anden side, til alfeland.

Asdis fortalte om dengang, hun havde været med til en menneskeofring. Hun var lige flyttet til Himlinge, Snehild havde været ganske lille og var blevet passet af en nabo, og Asdis havde som urtekyndig bistået præsterne med beroligende miksturer til ofret. Det var en ung mand, og hun havde givet ham en stærk blanding af baldrian, bulmeurt og valmuekapsler. Det fik ham til roligt at gå sin død i møde. Han blev lagt på offerstenen, og hans store halsåre blev åbnet, så blodet kunne løbe ned i det hellige Odinkar.

”Jeg håber ikke, præsterne nogensinde får brug for min hjælp igen,” sagde Asdis. ”Det var en tung dag. Regnen faldt hårdt, og folk var bange. Men Tormod vandt krigen. Guderne tog imod ofret.”

Snehild tænkte på, hvordan det måtte være at skulle overgive sig til den skæbne. Det blev påstået, at det var en ære. Selv ville hun aldrig overgive sig uden modstand. Hvis hun blev tvunget, ville hun heller ikke have beroligende urter. Hun ville gå med værdighed og med alle sanser i behold, selv i døden.

Men denne dag var glad, årets høst havde været stor, og kun dyr skulle ofres til tak.

Lidt fremme gik lille Krimbjørn og holdt sin mor Birla i hånden. Snehild vinkede til ham. Han så betuttet ud, da de nærmede sig gravhøjene, der lå i et sumpet område lige inden skovbrynet.

Krimbjørn var trods aldersforskellen en af de få venner, Snehild havde. Noget ved hende holdt de fleste på afstand. Måske var det hendes mærkelig blege udseende. Hun var som en gennemskinnelig lysalf, havde Krimbjørn engang sagt til hende og rørt andægtigt ved hendes krusede, hvide hårpragt, der stod om hendes hoved som en mælkebøttes frøstand.

Der var syv høje i alt, og man sagde, at Himlinges første konger og dronninger fra svundne tider lå begravet derinde, at deres knogler gav jorden styrke, og at de i nøden kunne hidkaldes fra Valhal for at beskytte kongsbyen mod fjender. Det føltes passende, at den hellige lund lå tæt ved.

De fulgte stien ind mellem gravhøjene, folk begyndte at dæmpe stemmerne, og en andægtighed lagde sig over forsamlingen.

Om det var tanken om knoglerne eller den forestående ofring, var ikke til at sige, men pludselig forekom det Snehild, at hun hørte højenes gullige græs hviske i vinden:

Netop, stærke snefødte: Med jern i hjertet og blod i blikket betræder du regnbuen Bifrost. Din flammetunge taler nornens sprog, dit øje fandt du i brønden.

Asketræet, der voksede på toppen af den største høj, rakte sine grene mod himlen, en prægtig regnbue tonede frem, lilla, grønne, røde og gule buer steg som himmelske stier mod gudernes Asgård. Siv og dunhammer begyndte at svaje, hun svajede med dem, asketræets dryssende blade var som dagslysets stjerneskud, og hun faldt, fra himlen mod jorden, fra Asgård mod Midgård.

Asdis greb fat i hende. ”Slip de alfedrømme, de gør dig intet godt!” 

Regnbuen var væk. Asketræet rakte ingen steder hen.

”Men jeg så regnbuen,” mumlede hun indædt. Det kunne umuligt være et dårligt tegn at se Bifrost.

De gik efter de andre ind mellem skovbrynets fyrretræer, forbi klyngen af slanke birketræer og nåede endelig frem til bøgelunden.

Ragnfrid stod ved den hellige sten. Hun var malet i ansigtet med røde ringe omkring øjnene og hvide streger på pande, kinder og hage. Bag hende stod to præster og to præstinder, alle malede på samme måde. De vogtede over hver sit bundne dyr, der skulle ofres: et får, en ged, et svin og en hund. Hunden peb, og svinet rykkede med stor voldsomhed i sine reb. Kun fåret og geden lå stille.

