Henrik Oryé har i sine 30 år som indsatsleder været med forrest, når der var store spektakulære politiaktioner i København. Smuglæs i den dramatiske og øjenåbnende bog I politiets frontlinje.
Henrik Oryé har i 30 år ageret som lovens lange arm. Han har oplevet terror, gadekrig og besatte ejendomme. Få indblik i oplevelser, hvor det har været nødvendigt at have en skudsikker vest på og en ladt pistol i hånden.
LÆS OGSÅ: 10 bøger med vilde historier fra virkeligheden
Fra opgøret med bz’erne ved Sorte Hest til terrorangrebet på Krudttønden bliver læseren lukket ind i en verden, de færreste har adgang til … Læs et uddrag af I politiets frontlinje herunder.
Henrik Oryé i samarbejde med Jakob Fälling
I politiets frontlinje
Forord
Der findes et væld af bøger og podcasts om uhyggelige kriminal-sager. Mange danskere læser om makabre drab og deres opklaring. Kun en meget lille del af politikorpset er optaget af de sager. Hvad laver man egentlig til daglig i det korps, der beskæftiger 15.000 danskere? Hvordan tænker politifolk i hverdagen og til de store begivenheder, hvor politiet bliver udkommanderet? Hvad vil det sige at være ordensmagt i et demokrati? Som leder i det danske politikorps befinder man sig i et trykkammer, hvor man skal navigere i dilemmaer, der sjældent har noget klart facit. Man skal balancere ledelse i dagligdagen med ledelse i konflikter uden nogensinde at glemme, at det hele handler om mennesker. Nogle gange, når man mindst venter det, rammer virkeligheden hårdere, end man kunne have forestillet sig. Med uventede våben, fra en helt uventet fjende.
Denne bog handler ikke om en demonstration og nogle flag på Christiansborg Slotsplads i København, som førte til min suspendering i 2018. Den handler om et helt liv ved Københavns Politi. Den handler om en fantastisk hverdag og nogle skønne, ærekære kolleger, der ikke altid gør deres arbejde hundrede procent perfekt, men som altid gør sig hundrede procent umage. Og den handler om de små og store begivenheder, der har skrevet sig ind i historiebøgerne og i mig.
Det er mit håb, at bogen giver et retvisende billede af livet bag facaden i det danske politi. Hvis du læser videre, får du et billede af de kampteknikker, jeg har måttet lære mig for at overleve. I nærkamp mand til mand. I kamp med vrede folkemasser i bar mave. Mod terrorister og bandemedlemmer. Og til en vis grad mod topledere, jurister og politikere.
God fornøjelse.
Sådan standser man en bandekrig
Kapitel 10
Indsatsleder under Al Capone-indsatsen, 2009
Det tegnede til at blive en elendig mandag.
Jeg sad i kantinen på en af de øverste etager på Station 5 på Toftegårds Plads i Valby. 100 særligt indkaldte betjente fra forskellige afdelinger i København var på vej. De anede ikke, hvad de stod over for, kun at rockerkrigen havde kørt i årevis, og de seneste måneder var konflikten blusset voldsomt op. Konflikten stod mellem på den ene side indvandrerbanderne, på den anden side Hells Angels og deres støttegruppe AK87. Året forinden var en mand af anden etnisk baggrund blevet dræbt i Tingbjerg i København, og siden havde de to parter skudt på hinanden oftere og oftere. I begyndelsen af 2009 var der ugentlige skyderier på åben gade, og flere mennesker blev slået ihjel, herunder en del tilfældigt forbi-passerende. Sidst gik det ud over en uskyldig færøsk mand på 25 år, der havde forvildet sig ind i Mjølnerparken. Ifølge vores efterretninger gik folk fra bandemiljøet vagt omkring Mjølnerparken bevæbnet med AK47-rifler. Både betjente, befolkning og politikere havde fået nok. Medierne kørte i overgear.
Over for mig i kantinen sad Klaus. Problemet var ikke, at han var jurist og kom fra Skat, en enhed, der ellers har ret svært ved at samarbejde med politiet. Klaus var en flink fyr, han var samarbejdsvillig, og hans fire-fem medarbejdere virkede også sympatiske. Problemet var Klaus’ mandat.
Vi havde haft møde i ret kort tid, da det gik op for mig. Jeg begyndte at stille ham i nogle tænkte dilemmaer:
”Hvis nu vi stopper et bandemedlem i en stor BMW, må vi så konfiskere hans bil? Hvis han skylder i Skat, kan vi så også konfiskere hans guldkæder og andre smykker?”
Klaus havde ikke noget svar. Han måtte tjekke juraen og spørge baglandet, sagde han.
”Det duer ikke,” svarede jeg. ”Det duer ikke, at jeg har fire mand stående et eller andet sted derude med et bandemedlem, og så går der flere timer, før vi kan træffe en beslutning. Det duer ikke. Vi står og skal i krig.”
Klaus kunne godt se min pointe.
”Ved du hvad, jeg ringer lige til min chef. Jeg tror, I to kunne finde ud af det …”
Det gjorde ikke min mandag bedre. Hvis vi skulle gå fra jurist i Skat til ledende skattemedarbejder, ville samtalen skifte niveau fra kedelig til røvkedelig, tænkte jeg. De 100 indkaldte politifolk begyndte så småt at ankomme.
Jeg havde forberedt mig hektisk til dagen. Fire dage før var jeg blevet kaldt til samtale med to politiinspektører tæt på topledelsen. De havde en klar ordre: Jeg skulle starte en offensiv indsats og få standset skyderierne på gaden hurtigst muligt. Da de gjorde klart, hvilke ressourcer der var afsat, blev det tydeligt for mig, at det her var alvorligt ment: Jeg ville få 100 uniformerede politi-folk fra forskellige afdelinger til uniformeret indsats. Plus et antal efterforskere, der kunne varetage efterforskning og analyse. Og eksterne folk fra Skat. Skattefolkenes placering i teamet var nytænkende. Det var egentlig inspireret af de metoder, amerikansk politi benyttede, da de stoppede Al Capone i 1931: Mafiabossen skyldte i skat, og det satte de ham fast for. Det samme gjaldt de fleste af de her bandemedlemmer og rockere: Mange modtog sociale ydelser, havde gæld til det offentlige eller havde stort set ingen indkomst på papiret. Alligevel kørte de i kæmpestore biler og havde dyre smykker, store lejligheder og den slags, som normalt er forbeholdt velhavende mennesker. Det irriterede mange politifolk, for statussymbolerne fungerede som fluepapir for unge hangarounds i miljøet. Hvis bandemedlemmerne kunne lave så mange penge ustraffet, kunne de unge vel også gøre det en dag. De fik altså en god grund til at lave kriminalitet.
