Det er ikke for børn at kaste sig ud i en gendigtning af Bibelen – og så alligevel: det ER faktisk for børn, når manden, der gendigter, hedder Kim Fupz Aakeson og resultatet hedder Barnets Bibel.
Men hvordan går man til dén opgave? Hvordan omsætter man bøgernes bog til fortællinger i børnehøjde? Og hvorfor er det egentlig, at Bibelen stadig skal og bør læses – også for børn?
Bøgernes bog, kaldes Bibelen. Er det ikke med en vis ærefrygt, man går til opgaven at gendigte netop dén bog?
Jeg har altid været meget optaget af og glad for den bibelske samtale, den religiøse samtale. Og det har faktisk overrasket mig selv, hvor meget de bibelske temaer fylder i mange af mine bøger – det blev jeg gjort opmærksom på på et tidspunkt – altså: enten tematisk eller som deciderede genfortællinger.
Og nu en gendigtning af hele Bibelen. Det var forlaget Carlsen, der spurgte mig, om jeg ville. Og jeg kunne jo have sagt nej, for jeg ved jo godt, at der findes børnebibler allerede. Men jeg havde det sådan: dén opgave er der ikke en anden, der skal have. Den skal JEG have. For det er jo ikke gjort på MIN måde før.
Har det været anderledes at arbejde med en decideret gendigtning – i forhold til at arbejde med temaer og enkelte fortællinger?
Der skete noget sjovt, eller noget… bemærkelsesværdigt, da jeg begyndte at arbejde i teksterne. Alle de andre gange, jeg har arbejdet med det bibelske, så har det været med et twist; måske med lidt ironi eller et glimt i øjet i hvert fald. Og ting man sådan kunne smile skævt af.
Det skete simpelthen ikke her. Ikke på samme måde. Det var bare noget andet at skulle gendigte Bibelen. Det kunne jeg bare konstatere: det var en anden tone.
Det er ikke alle Bibelens fortællinger, der er med i Barnets Bibel. Hvordan har du udvalgt hvilke, der skulle med?
Der er jo nogle oplagte fortællinger. Det ville være mærkeligt, hvis Noahs ark ikke var med, fx. Og så er der nogle, der er med i et forløb, hvor man må have det hele med.
Og ellers var det historier, jeg kunne fortælle og som jeg synes gav mening at fortælle til børn også.
Og så havde vi stor hjælp fra Anne Kathrine Giversen, præsten i Sion-kirken i København. Hun har lavet rigtig mange børnegudstjenester, så hun havde også gode input til, hvilke fortællinger, børnene plejer at reagere på.
Hvad kan Bibelen fortælle os i dag – og hvad kan den fortælle børn?
Bibelen beskæftiger sig jo med ting, der er rigtig svære, altså: søskendejalousi, ulydighed, skam, skyld og tilgivelse – som børn kender ALT til. Altså: at have gjort noget forkert, at skulle fortælle det, at skulle modtage nåde fra enten en ven eller fra sine forældre, og så lettelsen over at blive tilgivet – der er jo virkelig mange ting, der er relevante helt fra barnsben af og egentlig resten af livet.
Og så er der jo noget parallelt i relationen imellem Gud-menneske og forældre-børn. Altså, i Det gamle testamente er Gud jo den hårde forælder, ikke? Og der er altså stuearrest og det, der er (meget) værre, hvis man opfører sig dårligt.
I Det nye testamente er Gud blevet den mere forstående forælder, der er mere sådan: ”Jeg forstår det godt, men lad nu være med det. Og husk det lige til en anden gang.” Dét magtforhold tror jeg godt børn kan nikke genkendende til.
En del af fortællingerne, måske især i Det gamle testamente, åbner for samtaler om ret tunge emner. Har det været en del af overvejelsen, da der skulle vælges historier ud – at de skulle åbne for samtaler?
Ja, nogle af historierne er gode, netop fordi de er svære! Altså: historien om Abraham, der bliver pålagt af Gud at ofre sin søn Isak, det er en af mine egne absolutte favoritter. Gud skåner jo Isak i sidste øjeblik, men han har altså ligget dér på stenen og set sin far løfte kniven over sig. Så dér er det jo bare sådan: Hvad skete der dog bagefter – da de kom ned fra bjerget?!
Den historie åbner for en super spændende snak, altså: Hvem skylder man loyalitet? Hvad er kærlighed? Hvad er forældrekærlighed? Hvordan kunne Abraham ikke stille spørgsmålstegn ved Guds befaling?