De stimlede sammen i cirkler under træerne. Jorden var fyldt med nedfaldent løv, over dem løftede sig bøgekroner i tidlig efterårspragt, og bladskyggerne lagde sig over lunden som en flimrende kuppel isprængt pletter af sollys.

Al snak forstummede, da kong Tormod og dronning Grid ankom som de sidste sammen med Aslak og Roald. Man rykkede til side for dem, så de kunne stå lige over for Ragnfrid og hendes præster.

Snehild kiggede nysgerrigt på drengene. Det var et år siden, hun sidst havde set dem, og de var ligesom hende skudt i vejret og lignede nu to unge mænd. Der var noget lysende over Aslak. Han var så betagende smuk, at han næsten kunne være søn af guden Balder, som man sagde var den mest underskønne af dem alle. Alle i Himlinge priste Aslaks skønhed. Hans bror Roald så helt anderledes ud, han lignede mere en bjørn, var vild og brovtende, og det var umuligt at gætte, at de var tvillinger. Endnu var det ikke bestemt, hvem af dem der skulle arve kongetitlen, og arvefølgen var til stadighed genstand for spekulationer i Himlinge.

Ragnfrid fik bragt geden op på stenen som det første offer. Hun påkaldte guderne med syngende stemme, en efter en, Odin og Frigg, Tor og Sif, Tyr og Njord og Balder og Freja, og til sidst, men ikke mindst, Frej. Så drak hun af et stort bronzebæger, løftede kniven og talte nu til Frej om dyret, de ville sende som tak for afgrøderne.

Kniven sank dybt ind i dyrets hals, blodet stod ud i små, pulserende sprøjt, og præstinden ved siden af opsamlede så meget blod, hun kunne, i et kar.

Tormod trådte frem til offerstenen, og Ragnfrid malede en streg på hans pande med blodet. Til sidst blev geden hængt op i et træ med hovedet nedad, så det sidste blod kunne løbe ned i karret.

Alle jublede. Det første offer var sendt.

Det næste dyr var svinet. Det var begyndt at hyle, da geden blev dræbt, og nu hvinede det hjerteskærende. Det sled i sine bånd, og yderligere fire mænd måtte træde til og hjælpe præsterne med at holde det skrigende dyr fast på stenen.

Ragnfrid lod sig ikke påvirke. Med fast stemme bad hun Odin om visdom, mens hun jog kniven ind i svinets hals. Det spjættede og udstødte et par sidste skingre hyl, der fik flere til at holde sig for ørerne. Så lå det helt stille.

Grid trådte frem og modtog sin blodige streg.

Seancen gentog sig med fåret og hunden, og nu var det tvillingernes tur til at få malet panden med blod. Roalds blik lyste af spænding, mens Aslak så uberørt ud. Med fåret bad Ragnhild Tor om sejr, og med hunden Njord om berigende handel.

Snehild tænkte på sin døde hund Kræ, da hunden blev lagt op. De havde elsket Kræ og forkælet den lille hund i en sådan grad, og den havde fået sin helt egen lem i hytten, så den kunne smutte ind og ud, når det passede den. Hunden her peb og logrede på samme tid, og hun havde ondt af den og lyst til at klappe og trøste den.

Jern i hjertet, blod i blikket. Hun måtte ikke være blød. Fremtiden ejede kun den, der var stærk i krop såvel som sind, tænkte hun og tvang sig selv til at iagttage hver eneste detalje i ofringen.

På vej tilbage mod kongsgården var stemningen høj. Hele byen ville feste til langt ud på natten.

”Tunikaen klæder dig,” sagde væversken Birla, der havde overbragt Asdis gaven en fuldmåne tidligere, og som nu fulgtes med Snehild og hendes mor.

Det var en overdådig rød tunika, kongeparret havde givet Asdis for hendes behandling af dronning Grids månedlige skødpiner. Og med tunikaen var også fulgt invitationen til fejring af høstblótet inde på selve kongsgården.

”Ja, nogle af os må tage til takke med at feste på torvet,” fortsatte Birla. ”Nu kommer du for alvor højt på strå. Det fortjener du også. Du har i årevis arbejdet hårdt til gavn for alle her i Himlinge. Hvad er det, du giver Grid? Pilebark? Langt om længe lægger folk dig det ikke til last, at du som den eneste slap væk, dengang de lovløse angreb din landsby. Tænk, at de nu har taget Vallev også. Jeg forstår ikke, at kong Tormod ikke gør noget ved Gisle og hans Egedalsrøvere.”

”Der er stadig en del, der ser skævt til mig og tror, jeg lyver eller er skør,” sagde Asdis.

”Det betyder ingenting. Folk er bare misundelige. Men din historie var nu også særlig. Jeg troede, alle havde glemt det, du har jo ikke ligefrem talt om det de seneste år. Mig spiller det ingen rolle. Man kan ligge med hvem man vil, og at de magiske indimellem dukker op og får sig lidt underholdning blandt os dødelige, er sikkert rigtigt nok.”

De nåede frem til torvet, hvor kar med mjød var stillet frem, og svin var ved at blive stegt over åbne ildsteder. De første gik i gang med at fylde drikkehorn og bægre.

Asdis passede Brynjulf op, så snart de havde krydset torvet.

”Jeg tager Snehild med i begyndelsen,” sagde Asdis, ”det går vel an?”

Brynjulf kastede et hastigt blik på Snehild.

”Hvor gammel er hun?”

”Tolv. Men fornuftig af sin alder. Hun vil vide at begå sig.”

”Fornuftig.” Han betragtede hende lidt mere indgående. ”Er hun også begavet?”

”Ja,” sagde Snehild, før hendes mor kunne nå at svare. Endelig havde hun en mulighed for at blive bemærket. ”Jeg kan allerede urterne, jeg skal lære runer, og jeg vil lære Yggdrasils ni verdner at kende. Og så vil jeg lære at kæmpe med våben.”

Brynjulf stirrede forbløffet på hende. Så brast han i latter.

”Fornuft vil jeg ikke kalde det, hvis du tror, at du kan løfte et sværd med dén spinkle pigekrop. Men mod mangler du i hvert fald ikke.” Hans latter stilnede af. ”Godt så, du er et år yngre end tvillingerne, du kan sætte dig med dem. De skal også kun deltage i festen indtil solnedgang. Måske kan du få dem til at vise dig deres sværd.”

”Jeg undskylder,” sagde hendes mor og rødmede. ”Hun kan være lidt egenrådig. Men det er sandt, jeg har stillet hende i udsigt både at blive klogere på livstræets ni verdner og på kunsten at råde runer.”

”Egenrådig er kun godt,” sagde Brynjulf og omfattede for første gang Snehild med interesse. ”Vi må se. Måske …” Han så eftertænksom ud.

Hans overvejelser blev afbrudt. De var nået frem til kongsgården. Præsterne, der var gået forrest i optoget, stod uden for indgangen og tog imod Tormod og Grid og det lange følge. Ragnfrid havde vasket farven af ansigtet. Hendes røde hår var sat med to tykke fletninger, og en høstkrans prydede hendes pande. Hun gik Brynjulf i møde med et strålende blik.

Brynjulf lænede sig over mod Snehilds mor og hviskede noget til hende. Moren smilede og nikkede. Så trak hun Snehild med sig med et tilfreds udtryk.

Kongshallen var dunkel, luften tæt, og de mange larmende gæster gjorde Snehild utilpas. Drikkehorn blev fyldt fra karrene, og stemningen var allerede høj, selv om ingen endnu havde sat sig ved langbordene. 

De skred med strømmen op mod kongeparret, og hendes mor forklarede, at det var Grids søster Gislaug og hendes mand Bjørn, som stod sammen med dem. Bjørn var høvding i byen Alflev, der lå syd for Himlinge. Roald og Aslak stod bag deres rygge og efterabede de hilsendes underdanighed. Roald med et bredt grin, Aslak med et skarpt og muntert blik, der så ud til at opfange alle detaljer i gæsternes væsen.

Asdis bøjede hovedet. ”Frejas fred,” hilste hun kongeparret og deres højbårne gæster. Bagved bøjede Roald tilsvarende hovedet med en højtidelig grimasse.

Snehild lo indvendig og sendte Roald et smil.

Til hendes forundring var det kong Tormod, der smilede tilbage, og det med et varmt, indtagende udtryk, som om de kendte hinanden. Af en eller anden grund gjorde kongens blik hende utilpas.

Dronning Grid så sin mands smil og kastede et skeptisk blik på Snehild.

”Så det er din datter?” sagde hun til Asdis. ”En køn sag. Snehild hedder hun? Brynjulf Ravneblik har lige foreslået, at hun kan sidde med drengene bag højbordet. Men de bliver sendt bort ved solnedgang.”

Asdis takkede, og Snehild kunne se, hvor glad hun var. Det var en stor ære.

”Kom, drenge,” kaldte Grid. ”Hils på Snehild. I kan jo vise hende rundt.”

De bukkede begge velopdragent, men hun kunne se, at Roald havde svært ved ikke at le.

”Lad os komme væk herfra,” sagde han, ”jeg kan ikke klare mere ’Frejas fred’. Hvad blev der af ’Tors sejr’ og ’Odins øje’? Hvad skal vi med de skvattede vaneguder, når vi har aserne?”

Tvillingerne ledte hende gennem hallen over mod køkkenregionen. Aslak sagde, at de måske kunne lokke honning eller bærmos ud af madmor.

”Så kan du være Freja, Roald kan være Tor, og jeg er Odin.”

”Jeg synes mere, du ligner Balder,” sagde Snehild til Aslak.

”Balder er et skvat,” sagde Roald. ”Desuden er vi for gamle til den slags børnelege.”

”Balder kan digte og synge,” tog hans bror til genmæle.

”Det er det, jeg siger – et skvat.”

”Du har aldrig forstået ordets magt,” sagde Aslak. ”Og du er for dum til nogensinde at komme til det.”

Aslaks hårde ytring kom bag på Snehild.

Som vidste Aslak, at han havde afsløret en side af sig selv, han ønskede skulle forblive skjult, blev han hurtigt venlig og rolig igen.

I køkkenet fik de brød med honning, og Roald insisterede på at vise hende våbenkammeret.

”Du bliver sikkert bange,” sagde han. ”Der er drabelige sværd derinde. Rigtige krigersværd. Vi er snart høje og stærke nok til dem.”

”Hvorfor skulle jeg være mere bange end jer?” sagde Snehild. ”Der findes krigerkvinder, og Odin har sine valkyrier. Jeg har set mænd tude som børn, når min mor behandlede deres brækkede lemmer, og jeg har set kvindejægere uden skræk gå vildsvinet i møde. Desuden vil jeg lære at slås. Det har jeg altid villet. Angsten har ingen plads hos mig.”

Hendes svar gjorde Roald mundlam, men hun fornemmede hans beundring. Han skævede vedvarende til hende, som om han først nu var ved at forstå, hvem hun var, og kunne lide det, han så.

”Så du vil være krigerkvinde?” Aslak betragtede hende også nysgerrigt. ”Måske kan du komme og træne med os.”

Aslak tændte en fakkel ved køkkenilden og ledte dem videre hen til våbenkammeret, hvor Roald skubbede den tunge dør op.

Ilden fra faklen oplyste et rum tæt pakket med lanser, økser, spyd, dolke, skjolde, buer, pile, og allerbagest de kostbare sværd.

”Det er som regel kun høvedskrigere og særlige vagter, som har sværd,” sagde Roald og løftede ikke uden møje et af de tunge jernsværd. Han stillede det fra sig igen og tog to mindre sværd ved siden af. ”Her er vores træningssværd. Lad os gå udenfor. Så kan vi vise dig, hvordan man kæmper.”

De forlod våbenkammeret og gik alle tre ud på gårdspladsen.

Udenfor stod fire krigere med lange sværd. Det var Gislaugs og Bjørns livvagter, fortalte Roald, og de måtte ikke drikke, når de var på vagt.

”Mor og Gislaug stoler ikke på hinanden,” tilføjede Aslak. ”Og det gør far og Bjørn heller ikke. Derfor har Gislaug og Bjørn taget livvagter med, selv om det blot var en invitation til en fest.”

Aslak og Roald stillede sig an til kamp. De kredsede om hinanden, og enhver fornemmelse af leg var borte. De var to unge krigere fulde af angrebslyst. Snehild kunne se, at hendes tilstedeværelse betød noget. De ville begge gerne imponere hende.

Vagterne betragtede sløvt optrinnet.

Solen stod lavt, en rødme bredte sig i horisonten. Snehild blev grebet af uro. Skyer trak sammen, et vindpust strøg hen over pladsen. Noget var på færde. Med ét sejlede ord og billeder gennem hende, hun kunne ikke stå imod.

To brødre med sværd i hånd,
to livskraftige træer,
en slank hvid birk,
en knortet brun eg,
sejt svajer birken der aldrig knækker,
hårdt står egen i mægtig fylde,
den ene intens, i vinden syngende,
den anden vild, i kampen dræbende,
sejren er begges,
fortabelsen sikker.

”Snehild,” råbte Roald. Hans råb hev hende op af skæbnedyndet. ”Vil du prøve?”

De havde ingenting mærket på hende. Det hele havde åbenbart været kortvarigt som en blinken med øjet.

Roald rakte hende træningssværdet og forklarede, at æggen ikke var helt så skarp som på rigtige sværd, men dog nok til blå mærker.

Hun tog imod sværdet, også selv om hun var rystet. Hun havde anet dødens vej ved at gribe det sværd.

”Du er en blanding af os to,” sagde Aslak, da han stillede sig klar til kamp mod hende. ”Kan du ikke se det? Dit hår viser det: hvidt som mit fine og stort og frodigt som Roalds. Jeg tror også, at du indeni er som os.”

Aslak smilede, da han sagde det. I samme øjeblik slog han sværdet ud af hendes hånd så hårdt, at det sendte et jag af smerte op gennem armen. Han smilede stadig, da hun ømmede sig, et tilsyneladende uskyldigt smil, som både tiltrak og frastødte hende.


Snehild kommer til verden midt under en blodig krig. Hendes mor flygter gennem skovene og videre til Himlinge, hvor Snehild vokser op. Da byens magtfulde ypperstepræstinde Ragnfrid får mistanke om, at Snehild har evner, der overgår hendes egne, beslutter hun, at Snehild må skaffes af vejen.

Anne-Marie Vedsø Olesens nye serie “Vølvens vej” er inspireret af nordisk mytologi og udspiller sig i jernalderen i Danmark. En medrivende fortælling om stærke kvinder, blodhævn, skæbne og gudernes gunst fra en tid, hvor lidenskab og ære bestemte slagets gang.

Køb Vølvens vej online, fx hos Bog&Ide, eller find den i din foretrukne boghandler.


Jeg er Ellevilde Ella med bøger og er både uddannet litterat og journalist. Jeg er ikke kræsen, når det kommer til at spise varieret i forhold til genrer, og jeg bliver draget af gode fortællinger, skarpt sprog og karakterskildringer, der virkelig rammer. Jeg ville elske, hvis jeg kunne være med til at skabe mere læseglæde i det danske land, og det kan jeg netop her på bog.dk - HURRA!!