Det virker egentlig oplagt, at politiet samarbejder med Skat, kommunale medarbejdere og andre fagpersoner, men i virkeligheden sker det meget sjældent. De øvrige offentlige institutioner er ofte tunge og ubeslutsomme, set fra politifolkenes side. Meget ofte ender den slags samarbejder i magtkampe og tovtrækkeri, hvor parterne står så skarpt på hver deres faglighed, at alle glemmer, hvorfor de egentlig samarbejder. Derfor kom det ikke bag på mig, at vi stødte på problemer denne mandag, kort inden den store indsats skulle i luften. Men jeg var dybt frustreret og rasende. Cheferne havde navngivet initiativet ”Al Capone-indsatsen”, men som det så ud lige nu, ville det blive en parademanøvre, der højst kunne dæmpe skyderierne i en kort periode. Jeg havde knoklet hårdt for at blive klar på den meget korte tid, ledelsen havde givet mig. Som altid når jeg sætter noget stort i gang, havde jeg sovet uroligt. Jeg var nervøs og spændt på, om vores taktik ville virke. Om det ville eksplodere, når vi satte i gang. Der var jo en vis risiko for, at banderne ville vælge at gå i krig med politiet i stedet for at skyde på hinanden.
Klaus meldte, at hans chef ville komme ud, og jeg var klar til at give skattechefen en ordentlig røvtur, fordi han havde sendt en jurist ud i krigszonen med så elendigt et mandat. Men jeg regnede ikke med, at min skideballe ville have den store effekt. Jeg bad betjentene i kantinen om at tage sig en ekstra kop kaffe, for forberedelserne trak ud. Så meget for en god start på indsatsen.
”Dav,” sagde Lars K. Han kom ind tyve minutter senere med sin medarbejder, Karina.
”Dav,” sagde jeg.
Skattechefen tog sin jakke af og hængte den over stolen. Han smøgede ærmerne op.
”Skal vi ikke bare se at komme i gang.”
Jeg kiggede op, smilede lidt. Lars K. var tydeligvis ikke typen, der havde behov for mellemregninger eller lange forklaringer. Tværtimod: Det gik stærkt, når han talte, og endnu stærkere, når han analyserede. Han var omkring 40 år. Der var så meget power på, at jeg i mit stille sind gav ham en venligsindet ADHD-diagnose.
”Jo,” sagde jeg. ”Lad os gøre det.”
Lars K. overraskede mig på flere områder. Han kunne svare på alle mine dilemma-spørgsmål. Han så ikke begrænsninger, kun muligheder, og det var guld værd, for vi var ikke vant til at agere i det her grænsefelt. Han talte ordentligt til sine medarbejdere og gik meget op i, at hans folk havde ordentlige arbejdsvilkår, helt ned i detaljer som forplejning og tøj, så medarbejderne kunne holde varmen ude på gerningsstederne. Mest af alt blev jeg overrasket over, at Lars K. tilsyneladende selv ville blive på stedet og deltage i indsatsen. Han ville med i felten. Det var en kæmpe lettelse, for nu var vi to til at håndtere den modstand, der ville dukke op. Det ville vælte ind med klager, så snart vi begyndte at prikke til bandemedlemmerne, og førhen var der kun én til at bære det modpres. Nu var vi to.
Der gik ikke lang tid, før Lars K. og jeg kunne rejse os og gå ned i den modsatte ende af kantinen, hvor der nu var mere end 100 folk samlet. Jeg forklarede betjentene, hvad vores mission var. At vi havde Skat med os, og de var klar til at følge anholdelserne op. Lars K. assisterede mig på den improviserede scene i den fjerne ende af kantinen. Han var overbevisende og troværdig, når han talte til folk. Vi kunne sende dem af sted med en dyb tro på, at det her ville nytte.
***
”Har I nogensinde tænkt over, at vi kan erobre Farum Midtpunkt? Nej? Nå, men det er det, vi skal gøre i aften. Og jeg har en plan for det.”
Nogenlunde sådan sagde jeg til den samlede gruppe af indkaldte betjente en aften nogle dage inde i Al Capone-indsatsen. De første dage var egentlig gået fint. Vi havde brugt et godt, gammelt trick, som enhver slagsbror kender: Slå først og slå hårdt. Så må du håbe på, at fjenden ikke slår hårdere tilbage.
Vi beslaglagde en hel del skydevåben allerede den første dag, og skyderierne stoppede næsten omgående. De første dage gjorde vi det klart for rockere og bandemedlemmer, at vi ville jage dem overalt i byen. På deres motorcykler, i rockerborge og i deres biler, uanset om bilerne var på danske eller svenske plader, leasede eller ej. Vi ville anholde dem, uanset om de var sammen med deres koner, kærester eller børn, uanset om de var til kendisfest eller familiefødselsdag. Og vi var synlige i gadebilledet, overalt hvor bandemedlemmerne opholdt sig. Vi signalerede, at vi ville fastholde presset.
Samtidig med vores synlige indsats kørte vi en mere hemmelig økonomisk efterforskning på dem. Vi skyggede dem og dokumenterede, hvad de havde af værdi. Lars K. og skattefolkene fandt ud af, om bandemedlemmerne skyldte i skat eller moms, så vi kunne anholde dem for det.
Endelig havde vi planlagt, at vi ville forsøge at få befolkningen med os. Hvis vi kunne vinde danskernes opbakning, kunne vi også få informationer og rejse bedre sager mod bandemedlemmerne. I den forbindelse spillede pressen en afgørende rolle. Det var dybest set derfor, vi skulle til boligbebyggelsen Farum Midtpunkt. Vi vidste, at der boede en del bandemedlemmer i området, og vi vidste, at vi havde noget på dem.
Succesen i første del af slaget stod klart for alle, idet antallet af skyderier i gaderne var gået ned. Men jeg vidste, at det kun var et spørgsmål om tid, før kritikken ville komme, både eksternt og internt. En så stor indsats presser alle de organisationer, der deltager, både i retssystemet og internt i politiet, fordi der kommer mange nye sager, der skal efterforskes, og tyvekoster, der skal håndteres. Endnu værre er det opadtil og i medierne, hvor klager og kritik på et tidspunkt vil få politikerne til at vakle. I den taktiske befaling, som jeg havde skrevet efter mødet med mine to chefer, havde jeg afsat en måneds tid til den første fase af indsatsen.