Ofte er nogle af de sværeste historier også dem, der er mest samtale i.
Har det været sværere at fortælle Det gamle testamente i forhold til Det nye? Det gamle testamente er jo meget sådan: hævn, blod og død…?
Ja, den er hård! Der er jo steder, hvor nogen lige synes, de skal slå alle drengebørn ihjel, og det er jo sådan rimelig… voldsomt. Men: det er jo godt fortællestof, må man sige! Det nye testamente er jo noget blidere – og det får en anden tone også, når man skriver i dén tekst.
Og så er der jo rigtig meget i det kristne budskab, især i Det nye testamente, hvor man bare må sige: ja tak, det er jeg enig i, det vil jeg også gerne have. Og jeg vil også gerne fortælle mine børn, at det er en god måde at leve på. Kærlighed? Jep. Næstekærlighed? Også ja tak.
Har du selv en favorit-fortælling fra Bibelen?
Jeg ved ikke om jeg har én favorit. Der var mange af fortællingerne, jeg synes var virkelig dejlige at arbejde med i den her gendigtning. Jeg selv læst højt af Bibelens historier for mine egne børn, da de var små. Når man læser højt kan man jo godt mærke, hvilke fortællinger, der er bedst til børn.
Men ok, jeg vil nok sige: skabelsesberetningen. Den skulle selvfølgelig åbne Barnets Bibel – og det var jo også den første, jeg skrev. Og den var så skøn at skrive, det var den altså bare. For man får det jo sådan lidt: hvor er den her klode dog fan-tas-tisk. Og så rig på diversitet, men der er også noget med vores sprog, alle de ord, der er for dyr og planter. Dén beretning var dejlig at skrive.
Og der er i det hele taget et smukt sprog i den bog, også i nogle af de ældre udgaver. Ligesom man ser det i salmebogen – der er altså nogle af salmedigterne, der har kunnet skrive et dansk, der virkelig hæver sig!
Så der har også været tidspunkter i mit arbejde med Bibelen, hvor jeg har tænkt: ”Ej, det ville være dejligt bare at kunne beholde den her formulering.” Selvom der knap ville være nogen, der forstod det – jeg forstod det måske dårligt nok nok selv – men det er simpelthen så smukt skrevet.
Men dér tænker jeg nok egentlig, at det vigtige er, at begge versioner er til rådighed. Altså: at man kan få begge dele. Så man med Barnets bibel har en udgave, man kan forstå – og så kan man jo altid blive nysgerrig og få lyst til at læse ’den ægte vare’.
Hvad er egentlig dit eget forhold til Gud – er du troende?
Jeg er ikke troende – men det har været helt åbenbart for mig at begge mine børn og min papsøn skulle kende de bibelske historier. Jeg synes, det ville være SÅ mærkeligt, hvis ikke de kendte historierne og kendte til det bibelske. Man kan bare sige: ”Nåh, er det sådan noget Kain og Abel”, så ved alle, hvad det er for en konflikt, der er gang i – det ved man stadig i dag, hvad handler om. Man kan jo ikke diskutere om de her fortællinger er en del af vores kultur eller ej.
Bibelens historier er et sted, jeg virkelig er glad for at være og at diskutere både med mig selv og med andre, hvad det vil sige at være menneske.
Og jeg synes og tænker, at grunden til at Bibelen stadig lever i dag – altså: at det ikke bare er en tekst fra meget, meget gamle dage… den lever stadigvæk, fordi den beskæftiger sig med ting, som er eksistentielt aktuelle, temaer og udfordringer, vi stadigvæk slås med.
Kim Fupz Aakeson med tegninger af Signe Kjær: Barnets bibel
I Barnets Bibel gendigter Kim Fupz Aakeson, en af Danmarks allerstørste børnebogsforfattere, 60 af de allervigtigste fortællinger fra både Det gamle og Det nye testamente i en smuk og gennemillustreret børnebibel, som både børn og voksne kan nyde.
Biblen har mange forskellige og fantastiske historier. Der er historier om brødre, der ikke kan komme overens med hinanden. Der er historier om konger, der frygter deres trone. Der er historier om krig, om magre køer, om trompeter, der vælter mure, om et land, der flyder med mælk og honning. Men først og sidst handler Biblen nok om kærlighed.
Barnets Bibel er en oplagt gavebog til dåb, konfirmation eller bare til højtlæsning for alle aldre.
INTERVIEW
Det er ikke for børn at kaste sig ud i en gendigtning af Bibelen – og så alligevel: det ER faktisk for børn, når manden, der gendigter, hedder Kim Fupz Aakeson og resultatet hedder Barnets Bibel.
Men hvordan går man til dén opgave? Hvordan omsætter man bøgernes bog til fortællinger i børnehøjde? Og hvorfor er det egentlig, at Bibelen stadig skal og bør læses – også for børn?
Bøgernes bog, kaldes Bibelen. Er det ikke med en vis ærefrygt, man går til opgaven at gendigte netop dén bog?
Jeg har altid været meget optaget af og glad for den bibelske samtale, den religiøse samtale. Og det har faktisk overrasket mig selv, hvor meget de bibelske temaer fylder i mange af mine bøger – det blev jeg gjort opmærksom på på et tidspunkt – altså: enten tematisk eller som deciderede genfortællinger.
Og nu en gendigtning af hele Bibelen. Det var forlaget Carlsen, der spurgte mig, om jeg ville. Og jeg kunne jo have sagt nej, for jeg ved jo godt, at der findes børnebibler allerede. Men jeg havde det sådan: dén opgave er der ikke en anden, der skal have. Den skal JEG have. For det er jo ikke gjort på MIN måde før.
Har det været anderledes at arbejde med en decideret gendigtning – i forhold til at arbejde med temaer og enkelte fortællinger?
Der skete noget sjovt, eller noget… bemærkelsesværdigt, da jeg begyndte at arbejde i teksterne. Alle de andre gange, jeg har arbejdet med det bibelske, så har det været med et twist; måske med lidt ironi eller et glimt i øjet i hvert fald. Og ting man sådan kunne smile skævt af.
Det skete simpelthen ikke her. Ikke på samme måde. Det var bare noget andet at skulle gendigte Bibelen. Det kunne jeg bare konstatere: det var en anden tone.
Det er ikke alle Bibelens fortællinger, der er med i Barnets Bibel. Hvordan har du udvalgt hvilke, der skulle med?
Der er jo nogle oplagte fortællinger. Det ville være mærkeligt, hvis Noahs ark ikke var med, fx. Og så er der nogle, der er med i et forløb, hvor man må have det hele med.
Og ellers var det historier, jeg kunne fortælle og som jeg synes gav mening at fortælle til børn også.
Og så havde vi stor hjælp fra Anne Kathrine Giversen, præsten i Sion-kirken i København. Hun har lavet rigtig mange børnegudstjenester, så hun havde også gode input til, hvilke fortællinger, børnene plejer at reagere på.
Hvad kan Bibelen fortælle os i dag – og hvad kan den fortælle børn?
Bibelen beskæftiger sig jo med ting, der er rigtig svære, altså: søskendejalousi, ulydighed, skam, skyld og tilgivelse – som børn kender ALT til. Altså: at have gjort noget forkert, at skulle fortælle det, at skulle modtage nåde fra enten en ven eller fra sine forældre, og så lettelsen over at blive tilgivet – der er jo virkelig mange ting, der er relevante helt fra barnsben af og egentlig resten af livet.
Og så er der jo noget parallelt i relationen imellem Gud-menneske og forældre-børn. Altså, i Det gamle testamente er Gud jo den hårde forælder, ikke? Og der er altså stuearrest og det, der er (meget) værre, hvis man opfører sig dårligt.
I Det nye testamente er Gud blevet den mere forstående forælder, der er mere sådan: ”Jeg forstår det godt, men lad nu være med det. Og husk det lige til en anden gang.” Dét magtforhold tror jeg godt børn kan nikke genkendende til.
En del af fortællingerne, måske især i Det gamle testamente, åbner for samtaler om ret tunge emner. Har det været en del af overvejelsen, da der skulle vælges historier ud – at de skulle åbne for samtaler?
Ja, nogle af historierne er gode, netop fordi de er svære! Altså: historien om Abraham, der bliver pålagt af Gud at ofre sin søn Isak, det er en af mine egne absolutte favoritter. Gud skåner jo Isak i sidste øjeblik, men han har altså ligget dér på stenen og set sin far løfte kniven over sig. Så dér er det jo bare sådan: Hvad skete der dog bagefter – da de kom ned fra bjerget?!
Den historie åbner for en super spændende snak, altså: Hvem skylder man loyalitet? Hvad er kærlighed? Hvad er forældrekærlighed? Hvordan kunne Abraham ikke stille spørgsmålstegn ved Guds befaling?
LÆS OGSÅ: Vi må ikke være håndsky overfor alt det, der er svært. Kim Fupz om at fortælle de store fortællinger for børn
Ofte er nogle af de sværeste historier også dem, der er mest samtale i.
Har det været sværere at fortælle Det gamle testamente i forhold til Det nye? Det gamle testamente er jo meget sådan: hævn, blod og død…?
Ja, den er hård! Der er jo steder, hvor nogen lige synes, de skal slå alle drengebørn ihjel, og det er jo sådan rimelig… voldsomt. Men: det er jo godt fortællestof, må man sige! Det nye testamente er jo noget blidere – og det får en anden tone også, når man skriver i dén tekst.
Og så er der jo rigtig meget i det kristne budskab, især i Det nye testamente, hvor man bare må sige: ja tak, det er jeg enig i, det vil jeg også gerne have. Og jeg vil også gerne fortælle mine børn, at det er en god måde at leve på. Kærlighed? Jep. Næstekærlighed? Også ja tak.
Har du selv en favorit-fortælling fra Bibelen?
Jeg ved ikke om jeg har én favorit. Der var mange af fortællingerne, jeg synes var virkelig dejlige at arbejde med i den her gendigtning. Jeg selv læst højt af Bibelens historier for mine egne børn, da de var små. Når man læser højt kan man jo godt mærke, hvilke fortællinger, der er bedst til børn.
Men ok, jeg vil nok sige: skabelsesberetningen. Den skulle selvfølgelig åbne Barnets Bibel – og det var jo også den første, jeg skrev. Og den var så skøn at skrive, det var den altså bare. For man får det jo sådan lidt: hvor er den her klode dog fan-tas-tisk. Og så rig på diversitet, men der er også noget med vores sprog, alle de ord, der er for dyr og planter. Dén beretning var dejlig at skrive.
Og der er i det hele taget et smukt sprog i den bog, også i nogle af de ældre udgaver. Ligesom man ser det i salmebogen – der er altså nogle af salmedigterne, der har kunnet skrive et dansk, der virkelig hæver sig!
Så der har også været tidspunkter i mit arbejde med Bibelen, hvor jeg har tænkt: ”Ej, det ville være dejligt bare at kunne beholde den her formulering.” Selvom der knap ville være nogen, der forstod det – jeg forstod det måske dårligt nok nok selv – men det er simpelthen så smukt skrevet.
Men dér tænker jeg nok egentlig, at det vigtige er, at begge versioner er til rådighed. Altså: at man kan få begge dele. Så man med Barnets bibel har en udgave, man kan forstå – og så kan man jo altid blive nysgerrig og få lyst til at læse ’den ægte vare’.
Hvad er egentlig dit eget forhold til Gud – er du troende?
Jeg er ikke troende – men det har været helt åbenbart for mig at begge mine børn og min papsøn skulle kende de bibelske historier. Jeg synes, det ville være SÅ mærkeligt, hvis ikke de kendte historierne og kendte til det bibelske. Man kan bare sige: ”Nåh, er det sådan noget Kain og Abel”, så ved alle, hvad det er for en konflikt, der er gang i – det ved man stadig i dag, hvad handler om. Man kan jo ikke diskutere om de her fortællinger er en del af vores kultur eller ej.
Bibelens historier er et sted, jeg virkelig er glad for at være og at diskutere både med mig selv og med andre, hvad det vil sige at være menneske.
Og jeg synes og tænker, at grunden til at Bibelen stadig lever i dag – altså: at det ikke bare er en tekst fra meget, meget gamle dage… den lever stadigvæk, fordi den beskæftiger sig med ting, som er eksistentielt aktuelle, temaer og udfordringer, vi stadigvæk slås med.
Kim Fupz Aakeson med tegninger af Signe Kjær: Barnets bibel
I Barnets Bibel gendigter Kim Fupz Aakeson, en af Danmarks allerstørste børnebogsforfattere, 60 af de allervigtigste fortællinger fra både Det gamle og Det nye testamente i en smuk og gennemillustreret børnebibel, som både børn og voksne kan nyde.
Biblen har mange forskellige og fantastiske historier. Der er historier om brødre, der ikke kan komme overens med hinanden. Der er historier om konger, der frygter deres trone. Der er historier om krig, om magre køer, om trompeter, der vælter mure, om et land, der flyder med mælk og honning. Men først og sidst handler Biblen nok om kærlighed.
Barnets Bibel er en oplagt gavebog til dåb, konfirmation eller bare til højtlæsning for alle aldre.
Fra ca. 4 år
Du kan købe Barnets Bibel online, fx hos Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: