Aktuelt Blandede bøger Boganmeldelser

Forlagets medarbejdere anbefaler: Mette Rou Lund

boganbefalinger

Læs med her, hvor forlagets medarbejdere deler deres bedste boganbefalinger. Der er noget for enhver smag – uanset om du er til medrivende romaner, børnelitteratur eller fortællinger fra det virkelige liv.

Vil du gerne i gang med at læse mere, men ved ikke hvor du skal starte? Eller er du en vaskeægte læsehest, der er blevet i tvivl om, hvilken bog du skal samle op som den næste?

Uanset hvad står vi klar til at hjælpe dig. Vi har fået en håndfuld forlagsmedarbejdere på Lindhardt og Ringhof og Carlsen til at dele ud af deres allerbedste læseanbefalinger, og de byder på alt fra historiske romaner, fascinerende fagbøger og science fiction til romance, kogebøger, klassikere, ungdomslitteratur – og meget mere.

I denne artikel giver pressekonsulent Mette Rou Lund sine bud på, hvad der skal være din næste store læseoplevelse.

Hvilken bog er du i gang med at læse lige nu?

“Jeg er i gang med Anne-Marie Vedsø Olesens Ormehavet, fjerde bind i hendes forrygende Vølvens vej-serie, der udkommer til september. Jeg er cirka halvvejs, og der er allerede sket SÅ mange vilde ting. Den serie serverer nordisk mytologi på en sindssygt underholdende måde.

LÆS OGSÅ: En moderne skjald – Anne-Marie Vedsø Olesen gendigter den nordiske mytologi i Vølvens vej

For nylig købte jeg Mere er aldrig nok af Niels Overgaard, fordi jeg ville friske min viden om de antikke filosoffer op. Men jeg er ikke nået så langt endnu, hvis jeg skal være ærlig.

Jeg hører også Under en anden himmel af Mich Vraa på lydbog. Den er meget sanselig og har masser af opskrifter og madbeskrivelser – lige noget for et madøre som mig.”

Hvilken bog anbefaler du altid til andre?

“Det kommer meget an på, hvem jeg skal anbefale bogen til. Lige siden folkeskolen har jeg prøvet at matche de rigtige bøger med de rigtige personer; en form for Gift ved første blik – bare med læseoplevelser.

Men jeg har læst Toast – The Story of a Boy’s Hunger mange gange og har lånt den til flere, som alle har været glade for den. Et utrolig rørende og sjovt memoir, hvor madskribenten Nigel Slater beskriver sin opvækst gennem madminder. Det er elendig engelsk mad, den stakkels dreng har fået, hans mor kunne ikke engang lave toast uden at brænde det på, men duften af brændt toast kan stadig få ham til at savne moren, som han mistede tidligt. Man skal være lavet af sten, hvis man ikke bliver påvirket af den bog.”

Hvilken genre læser du mest – og hvad kunne du aldrig finde på at kaste dig over?

“Jeg har ikke en favoritgenre, jeg læser alt, men jeg er ikke så vild med science fiction, så den sniger jeg mig gerne udenom. Jeg synes til gengæld, at musikbiografier er en undervurderet genre. Cured – The tale of two imaginary boys om Lol Tolhurst, den tidligere trommeslager i The Cure, er en hudløst ærlig beskrivelse af dannelsen af et de mest ikoniske engelske bands, venskabet mellem tre knægte, der drømte store drømme i en lille by og et destruktivt misbrug, der resulterer i groteske situationer. Jeg er kun blevet større The Cure-fan efter at have læst den bog. Scar Tissue om Anthony Kiedis fra Red Hot Chili Peppers er også virkelig fed.”

Hvilken bog bliver du ved med at vende tilbage til?

“Jeg vender ikke rigtig tilbage til bøger, fordi jeg er i den luksussituation, at jeg altid har en ny, jeg skal læse på grund af mit arbejde. Men jeg vender altid tilbage til mine kogebøger, som jeg læser som romaner. Det er den slags kogebøger, som har meget mere end opskrifter; for eksempel Jerusalem af Yotam Ottolenghi og Sami Tamimi og Falastin af Sami Tamimi og Tara Wigley.”

LÆS OGSÅ: Ottolenghis kogebøger. Til dig der vil have madoplevelser udover det sædvanlige

Hvad er din største guilty pleasure, når det kommer til bøger?

“Det er nok mest, at jeg ikke kan holde mig til de bøger, jeg skal læse på grund af mit arbejde, men altid kommer til at gå i gang med andre samtidig. Lige nu kan jeg ikke holde mig fra Kun til navlen, Linea Maja Ernst debutroman. Hun skriver så godt, at jeg ikke kan lægge den fra mig.”

Tør du indrømme en klassiker, du aldrig kom igennem?

Til fyret af Virginia Woolf. Jeg var virkelig glad for Mrs. Dalloway, så jeg havde store forventninger til den, men jeg forstod ingenting og magtede ikke at læse den færdig.”

Hvilken bog kan du slet ikke vente med at gå i gang med?

“Jeg glæder mig til at få et manusskript på Anne-Cathrine Riebnitzskys nye roman Templet, som udkommer til efteråret. Hendes forrige roman, Vindens port, var en stærk og ret unik læseoplevelse.”


Dyk ned i fire af Mettes anbefalinger her:

Under en anden himmel af Mich Vraa

Forlagets medarbejdere anbefaler: Mette Rou Lund

⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ – “Resultatet er noget så sjældent som helstøbt” – Fyens Stiftstidende

“Mick Vraa er tydeligt i sit es” – Weekendavisen

“Mich Vraa skriver som altid i et fremragende og sanseligt sprog” – Litteratursiden

I et skur bag en havnekaj i Hongkong får den unge Ritou en dyster spådom: Du skal forsvinde fra verden uden at dø. Først mange år senere giver den kinesiske shamans ord mening.

Som gammel mand fortæller han sin historie til en ung kvindelig kok som han møder mens han samler trøfler på et bjerg i Sydfrankrig. I Ritous sidste sommer opstår et umage venskab.

Du kan købe Under en anden himmel online, hos fx. Bog&Idé eller i din nærmeste boghandel.


Falastin af Sami Tamimi og Tara Wigley

Falastin, Ottolenghi, Yotam Ottolenghi, Sami Tamimi, Tara Wigley

Til dig, der var vild med Jerusalem!

FALASTIN er en kærlighedserklæring – til det palæstinensiske køkken, landet og dets folk. Bogen er spækket med vidunderlige måltider, snacks og desserter fra bl.a. Bethlehem, Jerusalem, Haifa, Nazareth og Vestbredden.

Bogens forfattere er Sami Tamimi og Tara Wigley, som begge har været en del af Ottolenghis London-baserede restauranter i mange år samt været medforfattere på nogle af de største Ottolenghi-kogebøger.

FALASTIN er desuden udstyret med et forord af Yotam Ottolenghi selv.

Du kan købe FALASTIN online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.


Kun til navlen af Linea Maja Ernst

Kun til navlen, Linea Maja Ernst, romaner om identitetskriser

En gruppe venner midt i trediverne er samlet i et sommerhus ved en skovsø. Det er midsommer og ugen op til et bryllup. Et vennepar skal giftes.

Gruppen forbereder sig og holder samtidig fri, skændes, mindes, flirter, poserer, soler sig i hinandens selskab og roder op i ukurante følelser.

Sylvia har altid været forelsket i Esben, brudgommen. Hun er i et trygt og stabilt parforhold med sin kvindelige kæreste, Charlie, men kan ikke finde ro. Kvæde føler sig endelig hjemme i sin krop og er klar til at holde et skov-rave, men der er børn, der skal puttes, og Gry har taget sin kæreste Adam med, der går rundt og ligner en reklame for heteroseksualitet. Karen glæder sig til at blive gift, men hun glæder sig endnu mere til at komme tilbage på arbejde. Og imens samtalerne slår gnister rundt om middagsbordet, kæmper Gry med at føle sig banal blandt sine farverige, excentriske venner.

Hvorfor er nogles drøm at blive gift og andres at leve i et harem med deres yndlingsvenner? Og hvad stiller man op med længslen efter, at alt kunne være anderledes? Linea Maja Ernst debuterer med Kun til navlen, en samtidsroman om at være fanget i en livsfase og panikken over måske at være blevet mere småborgerlig, end man nogensinde havde frygtet.

Du kan købe Kun til navlen online fx hos Bog&idé eller i din nærmeste boghandel.


Vindens port af Anne-Cathrine Riebnitzsky

vindens port, anne-cathrine riebnitzsky

Ibrahim Banu Saids liv ændrer sig for altid efter to pilgrimsrejser, hvor han rammes af en stor personlig sorg.

Han forsøger samtidig at være en nådig og klog borgherre for befolkningen i fæstningen Al Salat i Andalusien, og en god mand for sine tre hustruer.

I begyndelsen af 1300-tallet var den muslimske verden førende inden for matematik, filosofi, astronomi og lægevidenskab. Handlen mellem kristne, jøder og muslimer blomstrede i Al Salat, men da en kristen invasion nærmer sig fra nord, bliver borgens ry som uindtagelig sat på prøve. Kan Ibrahim Banu Said redde sit folk?

Du kan købe Vindens Port online eller i din nærmeste boghandel.