Farum Midtpunkt skulle være et signal i hele dette morads af taktiske hensyn og politik. Fra morgenstunden sendte vi spejdere til Farum Midtpunkt hele dagen for at sikre, at bandemedlemmerne var hjemme. Lidt senere ringede jeg til en kollega i Nordsjællands Politi og sagde, at de kunne vente lidt aktivitet fra vores side hen på aftenen, men at de ikke behøvede at foretage sig mere. Så ringede jeg til en kilde på TV 2 News og for-talte ham, at der ville være gode billeder i at stå på broen over Helsingørmotorvejen på det rigtige tidspunkt. Og så indkaldte jeg hele personalet til aftenbriefing. Lars K. og jeg gennemførte briefingen sammen.
”Vi har spejdere ude. Vi ved, at vi ikke kommer tomhændede hjem,” sagde jeg.
Betjentene virkede klar, på nær en enkelt gruppe: Motorcykel-betjentene var utilfredse med betingelserne. Vejret var mildest talt ikke til paradekørsel, sagde de. De havde ret: Der stod en stiv kuling med sidelæns sludbyger ind over landet.
”Vi kan nok ikke køre til Farum. Jeg overvejer at sende folkene hjem,” sagde deres leder.
”Vejret er simpelthen for elendigt.”
Jeg blev helt rød i hovedet af raseri. Jeg kunne ikke undvære dem. ”Hvis ikke I kan køre til Farum …” sagde jeg. ”Kan I fandeme heller ikke køre hjem. Så parkerer I bare jeres motorcykler nede i kælderen. Og så skal jeg personligt sørge for, at de ikke kommer ud at køre den næste måned. Uanset om det så bliver 25 grader varmt udenfor.”
Han kiggede lidt på mig. Jeg fortsatte.
”I kører kraftedeme til Farum. Jeg skal bruge jer til at lukke lyskryds og til ’show of force’. Det er det, I er gode til.”
Han nikkede. Mit budskab gik ret klart igennem, fornemmede jeg. ”Til gengæld lover jeg en ting: Lige så snart jeg har kontrol over Farum Midtpunkt, får I lov til at køre hjem. Det kan du sige til dine folk.”
”Okay,” sagde han.
Klokken cirka 20, et par timer før TV 2-nyhedernes sene version, gik vi fra briefingen og ud på Toftegårds Plads. Et hav af patrulje-biler, gruppevogne og motorcykler fyldte det meste af Toftegårds Plads. Nu rullede motorcykelbetjentenes leder ud som de første, og jeg fulgte efter i indsatslederkøretøjet, assisteret af et par motorcykler på hver side. Vi kørte i samlet flok, stille og roligt, i en gigantisk kortege, der var så lang, øjet rakte. ”Alle mand tænder for det blå blink,” befalede jeg over radioen. Nu gav de blå lys genskær gennem hele byen, gennem de rødelyskryds og ud på motorvejen. TV 2 filmede, da giga-kortegen rullede forbi på Hillerødmotorvejen, og til sidst kørte vi ind i Farum Midtpunkt. Jeg satte gruppevogne til at patruljere i bebyggelsen for at vise styrke og for at signalere, at hvis der på nogen måde opstod modstand, ville den omgående blive nedkæmpet.
Lars K. havde bestilt tre autotransportere til at holde klar på en p-plads ude ved motorvejen. De anede ikke, hvad de skulle. Han ringede til dem og bad dem om at komme rullende ind til bebyggelsens parkeringsplads. Mens de blev læsset med konfiskerede biler, interviewede TV 2 Lars K. og mig om aktionen. Det blev sendt live i TV 2-nyhederne. Kort tid efter ringede Lars K.s telefon. Jeg kunne godt fornemme på ham, at det var en formel samtale. Bagefter kiggede han på mig med et smil.
”Det var skatteministeren. Ministeren var meget tilfreds,” sagde han.
Det er stort set aldrig sket for mig før, at en minister nedlader sig til at kontakte frontpersonalet. Det betød rent faktisk en hel del for os at blive anerkendt for vores arbejde. Jeg takkede i det stille Kristian Jensen, men så ringede min telefon.
Det var lederen for Nordsjællands Politi, som var i et helt andet humør end skatteministeren. Han var stiktosset over, at vi lavede en kæmpeaktion i hans politikreds, uden at han var orienteret. Jeg måtte svare ham, at jeg havde fortalt det til en af hans folk, vel vidende at jeg ikke havde reklameret med, hvor mange og hvor massivt vi ville sætte ind. Chefen var ligeglad med alle mine forklaringer. Han ville have os til at pakke sammen og tage hjem. Nu.
”Jeg synes ikke, vi skal tage nogle forhastede beslutninger,” sagde jeg. ”I hvert fald vil jeg anbefale, at du lige kontakter skatteministeren, før du beslutter dig endeligt. Ham har vi lige haft i røret. Han var ovenud lykkelig for vores arbejde,” sagde jeg. Så hørte jeg ikke mere.
Vi endte med at beslaglægge syv biler og foretage en håndfuld anholdelser. Men den egentlige effekt var signalgivning. Til politikerne om, at vi kunne og ville gøre noget ved det her problem. Til rockere og bandemedlemmer om, at de ikke kunne være i sikkerhed nogen steder. Og endelig til befolkningen.
Effekten af det sidstnævnte var den mest imponerende. I den kommende tid fik vi flere anmeldelser end nogensinde før fra borgere vedrørende bandemedlemmer og rockere. Folk kendte til socialt bedrageri og små og store forbrydelser fra miljøet. Og de følte sig trygge ved at anmelde det nu, for de vidste, at vi ville handle på det.
***
Vi var igennem konfliktens første faser. Vi havde bevist, at vi kunne standse skyderierne og fastholde trykket. Nu satte vi ind med den efterforskning, der krævede juridiske kræfter og opbakning fra skattemyndighederne. Det mest groteske eksempel var nogle samuraisværd, vi beslaglagde hos en rocker, som skyldte Skat penge. Rockerens advokat mente ikke, at vi kunne beslaglægge sværdene, for han havde fået dem af sin rockerklub, og dermed havde sværdene affektionsværdi for ham. Vi vidste, at det var en helt særlig type affektionsværdi, der var tale om: Sværdene fungerede som belønning for, at han havde slået et menneske ihjel for klubben. Det kunne vi ikke bevise, men vi kunne stadig beslaglægge dem som værdier. Lars K. var klar til at gå hele vejen for at få domstolenes opbakning til den beslaglæggelse og en lang række andre sager. Men Lars K. var også en positiv overraskelse på et andet felt, som stod klart, da vi analyserede og diskuterede vores indsats undervejs. Problemets kerne var ikke skyderierne. Kernen var, at der hele tiden kom unge mennesker til, som var villige til at begå kriminalitet for at stige i hierarkiet. Det var det, der skulle lykkes for os: at stoppe strømmen af unge mænd til bander og rockerklubber. Så snart de unge kunne se, at deres ledere blev frataget deres værdier og tiltalt, nogle af dem fængslet, skulle de have chancen for at forlade miljøet og begynde en anden tilværelse.
Lars K. brændte lige så meget som mig for at give de unge et alternativ til kriminalitet. Og som embedsmand var han virkelig dygtig til at færdes i ministerier og styrelser. Derfor tog vi på besøg hos departementschefer, ministre og en lang række embedsfolk for at forklare, hvor vigtigt det var, at vi kunne tilbyde pladser på bosteder, lærepladser og mentorer til de unge potentielle bandemedlemmer. Ikke om et år eller seks måneder, men nu, hvor de unge havde en anledning til at overveje deres retning i livet. Jeg lærte meget om det organisatoriske spil i embedsværket, især hvor meget man kan få ud af det, hvis man har et netværk og ikke er bange for at bruge det. Hvis man virkelig har forstand på at arbejde strategisk ligesom Lars K.
Vi samarbejdede en måned og beslaglagde store værdier. I løbet af året medførte aktionen, at der blev beslaglagt over 100 biler og motorcykler, dertil guld, smykker, masser af kontanter samt designermøbler og B&O-anlæg. En del af efterforskningen pegede ud af landet på lejligheder i Tyrkiet, Spanien og Marokko, som nok var finansieret med penge fra kriminalitet. Det var ikke meget, Lars K. og jeg fik sovet, den måned vi kørte på sammen. Men vi udførte vores mission til fulde og mere til. Hvor mange unge vi fik ud af bandemiljøet, husker jeg ikke, men vi gjorde, hvad vi kunne. I løbet af aktionen blev Lars K. og jeg mere og mere fortrolige, og bagefter fik vi et venskab, der har holdt lige siden.
Efter indsatsen nedsatte politiet en bandegruppe, som blandt andet forsøgte at fortsætte samarbejdet med politikere og skattemyndigheder. Men det lykkedes ikke for alvor. På længere sigt ændrede vi ikke en hel masse, hverken i politiet eller i kriminalitetsbilledet. Det var hårdt arbejde at vinde de første vigtige slag, men den organisatoriske opbakning, det krævede at komme til bunds i problemerne, fandtes ikke. Måske var det viljen, der manglede.
Jeg havde oplevet noget lignende flere gange tidligere i min karriere. Det var billedet i Christiania-indsatsen og i Istedgade, hvor man satte politifolk ind til at fjerne problemer på overfladen, mens man lukkede øjnene for problemernes årsag. Jeg tror på, at en tidlig indsats kan gøre en stor forskel på mange områder, ikke kun bandeområdet. Det er en god forretning at forebygge kriminalitet, både økonomisk og menneskeligt.
Tag eksempelvis narkoområdet. Vi standser jo ikke narkoproblemerne ved at beslaglægge en kuffertfuld kokain eller lukke en smuglerrute for hash. Hvis USA ikke kan vinde ”the war against drugs” med deres mange milliarder af dollars til våben og betjente, kan problemet nok ikke bekæmpes ad den vej. Man skal gå en helt anden vej, næsten starte helt nede i børnehavealderen med at vise børnene, hvor skidt det er for deres helbred, hjerne og fremtid at begynde at ryge hash eller bruge stoffer. Hvis vi undgår, at de køber stofferne, tørrer forsyningsleddene jo ud. Det samme gælder bandekriminalitet: De unge skal ikke føle sig tiltrukket af at lave hurtige penge mod at risikere deres fremtid. Det er en lang proces at påvirke de unges holdninger, og mange politikere og embedsmænd er ikke glade for den slags lange processer. I deres verden tæller hurtige resultater. Hvor mange pushere eller misbrugere har du pågrebet? Hvor mange kilo kokain?
***
Det var en ganske trist oplevelse, at det ikke gav mening på den lidt længere bane, når det nu endelig var lykkedes os at samarbejde flere myndigheder imellem. Som politimand havde jeg ofret alle mine kræfter for at få succes med mine opgaver. Det gjorde mig rasende og indebrændt, når jeg så oplevede, at ansvarlige politikere eller højere placerede embedsmænd bare var ligeglade. Eller endnu værre: når de ikke havde modet til at gøre en forskel.
Jeg nævnte det for min gode ven og kollega Lars Lundberg, der overtog min rolle som indsatsleder på Al Capone-indsatsen. Han kendte frustrationen og oplevelsen af meningsløshed, ligesom de fleste betjente gør. Men Lars Lundberg er en særlig nær ven og kollega, der har en sideløbende karriere som tegner. Han er anderledes, klog – og så er han verdens bedste at læsse af på. Vi har været kolleger, siden vi var små politibørn, som vi siger. Han bød på en øl derhjemme en fredag efter arbejde.
”Lad være med at tage det så tungt. Vi tager en rom,” sagde han. Så tog vi en rom og nok også en øl til. Og så grinede vi ad det.
I 30 år har Henrik Oryé vært med i forreste række, når spektakulære politiaktioner udspillede sig i København.
I politiets frontlinje skildrer Henrik Oryés dramatiske fortællinger fra gadeplan om de store sager, der ramte de danske overskifter, heriblandt rydningen af Ungdomshuset, terrorangrebet på Krudttønden, opgøret med BZerne ved Sorte Hest og kampen mod rockere og bandegrupperinger.
Men det er også en fortælling om at blive suspenderet fra tjeneste på grund af Tibet-sagen, som stadig i dag er under efterforskning. Undersøgelsen gør, at Henrik Oryé ikke foreløbigt kan vende tilbage til politiet, som han levede og åndede for i mange år.
Læs mere om Henrik Oryé her.
Henrik Oryé har i sine 30 år som indsatsleder været med forrest, når der var store spektakulære politiaktioner i København. Smuglæs i den dramatiske og øjenåbnende bog I politiets frontlinje.
Henrik Oryé har i 30 år ageret som lovens lange arm. Han har oplevet terror, gadekrig og besatte ejendomme. Få indblik i oplevelser, hvor det har været nødvendigt at have en skudsikker vest på og en ladt pistol i hånden.
LÆS OGSÅ: 10 bøger med vilde historier fra virkeligheden
Fra opgøret med bz’erne ved Sorte Hest til terrorangrebet på Krudttønden bliver læseren lukket ind i en verden, de færreste har adgang til … Læs et uddrag af I politiets frontlinje herunder.
Køb I politiets frontlinje online, eller i din lokale boghandler.
Henrik Oryé i samarbejde med Jakob Fälling
I politiets frontlinje
Forord
Der findes et væld af bøger og podcasts om uhyggelige kriminal-sager. Mange danskere læser om makabre drab og deres opklaring. Kun en meget lille del af politikorpset er optaget af de sager. Hvad laver man egentlig til daglig i det korps, der beskæftiger 15.000 danskere? Hvordan tænker politifolk i hverdagen og til de store begivenheder, hvor politiet bliver udkommanderet? Hvad vil det sige at være ordensmagt i et demokrati? Som leder i det danske politikorps befinder man sig i et trykkammer, hvor man skal navigere i dilemmaer, der sjældent har noget klart facit. Man skal balancere ledelse i dagligdagen med ledelse i konflikter uden nogensinde at glemme, at det hele handler om mennesker. Nogle gange, når man mindst venter det, rammer virkeligheden hårdere, end man kunne have forestillet sig. Med uventede våben, fra en helt uventet fjende.
Denne bog handler ikke om en demonstration og nogle flag på Christiansborg Slotsplads i København, som førte til min suspendering i 2018. Den handler om et helt liv ved Københavns Politi. Den handler om en fantastisk hverdag og nogle skønne, ærekære kolleger, der ikke altid gør deres arbejde hundrede procent perfekt, men som altid gør sig hundrede procent umage. Og den handler om de små og store begivenheder, der har skrevet sig ind i historiebøgerne og i mig.
Det er mit håb, at bogen giver et retvisende billede af livet bag facaden i det danske politi. Hvis du læser videre, får du et billede af de kampteknikker, jeg har måttet lære mig for at overleve. I nærkamp mand til mand. I kamp med vrede folkemasser i bar mave. Mod terrorister og bandemedlemmer. Og til en vis grad mod topledere, jurister og politikere.
God fornøjelse.
Sådan standser man en bandekrig
Kapitel 10
Indsatsleder under Al Capone-indsatsen, 2009
Det tegnede til at blive en elendig mandag.
Jeg sad i kantinen på en af de øverste etager på Station 5 på Toftegårds Plads i Valby. 100 særligt indkaldte betjente fra forskellige afdelinger i København var på vej. De anede ikke, hvad de stod over for, kun at rockerkrigen havde kørt i årevis, og de seneste måneder var konflikten blusset voldsomt op. Konflikten stod mellem på den ene side indvandrerbanderne, på den anden side Hells Angels og deres støttegruppe AK87. Året forinden var en mand af anden etnisk baggrund blevet dræbt i Tingbjerg i København, og siden havde de to parter skudt på hinanden oftere og oftere. I begyndelsen af 2009 var der ugentlige skyderier på åben gade, og flere mennesker blev slået ihjel, herunder en del tilfældigt forbi-passerende. Sidst gik det ud over en uskyldig færøsk mand på 25 år, der havde forvildet sig ind i Mjølnerparken. Ifølge vores efterretninger gik folk fra bandemiljøet vagt omkring Mjølnerparken bevæbnet med AK47-rifler. Både betjente, befolkning og politikere havde fået nok. Medierne kørte i overgear.
Over for mig i kantinen sad Klaus. Problemet var ikke, at han var jurist og kom fra Skat, en enhed, der ellers har ret svært ved at samarbejde med politiet. Klaus var en flink fyr, han var samarbejdsvillig, og hans fire-fem medarbejdere virkede også sympatiske. Problemet var Klaus’ mandat.
Vi havde haft møde i ret kort tid, da det gik op for mig. Jeg begyndte at stille ham i nogle tænkte dilemmaer:
”Hvis nu vi stopper et bandemedlem i en stor BMW, må vi så konfiskere hans bil? Hvis han skylder i Skat, kan vi så også konfiskere hans guldkæder og andre smykker?”
Klaus havde ikke noget svar. Han måtte tjekke juraen og spørge baglandet, sagde han.
”Det duer ikke,” svarede jeg. ”Det duer ikke, at jeg har fire mand stående et eller andet sted derude med et bandemedlem, og så går der flere timer, før vi kan træffe en beslutning. Det duer ikke. Vi står og skal i krig.”
Klaus kunne godt se min pointe.
”Ved du hvad, jeg ringer lige til min chef. Jeg tror, I to kunne finde ud af det …”
Det gjorde ikke min mandag bedre. Hvis vi skulle gå fra jurist i Skat til ledende skattemedarbejder, ville samtalen skifte niveau fra kedelig til røvkedelig, tænkte jeg. De 100 indkaldte politifolk begyndte så småt at ankomme.
Jeg havde forberedt mig hektisk til dagen. Fire dage før var jeg blevet kaldt til samtale med to politiinspektører tæt på topledelsen. De havde en klar ordre: Jeg skulle starte en offensiv indsats og få standset skyderierne på gaden hurtigst muligt. Da de gjorde klart, hvilke ressourcer der var afsat, blev det tydeligt for mig, at det her var alvorligt ment: Jeg ville få 100 uniformerede politi-folk fra forskellige afdelinger til uniformeret indsats. Plus et antal efterforskere, der kunne varetage efterforskning og analyse. Og eksterne folk fra Skat. Skattefolkenes placering i teamet var nytænkende. Det var egentlig inspireret af de metoder, amerikansk politi benyttede, da de stoppede Al Capone i 1931: Mafiabossen skyldte i skat, og det satte de ham fast for. Det samme gjaldt de fleste af de her bandemedlemmer og rockere: Mange modtog sociale ydelser, havde gæld til det offentlige eller havde stort set ingen indkomst på papiret. Alligevel kørte de i kæmpestore biler og havde dyre smykker, store lejligheder og den slags, som normalt er forbeholdt velhavende mennesker. Det irriterede mange politifolk, for statussymbolerne fungerede som fluepapir for unge hangarounds i miljøet. Hvis bandemedlemmerne kunne lave så mange penge ustraffet, kunne de unge vel også gøre det en dag. De fik altså en god grund til at lave kriminalitet.
Det virker egentlig oplagt, at politiet samarbejder med Skat, kommunale medarbejdere og andre fagpersoner, men i virkeligheden sker det meget sjældent. De øvrige offentlige institutioner er ofte tunge og ubeslutsomme, set fra politifolkenes side. Meget ofte ender den slags samarbejder i magtkampe og tovtrækkeri, hvor parterne står så skarpt på hver deres faglighed, at alle glemmer, hvorfor de egentlig samarbejder. Derfor kom det ikke bag på mig, at vi stødte på problemer denne mandag, kort inden den store indsats skulle i luften. Men jeg var dybt frustreret og rasende. Cheferne havde navngivet initiativet ”Al Capone-indsatsen”, men som det så ud lige nu, ville det blive en parademanøvre, der højst kunne dæmpe skyderierne i en kort periode. Jeg havde knoklet hårdt for at blive klar på den meget korte tid, ledelsen havde givet mig. Som altid når jeg sætter noget stort i gang, havde jeg sovet uroligt. Jeg var nervøs og spændt på, om vores taktik ville virke. Om det ville eksplodere, når vi satte i gang. Der var jo en vis risiko for, at banderne ville vælge at gå i krig med politiet i stedet for at skyde på hinanden.
Klaus meldte, at hans chef ville komme ud, og jeg var klar til at give skattechefen en ordentlig røvtur, fordi han havde sendt en jurist ud i krigszonen med så elendigt et mandat. Men jeg regnede ikke med, at min skideballe ville have den store effekt. Jeg bad betjentene i kantinen om at tage sig en ekstra kop kaffe, for forberedelserne trak ud. Så meget for en god start på indsatsen.
”Dav,” sagde Lars K. Han kom ind tyve minutter senere med sin medarbejder, Karina.
”Dav,” sagde jeg.
Skattechefen tog sin jakke af og hængte den over stolen. Han smøgede ærmerne op.
”Skal vi ikke bare se at komme i gang.”
Jeg kiggede op, smilede lidt. Lars K. var tydeligvis ikke typen, der havde behov for mellemregninger eller lange forklaringer. Tværtimod: Det gik stærkt, når han talte, og endnu stærkere, når han analyserede. Han var omkring 40 år. Der var så meget power på, at jeg i mit stille sind gav ham en venligsindet ADHD-diagnose.
”Jo,” sagde jeg. ”Lad os gøre det.”
Lars K. overraskede mig på flere områder. Han kunne svare på alle mine dilemma-spørgsmål. Han så ikke begrænsninger, kun muligheder, og det var guld værd, for vi var ikke vant til at agere i det her grænsefelt. Han talte ordentligt til sine medarbejdere og gik meget op i, at hans folk havde ordentlige arbejdsvilkår, helt ned i detaljer som forplejning og tøj, så medarbejderne kunne holde varmen ude på gerningsstederne. Mest af alt blev jeg overrasket over, at Lars K. tilsyneladende selv ville blive på stedet og deltage i indsatsen. Han ville med i felten. Det var en kæmpe lettelse, for nu var vi to til at håndtere den modstand, der ville dukke op. Det ville vælte ind med klager, så snart vi begyndte at prikke til bandemedlemmerne, og førhen var der kun én til at bære det modpres. Nu var vi to.
Der gik ikke lang tid, før Lars K. og jeg kunne rejse os og gå ned i den modsatte ende af kantinen, hvor der nu var mere end 100 folk samlet. Jeg forklarede betjentene, hvad vores mission var. At vi havde Skat med os, og de var klar til at følge anholdelserne op. Lars K. assisterede mig på den improviserede scene i den fjerne ende af kantinen. Han var overbevisende og troværdig, når han talte til folk. Vi kunne sende dem af sted med en dyb tro på, at det her ville nytte.
***
”Har I nogensinde tænkt over, at vi kan erobre Farum Midtpunkt? Nej? Nå, men det er det, vi skal gøre i aften. Og jeg har en plan for det.”
Nogenlunde sådan sagde jeg til den samlede gruppe af indkaldte betjente en aften nogle dage inde i Al Capone-indsatsen. De første dage var egentlig gået fint. Vi havde brugt et godt, gammelt trick, som enhver slagsbror kender: Slå først og slå hårdt. Så må du håbe på, at fjenden ikke slår hårdere tilbage.
Vi beslaglagde en hel del skydevåben allerede den første dag, og skyderierne stoppede næsten omgående. De første dage gjorde vi det klart for rockere og bandemedlemmer, at vi ville jage dem overalt i byen. På deres motorcykler, i rockerborge og i deres biler, uanset om bilerne var på danske eller svenske plader, leasede eller ej. Vi ville anholde dem, uanset om de var sammen med deres koner, kærester eller børn, uanset om de var til kendisfest eller familiefødselsdag. Og vi var synlige i gadebilledet, overalt hvor bandemedlemmerne opholdt sig. Vi signalerede, at vi ville fastholde presset.
Samtidig med vores synlige indsats kørte vi en mere hemmelig økonomisk efterforskning på dem. Vi skyggede dem og dokumenterede, hvad de havde af værdi. Lars K. og skattefolkene fandt ud af, om bandemedlemmerne skyldte i skat eller moms, så vi kunne anholde dem for det.
Endelig havde vi planlagt, at vi ville forsøge at få befolkningen med os. Hvis vi kunne vinde danskernes opbakning, kunne vi også få informationer og rejse bedre sager mod bandemedlemmerne. I den forbindelse spillede pressen en afgørende rolle. Det var dybest set derfor, vi skulle til boligbebyggelsen Farum Midtpunkt. Vi vidste, at der boede en del bandemedlemmer i området, og vi vidste, at vi havde noget på dem.
Succesen i første del af slaget stod klart for alle, idet antallet af skyderier i gaderne var gået ned. Men jeg vidste, at det kun var et spørgsmål om tid, før kritikken ville komme, både eksternt og internt. En så stor indsats presser alle de organisationer, der deltager, både i retssystemet og internt i politiet, fordi der kommer mange nye sager, der skal efterforskes, og tyvekoster, der skal håndteres. Endnu værre er det opadtil og i medierne, hvor klager og kritik på et tidspunkt vil få politikerne til at vakle. I den taktiske befaling, som jeg havde skrevet efter mødet med mine to chefer, havde jeg afsat en måneds tid til den første fase af indsatsen.
Farum Midtpunkt skulle være et signal i hele dette morads af taktiske hensyn og politik. Fra morgenstunden sendte vi spejdere til Farum Midtpunkt hele dagen for at sikre, at bandemedlemmerne var hjemme. Lidt senere ringede jeg til en kollega i Nordsjællands Politi og sagde, at de kunne vente lidt aktivitet fra vores side hen på aftenen, men at de ikke behøvede at foretage sig mere. Så ringede jeg til en kilde på TV 2 News og for-talte ham, at der ville være gode billeder i at stå på broen over Helsingørmotorvejen på det rigtige tidspunkt. Og så indkaldte jeg hele personalet til aftenbriefing. Lars K. og jeg gennemførte briefingen sammen.
”Vi har spejdere ude. Vi ved, at vi ikke kommer tomhændede hjem,” sagde jeg.
Betjentene virkede klar, på nær en enkelt gruppe: Motorcykel-betjentene var utilfredse med betingelserne. Vejret var mildest talt ikke til paradekørsel, sagde de. De havde ret: Der stod en stiv kuling med sidelæns sludbyger ind over landet.
”Vi kan nok ikke køre til Farum. Jeg overvejer at sende folkene hjem,” sagde deres leder.
”Vejret er simpelthen for elendigt.”
Jeg blev helt rød i hovedet af raseri. Jeg kunne ikke undvære dem. ”Hvis ikke I kan køre til Farum …” sagde jeg. ”Kan I fandeme heller ikke køre hjem. Så parkerer I bare jeres motorcykler nede i kælderen. Og så skal jeg personligt sørge for, at de ikke kommer ud at køre den næste måned. Uanset om det så bliver 25 grader varmt udenfor.”
Han kiggede lidt på mig. Jeg fortsatte.
”I kører kraftedeme til Farum. Jeg skal bruge jer til at lukke lyskryds og til ’show of force’. Det er det, I er gode til.”
Han nikkede. Mit budskab gik ret klart igennem, fornemmede jeg. ”Til gengæld lover jeg en ting: Lige så snart jeg har kontrol over Farum Midtpunkt, får I lov til at køre hjem. Det kan du sige til dine folk.”
”Okay,” sagde han.
Klokken cirka 20, et par timer før TV 2-nyhedernes sene version, gik vi fra briefingen og ud på Toftegårds Plads. Et hav af patrulje-biler, gruppevogne og motorcykler fyldte det meste af Toftegårds Plads. Nu rullede motorcykelbetjentenes leder ud som de første, og jeg fulgte efter i indsatslederkøretøjet, assisteret af et par motorcykler på hver side. Vi kørte i samlet flok, stille og roligt, i en gigantisk kortege, der var så lang, øjet rakte. ”Alle mand tænder for det blå blink,” befalede jeg over radioen. Nu gav de blå lys genskær gennem hele byen, gennem de rødelyskryds og ud på motorvejen. TV 2 filmede, da giga-kortegen rullede forbi på Hillerødmotorvejen, og til sidst kørte vi ind i Farum Midtpunkt. Jeg satte gruppevogne til at patruljere i bebyggelsen for at vise styrke og for at signalere, at hvis der på nogen måde opstod modstand, ville den omgående blive nedkæmpet.
Lars K. havde bestilt tre autotransportere til at holde klar på en p-plads ude ved motorvejen. De anede ikke, hvad de skulle. Han ringede til dem og bad dem om at komme rullende ind til bebyggelsens parkeringsplads. Mens de blev læsset med konfiskerede biler, interviewede TV 2 Lars K. og mig om aktionen. Det blev sendt live i TV 2-nyhederne. Kort tid efter ringede Lars K.s telefon. Jeg kunne godt fornemme på ham, at det var en formel samtale. Bagefter kiggede han på mig med et smil.
”Det var skatteministeren. Ministeren var meget tilfreds,” sagde han.
Det er stort set aldrig sket for mig før, at en minister nedlader sig til at kontakte frontpersonalet. Det betød rent faktisk en hel del for os at blive anerkendt for vores arbejde. Jeg takkede i det stille Kristian Jensen, men så ringede min telefon.
Det var lederen for Nordsjællands Politi, som var i et helt andet humør end skatteministeren. Han var stiktosset over, at vi lavede en kæmpeaktion i hans politikreds, uden at han var orienteret. Jeg måtte svare ham, at jeg havde fortalt det til en af hans folk, vel vidende at jeg ikke havde reklameret med, hvor mange og hvor massivt vi ville sætte ind. Chefen var ligeglad med alle mine forklaringer. Han ville have os til at pakke sammen og tage hjem. Nu.
”Jeg synes ikke, vi skal tage nogle forhastede beslutninger,” sagde jeg. ”I hvert fald vil jeg anbefale, at du lige kontakter skatteministeren, før du beslutter dig endeligt. Ham har vi lige haft i røret. Han var ovenud lykkelig for vores arbejde,” sagde jeg. Så hørte jeg ikke mere.
Vi endte med at beslaglægge syv biler og foretage en håndfuld anholdelser. Men den egentlige effekt var signalgivning. Til politikerne om, at vi kunne og ville gøre noget ved det her problem. Til rockere og bandemedlemmer om, at de ikke kunne være i sikkerhed nogen steder. Og endelig til befolkningen.
Effekten af det sidstnævnte var den mest imponerende. I den kommende tid fik vi flere anmeldelser end nogensinde før fra borgere vedrørende bandemedlemmer og rockere. Folk kendte til socialt bedrageri og små og store forbrydelser fra miljøet. Og de følte sig trygge ved at anmelde det nu, for de vidste, at vi ville handle på det.
***
Vi var igennem konfliktens første faser. Vi havde bevist, at vi kunne standse skyderierne og fastholde trykket. Nu satte vi ind med den efterforskning, der krævede juridiske kræfter og opbakning fra skattemyndighederne. Det mest groteske eksempel var nogle samuraisværd, vi beslaglagde hos en rocker, som skyldte Skat penge. Rockerens advokat mente ikke, at vi kunne beslaglægge sværdene, for han havde fået dem af sin rockerklub, og dermed havde sværdene affektionsværdi for ham. Vi vidste, at det var en helt særlig type affektionsværdi, der var tale om: Sværdene fungerede som belønning for, at han havde slået et menneske ihjel for klubben. Det kunne vi ikke bevise, men vi kunne stadig beslaglægge dem som værdier. Lars K. var klar til at gå hele vejen for at få domstolenes opbakning til den beslaglæggelse og en lang række andre sager. Men Lars K. var også en positiv overraskelse på et andet felt, som stod klart, da vi analyserede og diskuterede vores indsats undervejs. Problemets kerne var ikke skyderierne. Kernen var, at der hele tiden kom unge mennesker til, som var villige til at begå kriminalitet for at stige i hierarkiet. Det var det, der skulle lykkes for os: at stoppe strømmen af unge mænd til bander og rockerklubber. Så snart de unge kunne se, at deres ledere blev frataget deres værdier og tiltalt, nogle af dem fængslet, skulle de have chancen for at forlade miljøet og begynde en anden tilværelse.
Lars K. brændte lige så meget som mig for at give de unge et alternativ til kriminalitet. Og som embedsmand var han virkelig dygtig til at færdes i ministerier og styrelser. Derfor tog vi på besøg hos departementschefer, ministre og en lang række embedsfolk for at forklare, hvor vigtigt det var, at vi kunne tilbyde pladser på bosteder, lærepladser og mentorer til de unge potentielle bandemedlemmer. Ikke om et år eller seks måneder, men nu, hvor de unge havde en anledning til at overveje deres retning i livet. Jeg lærte meget om det organisatoriske spil i embedsværket, især hvor meget man kan få ud af det, hvis man har et netværk og ikke er bange for at bruge det. Hvis man virkelig har forstand på at arbejde strategisk ligesom Lars K.
Vi samarbejdede en måned og beslaglagde store værdier. I løbet af året medførte aktionen, at der blev beslaglagt over 100 biler og motorcykler, dertil guld, smykker, masser af kontanter samt designermøbler og B&O-anlæg. En del af efterforskningen pegede ud af landet på lejligheder i Tyrkiet, Spanien og Marokko, som nok var finansieret med penge fra kriminalitet. Det var ikke meget, Lars K. og jeg fik sovet, den måned vi kørte på sammen. Men vi udførte vores mission til fulde og mere til. Hvor mange unge vi fik ud af bandemiljøet, husker jeg ikke, men vi gjorde, hvad vi kunne. I løbet af aktionen blev Lars K. og jeg mere og mere fortrolige, og bagefter fik vi et venskab, der har holdt lige siden.
Efter indsatsen nedsatte politiet en bandegruppe, som blandt andet forsøgte at fortsætte samarbejdet med politikere og skattemyndigheder. Men det lykkedes ikke for alvor. På længere sigt ændrede vi ikke en hel masse, hverken i politiet eller i kriminalitetsbilledet. Det var hårdt arbejde at vinde de første vigtige slag, men den organisatoriske opbakning, det krævede at komme til bunds i problemerne, fandtes ikke. Måske var det viljen, der manglede.
Jeg havde oplevet noget lignende flere gange tidligere i min karriere. Det var billedet i Christiania-indsatsen og i Istedgade, hvor man satte politifolk ind til at fjerne problemer på overfladen, mens man lukkede øjnene for problemernes årsag. Jeg tror på, at en tidlig indsats kan gøre en stor forskel på mange områder, ikke kun bandeområdet. Det er en god forretning at forebygge kriminalitet, både økonomisk og menneskeligt.
Tag eksempelvis narkoområdet. Vi standser jo ikke narkoproblemerne ved at beslaglægge en kuffertfuld kokain eller lukke en smuglerrute for hash. Hvis USA ikke kan vinde ”the war against drugs” med deres mange milliarder af dollars til våben og betjente, kan problemet nok ikke bekæmpes ad den vej. Man skal gå en helt anden vej, næsten starte helt nede i børnehavealderen med at vise børnene, hvor skidt det er for deres helbred, hjerne og fremtid at begynde at ryge hash eller bruge stoffer. Hvis vi undgår, at de køber stofferne, tørrer forsyningsleddene jo ud. Det samme gælder bandekriminalitet: De unge skal ikke føle sig tiltrukket af at lave hurtige penge mod at risikere deres fremtid. Det er en lang proces at påvirke de unges holdninger, og mange politikere og embedsmænd er ikke glade for den slags lange processer. I deres verden tæller hurtige resultater. Hvor mange pushere eller misbrugere har du pågrebet? Hvor mange kilo kokain?
***
Det var en ganske trist oplevelse, at det ikke gav mening på den lidt længere bane, når det nu endelig var lykkedes os at samarbejde flere myndigheder imellem. Som politimand havde jeg ofret alle mine kræfter for at få succes med mine opgaver. Det gjorde mig rasende og indebrændt, når jeg så oplevede, at ansvarlige politikere eller højere placerede embedsmænd bare var ligeglade. Eller endnu værre: når de ikke havde modet til at gøre en forskel.
Jeg nævnte det for min gode ven og kollega Lars Lundberg, der overtog min rolle som indsatsleder på Al Capone-indsatsen. Han kendte frustrationen og oplevelsen af meningsløshed, ligesom de fleste betjente gør. Men Lars Lundberg er en særlig nær ven og kollega, der har en sideløbende karriere som tegner. Han er anderledes, klog – og så er han verdens bedste at læsse af på. Vi har været kolleger, siden vi var små politibørn, som vi siger. Han bød på en øl derhjemme en fredag efter arbejde.
”Lad være med at tage det så tungt. Vi tager en rom,” sagde han. Så tog vi en rom og nok også en øl til. Og så grinede vi ad det.
I 30 år har Henrik Oryé vært med i forreste række, når spektakulære politiaktioner udspillede sig i København.
I politiets frontlinje skildrer Henrik Oryés dramatiske fortællinger fra gadeplan om de store sager, der ramte de danske overskifter, heriblandt rydningen af Ungdomshuset, terrorangrebet på Krudttønden, opgøret med BZerne ved Sorte Hest og kampen mod rockere og bandegrupperinger.
Men det er også en fortælling om at blive suspenderet fra tjeneste på grund af Tibet-sagen, som stadig i dag er under efterforskning. Undersøgelsen gør, at Henrik Oryé ikke foreløbigt kan vende tilbage til politiet, som han levede og åndede for i mange år.
Køb I politiets frontlinje online, fx. hos Saxo, eller i din nærmeste boghandel.
Læs mere om Henrik Oryé her.
Andre læste også: