Danske romaner Læseprøve og uddrag

Spænding, etik og videnskab. Start din læsning af Blå toner her

blå toner, anne cathrine bomann

Sorg, kærlighed og videnskab spindes sammen i den spændende og dragende roman Blå toner, hvor et medicinalfirma har udviklet en pille mod sorg. Men hvor langt skal man gå i en verden, hvor vi hele tiden får nye diagnoser og behandlingsmuligheder? Læs et uddrag af Blå toner her.

Hvad hvis vi havde en pille, der kunne fjerne sorg? Fjerne savnet af et andet menneske, og fjerne følelsen af, at noget er blevet taget fra en? De spørgsmål bliver sat på spidsen i den fængslende roman Blå toner, hvor videnskab, etik og spænding kombineres på gribende vis.

LÆS OGSÅ: 7 danske forfatterskaber du kan fordybe dig i

Et dansk medicinalfirma er de første til at udvikle en pille mod sorg. På Aarhus Universitet er en forskningsgruppe i færd med at få de sidste brikker på plads i et studie, der netop skal blåstemple den nye medicin. Men psykologiprofessoren Thorsten Gjeldsted mistænker, at nogen har manipuleret med tallene for at skjule en foruroligende bivirkning.

Der er ingen, der vil lytte i medicinalfirmaet Danish Pharma, så Thorsten er nødt til at involvere to specialestuerende i sin private undersøgelse.

Køb Blå toner online, eller i din nærmeste boghandel fra d. 23 september.




Anne Cathrine Bomann
Blå toner

April 2011

ELISABETH

Elisabeth så ind i sygeplejerskens øjne og forsøgte at forstå, hvad hun lige havde sagt. Grå var de, med penselstrøg af noget mørkere, og når hun stirrede længe nok, var det, som om de mistede deres betydning. Blev til noget, nogen havde spildt, to grumsede plamager, der når som helst kunne flyde videre ud over ansigtet.

“Obduktion?” gentog hun.

“Jeg forstår godt, at det er svært at tage stilling til, men hvis vi bliver klogere på, hvad der er gået galt her, kan Vinter være med til at forhindre, at noget lignende sker for et andet lille barn.” Sygeplejersken lagde hånden på Elisabeths arm. “For nogle forældre kan det faktisk gøre en ulykkelig situation som denne her en smule mindre meningsløs.”

Endelig blinkede Elisabeth. Trådte et skridt baglæns for at slippe fri af den omklamrende hånd.

“Du skal være sød ikke at røre ved mig,” sagde hun. “Og så skal du holde op med at tale om at skære i min søn. Han ligger lige derovre, og han er ikke død endnu.”

Sygeplejersken kneb læberne sammen, så rygerynkerne trådte frem, og det slog Elisabeth, hvor uendeligt grim hun var i sin uformelige kittel. Det sjaskede hår med udvoksningen.

“Tak,” sagde hun og vendte ryggen til. “Jeg vil gerne være alene med ham nu.”

Hun gik hen til sengen. Vinter var der ikke længere, det var tydeligt. Der var kun kroppen under den alt for store dyne, krummet let sammen i hvidheden med maskinerne som mekaniske bølgeskvulp omkring sig. Hun opdagede, at hun igen var begyndt at trække vejret i samme takt.

“Mit lille hjerte,” hviskede hun. “Jeg vil slet ikke være her uden dig.”

Og det ville hun ikke. Når hun forestillede sig at efterlade Vinter her, at sætte sig ud i bilen og køre væk, imens han blev, stak det så voldsomt i brystet, at hun et øjeblik troede, hun ville miste fodfæstet.

Så der stod hun og forsøgte ikke at tænke på noget særligt. Bare lade sekunderne glide ned over sig som vand. Hun strøg Vinters dunede kinder og kom til at smile ved synet af de små mælketænder, der pressede sig mod underlæben, næsten som når han sad på gulvet derhjemme og tegnede, helt opslugt. Hans hånd lå i hendes uden at reagere, når hun klemte, men hun gjorde det alligevel.

Mor. Hans stemme ramte hende, så snart hun lukkede øjnene, kom og se, jeg har tegnet en rumraket! Hendes 

lille dreng, som hun havde fremmanet gennem årevis af indsprøjtninger og hormonbehandlinger, perfekt på overfladen, men med sygdommen hvilende under brystbenet. Mon det havde været lettere at miste ham, hvis det var sket i et hurtigt ryk? I en trafikulykke, måske, eller efter et uheldigt fald på legepladsen? Hun anede det ikke, vidste bare, at det her var det værste, der nogensinde var sket hende, det mest umulige.

“Jeg går nu, lille skat.”

Hun hviskede helt tæt ved hans øre, fortalte ham, at der ikke var noget at være bange for. Kyssede ham og strøg ham over håret en sidste gang. Så rettede hun sig op, ør i hovedet af måneders angst og mangel på søvn.

Ude på gangen mødte hun sygeplejersken fra før.

“Du kan godt slukke nu,” sagde hun. “Men I skærer ikke i ham.”

Sygeplejersken lignede en, der ville sige noget, men Elisabeth fortsatte uden om hende, ned mod udgangen. Den hårde lyd fra hendes hæle kastedes op mod væggene og tilbage i hendes ansigt som slag.

“Men skal du ikke være med?” kaldte sygeplejersken efter hende. “Elisabeth, du skal da være med til at sige farvel?”

KAPITEL 1

September 2024

SHADI

Det var Emil, der foreslog Shadi at sidde et andet sted end derhjemme og skrive.

“Tror du ikke, det er en god idé at komme lidt ud?” spurgte han, og hun havde tænkt, det ville blive svært at koncentrere sig. Men det viser sig, at den panoptiske effekt af de andres blikke og deres arbejdsomt bøjede rygge holder hende i gang. Og så er der også noget andet. Alle ritualerne, der løber som stier gennem et velkendt terræn hjemme i lejligheden, har ingen plads her, hvor alt er nyt.

Hun åbner specialedokumentet. Hendes første opgave må være at forsøge at skelne mellem den normale sorg og den, der for et par år siden fik sin egen diagnose. Den vedvarende sorglidelse. ICD-manualen opstiller forskellige krav, man skal leve op til for at kunne få diagnosen. Til at begynde med skal der være gået mindst et halvt år siden den hændelse, man sørger over, og så skal der være tale om et dødsfald. Det er for eksempel ikke nok, som hun først troede, hvis man for eksempel er blevet skilt eller har mistet sit arbejde, uanset hvor slemt det kan føles.

Læsesalen lugter af varme, sommerbrunede kroppe og tasker med madpakker, som folk tager med ud i bibliotekets fællesområder eller over i parken. Nogle skriver med musik i ørerne, andre lægger sig ind over bordene og sover, til de vågner med et sæt og skyldbetyngede ser sig omkring. En fyr med tophue til højre for hende snorker blidt, nogen har åbnet et vindue, så vinden kan lege med de grove gardiner. Shadi ser på uret og beslutter sig for at færdiggøre det afsnit, hun sidder med, selvom hendes mave kalder på mad. Tre kvarter senere finder hun boksen med rester fra i går frem og går alene ud i det skarpe lys, imens hendes cardigan holder på pladsen.

Da hun kommer tilbage efter pausen, går hun først ud i thekøkkenet, hvor en af de andre fra læsesalen er ved at hælde vand op i to plastikkrus, han har sat oven i hinanden. Han vender sig mod hende og smiler, så hun føler sig tvunget til at blive stående.

“Skal du have?” spørger han.

“Ja tak.”

Hun følger ham med øjnene, mens han hælder alt for meget vand i og sætter kedlen over igen.

“Du skriver måske også speciale?”

Hun nikker.

“Psykologi. Hvad med dig?”

“Statskundskab,” han himler med øjnene. “Så har man altså brug for noget Instant efter frokost, er det ikke rigtigt?”

Han åbner køleskabet, tager den plastikflaske ud, som Shadi selv stillede der i morges, og hælder mælk i sin kaffe. Hov, vil hun sige. Hov, lad være med det. Men hun siger ikke noget, står bare og mærker det gnistre bag øjnene, imens han vender flasken på hovedet og ryster de sidste dråber ud.

“Så er det tilbage i glasburet,” han blinker til hende, men hendes ansigt er stift og umedgørligt. På vej ud af køkkenet træder han på pedalen til skraldespanden og smider flasken, som hun udvalgte specielt nede i Netto, og som hun stod ved vasken og skoldede sent i går aftes, ud.

“God arbejdslyst!”

Bagefter går det trægt med at få skrevet. Hun bliver ved med at spille scenen fra køkkenet i hovedet og forestille sig alt det, hun burde have sagt. Hey, det er vist min mælk, det der! Det ville enhver anden da have sagt, ville de ikke? Eller de ville have tilbudt ham at tage lidt, bare der stadig var noget tilbage, og så havde alt været godt. Hvorfor er den slags så svært for hende?

Men efterhånden finder hun alligevel takten igen. Hiver bunken med artikler om sorgdiagnosen op af tasken, bøjer sig frem for at tyde bogstavernes fine spor over papiret og tager omhyggelige noter til det, hun kan bruge. Som timerne går, tømmes læsesalen omkring hende, og da hun til sidst beslutter sig for at gå hjem, er de kun to tilbage. Shadi og en tynd, rødhåret pige nede i hjørnet, som tilsyneladende lever af jumborosinerne i glasset foran sig.

Hun klapper computeren sammen og retter sin ømme ryg ud. Den sang, hun har haft på hjernen i dagevis, vender tilbage, så snart hun slipper tankerne fri. Hvordan er det nu? De synger den til familiefesterne, når de en sjælden gang alle sammen er samlet, og selvom hendes mor til Shadis store fortrydelse aldrig har lært hverken hende eller hendes lillesøster at tale persisk, lever rytmen i hende et sted.

Med melodien som baggrund går hun hjem gennem byen. Solen hænger stor og tung over horisonten, i dag er det for en gangs skyld hende, der kommer sidst hjem. Emil sidder i sofaen med sin computer i skødet, da hun træder ind. Hun går hen til ham, stadig med jakken på. Det ligger der en magt i, tænker hun, idet hun kysser ham. At være den ventede. Den, der kommer udefra og sætter luften i bevægelse.

THORSTEN

Når Thorsten en gang imellem ser op fra sine notater, registrerer han septembersolen som en lun hånd mod kinden. I universitetsparken, der breder sig neden for vinduet, sidder de unge i grupper på græsset, og af og til når deres råb ham helt ind på kontoret. Det ville være en rar afveksling at sætte sig derud og få en snak med dem, men den slags er der sjældent tid til længere, og desuden venter han besøg.

Når han læser de stikord, han tog efter sit første møde med Birgit, er det let for ham at genkalde sig, hvordan hun så ud. Ikke tøjet eller håret, den slags går han ikke så højt op i, men den ludende kropsholdning, der lagde flere år til hendes egentlige alder, og den måde, hun blev ved med at folde sit våde papirlommetørklæde på igen og igen. Der er tilsyneladende ikke så meget, der har ændret sig, tænker han, da han stikker hovedet ud og får øje på hende på bænken. Hendes hænder ryster svagt, alle bevægelser er tøvende, ligesom udstrakte i tid. Da hun endelig har samlet sine ting sammen, fører han hende over til sofaen.

“Så er vi her igen,” siger han og smiler, men Birgits eneste svar er en ubestemmelig trækning over ansigtet. “Kan jeg byde dig på noget? En af dem her, måske?”

Han rækker kagedåsen frem mod hende.

“I dag er sidste gang, vi mødes. Så for en gangs skyld er der ikke nogen skemaer at udfylde, det er bare en lille snak, så jeg er sikker på, at vi får afsluttet det hele på en god måde.”

Hun nikker. Vaniljekransen er et fremmedlegeme i hendes hånd, hun sidder sammensunket i sofaen, og Thorsten kan ikke lade være med at sammenligne hende med sin egen mor, der har omtrent samme alder, men udstråler en helt anden vitalitet.

“Jeg vil gerne fortælle dig igen, hvor glade vi er for, at du havde lyst til at være en del af vores projekt,” siger han. “Det kommer til at få stor betydning for en masse mennesker. Vi er i fuld gang med at analysere de opgaver, som du og de andre deltagere har været igennem, og om ikke så længe får vi et overblik.”

“Og så finder I ud af, om pillerne virker?”

Birgits øjne er rødlige langs det nedre øjenlåg, som var de i færd med at vende vrangen ud på sig selv. Hun ser syg ud, synes Thorsten, men det har hun på den anden side gjort al den tid, han har kendt hende.

“Ja,” siger han, “og hvordan, ikke mindst. Vi er jo især interesserede i, hvad der foregår i hjernen, når man spiser pillerne, og hvordan de påvirker den måde, man sørger på.”

Nu bliver Birgit tilsyneladende opmærksom på kagen i sin hånd. Hun tager en bid, kæberne drives som af en usynlig motor, der når som helst kan gå i stå, og hun ser frygtelig træt ud. Thorsten har lyst til at gøre noget for hende, men ved ikke hvad, og i mangel af bedre hælder han vand op i hendes glas.

“Når alting er færdigbearbejdet, skriver vi til dig, så du selv kan læse, hvad vi er nået frem til. Ingen af os to ved jo, om du har fået placebo eller aktiv behandling, men …”

Birgit afbryder ham, med ét er hendes blik årvågent, fikseret i hans:

“Hvis jeg har fået den rigtige pille, så virker det stads ikke, det kan jeg godt fortælle dig!”

Thorsten nikker.

“Du er stadig meget berørt af Kjelds død?”

Hun tørrer en krumme væk fra den dirrende underlæbe.

“Det er det samme, som det hele tiden har været.”

Thorsten læner sig frem i stolen. De er så forskellige, de her afsluttende samtaler. I sidste uge talte han med en ung mand, der havde chokolade med og blev ved med at gentage, hvor taknemmelig han var for at have været en del af projektet, men der er i sagens natur også mange skuffede deltagere, der nu har mistet endnu et håb.

“Det er jeg ked af,” siger han. “Jeg synes, du skal tale med Miguel om det. Det er ham, der fortæller dig, om du har fået Callocain eller ej.” Han løfter hånden for at signalere, at han har forstået, hvad Birgit mener om den sag. “Og det er også ham, der kan guide dig videre herfra. Du skal nok få den hjælp, du har brug for, Birgit. Det lover jeg.”

Da hun er gået, åbner Thorsten vinduet. Der er et par minutter til samtalen med Mikkel, den sidste patient han skal møde, før hans del af sorgprojektet definitivt er forbi. Alle tests er gennemført, selv har han talt med tæt på 200 ud af de næsten 400 deltagere, og selvom der har været småproblemer undervejs, som der altid er, når man laver klinisk forskning, er det gået over al forventning. Og ikke nok med, at det er det første studie af sin art inden for sorgområdet, det har også den kvalitet, han sætter allerhøjest i sit arbejdsliv: Det betyder noget. Ja, det tør han godt sige allerede, for uanset hvad resultaterne kommer til vise, vil de få betydning for den måde, mennesker med en vedvarende sorglidelse bliver mødt og forstået på i fremtiden. Det her studie vil være med til at definere sorgbehandlingen i Danmark, og hvis ikke det er værd at gå på arbejde for, så ved han ikke, hvad er.

Han tjekker igen, men gangen er tom, og efter endnu et par minutter finder han Mikkels nummer frem fra deltagerlisten. Telefonen går direkte på svarer.

“Hej Mikkel, Thorsten Gjeldsted fra Aarhus Universitet her. Jeg ringer, fordi vi havde en aftale halv to, og du er ikke dukket op. Jeg er på kontoret nogle timer endnu, så hvis du kan nå at komme, når du hører det her, er du velkommen. Ellers prøver jeg at fange dig en af de næste dage. Farvel igen!”

Mikkels historie er en af dem, der har gjort størst indtryk på Thorsten. Han og hans lille familie var involveret i en højresvingsulykke på Silkeborgvej, og i dagene efter døde først kæresten af sine kvæstelser, så parrets nyfødte datter. Da Mikkels søster Louise ved et indledende møde havde beskrevet sin bror, havde hun tegnet billedet af en vellidt og socialt engageret ung mand med lidt for meget krudt i røven. Mikkel var, præcis som Louise selv, sluppet overraskende godt fra en noget belastet barndom. Men efter ulykken havde han fået det støt værre. Med tiden mistede han jobbet som pædagogmedhjælper på grund af de mange sygemeldinger, og da sorgprojektet startede, havde han bogstaveligt talt svært ved at rejse sig fra sengen.

Et vindstød får nogle af papirerne på skrivebordet til at lette, og Thorsten lukker vinduet igen. Hans klare opfattelse er, at Mikkel har fået det bedre gennem de seneste måneder, men han er alligevel opsat på at få rundet forløbet ordentligt af. Desuden er selvmordsrisikoen forhøjet hos mennesker i sorg, og selvom de gudskelov ikke har haft nogen dødsfald i projektet indtil nu, er det altid hans første tanke, når nogen bliver væk fra en aftale. Det sidste, han gør, inden han forlader kontoret den eftermiddag, er derfor at ringe til Mikkel igen. Men der er stadig ingen, der svarer. 

ANNA

Noget kilder Anna på halsen. Uden at åbne øjnene borer hun sig længere ned i dynens varme rede, men så er den der igen. En insisterende kilden, denne gang på det stykke af skulderen, som er blottet. Irriteret slår hun ud med armen.

“Godmorgen!”

Hun blinker et par gange for at få kridtet ud af øjnene. Det ubehag, der følger med for mange drinks og alt for lidt søvn, rammer hende som momentan søsyge.

“Du er hårdt ramt, hva’?”

Han smiler og ser egentlig ret sød ud med de der mørke proptrækkerkrøller. Hun aner ikke, hvad han hedder.

“Hvordan kan du være så frisk?” gaber hun og overvejer, om hun orker at have sex igen, før han smutter. Han skubber sig op på albuen og giver hende et kys.

“Du talte i søvne i nat,” siger han, “det var noget med din mor. Kan du huske, hvad du drømte?”

Anna ryster på hovedet. Natten er reduceret til sort søvn, præcis som hun helst vil have det. Men det passer hende dårligt, at en fremmed har hørt hende tale i søvne, måske endda gloet på hende imens. Ansigtet forråder én, når man sover, det ved hun.

På vej mod badeværelset ærgrer hun sig over, at hun altid sover nøgen. Hun må begynde at have et par trusser liggende, til når hun har nogen med hjem.

“Skal vi spise noget sammen?” kalder han efter hende.

“Desværre. Jeg skal være inde på uni om en halv time, så …” Hun lukker døren efter sig og dumper ned på toilettet.

“Hvad så med et fællesbad?” kan hun høre ham råbe derude. “Eller nogle børn, i det mindste? Rækkehus i Vejle?”

Da hun har pjasket koldt vand i hovedet, vikler hun et håndklæde om sig og går ud til ham igen. Han står i gangen og er ved at tage sko på.

“Hvor bor du?” spørger hun, og han gør et kast med krøllerne.

“Nede ved Tousparken.”

Han rækker forbi hende og tager sin jakke, undgår hendes blik. Så får hun alligevel ondt af ham.

“Vil du ikke have et æble med eller noget?” Hun trasker ud i køkkenet og stirrer ned i den tomme frugtskål.

“Nej tak.”

“Nej.” Hun går ud til ham igen. “Det er også mig, der er mærkelig, jeg gider bare ikke hele det der spil bagefter. Det har ikke noget med dig at gøre.”

De står lidt og ser på hinanden, så rækker han ud efter dørhåndtaget.

“Tak for i nat i hvert fald, det var hyggeligt. Du må have det godt.”

Hun smiler til ham. Det er trods alt ikke hans skyld, at hun taler i søvne.

“Og hils din mor!”

Ordene hænger i opgangen og vibrerer, indtil døren smækker bag ham og slår ekkoet i stykker.

En halv time senere er hun klar, det er første gang i ugevis, at hun er ude en formiddag i andet end Everlastbukserne. Cyklen knager under hende, første gear er stendødt, men hun kæmper sig halvt stående op ad bakken, indtil hun kan dreje ind på Vestre Ringgade ved Den gamle by. Den første sveddråbe løber ned mellem brysterne, netop som hun parkerer foran Psykologisk Institut.

“Bank bank.”

Thorsten sidder ved sit overlæssede skrivebord, tilsyneladende opslugt af papirerne foran sig.

“Anna!” udbryder han, da han får øje på hende. “Det var en overraskelse!”

“Jeg kom lige forbi, og så tænkte jeg, vi kunne tale om mit speciale, hvis du har tid.”

Thorsten tager brillerne af og lægger dem fra sig på en tom plads i vindueskarmen.

“Du har vist været ude og buldre i nat,” konstaterer han. “Skal jeg ikke starte med at hente os en kop kaffe?”

Mens han er væk, sætter hun sig i den slidte lænestol og ser sig omkring. Her er om muligt endnu mere rodet, end sidst hun var forbi før sommerferien engang. Der er bunker af fagbøger og kompendier på alle tænkelige flader, og den indelukkede lugt af tryksværte minder hende som altid om biblioteket på Ellekærskolen.

“Jeg har tænkt mig at skrive om sorgdiagnosen,” siger hun, da han vender tilbage. “Kritisk, selvfølgelig.”

Han placerer to kopper på det lave sofabord, flytter nogle mapper og synker ned i stolen over for hende. Kaffeduften får hendes tomme mave til at rumle.

“Sorg?” Han kniber øjnene sammen. “Er det nu en god idé?”

“Hvorfor skulle det ikke være det?” spørger hun, men fortsætter uden at give ham tid til at svare: “Hvad så, er du med?”

Men til hendes store overraskelse ryster han på hovedet.

“Desværre, min ven, du er for sent på den. Jeg har opfyldt alle mine vejledningstimer allerede, det er faktisk meget nemt med al denne her topstyring. Jeg må ikke tage flere ind, lige meget hvor gerne jeg vil.”

“Er du seriøs?”

Den mulighed havde Anna slet ikke overvejet. Hun havde nærmest set dét med at spørge Thorsten som en formalitet.

“Måske kan jeg høre Svend, om han gider,” foreslår hun uden rigtigt at mene det.

“Du kan da prøve,” siger Thorsten, “men jeg tror, han er i nogenlunde samme situation som mig. Ingen af os har særligt meget tid i det her semester på grund af sorgprojektet. Du er for sent ude.”

“Tak, det har du sagt.”

Hun bøjer sig frem og lader sit dunkende hoved hvile i hænderne nogle sekunder, før hun retter sig op igen.

“Pis.” Der er åbenbart ikke noget, der skal lykkes for hende. “Jeg har også lige fået afslag på den der ansøgning til studienævnet. Jeg skal tage neuro om igen.” Hun holder blikket rettet mod gulvet, så Thorsten ikke skal se vandspejlet i hendes øjne stige. Hun snøfter hårdt ind. “Skideirriterende.”

Lænestolens fjedre giver sig, og lidt efter står han ved siden af hende og rækker en rød serviet med et eller andet åndssvagt julemotiv ned til hende. Hun pudser næse midt i englevingerne.

“Du skal se, det ordner sig,” siger han og klapper hende på armen.

Hun skærer en grimasse. Lige nu føles det godt nok ikke sådan. Hun havde virkelig troet, de ville lade hende bestå, hun har jo afleveret de opgaver, hun skulle, det eneste problem var, at hun havde for meget fravær.

“Lad os nu lige lægge hjernerne lidt i blød her,” fortsætter Thorsten. “Måske kunne du slå dig sammen med en af de andre, hvad er det nu, hun hedder …” Han giver sig til at rode i bunkerne på skrivebordet og finder til sidst en blok, som han drejer hen imod vinduet for bedre at kunne se. “Shadi. Hun skriver også om sorg, og hvem ved, måske kunne I ligefrem have glæde af hinanden. Det betyder bare en enkelt eller to vejledningstimer mere for mig, det kan jeg vel få sneget ind i Excel-arket.”

Anna ruller med øjnene. Hun kender godt Shadi, de har haft nogle fag sammen. Hun husker hende bedst fra statistik, hvor Shadi var nærmest uhyggeligt skarp på sådan en underspillet måde. Hun er typen, der lever for at få tingene til at gå op, men Anna har stadig ikke hørt hende formulere en eneste selvstændig holdning til det fag, hun snart har brugt fem år på at studere.

“Så tror jeg alligevel hellere, jeg vil kløjes i Svend.”

“Du kunne jo også overveje at skifte emne,” siger Thorsten. “Det er ikke for at blande mig, men …”

“Nej, men så lad være med det,” skærer hun ham af, “jeg finder på noget.”

Hun sigter med den sammenpressede serviet på Thorstens skraldespand og rammer øverst på indersiden i et hårdt kast, som lige netop går i. Tager koppen for at drikke ud, denne her samtale går slet ikke, som hun havde tænkt sig.

“Jeg mener, hun sidder og skriver ovre på det gamle statsbibliotek, hvis du vil prøve at fange hende.”

“Av for satan!” Arrigt stiller Anna koppen fra sig igen, kaffen brænder hele vejen ned gennem svælget. “Hvad siger du? Hvem sidder på biblioteket?” 




blå toner, anne cathrine bomann

Blå toner er en medrivende roman om kærlighed, sorg og videnskab. Og om det svære spørgsmål: Hvor langt skal vi gå, når der hele tiden findes nye diagnoser og behandlingsmuligheder?

På Aarhus Universitet er en forskningsgruppe ved at lægge sidste hånd på et studie, der blåstempler et nyt medikament udviklet af et dansk medicinalfirma. Det er en pille, der som den første i verden virker mod sorg. Men psykologiprofessor Thorsten Gjeldsted får mistanke om, at tallene er manipuleret for at skjule en skræmmende bivirkning.

Hverken kollegaerne eller medicinalfirmaet vil lytte, og Thorsten allierer sig derfor med to specialestuderende, Anna og Shadi. Anna har selv sorgen tæt på livet, og Shadi er så god til statistik, at hun ikke kan undværes, hvis Thorsten vil til bunds i sagen.

Køb Blå toner online, eller i din nærmeste boghandel fra d. 23 september.




Jeg er Ellevilde Ella med bøger og er både uddannet litterat og journalist. Jeg er ikke kræsen, når det kommer til at spise varieret i forhold til genrer, og jeg bliver draget af gode fortællinger, skarpt sprog og karakterskildringer, der virkelig rammer. Jeg ville elske, hvis jeg kunne være med til at skabe mere læseglæde i det danske land, og det kan jeg netop her på bog.dk - HURRA!!