Niels Hausgaard fortæller historier, fordi han ikke kan lade være. Nu undersøger han i en ny bog sammen med journalist Dorthe Bomann, hvorfor vi mennesker fortæller hinanden historier, og hvorfor det er vigtigt.
Niels Hausgaard har fortalt historier hele sit liv. Som barn, som ung, som voksen og ikke mindst på scenen, hvor han gennem mere end fem årtier har gjort det til sit levebrød at fortælle historier pakket ind i guitarspil. Han har underholdt danskere i hver en afkrog af landet, og publikum har lyttet og grinet og er trofast kommet tilbage år efter år.
Men hvorfor har Niels Hausgaard brugt så stor en del af sit liv på at fortælle historier, og hvorfor tiltrækkes publikum igen og igen af historiefortællingen? Det har han aldrig selv tænkt over – eller som han siger på sin egen måde om, hvorfor han fortæller hsistorier: ”Det kan jeg ikke så godt finde ud af at lade være med”. I bogen Når vi ånder i takt undersøger han sammen med journalist Dorthe Bomann, hvorfor han og alle vi andre fortæller hinanden historier, og hvorfor det er nødvendigt, at vi bliver ved med det.
”For mig er historiefortælling ikke noget, der er løsrevet fra resten af mit liv. Det er lyden af den måde, jeg lever på, den måde, jeg omgås mennesker på”.
Niels Hausgaard. Fotograf: Thomas A.
Mennesket er et historiefortællende dyr
Mennesker har fortalt og delt historier med hinanden i titusinder af år. Sådan indledes bogen med antropologiske studier af buskmænd, der siden tidernes morgen har siddet i lejrbålets skær og fortalt myter og fortællinger fra deres eget liv. Dette har bidraget til en følelse af samhørighed og været med til at skabe fællesskab og en større forståelse for andre i flokken.
Det er en biologisk drift at fortælle historier. Mennesket er grundlæggende et historiefortællende dyr, der er sulten efter at skabe sammenhæng og mening i tilværelsen.
Historierne er et stedfortrædende laboratorium for det liv, vi lever, og vi bruger dem til at forstå, hvordan vi skal begå os sammen med andre, som de sociale væsner, vi nu engang er. Ved at høre historier lærer vi, hvordan det er at leve, at elske, at udholde, at komme galt af sted, at kæmpe, at sejre, at savne og at miste. På den måde bliver vi bedre rustede til selv at leve vores eget liv.
Kort sagt, historier binder os sammen. Dengang og nu.
Niels Hausgaard har levet af historier
Niels Hausgaard har ikke bare levet af, men også i kraft af at fortælle historier. For Niels Hausgaard er historiefortælling „en måde at række ind i andre mennesker på” og fundamentet for vores relationer. En sammenhængende kraft i vores liv, som vi skal værne om. Vi skal sætte os selv på spil, give noget: ”Når vi udleverer os selv og blotter os, berører vi også hinanden”, som han siger.
Og det gør han så i bogen. Han fortæller om at vokse op i en familie, hvor der altid blev fortalt historier, og hvordan den lille Niels lå under spisebordet og lyttede til de voksnes stemmer og fortællinger. I skolen kedede han sig gudsjammerligt, og da han var 9-10 år, blev han erklæret for adfærdsvanskelig og kom på opdragelsesanstalt.
Siden kom han i lære som isenkræmmer, blev lærervikar, stak til søs og blev ansat som en slags huspoet på regionalradioen i Aalborg, hvor han skrev viser og sange indtil det musikalske gennembrud kom i 1972 med ”Først en halv time på den ene side”.
Historierne gav status og synlighed
Hele vejen igennem i opvækst fortalte han historier, og de gjorde ikke bare det hele sjovere, men var også en hjælp til at blive en del af det fællesskab, han var havnet i. ”Jeg klarede mig på at blive god til at fortælle historier…Historierne var vejen til at lade andre komme tættere på…Historierne gav mig en eller anden form for status. Jeg blev set”, som han selv forklarer det.
Til søs var historierne særdeles vigtige for fællesskabet ombord på skibet: ”Når du er i en besætning, kan du blive voldsomt synlig ved at fortælle en god historie…Historierne var med til, at vi lærte hinanden at kende. Det er vigtigt, for mennesker er flokdyr, og flokken skal helst fungere som en enhed. Det gav en form for tryghed, at de vidste det, man syntes, de skulle vide. Det gav synlighed. Vi gav alle sammen noget af os selv, og man gav og gav, indtil det hele var løgn”.
Se en video med Niels Hausgaard og Dorthe Bomann
Humor er et overskudsfænomen
”At fortælle en historie, der ikke har underholdningsværdi, er en synd”, siger Niels Hausgaard, og humor er for ham en genvej til at nå ind til folk. For nok har han ikke har noget imod at være politisk og provokere sit publikum lidt, men grinet er vigtigt, når man sidder i det samme rum, fordi så “man kommer i samme takt”, som Hausgaard udtrykker det og fortsætter:
”Vi må ikke glemme humoren, og jeg skal også hele tiden huske på, at der på min kontrakt står, at jeg skal underholde, ikke prædike. Når man griner, kan man komme videre, for så er alle parader nede, og så kan vi nå hinanden. Det gør vi ikke, når vi er forbitrede. Så trænger vi ikke ind til hinanden med de historier, vi gerne vil fortælle”.
”For mig er humor en væsentlig del af det at fortælle historier…Humor er et overskudsfænomen, og for mig handler humor om at acceptere, at vi alle sammen er hinandens klovne. Livet er fyldt med klovne, der går rundt og er lige så tåbelige som de andre. Vi skal forstå, at vi alle sammen er ufrivilligt morsomme”.
Historier er vigtige
Til slut i bogen ovenpå alle samtalerne med Dorthe Bomann hjemme ved køkkenbordet i Hundelev, hvor Niels Hausgaard bor, er han blevet klogere. Han forstår, at det han bare har gjort, som det naturligste i verden – at fortælle historier – blot har bygget videre på noget, andre har gjort i mange år før ham. At han står på skuldrene af menneskeheden.
”Historierne har været en konstant i mit liv. De har været den olie, der har smurt apparatet. Jeg har altid fortalt historier, men jeg har aldrig, før nu, tænkt over hvorfor. At det overhovedet var et spørgsmål, altså hvorfor fortæller vi historier? Nu ser, at der er en sammenhæng i det hele, også igennem mit liv. Der har jeg aldrig før syntes, der var.”
De historier, der optræder imellem os
Er vigtige og værdifulde
Det er de historier, der er interessante
Og det er dem, der gør noget ved os
Det er dem, der får det hele til at hænge sammen
Det er måske gammelt og bagstræberisk at sige
At det forsvinder mere og mere
Vi har så nemme flugtmuligheder
Vi kan forsvinde ind i Nak & Æd eller Barnaby
Skal vi så begrænse vores adgang til flugt?
Nej, den mulighed findes ikke
Vi er nødt til at tilpasse os
Vi skal have mere kød på vores måde at være sammen på
Der skal mere kød på det, vi siger
Ellers forsvinder varmen imellem os
Vi skal fortælle historier
Vi skal finde vores fælles materiale
Når vi tør blotte os, være selvironiske
Og forlader tomgangssnakken
Viser vi hinanden tillid
Berører vi hinanden
Og så ånder vi i takt
(Niels Hausgaard)
Niels Hausgaard (f.1944) er sanger, sangskriver og skuespiller. I mere end fem årtier har nordjyden underholdt generationer af danskere med sin musik, sin satire, sin fortællinger og sine shows i forsamlingshuse og store sale over hele landet. Han bor i Hundelev.
Dorthe Løwendahl Bomann (f.1979) er en prisvindende journalist, der har arbejdet på TV 2 og skrevet for flere af landets største dagblade. Altid med fokus på mennesker og fortællinger. Nu driver hun medievirksomheden Den Gode Historie.
NÅR VI ÅNDER I TAKT:
Historiefortælling har lige fra barndommen haft en særlig betydning for Niels Hausgaard, og gennem et halvt århundrede har han underholdt med historier på sin helt egen facon.
Sammen med journalist Dorthe Løwendahl Bomann udforsker han historiefortællingens betydning for mennesker, og hvorfor nogle historier er bedre end andre.
“Vi skal fortælle historier, finde vores fælles materiale. Når vi tør blotte os, være selvironiske og forlade tomgangssnakken, viser vi hinanden tillid, så berører vi hinanden. Og så ånder vi i takt.”, siger Hausgaard og deler ud af historier fra sit eget lange liv.
Niels Hausgaard fortæller historier, fordi han ikke kan lade være. Nu undersøger han i en ny bog sammen med journalist Dorthe Bomann, hvorfor vi mennesker fortæller hinanden historier, og hvorfor det er vigtigt.
Niels Hausgaard har fortalt historier hele sit liv. Som barn, som ung, som voksen og ikke mindst på scenen, hvor han gennem mere end fem årtier har gjort det til sit levebrød at fortælle historier pakket ind i guitarspil. Han har underholdt danskere i hver en afkrog af landet, og publikum har lyttet og grinet og er trofast kommet tilbage år efter år.
Men hvorfor har Niels Hausgaard brugt så stor en del af sit liv på at fortælle historier, og hvorfor tiltrækkes publikum igen og igen af historiefortællingen? Det har han aldrig selv tænkt over – eller som han siger på sin egen måde om, hvorfor han fortæller hsistorier: ”Det kan jeg ikke så godt finde ud af at lade være med”. I bogen Når vi ånder i takt undersøger han sammen med journalist Dorthe Bomann, hvorfor han og alle vi andre fortæller hinanden historier, og hvorfor det er nødvendigt, at vi bliver ved med det.
Mennesket er et historiefortællende dyr
Mennesker har fortalt og delt historier med hinanden i titusinder af år. Sådan indledes bogen med antropologiske studier af buskmænd, der siden tidernes morgen har siddet i lejrbålets skær og fortalt myter og fortællinger fra deres eget liv. Dette har bidraget til en følelse af samhørighed og været med til at skabe fællesskab og en større forståelse for andre i flokken.
Det er en biologisk drift at fortælle historier. Mennesket er grundlæggende et historiefortællende dyr, der er sulten efter at skabe sammenhæng og mening i tilværelsen.
Historierne er et stedfortrædende laboratorium for det liv, vi lever, og vi bruger dem til at forstå, hvordan vi skal begå os sammen med andre, som de sociale væsner, vi nu engang er. Ved at høre historier lærer vi, hvordan det er at leve, at elske, at udholde, at komme galt af sted, at kæmpe, at sejre, at savne og at miste. På den måde bliver vi bedre rustede til selv at leve vores eget liv.
Kort sagt, historier binder os sammen. Dengang og nu.
Niels Hausgaard har levet af historier
Niels Hausgaard har ikke bare levet af, men også i kraft af at fortælle historier. For Niels Hausgaard er historiefortælling „en måde at række ind i andre mennesker på” og fundamentet for vores relationer. En sammenhængende kraft i vores liv, som vi skal værne om. Vi skal sætte os selv på spil, give noget: ”Når vi udleverer os selv og blotter os, berører vi også hinanden”, som han siger.
LÆS OGSÅ: Uddrag fra Når vi ånder i takt
Og det gør han så i bogen. Han fortæller om at vokse op i en familie, hvor der altid blev fortalt historier, og hvordan den lille Niels lå under spisebordet og lyttede til de voksnes stemmer og fortællinger. I skolen kedede han sig gudsjammerligt, og da han var 9-10 år, blev han erklæret for adfærdsvanskelig og kom på opdragelsesanstalt.
Siden kom han i lære som isenkræmmer, blev lærervikar, stak til søs og blev ansat som en slags huspoet på regionalradioen i Aalborg, hvor han skrev viser og sange indtil det musikalske gennembrud kom i 1972 med ”Først en halv time på den ene side”.
Historierne gav status og synlighed
Hele vejen igennem i opvækst fortalte han historier, og de gjorde ikke bare det hele sjovere, men var også en hjælp til at blive en del af det fællesskab, han var havnet i. ”Jeg klarede mig på at blive god til at fortælle historier…Historierne var vejen til at lade andre komme tættere på…Historierne gav mig en eller anden form for status. Jeg blev set”, som han selv forklarer det.
Til søs var historierne særdeles vigtige for fællesskabet ombord på skibet: ”Når du er i en besætning, kan du blive voldsomt synlig ved at fortælle en god historie…Historierne var med til, at vi lærte hinanden at kende. Det er vigtigt, for mennesker er flokdyr, og flokken skal helst fungere som en enhed. Det gav en form for tryghed, at de vidste det, man syntes, de skulle vide. Det gav synlighed. Vi gav alle sammen noget af os selv, og man gav og gav, indtil det hele var løgn”.
Se en video med Niels Hausgaard og Dorthe Bomann
Humor er et overskudsfænomen
”At fortælle en historie, der ikke har underholdningsværdi, er en synd”, siger Niels Hausgaard, og humor er for ham en genvej til at nå ind til folk. For nok har han ikke har noget imod at være politisk og provokere sit publikum lidt, men grinet er vigtigt, når man sidder i det samme rum, fordi så “man kommer i samme takt”, som Hausgaard udtrykker det og fortsætter:
”Vi må ikke glemme humoren, og jeg skal også hele tiden huske på, at der på min kontrakt står, at jeg skal underholde, ikke prædike. Når man griner, kan man komme videre, for så er alle parader nede, og så kan vi nå hinanden. Det gør vi ikke, når vi er forbitrede. Så trænger vi ikke ind til hinanden med de historier, vi gerne vil fortælle”.
Historier er vigtige
Til slut i bogen ovenpå alle samtalerne med Dorthe Bomann hjemme ved køkkenbordet i Hundelev, hvor Niels Hausgaard bor, er han blevet klogere. Han forstår, at det han bare har gjort, som det naturligste i verden – at fortælle historier – blot har bygget videre på noget, andre har gjort i mange år før ham. At han står på skuldrene af menneskeheden.
”Historierne har været en konstant i mit liv. De har været den olie, der har smurt apparatet. Jeg har altid fortalt historier, men jeg har aldrig, før nu, tænkt over hvorfor. At det overhovedet var et spørgsmål, altså hvorfor fortæller vi historier? Nu ser, at der er en sammenhæng i det hele, også igennem mit liv. Der har jeg aldrig før syntes, der var.”
De historier, der optræder imellem os
Er vigtige og værdifulde
Det er de historier, der er interessante
Og det er dem, der gør noget ved os
Det er dem, der får det hele til at hænge sammen
Det er måske gammelt og bagstræberisk at sige
At det forsvinder mere og mere
Vi har så nemme flugtmuligheder
Vi kan forsvinde ind i Nak & Æd eller Barnaby
Skal vi så begrænse vores adgang til flugt?
Nej, den mulighed findes ikke
Vi er nødt til at tilpasse os
Vi skal have mere kød på vores måde at være sammen på
Der skal mere kød på det, vi siger
Ellers forsvinder varmen imellem os
Vi skal fortælle historier
Vi skal finde vores fælles materiale
Når vi tør blotte os, være selvironiske
Og forlader tomgangssnakken
Viser vi hinanden tillid
Berører vi hinanden
Og så ånder vi i takt
(Niels Hausgaard)
Niels Hausgaard (f.1944) er sanger, sangskriver og skuespiller. I mere end fem årtier har nordjyden underholdt generationer af danskere med sin musik, sin satire, sin fortællinger og sine shows i forsamlingshuse og store sale over hele landet. Han bor i Hundelev.
Dorthe Løwendahl Bomann (f.1979) er en prisvindende journalist, der har arbejdet på TV 2 og skrevet for flere af landets største dagblade. Altid med fokus på mennesker og fortællinger. Nu driver hun medievirksomheden Den Gode Historie.
NÅR VI ÅNDER I TAKT:
Historiefortælling har lige fra barndommen haft en særlig betydning for Niels Hausgaard, og gennem et halvt århundrede har han underholdt med historier på sin helt egen facon.
Sammen med journalist Dorthe Løwendahl Bomann udforsker han historiefortællingens betydning for mennesker, og hvorfor nogle historier er bedre end andre.
“Vi skal fortælle historier, finde vores fælles materiale. Når vi tør blotte os, være selvironiske og forlade tomgangssnakken, viser vi hinanden tillid, så berører vi hinanden. Og så ånder vi i takt.”, siger Hausgaard og deler ud af historier fra sit eget lange liv.
Du kan købe Når vi ånder i takt online fx hos Bog&idé eller i nærmeste boghandel.
Andre læste også: