Biografier Fagbøger Læseprøve og uddrag

Smuglæs i Er der en voksen til stede? – Om voksenlivets glæder og sorger

Signe Lindkvist og Iben Hjejle har sammen skrevet bogen Er der en voksen til stede?, hvor de deler deres refleksioner over dét at blive ældre, og hvad livet har bragt af både sorg, lykke og alt indimellem.


Med glimt af humor og eftertænksomhed, fortæller de ærligt, hvad de har lært af deres skilsmisser, tabet af deres mødre og om at fejle – men også om ting som porrer med paprika og vigtigheden af at turde klæde sig ud …

Du kan købe Er der en voksen til stede? online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel fra d. 10. juli.


DE DØDE MØDRES FORENING



Signe: Min mor valgte dét, som hun selv kaldte for en livsudfrielse. Og det handler i al sin enkelhed om, at hun afsluttede sit eget liv, fordi hun var så syg af Parkinson og fem minutter fra at miste både forstanden og fysikken.

Hun havde set sin egen mor forsvinde. Min mormor lå syv år på plejehjem, og hun blev til sidst seriøst gladere for at se en jordbærkage end mig
– og det havde ikke noget med mig at gøre, hun blev bare enormt plejehjemfraværende. Og jeg tror, det jagede en skræk i livet på min mor at se min mormor sådan, og derfor var min mor fast besluttet på, at hun
ikke ville ende som en grøntsag.

Min mor ville herfra med et ordentligt kalas for familien. En afskedsmiddag for de nærmeste 14, ikke livets sidste måltid, men det sidste fælles måltid, og det skulle være en vidunderlig Babettes gæstebud-middag, hvor der var dækket op i den fine, grønne stue, med de fine duge og de fineste tallerkener. Alt skulle være fint og flot, og det blev min opgave at skaffe duer, for min mor ville gerne have stegte duer til middagen!

Men nu er 14 duer ikke noget, man bare skaffer, så jeg tog ind til slagteren på Kultorvet for at bestille dem.

“Hold da op, det var mange”, sagde slagteren. “Ja? Og jeg skal bruge dem på lørdag”, svarede jeg. “14 duer til på lørdag? Det kan godt blive svært, men lad mig ringe rundt og høre, hvad vi kan få hjem”.

Der gik lidt tid, og så kom han tilbage og sagde: “Der går i hvert fald en
uge, inden jeg kan have 14 duer”.

Der var jo ikke andet at gøre end at gå hjem og ringe til min mor og fortælle, hvad slagteren havde sagt:
“Mor, prøv og hør, jeg kan ikke skaffe duerne til på lørdag. Jeg kan først få dem om en uge”.

Men min mor svarede helt roligt: “Jamen, så må vi jo vente”. Og så
endte det med, at min mors død blev udskudt, fordi slagteren ikke kunne skaffe de duer.

Iben: En uge for en due.

Signe: Ja. Vi fik en uge ekstra for en due. Jeg var 23 år, og jeg tænker tit på, hvor meget overskud jeg havde, lige efter at hun var død. Jeg ringede til hele hendes telefonbog og forsøgte at trøste dem. Og ikke længe
efter tog jeg afsted for at lave et rejseprogram til fjernsynet.

Jeg satte mig i en flyvemaskine og fløj til Tokyo og videre til Argentina, så til Canada og videre til Kenya. I de fire måneder var jeg vist kun hjemme en enkelt gang i 16 timer.

I al den tid, jeg rejste rundt, talte jeg slet ikke med nogen om, hvad der skete inde i mig. At jeg var i sorg. Det betød faktisk, at jeg næsten blev skør.

Jeg kan huske en dag, kort tid efter jeg var kommet hjem, hvor jeg cyklede langs Søerne og pludselig kunne mærke, at jeg bare ikke kunne mere. Og så væltede jeg. Dér ramlede det hele sammen. En ambulance kom og hentede mig, men jeg fejlede jo ingenting. Jeg faldt bare fra hinanden.

Dét fik mig til at gå til psykolog. Hun sagde til mig: “Se på dig selv som en vase, Signe. Når man får et sammenbrud, går man i tusinde stykker, og dem bliver man nødt til at lime sammen. Og i det arbejde bør man tage hvert eneste stykke op og kigge på det og vurdere, om man kan lide det, som det er, eller om man vil ændre på det”.

For eksempel kunne jeg godt være lidt utjekket og kom tit for sent, jeg var også lidt kræsen. Og det besluttede jeg mig faktisk for at lave om på, inden jeg limede hele molevitten sammen igen.

Iben: Det er et smukt billede. Det minder om den måde, japanerne reparerer gamle vaser. De limer dem sammenmed guldlim, så det bliver en smuk reparation, og det kan man godt bruge på sin egen psyke. Det er helt
okay, at man har slået skår i sig, man skal bare gøre sig umage, når man samler det hele igen. Hvis man bruger lidt ekstra tid og omsorg, kan det sagtens blive rigtig flot. Det hedder kintsukuroi.

Signe: Kents sure øje?

Iben: Nej. Kintsukuroi.

Signe: Kint-su-ku-røi! Jeg udviklede en post-it-øvelse, da jeg havde sat stykkerne sammen igen. Den er ret simpel. Man tager post-its i tre forskellige farver og putter alt i hele verden ned på dem. Alt, hvad man elsker, får én farve. Alt, hvad man er i tvivl om, får en anden farve. Alt det, man drømmer om, får en tredje farve.

Jeg laver en streg på væggen med tape og placerer alle de ting, jeg gerne vil beholde, på den ene side og alle de ting, jeg gerne vil af med, på den anden side. Det gør det ret nemt for mig at se, hvad jeg er træt af og gerne vil af med, og hvad og hvem jeg savner i mit liv.

Når tingene tårner sig op, laver jeg min post-itøvelse, og så bruger jeg tre uger eller en måned på at rydde op. Det betyder, at jeg ringer til de folk, der giver mig stress, og at jeg får hevet fat i de venner, som jeg savner.

At skabe det overblik i sit liv og prioritere efter, hvad der for alvor giver glæde, lærte jeg først efter min mors død. Men det er faktisk også noget af det bedste, jeg har lært. Og jeg synes, at vi skylder os selv at have
styr på den slags.

Iben: Jeg mistede også min mor, da jeg var på nogenlunde samme alder. Jeg var 26 år, og jeg havde det, som om den lethed, der havde været min, blev slået i tusinde stykker. Min sammenbragte familie mistede fodfæstet. Vi skulle hver især finde ud af, hvordan vores familie skulle fungere. Tre voksne søstre og en lille på 12.

Jeg var selv lige blevet mor og manglede i den grad min egen til at give mig råd. Jeg prøvede at gøre alting, som jeg forestillede mig, hun ville have
gjort det. Jeg ville så gerne være en god søster, en god datter og en god mor. Holde sammen på det hele, som min mor havde gjort.

I dag kan jeg godt se, at jeg blev meget mere moden af det, men det betød også, at jeg i en periode kom til at lukke af for min egen sorg.

Jeg synes ligesom dig, at jeg er forpligtet til at holde styr på mit lort. Det er vi sådan set alle sammen, uanset hvad vi laver. Jeg har brug for at få sagt ting højt til en psykolog. En person, der ikke kender alle andre omkring mig. Få luftet ud i hovedet, stille spørgsmål til det, der foregår omkring mig, og lytte til det, jeg selv siger: “Jeg er ked af dét her, jeg er i tvivl om dét her, jeg
forstår ikke dét her”.

Det er sådan set lige meget, om man laver en post-it-øvelse, går i terapi eller svinger et pendul. Bare det fungerer, fikser det, der er svært, og får tingene på plads på de rigtige hylder. Og så må man finde ud af, hvad der er vigtigt, og se, om man har fået vasen limet fint og flot sammen.

Signe: Som barn tænkte jeg, at man var voksen, når man havde et hus, en Volvo stationcar og en carport at stille den i. Alt sammen ting, vi ikke havde i mit eget barndomshjem. Da jeg så fik alt det, tænkte jeg: “Nu kan jeg ikke bede om mere”. Men det er jo ikke det, livet handler om. Det kan være, at alt falder fra hinanden i parcelhuset, at ens kæreste mister kørekortet, og
man ikke selv har et, og hvad fanden skal man så med den carport? Sådan er livet bare.

Man glemmer at se sig selv i spejlet og sige: “Hvem er det egentlig, der er derinde?”. Måske skal man også lige bruge lidt tid på at finde ud af, om man gider at være den person eller ej. Og noget af det vigtigste er, at man indser, at den slags arbejde bliver man aldrig færdig med.

Iben: Nogle gange skal man selvfølgelig også gå ud og larme lidt for meget og vælte ting ned med røven, fordi man ikke kan gå lige efter tre store fadøl.

Nogle gange er det dét, der skal til. Og når den slags sker, må man altså ikke være for hård ved sig selv næste morgen.

Som en klog dame engang sagde: “Man skal huske på, at man aldrig taler så grimt til nogen, som man taler til sig selv”. Og man skal blive bedre til at tale pænt til sig selv. Også når man vågner med tømmermænd og opdager,
hvor meget man har væltet. For man kan have præcis lige så meget brug for den slags, som man kan have for at gå på sundhedskur og spise en masse kål.

Vigtigst er, at man sørger for at være i sync med sig selv.

VOKSEN PÅ EN EFTERMIDDAG



Signe: Hvis du spørger voksne mennesker, hvad de ville sige til deres yngre jeg, svarer de næsten alle sammen, at de ville bekymre sig noget mindre. Det skal nok gå. Men alle skal åbenbart dumme sig frem.

Unge er tit enormt dumme. Det var jeg også. Da jeg blev skilt i 2007, flyttede jeg tilbage i min gamle lejlighed på Vesterbro, hvor der stod et kæmpestort, gammelt komfur. Det var meget vigtigt for mig, at lejligheden hurtigt blev fin og flot, så min datter, som kun var to år på det tidspunkt, og jeg fik en god base. Derfor skulle komfuret bare ud. Jeg ringede rundt til mine
kammerater for at få hjælp, og de kunne ikke lige på det tidspunkt, og så fik jeg det sådan: “Nu gør jeg det bare selv!”.

Jeg kunne ikke vente en time på, at der kom nogen og hjalp mig, så jeg slæbte simpelthen komfuret ned ad bagtrappen – alene – selvom det var enormt. Det var først bagefter, at jeg tænkte: “Hvordan turde jeg dog gøre det?”

I dag synes jeg, at det er et dejligt eksempel på noget, jeg kun ville gøre i min unge udgave. For det første er jeg blevet gammel og ustærk, men lige så vigtigt er det, at jeg er blevet så gammel og klog, at jeg fra begyndelsen ville have vidst, at det var en rigtig dårlig ide.

Jeg ville nå at tænke, at jeg måske kunne falde, og at komfuret ville lande oven på mig.

Iben: At du potentielt kunne dø af komfur.

Signe: Ja! Jeg tror ikke, at du bliver ung eller voksen hen ad vejen. Din udvikling sker på grund af noget. Og pludselig er der noget, der har ændret sig.

Det kan være små ting. Det kan være, at du står ude i køkkenet og pludselig kan mærke, at du er enormt glad for, at du har fået en særlig fin kaffekande. Eller at din kæreste foreslår, at I begynder at samle på nogle bestemte tallerkener. Så er du voksen.

Det er også sket for min ven, der blev fyret. Så begyndte han at gå til coach og købe noget mere tjekket tøj og reflektere over alting frem for bare at give en lammer. Det har han aldrig gjort før. Før i tiden pruttede han sig selv ned i hånden og tog den op i ansigtet på mig og sagde: “Lugt!”. Det er han også holdt op med.

Iben: Jeg tror først, at jeg blev voksen, da jeg opdagede, at det var et rigtigt arbejde at være skuespiller. Jeg kom ind på Statens Teaterskole som 21-årig, og pludselig blev der lyttet til mig. Der var øl med gashåndtag i automaten. Alle tog os alvorligt – det gjorde vi i høj grad også selv. Og det var her, det gik op for mig, hvem jeg var, og hvad jeg kunne.

Signe: Vi var begge meget unge, da vi begyndte i underholdningsbranchen.
Det har helt sikkert også haft betydning. Når der var julefrokost i DR, troppede jeg op som den yngste. Første gang jeg deltog, var jeg kun
17 år, og den næstyngste i hele B&U var 47. Det var jo skørt. Der var mig, og så var der virkelig mange voksne mænd og kvinder, der alle havde været gift med afdelingens chef, den nu salige Mogens Vemmer. De havde
alle fået tatoveret en langstilket, rød rose på brystet. Det har alle Mogens Vemmers damer.

Iben: Hva’ba?

Signe: Det er sandheden! Den sad på venstre bryst med torne og det hele.
Iben: Vildt nok. Jeg ringer lige rundt til alle mine ekser og beder dem om at få tatoveret en trompetblomst på den ene balde. Lige nu. For det har alle Iben Hjejles mænd …

Signe: Når du kun er 17 år, så virker den voksenverden ret absurd. Alle omkring dig er mindst 47 år og regner med, at du er lige så moden, som de er. Ingen kyler en papirkugle i hovedet på dig, og derfor bliver man hurtigt
ret professionel.

Det betød i hvert fald for mig, at jeg blev enormt struktureret i arbejdssammenhænge. Jeg tror i hvert fald altid, at en udvikling sker på
grund af noget. Jeg tænker meget over, at jeg ikke behøver at blive et andet menneske, bare fordi jeg bliver gammel. Jeg kan sagtens blive ved med at være mig selv, men bare i en mere erfaren version. En version, der kender sine grænser og sine evner.

Iben: Da jeg var barn og tænkte på at blive voksen, handlede det mest om, hvordan det ville klæde mig at blive akrobat eller tandlæge. Jeg har nok fået at vide, at jeg slog nogle flotte kolbøtter, og så skulle jeg da helt sikkert være akrobat. Eller at jeg var rigtig god til at børste tænder, fordi jeg ingen huller havde.

De voksne burde i den grad have tænkt over, hvad de roste mig for. Da jeg var yngre, var det der med mand og børn slet ikke på lystavlen. Jeg var så lidt nysgerrig på det. Da jeg havde giftet mig og blev gravid, var min første tanke, at jeg havde glemt at spørge min mor om lov.

En eftermiddag tog jeg ud til hende. Hun lå i sengen og tog en lur, da jeg kravlede ind under dynen. Og da hun slog øjnene op, sagde jeg bare: “Nu er jeg gravid”. Hun svarede med: “Hvor dejligt! Nu er du jo også gift. Det
er den helt naturlige vej at gå”.

Signe: Måske bliver man aldrig rigtig voksen, når man selv har mistet sin mor i en ung alder. Det har jeg tænkt meget over.

Der er noget almenmenneskeligt i, at du løsriver dig fra alt, hvad du elsker og holder af. Det er en del af ungdommen. Men når du mister dine forældre undervejs, så sker der et eller andet stop i din udvikling, fordi der ikke er noget at blive voksen fra.

En del af det at blive voksen er også, at man siger fra over for sine forældre, og som kvinde nok især ens mor. Det nåede jeg aldrig rigtig. Jeg var godt nok flyttet hjemmefra, jeg havde fået et arbejde, men min mor mødte kun én af mine kærester og nåede aldrig rigtig at komme til middag hos mig, og jeg blev først voksenvoksen, efter hun døde.

Når jeg besøgte min mor, havde jeg altid vasketøj med, jeg faldt altid i søvn på hendes sofa og overnattede tit hos hende. Jeg nåede aldrig dertil, hvor jeg tænkte: “Hey, jeg har styr på lortet”. Det var altid hende, der klappede
mig på hovedet og sagde: “Det skal nok gå, Signe”.

Jeg nåede aldrig at blive så voksen, at jeg kunne komme kørende i min egen bil og sige: “Se, mor, den har jeg købt” eller: “Jeg har besluttet mig for at begynde til akvarelmaling”. Og hvis hun havde sagt: “Hold op, en grim Citroën Berlingo. Har du virkelig tænkt dig at køre rundt i den?”, eller hun ville tvivle helt vildt på mine akvarel-evner, kunne jeg tage et lille opgør og få sagt: “Ja, den bil vil jeg gerne køre rundt i, og ja, jeg begynder til akvarelmaling, for det tror jeg, jeg kan gøre rigtig, rigtig flot. Og det er min beslutning”.

Når man ikke har haft muligheden for at bede sin mor om at blande sig udenom, får man ikke løsrevet sig, og derfor tror jeg aldrig, jeg blev rigtig voksen.

Iben: Jeg kan godt hjælpe dig med noget af det! Jeg er ikke et sekund i tvivl om dine akvarel-evner, men en Berlingo – det køber du ikke! Det er en meget grim bil!

Jeg har det selv sådan, at min mor stadig blander sig. Eller jeg lader hende blande sig. Når jeg savner hende, går jeg over til min bogreol og finder hendes gamle bøger frem.

Hun var gymnasielærer, så de er fyldt med noter og markeringer, som hun skulle bruge i sin undervisning, vigtige pointer, og så er det lidt, som om
hun stadig er der til at fortælle mig, hvad hun synes, og det kan jeg godt lide.

Signe: Man vil jo gerne føle, at man er blevet lavet færdig. Det er ligesom et maleri. Når maleren er ved at være færdig, går hun lige ind og sover på det, og hvis hun ellers synes, det er, som det skal være, skriver hun sit navn på billedet, pakker det ind i bobleplast, ringer til galleristen og beder ham komme og hente det.

Jeg er et billede, der står fint og flot, og jeg er nok egentlig færdig, men min mor har ikke skrevet sit navn på det, og derfor føler jeg mig ikke helt færdig. Det kan være en fordel, men ved gud også en ulempe.

Iben: Jeg er nærmeste pårørende til en demensramt. Jeg kalder ham for Grævlingen. Han har altid været i mit liv og taget sig af mig, men nu er der ikke mere tilbage, han kan gøre for mig. Det ligger alt sammen
på mig. Det er en kæmpestor skræk-port, der er blevet slået op med den diagnose, fordi det er så stort et ansvar. Jeg kan for eksempel ikke bare rejse væk uden videre.

Men jeg forsøger at tænke på det sådan, at den proces, som Grævlingen skal igennem, også er en mulighed for at få indsigt i, hvordan det er at miste sig selv.

Det kan være svært at forstå. Hver gang jeg kommer på besøg, er alt taget ud af skuffer og skabe. Bogstavelig talt. Og der sidder et menneske, der har mistet ethvert overblik, og siger: “Hvordan er det her ser ud?”.

Og jeg må svare: “Her ser faktisk ud, som her plejer, du kan bare ikke finde
rundt i det længere”.

Jeg forsøger at tage den opgave på mig med glæde og høj hatteføring, men når jeg står og tager osten ud af bestikskuffen, kan jeg godt mærke, at det er en svær opgave.

I stedet må man finde en vis accept af, at tingene er, som de er. At vi hele tiden skal skære ned, og at der er funktioner, der falder fra. Ting, der pludselig ikke fungerer.

På den måde er det jo som at få et barn på 79 år, men med den forskel, at hvor barnet vinder færdigheder, mister Grævlingen dem. Derfor skal jeg
også hele tiden forsøge at undgå, at han føler, han mister
sin værdighed.

Signe: Jeg kan huske, da min mor blev syg og begyndte at ryste voldsomt på hænderne. De første gange hun ikke kunne bælge en ært, og vi måtte hjælpe hende.

Det var så ydmygende for hende. Og der var gange, hvor hun ikke kunne vaske sit hår, og jeg måtte sige: “Mor, jeg ordner det”. Hun hadede det, for hun var en pæn dame.

Det kan være ydmygende at vide, at man trænger til at få vasket hår eller klippet negle, og man ikke er i stand til at ordne det selv.

Da min mor blev mere syg, fik hun en rollator, og så kunne hun trække den rundt i haven og sige, hvor der skulle luges. Det gjorde faktisk det hele nemmere, når jeg fik lov til at hjælpe. Jeg tror, at man skal øve sig i at få hjælp, uanset om man er ung, voksen eller gammel. Der findes en misforstået ide om, at det er forkert eller kikset at spørge andre om den slags.

Hvis man gør det, skal man helst betale eller stå med en kæmpe skaldyrsbuffet for at vise sin taknemmelighed. Men jeg synes, at det er vidunderligt at blive bedt om at hjælpe, og det er vidunderligt
at lave ting sammen.

Jeg er jo et menneske, der ikke bare kan sidde ned. Min søster har det ligesom mig, og når hun kommer, kan vi godt sidde fem minutter og drikke kaffe. Så går der heller ikke længe, før hun spørger, hvordan det går
med fliserne nede i kælderen, eller om der skal skrues mere i væggen, og i løbet af et splitsekund bygger og ordner vi, og pludselig er der gået otte timer.

Når min søsters kæreste ringer og spørger, om hun kommer hjem, er vi lige i gang med et eller andet projekt, og så må vi op og hente shawarmaer midt om natten, fordi vi har glemt alt om spisetider.

Iben: Det er dejligt, når man kan hjælpe hinanden. Og hjælp kan komme i mange former. Sådan var det også, da du købte din cirkusvogn, og den ankom hjemme i din have.

Du var iført kedeldragt og skulle få det hele til at fungere, for hullet, hvor den skulle stå, var selvfølgelig for kort og skulle graves større. Jeg stod på sidelinjen og stillede dumme spørgsmål og var klar til at sable en champagne, da cirkusvognen endelig var på plads.

Signe: Det er også en meget vigtig funktion. Der var også en af vores venner, som lige havde født og ingenting kunne, men hun var det flotte publikum, der heppede sammen med min teenagedatter, der hang ud ad
vinduet ligesom Irene TV fra “Frode og alle de andre rødder”, der kommenterer alt, hvad der foregår.

Men nu er det også en stor ting at få en cirkusvogn hejst ind over hækken, men helt generelt synes jeg, at det er vidunderligt at huske at bruge dem omkring én.

Jeg har da både lagt varme i gulvet og været med til at rive en væg ned hos mine kammerater. Vi kunne også bare sidde og spise hakkebøf, men jeg synes, at det er vidunderligt at gøre noget sammen. Og jeg tror, at det gør det nemmere at lære at bede om hjælp, når man er blevet gammel.


Vil du læse videre i Er der en voksen til stede?

Til sammen har Signe Lindkvist og Iben Hjejle levet i mere end 90 år, så på en eller anden måde er de jo nu en slags voksne.

I Er der en voksen til stede? taler de om livets store spørgsmå: Lige fra hvordan man kommer videre efter at have mistet sin mor til om der skal paprika på porrer med ost.

For at leve er ikke en dans på roser, da slet ikke når livet slår kolbøtter og efterlader én i tusinde stykker. Med humor, alvor og stor iver fortæller de to kvinder om deres op- og nedture igennem livet, om vigtigheden af at turde begå fejl og om at acceptere, “at det var, hvad det blev til”.

Du kan købe Er der en voksen til stede? online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel fra den 10. juli.