Fagbøger Historie

Den danske Schindler og Nanjing-massakren. Læs i SINDBERG her.

Sindberg

For første gang fortælles historien om en af de største humanitære skikkelser i det 20. århundredes Danmarkshistorie: Bernhard Arp Sindberg. Læs i bogen SINDBERG her.


SINDBERG

I december 1937 falder den kinesiske hovedstad, Nanjing, og den japanske hær går amok i et orgie af vold, mord og gruppevoldtægter.

I løbet af seks uger bliver hundredtusindvis af civilister og krigsfanger myrdet. Den danske opsynsmand på F.L. Smidths cementfabrik, Bernhard Arp Sindberg, åbner fabrikkens porte, og 10.000 civile kinesere slår sig ned på området uden for japanernes rækkevidde.

LÆS OGSÅ: Bernhard Sindberg reddede tusindvis af mennesker under Nanjing-massakren

Sindberg var en skæv eksistens, der i en kort periode trådte i karakter for derefter at vende tilbage til glemslen. I bogen følger vi ham fra hans barndom i Aarhus og på hans første eventyr som sømand til de dramatiske 104 dage som redningsmand for tusindvis af mennesker.

Du kan købe SINDBERG online, bl.a. hos Saxo, eller i din nærmeste boghandel fra d. 14. august 2019.


Peter Harmsen

SINDBERG

Den danske Schindler og Nanjing-massakren 1937-38



INDLEDNING

DANSKEREN

1937


Vinteren var lige begyndt, da de japanske soldater kom. De fremmede krigere lignede ikke noget, som de kinesiske bønder nogensinde havde set før. ”Djævle”, kaldte de dem med hviskende stemmer. Japanerne var små, men stærke, og mange af dem havde ladet deres skæg vokse vildt. De havde været længe undervejs. Deres kakifarvede uniformsfrakker var dækket af støv fra en march, der havde varet flere uger, og de havde flager af størknet mudder til op over knæene. Det eneste, der skinnede, var deres våben. Geværer, der virkede længere end de mænd, der bar dem. Og bajonetter, som glimtede faretruende i de korte øjeblikke, hvor den kolde, skarpe sol viste sig bag de grå skyer.

Her i det frugtbare land lige syd for Yangtze-floden var det Oksens År, som nu lakkede mod enden. I Vesten blev året kaldt for 1937. Wang Liyong var fyldt 13, og han var gammel nok til at fornemme den uheldssvangre atmosfære. Sammen med sin mor og to yngre brødre boede han i en landsby lige uden for Nanjing, Kinas hovedstad. Han havde set, hvordan den kinesiske hær havde trukket sig tilbage forud for japanernes ankomst, og siden havde han hørt lyden af heftige kampe rundt om Nanjings bymur. Nu var der stille, og folk sagde, at krigen snart var forbi. Men måske var trængslerne i virkeligheden kun lige begyndt. Der gik rygter om japanerne. Det var barske rygter, forfærdelige rygter. Rygter om plyndring, mord og voldtægt.

Japanske soldater på march mod Nanjing. Infanteristerne tilbagelagde
de 300 kilometer fra Shanghai til fods i løbet af en måned. Det fugtige efterårsvejr gjorde ofte vejene til et vanskeligt fremkommeligt pløre.
Japanske soldater på march mod Nanjing. Infanteristerne tilbagelagde de 300 kilometer fra Shanghai til fods i løbet af en måned. Det fugtige efterårsvejr gjorde ofte vejene til et vanskeligt fremkommeligt pløre.

Volden var intens i de smalle stræder inde bag Nanjings bymure, men heller ikke ude på landet var der sikkert. Japanerne rykkede fra landsby til landsby og drog bort igen med alle husdyr – ænder, gæs, okser og svin. De brændte bygningerne af undervejs, nogle gange med beboerne indeni. Der var en særlig blodig episode i landsbyen Chenjiayao, hvor de havde samlet 33 kinesiske mænd. Nogle af fangerne var tidligere soldater, men der var også civile iblandt. Alle blev dræbt med skud og bajonetstik. Ud for Xianhemen, en af Nanjings gamle byporte, lå ligene af 80 kinesiske soldater sammenfiltrede i en dam sammen med de oppustede kadavere af deres heste. Og så var der behandlingen af kvinderne. Der gik historier om unge piger, som japanerne havde voldtaget på skift og bagefter skændet med flasker.

Efter at japanerne havde hærget i en uge, besluttede Wang Liyongs mor, at den lille familie ikke kunne blive i landsbyen længere. De pakkede deres mest nødvendige ejendele og vandrede mod øst, væk fra Nanjing. Selv bar Wang Liyong den ene af sine to brødre på ryggen, mens hans mor bar den anden. Det første sted, de gjorde holdt, var Qixia Lærerseminarium. Her sluttede de sig til en stor gruppe bønder, som havde søgt ly i skolens store sal. Det gav en følelse af tryghed, men det var en falsk følelse, og den varede kun kort. Samme aften brød en gruppe japanske soldater ind i salen. De var på udkig efter kvinder. De trak bort med en gift bondekone, mens hendes mand jamrende klamrede sig til hendes ene ben i et desperat forsøg på at redde hende. En af de japanske soldater rettede sit gevær mod manden og dræbte ham med et enkelt skud.

