Den mørkeste vinter foregår i december 1942 – en tid, hvor det meste af verden var i krig. Læs et uddrag af Peter Harmsens bog herunder.
December 1942 er af mange blevet omtalt som den mørkeste vinter i verdenshistorien. Millioner af unge mennesker var sendt i kamp rundt omkring i verden, og hele befolkningsgrupper var drevet på flugt eller tilfangetangen.
LÆS OGSÅ: 21 bøger der gør dig klogere på anden verdenskrig
Peter Harmsen har i Den mørkeste vinter – December 1942 og en verden i krig samlet fortællinger fra både soldater og civile over hele kloden. Beretningerne strækker sig fra øer i Stillehavet og ved fronten i Kina, til skyttegravene i Rusland og i Nordafrikas ørken, på himlen over Europa og dybt ud på Atlanterhavet.
Tabet af menneskeliv var stort i denne periode: Holocaust fortsatte, og uskyldige mænd, kvinder og børn blev myrdet i tusindvis. Alt sammen foregik, mens deres bødler fejrede Kristi fødsel. Men der var også overalt eksempler på barmhjertige gerninger.
Læs et uddrag af Den mørkeste vinter – December 1942 og en verden i krig herunder.
Den mørkeste vinter – December 1942 og en verden i krig
Peter Harmsen
INDLEDNING: WHITE CHRISTMAS
Globalisering med andre midler
Når amerikanere, der var unge under Anden Verdenskrig, senere så tilbage på julen 1942, var sangen “White Christmas” ofte det første, de kom i tanker om. Sæsonens hit nummer 1, fremført med Bing Crosbys rolige baryton, hyldede julen, som den burde tage sig ud i fredstid. Den fulgte en hel generation på vej, mens den drog i krig i områder, hvor der ikke var den mindste smule sne, men derimod glohedt sand, stormfuldt hav og svedig jungle. Det var den helt rette sang.
”White Christmas” var både sørgmodig og længselsfuld, men samtidig gav den på en mærkelig måde en form for fortrøstning med sit usagte løfte om, at en dag ville livet igen blive, som det var engang. Den gav et lille håb, og det var nok i en nøjsom tid.
Joseph Schott var 19 år og orlogsgast ombord på troppetransportskibet SS Westernland, der var klar til afsejling fra havnen Hoboken i New Jersey med kurs mod de britiske øer, da han i december hørte sangen for første gang:
”Jeg havde fået ordre om at patruljere på dækket, så jeg fik ikke mulighed for at afprøve min køje før sent den aften. Jeg var på dækket omkring midnat, da skibet langsomt lagde fra. Nede på dokken var der et lille træskur beregnet til en civil vagt. Han havde radioen slået til, og man kunne høre den smukke og populære sang ’White Christmas’ med Bing Crosby. Det var sikkert den helt rigtige musik at høre for mig i de første minutter af, hvad der skulle blive en 16 dage lang rejse hen over Atlanterhavet. Lidt senere, efter at vi var kommet afsted, kunne jeg lige akkurat skimte Frihedsgudinden.”
”White Christmas” ramte en nerve på et tidspunkt, hvor USA var gået i gang med at løfte den globale krigs byrde for alvor. Det var blevet tvunget ind i konflikten i december 1941 af det japanske angreb på Pearl Harbor og Tysklands efterfølgende krigserklæring, men det havde ikke været muligt at blive en krigsførende nation fra den ene dag til den anden.
Det havde gradvis opbygget sin oversøiske tilstedeværelse i løbet af 1942, og nu, ved udgangen på året, var forberedelserne ført til ende. Amerikanske styrker kæmpede i Nordafrika, på øer i Oceanien og i luften over Europa. Næsten 380.000 medlemmer af hæren og flåden var sejlet over Atlanterhavet, og yderligere 470.000 var blevet sendt til Stillehavet. Et år efter, at USA var blevet trukket ind i krigen, var det involveret overalt i verden. I den forstand var 1942 Amerikas første regulære krigsjul.
Ligesom den amerikanske krigsdeltagelse havde også ”White Christmas” været cirka et år undervejs. Irving Berlin, en russiskfødt jøde som ikke selv fejrede jul, havde skrevet sangen i 1941, mens han havde været adskilt fra sin kristne kone. Han havde forhalet udgivelsen af sangen, fordi han specifikt ønskede, at Bing Crosby skulle synge den, og han måtte vente på, at stjernen fik plads i sin travle kalender. Det var hans store held, skønt det ikke umiddelbart var indlysende.
Da sangen udkom i maj 1942 som en del af soundtracket til lystspillet Holiday Inn, var der andre sange i filmen, som i første omgang fængede mere hos det kræsne publikum. Men efterhånden som julen rykkede tættere på, og et betydeligt antal unge mænd og kvinder begav sig mod fjerne destinationer med uudtalelige navne, kunne flere og flere begynde at forholde sig til emnet for sangen, og pludselig blev den ekstremt populær.
Den 24. oktober blev den nummer 1 på hitlisten for musik udgivet som nodeark og overhalede dermed Glenn Millers “Kalamazoo”. Ugen efter var den også den bedst sælgende singleplade, og efter endnu to uger dominerede den tillige i æteren.
Det var med andre ord en øjeblikkelig musikalsk sensation, og det var godt nyt for Decca, Crosbys pladeselskab. ”Deccas Bing er julemand i musikforretningerne,” skrev branchebladet Billboard begejstret. Og det var bare begyndelsen. Sangen blev spredt til de fjerneste afkroge af jordkloden med Armed Forces Radio Network, og senere blev den bragt ud til endnu flere amerikanske soldater ved hjælp af billigt fremstillede plader kendt som ”victory records”.
Samtidig fandt tropper rundtom i verden deres egen måde at lytte til sangen på, hvis de officielle kanaler var for langsomme. Medlemmer af det 11. marineinfanteriregiments 1. bataljon på tropeøen Guadalcanal i det sydvestlige Stillehav lyttede med ved hjælp af deres TBX radioapparat, der egentlig var beregnet til tjenestebrug alene, men kunne stilles ind på KWID/KWIX San Francisco og andre amerikanske kortbølgesendere, når den ikke blev anvendt til militære formål.
Ligesom Schott, den unge orlogsgast, kunne mange senere forbløffende tydeligt huske første gang, de hørte sangen. Geraldine MacAdoo fra Ontario var sygeplejerske på et militærhospital med 1700 senge i den sydafrikanske by Pretoria, hvor sårede fra ørkenkampagnen i den modsatte ende af kontinentet blev behandlet.
Det var hårdt arbejde fra solopgang til solnedgang, men der var trods alt tid til jul og til et selskab midt i den sydlige halvkugles hede sommer. Det var varmt nok til, at lægerne deltog iført shorts. En af sygeplejerskerne tog en plade med, som hun havde anskaffet sig i Detroit. ”Det var Bing Crosbys ‘I’m Dreaming of a White Christmas’,” huskede MacAdoo næsten fire årtier senere.
Oprindeligt skulle sangen forestille at blive sunget et sted i Los Angeles-forstaden Beverly Hills, hvor ”appelsinerne gror, og palmetræerne svajer”. Den handlede om en person, som befandt sig midt i den sydcaliforniske hede og ønskede sig derhen, hvor sneen lå tykt og bidrog med en mere autentisk julestemning. Det gav en forklaring på, hvorfor sangens tema var at drømme om en hvid jul.
Denne del af teksten blev senere sløjfet, men selv om det spolerede den indre logik, gav det stadig mening for de mange fans. Den åbnede mulighed for at drømme sig til et mytisk Amerika og ikke nødvendigvis det konkrete Amerika, som folk faktisk kom fra.
En stor del af de soldater, der nu gjorde oversøisk tjeneste, hørte hjemme, hvor der ikke var meget sne, måske ingen trætoppe, og slet ikke de slædeklokker, som sangen beskrev. Men det var lige meget. For sangen gav udtryk for en vag, generel længsel – og længsel var sammen med kedsomhed og korte øjeblikke fyldt med rædsel og dødsangst den dominerende følelse i krigsårene.
Det blev også afspejlet i tidens popkultur. Drømme var et centralt tema i de sange, der blev spillet på kaserner og ombord på troppetransportskibe. Titler, som med det samme slog an i de tidlige 1940’ere, omfattede “Thanks for the Dream”, “I Had the Craziest Dream”, “A Soldier Dreams of You Tonight”, “I Dream of You”, “I’ll Buy That Dream”, “My Dreams Are Getting Better All the Time”, og simpelt hen “Dream”.
Drømmetemaet forblev afgørende for de amerikanske soldater, selv når de erstattede den oprindelige tekst med mere løssluppen poesi, som for eksempel i Nordafrika, hvor unge mænd, der følte sig langt hjemmefra midt i en fremmed verden, omdigtede de første ord af sangen til “I’m dreaming of a white mistress”.
Drømme handlede imidlertid ikke kun om, hvad der lå tilbage i tid, eller hvad der var blevet tabt, men også om, hvad der lå ude i fremtiden og måske stadig kunne vindes. Digteren Carl Sandburg, der havde vundet Pulitzer-prisen, beskrev betydningen af ”White Christmas” i et essay udgivet i Chicago Times på årsdagen for angrebet på Pearl Harbor.
“Dette seneste Irving Berlin-hit appellerer til os som fredselskende individer. Den nazistiske teori og doktrin om, at mennesket af natur er krigerisk i et sådant omfang, at han vil kalde krig for en velsignelse, er ikke noget for os… Vi håber og beder til, at vi vil se begyndelsen på 100 år med hvid jul – uden blodpletter i sneen fra nytteløs smerte og død.”
Den fredens æra, som Sandburg satte ord på, lå langt ude i den fjerne fremtid, på den anden side af den krig, der skulle kæmpes færdig, og indtil da var den stemning, som sangen fremkaldte, først og fremmest sørgmodighed. ”White Christmas” var ligesom Crosbys anden julesang “I’ll be Home for Christmas” med en historikers ord en ”ode til hjemveen”.
Donald Brydon, en ung soldat i hærens luftkorps, var ved at gennemgå sin rekruttræning i Miami Beach i Florida, langt fra hjemstaten Maine, da sangen fyldte hans barak. ”Jeg kan huske, at jeg lyttede til Bing Crosby, der sang ’White Christmas’ i radioen, og at jeg havde så meget hjemve, at det næsten ikke var til at bære,” sagde han.13
Det var universelt. Donald G. Speyer, der var ved at blive uddannet som radiooperatør på en flådebase i Alameda i Californien, fortalte om, hvordan han blev overvældet af følelser efter at have lyttet til ”White Christmas”: ”Det er det eneste, der giver mig lyst til at tage direkte hjem,” skrev han i et brev til sine forældre i Indiana.
Carl Bosenberg, der var indkaldt til kystbevogtningen, hørte sangen, mens han befandt sig på en ø i Stillehavet. ”Det var en rigtig tåreperser,” sagde han. Fred Redwine, en mekaniker ved en bombeeskadrille på Guadalcanal, var ved at svede sig igennem sit seneste anfald af malaria, da han hørte sangen for første gang. ”Det var lige det, der skulle til, for at give én hjemve,” fortalte han en journalist et halvt århundrede senere.
Fra Salomonøerne til Tunesien og fra Island til Australien sad unge amerikanere, som var væk hjemmefra for første gang, plaget af et savn, der kun lige akkurat var til at bære ved lyden af Bing Crosbys beroligende, alfaderlige stemme. De havde også noget andet tilfælles. De tilhørte alle en generation, som ved skæbnens lunefulde spil var blevet født ind i en tid, hvor ekstraordinær opofrelse var nødvendig. Det delte de også med andre landes unge. Alle var de blevet hvirvlet ind i en global konflikt, der spredte dem for alle vinde i uforudsigelige mønstre.
***
Den indiske nationalistleder Subhas Chandra Bose tilbragte julen 1942 i Wien sammen med sin østrigske kone, Emilie Schenkl. Begge var optagede af deres nyfødte datter, Anita, og Bose, som var et konservativt menneske, der efter fem års ægteskab i sine breve stadig tiltalte sin hustru ”frøken Schenkl”, havde efter nogen tøven forliget sig med tanken om, at hans førstefødte ikke var en søn.
Julen var en mulighed for stille familiehygge, før Bose drog afsted på den mest risikable mission i sin karriere. Han stod foran at skulle rejse tilbage til Asien i håbet om at lede inderne i, hvad han mente ville blive en japansk-støttet kamp for uafhængighed fra det britiske imperium.
I løbet af bare nogle få uger skulle han gå ombord i en tysk ubåd med kurs mod Det Indiske Ocean, hvor han skulle overføres til en japansk ubåd. Derefter skulle han fortsætte til japanskbesat territorium og rekruttere indiske krigsfanger til en hær, der skulle kæmpe side om side med japanerne mod de gamle britiske overherrer.
Det var en farlig færd, som skulle gennemføres på et tidspunkt, hvor aksemagterne blev mere og mere udfordret på havene af de stærke og teknologisk sofistikerede allierede flåder. ”Der er ingen tvivl om, at der er en vis risiko forbundet med dette forehavende, men det gælder jo ethvert forehavende,” skrev han i et brev til den tyske udenrigsminister, Joachim von Ribbentrop, i december.
Så for at opsummere: Bose var en indisk undersåt af det britiske imperium, som fejrede jul med sin østrigske kone i en millionby i Det Stortyske Rige, mens han lagde planer om at rejse til Asien ved japanernes hjælp. Det er klart, at hans historie var speciel. Alligevel belyste den et centralt aspekt i den igangværende konflikt: Den rev folk op med rode fra de lande, hvor de var født, og placerede dem i fjerne lande, som de måske i fredstid aldrig ville have set eller for den sags skyld hørt om, og bragte dem i ofte voldelig kontakt med andre i samme situation.
I julen 1942 befandt mange mennesker sig på geografiske lokaliteter, der ville havde virket ekstremt aparte i mere normale tider. Der var italienere i Rusland, indere i Nordafrika, japanere i Ny Guinea, polakker i Iran og kinesere i Bengalen.
Oklahomas største varehus, John A. Browne, havde den samme pointe, sikkert uden at overveje det nærmere, da det trykte en helsidesannonce den 25. december i avisen The Daily Oklahoman til ære for dets egne ansatte, som var trukket i uniform, og for alle andre medlemmer af lokalsamfundet, som nu var i krig.
I de fleste tilfælde drejede det sig om unge mænd, som ellers sjældent ville have krydset grænsen til nabostaten Arkansas og måske aldrig ville have forladt USA: ”På denne 1. juledag udbringer vi en skål. Skålen går til Joe i en ubåd ud for Alaskas kyst. Til Bill i kampvognskorpset i Afrikas sand. Til Harold, som flyver i en bombemaskine over fjerne lande. Til vores 36 drenge til lands, til vands og i luften. Og også til jeres drenge, hvor de end måtte være.”
På samme tid i Tyskland afspejlede det nazistiske dagblad Völkischer Beobachter også på sin egen dystre måde, hvordan krigen havde spredt en hel generation over verdenskortet, i form af dødsnotitser for unge medlemmer af de væbnede styrker, som havde mistet livet på forskellige fronter. Hans Prinz, en 22-årig sergent i et panserregiment, var blevet dræbt i Nordafrika. Hermann Schwee, en 29-årig feltlæge, var død af sine sår nær Smolensk i Rusland.
På et andet afsnit af den enorme Østfront var 26-årige løjtnant Franz Kunz blevet slået ihjel syd for byen Rsjev. Gottfried Huber, en 22-årig sergent i en pansret enhed, var død i Kaukasus. Manfred Gesenberg, også bare 22 år, havde mistet livet i det besatte Frankrig.
Hvis krig er en fortsættelse af politik med andre midler, er verdenskrig globalisering med andre, voldelige midler. I 1942 var det tydeligere end på måske noget andet tidligere tidspunkt i den væbnede konflikts historie. For det var først i det år, at krigen for alvor blev verdensomspændende. Det var almindeligt at antage – og er det på sin vis fortsat – at krigen blev udløst i 1939 med Tysklands angreb på Polen.
Nogle ville måske endda hævde, at dens egentlige begyndelse var 1937, da Japan invaderede Kina. Men strengt taget var der tale om to separate regionale konflikter, en europæisk og en asiatisk, der først blev kædet sammen med den amerikanske krigsdeltagelse i slutningen af 1941 og den gradvise udsendelse af amerikanske tropper i løbet af de efterfølgende 12 måneder. Det gør julen 1942 til den første globale krigsjul.
Ideen om, at alt var blevet mere globalt, blev forstået, nogle gange rent intuitivt, af dem, der stod midt i begivenhederne. Den russiske soldat Nikolaj Belov følte en akut lettelse, da han hørte om den allierede landgang i Nordvestafrika, tusinder af kilometer fra, hvor han selv kæmpede. ”Det er langt væk, men det synes alligevel så nær,” skrev han i sin dagbog.
Der var en stille benovelse over, hvordan krigen havde fået verden til at skrumpe og placeret soldater på fjerne steder, som før kun var tilgængelige for de allermest eventyrlystne. ”Det kan være, at De gør tjeneste for første gang i Gibraltar, på Malta, på Cypern, i Mellemøsten, på Ceylon eller i Indien,” sagde den britiske kong Georg 6. i sin julehilsen, da han henvendte sig direkte til de soldater, der forsvarede det vidtstrakte imperium. ”Måske lytter De til mig fra Aden eller Syrien, eller Persien, eller Madagaskar eller Vestindien.”
På lignende vis foretog den australske premierminister John Curtin i sin julehilsen en virtuel jordomrejse, mens han oplistede de steder, hvor hans landsmænd kæmpede: ”Sømænd på de syv have, soldater i det trængte Storbritannien, i Mellemøstens ørken, i det fugtige varme Ny Guinea og Papua, i guerillalejrene i Timor, i havne i og omkring Commonwealth; piloter i Storbritannien, Canada, Mellemøsten, Indien, Rhodesia, Rusland, Island, Malta, Irak og Australiens egen kystlinje; medlemmer af det kvindelige hjælpekorps, som er overalt, hvor australiere kæmper – alle er De vores skjold og sværd.”
1930’erne havde været en tid, hvor kun få rejste internationalt, ikke alene fordi de øgede storpolitiske spændinger gjorde det mere risikabelt at bevæge sig uden for sit eget lands grænser, men også fordi teknologi og infrastruktur gjorde det vanskeligt for almindelige mennesker at tage særlig langt væk. Krigen ændrede alt det.
Ken Marks fra den amerikanske hærs luftkorps var blevet uddannet som flytekniker på en B-17 bombemaskine og fik en uge til at lære de specifikke forskelle i en B-24 maskine, før han afrejste med en B-24 fra Miami 1. juledag om morgenen.
”Vi vidste ikke, hvor vi skulle hen,” fortalte han efter krigen. ”Vi havde fået at vide, at vi skulle flyve en bestemt kurs i en time, og så skulle vi åbne vores befalinger. Vores ordre gik ud på, at vi skulle slutte os til 7. bombegruppe i Indien. Vi havde ellers sat næsen op efter England.” De troede, at de var på vej til de britiske øer, men havnede i Sydasien i stedet. Verden var virkelig blevet meget mindre.
Det var særlig paradoksalt for den amerikanske offentlighed, som for en dels vedkommende indtil året før havde håbet at holde sig uden for det globale opgør og følge en isolationistisk linje over for de konflikter, der rasede på den anden side af oceanerne. Nu bragte krigen verden tættere på hjemmet, end den havde været på noget tidligere tidspunkt i deres historie.
En klummeskribent på avisen Cincinnati Enquirer mindede sine læsere om den omstændighed, da han skrev, hvordan ”de fleste af os på denne 1. juledag vil opleve, at vores lyst til at more os vil være begrænset, for vi vil tænke på de unge mænd i Guadalcanals fugtige hede eller i den knivskarpe blæst på Island, eller de stormfulde, urolige farvande i det nordlige Atlanterhav. På 1. juledag vil de tænke på os, og vi på dem.”
***
Julen understregede forbindelsen mellem krigsfront og hjemmefront, både i USA og i en række andre lande, hvor der var tradition for at fejre højtiden, ikke mindst Tyskland. Gennem breve og i meget sjældne tilfælde også radio var soldaterne i stand til at kommunikere med dem derhjemme, og på den måde blev de endnu engang mindet om, hvad de kæmpede for.
Men fra de krigsførende landes perspektiv var det et tveægget sværd, for på samme tid kunne for meget jul bane vejen for, at sentimentalitet og nostalgi kom til at dominere og gøre soldaterne til mindre effektive krigere. Det var en balancegang og resultatet af en udvikling, som havde stået på i mere end et århundrede. Efterhånden som julen overalt i den vestlige verden var blevet en større begivenhed i folk liv, var den også blevet vigtigere i krigstid.
Allerede den engelske poet John Milton havde i 1629 i sit digt On the Morning of Christ’s Nativity sat julen i kontrast til krigens gru:
Af krig der var ej spor
På nogen plet på jord;
Hvert sværd og spyd var lagt til side; Og førerløs hver stridsvogn stod, Med hjulet rent for fjendeblod;
I kamp ville ingen ride;
For konger var med frygt i øjet
I bøn på knæ for Gud nedbøjet.
Hver amerikansk skoleelev vidste også, at George Washington havde krydset floden Delaware i julen 1776 for at lede et overraskelsesangreb mod hessiske tropper i New Jersey. Højtiden spillede en rolle for slagets gang, fordi de tyske soldater delvis var sat ud af spillet på grund af uhæmmet druk aftenen før.
Men kombinationen af jul og krig havde dengang ikke helt den virkning på den amerikanske offentlighed, som man måske skulle forvente, når man ser tilbage på begivenheden med moderne øjne. Julen var simpelt hen endnu ikke blevet den kæmpemæssige fest, fyldt med følelser og erindringer, som vi kender i dag. Det kom i løbet af 1800-tallet.
I takt med at amerikanernes identitet blev styrket i årtierne efter, at de havde opnået uafhængighed fra den engelske krone, viste julen sig som en højtid, der kunne føre nationen tættere sammen trods forskelle i den måde, forskellige afarter af kristendommen fortolkede Biblen på. Det religiøse element i fejringen var nemlig forholdsvis beskedent.
Jernbaner og veje var med til at gøre landet mindre og gjorde det lettere at udbrede en fælles forståelse for, hvordan julen skulle festligholdes. Specielt i Nordstaterne, hvor de gamle, tætte landsbyfællesskaber måtte vige for storbyer, og sammenhængskraften konstant var truet, var der et behov for nye traditioner, der kunne genskabe noget af den tabte følelse af at høre til et sted.
Sagføreren Isaac Mickle var forbløffet over det syn, der mødte ham i Philadelphia i december 1842. ”Jeg har aldrig før set så mange mennesker på gaden for at fejre jul,” skrev han i sin dagbog.
”Hovedgaderne var bogstaveligt talt stopfyldte.” Det bidrog til højtidens popularitet, at forskellige grupper af indvandrere uden videre kunne deltage og ofte bidrage med deres egne juletraditioner, som de havde taget med fra Den Gamle Verden. Det gjaldt ikke mindst tyske immigranter, som ankom i større og større antal. Tendensen fik yderligere momentum af popkulturen. Forfatteren Clement Clarke Moore var med til at skabe grundlaget for den moderne julemand og beskrev ham i digtet A Visit from St. Nicholas som “tyk og rund, en munter gammel nisse”.
Under borgerkrigen fra 1861 til 1865 var julen endnu ikke blevet en officiel amerikansk helligdag, men ikke desto mindre var den en markant begivenhed for de fleste amerikanere, både soldater og civile, og den blev fejret på måder, der vil virke genkendelige for mennesker i det 21. århundrede. Julesangen “Jingle Bells” var blevet skrevet årtiet før og blev nu sunget af tropper i felten. Den tyskfødte Thomas Nast viste i sine patriotiske tegninger en julemand, der delte gaver ud til Nordstaternes tropper, og var med til at give ham den definitive form, jovial og buttet, som senere generationer har elsket.
En af Nasts ekstremt populære illustrationer for tidsskriftet Harper’s Weekly handlede om et af de blivende temaer forbundet med jul og krig. Den var fra 1862 og viste en nordstatssoldat i felten og forenet i bøn med sin kone i hjemmet hundredvis af kilometer borte. Et år senere tegnede Nast det samme fiktive ægtepar, denne gang i hinandens arme, fordi soldaten nu var hjemme på orlov.
