Aktuelt Blandede bøger Boganmeldelser

Forlagets medarbejdere anbefaler: Jesper Roos Jacobsen

boganbefalinger

Læs med her, hvor forlagets medarbejdere deler deres bedste boganbefalinger. Der er noget for enhver smag – uanset om du er til medrivende romaner, børnelitteratur eller fortællinger fra det virkelige liv.

Vil du gerne i gang med at læse mere, men ved ikke hvor du skal starte? Eller er du en vaskeægte læsehest, der er blevet i tvivl om, hvilken bog du skal samle op som den næste?

Uanset hvad står vi klar til at hjælpe dig. Vi har fået en håndfuld forlagsmedarbejdere på Lindhardt og Ringhof og Carlsen til at dele ud af deres allerbedste læseanbefalinger, og de byder på alt fra historiske romaner, fascinerende fagbøger og science fiction til romance, kogebøger, klassikere, ungdomslitteratur – og meget mere.

I denne artikel giver redaktør hos Carlsen Jesper Roos Jacobsen sine bud på, hvad der skal være din næste store læseoplevelse.

Hvilken bog har du læst for nylig, som du var begejstret for?

“Jeg har været utrolig begejstret for kogebogen Mummum – Airfryer. Desværre kom jeg til at forære den til min svigermor, der havde købt en airfryer og ikke anede, hvad hun skulle stille op med den. Jeg savner faktisk den bog. Altså den lå ikke på mit natbord (jeg ejer ikke et natbord), men den skabte højlydt begejstring derhjemme.”

Hvilken bog anbefaler du altid til andre?

“Jeg anbefaler Dengang min onkel Kulle blev skør af Kim Fupz Aakeson, hver gang muligheden er der. At en onkel møder op hos sin nevø og siger: ”Jeg er en rododendron” er den skæveste og sjoveste start på en historie, jeg nogensinde har læst. Og det var den første bog, hvor jeg pludselig oplevede, at mine børn og jeg skreg af grin af det samme, og det er sker jo kun i de allerbedste børnebøger, at barn og voksen er underholdt sammen.”

Hvilken genre læser du mest – og hvad kunne du aldrig finde på at kaste dig over?

“Jeg læser uden tvivl mest faglitteratur om det at skrive. Jeg har en fuldstændig udokumenteret forestilling om, at hver eneste historie har én bestemt og særlig måde at hænge sammen på for at fungere optimalt.

Jeg må med skam melde, at fantasy aldrig bliver min kop mjød. Jeg kan til nød leve med magisk realisme, men drager, elevere og mænd med spidse hatte og langt skægt … Jeg har prøvet (også Harry Potter), men jeg stopper altid midt i en sætning og tænker: Hvor er det fjollet.”

Hvilken bog bliver du ved med at vende tilbage til?

“The secret diary of Adrian Mole aged 13 ¾. Jeg kan ligge helt for mig selv og læse den og gør det med års mellemrum, og jeg storgriner. Den skal læses på engelsk, og Sue Townsend skriver i dagsbogsform på en måde, som er så ufattelig skarp og sjov, samtidig med at engelsk politik er tæppe under det hele. Det var en stor dag i mit liv, da jeg opdagede, at Sue Townsend havde skrevet syv bind mere om Adrian, hvor hun følger ham op i hans voksne år.”

Hvad er din største guilty pleasure, når det kommer til bøger?

“Min guilty pleasure er mere en forfatter, end det er en bog. Og når det er sagt, så er det alt af, med og om Erlend Loe. Han er en mester i replikker og kan ælte situationer helt ud i det absurde på den mest naturlige måde. Jeg griner højlydt, når jeg læser ham. Fvonk er muligvis min yndlings; den handler om en fyr, der bliver bedste ven med den norske statsminister. Det venskab der. Læs den.

Selveste Thomas Korsgaard har foræret mig Drømmenes cykelregister af Loe om en dame, der får stjålet en cykel i sin drøm og melder det til sit forsikringsselskab. Og da der ikke er dækning, starter hun en bevægelse. Store forventninger til den bog, som jeg skal læse i én køre. Og den er på norsk. Nordmænd er sjove. Jeg glæder mig!”

Tør du indrømme en klassiker, du aldrig kom igennem?

Ulysses af James Joyce. Jeg købte den, stillede den på hylden og har muligvis læst den første side omtrent 100 gange. Og jeg kommer aldrig videre, fordi jeg bliver tung i hele kroppen af sære ord og sætninger. Nu tager jeg den kun frem, hvis jeg har online-møde. Den giver god højde til skærmen.”

Hvilken bog kan du slet ikke vente med at gå i gang med?

Når vi ånder i takt, en samtalebog mellem Niels Hausgaard og journalist Dorthe Løwendahl Bomann. Som barn syntes jeg, at Hausgaards sange lød så mærkeligt (nordjysk) og forstod slet ikke, hvorfor min far hoppede af grin, hver gang han fortalte historier. Så blev jeg voksen og har i mange år fulgt, grinet og været vild med Haugaards underspillede måde at fortælle på. Den bog har jeg helt bevidst gemt til sommerferien, fordi jeg gerne vil læse den i én lang bevægelse.”

LÆS OGSÅ: Niels Hausgaard: Det er mit liv at optræde og at underholde. Fortælle historier. Hvis jeg skulle vælge det fra, ville jeg også vælge mit liv fra


Dyk ned i to af Jespers anbefalinger her:

Mummum – Airfryer

Forlagets medarbejdere anbefaler: Jesper Roos Jacobsen

Mummum er kendt for deres lækre opskrifter med få og simple ingredienser.

I denne kogebog får du nu også lækre opskrifter til din airfryer fra Mummum. Mummums motto er, at der altid skal være plads til god mad, og denne bog er ingen undtagelse.

Her får du deres bedste tips og opskrifter til at lave god mad i en airfryer. Du finder alt fra bagværk til middagsretter og snacks.

Du kan købe Mummum airfryer online, fx. hos Bog&Idé eller i din nærmeste boghandel fra 31. oktober.


Når vi ånder i takt af Niels Hausgaard og Dorthe Løwendahl Bomann

Forlagets medarbejdere anbefaler: Jesper Roos Jacobsen

Historiefortælling har lige fra barndommen haft en særlig betydning for Niels Hausgaard, og gennem et halvt århundrede har han underholdt med historier på sin helt egen facon.

Sammen med journalist Dorthe Løwendahl Bomann udforsker han historiefortællingens betydning for mennesker, og hvorfor nogle historier er bedre end andre.

“Vi skal fortælle historier, finde vores fælles materiale. Når vi tør blotte os, være selvironiske og forlade tomgangssnakken, viser vi hinanden tillid, så berører vi hinanden. Og så ånder vi i takt.”, siger Hausgaard og deler ud af historier fra sit eget lange liv.

Du kan købe Når vi ånder i takt online fx hos Bog&idé eller i nærmeste boghandel.