Aktuelt Danske romaner

Psykolog og forfatter Anne Cathrine Bomann: Sorg er kærlighedens pris. Den er tung, men ikke meningsløs

bla toner, blaa toner, anne cathrine bomann, gode danske romaner

Forskningsetik, venskab, kærlighed og sorg flettes sammen i spændingsromanen Blå toner af Anne Cathrine Bomann, som stiller det eksistentielle spørgsmål: skal vi leve med sorg, eller skal vi fjerne den med medicin?


Til Rita, som mindede os om, at kærligheden virkelig er størst af alt, står der på første side i Blå toner.

Rita var den kollega, der gjorde forfatter og psykolog Anne Cathrine Bomann interesseret i emnet sorg og sorgbearbejdning, da hun som nyuddannet syntes, det var udfordrende at arbejde med klienter, der var ramt af sorg.

LÆS OGSÅ: 10 bøger du skal læse, når det bliver for koldt til rosé på terrassen

”Når jeg møder folk, der har mistet, er de tit helt ødelagte af sorg, og det berører selvfølgelig også mig. Jeg kan godt være i tvivl om, hvordan jeg kan hjælpe, fordi sorgen jo er et vilkår og ikke noget, der kan behandles på samme måde som eksempelvis angst.”

Hør Anne Cathrine Bomann fortælle om Blå toner


Rita blev en mentor for Anne Cathrine og satte hende ind i sorg som psykologisk fagområde, men da Anne Cathrine gik i gang med at skrive romanen Blå toner, hvor sorg er omdrejningspunktet, blev Rita alvorligt syg og døde.

”Jeg vidste med det samme, at jeg ville dedikere bogen til hende. Der var noget mærkeligt poetisk i, at jeg skrev om sorg, samtidig med, at jeg mistede en, jeg holdt meget af.”

Anne Cathrine Bomann

Hvor langt skal vi gå?

Sorg, kærlighed og videnskab sættes på spidsen i Blå toner, som stiller det svære spørgsmål: Hvor langt skal vi gå i en verden, hvor vi hele tiden får nye diagnoser og behandlingsmuligheder?

LÆS OGSÅ: Spænding, etik og videnskab. Start din læsning af Blå toner her

I Blå toner har et dansk medicinalfirma udviklet verdens første pille mod sorg, og på Aarhus Universitet er en forskningsgruppe ved at lægge sidste hånd på et studie, der blåstempler den nye medicin. Men en psykologiprofessor får mistanke om, at nogen har manipuleret med tallene for at skjule en foruroligende bivirkning.

Kollegerne og medicinalfirmaet Danish Pharma vil ikke lytte, så psykologiprofessoren involverer to specialestuderende i sin private undersøgelse for at komme til bunds i sagen.

Men vil det ikke være godt at fjerne sorg, når det gør så ondt at miste?

”Jeg er selv i tvivl. Vi skal selvfølgelig hjælpe folk, men hvad skal vi behandle med, og hvordan skal vi gøre det? Sorgen har jo en vigtig funktion. Den peger på, at noget eller nogen er vigtig for os, og derfor giver det eksistentiel mening af sørge. Det ville føles tomt og nærmest forkert, hvis man ikke blev påvirket, når man mistede.”

LÆS OGSÅ: Amalie Langballe: Man kan godt prøve at lade som om, sorgen ikke er der – og så banker den på alligevel

Selvom krisen efter et tab ofte er svær at komme igennem, er den ifølge Anne Cathrine en vigtig del af processen med at reorganisere livet og finde ud af, hvordan man kommer videre derfra.

”Sorg er tung og hård, men jeg tror, den kan føles meningsfuld, fordi den er så tæt knyttet til kærligheden til den, vi har mistet. Man kan sige, at sorg er kærlighedens pris.”

Ny sorgdiagnose på vej

I skrivende stund er en ny sorgdiagnose tæt på at blive implementeret i Danmark og store dele af den vestlige verden. Den nye diagnose blev offentliggjort af WHO i deres diagnosemanual i 2018 og forventes at blive taget i brug i Danmark i 2022.

LÆS OGSÅ: Gode bøger om døden, om sorg og om at miste

Baseret på de seneste 20 års forskning i sorgreaktioner, symptomer og prognoser har forskerne fundet frem til, at der er sorgreaktioner, som ikke aftager efter seks måneder, og at denne gruppe sørgende har brug for hjælp, hvis deres lidelse ikke skal udvikle sig til at have langvarige konsekvenser for det mentale og fysiske helbred.

Derfor har WHO foreslået den nye sorgdiagnose, som kan tages i brug, når sorgreaktionen er vedvarende og gennemgribende, og den sørgende har problemer med at erkende tabet og tilpasse sig en ny tilværelse – uden den mistede.

LÆS OGSÅ: Smuglæs i Er der en voksen til stede? – Om voksenlivets glæder og sorger

Selvom man i visse tilfælde i dag behandler den komplicerede sorg med antidepressiv medicin i kombination med terapi, så adskiller sorg sig på flere punkter fra for eksempel depression og PTSD (posttraumatisk stress) ved at have savn og længsel som kernesymptom.

Skumle forskere og sørgende mus

Der findes ikke på nuværende tidspunkt medicin, der er specielt rettet imod at fjerne sorg. Men hvad, hvis der gjorde? Det er den tanke, der er udgangspunktet i Blå toner, hvor pillen Callocain bliver opfundet, og etikken bliver sat på spidsen, når medicinalindustrien og forskningsverdenen handler ud fra egne interesser og ikke spiller med åbne kort.

LÆS OGSÅ: Farvel, Olde. Børnepsykolog skriver hjertevarm bog om døden til børn i sorg

For at sætte sig ind i den verden måtte Anne Cathrine Bomann lave omfattende research, for eksempel i hvordan man skaber sørgende mus, og hvordan man snyder med forskningsresultater på den smarteste måde.

Kan vi stole på videnskaben?

”Det vil jeg virkelig gerne have, at vi kan. Den videnskabelige metode er den bedste metode, vi har til at blive klogere på os selv og verden, fordi den stiller krav til rammer, evaluering og gennemsigtighed. Men vi mennesker er fejlbarlige og biased, og der kan være brodne kar overalt. Det er noget af det, jeg udnytter i Blå toner.”

Smukt, skævt og sørgeligt

Selve titlen på bogen Blå toner kan tolkes på mange måder, for eksempel forbinder Anne Cathrine udtrykket med sorg og melankoli. Man kan have the blues; være blå.

Blå noder er også kendt fra jazzen, som hylder de skæve toner, ligesom Anne Cathrine ofte har skæve karakterer med i sine bøger. Personer, der er lidt særlige, hvor der er udfordringer, men samtidig er udviklingspotentiale, og de har brug for at gå deres egne veje og stå ved sig selv.

LÆS OGSÅ: 7 danske forfatterskaber du kan fordybe dig i

”Og så synes jeg også bare, det lyder smukt”.

International bestsellerforfatter og bordtennis-champ

Anne Cathrine Bomann (f. 1983) har ved siden af arbejdet som klinisk psykolog udgivet flere bøger. Romandebuten Agathe (2017), der foregår i Paris i slutningen af 1940’erne og handler om en livstræt psykiater, blev en stor international succes og er solgt til over 25 lande.

LÆS OGSÅ: Bøger på vej: Se vores liste med kommende bøger

Anne Cathrine Bomann er desuden tidligere professionel bordtennisspiller og har vundet DM i bordtennis 12 gange. Og så er hun kæreste med en filosof, der inspirerer til de eksistentielle spørgsmål, der ofte følger med Anne Cathrines bøger. Det er nok ikke helt tilfældigt, at deres fælles hund hedder Camus.


Blå toner

blå toner, anne cathrine bomann

Blå toner er en medrivende roman om kærlighed, sorg og videnskab. Og om det svære spørgsmål: Hvor langt skal vi gå, når der hele tiden findes nye diagnoser og behandlingsmuligheder?

På Aarhus Universitet er en forskningsgruppe ved at lægge sidste hånd på et studie, der blåstempler et nyt medikament udviklet af et dansk medicinalfirma. Det er en pille, der som den første i verden virker mod sorg. Men psykologiprofessor Thorsten Gjeldsted får mistanke om, at tallene er manipuleret for at skjule en skræmmende bivirkning.

Hverken kollegaerne eller medicinalfirmaet vil lytte, og Thorsten allierer sig derfor med to specialestuderende, Anna og Shadi. Anna har selv sorgen tæt på livet, og Shadi er så god til statistik, at hun ikke kan undværes, hvis Thorsten vil til bunds i sagen.

Køb Blå toner online, eller i din nærmeste boghandel fra d. 23 september.




Ser det som min fornemmeste opgave at sprede læseglæde og dele stærke læseoplevelser med andre læseheste. Det gør jeg som en del af presseteamet hos Lindhardt og Ringhof og i min fritid, hvor bogstakken på mit natbord er faretruende høj. Har en fortid som bogopsætter, journalist, kulturredaktør og kommunikations- og pressekonsulent og har altid valgt arbejdspladsen nøje efter, om jeg kunne dele min store kærlighed til bøger og kultur.