Før chokket over det pludselige, brutale drab havde nået at fortage sig, brød Wang Liyongs familie op igen. Hans mor havde hørt andre bønder tale om, at de kunne være i fred i et mere end tusind år gammelt buddhistisk tempel ved foden af Qixiabjerget ikke langt borte. Hun fandt en bygning på en skråning bag templet, hvor familien kunne være nogenlunde i sikkerhed. Som ugerne gik, blev forholdene dog næsten uudholdelige. Flere og flere flygtninge kom til, og området vrimlede efterhånden med mennesker overalt. Selv om japanerne var buddhister, kom de ofte til templet i deres endeløse jagt på kvinder. Efter en måned vandrede Wang Liyong og hans familie videre.

De kom nu til et sted, hvor de for første gang følte, at japanerne ikke kunne røre dem. Det var en cementfabrik, som lå ganske få kilometer fra templet. Her havde tusindvis af familier slået sig ned, og de havde bygget små stråhytter overalt, hvor der var et tomt stykke jord. Hele området omkring fabrikken var forvandlet til en by, med snævre gader og røg fra interimistiske køkkener. Også i det nye tilflugtssted var japanerne en plage. De lå på lur uden for fabrikken, og hvis en ung pige vovede sig ud for at samle brænde, kunne de finde på at overmande hende for at få deres vilje. Men de turde ikke bevæge sig ind på selve fabrikkens område eller flygtningelejren udenom. For her rådede ”danskeren”.

Den blonde udlænding skilte sig ud i havet af sorthårede mennesker. De gange, hvor japanerne forsøgte at bryde igennem porten til lejren, stillede han sig i vejen for dem. Ofte havde han sit flag med sig. Wang Liyong havde aldrig set det før. Det var rødt med et hvidt kryds. Det virkede næsten magisk, for det fik japanerne til at vige tilbage. ”Danskeren” havde også et dobbeltløbet jagtgevær. Det var naturligvis ingenting imod japanernes mange våben, men der var et eller andet ved hans fremtoning, som fik dem til at tøve. Ingen havde turdet behandle japanerne på den måde før. For de kinesiske børn ragede ”danskeren” helt op i himlen, og mange år senere, da Wang Liyong var blevet en gammel mand, huskede han stadig den høje, lyse skytsengel, som havde reddet ham fra japanerne.

Japansk soldat fra krigen i Kina i 1937. Mange japanere lod deres
skæg vokse til betydelige længder ved fronten, dels fordi de primitive
feltforhold gjorde barbering vanskelig, og dels fordi de tilstræbte et
krigerisk udseende.
Japansk soldat fra krigen i Kina i 1937. Mange japanere lod deres skæg vokse til betydelige længder ved fronten, dels fordi de primitive feltforhold gjorde barbering vanskelig, og dels fordi de tilstræbte et krigerisk udseende.

***

I virkeligheden målte ”danskeren” 172,5 centimeter. Det var præcis gennemsnittet for hans landsmænd på den tid, og i næsten alle henseender repræsenterede han det typiske snarere end det ekstraordinære. Hans karakterer i skolen havde været middelmådige, og han havde haft en række forskellige job, hvor han havde været flittig uden for alvor at skille sig ud. Bortset fra et hidsigt temperament, som gang på gang havde bragt ham i vanskeligheder, var der intet bemærkelsesværdigt ved ham. Men i løbet af 104 dage i Kinas mørkeste vinter trådte han i karakter og blev en redningsmand for tusinder. Han blev til noget, som en kynisk eftertid måske har vanskeligt ved at kapere: en helt. På kinesisk havde han flere forskellige navne. Nogle kaldte ham for hr. Xin. Andre brugte navnet Xinbo eller Xindebeige. På dansk hed han Sindberg.

Bernhard Arp Sindberg var kun 26 år gammel, da omstændighederne i december 1937 gjorde ham til hovedpersonen i en af de mest bemærkelsesværdige humanitære bedrifter i nyere Danmarkshistorie. Mens japanske soldater i og omkring Nanjing hengav sig til et voldsorgie, som senere skulle blive sammenlignet med nazisternes hærgen i Europa, skabte han et helle for tusindvis af forfulgte kinesere, der ellers ville have været forsvarsløse over for en hævngerrig og ubarmhjertig besættelsesmagt. Det ville være forkert at sige, at Sindberg gjorde det ene mand, for andre var med til at gøre flygtningelejren til virkelighed. Han var ikke alene hele tiden, men ofte. Med en let omskrivning af Churchills kendte frase kan man sige, at ”sjældent har én gjort så meget for så mange”.

Sindberg var blevet voksen i 1930’erne, et årti, hvor den økonomiske krise hærgede, og håbet om en fredeligere fremtid langsomt slukkedes i det ene land efter det andet. Det var et årti, hvor mulighederne for at se verden var dramatisk færre end i dag. For de fleste var en karriere til søs den eneste måde at komme ud at rejse på – og det var dén, Sindberg valgte. Som mange andre endte han i Østasien, der dengang som nu bød på uanede muligheder, men også gemte på enorme problemer. Et af dem var et japansk imperium med vokseværk, ledet af politikere og officerer, som var drevet af en grænseløs ambition.

SINDBERG
Bernhard Arp Sindberg. Fotografiet er sandsynligvis taget i efteråret 1937.

Første gang Sindberg ved selvsyn stiftede bekendtskab med den japanske hær i al sin magt og vælde, og al sin brutalitet, var i sensommeren 1937, hvor Shanghai blev scenen for det, der skulle ende som et af det 20. århundredes største slag. Sent på året rejste han videre til Nanjing som opsynsmand for en cementfabrik, som det danske firma F.L. Smidth havde bygget for de kommende kinesiske ejere. Han ankom netop, som den sejrrige japanske hær bevægede sig mod byens porte, mens de fejede al kinesisk modstand til side. Han var en ud af en lille gruppe af udlændinge, som i begyndelsen af december frivilligt valgte at blive i Nanjing, selv om det var hævet over enhver tvivl, at byen stod for fald, og at ingen kunne vide, hvordan de japanske soldater ville behandle isolerede vesterlændinge uden kontakt til omverdenen.

Med et mod, der virker næsten uforklarligt, lod han civile kinesere slå sig ned omkring fabrikken, og han sørgede for, at de japanske soldater ikke fik lov at røre dem. Han leverede lægehjælp til de sårede og de syge, og mad til de sultne. Samtidig kørte han rundt i omegnen og tog, med enorm risiko for sig selv, fotografier af de forbrydelser, som japanerne havde gjort sig skyldige i. Sindbergs indsats i Nanjing gør det muligt at tale om ham som en ”dansk Schindler”, for ligesom den næsten jævnaldrende sudetertyske forretningsmand gav han sine medmennesker håb, hvor andre havde skabt et helvede på jorden.

Kampene i Kina i 1937 og 1938 lignede et isoleret opgør mellem to asiatiske nationer, mens de stod på. I dag kan vi til gengæld se dem som forspillet til Anden Verdenskrig. Det skulle udvikle sig til den største konflikt i menneskehedens historie og på godt og ondt præge en hel generation af danskere. Enkelte af dem blev til næsten mytiske figurer, som vi stadig, otte årtier senere, spejler os i, mens vi stiller ubehagelige spørgsmål om, hvordan vi selv ville have ageret i samme situation. Det var handlekraftige individer som modstandsmanden Bent Faurschou Hviid, også kendt som ”Flammen”, eller Tordenskjoldagtige krigere som kommandosoldaten Anders Lassen, der modtog det engelske Victoriakors. Sindberg tilhører dén eksklusive gruppe, og han var den første af dem.

Mere end to år før Danmarks besættelse var Sindberg et forvarsel om, at danskerne, der generelt set var sluppet nådigt fra Verdenskrigen fra 1914 til 1918,4 ikke kunne holde sig ude af det nye og endnu større opgør, som nu var på vej. Men det lå ikke i kortene, at han skulle blive redningsmand for tusinder af kinesere.

Trods sin unge alder havde han prøvet meget, inden han blev kastet ind i rollen som leder af en flygtningelejr og stillet ansigt til ansigt med den japanske hær, og det var tilfældigheder, der afgjorde, at det lige præcis var dér, han endte. For Sindberg gik der en lang og kroget vej fra Danmark til det krigshærgede Østkina i 1937. Hans historie begyndte godt et kvart århundrede før Nanjing-massakren, mange tusinde kilometer fra Yangtze-floden, og kun nogle få hundrede meter fra Aarhus Å.



KAPITEL 1

FRA SCHLEPPEGRELLSGADE TIL SHANGHAI

1911-1933


Bernhard Arp Sindberg blev født den 19. februar 1911 i Schleppegrellsgade nr. 19 i det sydlige Aarhus. Godt fire måneder gammel blev han døbt i Sankt Pauls Kirke, der var opført 30 år tidligere for at betjene det voksende antal nye indbyggere i provinsens største by. Aarhus var omkring det 20. århundredes begyndelse et samfund i eksplosionsagtig vækst, med en befolkning på godt 60.000 i året for Sindbergs fødsel. Det var en magnet for tilflyttere fra især det østjyske opland og en smeltedigel, hvor små forskelle i de regionale dialekter langsomt blev udvisket og forvandlet til det brede aarhusianske storbysprog. Ligesom mange af sine jævnaldrende havde Sindberg forældre, der var tilvandret fra landet, og han havde arvet deres rejselyst. ”Lige fra jeg var ganske lille, har Eventyrblodet flydt i mine Aarer,” fortalte han senere. ”Gang paa Gang stak jeg hjemmefra.” Ifølge en anekdote drog han to år gammel ud i verden med sin nisse under armen, men han blev fundet i rendestenen nogle få gader borte og fulgt hjem igen.

Sindbergs far, Johannes Sindberg, var fra Horsens-egnen. Han var husmandssøn født i 1882 i landsbyen Vinten. Området lå centralt langs den gamle landevej til Viborg, og egnens bønder var begunstiget af at bo oven på frugtbar morænejord. Alligevel var det et samfund præget af kår så hårde og nøjsomme, at en senere generation kan have vanskeligt ved at fatte dem. Folk mistede livet ofte og i alle aldre, for sygdomme rasede, og ulykker hørte til dagens orden. Johannes Sindberg voksede op som den næstældste søn i familien, men da han var 13, døde hans ni år ældre storebror, og pludselig var det ham, der havde ansvaret for at føre slægten videre. Med hans familiebaggrund var der ikke de store muligheder, men efter at have aftjent sin værnepligt som marinesoldat fra september 1905 til april året efter, slog han hul på en karriere, der skulle byde på både op- og nedture. Han valgte en branche, hvor hans hjemegn var blandt pionererne: mejeriet.

I 1909 befandt Johannes Sindberg sig næsten så langt væk hjemmefra, som han kunne komme uden at rejse udenlands. Han var kusk på Lolland og bragte mælk fra gårdene i Branderslev sogn til mejeriet på Nakskov Ladegård, et af egnens største jordbrug. På Nakskov Ladegård var 18-årige Karen Marie Rasmussen også ansat som pige i huset. Hun var fra landsbyen Fensten syd for Odder, ikke langt fra Johannes Sindbergs hjemegn. Måske følte de en form for samhørighed i det fremmedartede Lolland, og bekendtskabet udviklede sig hurtigt. De blev gift den 11. maj 1909, mindre end to uger før Karen Maries 19-års fødselsdag. Gennem kongeligt vielsesbrev var det lykkedes at fremskynde proceduren og omgå reglerne om lysning af vielse i kirken på tre på hinanden følgende søndage, og der var ingen familie til stede ved selve højtideligheden. Næsten præcis seks måneder efter brylluppet, den 10. november 1909, fødtes parrets første barn, en dreng.

Johannes Sindberg avancerede hurtigt, og i løbet af efteråret 1909 gik han fra at være kusk til at være regnskabsfører på Nakskov Ladegård. Parret blev dog ikke på Lolland, men flyttede kort tid efter tilbage til Østjylland og bosatte sig i Aarhus. Her blev deres søn døbt i Domkirken den 5. juni 1910 og fik navnet Niels Frederik Arp Sindberg. Mellemnavnet Arp, som Bernhard og familiens øvrige børn også skulle få, var til minde om en mandlig slægtning, der var afgået ved døden cirka 20 år tidligere uden nogen efterkommere. Det var en fin gestus over for en mand, som ellers ikke ville have efterladt sig nogen spor. Ingen kunne vide det dengang, men i stedet for at gå i glemmebogen skulle navnet blive kendt blandt millioner af mennesker på den anden side af jordkloden.

Sindbergs fødehjem på Schleppegrellsgade nr. 19 i Aarhus. Bygningen var ved hans fødsel i 1911 kun et år gammel.
Sindbergs fødehjem på Schleppegrellsgade nr. 19 i Aarhus. Bygningen var ved hans fødsel i 1911 kun et år gammel.

Efter at have slået sig ned i Aarhus havde Johannes Sindberg nu titel af mælkehandler, men det var ikke ligetil at skabe faste rammer for den nye tilværelse i storbyen. Bare nogle få måneder efter at Bernhard blev født, flyttede den lille familie hundrede meter ned ad Schleppegrellsgade til nr. 4, og inden han nåede at blive to år gammel, havde han prøvet at skifte adresse hele tre gange. Først hen imod slutningen af 1912 indtraf der en periode med stabilitet. Den 18. november åbnede Johannes Sindberg en osteforretning på Frederiks Allé nr. 110, hvor familien også flyttede ind. Han var en mand med store ambitioner og visioner på sit nye fags vegne, og godt et halvt år senere var han en af initiativtagerne til Aarhus Mælkehandlerforening, med tilhørende oplysnings- og inkassobureau. Selv blev han foreningens første formand.

Formandskabet var kontroversielt lige fra begyndelsen, og et stridbart gemyt ser ikke ud til at have gjort sagen bedre for Johannes Sindberg. Allerede mælkehandlerforeningens stiftende generalforsamling i juni 1913 endte i drama, og et stort udsnit af deltagerne udvandrede i protest. Skænderiet fortsatte i dagene efter i avisernes opinionsspalter, hvor kritiske røster antydede, at Sindberg havde ønsket at mele sin egen kage med indførelse af et obligatorisk kontingent. En af Sindbergs fjender sendte et vredt læserbrev til Aarhuus Stiftstidende, hvor han beskrev opkrævningen af kontingentet som en art bondefangeri.15 Sindbergs svar blev trykt i samme avis et par dage senere, og med sin bidende tone afslørede det et naturtalent som polemiker: ”Om Hr. J. C. føler at være af den Slags, som Bondefangere udser sig til Offer, faar være hans egen Sag.”

SINDBERG
Aarhus som byen så ud ved Sindbergs fødsel. Med talrige aktive
fabrikker havde centrum et langt mere industrielt præg end i dag.
Aarhus som byen så ud ved Sindbergs fødsel. Med talrige aktive
fabrikker havde centrum et langt mere industrielt præg end i dag.

Uddrag af kirkebogen for Sankt Pauls sogn med angivelse af Bernhard
Sindbergs fødsel.
SINDBERG
Uddrag af kirkebogen for Sankt Pauls sogn med angivelse af Bernhard Sindbergs fødsel.

Hvis 1913 var stormfuldt, skulle 1914 ikke vise sig at udgøre noget pusterum. Tværtimod kom ulykkerne nu væltende på stribe. Bernhard havde fået en lillebror, Verner Arp Sindberg, i foråret 1913. Han blev syg og døde kun 11 måneder gammel på Aarhus Kommunehospital i april 1914. Fire måneder senere begyndte Verdenskrigen ude i Europa. Danmark havde held med at holde sig ude af masseslagterierne på fronterne, men danskerne blev alligevel berørt på alle måder – også Johannes Sindberg. Som uddannet marinesoldat blev han flere gange indkaldt til Sikringsstyrken, der skulle beskytte Danmarks neutralitet, og han gjorde blandt andet tjeneste på Trekronerfortet i Københavns Havn. I de lange perioder, hvor han var i uniform, stod osteforretningen stille.

Samtidig udbrød der skænderier på en ny kant. Den øgede efterspørgsel efter mejeriprodukter, som krigen medførte i først og fremmest England, pressede priserne i vejret. Det betød også, at Johannes Sindberg og de andre oste- og mælkehandlere i Aarhus skulle betale mere for de produkter, de modtog fra mejerierne i oplandet. Han greb til pennen med karakteristisk kampgejst: ”Det falder unægtelig lidt vanskeligt at glæde sig over denne Velstand hos Landbruget, naar man færdes i en By som Aarhus og daglig ser den Nød og Fattigdom, som hærger en stor Del af Byen, og som netop for en stor Del skyldes de enormt høje Priser paa alle Fødevarer,” skrev han i et læserbrev i avisen Demokraten i december 1914. ”Hvorledes skal dette ende? Hvordan skal vi dog komme igennem Vinteren? hører man fra hveranden bekymret Husmoder… og imens virker det næsten uhyggeligt at tænke paa, hvorledes Landboerne gnider sig i Hænderne over hver Omgang, Prisstigningsskruen faar, vel at mærke, naar det drejer sig om deres egne Produkter.”

I de efterfølgende måneder blev konflikten skærpet, og Johannes Sindbergs åbenmundede stil, som særlig gik ud over mejeriet Vesterbro, kom til at koste ham dyrt. Mejerierne i Aarhus var velorganiserede med Vesterbro som en ledende kraft, og i fællesskab indførte de en boykot af hans forretning på Frederiks Allé.

Konsekvensen var, at han måtte lukke. Han gav ikke op, men fik en aftale i stand med et mejeri, som stod uden for Vesterbros kartel, om at sælge mælke- og osteprodukter fra en butik i centrum af byen. Heller ikke det lykkedes dog, og for at gøre ondt værre blev Sindberg igen indkaldt til Sikringsstyrken. I en annonce indrykket i Aarhus-avisen Demokraten tre uger før hans hjemsendelse i november 1915 søgte han arbejde ”ved Kontor, Lager eller Butik” og tilføjede, med et skær af desperation: ”I Mangel deraf ved hvad som helst.”

***

Ægteparret Sindberg, der nu havde tre sønner og en datter, flyttede herefter til Vejle, hvor der var arbejde at få. Her blev der i november 1916 føjet endnu en søn til børneflokken. Den lille dreng fik navnet Verner, ligesom den søn, der var afgået ved døden to år før. Samtidig fortsatte Johannes med at udfolde sit skrivetalent, med det vanlige retoriske bid. Den 24. oktober 1916 fik han en artikel på forsiden af Fredericia Social-Demokrat. Emnet var ”Dyrtiden”, de hastigt voksende priser på basale fornødenheder som følge af krigen ude i verden. Han var tydeligvis stadig harm over den behandling, han havde fået af mejerierne i Aarhus. ”Intet er mere uretfærdigt, end at vi herhjemme skal betale Krigspriser for vort eget Lands Produkter, fordi andre Magter fører Krig,” skrev han og tilføjede sit forslag til en løsning: ”Maximalpris paa alle Fødemidler, som vi selv producerer.”

I 1917 var familien tilbage i Aarhus. Den bosatte sig kortvarigt på de Mezas Vej, men slog sig derefter ned på Frederiksgade nr. 70, hvor den for første gang i en årrække endelig kunne falde til ro. Det var fra denne adresse, at Johannes Sindberg i juli 1918 lancerede sig selv som grosserer og åbnede en ny forretning, Ostebørsen. Det gjorde han med en annonce i avisen Demokraten, hvor han henviste til den varemangel, der også eksisterede i det neutrale Danmark på grund af den endnu raserende Verdenskrig: ”I denne Flæske- og Kødknappe Tid bør man spise Ost. Ost er det mest naturlige Erstatningsmiddel for Flæsk og Kød.” Han kommunikerede på en måde, som virker overraskende moderne, og sørgede i sine hyppige avisreklamer for at sætte den almindelige forbruger på den høje hest: ”Er Deres Margarine harsk? Forlang da Nova Plantemargarine hos Deres Købmand.” Alt tyder på, at det nu efter nogle hårde år begyndte at gå godt for familien økonomisk. Der var råd til en rummelig femværelses lejlighed til en årlig leje på 800 kr. Der var også penge nok til husassistent, til telefon og til bil.

Lige efter tilbagekomsten til Aarhus fra Vejle gik Bernhard og hans søskende på Finsensgade Skole i nogle måneder, hvorefter de i september 1917 flyttede til Ingerslevs Boulevards Skole. Bernhard begyndte i 1c, og hans 15 måneder ældre bror kom i første omgang i samme klasse, men blev senere flyttet til klassen over. Selv udmærkede Bernhard sig på ingen måde, nok fordi han var flyttet midt i skoleåret. Hans første karakterer fra foråret 1918 placerede ham på tredjesidste plads blandt de 31 elever i hans klasse. I det næste par år fik han sig dog arbejdet op, og i både 1920 og 1921 befandt han sig i midtergruppen af elever, med det samlede skudsmål ”mg” eller ”meget godt”. Efter fire år blev de to brødre overført til Kirkegaards Skole, som var en privatskole. Samtidig kom hans søster, Marie Sophie, i Frk. Kochs Skole, ligeledes privat. Der var pludselig flere penge at gøre godt med, men midt i fremgangen blev familien igen ramt af tragedie, da Johannes og hans kone for anden gang mistede et lille barn. En lillesøster til Bernhard, Maren Margrethe Sindberg, døde i april 1920 bare tre måneder gammel.

Mælkehandler Johannes Sindberg med sine fire sønner. Bernhard
sidder nederst til højre.
Mælkehandler Johannes Sindberg med sine fire sønner. Bernhard sidder nederst til højre.

Opdragelsen i det sindbergske hjem var streng, og der var ingen tvivl om faderens autoritet. Men samtidig sørgede han for at indprente et sæt af fundamentale værdier i sine børn. Vigtigst af alt var det, at når man kunne, skulle man give til dem, der havde mindre. Bernhard Sindberg var ivrig spejder, og som 13-årig cyklede han i august 1924 til Spejderbevægelsens 2. verdensjamboree, der blev holdt i Ermelunden nord for København. Spejderideen var i sit udgangspunkt præget af militæret, med uniformer, disciplin og teltlejre, men samtidig var den ikke uberørt af den pacifisme, der bredte sig i den vestlige verden på netop den tid. Rædslerne i den krig, der var sluttet mindre end seks år tidligere, var i frisk erindring. Jamboreens lejrsang, skrevet af ophavsmanden til Flemmingbøgerne, forfatteren Gunnar Jørgensen, udtrykte forhåbninger om en fredeligere verden, men samtidig var den næsten profetisk om de udfordringer, den voksne Sindberg ville komme ud for:

Snart dør de sidste Flammer
i Verdens Kæmpebaal
– hvor Krigens Rædsel rammer,
der fødes Fredens Maal:

Hvad Had og Hovmod øder
i Kamp med Blod og Bly,
de nye Slægter bøder
og læger op paany.

Var Tidens Byrder tunge
og haard dens Tugterhaand,
vi knytte vil – vi unge –
de mange Brudte Baand!

Af Trængselstider strenge
af Essens røde Baal
skal viljestærke Drenge
gaa frem mod Mandomsmaal!

Spejderjamboreen bragte hele verden til Danmark – og til Sindberg. Der kom spejdere ikke bare fra europæiske lande som Frankrig, Ungarn og Tjekkoslovakiet, men også fra det for alvor eksotiske udland: Indien, Japan, Siam – og Kina. ”Jeg og mine Fæller,” sagde hr. Li, en af de 14 kinesiske deltagere, ved ankomsten på Københavns Hovedbanegård, ”har nu rejst i over syv Uger for at komme her over til Deres smukke Land og træffe Alverdens Spejdere under dansk Gæstfrihed.” Oplevelsen af den enorme og farverige forskelligartethed – skotske spejdere med kilt, egyptere med fez, indere med turban – har prikket til mange af de danske deltageres udlængsel, men i modsætning til de fleste gjorde Sindberg alvor af det.

Et par år senere, ifølge en ofte genfortalt familieanekdote, gentog han den flugt, han havde foretaget som toårig, men denne gang nåede han betydeligt længere væk. Han var på vej om bord på Amerika-damperen i Hamburg, før han blev standset af sin far, som i al hast troppede op efter en lang køretur med bilen fra Aarhus. Bernhard var blevet ”reddet” på et hængende hår, og nu gjaldt det om at finde et pænt, borgerligt erhverv, så drengen kunne falde til ro. Efter endt skolegang blev Sindberg placeret i lære som skiltemaler på Jysk Skiltefabrik hos malermester R.J. Staalby, der holdt til på Frederiks Allé 75. Staalby var en af byens mest prominente erhvervsfolk og leder af den lokale gren af Arbejdsgiverforeningen. Alt var sat på skinner. En solid håndværkerkarriere vinkede forude. Men det skulle blive anderledes.

***

Som 16-årig fik Sindberg langt om længe mulighed for at komme ud og se verden. Billetten til det store udland var ligetil: Aarhus havn, der var under hastig udbygning og i 1920’erne lå i konkurrence med Aalborg om at være provinsens største importhavn. Den stadige strøm af fartøjer fra fjerne destinationer med lasten bugnende af eksotiske varer var en indbydelse til eventyr. Den 3. december 1927 fik han hyre som messedreng på det norske skib Vossa, der lå for anker i Aarhus, og turen gik over Atlanterhavet. Første stop var den cubanske havn Santa Cruz del Sur. Herefter fortsatte fartøjet mod New York, hvor det ankom den 18. marts 1928.

Sindberg gik nu fra borde. Han har ikke efterladt sig nogen erindringer om sine første indtryk af New York. Men andre beskrivelser fra samtiden vidner om det sansebombardement, der mødte unge mænd opflasket med beskedne danske dimensioner og ”højhuse” på et par etager. Ove Kjeldsen, en ung sømand, fortæller om sin oplevelse af millionbyen nogle få år senere: ”Jeg lagde med det samme mærke til, hvor utrolig meget der var at tage sig til i New York. Der var i sandhed noget for enhver, og vi så ting og sager, vi aldrig før var stødt på.” Eller som tegneren Hans Bendix skrev fra et omtrent samtidigt besøg: ”New York er Verdens største By. Men den virker meget større.”

Der fulgte halvandet år med sejlads på en række af Latinamerikas mere farverige destinationer. I maj fik Sindberg sammen med seks andre danske sømænd i New York hyre på fragtskibet Kotonia, ejet af det danske rederi Hafnia, som afgik med kurs mod havnebyen Cienfuego på den cubanske sydkyst. Senere på sommeren var skibet omkring Tampico i Mexico, før det igen kastede anker i New York. Sindberg var endnu kun en spinkel, ikke fuldt udvokset teenager – med en højde på 165 centimeter og en vægt på 57 kilo – men han var nu steget i graderne fra at være messedreng til at være regulær sømand.

Året efter, i 1929, var han ombord på fartøjet East Indian, hvor han var ansat i maskinrummet som smører og skulle sørge for, at de forskellige bevægelige dele konstant var forsynet med et forsvarligt lag olie. I den egenskab sejlede han fra Buenos Aires og ankom i september nok en gang til New York. Sindberg kunne ikke vide det, men bare en måned senere skulle der komme til at ske verdenshistorie netop her. I oktober blev Wall Street ramt af et børskrak, som sendte chokbølger igennem verdensøkonomien. Resultatet var en global krise, der endte med at rase i et årti og blev en af de vigtigste årsager til Anden Verdenskrig.

I 1930 var Sindberg tilbage i Danmark i en stilling, som må have virket meget fjern fra den sømandstilværelse, han havde ført i de forløbne to år. Han slog sig ned i Odder godt 20 kilometer syd for Aarhus, hvor hans far Johannes Sindberg var flyttet hen i håbet om igen at begynde på en frisk. Nu kom Bernhards anden chance for et job med fødderne solidt plantet på jorden efter det mislykkede forsøg hos den aarhusianske skiltemaler. Han blev mejerielev og fik et værelse i huset hos mejeribestyrer Niels Sørensen i Bjerager, en landsby lige uden for Odder. Måske overvejede Bernhard en kort overgang at gå i sin fars fodspor. Under alle omstændigheder blev det ved tanken. Han ville ud at rejse igen.

For en ung eventyrlysten mand var der omkring 1930 en oplagt mulighed: den franske Fremmedlegion. I generationer havde myterne hobet sig op om den farverige enhed, og netop på det tidspunkt kulminerede sværmeriet. I marts 1931 var der Danmarkspremiere på filmen Marokko med Gary Cooper som fremmedlegionær og Marlene Dietrich som genstanden for hans kærlighed. Og i den virkelige verden gjorde det danske kongehus en
indsats for at popularisere legionen. Prins Aage, der var barnebarn af Christian 9. og havde tjent under Trikoloren siden begyndelsen af 1920’erne, beskrev sine oplevelser i flere udgivelser. Her fortalte han om det skær af mystik og drengebogsromantik, der havde tiltrukket ham og mange andre: ”Hvilket forunderligt Indtryk af Rankhed og Lidenskab giver ikke Navnet: Fremmedlegionen.”

Sindberg tog det skæbnesvangre skridt som tusindvis af andre unge drømmere, og på et tidspunkt i løbet af 1931 var han ombord på et skib på vej hen over Middelhavet til Algeriet. Endestationen var legionens berygtede træningslejr i byen Sidi Bel Abbès 75 kilometer inde i landet. Her blev Sindberg og de andre rekrutter sendt igennem grunduddannelsen, der gik ud på at banke militær orden ind i dem på den hårde måde. Alt blev gjort til øvelser i ekstrem pertentlighed. Sengeredning var et regulært ritual: ”Tæpperne foldes i perfekte firkanter og bliver placeret i fodenden,” skrev den amerikanske legionær Bennett J. Doty, som tjente kort før Sindberg. ”Lagnerne rulles sammen og lægges på hver sin side af tæppe-firkanten. Puden placeres præcis i midten mellem de to ruller. Bagefter fejer legionæren grundigt under sin seng og skrubber til sidst gulvet med en våd klud.”

Sindberg i Fremmedlegionen.
Sindberg i Fremmedlegionen.

Men den vigtigste del af grunduddannelsen var marcherne, altid under den bagende nordafrikanske sol. Den tyske journalist Erwin Rosen, som tilbragte flere år i legionen, beskrev i malende vendinger, hvad det indebar for den enkelte soldat: ”Hvis sulten gnaver i bugen på ham, eller hans tunge tørrer ind af tørst, er det bare ærgerligt – men det er ikke nogen grund til ikke at marchere videre! Det kan godt være, at han er træt, dødtræt, fuldstændig udmattet – men han må ikke holde inde med at marchere. Hvis hans fødder bløder og hans fodsåler brænder som ild, er det godt nok trist – men der må ikke skrues ned for marchtempoet. Solen kan brænde, så alle hans sanser kører rundt, men han skal alligevel fortsætte. Hans opgave i livet er at marchere.”

Midt i kasernetilværelsen, med den totale mangel på privatliv, var ensomhed paradoksalt nok et problem, ikke mindst hvis man kom fra et lille land som Danmark. Legionen bestod i mellemkrigstiden i vid udstrækning af tyskere, og andre store europæiske nationer som Spanien og Italien var også rigt repræsenterede. Danskerne var kun et mindretal, højst et par hundrede. ”Det interesserede mig at se, hvorledes de forskellige Nationaliteter og Racer, hvoraf Legionen er sammensat, og som man under normale Forhold er tilbøjelig til at se bort fra, i tunge og alvorlige Stunder søgte sammen til Værn eller til fortrolig Samtale,” fortæller prins Aage, og beskriver situationen efter en hård march i ørkenen: ”Denne Aften samledes Tyskerne om ét Baal for at synge deres Fædrelands Sange, fra et andet Baal lød Tonerne af en italiensk Baalsang og fra et tredje en spansk Fandango.”

Legionen spurgte ikke til sine rekrutters fortid, og derfor tiltrak den ikke bare eventyrere, men også Europas bærme, der i mange tilfælde havde begået forbrydelser så grove, at de ikke kunne vende hjem og måtte skabe sig en ny tilværelse i det fremmede. Det var mænd, som ikke frygtede fysisk afstraffelse, og derfor var Legionen tvunget til at udtænke særligt grove metoder for at bevare disciplinen. Gentagne forseelser mod reglementet blev belønnet med lange ophold i arresten, og her gjaldt det om at holde sig på god fod med de afstumpede fangevogtere. Ellers vankede der tæv i de øjeblikke, hvor der ingen vidner var, fortæller amerikaneren Doty.

Han fortsætter med at beskrive et særligt disciplinærmiddel, som fængselspersonalet yndede at benytte, og som blev foretaget indendørs: ”Man blev sat til at marchere rundt og rundt i cellen hele dagen lang, og man kunne nå op på 40 kilometer fra morgen til aften i det lille, aflukkede rum. Men det var ikke det hele. Forud for denne march tog man sine militærsko af, og stak fødderne i et par espadrilles. Det var sandaler med såler lavet af groft reb. De begyndte snart at skære ind i fødderne på én, og man endte med at trave rundt og rundt på fødder, som både brændte og blødte.” Den type straf, samt endeløse prygl og ydmygelser, var helt automatisk for den værste af alle forbrydelser – desertering.

Ikke desto mindre var det præcis den udvej, Sindberg valgte, da han efter nogle måneder i Fremmedlegionen erkendte, at han havde begået en fejl. Efter sigende flygtede han på en cykel op i bjergene på selve nytårsaften. Det var i givet fald et godt valg, for legionærerne hilste traditionen tro det nye år 1932 velkommen ved at drikke sig fra sans og samling. En ting var imidlertid at undslippe fra kasernen. Det var en helt anden ting at flygte ud af Algeriet, klemt inde mellem Middelhavet mod nord og Sahara mod syd. Det var som et minimum nødvendigt at have penge nok til at købe en billet ud af landet og anskaffe sig civilt tøj, så man kunne gøre et præsentabelt nok indtryk til at slippe igennem paskontrollen. På en eller anden måde lykkedes det for Sindberg. Det er sandsynligt, at han fik hjælp udefra. Muligvis fik han sendt penge af sin familie hjemme i Danmark.

Ikke længe efter hjemkomsten til Danmark kom Sindberg igen i uniform. Han blev indkaldt og aftjente sin værnepligt i marinen fra marts til oktober 1932 som sømand nr. 9089. Efter Fremmedlegionens hårde skole havde han ingen problemer med de mere afslappede vilkår i det danske militær, og i sin rekrutperiode klarede han sig betydeligt bedre end gennemsnittet. Da
grunduddannelsen var afsluttet, fik han topkarakteren ”ug” eller ”udmærket godt”, efter samme skala som i skolesystemet, og han blev betragtet som fortrinligt soldatermateriale. De sidste fire måneder af perioden, fra begyndelsen af juni til begyndelsen af oktober, var han medlem af den elleve mand store besætning på marinekutteren Maagen, der på sin jomfrusejlads foretog fiskeriinspektion i farvandet rundt om Grønland.

Inspektionskutteren Maagen ved Godhavn, i dag Qeqertarsuaq, på
Grønlands vestkyst. Sindberg deltog i fartøjets jomfrusejlads i 1932.
Fotografiet er taget i 1934.
Inspektionskutteren Maagen ved Godhavn, i dag Qeqertarsuaq, på Grønlands vestkyst. Sindberg deltog i fartøjets jomfrusejlads i 1932. Fotografiet er taget i 1934.

Maagen blev nogle dage forsinket i juni, fordi tømrerne skulle foretage det sidste arbejde på fartøjet, inden det var erklæret klar til oceanerne. Så da skibet endelig stod ud fra Holmen den 6. juni, var alt ombord skinnende nyt. Ikke desto mindre blev det en fysisk udfordrende mission, hvor et bad i ferskvand var en så ualmindelig begivenhed, at det blev optegnet i skibsjournalen. Via Færøerne og Island ankom Maagen i begyndelsen af juli til Julianehaab, det nuværende Qaqortok, på sydspidsen af Grønland. De følgende tre måneder gik med at vise flaget og patruljere Danmarks nordatlantiske imperium hele vejen op til Godhavn, i dag Qeqertarsuaq, i Diskobugten.

Under patruljeringen overraskede Maagen en tysk trawler, som fiskede inden for den internationalt aftalte grænse på tre sømil. Det førte til en dramatisk episode, som satte sig tydeligt i erindringen hos Sindberg, og som han beskrev i detaljer i en ellers meget sparsom selvbiografi udfærdiget mange år senere i Californien: ”Denne lille båd sejler hen til en enorm tysk trawler og giver den et skud for boven. Tyskerne blev taget med bukserne nede. Men de var inden for tremilegrænsen for fiskeri. Vi satte en boardinggruppe om bord på skibet og søgte mod havn. Trawleren var hurtigere, end vi var. Da vi nåede i havn, havde boardinggruppen allerede fortøjet trawleren, og en milelang række af lastbiler var ved at losse fisk til eskimoerne. Vi konfiskerede nettene, tog fiskene og gav dem en bøde.”

Maagens hovedopgave var at kontrollere danske og udenlandske fiskekuttere, men den fungerede også som postbåd og var med sin ladning af breve et velkomment syn i de isolerede samfund, hvor den nåede frem. Stilen om bord var efter militære forhold afslappet, og besætningen fik alkoholrig punch med jævne mellemrum. Alligevel var det lange, ensomme måneder på Nordatlanten, og de værnepligtige matroser fældede sikkert ikke mange tårer, da Københavns tårne tonede frem i det fjerne den 5. oktober. Tre dage efter Maagens ankomst blev Sindberg hjemsendt. Med udgangspunkt i sin adfærd i og uden for tjenesten under togtet til Grønland fik han karakteren ”meget godt”, mens hans anvendelighed som soldat blev takseret med et mere moderat ”godt”. Den lange periode med tvunget samvær med ti andre individer har sikkert tæret på Sindberg. Han havde et hidsigt temperament og et anspændt forhold til autoriteter. Det skulle nu bringe ham i alvorlige problemer, netop som han begav sig til den del af verden, der skulle blive hans skæbne – Shanghai og Kina.



Du kan købe SINDBERG online, bl.a. hos Saxo, eller i din nærmeste boghandel fra d. 14. august 2019.


LÆS OGSÅ: One Dollar Man, den største dansker, du (sikkert) aldrig har hørt om