Adskillelsen fra familien, der var et vilkår, som havde ledsaget krigen siden historiens begyndelse, blev følt specielt intenst til jul, ikke mindst fordi den i de forløbne årtier var gået fra ikke bare at være en religiøs helligdag, men også en lejlighed til at finde sammen med familien og udveksle gaver.
Dette sekulære syn på julen var endnu ikke universelt påskønnet, og nogle nordstatsborgere anså det for at være et forræderi mod helligdagens oprindelige betydning. Samtidig var der i den militære ledelse betydelig uenighed om det tilrådelige i at lade tropper blive revet med af julestemningen. I nogle tilfælde forbød officererne ligefrem enhver afholdelse af julen inden for deres egne rækker.
Andre havde en dybere forståelse for, hvordan julen kunne hjælpe på moralen. Præsident Abraham Lincoln roste Nast som ”vores bedste rekrutteringsofficer”, mens general Ulysses S. Grant sagde om den berømte tysk-amerikaner, at han ”gjorde mere end nogen anden for at bevare Unionen og bringe krigen til en afslutning”.
Også i Europa indtog julen en mere fremtrædende plads, både i krig og fred. I Den Fransk-Tyske Krig var den tyske hær i julen 1870 i bivuak uden for Paris. Det skulle senere gå over i historien som den første tyske ”krigsjul”, selv om deltagerne ofte følte, at der ikke var noget specielt ved den konkrete oplevelse. ”Franskmændene holdt aldrig op med at sende deres julehilsner i form af bomber og granater, altid på det samme tidspunkt af dagen,” fortalte en bayersk soldat senere.
Men i den romantiserede krigserindring, som udviklede sig senere i Tyskland, blev højtiden tilbragt ved den franske hovedstads porte en national begivenhed af stor betydning, fordi den forenede hjemmet og fronten. Juletræer, der havde en historie, som rakte tilbage til 1500-tallet, blev delt ud til tyske lejre og lazaretter, og fra da af blev de set som udtryk for noget essentielt tysk.
Tilbedelsen af den tyske jul fortsatte ind i freden. ”Intet andet sted i kristenheden bliver højtiden fejret med så stor andagt og varme som i de tyske lande,” hævdede en nationalistisk bog, og opfattelsen af, at fejring af julen var en patriotisk gerning, blev opretholdt og styrket i det næste halve århundrede frem til Første Verdenskrig. Den nærmest metafysiske forbindelse mellem hæren og folket blev nu følt endnu mere intenst. ”Vores tanker strømmede som over en gylden bro herfra til hjemlandet, hvor de også var ved at gøre klar til jul i kirken og i familiens skød,” ifølge en beretning om en julemesse ved Vestfronten.
Én bestemt begivenhed ragede op over alle andre i den nye krig: julefreden i december 1914. Da højtiden nærmede sig, holdt de stridende parter op med at beskyde hinanden på visse afsnit langs Vestfronten, og til sidst, efter at de havde opbygget tilstrækkelig gensidig tillid, mødtes de i ingenmandsland. I løbet af de næste timer sludrede de, prøvede hinandens hovedbeklædning af, sang julesalmer, udvekslede gaver og spillede fodbold.
Officerer på begge sider forstod øjeblikkelig, at den type fraternisering kunne virke tilintetgørende for krigslysten, og de fik hurtigt afbrudt det usædvanlige møde, ligesom de sikrede sig, at det aldrig blev gentaget. Men de, der oplevede den bemærkelsesværdige begivenhed, var mærket for livet. ”Folk har svært ved at tro på det,” sagde Archibald Stanley, en britisk veteran. ”Vi havde en uofficiel våbenhvile. Vi mødtes i ingenmandsland i julen 1914. Vi gav hinanden hånden – de var fra Sachsen – og jeg hørte en fyr, som kunne tale engelsk.”
Julefreden fik næsten mytisk status i både massemedierne og i den offentlige erindring efter krigen. Men den var atypisk. Den fandt sted på nogle få, spredte afsnit af den lange front i 1914, og hele resten af krigen var julen ikke anderledes end noget andet tidspunkt på året. Den tyske feltpræst Fridolin Mayer beskrev for eksempel en dyster jul i det frosne mudder på Vestfronten i 1916.
En del af 1. juledag gik med at begrave en soldat fra ingeniørtropperne, som var blevet dræbt juleaften, mens han hentede proviant. ”Så nu har jeg prøvet min tredje krigsjul,” skrev Mayer desillusioneret i sin dagbog den 28. december og noterede samtidig rapporter fra hjemmefronten om en voksende tro på en snarlig fred. ”Ved fronten er folk pessimister og ser en fjerde krigsjul som en absolut mulighed.”
***
Krig og jul havde en lang forhistorie, da verden et kvart århundrede senere for anden gang styrede mod global konflikt. For de europæiske magter, der havde bekæmpet hinanden siden 1939, var december 1942 allerede den fjerde krigsjul, mens det var den sjette for kristne i Kina og Japan, som havde været fanget i et ekstremt blodigt og udsigtsløst opgør siden 1937.
I både Europa og Asien stod de to sider over for hinanden med en mere ubønhørlig indstilling end i måske nogen anden moderne krig, fordi de nationale forskelle, der normalt fylder meget i væbnede konflikter, blev skærpet af ideologisk og især racebetinget had. Alligevel var de nogle få korte øjeblikke forenet i en fælles fejring af julen.
En ældre britisk kvinde talte på vegne af mange, i alle lande, da hun i sin dagbog skrev: ”Vi har haft en meget glædelig jul, og herfra lyder et ønske om et meget glædeligt og måske fredeligt 1943.”40 Det skete ikke, og de fleste observatører, som kastede et køligt, analytisk blik på frontlinjerne, som de så ud i 1942, erkendte med det samme, at krigen umuligt kunne slutte så hurtigt. Det var illusorisk at forestille sig, at julen 1942 kunne blive den sidste krigsjul.
Men de, der standsede op, måske bare et kort øjeblik, i december 1942 for at overveje deres situation, forstod instinktivt, at de gennemlevede en tid, som de aldrig helt ville glemme.
Den norske arkitekt og modstandsmand Odd Nansen, der blev holdt indespærret af tyskerne i interneringslejren Grini nær den besatte hovedstad Oslo, kunne mærke det helt ind i sin sjæl. ”Mens andre juleaftener,” skrev han i sin dagbog, ”mere og mere vil glide sammen i erindringen til et eneste sammenhængende billede af børn og julelys og juletræet som samlende symbol og midtpunkt, så vil denne juleaften altid komme til at blive stående – forhåbentlig alene – i erindringen med skarpe og tydelige omrids.”
Nansen var ikke alene om at fornemme, at han havde været ude for noget særligt, som han ville bære med sig resten af livet. Det gentog sig igen og igen i december 1942, i mange variationer – måske lige så mange, som der var mennesker, der oplevede det. Det var også tilfældet i det besatte Danmark, hvor folk frøs, og der var mørkt, men hvor et svagt lys blafrede forude.
Det er i det Danmark, som var trukket ind i den globale konflikt mod sin egen vilje, og som håbede på fred og drømte om velstand, mens det fejrede en af de mest usædvanlige juleaftener i sin tusinde år lange historie, at vores fortælling begynder.
Peter Harmsen: Den mørkeste vinter – December 1942 og en verden i krig
Millioner af unge mænd og kvinder var i december 1942 sendt i kamp, og det meste af verden var i en krig, der sendte hele befolkningsgrupper på flugt.
Peter Harmsen har samlet beretninger fra soldater og civile over hele kloden. På øer i Stillehavet og ved fronten i Kina, i skyttegravene i Rusland og i Nordafrikas ørken, på himlen over Europa og dybt i Atlanterhavet blev mennesker dræbt i større antal end nogensinde før.
Holocaust fortsatte, og uskyldige mænd, kvinder og børn blev myrdet, mens deres bødler fejrede Kristi fødsel. Men der var også overalt eksempler på barmhjertige gerninger.
Fortællingerne giver ikke kun et indblik i, hvordan julen blev markeret midt i Anden Verdenskrigs mørke. De fortæller også en dybere og mere universel historie om kampen for at overleve som menneske i en usædvanlig tid.
Den mørkeste vinter foregår i december 1942 – en tid, hvor det meste af verden var i krig. Læs et uddrag af Peter Harmsens bog herunder.
December 1942 er af mange blevet omtalt som den mørkeste vinter i verdenshistorien. Millioner af unge mennesker var sendt i kamp rundt omkring i verden, og hele befolkningsgrupper var drevet på flugt eller tilfangetangen.
LÆS OGSÅ: 21 bøger der gør dig klogere på anden verdenskrig
Peter Harmsen har i Den mørkeste vinter – December 1942 og en verden i krig samlet fortællinger fra både soldater og civile over hele kloden. Beretningerne strækker sig fra øer i Stillehavet og ved fronten i Kina, til skyttegravene i Rusland og i Nordafrikas ørken, på himlen over Europa og dybt ud på Atlanterhavet.
Tabet af menneskeliv var stort i denne periode: Holocaust fortsatte, og uskyldige mænd, kvinder og børn blev myrdet i tusindvis. Alt sammen foregik, mens deres bødler fejrede Kristi fødsel. Men der var også overalt eksempler på barmhjertige gerninger.
Læs et uddrag af Den mørkeste vinter – December 1942 og en verden i krig herunder.
Du kan købe Den mørkeste vinter – December 1942 og en verden i krig online, fx. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel fra d. 18 oktober.
Den mørkeste vinter – December 1942 og en verden i krig
Peter Harmsen
INDLEDNING: WHITE CHRISTMAS
Globalisering med andre midler
Når amerikanere, der var unge under Anden Verdenskrig, senere så tilbage på julen 1942, var sangen “White Christmas” ofte det første, de kom i tanker om. Sæsonens hit nummer 1, fremført med Bing Crosbys rolige baryton, hyldede julen, som den burde tage sig ud i fredstid. Den fulgte en hel generation på vej, mens den drog i krig i områder, hvor der ikke var den mindste smule sne, men derimod glohedt sand, stormfuldt hav og svedig jungle. Det var den helt rette sang.
”White Christmas” var både sørgmodig og længselsfuld, men samtidig gav den på en mærkelig måde en form for fortrøstning med sit usagte løfte om, at en dag ville livet igen blive, som det var engang. Den gav et lille håb, og det var nok i en nøjsom tid.
Joseph Schott var 19 år og orlogsgast ombord på troppetransportskibet SS Westernland, der var klar til afsejling fra havnen Hoboken i New Jersey med kurs mod de britiske øer, da han i december hørte sangen for første gang:
”Jeg havde fået ordre om at patruljere på dækket, så jeg fik ikke mulighed for at afprøve min køje før sent den aften. Jeg var på dækket omkring midnat, da skibet langsomt lagde fra. Nede på dokken var der et lille træskur beregnet til en civil vagt. Han havde radioen slået til, og man kunne høre den smukke og populære sang ’White Christmas’ med Bing Crosby. Det var sikkert den helt rigtige musik at høre for mig i de første minutter af, hvad der skulle blive en 16 dage lang rejse hen over Atlanterhavet. Lidt senere, efter at vi var kommet afsted, kunne jeg lige akkurat skimte Frihedsgudinden.”
”White Christmas” ramte en nerve på et tidspunkt, hvor USA var gået i gang med at løfte den globale krigs byrde for alvor. Det var blevet tvunget ind i konflikten i december 1941 af det japanske angreb på Pearl Harbor og Tysklands efterfølgende krigserklæring, men det havde ikke været muligt at blive en krigsførende nation fra den ene dag til den anden.
Det havde gradvis opbygget sin oversøiske tilstedeværelse i løbet af 1942, og nu, ved udgangen på året, var forberedelserne ført til ende. Amerikanske styrker kæmpede i Nordafrika, på øer i Oceanien og i luften over Europa. Næsten 380.000 medlemmer af hæren og flåden var sejlet over Atlanterhavet, og yderligere 470.000 var blevet sendt til Stillehavet. Et år efter, at USA var blevet trukket ind i krigen, var det involveret overalt i verden. I den forstand var 1942 Amerikas første regulære krigsjul.
Ligesom den amerikanske krigsdeltagelse havde også ”White Christmas” været cirka et år undervejs. Irving Berlin, en russiskfødt jøde som ikke selv fejrede jul, havde skrevet sangen i 1941, mens han havde været adskilt fra sin kristne kone. Han havde forhalet udgivelsen af sangen, fordi han specifikt ønskede, at Bing Crosby skulle synge den, og han måtte vente på, at stjernen fik plads i sin travle kalender. Det var hans store held, skønt det ikke umiddelbart var indlysende.
Da sangen udkom i maj 1942 som en del af soundtracket til lystspillet Holiday Inn, var der andre sange i filmen, som i første omgang fængede mere hos det kræsne publikum. Men efterhånden som julen rykkede tættere på, og et betydeligt antal unge mænd og kvinder begav sig mod fjerne destinationer med uudtalelige navne, kunne flere og flere begynde at forholde sig til emnet for sangen, og pludselig blev den ekstremt populær.
Den 24. oktober blev den nummer 1 på hitlisten for musik udgivet som nodeark og overhalede dermed Glenn Millers “Kalamazoo”. Ugen efter var den også den bedst sælgende singleplade, og efter endnu to uger dominerede den tillige i æteren.
Det var med andre ord en øjeblikkelig musikalsk sensation, og det var godt nyt for Decca, Crosbys pladeselskab. ”Deccas Bing er julemand i musikforretningerne,” skrev branchebladet Billboard begejstret. Og det var bare begyndelsen. Sangen blev spredt til de fjerneste afkroge af jordkloden med Armed Forces Radio Network, og senere blev den bragt ud til endnu flere amerikanske soldater ved hjælp af billigt fremstillede plader kendt som ”victory records”.
Samtidig fandt tropper rundtom i verden deres egen måde at lytte til sangen på, hvis de officielle kanaler var for langsomme. Medlemmer af det 11. marineinfanteriregiments 1. bataljon på tropeøen Guadalcanal i det sydvestlige Stillehav lyttede med ved hjælp af deres TBX radioapparat, der egentlig var beregnet til tjenestebrug alene, men kunne stilles ind på KWID/KWIX San Francisco og andre amerikanske kortbølgesendere, når den ikke blev anvendt til militære formål.
Ligesom Schott, den unge orlogsgast, kunne mange senere forbløffende tydeligt huske første gang, de hørte sangen. Geraldine MacAdoo fra Ontario var sygeplejerske på et militærhospital med 1700 senge i den sydafrikanske by Pretoria, hvor sårede fra ørkenkampagnen i den modsatte ende af kontinentet blev behandlet.
Det var hårdt arbejde fra solopgang til solnedgang, men der var trods alt tid til jul og til et selskab midt i den sydlige halvkugles hede sommer. Det var varmt nok til, at lægerne deltog iført shorts. En af sygeplejerskerne tog en plade med, som hun havde anskaffet sig i Detroit. ”Det var Bing Crosbys ‘I’m Dreaming of a White Christmas’,” huskede MacAdoo næsten fire årtier senere.
Oprindeligt skulle sangen forestille at blive sunget et sted i Los Angeles-forstaden Beverly Hills, hvor ”appelsinerne gror, og palmetræerne svajer”. Den handlede om en person, som befandt sig midt i den sydcaliforniske hede og ønskede sig derhen, hvor sneen lå tykt og bidrog med en mere autentisk julestemning. Det gav en forklaring på, hvorfor sangens tema var at drømme om en hvid jul.
Denne del af teksten blev senere sløjfet, men selv om det spolerede den indre logik, gav det stadig mening for de mange fans. Den åbnede mulighed for at drømme sig til et mytisk Amerika og ikke nødvendigvis det konkrete Amerika, som folk faktisk kom fra.
En stor del af de soldater, der nu gjorde oversøisk tjeneste, hørte hjemme, hvor der ikke var meget sne, måske ingen trætoppe, og slet ikke de slædeklokker, som sangen beskrev. Men det var lige meget. For sangen gav udtryk for en vag, generel længsel – og længsel var sammen med kedsomhed og korte øjeblikke fyldt med rædsel og dødsangst den dominerende følelse i krigsårene.
Det blev også afspejlet i tidens popkultur. Drømme var et centralt tema i de sange, der blev spillet på kaserner og ombord på troppetransportskibe. Titler, som med det samme slog an i de tidlige 1940’ere, omfattede “Thanks for the Dream”, “I Had the Craziest Dream”, “A Soldier Dreams of You Tonight”, “I Dream of You”, “I’ll Buy That Dream”, “My Dreams Are Getting Better All the Time”, og simpelt hen “Dream”.
Drømmetemaet forblev afgørende for de amerikanske soldater, selv når de erstattede den oprindelige tekst med mere løssluppen poesi, som for eksempel i Nordafrika, hvor unge mænd, der følte sig langt hjemmefra midt i en fremmed verden, omdigtede de første ord af sangen til “I’m dreaming of a white mistress”.
Drømme handlede imidlertid ikke kun om, hvad der lå tilbage i tid, eller hvad der var blevet tabt, men også om, hvad der lå ude i fremtiden og måske stadig kunne vindes. Digteren Carl Sandburg, der havde vundet Pulitzer-prisen, beskrev betydningen af ”White Christmas” i et essay udgivet i Chicago Times på årsdagen for angrebet på Pearl Harbor.
“Dette seneste Irving Berlin-hit appellerer til os som fredselskende individer. Den nazistiske teori og doktrin om, at mennesket af natur er krigerisk i et sådant omfang, at han vil kalde krig for en velsignelse, er ikke noget for os… Vi håber og beder til, at vi vil se begyndelsen på 100 år med hvid jul – uden blodpletter i sneen fra nytteløs smerte og død.”
Den fredens æra, som Sandburg satte ord på, lå langt ude i den fjerne fremtid, på den anden side af den krig, der skulle kæmpes færdig, og indtil da var den stemning, som sangen fremkaldte, først og fremmest sørgmodighed. ”White Christmas” var ligesom Crosbys anden julesang “I’ll be Home for Christmas” med en historikers ord en ”ode til hjemveen”.
Donald Brydon, en ung soldat i hærens luftkorps, var ved at gennemgå sin rekruttræning i Miami Beach i Florida, langt fra hjemstaten Maine, da sangen fyldte hans barak. ”Jeg kan huske, at jeg lyttede til Bing Crosby, der sang ’White Christmas’ i radioen, og at jeg havde så meget hjemve, at det næsten ikke var til at bære,” sagde han.13
Det var universelt. Donald G. Speyer, der var ved at blive uddannet som radiooperatør på en flådebase i Alameda i Californien, fortalte om, hvordan han blev overvældet af følelser efter at have lyttet til ”White Christmas”: ”Det er det eneste, der giver mig lyst til at tage direkte hjem,” skrev han i et brev til sine forældre i Indiana.
Carl Bosenberg, der var indkaldt til kystbevogtningen, hørte sangen, mens han befandt sig på en ø i Stillehavet. ”Det var en rigtig tåreperser,” sagde han. Fred Redwine, en mekaniker ved en bombeeskadrille på Guadalcanal, var ved at svede sig igennem sit seneste anfald af malaria, da han hørte sangen for første gang. ”Det var lige det, der skulle til, for at give én hjemve,” fortalte han en journalist et halvt århundrede senere.
Fra Salomonøerne til Tunesien og fra Island til Australien sad unge amerikanere, som var væk hjemmefra for første gang, plaget af et savn, der kun lige akkurat var til at bære ved lyden af Bing Crosbys beroligende, alfaderlige stemme. De havde også noget andet tilfælles. De tilhørte alle en generation, som ved skæbnens lunefulde spil var blevet født ind i en tid, hvor ekstraordinær opofrelse var nødvendig. Det delte de også med andre landes unge. Alle var de blevet hvirvlet ind i en global konflikt, der spredte dem for alle vinde i uforudsigelige mønstre.
***
Den indiske nationalistleder Subhas Chandra Bose tilbragte julen 1942 i Wien sammen med sin østrigske kone, Emilie Schenkl. Begge var optagede af deres nyfødte datter, Anita, og Bose, som var et konservativt menneske, der efter fem års ægteskab i sine breve stadig tiltalte sin hustru ”frøken Schenkl”, havde efter nogen tøven forliget sig med tanken om, at hans førstefødte ikke var en søn.
Julen var en mulighed for stille familiehygge, før Bose drog afsted på den mest risikable mission i sin karriere. Han stod foran at skulle rejse tilbage til Asien i håbet om at lede inderne i, hvad han mente ville blive en japansk-støttet kamp for uafhængighed fra det britiske imperium.
I løbet af bare nogle få uger skulle han gå ombord i en tysk ubåd med kurs mod Det Indiske Ocean, hvor han skulle overføres til en japansk ubåd. Derefter skulle han fortsætte til japanskbesat territorium og rekruttere indiske krigsfanger til en hær, der skulle kæmpe side om side med japanerne mod de gamle britiske overherrer.
Det var en farlig færd, som skulle gennemføres på et tidspunkt, hvor aksemagterne blev mere og mere udfordret på havene af de stærke og teknologisk sofistikerede allierede flåder. ”Der er ingen tvivl om, at der er en vis risiko forbundet med dette forehavende, men det gælder jo ethvert forehavende,” skrev han i et brev til den tyske udenrigsminister, Joachim von Ribbentrop, i december.
Så for at opsummere: Bose var en indisk undersåt af det britiske imperium, som fejrede jul med sin østrigske kone i en millionby i Det Stortyske Rige, mens han lagde planer om at rejse til Asien ved japanernes hjælp. Det er klart, at hans historie var speciel. Alligevel belyste den et centralt aspekt i den igangværende konflikt: Den rev folk op med rode fra de lande, hvor de var født, og placerede dem i fjerne lande, som de måske i fredstid aldrig ville have set eller for den sags skyld hørt om, og bragte dem i ofte voldelig kontakt med andre i samme situation.
I julen 1942 befandt mange mennesker sig på geografiske lokaliteter, der ville havde virket ekstremt aparte i mere normale tider. Der var italienere i Rusland, indere i Nordafrika, japanere i Ny Guinea, polakker i Iran og kinesere i Bengalen.
Oklahomas største varehus, John A. Browne, havde den samme pointe, sikkert uden at overveje det nærmere, da det trykte en helsidesannonce den 25. december i avisen The Daily Oklahoman til ære for dets egne ansatte, som var trukket i uniform, og for alle andre medlemmer af lokalsamfundet, som nu var i krig.
I de fleste tilfælde drejede det sig om unge mænd, som ellers sjældent ville have krydset grænsen til nabostaten Arkansas og måske aldrig ville have forladt USA: ”På denne 1. juledag udbringer vi en skål. Skålen går til Joe i en ubåd ud for Alaskas kyst. Til Bill i kampvognskorpset i Afrikas sand. Til Harold, som flyver i en bombemaskine over fjerne lande. Til vores 36 drenge til lands, til vands og i luften. Og også til jeres drenge, hvor de end måtte være.”
På samme tid i Tyskland afspejlede det nazistiske dagblad Völkischer Beobachter også på sin egen dystre måde, hvordan krigen havde spredt en hel generation over verdenskortet, i form af dødsnotitser for unge medlemmer af de væbnede styrker, som havde mistet livet på forskellige fronter. Hans Prinz, en 22-årig sergent i et panserregiment, var blevet dræbt i Nordafrika. Hermann Schwee, en 29-årig feltlæge, var død af sine sår nær Smolensk i Rusland.
På et andet afsnit af den enorme Østfront var 26-årige løjtnant Franz Kunz blevet slået ihjel syd for byen Rsjev. Gottfried Huber, en 22-årig sergent i en pansret enhed, var død i Kaukasus. Manfred Gesenberg, også bare 22 år, havde mistet livet i det besatte Frankrig.
Hvis krig er en fortsættelse af politik med andre midler, er verdenskrig globalisering med andre, voldelige midler. I 1942 var det tydeligere end på måske noget andet tidligere tidspunkt i den væbnede konflikts historie. For det var først i det år, at krigen for alvor blev verdensomspændende. Det var almindeligt at antage – og er det på sin vis fortsat – at krigen blev udløst i 1939 med Tysklands angreb på Polen.
Nogle ville måske endda hævde, at dens egentlige begyndelse var 1937, da Japan invaderede Kina. Men strengt taget var der tale om to separate regionale konflikter, en europæisk og en asiatisk, der først blev kædet sammen med den amerikanske krigsdeltagelse i slutningen af 1941 og den gradvise udsendelse af amerikanske tropper i løbet af de efterfølgende 12 måneder. Det gør julen 1942 til den første globale krigsjul.
Ideen om, at alt var blevet mere globalt, blev forstået, nogle gange rent intuitivt, af dem, der stod midt i begivenhederne. Den russiske soldat Nikolaj Belov følte en akut lettelse, da han hørte om den allierede landgang i Nordvestafrika, tusinder af kilometer fra, hvor han selv kæmpede. ”Det er langt væk, men det synes alligevel så nær,” skrev han i sin dagbog.
Der var en stille benovelse over, hvordan krigen havde fået verden til at skrumpe og placeret soldater på fjerne steder, som før kun var tilgængelige for de allermest eventyrlystne. ”Det kan være, at De gør tjeneste for første gang i Gibraltar, på Malta, på Cypern, i Mellemøsten, på Ceylon eller i Indien,” sagde den britiske kong Georg 6. i sin julehilsen, da han henvendte sig direkte til de soldater, der forsvarede det vidtstrakte imperium. ”Måske lytter De til mig fra Aden eller Syrien, eller Persien, eller Madagaskar eller Vestindien.”
På lignende vis foretog den australske premierminister John Curtin i sin julehilsen en virtuel jordomrejse, mens han oplistede de steder, hvor hans landsmænd kæmpede: ”Sømænd på de syv have, soldater i det trængte Storbritannien, i Mellemøstens ørken, i det fugtige varme Ny Guinea og Papua, i guerillalejrene i Timor, i havne i og omkring Commonwealth; piloter i Storbritannien, Canada, Mellemøsten, Indien, Rhodesia, Rusland, Island, Malta, Irak og Australiens egen kystlinje; medlemmer af det kvindelige hjælpekorps, som er overalt, hvor australiere kæmper – alle er De vores skjold og sværd.”
1930’erne havde været en tid, hvor kun få rejste internationalt, ikke alene fordi de øgede storpolitiske spændinger gjorde det mere risikabelt at bevæge sig uden for sit eget lands grænser, men også fordi teknologi og infrastruktur gjorde det vanskeligt for almindelige mennesker at tage særlig langt væk. Krigen ændrede alt det.
Ken Marks fra den amerikanske hærs luftkorps var blevet uddannet som flytekniker på en B-17 bombemaskine og fik en uge til at lære de specifikke forskelle i en B-24 maskine, før han afrejste med en B-24 fra Miami 1. juledag om morgenen.
”Vi vidste ikke, hvor vi skulle hen,” fortalte han efter krigen. ”Vi havde fået at vide, at vi skulle flyve en bestemt kurs i en time, og så skulle vi åbne vores befalinger. Vores ordre gik ud på, at vi skulle slutte os til 7. bombegruppe i Indien. Vi havde ellers sat næsen op efter England.” De troede, at de var på vej til de britiske øer, men havnede i Sydasien i stedet. Verden var virkelig blevet meget mindre.
Det var særlig paradoksalt for den amerikanske offentlighed, som for en dels vedkommende indtil året før havde håbet at holde sig uden for det globale opgør og følge en isolationistisk linje over for de konflikter, der rasede på den anden side af oceanerne. Nu bragte krigen verden tættere på hjemmet, end den havde været på noget tidligere tidspunkt i deres historie.
En klummeskribent på avisen Cincinnati Enquirer mindede sine læsere om den omstændighed, da han skrev, hvordan ”de fleste af os på denne 1. juledag vil opleve, at vores lyst til at more os vil være begrænset, for vi vil tænke på de unge mænd i Guadalcanals fugtige hede eller i den knivskarpe blæst på Island, eller de stormfulde, urolige farvande i det nordlige Atlanterhav. På 1. juledag vil de tænke på os, og vi på dem.”
***
Julen understregede forbindelsen mellem krigsfront og hjemmefront, både i USA og i en række andre lande, hvor der var tradition for at fejre højtiden, ikke mindst Tyskland. Gennem breve og i meget sjældne tilfælde også radio var soldaterne i stand til at kommunikere med dem derhjemme, og på den måde blev de endnu engang mindet om, hvad de kæmpede for.
Men fra de krigsførende landes perspektiv var det et tveægget sværd, for på samme tid kunne for meget jul bane vejen for, at sentimentalitet og nostalgi kom til at dominere og gøre soldaterne til mindre effektive krigere. Det var en balancegang og resultatet af en udvikling, som havde stået på i mere end et århundrede. Efterhånden som julen overalt i den vestlige verden var blevet en større begivenhed i folk liv, var den også blevet vigtigere i krigstid.
Allerede den engelske poet John Milton havde i 1629 i sit digt On the Morning of Christ’s Nativity sat julen i kontrast til krigens gru:
Af krig der var ej spor
På nogen plet på jord;
Hvert sværd og spyd var lagt til side; Og førerløs hver stridsvogn stod, Med hjulet rent for fjendeblod;
I kamp ville ingen ride;
For konger var med frygt i øjet
I bøn på knæ for Gud nedbøjet.
Hver amerikansk skoleelev vidste også, at George Washington havde krydset floden Delaware i julen 1776 for at lede et overraskelsesangreb mod hessiske tropper i New Jersey. Højtiden spillede en rolle for slagets gang, fordi de tyske soldater delvis var sat ud af spillet på grund af uhæmmet druk aftenen før.
Men kombinationen af jul og krig havde dengang ikke helt den virkning på den amerikanske offentlighed, som man måske skulle forvente, når man ser tilbage på begivenheden med moderne øjne. Julen var simpelt hen endnu ikke blevet den kæmpemæssige fest, fyldt med følelser og erindringer, som vi kender i dag. Det kom i løbet af 1800-tallet.
I takt med at amerikanernes identitet blev styrket i årtierne efter, at de havde opnået uafhængighed fra den engelske krone, viste julen sig som en højtid, der kunne føre nationen tættere sammen trods forskelle i den måde, forskellige afarter af kristendommen fortolkede Biblen på. Det religiøse element i fejringen var nemlig forholdsvis beskedent.
Jernbaner og veje var med til at gøre landet mindre og gjorde det lettere at udbrede en fælles forståelse for, hvordan julen skulle festligholdes. Specielt i Nordstaterne, hvor de gamle, tætte landsbyfællesskaber måtte vige for storbyer, og sammenhængskraften konstant var truet, var der et behov for nye traditioner, der kunne genskabe noget af den tabte følelse af at høre til et sted.
Sagføreren Isaac Mickle var forbløffet over det syn, der mødte ham i Philadelphia i december 1842. ”Jeg har aldrig før set så mange mennesker på gaden for at fejre jul,” skrev han i sin dagbog.
”Hovedgaderne var bogstaveligt talt stopfyldte.” Det bidrog til højtidens popularitet, at forskellige grupper af indvandrere uden videre kunne deltage og ofte bidrage med deres egne juletraditioner, som de havde taget med fra Den Gamle Verden. Det gjaldt ikke mindst tyske immigranter, som ankom i større og større antal. Tendensen fik yderligere momentum af popkulturen. Forfatteren Clement Clarke Moore var med til at skabe grundlaget for den moderne julemand og beskrev ham i digtet A Visit from St. Nicholas som “tyk og rund, en munter gammel nisse”.
Under borgerkrigen fra 1861 til 1865 var julen endnu ikke blevet en officiel amerikansk helligdag, men ikke desto mindre var den en markant begivenhed for de fleste amerikanere, både soldater og civile, og den blev fejret på måder, der vil virke genkendelige for mennesker i det 21. århundrede. Julesangen “Jingle Bells” var blevet skrevet årtiet før og blev nu sunget af tropper i felten. Den tyskfødte Thomas Nast viste i sine patriotiske tegninger en julemand, der delte gaver ud til Nordstaternes tropper, og var med til at give ham den definitive form, jovial og buttet, som senere generationer har elsket.
En af Nasts ekstremt populære illustrationer for tidsskriftet Harper’s Weekly handlede om et af de blivende temaer forbundet med jul og krig. Den var fra 1862 og viste en nordstatssoldat i felten og forenet i bøn med sin kone i hjemmet hundredvis af kilometer borte. Et år senere tegnede Nast det samme fiktive ægtepar, denne gang i hinandens arme, fordi soldaten nu var hjemme på orlov.
Adskillelsen fra familien, der var et vilkår, som havde ledsaget krigen siden historiens begyndelse, blev følt specielt intenst til jul, ikke mindst fordi den i de forløbne årtier var gået fra ikke bare at være en religiøs helligdag, men også en lejlighed til at finde sammen med familien og udveksle gaver.
Dette sekulære syn på julen var endnu ikke universelt påskønnet, og nogle nordstatsborgere anså det for at være et forræderi mod helligdagens oprindelige betydning. Samtidig var der i den militære ledelse betydelig uenighed om det tilrådelige i at lade tropper blive revet med af julestemningen. I nogle tilfælde forbød officererne ligefrem enhver afholdelse af julen inden for deres egne rækker.
Andre havde en dybere forståelse for, hvordan julen kunne hjælpe på moralen. Præsident Abraham Lincoln roste Nast som ”vores bedste rekrutteringsofficer”, mens general Ulysses S. Grant sagde om den berømte tysk-amerikaner, at han ”gjorde mere end nogen anden for at bevare Unionen og bringe krigen til en afslutning”.
Også i Europa indtog julen en mere fremtrædende plads, både i krig og fred. I Den Fransk-Tyske Krig var den tyske hær i julen 1870 i bivuak uden for Paris. Det skulle senere gå over i historien som den første tyske ”krigsjul”, selv om deltagerne ofte følte, at der ikke var noget specielt ved den konkrete oplevelse. ”Franskmændene holdt aldrig op med at sende deres julehilsner i form af bomber og granater, altid på det samme tidspunkt af dagen,” fortalte en bayersk soldat senere.
Men i den romantiserede krigserindring, som udviklede sig senere i Tyskland, blev højtiden tilbragt ved den franske hovedstads porte en national begivenhed af stor betydning, fordi den forenede hjemmet og fronten. Juletræer, der havde en historie, som rakte tilbage til 1500-tallet, blev delt ud til tyske lejre og lazaretter, og fra da af blev de set som udtryk for noget essentielt tysk.
Tilbedelsen af den tyske jul fortsatte ind i freden. ”Intet andet sted i kristenheden bliver højtiden fejret med så stor andagt og varme som i de tyske lande,” hævdede en nationalistisk bog, og opfattelsen af, at fejring af julen var en patriotisk gerning, blev opretholdt og styrket i det næste halve århundrede frem til Første Verdenskrig. Den nærmest metafysiske forbindelse mellem hæren og folket blev nu følt endnu mere intenst. ”Vores tanker strømmede som over en gylden bro herfra til hjemlandet, hvor de også var ved at gøre klar til jul i kirken og i familiens skød,” ifølge en beretning om en julemesse ved Vestfronten.
Én bestemt begivenhed ragede op over alle andre i den nye krig: julefreden i december 1914. Da højtiden nærmede sig, holdt de stridende parter op med at beskyde hinanden på visse afsnit langs Vestfronten, og til sidst, efter at de havde opbygget tilstrækkelig gensidig tillid, mødtes de i ingenmandsland. I løbet af de næste timer sludrede de, prøvede hinandens hovedbeklædning af, sang julesalmer, udvekslede gaver og spillede fodbold.
Officerer på begge sider forstod øjeblikkelig, at den type fraternisering kunne virke tilintetgørende for krigslysten, og de fik hurtigt afbrudt det usædvanlige møde, ligesom de sikrede sig, at det aldrig blev gentaget. Men de, der oplevede den bemærkelsesværdige begivenhed, var mærket for livet. ”Folk har svært ved at tro på det,” sagde Archibald Stanley, en britisk veteran. ”Vi havde en uofficiel våbenhvile. Vi mødtes i ingenmandsland i julen 1914. Vi gav hinanden hånden – de var fra Sachsen – og jeg hørte en fyr, som kunne tale engelsk.”
Julefreden fik næsten mytisk status i både massemedierne og i den offentlige erindring efter krigen. Men den var atypisk. Den fandt sted på nogle få, spredte afsnit af den lange front i 1914, og hele resten af krigen var julen ikke anderledes end noget andet tidspunkt på året. Den tyske feltpræst Fridolin Mayer beskrev for eksempel en dyster jul i det frosne mudder på Vestfronten i 1916.
En del af 1. juledag gik med at begrave en soldat fra ingeniørtropperne, som var blevet dræbt juleaften, mens han hentede proviant. ”Så nu har jeg prøvet min tredje krigsjul,” skrev Mayer desillusioneret i sin dagbog den 28. december og noterede samtidig rapporter fra hjemmefronten om en voksende tro på en snarlig fred. ”Ved fronten er folk pessimister og ser en fjerde krigsjul som en absolut mulighed.”
***
Krig og jul havde en lang forhistorie, da verden et kvart århundrede senere for anden gang styrede mod global konflikt. For de europæiske magter, der havde bekæmpet hinanden siden 1939, var december 1942 allerede den fjerde krigsjul, mens det var den sjette for kristne i Kina og Japan, som havde været fanget i et ekstremt blodigt og udsigtsløst opgør siden 1937.
I både Europa og Asien stod de to sider over for hinanden med en mere ubønhørlig indstilling end i måske nogen anden moderne krig, fordi de nationale forskelle, der normalt fylder meget i væbnede konflikter, blev skærpet af ideologisk og især racebetinget had. Alligevel var de nogle få korte øjeblikke forenet i en fælles fejring af julen.
En ældre britisk kvinde talte på vegne af mange, i alle lande, da hun i sin dagbog skrev: ”Vi har haft en meget glædelig jul, og herfra lyder et ønske om et meget glædeligt og måske fredeligt 1943.”40 Det skete ikke, og de fleste observatører, som kastede et køligt, analytisk blik på frontlinjerne, som de så ud i 1942, erkendte med det samme, at krigen umuligt kunne slutte så hurtigt. Det var illusorisk at forestille sig, at julen 1942 kunne blive den sidste krigsjul.
Men de, der standsede op, måske bare et kort øjeblik, i december 1942 for at overveje deres situation, forstod instinktivt, at de gennemlevede en tid, som de aldrig helt ville glemme.
Den norske arkitekt og modstandsmand Odd Nansen, der blev holdt indespærret af tyskerne i interneringslejren Grini nær den besatte hovedstad Oslo, kunne mærke det helt ind i sin sjæl. ”Mens andre juleaftener,” skrev han i sin dagbog, ”mere og mere vil glide sammen i erindringen til et eneste sammenhængende billede af børn og julelys og juletræet som samlende symbol og midtpunkt, så vil denne juleaften altid komme til at blive stående – forhåbentlig alene – i erindringen med skarpe og tydelige omrids.”
Nansen var ikke alene om at fornemme, at han havde været ude for noget særligt, som han ville bære med sig resten af livet. Det gentog sig igen og igen i december 1942, i mange variationer – måske lige så mange, som der var mennesker, der oplevede det. Det var også tilfældet i det besatte Danmark, hvor folk frøs, og der var mørkt, men hvor et svagt lys blafrede forude.
Det er i det Danmark, som var trukket ind i den globale konflikt mod sin egen vilje, og som håbede på fred og drømte om velstand, mens det fejrede en af de mest usædvanlige juleaftener i sin tusinde år lange historie, at vores fortælling begynder.
Peter Harmsen: Den mørkeste vinter – December 1942 og en verden i krig
Millioner af unge mænd og kvinder var i december 1942 sendt i kamp, og det meste af verden var i en krig, der sendte hele befolkningsgrupper på flugt.
Peter Harmsen har samlet beretninger fra soldater og civile over hele kloden. På øer i Stillehavet og ved fronten i Kina, i skyttegravene i Rusland og i Nordafrikas ørken, på himlen over Europa og dybt i Atlanterhavet blev mennesker dræbt i større antal end nogensinde før.
Holocaust fortsatte, og uskyldige mænd, kvinder og børn blev myrdet, mens deres bødler fejrede Kristi fødsel. Men der var også overalt eksempler på barmhjertige gerninger.
Fortællingerne giver ikke kun et indblik i, hvordan julen blev markeret midt i Anden Verdenskrigs mørke. De fortæller også en dybere og mere universel historie om kampen for at overleve som menneske i en usædvanlig tid.
Du kan købe Den mørkeste vinter – December 1942 og en verden i krig online, fx. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: