Historien om Anden Verdenskrig i Asien begynder længe før angrebet på Pearl Harbor i 1941 og kan kun forstås, hvis man kender forhistorien om regionens konflikter. Storm over Stillehavet af Peter Harmsen giver solidt indblik i krigen som den forløb i Asien.
Storm over Stillehavet af Peter Harmsen stiller skarpt på et kapitel af Anden Verdenskrig, der ellers har været underbelyst i dansk sammenhæng. Forfatteren beskriver krigen, som den udfoldede sig fra den øverste general til den menige soldat og i civilbefolkningen.
Læseren møder en række overraskende aktører: russere i japansk uniform i det nordøstlige Kina, mexicanske piloter i amerikanske maskiner over Filippinerne og de forbavsende mange danskere, der befandt sig i regionen i krigsårene.
Og vi hører om alle de berømte slag – fra Guadalcanal til Iwo Jima – der har skrevet sig ind i historien som milepæle på vejen mod Japans kapitulation i august 1945.
Storm over Stillehavet – Anden Verdenskrig i Asien
Forord
I sensommeren 1939 var en 22-årig mand i Værnemagtsuniform på vej mod Tysklands grænse til Polen. Hans mission var at fungere som observatør ved en tysk division under den invasion, der ville finde sted inden for de nærmeste dage. Han tiltrak sig uden tvivl en del opmærksomhed på sin rejse, for hans udseende var alt andet end arisk. Han hed Chiang Wei-kuo, og han var den kinesiske leder Chiang Kai-sheks adoptivsøn. Igennem de forløbne to år havde han modtaget undervisning på højt niveau på Krigsakademiet i München, og i sin egenskab af officerselev havde han deltaget i Tysklands fredelige besættelse af Østrig i marts 1938. Chiang Wei-kuos historie afspejlede, hvor tæt det kinesisk-tyske samarbejde var blevet i løbet af 1930’erne i takt med, at den tyske rustnings-industri eksporterede større og større mængder våben til nationalistregi-met i Kina, mens erfarne tyske militærrådgivere bidrog til opbygningen af en moderne kinesisk hær. Assistancen fra den europæiske stormagt havde især vist sig nyttig efter 1937, hvor en regulær krig var brudt ud mellem Kina og Japan. Men i 1939 var det nazistiske Tyskland blevet stadig mere venligtsindet over for Japan og havde nu travlt med at distancere sig fra kineserne. Chiang Wei-kuos rolle i den tyske hær var derfor begyndt at virke upassende, og da han under rejsen til den polske grænse gjorde holdt i Berlin og aflagde besøg på den kinesiske ambassade, lå der nye ordrer og ventede på ham: Han skulle sejle til USA og fortsætte sin militære uddannelse dér.
Resultatet var, at da tyske kampvogne rullede ind i Polen tidligt om morgenen den 1. september, var Chiang allerede ombord på et skib på vej mod Amerika, som nu var ved at udvikle sig til en vigtig allieret for kineserne. Snart sad han på skolebænken i Center for Pansertaktik på militærbasen Fort Knox i Kentucky, før han tre år senere vendte hjem til Kina med hovedet fyldt af den nyeste militære viden. Han var ikke den eneste i sin familie, som var ude at se verden. Hans stedbror Chiang Ching-kuo tilbragte i samme periode 12 år i Sovjetunionen. Her havde han en hviderussisk kone og endda et russisk navn, Nikolaj Vladimirovitj Elisarov. De to stedbrødre udgjorde tilsammen kun et lille hjørne af det vidt forgrenede og komplekse netværk af relationer og interaktioner, der kendetegnede politik og samfund i Kina og Asien i 1930’erne, årtiet, hvor den kinesisk-japanske krig blussede op og lidt efter lidt satte gang i en begivenhedsrække, der til sidst førte til Japans konflikt med en række vestlige magter. De to Chiang’ers skæbne var udtryk for, at Anden Verdenskrig i Asien og Stillehavet lige fra den spæde begyndelse havde en global karakter og involverede aktører både fra regionen selv og fra lande tusinder af kilometer borte.
Chiang Wei-kuo, den kinesiske leder Chiang Kai-sheks adoptiv-søn, i tysk Værnemagtsuniform.
Krigen, der rasede i og omkring Stillehavet i første halvdel af 1940’erne, er traditionelt blevet set som en tvekamp mellem USA og Japan, og det er korrekt, at det først og fremmest var ved hjælp af amerikansk blod og stål, at det ambitiøse japanske imperium blev standset, besejret og tilintetgjort. Navne som Guadalcanal, Midway og Hiroshima var milepæle på vejen mod Japans fuldstændige og betingelsesløse kapitulation 2. september 1945. Bidragene fra briterne i Burma og australierne i Ny Guinea var også vigtige og huskes stadig, især af de involverede lande selv. Men derudover optrådte en række andre nationaliteter i sekundære og ofte overraskende roller, som i mange tilfælde er glemt af eftertiden. Eksempler omfatter eksilrussere i japansk uniform, der tjente som hjælpetropper for kejser Hirohito i det nordøstlige Kina, eller mexicanske piloter, som deltog i befrielsen af Filippinerne. Desuden var der, som det vil fremgå af denne bog, danskere til stede overalt i regionen og i forbavsende store antal. Begivenhederne i Asien førte også til mærkelige alliancer og endnu mærkeligere fjendskaber. Et eksempel: Den tysk-kontrollerede franske samarbejdsregering i Vichy var i hyppig konsultation med amerikanske myndigheder i spørgsmålet om Indokina i 1941, og samme år udkæmpede franske styrker i Laos og Cambodia en kort, blodig grænsekrig med Thailand, som først sluttede ved japansk mellemkomst.
Ligesom en dybere forståelse af Anden Verdenskrig i Asien og Stillehavet opnås ved at involvere et bredere galleri af aktører end normalt, giver det også mening at anlægge et længere tidsperspektiv, end det indtil videre har været kutymen i de historiske fremstillinger. Mange bøger begynder med det japanske angreb på Pearl Harbor den 7. december 1941. Men for at forstå de dybe modsætninger, som forårsagede en enormt de-struktiv krig og kostede millioner af mennesker livet, både soldater og civile, er det nødvendigt at gå årtier eller endda århundreder tilbage i tiden. Først og fremmest er det vigtigt at undersøge det underlige forhold, præget af både had og kærlighed, mellem Østasiens to ældste civilisationer, Kina og Japan, og hvordan det var betinget af skiftende geopolitiske vinde, vigtigst af alt den vestlige imperialismes ankomst fra omkring år 1600. Det er en historie, som kan spores tilbage til den periode, der i Europa går under navnet de mørke århundreder, og endda endnu længere tilbage, til en tidsalder, hvor to store kejserriger regerede over det meste af den kendte verden: romerne i vest og kineserne i øst. Samtidig er det en historie, som endnu ikke har fundet sin afslutning. Tre generationer efter Anden Verdenskrig er mange af de rivaliseringer, der førte til blodsudgydelserne på strandene i Mikronesien, i Malajas jungle og på Manchuriets steppe stadig aktuelle. Denne bog er skrevet i den overbevisning, at en bedre forståelse af fortiden vil bidrage til en køligere og mere objektiv tilgang til vor tids problemer.
***
En kort note om sprog og stavemåder er på sin plads her. Det bærende princip i denne bog har været at anvende moderne standarder, uden at det dog bliver til skurrende anakronismer. Det betyder blandt andet, at de forskellige geografiske lokaliteter har de navne, som de gik under i 1930’erne og 1940’erne. Det nuværende Indonesien er i det følgende Hollandsk Ostindien, og Sri Lanka er Ceylon. Øen, som vesterlændinge kaldte for Formosa, bliver dog her kaldt Taiwan, fordi det også var det navn, som både kinesere og japanere anvendte i den periode, som bogen omfatter. Brug af moderne standard indebærer, at pinyin-systemet, udviklet i det moderne Kina og nu nærmest universelt accepteret, anvendes for ki-nesiske navne, for eksempel Mao Zedong i stedet for det ældre Mao Tse-tung. Der er enkelte undtagelser, hvor brug af pinyin ville virke direkte forvirrende, fordi den ældre stavemåde har sat sig fast i al eksisterende litteratur. Vigtigst er navnet på den kinesiske nationalistleder, der egentlig med brug af pinyin burde hedde Jiang Jieshi, men her som stort set alle andre steder skrives Chiang Kai-shek. I både Kina og Japan er det praksis at placere slægtsnavnet først, og samme skik bruges her.
Allervigtigst i forbindelse med en redegørelse om sprogbrug er det at gøre opmærksom på følgende: Anden Verdenskrig i Asien og Stillehavet fik blandt andet sin særligt brutale karakter, fordi det også var en konflikt intensiveret af racefordomme. Det kommer til udtryk igen og igen, når man læser de originale skriftlige kilder eller hører interviews med veteraner, hvor for eksempel japanere rutinemæssigt bliver omtalt som ”japs”, ”japsere”. Ordvalget præger endda ofte de officielle historieværker, som blev udfærdiget på de allierede magters foranledning i efterkrigsårene og ellers endnu i dag står tilbage som lysende eksempler på bundhæderlig forskning. Den racistiske sprogbrug er uden tvivl ubehagelig for moderne læsere, men jeg har valgt at bibeholde den de steder i fremstillingen, hvor kilderne citeres ordret. Det skyldes hensyntagen til det fundamentalt uetiske i at censurere historien, men samtidig også et ønske om at lade kilderne tale for sig selv, fordi det tilføjer en ekstra dimension til vores forståelse af datiden og giver en dybere indsigt i det had og den foragt, der var med til at give kampene deres særlige vildskab. Det samme gælder kilder, som uden at være direkte racistiske omtaler modparten i et hoverende, kynisk eller ligefrem sadistisk tonefald.
Kapitel 1 ARVEFJENDER Kina, Japan og Asien frem til 1931
I august måned år 663 efter vores tidsregning, godt 130 år før vikingetiden begyndte i Skandinavien med togtet mod det engelske kloster Lindisfarne, udkæmpede to store flåder et slag på den anden side af jordklo-den. Hundredvis af tunge fartøjer, monstre af træ bemandet med svært bevæbnede soldater iklædt rustninger af jern og læder, tørnede sammen på den koreanske Paekchon-flod. Den ene af flåderne var sendt af Kinas magtfulde kejser, mens den anden flåde kæmpede for det japanske Yama-to-dynasti. Kineserne og japanerne støttede hver deres side i en borgerkrig mellem rivaliserende kongedømmer i Korea, og dette var det endelige opgør. Udfaldet ville bestemme, hvilken side der ville gå af med sejren og ende med herredømmet over den koreanske halvø. Det var et klassisk søslag, som det havde formet sig utallige gange før i Asien. Mens afstanden mellem de to flåder mindskedes, sendte katapulter massive projektiler gennem luften. Samtidig forsøgte bueskytter at ramme soldater på dækket af modstanderens skibe. Da flåderne var tæt nok på hinanden, slog soldaterne planker ned og bevægede sig kæmpende ombord på fjendens fartøjer. Den ubarmhjertige lyd af jern mod jern fyldte luften, og det forvandlede sig til en kamp mellem infanteristyrker, hvor floden udgjorde et ekstra fareelement. Sårede soldater, som faldt over bord, blev ubønhørligt trukket mod bunden af deres tunge rustninger. Der gik ikke mange minutter, før den kinesiske overlegenhed blev åbenbar, og japanerne så sig omringet til alle sider. Et af Japans klassiske historieværker, Nihon Shoki fra 700-tallet, beskriver scenen: ”På kort tid blev den kejserlige japanske styrke besejret, og mange faldt i vandet og druknede. Skibene var ude af stand til at bevæge sig enten frem eller tilbage. Den japanske general Echi no Takutsu vendte blikket mod himlen og udstødte et kampråb, der var båret af både vrede og desperation. Han skar tænder, og i sit raseri dræbte han dusinvis af fjender. Han døde i kamp.” Det var en knusende kinesisk sejr. På den måde endte den første kinesisk-japanske krig, som historikerne har kendskab til. Men de to gamle civilisationer, hvis soldater mødtes på den skæbnesvangre sommerdag og kæmpede til døden, var i virkeligheden gamle bekendte. De havde på det tidspunkt allerede vidst besked om hinandens eksistens i næsten et årtusinde. Tilbage i en tid, hvor historie blandede sig med myter og legender, indeholdt krønikerne vage hentydninger til, at Kinas første kejser, Qin Shihuang, der levede omkring år 200 før vor tidsregning og dermed var den kartagiske general Hannibals samtidige, havde sendt ekspeditioner til de japanske øer i jagten på ungdommens kilde.
Nogle hundrede år senere, i år 57 efter vor tidsregning, udvekslede det kinesiske hof udsendinge med et kongedømme placeret i det, der i dag er Japan. Lige fra de første kontakter forsvarede kineserne deres position som midtpunkt for hele den kendte verden, og deres kejser var, som de selv yndede at sige, hersker over ”alt under himlen”. Nogle gange lod japanerne til at glemme, hvem de havde med at gøre, og udviste manglende forståelse for deres plads i det internationale hierarki af stater, sådan som kineserne fortolkede det. I begyndelsen af 600-tallet udløste en japansk prins vrede i Kina, da han på vegne af sit eget kejserhof sendte en besked, der syntes at indikere ligeværd mellem de to civilisationer: ”Kejseren i landet, hvor Solen står op, hilser kejseren i landet, hvor den går ned.” Den kinesiske overlegenhedsfølelse var ikke ubegrundet. Alle nabo-kulturerne, inklusive Japans, var i vid udstrækning afledt af den kinesiske. Alene den omstændighed, at regionens forskellige skriftsystemer hovedsagelig var baseret på kinesiske skrifttegn, var et vidnesbyrd om den massive kulturelle påvirkning. Kina satte sit præg på sine naboer, ikke omvendt. I Japan som andetsteds efterlod Kina et aftryk på områder så forskellige som filosofi, poesi og arkitektur, og ikke mindst religion. Buddhisme, som senere skulle komme til at udgøre et af de vigtigste elementer i japansk tænkning, blev i vid udstrækning introduceret via Kina og skyldtes ofte utrættelig missionsvirksomhed fra kinesisk side. En periode præget af voksende mistro og fjendskab mellem Japan på den ene side og det asiatiske fastland på den anden begyndte i slutningen af 1200-tallet, hvor det kinesiske Yuan-dynasti, regeret af efterkommere efter den mongolske verdenserobrer Djengis Khan, forsøgte at invadere de japanske øer. Det kunne meget vel have markeret enden på Japan som en selvstændig nation, hvis det ikke var for en uforudset begivenhed, der stillede sig i vejen for invasionsplanerne. En stor del af den kinesisk-mongolske flåde blev smadret af en kamikaze, en ”guddommelig vind” eller, med et moderne sprogbrug, en kraftig tyfon. Som en taknemlig japansk embedsmand skrev nogle år senere, ”løftede en grøn drage sit hoved fra bølgerne”, og som følge heraf var kysten på den japanske ø Kyushu ”fyldt med bunker af døde fjender”.
Det var en ydmygende katastrofe for Kina, men det formindskede på ingen måde den kinesiske arrogance og selvfølelse, udmøntet i et tribut-system, der krævede, at japanerne sendte ambassadører for at vise un-derkastelse. I de tilfælde, hvor japanerne på ny manglede at udvise den nødvendige respekt, kom den vrede reaktion fra det kinesiske kejserhof med uvægerlig sikkerhed. Et brev fra Zhu Yuanzhang, som var kejser i 1400-tallet, giver en ide om den generelle atmosfære i forholdet. ”I enfoldige østlige barbarer! Jeres konge og hoffolk bærer sig ikke korrekt ad. I har forstyrret jeres nabolande hele vejen rundt.” Igennem hele den sene middelalder var forholdet mellem Kina og Japan besværligt, og i slutningen af 1500-tallet udbrød der regulær krig. Ligesom tilfældet var næsten et årtusind tidligere, var det Korea, som blev slagmarken. En japansk samuraihær gjorde landgang på halvøen og havde planer om også at invadere Kina. De vidste naturligvis, hvor kæmpemæssigt Kina var, og de japanske hærledere spurgte, ikke for sidste gang i historien, om de måske havde været for ambitiøse. ”Gad vide,” skrev en af de japanske officerer i et brev hjem til sin familie, ”om vi vil være i stand til at mønstre tilstrækkeligt med mandskab til at erobre og regere det land.” Ligesom det politiske forhold forandrede sig i århundredernes løb, mens konflikt vekslede med samarbejde, skete der også et skift i kinesernes syn på Japan. I kinesiske tekster fra det første årtusind efter vor tidsregning beskrives Japan undertiden som ”et land befolket med gentlemen” og ”et samfund, hvor værdighed og anstændighed sættes højt”. En officiel historie skrevet om et af Kinas mange dynastier priser japanerne og fortæller om dem, at de ”er ærlige af naturen og har raffinerede manerer.” Dette skulle ændre sig over tid, og de positive beskrivelser af japanerne blev i mange kineseres bevidsthed erstattet af langt mere dystre billeder.
Særlig én figur gjorde mere end nogen anden sit til, at kineserne begyndte at se på japanerne med en blanding af frygt og foragt: den japanske pirat. I flere århundreder hærgede japanske sørøvere kinesere, der var så uheldige at bo langs østkysten, og de endte med at have et ry for at ”ankomme som en tyfon og forsvinde igen som en lynnedslag”. Piraterne havde strenge regler om, at ”de altid kæmpede til døden,” noterer en kinesisk historieskriver. Samtidig var der intet i deres værdisæt, som forhindrede dem i at gå frem med ekstrem grusomhed over for deres ofre.
I en særlig berygtet episode fra midten af 1400-tallet erobrede en gruppe sørøvere en landsby i den østkinesiske provins Zhejiang, dræbte de fleste indbyggere og plyndrede samtlige huse, for til sidst at sætte dem i brand. En samtidig beretning fortæller, hvad der skete med de få overlevende: ”Hvis kvinderne var gravide, gættede de på kønnet på fostret, hvorefter de skar bugen op på kvinderne for at se, hvem der havde ret, eftersom de havde indgået væddemål om resultatet, og der stod vin på spil.” En kilde beskriver et angreb udført af japanske pirater på den østkinesiske halvø Liaodong og deres forsøg på at tilrane sig rigdommene i byen Wanghaiguo: ”Den lokale topembedsmand, Liu Rong, tog personligt le-delsen og sendte sine bedste tropper til Wanghaiguo forud for piraterne. Da piraterne ankom, i tusindvis fordelt på 20 skibe, påbegyndte de en belejring af byen. I det øjeblik viste Liu Rong, hvor mange tropper han havde skjult i byen. Nogle af dem sendte han direkte i kamp med piraterne, mens andre blev sat til at blokere deres tilbagetog… I alt tog de 742 pirathoveder, mens 857 blev taget til fange.” Piratplagen fortsatte i århundreder og tvang det kinesiske imperium til at afsætte betydelige ressourcer til at forbedre sit kystforsvar. Sørøverne begyndte at hverve fra forskellige nationaliteter, og en overgang var der ifølge nogle historikere flere kinesere end japanere i deres rækker.
Det ændrede dog ikke ved, at de fleste kinesere stadig så dem som sønner af de mystiske japanske øer mod øst og begyndte at opfatte de fremmede fra den anden side af havet som kun delvis menneskelige. ”De er lige så vilde som ulveunger,” skriver en 1500-talsforfatter fra Kina. ”Det ligger i selve deres natur at forsøge at udøve vold mod andre.”
Asien forandrede sig. Teknologien gennemgik en udvikling, og nye kulturelle normer erstattede gamle, mens dynastier opstod, blomstrede og forfaldt. Men det fundamentale mønster i det kinesisk-japanske forhold var det samme gennem halvandet årtusind. Kina var det naturlige center for international politik i verdensdelen, og Japan accepterede i det store og hele, at det nu engang forholdt sig sådan, selv om det også til tider viste sig fra en mere trodsig side. Det er meget tænkeligt, at dette mønster ville været fortsat i al evighed, hvis ikke det var for et sæt af fuldstændigt nye aktører, der dukkede op. De kom fra en del af verden langt mod vest, som de gamle kulturer i Asien kun havde tågede forestillinger om. Europæerne gjorde deres indtog. Da den portugisiske opdagelsesrejsende Francisco Zeimoto satte foden på den japanske ø Kanegashima i 1540’erne, havde han en opfindelse med, som i særlig grad vakte den lokale befolknings nysgerrighed. Det var et våben, som brugte krudt til at sende projektiler over langt større afstande, end selv den stærkeste mand kunne kaste, og var i stand til at plukke fuglene fra himlen med næsten overnaturlig lethed. Øens hersker, som uden tvivl anede andre anvendelsesmuligheder, var særligt interesseret og skyndte sig at anskaffe et eksemplar af våbnet til sig selv. Snart blev teknologien kopieret igen og igen, ikke bare på øen, men også i resten af Japan, og ikke meget mere end et årti senere, da en ny portugisisk eventyrer passerede forbi det isolerede rige, fik han fortalt, at der nu var i alt 300.000 musketter på de japanske øer. ”Af dette alene,” skrev han, ”er det let at forstå, hvad slags mennesker de er, og hvor let det falder dem at fordybe sig i militære sysler, som de nyder mere end noget andet kendt folkeslag.” Zeimoto og hans besætning udgjorde kun en lille gruppe, og med deres lyse hud og brune hår var de ikke meget andet end en eksotisk kuriositet blandt de folkeslag, som de mødte på deres færd gennem Østen. Men snart begyndte de europæiske søfolk og købmænd at ankomme i langt større antal. Dermed indledte de den første egentlige globalisering af verdensøkonomien, hvor alle kontinenter var bundet sammen af et fin-masket net af handelsruter. Både Kina og Japan blev berørt, men deres helt forskellige størrelse bestemte også, hvordan de reagerede. I flere årtier efter Zeimotos ankomst tillod Japan handel ikke bare med portugiserne, men også briterne og hollænderne, og i tilgift så det igennem fingre med, at katolske missionærer forsøgte at udbrede deres tro blandt japanerne. Det var en enestående succes for kristendommen, og en halv million omvendte sjæle talte deres tydelige sprog om de spirituelle behov, som den nye religion var med til at dække. Det varede dog ikke ved. De japanske ledere så, hvad der var sket i Filippinerne, som for nylig var blevet en spansk koloni, og de besluttede sig for at slå hårdt ned på den fremmede tro. I 1597 blev 26 katolikker, både europæiske missionærer og lokale omvendte, henrettet ved korsfæstelse, og i de efterfølgende år fortsatte forfølgelsen med stor vildskab, indtil kristendommen var en-ten udryddet eller jaget under jorden.
Japans politiske elite gik endda videre i sin bestræbelse på at beskytte landets unikke civilisation mod enhver form for fremmed indflydelse. I midten af 1600-tallet tog landets ledere en beslutning, som er næsten unik i menneskehedens historie: De vendte resten af verden ryggen. I de næste to århundreder var Japan utilgængeligt for praktisk talt alle vestlige magter, og den eneste handel, der blev opretholdt, var med hollænderne, som fik lov til at opretholde en permanent tilstedeværelse på en menneskeskabt ø i Nagasakis havn. Kina oplevede også forbigående og ofte voldelige udbrud af xenofobisk vrede, men på intet tidspunkt tog det et skridt af nær den samme rækkevidde og konsekvens som det japanske. Kina var alt for mægtigt og havde alt for travlt med at regere et imperium i kontinentstørrelsen til at føle sig truet på sin eksistens af de europæiske missionærer, rådgivere og handlende, der nåede frem. Snarere udviste kineserne en påfaldende mangel på interesse for næsten alt, hvad Vesten havde at byde på. Det blev til overmål klart i 1793, da Storbritannien afsendte sin første officielle mission til det kejserlige hof i Beijing, ledet af George Macartney, en erfaren koloniembedsmand. Delegationen havde til opgave at åbne Kina for handel, og den havde medbragt 600 kasser med gaver, inklusive kunstfærdigt udførte urværker og globusser. Intet af det gjorde noget særligt indtryk på den kinesiske kejser, Qianlong. ”Vi har aldrig brudt os om fikse genstande, og vi har ikke det fjerneste behov for Deres lands frembringelser,” skrev han i et brev adresseret til den britiske kong Georg den Tredje. ”De, konge, bør føje os i vore ønsker gennem usvigelig loyalitet og løfte om underkastelse i al evighed.”
Selv om brevet i al sin udiplomatiske ligefremhed uundgåeligt vakte de stolte briters vrede, havde den kinesiske hersker en pointe. Kina var på det tidspunkt sandsynligvis stadig verdens største økonomi, og selv om det teknologisk var begyndt at halte alvorligt bagefter, var det vestlige forspring endnu beskedent. Alligevel var Qianlongs rige svagere, end han kunne forestille sig. Macartney afskrev i al sin frustration Kina som ”et gammelt krigsskib af første rang”, som under kompetent ledelse ville ”drive omkring i et stykke tid som et vrag, men så til sidst ville blive splintret mod kysten”. Hans beskrivelse var ikke helt ved siden af. Qian-long og hans rådgivere var gået glip af en vigtig erkendelse. Den vestlige imperialisme, som de mødte nu, var en ny og farlig størrelse, og den var en dødbringende trussel for de stater, der var ude af stand til at reagere hurtigt og effektivt. Det skulle Qianlongs efterkommere komme til at lære på den hårde måde et halvt århundrede efter Macartney. For den britiske mission satte ikke en stopper for handlen, tværtimod. Men det var en ensidig affære. Mens europæiske forbrugere efterspurgte en række kinesiske produkter – porcelæn, silke og te, for eksempel – havde britiske handelsmænd kun succes med ét eneste produkt: opium. Det kinesiske imperium besluttede sig i de sene 1830’ere for at forbyde import af varen. Det førte til en skarp reaktion hos regeringen i London, som valgt at afsende den britiske flåde. I en serie ydmygende kinesiske nederlag blev det klart for enhver, at Vestens militære teknologi nu var blevet knusende overlegen. Det mest frygtindgydende symbol på den britiske dominans var dampskibet Nemesis, der netop var blevet færdigbygget og var kendt som landets første oceangående krigsskib bygget næsten udelukkende af jern. Stillet over for en så sofistikeret modstander var kineserne tvunget til at tænke i nye baner, og deres hemmelige våben var angrebsaber. I den øst-kinesiske havneby Ningbo, et af de vigtigste støttepunkter, havde forsvarerne forberedt nitten aber med fyrværkeri bundet til ryggen.
Planen var at smide dem op på de britiske skibe, som lå for anker, men det lykkedes ikke, for ingen kinesisk soldat var i stand til at komme i kasteafstand fra de fjendtlige skibe, før han blev offer for den morderiske vestlige ild. Opiumkrigen sluttede i 1842, da britiske og kinesiske udsendinge underskrev Nanjing-traktaten. Den åbnede fem kinesiske havne for udenlandsk handel, og den garanterede eksterritorialitet for britiske borgere i dele af Kina, hvilket betød, at hvis de begik lovbrud, havde de krav på at få deres sag for en britisk domstol – et slag i ansigtet på de stolte kinesere. Aftalen førte også til, at et beskedent stykke kinesisk territorium blev afstået til Storbritannien. Den britiske udenrigsminister lord Henry John Temple Palmerston beskrev det hånligt som ”en ufrugtbar ø med knap nok et eneste hus”. Stedet hed Hongkong. Det var Storbritannien, som sparkede den kinesiske dør ind, men andre kolonimagter fulgte efter. Nanjing-aftalen blev snart en model for andre såkaldt ”ulige traktater” underskrevet af vestlige diplomater. I løbet af de efterfølgende år indgik Frankrig og Rusland lignende aftaler med Kina, og flere kom til senere. Allerede i 1843 fik Danmark et kinesisk løfte om, at de fordele, andre lande nød, også gjaldt for danskere.20 Det blev indledningen på en epoke, kineserne senere har beskrevet som ”skammens århundrede”, hvor det engang almægtige kejserrige næsten blev reduceret til en halvkolonial skygge af sig selv.
Generationer kom til at opleve ydmygelsen, for perioden blev først for alvor afsluttet under og umiddelbart efter Anden Verdenskrig. Samtidig med at Kina blev åbnet op, forblev de japanske øer hermetisk lukkede over for enhver form for vestlig indflydelse. Der skulle noget særligt til for at åbne dem, og da det endelig skete, var det ikke en af de gamle europæiske stater, der stod for det, men derimod en ny og ambitiøs stormagt, bristefærdig af ungdommelig energi. I modsætning til de ældgamle kinesiske og japanske riger var denne magt knap nok et århundrede gammel, men på kort tid skulle den komme til at sætte et dybere præg på Østasien end nogen anden før den. Amerika var parat til at storme ind på verdensscenen.
Mange tror at startskuddet til Anden Verdenskrig i Asien var angrebet på Pearl Harbor i 1941 – men konflikterne går meget længere tilbage.
Et ældgammelt og destruktivt forhold mellem Japan og Kina førte til øgede spændinger og kampe i 1930’erne. Disse kampe kulminerede i udbredelsen af verdenskrigen til Asien.
Storm over Stillehavet stiller skarpt på et overset og vigtigt element i verdenskrigen – hvordan krigen så ud for både civile, militær og politikere. Peter Harmsen beskriver de subarktiske forhold i øgruppen Aleuterne; hungersnøden i Kina, Indokina og Indien og tager læseren fra Det Hvide Hus i Washington til marineinfanteristerne på tropeøen Peleliu.
Historien om Anden Verdenskrig i Asien begynder længe før angrebet på Pearl Harbor i 1941 og kan kun forstås, hvis man kender forhistorien om regionens konflikter. Storm over Stillehavet af Peter Harmsen giver solidt indblik i krigen som den forløb i Asien.
Storm over Stillehavet af Peter Harmsen stiller skarpt på et kapitel af Anden Verdenskrig, der ellers har været underbelyst i dansk sammenhæng. Forfatteren beskriver krigen, som den udfoldede sig fra den øverste general til den menige soldat og i civilbefolkningen.
LÆS OGSÅ: 17 bøger der gør dig klogere på anden verdenskrig
Læseren møder en række overraskende aktører: russere i japansk uniform i det nordøstlige Kina, mexicanske piloter i amerikanske maskiner over Filippinerne og de forbavsende mange danskere, der befandt sig i regionen i krigsårene.
Og vi hører om alle de berømte slag – fra Guadalcanal til Iwo Jima – der har skrevet sig ind i historien som milepæle på vejen mod Japans kapitulation i august 1945.
Læs et uddrag af bogen herunder.
Du kan købe Storm over Stillehavet online, eller i din lokale boghandler.
Peter Harmsen
Storm over Stillehavet – Anden Verdenskrig i Asien
Forord
I sensommeren 1939 var en 22-årig mand i Værnemagtsuniform på vej mod Tysklands grænse til Polen. Hans mission var at fungere som observatør ved en tysk division under den invasion, der ville finde sted inden for de nærmeste dage. Han tiltrak sig uden tvivl en del opmærksomhed på sin rejse, for hans udseende var alt andet end arisk. Han hed Chiang Wei-kuo, og han var den kinesiske leder Chiang Kai-sheks adoptivsøn. Igennem de forløbne to år havde han modtaget undervisning på højt niveau på Krigsakademiet i München, og i sin egenskab af officerselev havde han deltaget i Tysklands fredelige besættelse af Østrig i marts 1938.
Chiang Wei-kuos historie afspejlede, hvor tæt det kinesisk-tyske samarbejde var blevet i løbet af 1930’erne i takt med, at den tyske rustnings-industri eksporterede større og større mængder våben til nationalistregi-met i Kina, mens erfarne tyske militærrådgivere bidrog til opbygningen af en moderne kinesisk hær. Assistancen fra den europæiske stormagt havde især vist sig nyttig efter 1937, hvor en regulær krig var brudt ud mellem Kina og Japan. Men i 1939 var det nazistiske Tyskland blevet stadig mere venligtsindet over for Japan og havde nu travlt med at distancere sig fra kineserne. Chiang Wei-kuos rolle i den tyske hær var derfor begyndt at virke upassende, og da han under rejsen til den polske grænse gjorde holdt i Berlin og aflagde besøg på den kinesiske ambassade, lå der nye ordrer og ventede på ham: Han skulle sejle til USA og fortsætte sin militære uddannelse dér.
Resultatet var, at da tyske kampvogne rullede ind i Polen tidligt om morgenen den 1. september, var Chiang allerede ombord på et skib på vej mod Amerika, som nu var ved at udvikle sig til en vigtig allieret for kineserne. Snart sad han på skolebænken i Center for Pansertaktik på militærbasen Fort Knox i Kentucky, før han tre år senere vendte hjem til Kina med hovedet fyldt af den nyeste militære viden. Han var ikke den eneste i sin familie, som var ude at se verden. Hans stedbror Chiang Ching-kuo tilbragte i samme periode 12 år i Sovjetunionen. Her havde han en hviderussisk kone og endda et russisk navn, Nikolaj Vladimirovitj Elisarov. De to stedbrødre udgjorde tilsammen kun et lille hjørne af det vidt forgrenede og komplekse netværk af relationer og interaktioner, der kendetegnede politik og samfund i Kina og Asien i 1930’erne, årtiet, hvor den kinesisk-japanske krig blussede op og lidt efter lidt satte gang i en begivenhedsrække, der til sidst førte til Japans konflikt med en række vestlige magter. De to Chiang’ers skæbne var udtryk for, at Anden Verdenskrig i Asien og Stillehavet lige fra den spæde begyndelse havde en global karakter og involverede aktører både fra regionen selv og fra lande tusinder af kilometer borte.
Krigen, der rasede i og omkring Stillehavet i første halvdel af 1940’erne, er traditionelt blevet set som en tvekamp mellem USA og Japan, og det er korrekt, at det først og fremmest var ved hjælp af amerikansk blod og stål, at det ambitiøse japanske imperium blev standset, besejret og tilintetgjort. Navne som Guadalcanal, Midway og Hiroshima var milepæle på vejen mod Japans fuldstændige og betingelsesløse kapitulation 2. september 1945. Bidragene fra briterne i Burma og australierne i Ny Guinea var også vigtige og huskes stadig, især af de involverede lande selv. Men derudover optrådte en række andre nationaliteter i sekundære og ofte overraskende roller, som i mange tilfælde er glemt af eftertiden. Eksempler omfatter eksilrussere i japansk uniform, der tjente som hjælpetropper for kejser Hirohito i det nordøstlige Kina, eller mexicanske piloter, som deltog i befrielsen af Filippinerne. Desuden var der, som det vil fremgå af denne bog, danskere til stede overalt i regionen og i forbavsende store antal. Begivenhederne i Asien førte også til mærkelige alliancer og endnu mærkeligere fjendskaber. Et eksempel: Den tysk-kontrollerede franske samarbejdsregering i Vichy var i hyppig konsultation med amerikanske myndigheder i spørgsmålet om Indokina i 1941, og samme år udkæmpede franske styrker i Laos og Cambodia en kort, blodig grænsekrig med Thailand, som først sluttede ved japansk mellemkomst.
Ligesom en dybere forståelse af Anden Verdenskrig i Asien og Stillehavet opnås ved at involvere et bredere galleri af aktører end normalt, giver det også mening at anlægge et længere tidsperspektiv, end det indtil videre har været kutymen i de historiske fremstillinger. Mange bøger begynder med det japanske angreb på Pearl Harbor den 7. december 1941. Men for at forstå de dybe modsætninger, som forårsagede en enormt de-struktiv krig og kostede millioner af mennesker livet, både soldater og civile, er det nødvendigt at gå årtier eller endda århundreder tilbage i tiden. Først og fremmest er det vigtigt at undersøge det underlige forhold, præget af både had og kærlighed, mellem Østasiens to ældste civilisationer, Kina og Japan, og hvordan det var betinget af skiftende geopolitiske vinde, vigtigst af alt den vestlige imperialismes ankomst fra omkring år 1600. Det er en historie, som kan spores tilbage til den periode, der i Europa går under navnet de mørke århundreder, og endda endnu længere tilbage, til en tidsalder, hvor to store kejserriger regerede over det meste af den kendte verden: romerne i vest og kineserne i øst. Samtidig er det en historie, som endnu ikke har fundet sin afslutning. Tre generationer efter Anden Verdenskrig er mange af de rivaliseringer, der førte til blodsudgydelserne på strandene i Mikronesien, i Malajas jungle og på Manchuriets steppe stadig aktuelle. Denne bog er skrevet i den overbevisning, at en bedre forståelse af fortiden vil bidrage til en køligere og mere objektiv tilgang til vor tids problemer.
***
En kort note om sprog og stavemåder er på sin plads her. Det bærende princip i denne bog har været at anvende moderne standarder, uden at det dog bliver til skurrende anakronismer. Det betyder blandt andet, at de forskellige geografiske lokaliteter har de navne, som de gik under i 1930’erne og 1940’erne. Det nuværende Indonesien er i det følgende Hollandsk Ostindien, og Sri Lanka er Ceylon. Øen, som vesterlændinge kaldte for Formosa, bliver dog her kaldt Taiwan, fordi det også var det navn, som både kinesere og japanere anvendte i den periode, som bogen omfatter. Brug af moderne standard indebærer, at pinyin-systemet, udviklet i det moderne Kina og nu nærmest universelt accepteret, anvendes for ki-nesiske navne, for eksempel Mao Zedong i stedet for det ældre Mao Tse-tung. Der er enkelte undtagelser, hvor brug af pinyin ville virke direkte forvirrende, fordi den ældre stavemåde har sat sig fast i al eksisterende litteratur. Vigtigst er navnet på den kinesiske nationalistleder, der egentlig med brug af pinyin burde hedde Jiang Jieshi, men her som stort set alle andre steder skrives Chiang Kai-shek. I både Kina og Japan er det praksis at placere slægtsnavnet først, og samme skik bruges her.
Allervigtigst i forbindelse med en redegørelse om sprogbrug er det at gøre opmærksom på følgende: Anden Verdenskrig i Asien og Stillehavet fik blandt andet sin særligt brutale karakter, fordi det også var en konflikt intensiveret af racefordomme. Det kommer til udtryk igen og igen, når man læser de originale skriftlige kilder eller hører interviews med veteraner, hvor for eksempel japanere rutinemæssigt bliver omtalt som ”japs”, ”japsere”. Ordvalget præger endda ofte de officielle historieværker, som blev udfærdiget på de allierede magters foranledning i efterkrigsårene og ellers endnu i dag står tilbage som lysende eksempler på bundhæderlig forskning. Den racistiske sprogbrug er uden tvivl ubehagelig for moderne læsere, men jeg har valgt at bibeholde den de steder i fremstillingen, hvor kilderne citeres ordret. Det skyldes hensyntagen til det fundamentalt uetiske i at censurere historien, men samtidig også et ønske om at lade kilderne tale for sig selv, fordi det tilføjer en ekstra dimension til vores forståelse af datiden og giver en dybere indsigt i det had og den foragt, der var med til at give kampene deres særlige vildskab. Det samme gælder kilder, som uden at være direkte racistiske omtaler modparten i et hoverende, kynisk eller ligefrem sadistisk tonefald.
Kapitel 1
ARVEFJENDER
Kina, Japan og Asien frem til 1931
I august måned år 663 efter vores tidsregning, godt 130 år før vikingetiden begyndte i Skandinavien med togtet mod det engelske kloster Lindisfarne, udkæmpede to store flåder et slag på den anden side af jordklo-den. Hundredvis af tunge fartøjer, monstre af træ bemandet med svært bevæbnede soldater iklædt rustninger af jern og læder, tørnede sammen på den koreanske Paekchon-flod. Den ene af flåderne var sendt af Kinas magtfulde kejser, mens den anden flåde kæmpede for det japanske Yama-to-dynasti. Kineserne og japanerne støttede hver deres side i en borgerkrig mellem rivaliserende kongedømmer i Korea, og dette var det endelige opgør. Udfaldet ville bestemme, hvilken side der ville gå af med sejren og ende med herredømmet over den koreanske halvø. Det var et klassisk søslag, som det havde formet sig utallige gange før i Asien. Mens afstanden mellem de to flåder mindskedes, sendte katapulter massive projektiler gennem luften. Samtidig forsøgte bueskytter at ramme soldater på dækket af modstanderens skibe. Da flåderne var tæt nok på hinanden, slog soldaterne planker ned og bevægede sig kæmpende ombord på fjendens fartøjer. Den ubarmhjertige lyd af jern mod jern fyldte luften, og det forvandlede sig til en kamp mellem infanteristyrker, hvor floden udgjorde et ekstra fareelement. Sårede soldater, som faldt over bord, blev ubønhørligt trukket mod bunden af deres tunge rustninger. Der gik ikke mange minutter, før den kinesiske overlegenhed blev åbenbar, og japanerne så sig omringet til alle sider. Et af Japans klassiske historieværker, Nihon Shoki fra 700-tallet, beskriver scenen: ”På kort tid blev den kejserlige japanske styrke besejret, og mange faldt i vandet og druknede. Skibene var ude af stand til at bevæge sig enten frem eller tilbage. Den japanske general Echi no Takutsu vendte blikket mod himlen og udstødte et kampråb, der var båret af både vrede og desperation. Han skar tænder, og i sit raseri dræbte han dusinvis af fjender. Han døde i kamp.”
Det var en knusende kinesisk sejr. På den måde endte den første kinesisk-japanske krig, som historikerne har kendskab til. Men de to gamle civilisationer, hvis soldater mødtes på den skæbnesvangre sommerdag og kæmpede til døden, var i virkeligheden gamle bekendte. De havde på det tidspunkt allerede vidst besked om hinandens eksistens i næsten et årtusinde. Tilbage i en tid, hvor historie blandede sig med myter og legender, indeholdt krønikerne vage hentydninger til, at Kinas første kejser, Qin Shihuang, der levede omkring år 200 før vor tidsregning og dermed var den kartagiske general Hannibals samtidige, havde sendt ekspeditioner til de japanske øer i jagten på ungdommens kilde.
Nogle hundrede år senere, i år 57 efter vor tidsregning, udvekslede det kinesiske hof udsendinge med et kongedømme placeret i det, der i dag er Japan. Lige fra de første kontakter forsvarede kineserne deres position som midtpunkt for hele den kendte verden, og deres kejser var, som de selv yndede at sige, hersker over ”alt under himlen”. Nogle gange lod japanerne til at glemme, hvem de havde med at gøre, og udviste manglende forståelse for deres plads i det internationale hierarki af stater, sådan som kineserne fortolkede det. I begyndelsen af 600-tallet udløste en japansk prins vrede i Kina, da han på vegne af sit eget kejserhof sendte en besked, der syntes at indikere ligeværd mellem de to civilisationer: ”Kejseren i landet, hvor Solen står op, hilser kejseren i landet, hvor den går ned.” Den kinesiske overlegenhedsfølelse var ikke ubegrundet. Alle nabo-kulturerne, inklusive Japans, var i vid udstrækning afledt af den kinesiske. Alene den omstændighed, at regionens forskellige skriftsystemer hovedsagelig var baseret på kinesiske skrifttegn, var et vidnesbyrd om den massive kulturelle påvirkning. Kina satte sit præg på sine naboer, ikke omvendt. I Japan som andetsteds efterlod Kina et aftryk på områder så forskellige som filosofi, poesi og arkitektur, og ikke mindst religion. Buddhisme, som senere skulle komme til at udgøre et af de vigtigste elementer i japansk tænkning, blev i vid udstrækning introduceret via Kina og skyldtes ofte utrættelig missionsvirksomhed fra kinesisk side. En periode præget af voksende mistro og fjendskab mellem Japan på den ene side og det asiatiske fastland på den anden begyndte i slutningen af 1200-tallet, hvor det kinesiske Yuan-dynasti, regeret af efterkommere efter den mongolske verdenserobrer Djengis Khan, forsøgte at invadere de japanske øer. Det kunne meget vel have markeret enden på Japan som en selvstændig nation, hvis det ikke var for en uforudset begivenhed, der stillede sig i vejen for invasionsplanerne. En stor del af den kinesisk-mongolske flåde blev smadret af en kamikaze, en ”guddommelig vind” eller, med et moderne sprogbrug, en kraftig tyfon. Som en taknemlig japansk embedsmand skrev nogle år senere, ”løftede en grøn drage sit hoved fra bølgerne”, og som følge heraf var kysten på den japanske ø Kyushu ”fyldt med bunker af døde fjender”.
Det var en ydmygende katastrofe for Kina, men det formindskede på ingen måde den kinesiske arrogance og selvfølelse, udmøntet i et tribut-system, der krævede, at japanerne sendte ambassadører for at vise un-derkastelse. I de tilfælde, hvor japanerne på ny manglede at udvise den nødvendige respekt, kom den vrede reaktion fra det kinesiske kejserhof med uvægerlig sikkerhed. Et brev fra Zhu Yuanzhang, som var kejser i 1400-tallet, giver en ide om den generelle atmosfære i forholdet. ”I enfoldige østlige barbarer! Jeres konge og hoffolk bærer sig ikke korrekt ad. I har forstyrret jeres nabolande hele vejen rundt.”
Igennem hele den sene middelalder var forholdet mellem Kina og Japan besværligt, og i slutningen af 1500-tallet udbrød der regulær krig. Ligesom tilfældet var næsten et årtusind tidligere, var det Korea, som blev slagmarken. En japansk samuraihær gjorde landgang på halvøen og havde planer om også at invadere Kina. De vidste naturligvis, hvor kæmpemæssigt Kina var, og de japanske hærledere spurgte, ikke for sidste gang i historien, om de måske havde været for ambitiøse. ”Gad vide,” skrev en af de japanske officerer i et brev hjem til sin familie, ”om vi vil være i stand til at mønstre tilstrækkeligt med mandskab til at erobre og regere det land.” Ligesom det politiske forhold forandrede sig i århundredernes løb, mens konflikt vekslede med samarbejde, skete der også et skift i kinesernes syn på Japan. I kinesiske tekster fra det første årtusind efter vor tidsregning beskrives Japan undertiden som ”et land befolket med gentlemen” og ”et samfund, hvor værdighed og anstændighed sættes højt”. En officiel historie skrevet om et af Kinas mange dynastier priser japanerne og fortæller om dem, at de ”er ærlige af naturen og har raffinerede manerer.” Dette skulle ændre sig over tid, og de positive beskrivelser af japanerne blev i mange kineseres bevidsthed erstattet af langt mere dystre billeder.
Særlig én figur gjorde mere end nogen anden sit til, at kineserne begyndte at se på japanerne med en blanding af frygt og foragt: den japanske pirat. I flere århundreder hærgede japanske sørøvere kinesere, der var så uheldige at bo langs østkysten, og de endte med at have et ry for at ”ankomme som en tyfon og forsvinde igen som en lynnedslag”. Piraterne havde strenge regler om, at ”de altid kæmpede til døden,” noterer en kinesisk historieskriver. Samtidig var der intet i deres værdisæt, som forhindrede dem i at gå frem med ekstrem grusomhed over for deres ofre.
I en særlig berygtet episode fra midten af 1400-tallet erobrede en gruppe sørøvere en landsby i den østkinesiske provins Zhejiang, dræbte de fleste indbyggere og plyndrede samtlige huse, for til sidst at sætte dem i brand. En samtidig beretning fortæller, hvad der skete med de få overlevende: ”Hvis kvinderne var gravide, gættede de på kønnet på fostret, hvorefter de skar bugen op på kvinderne for at se, hvem der havde ret, eftersom de havde indgået væddemål om resultatet, og der stod vin på spil.”
En kilde beskriver et angreb udført af japanske pirater på den østkinesiske halvø Liaodong og deres forsøg på at tilrane sig rigdommene i byen Wanghaiguo: ”Den lokale topembedsmand, Liu Rong, tog personligt le-delsen og sendte sine bedste tropper til Wanghaiguo forud for piraterne. Da piraterne ankom, i tusindvis fordelt på 20 skibe, påbegyndte de en belejring af byen. I det øjeblik viste Liu Rong, hvor mange tropper han havde skjult i byen. Nogle af dem sendte han direkte i kamp med piraterne, mens andre blev sat til at blokere deres tilbagetog… I alt tog de 742 pirathoveder, mens 857 blev taget til fange.”
Piratplagen fortsatte i århundreder og tvang det kinesiske imperium til at afsætte betydelige ressourcer til at forbedre sit kystforsvar. Sørøverne begyndte at hverve fra forskellige nationaliteter, og en overgang var der ifølge nogle historikere flere kinesere end japanere i deres rækker.
Det ændrede dog ikke ved, at de fleste kinesere stadig så dem som sønner af de mystiske japanske øer mod øst og begyndte at opfatte de fremmede fra den anden side af havet som kun delvis menneskelige. ”De er lige så vilde som ulveunger,” skriver en 1500-talsforfatter fra Kina. ”Det ligger i selve deres natur at forsøge at udøve vold mod andre.”
Asien forandrede sig. Teknologien gennemgik en udvikling, og nye kulturelle normer erstattede gamle, mens dynastier opstod, blomstrede og forfaldt. Men det fundamentale mønster i det kinesisk-japanske forhold var det samme gennem halvandet årtusind. Kina var det naturlige center for international politik i verdensdelen, og Japan accepterede i det store og hele, at det nu engang forholdt sig sådan, selv om det også til tider viste sig fra en mere trodsig side. Det er meget tænkeligt, at dette mønster ville været fortsat i al evighed, hvis ikke det var for et sæt af fuldstændigt nye aktører, der dukkede op. De kom fra en del af verden langt mod vest, som de gamle kulturer i Asien kun havde tågede forestillinger om. Europæerne gjorde deres indtog. Da den portugisiske opdagelsesrejsende Francisco Zeimoto satte foden på den japanske ø Kanegashima i 1540’erne, havde han en opfindelse med, som i særlig grad vakte den lokale befolknings nysgerrighed. Det var et våben, som brugte krudt til at sende projektiler over langt større afstande, end selv den stærkeste mand kunne kaste, og var i stand til at plukke fuglene fra himlen med næsten overnaturlig lethed. Øens hersker, som uden tvivl anede andre anvendelsesmuligheder, var særligt interesseret og skyndte sig at anskaffe et eksemplar af våbnet til sig selv. Snart blev teknologien kopieret igen og igen, ikke bare på øen, men også i resten af Japan, og ikke meget mere end et årti senere, da en ny portugisisk eventyrer passerede forbi det isolerede rige, fik han fortalt, at der nu var i alt 300.000 musketter på de japanske øer. ”Af dette alene,” skrev han, ”er det let at forstå, hvad slags mennesker de er, og hvor let det falder dem at fordybe sig i militære sysler, som de nyder mere end noget andet kendt folkeslag.”
Zeimoto og hans besætning udgjorde kun en lille gruppe, og med deres lyse hud og brune hår var de ikke meget andet end en eksotisk kuriositet blandt de folkeslag, som de mødte på deres færd gennem Østen. Men snart begyndte de europæiske søfolk og købmænd at ankomme i langt større antal. Dermed indledte de den første egentlige globalisering af verdensøkonomien, hvor alle kontinenter var bundet sammen af et fin-masket net af handelsruter. Både Kina og Japan blev berørt, men deres helt forskellige størrelse bestemte også, hvordan de reagerede. I flere årtier efter Zeimotos ankomst tillod Japan handel ikke bare med portugiserne, men også briterne og hollænderne, og i tilgift så det igennem fingre med, at katolske missionærer forsøgte at udbrede deres tro blandt japanerne. Det var en enestående succes for kristendommen, og en halv million omvendte sjæle talte deres tydelige sprog om de spirituelle behov, som den nye religion var med til at dække. Det varede dog ikke ved. De japanske ledere så, hvad der var sket i Filippinerne, som for nylig var blevet en spansk koloni, og de besluttede sig for at slå hårdt ned på den fremmede tro. I 1597 blev 26 katolikker, både europæiske missionærer og lokale omvendte, henrettet ved korsfæstelse, og i de efterfølgende år fortsatte forfølgelsen med stor vildskab, indtil kristendommen var en-ten udryddet eller jaget under jorden.
Japans politiske elite gik endda videre i sin bestræbelse på at beskytte landets unikke civilisation mod enhver form for fremmed indflydelse. I midten af 1600-tallet tog landets ledere en beslutning, som er næsten unik i menneskehedens historie: De vendte resten af verden ryggen. I de næste to århundreder var Japan utilgængeligt for praktisk talt alle vestlige magter, og den eneste handel, der blev opretholdt, var med hollænderne, som fik lov til at opretholde en permanent tilstedeværelse på en menneskeskabt ø i Nagasakis havn. Kina oplevede også forbigående og ofte voldelige udbrud af xenofobisk vrede, men på intet tidspunkt tog det et skridt af nær den samme rækkevidde og konsekvens som det japanske. Kina var alt for mægtigt og havde alt for travlt med at regere et imperium i kontinentstørrelsen til at føle sig truet på sin eksistens af de europæiske missionærer, rådgivere og handlende, der nåede frem. Snarere udviste kineserne en påfaldende mangel på interesse for næsten alt, hvad Vesten havde at byde på. Det blev til overmål klart i 1793, da Storbritannien afsendte sin første officielle mission til det kejserlige hof i Beijing, ledet af George Macartney, en erfaren koloniembedsmand. Delegationen havde til opgave at åbne Kina for handel, og den havde medbragt 600 kasser med gaver, inklusive kunstfærdigt udførte urværker og globusser. Intet af det gjorde noget særligt indtryk på den kinesiske kejser, Qianlong. ”Vi har aldrig brudt os om fikse genstande, og vi har ikke det fjerneste behov for Deres lands frembringelser,” skrev han i et brev adresseret til den britiske kong Georg den Tredje. ”De, konge, bør føje os i vore ønsker gennem usvigelig loyalitet og løfte om underkastelse i al evighed.”
Selv om brevet i al sin udiplomatiske ligefremhed uundgåeligt vakte de stolte briters vrede, havde den kinesiske hersker en pointe. Kina var på det tidspunkt sandsynligvis stadig verdens største økonomi, og selv om det teknologisk var begyndt at halte alvorligt bagefter, var det vestlige forspring endnu beskedent. Alligevel var Qianlongs rige svagere, end han kunne forestille sig. Macartney afskrev i al sin frustration Kina som ”et gammelt krigsskib af første rang”, som under kompetent ledelse ville ”drive omkring i et stykke tid som et vrag, men så til sidst ville blive splintret mod kysten”. Hans beskrivelse var ikke helt ved siden af. Qian-long og hans rådgivere var gået glip af en vigtig erkendelse. Den vestlige imperialisme, som de mødte nu, var en ny og farlig størrelse, og den var en dødbringende trussel for de stater, der var ude af stand til at reagere hurtigt og effektivt. Det skulle Qianlongs efterkommere komme til at lære på den hårde måde et halvt århundrede efter Macartney. For den britiske mission satte ikke en stopper for handlen, tværtimod. Men det var en ensidig affære. Mens europæiske forbrugere efterspurgte en række kinesiske produkter – porcelæn, silke og te, for eksempel – havde britiske handelsmænd kun succes med ét eneste produkt: opium. Det kinesiske imperium besluttede sig i de sene 1830’ere for at forbyde import af varen. Det førte til en skarp reaktion hos regeringen i London, som valgt at afsende den britiske flåde. I en serie ydmygende kinesiske nederlag blev det klart for enhver, at Vestens militære teknologi nu var blevet knusende overlegen.
Det mest frygtindgydende symbol på den britiske dominans var dampskibet Nemesis, der netop var blevet færdigbygget og var kendt som landets første oceangående krigsskib bygget næsten udelukkende af jern. Stillet over for en så sofistikeret modstander var kineserne tvunget til at tænke i nye baner, og deres hemmelige våben var angrebsaber. I den øst-kinesiske havneby Ningbo, et af de vigtigste støttepunkter, havde forsvarerne forberedt nitten aber med fyrværkeri bundet til ryggen.
Planen var at smide dem op på de britiske skibe, som lå for anker, men det lykkedes ikke, for ingen kinesisk soldat var i stand til at komme i kasteafstand fra de fjendtlige skibe, før han blev offer for den morderiske vestlige ild. Opiumkrigen sluttede i 1842, da britiske og kinesiske udsendinge underskrev Nanjing-traktaten. Den åbnede fem kinesiske havne for udenlandsk handel, og den garanterede eksterritorialitet for britiske borgere i dele af Kina, hvilket betød, at hvis de begik lovbrud, havde de krav på at få deres sag for en britisk domstol – et slag i ansigtet på de stolte kinesere. Aftalen førte også til, at et beskedent stykke kinesisk territorium blev afstået til Storbritannien. Den britiske udenrigsminister lord Henry John Temple Palmerston beskrev det hånligt som ”en ufrugtbar ø med knap nok et eneste hus”. Stedet hed Hongkong. Det var Storbritannien, som sparkede den kinesiske dør ind, men andre kolonimagter fulgte efter. Nanjing-aftalen blev snart en model for andre såkaldt ”ulige traktater” underskrevet af vestlige diplomater. I løbet af de efterfølgende år indgik Frankrig og Rusland lignende aftaler med Kina, og flere kom til senere. Allerede i 1843 fik Danmark et kinesisk løfte om, at de fordele, andre lande nød, også gjaldt for danskere.20 Det blev indledningen på en epoke, kineserne senere har beskrevet som ”skammens århundrede”, hvor det engang almægtige kejserrige næsten blev reduceret til en halvkolonial skygge af sig selv.
Generationer kom til at opleve ydmygelsen, for perioden blev først for alvor afsluttet under og umiddelbart efter Anden Verdenskrig. Samtidig med at Kina blev åbnet op, forblev de japanske øer hermetisk lukkede over for enhver form for vestlig indflydelse. Der skulle noget særligt til for at åbne dem, og da det endelig skete, var det ikke en af de gamle europæiske stater, der stod for det, men derimod en ny og ambitiøs stormagt, bristefærdig af ungdommelig energi. I modsætning til de ældgamle kinesiske og japanske riger var denne magt knap nok et århundrede gammel, men på kort tid skulle den komme til at sætte et dybere præg på Østasien end nogen anden før den. Amerika var parat til at storme ind på verdensscenen.
Mange tror at startskuddet til Anden Verdenskrig i Asien var angrebet på Pearl Harbor i 1941 – men konflikterne går meget længere tilbage.
Et ældgammelt og destruktivt forhold mellem Japan og Kina førte til øgede spændinger og kampe i 1930’erne. Disse kampe kulminerede i udbredelsen af verdenskrigen til Asien.
Storm over Stillehavet stiller skarpt på et overset og vigtigt element i verdenskrigen – hvordan krigen så ud for både civile, militær og politikere. Peter Harmsen beskriver de subarktiske forhold i øgruppen Aleuterne; hungersnøden i Kina, Indokina og Indien og tager læseren fra Det Hvide Hus i Washington til marineinfanteristerne på tropeøen Peleliu.
Du kan købe Storm over Stillehavet – Anden Verdenskrig i Asien online eller i din nærmeste boghandel.
Læs mere om Peter Harmsen her.
Andre læste også: